10de Juni.    Jeg talte over 1. Tim. 4, 8 og udpersede Taarer endog af Mandfolks Øine; min Slutningstale var derimod kold, og at Nielsen, som er ubekjendt med Formalitetsvæsenet, havde sat sig ind i Stolen, da jeg vendte mig for at tale til ham, bragte mig især ud af mine Concepter. -- Her var intet Selskab, og derpaa var da intet at sige. Men at der ved Bordet ikke blev drukket en eneste Skaal, ikke engang min, det er noget, jeg i Bergens Stift, og overalt i hele Norge, hvor jeg har været, ikke er vant til. Man kan gaae for vidt i sin Ligefremhed, hvilken ellers hos Nielsen er meget elskværdig. 11te Juni.    Nielsen erhverver sig ligesom Dahl stor Fortjeneste af Skolelærernes Dannelse. Jeg vilde love mig meget af Skole- væsenet, naar Nielsen blev her en halv Snees Aar eller mere, men da han søger Forflyttelse, saa frygter jeg meget, at det bliver en Bygning opført paa Sand, naar ikke hans Eftermand er desmere nidkjær. Her har fra denne Side hersket et fuldkomment Anarchie i hele Søndfjord. Loven af 1ste Juli 1816 har hævet det, men det er mere af Tvang end Overbeviisning, Almuen bequemmer sig derefter. Med svær Kamp fik Nielsen, Heiberg (der fungerer for Provsten) og Sorenskriver Landmark alt til at blive næste Aar omtrent som hidtil -- men hvorledes det vil blive næste Aar, naar Bispen ikke har beredt Veien, og ikke under Commissionen sidder i Naboeværelset? -- den Dag den Sorg! s.525      Sorenskriver Landmark er en Mand af Læsning, Smag og Cultur. Overalt staaer nok, fra Aandsdannelsens Side, Søndfjords Embedsmænd, in specie Præsteskabet, et godt Stykke over Søndhordlehn og Hardanger -- Niels Hertzberg undtagen. Den aandelige Sult, jeg har frygtet for, bliver vist mindre end ifjor.            "Drikke! drikke!           Det veed man hvad det er,           Det andet veed man ikke." synes virkelig at være de fleste, ellers godmodige Sønd- hordlehnske Præsters Symbolum. De Flestes Kjendskab til den nyere Litteratur synes ikke at strække sig videre end til Rigstidenden og den Bergenske Adresseavis. Her derimod er oprettet et Læseselskab, under Landmarks Bestyrelse, hvoraf de fleste Præster, ogsaa nogle Lensmænd og Proprietairer ere Medlemmer. Dertil forskrives adskillige af den nyere Littera- turs mærkelige Producter, og saaledes laae der nu hos Nielsen de fleste Pjecer, som udkom i den Baggesen-Øhlen- schlægerske Feide. 12te Juni.    Sorenskriver Landmark er ikke af min Formands Be- undrere. For Skole- og Fattigvæsenet og næsten alt hvad Biskoppen paa Visitats skal undersøge, viste han en ret an- stødelig Ligegyldighed. Regjeringsbud, der ikke stod ham an, ledsagede han, ligesom gamle Provst Wingaard, med Commen- tairer. (Af Dahls Copiebog erfarede jeg, at Stiftsprovst Fleischer heller ikke er ganske fri for denne Feil.) Men især var nok hans Adfærd i 1814 yderst uforsigtig, da han ei allene i Bergen gjorde Indgreb i Øvrighedens Embede og sammenkaldte Folket, men lod endog Circulairer gaae om blandt Stiftets Geistlighed med Opmuntring at stemme Valg- forsamlingerne mod Foreningen. Og denne Mand, som døde s.526   2 Aar efter, tilkjendtes af Sveriges Konge et Hædersmonument i Bergens Domkirke! Hans Genie og Talenter ansaae Sorenskriveren for hans eneste Fortjeneste, og vistnok har han ei megen Uret. 13de Juni.    Jeg visiterede i Askevolds Kirke. Heibergs Prædiken var ret vel udarbeidet; jeg vil endog troe at han skriver bedre Prædikener i Dagliglivet, da en vis Kunstlen i Ud- trykket og for liden Popularitet i at fremføre Fornufts- grundene for Udødeligheden var denne Tales Hovedfeil. 14de Juni.    De fem Skoleholdere i Askevold ere allesammen aldrende Mænd, og stikke nok ikke meget dybt, men ere dog nok, efter de ældre Tiders Maade, upaaklagelige, og i alle Dele ligesaa gode som Davidsen i Aggers Sogn. Efterhaanden træde de tilbage, og man haaber at en fra Kundskabernes og Talen- ternes Side yngre og bedre Slægt vil afløse dem. Heiberg gjør vist for Skolevæsenet hvad han formaaer. Han kan maaskee ikke saameget som Dahl og Nielsen, men hvad han kan det vil og udretter han vist.    Ved Visitatsmødet forefaldt intet mærkeligt. Menig- hedens Gudsfrygt og Moralitet gaves et fordeelagtigt Skuds- maal. Imidlertid er her en underlig Skik, som man ingen- steds før har fortalt mig om. Efter Brudevielser, Søn- og Søgnedage, gaaer det hele Brudefølge ind i Præstegaarden, gjør Fordring paa at den bedste Stue skal aabnes for dem, og dandser, drikker og sværmer der et Par Timer. Det har hidtil været Heiberg umuligt at faae den Uskik afskaffet; man har fuld vist sig grov, og ædrue bedt ham om Forladelse, men det blev ved det gamle. Medhjælperne tilstode at Retten var paa Præstens Side, og det tilføiedes Protocollen som eenstemmig Mening, at det var en Uvane, som s.527   ønskes afskaffet jo før jo heller. -- I Skolecommissionen bevilgedes Skoleholderne Tillæg, medens man i yttre Holme- dal og Evindvig har formindsket Lønnen. -- Nielsen fungerede som Provst. Lind gjør sig det meget mageligt, jeg kan ikke sige andet. Havde jeg vidst hvad jeg nu veed, skulde jeg anderledes benyttet den Voteringsret Wingaard overlod mig. Nielsen havde da faaet 3 Stemmer og var bleven Provst. 15de Juni.    Det blæste en maadelig Søndenvind, som hurtig førte os til Florøen, en ganske liden Øe, hvor Præsten og en anden Gaardmand boe ene i et fortrædeligt Naboeskab. Her er ganske frugtbare Sletter, men ikke et Træe, uden nogle saa i Præstegaardens Have.    Jeg har længe hørt om en Liigprædiken, Biskop Deich- mann i Christiania holdt over en Kjøbmandskone. Man havde forlangt at han skulde parentere og lovet ham 100 Kroner for hver Time han prædikede, og han prædikede -- i 5 Timer. Denne Tale har jeg nu seet. Den er over Magrethe Mogensdatter, Kjøbmand Thøger Erichsen Grøns Hustrue, der døde i sit 32te Aar, og blev begraven den 31te Marts 1717. Prædikenen er, inclusive Dedicationen til den høitbedrøvede Enkemand, 419 Sider in folio og siges at være videre udført hvilket jeg gjerne vil troe, da den med behørig Declamation og Gestus neppe kunde holdes i 5 Timer. Man kan ikke gjennemblade dette opus, uden at anvende her Rahbets Ord:            Hvi rose i saa vore Fædre,           Og troe, vi bør være som de?           I mange Ting har vi det bedre;           I her et Exempel skal see! 16de Juni.    De ere stærke her i at give sine Børn mange og for- s.528   nemme Navne; et Pigebarn med 3 Navne er ingen Sjelden- hed, og at en Bonde kalder sit Barn Alexander, ja Desi- derius, er overraskende. -- I Copiebogen har Rennord begaaet et af sine sædvanlige Fusentasterier. Paa Regjeringsspørgs- maalet om militaire Personers uægte Børn, svarede han: Da her hverken findes gevorbne eller nationale Underofficerer eller gevorbne Soldater i Kinds Præstegjeld, saa findes her naturligviis ingen uægte Børn af saadanne Personer. "Men," spurgte jeg ham, "om nu en besvangret Pige kom fra Bergen eller et Landdistrikt og gjorde Barsel her, kunde ikke Barnets Fader gjerne være en Underofficer? Om en saadan fra Førde eller Jølster besvangrede en kindsk Pige, hvad saa?" Ja det Tilfælde havde han ikke tænkt sig. 17de Juni.    Ogsaa ifjor var 17de Juni Visitatsdag, men i mange Maader contrasterede de to Dage. Da havde jeg den korteste Kirkevei i det hele Aar (i Fjeldberg), hvor Kirken stod Væg i Væg med Præstegaarden -- nu den længste: fra Florøen til Svanøe; da regnede det den hele Dag -- nu skinnede Solen i al sin Klarhed; da havde jeg den meest bornerede Udsigt til et trangt Sund -- nu kom jeg til et sandt Timian (sic), det meest fortryllende Sted, jeg har seet i Bergens Stift; da indaandede jeg Punschedamp og hørte Historier om Mid- delthon og (uopfyldte) Spaadomme om den Jammer næste Dags Skolecommission vilde bringe over Fjeldberg Sogn -- nu spadserede jeg i Skove og Enge, qvægedes ved den herlige Aftenluft og hørte paa Maaltrostens Toner. Den eneste Liighed mellem begge Dage (thi ogsaa Prædikenen og Ung- dommens Kundskaber vare hinanden ulige) var desværre at mine Been begge Dage ikke befandt sig vel. Dog intet mere herom; jeg holder ud saalænge jeg kan.    Texten til Rennords Prædiken var Joh. Ev. 1,1: s.529   "Ordet var Gud," og det behandledes i den Biskop Brun egne Maneer, yderst orthodox, den blotte bare Dogmatik, uden allermindste moralske Anvendelse. Forresten kan jeg ikke negte, at den var fortræffelig udarbeidet. Jeg havde tænkt at tale over Rom. 1, 16, men under Prædikenen for- andrede jeg min Idee, og lagde Titus 2, 11 -- 14 til Grund for mit Foredrag, hvori jeg viste, at den christelige Troes- lære i dens hele Omfang bør være os hellig og dyrebar, men at den heller aldrig bør adskilles fra den christelige Sædelære, med hvilken den forenes med et fast Baand. -- Den kindske Ungdom kan jeg hverken laste eller rose. Der- imod nødes jeg bestemt til at laste Rennords Katechisation, som var reen Hakkemad. Hvad skal man f. Ex. sige om den Katechet, som efter at have spurgt Børnene om, hvad de forstaae ved levende Kundskab og intet Svar faaet, for- talte dem, at den kaldes saaledes, fordi den er Kundskab om den levende Gud? Det er omtrent som Jens Blochs etymologiske Fortolkning over Ordet Svindsot: "fordi med Fedt og Flesk man meest cureret blir". 19de Juni.    Med Brevet fra min Kone fulgte et fra Overhof- prædikant Hedrén. Ved at see, at den oforgätlige Biskop Bruns Skrifter ere udkomne, har han blandt Consistoriets Medlemmer faaet Kjøbere til 21 Expl., som han beder mig sende ham. Præsten Brun vil vist blive særdeles glad, men om just Hofconsistoriet, der formodentlig har ventet theologiske Skrifter, bliver saa glad ved at faae et tykt Bind Menneske- malerier, Drikkeviser og Lovsange til det danske Kongehuus -- det maa nu staae derhen. Af Hedréns Yttringer om de to Nationers Forening, er det mig klart, at han er For- fatter af Deputationens Afskedsbrev. Omtrent de samme Følelser og Ønsker udtrykkes der som her, ogsaa med en vis s.530   Circumspection, der gjør Meningen tydelig, men betager Ud- trykket alt fornærmende. 20de Juni.    Nøstedals Kirke1 er en stor, lys, muret Bygning, men har samme Feil som de største og smukkeste Kirker i Sønd- hordlehn; den har intet Taarn. Jeg havde læst Provst Linds Prædiken og fundet den meget rørende og opbyggelig, men ligesom et veltalende Foredrag kan gjøre de største Triviali- teter interessante, saa kan og et mat, søvndyssende Foredrag betage selv de skjønneste Ord Fynd og Liv. Det var under- tiden jeg ikke hørte en articuleret Lyd, men selv naar han hævede Røsten, saa at jeg opsamlede en Periode nu og da, var hans Foredrag monotont og uskjønt. Forresten er Man- den vist som Menneske og Religionslærer overmaade brav, men Provst burde han ikke være, og overalt udenfor den egentlige Sjelesorg er han en Udlænding, der ikke som Win- gaard indbilder sig at forstaae hvad han ikke forstaaer, eller kaster paa Nakken af alt hvad der er nyere end 30 -- 40 Aar, men befinder sig omtrent i en Situation som Herman von Bremen vilde gjort, hvis han kunde gjort Henrik til sin Skriverkarl: Hvad hans Søn, Procuratoren, kan hjælpe ham til Rette med, gaaer godt, men naar denne ikke er til- stede, synker hans Hænder, og han veed hverken ud eller ind. 21de Juni.    I Visitatsmødet søgte jeg at gjøre det indlysende, hvor nødvendigt det er at forbedre Skoleholdernes Kaar, og holde fast paa de gode, da man ei kan være sikker paa at ombytte dem med ligesaa gode. En meget fornuftig Medhjælper erklærede og i alles Navn, at naar deres Børns Lærere s.531   virkelig forstod noget, og kunde give god og nyttig Under- viisning vilde man aldeles ikke vægre sig for ogsaa at skaffe dem anstændig Løn. De andre taug, og da Taushed gjerne ansees for Samtykke, lod jeg uimodsagt denne Erklæring ind- føre i Protocollen. Imidlertid har jeg siden hørt, at Stor- thingsmanden Lars Tingnæsset, en Mand af megen Indflydelse, staaer i den Formening, at naar Ungdommen undervises til- børligen i Guds Ord, er Skriven og Regnen noget unyttigt, som det ei er værd at spilde Penge paa. Overalt maa jeg sige, jeg aldrig ret har kunnet ynde denne Mand, som Ryg- tet ellers giver fordelagtigt Vidnesbyrd. Ligesom engang oppe hos Hans Houge passerede nogle Storthingsbønder fra 1815 Revu for ham, og deres Heterodoxie paaankedes, hvoraf Rennord, der ikke har sin Styrke i at raisonnere, tog Anled- ning til at yttre ved Bordet, at Ingen burde vælges til Storthingsrepræsentant, uden han var en Ven af Religionen. Jeg gjorde i al Sagtmodighed nogle Spørgsmaale, der til Sagens nærmere Overveielse syntes nødvendige; paa dem vidste man intet synderligt at svare, og saa appellerede jeg til ham, hvis Udsagn de allesammen maatte ære, som sagde: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes!" Jeg viste korte- ligen Umuligheden af at kjende et Menneske saa nøie, at man bestemt kunde sige, om han var Religionens sande Ven eller ei, og tilraadede altsaa, som en gavnlig Forsigtighed, at overlade den endelige Dom om alt saadant til den Alvi- dende, og iøvrigt slaae sig for sit Bryst og sige: "Gud være mig Synder naadig!" -- Som rimeligt taug den intolerante Trias (thi i Troessager er ogsaa Provsten en nidkjær Mand), og Talen dreiedes paa andre Ting. Det var mod Maal- tidets Ende, og næst "Velbekomme!" talte jeg ikke mere med Lars Tingnæsset. Rennord er et godt, tractabelt Menneske, som vel meest stemmer sig i sin Svigerfaders Tone, og denne har ellers saa meget hæderligt ved sig, at jeg ikke kan agte s.532   ham mindre for dette mig ellers saa modbydelige Charakteer- træk: hans Intolerance. 24de Juni.    Hvad jeg stedse har ventet om min Jølstertour indtraf: min Fornøielse i Kirken var den mindste jeg har nydt. Ved min Katechisation fandt jeg Ungdommen saa slet, som jeg reent ud sagt ønskede, og tog deraf Anledning til i min Slutningstale at holde en Straffeprædiken, hvor jeg væltede paa Menigheden Ansvar baade for Gud og Mennesker, hvis de ved Morgendagens Visitatsmøde viste sig ligesaa vrang- villige. Hvad Daae angaaer, da er han den sletteste Prædi- kant, jeg nogensinde har hørt, og med hans Katechisation var det ei heller synderligen bevendt. Jeg har talt om Ung- dommens Usselhed, og for disse Tossehoveder gav han sig til at forklare Inspirationen, og fortalte, at Gud ikke havde behandlet de hellige Skribenter som Pianofortespilleren sit Instrument. Qvid plura? 25de Juni.    Skoleholdernes Fremstilling, Visitatsmøder o. dl. Em- bedssager, der for en stor Deel udgjøre den Dags Historie, der følger umiddelbar paa Visitatsen, bliver efterhaanden saa eensformige, at derved vel kan sættes et Notabene, hvor jeg optegner de Resultater, der skulle forelægges Regjeringen, men iøvrigt give lidet Udbytte for Dagbogen. Kun dette altsaa om denne Dag, at de slet underviste og slet lønnede Skoleholdere her overhovedet fandtes ligesaa ferme, som, paa faa Undtagelser nær, de bedre lønnede i Sønd- og Nordhordlehn, hvor de i mange Aar have eller paastaae at have havt et organiseret Skolevæsen, og at man beqvemmede sig til i Skolecommis- sionen at decretere hver Gaardmand en aarlig Udgift af 12 Skilling, og for hver Skoleholder en Indtægt af 4 Spd., s.533   der kan passere til en Begyndelse. Rom blev ikke bygget paa een Dag.    Egnen heromkring forekommer mig smukkere, jo mere jeg lærer den at kjende. De høie snedækte Fjelde her lige- for mine Vinduer fordærve ikke Situationen, og den vakre Kirke med dens deilige Beliggenhed paa en Slette tæt ved Præstegaarden kan jeg især aldrig see mig mæt paa. -- I mit eensomme Kammer skrev jeg følgende Digt, som Børnene skulle levere min Kone den 8de Juli:            Naar vore glade Børn forsamle sig,           Og venlig Morgenhilsen bringe dig,           og ønske: oplev mange Fødselsdage!           Naar alt hvad godt der ydes kan af dem           I blomsterprydet Lysthuus bæres frem,           Med Attraae dig at fryde og behage:            Naar siden i vor ædle Vennekreds           Du nyder Dagen munter og tilfreds,           Og skuer Aftensolen skjøn nedglide:           Naar glad i Haab om Morgenen den spaaer,           Du til vort Hjem i kjølig Skumring gaaer,           Og hviler sødt ved vore elsktes Side: --            Min Mand, Marie! da omsvæver dig,           Skjønt høit imellem os optaarne sig           Skynære Fjeld og Sognefjordens Bølge;           I Haven i den aarle Morgenstund,           Ved Dagens Daad og Lyst til Midnats Blund           Den, hvor du færdes, trolig dig skal følge.            Og naar i Herrens Huus jeg stander frem           I Brødres Samfund og opmuntrer dem           Den Evige at love og tilbede --           I Stilhed lyder og for dig min Bøn:           Gud! hun ved hvem min Mandoms Lod blev skjøn,           Hun vorde og min Ældes Glæde! s.534              Det vorde du Marie! -- huld modtag                      Det Ønske paa din glade Fødselsdag;           Ei anden Gave har jeg at fremføre.           Min bedste Rigdom jeg dig engang gav:           Et Hjerte varmt og ømt, -- det til min Grav,           Det i al Evighed skal dig tilhøre! 28de Juni.    Sande Kirke ligger i en overmaade vakker Dal, og ligeoverfor den, paa hiin Side af en Elv, Steien Præste- gaard. Fire Veie støde her sammen, alle gode og passable, hvilket nok er en Sjeldenhed. -- Af gamle Wiingaard og hans blide, snaksomme og meget fornuftige Kone modtoges jeg med megen Gjæstfrihed, og naar jeg ikke tænker paa, hvorfor jeg er kommen her, finder jeg mig ganske à mon aise. Jeg føler mig indviklet i en ret ubehagelig Collision med Hensyn paa W. Fra een Side er han aldeles ikke sit Embede voxen, og man kunde tvinge ham til at kalde Capel- lan, eller, om denne ei var at faae, at resignere; men naar man saa paa den anden Side tænker sig ham som Guds Ords Lærer, som Sjelesørger, tænker sig, at dette dog er hans egentlige Kald, og at han rygter det forsvarligen, tænker sig at det egentlig er Præstestanden uvedkommende Allotria, paabyrdede ham som Embedspligt, hvori han er uduelig og uefterrettelig -- hvad kan, hvad bør man da gjøre? Og saaledes visiterer jeg i indre Holmedal med den smertelige Følelse, som ingensteds i den Grad har betaget mig: at jeg slet intet udretter til sandt Gavn, at hverken Visitatsmødet eller min Rapport til Regjeringen vil frem- bringe mindste Resultat. 29de Juni.    I Tilskueren staae "Nogle Tanker af en stor Tænker" (Kant) som formodentlig skulle stoppe Munden paa dem, der havde forarget sig over det lange Wielandske Stykke, men s.535   det beviser ikke andet, end at Kant har været af samme Mening som Falsen og Lieutenant Foss. 30te Juni.    Provst Wingaard messer og prædiker over min For- ventning og bedre end Lind. Taler har han vel aldrig været, og er det da naturligviis ikke nu, men meget sundt og godt var der i hvad han sagde om tidlig Gudsfrygt over de Ord: "Ogsaa Børnene mødte i Templet og raabte: Hosianna du Davids Søn!" -- og slet blev det ingenlunde foredraget. Jeg katechiserede allene, og katechiserede temmelig længe og udførte Arbeidet med Fornøielse, da jeg fandt en vakker, ret oplyst Ungdom. At efter Slutningsbønnen, under Klokkens Klemten tre Gange tre, Almuen deels knælende, deels med nedbøiet Hoved gjør sin Bøn, og ei en Lyd høres Kirken over -- et Par Steder her i Søndfjord har jeg for første Gang seet denne Skik -- har noget særdeles rørende.    Iøvrigt gik Dagen hen i Stilhed. Her var kun det daglige Selskab, men alligevel virkeligt Visitatstractement: 5 Retter god Mad, og da gamle Wingaard er ligesaa riig paa Skaaler, som de andre Søndfjordspræster ere sparsomme paa dem, saa tømte jeg næsten min Flaske. 1ste Juli.    I Visitatsmødet blev Skoleholdernes Løn bestemt til 8 Spd. og hver Gaardmands Contingent til 12 Sk. Videre er man endnu ikke kommen i Søndhordlehn og Nordfjord under to særdeles duelige og retskafne Provsters Medvirkning.    Den gamle Provst har en elskværdig Jovialitet; man anseer ham for en munter Olding paa 60 Aar eller lidt mere. Vi havde især et meget behageligt Aftensmaaltid, hvor der taltes om Magnetisme og sympathetiske Coure, Anelser, Varsler og Drømme, fortaltes mange Anekdoter og s.536   vexledes ret lystigt Spøg. Jeg kunde aldrig tænkt mig mit Ophold paa Steien saa behageligt. 2den Juli.    Der skal være syv Fjerdingvei mellem Steien og Vadem, men de som saaledes have maalt Veien, have mere taget Besværligheden end Længden i Betragtning. Henved en halv Miil, hvor Veien skal være overmaade slem, roede jeg over et stille Vand, men sandelig, heller ikke den øvrige Vei var behagelig. I Førstningen gik det dog nogenlunde an; en trist og indsluttet Dal var dog beboet. Men strax efterat jeg var Vandet forbi, stødte jeg paa en stor Steen, der laae midt i Veien, og i en af disse Regndage var nedrullet fra Fjeldet, og derpaa blev Situationen meget fæl. Et høit Fjeld hang udover den jevne og banede men smalle Stie; ved Siden af den skummede en stridig Elv, og paa hiin Side af denne var et andet, mindre truende men ogsaa meget høit Fjeld. Taus og med ikke ganske let Hjerte reed jeg gjennem denne frygtelige Egn, og var ret glad, da min venstre Naboe trak sig hen i længre Afstand, og andre Gjenstande stillede sig mellem den og mig. Dog selv i denne Udørk er ikke, som nogle Steder i Leirdal, al Vegetation uddød; overalt saaes Løvtræer, som noget oplivede Sindet. -- Ved Nedfarten til Vadem mødte mig Præsten Daae. Han foreslog at gjøre hans Svoger Oberstelieutenant Holck paa Alværn, en Fjerdingvei østen for Ladevig, et Besøg. Gaarden ligger smukt, og det undrer mig ikke, at Præsten Boyesen kunde blive henrykt over at træffe et saadant Asyl, naar han nogle Minutter i Forveien havde pløiet Sogne- fjorden i al dens Barskhed. Og saa at møde en saadan Vert! Holck er en Mand af lys Forstand, fast og ædel Charakteer, og høist behagelig Omgangstone. Vi vare neppe traadte ind ad Døren før han bad mig lade Baaden gaae s.537   til Ladevig og blive hos ham i Aften. Jeg modtog Ind- bydelsen, og skjønt jeg ikke turde drikke Punsch, skjønt jeg sukkende maatte lade en delicat Aalefricassé gaae mig forbi, som dog nogenlunde erstattedes mig ved en god Fiskepudding, havde jeg en meget behagelig Aften. Holck er en fortræffelig Vert, han proponerer Skaaler med Aand og Smag, og naar jeg endnu engang i mit Liv fra alle Verdens Hjørner kunde samle Mennesker til et ret socratisk Aftensmaaltid, som for- dum de Kjøbenhavnske og Porsgrundske, saa blev nok Holck en af mine Gjæster. 3die Juli.    Jeg har læst Daaes Prædiken, der er vel udarbeidet og maaskee den bedste, der i Aar har været min Bedømmelse underkastet. 4de Juli.    Daae har et godt Foredrag, og skjønt han ingenlunde er nogen mesterlig Katechet -- rara avis in terris! -- saa viger han vel ogsaa heri for ingen af dem, som denne Som- mer ere komne i min Vei, Dahl undtagen. Hvor vel oplyst Ungdommen i det Hele er, kan jeg ikke bedømme. Deels til- lod Trængslen kun saa at fremstille sig, deels og fornemme- lig var der en Dreng og en Pige, som tog saa aldeles Luven fra alle de andre, og vare saa bevandrede i Bibelhistorien, og gav næsten altid saa over al Forventning tilfredsstillende Svar, at en særdeles nøiagtig examen rigorosum, hvortil her hverken var Tid eller Sted, maatte til, for ret at komme efter de andres Kundskaber. 5te Juli    Biskop Lumholtz døde den 21de Juni. Nu vil det altsaa vise sig, om Delingsplanen iværksættes, og hvis ikke, s.538   om Neumann, Tybring eller en Tredie bliver Stiftsprovst Gud skee Lov, jeg er udenfor det!    Skolecommissionen antog i det Hele mine og Sogne- præstens Forslag. Skolelærernes Antal forøgedes og deres Løn forbedredes. Forsaavidt var da alting godt og vel men jeg kan dog ikke sige, det var af de Visitatsmøder, hvor jeg med Glæde præsiderede. Der herskede ikke Liv og Aand i denne Forsamling. 7de Juli.    I deiligt Veir seilede jeg med Normann, Kjelstrup og Daae til Leganger. Her er en særdeles skjøn Præstegaard, store smukke Værelser, blandt dem en Stue, som næsten tør maale sig med min Storstue. Her er en Frugthauge, av hvis Revenue indkjøbes fornøden Kaffe, Sukker og deslige Colonialvarer for sin Huusholdning, men en elendig Gaard forresten, og et couperet Terrain, hvor man ikke kan gaae et Skridt uden at klavre op ad Bakker. Udsigten er ind til Fjorden, men skjønt man egentlig ikke seer andet end Vand og Fjelde, disse endda temmelig nøgne, har dette Syn noget interessant, og ligesom jeg i Aalhuus aldrig kunde see mig mæt paa den vakre Kirke, saa gaaer jeg og ofte her til Vinduet, for at see ud over Fjorden, og mores ved at høre Bølgerne skylle op ad den Klippe, hvorpaa dette Huus er bygget. 8de Juli.    Jeg formoder, at Normanns Prædiken ei var skreven in extenso, men desuagtet var det den bedste og bedst fore- dragne Prædiken, jeg i dette Aar har hørt. Der var Liv og Kraft og Følelse, ægte Christendomsaand, hverken polemisk, dogmatisk, bebremmet med Veltalenhedsfloskler, eller kold tør Moral. Det mandig skjønne Organ, den simple, hjerte- s.539   lige og derhos alvorlig høitidsfulde Tone, hvori Lærdomme og Formaninger fremførtes, bidrog til at give Talen Værd. Om iøvrigt denne Prædiken var bedre end N. Hertzbergs, kan jeg nu ikke sige, men at disse to tilkomme Fortrinet blandt de 28 jeg har hørt paa Landet, og maaskee blandt de mange, jeg har hørt i Byen, siden jeg kom hertil, det er min faste Overbeviisning. -- Hvad Leganger Ungdom upaa- tvivleligen maa være om 3 Aar, hvis jeg da lever og igjen besøger Sogn, det er den ikke endnu, men selv nu hæver den sig dog over Hoben, hos hvem det betragtes som en Hovedsag, hvo der kan skraale høiest. Min Slutningstale, hvori jeg tolkede min Glæde og mit Haab, var over Phil. 4, 4.    Klokken 2 kom vi fra Kirken og Klokken 4 kom vil til Bords! det gik nu vel vidt. Jeg faaer god Mad, behandles i alle Maader særdeles honet, finder overalt en Peenhed og Elegants, som behager mig, og som er en sand Contrast mod det lumpne Liv paa Voss, men at man lader 3 trætte geistlige Mænd og forresten et hæderligt Compagnie af Mænd og Qvinder fulte 2 samfulde Timer efter Hjemkomsten fra Kirken, det er dog at drive den fornemme Leveorden saa vidt at det bliver anstødelig Mangel paa Opmærksomhed. Imidler- tid fik vi meget god Mad, og at min Kones Skaal høitide- ligen blev drukket under Glassenes Samklang, det forsonede mig med Vertinden og al Verden. 9de, 10de og 11te Juli.    Jeg nødsages til at slaae disse 3 Dage sammen. Ved Visitatsmødet i Fredags vare de saakaldte Grændemænd til- stede, og efterat det var forbi, fik Normann ved deres Bi- stand indrettet en Slags Arbeidsanstalt, som i Bergens Stift hidtil er ukjendt, at nemlig Uld indkjøbes og leveres de Fattige til Forarbeidning, hvorved man haaber at faae alt Betlerie i Sognet afskaffet. Efter mindre end 2 Aars Op- s.540   hold i Menigheden, besidder Normann dens uindskrænkede Tillid, og kan faae udrettet hvad han vil. Med utrættelig Arbeidsomhed, Standhaftighed, Blidhed og Uegennytte gjør han sig værdig til den høieste Agtelse, og nyder den, hvor han kjendes. At han er Stiftets første Præst, og at han, hvis jeg paa en eller anden Maade kom bort, qualificerede sig mere end nogen anden til at vorde dets Biskop, derom kan intet Øieblik tvivle.    Løverdag forlod jeg Leganger og reiste til Sogndal. Saa kom den bedrøvelige Visitatsdag, da jeg vaagnede med Febergysen. 12te Juli.    Det hele overcomplette Skoleholdercorps fremstillede sig for min Seng, men at de fleste af dem ikke havde Bryl- lupsklæder paa, det er vist. Et saadant Ensemble af maade- lige Subjecter har jeg i Aar kun fundet i Ladevig, og da man i Sogndal tager igjen i Quantiteten, hvad der skorter i Qualiteten, saa troer jeg vel ikke, at jeg i alle Søndfjords 6 Præstegjæld, hvor man for 2 Aar siden neppe vidste, hvad der forstodes ved et organiseret Skolevæsen, fandt et større Antal af svagelige Karle, end i Sogndal, hvor den redelige, gudhengivne, menneskevenlige Provst Kamstrup har været Præst. Heller ikke fandtes i Skolecommissionen, som afgjordes i megen Korthed og Enfoldighed, større Skoleholderløn at behøves end 31/2 Species, som da nok er det mindste i Bergens Stift, med mindre man andetsteds i det elskværdige indre Sogn maaskee endnu mere kniber Oekonomien. 23de Juli.    Om Statholderens Ankomst er man i fuld Vildrede. Christie fandt det underligt, at en General ved høi Sommer- dag sender en Adjutant henad en banet Vei, for at see om s.541   den er passabel for ham, da han vel maatte komme frem hvor andre, endog Fruentimmer og Børn, jevnligen reise. Det synes og som om saadant kunde afgjøres ved Fore- spørgsel og Brevvexling. 1  tilbake Annex til Førde, hvor Visitatsen holdtes formedelst Hovedkirkens Brøstfældighed.

bla bakover

bla videre