20de Mai.    Grev Schmettow er død. Den sære Patron havde an- ordnet, at han vilde begraves som simpel Soldat; eftersom man ei hans Villie, saa vilde han spøge. Lambrechts synes godt om den Beslutning, Storthingets Pluralitet har fattet angaaende Adelen, troer det aldeles umuligt, at de fremmede Magter vil paaføre os Krig for en saadan Bagatel, men at det er af Frygt for den svenske Adel, Kongen har gjort et Forslag, han selv ei bifaldt, og et Løfte, han rimeligviis aldrig kunde opfylde. Gud veed det, men det veed jeg, at jeg ikke for saare meget godt gad været Storthingsmand under denne Sags Ventilation. Hvad jeg skulde stemme for i Opgjørelsessagen, var mig ikke tvivlsomt, men her vilde min Overbeviisning og min personlige Hengivenhed og Tak- nemmelighed mod Kongen kommet i en saare slem Collision. 22de Mai.    Paa Birkeland tog jeg Afsked med mit Følge og fort- satte Reisen til Ous paa en særdeles god og paalidelig Hest. s.162   Man kjører undertiden den Vei, men det vilde jeg ikke for meget godt. Blandt de Objecter, der tildrog sig min Op- mærksomhed, nævner jeg den saakaldte Galteklev, over hvilken var gjort mig en langt fælere Beskrivelse, end den fortjente. Niels Hertzberg var kommen til sin Datter, som boer tæt ved. Christian Hertzberg og Arentz ventedes; den sidste kom i Eftermiddag, men Provsten først længe efter at jag havde lagt mig. Mod Aftenen kom den residerende Ca- pellan Stub, hvis Armod og Øiensvaghed vedbliver. Han viste mig sin Prædiken om "Religionens velgjørende Virk- ninger" -- skjønt ikke fri for Gjentagelser, ret god, almin- delige Ting, men sund Christendomslære, vel og opbyggelig fremsat. 23de Mai.    Det staaer nok ikke saa vel til med Provst Christian; imidlertid hinker han afsted og er i godt Humeur.    Kirken var overmaade fuld, og jeg kan ikke sige andet end at der herskede rosværdig Orden og Stilhed. Begge Præster messe ret behageligt, Jersin især. Stub foredrog sin Prædiken overmaade vel. Men dermed er omtrent sagt det Gode, som lod sig sige og Dagens Forretning. Baade Stub og Jersin katechiserede -- næsten maa jeg sige slet, Sognepræsten endda slettere, og 6 saa maadelige Skolehol- dere har jeg intetsteds fundet. Nogle af Ungdommen kunde Forklaringen saa temmelig udenad, men fornuftige Svar var ikke at vente. Hos Almuen skal herske stor Ligegyldighed for Skolevæsenet, hvilket gav mig Anledning til at holde min Slutningstale over Matth. 7, 16. Jeg talte meget alvorlige, kraftfulde Ord, og mange Fruentimmer græd -- neppe over Ordene jeg talte, men over Kraften, hvormed jeg fremførte dem. N. Hertzberg takkede mig, og sagde, at lig- nende Advarsler ogsaa kunde være gavnlige for hans Me- s.163   nighed, og det troer jeg ret gjerne. I Sangen var Een- stemmighed, men ikke Harmonie.    Vi havde et meget skjønt Middagsmaaltid, hvori dog, foruden Husets Logerende, kun Præste-Enken Provstinde Sandberg, samt Proprietair Leganger med Kone og Sviger- fader deeltog. Jeg drak min Flaske Viin og befandt mig overmaade vel. Ved Bordet opkom en svær Debat i An- ledning af en Ordre, jeg havde givet, at Klokkeren i Findaas og Klokkersønnen paa Storøen skulde dirigere Sangen ved Kirkeindvielsen. Arentz tog sin Klokkers Partie, men begge Provster gav mig Ret. Stakkels Arentz! han er inderlig god, men enfoldig og meget stivsindig. Maaltidet endtes i Fred og Kjærlighed. 24de Mai.    Tre Præster have i Dag taget Afsked, og jeg er alene tilbage med Jersin og Christian Hertzberg. Jersin havde ventet, at der i Visitatsmødet vilde blive klaget over, at han ei fra Prædikestolen læser Bededags- og Nytaarsbønnerne, hvilket jeg maatte sige ham var hans Pligt. Derimod yttre- des Ønske om at han selv desimellem vilde katechisere ved Gudstjenesten, naar ellers lidet var at forrette. Jeg maatte give Medhjælperne Medhold, og det forstaaer sig: han var villig som skyldig. At han vægrer sig ved at døbe Børn i Kirken om Søgnedage, fandtes urigtigt. De Indvendinger og Undskyldninger, han fremkom med, havde ei stort at be- tyde. Iøvrigt taltes om ulovligt Brændeviinssalg etc. Efter Middagsmaaltidet holdtes Skolecommission. Capitaine Møllerup troer med Philosophen Treschow, at Skoleholdere paa Landet ei bør existere, men Forældrene selv oplære deres Børn, og naar de ei kunne eller ville dette, tage Skade for Hjemgjæld. Jeg forstaaer ikke, hvor Mennesker, der kjende den virkelige Verden, in specie Oplysningens Tilstand i Norge, kunne falde paa saadant. s.164   25de Mai.    Som en stødende Underlighed i Ministerialbogen maa jeg anmærke, at en Dreng, hvis Kundskaber og Forhold er- klæredes maadelige, stilledes øverst ved Confirmationen, og at fire, som gaves Charakteren "Udmærket godt", stod langt nedenfor ham. Ogsaa kunde jeg ikke undlade at yttre Ønske om, at disse udmærkede Subjecter maatte have mødt i Kirken paa Visitatsdagen, da jeg ikke kunde troe, Nogen af dem, jeg overhørte, havde faaet dette Skudsmaal. Denne Hviledag var ellers meget behagelig, skjønt Provsten, Jersin og den saare tause Leganger udgjorde det hele Selskab fra Morgen til Aften. Vi havde et meget behageligt Middags- maaltid, uden at jeg ret kan sige, hvori Fornøielsen bestod; endelig havde vi 3 Geistlige en Lhombre en trois, under hvilken jeg blev nedstemt, da det saae ud til Storm og Regn, og jeg gruede for den slemme Bjørnefjord, som i Morgen skal passeres. 26de Mai.    Veiret blev langt bedre end jeg havde ventet, og vi var ikke 3 Timer underveis til Tysnæs Præstegaard.    Man har Efterretning om at Nansen er død, den anden Storthingsmand altsaa, som døde i sit Kald. Man havde meget at udsætte paa ham, men gid ingen udueligere eller uværdigere Folkerepræsentant havde siddet, og i dette Øieblik sad paa Storthingets Bænke. At han elskede Flasken altfor høit, er sandt; at hans Forfængelighed og Lyst til at gjøre Opsigt ofte løb sur med ham, kan heller ikke nægtes, men han var uden Tvivl en baade fornuftig og retskaffen Mand. Gid begge Prædikater tilkom alle dem, som spottede og for- dømte ham! Mig er hans Minde kjært. 27de Mai.    Den gamle Klokker Hougs gjorde mig i Morges per- sonlig Opvartning, og gav sig langt bedre tilfreds end hans s.165   Sognepræst over den Affront, der vistes ham ved at consti- tuere Klokkeren i Findaas som Forsanger ved Kirkevielsen. At jeg gjorde meget fornuftigt heri, blev mig saare indly- sende ved denne Dags Gudstjeneste. -- Arentz's Prædiken var overmaade orthodox. Den var over Slutningen af Evange- liet Joh. 16, 28, og skulde vise "Det Trøstende og Oplivende for os i disse Jesu Ord". At denne Trøst og Oplivelse udgjorde en egen Deel -- den tredie og korteste -- hvorved altsaa de to andre gik ganske udenfor Themaet, er en ei ualmindelig logisk Feil. Bibelen citeredes flittigt, for det meste ei upassende; dog hvilede over den første Deel om det Fortjenstfulde for os i Jesu Ord, Systemets Aand vel saa meget som Bibelens. Jeg begreb saaledes ingenlunde, hvad det vilde sige, at Adam udgik fra Faderen i syn- dig Tilstand, førend han i den paafølgende Katechisation forklarede, at ved at "gaae ud fra Faderen" forstodes at vige fra Gud -- i Sandhed en sindrig Forklaring! Himlen veed, i hvilken Huuspostil Arentz har hentet den Viisdom! Jeg kan dog ikke negte, at Prædikenen i det Hele har Over- beviisnings og Hjerteligheds Præg, og maatte af den Aarsag behage. Jeg talte i Chordøren over de samme Ord, som Arentz, kun at jeg anvendte, hvad Jesus sagde om sig selv, paa os, hans Læres Bekjendere, der gik ud fra Guds Ska- berhaand udrustede med herlige Evner og Anlæg, og skulle engang gaae hjem til Ham, der udsendte os, og gjøre Regn- skab for deres Anvendelse. -- I det Hele havde jeg Aarsag til at være tilfreds med Ungdommen; det var ikke som paa Ous det blotte Udenadspjat. Arentz er og en af de gode Katecheter blandt Stiftets Præster.    Her gives ei Anledning til at indbyde Selskab; vi nød da overflødigt Tractement i vor egen Cirkel, og havde det ret morsomt. Dagen endte med en Lhombre med Hertzberg s.166   og Arentz, over hvis underlige Distraction og Forfjamselse jeg ikke sjelden maatte smile. 28de Mai.    Visitatsmødet var ret behageligt; det synes at være en meget agtværdig Almue. Medens Skolecommissionen holdtes, fik jeg et Brev fra 8 Bønder af Onareim Sogn, med Bøn, at denne Menighed bestandig maatte faae Prædiken Christi Himmelfartsdag til Erindring om, at dens Kirke paa denne Dag indviedes. Jeg fandt deres Begjæring saa billig og rosværdig, at jeg har besluttet offentlig i Indvielsestalen at proclamere dens Bønhørelse. -- Iøvrigt gjorde jeg i stærk Blæst en ikke lang Spadseretour; Gud veed, hvor vel den bekom mig, da jeg var en Smule hæs og siden ikke er bleven bedre. Med Æggedram og Æggepunsch og Syltetøi arbeider jeg af al Magt paa min Helbredelse. Om min elskværdige Hertzberg gjør ligesaa med den megen Søvn og det meget Brændeviin og de salte Spiser han nyder, er mig høiligen tvivlsomt. 29de Mai.    Atter en Hviledag, anvendt meest til Brevskrivning. Jeg har ellers i Dag ved at see Arentz's Ompuslen og ube- gribelige Raadvildhed, som om han igaar var kommen til Præste-Embede, tænkt paa, hvad der vilde bleven af, om han havde faaet Lindaas Kald. Hvem skulde man gjort til Provst efter Fleischers Død og Provstiernes Adskillelse? -- Menneskene gjøre meget galt, og at Biskop Brun tilføiede Arentz Uret, kan jeg aldrig ophøre at troe: men i det Smaae som i det Store vender dog Gud det gjerne til det Gode. Hveding er fra Forstandens og Kundskabernes Side aldeles ingen udmærket Mand, men i dette Øieblik er han mig vir- kelig uundværligst af alle Stiftets Provster. s.167   30te Mai.    Mit Ophold paa Tysnæs, som i Dag fik Ende, var mig virkelig en sand Plage. Det ægte Gjæstfrihedsprincip, at lade Gjæsterne saavidt muligt raade sig selv, er den hjer- telig godmodige og velvillige Arentz reent ubekjendt. Man kan ikke en halv Time være inde i hans Stue, uden enten at faae Spørgsmaal, om man vil have Brændeviin, Punsch, Madera, Syltetøi og hvad der nu kan være Timens Orden, eller ogsaa see sig disse Ting virkelig presenterede, saagodt- som paanødte, saa at man næsten maa være uhøflig for at slippe. 4 -- 6 Skaaler proponeres under hver Ret, uagtet Arentz aldeles ikke elsker Drik, men blot troer at opfylde en Pligt, ham vistnok ligesaa ubehagelig, som mig at lade som jeg er fornøiet, naar man opfylder mine Værelser med To- baksdamp. Vil man spadsere ned til Søen eller udad Mar- ken, maa man liste sig til det som den drikfældige Mand, hvis Kone er Herre over Skabet, hvor Brændeviinsflasken staaer. Denne Jammer er nu forbi.    Onareim nye Kirke er lys og som Landsbyekirke smuk. Den er opført af Muur, der vel ikke staaer 7 -- 800 Aar som de nedbrudte Ruiner, men dog vist ikke er saadant Flik- værk, som man paastaaer. Rummet er saa vel og smagfuldt benyttet, som det under de Omstændigheder var muligt, og ere end de blaae og røde Farver (Bøndernes Yndlings- couleurer) vel gloende, ere end samtlige Ansigter paa Alter- tavlen, der forestiller Nadverens Indstiftelse, naragtige Car- ricaturer -- hvad andet kan ventes, naar lutter Bønder dirigere Arbeidet? Jeg synes, det gjør dem megen Ære. -- Der var bestilt Logis paa Onareim Gaard hos en Fru Dahl, og man havde spaaet mig en suur Modtagelse, men det veed Gud, der mærkedes ei det mindste dertil; jeg syntes at være hende saare velkommen. Den hinkende Provst tog ind hos Knud Alsager, for at være Kirken nærmere. I s.168   Løbet af Eftermiddagen ankom de øvrige Præster, som skulle assistere. Ved Normann udbredte sig en Lystighed, som nok ellers ikke vilde fundet Sted. Alt ved Bordet proponeredes flere Skaaler; hvad der siden forefaldt, var jeg ikke person- ligt Vidne til, men der kigedes nok langt ud paa Natten dybt i en Punschebolle, der før Bordet var næsten urørt. 31te Mai.    Klokken omtrent 10 vare alle Præsterne samlede i fuld Ornat paa Onareim Gaard, og vi vandrede parviis ned ad Bakken. Provsten mødte i Nærheden af Kirken og sluttede sig til Processionen. Vi kom ind i god Orden, men da saa Folkestimlen skulde indlades, blev der megen Tummel, som dog efterhaanden sagtnedes, og ved en Høitidelighed, hvor vel tre Gange saamange Mennesker vare samlede, som Kir- ken kunde rumme, kunde neppe mere Orden og Stilhed exi- stere. Marc. 16, 19 -- 20 var min Text, og mit Thema: "Vort Arbeide i Herrens Viingaard skal ikke være forgjæves; Herren vil arbeide med os, og med synlige Tegn forsikre os om sin Bistand". Jeg var uden Tvivl heldigere end i Hareid.    Fru Dahl gav et godt Middagsmaaltid. Der herskede megen Stilhed og Adstadighed ved Bordet, men da jeg havde drukket Caffe, reiste jeg min Vei, og da er jeg temmelig vis paa, at Punschen har frembragt en lystig Stemning. Med stille Veir eller svag Bør tilbagelagde jeg de to Mile over Hardangerfjorden i halvfjerde Time, og traf Hertzbergerne alene i Malmanger Præstegaard. 1ste Juni.    Saare skjøn bebuder sig Aarets fagreste Maaned, da alt endnu er i blomstrende Fremvæxt, Træerne have deres lysegrønne Løv. Dagene naae deres største Længde, da Alt s.169   er Liv og Haab, Luften varm men ikke qvalm. Jeg ophol- der mig nu i en skjøn, frugtbar Dal, nærved en rislende Elv, ved hvis Bredder jeg i Eftermiddag vandrede ene og glad. Rundt om Huset staae høie, alt meget skyggefulde Træer, som Hertzberg selv har plantet, og i hvis Lye han, kun 47 Aar gammel, kan vente at opleve mange lykkelige Dage. Fra det besværlige Ceremonievæsen paa Tysnæs er jeg overflyttet i en hyggelig Familiekreds, hvor jeg lever aldeles ugeneret. -- I Formiddag gjorde jeg i Selskab med de to Brødre Baron Rosenkrone en Ceremonie-Visit. Vi traf ham spadserende med sine to Smaapiger. Engang Officeer, levende i den store Verden, en Prinds's Adjutant, indskrænker han sig nu til det stille Huusliv i en landlig Afkrog, har ikke i 4 -- 5 Aar været i Bergen, men synes at leve meget lykkelig.    Under Titel: Profetier af C. M. Falsen findes i Nationalbladet No. 69 -- 72 et saare mærkeligt Fragment af det ovenomtalte Falsenske Skrift fra 1814. Med stærke Farver skildrer han der, hvad Følgen sandsynligviis vilde blive af Norges Overgang til Sverige, endog om dets Con- stitution vedtoges. Vistnok overdriver han, og i værste Til- fælde kan jeg ikke tænke mig det saa slemt som Falsen spaaer, men at Erfaring har bekræftet adskillige af hans Udsagn, og at Tidernes mørke Tegn lade befrygte end flere af disse Profetiers Opfyldelse, det er nok altfor vist. Det frapperede mig at see yttret som ei usandsynligt den samme Idee, som Christie forleden til mit yderste Mishag lod sig forlyde med. Af Storthingsforhandlingerne fra 1816 meddeles en Beslut- ning, efter Falsens Forslag, fattet med 58 Stemmer mod 22, at Lov om Skatternes Ligning og Repartition skal be- stemmes i samlet Storthing, og ikke gjennemgaae Afdelingerne, med dissenterende Vota af Bergh, Schjøtz, Bonnevie, Ræder, Schultz, Nansen, Oxholm, Knoph, Bjørnskov, Cappeln, Tank, s.170   Bøgvald, Gerner, Krogh og Sibbern. Det sidste anføres og er saare kraftfuldt. -- I 73 -- 76 besvares de ironiske Spørgsmaale, som for noget siden gjordes med Hensyn paa Falsen. Jeg har ellers faaet Lys i en Sag, der før var mig dunkel, og det er sandsynligviis det rette: Justitiarius Bull skal have isinde at nedlægge sit Embede1; Falsen menes at ville blive Justitiarius og Byfoged, Bull igjen Amtmand i Nordre Bergenhuus Amt. Enhver af disse Ting for sig selv betragtet synes ophøiet over enhver Ind- vending. At en podagristisk Olding over 70 Aar tager Af- sked, at en af Landets ypperste juridiske Embedsmænd bliver hans Eftermand, at en anden, just ikke udmærket, men altid meget fornuftig og duelig Mand succederer -- deri er intet uretfærdigt eller ubilligt, men i denne Combination er Tingen betænkelig og stødende. -- Endelig fortælles, hvad den Ankerske Familie har kostet Norge i disse 6 Aar, og deraf uddrager Nationalbladet den Slutning, at denne ærede Familie er Norge saare chere, dyrebar, kostbar, theuer. 2den Juni.    Nationalbladet No. 77 -- 78 indeholder først det bekjendte Udfald paa Adelssagen i Lagthinget. Derpaa følger et Digt, hvor denne Heltegjerning besynges og forsikres "liig Solen med kraftigt Lys at have splittet den ængstelige Taage", og nu            Ung staaer som gjenfødt, i sin stolte Flor           Den ædle Friheds Plante, skjøn at skue,           Og hæver fra sin Klippegrund sig stor           Og herlig under Nordens Klippebue!    Maatte det kun ikke blive efter Visens Ord: "En sør- gelig Ende den Lystighed fik!" Versene ere gode og sikker- s.171   ligen af Pavels Hjelm. Sorenskriver Gram er med eet igjen kommen i Oppositionspartiets Naade ved i Storthinget den 10de Mai at have erklæret sig mod de 3 Millioners Beta- ling. -- Tilsidst anføres det Rygte, at Wedel vil privatisere paa sine mange gamle og nykjøbte Eiendomme, og ønskes, at han forinden maa vorde indstævnet for Rigsretten, at gjøre Regnskab for sin Huusholdning. -- No. 79 -- 82: De 3 Millioner omtales i den sædvanlige persiflerende Tone, og Falsen, som det egentlig gaaer ud over, beskyldes for at have bivaanet et Committeemøde desangaaende hos Stat- holderen.    Niels Hertzberg kom i Morges, efterat have reist den hele Nat. 3die Juni.    Havde jeg slet Visitatsveir, da jeg sidst var i Qvind- herred, des skjønnere var det denne Gang. Alt var bedre end da, naar jeg undtager stakkels Chr. Hertzbergs Helbred. Jeg fik da saa omtrent overseet Qvindherreds (egentlig Bjørkevolds) Kirke, der er en stolt, majestætisk, skjønt rig- tignok vel mørk Bygning, en af de smukkeste Landsbyekirker i Stiftet. Efter Løfte til Hertzbergerne holdt jeg en Slags Liigprædiken over Præstekonen, da hverken Manden eller Brødrene paa Begravelsesdagen følte sig istand dertil. Jeg talte over det sidste Vers i Evangeliet, sammenholdt med samme Capitels tolvte Vers. Hertzberg holdt Tale i Chor- døren, ogsaa over et Sted af Dagens Evangelium Joh. 15, 27. Den var ret god, skjønt de Ord "I skulle ogsaa vidne", gaves en altfor udstrakt Betydning. Tilsidst holdt han en Lovtale over sin Menighed, hvorved han ligesom satte mig Kniven for Struben, og tvang mig til at yttre større Til- fredshed, end sidst. Under hans egen Katechisation, tildeels ogsaa under Skoleholdernes, forekom det mig, at Dommen dog ikke kunde blive saa meget forskjellig, men da jeg selv s.172   kom til, omstemtes jeg mærkeligen, og fandt, at Ungdommens Kundskab ikke var blot og bar Udenadspjat. At Hertzbergs Katechisation er saa saare rosværdig, kan jeg nu ikke finde; den er bedre end Præsternes i Ous, men neppe saa god, som Arentz's. Rose nogen med Varme, af et rørt Hjerte lyse Velsignelse over Menigheden -- nei! det kunde jeg hel- ler ikke nu. -- Her i Præstegaarden var ingen Gjæster ind- budne, undtagen Baronen og hans Broder. Vi havde et ret behageligt Maaltid, Gud skee Lov uden Spor af den Larm, der gjorde Visitatsdagen for 3 Aar siden saa ubeha- gelig. Vi drak Caffe paa Marken i de unge Træers Skygge ved Siden af den rislende Bæk. Et Par Mennesker med æsthetisk Sands og Følelse var mit eneste Savn; de findes ikke i disse Egne -- jeg finder ikke et eneste saadant Men- neske paa den hele Reise. 4de Juni.    I Skolecommissionen udførtes det store Underværk, at 4 Skillings forhøiet Afgift til Skolekassen af hver Gaard- mand eenstemmigen decreteredes. -- Den gamle sygelige Oberst Segelche, som troedes at staae med den ene Fod i Graven, da jeg for 3 Aar siden var i Qvindherred, spiste her til Middags og tømte sit Glas med stor Fornøielse. En Svire- broder har han i sin Tid nok været, som de Fleste i Sønd- hordlehn; ellers roses han som en god, veltænkende Mand. Jeg troede i Henseende til Barnedaab om Søgnedage at have bragt Jersin til Syndernes Erkjendelse, men i Søndags har han tillyst i Haalandsdalen og i Fuse, at Børn kunne blive døbte i Ous Kirke om Søgnedage mod en Betaling af 1/2 Spd. over det sædvanlige. Hans Svoger og Provst Chr. Hertzberg blev meget vred, lovede at give ham en efter- trykkelig Revselse, og, hvis denne ikke frugtede, at anklage ham for mig. s.173      Nationalbladene No. 83 -- 88: I et ironisk Brev lastes Bladet for den Impertinence, at ville i 1821 minde en Mand2 om, hvad han skrev 1814. Haren er graa om Sommeren og hvid om Vinteren, og et Menneske kan lige- saa gjerne skifte Mening, som et Dyr skifter Farve efter Aarstiden. -- I No. 89 -- 92 irettesættes med sindigt Alvor den nidkjære Zelot, der fandt det forargeligt at holde Con- cert i en Kirke for Penge. Jeg forbigaaer et Par ubetyde- lige Stykker, og nævner blot af det tiende og sidste Blad (93 -- 96) en Opposition mod Flor med Hensyn paa Embe- ders Afskaffelse, hvor han især lastes for at ville have Lens- mændene gjort til Embedsmænd istedetfor Fogderne, og Provst Aschehougs fortræffelige Votum i Adelssagen, der gjør ham megen Ære. 5te Juni.    Klokken 8 i Morges forlod jeg og Niels Hertzberg Malmanger. Vi havde 7 Mile at reise. Veiret var stille, Farten altsaa langsom, eensformig og temmelig ennuyant. Klokken lidt over 9 om Aftenen kom vi til Ullensvang. 6te Juni.    Ene med Hertzberg førte jeg et stille og ret behageligt Liv. Jeg lever her aldeles ugeneret; jeg gaaer ind i hans Værelse og taler med ham, graver i hans Bøger; vi mødes i Haven, der har 2 -- 3 skyggefulde Hvilepladse, ved Bordet og nyder et frugalt Maaltid, det er en ret behagelig Af- vexling.    Med Rigstidenden fulgte et saare vigtigt Document: et kongeligt Rescript, dateret 12te April, men først den 22de Mai oplæst og indleveret i Thinget. Det angaaer de 3 Millioner, og er stemt i en Tone, som jeg ikke kan glædes s.174   ved. Kongen fortæller, at Norge forhen var en Provinds af et uindskrænket Kongerige, hvilket det aldrig var, om det end undertiden behandledes saaledes; der stikles -- vistnok med Delicatesse -- paa den Indflydelse, der hindrede Nor- ges Overgang til Sverige strax efter Kielertractaten, og tales om hvor blomstrende baade vores og Sveriges Financer vilde været, hvis det var skeet; endeligen tilkjendegives heel tydeligen at det vilde være H. M. kjært, om nye Forhand- linger kunde aabnes til en nøiere Forening mellem begge Riger. For det første er dette Rescript sendt til den Com- mittee, der omhandler Gjeldsopgjørelsen, og den har æsket endeel Oplysninger af Regjeringen, blandt andet "bekræftede Gjenparter af samtlige de Forhandlinger, som have fundet Sted med udenlandske Magter i Anledning af Foreningen mellem Norge og Sverige, efter Afsluttelsen af Con- ventionen til Moss, efter det overordentlige Stor- thing 1814 og Rigsactens Antagelse".    Morgenbladet fortæller om Nansens Død og Begravelse. Han fik den 1ste Mai i Storthingets Forsamlingsværelse, umiddelbar efterat have forladt Salen, et apoplectisk Til- fælde, og maatte strax føres hjem. Han levede endnu i 14 Dage og leed meget. Hans Jordefærd var meget høitidelig; alle Thingets Medlemmer fulgte, en ret smuk Gravsang istemtes og Sigvardt holdt en meget skjøn, rørende, ægte christelig Tale, som findes aftrykt. Det glæder mig inderli- gen at denne saa ofte miskjendte og spottede Mand i Døden fandt den Hæder, man i Livet var saa tilbøielig til at nægte ham. Skulde det ved Begivenhedernes underlige Sammen- kjædning engang vorde min Lod at parentere ved hans største Antagonists Kiste3, jeg tør da ikke love ham saa s.175   smuk en Liigtale som Sigvardts. -- Efter den nyeste Rigs- tidende har H. M. under 16de Mai naadigst befalet, at 6000 Mand, Halvdelen norske og Halvdelen svenske, skulle sammentrækkes til Vaabenøvelser i en Leir mellem Moss og Christiania. 7de Juni.    N. Hertzberg har skrevet en Afhandling om Moraliteten her i Kingservigs Præstegjæld til Indrykkelse i "Budstikken", hvilket Blad imidlertid atter synes at ville standse, man veed ikke om af Mangel paa Bidrag eller Afsætning4. Den gode Mand er vel vidtløftig i sin Skrivemaade, gjen- tager sig selv for ofte, lader sig og stundom henrive af forudfattet Mening til at debitere som Axiomer Resultatet af hans egen Erfaring i en temmelig snever Virke- og Om- gangskreds. De idelige Klager over Ungdommens Natte- sværmen, NB. ei som ældgammel, indgroet Uvane, men som en temmelig nye Skik, klinger ei godt i den Lærers Mund, der altid stiller sin store Nidkjærhed til Skue og har været denne Menigheds Lærer i 18 Aar. At jeg ikke aldeles bi- falder den af ham yttrede Mening, at Ingen bør confir- meres før han eller hun har fyldt det 16de Aar, er forhen sagt i denne Bog. Den Sammenligning mellem uægte Børns Antal i forskjellige Perioder, er sindrig nok, men Gud veed, hvorvidt den holder Stik. Hertzberg har fundet, at usæd- vanlig mange saadanne Børn fødtes i Aarene 1770 -- 80, og tilskriver det Fordærvelsen under Struensees Administra- tion, men havde den Indflydelse paa Hardangers Almue? Og mon ikke i Frederik den Femtes sidste og Christian den Syvendes første Regjeringsaar -- mellem 60 og 70 -- da Struensee endnu ikke kjendtes, Usædeligheden ved Hoffet og s.176   i Kjøbenhavn var omtrent ligesaa stor? Endelig kjender nok ikke Hertzberg de eensomme Fængsler, saadanne som de bør være, naar han finder dem at være en lemfældigere Straf, end dobbelt eller tredobbelt saa langt Tugthuusar- beide. I et andet Stykke om Klædedragten gaaer han i smaalig Detail og gjør mange Digressioner. Der er Liig- hed mellem Hertzbergs og Prahls Skrivemaade, kun at hiin pidsker til Blodet, som Juvenal, denne gav Snert som Horatz.    Den fornuftige og ædle Johannes Aga spiste her til Middag, og jeg hyggede mig ret overmaade i denne sjeldne Bondes Selskab. I Kirken viedes to Brudepar, og efter Sædvane vare de inde hos Provsten og bleve tracterede. Imidlertid blev Følget ude paa Gaarden og dandsede. En ung Karl gav en lille bitte Solo. Jeg saae da Gamle og Unge i deres Stads, som hvad Qvindekjønnet angaaer, er meget vakker og prydende. Brudekronen med det øvrige Dingeldangel er aldeles ikke kostbar, men særdeles net. At der iøvrigt til den Pynt medgaaer næsten ligesaa megen Tid, og ved den røber sig ligesaa megen Forfængelighed og Glimrelyst som ved de eleganteste Kjøbstad-Damers, det vil jeg troe. Aliter, non aliud. 8de Juni.    Hertzberg besøgte mig i Morges paa Sengen, saae og beundrede mine aldeles restituerede Been, som han troede incurable, og overgav mig til Gjennemlæsning sin Visitats- prædiken, hvilken han mod Sædvane har skrevet næsten Ord til andet. Intimationen over 1 Mos. 1, 2 er særdeles smuk, og kunde vel fortjene at være Indledning til det opløftende Vers: "O Lue af Guds Kjærlighed!" istedetfor det flaue i den Kingoske Psalmebog. Prædikenen er over de Ord: "Saa elskede Gud Verden osv." og viser: 1. Gavens Stor- hed. 2. Hvortil den sigter. 3. Hvorledes den bør modtages. s.177   4. Hvorledes mange modtage den. (Mod denne Inddeling lod sig vel adskilligt indvende.) De to første Dele ere be- handlede med kraftig og populær Veltalenhed, de sidste af- færdiges ret kort. Man burde ikke overtage mere end man kan bestride. Med en forandret Disposition kunde saa fuld- stændigen, som det i en Prædiken kan forlanges, alt dette været sagt, som nu er lovet, men ei præsteret. At ved Af- vigelsen fra den sædvanlige Extemporering hans udvortes Foredrag neppe vil vinde, forudseer jeg.    Sorenskriver Koren, Foged Vidsteen og Lieutenant Collin spiste her til Middag. Koren fortalte blandt andet, at han engang udenfor Kjøbenhavn havde bivaanet en Gudsdyrkelse af Ildens Tilbedere. En temmelig Mængde af disse var kommen med et Skib; de fik Tilladelse til at holde deres Cultus i en Bygning ude paa Grønland5; Capitainen og Supercargoen med Familie havde Adgang dertil, og med den ene af dem fulgte Koren som Ven. Hvad han beskrev forekom mig som Gjøglerie, men ellers sagde han, at der herskede megen Andagt, større end i vore lutherske Kirker.    Nationalbladet No. 103 -- 6 begynder med nogle intet- sigende Spørgsmaal, hvorpaa følger et saare vigtigt og vel- skrevet Stykke i Anledning af det Rygte, som dog virkelig har været udspredt, at svenske Tropper skulde marschere ind i Norge og skræmme eller tvinge Storthinget til at decretere de 3 Millioners Udbetaling eller Constitutionens Omstyrt- ning. Saaledes egner det Patrioten at skrive, og Held det Land med al dets Armod og øvrige Brøst, hvor saadant kan siges med Frimodighed, uden Omsvøb eller Complimenter. Den Forfatter gad jeg kjende, og var det end selve Flor, jeg skulde hædre og velsigne ham. "Uniform! Uniform! s.178   jeg ogsaa een!" Det Stykke med denne Titel, som begynder No. 109 -- 12 er langt alvorligere og beskednere, end det efter Titelen skulde formodes, og gaaer ud paa at Embeds- mænd, der udenfor deres Huus have Forretninger, der giver dem en vis Autoritet, bør have Uniform, men at disse deri- mod er en naragtig Stads for Cassebetjente og andre, der paa Embedsvegne aldrig gaae ud af deres Stuedør, og deri har vist Forfatteren Ret. -- Om det fire Gange saa lange Stykke med Motto af Grundloven kan med Sandhed siges: amphora coepit institui, urceus exit6. Det begynder med de 3 Millioner, og ender med en Klage over at En er bleven Lensmand, som Forf. vilde ei skulde være det, og Forslag at Lensmændene skulle være kongelige Embedsmænd m. m. -- I No. 113 -- 14 tales med en Djærvhed, som rig- tignok grændser til Uforskammethed om det kongelige Rescript af 12te April. Enten det følgende Forslag, i Tilfælde, at Kongen og Storthinget ei enes om Opgjørelsessagen, at voldgive Sagen til Keiser Alexander, er Spøg eller Alvor, er det høist upassende. -- Den ei ubillige Anke mod Carrica- turmaleren Capt. Dankel afskriver jeg heel: "Det fortjener at bekjendtgjøres, at den almindelige Mening om de neder- drægtige, skjønt yderst usle Carricaturstykker, som indsendes til Norge med forskjellige Reisende fra Stockholm, er, at det ei er nogen Svensk, der gjennem dette Middel søger at forhaane Norge. For at ikke den Uskyldige skal plettes skeer herved saadan Erindring. Man tør ogsaa haabe at komme til Kundskab om, at det heller ikke er nogen norsk Embeds- mand, som Norge har rakt en venlig og hjelpsom Haand, da han som Udlænding søgte om dets Brød, der under sit Ophold i Stockholm, for at faae et Embede, vanærer sig og Landet ved at udbrede saa usle og virkelig slette Arbeider". s.179      Kongens Forslag til Universitetsfundats er henlagt, og Storthingets forrige uforandret indsendt til Sanction. Lov- forslaget om Consulatpengene i Helsingøer er af Kongen nægtet Sanction. Tingen er mig ligegyldig, jeg forstaaer den ikke engang, men at Rosenkilde der, til Efterretning for de Handlende, skyndte sig at bekjendtgjøre denne Beslutning, da den var fattet i Odelsthinget, uden at man engang vidste, om Lagthinget vilde bifalde den, nu staaer som en Nar, det vil jeg ikke nægte fornøier mig. 1  tilbake Rygtet var ugrundet; i ethvert Fald blev Bull staaende i sit Em- bede som Høiesterets Justitiarius indtil 1827. 2  tilbake Falsen, see 2den Juni. 3  tilbake Meningen er tydelig nok den, at Pavels tænkte sig Muligheden af engang at efterfølge Bech paa Christianias Bispestol, men hvem han mener med Nansens største Antagonist, kan neppe afgjøres. 4  tilbake Afhandlingen optoges i Budstikken III, efterat Bladet igjen var kommet i Gang. 5  tilbake Det ældre Navn paa en dengang øde Plads mellem Citadellet og Østerport i Kjøbenhavn; see herom Werlauffs Antegnelser til Hol- bergs 18 første Lystspil S. 43. 6  tilbake Hor. Ars poetica v. 21 -- 22.

bla bakover

bla videre