17de April.    Det eneste Brev, Posten bragte mig, var fra Saxild. Confidentielt meddeler han mig endeel Bibelselskabssager: over de udeladte Steder i Forklaringen havde været heftige Debatter, og Kjerschow havde især viist sig meget lidenskabe- lig. Den unge Præst Aas1 roser han overmaade. Med Borchs Flid og redelige Gavnelyst forener han et behageligt Udvortes og en uimodstaaelig Magt til at vinde Hjerter. Ogsaa Wexels, der bliver ordineret Katechet ved Byens Kirke, faaer et meget fordeelagtigt Skudsmaal. 20de April.    Holtermann talte om den Instrux, der gaves Storthings- mændene 1814. Han var en af Byens Repræsentanter, og det paalagdes ham at forfatte en Fuldmagt, som de gik ind paa, at de maatte holde paa Norges Uafhængighed saalænge det var muligt, men iøvrigt overlodes det til dem at handle efter Omstændighederne og deres egen Skjønsomhed. Men dermed var gamle Brun ingenlunde fornøiet. Overgivelse til eller Forening med Sverige maatte ikke tænkes paa som en mulig Sag -- Uafhængighed eller Død! I Overensstemmelse hermed skrev han en ny Fuldmagt, som var idel Fyr og s.508   Flamme, og som tvang idetmindste 3 af de Deputerede til at stemme mod deres Overbeviisning. Og dette var ikke det værste. Men at efter Biskoppens Opfordring hans Svigersønner gav Løsen til et almindeligt Hurra i Dom- kirken den Dag, Borgereden aflagdes -- nei det kunde jeg aldrig drømt om. At Lapse, hvor de angive Tonen, ikke vide at skjelne mellem en Kirke og en Kroestue, det begriber jeg; altsaa ærgrede det mig mere end det undrede mig, da det Uvæsen dreves i Christiania Kirke; man havde vel gjort ligesaa i Slotskirken, naar jeg ikke havde protesteret mod al vanhellig Larm; men at til den for Guds og Religionens Ære saa nidkjære Nordal Brun nogentid kunde siges: "Mit Huus er et Bedehuus, men du har gjort det til et Theater eller en Klubsal!" -- hvo kunde drømme om sligt? 21de April.    N. Hertzbergs Brev er i hans Maneer interessant. Jeg maatte lee, da han i Anledning af det om Pontoppidans Forklaring, som har indhøstet mig megen Tak, skriver: "Saa- ledes min gode Biskop! stemme vi i mangt og meget, kun ikke i at Iverhuus2 Præstegaard ligger smukt."    I Rigstidenden gives en aldeles tilfredsstillende Forkla- ring om, hvorledes det er gaaet til at Gunder Hovhoug nu sidder paa ottende Aar i Fængsel. Anken erklæres beføiet; noget har vel Sagens Vidtløftighed, men meget ogsaa Embedsmændenes Uefterrettelighed bidraget dertil. (Weidemann seer jeg, idømtes en Mulct af 400 Rbd. d. V.: det var for den Sags Skyld Procurator Hansen blev suspenderet og siden idømt en Mulct af 50 Rbd. d. V., og Varetægtsomkostninger for 3 Maaneder, men nu have begge disse Mænd faaet gode Embeder.) Sagen er nu endelig indstævnet for Høiesteret, og have flere Embeds- mænd siden forseet sig, ville de vel blive straffede derfor. -- s.509   Velsignet være en saadan Publicitet! Det Land, hvor saa- dant Regnskab kan fordres, har dog en bedre Regjering end det, hvor Braband3 og Hans Houge sad fængslet i mange Aar og Christian Lofthuus til sin Dødsdag, uden at man ret vidste hvorfor.    Brun betroede mig sub rosa, at Motzfeldt, hvem det var overdraget at levere Kongen og Kronprindsen gamle Bi- spens Digte, havde meldt ham, hvorledes disse høie Personer med særdeles Velvillie havde modtaget dem, og forsikret ham om deres udmærkede Naade. Jeg gyser ved den Tanke, at Stiftsprovsten skulde døe før Rein, og det er ei usandsynligt. 22de April.    Stiftsprovsten overgav mig Subscriptionsplanen paa Hers- lebs theologiske Annaler, der havde circuleret i Byen. Alle Præster havde tegnet sig undtagen Rein. Han slaaer sig reent fra Verden; ikke engang Stiftscommitteens Breve vil han undertegne, og saa undrer det mig, at han ikke melder sig ud af den. 24de April.    Ottesen4 synes ikke at sætte megen Priis paa Provst Munchs store Reformer; han selv taler fast ikke om andet, naar man træffer ham. Ei umærkelige ere Ottesens Udladelser ved Stenersens Yttring, at M. forekom ham at stræbe formeget med og omkring det Udvortes og Ceremonielle, at nemlig nok den sande Reform bør begynde indenfra, da Tvangslove kun æres saalænge man er under Opsyn og Tugt. Jeg vil ogsaa troe at i en liden Menighed eller ved meget langt Ophold i en s.510   større, midt i dens Skjød, en saadan Radicalcour er virksom- mere. Saaledes er det at Provst Dorph skal have forædlet Lands Menighed og Vogelius Askers, saa at Følgerne spores i denne Dag, men hvorvidt saadant lader sig gjøre i Aggers, hvor der er det forunderligste Sammensurium, der kan tænkes, hvor Folkemængden er 7000 Mennesker og derover, hvor Sognepræsten boer udenfor Menigheden, hvorfra 2 Præster efter hinanden ere udgangne som Bisper, og den tredie vel om nogle Aar gjør ligesaa, hvor endelig en leed Aand har fæstet Sæde og drevet sit Spil i et halvt Aarhundrede i det mindste -- det er en anden Sag. Jeg troer at den som skal virke noget der, og er sig Energie og Standhaftighed bevidst, maa angribe Sagen med Staalhandsker, som man siger, og gjør han ikke det, da turde det let gaae efter Ordsproget: "Medens Græsset groer, døer Koen." Det forstaaer sig, paa det Indre maa og samtidig virkes, ellers gaaer det som Ottesen siger: "custode remoto, bliver ondt værre," men det alene gjør neppe Sagen. 27de April.    Von der Lippe5 bragte mig sin Prædiken. Heller ikke han er fri for, efter vore unge Theologers Maade, at an- bringe næsten den hele Dogmatik ogsaa ved moralske Æmners Behandling, og det Væsen drives unægtelig for vidt, saa at jeg ikke er uden Bekymring for Følgerne, men ellers er Præ- dikenen overmaade god af en Begynder. 28de April.    Stenersen fortæller at Hersleb havde talt om at han vel snart nødes til at nedlægge sit Embede, "og hvad skal da jeg sige?" tilføiede han, "jeg som (idetmindste vil jeg s.511   haabe det) er sygere end Hersleb kan vente at blive paa de to første Aar." 29de April.    Christie havde havt Brev fra Motzfeldt. Da denne udenom intet kunde faae vide om Kongens Reise, spurgte M. ham selv, om man kunde vente ham til Bergen i Aar. "Maaskee, naar Campementet er til Ende." Det var da for- modentlig et høfligt Nei. Derimod skal Grev Sandels bestemt have yttret, at han vil beære os med sit Besøg -- lad ham det! jeg giver ham en god Dag. 30te April.    Von der Lippe holdt sin Dimisprædiken. At han undertiden talte vel sagte til at høres overalt i den store Domkirke, at han ogsaa nu og da jog vel hurtigt afsted, at hans Declamation ei var fri for Monotonie, er altsammen Ungdomsfeil, som ved Flid og Øvelse ville aflægges. Anlæg fandt jeg hos ham til at blive en ypperlig Prædikant, hvis Tale kommer fra Hjertet og gaaer til Hjertet, og saaledes kan jeg ikke undlade at give ham Charakteren: Laudabilem med Udmærkelse. 3die Mai.    Kotzebues "Onde Luner" havde neppe bevæget mig til at gaae paa Comedie paa denne sande Sommerdag, naar ikke Directionen havde foranstaltet en Sørgehøitid for Kotzebue selv, hvis Fødselsdag det just var. Jeg saae Stykket for 7 Aar siden, og maa troe at idetmindste een af dem, jeg da saae, meget har forandret sig: Mad. Jensen (daværende Jfr. Prom) som Elskerinden. Jeg giver hende et meget ufordel- agtigt Skudsmaal i Reisedagbogen, men maa nu bekjende, at jeg ikke indseer, hvorledes den Rolle kunde gives bedre. s.512   Under den temmelig lange Tilberedelse til Epilogen tænkte jeg paa, hvad jeg vilde sagt, naar jeg skulde forfatte et Sørgedigt over Kotzebue. Jeg vilde erindret om, at hvad Mennesket var, glemmes snart, naar ei udmærket Daad fra den onde eller gode Side har Følger, som føles af Efter- slægten, og at vi altsaa her blot mindedes Digteren uden at spørge om mere: at det ei heller i en Forsamling som denne gjaldt om at afveie en Digters Fortjeneste paa Kritikens Vægtskaal. Naar han, kjendt og elsket i en heel Verdensdeel, havde ydet Millioner skyldfrit Morskab, havde aflokket os mangt et blidt Smiil -- mangen ædel Taare, saa fortjente hans Minde at hædres, ihvo han end selv var, og i hvor meget eller lidet hans Arbeider svarede til Konstdommernes For- dringer -- og derfor hædre vi Kotzebue, og beklage at en Mand, der var Manges Yndling, og (i visse Henseender) manges Velgjører, skulde falde for Snigmorderens Dolk. Olsen derimod lod Erichsen holde en formelig Lovtale over ham, kaldte ham Thalias kjæreste Søn, og jeg veed ikke alt hvad stort og herligt, der ikke kunde siges prægtigere om en Schiller, en Evald, en Øhlenschlæger, og derover harmedes jeg. Ogsaa Thalia (Jfr. Bohr) lod sig høre, baade med Sang og Tale. 4de Mai.    Jeg har i Archivet blandt flere gamle Skroller fundet et Bind Manuscripter, nogle ret curiøse. Der findes baade paa dansk og tydsk et Brev fra Mad. Valliere til Ludvig den 14de, nogle comiske, tildeels skidne Stykker, og et temme- lig lascivt grammaticalsk Bindevers til en Rector over de Ord: rem acu tetigisti, en Mængde intetsigende tydske Grav- skrifter m. m. Det mærkeligste er den i Møllers Biographie over Erkebiskop Svane omtalte Jens Sandroes Invectiver s.513   mod Bispen6, hvilke paa modstaaende Side ere besvarede, just ikke alle med meget vægtige Grunde. 7de Mai.    Man skal forarges meget i Trondhjem over, at en ung Capellan Parelius har faaet Meldalens Sognekald, et af de største i Stiftet. Hans Fader, som er blind, lod sig føre til Kongen, overraskede hans Godmodighed, og aflokkede ham Løftet om, at Sønnen skulde blive hans Successor7. Han søgte nu og fik Afsked. Gamle fortjente Præster, hvori- blandt Schultz8, søgte Kaldet, og Statsraadet gjorde alvorlig Forestilling mod at give et saadant Embede til en ung ube- kjendt Mand, men -- Kongens Løfte var givet, og maatte holdes. 11te Mai.    Den i Dag ankomne Post bragte flere mærkelige Ny- heder. Allerførst faldt mine Øine paa et svensk Brev med høiadeligt Segl. Det var fra Statholderen, Grev Sandels, som beretter mig, at Hans Majestæt, som altid ønsker at belønne Fortjenester, har ifølge heraf udnævnt mig til Com- mendeur af Nordstjernen (saaledes skriver Hartmannsdorff Ordet, og det har Rimelighed, da det maa komme af Com- mende og ikke Commando), men ikke nok hermed -- Kongen har endog overdraget Greven personligen at indstille mig til denne Værdighed ved hans Ankomst til Bergen i Sommer, hvorom han har villet prævenere mig. Dette er nu virkelig vel megen Naade, og generer mig mangfoldig med Hensyn paa min forestaaende Visitatsreise. Hvad jeg, efter at have raadført mig med Christie, gjør ved den Sag, derom i s.514   Morgen. Omkostningerne ere, Gud skee Tak! ikke betydelige: lidt over 70 Rd. Bco., som nok er omtrent 40 Specier. -- Det andet Brev var fra Vogt. Af dette erfarede jeg først en yderst sørgelig Begivenhed, som d. 4de d. M. forefaldt i Christiania. Om Middagen Kl. 121/2 udbrød Ild i en Bord- stabel paa Vaterlands Tomter, der udbredte sig med utrolig Hastighed, og standsede ikke førend det hele Bord- og Planke- forraad paa venstre Side af Vaterlands Broe var en Aske- hob. Morgenbladet taxerer Skaden mellem 250 og 500,000 Specier, andre til 60 -- 80,000 Pd. St., Vogt kun til 30,000 Pd. Fideicommisset, Collett, Agent Nielsen og Stenersen skal have tabt meest. Carlsens Tab skal i sig selv ikke have været betydeligt, men menes dog at fremskynde hans Ruin, da han længe har staaet paa svage Fødder. Nogle smaa Huse i Vaterland afbrændte, men ellers blev Ingen huus- vild. Veiret var stille, og ved Guds og Menneskers Bistand afværgedes Ulykken fra Byen, som ellers var i megen Fare. Man henvendte sin Hovedopmærksomhed paa Glasmagazinet, hvis Ødelæggelse fast uundgaaelig vilde draget langt større efter sig. Der var et Par Gange Ild i Lysthuset i Palaiets Have, men man fik den slukket. Hvad der har været Aarsag til Ildebranden, vidste man intet om ved Postens Afgang. Den Mistanke, nogle her nære, at Forraadet skulde være assureret i England, og at en eller anden Interesseret havde fundet sin Regning bedre ved at modtage Pengene, end ved at afhænde sine Planker, er afskyelig, og jeg haaber den vil findes ugrundet.    Dette var da Brevene; nu til de ikke mindre mærkelige Aviser. Dog, det vil jeg heller ikke sige, naar jeg betragter Dagens Historie, ikke med Hensyn paa hvad der skeer, men hvad der -- maaskee snart -- kan ventes. Der er en umis- kjendelig Gjæring i Tydskland, hvori Universiteterne synes at tage en meget activ Deel. Den famøse Forsamling paa s.515   Wartburg d. 31te October 1817 havde nok større Betydning, end Mange da tænkte. Fyrstevældets Indskrænkning, og et af Statens uafhængigt protestantisk Kirkeregimente synes at være Maalet, hvortil der sigtes. Flere Professorer synes at være meget ivrige, og den bekjendte Oken er især en reen Enragé. Jeg frygter meget, at Fyrsterne ikke ved de dyre- kjøbte Erfaringer endnu have lært den fornødne Forsigtighed, og at især Keiser Alexander tiltager sig en Autoritet, hvor- ved han intet vover, men som hans ringere Colleger let kunne komme til at undgjælde for. 12te Mai.    Jeg skrev til Grev Sandels, at jeg med underdanig Taknemmelighed modtog det nye Beviis paa Kongens Naade, og at Gaven fik forhøiet Værd ved den Udsigt, der aabne- des mig til at annamme den af hans Haand. Desmere maatte jeg beklage, om jeg af Uvidenhed om, naar han vilde komme til Bergen, skulde være saa langt borte, at jeg maatte see mig berøvet den høie Ære, da jeg alt havde be- rammet Embedsreiser, der vilde vare til hen i August Maa- ned. Men just denne Maaned vilde uden Tvivl med Hensyn paa Veir og Vind være H. E. den bequemmeste, og derfor smigrede jeg mig med det Haab, at kunne opfylde min Embedspligt uden at tilsidesætte Lydighed mod Kongen og Ærbødighed mod ham.    Jeg har i Dag hørt meget fortælle, som jeg haaber er Løgn. Er det sandt, vil Leilighed gives mig til at vise min Selvstændighed og Consequents. Der siges nemlig at Cand. Bødtker skal gjøre sig Haab om, paa en Maade at blive Rein adjungeret med Succession, og det vilde være en Scandal, som jeg aldrig ønsker at opleve i min Embedskreds. Noget udenfor den sædvanlige Orden maa der være i Gjære, s.516   da Rein ei kan indgive sin Ansøgning at faae B. til Capellan, før han har talt med Kongen. 13de Mai.    Fra Stiftsprovsten kom hans egen og de andre Nord- hordlehnske Præsters Tanker om Kirketugten. Wolff og Bergendahl have bedet sig undskyldte som gamle Mænd, og det lader jeg gjælde. Men naar Lund undskylder sig med sin forestaaende Bortreise, saa finder jeg mig ikke derved tilfredsstillet, da Talen ei er om en Stiftssag, men om en Nationalsag. -- Af Kirkesangeren i Hosanger fik jeg en Lax, som han selv bragte. Om Arentz sagde han, at han truer uden at iværksætte, og taber derved Menighedens Agtelse. Desværre, det har jeg længe vidst, og jeg frygter ret meget, at han først fremfører for Menigheden alle de gale Projecter, han siden kommer til mig med, og bebuder dem med Vished min Sanction -- og see! saa faaer han istedet for den Beviser for deres Urimelighed og bispelige Monita om Pasto- ralklogskab. Jeg troer han mener det vel, men den Dag, det behagede Gud og Kongen at forflytte ham til et andet Stift, skulde jeg istemme først et Te Deum, og siden et Vive le Roi! 14de Mai.    Welhaven fortalte om de mange Løfter, der gjøres ude paa Landet om Gaver til Byens Hospitaler, naar man er eller troer at være i Fare. Saaledes see de undertiden noget, som de mene at være Varsel om forestaaende Ilde- brand, og flux ile de hid og ofre deres Gave for at afvende Ulykken. Saaledes havde Søefarendes Fattighuus nylig faaet to Melkekjør i Foræring. Der var Ild i en Gaard, og i Angsten nævnede man adskillige milde Stiftelser, man vilde gjøre vel imod, men det hjalp intet. Omsider var der s.517   en lille Dreng, der foreslog de Søefarendes Fattighuus, og see, da Løftet var gjort, fik man Magt over Ilden og den sluktes. Det var vistnok Overtroe, men af den Overtroe, man maa være varsom med at udrydde. Der turde let gaae med i Løbet fromme og ædle Følelser, som Mennesket ikke vandt ved at tabe. Sammenhængen mellem Aarsag og Virkning er overalt i mange Tilfælde saa problematisk, at den sunde Menneskeforstand har ondt ved at finde Middel- veien og sige: dette er fornuftig og christelig Troe, men hiint dum Overtroe. En anden Sag er det, hvor en saadan Troe staaer i Modsigelse med vor Menneske- og Christenpligt; der bør Læreren tale høit imod den, og ideligen gjentage: Saa- dant kan aldrig komme fra Gud, eller hans Villie. -- Ogsaa fortalte Welhaven, hvorledes den phantastiske Skole- holder i Kingservig, Samson House, engang havde faaet en Aabenbaring, hvilken han havde optegnet og sat Almuen i Hovedet, noget taabeligt og sværmerisk Tøi: jeg gad vide hvad Hertzberg har gjort derved; saadan en indbildsk Karl bør man lægge Tøilen paa. 17de Mai.    Fra Søndhordlehn har jeg nu endelig ogsaa faaet de fleste Præsters Tanker om Kirkedisciplinen, i det Hele saare tarvelige. Jeg er ganske i Vildrede med Middelthon. Hans Prædikener, baade den han holdt ved Visitatsen, og den han sendte mig, ere særdeles gode og opbyggelige, men hvad han ellers skriver røber hverken Aand eller Smag.    Hysing bekræftede det lede Rygte, at Rein personligen vil udbede sig hos Kongen at faae Bødtker9 til Adjunct og Successor. Til mig har han blot talt om personelt Capel- lanie; formodentlig har han frygtet, at jeg vilde forekomme s.518   Rein ved privat Contraforestilling til Regjeringen; men deri bedrog han sig. Jeg gaaer den Vei, Lovene og min Embeds- pligt foreskrive mig, men paa den skal jeg sandelig ikke gaae ørkesløs, naar det er Tid at virke. Rein har ikke meldt et Ord til Stiftsprovsten om sin Afreise, eller bedet ham om at overlade ham Balchen som Assistent. Jeg nægter ikke, at jeg er saare vred paa Rein, hvis Ringeagt for Formali- teter gaaer til det Uanstændige.    Jeg havde bedet Christie til i Aften; i Dag indbød jeg Oberstelieutenant Hammer, Assessor Bull, Capitaine Meydell og Brun. Den sidste lovede at komme paa det Vilkaar, at Amtmand Falsen ikke kom. Jeg begreb ikke, hvad der voldte saadan Antipathie, at han ikke kunde taale at være i Stue med Falsen, og undredes ikke lidet, da han i Aften paa min Forespørgsel erklærede, at det allene var den Wielandske Afhandling, der har fyldt et Par Tilskuer- nummere, og den Forargelse som derved voldtes, som havde sat ham i saadan Iver. Jeg kan heller ikke lide den Ting, og finder Grund til aldrig at indsende Bidrag til et Blad, der bestrider Aabenbaringstroen. Men derfor at ophæve Omgangen med Forfatter eller Oversætter, end sige at vægre mig for at komme i et Selskab, hvor han var -- nei, det kunde aldrig falde mig ind. Nu, Brun undgik da lykkeligen den Chagrin. 24de Mai.    Efter Holtermanns Sigende skal Grev Wedel være overmaade forhadt i Bergen for hans Finantsbestyrelse, hvorved man troer, han tilsidst reent ødelægger Landet. Og- saa er man vred paa Christie, hvis Klogskab og Indflydelse det tilskrives, at alle Statsraader slap at indstævnes for Rigsretten. s.519   25de Mai.    Bødtker var her pour prendre congé, og vilde endnu engang raadføre sig med mig, om han burde indgaae Engage- ment med Rein. Jeg sagde ham det Rygte, jeg havde hørt, og forsikrede ham om, at hvis det Forslag kom til min Erklæring, som det ventelig maatte, kunde jeg efter mine Grundsætninger aldeles ikke anbefale det. Han sagde ogsaa, at han ansaa det for et chimærisk Forslag, som Kongen ikke vilde indlade sig paa, og det troer jeg da endelig ogsaa.    Vogt skriver, at Ankers Fideicommis ved Ildebranden tabte 20,000 Pd. St. -- Neumann er glad ved at være bleven Matriculerings-Commissair -- chacun son goût!    I Tillæget til Rigstidenden berettes om Trælasthande- lens Tilstand i Norge i de senere Aar, og seer jeg da, hvil- ken blomstrende Handel Brevig har faaet, siden jeg reiste derfra. Man talte da sukkende om den gyldne Tid, da hol- landske Smakker kom i Hobetal, men priste sig nu lykkelig, naar man i eet Aar kunde see 10 à 12 i sine Havne. I Aaret 1817 var der 198. 27de Mai.    Sagen synes ei at ynde nuværende Biskop Meyer10; han fandt ham satirisk, som jeg aldrig mærkede noget til i den Tid, jeg kjendte ham. Han kunde ikke lide Nordal Brun, holdt sig op over hans Vers og Prædikener, det var nok Knuden. Ellers talte vi om Fornuft og Troe, og herom synes Sagen at tænke endnu, hvad man for en Snees Aar siden kaldte nymodens, men nu kalder gammeldags. Hans Troesbekjendelse afviger nok ikke langt fra Falsens. 29de Mai.    Til de skjønne Videnskabers Selskab i Kjøbenhavn var s.520   indkommen 59 Sange i Anledning af den Priis, Prinds Friederich havde udsat for den bedste Fædrelandssang, der -- som vor: "For Norge Kjæmpers Fødeland" -- kunde blive almindelig Folkesang. Af disse 59 Digtere kronedes -- Frøken Juliane Marie Jessen!!!    I de politiske Stiklerier og Kjævlerier i vore Blade synes der nu igjen at ville indtræde en Pause. 1ste Juni.    Med Stiftscommitteens Anmærkninger til Bibelselskabets Love er Hersleb ikke ganske tilfreds; han finder for megen Mikrologie. Kan være! Christie holder nok altfor stivt paa Formaliteterne, men Hersleb gjør nok igjen altfor lidet af dem. "Alles mit Maszen!" sagde Skrædderen, han slog sine Kone med en Alen. 4de Juni.    Ved min Ankomst til Evindvig traf jeg blot den stil- færdige Dahl og hans gamle sagtmodige Kone, og der var i Førstningen overmaade triste. Siden kom Hveding, og denne særdeles godlidende Mand bragte en Smule Liv i vor Cirkel. Til min store Glæde hersker her megen Frugalitet i Drik. 5te Juni.    Jeg læste Dahls Prædiken. Han gjorde en Slags Undskyldning for at den ikke var mere høitravende; hist og her, især i Bønnen, var den det dog maaskee mere end den burde være. Ellers var den en god evangelisk Prædiken, ikke udmærket, men baade fra Dogmatikens og Moralens Side aldeles ulastelig. Vistnok er Dahl en udmærket duelig og nidkjær Embedsmand, og hvad man kunde laste hos ham er vist mere Temperamentssvaghed end moralsk Feil. De s.521   stille, meget alvorlige, melancholske Charakterer forfalde let til overdreven Oekonomie, og skabe sig unyttige og ubeføiede Sorger for Fremtiden. En ung, blid, rask Kone vilde nok været Dahl tjenligere, end den iøvrigt vistnok agtværdige, stilfærdige Ingefærmøe, der blev ham til Deel11. -- Han og Hveding forklarede mig i Dag deres af Bønderne paaankede Fremgangsmaade, der, efter alt hvad jeg kan skjønne, er fuldkommen legal. Bøndernes Uvidenhed, Egennytte eller Caprice har frembragt halv sande, halv falske Historier, som min Uerfarenhed og Falsens Lyst til at være Præsteskabet paa Nakken, har antaget for Troesartikel. Det er mit For- sæt ved ethvert lignende Spørgsmaal fra Bye eller Land herefter at give det simple Svar: "Indgiv Sagen skriftlig, saa skal den gaae til Vedkommendes Erklæring, og er der da Feil fra Præstens Side, skal han blive irettesat eller straffet." 6te Juni.    Dahl har et smukt og klart Organ, men ret Varme og Eftertryk er der ikke i hans Foredrag. Han declamerer undertiden vel langsomt (maaskee en Følge af svag Memore- ring) og gjør urigtige Pauser. Han sagde f. Ex.: "Jesus glemte ikke at skrive" -- det var noget, han skrev paa Phari- sæernes Regning, men det lød som en fuldstændig Periode. Endelig havde han en Vrikken med Hovedet, som ikke klædte vel. Saaledes har jeg da hørt mange bedre Prædikanter, men en ypperligere Katechet har jeg sjelden hørt. Min Tale var over Ezech. 36, 26. 27, en Fortsættelse af Prædikenen, der handlede om Gjenfødelsens Væsen. Ungdommen, jeg examinerede, hørte til de bedre.    Præsteenken Mad. Dressing spiste her til Middag. Hun er umaadelig simpel; man kunde antage hende for en s.522   Bondekone, og hun er dog Præstedatter. Efter Bordet spad- serede vi opad en Bakke, hvorfra man kan see 2 à 3 Bønder- gaarde og nogle Krumninger af det trange Sund, der omgives af skaldede Fjelde. Det er Evindvigs eneste Spadseretour; man fandt at det var smukt deroppe. 7de Juni.    Præstegjældets Skoleholdere vare her i Morges. Dahl førte mig op i Kirken, hvor de gjorde korte og ret gode Katechisereøvelser. Dernæst spurgte han, om jeg vilde høre dem synge, og det skjænkede mig en herlig Nydelse. Da det var forbi, og de meget ordentlige Skriftprøver var afgivne, dimitterede jeg dem med Eloge over Dahl og Opmuntring til dem at gjøre stadige Fremskridt.    Her kom Post, som bragte Aviser. Om Rigstidenden anmærkedes i Dag, at da Wulfsberg er Medredacteur af dette Blad og eneste Udgiver af Morgenbladet, som unægte- lig tiltager i Interesse, saa tager han de interessanteste Ny- heder til sit eget Blad, og stoler paa at Departementssager, Høiesteretsdomme o. dl. indenlandske officielle Ting ville skaffe Rigstidenden Afsætning. Saaledes er da og denne Rigstidende meget fattig.    I Nationalbladet er en ikke uvittig Paskil over Ridder Nilaus (Niels Wulfsberg). Det morsomste Vers er det fjerde:            Det var Ridder Hr. Nilaus,           Fik engang Guld paa sin Kjole;           Saa reed han sig til Kongens Gaard,           Men vandred hjem paa sin Sole. 8de Juni.    Jeg har nu forladt Evindvig. Dahl behager mig mere som Embedsmand end som Menneske. Der er noget stivt s.523   og ceremonielt i hans Væsen, som gjør, at han stedse vil blive mit Hjerte fremmed. Fast aldrig satte vi os, eller gik fra Bordet uden at høre Undskyldninger over den store Tarvelighed og den simple Beværtning, som han var vis paa var den maadeligste, jeg nogensteds vilde finde; og deels er nu dette en aabenbar Usandhed, deels burde han troe mig paa mit Ord at Overflod hverken stemmer med min Helbred eller min Tilbøielighed. -- Hveding har nok ikke betydelig Aandscultur, og aldeles ingen Erudition, men for Menneske- og Borgersamfundet, i Forretnings- og Selskabslivet er han en overmaade brugbar Mand, som man glædes ved at staae i Forbindelse med. Han vil uden Tvivl i sin Tid blive en ferm, driftig og ordentlig Provst, saadan som Christian Hertzberg og Pavels, der gaaer stille og sagtmodig frem, og udretter derved noksaa meget som andre ved at imponere, og atter andre ved Projecter, høivise Anmærkninger og offi- cielle Beretninger om Ting, som ikke ere en Pibe Tobak værd. 9de Juni.    Nielsens12 Prædiken er over 1 Sam. 12, 24. Biskop Boisen er den Prædikant, jeg troer nærmest at kunne sam- menligne ham med. Christelig Moral, uden synderlig Troe paa Aabenbaringens Dogmer, findes deri, og over det Hele svæver en vis hjertelig Popularitet, der man gjøre Indtryk paa det Sind, der ikke higer efter en høiere, kraftigere Trøst, end det attende Aarhundredes Eudaimonister tilbød.    Jeg havde i Formiddags Visit af to Søndfjordske Herrer: Birkedommer Jersin og Capitaine Ravn. I Eftermiddag gjorde jeg dem i Nielsens Selskab Contravisite. Capitainen agerede ved denne Leilighed Ingeborg Blyetækkers Rolle, og forsikrede Nielsen, at han fandt ham i større Aftagende, hver Gang han saae ham, hvorpaa den stakkels Mand, hvis Angst s.524   og Mismod uden Tvivl er større end hans virkelige Sygdom, svarede med nogen Studsen: "Saa forandret troede jeg dog ikke at være bleven; men der er vel noget i, jeg føler mig og alt svagere og svagere." 1  tilbake John Aas, siden Provst og Sognepræst til Gjerrestad ( 1867). 2  tilbake Strandebarm. 3  tilbake Skal være Brabrand, en Kjøbenhavnsk Thehandler, der sad fast 4 Aar, inden Dom faldt over ham 1797, see Dansk biogr. Lex. II. 508. 4  tilbake Realf Ottesen, Sognepræst til Sande i Jarlsberg, hvor han havde efter- fulgt J. S. Munch, der var bleven Pavels's Eftermand som Slotspræst. 5  tilbake Den senere Biskop i Christiansand. 6  tilbake Engelstoft og Møller, Historisk Calender I. 312. 7  tilbake Erlandsen, Efterr. om Throndhjems Stifts Geistlighed S. 158 -- 160. 8  tilbake N. St. Schultz. 9  tilbakeRimeligviis Chr. Bernstorff B., der samme Aar var bleven cand. theol. og døde 1874 som Sognepræst til Støren. 10  tilbake Thrønderen Prof. theol. P. Krog-Meyer, just udnævnt til (første) Biskop over Als og Ærø; døde, førend han kunde ordineres. 11  tilbake Hilleborg Hertzberg, see Hauchs Minder fra min Barndom og Ung- dom S. 96 -- 97. 12  tilbakeNiels Nielsen, Sognepræst til Ytre Holmedal (siden til Borgund).

bla bakover

bla videre