|
3die Febr. Jeg forelæste Justitsraad Dahl et Brev, Stiftsdirectio- nen afsender til Provst Wingaard, for at indskjærpe Skole- væsenets Organisation i Søndfjord. Den gamle Justitsraad yttrede herved den Idee, der skal grunde sig paa en gam- mel Cancellieordre, at man aldrig maa levere en Suppli- cant hans paategnede Ansøgning uforseglet tilbage, da han ei maa læse den Erklæring, der gives paa den. Jeg har i min korte Embedstid givet adskillige saadanne, som ere meget vel optagne og tildeels bønhørte, saa tænker jeg og at gjøre fremdeles. Den modsatte Adfærd er aabenbar despotisk. Har jeg erklæret mig imod Ansøgeren, staaer det jo i hans Magt at holde Ansøgningen tilbage, og om han da bliver min Uven, er det min Sag og ingen andens. Den gode Justitsraad slutter sig ubetinget til taabelige, forældede For- mer. Som Menneske maa jeg ynde ham, som Medarbeider i Stiftsdirectionen er han mig ordentlig forhadt. Det er det eneste ubehagelige, jeg hidtil har opdaget i min Embeds- stilling, at jeg skal arbeide i Samfund med denne Mand. I Harmonien var Concert og Bal. Der serveredes med skaarne Smørrebrød og Kage, hvilket alt maatte lægges paa Dugen, da der ei var Tallerkener paa Bordet. Af Drikkevarer forlangte man, hvad man vilde have. Man sang Viser og proponerede Skaaler. Det samme Uvæsen, som man i Christiania drev med "Alt hvad kjært er," dri- ver her man med "Glædens Skaal!" Kun lader man det | |
| s.319 | beroe med at drikke den engang, hvorimod hiin i Christianias ret lystige Gilder skal gjentages tre Gange. 4de Febr. Østre-Post bragte et meget forbindtligt og venskabeligt Brev fra Stiftamtmand Christie. Skal man slutte derfra, saa hverken ønsker eller venter han at blive Statsraad, men trøster sig med, at Storthinget ikke kan vare evigt, og at vi snart i Forening skulle arbeide for de offentlige Stiftelser, Fattig- og Skolevæsenet. Gid det var saavel! Ligesom lumpen Cabale ledede det hele Repræsentantvalg, saa var det intet andet end dum Stolthed og Caprice, at Christie endelig paany skulde vælges. Bergen skulde have den Ære at forsyne Storthinget med en Præsident, hvis Ypperlighed skulde tildække hans Collegers Usselhed, og for at brillere med han ene, lade de Stift og By staae i Stikken og alt gaae sin skjæve Gang. Der fattedes blot, at de ogsaa skulde valgt mig og saaledes overgivet Stiftets Bestyrelse til to Invalider paa en Tid, da der baade i det Verdslige og Geistlige er saa saare meget at revidere og reformere. 5te Febr. Jeg læser nu daglig i Missionary register, men Gud veed, hvorlænge jeg holder det ud. Jeg beundrer høiligen den Aand, der synes at have udbredt sig over den engelske Nation med Hensyn til Christendommens Udbredelse; jeg beundrer Missjonærernes Anstrængelser og Opoffrelser, men det Heles Tone ynder jeg ikke. Der er formegen Intole- rance; Ordene: "der er ikke Salighed i nogen anden" gives en altfor udstrakt og ukjærlig Betydning. Det er en Ulykke ved vor Tidsalder, at man ikke kan reise Vognen fra een Side, uden at vælte den til den modsatte. |
| s.320 |
6te Febr. Jeg er nu kommen efter Grunden til Rygtet om Kron- prindsens Ankomst hertil og om det Invalidehuus, der skulde oprettes til Biskop Bruns Erindring -- man har endog sagt ved hans Grav. Lieutenant Mansbach skrev efter sin Tilbagekomst til Justitsraad Klagenberg og takkede i Kron- prindsens Navn ham og de øvrige Commissairer i Emigrant- Affairen for deres Omhu, med Tillæg "at Prindsen snart personligen vilde takke dem". Dette snart, som er et meget relativt Begreb, gav man den Udtydning, at det skulde være endnu i denne Vinter, bragte det i Forbindelse med sine egne Ideer og et Par løse Rygter, og dermed var den Historie færdig. -- Invalidhuset angaaende, da skal man have isinde at oprette et saadant ved Magnor paa begge Rigers Grændse for 4 svenske og 4 norske Soldater til Minde om Foreningen; dette har vel staaet i et Brev, hvor ogsaa tales om Monumentet over Brun. En har læst det i Perial eller halvsovede, og har blandet det sammen. 7de Febr. Sagen tilbageleverede nogle laante Bøger. Det Stykke om Bibelen hører jeg dog kommer i Tilskueren. Storthings- mændene ere lykkeligen arriverede til Christiania og Falsen ventede paa sin Skjæbne, som nu er afgjort. Jeg veed ikke ret, om jeg skal ønske, at han maa blive i Christiania eller komme her tilbage. Et tredie Sted ønskede jeg ham aller- helst, naar det var Himlens Villie. Sagen er en interes- sant Mand, men den Cirkel, hvortil han hører, kan aldrig blive min. Det glade Haab, som jeg nærede, i Rein at finde en Ven, maa jeg opgive; han fjerner sig fra mig istedetfor at nærme sig. |
| s.321 |
9de Febr. En stor Deel af denne og foregaaende Dag har jeg anvendt paa en vidtløftig Erklæring over Forslaget om de ustuderede Præster. Jeg udarbeidede den ret con amore, og troer, at den endnu er den bedste, jeg som Biskop har udfærdiget, mine Hyrdebreve neppe undtagne. Give Gud, at det nu maa bidrage til at afvende denne Skam fra vort Land! Jeg frygter meget for 3 af mine Colleger, og dette gjorde mig des varmere i at bestride en Mening, der nu mu- ligen kunde være deres. Bech har 1789 i en Afhandling i Minerva yttret Grundsætninger, hvorefter, hvis han endnu hylder dem, han maae bifalde Forslaget; Sørensen er uden Tvivl vaklende i sine Principer, og neppe selv Videnskabs- mand til at fatte og føle, hvilke Følger et saadant Skridt vilde have for Videnskabeligheden i vort Fædreland, og Krogh synes at være saa liberaltænkende, at han sætter sig ud over saadant; Følelsen af den Trang, han seer for sine Øine, kan maaskee og gjøre ham mindre delicat i at vurdere Midlerne til dens Afhjælpning. Kun om Bugge har jeg den Troe, at han i denne Sag lægger baade Hensigt og Middel paa Vægtskaalen, og ikke, for at afhjælpe øieblikkelig Nød, til- raader Forholdsregler, som kunde svie til vore Efterkommere i tiende Leed. 10de Febr. Quale sendte de berigtigede Indkomstangivelser fra Sogns Provstie. Som sædvanlig tilføiede han nogle private Ord. Blandt andet siger han: "Falsen bliver nu af alle, som have hørt noget om hans Klager over Sogns Geistlighed, afskyet som en meget ond og farlig Mand". I Nationalbladet sluttes de lange Betragtninger over Forandring i Grundloven, og derpaa kommer en saa lumpen |
| s.322 | nederdrægtig Fabel, at jeg gjerne gik herfra til Nordnæs for at see Karl staae i Gabestokken. Det er den skammeligste Pasquil over Regjeringen, som endnu er seet. 11te Febr. Falsen og Bøgh ere bortviste fra Storthinget, og allerede paa Hjemveien1. Hvor Falsen maa ærgre sig, og hvor Storthinget med alt hvad dertil hører, vil faae sin syndige Rest, naar han og Rein samles! Det vil ellers neppe skaffe Falsens Katechismus stor Afsætning og Tiltroe, naar man erfarer, at han selv i saa høi Grad har misfor- staaet Grundloven, at han, ledet af denne Misforstaaelse, har gjort en frugtesløs Reise 112 Mile ved høi Vintertid. Adskillige ville ellers med blandede Følelser see ham vende tilbage; de unde ham vistnok denne Ydmygelse, men derhos saae de vel gjerne, han blev i Christiania, saa gjorde han her ingen Fortræd. 13de Febr. Balchen glædedes meget over Falsens Afviisning. F. er ikke Geistlighedens Ven, men saa er den heller ikke hans. -- Bøgh skal have havt endnu flere Modstemmer2; han var ikke engang indskreven i noget Landsbyesogns Mandtal. Det |
| s.323 | er forunderligt, hvor saadant paa forrige Storthing kunde gaae igjennem. Dog, da var endnu Christies Autoritet og Indflydelse stor, men man spaaer, at de denne Gang ville blive heel ubetydelige. Major Juell skriver, at man ikke troer, at C. (idetmindste saa uafladeligen) vil komme at be- klæde Præsidentstolen som de forrige Gange. At man ven- tede Sverdrup skulde bestige den første Gang, viser af hvilken Aand det nærværende Storthing besjeles, og at man tør haabe, Nationalfølelsen vil vaagne i sin Kraft, uden dog at udarte til Sansculottisme, som den maaskee under nogle af de forrige Oppositionshøvdinge, Bonnevie f. Ex., naar Omstændighederne havde favoriseret, letteligen kunde gjort. Man troer endnu, trods Bergensernes ubegrændsede Tillid til Christie, at han blot er Regjeringens, ikke Folkets Mand; man finder den Tanke vanærende, at Norge kun skulde have den eneste Mand, som kunde være Storthings- præsident, og at der ikke udrettedes saa store Ting paa det sidste Storthing, at man skylder Præsidenten udmærket Hæder; ogsaa har man kylet Christie ind i Lagthinget, hvilket alle- rede er et slet Tegn. Falsen affecterer at være glad over sin Bortviisning. Sebbelow holdt sig. Han vedbliver sine glimrende Tilsagn, og hans Tilhængeres Antal voxer. 18de Febr. Meget Nyt bragte ikke Dagens Post, men een høist mærkelig Nyhed bragte den, som gjerne kunde gjælde for 10: Carl den Trettende døde d. 5te d. M. Nu vil det alt- saa vise sig, hvad Carl Johan, og vi med ham, kunne haabe eller frygte! I Rigstidenden stod en Bekjendtgjørelse, at Kongen var meget syg, og havde overdraget Kronprindsen fuld Regjeringsmyndighed, samt at Biskopperne havde faaet Befaling i alle Kirker at lade gjøre Forbøn for hans Held- bredelse. Det behøvedes imidlertid ikke, thi næste Dag kom |
| s.324 | Coureer, og forkyndte hans Død, hvilken meldtes mig fra 1ste Departement, med Ordre at udelade Carl den Trettende af Kirkebønnen, og derimod at bede for Hans Majestæt Kong Carl Johan og den nu regjerende Dronning Eugenie Bern- hardine Desiree. Mere fik ikke jeg. Andre havde faaet Brev, at Mørner med Statsraadet havde indfundet sig græ- dende i Storthinget, og at dettes Medlemmer havde svoret Troskabseed til den nye Konge, samt at Embedsmændene ligeledes havde aflagt Eed i Byens Kirke. -- Den Tale, hvormed Storthinget aabnedes, giver ingen glimrende Skil- dring over Norges Forfatning, men selv i de tunge Sand- heder, som siges, viser sig et Simpelheds og Troehjertetheds Præg, som giver den stort Fortrin for de opskruede Konge- taler, hvor man daarer Folket med "Beretninger om Ting, som ingen Sjel har seet; Løgn og Sladder meer end af den bedste Hofpoet" -- og derpaa har man ved flere Parlamen- ter, Rigsdage osv. ikke savnet Exempler. Jeg fik for første Gang Indbydelse fra Rein til i Aften. Det var hans Fødselsdag, og Selskabet bestod af nogle og 20 Personer. Sagen havde gjort en ganske net liden Vise til Rein, hvori han dog havde laant fra Fasting et Indfald, som hos denne klang meget vakrere. Ved Bordet var der meget lystigt; Assessor Hagerup er især en fortræffelig Com- pagnon og opliver ethvert Selskab overmaade. 19de Febr. Her kom i Morges en Extrapost, som bragte adskillige Anordninger, Proclamationer o. dl. 24de Febr. Efter min Formodning finder Departementet sig ikke fyldestgjort ved Provst Quales Erklæring. Boyesen fortæller, at Falsen (som nu er hjemkommen) paa et efter B.'s eget |
| s.325 | Sigende meget haardt og djærvt Brev, har sendt ham et temmelig høfligt Svar, hvor han tilbyder ham Satisfaction. B. er imidlertid endnu ingenlunde forsonet, og næsten synes det som om Klagen over ham ret er skreven con amore. -- Munch fortæller, at adskillige Embedsmænd i Christiania har indgivet en Adresse til Storthinget, og bedet det redde Na- tionens Ære ved at tilkjendegive sit Mishag med Pavels Hjelms Lumpenheder. -- At Schultz's Mistænksomhed mod Regjeringen vedbliver, at han bringer i gjensidig Forbindelse Ting, hvis Sammenhæng jeg ikke indseer, at han i Kongens Propositioner seer en despotisk og grundlovstridig Aand, at Christies Indflydelse endnu er ham mere frygtelig end ønske- lig, alt dette ladet jeg passere. Det er godt, at Storthinget har saadanne Medlemmer, om de end overdriver deres Frygt og Betænkeligheder. Derved og ved et modsat Parties Be- stræbelser holdes en Ligevægt, der forhindrer baade Despotie og Anarchie. Jeg holder mig altsaa til Schultz's Fortæl- linger og ikke til hans Domme. Hine angaae meest Sebbelow, der opfører sig baade som Nar og Skurk, og som man uden Tvivl har gjort meget ret i at udelukke fra Odelsthinget. Hans Opposition over at være bleven Lagthingsmedlem, og Forsikring, at han nu vilde tilintetgjøre sin Plan, mødtes med Sarcasmer fra Sverdrup, Amtmand Collett og Soren- skriver Gram. Imidlertid kom det dog virkelig under Ven- tilation, om at han ikke endnu kunde skifte Sæde. Forslaget faldt naturligviis igjennem, men der var dog 6, som stemte i Sebbelows Faveur. Siden fandt man Placater opslagne paa Hjørner og henkastede paa Trapper, hvor man ved Hurraraab og andet saadant Spectakel søgte at frembringe en gunstig Diversion for S., "Bondens og Borgerens Ven og Embedsmandens Fiende". Halvor Hoel og en Ole Aaseth skulle have styret disse Operationer, hvis Effect dog udeblev. (Herved staaer uden Tvivl i Forbindelse en Paastand i |
| s.326 | Intelligentsseddelen, at Billetter ei maa uddeles til Storthingets Gallerie, men Enhver, som kan faae Plads indlades uden Personsanseelse  at, ligesom i de franske Nationalforsam-linger, Tribunerne maatte faae Indflydelse, afstedkomme Uor- dener, yttre støiende Bifald eller Mishag, og tilsidst give Løsen til Oprør og Mord). Ellers er Christie nedstyrtet fra Præsidentstolen, hvor Sibbern sad ved Postens Afgang. I Lagthinget var Rosenkrantz og i Odelsthinget Rambech Præsidenter. De mangle imidlertid alle Christies Routine og Sindighed, og Schultz troer, han kommer snart igjen paa sit gamle Sæde. 25de Febr. Hr. Lind i Førde afgiver sit Votum i Bibelsagen, og synes at være af samme Mening som den ham vist meget ulige Amtmand Falsen: at Almuen ei bør have Bibelen ihænde, førend den er forberedt ved anden Læsning. Hertil foreslaaer han Birchs bibelske Historie og Grundtvigs bibelske Krønike, en Bog, jeg slet ikke kjender, hvorimod han ei synes at kjende Herslebs mesterlige Arbeide. Han siger, at Bibelen er i mange Huse, og at de, der eie den og læse i den, derfor ikke ere bedre Mennesker. Man læser i de historiske Bøger af Nysgjærrighed og de uforstaaelige Propheter for at have noget at disputere om i Selskaber, men Religionens Hoved- lærdomme bekymrer man sig lidet om, Af en saa streng Orthodox er en saadan Yttring høist frappant. 26de Febr. Sildefiskeriet er nu saa stærkt, at man snart maa høre op dermed, da man ikke veed, hvor man skal gjøre af sin Fangst. I Christiansands Stift er man især forlegen og bringer hele Jagteladninger hid, hvor man dog endnu har taalelig Afsætning. |
| s.327 |
28de Febr. Af en Conference med Stiftsfuldmægtig Schydtz er- farede jeg til min store Forbauselse, at intet Menneske, ikke Stiftsdirectionen og ikke Hospitalsforstanderen veed med Vis- hed hvad Gods St. Jørgens Hospital eier, og at intet skrift- ligt derom nogetsteds findes. Gud forbarme sig, hvilken Be- styrelse! Sagen laante mig en curiøs Pjece af J. L. Heiberg: "ABC til Underviisning for den unge Grundtvig", ganske i den sædvanlige Abc-Form. Denne behager mig endnu mindre end P. Hjorts 12 Paragrapher mod Baggesen. Der føres dog Beviser, men her siges blot Grovheder. Sagtens har vel Grundtvig provoceret ham ved sin sædvanlige Dicta- tormine, men saadant et Svar er oprørende. 4de Marts. I mit brev til Schultz forklarede jeg mig nøiere over Forskjelligheden med Hensyn paa vort politiskecredo -- ikke om hvad der bør skee, thi deri ere vi fuldkommen enige, men hvad der sandsynligen vil skee. Jeg bebreidede ham en tre- dobbelt Feil: 1. At han dolerer over det, som under nærværende Om- stændigheder ikke kan eller engang bør være anderledes, da Conflict mellem den executive og lovgivende Magt er nødvendig, hvor saadan blandet Regjeringsform exi- sterer. 2. At han giver de Svenskes Ønsker og Planer en altfor stor Udstrækning, troer de arbeider paa vor Undertryk- kelse, da de blot stræbe at bevirke Rigernes Amalgama- tion, og Mange vel troe, derved at befordre Normæn- denes Lyksalighed ligesaavel som deres egen. Det staaer i Folkerepræsentanternes egen Magt, naar de finde det |
| s.328 | stridende mod Folkets Villie, at arbeide derimod, da de altid i Grundloven finde et Værn, som intet uden Al- meenvilliens totale Omstemning kan nedrive. 3. At han bringer Halvor Hoels og de andre Demagogers Optøier i Forbindelse med ovenmeldte de Svenskes Planer og anseer hine for Følger af disse, da jeg derimod troer, de Folks al Religiøsitet og Moralitet nedbrydende Halv- cultur er det, der gjør dem og deres Tilhængere til slette Borgere, hvilket de vare under Frederik den Sjette, Christian Frederik og Carl den Trettende, ere under Carl Johan, og vilde blive, om vi saa gik fra en Haand til en anden, saalænge der var en Monarch i Europa. 6te Marts. Major Juell fortæller, at Statsraad Diriks søger at blive Toldinspecteur i Bergen, men erindrer med Føie, at en Inspecteur, der ikke kan see, er en reen Modsigelse. -- Hers- leb havde bedet Borch takke mig for mit Nytaarscirculaire, hvilket han havde læst og bifaldt. Med Føie fandt Borch Fortællingen om Kongens Død rørende. Rein kaldte det "Hyklerie". -- Stenersen tilskriver Bibelselskabets Langsomhed det meget Arbeide, Hersleb deels ex officio, deels med andre Hensyn har at udføre. Trondhjems og Christiansands Stifts- committeer har indsendt deres Betænkninger om Selskabets Bestemmelse. Trondhjems vil have blot Bibelselskab, Chri- stiansands vil have Selskabet deelt, vi vil have det skal blive som det er. Centralcommitteen maa da have votum decissi- vum. Om Storthinget skriver han, at man finder det meget godt, men beklager blot, at de bedste Kræfter ere komne i Lagthinget. Sebbelow udbrød engang, da Christie havde talt: "Naar Daarskaben taler, tier Viisdommen". Han spørger, om jeg skriver imod det Stykke i Tilskueren om Bibellæs- |
| s.329 | ningen, ellers vil han eller Hersleb. Svaret har han maaskee i dette Øieblik3. Det mærkeligste i Nationalbladet var en ironisk Be- breidelse paa Vers til Schwach for hans Uforskammethed mod Neumann. Hvad den stakkels Askerpræst ikke var med- taget før, det blev han nu. 9de Marts. I Rigstidenden gives en Udsigt over Universitetets Hi- storie til Udgangen af 1817. Universitetet har nu 149 imma- triculerede Borgere, hvoraf omtrent 100 ere tilstede. Mere end Halvdelen af disse have bestemt sig for det theologiske Studium. Bibliotheket bestaaer af 63 000 Bd., hvoriblandt dog mange Doubletter. 11te Marts. Sagen fortalte, at Christie atter sidder paa Præsident- stolen, og at det var Sebbelows Cabaler, som havde ned- styrtet ham derfra, og vilde gjort ham til Secretair. An- dresen skal udmærke sig blandt dette Storthings i det Hele ikke eminente Kjøbmænd. 12te Marts. Frue Klagenberg foreslog min Kone at træde ind i et saakaldt søsterligt Selskab. Forslaget angik deels Tarvelig- hedsvedtægter, deels en Lære- og Dannelsesanstalt for til- kommende Tjenestepiger. Det sidste, hvortil adskillige Penge- bidrag ere subscriberede, kunde vistnok have sin store Nytte, men hvad de første angaaer, da er jeg, som før er sagt i |
| s.330 | denne Bog, ingen synderlig Ven af disse, og blandt de her foreslagne ere flere heel absurde. Hverken jeg eller min Kone indgaaer slig Forpligtelse. Indskrænke os, hvor vi med Anstændighed kunne, ere vi ei uvillige til; saaledes er der i denne Stund ikke et Gardin i Bergens Bispegaard, og der vil maaskee gaae lang Tid hen, inden der kommer noget, men det er en fri Beslutning, som jeg kan holde saalænge jeg vil og forandre, naar det behager mig; men indgaae paa et formeligt Engagement med andre: hvormange Silkekjoler min Kone maa eie, hvormange Retter Mad der maa komme paa mit Bord, hvad Tid jeg skal gaae til Bords med mine Gjæster osv. -- nei Tak! 13de Marts. Præsident Klagenberg fortalte adskilligt om den her- skende Stemning i Bergen 1814. Biskop Brun har i denne Crisis viist sig som en ivrig Demagog, der maaskee endog gik videre end han som god Borger burde gaae. Han sammen- kaldte f. Ex. Folket uden Øvrighedens Vidende og Samtykke, og electricerede det med sine kraftfulde Tordentaler for en Sag, han umulig i den lange Afstand kunde vide var den gode. Det gik saa vidt, at en Deputation (rigtignok kun af den simpleste Borgerclasse) kom til ham og tilbød ham Norges Krone, hvilken han dog, ligesom Justitsraad Thrane i Christiania, var for beskeden til at modtage. Og denne Mand var det, som nogle Maaneder efter erklærede det for noget af den sandeste Hæder, der var vederfaret ham i hans Liv, at det svenske Bibelselskab optog ham som Med- lem, der skrev og (trefold desværre!) gjemte til Efterslægten de meest smigrende Breve til Essen og Rosenblad -- o vi svage, svage Mennesker! |
| s.331 |
14de Marts. Af Rigstidenden seer jeg, der har været Udpantning hos Johannes Thrane af Sølv, Mahognimeubler o. dl. den bril- lante Familie synes da reent at ville synke til intet. 15de Marts. Jeg har før i Bergen seet smukke og velmeublerede Værelser, faaet godt Tractemente, levet, kort sagt som i Kjø- benhavn, Christiania o. fl. St. hos velhavende Familier af Middelstanden, men Elegants saa jeg i Dag for første Gang her hos Stadshauptmand Krohn paa Lunggaarden, en Ele- gants, der fuldkommen opveiede mod den hos Agent Nielsen, og stod saare lidet tilbage for den hos Thygesen. Man sige hvad man vil, saadant afficerer Sandserne behageligt, og naar man har Smag for saadant og Evne til at bekoste det, hører der stor Overvindelse til at foretrække indenlandske Fabricater i et Land, hvor Industrien endnu staaer paa et saa lavt Trin. Disse Lysekroner og Gulvtæpper i alle Væ- relser, de høist elegante Silkegardiner, det moderne Meuble- ment, det meget smagfulde men ikke overflødige Sølvtøi, det skjønne Perspectivmalerie i et af Værelserne, det fine franske Porcellain, de Voxlys, som saaes overalt, jo mæn er alt dette tillokkende, naar man kan have det. Ogsaa Beværtningen var udsøgt: til Middag sex veltillavede Retter Mad, om Eftermiddagen Punsch og Biskop, om Aftenen foruden Skinke og kold Steeg, Østers og Champagneviin. Til middag gaves Rødviin, Rhinskviin og Madera. Ogsaa Tonen ved Bordet var anstændig uden at være stiv. Man vilde vide, at den danske Gesant ikke har lykønsket Carl Johan til hans Thron- bestigelse, hvilket derimod den russiske og engelske have gjort, og aner fra dansk Side Prætensjoner, som naar de ei under- støttes af hine store Magter, er en Daarskab, jeg nu ikke kan tiltroe Frederik den Sjette. Cancellieraad Sæbye fortalte |
| s.332 | mig Grunden til nogle Posters lange Udeblivelse i denne Vinter. Tredie Departement har ikke sørget for, at Post- karlernes Antal forholdsviis blev forøget, da der blev bestemt, at Posten skulde gaae to Gange om Ugen mellem Christiania og Bergen. Der synes overalt at hvile en dyb Søvnagtig- hed over det Departement, hvor den dristige og indsigtsfulde Diriks præsiderer. Men jeg kan troe, man behøver Øine til at være Departementschef, ligesaavel som til at være Told- inspecteur. Fjerde Departement (Collett) skal have det paa en anden Maade. Derfra udstedes Resolutioner i svær Mængde, men den ene modsiger den anden, og Embedsmæn- dene skal ofte sættes i Forlegenhed derved. Trods alt, hvad der er sagt om Treschows Uduelighed, troer jeg dog, første Departement er et af de hurtigste og acurateste. Jeg har i dette halve Aar ikke seet det ringeste derfra, som jeg kunde ønske anderledes. -- Sebbelow har dog forbarmet sig over sit Fædreland og ved et Odelsthingsmedlem ladet oplæse sin Plan, der er decreteret til Trykning. Hovedsagen deri skal være, at alt Sølvindskud til Banken tilbageleveres, hvorimod hvert Individ i Landet i 5 Aar aarligen skal erlægge en Sølvspecie, Herskaberne naturligviis for deres Tjenestefolk og de Formuende for de Fattige, ligesom Extraskatten. Han skal have sit Partie i Storthinget, og har havt 10 Stemmer til at blive dets Præsident. 19de Marts. Amtmand Falsen havde fortalt Sagen om sin Angi- velse mod Sogns Præster og om sit Uvenskab mod Boyesen. Jeg sagde ham, og han maa gjerne sige Falsen igjen, at hans Adfærd mod Boyesen var meget illiberal og opirrende. Ogsaa syntes Sagen og flere at erkjende, at han var gaaet den urigtige Vei med sin Angivelse, og at det eneste, der lod sig sige til nogen Undskyldning var, at der den Tid ingen |
| s.333 | Biskop var i Bergen. -- De Grovheder, Quale skrev om, vare riktignok ogsaa krænkende. Falsen har tilskrevet ham som Svar paa hans Brev, at han ei vel kunde ansee hans Yttringer for andet end Spor af den Sindssvaghed, han for et Par Aar siden var plaget af. 20de Marts. Selskabet hos Kammerraad Lambrechts bestod af de Folk, som jeg møder fast overalt, hvor det gaaer en Smule fornemt til. Generalen, Stiftamtmanden, Præsidenten, As- sessor Hagerup, Postmesteren, Reichborn, Oberstelieutenant Rein, Capitaine Meidell, nogle andre Embedsmænd og Officerer, samt de Kjøbmænd, der en eller to Gange om Aaret ind- byde al Verden, og til Gjengjæld indbydes ligesaa tidt af al Verden. 23de Marts. Hersleb fortæller, at Sverdrup nu er Storthingspræsi- dent. I Sebbelows Finantsplan finder man dog noget godt. Præsten Abel prostituerer sig ved Pøbelagtighed og Vaas, og har ganske sluttet sig til det Hoelske Partie. Assessor Engelhardt søger Afskeed; han er sygelig og melancholsk og vil reise til Danmark. Man har henlagt Ansøgningen, indtil Svar kommer fra Lovcommitteen, hvad den har udrettet, og det skal være lidet, hvorover i Thinget skal være gjort bittre Anmærkninger. -- Fra N. Hertzberg fik jeg til Gjen- nemlæsning et Brev fra Storthingsmanden Johannes Aga. Det var at ønske, at alle Storthingets Bønder vare besjelede af samme Aand som denne vist lige fornuftige og moralsk fortræffelige Mand. Han afskyer det Hoelske Partie, og vil at den af Kongen foreslagne Lettelse i Bankindskudet ei skal finde Sted, da han med Grund finder en skjændig Contrast mellem de Folks Pragt i Klæder, Ameublement og Levemaade, |
| s.334 | og deres Klynken over hvad de skal bidrage til Fædrelandet. (Buschmann skal nylig herom have holdt en kraftig Tale). Regjeringens Forslag at bringe Geistlighedens Tiende tilbage til det Gamle, vil han derimod understøtte, og ønsker at Hertzberg vil meddele ham Noget derom, som han kunde frembringe i Thinget, dog i en jevn Stiil, at det kunde passere for hans eget, da det maaskee vilde vække Fordom, naar det kom fra en Præst. Med Opgjørelsen mellem os og Danmark skal det see misligt ud og der føres betænkelig Tale. Det er vel under det Paaskud kan jeg troe, den danske Regjering vil rive Carl Johan af Pinden. Nu ønsker jeg ligesaa hjerteligen han maa sidde fast, som jeg før ønskede det om Frederik den Sjette. Herre Gud! Skal da Norman- den kastes som en Bold fra Haand til Haand? Og hvad vandt vi saa? 24de Marts. Sagen laante mig to Hefter af Athene, samt læste for mig et Brev fra Christie, som ikke er vel tilmode. Af de Chicaner, Lovcommissjonen har maattet døie, har vel ogsaa han faaet sin Deel; desuden skjøndt han affecterer at være ligegyldig, ja glad derved, føler han nok ubehageligen sin subordinerede Stilling paa det nærværende Storthing, efterat han paa de forrige var alting i Alle. Det skal være mig ret kjært, om han denne Gang faaer saadant Afsmag for jordisk Høihed, at hans Hjerte i Fremtiden intet attraaer uden at leve i Bergen for sin Virke- og Omgangskreds. Vort arme forknyttede Stift trænger til en Mand, og saadan Mand finder det ene i Christie. Paa Storthinget vilde man nu neppe favne ham, men der gaaer fast ingen Postdag hen, uden jeg jo favner ham her, og fra Bømmelen til Storfjord mærkes vist Frugten af Savnet. -- I det ene af Athene- hefterne fandt jeg en særdeles god og interessant Charak- |
| s.335 | teristik over Christian den Anden og hans Regjering af Molbech, uten Tvivl en af de rigtigste vurderinger over denne merkelige Konge, man nogensinde har læst. Hvad han skriver om Calmarunionen passer i visse hen- seender ogsaa paa vor nuværende Forening med Sverrig. Det kaldes "et falsk og skadeligt Princip", at de 3 Riger hver for sig vare selvstændige Stater, som kun et ud- vortes løst Baand skulde sammenslynge. At tre Stater skulde beherskes af een Regent finder han at være en Modsigelse. "Rigernes Isolering ved særskilte fra hinanen uafhængige Stænder, Rigsraad, Regjeringsform, Love og Forfatning kunde under en indskrænket Kongemagt ikke andet end frembringe og nære den deelte og forskjellige Interesse hos ethvert enkelt Rige især". Netop som hos os! Og at det ikke kan blive som det er, at et Stød udenfra, uden at vi derfor behøve at tænke os uædel Cabale fra de Svenskes Side, tidlig eller silde vil forene os nøiere med Sverrig eller reent adskille os derfra, er nok uundgaaeligt. 1 tilbake Til Thinget 1815 vare Amtmand Falsen og Foged C. B. Bøgh valgte som Repræsentanter fra de Amter, hvor de havde sine Embeds- districter, henholdsviis Nordre og Søndre Bergenhuus, skjønt begge boede i Bergens By. Dengang bleve disse Valg virkelig godkjente, men da begge paa samme Maade vare gjenvalgte til 1818, blev deres Valg af Storthingets Pluralitet forkastet, uagtet Fuldmagtscommit- teen havde indstillet dem til at antages. 2 tilbake 52 mod 19; mod Falsen stemte 37 mod 32, men Bøghs Sag be- handledes, efterat Falsens var afgjort. 3 tilbake I den norske Tilskuer II No. 5 -- 6 var optaget et Stykke (efter hvad Pavels i en her ikke medtagen Notits siger, af Falsen) om, at Bibe- len ikke i sin Heelhed egnede sig til Almenlæsning; herimod skrev Pavels under Navn i No. 7 -- 8, hvortil senere kom en Replik. |