|
28de September. I Tilskueren staaer et Digt, kaldet "Europa 1820". Da vi endnu have tre Maaneder af dette Aar igjen og 4 Maaneder, inden de sidste Efterretninger fra Spanien og Italien naae hid, saa synes det at Lieutenant Foss kunde bie noget med at charakterisere Aaret, og fryde sig over det "Phænomen", som "paa Sydens Himmel straalende oprinder". Der trækker fæle Skyer op, synes mig, og i 4 Maaneder kan meget skee. -- En tydsk Skribent, Jacobsens, Mening om Nationalsange meddeles. Aldeles som den kunde ønskes har vel ingen Nation en saadan, uden maaskee den engelske, men at ingen norsk Digter nu udfylder det Ideal, Hr. Jacobsen har fremsat, og at alt hvad Hr. Foss, Hr. Olsen, Hr. Schwach etc. etc. ville producere i Anledning af Priisop- gaven, bliver noget kraftløst Pjadder i Sammenligning med de i min Afhandling nævnte Sange, derpaa tør jeg vædde alt hvad jeg eier og eiendes vorder. Irgens visiterede i Søndags i Strudshavn. Jeg kan ikke beskrive, hvor han nu er bleven godmodig. Den Ophøi- else har gjort en velsignet Virkning paa ham. 1ste October. Der var Selskab hos Christie for vor nye Toldinspec- teur Bernhoft. Efter hans Fortælling har Bugge siden den | |
| s.86 | ulykkelige Kroningstale draget sig ud af al Menneskeomgang, og sees aldrig i noget Selskab. Ogsaa har han udmeldt sig af alt, hvad der ikke staaer i umiddelbar Forbindelse med hans Bispeembede, og selv dette paastaaer man, han forretter med Kulde og Skjødesløshed. 2den October. Jeg fik en meget vidtløftig Visitatsberetning fra Irgens, den bedste Rapport af det Slags, jeg nogensinde har mod- taget. 5te October. Falsen viste mig sin Annotationsbog, hvori var opteg- net de Ting, som paa Storthinget vil blive at henvende Opmærksomheden paa, og tilkjendegav sin Mening om et og andet. Jeg kan endnu ikke troe andet, end at det vil være en Vinding for Thinget og Fædrelandet, at han er valgt til Repræsentant. At han har baade Villie og Evne til at tale Landets Sag med Kraft, uden overilende Heftighed, vild Revolutionsaand eller rænkefuld Partiehverven, bør jeg antage. Den Rolle, han spilte i 1815 -- 16 var aldeles ikke vanærende enten for hans Aand eller Hjerte, og saavist som jeg i 1818, om jeg havde havt Stemme, vilde voteret for hans Bortviisning, saa gjerne vil jeg troe, at den gode Sag intet vandt ved denne, og at man ret vel kunde være tjent med at høre hans videtur fremfor mangen snaksom og høirøstet Patriots, der ei kunde forjages fra sit Sæde. 6te October. Bohr bragte mig en dansk Oversættelse af Lancasters Skrift: "En Skolemester blandt tusinde Børn i een Skole". Til at gjennemlæse denne Bog har jeg ikke Taalmodighed, og jeg kan aldrig faae den Ting i mit Hoved. Mig fore- kommer det at være en Læse-, Skrive- og Regnefabrik af samme Art som de andre engelske Fabriker, der sætte Lege- met i Bevægelse, men under Forstanden desmere Hvile. |
| s.87 | Capitlet om Belønninger strider aldeles mod alt hvad gode Pædagoger ellers nu ere temmelig enige om, og naar man læser om hans Ridderordener og Medailler, Uhre, item Le- getøi, Raketter o. d. l., saa begriber man, hvor de store Sum- mer ere blevne af, som ere sammenskudte til ham, og tænker iøvrigt paa et tydsk Epigram, jeg engang læste, omtrent af følgende Indhold: "Min Søn! øv Dyden, den vil aldrig blive ubelønnet! See, hvad her venter dig som Løn for din Flid og Sædelighed -- dette store Sukkerbrød!" Fra det dramatiske Selskabs Direction circulerede et strengt Bud, hvorved i al Høflighed Damerne befales at tage deres Hatte af, for ei at genere de bagved siddende. Om det var en Følge heraf, eller hvad anden Aarsag det havde, veed jeg ikke -- nok, jag havde i Aften en Geschichte, den første og eneste i sit Slags, jeg har oplevet. Theatret aabnedes med et een Akts Stykke, kaldet "Educationsraaden", hvor Guds Navn hvert Øieblik tages forfængeligt, og Syn- gestykket "Skatten". Paa Veien til Theatret var jeg inde paa Posthuset og hentede Breve og Aviser, fandt paa Par- terret første Bænk aldeles tom, og satte mig der efter Sæd- vane. Der kom nogle Damer, men jeg blev siddende; men tilsidst, medens jeg sad og læste Aviser, klyngedes de alt mere paa begge Sider, og de nærmest siddende trykkede saa- ledes ind paa mig, at det tydeligen saaes, de vilde jage mig bort. Det lykkedes dem naturligviis; aldrig mere skal jeg komme paa den Bænk, hvor jeg i 3 Aar har siddet ufor- styrret -- jeg tog min Hat og gik hjem. 8de October. Bødtker1 leverede mig sin Prædiken. Jeg syntes at gjenkjende deri adskilligt af det, jeg hørte i Nykirken for |
| s.88 | halvandet Aar siden, og det passer da sagtens bedre i en Ordinationsprædiken end til en nys confirmeret Ungdom ved dens første Communion. Men naar han siger om den retlærende Ordets Tjener, at hans Ansigt straaler liigt en Stephani(!) hvergang hans Røst høres under Hellig- dommens Hvælvinger, at hyppige Taarer væde hans Øie til et Vidnesbyrd om, at hans Ord kom fra Hjertet, ja at hans Øie ligesom vil være et bestandigt Taa- revæld(!!!), naar han taler om den korsfæstede Forsoner -- da er dette en Overdrivelse, som neppe kan være kom- men fra hans Hjerte, og som støder i høieste Maade. Ogsaa er det upassende, naar han kalder sig Guds salvede Tjener. Men ellers kan jeg ikke nægte, at Prædikenen er overmaade vel udarbeidet. -- I Omgang er B. en tækkelig og interessant Mand. Han fortalte mig, at Bugge aldeles har afskaffet Bispe-Examen, da der i de nye Kaldsbreve intet tales derom; men Anordningen derom er jo ikke ophæ- vet. At en ung nys examineret Laudabilists Kundskaber prøves af Biskoppen, er vistnok overflødigt, men om en gam- mel Candidat med maadelig Charakteer, lad være han just ikke bliver rejiceret, synes det dog at være godt, Biskoppen veed med hvilke Kundskaber han indtræder i Læreembedet. Bech, hører jeg, har vedtaget en splinterny Methode ved den katechetiske Prøve. Han lader Candidaterne udarbeide langt skriftlige Katechisationer med Spørgsmaal og Svar, en uden Tvivl meget unyttig Ting. Jeg har fuldendt en vidtløftig epistola pastoralis2, hvor jeg meddeler Stiftets Præsteskab nogle Anmærkninger, jeg har gjort paa disse 3 Aars Visitatsreiser. Jeg omtaler Prædikener, især de moralske og til Gemeenhed populære: |
| s.89 | de herskende Feil ved Katechisationen, oplyste ved Exempler: den Uskik at lade alle svare paa engang: Kirkesangen, og hvad der kan gjøres ved den: Orden ved den udvortes Gudsdyrkelse, og den Præsterne ved senere Anordninger paa- lagte nøiere Control: Børneskrig og Hundelarm i Kirkerne: Skolevæsenet og Opmuntring til at faae Lønnen forhøiet, hvor den er saa urimelig lav som i Sogn o. a. St.: ende- lig Hurtighed og Nøiagtighed i Expeditioner. 11te October. I Dag var Præsteordination. Min Tale var over de Ord: "I ere Jordens Salt; taber Saltet sin Kraft, hvor- med skal det saltes? det duer da intet, uden at kastes ud og nedtrædes af Menneskene", og mit Thema var: "Ingen Statens Borger er nyttigere, hæderligere og lyksa- ligere end Religionslæreren, naar han er hvad han bør, men Ingen er ogsaa unyttigere, foragteligere og ulykkeligere end han i modsat Tilfælde." Det var uden Tvivl den bedste af mine Ordinationstaler; den havde en Fynd og Kraft, som ingen af de andre har havt. For von der Lippe, Schydtz eller Aabel kunde jeg ikke holde en saadan Tale, med Guds Hjælp bliver ingen af dem Leiesvende; i Henseende til Bødtker derimod svæver jeg mellem Frygt og Haab. Jeg erkjender hans udmærkede Talent, men maa alligevel tilstaae, at jeg hverken læser eller hører ham med Fornøielse. 12te October. Jeg var ikke paa Comedie, skjønt Directionen hensæt- ter en Stol til min Afbenyttelse i Anledning af min forrige Bortgang. 15te October. Fru Rein havde givet min Kone en ynkelig Beskrivelse over sin Mand. Han havde prædiket i Dag, kunde ikke høres af noget Menneske, og kom yderst udmattet hjem. |
| s.90 | Han kan ikke lide at see eller tale med Nogen uden sin Broder; læser han et Par Sider, løber det rundt for ham og han maa lægge Bogen bort; han kan ikke skrive en sam- menhængende Periode, er kort sagt aldeles nedbrudt. Mu- sik er det eneste, der morer og opliver ham; hvor den er at høre, forsømmer han ikke at indfinde sig. 17de October. Expeditionssecretair Holst skriver, at det ikke er den veltalende og indsigtsfulde Hospitalspræst Arentz, som er indstillet til Korskirkens Capellanie, men -- horresco refe- rens! -- Præsten Arentz i Hosanger! ! ! -- Nordalens Kald, som er anslaaet til 550 Spd., søges af Ingen. Hvilken Trang der er paa Ansøgere til geistlige Embeder, kan ellers sees deraf, at Hausmann og Aas, de to unge personelle Capellaner, allerede ere Sognepræster. Her var i Dag Valg for søndre Bergenhuus Amt. Cabale tilveiebragte en fornuftig, men indbilsk og intrigant Bonde fra Lindaas, Johannes Spjelnæs, de fleste Stemmer. No. 2 blev den agtværdige Klokker Brynildsen i Graven og No. 3 Foged Kastrup. 22de October. Domkirkens nye Sognepræst har i Dag tiltraadt sit Embede. Da forrige Bind af Dagbogen begyndtes, tænkte jeg rigtignok ikke, det skulde bleven Brun; jeg har siden væ- ret baade bedrøvet og glad; hvad jeg var i Dag veed jeg neppe selv. Da Brun stod paa Prædikestolen, glædedes jeg rigtignok ved, at det ikke var Pavels, som stod der, da jeg frygter, han vilde sveget manges Forventning, ligesom han sveeg min, men det forekommer mig, som jeg dog heller vilde seet Provst Normann eller Paludan, ja, Gud forlade mig min Synd! Middelthon end Brun. Det bedre Leve- brød under jeg ham af Hjertet, men han synes skabt til at spille en subordineret Rolle i Verden. Nu er han Sogne- |
| s.91 | præst til Domkirken; lad Irgens's Sygdom anfalde ham paany og dræbe ham -- saa er Brun Stiftsprovst! -- -- . -- Dog til Gudstjenesten! Pauli Ord Ap. G. 26, 22 -- 23 i svag Forbindelse med Dagens Evangelium var hans Text, og hans Thema: "Livets Goder forskjønnes ved den Tanke, at det er ved Guds Hjælp vi nyde dem." Anvendelsen paa ham selv dreiede sig om de Textens Ord: "Det er ved Guds Hjælp, jeg staaer her." Ihvorvel ogsaa denne var en god Prædiken, med fortræffelig anbragte Bibelsprog, gav jeg dog hans Afskedsprædiken Fortrinet. Adskilligt forekom mig som Apologie mod den Mistanke, at han var gaaet ulovlige Veie for at opnaae denne Lykke. At han ved denne Leilighed hædrede sin Faders Minde, billiger jeg aldeles, men vel megen Kraft syntes han dog at tilskrive hans For- tjenester og Velsignelser. Jeg vilde ikke for meget godt, at det skulde siges om mig, at jeg havde opnaaet end det ringeste af min jordiske Lykke og Ære for Faders, Broders, Onkels eller noget dødeligt Menneskes Skyld, undtagen min egen; og jeg skulde troe Enhver, der med Hjertets Retskaf- fenhed forener en Gran af mandig Fasthed, var af samme Mening. 23de October. Det bergenske Publicum er særdeles ilde stemt ved Tan- ken om, at Arentz i Hosanger skal blive Bruns Eftermand. At han har gaaet mig forbi, naar han søgte Embede i mit eget Stift, er en Impertinence, som hos saadan Person er utilgivelig. 27de October. Falsen bad mig, som overalt at indsende Bidrag til Tilskueren under hans Fraværelse, strax at skrive noget om den Trevenhed og Ulyst til at modtage Valg som Storthings- mand, der spores her og fast allevegne, undtagen i Bonde- standen, hvor man har sine aparte Raisons. -- Arentz i |
| s.92 | Hosanger "anseer det for sin Pligt og Skyldighed" at melde mig, at hans Commissionær i Christiania har raadet ham til at søge Korskirkens Capellanie, og at han er ind- stillet dertil. Ifølge sin gamle Kjærlighed til Tretallet, gjør han mig i den Anledning tre Spørgsmaale. -- Den eneste udenlandske Nyhed, jeg finder det værdt at optegne er, at Provst Schmidt er bleven Sognepræst til Himmeløv og Roskilde Jomfrukloster, et Embede, som neppe indbringer ham saameget, eller er i en saa behagelig Egn som Eger. For evig har han da vendt Ryggen til det forhadte og for- agtede Norge. 28de October. I Nationalbladet tilraades "Skatteligningen betræffende" at give den større Høitidelighed, og blandt andet, at Præ- sterne skulle tage Ligningsmændene i Eed, et i mine Øine forkasteligt Raad, da der sværges mere end nok. Desuden skal vel egentlig Eden skræmme fra at tale og handle mod bedre Overbeviisning, men naar nu, hvad sikkert med de Fleste er Tilfældet, Bønderne ere overbeviste om, at de og deres Lige bør skaanes paa Embedsmændenes Bekostning: hvad saa? -- Et langt Stykke "Om Embedsmændene" siges at være taget fra et dansk Blad. Hvad der siges om deres Aarvaagenhed er meget sundt og godt; kun naar der tales om at ogsaa Privatmænd skulle kunne actionere dem for mislig Embedsførelse, da spørges det, om de ikke kunne det i denne Stund, naar de føle sig privat fornærmede? og om vor eller nogen ikke aldeles despotisk Regjering nægter at actionere den Embedsmand mod hvem anføres lovgyldige Beviser. 31de October. Jeg visiterede i Reimers's Skole. Hans Underviisning for Confirmander skal udmærke sig ved sin Inderlighed, og denne savnes heller ikke i hans Skole-Katechisationer, paa |
| s.93 | hvilke jeg intet andet har at udsætte, end at han gaaer i altfor megen Detail om høilærde Materier. Hvad behøve de Drenge at vide, og hvad Begreb kunne de gjøre sig om det almindelige, besynderlige og allerbesynder- ligste Forsyn? Hvad nytter det dem at kjende Gra- derne mellem Englene og Overenglenes Navne? Kirkedepartementet, der endda i min Embedstid har baaret sig temmeligt klogt ad, finder nu, at man ei blot bør være viis som Socrates, men ogsaa "gal som han til Tid og Sted", og Bergens Stift synes det nok at være det beqvemmeste Sted til at udøve sine Galskaber. Saaledes, efterat have indstillet et gedigent Faarehoved til Korskirkens Capellanie, samt efterat have ladet Nordalens Kald staae vacant og skjøtte sig selv, og anbefale den eneste Mand, der søgte det, til et Kald i Aggershuus Stift, har høist- samme faaet det særdeles kløgtige Indfald, at spørge mig, om det ikke gaaer an at sammensmelte indre Holmedal med yttre do., og Volden med Jøringfjord, formedelst den store Mangel paa Candidater, skjønt vel at mærke begge de le- dige Embeder søges af gamle Præster. Svar skal jeg vist ikke blive Statsraaden og hans Expeditionssecretair skyldig, men at indrette det saaledes, at det hverken bliver for grovt eller fiint, det er Knuden. -- Fra Stavanger Amt ere valgte til Storthingsmænd: Nansen, Niels Broe og Orm Øver- land, alle velbekjendte Mænd. Falsen synes ellers godt om Nansen, troer at han blandt meget Sludder siger nyttige Ting, der maaskee ellers vare forblevne usagte, og glæder sig ved hans Valg. 4de November. I Rigstidenden læses Christianias uheldige Storthings- valg: Young og Stenersen (to unavnkundige, bornerede Kjøbmænd), Assessor Arentzen, brav nok fra Kundskabernes Side, men phlegmatisk og doven, samt den sindrige Marcus |
| s.94 | Pløen. Disse fire skulle i den vigtige Nationalforsamling repræsentere Norges Hovedstad. Kun et lavt Trin staaer dette Repræsentantvalg over det Christiansandske. Man kunde ønske dem allesammen, de tre idetmindste, Forfald. Reserverne: Prof. Lange, Kjøbmand Andresen og Prof. Hersleb ere ganske andre Karle, men skulde Ulykken komme over alle fire, saa blev Otto Collett Storthingsmand, og det var nok af Dynen i Halmen. -- Nedenæs Amt har der- imod valgt heldigere. Jacob Aall (nu den eneste af dette Navn, der kan komme paa Storthinget) er første Repræsen- tant; den anden er Foged Astrup, der skal være en brav Mand. -- Af den danske Collegialtidende meddeles officiel Efterretning om den foregivne Kronprinds, hvoraf sees, at han er en Gartnersøn fra Holbek ved Navn Jacob Gott- fried Poulsen, excentrisk Sværmer, der, uden at være afsin- dig, havde faaet en fix Idee, som næredes ved udvortes Omstændigheder. Han er nu efter sit eget Ønske reist med en ny Gouverneur til Kysten af Guinea, hvor Emploi er lovet ham. 6te November. Brun har ladet trykke sin Afskedsprædiken, og tilføiet en Note, som sagtens maa krænke Vedkommende, men kildrer dog mit Inderste. Han siger i Prædikenen: "Er og bliver det Sandhed, hvad Sandsynlighed byder mig at formode, saa vil Gud give dig en Hyrde i mit Sted efter sit eget Hjerte, der, saavel med Hensyn til din aandelige som legem- lige Tarv, vil gjøre det til sin Hovedsag at prædike Evan- gelium for de Fattige, en Hyrde, som, da han maa være Ven af ethvert godt Menneske, som kjendte ham, naturligviis ogsaa vil blive den Fattiges." -- Og nu hedder det i No- ten: "Da denne Tale holdtes, var det, efter flere Breve fra Christiania, mere end sandsynligt, at Præsten ved Ho- spitalet i Trondhjem, Hr. H. S. Arentz var af Regjeringen |
| s.95 | indstillet til min Eftermand, men Feiltagelsen bestod i Til- navnet, som var det samme, men ikke Person og Fornavn." Implicite synes det at ligge i denne Erklæring, at Fredrik Arentz ikke vil vorde, hvad der forudsagdes om Hans Arentz. Det er haardt; Gud give det ogsaa var usandt! 7de November. Med Østerpost fik jeg det glædelige Budskab, at Arentz har faaet Korskirkens Capellanie, og Middelthon Hølands Kald. Gid det havde været omvendt! Stiftet havde da beholdt, og Søndhordlehns Præster vare blevne fri for Middelthon, der var dem, men ikke mig en Torn i Øiet; derimod var jeg bleven Arentz quit, istedetfor at jeg nu skal have den Chagrin at see ham daglig for mine Øine prosti- tuere sig. -- Dronningen af Englands Advocater og Vidner have nu Ordet. At man, uagtet det var lovet ikke at bort- sende Modvidnerne, før Sagen var endt, har sendt et af de vigtigste til Italien som Coureer, gjør megen Sensation. 8de November. Jeg tilkjendegav Arentz hans uventede og ufortjente Forfremmelse, besvarede hans Spørgsmaal, men tilføiede ei ringeste Lykønskning. Han bør føle, at jeg er misfornøiet, men jeg har stærk Formodning om, at han er sløv nok til ikke at føle det. 9de November. Grüner i Herrøe er død af Slag. Det er nu det sjette vacante Sognekald i dette lille Stift, og det tredie paa Søndmør, og vistnok maa saadant vække alvorlig Be- kymring hos den Opsynsmand, der føler, hvad Kirke, Fædre- land og Menneskehed taber, naar Guds Ords Forkyndelse saagodtsom ophører i den ene Menighed efter den anden. 14de November. En veritabel Indskydelse i Drømme foraarsagede mit første Morgenarbeide. Det forekom mig nemlig, som jeg |
| s.96 | havde skrevet eller skulde skrive til Departementet, at det vilde være godt, om at ingen Ansøgning om Embede i sam- me Stift, hvor man er ansat, modtoges uden Biskoppens Paategning med udtrykkelig Hensyn paa dette Embede, samt at det paalagdes Biskopperne 6 eller 8 Uger efterat Kaldet er averteret vacant, at indsende en raisonneret For- tegnelse over de Søgende, og Angivelse af de Grunde, der til- eller fraraade deres Befordring. Vistnok har jeg ofte, især i denne Tid, tænkt paa, hvor ønskelig saadan Foran- staltning vilde være, men klar og fuldstændig oprandt aldrig Ideen hos mig; allermindst tænkte jeg at gjøre udtrykkelig Forslag til Regjeringen derom. 15de November. Fra Arentz i Hosanger kom en Ribbensteg og en Fle- skeskinke. Han tilskriver det, Gud forlade ham, min fordeel- agtige Attest, hans Befordring; iøvrigt føler han, at hans tilkommende Menighed vil lide et stort Tab ved Byttet, men Nød, ikke Lyst, bevægede ham til at søge. -- Fra den ind- bildske Kirkesanger Lars Ous kom Ansøgning om den ledige Klokkerpost i Eid. Han indsender disse sine faa Linier til Øiensynlighed for mig, og aabenbarer sine Hjertes Tanker og Attraaer. I Convoluten beder han om Svar med Budet, og ender saaledes: "Jeg ønsker altsaa Deres Velgaaende, og forbliver Deres hengivne Velyn- der til Døden. Lev vel! Lars Ous." 16de November. Gamle Normann3 blev begraven. Irgens forrettede Jordpaakastelsen og holdt derpaa en lille Tale, hvori han blandt andet roste Normann for at han var en flittig Besø- ger af Korskirken, at han ikke forlod sin egen For- samling, som nogle havde for Skik, ikke var en omstrip- |
| s.97 | pende Kirkegjænger, skjønt han vistnok saagodt som nogen forstod at bedømme en Prædiken. Jeg kan ikke troe andet, end at herved stikledes paa de mange Tilhørere, der nu stimle til Domkirken, naar Brun prædiker, ligesom før til Korskirken. Han har ventelig i Søndags prædiket for tomme Stole, og hørt at den mere end dobbelt saa store Domkirke var fuld. 17de November. Christie og jeg bleve enige om, hvorledes vi, for at forebygge Misforstaaelser, skulde forholde os i de Stifts- directionssager, hvori vi ere af forskjellig Mening, at nem- lig, hvor Christie ei kunde føle sig overtydet ved min skrift- lige Indvending, mundtlig Ventilation skal finde Sted, og hvor denne ei heller fører til Maalet, jeg nedlægger mit dissenterende Votum. Sligt kunde og burde man rigtignok faldet paa for længe siden, men bedre seent end aldrig. 18de November. Paa Foreningsdagen var i Christiania i Klubben Enigheden et forskrækkeligt Klammerie mellem Capi- taine Aubert og Marcus Pløen. Anledningen var, at Pløen, der sang en af Wulfsberg forfattet Vise, standsede ved de Ord, at Carl Johan "bød os Fred med Venskabs hvide Fane" og erklærede, at han som Folkerepræsentant ikke kunde synge saadant. Nu opstod der en almindelig Tummel, der endte med at Directeuren, Christian Heyerdahl, fik begge sine Kjoleskjød afrevne, og Bager Bølling omsider fremtraadte og erklærede, at den første som mere oplod sin Mund om denne Materie, vilde han kaste paa Døren. De gav alle efter for "saa haandfast et Beviis", og Enigheden svarede siden til sit Navn4. |
| s.98 | To Ark Nationalblad indeholde adskilligt interessant. Der foreslaaes i Drammen at oprette en Trophæ for Retfærdigheden i Anledning af Krigsraad Flors Frifin- delse, og siden fortælles som indenlandsk Nyhed (ventelig opdigtet) at der skal holdes en Nationalfest den store Patriot til Ære. 19de November. Bernhoft tænker at indføre en ny Skik i Bergen og afskaffe en gammel. Ingen av Delene formoder jeg lykkes ham; jeg for min Deel interesserer mig ikke nok for nogen af de Ting til at være hans Medarbeider. Bare Comman- danten og Stiftamtmanden gifte Mænd, der tilligemed deres Koner havde Sands for det selskabelige Liv, saa kunde de vistnok i Forening med mig virke paa Selskabstonen ved Fruentimmerselskabers almindelige Indførelse, men som det nu staaer, faaer man "tage Verden som den er", og takke Himlen, at den ikke er værre. At drikke de saakaldte Æres- skaaler er nu blevet en saa indgroet Skik hos Bergenserne, at hverken Bernhoft eller jeg kunne faae den afskaffet, og hvad mig angaaer, har jeg nu slet intet imod den Ting; den afbryder Eensformigheden under et langvarigt Maaltid. 21de November. Posten bragte Brev fra Præsten Friis i Sogndal. Han korser sig over Korskirkens Skjæbne. I den Anledning tilkjendegiver han og ved et Monogram, at Foged Kastrup passer til Storthinget som det femte Hjul til en Vogn. Jeg har rigtignok samme Formodning. Christie synes at haabe alt godt af ham; han er overbærende mod sine Ven- ner. -- Domkirke Arentz's Attraae efter Lier Kald er stor, og han "har sat alle Hjul i Bevægelse". Hans Fader har skrevet til Statholderen, han selv har endog tilskrevet Kronprindsen; jeg har lovet ham at skrive til Statsraad |
| s.99 | Collett, hvem jeg skylder et Complimentbrev som Svar paa hans sidste. "Es kann aber alles nicht helfen." 24de November. I "Udstyret" spiltes Kammerraadens Rolle af Capt. Meydell. Man siger, han saa for ung ud. Kan saa være! ikke fordi jo gjerne en Mand paa 50 Aar kan have saadant Udseende, men fordi Jørgensen og Jfr. Erichsen skulde være hans Børn, og de saa næsten ligesaa gamle ud som han. Hans Diction var forøvrigt efter min Dom mesterlig, hans Anstand ikke mindre, simpel, correct, ædel i høi Grad. Man beskyldte ham for Kulde; er da ikke Kammerraaden en kold Verdensmand? -- Mohrs Amtmand har man rost meget -- o! ja, den var og særdeles comisk, denne store Skuespiller ingenlunde uværdig, men Jon Collett i Christiania var dog i mine Tanker bedre. Mohr var for høirøstet, for gemeen, der var ikke den stille søvnige Gravitet, ikke dette sødladne Protectionsvæsen som hos Collett. Endog i deres Gang var Forskjel. Mohr vraltede som en And; Collett skred langsomt frem som en Gaas. Der var intet ækelt, modby- deligt i hans Spil. Collett havde det Talent, selv at vise Fiinhed og Delicatesse, idet han med mageløs Troskab frem- stillede Amtmanden som aldeles blottet derfor. 25de November. Fra Dolk i Lindaas fik jeg, tilligemed en Tønde Østers, et Brev, hvori Ansøgning om Hosanger, som jeg af Hjertet ønsker denne stakkels Mand. 26de November. Domkirken er nu omtrent ligesaa fuld, naar Brun som naar jeg prædiker. -- Christie fortalte en synderlig Historie om Toldcasserer Leschly i Holmestrand. Han var Enkemand og hver Aften Kl. 10 præcis, Vinter og Sommer, i ondt og godt Veir, gik han ud paa Kirkegaarden til sin Kones Grav, hvor han ordentlig sad eller stod og converserede |
| s.100 | hende, samt af en lille Flaske, han medbragte, drak hendes Skaal, hvorpaa han rolig og veltilmode gik hjem, ja endog tilbage til Selskaber, naar han var der. Havde Christie det blot von Hören-sagen, forsikrede han ikke selv at have siddet ved et Bord, hvorfra Leschly gik, for at gjøre sin salig Kone en Aftenvisite, vilde jeg troe Historien opdigtet, men nu maa den være sand. 2den December. Jeg skrev til Hans Excellence Statholderen. Efter gamle Provst Frimanns Brev, syntes han ei at ville have noget imod at faae en svensk Ridderorden ved Siden af den danske. Jeg bad altsaa (dog som mit eget Indfald) Excel- lencen om at skaffe ham en Stjerne eller et Kornneeg til hans Embeds-Jubilæum. Ikke som Præst, men som Digter og Almueskribent erklærede jeg ham værdig til saadan Ud- mærkelse, hvilket vel ogsaa forundes ham5. -- I Tilskueren føres en kort, men særdeles velskreven Anke mod den paro- dierende og persiflerende Tone, hvori Nationalbladet omtaler Fædrelandets vigtigste Anliggender. 3die December. Det Tilskuerbidrag, Falsen har bedet mig om, har Form af et Brev fra Landet til en Kjøbmand i Byen i et frem- med Stift. Efter min faste Overbeviisning fremsætter jeg de Grunde, der gjøre ethvert Forfald. Sygdom ene und- tagen, ugyldigt og forkasteligt, naar man er valgt til Stor- thingsmand. 4de December. Aabel6 forsvarer Studenternes Adfærd paa Universi- tetsfesten, som Nationalbladet har fremstillet i et urigtigt |
| s.101 | Lys. Forresten tilstaaer han, at en Tone begynder at ind- liste sig blandt de akademiske Borgere, som ikke er god. -- Med Brevet fik jeg halvtredie Alen Ridderbaand for en Speciedaler Alen -- en skammelig Priis! 6te December. Dronningen af Englands Triumf er nu decideret. Der var rigtignok en Pluralitet af 9 Stemmer for Lovens tredie Læsning (108 mod 99), men efter Lord Liverpools Forslag opsattes den i 6 Maaneder, d. e. henlagdes aldeles. Fol- kets Jubel er ubeskrivelig. 9de December. Departementet lader mig vide, at man ei finder det raadeligt at foreskrive som almindelig Regel, hvad jeg i Brev af 15de November havde foreslaaet, men derimod vilde man med Fornøielse modtage min specielle Indstilling om Embeder i mit Stift. -- Fra Kjøbenhavn meldes at Dr. Dampe er arresteret, og at hos ham ere fundne Papirer, som sigtede til at forstyrre den offentlige Rolighed. 11te December. Fra Olsen paa Storøen fik jeg et ufuldstændigt og forvirret Forslag om en forbedret Liturgie. Det er en drif- tig Aand, den Mand har, det kan ikke nægtes. Havde han taget en bedre Retning, kunde han bleven en særdeles brav og fortjent Mand, men nu har han alle sine Dage væltet paa en Sisyphi Steen, og efterhaanden som Aar og Bræn- deviin svække Kræfterne, er det naturligt, at Forsøgene mislykkes alt mere og mere. 12te December. Jeg oversaae i Dag Listen over næste Aars Storthings- mænd (Valget paa Kongsberg er endnu ikke bekjendt, men Byfogden skal være valgt), og fandt, at der var 21 civile, 4 geistlige og 3 militaire Embedsmænd, 21 Kjøbmænd og Skippere, 7 Proprietairer udenfor Bondestanden og 20 |
| s.102 | Bønder. Af de 77 Repræsentanter ere 41 aldeles nye; de andre have været ved en eller flere af de forrige National- forsamlinger. Amtmand Sibbern er den eneste, som har været ved dem alle. Det er i det hele et underligt Sam- mensurium, og man bliver virkelig en Smule beklemt ved at tænke paa, at i et meget critisk Tidspunct, Rigets Vel og Vee er lagt i disse Menneskers Hænder. De fleste af de unge kjender man rigtignok slet ikke enten fra god eller ond Side, og ligesom herfra Stiftet ere 3 Mænd (Brødrene Landmark og Klokker Brynhildsen) af hvilke man har Grund til at haabe alt godt, saa kan der og fra de andre Stifter være Embedsmænd, Kjøbmænd, ja Bønder, der i deres Egne kjendes som oplyste og retskafne Mænd, skjønt vi her intet vide om dem; men saa er der baade blandt de gamle og nye flere ondtbetydende Navne, hvilke man kjender altfor vel. Vel maa man sige, som der fortælles om Capellanen til Domkirken, Angell, der gjerne sluttede sin Prædiken med de Ord: "Gud ende og vende alting til en god Ende! Amen!" 1 tilbake Christian Bernstorff B. blev 1820 Sognepræst til Vanelven (  1874som fhv. Sognepræst til Støren). 2 tilbake Trykt i Theol. Tidsskrift for den ev.-luth. Kirke i Norge, Ny Række IV, og ledsaget med Inledning af D. Thrap. 3 tilbake Overfiskeveier i Bergen Abraham N. 4 tilbake Dette "Klammeri" findes udførlig beskrevet af Statsraad P. Motz- feldt i et Brev til Christie, hvilket er trykt i Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 305 -- 307. 5 tilbake Haabet blev dog skuffet. 6 tilbake Pavels's Frænde, daværende Stud. theol. P. P. Aabel (see Forf. Lex). |