| s.111 | 1821. 1ste Januar. Hos Konow var stort Selskab, sædvanligt Tractement, hvad Maden angik, men 5 Sorter Viin. Perialen var dog ingenlunde almindelig. Vi havde just ikke megen Sang, dog nogen, og deriblandt -- quis crederet? -- Bjerregaards Nationalsang, som temmelig godt lod sig aptere til Sagens: "Norge vor Moder." -- "Norges Held og Hæder!" var Skaalen, hvortil jeg, ved at klinke med mine Gjenboer, føi- ede: "overleve dets kronede Nationalsang!" 7de Januar. Præsten Brun talte med mig om den Copiebog, som jeg har anordnet, og som til denne Dag har været det hele Bergenske Ministerium en fremmed Ting. Det lader jeg gjælde, og skriver det paa mine Formænds, for disse tre Aar ogsaa paa min Regning. Men at Brun havde ladet Circulairet gaae fra sig uden at tage Copie deraf, ja uden engang at læse det igjennem med Opmærksomhed, og saa endda bragte det paa Bane i Samtale med mig, Udstederen, som sandelig havde udtrykt mig tydelig nok, det var utilgiveligt, og jeg behøvede al min Contenance, for ei at svare min indbudne Gjæst uhøfligt. Overalt har man ikke været stærk i Copievæsenet her; Bernhoft fortalte, at Capt. Lassen aldrig holdt Copiebog, og at han altsaa slet ingen Veiled- ning har i sin Embeds-Correspondance. |
| s.112 |
10de Januar. Mit Aftenarbeide var at skrive et Brev fra Rasmus Jespersen, til hans Ven Lars Nielsen, præsumeret Forfatter af Stykket i Nationalbladet om Embeders Afskaffelse. Der foreslaaes fremdeles afskaffet alle Statsraader, Stiftamt- mænd, Fogder, Dommere fra Høiesterets-Assessorer til So- renskrivere, den hele geistlige Stand, og saa tilsidst nedlægge Universitetet. Endelig aabnes Udsigten til den Tid, da alle Embeder skulle afskaffes, al Skat og Afgift ophøre. -- Jeg troer Stykket lader sig læse. 11te Januar. I Tilskueren har Nansen med megen Beskedenhed og Agtelse for Forfatteren erklæret sig mod nogle af mine Yt- tringer i Stykket om Nationalsangen. En Sang af ham selv ender Nummeret. Den er mindre poetisk end Bjerre- gaards, men vel saa hensigtspassende; til at krones qvali- ficerer den sig imidlertid ingenlunde. Naar han i et Vers siger: Svenske Brødre! værer trygge! Fast paa Nordmænds Eed I bygge! saa afsiger han allerede derved Dommen over sit Qvad i Sammenligning med de Sange, jeg har nævnt. I ingen af dem tales om Norges Forening med Danmark, ellers vare de nu ubrugelige. At Druesaften smager mindre godt end "en Lædskedrik fra Vældet", er neppe Digterens egen Me- ning, end sige alle Nordmænds, og at Intet under Solen klinger som en Halling paa Fiolen, sander i det Høieste en Bondegut fra Fjeldbygden, men neppe nogen anden norsk Mand eller Qvinde, Dreng eller Pige. 12te Januar. Den Stundesløse spiltes. Pernilles Rolle har en sær- deles Lykke heroppe i Norge -- i Kjøbenhavn var den ikke brillant. Da jeg saae Stykket i Christiania, var Mad. Tul- |
| s.113 | lin den bedste af alle de Spillende; dette skal og nylig have været Tilfældet med Fru Grüning, og her tilkom unægtelig første Sted Fru Heiberg. Det comiske er bestemt hendes Fag, som næsten alle Mænds og Qvinders her i Bergen, Mohr undtagen. Denne spilte Vielgeschrey, og var ogsaa en af de bedste, jeg har seet udføre denne Rolle. Skriver- karlene vare fire af vore bedste Skuespillere: Henrik Meyer, Jørgensen, Monrad og Hagerup. 16de Januar. Jeg blues ved at tilstaae, at jeg i Dag for første Gang har seet Bibelselskabets Udgave af det nye Testamente. Næst efter Titelbladet fandt jeg en altfor lang Trykfeilsliste og erfarer desværre, at den endda ikke er fuldstændig. Saa- vidt jeg erindrer, var der alt begyndt paa Trykningen af Marcus, da jeg forlod Christiania, og saa kan der vel spør- ges: Hvad har man bestilt i disse 3 Aar, naar man ei har kunnet rette slige Bommerter, og hvormange Aarsnese vil gaae hen, inden man faaer udgivet det meget længre og vanskeligere gamle Testamente? 20de Januar. Af Nationalbladet kom 3 Ark, der næsten alle handle om den drammenske Nationalhøitid. De mærkeligste Stykker ere en Erklæring fra Helten, Krigsraad Flor, der tydeligen viser, hvilken stor Mand han er i egen Indbildning, og nogle Ord fra Festens Entrepreneurer, der have den neder- drægtige Uforskammenhed at sige, "at det ringe Antal Bor- gere, der vare frimodige nok til at tage Deel i Festen, be- viser tydelig, hvor ganske al Selvstændighedsfølelse og al Nationalaand er uddød hos os, og hvor megen Grund vi have til at befrygte, snart at see os aldeles udryddede af selvstændige Nationers Tal." |
| s.114 |
24de Januar. Neumann skriver, at man vil paastaae Flor selv har maattet umage sig med at skrive Tak-Adressen. Efter Fe- sten herskede iøvrigt den opbyggeligste Fraternitet; tilsidst sad Tjenerne med blandt Gjæsterne. -- Biskop Bech har arbeidet stærkt for sin Svigersøn1 ved Lier Kalds Vacance, og skal være meget vis i sin Sag. Neumann sender mig sin Liigtale over Leckve; den er virkelig meget skjøn, og er det som han siger, at selv Leckves Fiender tilstaae, han ei er rost formeget, har jeg ikke et Ord derimod at indvende, undtagen at Texten af Zachariæ Prophetie forekommer mig uheldig valgt. Var Leckve en Ceder, ved hvis Fald Graven maatte hyle, saa kan og Flor gjerne være den store Mand, som det er crimen læsæ libertatis ikke at gjøre Væsen af; det er Hip om Hap. 26de Januar. Man har Tid til at betænke sig, men saare tvivlsomt er det mig nu, om jeg nogensinde mere modtager Indby- delse af "Den gode Hensigt"2. Der var 60 Personer, men det var et Skrabsammen som ved Borgerfesten i Drammen. Os indbudne (af hvilke Stiftamtmanden ikke kom) og Oberste Reichborn undtagne, var der ikke en eneste i Byen boende Embedsmand; ligesaalidt var der nogen af de hæder- lige og velfornemme Kjøbmænd, som jeg kjender fra Venne- kredsen eller Privatselskaber, lutter obscure og ubekjendte Mennesker, blandt hvilke Stiftets og Byens fornemste Auto- riteter spilte en altfor eminent Rolle. Directeurerne ere Kjøbmand Ege og Chirurg Teuscher, ret manerlige, jeg kan ikke sige andet og begavede med taalelige Syngestemmer. -- |
| s.115 | Den første Skaal var Norge! hvilket paa Kongens Fød- selsdag faldt i det uanstændige. Nu fik vi da Kongens Skaal efter en ny Vise af Sagen. Den var ikke uden poe- tisk Værd, men ellers er der en gylden Middelvei mellem den vamle Smiger, som høres i Christiania Geburtsdags- viser og dette djærve Frihedssprog, hvor Dagens Helt alde- les staaer i Skyggen. Da Dronningens Skaal var drukken med vedbørligt Hurra, paakom mig en Næsebløden, hvor- ved kan anmærkes, at Chordegn Lange laante mig et hvidt Lommetørklæde, saa fiint, at jeg neppe i mit Liv har eiet dets Lige. Man viste mig den Opmærksomhed at gjemme Kronprindsens Skaal, til jeg var kommen ind igjen, og derpaa fik vi første Vers af "For Norge Kjæmpers Føde- land", i hvilken Anledning adresseredes til Generalen og Reichborn: "Krigsmagten til Lands og til Vands!" Low- zow erindrede med Føie, deels at vor Frihed nu virkelig var mere end en Drøm i Viinruus, deels at om og Revo- lution engang skulde behøves, Militaire da ikke burde staae i Spidsen derfor, og at altsaa Verset var meget upassende. Nu kom da det Brunske Vers om Bergen med illiberalt Sideblik til "den nybagte Kjøbstad"3, og "Bergens Bye!" var Skaalen adresseret til Præsidenten og Lexow, som første Repræsentant. "Handelen og især Fiskerierne!" var næste Skaal; jeg gik altsaa tomhændt og blev en Smule stødt. -- Medens dette forhandledes i Logen, havde Stiftamtman- den Middagsmaaltid for dem af Vennekredsens Medlemmer, |
| s.116 | som havde tegnet sig at spise der, og nogle faa andre. Man drak Kongens Skaal af Guldpocalen, og 3 Glas Rød- viin var det mindste, som maatte skjænkes deri. De Fleste begyndte paa den tredie Flaske og et Par Stykker bleve fulde. 27de Januar. I Rigstidenden fortælles der, at der nu gjøres Alvor af en Posts Anlæggelse mellem Fredriksværn og Fladestrand, hvorom man maa glædes, da det end i denne Stund skal arrivere, at Breve fra Norge til Danmark og omvendt aabnes i Sverige (!!!). Det er overalt et underligt For- hold, vi staae i til vort Broderland. Carl Johan forekom- mer mig endnu at være det eneste Foreningspunct: iøvrigt vare vi hinanden neppe et Skridt nærmere den 1ste Jan. 1821 end den 1ste Jan. 1815. 28de Januar. Irgens vidste at fortælle den mærkelige Nyhed, at Lier Kald efter Kongens Befaling indtil videre skal henstaae ube- sat -- og hvorfor? at man kunde erfare om Aars, fra hvem ingen Ansøgning var indkommen, ønskede at have det Kald, som søges af 38 Præster, hvoriblandt gamle fortjente Mænd!!4. 30te Januar. Et værre Uveir med Regn og Storm har raset i Dag. Man frygter slette Tidender om den ellers meget rigelige Sildefangst: at udsatte Garn maatte være spolerede eller endog Mennesker forulykkede. Silden er i Aar i meget lav Priis, saa lav, at man frygter Bønderne blive kjed deraf, og finde at det svarer bedre Regning at ophøre med deres Fiskerie. Og Aarsagen hertil er -- Bødkernes Laugsprivi- legier, efter hvilke Tønder, ja endog tilhugne Staver ei |
| s.117 | maae indføres hertil, hvorover de lade sig hver Tønde be- tale med tre Gange saa meget, som den kunde faaes for fra Stavanger eller Christiansand. For nu ikke at lide reent Tab, enes Kjøbmændene om at nedsætte Fiskens Priis, saa- ledes at 3 meget store Sild kunne faaes for 1 Skilling, og saaledes koster da Tønden mere end Sild og Salt tilsam- mentagne. Forrige Aar førtes Klage; Stiftamtmanden er ved en Forordning eller Placat berettiget til ved Magistra- ten at lade sætte Taxt. Det skede; vor høivise Øvrighed med tiltagne Mænd af Handlende og andre Borgere samledes, og -- Taxten blev høiere end den paaankede, af Bødkerne selv bestemte. Herlige Folk! Leganger har været Bødker- nes Procurator, naar de for Retten have søgt at haand- hæve deres Laugsrettigheder; han skal være en duelig Mand, og efter min Erfaring er een duelig Magistratsperson blandt 4 alt, hvad man tør gjøre Fordring paa. 31te Januar. Det mærkeligste i Rigstidenden er en lang Afhandling om Storthingsvalg, hvilke ei forekomme Forfatteren at skee med det modne og nøie Overlæg, som en saa vigtig Sag fortjener. -- Rimeligviis er Vogt Forfatteren og Anlednin- gen Marcus Pløens Valg, der skal være skeet med 4 Stem- mer af Folk, der vilde vise ham en Høflighed, uden at ane Muligheden af at han kunde blive Storthingsmand. 1ste Februar. N. Hertzberg skriver om mit Hyrdebrev: "Jeg kan ei negte, at jo den epistola pastoralis kan have sin Nytte, da mange af os Stiftets Præster ere Udgaver af Vernünft- leyns Officin (1787 til 1813 -- 14). De ved Gamaliels Fødder opdragne, en Balle, en Janson (Veirhanen Horne- mann sagde intet) have ingen Fare. Om hele den Epistel underskriver jeg: honni soit qui mal y pense, finder deri Advarsel ogsaa for mig, thi evigt sandt: hvo som synes at staae see til, at han ikke falder!" |
| s.118 |
5te Februar. Munch skal være meget forhadt i Christiania. Byens Friskfyre bleve vrede paa ham for hans Avertissement om Skyden udenfor Slotskirkens Vinduer under Prædikenen; Historien med Grev Sandels opirrede den store og galante Verden mod ham; de Huusinqvisitioner efter Skjøger og Friller, han personligen foretager, synes mange, han kunde lade være; og endelig skal Aggers Sogns Almue være op- bragt over, at han en Søndag vægrede sig ved at døbe et Barn, der kom til Kirken en halv Time for silde og døde kort efter udøbt. At han har god Mening med alt dette, troer jeg sikkerligen; at, paa det sidste nær, en energisk og standhaftig Mand kunde gjøre det altsammen, og i alle Ret- skafnes Øine indlægge sig megen Ære derved, kan jeg heller ikke tvivle om, men det hoffærdige og prætenderende Væsen, Manden aldrig, saalænge jeg har kjendt ham, ganske har kunnet frikjendes for, støder Hjerterne fra ham. 11te Februar. Ved Bordet taltes meget om Hundholmens Kjøbstad5, hvor Regjeringen har favoriseret Englænderne i den famøse Evertske Sag. Overalt synes endog upartiske Dommere at ansee de "nybagte Kjøbstæder", som Brun stiklede paa i sin Vise, for Landets Ruin. Ved Aalesund f. Ex. vilde 2 -- 3 Individuer beriges, Trondhjem og Bergen tabe og Moldes Handel reent tilintetgjøres. -- Blandt flere interessante Ting omtaltes ogsaa Kjøbenhavns Bombardement, og for- talte da Bernhoft den Ubegribelighed, at han med flere andre havde gjort en Slags Etablissement i en Stue-Etage paa et nogenlunde sikkert Sted. 20 -- 30 Mennesker af begge Kjøn vare samlede den tredie, rædselsfuldeste Nat, og sang |
| s.119 | og støiede og levede muntert, som om de havde været i det gladeste Bryllupsgilde. Gud frie os! 13de Februar. Sagen viste mig T. Algreen Ussings famøse Priisskrift. Dedicationen lyder saa: Schak Staffeldt! Helliget vorde dit Navn! -- Fra Storthinget havde Mowinkel skrevet, at der var en Proprietair fra Jarlsberg, der har Radesyge og saa stinkende Aande, at den inficerede det hele Værelse, hvorfor han er bortviist. 14de Februar. Klokker Balchen i Laurvig aspirerer ogsaa til Chordegn- Embedet ved Nykirken. Han titulerer mig Ærværdige Ven! og er tilsidst med sand Agtelse min stedse skyldige Peter Fredrik Suhm Balchen. 15de Februar. Christie medbragte en Carricatur i Steentryk, der er kommen fra Christiania: Satire eller Pasquil over den drammenske Borgerfest, hvis Deeltagere fremstilles som Abe- katte i forskjellige Forretninger, de Fleste med Attributer, henpegende til deres Navn eller Stilling i Livet -- Bog- handler Hjelm f. Ex., der havde tilveiebragt alle Viser, som en Abekat med Hjelm paa Hovedet, Visiret lukket og spillende paa Lire for Selskabet. Det er ret artigt. Capt. Dankel paa Voss, som nu er i Christiania, troes at være Gjærningsmanden. Han er meget god Tegner og stor Saty- ricus. -- Sagen er sygelig og melancholsk; til en Mand paa 45 Aar at være ældes han frygteligen. 16de Februar. Jeg har i Dag havt den Fornøielse at læse fem Vise- stumper, sungne i en af Bergens Klubber paa Kongens Fød- selsdag. Til Kronprindsen hedder det: Prinds! lad din Barm ei huse Svig Mod Klipperigets Tvillingsønner -- |
| s.120 | en smuk Compliment! men det bedste er et Hjertesuk om Fiskerierne, der begynder saa: For Sild og Vaartorsk, den kjære Mad, Som kildrer Ganen og mætter Hungriges Mave, Hvorom den Rige og Arme bad, Vi og et Ønske paa Kongens Fødselsdag have. Jeg er vis paa, at man selv i Arendal ikke har sun- get noget smukkere. 17de Februar. Morgenbladet synes dog virkelig i disse Storthings- dage at ville faae nogen Interesse ved strax at meddele os Ting, hvorefter vi ellers maatte bie nogle Maaneder. Denne Gang, faaer man Efterretning om, hvo der er valgt til Lagthingets Medlemmer. Det er et underligt Sammensurium, men bedømt fra den Synspunct, der nu af alle ansees for den rigtige, maa Valget kaldes heldigt, da saamange af de værste Vrøvlere, der i Odelsthinget kunde volde Forhaling, Confusion, maaskee endog virkelig Ulykke, nu ere kylede hen i Lagthinget, hvor man blot troer at behøve 2 -- 3 kyndige Jurister og duelige Mænd til at dirigere Affairene. -- Iøv- rigt er Morgenbladet som sædvanligt, har nogle flaue Anek- doter, Begyndelsen af en Fortælling, der lover lidet, og en Mængde Avertissements. 21de Februar. I Rigstidenden meddeles Kongens Tale, hvormed Stor- thinget aabnedes. Den er i mine Tanker særdeles god og passende, og har intet af den Skolemestertone, man sidst fandt anstødelig. Steder som: "For at bevare Forsynets saa kostbare Gave, lad os ihukomme, at intet Folk er vær- digt til at være frit, naar det ikke forstaaer at være det under Lovene; lader os ei glemme, at flere Stater have længe kjæmpet mod Despotisme, Anarchie og Borgerkrig; andre have efter mange overstandne Farer seet sig istand til, |
| s.121 | for det almene Bedstes Skyld at indskrænke Rettigheder, som Lidenskabernes Voldsomhed have misbrugt" -- kan vel In- gen støde sig over. Kun naar der siges: "at de constitutio- nelle Magters Ligevægt og Skjelnemærker ere ei klarligen bestemte", saa synes dette at henpege paa Feil i Grundlo- ven, og præludere paa Forslag til Forandringer deri. -- Tildragelsen paa Bodøe omtales paa en Maade, der vidner om, at der har været alvorlige Discussioner, og at man, for at stille England tilfreds, har maattet gjøre, hvad der er gjort. Den vidtløftige Beretning om Rigets Tilstand og Bestyrelse siden sidste Storthing forekommer mig heel fyldest- gjørende. At vel et og andet, nøiere beseet, kan see ander- ledes ud end det her fremstilles, er mueligt, ja rimeligt; men hvad er fuldkomment her paa denne syndige Jord? -- Ole Aaset har midt under Formalitetsdebatterne oplæst en Tale om Agerdyrkning, Handel, Finantser m. m. (!). 22de Februar. N. Hertzberg synes ei saa ganske at goutere min Visi- tatsbestemmelse, men deraf kan jeg ikke tage Notice; om det i en Bygd er Skik at holde Brylluper, i en anden at com- municere visse Maaneder, det maa være en visiterende Bi- skop saare ligegyldigt. Præsten maa lempe sig efter sin Al- mue, men Bispen er voxet fra sligt. 23de Februar. I de Stiftsdirectionen vedkommende Breve, som ellers sjelden have noget, som interesserer mig, fandt jeg i Dag 3 Ting, der tildrog sig min Opmærksomhed. Provst Norman havde gjort en Forespørgsel, som vel rettest var gjort mig, hvilken af Ladevigs Kirker bør ansees for Hovedkirke? Som Medlem af Stiftsdirectionen acqviescerede jeg ved, at min Collega faaer stemme i en ham saa lidet vedkommende Sag; men at Christie vil have Nordre Bergenshuus Amts (p. t. hans yndede men mig ufordragelige Foged Kjerboes) Be- |
| s.122 | tænkning om den Sag, "det over Skrævet gaaer", og jeg erklærede, at jeg ikke underskriver dette Brev. Om en anden Materie forbeholdt jeg mig mundtlig Conference. Det er i Faveur af Byens Hospital, man vil forurette dens Fattig- væsen. 24de Februar. Biskop Bech har solgt sin Gaard til Munch for 10 000 Spd., hvoraf de 9 000 tilhøre Kongen. Altsaa bliver dog det første Rygte sandt, at han kun fik 2 000 Spd. for Kro- ningen. En vakker Sum! men der sagdes endog, at den hele Gjæld var eftergivet. 26de Februar. Jeg foreslog Kirkedepartementet en Anordning om Selv- morderes Begravelse, hvorved den unyttige Bevilling af Øvrigheden, med deraf flydende Misbrug kunde bortfalde, og Almuen betages den Mistanke, at der vises de høiere Stæn- der en Faveur, som negtes den. Dette Forslag gik i det Væsentlige ud paa: at den som ei beviisligen har forkortet sit Liv, om der end er megen Sandsynlighed derfor, ligesom og den notorisk Vanvittige eller Afsindige, der har dræbt sig selv, kunde begraves med alle de Ceremonier, Loven ellers tillader: at derimod alle øvrige, uden Hensyn paa Stand, Alder, Kaar eller Sindsforfatning skulde begraves paa een Maade, nemlig i Stilhed ved et usædvanligt Klokkeslet, uden Klokkeklang, uden andet Følge end nærmeste Paarørende. -- Man vil maaskee finde at et lemfældigt System er brugt i dette Forslag, men altid bedre at det er almindeligt, end at det, trods strengere Lov, anvendes paa Rige og Fornemme, men tilsidesættes naar gemene Selvmordere, som maaskee vare langt uskyldigere, skulle begraves. 28de Februar. Af Morgenbladets Indhold maa jeg hæderligen omtale et Digt af gamle Frimann: "Til den forventede Natio- |
| s.123 | nalsang", og afskrive nogle Stropher deraf, som baade fra Materiens og Indklædningens Side synes mig at fortjene megen Opmærksomhed. I de første gjentages en Advarsel, ogsaa jeg flere Gange har givet i Prosa: Som indfødt Norsk Din Ære selv det gjelder, For sløv og dorsk Om Norges Folk du skjælder. Yngling er du! -- for gammel det Baade af Aar og af Adel, At du dig selv tør tage Ret Til saa scholarchisk en Dadel. Men Smiger var Ei heller Normands Føde; Thi spar os, spar Os for det altfor Søde! Fjeldmanden i sin Fjeldmandsboe, Vant til de brølende Sarper, Vilde sig kun forhexet troe Mellem de æoliske Harper. Altfor sandt er ogsaa, hvad der siges i følgende Stantzer: For Gubben Nor Vær ei for meget ødsel Paa Prunk af Ord Om Norges nye Fødsel. Tænkende, alderstegen Mand, Veiende Tider mod Tider, Sukker ved Navnet "Fædreland", Sukker og Hænder vrider. |
| s.124 | Hvad nytter Bram? Hvad nytter laante Fjære? For Normand Skam At synes og ei være! Egen, den kjæmpestærke Eeg, Kronet som kneiste paa Fjeldet, Nu dog hvor vinterlig, hvor bleg! Halve sit Løv har den fældet. 3die Marts. Provst Norman fortæller om et Forslag til forbedret Landpolitie, hvilket Boyesen, efter Falsens Forslag udar- beider, og som denne vil forelægge Storthinget. At Græn- demændene skulle bære paa Brystet et Messingskilt med Paa- skrift: "Frygter Gud og Kongen ærer!" er Theaterstads i Tidsalderens Aand. -- Friis skriver ogsaa derom, og fryg- ter Præsterne ved denne Leilighed blive Politiebetjente. Han har maaskee ikke Uret i at troe, at Boyesen i det Hele er mere skikket for et Departement end for Kirken. -- Med megen Lærdom beviser Cand. jur. Strøm i Nationalbladet, at eget Suppleantvalg bør skee, naar Storthingsmænd væl- ges. Dette er ogsaa min Mening, men naar han finder det at ligge i Grundlovens Ord, saa feiler han uden Tvivl. Ved modsat Fremgangsmaade er imidlertid Directeur Bau- mann kommen i Thinget med een Stemme. 4de Marts. Med Hensyn paa den Hospitalsbygning, der var over- ladt Fattigvæsenet, tilstod Stiftamtmanden, at Lovens Bog- stav er imod den intenderede Resolution; kom Sagen for Domstolene, maatte Hospitalet tabe. Men dertil kan det aldrig komme; man vil aqviescere ved Stiftsdirectionens Beslutning, og saa er Hospitalet en fattig Stiftelse uden andre Ressourcer end dens reglementerede Indtægter, medens Fattigvæsenet underholdes af Communen, og ved aarlig |
| s.125 | Ligning paa alle Byens Indvaanere. Altsammen saare godt og vel og sans replique, naar det strax var bestemt, da Værelserne overlodes, men ved en Uretfærdighed at reparere vore Formænds Sottiser, er vist ikke rigtigt. "Næ- stens Rigdom", siger Pontoppidan, "gjør ikke min Uret til Ret." 5te Marts. Rein er aldeles nedbrudt, og gaaer næsten ganske i Barndom, trods nogen hundredaarig Olding. -- Sagen bliver overmaade adstadig; ogsaa han er allerede en Olding, skjønt med klar og dyb Bevidsthed om hvad han var og er. Bli- ver han engang Olding ogsaa af Aar, vil Drengen og Yng- lingen i ham faae en barsk, intolerant Censor. 7de Marts. Det mærkeligste i Morgenbladet er, at Falsens Forslag om at antage Statsraader som Assessorer i Storthinget, ja endog som Deeltagere i Debatten er, for det første som Paragraph i Reglementet, forkastet. Det bliver særskilt at afhandle, og ventelig tilsidst betragtet som Constitutions- forslag, hvis endelige Skjæbne da lader sig forudsee. Bull og tildeels Nansen understøttede det; Tank og Flor vare dets heftigste Antagonister. -- Dernæst fortælles at lovligt Valg er skeet i Christiansand, og at Sebbelow og Foss ere gjenvalgte. -- Af indkomne Projecter nævnes et Constitu- tionsforslag af Rosenkilde, at Ingen fra den Dag, han er valgt til Storthingsmand til et Aar efter at Storthinget har endt sine Forhandlinger, maa søge eller modtage nogen Naades- eller Æresbeviisning, Ordener m. m. af Kongen og den norske Regjering. Christie har fra den Eidsvoldske Rigsforsamling omtalt denne Rosenkilde som en Stakkel, og dette i Materie og Form høist umodne Forslag viser tilfulde, at Dommen er rigtig. -- Blandt de oplæste Dum- heder maa jeg ugjerne omtale et Forslag af min gamle Ven |
| s.126 | og Skolecammerade Payecken6, om en Lov, der tillader Elias Halvorsen at udføre Egetømmer. Nationalbladet har nu i nogen Tid været fri for de Gemeenheder, hvormed det forhen besmittedes. At det meste deri har nogen Gehalt, vil jeg ikke paastaae, men anstæn- digt er det altsammen. 10de Marts. Det eneste, som ved denne Dag er at omtale er Præ- sten Christiansens Examen, der ogsaa bivaanedes af Præsi- dent Klagenberg, Præsten Middelthon og Fredrik Meyer. Christiansen modtog os i Frakke, hvilket var lidt underligt. Overalt generer man sig ikke i den Skole. Man bød Thee- vand om, først til os, siden til Drengene, der gjerne kunde biet; men at den unge Middelthon, en Dreng paa 11 Aar, modtog sin Theekop og drak af den, medens han stod ved sin Lærers Side og blev examineret af denne, det var "høist uanstændigt samt upassende". Hvad Examen selv angaaer, da begyndtes med Algebra og Geometrie, altfor høilærde Materier for mig. Derpaa fremtoges Gedikes latinske Læ- sebog. Et Par Drenge oplæste og oversatte (maadeligt nok) hver et Stykke, hvorfra Christiansen saa gjorde Excursioner i Religion, Historie og Geographie, løb uden Orden fra den ene til den anden Materie og lod svare hvem der kunde. Man vilde, at jeg skulde give Charakteer, men hvem skulde jeg give Charakteer? og for hvad? Det var jo et Chaos. 12te Marts. Til min Forundring holdt Irgens en moralsk Faste- prædiken om Standhaftighed i vore Pligters Opfyldelse. Den var i Førstningen overmaade tør og foredroges med søvndyssende Langsomhed; siden blev den varmere og livli- |
| s.127 | gere, ret interessant, men hvilket Æmne af den til Intole- rance orthodoxe Stiftsprovst! Da han kom til at omtale Jesus som Mønster paa denne Standhaftighed, sagde han, at han kunde opregne mange Exempler derpaa, men turde ikke, "da Folk nuomstunder ikke ynde lange Prædikener". Det synes dog, da denne Materie var valgt, at være det, der allermindst burde udelades; overalt var Prædikenen slet ikke for lang, naar han ikke saaledes havde tællet os Sta- velserne til. Jeg, som dog vist ikke jager utilbørligen, vilde obligeret mig til at holde den i en halv Time. 1 tilbake Erik Rynning (  1856 som Sognepræst til Søndre Odalen), der dogikke fik Embedet. 2 tilbake Et Klubselskab, hvis Historie er fremstillet i et særskilt Skrift af Adjunct W. F. Meyer, Bergen 1880. 3 tilbake Bruns bekjendte Sang: "Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde", i hvis næstsidste Vers det hedder om Bergen: "Da mellem Bjærgene syv skal du staa, Naar nybagte Kjøbstad i Luften mon gaa". Her- med har Brun sigtet til Tromsø, Hammerfest og Vardø, der i Slut- ningen av 18de Aarhundrede havde faaet Kjøbstadsrettigheder; men naar man i 1820 sang Verset i Bergen, har man (se nedenfor under 11te Febr) tænkt paa Bodø, der 1816 havde faaet Kjøbstadsret. 4 tilbake Jens Aars, da Sognepræst i Hadsel i Nordland og Storthingsmand, udnævntes til Lier 23de August 1821. 5 tilbake Bodø. 6 tilbake Var først Klokker i Risør, siden Kjøbmand. Se Pavels's Autobio- graphi S. 28 -- 29. |