1819 1ste Januar.    Jeg har i disse Dage været i Strid med mig selv, om jeg ogsaa i det nye Aar burde fortsætte denne Dagbog. Det er dog, og synes alt mere og mere at vorde, næsten lutter Bagateller, som jeg nu har at nedtegne, og dertil medgaaer dog virkelig megen Tid. Naar jeg har skrevet en Slump Embedsbreve, har indpakket, forseglet og afsendt vidt- løftige Expeditioner, har indført i Annotationsbogen, hvilke Breve ere ankomne og afgaaede: ofte ønsker jeg da, selv i denne min Eensomhed at have Resten af Aftenen for mig selv, læse eller ligge udstrakt i Sophaen i et livsaligt far niente; men saa forestaaer Dagbogsskrivningen endda, og er mig mangen Gang ret udmattende. Men naar jeg saa tænker paa, at jeg nu over 6 Aar, undertiden under maadelige Auspicier, med Standhaftighed har udført dette Arbeide, at aldrig mere end to Dage ere sammentagne, og dette endda kun faa Gange i Sygdomstilfælde: at meget staaer her, som længe siden var glemt, naar jeg ikke havde optegnet det, og som nu, s.471   saalænge som jeg lever, bliver mig i frisk Minde: at jeg har en fuldstændig Udsigt over min Brevvexling, min Lecture, mine Arbeider, mine Sorger og Glæder i et saa langt Tids- rum, hvortil vel ikke mange Mennesker have Magen: at vel og en og anden interessant Anekdote gjemmes her, som kan more Bogens Læsere efter min Død, saa synes mig dog heller ikke at jeg kan opgive Arbeidet. 2den Januar.    Blandt Dagens Breve maa jeg nævne en Billet fra Brun, hvori han melder mig, at Aabel har skrevet til ham, at Friis er indstillet til Sogndal foran to ældre Præster, Schjøtz (Schjødt?) og Meldal. Jeg havde allerede skrevet nogle Ord til Friis, for at melde ham dette glædelige Bud- skab, da en Tanke med et oprandt i min Sjel. Der er to Præster i Aggershuus af Navnet Meldal. Capellanen i Rolloug kan aldrig blive Friis farlig; men hvad om det er Capellanen i Asker? og hvad om Dr. Neumann atter har benyttet sig af den ham naadigst givne Tilladelse, at anbefale underhaanden, hvem han ønskede befordret? Denne Tanke gjorde mig meget mismodig og ærgerlig. Var det virkelig saa, blev Meldal Friis foretrukken, det maatte kølne Ven- skabet mellem mig og Neumann, hvem jeg ikke kunde undlade at beklage mig for og over; det maatte forvolde, at jeg med Fordom og Modbydelighed vilde see en ellers brav Mand indtræde i mit Stift. Inhuman og uretfærdig mod ham skulde jeg vist ikke blive, men hans Ven kunde jeg heller ikke være. For det første rev jeg Brevet til Friis itu: Resten vil snart vise sig. 3die Januar.    Cancellieraad Sæbye fortalte, at her dog er 70 Sub- scribenter paa Morgenbladet i Bergens Stift. s.472   4de Januar.    Jeg havde tænkt aldeles at slaae Haanden af den om- talte Skoleplan, og, hvis min Helbred ei tillod mig at bevaane Directionsmødet, lade dem gjøre det saa galt som de lystede, uden at sige et Ord derimod, men efter en Sam- tale med Bohr har jeg forandret min Beslutning. Han forsikrede mig, at selv af de Lærere, der havde underskrevet Planen, adskillige ikke yndede den, men Conrector Winding havde imponeret dem, og saavel Project som Indklædning var for det meste hans Arbeide. Og nu anseer jeg det for min Pligt at arbeide mod hans excentriske, philantropiske Planer saavidt jeg kan.    Lengreen paastod med Vished at vide (det første vel efter Horns Fortælling) at baade Gustav den 3dies Drab og Gustav Adolphs Afsættelse skede Carl den 13de aldeles uafvidende. -- Der menes at Kongen i Sommer reiser til Kjøbenhavn, for at frie for sin Søn til Prindsesse Caroline1, som er 6 Aar ældre end han. Hvad skulde vindes derved? hun er jo ikke Arving til Danmarks Throne, og troer han at de Danske ville kaste sig i vore Arme, for at blive Souveraini- teten qvit, og faae en norsk-svensk Constitution, saa forregner han sig sikkerligen. Ogsaa uden det indgroede Had til Sverige og Carl Johan ønskede neppe de Danske at forandre Regjeringsform. Det synes hverken som de tydske Publi- cisters Skrifter, eller vort og vort Broderfolks Exempel har givet dem mindste Længsel efter Kongemagtens Indskrænkning og Repræsentantsystemets Indførelse. 7de Januar.    Venturinis "Chronik des Jahres 1814" har jeg til- s.473   laans fra Falsen. Norges Historie for hiint mærkværdige Aar er fortalt med megen Udførlighed. "Ein wohlunter- richteter Normann", som selv har taget Deel i de Dages Begivenheder2, har forsynet Udgiveren med en udførlig Beretning, der ialmindelighed er saa rigtig og nøiagtig, at man maa undres over, at en saadan Mand kunde debitere saa aabenbare Usandheder, som dem man hist og her støder paa. Lader jeg det endog gjælde, hvad ogsaa Platou engang paastod, men hvad jeg aldrig mærkede Spor af, at Sverige havde et betydeligt Partie i Norge: hvo var da den Biskop Baum, der nævnes ved Siden af Anker, Wedel og Wergeland som Partiehøvding? Det var ikke Bech; han nævnes mange Gange ved sit rette Navn; Prinds Christians Ven Bugge ligesaalidt, allermindst Svenskernes djærveste An- tagonist Brun. Mon det ikke skulde være en fordærvet Læse- maade af Hount, som kaldes Biskop, maaskee fordi han af Carl Johan var bestemt dertil? Om det er sandt, at et republicansk Partie havde et Directorium af 6 Medlemmer, veed jeg ikke; jeg har aldrig hørt det. En latterlig Usand- hed er den, om det Amazoncorps, som organiserede sig under Anførsel af en Heltinde ved Navn Pihl. Ogsaa denne For- fatter veed, hvad Ingen i Christiania nogensinde har vidst, at Haxthausens Huus under Opløbet blev udplyndret. En- delig forsikres, at Ingen var saa fast "og selvstændig som Christie (!) og Sverdrup. De andre tog gjerne mod svenske Ordener og Udmærkelser" -- men det gjorde ikke de.    Tredie Aargang af Tilskueren er begyndt. Som Hand- sel indsendte jeg til samme Blad en Anke over Sangen til Carl den 12tes Ære. Min hele Sjel oprøres ved denne nedrige Smiger, og om jeg atter skulde gaae Glip af min Commandeurstjerne, hvilken jeg overalt nu sætter liden Priis paa, maatte jeg paatale den. s.474   9de Januar.    At Postvæsenet er lagt under Finantsdepartementet, lover just intet Godt for de foreslaaede Forbedringer her i Stiftet. Som Grev Wedel nok overalt har en haard Hud, saa er der nok intet, som rører ham mindre end Præsteklager.    En Bonde fra Qvindherred, som betalte Landskyld, bragte mig en behagelig Efterretning. Det har krænket Hertzberg meget, at høre mig yttre Misnøie med Ungdommen paa Visitatsdagen, men det var af den Slags "Bedrøvelse som virker Omvendelse til Saliggjørelse og som man ei for- tryder", thi fra den Tid har Underviisningen igjen faaet nyt Liv. Hertzberg katechiserer og lader Skoleholderne komme til sig, og driver ret Arbeidet med Lyst og Kraft. -- Min Kone spørger hvad Nytte Visitatser gjør? her seer man det tydeligen. Lad det end være en tilfældig Omstændighed at Qvindherreds Ungdom spilte saadan maadelig Rolle! lad være at en anden, maaskee ikke bedre oplyst havde en lykkeligere Stjerne, blev tarveligen rost af mig, og fornøiet dermed blev liggende i sin Dvale -- paa dette Sted gjorde det dog Effect. Jo sandelig, det er til stort Gavn, at den høieste Opsyns- mand gjør saadant Besøg -- om det ikke er andet end Kirker og Præstegaarde, som Aar efter Aar vare ureparerede. Da Bispen kom, fik man nyt Liv, udfeiede den gamle Suurdeig og gjorde alt peent og pynteligt. 11te Januar.    Ikke efter Lodkastning, som i Christiania, men efter eget Indfald læser jeg nu igjen mine egne Bøger af dem, Raden ikke kom til før min Hidreise. Saaledes har jeg nu læst Bastholms jødiske Historie. -- -- -- Vilde alle christelige Stater i og udenfor Europa enes om at følge Norges Exempel, og udelukke alle Jøder fra deres Lande -- ikke bruge Vold mod dem, ikke deportere dem, blot sige: reiser s.475   Jeres Vei, eller bliver Christne! hvad den nuværende Slægt vilde vinde, veed jeg just ikke saa lige; men at den kom- mende, baade af Jøder og Christne vilde det, troer jeg sta- digen. 13de Januar.    Normann i Leganger gjorde mig opmærksom paa den høist betydelige Feil i de nyeste Udgaver af Forklaringen, at baade Jesu Nedfart til Helvede og Opstandelse er udeladt af anden Artikel. Efter den Bodvækker, de fik ved Hertzberg i Anledning af Katechismen, og efter det ubehagelige Indtryk, det gjorde paa Hersleb og Stenersen, maa saadan Skjødes- løshed høiligen overraske, og jeg kan ikke skaane Central- committeen for en venlig Bebreidelse.    Nationalbladet begynder ligesom vor Tilskuer med en poetisk Nytaarshilsen, der vel ikke har høie digteriske Sving, men behager mig dog langt mere end Lieutenant Foss's. Dens Indhold er, at vi hverken bør være Danske eller Svenske, men Norske, og holde strengt over de Rettigheder, vor Grundlov hjemler os, og dertil siger jeg Amen. -- Der- paa kommer, hvad jeg undres over ikke er kommen for længe siden: Anke over den svenske Deputations Afskedscompli- menter til Normændene, men ikke i Pavels Hjelms opirrende sarcastiske Maneer. Med mandigt Alvor paatales det for ægte Normænd utaalelige i dette Document, og vi opfordres alle til Aarvaagenhed. 14de Januar.    At det var 14de Januar, er Dagens eneste Mærkelig- hed. Fem Aar ere altsaa henrundne siden den ulykkelige Kielerfreds Slutning, siden den ugjenkaldelige Opløsning af det Baand, der i fire Aarhundreder havde forenet Norge og Danmark, siden jeg ophørte at være alle mine dyrebare s.476   danske Venners Landsmand. Ønske den svundne Tid tilbage, vil jeg ikke; det var ligesaa upatriotisk som frugtesløst. Norge har nu en fuldkomnere Regjeringsform, dets Indvaanere større Borgerfrihed end under det danske Scepter, og ihvor mange og store Savn vi endnu føle, kunde vi vel ikke med Rimelighed ventet os i den korte Tid, med de faa Ressour- cer og den ringe Erfaring hos det lovgivende Corps, bedre Kaar end de, vi ere i Besiddelse af -- og dog! jeg var lettere om Hjertet den 31te December 1814 end samme Dag 1818. Siden jeg kom her, seer jeg overalt meget fra et andet Synspunct; det forekommer mig alt mere og mere, som Foreningen mellem Norge og Sverige er en Bygning opført paa Sand. Medens man søger at befæste den, arbei- der man virkelig paa at omstyrte den, og jeg forudseer ubehagelige Optrin. 15de Januar.    Christie havde brugt et Udtryk, som jeg aldrig kan ophøre at ansee for splittergalt, men han paastod dets Rig- tighed, og saa lod jeg det passere. I Embedsbreve kommer det da ikke saameget an paa Stilens Skjønhed og Correct- hed, og i den har da virkelig ikke heller Christie sin Force. 16de Januar.    Fra Høiesteret fik jeg Fortegnelse over de Sager, som i dette Aars første Cession skulde foretages, og disse ere -- Delinquentsager uberegnede -- 236, hvoriblandt 101 over- blevne fra forrige Aar, hvilket Amtmand Falsen tilskriver, at man har beholdt den mundtlige Procedure. (Jeg veed ikke, hvordan han vilde havt den skriftlige indrettet, men som den i Storthinget foresloges at Weidemann, forekom den mig uendelig vidtløftig). Ved denne Fortegnelse anmærkede jeg: a. At af de nye Sager er 63 flere af Aggershuus Stift, end fra alle de andre tilsammentagne. b. At der er yderst s.477   faae Processer hvor Bønder eller Embedsmænd udgjøre Par- terne, og at vist ni Tiendedele ere mellem Kjøbmænd. Odels- processerne synes efterhaanden at forsvinde. Falsen tilskriver det Odelsrettens Indskrænkning, og er dette dens værste Følge, saa Tak være Lovgiverne! (Ellers fortalte han, at det længe har været Statsminister Ankers Plan at oprette et Baronie, at blot Voxenbøndernes haardnakkede Vægring at afhænde et Jordstykke, der behøvedes til at arrondere sig, lagde Hindring i Veien derfor, indtil Grundloven kom og reent kuldkastede Ideen3. Er der nogen Uvedkommende, som giver sig Tid til at læse denne Fortegnelse, vil det meest av alt frappere dem at see Hertugen af Devonshire føre Proces med Tracteur Carstens. Der taltes om en ublue Regning fra denne, da Hertugen beærede Christiania med sin Nærværelse, men at den Sag skulde gaae til Høieste- ret, og at en Mand med 120000 Pd. St. aarlig Indtægt for nogle Punds Skyld forfølger en norsk Tracteur gjennem alle Retter, og det en saa høi Standsperson ovenikjøbet, det er virkelig overraskende. 17de Januar.    Assessor Hagerup gjorde mig et Besøg. Vi talte om Bergensernes Animositet mod de Svenske, og deres Amalgama- tionsforsøg. Jeg yttrede i den Anledning, hvor godt det var, naar Kongen havde en ægte Normand hos sig, der kunde aabne ham Øinene for Nationens sande Stemning og Tarv. En saadan forsikrede Hagerup, at han har i Motzfeldt, hvilket overraskede mig. s.478   18de Januar.    Holtermann fortalte mig et Charakteertræk hos Rein, som var mig uventet. Naar han er frisk, besøger han 3 -- 4 Gange om Ugen Kirkeværge Dedichen, i hvis Huus er intet, som kan interessere en saa dannet Mand, undtagen at man der veed alt hvad der passerer i Byen, og at der altsaa bestandig er nyt at høre af chronique scandaleuse. 19de Januar.    Det eneste mærkelige jeg fandt i Rigstidenden var, at der under Foreningen med Danmark sjelden indstævnedes mere end 30 -- 40 Sager om Aaret til Høiesteret, hvorimod der for dette Aar ere 135. Steeg Mængden af de norske Universitetsborgere i lige Forhold, maatte vi lykønske Fædre- landet. 21de Januar.    Jeg har i Dag hørt et Par mærkelige Exempler paa min Formands mageløse Forfængelighed. Her var en Som- mer nogle franske Officerer; dem vilde man amusere med Comedie, hvortil Brun havde foreslaaet noget Væv af hans eget Fabrik, kaldet Væveriet, og dette Stykke besatte han blot med Medlemmer af sin egen Familie. Et andet Stykke, kaldet Officeren, hvori blandt andet 6 Tønder Fladbrød indbringes paa Theatret, ret noget Sniksnak, vilde Brun have spilt for Kronprinds Frederik, da man 1802 eller 34 talte om at han skulde komme her. Og for den Mand op- reises Æresstøtte i en Kirke! 22de Januar.    Tre ubehagelige Visiter udgjorde saa omtrent denne Dags Historie. -- -- Det ubehageligste af alt var et Andragende fra s.479   en Mand, som vilde have sit Barn døbt -- ja hvor uden i Korskirken, hvorfra alle mine Plager komme? -- men Irgens havde forlangt 16 Rbd., og hvis han ikke fik dem, vægret sig for at døbe Barnet. Da Ingen var nævnt i den skrift- lige Klage, paategnede jeg, at jeg ikke kunde tage egentlig Notice af Klage mod unævnt Mand; kunde det bevises, at en Præst uden skjellig Grund havde nægtet et af Sacramen- ternes Uddeling, saa maatte skriftlig Angivelse skee til mig herom, da Sagen skulde blive undersøgt. Herpaa skrev Irgens en lang clamamus, hvor han rigtignok fra Legalite- tens Side fuldkommen retfærdiggjorde sig, saa jeg atter paa- tegnede, at jeg efter de givne Oplysninger intet kunde have at erindre uden dette, at jeg som Slotspræst til Agershuus sjelden af saadan simpel Arbeidsmand i 1816 -- 17 fik mere end 5 à 6 Rbd. for en Barnedaab. Tredie Gang kom Manden igjen med den Besked, at Irgens var uovertalelig. -- "Hvormeget han da fordrede?" -- "5 à 6 Rbd." -- "Om han da syntes det var for meget?" -- , "Ja, han kunde slet intet give." Heri kunde jeg da ikke give den unge friske Mand Medhold, og sagde, at Præsten maatte og skulde have Betaling, men saa han sig ei istand til at udrede den Sum, saa kunde han jo hjemmedøbe Barnet, og bie med at føre det i Kirke, indtil han fik Penge. Dette syntes ei heller at være ham tilpas; imidlertid maatte han nøies dermed og drev af. 23de Januar.    "Morgenbladet" er alt i sine Hvedebrødsdage et maade- ligt Blad, og faaer da og sit Skudsmaal i "Nationalbladet". 25de Januar.    Fra Niels Hertzberg fik jeg i Dag et af de længste og interessanteste Breve, jeg nogensinde har faaet fra ham. s.480   Det er begyndt i Odde Præstestue Nytaarsdagsmorgen Kl. 5. Han var Dagen før i Storm reist did, men laae rolig i sin Vængebaad, lod sig vippe op og ned, og tænkte paa den trygge Havn, hvor vi alle lande efter den stormfulde Fart paa Livets Bølger. Med den Vises stille Fatning, og tillige med den troende Christnes Glæde taler han herom; men naar han saa atter bringer sin kjære Magnetisme i Forbindelse dermed, saa tilstaaer jeg ham vel, at denne synes at give os et Slags Begreb om, hvad der hidtil var ganske ubegribe- ligt: Sjelens Virken uden legemlige Organer; men den Udødelighed, herved bebudes, er neppe den, Bibelen gjør os fortrolige med, og som det følende Hjerte længselsfuldt aner. Det er ikke den fortsatte Tilværelse, hvorved et nøie Baand forener begge Verdener, saa at vi -- kun luttrede og for- ædlede, med fuld Bevidsthed bringe de samme Følelser over i hiin, som udgjorde vor Lyksalighed i denne, og finde de samme Gjenstande derfor hist som her; det er en ny Til- værelse, der ved usynlige Led knytter sig til den forrige, uden at ringeste Erindring er tilbage om denne -- det er den Udødelighed, der prædikes i de mystiske Taler i Werners "Söhne des Thales", og Tanken om den har intet op- løftende for mig. Er det tilkommende Livs Salighed intet andet, saa fristes jeg til at anvende herpaa Jacobs Ord i Erasmus Montanus: "Jeg troer ogsaa at Jorden er rund, men vil Nogen give mig en Kommenskringle for det, saa siger jeg gjerne, den er flad". 26de Januar.    Christie finder at her i Bergen hersker en anstødelig Ligegyldighed for Kongehuset, og til Exempel fortalte han, at han i Formiddags havde spadseret paa Tydskebryggen, hvor man ellers ved hver ceremoniel Barnedaab pleiede at flagge fra Skibene, men ikke eet Flag var heist i Dag. s.481   Maaskee Hovedaarsagen er, at vi intet Nationalflag have, da Unionsflaget efter Grundloven blot er Orlogsflag. Overalt, at man ikke her elsker enten Kongen -- som man ikke kjender, og som aldrig har viist Bergen nogen Opmærksomhed -- eller den svenske Nation, indrømmer jeg gjerne; men at man iagttager den udvortes Tugt og gjør, hvad der ved saadanne Leiligheder pleier at gjælde for Beviis paa en loyal Tænke- maade, det synes mig, man ikke kan nægte. To høitidelige Middagsmaaltider, en do. Concert, tre do. Baller, alle Kongen til Ære -- det synes mig er alt, hvad man kan forlange af en Bye som Bergen. Jeg tvivler høiligen paa, at Christiania gjør mere; den gjorde det idetmindste aldrig i min Tid enten under de danske eller svenske Konger. Jeg maa overalt sige: saa høiligen jeg agter Christie som duelig Forretningsmand, saa interessant jeg finder ham som Com- pagnon, hvor der ei politiseres, saa kan jeg ikke sige, jeg som norsk Borger elsker ham; det er stille Vand med dyb Grund, og de antisvenske Bergenseres Tillid til ham er ubegribelig. Jeg kan ikke nære den, og der er altfor megen diplomatisk Circumspection i hans hele Adfærd, saasnart Talen er om en Regjeringsgjenstand, til at jeg kan finde Smag deri. 27de Januar.    I Christiania Intelligentsseddel anmeldes Raadmand Larsens Død. Hans Navn og en doven, uduelig Embeds- mand gjaldt næsten for Synonymer. Han havde været Postfører, og forflyttedes fra Postvognen ind i Raadet, hvor han intet førte selv, men lod sig føre af Enhver, der vilde have den Uleilighed. 28de Januar.    Jeg har nok optegnet her om det Circulaire for Admini- s.482   strationen i Selskabet for Norges Vel, og de fem Spørgs- maale, hvorom skulde voteres med Ja eller Nei. Man var tilsagt i Dag at aflevere sin Stemmeseddel paa Raadhuset, og jeg erklærede mig saalunde: "Mit Votum er, at Sel- skabet for Norges Vel bør ophæves, da det ei kan udstrække sin Virkekreds til alt, hvad det ved sine organiske Love har forpligtet sig til, og da det ved at indskrænke den bliver et ganske andet Selskab. Vil da Administrationen indbyde til et nyt Selskabs Oprettelse, hvis Formaal skal være de Gjen- stande, hvormed Selskabets 4de, 5te, 6te og 7de Classe hid- til har været sysselsatte, forbeholder jeg mig nærmere at bestemme, hvorvidt jeg vil være Selskabets Medlem. At Selskabet vedbliver med de foreslagne Modificationer, kan jeg ikke bifalde, men udmelder mig, hvis Forslaget antages, af Selskabet for Norges Vel." 29de Januar.    Fra Præsten Brun fik jeg et meget nitid indbundet Exemplar af hans Faders Digte. Jeg har bladet i dem hist og her, og fundet Ting af høist forskjellig Værdie. Megen Kraft er der i Nordal Bruns Digte, ligesaa i hans Prædikener og hans Charakteer, men baade denne og hine blandedes vel mangen Gang med Flauheder, og disse savnes da heller ikke i Digtene. Hvad han siger i Korthed er i Almindelighed skjønt, og frapperer undertiden ved nye Ven- dinger; hvad som derimod har nogen Længde, bliver vidt- svævende, og indeholder mange unyttige Ting.    Med Posten fik jeg atter intet Brev, uden et eneste fra Voss, men dette var mig overmaade kjærkomment, da det indeholdt documenteret Klage fra begge Præster over Uordener ved Gjæstgiverierne, tilligemed adskillige Medhjælperes og Sognemænds Bøn, at der maatte raades Bod paa disse Uordener. Det Hele sendes nu en af Dagene til Amtet. s.483   Vil dette intet gjøre ved Sagen, gaaer det ogsaa her som Biskop Bech i et Par Ordinationstaler klagede over, og som jeg i Christiania lærte af flere sørgelige Erfaringer, at Geistligheden hos den verdslige Øvrighed finder Modstand og ikke Understøttelse, saa kan jeg trøste mig med, at jeg har gjort hvad jeg kunde; lad Ansvaret hvile paa dem, som begaae Brøden! -- I Rigstidenden findes en interessant Udsigt over Korntilførselen til Norge før, under og efter Krigen, hvoraf erfares, at man nu nøies med omtrent Halv- delen af hvad man før 1807 indførte fra fremmede Lande. -- I Morgenbladet No. 21 synes dets Tendents end tyde- ligere at aabenbare sig. Omtrent to Trediedele af Bladet ere opofrede til Gjendrivelse af den Anke, der i National- bladet er ført mod den svenske Deputations Afsked. Jeg har efter denne lange Forklaring ei kunnet forandre mine Tanker om hiint Document, ikke fordi jeg jo selv, om det gjaldt, kunde skrevet en ligesaa vidtløftig Apologie for Adres- sen -- et kløgtigt Hoved kan gjerne forsvare den sletteste Sag -- : men at denne Sag fra angivne Synspunct er slet, at saadanne Complimenter som de Svenskes maae saare Nationalfølelsen hos de Normænd, der ei ville have nøiere Forening med de Svenske, end Grundloven fastsætter, at de forstandige Mænd saare godt kunde undgaaet hine stødende Udtrykke, i hvilke synes tydeligen at fremlyse anlagt Plan, det skal idetmindste ikke en Wulfsberg med sine Declamationer afpræke mig. 31te Januar.    Stiftsprovsten har bragt mig paa den Idee, at det til Hjælp for den ulykkelige epileptiske Rodtvidt i Vandelven, for at spare Statscassen, var bedst at aabne en Subscription blandt Præsteskabet til aarlig Understøttelse for ham5. s.484   2den Februar.    Sagen viste mig et Brev fra den unge Student Las- sen6, der skal være en særdeles haabefuld Philolog. Han erklærer sig misfornøiet med Studenterne i Almindelighed, der udenfor hvad der hører til den Brødvidenskab, de studere, læse kun tydske Romaner. (Men naar en fattig Student læser til Examen, og desuden maa paatage sig Informationer, saa levnes ham vel ikke megen Tid til at lægge sig efter andre Videnskaber. Godt for Lassen, hvis Fader havde et Embede, der i det sidste Aar indbragte 10,000 Spd., at han kan det!). Nogle Lærestole finder han vel besatte; andre f. Ex. de juridiske, maadeligt. (Man har dog sagt, at Lange var en flink og yndet Docent). Bibliotheket er riigt paa nyere Bøger i det philosophiske og æsthetiske Fag, ikke saa i det philologiske. Underligt nok, da Bibliothekaren er Professor i Philologie. 3die Februar.    Fra Stockholm skrives, at Grev Wedel er kommen dertil, og har tilligemed Statsministeren havt Audients hos Kongen, "som af en liden Upasselighed har maattet holde sig inde i nogle Dage." Man maa grue ved at læse saadant. 5te Februar.    Stiftsprovsten vilde vide den frygtelige Nyhed, at der i Stockholm har været Mordanslag mod Kongen, at man vilde aflivet ham ved en Fete, man han var bleven advaret og udeblev fra den. Historien har formegen Liighed med Gustav den Tredies Drab, til at jeg kan troe den; rimelig- viis er det en af de Bergenske Løgne. Men at den svenske Adel kunde tænke paa, vel ogsaa seent eller tidlig udføre s.485   saadan Udaad, det troer jeg den ret gjerne til. O at Norge maatte have en Konge for sig selv, og at Carl Johan var det! Aldrig vilde der været en mere tilbedet Konge, aldrig en ved sin Konge lykkeligere Nation! Hvad han gjør, der synes at stride mod Norges Selvstændighed og sande Inte- resse, det maa han vist gjøre for de Svenskes Skyld. 6te Februar.    Friis har faaet Sogndals Kald. -- Munch har til Kongens Fødselsdag forfattet en Prolog, Stormen kaldet. Den er seet med stort Bifald, og fortjente det virkelig. Det er en interessant idyllisk Handling, har veltegnede Charak- terer, en god Dialog, og er et virkeligt Digt. I Anledning af Dagens Høitid siges Kongen til Ære hverken mere eller mindre end der burde siges. Der er ikke Stænk af lav Smiger. 7de Februar.    Gamle Cammermeyer døde i Formiddags. Hans Be- kymring over den Uret, der er ham vederfaret, er nu forbi. 8de Februar.    Deels efter Børnenes Fortælling, deels efter Sagens anfører jeg følgende om den Falsenske Høitid. Den aabnedes med en Prolog, forfattet af Foss, men declameret af Sagen, hvor der tilkjendegaves, at man ønskede at indføre en bedre Selskabstone end den herskende, hvor man spiller Kort i halvfjerde Time, og sidder til Bords i fem. Da denne Prologus i Skikkelse af en gammel Mand var gaaet bort, kom, ligesom i Øhlenschlægers St. Hans-Aftenspil Harlekin ind og bad Tilskuerne ikke bryde sig om den gamle Mands Moraler. Han ledsagedes af en Bajatz, der intet talte, blot gjorde Grimacer, men var iøvrigt i fuldt Costume; og denne Bajatz s.486   var -- Etnes Sognepræst!7 (Om ikke hans Biskop, naar han havde været tilstede, burde i samme Stund taget sin Hat og gaaet hjem, er et stort Spørgsmaal. Gud skee Lov, han var der ikke!). Nu begyndte da de egentlige Forestillinger med nogle Scener af "Kjærlighed uden Strømper". Derpaa kom tredie Act af den politiske Kandestøber, hvor Raadsherrerne underrette Herman om hans Ophøielse, og denne underviser sin Kone i fornem Levemaade. -- Nu saaes, efter Rothes Ord "den tragiske Muse, omstraalet af sin uraniske Majestæt", og Jørgensen som Balder, Falsen selv som Thor og Foss som Loke deklamerede de første Scener af Balders Død. -- Den nye Overgang til det Comiske forberedtes af Frue Mon- rad, der som gammel Kone, spindende paa sin Rok, fremsagde Todes bekjendte Vise: "Oldtiden havde en god Skik". Ende- lig gaves af bemeldte St. Hans-Aftenspil den moralske Scene i Fjæleboden mellem Vertshuuskonen og hendes Frier. Det afbrødes af Harlekin, der med Hokuspokus i et Øieblik for- vandlede Skuepladsen til en Dandsesal, hvor det hele Per- sonale og adskillige Indbudne strax vare i fuld Bevægelse. Næsten alle, gamle og unge dandsede. Kun et Spillebord arrangeredes. Man spiste skaarne Smørrebrød og Kage, og da Spillet hævedes, gik det løs paa en Punschedrikken, der neppe hørte til den forbedrede Selskabstone, og hvori adskil- lige tog saa virksom Deel, at de kom fulde ind i Balsalen. Dandsen holdt ved til Klokken henved 6, og saa var den Herlighed til Ende. 11te Februar.    Jeg fik Generalfortegnelsen udarbeidet over Fødte og Døde, hvoraf Resultatet var, at der er 2098 flere fødte end døde, næsten det dobbelte Antal. Ingen Præst har i Aar gjort kortvillige Anmærkninger. s.487   14de Februar.    Atter havde jeg Besøg af Amtmand Falsen og Lieutenant Foss. Deres Ærinde var at indbyde mig og min Familie til at deeltage i en Entreprice, hvortil sidste Søndags Fore- stilling var som en Indledning eller Forberedelse. Man vil nemlig oprette et dramatisk Selskab en miniature, der ikke maa bestaae af mindre end 10 Familier og ikke mere end 30 Individer. Disse skulle give 6 Forestillinger om Aaret, hvortil Falsen giver Locale, hvorimod Medlemmerne efter Spillet skifteviis samles hos en af Familierne. Der skulde beværtes med Smørrebrød og Kage, og ingen anden Mad; vilde man siden fornøie sig med Dands i al Simpelhed, saa kunde man. Som en gammel Ven af det Dramatiske kunde jeg ikke undslaae mig for at tegne mig selv fjerde. Efter mig tegnede Falsen og Foss sig.    Selskabet hos Postmester Sæbye var saa stort som Localet kunde rumme. Vi fik god Mad, men især megen og udsøgt Drikke: ypperlig Rødviin, Madera og tilsidst en Bispe- bolle, den første jeg har seet i Bergen. De saakaldte Æres- skaaler er en sand Pønitentse. Under de to første Retter høres fast ikke et Ord uden Raab til og fra alle Mennesker skifteviis over det hele Bord, "om man maa havd den Ære?" Man drikker ene og alene for at drikke, sluger Vinen, just ikke som de Umælende, men som en Poppegøie, der ikke veed at sige andet end: "føde Poppedreng!" Siden fik man da Sang og ordentlige Skaaler, og Conversationen blev livligere. De fleste i mit Naboelag vare nær ved at tømme den tredie Flaske, foruden hvad Biskop og Madera de drak, og med al min Frugalitet kunde jeg ikke undgaae at tømme min Flaske. Det er sandt, der hersker i Bergen en Viindrikken, som er svær; den synes endog efter Christies Hjemkomst at være for- øget. Man taaler og skrækkelig meget her. I et Selskab i Christiania, hvor Mange tømte 3 Flasker og næsten Ingen s.488   mindre end 2, vilde nok Perialen være meget almindelig, men skjønt man rigtignok støiede temmelig ved Bordet, var der dog efter Maaltidet ikke eet Menneske, paa hvilket jeg kunde mærke, hvad man egentlig kalder en Ruus. Jeg sad mellem Christie og Falsen. Den første fortalte en Historie, som nok egentlig har givet Anledning til Rygtet om Anslag mod Kongens Liv. Nytaarsdag var Bal paa Stockholms Børs. Kongen og Kronprindsen havde lovet at komme, men kom ikke. Saasnart Dandsen begyndte, opsteeg en Støvskye, der voldte almindelig Bevægelse og Fortumling, saa at Ballet maatte hæves. Det opdagedes, at der paa Gulvet var om- strøet Nysekrud, hvis Dunster opsteeg ved Bevægelsen og virkede paa den hele Forsamling. Men hvad der var Aarsag dertil, om det var en kaad Drengestreg eller Ondskab, hvad denne vilde opnaaet og paa hvad Maade -- derom veed man intet. 4000 Rd. Bco ere udlovede for beviislig An- givelse.    Confessionarius Bastholm er død. Han blev 79 Aar gammel. Den Rolle, han har spillet i Verden, var ikke umærkelig: han gjorde Epoche i Danmark, og var den første, som vovede sig til den friere Skriftfortolkning, der siden tog saa forargelig Overhaand, som angav den Tone, der siden forværredes alt mere og mere, indtil den i Aarene 1797 -- 99 naaede sin Høide og saa efterhaanden sank. Med en ual- mindelig lys Aand og et ædelt Hjerte har han uden Tvivl stiftet mere Ondt end Godt i Danmark; han har maaskee ogsaa følt det selv. Men Gud undte ham at leve saalænge, at han saae sine Landsmænd vendte tilbage paa den Vei, det sikkerligen var hans Ønske at føre dem hen til. Saaledes som Liebenberg8 beskrev hans sidste Dage, var han sikkerlig da langt lykkeligere, end da han som lærd Theolog og berømt s.489   Taler forgudedes i 2 Riger. Held ham, han er nu faren hen i Fred, og seer klarere end han med sin Grandsken og sine Bestræbelser at tænde Lys i Mørket, her kunde bringe det til. 1  tilbake Om et Ønske hos Carl Johan i Retning af et Svogerskab med det danske Kongehuus see et udateret Brevconcept fra N. Treschow i (Norsk) Hist. Tidsskrift I. R. II. S. 238 -- 240. Dette Brev er dog vistnok ældre, end antaget i Tidsskriftet. 2  tilbake Som det antages, J. G. Adler, der dog var dansk født. 3  tilbake Kort førend Kielerfreden vare Forberedelser trufne til Oprettelsen af to norske Baronier, Fossum for den Løvenskioldske Familie og Bærum, hvilket P. Anker havde tiltænkt sin Svigersøn Grev Wedels næst- ældste Søn. 4  tilbake Skal vistnok være 1804, see Norsk hist. Tidsskr. 2 R. V. 409. 5  tilbake Paa de omsendte Lister tegnedes omtrent 300 Spd. 6  tilbake Den siden berømte Christian Lassen, hvis Fader havde været Told- inspecteur i Bergen. 7  tilbake Dengang P. I. Normann. 8  tilbake Dennes Brev til Pavels, hvori Bastholms Død omtales, er trykt i Personalhistorisk Tidsskrift I R. IV. 249 fgg.

bla bakover

bla videre