|
16de December. Det mærkeligste Posten bragte, var Nationalbladet. Med yderste Forbauselse læser man deri om den umaadelige Høitid, der i Drammen er gjort af Krigsraad Flor. Om han havde reddet Landet fra Undergang, og befæstet dets Lyksalighed for hele Aarhundreder, kunde han ikke mere for- gudes. Og hvad har han gjort? Paa forrige Storthing fremført en Hob Projecter, de fleste overspændte og urime- lige, og nu offentligen anklaget Amtmand Collett for en præsumeret lovstridig og den Drammenske Handelsstand for- nærmende Handling. Det er øiensynligen en Partiefest, ingen Nationalhøitid. Man fandt i "Vennekredsen" den hele Stads latterlig -- ja vist er den det! bare det ikke maa hedde: hæ nugæ seria ducunt in mala. For Curio- | |
| s.103 | sitetens Skyld optegner jeg her en kort Udsigt over denne Herlighed. Den 26de November gik den for sig. Midt paa Bordet glimrede en skjøn Pyramide, paa hvis fire Sider vare anbragte Inscriptioner, hvoraf de to yderst djærve. Man gik tilbords, spiste formodentlig Suppe og forsatte den med et Glas Viin, hvorpaa oplæstes en Takadresse, saa- dan som man kunde tænke sig den tilegnet en Washington, Franklin, eller anden saadan Frihedens Helt og Fædrelan- dets Velgjører. Han aflagde "meget rørt" en lang og ziir- lig Taksigelse, og umiddelbar derpaa istemtes en Hæders- sang, fuld af den meest uforskammede Smiger, f. Ex. "at han var den i vor Friheds Nat, som Magtens Misbrug fik Grændser sat". I den næste Sang til Norge faaer han og Complimenter, og der ønskes at "alle Norges Sønner vare Ædlingen liig". -- Nu udbragtes da 4 Skaa- ler i Prosa, hvor man gjorde Kongen og Kronprindsen den Ære at erindre dem næst efter Storthinget. Herpaa kom en Vise, hvor "den mæskede Prælat, hvis feige Aand for Lys og Sandhed bæver", kjærligst blev erindret, og deraf tog man Anledning til at drikke Trykkefrihedens Skaal. "Glæden var nu almindelig", siges der. Naturligt! under al denne Gammen var nok den første Flaske tømt. Der istemtes Selskabssange af Zetlitz, og man drak hans Skaal. Ædrue tvivler jeg om, at denne sindige Patriot har takket de Narre derfor. Endelig kom da nok en Hæderssang, hvorpaa fulgte Udraab: "Held for Peder Flor!" og gjen- taget Hurra. Hvilken Jernpande det Menneske maa have, der kunde udholde alt dette! -- Dog ikke nok hermed! Den glade Stemning vedvarede, tabte sig end ikke under Lhombre- og Bostonspillet, saa man atter om Aftenen satte sig tilbords, og fremførte sangvis tre Skaaler, hvor det hedder om Da- gens Helt: "Hans Daad skal fjerne Slægter minde, fordi han mod Despoten stred!" Først Kl. 2 om Natten |
| s.104 | skiltes man ad, "og ligesom Ingen var tilstede, der ikke flere Gange saaes inderligen bevæget (Øl og Barmhjertighed føl- ges gjerne ad, siger et gammelt Ordsprog) saa blev de især rørte over Slutningsoptrinet", der virkelig var skjønt, som man overalt ikke kan nægte, det Hele var indrettet med Smag, og vilde været i Sandhed høitideligt, naar det havde været en virkelig udmærket Mand og ikke en Vindmager, denne Hylding bragtes. -- I Forbindelse hermed staaer en Opfordring i Rigstidenden til Drammens Byes Repræsen- tanter at bekjendtgjøre, om det er den hele Bye eller kun enkelte Borgere, der gav den saakaldte Borger- eller Natio- nalfest, Flor til Ære, hvorpaa umiddelbar følger en Erklæ- ring fra Repræsentanterne, 8 i Tallet, at de aldeles ikke have deeltaget i eller havt noget at bestille med denne Fest. Om en Anmodning til Præsten Tybring, at lade trykke en Tale, han den 28de November holdt i Drammens Borger- klub, har nogen Sammenhæng hermed, kan man ikke vide; dog formoder man det. Derimod er det vist, at i et andet Nummer af Nationalbladet Forslaget at oprette en Æres- støtte for Flor igjen bringes paa Bane; "da ogsaa Amt- mand Colletts Navn paa Seierstøtten(?) kunde indtage det Høistsamme tilkommende Sted". -- Nationalbladet inde- holder fremdeles en, som det synes, halvofficiel Forklaring om Grunden til de strenge Forholdsregler, der tages, inden unge Officerers Giftermaal tillades. Anke vil der vistnok ei mere kunne føres med Hensyn paa Foranstaltningens Legalitet; i oekonomisk Henseende er den ogsaa meget ros- værdig, men at en Lieutenant mere end ethvert andet Med- lem af Borgersamfundet skal underkastes Formynderskab, er og bliver inhumant. -- I Rigstidenden læses fra Kjøben- havn om Dampes Revolutionsplaner. Han søgte Deelta- gere, for at bestorme Vagterne, befrie Fangerne og udstede |
| s.105 | Proclamationer. Det skal være beviist at Ingen har entre- ret i hans Planer. 18de December. Jeg besøgte i Dag Mallings Skole. Hans Elevers Antal er ikke formindsket, og deres Religionskundskab ei for- øget, ligesaalidt som (i denne Henseende) hans Lærerværd synes at være det. Sang, Bøn og Tale begyndte Examen, og den første gik vistnok ordentligere end sidst, og klang for mit Øre mere harmonisk end Børnenes i Bethlehem og Kal- venes og Føllenes i Christi Krybbe. Mallings Tale var som sidst, og den jeg siden har havt den Ære at høre af Hr. Studiosus theologiæ Hammer. Han omtalte mig som deres høieste Øvrighed næst Jesus Christus. Lidt mindre prækede han under Katechisationen, men dog altfor meget, og er endnu langtfra tilfulde at have orienteret sig i Udtoget af Pontoppidans Forklaring. Derimod fandt jeg Børnenes Fremgang i Skrivning og Indenadslæsning større end i de fleste af Fattigskolerne. Hvad jeg skal slutte af de Zifferbøger, nogle af de Øverste fremlagde, veed jeg ikke; saadant kan man ligefrem skrive ud af Regnebogen. 19de December. Castberg i Sund er død. Det er altsaa det ottende ledige Kald i mit lille Stift. 20de December. Jeg yttrede forleden, at jeg vel ansaae den drammen- siske Nationalfest for barnagtig, men frygtede dog at "det Børneværk kunde føre til alvorlige Ulykker". For denne Frygt har Rigstidenden aldeles helbredet mig. At man havde taget Munden for fuld, begreb jeg, men saa reent under al Critik kunde jeg dog ikke forestille mig en Høitid, der anmeldtes med saa megen Bram. Hvor kunde man troe, at et Selskab af 23 Mennesker, hvoriblandt ikke een Embeds- mand, undtagen en gammel Procurator, ikke een af Dram- |
| s.106 | mens hæderligen bekjendte Kjøbmænd, men blot Smaahand- lere, Banquerotteurer, Haandværksmænd med en Slagter som første Entrepreneur, kunde give sig Mine af at tale, om just ikke i Nationens, dog i det mindste i en stor, agtværdig Corporations Navn? Man læser den hele Liste, læser om den frugtesløse Omhue, man har anvendt for at hverve Folk af den bedste Borgerclasse -- og forbauses baade over Flors og hans Tilhængeres mageløse Uforskammethed. -- Iøvrigt seer det efter Aviserne igjen meget uroligt ud i Europa. End ikke den spanske Revolution synes at have faaet ret Fasthed, og Aspecterne ere omtrent som i Frankrig, da man havde overstaaet de første Storme og faaet oprettet et constitutionelt Monarchie. Ferdinand den syvende synes, trods den Popularitet han sagdes at have vundet, og det advarende, temmelig nye Exempel, at spille samme vaklende Rolle som Ludvig den sextende, og af ham var det vel ikke stort andet at vente. Her have vi jo for nogle faa Aar siden seet noget Lignende; kun slap, Himlen skee Tak! alle vedkommende bedre derfra, end man gjorde i Frankrig og ventelig vil gjøre i Spanien. Middagsselskabet hos Monrad var, som alle Selskaber i dette Huus, særdeles interessant. Bergen har intet Fru- entimmer af det Selskabstalent som Fru Monrad. I en Kreds af ligesaa aandrige Mænd vilde hun spille en bril- lant Rolle; her udmærker hun sig og staaer ene. 21de December. Rigstidenden indeholder den mærkelige Nyhed, at Præ- mien for den bedste Nationalsang er vunden1. 20 Forsøg vare indkomne. Bedømmelsescommitteen vedkjender sig i det Hele de Principer som ligge til Grund for min Afhandling i Tilskueren, men har dog seet sig beføiet til at foreslaae |
| s.107 | en Sang med Motto af Platon til den udsatte Præmie, "ingenlunde fordi den realiserer deres Idee om en National- sang, men fordi den, efter deres Mening, er den meest hen- sigtsvarende blandt de indkomne", ligesom det ogsaa er langt fra deres Tanke, at Sangen, fordi de tilkjende den Prisen, skulde have modtaget et almeengjældende Stempel. Direc- tionen tiltræder aldeles Committeens Mening. Forfatteren er Bjerregaard. Sangen vil neppe fortrænge vore gamle gode Nationalsange, skjønt den ikke mangler Værd. Den er, især hvad de fire mellemste Vers angaaer, mere episk end lyrisk, og alt derfor i mine Tanker under de Sange, jeg i min Afhandling omtalte. Den Begeistring her fremlyser, er netop, som man kan tænke sig den fremkaldt af en Præmie. 26de December. Posten bragte Brev fra Biskop Krogh. Han gjør til Sommeren den sidste Visitatsreise. Vil Regjeringen ei dispensere ham herefter, søger han Afsked, og tvivler paa, at Nogen skjøtter om at blive hans Eftermand, da Embedets Indtægter er noget over 1500 Specier og Reiserne koste 1 a 200 (?). Af de valgte Storthingsmænd fra Nordlan- dene venter han sig ikke meget; overalt behage Tidernes Tegn heller ikke ham, og var han 10 Aar yngre og mindre bunden med Familie, forlod han Norge. (!) -- Statholderen forsikrer at det vil være ham en Fornøielse, efter de hæ- drende Vidnesbyrd jeg har givet Provst Frimann, at anbefale ham hos Kongen til et Hæderstegn, naar H. M. til Som- meren besøger Norge. -- Af Rigstidenden anføres, at Fin- kenhagen paa Næs har faaet sin Søn til Capellan2. Hvo afslaaer sin Anbefaling til en Mand, der gjør store For- |
| s.108 | æringer til Bispens Kjøkken og jevnligen beværter ham og Familie? 27de December. De fleste af Olsens Digte i Snotra ere virkelig en Prydelse for Samlingen. Endnu gaaer han stadigen fremad, og standses han ei ved "uminervaisk Adspredelse", kan Norge komme til at faae Ære af ham. -- Disse Epiloger efter Forestillinger til de Fattiges Bedste, hvor der tales i den høieste Tone om Velgjørenheds Løn paa denne og hiin Side Graven, behage mig nu ikke. Er det Velgjørenhed at give en halv Specie for en Billet, som man maaskee vilde givet det dobbelte for, naar en fremmed Kunstner kom og lovede uhørte og useete Ting? Er Parterret mindre besat, naar Indtægten tilfalder Theatercassen? Tænker man, ved at hente Billetter paa de Fattiges Trang, eller paa sin egen Fornøielse? Ja, gaves der ved saadan Leilighed af de fleste over den satte Taxt, da lod det sig høre, men nu er det ganske utidigt. 28de December. Stiftsfuldmægtig Schydtz3 har i Dag givet mig et nyt Beviis paa sin Forsigtighed og Selvklogskab. Idet hans Broder stod reisefærdig til Møgster, fik han Bud fra Rein om at prædike paa Nytaarsdag. Hvad var nu rimeligere, end at Chordegnen prædiker Søndag og Hysing Mandag, naar Rein ikke kunde eller vilde? Mellem saa fredelige og |
| s.109 | liberalt tænkende Mænd som Rein og Hysing kunde aldrig opstaae Dissents. Og nu, uden at have hørt nogen yttret Misfornøielse, uden Fuldmagt fra Broderen eller noget andet Menneske, kommer Fuldmægtigen paa Stiftscontoiret og fremfører sine Betænkeligheder! Det kostede mig Over- vindelse høfligen at forklare mig for saadant et uvedkom- mende Menneske. Disse langsomme Vævere ere mig til Dø- den forhadte. Jeg har endnu ikke glemt, at han, strax efter min Hidkomst, vilde lære mig at forstaae det Jubel- Reglement, jeg for faa Maaneder siden havde været med at forfatte. 29de December. Efter Rigstidenden tænker man paa at oprette tre store Protectorater. Under det Russiske skal Polen og den scandinaviske Halvøe have den Ære at staae; under det Preussiske Nordtydskland; under det Østerrigske Sydtydskland, Schweitz og Italien. Hvad Nød have vi nu, vi smaa Stakler, der kunne finde Ly under saadanne brede Ørnevinger? 30te December. Hersleb skriver, at Professorerne have forfattet en Uni- versitetsfundats, som Statsraadet har henlagt. Treschow har udarbeidet en anden, som Storthinget ventelig forkaster, og saaledes venter Hersleb ikke at opleve den Tid, da Uni- versitetet faaer Fundats. Fredriksnavnet er nok det store Tvistens Æble. At Statsraadet ikke nu giver efter, da Studenterne som paa Trods fetere Frederik den Sjette, undrer mig iøvrigt mindre, end at man fra Begyndelsen hang saa fast i denne Formalitet. 31te December. Det Aar som nu endes har maaskee, hvad Helbreden angaaer, været det bedste for mig, siden jeg begyndte at holde Dagbog. Vel føler jeg tydeligen, at det gaaer ned ad Bakke, |
| s.110 | men dette er Naturens Orden, og maatte ventes hos et Menneske af min Constitution; derimod seer jeg fra den første Tid, jeg optegnede mine fata, hvilke smertefulde Dage og søvnløse Nætter jeg hvert Aar har havt, og af disse har jeg i dette Aar neppe havt en eneste: hvorledes alskens Skranterier have gjort mig det til en Nødvendighed at gaae tilsengs tidlig paa Formiddagen, og dette er nu aldrig Til- fældet: og nu den Rosenfeber og de aabne Saar, hvormed jeg i de senere Aar har været plaget -- alt er forbi! Iøv- rigt, naar jeg undtager den i mange Maader interessante Søndmørsreise, har Aaret havt liden Mærkværdighed for mig. Alt er gaaet sin jevne rolige Gang. Gud være lovet for den henrundne Tid! han lede os fremdeles efter sit Raad, og annamme os omsider til Ære! 1 tilbake Se om denne Sag Halvorsens Forfatter-Lexicon I, S. 249. 2 tilbake Sønnen var den mere end almindelig ubegavede og i enhver Hen- seende uheldige Søren Hassing Finckenhagen, der i 1856 entledigedes som Sognepræst til Hjartdal i Thelemarken. 3 tilbake Den senere som Stiftamtmand i Bergen og Medlem af mange Stor- thing bekjendte Jens Schydtz (  1859). Christie havde sat igjennem,at der blev oprettet en Fuldmægtigpost ved Stiftscontoiret som kon- geligt Embede, og i dette, som ikke oftere blev besat, var S. ansat. Han lagde i denne Stilling en paafaldende Selvgodhed og Vigtig- hed for Dagen, og det fortælles, at Falsen, da han var Stiftamt- mand, skal have sagt: "Man siger om mig, at jeg er hidsig, og dog har jeg endnu ikke givet Schydtz en paa Øret." (Fortalt Udg. af afdøde Stiftamtmand Smit.) |