|
24de Juli. Man vil vide, at Fordringernes Opgjørelse skal nu forsaavidt være istand, at Norge af Statsgjælden skal betale Danmark 3 Millioner, hvilke Kongen menes at tilveiebringe ved i 10 Aar at renoncere paa sin og Kronprindsens Appanage. 27de Juli. Nu er Gaaden opløst. Til Generalen, Christie og mig ere Breve komne fra Statholderen, som bebude hans An- komst. I Dag forlader han Christiania, den 31te vil han være i Maristuen og den 1ste August paa Leirdalsøren. Derfra tager han Søeveien hid. I hans Suite er General- major Stabell, Kammerherre Mansbach, Cancellieraad Hart- mannsdorff og den Major Carpelan, som var her for at besee Veien. Han logerer paa Fæstningen og Generalen har hos Svindt laant Sengklæder, Sølvtøi og andet. Paa Tirsdag afgaaer Oberst Reichborn i Tønnes Rolfsens beqvemt ind- rettede Vængebaad for at afhente Excellencen. Falsen drager ham imøde til Maristuen, hvor nordre Bergenhuus Amt begynder. Og nu er da alt i Bevægelse. Studiosus theologiæ Hammer havde den Uforskammet- hed at sende en af sine Skoledrenge og bede mig laane ham min Carriol og Sæletøi. En Uhrmagerkone har nylig gjort min Kone en lignende Anmodning; begge vilde blot gjøre Lysttoure. Det er en ganske forunderlig Impertinence. 28de Juli. Det kunde maaskee dog ikke være afveien, om jeg, efter | |
| s.542 | den Idee, jeg engang havde, ophørte at skrive Dagbog, naar jeg fylder mit 50de Aar. Siden min Hjemkomst føler jeg en Ulyst til dette Arbeide, som jeg rigtignok ogsaa følte nogle Gange i Christiania, og da overvandt, men som nu er næsten stærkere end nogensinde før. Den store Behagelig- hed, livagtigen at kunne gjenkalde Mindet af hver Dag i flere Aar, gjør mig det vistnok betænkeligt saaledes at formindske Summen af min Fremtids Glæder, der ved tiltagende Legems- svaghed maaskee ville falde heel sparsomme, og det er allene med Hensyn paa en saadan Fremtid jeg vedbliver, hvis jeg kan blive Herre over det Mismod, der nu betager mig næsten hver Gang, jeg griber Pennen og fortsætter Arbeidet. 29de Juli. Der var Stads paa Skydebanen, og jeg lod mig over- tale til at tage derhen. Jeg lod altsaa spænde for og kjørte afsted. Det gik mig som Marquisen i "Den adelige Borger", der maatte gjøre et Skridt tilbage, for at Jourdan kunde gjøre den tredie Compliment. Jeg overraskede Directionen, og der var ei givet Ordre til Velkomst-Salut. Lexow kom mig altsaa imøde, og bød mig velkommen, men da jeg vilde gaae videre, bad han mig blive staaende et Øieblik i Folke- vrimmelen. Jeg adlød og fik nu mine 8 Skud, hvorpaa jeg inviteredes ind paa Kamppladsen, hvor en stor Hob velklædte Mennesker deels stod, deels gik, deels sad paa Bænke. Med- lemmerne have en Sølvpoppegøie hængende i et grønt Baand paa venstre Bryst; langt borte kunde man ansee dem for en Flok berømte Forligelsescommissairer, der bar det nye Hæders- tegn. Iøvrigt er kun at anføre, at Fuglen blev siddene, saa at man i Aften ingen Fuglekonge fik. Her tales om et overordentligt Storthings Sammen- kaldelse for at bestemme, hvorfra de 2 Millioner skulle komme, der skulle afgives til Danmark. Thi om end Kongen og |
| s.543 | Prindsen opofre deres Appanage, spares dog derved kun 1 Million; 2 ere endnu tilbage, og ak! hverken Grønland eller Ret til Ørkenøerne have vi at sælge. 30te Juli. Apotheker Monrad har fra sin Udenlandsreise hjembragt et Par nye danske Poesiesamlinger. Den ene er af J. C. Boye, Körners Oversætter, "der finder intet Lye og har intet Hjem, førend Klippens Nat forsvinder, og dens Sol gaaer frem"  førend vi igjen underkaste os Danmarkssouveraine Regjering. Det længste Stykke i denne Samling er "Elisa, eller Venskab og Kjærlighed", lyrisk Drama i 3 Acter. Jeg læste den ene, og fandt ret smukke Vers, men iøvrigt er det et af de meest udramatiske Dramer jeg har seet, vandigt følsomt Præk, hist og her forsat med de Tale- maader, som bruges i alle Ridderromaner. De øvrige Smaadigte ere omtrent af lige Værd; ikke mindste Spor af Originalitet -- jeg kunde ikke udholde at læse Halvdelen af dem. At Norge ikke kan tælle Boye blandt sine Digtere, er et Tab, det let kan trøste sig ved. 31te Juli. Nei, jeg ophører ikke med Dagbogskrivningen. I Mor- gen begynder jeg den ottende Aargang, og sætter mig ingen Grændse. Faaer jeg end efterhaanden en Oldings Legeme, jeg har endnu en Ynglings Aand og Hjerte, og beholder dem ventelig saalænge jeg beholder Livet. Saalænge ville og den forgangne Tids Minder være mig kjære, og at for- øge denne Capital saalænge jeg kan, føler jeg at være Pligt mod mig selv. Jeg tør ikke sige, "det er mit Forsæt" -- thi hvo kjender, hvo er Herre over sin Fremtids Skjæbne? -- men mit Ønske er det at have Kraft og Stemning til at fortsætte min Dagbog indtil den sidste Sygdom henkaster |
| s.544 | mig paa Leiet, eller den svage, rystende Haand opsiger mig sin Tjeneste -- altsaa indtil mit Livs Historie er aldeles fuldendt, og min bedste Svigersøn blot behøver at tilføre min Dødsdag. Fugleskydningen tilendebragtes, og ved et Tilfælde da Geværet gik af, inden han ret fik lagt an, blev Walle Fuglekonge. Om to andre Gevinster, som ikke vare nedskudte skjød man til Skive, og Christie fik dem begge. Et vemodigt blidt Minde vaktes hos mig i Eftermiddag da Mariane tog "Høstgildet" frem, og sang og spillede nogle af dets skjønneste Sange. Taarerne stod mig i Øinene, idet jeg tænkte tilbage paa den skjønne Ungdomstid, da disse Toner endnu vare nye, og sødt tryllede mine, som enhver følende Ynglings og Piges Hjerte. Der er vel ikke mange som i disse 29 Aar har bevaret denne Følelse i dens hele Livagtighed, der 50 Aar gamle synge: "Jeg fremmed hit til Staden kom," ofte med samme ungdommelige Varme som i deres 21de. Gud skee Lov, jeg føler i denne Henseende liden eller ingen Forandring hos mig -- for mig ere Warners Ord1 aldeles fattelige: "Unge ere vi, min Broder, saalænge vi leve, unge skiltes vi ad, unge sees vi igjen, unge leve og døe vi, til evig Ungdom opvaagne vi: -- Gaudeamus- igitur!" 1ste August. Saa har jeg da nu levet 50 Aar! I min tidlige Ungdom var dette ei at formode; selv paa min sidste Fødsels- dag var min Helbred saa maadelig og mit Sind saa nedstemt at jeg halvveis mistvivlede om at opleve denne Dag. Ogsaa mit 40de Aar fyldte jeg her i Bergen; da blev min Skaal drukken af det store Familiebæger, som fra den Dag blev min Eiendom. Endnu 10 Aar tilbage, da var jeg i Kjøbenhavn. |
| s.545 | Jeg havde indbudt mine kjæreste Venner til Egholmsdal og tilbragte en glad Aften med dem. Otte af dem leve endnu; Schmidt2 og Prof. Mynster, begge yngre end jeg, ere gangne forud til Fædrelandet, did vi alle stunde. -- -- -- Men nu fremad 10 Aar! hvad saa? -- jeg kan ikke andet eller bedre sige end hvad jeg ifjor den 1ste August afskrev af et Körnersk Digt: Gud! som du vil! -- dig vil jeg døe og leve! 4de August. Her skal være mange Mennesker, nogle endog over den Stand, hvor saadan Lettroenhed kunde undskyldes, som staae i den Formening, at det ikke er Statholderen, men Kongen selv, som kommer hertil i Morgen, og at han reiser incognito, for at forebygge embarras og kostbare Tilberedelser. 5te August. Sandels er en vakker Mand med ædel Anstand og et alvorligt Udseende. -- Generalen bad mig og det øvrige høi- fornemme Selskab spise med Hs. Excellence. Jeg lod holde ved den inderste Port, da jeg ikke fandt det anstændigt at kjøre lige til det Huus, hvor Rigets Statholder boede, helst paa den underlige Maade man her kommer frem. Justits- raad Klingenberg lod sig imidlertid kjøre lige til Døren, og den spidsfindige Falsen anmærkede: at det var Skade, man ei længer brugte Portechaise, hvori man kunde lade sig ind- bære i Stuen og raabe der: "Haltet Porteurs!" 6te August. Da jeg havde forestillet Præsterne og Lærerne, blev jeg kaldet øverst op i Stuen, hvor Hartmannsdorff oplæste |
| s.546 | et Commissorium til at paahænge mig Commendeurstadsen, hvilket da og skede, dog ikke under alle de Ceremonier som i Christiania, hvorimod jeg her fik et Favntag, som jeg der intet mærkede til. -- Ved Middagsselskabet hos Generalen blev hverken Kongens eller Kronprindsens Skaal drukken, kun Excellencens og de forenede Rigers. Christie fandt heri megen Malconduite. 7de August. Fra von der Lippe kom 44 Flasker Rødviin, den sæd- vanlige Ordinationsforæring. 8de August. I det Selskab, Byen sagdes at give Statholderen, var der megen Stads og Herlighed: Mad og Drikke i Over- flødighed, Musik og Kanonskud. Men jeg nægter ikke, at Synet af de mange Embedsmænd, hvoriblandt kun faa indbudne, gjorde mig beklemt og ærgerlig, og da Greven proponerede Magistratens og Borgerskabets Skaal, skammede jeg mig saaledes paa mine Gjenboers Vegne, at jeg ønskede at kunne forplante nogle af mine Følelser paa deres uomskaarne Hjerter. 9de August. Den femte Gjæstebudsdag er nu ogsaa lykkelig over- staaet. Det var hos Krohn paa Lunggaarden, man i Dag beværtedes, altsaa elegant og overflødigt. Sandels holder Middelvei mellem Essens Stivhed og Mörners altfor store Ligefremhed; Falsen synes at staae høit anskreven hos ham. -- Ved alle disse Gjæstebude er Opvartningen, Himlen skee Tak! gaaet med en i Bergen meget sjelden Hurtighed, hvor- med Kjøbmændene, der gjerne sidde 3 -- 4 Timer ved Flasken, just ikke vare meget fornøiede, men efterat Sandels havde |
| s.547 | forføiet sig bort, slog de dem løs af Hjertens Grund, og den hele Aften var saadan velholdende Canonade, at det fast mere lignede en Bataille end Gjæstebud. 10de August. Paa den korte og ubetydelige Skolehøitid i Realskolen nær, hvor fire Præmier (en Skrivelade, en Portefeuille, et Bestik og en Farvelade) uddeltes, var dette en Hviledag for mig. Da Slutningsverset var sunget, kjørte Greven til Damsgaard, for at dejeunere. I Aften var Comedie (den kjedsommelige Ifflandske Præken: "Manden af Ord") med tilhørende Epilog af Sagen og Soupér. Efter Bordet dandsedes til Klokken fire. -- Posten bragte Brev fra Lieben- berg. Om Biskop Tetens fortæller han, at hans Talegaver ere udmærkede, men hans Declamation og legemlige Veltalen- hed aldeles theatralsk, høist upassende paa Prædikestolen. Liebenberg var tilstede ved Bispevielsen, hvor Tetens ivrede mod Forargelse og raabte mange heftige Veer, men talte ikke et Ord om sig selv og det Embede, hvortil han indviedes. Søndagen efter hørte han ham prædike i Fredriksberg Slots- kirke. Hans Skildring over den Dydiges Dødskamp og Tri- umph, naar hiin er overstanden, var frappant. Paa enhver Talerstol vilde jeg finde den upassende, og kun ved et De- clamatorium eller i et Skuespil paa sit Sted. -- Ogsaa Liebenberg giver den nu herskende æsthetiske Smag Fortrin for den som prædominerede i vor Ungdom, efter hvilken Richardson, Müller (sic) og Lafontaine o. fl. vare de store Lys. Overalt er det vel ingen af Æsthetikkens Venner og Dyrkere fra de Dage, der i den Grad er gaaet frem med Tiderne som Liebenberg og jeg, ligesom vi vel og af de Prædikanter, som paa den Tid havde vundet Celebritet, ere de eneste, som ret have erkjendt og nyttet de væsentlige Forbedringer, Tids- alderens Aand har indbragt i det religiøse Foredrag. |
| s.548 |
11te August. I Domkirkens Chor var en liden Stol paa et godt Sted indrettet til et bequemt Sæde for Statholderen, Gene- ralen og Stiftamtmanden; i en større maatte Sviten tillige- med Amtmand Falsen tage tiltakke med Bænke. -- jeg talte over 1 Petr. 4, 11. de samme Ord, gamle Provst von der Lippe, Ordinandens Farfader havde valgt til Text, da han for noget over 26 Aar siden indsatte mig til mit første Præsteembede. Jeg omtalte denne Omstændighed, og gjennem- gik Texten cursorisk. At Religionslæreren i Kirken bør tale Guds Ord, altsaa ikke om Agerdyrkning, fornuftig Oekonomie, Sundhedspleie o. dl., var min første Erindring; at han bør forkynde alt hvad der kan kaldes Guds Ord, ikke blot kold tør Moral, og ikke blot Dogmatik og Mysticisme, at han overalt ei bør rette sig efter Moden, men randsage Skriften, som siger at Jesus Christus i Gaar, i Dag og i al Evighed er den samme, var den anden. Hvad Tjenesten angaaer, da kan naturligviis ikke fordres andet, end at man troligen tjener efter de Evner, som Gud har givet, men dette kan fordres, enten vi have faa eller mange Talenter, hiin eller denne Naturgave, at vi skulle tjene med Retskaffenhed, saa at ei vor Vandel nedbryder, hvad vor Lære skulde op- bygge; med Troskab og Flid, ei som noget vi betales for, og derfor søge at faae Ende paa snarest muligt, for at komme til noget behageligere, men som vort Livs Hovedsag: endelig med Tillid til Gud, at den Gjerning, der skeer efter hans Villie og i hans Navn aldrig vil være frugtesløs. Ved Overgangen fra første til anden Deel glemte jeg en Erindring om Maaden, hvorpaa Guds Ord bør foredrages: hverken med triviel Snaksomhed eller theatralsk Pathos. I Forbigaaende nævnte jeg det siden, men den vidtløftigere Udførelse var det maaskee godt at opsætte til en anden Gang, deels fordi Talen var lang nok, deels fordi Bødtker, om jeg |
| s.549 | kommer at ordinere ham, mere trænger til den sidste Formaning, end von der Lippe, og den første maaskee kunde udtydes som Satire paa Meyer, der var blandt de udenbyes Præster, der havde indfundet sig til Ordinationen. -- Von der Lippe foredrog sin Prædiken som sidst, med correct Simpelhed; at hans Foredrag vil med Tiden faae mere Liv og Kraft, tvivler jeg ikke paa. 1 tilbake I Ifflands Comedie "Herbsttag"; cfr. Pavels's Autobiographie S. 190 -- 9 2 tilbake F. W. Schmidt, see Pavels's Autobiographie S. 250. |