|
1ste Juni. Hvedings Prædiken udmærkede sig ei ved glimrende Vel- talenhed enten i Materie eller Form, Udarbeidning eller udvortes Foredrag, men ved sin jevne, simple Hjertelighed, omtrent som Mynster. Jeg var særdeles tilfreds. Det var jeg derimod ingenlunde med Doths Tale i Chordøren. Den var næsten i hver Henseende under Critik, og mærkelig bedre var ikke hans Katechisation. Da jeg selv endelig kom til, fandt jeg, at Lindaas Ungdom hører til de bedre i Stiftet. Præsten Dahl vil have alle udenlandske Varer, der i nogen Maade kunne henføres til Luxusartikler ved næste Storthing forbudne eller belagte med høi Told. Endog Korntilførslen vil han have indskrænket, da han troer, naar Brændeviinsbrænden tillige igjen blev forbuden, man derved vilde opmuntres til en flittigere og bedre Agerdyrkning. Af samme Grund troer han det kunde være ret godt, at den rigelige Sildefangst formindskedes eller endog ophørte, saa at Bønderne, som nu ei have Sands for andet end deres Fiskerier, bleve nødte til at vende tilbage til deres Jord, der vilde aabne dem en sikrere Nærings- og Velstandskilde end Havet. Jeg talte og med ham om Bygdemagaziner, hvilke han, efter sin Kundskab og Erfaring, der rigtignok overgaaer baade Falsens og Boyesens, ikke troer at kunne oprettes og vedligeholdes i disse Egne, saaledes at de svare til Hensigten. Jeg kan aldeles ikke beskylde Dahl for Lun- kenhed eller Magelighed, og maa da troe at dette her og nu henhører blandt de skjønne Theorier, der i Praxis ei holde Prøve. Provst Normans Taushed synes at være et nyt Vidnesbyrd derom. Imidlertid miskjender jeg ingenlunde | |
| s.35 | derfor Boyesens Nidkjærhed, muligt endog at Indretningen kan bestaae i Leirdal, naar den fremdeles drives med lige Iver, men kan dette ventes? og hvor Hindringerne ere saa mange, staaer og falder saadant gjerne med eet Individ, naar Sagen ei taler for sig selv, eller, hvad sjelden skeer, Eftermanden taler og handler aldeles i Formandens Aand. 4de Juni. Den berygtede Storthingsmand, Religionsspørgsmaalenes Forfatter, Præsten Abel er død. Han blev kun 48 Aar gammel1. 5te -- 8de Juni. Vi forlod om Mandagen Lindaas. Af Reiseeventyr havde vi aldeles ingen; jeg kjendte Egnen vi gjennemreiste; ogsaa om Dahl og hans Kone har jeg sagt nok i denne Bog ved flere Leiligheder. Jeg troede altsaa at kunne sætte denne Dag aldeles in blanco, men overraskedes behageligen ved en Spadseretour, vi gjorde over Dahls Marker og Enge, hvor jeg fik riig Anledning til at beundre det meget kloge- ligen udtænkte og heldigen udførte Arbeide, denne Mand har anvendt til Forbedring af sin Jord og sine huuslige Ind- retninger. Fra denne Side er vistnok Dahl den første geist- lige Mand i Stiftet, og har vel heller ikke blandt de verds- lige mange, der ligne ham. Det eneste jeg har at indvende, er imod den Fordring han synes at gjøre, at alle skulle handle som han. Jeg griber i min egen Barm, og erkjen- der, hvorledes man kan være besjelet af den redeligste Gav- nelyst og i andre Maader have passable Aandsgaver, og dog ingenlunde være hvad Dahl er. Det er saa meget sjelden, at en Præst, især paa Landet, med lige Iver sørger for sin egen timelige og sin Menigheds aandelige Tarv, at |
| s.36 | Agerdyrkning samt den øvrige Oekonomie, og Fattigvæsen og Ungdomsunderviisning og den saakaldte Sjelesorg drives med samme Flid og Iver. Dahl er virkelig heri en af de sjeldnere Undtagelser, men saa forlange han ikke, at de, der som Embedsmænd ere hvad de bør være, ogsaa skulle være Landoekonomer! det er ligesaa ubilligt, som om jeg paa ethvert Sted, hvor jeg visiterer, vilde fordre at Præsten skal være ligesaa god Prædikant som jeg, og harmes, om han ikke var det. Tirsdagen fortsattes Reisen til Askevold, hvor foruden Heiberg ogsaa Nielsen tog imod os. De to Søndfjordske Præster have en ganske anden Mening om Brændeviins- brænden, end Dahl og mangfoldige andre; i deres Egn finde de den fra den oekonomiske Side gavnlig, og fra den moralske ikke skadelig. Hvo har nu Ret? Torsdag saae jeg den berømte og besjungne Hornel. Med Frimanns Digt i Haanden besaae jeg det fra øverst til nederst. Jeg havde tænkt mig ved Hornelen, om just ikke et umaadeligt høit, dog overmaade brat Fjeld af et sort, skrækkeligt Udseende, men efterat have seet det, maa jeg bekjende, at det ei alene ei er det fæleste blandt Fjelde, men at jeg selv, der dog ikke har været saameget vidt om- kring i Verden, har seet mere end et fælere. Endnu en Ting bidrager til at svække Indtrykket. Baggesens Følelser paa Gotthardsbjerget o. fl. St. ere vistnok overspændte, men det er ikke Gjenstandene, det er sine egne -- virkelige eller foregivne -- Følelser, han maler; han siger os ikke, hvad han seer, men hvad han føler; føle vi ei det samme, vil han dertil finde subjective ei objective Grunde. Ikke saa med Frimann. Hvad han fremstiller os i et vistnok digte- risk Sprog, berettiger han os til, afført den poetiske Ind- klædning, at tage for bogstavelig Sandhed. Naar han siger os, at Fjeldets Bryst saa glat og steilt er jevnet, at Rav- |
| s.37 | nen selv med dens hvasse Klør ei fandt Fodfæste -- den meest ædru Phantasie tænker sig da derved et overmaade brat Fjeld, og kan aldrig indbilde sig, at Hornelen til henimod Toppen, som vistnok er "sort og fæl og glat," og har en imposant Figur har mangfoldige Afsatser, hist og her ogsaa grønne Partier og er overmaade let bestigelig. Nei, da er Reisen over Gallerne, mellem Gudvang og Stalheim noget ganske andet rædselopvækkende; der følte jeg "einen heiligen Schauder", men her følte jeg med Fru Bruns lille Datter -- "nichts". Langt interessantere var mig, ved mine Barndomsminder, Farten over en temmelig stor Fjord, hvor man seer yderste Pynt af Stat, og hvor Oceanet laae aabent for mig, og skjønt det var stille Veir, fremrullede disse lange Dønninger, der brød sig paa Skjær og Klipper. 10de Juni. Selløe, som har givet Præstegjældet Navn, er egentlig kun en ubeboet Øe, der bruges til Havnegang for Kreatu- rerne, men paa den ligge de berømte Klosterruiner, som Fri- mann ogsaa har besunget. Det skal være et særdeles inte- ressant Syn, men jeg duer ikke til at klavre mellem Ruiner. -- Gabriel Heiberg, en ældre Broder af Præsten i Askevold, er en tyk og feed, godmodig og jovialsk Mand. Hans Kone udmærker sig ved sin Huuslighed og rosværdige Oekonomie. Alle de Klæder, hun, hendes Mand og Børnene bære, ere forarbeidede i hendes Huus. Døttrene have een Bomulds- tøikjole til Stads; men hende selv, naar hun ei havde sit Haar opsat med en pen Kam, kunde man antage for Bonde- kone, og med alt det er hun ingenlunde ucultiveret, en agtet Embedsmands Datter. Det er af reen Grundsætning, hun indskrænker sig saaledes for en talrig Familie. |
| s.38 |
11te Juni. Heiberg er den første geistlige Taler blandt Bergens Præsteskab; i en saare eensom Afkrog er nedgravet et Talent, som vilde glimre i en Hovedstad. Prædikenen handlede om "Lærernes og Tilhørernes gjensidige Pligter, om Guds Hen- sigter med os skal opnaaes". Den havde et smukt Sprog og god, sund Christendomslære, men Materien var ikke ord- net og behandlet fuldkommen efter mit Sind. Der var for stærkt Saltus imellem Guds timelige Velgjærninger og de aandelige, som gjennem Aabenbaringen meddeles og betrygges os, da Menneskets høiere Natur, som fornuftigt Væsen, endog uden Hensyn paa aabenbaret Religion fortjener at tages i Betragtning. Med Katechisationen var jeg langt mindre fornøiet, og Skoleholderne syntes i det Hele at have mere Greb paa den Ting end deres Præst. -- Ogsaa i Selløe Kirke forestiller Altertavlen Korsfæstelsen, ogsaa her staaer Johannes og Maria; hans Ansigt er fløset, men ellers taaleligt, hendes derimod reen Carricatur. En mindre Al- terfod har jeg aldrig seet. Med Magelighed kunne 6 -- 7 Mennesker knæle der, 10 sammentrængte er Maximum, og Communicanterne ere undertiden over 200. Derimod er Kirkegaarden beregnet paa en Pest eller et Søeslag, hvorfra Døde i Hundredeviis førtes til Graven; i den lille Menig- hed, med dens ringe Mortalitet seer man neppe en Gravhøi, rari nantes in gurgite vasto. Gid Aggers Kirkes 7000 Mennesker havde den Kirkegaard! 12te Juni. I Visitatsmødet ventileredes om et Par Uordener, som forrige Sommer vare paaankede. Den ene syntes at være saa nogenlunde hævet, men ved den anden, hvor Loven alde- les intet Medhold gav, havde man gjort Regning uden Vert. Det var bleven værre og ikke bedre, og Forslaget maatte "henlægges til mulig Afbenyttelse", i Tilfælde nemlig at |
| s.39 | Lovcommissionen og Storthinget erkjender Fiskerie om Søn- dagen for Helligdagsbrøde. Sagen er virkelig problematisk selv fra den religiøse og moralske Side, thi da et heldigt Fiskerie beroer saa meget paa Veir og andre Omstændig- heder, over hvilke Mennesket aldeles ikke er Herre, saa synes det virkelig, naar Veiret føier og Stimen indfinder sig, at henhøre blandt de Fornødenheds-Gjærninger, som ei kunne opsættes, da Leiligheden maaskee slet ikke frembød sig Løverdag, og om Mandagen maaskee er uigjenkaldeligen forbi. -- Her brændes ikke Brændeviin, ogsaa er Drukken- skaben sjelden, men Løsagtighed almindelig. For Skolevæ- senet synes denne som flere ret agtværdige Menigheder, at vise liden Interesse. Skoleholderne ønskede høiere Løn, men hverken ved Lov eller Evangelium kunde jeg bringe det der- til, at hver Mands Contingent blev fire Skilling høiere. Hvad Skolekommissionen omsider fik udrettet, var, at hvert Brudepar giver en Ort til Skolecassen, hvorved Lærernes Løn forhøies en Specie. 13de Juni. Vi er nu paa Søndmør. Efter en halv Miils Vand- fart deels reed, deels gik vi over et Eid, Manseidet kaldet, vistnok meget steil, ubehagelig, tildeels endog farlig Vei, men dog ikke værre end at jo Kong Christian den sjette med hele sin Svite for 87 Aar siden passerede derover, men rigtignok havde man for dem føiet Anstalter, som ei gjordes for Bispefamilien2. Imidlertid kom vi heelskindet over, fandt vor Baad, som havde gjort en besværlig Tour omkring Stat, og kom over en Fjord til Vandelven, hvor Logis var betin- get for os hos en honet Gjæstgiver. Heiberg, som fungerer under Vaccancen, agerer med sin Kone Vert og Vertinde. |
| s.40 |
15de Juni. Katechisationen faldt langt bedre ud end jeg havde vovet at vente, Ungdommen er sandelig ikke uoplyst. Jeg fandt een særdeles god Skoleholder, men indbildsk, som om han havde gjennemgaaet et Cursus paa Blaagaards Semi- narium. 18de Juni. Herrøe Kirke ligger en Fjerding god Søevei fra Præste- gaarden. Den er ikke smuk, men tager sig godt ud, der den ligger paa en høi Bakke, men Jordbunden er saa grund, at Sand og Tørv maa bringes med de Liig, der skulle begra- ves paa Kirkegaarden, for at faae dem bedækkede. Grüners Prædiken handlede om "Vor Pligt at sørge for vore Med- menneskers Omvendelse og Forbedring", og var upaaklagelig, men foredroges med fatal Monotonie. Ved Katechisationen fandt jeg mig temmelig fyldestgjort, men maa atter beklage, at Præsten var maadeligere Katechet, end nogle af Skole- holderne. 19de Juni. Det er en forunderlig Contrast mellem de vanskabte Træbilleder i Sund, Fanøe og flere Steder, der kalde sig Skoleholdere, og de virkelige Mennesker, bestaaende af Sjel og Legeme, som findes her -- her i det fjerntliggende Sønd- mør, hist i Nærheden af Norges største Kjøbstad -- ja i selve Bergen! O! at Korskirkens og Nyekirkens Chordegne sad paa Søndmør, og Ole Fjelde og hans Lige i Christi Krybbes og Bethlehems Skoler! De sidste vilde unegtelig vinde. Grüner var den hele Dag uefterrettelig. Det skar mig i Hjertet. Han vilde paanødt mig en Tut Rigsorter, men det blev der intet af. Siden talte han om, at han ønskede Forflyttelse, da Kaldet bliver ham for besværligt mod hans forestaaende Alderdom. O ja vist! det indseer jeg, men hvor |
| s.41 | kan man ønske ham bort fra en Menighed, som overbærer med ham, og hos hvem han dog vist udretter noget Gavn, til en anden, der maaskee vilde ringeagte ham baade som Lærer og Menneske! 20de Juni. Man har i disse Egne for Skik at rose sit eget og ned- sætte det fremmede. Saaledes kom jeg med saare ringe Forventninger til Vandelven, og fandt dem overtrufne; saa- ledes sagde og -- x -- paa Veien: "Rafnæs Præstegaard3 er ikke smuk, men Dimøesund4 er dog langt styggere", og de to Steder kunne ei sammenlignes. Ikke nok med at det elsk- værdige Søsterkløverblad, Frue Rummelhoff, Provstinde Busch- mann og Enken Mad. Kildal, gjør en afstikkende Contrast til det lede Qvindeselskab hos Grüner, ikke nok med at vi have det smukkeste og rummeligste Værelse, vi have havt siden vi forlod Bergen (en Sal med fem smaa Speile, Ud- sigt til Søe og Land, anstændigt Meublement, hvoriblandt et Claveer med mange Musicalier), men selve Egnen finder jeg ret vakker. Præstegaarden ligger ved en smal Havbugt, men overalt seer man Grønt, ogsaa Træer, og det endda ikke saa faa. -- Ligesom Buschmann forstaaer Musik, saa tegner han ogsaa meget godt. Efter hans Tegning er Har- eid nye Kirke bygget. At Manden er Præst, er uden Tvivl det værste der kan siges om ham. Han vilde og have været Søeofficer eller Mathematiker ex professo. Efterat have taget anden Examen 1782 vilde han gaaet i fremmed Søe- tjeneste, men saa blev Freden sluttet, og han vendte tilbage til Musernes Fane. Han er ordentlig og duelig, skjønt ingen hurtig Forretningsmand; han vilde ei gjort nogen Stand Skam, beskjæmmer altsaa heller ikke den geistlige; |
| s.42 | flink og driftig driver han mangt igjennem, som en anden maatte lade være, men den Blidheds og Sagtmodigheds Aand, som bør besjele Religionslæreren, Varmen for sit Kald, for Brødres Oplysning, Dyd og Salighed, den har han ikke. Han larmer og bander ikke som Reiner(?), men er dog nok af dem, der efter Peders Exempel gjerne ville slaae til med Sværd. Hans Prædiken over Præd. 12, 1 er i Clausens og Marezolls Aand meget god; den har lys, Orden, Grundighed, Correcthed i Tanker og Udtryk, men det er kold, tør Moral, ikke Spor af Liv og Varme, nær havde jeg sagt heller ikke af Christendomsaand. Jeg seer ikke andet, end at jo en oplyst Rabbiner kunde holdt den Tale Ord til andet i en Jøde-Synagoge, thi saavidt jeg erindrer, nævnes ikke Jesu Navn, og ikke et Bibelsprog citeres, und- tagen et Sted af Salomos Ordsprog. 21de Juni. Ulfsteen Kirke ligger tre Fjerdingvei herfra, ud mod Havet, er gammel og mørk. Provst Buschmann har noget martialsk i sit Væsen, der ikke klæder godt til den lange Kjole. Uden Tvivl har han dannet sig efter Procantsler Janson5, der og, saavidt jeg erindrer, havde et saadant stivt mandhaftigt Væsen, der anstaaer en Officer overmaade vel, men contrasterer altfor meget mod det Fredens Evangelium, Religionslæreren forkynder. Da han vidtløftigen og grun- digen havde viist, at det er vigtigt for Ungdommen at kjende og ære og lyde sin Skaber, men ikke sagt et Ord om, af hvilken Kilde denne Kundskab og disse Følelser skulde øses, saa fandt jeg det ikke afveien at henlede Opmærksomheden derpaa i min Tale; altsaa viste jeg korteligen, efter Joh. 6, 68, at ingen Kilde er saa reen og riig som Jesu Lære, hvad enten det gjælder vor Oplysning, Dyd eller Roe. -- |
| s.43 | Jeg var ret vel fornøiet med den forsamlede Ungdom; den havde Udenadskundskab, og var ei heller blottet for Efter- tanke. At den imidlertid var bedre, end Vandelvens og Herr- øes kan jeg ikke sige; og hvilken Forskjel paa Lærerne! -- I Kirken herskede god Orden, og den vil ikke letteligen sav- nes, hvor Buschmann har været i 22 Aar. 22de Juni. Af indenlandske Efterretninger meddeler Rigstidenden intet som fortjener Opmærksomhed, undtagen Bibelselskabets Sanction, som jeg vidste før. Mit Forsæt i Kirkerne at tale Selskabets Sag udførte jeg i Manger og Lindaas, men har siden opgivet det. Det er mig endnu ikke saa aldeles klart hvortil man egentlig bør overtale Menighederne; Ideen svæver saa dunkel for min Sjel, at jeg ikke vel kan udtrykke den tydeligen med Ord. Aspecterne synes mig ikke meget lysere end de vare før. -- Embedsbøgerne havde jeg ventet i bedre Stand; ugjerne maa jeg tilstaae, at den fordrukne -- x -- fører dem bedre. Det er en Sjeldenhed, at et Barn her kun faaer eet Navn; de fleste Pigebørn faae tre, hvoriblandt meget elegante som Pouline, Eline, Nicoline og et meget sjeldent -- Aurodia. Drengenes Navne gaae ofte ud paa us; det sjeldneste er Bretanus. 24de Juni. I Præstestuen, som ligger tæt ved Hareid Kirke, mod- toges vi af en Mand i en gammel forslidt Reisekjole, og et Par do. blaa Langbuxer. Jeg ansaae ham for en gammel Gjæstgiver eller deslige, og see! det var Præsten Angell, ret en Carricatur af første Skuffe. Foged Landmark, som ogsaa mødte, indbød ham til at tage Nattequarteer med os andre paa Brandal, han modtog Indbydelsen, og kom ret anstæn- digen klædt, som en gammel Skolemester, med sorte Fløiels- buxer. -- Hareid Kirke er en lys, overmaade smuk Lands- |
| s.44 | byekirke, og ikke blot en stor Stue, som man engang vilde gjøre vore Templer til. 25de Juni. En utællelig Folkevrimmel havde i det smukke Veir sam- let sig for at overvære Kirkevielsen. Min Prædiken var over Ps. 84, 2 -- 5; Sammenligning mellem Gudsdyrkelsen i og udenfor Kirkerne var dens Æmne. Ved Ofringen fik jeg omtrent 150 Spd. i Guld-, Sølv-, Kobber- og Papir- penge. Posten bragte Brev fra Dr. Hagberg i Stockholm, som melder mig, at jeg er optagen som Medlem af Selskabet pro fide et christianismo. Bugge, Sørensen, Krogh, Angell i Trondhjem, Hersleb og Wergeland ere paa samme Tid antagne. Bech, Neumann og Munch vare det før. Af Danske er Biskop Münter og Dr. Mynster Medlemmer. Af Poesierne i Morgenbladet nævner jeg først "Aaret og Livet", der henrev en andægtig Zelot til en i mine Tan- ker høist utidig Iver. Det er tolv Smaadigte, hvor de for- skjellige Aldre og Situationer i Menneskelivet ere sammen- stillede med Aarets tolv Maaneder. De ere af Bernhoft, og de vakreste, jeg har læst fra den Haand. Under Juni- Rubriken skildres Brudgommen i Brudekammeret maaskee med vel levende Farver; men da det ei er en vild tøilesløs Brynde, da det er den ved Guds og Menneskers Lov sanc- tionerede Elskovs kydske Omfavnelse her antydes, saa er det aldeles ingen Helligdagsbrøde, hvorover Himmel og Jord skulde sættes i Bevægelse, at indrykke saadant i et Søndags- blad. Ved de andre Maaneder findes ei et anstødeligt Ord. -- Af langt mindre Værd er et Par Sørgedigte, hvoriblandt et over en 20aarig Yngling i Molde. 13 hvidklædte, med Grønt prydede unge Piger, hver med en Mindekrands i Haanden afsang den. I Slutningsverset trøste de sig med, at de |
| s.45 | "engang i Aanders Tal ham atter favne, favne skal!" Hvad mon der er meest uanstændigt, enten som ung Mand i sit eget Navn at skildre en ung Brudgoms Henryk- kelse over sin Bruds Favntag, eller som unge Piger at for- tælle om deres "Hjerters ømme Savn" ved en 20aarig Ynglings Grav, og yttre det Haab, at de atter skulle favne ham, hvoraf naturligviis følger, at de alle 13 have fav- net ham? 26de Juni. Borgens6 Præstegaard er opført af ny, og en af de skjønneste i Stiftet. Kirken ligger paa en Bakke strax oven- for Huset, er stor og rummer vist over 2000 Mennesker. Al- tertavlen og mere er konstigen udskaaren i Træe; iøvrigt bærer alt Oldtidens Præg og Kirken ansees for en af de ældste i Norge, ligesom den, til en Landsbyekirke at være, i dens antike Smag vist er en af de smukkeste. -- Birkeland er en særdeles godlidende Mand. Gamle Provst Baade7 svarer til, hvad jeg efter Rygtet og hans Breve har tænkt mig ham at være, en elskværdig, i høi Grad forstandig, kraftfuld Olding. Han fortalte mig om en Uenighed mellem Biskop Irgens og Præsten Nicoll i Haram (den nuværendes Fader). Da Irgens næstsidste Gang var heroppe, skulde Nordals Kirke indvies. Der var Visitats i Haram, og Bispen indbød Nicoll til at følge med til Nordal. Han udbad sig Betænkningstid, og da Spørgsmaalet gjentoges ved Bordet paa Visitatsdagen, bad han sig undskyldt. Præ- stekonen var saa indiscret at tilføie: "O nei Mand, du skulde ikke reise; du kan jo levere Bispen her, hvad du skulde ofret ved Kirkevielsen." Herover blev da Irgens, som rime- |
| s.46 | ligt, vred, lagde Kniv og Gaffel, gik ind i sit Værelse og befalede at Skydsen ufortøvet skulde komme, hvorpaa han reiste. Nogle Aar efter kom han igjen til Søndmør, og besluttede ei at reise til Haram, men beordrede Præsten og nogle af Sognets Ungdom at møde ham her i Borgen. Nicoll var en stivsindet gammel Karl; hverken han eller hans Menighed kom. Irgens paalagde ham en Mulct af 2 Rd. til de Fattige, men dermed gav Præsten sig ikke til- freds. Han skrev til Cancelliet, foredrog Sagen, og spurgte om det var hans Pligt at reise halvtredie Miil med sin Ungdom til en fremmed Kirke, fordi Biskoppen ei fandt for- godt at komme i hans egen. Følgen var, at Irgens fik en Irettesættelse og Befaling af egen Casse at tilbagebetale de 2 Rd., hvis de alt vare betalte. 28de Juni. Stormen vedvarer, og til min store Græmmelse maa vel Visitatsen i Haram ryge i Lyset. 29de Juni. Endnu havde vi eet Haab: at Veiret ved Midnat vilde opklares og stille af, og at vi da i Dag tidlig kunde givet os paa Veien, saa at Harams Kirke endnu kunde naaes til Kirketid, men det blev lige tykt og stormende; det sidste Haabglimt svandt. -- En Kjøbmandskone, Mad. Meklenburg, begroves her paa Kirkegaarden i Middagsstunden. Det er Skik blandt Egnens Honoratiores, naar Følget ei indbydes til at følge tilbage til Sørgehuset, at man sender et halvt Anker Viin til Præstegaarden, og at denne afbrændt, tillige- med behørig Kage, under Tobaksrygning fortæres her. Dette gik for sig i Dag, og medtog flere Timer. Klokken 9 i Aften kom Nicoll, for at see om og hvor- ledes vi levede. Vovelig vilde Reisen været, men dog mulig; den overvættes Søegang vidste han intet af. |
| s.47 |
30te Juni. Nicoll medbragte alt, hvad der behøvedes til Visitats- mødet: Medhjælpere, Skoleholdere, Protocoller, item sin Prædiken. Den er over Joh. 17, 3, indeholder ret gode, sunde Guds Ord, men det er saa overmaade trivielt alt hvad han har sagt, utallige Gange gjentagne Ting, uden den Kraft og livfulde Indklædning, der endog giver bekjendte Ting Nyhed og Interesse. Ellers er han uden Tvivl en moralsk fortræffelig Mand, nidkjær i sine Embedspligters Opfyldelse, har maaskee ogsaa mere Energie i sin Daad end i sin Tale -- og saa Held og Hæder med ham, fremfor mangen Chrysostomus, hvis grundige og veltalende Foredrag er at ligne med en lydende Malm og en klingende Bjælde. -- Baade af ham og Provst Birkeland gives Harams Me- nighed det Vidnesbyrd, at de ere Søndmørs solideste og bedste Mennesker; kun klages bestandig over Ukydskhed, som her maa være ret slem, da hvert femte, sjette Barn almin- deligviis er uægte. Skoleholderne lønnes anstændigen (15 Spd. aarlig) og behandles honet af Almuen. 2den Juli. Birkeland er en flink Embedsmand, og forresten god og hæderlig i alle Maader, men som Prædikant ynder jeg ham ikke. I selve Prædikenen, der handlede om Jesu Efterføl- gelse, maatte vistnok Hensyn fornemmelig tages til Jesu Menneskeværd, men Birkeland fremstillede ham som næsten blot og bart Menneske; ledte os ikke, hvad han dog uneg- telig burde og kunde have gjort, til høiere Anskuelse af hans Person og Fortjeneste, og derved blev det en af de Moral- prædikener vi allesammen i det attende Seculums sidste, og det nittendes første Decennium vare forfaldne til. -- Capel- lanen Hvidt holdt Indledningstale før Katechisationen. Den varede 3 Qvarteer og var aldeles som de Prædikener, han holdt i Kjøbenhavn som Student: stor, tyk Skal med liden |
| s.48 | eller ingen Kjærne, lange indviklede Perioder, hvoraf, naar man møisommeligen havde fulgt ham fra Begyndelsen til Enden, ingen synderlig Mening lader sig uddrage. Hans Katechisation var meest fortsat Prædiken. 3die Juli. Efter Provst Birkelands Ordre og under hans Veiled- ning holde alle Skoleholderne ordentlig Protocol, hvor i Rubriker Børnenes Navn, Alder, Flid og Fremgang, For- sømmelse og dens Aarsag findes antegnet. Jeg har ømmet mig for at gjøre saadanne Foranstaltninger, af Frygt for, at det af nogle skulde regnes blandt umodne og uiværksætte- lige Projecter, men siden jeg seer, at sligt i Stiftets næst- største Præstegjeld kan indføres og overholdes, saa skal ved min Hjemkomst Befaling derom udgaae over det ganske Land. 4de Juli. Man siger at Ørskoug er det smukkeste Sted paa Sønd- mør, og hidtil har jeg ikke Grund til at drage det i Tvivl. -- Jessens Prædiken er moralsk, som de fleste jeg hører; den er over Rom. 8, 18 og handler om Taalmodighed i Lidelser. Hvad jeg især savner er lys Orden, hvorimod der er langt mere af Blomster og Tordenskyer og deslige Stads, end jeg tiltroer Jessen med hans platte jydske Organ at kunne udføre med Kraft og Ynde. 5te Juli. Det regnede. Dette var imidlertid ikke Dagens største Ubehagelighed. At jeg her i denne skjønne Egn, den smukke, lyse, romantisk beliggende Kirke fandt den maadeligste Ung- dom, jeg har hørt i Aar, og maadeligere har jeg vel kun fundet den to eller tre [Steder] i det forrige -- det var langt værre. Mit første Spørgsmaal: "Hvad befaler det første Bud?" besvaredes med: "At bedrive Afguderie", og saaledes gik det forthen, saasnart jeg ikke spurgte lige efter Forklaringens |
| s.49 | Ord, thi da fik man Ramser, saa man i flere Minutter ei kunde faae Ørelyd. -- Om Jessens Prædiken skrev jeg igaar. Hans udvortes Foredrag kunde jeg efter Oplæsningen ved Kirkevielsen gjøre mig Idee om. Den Torden og de Bække og Markblomster begreb jeg nok maatte overstige hans Kræf- ter. Der udfordredes en Gabriel Heiberg til at udføre saa- dant comme il faut. 6te Juli. Ved Visitatsmødet omhandledes fornemmelig Skolevæ- senet. Man fandt, at Præstegjældet har for faa Skolehol- dere og besluttede at beskikke en fjerde, men for at faae ham lønnet, afkortedes de nuværende 2 Spd. hver i deres Løn, hvilket de og underkastede sig, mod at faae deres Ferier for- længet fra 6 til 12 Uger aarlig. Storthingsmanden Erik Valbøe, en værdig Broder til Hans Barlien, Thorbjørn Sandvigen og de andre superkloge Repræsentanter af den hæderlige Bondestand, spilte en virksom Rolle ved denne Forandring, som dog maaskee turde lide en Forandring, da Stiftsdirectionen skal approbere den. Jeg har overalt flere Gange mærket, at de samme Mennesker i Visitatsmødet ere idel Føielighed og Resignation, der siden efter Provsternes og Præsternes Fortælling i Skolecommissionen ere særdeles høirøstede. Saalænge jeg var inde, toug Erik Valbøe som en Muur, men siden fik han Tungen paa Gang. -- Jessen er vist en god og velmenende Mand, men i Svaghed og Uselvstændighed idetmindste en Halvbroder til Arentz i Hos- anger. Drive noget igjennem med Kraft og Alvor, uden at compromittere sig ved uvirksomme Formaninger og uopfyldte Trudsler, det er ham nok umuligt. Klokkeren, hvis dybsindige Alvor næsten seer ud som Affectation, viste mig Cataloget over en Bogsamling, han og hans Kone har overladt til Almuens Tjeneste. Der findes mange gode og nyttige Bøger, men ogsaa saadanne |
| s.50 | som Cyprianus og Præstepinen, Cannabichs Critik over gammel og ny Lære, samt "Det gamle og nye Te- stamentes Mirakler fremstillede i deres sande Skikkelse"! ! Mod de to sidste Bøgers Udbredelse adva- rede jeg ham, men det har nok ingen Fare, thi, saavidt jeg kunde mærke, laaner nu Ingen Bøger, og den hele Entre- prise synes at være gaaet istaa. Jessen er vist ikke den, der igjen bringer den i Gang. 7de Juli. Jo længer vi kom frem, jo høiere blev Fjeldene; Spor af Skred saaes allevegne, Fosse styrtede ned og Fjorden blev alt mere og mere trang. -- Nordals Kirke ligger ved Landingsstedet under et høit Fjeld, meget udsat for Steen- skred. Den er ottekantet ligesom Ørskougs og Hareids, lys og vakker. Præsten Daae mødte os ved Stranden, og førte os op til Præstegaarden. Jeg lider ham bedst af alle de mange Daaer, jeg har seet. Det er en hjertelig blid, god- modig Mand med megen sund Menneskeforstand. Han har faaet Vedøe Kald, og er ret tilfreds dermed, thi vel er Engeseth Præstegaard meget romantisk, men om Vinteren maa her være ubeskrivelig trist, og af Omgang er her ingen, uden en gammel Frøken og en endnu ældre Præste-Enke. Den mærkeligste Nyhed i Aviserne er, at Dronningen af England er kommen til London, møder allevegne Hylding og Jubelraab og er ubøielig i sine Prætensioner, hvilke Folket gjør Mine til at ville understøtte med Magt. 8de Juli. Daae har en meget sjelden Pocal. Den er et Strudsæg, indfattet i Sølv med Sølvfod og Sølvlaag. Hans Mor- fader, en Haar, som siden blev Præst til Voss, havde ladet den gjøre til Erindring om hans Reise som Skibspræst. Paa de 3 Sider er indgravet Skibet, hvorpaa han reiste, Castellet i Trankebar og Kjøbenhavn med alle dets Taarne, |
| s.51 | med latinske Inscriptioner, der betegne Dag og Aar, da han reiste bort, kom til Indien og vendte tilbage til Danmark. Denne Pocal sattes paa Bordet, foran Provstens Couvert, og af den drak vi i Madera Bispindens Skaal. Den har aldrig været brugt, saalænge den har været i Daaes Værge, og at den indviedes min Kone til Ære, var en Opmærk- somhed, der fortjente Gjengjæld; altsaa beholdt jeg den, og udbragte Lykønskning til Daae og hans Kone med deres Forflyttelse. Under Samtalens Gang opdagedes det, at Provst Birkelands Fødselsdag er den 31te Juli og Daaes den 2den August. Denne Sjeldenhed voldte 3 nye Skaaler, til Provsten, til mig og til Verten, efter Dagenes Orden. Jeg mindes ikke den Tid, jeg har havt et saa fornøieligt Middagsmaaltid, og min Kone tilstod, at hun ikke har havt en saa behagelig Fødselsdag, siden hun kom til Bergen. 1 tilbake Hans Biographi findes i J. Aas's Gjerestads Præstegjeld og Præster, S. 151 -- 157. 2 tilbake Se herom Jonas Kierulf, Journal over Kong Christian VI's Reise til Norge, Kbh. 1745. Fol. 3 tilbake Raftenes, Præstegaarden i Herø. 4 tilbake Ulfsteens Præstegaard. 5 tilbake Oldenburgeren Hector Frid. Janson  1805 som Biskop i Aarhuus. 6 tilbake Borgunds. 7 tilbake Entlediget som Provst og Sogneprest til Borgund 1816. |