|
13de Marts. Skoleholderen Lars Ous sender mig et langt Brev, og bringer mig sit forrige Ønske om at blive Kirkesanger i Erindring. Til sin Anbefaling vedlægger han et Par saa- kaldte Liigsedler  Afdødes Levnetsløb1, oplæst ved deresJordefærd, næsten ganske efter den sædvanlige Formular. "Jeg har," siger han blandt andet i sit Brev, "ikke værnet om Fødelandet med Sværd og stridet for Land og Rige; men jeg har brugt Aandens Sværd og Saliggjørelsens Hjelm til at stride med Djævelens, Verdens og Sattans Rige med." Af Rigstidenden maa jeg afskrive en kostelig Tale, Kei- ser Frants har holdt til Professorerne i Laybach, et værdigt Pendant til den Stump Latin, han i Ungarn for noget siden lod sig forlyde med: "Mine Herrer! Studenterne fra Krain have altid været ansete for gode Studenter. I bør søge at vedligeholde dette deres gode Rygte. Holder iøv- rigt ved det Gamle, thi dette er godt. Vore For- | |
| s.128 | fædre have fundet sig vel derved; hvorfor skulle vi da ikke ogsaa kunne det? Nye Ideer ere nu almindelige, men disse kan og skal jeg aldrig bifalde. Afholder Jer fra dem, og holder Jer til det Positive, thi jeg trænger især til redelige og retskafne Borgere. Det paaligger Eder at danne Ung- dommen til saadan. Den, der tjener mig, maa lære, hvad jeg befaler; den der ikke kan rette sig der- efter, eller som møder mig med nye Ideer, han kan gaae sin Vei, eller jeg skal skaffe ham bort." -- Hvo skulde ansee dette for en Keisers Tale til Viden- skabsmænd? maatte man ikke troe, at det var en Spids- borgers Raisonnement i et Ølhuus? Et Ark af Nationalbladet indeholder nogle Tanker til Storthingets nærmere Overveielse, vistnok velmente og ei ubeskedent fremsatte, men Forf. skriver slet, og synes under- tiden ikke selv at vide hvad han vil. Det veed derimod Een, der har skrevet i det andet Blad noget der seer ud som Apologie for den rige Kjøbmand Henrik Carstensen i Riisøer, men er en af de blodigste Satirer eller Pasquil- ler, hvad man nu vil kalde det, som jeg har læst. Han var paa den Eidsvoldske Rigsforsamling Maal for Sverdrups, Reins, Falsens og Schmidts Vittighedspile. Engang sagde han ved en Votering: "Skal jeg følge min Overbeviisning, saa siger jeg Nei, men skal jeg følge min Interesse, siger jeg Ja." -- "Nu hvad siger De da?" spurgte Præsidenten. "Jeg siger Ja." 15de Marts. Det hænder undertiden, at jeg har besvaret alle Breve, har ingen andre Expeditioner at udfærdige, mangler interes- sant Lecture og spørger mig selv i Morgenstunden ret alvor- ligen: hvad skal jeg bestille i Dag? Blot for at kunne besvare dette Spørgsmaal paa en nogenledes tilfredsstillende Maade, har jeg skrevet mere end eet af de Bidrag til Mor- |
| s.129 | genbladet og norske Tilskuer, som vel adskillige have læst med Fornøielse. Opmuntret af denne Virksomhedsdrift, som jeg ikke vidste anden Maade til at fyldestgjøre, satte jeg mig i Morges til at skrive nogle Tanker om Dagens store Æmne: Gjældsopgjørelsen med Danmark. Jeg an- tager, at der er fire Maader til uden Udgift for Norges Statscasse at komme ud af den Ting: at Danmark efter- giver Gjælden, at Sverige paatager sig den, at Kongen be- taler den af sin Privatformue, og at Folket siger ved dets Repræsentanter: "Vi betale ikke; betale hvo der vil." Jeg viser korteligen at ingen af de tre første Alternativer enten kan fordres eller ventes, og at den sidste Erklæring var i høi Grad baade farlig og uredelig. Jeg slutter med de Ord: "Hvorledes den overblevne Levning af vor National- velstand kan reddes, det er langt udenfor min Kundskabs- og Virkekreds; kun herpaa vil jeg gjøre mine Medborgere opmærksom, og at der er noget, som bør være os end vig- tigere og helligere end vor Nationalvelstand, og det er vor Nationaldyd og vor Nationalære. Gjenop- rette vi hiin ved at opofre disse, da er vort Tab langt større end vor Vinding." Bernhoft fortalte om vor sindrige Storthingsmand Movinckel, at man et Par Dage savnede ham i Thinget. Man forespurgte sig i hans Logis, og der svaredes, at han var reist til Drammen. Fjerde Dag indfandt han sig og kaldtes til Regnskab. Med megen Frimodighed svarede han: at man vel ikke kunde undres over, om hans egen Velfærd var ham det vigtigste, eller fortænke ham i, at han ikke opofrede denne for at sidde i Stor- thinget!!! Det skal være hans tilkommende Svigerfader, der har meldt sine Venner dette mærkelige Træk. Et Par andre curiøse Anecdoter fortalte Bernhoft, den ene om Foged Bull. Han var Foged i søndre Trondhjems Amt, en Klin- |
| s.130 | genberg i Romsdals Amt, og begge ønskede at bytte. Det kom til Amtmændenes Erklæring, og Krogh erklærede først at han vel kjendte begge som duelige og paalidelige Embeds- mænd, men da han derhos kjendte Bull som en trættekjær Mand, med hvem det var umuligt at leve i Fred, saa vilde han udbede sig som en Naade, at Byttet ei bevilgedes. Der- paa erklærede Grev Trampe, at hans Mening om begge Mænd var aldeles den samme som Amtmand Kroghs, og da de nu altsaa vare 3 som ønskede Byttet, kun Een var imod det, saa haabede han af Kongens Retfærdighed at det bevil- ligedes -- hvilket da ogsaa skede. 17de Marts. I Rigstidenden indbyder en Niels O. Røbech i Christian- sund, der engang før har ladet høre fra sig, til Subscription paa et Skrift med følgende Titel: "Plan til en Forbedring i Menneskeselskabets Hjælpemidler og Indretninger i For- sørgelses, Opdragelses og Emploierings Anstalter, i Grundsætninger og Tænkemaade, i Sysler og Leve- maade, i Eiendommenes Erhvervelse, Brugs, Arve og Han- dels eller Omsætningsmaade". Alt vil han gjøre bedre, end det fra Verdens Barndomsalder og hidindtil har været og endnu er. Denne uhyre Reform vil han til- veiebringe ved et "i Pengenes Sted af ham udtænkt Om- sætnings-Midddel, som der aldrig kan blive Mangel paa, og som heller ikke kan blive nogensinde den mindste Smule nedsat af sin paalydende Værd." Følgen deraf skulde da fremdeles blive, "at alle Misgjærninger, Laster, Udyder, Daarskaber, saavelsom næsten al Uret og Strid samt al Slags Fortræd og Ubehageligheder saameget formindskes, at de, saavidt muligt (!) næsten ganske bortfalder, og Fred og Enighed og Kjærlighed, tilligemed almindelig Oplysning, Dyd, Velstand og Lyksalighed uden Undtagelse næsten til ethvert Individ af det men- |
| s.131 | neskelige Selskab udbredes, og dette derpaa sikkert vedbliver til den sildigste Efterslægt" !!! -- Neppe veed jeg, om jeg ovenpaa alt dette tør nævne en saa triviel, prosaisk Ting, som at, ifølge Indførelses-Forretning, alle Mariboes faste Eiendomme i Agers Sogn skulle sælges ved Auction. Morgenbladet bekræfter at Tank er bleven Storthings- Præsident. Privatbreve tilføie, at han allerførste Dag sørgeligen har prostitueret sig. Det gik som der staaer i Peder Paars: Den fremmede Person fandt deri stort Behag, Men man Skibsfolket saa til Graad sligt at bevæge. Galleriet havde megen Moroe, men Thinget sad rødt, feigt og fladt. -- Imod to Stemmer er besluttet at indsende Adresse til Kongen med gjentagen Bøn om, at Norges Navn maa staae foran Sveriges i de Love, Anordninger og Publicationer, som nærmest eller ene angaae førstnævnte Rige. -- De Pradt2 har givet os en Udsigt over Europa i 1820. Denne gang slipper Norge og Nordmændene meget naadigt. I det hele Stykke fremstilles Europa som et La- zareth og Lignelsen anvendes paa ethvert Land, der nævnes. Würtemberg og den scandinaviske Halvøe ere de eneste, som hæderligen udmærkes. Sverige har en gammel, Norge en ung sund Constitution, "som i vort Land hviler paa hiin Trykkefriehed, der af alle Fastlandets oplyste Beboere ansees for det høieste politiske Gode" -- Amen! Hvad der siges om Danmark maa og afskrives: "Danmark ligger med halv- lukte Øine roligt paa sit Leie uden at røbe nogen Smerte, ja næsten uden at røre eller bevæge sig. |
| s.132 | Denne Tilstand forekom en vis Doctor3 saa yderst betænkelig, at han fandt sig beføiet til at bryde sit Hoved med at op- finde et meget drastisk Middel, hvilket alligevel den Syge aldeles forkastede." 18de Marts. Hammonds nordiske Missionshistorie med Lector von Westens Biographie, 951 Sider i stor Octav, har jeg i denne Tid læst. Fortalt af en tør, grundig Samler, f. Ex. Kam- merherre Suhm, vilde det være en høist ennuiant Lecture. Men baade i Hammonds Beretning og i Lectors Breve, hvor- efter han synes at have dannet sin Stiil, er saare megen Originalitet, hvorved, med al uskrømtet Høiagtelse for Mæn- dene og den gode Sag til hvis Fremme de talede og hand- lede, Bogen er en sand Morskabslecture. Jeg finder hos begge de Mænd, hvis Aandsvending var een, skjønt deres Bane i Livet var høist forskjellig, megen Liighed med Niels Hertzberg, især da hos Hammond, hvis Pund bestod i hans Tale. Men jeg vil troe, at ogsaa Hertzberg, fremdreven ved Omstændighederne, kunde i sin Daad ladet sig henrive af en Enthusiasme, der trodsede Hindringer, virkede med utrættelig Iver, men ogsaa med bitter Intolerance fordømte Enhver, der ei gik ind i hans Idee og saae Sagen netop fra samme Synspunct som han. At Hans og Poul Egede i Stilhed virkede ligesaameget som von Westen, og at Offeret, den første bragte, var langt større end dennes, det kan vel ikke negtes, ligesom og baade von Westens og hans Datter- søns dominicanske Fordømmelse over Biskop Krog, hvem Pon- toppidan i sine Annaler tillægger meget agtværdige Egenskaber, er i høieste Maade uchristelig. Naar man ellers tænker sig hvad der skede i Nordlandene og Finmarken for 100 Aar siden, og læser saa Deinbolls og Fleres Vidnesbyrd om |
| s.133 | Religiøsiteten i de Egne -- vel maa man da sukke, og Glæden over det meget, der efter de engelske Missionsbe- retninger nuomstunder udrettes i fjerne Verdensdele, maa betydeligen nedstemmes. 21de Marts. Assessor Elieson vil have Skat lagt paa Speil, Lyse- kroner, Equipager og Liberietjenere. Falsen har foreslaaet, at Beslutningen om Adelens Privilegier maa forelægges Kongen tredie Gang i Sanction. 23de Marts. Om Tank fortælles, at han i sit Præsidentskabs Dage skulde fremsætte en ubetydelig Sag til Votering, men bar sig saa galt ad, at han fem Gange maatte gjøre det om, inden Quæstionen blev saaledes, at derover kunde voteres. Galleriet skal have skoggerleet. 24de Marts. Inden i N. Hertzbergs Brev laae et lidet do. fra Klok- keren i Graven4, dateret 16de Febr., hvor han efter den ringe Erfaring han da kunde have indsamlet, giver følgende Charakteristik over nogle Storthingsmænd: Amtmand Sib- bern, en blid venskabelig og rask Mand i Forretninger. Amtmand Falsen, vistnok duelig, men stolt Mand. Provst Aschehoug ærværdig og alvorlig. Statsraad Krogh, stille og betænksom. Statsraad Tank og Assessor Elieson begge forekommer mig agtværdige (?). Sorenskriver Gram og Bye- skriver Falsen, især den sidste tale meget godt for sig. Bønder: Haneborg, en brav Mand; Ole Svanøen, stille i sit Væsen; Theis Lundegaard, taler godt for sig, Spjeldnæs, ikke saa gal; Niels Broe, en stille, fornuftig Mand (?). |
| s.134 |
28de Marts. Morgenbladet fortæller udførligen om Debatten i An- ledning af Indstillingen om Gage- og Pensionslisternes Re- vision, og Kjøbmand Holsts dissenterende Votum, hvorefter ingen Embedsmand eller Pensionist kunde vide sig sikker paa at beholde sit Levebrød. Theis Lundegaard har i denne Sag viist megen Iver og Virksomhed. Han vilde først, at den, uagtet dens Afhandling og Afgjørelse var decreteret, skulde henlægges, og at det skulde overlades Revisorerne at handle efter sin "Retfærdighed, Billighed, Pligt og Sømme- lighed". Men dermed udrettedes intet. Deels ved skriftlig Votum, deels ved mundtlige Yttringer stemte i Embedsmæn- denes Faveur: Sibbern, begge Brødre Landmark, Heidemann, Bøckmann, Seip, Aall, Stadscapitain Blom, Grüner, Tønder, Krogh, Elison, Nansen, Aars, Tank, Bull og Præsidenten, Amtmand Falsen. Imod Indstillingen talte og skrev Hoel, Forligelsescommissair Blom, Bolstad, Quam, Lundegaard, Grønnerup, Broe, Vereide. Lensmand Øverland fremsatte et Spørgsmaal, hvorpaa andre havde gjort ham opmærksom, om han og, da han havde en lille Gage af Statscassen, kunde votere i denne Sag. Heraf tog Lundegaard Anledning til at foreslaae, at alle, som gageredes af Statscassen, skulde udelukkes fra Votering i denne Sag! Heri- mod indvendte Falsen og andre, at da alle Thingets Med- lemmer: Embedsmænd, Borgere og Bønder samtlige vare interesserede i Sagen, saa vilde Følgen deraf være, at den slet ikke kunde komme under Votering. Øverland ytrede nu, at det rigtignok ogsaa var hans Mening, men da man havde gjort ham denne Indvending, vilde han dog fremføre den. 53 Stemmer mod 22 bifaldt Committeens Indstillings § 1. De øvrige gik igjennem med mindre Vanskelighed. -- Om Sebbelow skulde hedde Lieutenant eller Overkrigscommissair, vævede man længe. Omsider gjorde Byeskriver Falsen det |
| s.135 | det fornuftige Spørgsmaal, om Storthinget burde spilde sin Tid med slige Bagateller? Der voteredes, og man blev enig om, at Sagen var Thinget uvedkommende. Af Nationalbladet kom halvtredie Ark. Korteligen øn- skes, at Storthingets Medlemmer vilde gjennemlæse National- bladet for 1820 og optage de mange nyttige Forslag, som der ere gjorte. Men ellers indeholde Bladene en lang Af- handling med Overskrift "Til Storthinget", der just ikke med Ubeskedenhed, men heller ikke med megen Fynd, gjør opmærk- som paa adskillige Ting, der bør tages under Overveielse: a. Norge (at det i norske Anliggender, bør staae foran Sverige). b. Statholderen (at da de tre første vare svenske Mænd, de tre følgende maa være norske). c. Addittamentet til Rigsacten (vurderes efter Fortjeneste, men behandlet med trættende Vidt- løftighed). d. Flaget (heraf maa sluttes at Forf. er Søemand eller en Kjøbmand, som nylig har været udenlands). e. Adelen (Amen!) f. Horten. (Mod dette Anlæg skrives saa saare meget; det maa dog sikkerlig intet due). g. Lovcommitteen. (Spørgsmaal, hvad den har bestilt siden sidste Storthing? Ja det er vist heller ikke let at indsee). h. Grændsebefarin- gen, i Stiftsvæsenet. k. Amtmænd (at have for stor Løn). 1. Præste-Embedet i Moss. At efter alle disse vigtige, hele Riget vedkommende Ting, et enkelt Præstekalds Indtægter komme i Betragtning, maa billigen overraske. 30te Marts. Stiftsdirectionen har i denne Tid ryddet op i en Mængde gamle Sager, og afsender vist 30 -- 40 Breve til Embedsmænd, offentlige Stiftelsers Forstandere osv. om uafgjorte Expedi- tioner. Det er ret efter mit Sind, og det er med Hjertens Glæde, jeg underskriver alle disse monita. Forbausende var det mig, og en utilgivelig Skjødesløshed baade fra Præstens og Overcommissionens Side, at der ikke siden |
| s.136 | 1778 -- i 43 Aar! -- er indsendt Fattigregnskab for Stran- debarm. Meget uskyldigere er ikke Provst Buschmann, thi fra Ulfsteen savnes og Fattigregnskaber fra 1797! At der i Junii f. A. heller intet for de sidste 10 Aar var indført i Protocollen, kan jeg som Øienvidne attestere. 31te Marts. I Nationalbladet iler Consul Rosenkilde med at be- kjendtgjøre for de Handlende en af Odelsthingets samme Dag fattet Beslutning. Ja vistnok iler han, og kan med megen Grund vente det Spørgsmaal: "Hat es denn so eine Eile?" thi først maa Lagthinget bifalde Beslutningen, og siden maa den sanctioneres af Kongen, inden den som Lov kan bringes i Udøvelse, og dertil medgaaer der vel et Par Maaneder. -- Exkongen af Sverige, Gustav Adolph har ind- givet Ansøgning til Storthinget om Naturalisation! "Hvad om vi naturaliserede Napoleon?" spurgte Hertzberg i det over- ordentlige Storthing, da Kongens Veto var under Omtale. Man loe og fandt Indvendingen absurd. Dette var dog virkelig end galere! -- Flor vil, at Regjeringen skal anmodes om at sætte Christiansands Magistrat under Tiltale for det underkjendte Repræsentantvalg -- recte! bene! 2den April. Tyve Aar ere da nu henrundne siden den berømte anden April, hvis Minde i sex Aar var Danmarks, tildeels ogsaa Norges Stolthed. Kraft og Mod og Glæde tonede da i hver varmtfølende Barm, de herlige Sange, der digtedes før og efter denne betydningsfulde Dag -- og efter de sex Aars Forløb lød de sørgelige, uheldsvarslende som Liigklokkens Slag -- end sørgeligere, thi de vække til Sorg som dens, der ikke har Haab. Og dog er det mig kjært at have oplevet, i Kjøbenhavn at have oplevet hiin anden April. Al den Stads, jeg før og siden har været Vidne til, nei |
| s.137 | den opveier ikke derimod! Ikke engang den 25de Februar 1814 var Stemningen saadan i Christiania som den 4de, 5te og 6te April i Kjøbenhavn. Det er nu forbi! aldrig mere seer mit Øie, neppe see mine Børns eller Børnebørns Øine Danmarks eller Norges Lykke og Hæder! 3die April. Rigstidendens eneste indenlandske Nyhed er det andet offentlige Skridt, Ole Aasæt5 har gjort, vel saa dumt som det første, at han nemlig som Lagthingsmedlem leverede Odelsthingets Præsident skriftligt Votum, det beneficerede Gods angaaende, da denne Sag var for i sidstnævnte Thing. Istedetfor nu at gjemme sit af Præsidenten afviste Votum, til Sagen engang kommer for i Lagthinget, som den nød- vendig maa, lader han det trykke i Rigstidenden: Vaas, som der er liden Mening i. For nu at gaae lige Skridt med denne sin Jevning og Fostbroder, har Rosenkilde, ifølge Opfordring, i Nationalbladet ladet aftrykke in extenso sit forhen omtalte Forslag, og de hidtil savnede Præmisser ere saa erkedumme, at en Borgercapitaine, Consul, Grosserer og Ridder burde skammet sig ved at lade noget Menneske vide, at saadant kom fra hans Haand. -- Ret fornuftigt er, hvad der siges om det norske Flag. Denne Mand vil have det rødt, hvidt og blaat, omtrent som det franske i Repu- blikens Dage. -- "Tretten vigtige Spørgsmaale" angaae meest Skattevæsenet, og ere sædvanlig Klynken. Derpaa følger "16 Gjenstande, som fortjene Storthingets Opmærksomhed". Det fremsættes alt i megen Korthed, og det meste synes meget fornuftigt eller i det mindste værd at eftertænke, f. Ex., at der udarbeides en Ansvarlighedslov, hvorefter de tiltalte Statsraader kunne dømmes, at Trykkefriheds-Sager underkastes Jury, og at en Lov fastsætter hvilke Embeds- |
| s.138 | mænd skal have Pension, og hvormange Aars Tjeneste kræ- ves til at nyde 1/3, 1/2, 2/3 eller den hele Gage som Pension. Andre ville nok medføre store Vanskeligheder, og følgende er aldeles intetsigende: "at Tæring sættes efter Næring i Stats- husholdningen". 4de April. Fra den forhen omtalte Klokker Balchen sendtes mig en formelig Ansøgning om den Chordegn-Post, som maatte vorde ledig. Den ledsages af ret skjønne Attester. Kan gjerne være, at han besidder gode Kundskaber, men arrogant er han vist i høi Grad, og skriver overalt et underligt Brev. Overskriften er: "Høistærede og høistærværdige Herrer! af Stiftsdirectionen i Bergen." I Anledningen siger han blandt andet: "See mine ærede Herrer!" jeg er Normand, opdragen i Bergen osv. -- -- Disse ere i Fortrolighed de fornemste Grunde til denne min Ansøg- ning om en Chordegntjeneste i Bergen, hvorved jeg som Dem, mine ærede Herrer! umiddelbar underordnet, tillige troer at vinde forbedrede Vilkaar og mere Opmuntring, end man hersteds af lidet selvstændige Mænd kan vente". Han vil troe, at et "Volumus te liberum salvumque more Nor- mannorum (?) ikke saa sjelden i vore Dage vil høres efter en 11-aarig troe Tjeneste, da vi have saamange ypperlige Mænd i vort kjære Norge, der ere hædrede og fortjente og agtede, fordi de selv have arbeidet". Han slutter saa: "De have derfor, mine ærede Herrer! den høieste Fordring paa, at jeg med sand Tillid og Høiagtelse er Deres taknemmelige og hengivne P. F. S. Balchen". -- I sin Pen er han et værdigt Pendant til Studiosus Theologiæ Hammer. 5te April. I Storthinget har Flor nu endelig fremført det store Forslag om overflødige Embeders Afskaffelse. Disse ere da: |
| s.139 | "Statholderens, Statsministerens, Biskoppernes, General- Auditeurens, General-Krigscommissairernes, Søe-Indrulle- ringschefernes, Toldinspecteurernes, Hovedcassebetjentenes, (hvis Forretninger skulde overdrages Bankens Embedsmænd?), Fæstnings-Commandanternes og Fogdernes (hvorimod Lensmændene burde blive virkelige Embedsmænd og tillægges Embedsgaarde ! ! !)." -- Det er en sand Vederkvægelse man føler ved at komme til denne daarekistegale Slutning; deraf seer man tydeligen af hvad Aand Projectmageren taler, og spaaer med megen Rimelighed det hele Forslags Skjæbne. 6te April. Bernhoft laante mig en Tale, Schultz som Videnskabs- Selskabets Præsident har holdt paa Kongens Fødselsdag. Hans Ønsker paa denne Dag, hvis Betydning han nærmere udvikler, ere: 1. At Nationens constitutionelle Forfatning alt mere og mere maa befæstes. 2. At Baandet stedse maa knyttes fastere mellem Kongens Folk. -- Det er vist Sandhed, unegtelig Sandhed hvert Ord, han taler; ei heller overskri- der hans Frimodighed i nogen Maade Beskedenhedens og Anstændighedens Grændse, men det forekommer mig dog, som man ved saadan Leilighed, sin Borgerpligt aldeles ufor- nærmet, kunde føre et mere blidt og sagtmodigt Sprog. At sige i en Fødselsdagstale og i en Storthingstale ei allene det samme, men dette netop paa samme Maade, det røber Eensidighed og Stivhed og -- man sige hvad man vil! -- en vis Grad af Smagløshed. 10de April. Anden Gang kom Lars Ous for at tage Afsked. Han medbragte en Bøtte Smør, hvilken dog sandelig ikke havde ringeste Indflydelse paa mit Løfte at gjøre ham Hoved- |
| s.140 | kirkesanger. -- Jeg gik derpaa til Christie for at tale med ham om Klokker-Embedet ved Nykirken. Møller er afskediget ved Realskolen, og man ønsker intet heller end at blive ham qvit i den lærde Skole. Som henved 20 Aars gammel Candidat i Theologien, ulastelig i Vandel, kun doven og ligegyldig Lærer, synes han altsaa fortrinligen at qvalificere sig til en Klokkertjeneste, der ganske er et af de Embeder, Wessel bad Geheimeraad Guldberg om, "et Embede, Deres Excellence, med gode Indkomster men lidet Arbeide". Ogsaa om vore politiske Tegn talte vi, og Christie seer med ængstelig Uro- lighed Udfaldet paa Gjældsopgjørelsessagen imøde. Commit- teens Indstilling skal gaae ud paa, at en Adresse bør ind- gives til Kongen, at Norge ei kan paatage sig det Hele, men haaber, at Sverige deler Byrden. Følgen heraf blev den svenske Rigsdags Sammenkaldelse. Der siger man da: "Ja vil Norge indgaae i en nøiere Forening med os, saa tage vi alle, som eet Riges Borgere, Deel i Gjælden, men vil det fremdeles være et selvstændigt Rige, saa betale det selv sin Gjæld". Og hvad da? En overmaade slem Om- stændighed underrettedes sig her første Gang om. Havde jeg kjendt den, vilde jeg neppe skrevet Afhandlingen for Morgenbladet; den forandrer Sagen heel sørgeligen. Da Commandeur Rothe i 1816 var i Christiania for at requi- rere Orlogsfartøierne, og denne Sag var for i Storthinget, fattede Thinget, efter Opmuntring af Kongen selv gjennem nogle af dets ypperste Medlemmer, den Beslutning, at ansee den danske Statsgjæld som sig uved- kommende. "Sagen bliver aldrig afgjort", saa raisonnerede Kongen; "man bliver ved at underhandle med mere og mere Langsomhed, til den gaaer i Forglemmelse". Nu kom da England uventet og truede med Krig, naar Tingen ei strax afgjordes -- der var ingen Tid til at sammenkalde et over- ordentligt Storthing, Conventionen sluttedes, og nu staae vi |
| s.141 | der allesammen. "Ein böser Zufall!" maa man vel sige med Wallenstein. O det er dog en evig Sandhed: Ærlig- hed varer længst.6 11te April. I Rigstidenden læses det kongelige Rescript til Stor- thinget om Gustavs Naturalisation, samt dennes Brev til Thinget og til Hartmannsdorff. Kongen forekommer mig at spilde vel mange Ord for at gjøre Storthinget opmærksomt paa det Upassende i Ansøgningen, noget, som han burde tiltroet Folkerepræsentanterne sund Forstand, Æresfølelse og Fædrelandskjærlighed nok til af sig selv at erkjende. Gustavs Brev lyder som følger: "Ligesom en reen Hensigt, en ærlig Vandel og en frelst Samvittighed har udgjort min Trøst i |
| s.142 | alle Livets Afvexlinger, saa udgjøre de nu og mit Haab, at min ydmyge Ansøgning, som norsk Medborger i Rigets Krigstjeneste, maa finde Bifald. Født Svensk, men ved Skjæb- nens Bud adskilt fra Sverige, har jeg søgt og faaet Bor- ger- Ret i en Stad ved Navn Basel i Schweitz. Min Formue kan omtrent udgjøre 30 000 Gylden; min Alder er 42 Aar. Skilt fra Børn og Mage, har jeg kun en uægte Søn, for hvilken jeg drager Omsorg." Skulde man troe det muligt, at offentligt Ønske vilde vorde yttret i et norsk Blad om denne Ansøgnings Bønhørelse, at man vilde finde Grunde til at understøtte dens Retfærdighed og Villighed? Og dog er dette skeet i Nationalbladet. Storthinget har ved An- søgningens Afslag viist det regjerende Huus alt muligt Ga- lanterie. Committeen, der nedsattes, bestod maaskee af Thin- gets fem første Mænd: Krogh, Falsen, Arntzen, Sibbern og Aall. Om Afgjørelsens Form gaves 15 dissenterende Vota, men Brevet eller Adressen, som derpaa eenstemmigen antoges, skal aande den varmeste Hengivenhed for Kongen og hans Søn. -- Foruden bemeldte Curiosum om Gustav Adolph har Nationalbladet et langt, velskrevet Stykke, ganske vist af Hertzberg, om de Hindringer, der fra Regjeringens Side lægges for Subaltern-Officerers Giftermaal. Derimod har man udgydt en Hob Bitterheder mod den stakkels Ano- nym, som i Morgenbladet viste, at Norge bør betale de 3 Millioner og beskyldt ham for Svecomanie. Uden ringeste Kundskab om Tingen selv, behøver man blot at læse begge Stykker, for at indsee, hvilket af dem er Foster af vild Partieaand, og hvilket sindig Humanitet og Patriotisme har dicteret. -- Langt værre, i høi Grad nederdrægtigt er Spørgs- maalet som ender det sidste Nummer; det aander lumpent, personligt Had til Wulfsberg og intet andet. Af Morgenbladet anmærkes, at Additamentet forkastedes og Forslaget til Statholder-Embedets Ophævelse ligesaa mod |
| s.143 | 20 Stemmer. Nansen har igjen fremdraget den norske Rid- derorden, hvorom ogsaa Knudsen har indgivet Forslag. 12te April. Fru Konow7 blev i Eftermiddag begravet med megen Stads. 104 Mennesker vare indbudne til Følget. Medens vi skred langsomt fremad, klemtedes med Nykirkens eneste Klokke, som ovenikjøbet er sprukken og har en ynkelig Klang. Rein var med i Følget, og forrettede Jordpaakastelsen paa Kirkegulvet. Taarerne stod mig i Øinene, da han langsomt fremledtes af Kirketjeneren, og da denne forsømte at lede ham tilbage, stod han der ravende som et Barn, der lærer at gaae, og vovede sig neppe et Skridt fremad. 13de April. Ole Gogstad vedbliver at expectorere sig8. Han siger nu sine Tanker om, hvorledes han troer de 3 Millioner kunne udredes, og jeg maa tilstaae, at hans Orthographie er langt slettere end hans Ideer. De 2 Millioner skulde be- tales efter Jordskyld, den tredie af Kjøbstæd-Eiendomme, Værker, Fabriker, samt de Individuer, der gageres af Stats- kassen. Embedsmænd og Pensionister skulde i 10 Aar af- give aarlig 48 Sk. af hvert 100 Spd., en ikke byrdefuld Afgift. |
| s.144 |
14de April. Hoel har forøget sit og Rosenkildes smukke Project om at Ingen et Aar efterat han har siddet i Storthinget maa modtage Ordener, Embeder odl. med det betydningsfulde Tillæg "dog saaledes, at naar Embedsmænd troe at blive tilsidesatte i muelige Forfremmelser, maatte det staae enhver saadan frit for, at frasige sig Valget." Hvilken Repræsentant! 1 tilbake Christian V.'s Kirkeritual paabød, at ved Begravelser skulde oplæses det saakaldte "Testament", en kort Levnetsbeskrivelse af den Afdøde, hvilket i Regelen forfattedes af Degnen. Efterhaanden hendøde denne Skik, uden at Ritualets Bud ophævedes. Se herom Kirkehist. Samlinger, 4 R. V. S. 199 fgg. 2 tilbake En forhenværende fransk Biskop, der udgav en Mængde historisk-po- litiske Skrifter. 3 tilbake Den fængslede Dr. Dampe. 4 tilbake Arne Lekve, Storthingsmand for Søndre Bergenhuus Amt. 5 tilbake Gaardbruger-Repræsentant for Hedemarkens Amt. 6 tilbake Formodentlig har Kilden for denne Beretning været en Meddelelse fra Christie, der dog ikke kan være opfattet aldeles correct af Dag- bogens Forfatter. Storthinget fattede 24 Mai 1816 sin Beslutning om at indløse Orlogsbriggerne. Den 30 samme Maaned behandlede det en Kgl. Prop. af 24 Mai om Opgjøret med Danmark. I en Addresse fra Storthinget udtaltes, at det ei gik an at paalægge "Nationen nogen Deltagelse i Danmarks Gjæld." Hermed fandt imidlertid ikke Carl Johan sig tilfredsstillet, og han lod derfor i en ny Proposition af 1 Juli forlange en mere tydelig Udtalelse. I en Addresse af 2 Juli blev ogsaa en saadan afgiven, neppe mere tyde- lig, men i afbøiende Form, idet Storthinget da ytrede Ønske om en Fortsættelse af den Underhandling, som var indledet med Danmark, men forøvrigt henskjød den endelige Afgjørelse af nogen Del af den fælles Statsgjeld som Norge vedkommende til et følgende Storthing. Da Carl Johan i de Dage selv var i Christiania, er det antagelig den sidste Beslutning, han har foranlediget gjennem Samtaler med fremragende Storthingsmedlemmer, vel nærmest med Christie. (Udg. maa bemærke, at han i det Følgende ikke har fundet Føie til at gjøre Bemærkninger ved Pavels's Optegnelser om Opgjørssagen, Adelssagen, Bodøsagen o. s. v., om hvilke Sager man nu i forskjel- lige Skrifter af Professor Y. Nielsen har de bedste Oplysninger). 7 tilbake Cecilie Catharina K. (født Krogh), gift med Grosserer og Consul Wollert K. (  1839). 8 tilbake Denne Mand, der ikke er optagen i noget Forfatterlexicon, hørte i sin Tid til de Avisskribenter, der vare Gjenstand for Publicums Morskab. Schwach ihukom ham i en Drikkevise saaledes: Til Saltomortale henrev Kun Vinen den gamle Magrini, Og Gogstad, forinden han skrev, Gned Panden med spiritus vini. |