9de Juli.    Daaes Prædiken, hvis Thema var: "Synder, som ere smaa i Verdens Øine, er det ikke i Guds", var populær, ordentlig, bibelsk, havde mange gode Egenskaber, men blev maadelig foredraget. -- Ungdommens baade Kundskaber og Forhold var jeg særdeles vel tilfreds med, og saa var jeg med den hele Menighed. Aldrig er mødt mig saa megen Tak og Velsignelse af nogen Almue, saa inderlig uskrømtet Deeltagelse som her. Den1 vilde maaskee ogsaa mødt mig i Haram, men nu, da jeg ikke har været der, er Nordalens Indvaanere for mig maaskee de første Mennesker i Bergens Stift. Vakkert er ogsaa Folkets Udseende, og havde jeg sunde Been, vilde jeg frydes ved at vanke en Uges Tid mellem disse afsidesliggende Fjelde. 10de Juli.    Ved Visitatsmødet hørte jeg for første Gang i dette s.52   Aar Klage over Ungkarlenes Nattesværmen, der har naaet sin Høide i Hardanger. Frugten af disse Visiter, der vel foregaae med mindre Støi, er det tiltagende Antal af uægte Børn. Herover klages nu ikke i Kingservig, men om Ung- dommen derfor er kydskere, veed jeg ikke. Voss og Hardan- ger grændser til hinanden, og hvorledes det stundom gaaer til paa Voss, havde en Bonde underrettet Hount om, medens han var Capellan der. 11te Juli.    I stærk Modvind og Søegang paa den trange Fjord reiste vi i Dag til Stranden, ogsaa en meget vakker Egn, en Middelting mellem Ørskoug og Nordalen, ikke saa vild som denne, ikke saa blid romantisk som hiin. En saadan Mængde Hængebirke har jeg aldrig seet, der er en heel Skov af dem. Ogsaa her er god banet Ridevei (ligesom i Ør- skoug), der gaar henved 2 Mile; overalt er Veivæsenet paa Søndmør, saavidt de locale Forholde tillade det, under Vei- mester Synnestvedts Overopsyn, i fortræffelig Stand. Kir- ken er en lys Korskirke. Altertavlen er, som de fleste Ste- der paa Søndmør, Billedhuggerarbeide, og har taalelige Figurer. 12de Juli.    Themaet til Præsten Baades Prædiken var: "At Jesu Forsoning, som strækker sig til Alle, forpligter og Alle til et helligt Levnet." Efterat have læst den, ansaae jeg ham for en god Prædikant. Der var sund Troes- og Sædelære, fremsat i et jevnt, simpelt, men vakkert Sprog, og under- støttet af velvalgte Bibelsteder: men hans udvortes Foredrag nedbrød aldeles det Indtryk, Talen ellers kunde og maatte have gjort. Til Lykke varede Pinen kort. Maadelig Kate- chet er han ogsaa. Derimod er en af Skoleholderne, Niels Jacobsen Vildhammer, maaskee den bedste Bondekatechet, jeg har hørt. Han er 22 Aar gammel -- af hvem har han s.53   da lært at holde sig saa strængt til sit valgte Æmne, at fremsætte Spørgsmaale, som jeg tænkte paa jeg vilde gjort, men aldrig i Verden havde ventet af en Bondekarl? Hvor- for skulle dog Mennesker som han, som Ole Fjeld, som Di- derik Engeseth i Borgen, sætte deres Lys under en Skjæppe paa Søndmør? Hvorfor -- jeg gjentager det -- hvorfor kunne vi ei sende Nyekirkens og Korskirkens Chordegne herop, og faae hine til Bergen!    Af indenlandske Nyheder fortæller Rigstidenden intet, uden at Coursen vedbliver at stige, og at Kongen som sæd- vanligt benaader Mordere, Blodskjændere og Tyve. -- I London har været megen Tummel. Folket og Pøbelen har sværmet hele Nætter og slaaet Vinduer ind hos Mini- stre og andre fornemme Folk -- alt til Ære for Dron- ningen. 13de Juli.    Visitatsmødet gav ingen interessante Resultater. Jeg fandt ikke det ringeste Spor af Nordølernes ærlige Trohjer- tethed; det syntes at være stive, kolde Væsener der røbe og vække lige liden Deeltagelse. Ei heller er Baade den Mand, som kan tænde det halvslukte Lys. 14de Juli.    Jøringfjordens høie, tildeels nøgne og sneedækte Fjelde har et høist afskrækkende Physiognomie. Adskillige af dem have en underlig dannet Top, af hvilken en levende Indbild- ningskraft kan danne allehaande Figurer, men alle bebude en saare vild Egn, skjønt jeg rigtignok fristes til at sige om Strøms Beskrivelse over Nordalen og Jøringfjorden, som før om Frimanns Skildring af Hornelen, at det var disse Mænds ringe Erfaring, der forledte dem til at ansee Situ- ationerne for mageløse. Nærøefjorden f. Ex. i Urlands Præstegjæld staaer vist ikke tilbage for nogen af de Fjorde, jeg har seet paa Søndmør, i Tranghed, Farlighed og Fæl- s.54   hed. -- Angell kom os imøde i Samarie. En meget flink Lensmandskone, som i denne Tid bestyrer hans Huusvæsen, tracterede som sædvanligt, og i Aften teede Manden sig ret ordentlig, drak fornuftige Skaaler og var ret snild. 15de Juli.    Selskabet i Jøringfjorden i Dag betydelig tiltaget. Baade reiste i Morges, men Provst Buschmann, Capt. Rum- melhoff og 6 Damer af Birkelands og Buschmanns Fami- lier ere tilkomne. Vel logerede disse Mennesker, paa Busch- mann og Kone nær, hos Lensmanden paa Naboegaarden, men de opholde sig og spise her, og dette har saaledes for- styrret Angells Concepter, at han virkelig i Dag har viist Tegn paa Hjernens Forvirring. Han skal saaledes ikke have havt ordentlig Søvn i flere Nætter, men gaaer omkring al- levegne som et Spøgelse. At det man har fortalt om ham, ikke er Overdrivelser, det havde vi seet i Dag. Jeg kunde anføre adskillige Exempler paa den forunderligste Aandsfra- værelse. Blandt andet havde vi i Aften -- som vi have ved alle Maaltider -- fersk Lax. Da Fadet engang havde gaaet rundt, tog han det, og man troede, han atter vilde byde om, endskjønt min Tjener Johan rigtignok varter op. Busch- mann, som var hans Sidemand, og som han vilde gaae forbi, sagde: "Jeg skal nok spise et Stykke endnu." -- "Ja vor Herre har givet Laxen, saa De kan nok spise den", svarede Angell -- og hermed forføiede han sig med Laxe- fadet ud i Kjøkkenet. Det blev baaret ind igjen, men ham saae vi ikke mere i Aften.    Ved en Landevei, der gaaer gjennem en Dal 2 -- 3 Mile lang, næsten over idel Sletter, overraskes man ret i denne efter Udseende vilde Skovegn. Imod al Forventning befin- der man sig i en blid, frugtbar Egn, mellem smaa vakre Skove, Elve, Agre og Enge ligesom paa Østlandet. Ogsaa s.55   vare vi inde i Kirken, som ligger tæt herved, er lys, rum- melig og ret smuk. I Sacristiet er et lidet Bibliothek af tydske og latinske theologiske Skrifter, skjænket af en fordums Præst her i Kaldet. Det hænger ogsaa en udslidt Mes- sehagel, som i sine Velmagtsdage har været saare brillant. Den var engang lovet i Havsnød, og skjænket, da Giveren reddedes. Nu omstunder er man klogere. 16de Juli.    Udenfor Kirken kan der ikke tænkes et uhyggeligere Sted end Sæbøe. En Skidenfærdighed og Uorden, som jeg neppe har fundet større paa Reiser i det simpleste Bondevertshuus, hersker i alle Kroge. Christen Larsens Uvorrenhed kan ikke have været større end Angells, og havde ikke Buschmann faaet Lensmanden og hans ret flinke Kone til at tilbyde Assistance, hvilken Præsten uvillig modtog, vilde det været os umuligt at logere her. Men betragter jeg mig ene og alene som Visitator, og Angell blot som Prædikant og Kate- chet, seer jeg hen til Menighed, Ungdom og Skolelærere, saa falder vistnok Dommen anderledes ud. I sin Prædiken holdt han sig næsten verbotenus til de skrevne Ord, hvilke han oplæste af Papiret paa en heel generet Maade, men fremførte dem dog med en Kraft og Fynd, der røbede en øvet Taler. Men til Slutning extemporerede han, og faldt da hen til Skrig og Vaasen. Under denne Application brugte han et Udtryk, hvorfor han vel kunde fortjent Irette- sættelse, naar han ikke ved det, jeg ellers saae og hørte, havde sat mig i en saa god Stemning, at jeg ikke nænnede det. Han sagde, at om Stiftets øverste Geistlighed kom iblandt dem og vilde prædike andet end Guds rene Ord, saa vilde han ei agte derpaa eller rette sig derefter. Heri laae virkelig en indirecte Beskyldning eller Mistanke til den s.56   Biskop, der var hans Tilhører, men jeg lod, som jeg ikke hørte det, mig selv bevidst, at jeg ikke fortjente saadan Be- breidelse. Katechisationen begyndte han med de Ord: "Tal Herre, din Tjener hører." Jeg ventede en ordentlig Indled- ningstale, men den fik vi dog ikke, tvertimod gik han ned ad Kirkegulvet, bestandig fortællende hiin Begivenhed af Samuels Levnet, og kom endelig ved en saare tvungen Over- gang til Lærdommen om Guds ord, og derom katechiserede han en kort Tid, for saavidt ret vel. Derimod var jeg saare tilfreds med Præstegjældets 3 Skoleholdere. Enkelte ligesaa gode Katecheter har jeg fundet paa de fleste Steder, men et Ensemble som dette aldrig. Det var i det Hele en ganske ferm, vel oplyst Ungdom, ligesom Menighedens Forhold i Kirken var meget ordentligt og anstændigt. Med ret beha- gelige Følelser forlod jeg Kirken; baade jeg og min Kone fandt den Persifflage, hvormed Angell omtales, ubillig; min offentlig yttrede Tilfredshed gjorde og hver Tunge stum, og skjønt han efter Sædvane næsten slet ikke lod sig see den hele Dag, hvormed man og forsaavidt kunde være vel tjent, da hans Conversationstone falder utaalelig, udbredte sig især ved Bordet, en Stilhed og Gêne, som under et Visi- tatsmaaltid er sjelden; ved et Begravelsesmaaltid vilde den været langt mere passende. 17de Juli.    Det tog en underlig Ende med vort Ophold i Jøring- fjord. Jeg havde foreslaaet mine Medreisende, at reise i Eftermiddag for at nyde godt af Aftenkjølingen, og Skyds var bestilt til Kl. 1. Visitatsmøde og Skolecommission holdtes da, som sædvanligt i Formiddags, og Angell blev nok confus, ogsaa en Smule stødt ved de alvorlige Beslut- ninger, man fattede med Hensyn paa den ureparerede Præ- stegaard, men han underskrev dog. Kl. 12 skulde vi spise, og til samme Tid havde Angell berammet en Brudevielse. s.57   Vi kom tilbords, og han gik i Kirken uden at sige os et Ord. Maaltidet endtes, vi fik Caffe, Hestene stode sadlede, men endnu kom ingen Præst. De unge Fruentimmere gik i Kirke, og hørte ham skraale med megen Heftighed og Hastig- hed, men de mærkede intet til at han vilde slutte. Busch- mann gik ogsaa, og fik tilhvisket ham: "De faaer skynde Dem, Bispen vil reise." -- "Lad ham reise i Guds Navn!" var Svaret, og han foer fort i sin Paastand. Der ventileredes nu, om vi skulde reise uden at tage Afsked, men Pluraliteten fandt det inhumant, og troede, at det vilde krænke ham. Vi blev da, indtil det hedte: "Nu er det forbi." Brudgommen og hans Følge kom paa Gaarden, Klokkeren ogsaa, men endnu ingen Præst. Nu forgik Taal- modigheden mig. Jeg steg til Hest, og vilde ride bort, da jeg saa ham komme med gravitetisk Langsomhed. "Jeg fandt det uhøfligt at forlade Dem uden at tage Afsked, derfor har jeg ventet efter Dem over en Time," sagde jeg, og vilde rakt ham Haanden, men han modtog den ikke. "Gud vel- signe Dem!" sagde han, og gik videre, og saaledes forlod jeg da Sæbøe saaledes, som jeg aldrig har forladt og haa- ber aldrig at skulle forlade nogen Præstegaard.    Først reed vi over en smuk, beboet græs- og skovgroet Slette; næste Miil var mest Udmark. Den tredie Miil gik gjennem Ørsteendalen, en af de deiligste, jeg har reist igjen- nem, men da vi ved Kirken havde sat over et Vand, blev Egnen baade styggere og ujevnere; tilsidst faldt Taagen, saa at vi intet kunde see, og saaledes kom vi da til Volden Præstegaard, den fortrinligste og bedst indrettede Bygning, jeg i dette Aar har seet. 18de Juli.    Qvale overleverede mig sin Prædiken over Luc. 10, 25 -- 29. Dens Themaer "Menneskekjærligheds Nødvendighed og Skjøn- hed"; men hverken som Heelt eller hver for sig behandles disse s.58   Momenter. Prædikenen, der overhovedet mangler lys Orden, er ikke fri for Tautologie; iøvrigt er Moralen christelig. 19de Juli.    Det eneste, jeg i Kirken glædedes ved, var Ungdommens Kundskaber og tildeels Qvales Katechisation. Derimod kan jeg ikke rose Skoleholderens. En af dem spurgte blandt andet: "Vil Christus nogensinde komme synlig igjen til denne Verden?" -- Med sædvanlig Hurtighed svarede et Par Drenge: "Ja paa en kraftig, men usynlig Maade." Skoleholderen (med Eftertryk): "Paa en kraftig og usyn- lig Maade!" -- No. 3, der er halt, spurgte "Hvad skabte Gud først?" -- Svar: "Lyset!" Læreren: "Hvorfra har vi Lyset?" -- Svar: "Fra Solen." -- Læreren: Alt- saa var Solen det første Gud skabte. Nu, hvoraf lod han den fremgaae?" -- Drengen (efter nogen Betænk- ning): "Af Mørket." -- Læreren: "Af Mørkets Moder- skjød!" -- Thaarups Hymne seer man da, Ungdommen i Volden læser, men at den anbringes i en Katechisation, er ikke brav. 20de Juli.    Saavel Præsten som Klokkeren, der ikke forstaaer et latinsk Ord, have fundet for godt at give Confirmanderne i Ministerialbogen for Kundskaber og Opførsel under eet Cha- rakteren Laudabilem, Haud illaudabilem og Non contem- nendum, hvilket jeg fandt baade upassende og upaalideligt. Den faste Skole har Qvale indtil videre maattet opgive Tanken om, da Almuen ikke gouterer Ideen. Det fik da og forsaavidt være det samme, naar man havde gode ambule- rende Skoleholdere, men det har man ikke. Overalt har jeg ingensteds gjort saa besynderlige Erfaringer som paa søndre Søndmør. At Buschmann og Qvale ere Provstiets bedste Præster, derom kan ei være Spørgsmaal; derimod er nok Ulfsteens Ungdom No. 5, og hos de to jammerlige Præster, s.59   -- x -- og Angell fandt jeg udisputerligen de bedste Skole- holdere, hvorimod Voldens, skjønt Buschmann finder megen Oplysning her, udisputerligen ere de sletteste. Men bringe Liv i det, som er dødt, den Kunst forstaaer hverken Busch- mann eller Qvale. Den sygelige Qvale gjør nok imidlertid hvad han kan. Om Buschmann derimod, der kjender alt, fra Cederen paa Libanon til Ysopen ved Væggen, kan rai- sonnere om alt, fælde Dom overalt i sidste Instants, ud- føre alt hvad enten Sjels- eller Legemskraft udfordres, om ham kan det vel siges: "Vos estis mirabilis homo" etc., og naar man saaledes veed alt in omni scibili, saa bliver i de egentlige Embedssager det Ordsprog gjerne andvendeligt: "minima non curat prætor". 21de Juli.    Vi have nu forladt Søndmør, efterat have opholdt os der i 5 Uger. Capt. Rummelhoff, Qvale, Buschmann og Birkeland med deres Fruentimmer fulgte os til Grændsen mellem Søndmør og Nordfjord, hvor vi tog en venlig Af- sked med hverandre. Ledsagede af Pavels og Blichfeldt fort- satte vi Reisen, først til Hest og siden i min Vængebaad til Meel Præstegaard2. 22de Juli.    Blichfeldts Prædiken giver "Anvisning til sikker Ind- gang i Himmeriges Rige". Den holder Middelvei mellem det, som for 20 -- 30 Aar siden kaldtes Palæologie og Neo- logie, og henhører blandt de bedre, jeg paa denne Visitats har læst; men ved hans Charakteristik over Tidsalderen tænkte jeg paa den Præst i Finmarken, der skjændte over den me- gen Luxus, man drev med lakerede Vogne. Deels er det saa saare langt fra, at man nuomstunder "fast i alle Bøger og Taler" hører og læser om Frihed og Liighed, Fornuftens s.60   Myndighed og deslige termini fra de antenapoleonske Dage, og deels var nok heller ikke Eid i Nordfjord blandt de Ste- der, hvor denne Smitte naaede i udmærket Grad. Sag- tens er her en høiviis Skoleholder, men at han eller nogen har udbredt "Rights of men" eller "Age of reason" i disse Egne, det kan jeg ikke troe. 23de Juli.    Duplex libelli dos est! Jeg fandt hos Blichfeldt ual- mindelige Talegaver; næst Dahl er han, blandt Præsterne, den bedste Katechet jeg har hørt. Jeg fandt endelig en særdeles flink Ungdom, der gav ligesaa mange fornuftige og færre overilede Svar end den Voldenske. Men -- tournons la medaille! Da vi kom ind i Kirken, var den mod Sæd- vane meget tom. Det varede imidlertid ikke længe, før der begyndte et saadant Børnevræl, som jeg fast aldrig har hørt i nogen Kirke. Jeg lod kalde paa Medhjælper, men da der var Ingen ved Haanden, maatte Provsten hen og styre til Rette, og kom tilbage med den trøstelige Besked, at der paa een Plet var en saadan Vrimmel af Børn, at han ikke kunde faae Bugt med dem. Under Høimessesangen, der til- ligemed den øvrige Sang gik som en Springedands i jagende Fart, kom stormende ind af alle Kirkens tre Døre en Mængde Mennesker med en Larm og fræk Ligegyldighed, som om de gik ind i en Kroestue. Under Prædikenen var der, paa Børneskriget nær, temmelig roligt, men da den var endt, lød overalt høi Passiar. Mine første Ord vare: "Skal jeg tale, maa Menigheden tie. Holdes ei strengeste Orden og Taushed, gaaer jeg straks over til Overhøringen; andet har ikke Kongen befalet mig." Nu blev der da stille, og med en Indignation, som vistnok kunde mærkes, men som gav mit Foredrag Liv, talte jeg over de Ord: "Kan man og plukke Viindruer af Torne, eller Figen af Tidsler?" Hvad der med individuelt Hensyn paa Dagen laae mig paa s.61   Hjerte, opsatte jeg til Slutningstalen, hvori jeg expectorerede mig med Sagtmodighed, men derhos med Kraft, og idet jeg roste dem, Ros tilkom, erklærede, at jeg i 42 Kirker, hvor jeg nu i min Embedstid har visiteret, aldrig har fundet saa slet Kirkediciplin. -- Et Gjæstgiverie tæt ved Kirken, som holdes af en marchand très renommé ved Navn Ravn, til- lægges Skylden og vel ikke uden Føie. Hvad Støi og Uor- den i Kirken angaaer, kommer endnu dertil, at Blichfeldt er noget døv, saa at man skal larme grovt, naar han skal høre det og forstyrres deraf. Altsaa generer man sig ikke, da Medhjælperne nok ere fromme, føielige Folk, der lade fem være lige.    Ovenpaa denne Tragedie fik vi et meget glimrende og lystigt Divertissement. Her var saa stort Middagsselskab, som kunde tilveiebringes; hele Egnens Noblesse var forsam- let, baade Gamle og Unge. Blandt disse smertede det mig ret at see den 66aarige Fru Coucheron med sit graa Haar opløftet i Fletninger, og iøvrigt klædt omtrent som en ung Pige. Den Kone gjorde saadant godt Indtryk paa mig i Gaar, men nu -- ! 24de Juli.    Ved Storthingsvalget for nordre Bergenhuus Amt blev Ole Svanøen No. 1, Sorenskriver Landmark No. 2 og en Bonde fra Gloppen, Absolon Vereide No. 3. Ole Svanøen er vistnok en redelig Mand, indlader sig neppe i Cabaler, gjør altsaa vel intet ondt, om han end ei gjør synderlig godt. At Landmark vil vorde en duelig Repræsentant, haa- ber jeg. Den tredje, Pavel's nærmeste Naboe, er anseet der i Egnen, men Ingen begriber hvorfor. 27de Juli.    Neumanns Brev er kort, men har stor Mærkværdighed. Munch havde ladet indføre i Intelligentssedlerne det gjen- tagne Forbud mod Helligdagsbrøde. Samme Dag det ud- s.62   kom, lod Statholderen udgaae Indbydelse til et Bal paa Ladegaardsøen. Han sendte en Adjutant til Munch og lod ham vide, at han uagtet dette Forbud vilde holde Ballet. Munch svarede, at de begge som Undersaatter stode under Landets Love. Han havde gjort sin Pligt og maatte hen- stille til Hans Excellence, hvorvidt han vilde opfylde sin. Ballet holdtes. Munch og hans Kone vare indbudne, men kom ikke. Derimod vare Politimesteren, Cheferne for Kirke- og Politidepartementerne, endog Biskoppen, der paa sine Vi- sitationsreiser havde ivret stærkt mod Sabbatens Vanhelli- gelse, paa Ballet. Næste Statsraadsdag anklagede Sandels Munch for det samlede Raad, men fandt Modstand, især af Fasting. Saaledes stode Sagerne ved Postens Afgang. Hvorvidt Munch var forpligtet til at indrykke noget i Avi- sen, er tvivlsomt, men da det var skeet, var hans Opførsel kjæk, conseqvent og fortjener megen Agtelse. 28de Juli.    Gloppen Kirke er meget almindelig paa det nær, at Prædikestolen er anbragt over Chordøren, noget jeg aldrig i mine Dage har seet eller venter at see. -- Themaet til Pavels's Prædiken er: "Mennesket er forpligtet til at tjene Gud med Troeskab, ved god Anvendelse af hans Gaver." Foredrages den som Hvedings med blid, ædel Simpelhed, vil den altid høres med Nytte og Fornøielse. At den intet udmærket vilde indeholde, ventede jeg. Lig Fleischer vil han opbygge ved sin Vandel, ikke ved sin Veltalenhed. 29de Juli.    Selskabet i Gloppen forøgedes i Dag med Provst Fri- mann og hans Søn. Jeg havde forestillet mig Frimann som en mørk, stille, tilbageholden Olding, men det er han ingenlunde. Vi finde ham alle at være en vakker, god- lidende gammel Mand, just ikke snaksom, men heller ikke fattig paa Ord, og aldeles ikke folkesky. Det var mig ellers s.63   ret kjært at høre, at den gamle Provst omtrent dømmer om Hornelen som jeg, finder at der gives mange nok saa fæle Fjelde, og indrømmer, at Fjeldet, beskrevet i simpel Prosa, uden poetiske Billeder, uden Understøttelse af Mytho- logien ikke har noget forud for ethvert andet nogenlunde høit Fjeld. 30te Juli.    Pavels messer meget smukt; man havde imidlertid be- skrevet mig hans Messen som saa ypperlig, at min Forvent- ning ei aldeles opfyldtes. Man er i disse Egne saa vant til tactløs Jagen, væmmelig Brægen, og frygtelig Brølen og Tuden, at en blid, reen harmonisk Stemme overrasker behageligen, men den Klarhed og Styrke, som udmærker Flottmanns Syngestemme, fandt jeg ikke her. -- 1ste August.    Midt iblandt alle disse Regndage, der vække almindelig Bekymring for Høets Indhøstning og Kornets Modenhed, havde vi en deilig, klar, varm Dag; en skjønnere Sommer- dag kan ei tænkes. Der besluttedes at spise ude i Gaarden i vederkvægende Skygge; Provstinden tracterede fortræffeligt og en almindelig Munterhed var udbredt over det hele Bord. Man udbad sig Tilladelse for en Spaaqvinde til at frem- stille sig, og Marie Pavels istemte følgende inderlig vakre og livlige Vise af Provst Frimann:            Med gamle Vandrestav i Haanden           Rundt om jeg gik i Aar.           Mit Brød det er, at, stærk i Aanden,           Om alskens Ting jeg spaaer.           Men hvor jeg gik, og hvor jeg kom,           Den Guds Mand taltes om.            Sanct Synnive, den vakre Gamle,           Den kongelige Møe            s.64              Bød sine Munke sig at samle           Og pynted' op sin Øe;           Bag nys opkalket Klostervæg           De redte sølvgraat Skjæg:            En nys indviet Kirke kneiste           Paa Veien, der jeg foer;           Hver Stump af Haar sig paa mig reiste,           Jeg syntes, høie Chor           Gjenlød endnu af Messesang,           Og Høitidsklokkens Klang.            Sit brune Haar skjøn Valborg3 fletted'           Og lagde Guld om Arm;           Et Velkomstgilde hun anretted'           Og glemte fordums Harm.           Forvist hun ventede Besøg,           Høit hvirvlede den Røg.            Paa Borgen hiin -- det gamle Sæde           For hellig Horgabrud,           Hvad Gammen der og Høitidsglæde!           Kun ingen Broder Knud!           Forresten sorte Brødre nok,           og qvik var al den Flok. s.65              Jeg spurgte, hvo den Mand mon' være,                      For hvem man saa holdt Fest?           Mig gaves Svar: det bedst at lære           Du faaer af Gloppens Præst;           Nu Gloppens Præst! nu er jeg her!           Fortæl hvo Manden er.    Han svarede:            Nei see mig her! Du Viseqvinde!           Hvad Aand har ført dig hid?           Men vil du see den Mand herinde,           Du spørger om, -- da viid:           Det er i Dag hans Fødselsdag!           Forret nu godt din Sag!    Og nu tog hun atter Ordet:            Ja lad mig see, hvad Aanden siger!           Saavidt jeg skue kan.           I Høitidskaaben høi fremstiger           En sølvhaarlokket Mand.           Foran ham trende Nympher gaae           Med Brudekrandse paa.            End længer ind imod det Skumle,           Mig synes, at jeg seer           Smaa Engle sig i Græsset tumle           Paa Rollingers Maneer:           Paa lette Vinger froe og glad           De plukke Blomst og Blad.    Tilsidst istemte hun og unge Frimann4: s.66              Hvis nu Hr. Peer! du eier Draaben,                      Saa frem med Flasken kom!           Vi ønske vil den Mand med Kaaben,           Som Gunnild spaade om:           Med Nympher tre og skjønne Viv Han dele Held og Liv!    Skaalen blev drukket, og jeg følte mig forpligtet til at gjengjælde dette store Galanterie, udpønskede altsaa følgende sande Impromtu, der ikke kom paa Papiret, før det alt var sunget:            Hil være Nordens ældste Skjald!           Han tidlig modtog Musens Kald,           Og gjør end Ald'ren Manden tung,           Er Digteren dog ung.           End længe fryde, hædre han           Sin Vennekreds, sit Fædreland!           Har Verten Viin, saa bredfuldt Maal!           Vor gamle Sangers Skaal!    Flere Skaaler bleve udbragte, og jeg havde alt skjændt paa den udeblivende Post, da vi maaskee ved de Nyheder, den bragte, kunde faae Anledning til at tømme nok et fuldt Glas -- da endelig ved Maaltidets Ende Breve og Avi- ser bragtes. Pavels fandt et fra Expeditionssecretair Vogt5 og aabnede det; vi andre lod vore ligge. Han begyndte at læse høit: "Hvor glædeligt -- vilde det været mig, om jeg kunde melde dig, at du havde faaet Bergens Stiftsprov- s.67   stie!" Med langsom og modløs Stemme læstes naturligviis Resten. Statsraadets Indstilling var som forhen meldt, men Kongen fandt, at Brun ei længer burde blive uhjulpen; han er bleven Domkirkens Sognepræst, Irgens Stiftsprovst! Det sidste ærgrede mig, Pavels's og hans Families, vort og mange andres feilslagne Haab bedrøvede mig inderligen. De fattede sig ret godt, men vi bleve na- turligviis alle forstemte, og Frimann hviskede til min Kone: "Det bliver bedst, at vi, efter alle disse Viser, slutte med Psalmen: Hvad Gud vil have frem, kan Ingen forholde." -- Siden har jeg ved nærmere at tænke mig om, følt mig overbeviist om, at ogsaa dette var godt. Jeg er bange for, at Pavels ei vilde opnaaet den haabede Lykke i Bergen; Domkirken vilde ødelagt hans Bryst, og hans maadelige Talegaver berøvet ham meget af den Yndest og Agtelse, han ellers allevegne har fundet. Og hvem veed? af disse Ubehagelig- heder vare maaskee nogle faldne tilbage paa mig, hans præ- sumtive Talsmand og Befordrer. Herefter kan jeg, om han ønsker min Forbøn, virke aldeles frit for ham. Irgens's og Bruns høieste Ønske er opfyldt, de ere begge duelige Mænd, personligen have de intet imod mig, eller jeg imod dem. Min Ære er reddet, og kunde end Pavels bleven lykkeligere i Bergen -- saare uvist er det -- ulykkelig er han dog ingenlunde nu i et godt, ikke besværligt Kald, i en skjøn Egn, hos en Menighed som elsker ham, og med levende Følelse for den megen huuslige Lyksalighed, som blev ham til Deel -- altsaa:            Hvad Gud vil, det skee altid!           Hans Villie er den bedste! 2den August.    Cammermeyers Prædiken over Ebr. 10, 25 er meget bibelsk, i det Hele vel udarbeidet og opbyggelig. Dens un- derlige Thema er: Vor Kirkes gode Sag, og den er s.68   egentlig en Apologie for offentlig Gudsdyrkelse, Opmuntring til at tage Deel i den, høre Ordet og leve derefter. 1  tilbake Conjectur; Ordet er ikke læseligt i den foreliggende Afskrift. 2  tilbake I Eids Præstegjeld. 3  tilbake I den foreliggende Afskrift af Pavels's Original er her i en Note tilføiet: "Paa Giskøe". Det er uvist, om Bemærkningen tilhører Pavels selv eller Afskriveren Riis, men det er ikke tvivlsomt, at Dig- teren her har tænkt paa, at Giske var et af de Steder, hvortil Sag- net havde henført den bekjendte Vise om Axel og Valborg. At der i denne Vise ikke gives nogen historisk Kjerne, vidste man dengang ikke, men der troedes, at Visens Personer virkelig havde existeret, og at dens Handling virkelig var foregaaet. 4  tilbake Maa vel være Claus Frimanns eneste Søn, Peder Harboe F., der døde som formuende Gaardbruger i Daviken 1845, og med hvem Digterens Linje uddøde. 5  tilbake Den senere Statsraad J. H. Vogt, som i 1810 -- 1812 havde været Sorenskriver i Nordfjord og stedse vedligeholdt sin venskabelige For- bindelse med Egnens Folk. See hans Optegnelser om sit Liv (I.) S. 26 fgg.

bla bakover

bla videre