|
16de Februar.
Man er særdeles uheldig i at ophitte Høitidsstykker.
I Christiania gav man paa Kroningsdagen "De pudserlige
Arvinger"; i Christiansand spiltes paa Kongens Fødselsdag
"Freias Alter", hvor Degnen istemmer:
Den Naadige
Den Graadige
Paa hele Sognets Hyldest osv.
18de Februar.
Det nye dramatiske Selskab er nu fuldtalligt. Famili-
erne ere: Assessor Bull, Capitaine Bull (af Søe-Etaten),
Stiftamtmand Christie, Kjøbmand Dahl, Amtmand Falsen,
Lieutenant Foss, Kjøbmand Th. Hallager (Doctorens Broder,
en halvstuderet Person), Foged Kastrup, Kjøbmand J. H.
Krohn, Capt. Meydell, Biskop Pavels og Tønnes Rolfsen.
19de Februar.
N. Hertzberg sendte mig sin Betænkning om Kirketugten,
som han lader trykke i Nationalbladet. Den verdslige Øvrig-
hed faaer nu og da fortjente Rap. "Jeg har sat mit Navn
under", skriver han til mig, "at Regjeringsadvocaten strax kan
finde mig". Det har nu ingen Fare, men at den Afhand-
ling skaffer ham Nordstjerneordenen, troer jeg ikke. At "al
Verdens Synd nu kan afsones med Vand og Brød", er en
af de bittreste Yttringer. Paa en temmelig fyldestgjørende
Maade gjendriver han min Indvending mod Magnetismen
fra den Side, hvor baade han og Neumann betragter den:
som Bestyrkelse i vort Udødelighedshaab. Vistnok oversaae
|
| s.490 | jeg den Omstændighed, at Clairvoyanten under sin magne-
tiske Søvn har tydelig Forestilling om alle Jordlivets For-
hold, men ikke vice versa. Hvad man følte har man dunkel
Erindring om, men kan ei udtrykke det. Her støder man
atter paa et Bibelsted, hvor man synes at finde et over-
raskende Lys: 2 Cor. 12, 2 -- 4.
20de Februar.
En saare værdig Religionslærer er gaaet til Hvile:
den hæderlige gamle Mørch paa Hovind. "Glæde os Gud i
Himmerig!" vare de sidste Ord i det eneste Brev, jeg mod-
tog fra hans Haand. Paa ham er vist Ønsket opfyldt; gid
det saasandt vorde det paa mig! -- Det er ellers artigt
med det Capellanie. Hvilke Contraster: den fromme, sagt-
modige, Gud hengivne Mørch, og den bornerede, hypochondre
Tiesvilde, der endte sine Dage som Selvmorder! Ingen af
dem bragte det videre end til dette lille uanseelige Embede.
Imellem dem var Keyser, der i Hjertets Godhed, men ogsaa
i Mangel paa Erudition og Talenter lignede Mørch, kun at
han var mere Verdensmand og havde bedre Omgangstone,
og bragte det ved Connectioner med Stormænd, der tilfældig-
viis havde naaet Indflydelse, til at bestige en Bispestol 14
Aar efter at han havde forladt Ullensager1.
23de Februar.
Madam Balchen blev begravet. Jeg blev indført i
et lidet Værelse, hvor mange Mennesker vare forsamlede.
I Henseende til Sørgeparrenes Fordeling har man her en
anden Skik end i Christiania, med Hensyn paa Anordningen,
som kun tillader at indbyde et vist Antal Par, ligesom det
og skal være af Lydighed mod Landets Love, der ei vanker
ringeste Tractemente, omendskjønt man rigtignok baade i
|
| s.491 | Kjøbenhavn og Christiania for længe siden har ophørt at
være saa samvittighedsfuld, men ligefra Statholderen til
Fiskere og Lodser giver Frokost, mere og mindre elegant,
efter Evne og Omstændigheder. Ved at see saadant indført
i begge Rigers Hovedstæder, kan jeg maaskee være forledet
til at dømme urigtigen herom, da 18 Aars Vane gjerne kan
være Uvane; men hvorfor man skal vende tilbage fra Kirke-
gaarden til Sørgehuset og bukke for de samme Mennesker,
man har seet før, det forstaaer jeg ikke, men holder det for
en kleinstädtisch Uskik. Denne Uskik tog jeg imidlertid ikke
Deel i, men tog Afsked paa Kirkegaarden.
Anden Afdeling af Aftenens Concert begyndte med en
Violinquartet af den lille niaarsgamle Bull, Apothekerens
Søn. Jeg siger med Peder Degn: "Vel nok Mamselle for
saadan ung Person!" -- Hvad der næsten morede mig meest
af det Hele var en Buffa-Arie af Bøschen, der har et ganske
mesterligt Foredrag. Derimod havde de en Slutningsscene,
som jeg slet ikke gouterede. Erichsen declamerede nemlig
"Udsigten fra Ulrikken," et Digt af Brun, og sang de to
sidste Stropher, der indeholdt Ønsker for Bergens Flor og
Velstand. Digtet selv har ei betydeligt Værd, og Erichsens
enthousiastisk ladende, monotone Declamation forskjønnede det
ingenlunde. De sidste Linier af Stropherne gjentoges i Chor
af nogle Tilstedeværende; der fattedes blot at man skulde
raabt Hurra for Bergen. En ikke roesværdig Monopolist-
aand fremlyser af det Sted, hvor der ønskes eller spaaes, at
Bergen urokkelig skal staae,
"mens nybaget Kjøstad i Luften maa gaae!"
et uædelt Sideblik til de nye Nordlandske Kjøbstæder.
25de Februar.
Det dramatiske Selskabs Sølvbryllupsfest! Allerførst
optraadte gamle Normann som Prologus. Derefter spiltes
|
| s.492 | "Sølvbryllupet." Dette lange Femacts-Stykke fik da omsider
Ende, og saa kom den egentlige Stads. Et Tempel frem-
stilledes, hvor et Alter var opreist. Thalia (Frederikke Bohr),
meget godt klædt, traadte frem og holdt en meget lang Mono-
log. En Skuespiller (Mohr) traadte frem og passiarede lidt
med hende, hvorefter han lagde en Krands paa Alteret og
gik sin Vei. Atter sagde Thalia nogle Ord og sang et
Par Vers. Saa kom der en anden Skuespiller (Erichsen)
og viste Thalia al Respect, men fandt, at det ikke var saa
galt, om Melpomene ogsaa vilde umage sig hen og forherlige
Festen. Hun parerede da ogsaa Ordre og kom i Frue Wieses
Person. Af denne ypperlige Skuespillerinde havde jeg ventet
mig mere. Det værste af alt var, at just som hun skulde
holde Lovtale over sin kjære Søn Nordal Brun, gik hun i
Staae, og det var ikke uden Møie hun igjen kunde "i Gang
sin Tunge faae". Men endelig gik det dog an, og Mono-
logen blev fuldendt. Efter den kom et Par Vers, og under
alt dette stod stakkels Thalia og vidste ikke, hvad hun skulde
tage sig for. Omsider forbarmede dog Melpomene sig over
hende og rakte hende Haanden; samlede istemte de det sidste
Vers og gik syngende ud til hver sin Side. Dette var da
en dramatisk Epilog, hvor Versene vare ret nette og correcte,
men hvis Opfindelse ikke gjorde Sagen nogen Ære, ligesaa-
lidt som de Finter, han lod Melpomene give den fra Syden
hidkomne nye Smag, der er meget god, skjønt Abekatte
overdrive den.
27de Februar.
At Kongen sætter Norges Navn foran Sverige paa
de norske Mynter, fandt Christie at være en urimelig Føie-
lighed; i det mindste er det en saadan yderlig Bagatel,
hvilket Navn staaer først, at jeg ikke begriber, hvor Mænd
som Falsen, Schultz o. fl. kunne gjøre det til en Fædrelands-
|
| s.493 | sag. Derimod ansaae han det utroligt, hvad Stenersen skrev
til mig, at 1500 norske Tropper under General Stabells
Commando skulle møde ved Lystleiren i Skaane, hvilket strider
aldeles mod Grundloven, der blot tillader saadan Samling
nær ved Rigets Grændser.
2den Marts.
Yderst sørgelig er den Beretning, Deinboll giver i
Rigstidenden om Religiøsitetens og Sædelighedens Tilstand i
Finmarken, og det Gavn, Læreren der kan stifte. "Altfor-
mange Hindringer frembyde sig for Religionslæreren, saa at
han ei letteligen fristes til, under nærværende Udsigter, at
nedgrave sig i disse Ørkener for at indpode sin Virkekraft i
en fra Moderstammen, især i Henseende til det Aandelige,
afreven vissen Green, der ingen Frugter kan bære. Han
staaer ene her i et uhyre Rum, og spreder sine Ords Sæd
i Ørkenen blandt Mennesker, som kun Hunger, Frygt og
berusende Drikke kunne sætte sig i Bevægelse." -- Det er en
fordærvelig Brand, Deinboll har henkastet i vore unge Theo-
logers Hjerter, og det er næsten Samvittighedspligt at bidrage
efter Evne til dens Slukning.
4de Marts.
Jeg forelæste Sagen af min Dagbog for August 1814,
da Tingene viste sig for os paa Østlandet fra en ganske
anden Side end man faae dem her i Bergen. Medens vi
klarligen indsaae, at alt var forbi, troede man her, at intet
var tabt, som jo let kunde vindes tilbage. Medens Christian
Frederik hist græd og skjalv og fortvivlede, tilbad man ham
her som et overjordisk Væsen, og sagde om ham, hvergang han
oplod sin Mund, eller tog sin Pen: "Det er en Gud og ikke et
Menneske, der taler!" Manges Øine ere maaskee ikke opladne
i denne Stund. -- Sagen ynder hverken Musik eller Comedier.
|
| s.494 |
8de Marts.
Jeg har læst den udkomne Deel af Stenersens Reforma-
tionshistorie, og gjenkjender vel deri aldeles min Ven med
hans undertiden sære Anskuelse, men ogsaa hans ypperlige
Hoved og varme Hjerte, hans faste Overbeviisning og inder-
lige Følelse gjenkjender jeg, og nægter ikke, at jeg har læst
Bogen med sand Fornøielse. Jeg har forresten hverken
Tid, Stemning eller Kundskab til her at give en detailleret
Critik; det overlader jeg til Neumann, hvis Dom nok heller
ikke bliver saa aldeles overeenstemmende med min. Jeg
nævner hverken hvad der særdeles har behaget mig, eller
hvad jeg ikke kan være enig med Stenersen i; det eneste, jeg
her anmærker er, at han, ligesom hans Mester Grundtvig,
undertiden bruger platte og uædle Udtrykke, som i et saadant
alvorligt Foredrag ere upassende.
10de Marts.
Jeg sendte Wulfsberg to Morgenbladsbidrag, 1: Ind-
sigelse mod Deinbolls her anførte Yttringer, og 2: Svar
paa de spotske og alvorlige Anmærkninger, der ere gjorte
over det Kongebud, der indtil videre gjør Forklaringen og dens
Udtog til eneste autoriseret Lærebog i Almueskoler og ved
Confirmandunderviisning. Det første og længste Stykke var
anonymt; under det sidste satte jeg mit Navn.
12te Marts.
Lidt mere maa jeg dog sige om Bruns Digte, hvis
nærmere Bekjendtskab jeg i disse Dage har gjort. En
Poesiesamling paa 379 Octavsider af mindre sand Gehalt
end denne, er vel neppe til i det dansk-norske Sprog. I
Anledning af Kronprindsens Formæling siges, at Kjærlighed
gjør Konge, Prinds og Bondedreng
hver glad udi sin Seng,
|
| s.495 | en besynderlig Lovtale af en Præst ved en saadan høitidelig
Anledning. -- 161 Sider optages af saakaldte Menneske-
malerier, 40 i Tallet, af hvilke neppe Ottendedelen er over
det maadelige. -- Var den allegoriske Fortælling om Biskop
Hagerups Bryllup bleven ved, som den begyndte, vilde den
virkelig havt Værd, men fra den Tid "Ægteskab" begynder
at tale, bliver den saare flau og mat. Det er overalt en
smagløs Idee, at lade den personificerede Ægtestand indlade
sig i Væddekamp med det Søndmørske patriotiske Selskab og
flere saadanne ephemere Localsamfund. -- Mellem de 15
"blandede Digte" er ogsaa de Linier under Tullins Portrait,
hvor der siges, at Danmark har forbrudt sig mod
Tullins Støv ved at sætte "Evalds Gaver" over hans,
men naar man vaagner af Drømmen,
naar Mørkhed, Qualm og Damp for sund Fornuft maa rømme,
saa skal Tullin igjen faae "første Sted" blandt
Skjalde.(!)
17de Marts.
Hersleb er sygelig og nedstemt. Det glæder ham i en
Cand. Holmboe at finde en meget duelig og haabefuld Orien-
talist, der med Tiden kan afløse ham. I Cand. Arup haabede
han og at see en tilstundende theologisk Professor, men han
er forlovet og vil være Præst. Mange Professorer skrante.
At Hersleb under alle disse mørke Auspicier ikke er vel
tilmode, begriber jeg, men ellers forekommer han mig paa
nogle Steder at være Horats's Olding, difficilis, querulus,
laudator temporis acti mere end den unge venlige Lærer,
hvem skyldfri ungdommelig Glæde aldrig kan eller bør mis-
hage, naar kun Ynglingens høie Kald er hans Hovedmaal.
Af Rigstidenden sees, at det Laan, som ei kunde faaes
udenlands, nu skal aabnes i vort eget Land.
|
| s.496 |
18de Marts.
Af de Sognske Præsters Betænkninger over Kirketugten
udmærker sig især Kjelstrups og Kamstrups. Den førstes
Beskrivelse over Immoraliteten i Viig er frygtelig. Om
Deinboll forflyttedes did, gad jeg vide, om han vandt ved
Byttet. Jeg kan altsaa ikke undres, at Kjelstrup tilraader
en Strenghed, som maaskee der vilde være paa sit Sted, men
andensteds var uanvendelig og oprørende. Kamstrups Skil-
dring over Sogndal er ikke meget fordelagtigere. Boyesens
savnes endnu; han kommer gjerne seent, men saa er han des
udførligere. Dommen over Leirdølerne bliver neppe fordel-
agtigere end Kjelstrups og Kamstrups over deres Menighed.
19de Marts.
Christie sendte mig en Betænkning i Stiftsdirectionens
Navn til Gjennemsyn, hvorover jeg, saa syg jeg var, ret
hjerteligen glædedes. Kinns Almue havde klaget over Præsten,
at han fordrede ulovlig Fisketiende. Foged Kjerboe havde
viist Klagens Ugrund, men Falsen nedrev baade hans og
Rennords Grunde, og indsendte alt directe til Departementet.
Det kom tilbage til Stiftsdirectionens Erklæring, og Christie
har i en vidtløftig, med en Hob Lovsteder understøttet Deduc-
tion godtgjort, at Præsten har Ret, Almuen og Amtmanden
derimod Uret. Nei, det er dog nok bedre som bedre er!
jeg gjorde vistnok intet godt Bytte ved at faae Falsen til
Stiftamtmand.
20de Marts.
Neumann har havt Tidender fra Stockholm, som alt-
for vel retfærdiggjøre mine mørke Anelser fra i Høst. Kon-
gen er ikke mere syg, men ilde tilmode. Han har, tildeels
ved egen Uforsigtighed, gjort sig to af de mægtigste adelige
Familier: Mörner og Wachtmeister til Fiender. Et end
|
| s.497 | værre Skridt har han gjort, ved at lade, til Trods for alle
de Forestillinger der gjordes ham, præsentere ved Hoffet en
Baronesse K -- l, der er hjemkommen fra Petersburg, efterat
have været Keiser Alexanders Maitresse. Dagen efter fandtes
Pasquiller mod ham opslagne paa Gadehjørnerne, hvilke ved
Politiets (formodede) Skjødesløshed bleve staaende længer end
de burde. Vore Tanker om hans Regentværd og gode
Hjerte kan intet af hvad man hidtil har hørt formindske;
men naar man kjender den svenske Adels uhyre Prætensioner,
og veed, hvorledes den i ældre og nyere Tider har forstaaet
at gjøre dem gjældende, saa maa man vistnok grue ved Tanken
om den Ild, der kan optændes af disse, som det synes, smaa
ubetydelige Gnister. -- Grev Mörner, vor forrige Statholder,
har draget sig tilbage paa et lidet Gods han eier, og vil
leve af 400 Pd. St. aarlig, som han faaer af sin Sviger-
fader (maa vel altsaa have frabedet sig Pension; eller maaskee
det er uanstændigt for saadan høi Adelsmand at modtage
den). Grevinden er fra den Pragt og Elegance, der omgav
hende i Christiania, gaaet over til Tarvelighed og huuslig
Stilhed, og har fattet den faste Beslutning at komme ud med
hiin Sum. Det vidner dog virkelig om Resignation og Sjele-
storhed, som ikke Enhver kan rose sig af.
Rigstidenden giver en interessant Fortegnelse over de
ved Domstolene paatalte Forbrydelser i Aarene 1815 -- 17.
Tyvenes Antal hvert Aar var efter Middeltal hvert Aar
549. Deraf var forholdsviis det største Antal i Byerne.
Paa Landet havde Hedemarkens det største, nordre Bergen-
huus Amt det mindste Antal. Det er nok i Brutalitetsla-
sterne man fornemmelig excellerer i Sogn.
22de Marts.
Holtermann fortalte, hvorledes Garnisonens Officerer
under Oberstelieutenant Reins Anførsel nylig havde chicaneret
|
| s.498 | Lowzow. Det er Skik, naar nye Maneuvres o. dsl. ere ind-
studerede, at man da indbyder Commandanten til at see der-
paa, og da Fæstningen er Samlingsstedet, saa pleiede Com-
mandanten igjen at indbyde dem til en Frokost. Lowzow,
som aldrig giver sine Officerer et Maaltid Mad, modtog da
naturligviis ogsaa nu Indbydelsen unden at gjengjælde den.
Dette forudsaae man, og havde altsaa bestilt Frokost med
overflødig Drik til i en Vagtstue ligeoverfor Commandantens
Bolig. De vare meget lystige og muntre, og gjorde saadan
Støi, at Generalen sendte ind og bad dem være lidt roligere,
da det var Postdag, og han ei kunde samle sine Tanker.
Men Rein svarede i alles Navn, "at det var Krigsmænds
Skik efter fuldendt Arbeide at samles til muntert Lag; det
gjorde de nu, og de troede ikke hans Excellence kunde have
noget derimod." Budet gik, og hvad de ikke havde støiet før,
det støiede de nu, og L. var da saa klog at lade det blive
ved den ene Stafette.
23de Marts.
Jeg har læst Hansens sidste Fortælling "Othar af
Bretagne". Men hvad skal jeg sige om denne Bog? At
Fabelen er interessant, Foredraget let og livligt, Begiven-
hedernes Gang ordentlig og naturlig, at altsaa Bogen er en
morende Lecture for dem, som ingen Anstød finde i over-
naturlige Væseners Indvirken paa Menneskets Handlinger og
Skjæbne -- det kan man gjerne tilstaae, uden endnu at have
tilstaaet Hansen Æren for alt dette. En, jeg troer tydsk,
Forfatter, der skrev en Efterligning af Yoricks følsomme
Reise, var saa ærlig at sætte foran som Motto disse Ord:
"En Autor borger, tigger og stjæler saaledes, at Originaliteten
nuomstunder er ligesaa rar som Ærligheden." Ei upassende
vilde dette ogsaa staaet foran denne Bog. "Naar hver taer
sit," sagde en af Epigrammatisterne, der persiflerede Bagge-
|
| s.499 | sens Holger Danske, "hvad bliver saa tilbage?" Naar saa-
ledes la Motte Fouqué fordrer tilbage det mangfoldige, der
er taget af hans Alethes von Lindenstein; naar Tieck plukker
af Herman alle de Fjedre, der ere stjaalne af Omar i hans
Abdallah, og kræver tilbage alt det Ameublement af hans
Mondals Hule, hvormed Hansen har decoreret sin frygtelige
Dal; naar Øhlenschlæger viser sin foregivne Gulhundy lig-
gende i samme forføriske Stilling som den falske Ida her,
og Virkningen af Jesu Navn her er netop den samme, som
hist af Talismanen; naar -- dog hvo erindrer, hvo kan op-
regne alle disse Digte og Romaner, som faaes paa Universitets-
bibliotheket, og af hvis afrevne Dele et Menneske af levende
Indbildningskraft og heldige Fremstillingsgaver let vil kunne
samle et interessant Heelt, saa gjør nok Forfatteren sig selv
vel megen Ære, naar han siger, at han ingen Kilder "uden
for sig" kan anføre. -- Uller er en af Bogens interessanteste
Personer, og der er nogen Originalitet hos ham.
24de Marts.
Fra Pavels i Gloppen fik jeg Betænkninger over Kirke-
tugten. Der tales i en ganske anden Tone end i Sogn.
Det maa være en velsignet Egn det Nordfjord: Embeds-
mændene ere hurtige og expedite, Almuen er ordentlig, drikker
ikke, horer ikke, stjæler ikke, men gaaer flittig i Kirke og har
meget faa Uvaner.
28de Marts.
Det nye Selskab havde i Dag sin første Sammenkomst,
og det, saamæn! under ret gode Auspicier. Jeg kan ikke
forebygge det; ved enhver Udvandring paakommer mig efter
denne lange Sygdom og de gjentagne Recidiver en Ængste-
lighed, som gjør at jeg med Ulyst forlader Hjemmet. Imidler-
tid kjørte jeg afsted, og havde i ingen Henseende Aarsag til
|
| s.500 | at angre det. -- Vi samledes og drak Thee, hvorpaa de af
os, som skulde være Tilskuere, begav os ind paa det lille
Parterre. Der begyndtes med en Prolog af Foss, som ikke
behagede mig. Frue Foss fremtraadte som en Kone, der
havde en melancholsk Mand; det var hans Fødselsdag, og
ved sine 6 Børns Hjælp vilde hun berede ham en Surprise,
som hun haabede vilde gjøre Virkning. Hun gik; Manden
kom ind og declamerede noget om Hypochondrie. En reisende
Musicus lod sig melde, og efter nogen Ventilation kastede
den Fremmede sin Kappe af, og den melancholske Mand
gjenkjendte en gammel, savnet Ven. Et Tæppe gik nu op i
Baggrunden, Fruen og hendes Børn stod omkring et Alter
med Transparent, Mandens Humeur opklaredes, og man blev
fra alle Sider enige om, at Kjærlighed og Venskab forskjønne
vort Liv. -- "Den Døve, eller Vertshuset fuldt af Gjæster"
var det forestilte Stykke. Jeg kan ikke sige der var en eneste,
som spilte maadeligt, og jeg har ikke seet et bedre Ensemble,
siden jeg kom til Bergen. En net Epilog, hvor Falsen først
anstillede de sædvanlige Foraarsbetragtninger, siden han og
hans Kone indbød Selskabet til at tilbringe Resten af Aftenen
hos dem, forstyrrede ikke det behagelige Indtryk. Imellem
Acterne spilte Capt. Bulls Frue Smaastykker paa Fortepiano.
Nu kom vi da ind i et Værelse, hvor Bord var dækket med
kold Anretning. Man sang endeel Viser, hvoriblandt en ny,
bestemt til Selskabets Indvielse. Da Maaltidet var endt,
begyndte Dandsen. Det hele Selskab dandsede, ogsaa min
Kone, og alle tilstod, at de aldrig havde fornøiet sig saameget,
og at Harmoniens og det dramatiske Selskabs Baller ikke bar
Vand mod dette.
1ste April.
Directionen i Realskolen skulde i Dag overlevere Ele-
verne Charakteerlisterne efter den nys holdte Examen, samt
|
| s.501 | bekjendtgjøre, hvem der havde faaet Præmie, hvilken dog først
uddeles i August Maaned. Da jeg nu befinder mig ret vel,
vilde jeg ei udeblive fra denne Høitid, men en flauere Cere-
monie har jeg aldrig i mine Dage bivaanet. I et Værelse
vare Lærerne samlede, i et andet Directionen, der fordrev
Tiden med uvedkommende Discourser, indtil man lod os vide,
at vi ventedes. Vi gik da opad en Trappe i streng Orden
efter borgerlig Rang, og kom ind i et værelse, hvor Dren-
gene stode opstillede i to Rader. Vi gav et naadigt Nik til
begge Sider, og stillede os i samme Orden øverst oppe i
Salen, hvor Christie med et Papir i Haanden anmeldte de
Opflyttede, samt opraabte hver Dreng, som traadte frem og
modtog Charakteerseddelen af min Haand. Præmietilkjendelsen
skulde da og været proclameret, men det havde behaget Lærerne,
der i denne Henseende ere Directionens lovmæssige Foresatte,
vistnok efter Conrector Windings Befaling, at opsætte det til
Uddelingsdagen, og saaledes lade alle dem, der havde ventet,
at det skulde gaae efter Sædvane, løbe April. Det blev da
ved en høist ceremoniel, iiskold Tiltale af Christie til Bør-
nene samt et Par Mænd, der i Klokker Houges Sygdom
informere gratis, hvorpaa vi gik igjen i samme høitidelige
Orden. Det var Skade, Lærerne ikke havde udnævnt en
Deputation til at modtage og følge os; det vilde da været
et livagtigt Storthingsoptrin, hvor Præsidenten med sin im-
ponerende Værdighed aldeles ikke savnedes. Jeg var ret
inderlig arrig over det hele Optrin, der var saa ubetydeligt,
og fik ved Formandens Embedsstiil en latterlig Gravitet.
Hvad jeg drømte om Sjeleharmonie mellem mig og min
Stiftamtmand bliver aldrig opfyldt. Jeg erkjender ham for
en Mand af god Forstand, udmærket Embedsduelighed, fiin
Levemaade, underholdende Conversationstone; besidder han
flere gode Egenskaber, har jeg endnu ikke opdaget dem.
|
| s.502 |
3die April.
Endelig har Centralcommitteen ladet høre ordentlig fra
sig, og sendt os et Forslag til nye Love for Bibelselskabet, do.
til Statuter for det derfra udgaaende Samfund, der lader
Lære- og Andagtsbøger trykke, og endelig i et langt Brev
nogle Separatartikler, man ligeledes ønskede tagne under
Overveielse. Det synes som man har oppebiet Formandens
Afreise (paa Visitats i Kongsbergs Provstie) for at bringe
den Ting i Stand. Jeg finder samtlige Forslag ret antage-
lige. I Regard af Bergens Stift, der har ydet saa store
Bidrag, afgiver Moderselskabet 1600 Specier, men mere kan
det ei undvære.
Rigstidenden giver en bedrøvelig Prospectus over de ved
Underretterne og Forbrydelsescommissionerne behandlede Sa-
ger i Aarene 1817 -- 18. I Aggershuus Stift ere de siden
1814 stegne til det dobbelte, hvorimod Forøgelsen i de andre
Stifter har været ubetydelig. -- Blandt de ved Høiesteret
paadømte Sager er en, som desværre ei er mig uvedkommende.
En Anders Ingebrechtsen, som jeg efter Attest fra David
Thrane og Forlovernes Vidnesbyrd har viet i Slotskirken,
er dømt for Bigamie. Sagtens forvandles vel Dødsstraffen
til Slaverie paa Kongens Naade, og den vil han vel snart
nyde godt af; imidlertid kan jeg ikke quæle en lønlig Selv-
bebreidelse, at jeg ved strengere Undersøgelse af alle Om-
stændigheder kunde afværget denne Ulykke for Manden. Sad
jeg endnu paa Aggershuus, undgik jeg neppe en Mulct, og
jeg kan ikke sige den var ufortjent. -- I Nationalbladet
giver Pavels Hielm under sit Navn en mærkelig Erklæring,
hvor han fralægger sig alle directe og indirecte Beskyldninger,
som i Morgenbladet og andetsteds ere gjorte ham, beraaber
sig paa Kaltenborns Vidnesbyrd, angaaende hans Samtale
med Kongen, priser dennes "godmodige Nedladenhed og fader-
lige Blidhed, der saa vældigen fængsler den understaatlige
|
| s.503 | Kjærlighed", erklærer at han i dette Aar kun har ladet trykke
to uskyldige Smaastykker i Nationalbladet, og at han herefter
aldrig vil lade trykke nogen Linie uden at sætte sit Navn
under -- guod felix faustumque sit! Den malicieuse Karl,
som har indrykket de nye Sottiser, maa altsaa være en anden.
5te April.
Det nyttige Selskabs Oplysningscommittee var i For-
middags samlet paa min Studeresal. Det overdroges Sagen
at udarbeide nogle Projecter f. Ex. om Præmieudsættelse for
en Lærebog i de Gjenstande, Religionen undtagen, som man
kunde ønske behandlede i Almueskolerne, om Almuebibliothekers
Oprettelse, om Tegneunderviisning i de bergenske Fattig-
skoler m. m. Falsen og jeg ere temmelig vantroe i det
Capitel, og Vantroen begynder at smitte paa Sagen.
7de April.
Posten bragte en lang og indholdsriig Epistel fra
Munch. Jeg forbauses i høieste Maade over det meget, han
i denne korte Tid har udrettet, især i Aggers Sogn, og maa
i ligesaa høi Grad prise Menigheden som mig selv lykkelig
ved min Bortgang derfra, da jeg til saadanne Reformer
mangler Mod, Energie og Standhaftighed. Han har gjort
det umuligt for forlovede Folk, saaledes som hidtil har fundet
Sted, at leve sammen som Ægtefolk og fylde Sognet med
uægte Børn: han døber intet saadant Barn uden Faderen har
gjort personlig Angivelse, da Moderens Ansøgning sendes til
Amtet, som bestemmer Faderens Contingent. (Men naar nu
den virkelige eller foregivne Fader er død, bortreist, ingensteds
at finde, hvad saa?). Han har faaet 10 ordentlige Med-
hjælpere til at paasee Uordener, og vil nu have saadanne
i Slotsmenigheden (?): han har faaet alt Brændeviinssalg
ved Aggers Kirke om Søndagen hemmet, og alle Brød- og
|
| s.504 | Kagekjærlinger, der leirede sig om Kirkerne, forjagede: under
Prædikenen og Communionen lader han Kirkedøren lukke, og
Ingen uden Syge kommer ud i den Tid: han vil herefter
ikke admittere noget ugift Menneske under 25 Aar til Alter-
gang uden foregaaende Overhøring: ved Fattigvæsenet er Uor-
den, Underballance og megen Forvirring, men ogsaa derimod
arbeides ved Pengehjælps Indskrænkning, ved en nøiagtigere
Inspection, ved at hindre Landstrygeres Indflytning; iøvrigt
klager han over at alt flere og flere gaardbrugende Byemænd
blive insolvente. Den eneste Forandring ved Skolevæsenet,
han hidtil har Idee om, er at forene den længe omtalte faste
Skole for Aggersgaden og Bjergfjerdingen med den nu ledige
Gravertjeneste. Munch er vel tilfreds med sine Indtægter,
som ere meget gode, kun har Kjerschow i dette Foraar over
90 Confirmander og han -- 7. Lumholtz2 har faaet Befa-
ling af Bispen at resignere eller holde personel Capellan.
Han vil ingen af Delene; adhuc sub judice lis est.
10de April.
Det sidste Ark af det nye Testamente er nu afleveret
fra Hersleb. "Det Arbeide," skriver han, "har kostet mig
mere paa Helbred, Tid og Sindsroe end alt, hvad jeg
ellers har havt at bestille." (??) -- Endelig sender Quale
mig en 3 Ark lang velskreven Afhandling af Boyesen om
Kirketugten. Der er meget af hvad saaledes indberettes,
som Præsten godt paa egen Haand kunde rette, og som
Bispen, naar de ei have Mod og Kraft dertil, kan befale
dem. At afsondre dette, som Regjeringen vist ikke vil indlade
sig i, fra det der egentlig kunde være Gjenstand for Lovbud,
bliver min første Pligt, og den er ikke saa vanskelig; men
saa at forene Kjøbstædernes, Landets og de saa høist forskjellige
|
| s.505 | Landsegnes Tarv, og gjøre Forslag, der kunne indføres i
Christiania og i Bergen, paa Hedemarken og i Sogn, det er
en Knude, som jeg ikke venter at kunne løse. Jeg længes
nu efter Beretningen fra det mig ubekjendte Søndmør, og
især efter den fornuftige og erfarne Provst Baades Tanker.
Naar jeg faaer dem, lægger jeg Haand paa Arbeidet, uden
at oppebie Nord- og Søndhordlehns Eragtning, da jeg deels
kjender de Egne temmelig nøie, deels ikke gjør mig store Ideer
om de Præsters Evne til at udfinde og foreslaae, hvad der
er skjult for en N. Hertzbergs, en Normanns, en Kjelstrups,
en Linds, en Boyesens og fleres skarpseende Øine.
14de April.
Gunder Hovhoug har nu paa 8de Aar siddet i Christia-
nia Raadstuearrest. Dette paaankes i Rigstidenden med temme-
lig Beskedenhed, men i Intelligentsseddelen sættes Himmel
og Jord i Bevægelse. En forunderlig Sammenhæng maa
det dog have med den Sag. At den ikke er saa illegal, som
den udgives for, er rimeligt, da den forhen har været paatalt
og Justitsdepartementet tier. Men uretfærdig og fremfor alt
inhuman er dog den Fremgangsmaade at lade en Arrestant
sidde udømt i halvottende Aar, og man kan ikke undlade at
tilskrive den Ufuldkommenhed, enten hos Loven eller dens
Udøvere. -- Den gamle Klokker Schultze3, ei unavnkundig
som Udgiver af physicalsk Aarbog og Forfatter af do. Gru-
blerier, er død i sit 76de Aar.
15de April.
Da jeg ikke havde Lyst til at bivaane det nyttige Sel-
skabs Quartalsmøde, især da det var et Uveir med Regn og
Blæst, bad jeg Sagen overbringe min Undskyldning. Han
fortalte, at Falsen reent har ophørt at interessere sig for den
|
| s.506 | Ting, og anseer vore Foretagender blot for latterlig Tids-
spilde. Af samme Mening maa jeg da sige, jeg ogsaa er;
men naar han i Almindelighed angav det som charakteristisk
for Falsen at affectere Deeltagelse for deslige Ting, og naar
han ved Forslag og Modsigelser havde gjort dem ret indvik-
lede, drage sig tilbage og belee andres standhaftige Iver, saa
maatte man rigtignok frabede sig ham til Medarbeider i
hvilketsomhelst Anliggende, som man med Flid ønsker at
bringe til heldigt Udfald.
I Eftermiddag var Stiftscommitteen samlet for at over-
veie, hvad der kunde være at indvende mod Centralcommitteens
Forslag. Christie førte især Ordet, og var i flere Ting
uenig med Centralcommitteen; vi andre derimod des enigere
med ham. Hvad der især eenstemmigen blev decreteret, var
at de Penge, der kunde gjøres frugtbringende, skulde og maatte
blive i det Stift, hvor de vare givne, og kunde ei, med mindre
Selskabets Tarv nødvendigen fordrede det, sendes til Christia-
nia. Dette fremsattes ei alene som almindeligt Forslag, men
man vilde endog fordre Exception for Bergen, om man
andensteds bequemmede sig til Udleveringen, og Christie havde
den ulyksalige Idee, at man før maatte afsondre sig, end
give efter i den Sag. Dertil skal det nu med Guds Hjelp
ikke komme; til Paastanden laaner jeg gjerne min Haand og
min Pen, men naar det kommer til det yderste, saa har jeg
vel og et Ord at sige, og før jeg tager Deel i saadant for-
argeligt Schisma, nedlægger jeg min Formandspost -- dog
de fleste Medlemmer ere vist paa min Side, og ville votere
med mig, naar det gjælder. -- Christie blev her noget efter
de andre, og vi talte om Hertzbergs Forslag til den hardan-
gerske Post, hvorover han fandt det infra dignitatem at sende
skriftlig Erklæring til mig, men sender den umiddelbar til
Departementet. Han var imidlertid saa god mundtligen at
meddele mig sine Tanker, og de Grunde efter hvilke han
|
| s.507 | han finder Forslaget uantageligt, og disse har jeg optegnet,
for at kunne i min Betænkning efter bedste Evne gjendrive
dem. Jeg mærker overalt, at det aldrig kan nytte at ville
bringe ham fra sin Mening. Der er altsaa ikke andet for,
end hvor vi dissentere, at gjøre directe Contraforestilling, og
fremsætte de Grunde, som jeg -- efter Fornuftens og Billig-
hedens Stemme -- finder at tale imod Lovens bogstavelige
Udtydning, som han ved alle Leiligheder holder fast paa.
1 tilbake See Pavels's Udtalelser om Keyser, Autobiographien S. 130 -- 132.
2 tilbake Stiftsprovst og titulær Biskop L. var født 19de September 1729 og
altsaa ved den Tid i sit 90de Aar.
3 tilbake I Kragerø; hans Sønnesøn var Storthingsmanden og Forfatteren,
Sagfører H. H. S. Schultze. |
| bla bakover |