|
25de Marts. "Naar Enden er god, saa er alting godt". Saaledes udmærker nu Provst Wingaard "zu guter letzt" sig ved sin Acuratesse. I et halvt Embedsaar, da man neppe har været udenfor Byens Port, kan man sagtens ikke udrette be- tydeligt, men i Henseende til Wingaard troer jeg at have indlagt mig sande Fortjenester. Uden mig var han maaskee bleven Provst til sin Dødsdag, og havde ladet alt gaa i sin beklagelige Slendrian. Jeg har uophørlig purret ham, overvældet ham med Arbeide, og det med en saadan pas- sende Blanding af Kjærtegn og Bebreidelser, at han er bleven kjed af det og resignerer, medens den stivsindede gamle Knark synes baade at elske og ære mig. Paa samme Tid har jeg vundet Linds Hjerte, saa at han, vist den eneste | |
| s.336 | der kunde, selv har tilbudt sig at bringe Orden i det Chaos, dette Provstie fremfor alle andre ligger indhyllet i. I denne Sommer haaber jeg saameget vil kunne skee, at jeg ad Aare kan besøge Søndfjord med langt gladere og lettere Hjerte, end jeg for nogle Maaneder siden tænkte mig som muligt. -- Blichfeldt i Eid sendte mig en Ansøgning, hvilken han bad mig paategne, om Fritagelse for den Afgift, han har at yde sin 80-aarige Formand Abildgaard. Hans Grunde fortjene Opmærksomhed, men Statscassens Armod er vist en Modgrund, der vil omstyrte dem allesammen. Jeg be- raabte mig imidlertid i min Erklæring paa den Faveur, der var viist Præsten Brun, da Statscassen paatog sig Cammer- meyers halve Pension, uden at Tiderne just da vare mærke- ligen bedre end nu. Men Blichfeldt har ingen veltalende, myndig, altformaaende Bisp til Fader; den Biskop, som an- befaler ham, er en fremmed, beskeden Mand, der kjender sin Kreds og viger nødig udenfor den, der hverken kan eller vil imponere, allermindst hvor han finder Collision mellem Statens og Individuets Vel. -- Af Nyheder melder Major Juell, at 3 Fogder i Aggershuus Stift ere suspenderede for Cassemangel, og at flere staae paa Glid. -- En gammel General Ohme er død som Commandant i Fredrikstad. Sin Formue, 40,000 Spd., har han deelt i 3 Dele og testamen- teret til fattige Officersdøtre i Holsteen, hvor han er født, i Danmark, hvor han er opdragen, og i Norge, hvor han længe har været Embedsmand; -- en ligesaa ædel som for- nuftig Disposition. 27de Marts. Irgens gav mig nogle charakteristiske Efterretninger om Søndmørs Præsteskab. Angell i Jøringfjord maa være et Faar; men en saadan Cujon gjorde Biskop Brun meget ilde i at forbløffe ved i sin korte brusque Tone at bede |
| s.337 | ham i det Øieblik han gik op paa Prædikestolen, at han ikke vilde gjøre for længe af det, hvilket havde til Følge, at Angell aldeles gik fra sin Prædiken. Dette passerede ved Visitatsen paa Lindaas, hvor Angell dengang var Capellan. Medens Irgens var her, kom Brun og vilde tale med mig, men lod sig skræmme, da han hørte, at hans Sognepræst var her, og gik igjen. -- Som overalt Korskirkens Menig- hed har flere underlige Skikke, saa er der ogsaa den, at ei alene Præsterne have hver sin Konfirmationstour (det kan være meget godt), men at de dele med hinanden de Duseurer, som falde, saaledes at Brun nu faaer Halvdelen af hvad Irgens's Konfirmander give, og næste Gang igjen gjør Gjen- gjæld. Det skal befordre Fraternitet hører jeg, men paa Korskirkens nærværende Præster har det idetmindste ikke gjort denne Virkning. 28de Marts. Jeg har faaet en stærk Correspondance med Amtmand Falsen i Anledning af Vaccinationen i Sogn. Han er uden Tvivl en meget ferm Embedsmand. Alle disse lange og temmelig detaillerede Breve har han skrevet med egen Haand; det har han og med et Par til Stiftsdirektionen, som jeg i denne Tid har til Gjennemlæsning, hvor jeg glædes ret hjerteligen over en Finte, han har givet os i en ei ubetyde- lig Sag, som min kjære Collega har behandlet med sin sæd- vanlige Pertentlighed. 29de Marts. Idag var jeg for første Gang i den tydske Kirke. Christiansen holdt en ret god Prædiken, hvor han gik ud fra den Erfaringssætning, at undertiden de samme Mennesker til forskjellige Tider henfalde til Forvovenhed og Modløshed, hvoraf han tog Anledning til, med Hensyn paa den religiøse |
| s.338 | Tro at advare mod overdreven Selvtillid og total Mistroe til sig selv. Ynglingen fandt han kunde trænge til den første Advarsel, men heller ikke for "die phantasiereiche Jung- frau" var den uden Nytte. Han paraphraserede Fadervor efter Prædikenen, hvilket jeg ikke kan lide. At man gjerne kunde læse den Bøn sjeldnere og ei burde gjentage den 5 -- 6 Gange ved hver Gudstjeneste, er endnu min Mening som det var 1795, men naar man skal læse den, bør den læses heel og uforandret. Det er ikke lettere at holde Tankerne samlet ved en vandet Omskrivning, end ved de korte aphori- stiske Bønner, der vel handle om forskjellige Ting, men hvor dog, for at tale i det nymodens Sprog, een Aand gaaer gjennem det Hele. Man bruger i den Kirke at bede for Reisende, og saaledes var der nu 3 Søefarende af Menig- heden, for hvilke gjordes en skrækkelig lang Bøn. Ikke meget kortere var Opfordringen til at ihukomme det tilkom- mende Døvstumme-Institut; den Mand er overalt meget vidtløftig i sin Tale; det meste, han siger, kunde fattes kortere. Der fortælles (og er det sandt, er det altfor mærke- ligt), at der af nogle Storthingsmænd er oprettet en Slags Club, hvis Forhandlinger Medlemmerne ved Eed forpligte sig til at holde hemmelige, og hvis Tendens skal være, lige- som fordum Jacobinerklubbens, at forberede Storthingsde- batterne, sammensmede Decreter, maaskee vel og virke paa Bye- og Landalmue og volde Spectakler for at drive sine Planer igjennem. Sebbelow menes at være Formand og Stifter. Hvad man vil udrette hermed, og hvad man virkelig udretter, det maa man med frygtblandet Længsel see imøde. |
| s.339 |
30te Marts. Balchen har laant mig en lang Tale af Præst Busch- mann1, holden for Alteret i Hareid Kirke ved Edens Af- læggelse 1814. Den er særdeles vel udarbeidet, men afhandler med utilbørlig Vidtløftighed historisk-politiske Emner, som der aldeles ikke var paa sit Sted. Han begynder fra Frankrigs Deeltagelse i den nordamerikanske Krig, viser sig som Napo- leons varme Beundrer og siger med rene Ord, at Christian August er forgiven, ja omtaler endog det Rygte, at Sverigs Konge havde lagt Planen til denne afskylige Handling. 31te Marts. Fra første Departement kom et Rescript, som forvandler vor Sorg til Glæde. Alt imorgen ophører Ringningen, og man kan spille og lege saameget man lyster. En Sørgedag forestaaer vel endnu: den 22de April, da der skal holdes Tale over Carl den Trettende, men den Kummer forsvinder da snart. Schultz documenterer i sit Brev Grundene til sin Mistro og Misnøie med Regjeringen og de Svenske, men jeg kan endnu ikke troe andet, end at han overdriver, og seer alt fra en sortere Side, end det bør sees fra. Blandt Stor- thingsmændene roser han Sødring som en godmodig, fornuf- tig Mand, Flor fra Drammen som meget frimodig, men alt- for heftig og Buschmann ogsaa tænkende og frimodig. Abel skal ved Drik have fordærvet sine gode naturlige Anlæg, og det skal være jammerligt Vaas næsten alt, hvad han frem- fører. Hos Sverdrup som Præsident finder Schultz endnu alle Christies gode Egenskaber, men der er dog noget skeptisk i hans Udtryk. |
| s.340 |
1ste April. I Nationalbladet stod en lang Drikkevise, kaldet "Evans Lovsang". De tre sidste Vers angaae vore Nationalaffairer2. -- -- -- -- 2den April. Falsen har paa et heelt Ark søgt at gjendrive, hvad jeg skrev i "Tilskueren" om hans Indvendinger mod en fuldstæn- dig Bibeludgave. Jeg kan just ikke sige, han er uhøflig, men at han er bitrere, end han behøvede at være, kan jeg heller ikke negte, og da baade hans om min Overbeviisning endnu er den samme, som den var før, vilde det blot lede til for- øgede Ubehageligheder, tilsidst maaskee personlige Fornærmel- ser, om jeg svarede. Jeg lader ham derfor for mit Vedkom- mende beholde det sidste Ord. Vil Hersleb og Stenersen gribe fat, hvor jeg slap, skal det være mig kjært; at N. Hertzberg vil gjøre det, ønsker jeg derimod ikke. Fandt Falsen allerede Declamation og Hjertelighed istedetfor sund Fornuft i mit simple, rolige Foredrag, er jeg bange for, at Hertzberg vilde gjøre ondt værre og maaskee paadrage mig en Ærgrelse, jeg ønsker mig forskaanet for. 6te April. Ved en Handling, jeg kun engang før i mit Liv har bivaanet: Proselytdaab, var jeg idag Vidne. En afgaa- ende hollandsk Guverneur fra Batavia, der kom herind med et Skib 1808, og blev af Schwindt indtil videre cureret for |
| s.341 | Vattersot, forærede ham foruden Ducater, indianske Fugle- reder og andre Rariteter, en lille Slave paa 8 -- 9 Aar, der med 2 -- 3 andre behandledes ret hundsk af Herren og Fruen. Schwindt gjorde ham først til Opvarter og en Slags Viser- dreng, men lod ham siden oplære i allehaande nyttige Ting, tilsidst i Chirurgie, hvor han har gjort saadan Fremgang, at han alt er ansat som Companiechirurg. Idag blev han døbt i Tydskekirken, og jeg var en af Fadderne. Christiansen har dannet sig efter Marezoll, men er dog ikke som denne og Clausen bleven staaende, hvor han stod i den saakaldte Oplysningsperiode, men hylder Aabenbaringstroen, uden der- for at være Grundtvigianer. Efterat Overhøringen var endt og en Psalme afsunget, oplæstes den Del af Daabsformu- laren, som kunde passe paa et voxent Menneske, Fadderne traadte frem, Katechumenen knælede, Christiansen døbte ham, og han fik Navnet Anton Wiese3. Dette var mig virkelig rørende, dog ikke saa meget med Hensyn paa, hvad mit Øie saae og mit Øre hørte. Mine Tanker tog en fjernere Flugt: jeg mindedes, hvad jeg i denne Tid har læst og daglig læser i de engelske Missionsberetninger; jeg følte saa ganske, at denne dog er den rette Vei, som fører til Dyd og Roe, og at den, som ringeagter de Bevæggrunde og Opmuntringer, Religionen skjænker, ikke kjender sit eget Bedste. Jeg følte mig saa glad og salig i min Troe og i mit Haab, at mit Legeme fra den Stund heller ikke mere leed. 7de April. Aviserne blive alt mere og mere fattige, og Gud skee Lov! det tegner aldeles ikke til, at nogen forestaaende Krig vil gjøre dem interessantere. Jeg maa nu tilstaae, at Napo- |
| s.342 | leon var Europas Fredsforstyrrer, og at det virkelig var de allierede Magters sande Alvor at holde Fred med alle Mennesker, saasnart de bleve ham quit. Der spores ikke en mistænkelig Yttring; endog Carl Johan lader man uhindret bestige sin Throne og sender ham Gratulationer allevegne fra. 8de April. Brun har havt Brev fra Christiania, hvor fortælles, at der er nedsat en Commitee for at afgjøre, om Sebbelow ikke bør udelukkes fra Storthinget formedelst de Invectiver, han har tilladt sig mod flere af dets Medlemmer. I Intel- ligentsseddelen har samme fameuse Person indført et Stykke mod Raadmand Hansen i Christianssand, som er af den Be- skaffenhed, at jeg ikke seer, hvorledes han denne Gang kan undgaa at bøde sine 3 Mark. Han begynder med Beklagelse over, at "Hansen endnu er den samme ondskabsfulde og raa Bondedreng, der for nogle og tyve Aar siden kom did som Stiftamtmand Lewezows Skopudser". "Han var da først bleven Tugthuusforstander, et Embede, hvortil han var vel skikket; derpaa, for at kunne bestride sine Udgifter til Drik og Spil, Raadmand, og da hans Indkomster endnu ikke slog til, Secretair ved Quarantainecommissionen", og saaledes gaaer det forthen med de groveste Beskyldninger. -- Falsens Eftermand, den impertinente Skoleholder fra Nordfjord, er nu ogsaa bortviist, da hans Navn ei fandtes som Reserve i den af Storthinget erkjendte Fuldmagt4. Der burde dog virkelig Amtet betale Reiseomkostningerne frem og tilbage. 9de April. I Intelligentsseddelen fortælles, at "Damer nu komme paa Storthingets Gallerie", hvoraf drages den |
| s.343 | trøstelige Slutning, at de med Tiden kunne komme til at sidde paa dets Bænke. 11te April. Postgangen er nu uordentlig til yderste Scandal. Leir- dølerne synes at ville trodse Regjeringen, og 3dje Departe- ment finder sig deri med christelig Taalmodighed. Vi kunde ogsaa her trænge til et Nationalblad og en Intelligents- seddel, der ikke skjulede, men aabenbarede Syndernes Mang- foldighed, som tolereres ret beundringsværdigt, skjønt de neppe ere færre end i Christiania. Vor Adresseavis er saa tam og fredelig, at det er en Lyst. Man læser der kun nu og da en from Expectoration, som f. Ex. den idag, der skal være et Avertissement: "Naar den Uskyldige haver god Samvittigheds Vidnesbyrd, saa kan Fornærmeren ei komme ham nærmere, end Gud vil" -- hvilket man skulde tro og- saa maatte være Tilfældet med den, der ikke havde en god Samvittighed. 14de April. Af Storthings-Efterretninger kom et Ark. Endnu ind- kommer mange dumme Forslag og Ansøgninger; saaledes har en Bonde søgt Understøttelse for at kunne udrede de Udgifter, hans Søns Helbredelse vilde fordre. Flor har gjort en Hob patriotiske Forslag, sigtende især til at faae vor Selvstændighed som Nation almeenerkjendt. Abel har foreslaaet, at Ingen i Storthinget maa tituleres anderledes end som Repræsentant, men Forslaget faldt igjennem. Der er denne Gang en Valgcommitee, hvis Medlemmer vælges hver 14de Dag, men bliver gjerne de samme. Den bestaaer af Thingets ypperste Medlemmer: Sverdrup, Rosenkrantz, Schultz, Sibbern, Christie, Rambech, Gram -- og i dette hæderlige Selskab er Ole Haagenstad som eneste Bonde. Han |
| s.344 | maa da vel nyde Agtelse og ikke være saa ganske uværdig. Man har denne Gang en nye Formular ved dumme Forslag, der ikke reent kunne forkastes; man henlægger dem til mulig Afbenyttelse. 16de April. Saavel Brun som Rolfsen har havt Brev, at Christie dog bliver Statsraad, og at der tales om, Assessor Hagerup skulde blive hans Eftermand. Det maatte da være ved hans Anbefaling, da han og Hagerup ere Hjertensvenner, og vilde uden Tvivl berøve ham den Popularitet, han endnu maatte være i Besiddelse af: thi vel er Hagerup en vakker, elskvær- dig, jeg troer forsaavidt ogsaa ret duelig Mand, men en Stiftamtmandpost er han neppe voxen, og mange ældre og erkjendt dygtige Mænd, hvoriblandt da unægtelig Falsen, vilde derved føle sig paa en krænkende Maade tilsidesatte. 17de April. Af Tilskueren er udkommet et Nummer, som jeg ikke kan tro mange har fundet Morskab i. Først er der en oversat Anecdotfortælling, ret vakker Moral, men triviel Indklædning. Derpaa kommer et Stykke om Moden, for- modentlig originalt af Lieutenant Foss. Da man for 100 Aar siden eller lidt mere læste saadant første Gang i den engelske Tilskuer, var det vist meget godt og træffende. Men hvis de Supper, som nu tyve Gange ere opkogte i England, Tydskland, Danmark, Sverige o. desl. skulde smage, maa der en ypperlig Kok, der veed at forsætte dem med sjeldne og picante Kryderier. En saadan Kok er ikke Hr. Foss. I det mindste kunde man fordre, at han tog Hensyn paa den Bye, hvori han levede, og dens characteristiske Sæder, men saavidt jeg mærker, befatter vor Tilskuer sig ei med saadant. Det er Hverdagsting, der paa hundrede Steder er mere |
| s.345 | passende end i Bergen. Ære den, som Ære bør! Falsen har skrevet imod mig, og meget i hans Characteer og For- hold behager mig ikke, men uden ham var den norske Til- skuer ikke værd at leve et Døgn. 18de April. Her var en Karl, som beklagede sig over, at Irgens fordrede 50 Rbd. for hans Brudevielse. Han vilde give 30, som Irgens paa ingen Maade vilde modtage, og han nødtes derfor til at opsætte Brylluppet, da hans Kaar ingenlunde tillod ham at give mere. Jeg erkjendte desværre min In- competence til at befale i denne Sag; imidlertid kunde jeg ikke undlade i sagtmodige Udtryk, men med indædt Harme over saadan Ubluhed, at give hans Velærværdighed et venligt Monitum, hvor jeg blandt andet lod ham vide, at jeg ikke erindrede i det dyrere Christiania, medens Pengene vare slettere, end de ere nu, nogensinde som Aggershuus Slots- præst at have faaet 30, end sige 50 Rbd. for et Par, for hvilket var lyst fra Prædikestolen. Ved at sige, at jeg her og nu som Biskop intet kan gjøre, gav jeg ham derhos et forblommet Vink, som han vist er klog nok til at forstaae: at jeg vel en anden Gang og paa et andet Sted kan ramme ham -- naar nemlig den aarlige Beretning til Regjeringen om Embedsmændenes Forhold skal indsendes. Sagen forsikrer, at Christie ikke vil være Statsraad. Han er nu igjen Præsident, da Sverdrup frabad sig Valget. -- Engelhardt gaaer igjen til Kjøbenhavn og bliver, hvad han før var: Assessor i Højesteret, virkelig et meget libe- ralt Skridt af den danske Regjering, som man maaskee her ikke gjorde den efter5. -- Aabel fortæller, at Bech snart |
| s.346 | vil forbinde practiske Øvelser med sine Forelæsninger over Pastoraltheologien. Man bør haabe, at saa lidet Balles homiletiske og katechetiske Øvelser i Revolutionsdagene kunde hindre de unge Candidater fra at blive kolde og tørre Mo- ralprædikanter, saa lidet vil og den nærværende Slægt gjøre sig Bechs tørre og kolde Methode egen, men som nogle af hine gjorde, efterhaanden om ei strax vælge det Gode og forkaste det mindre Gode hos begge -- hverken blive ivrige Grundtvigianere eller slappe, kraftløse Bechianere, hverken intolerante Dogmatister, eller til Flauhed og Ligegyldighed tolerante Sædelærere. 19de April. Blandt de Stiftsdirectionen i den forløbne Uge til- sendte Breve og Documenter var en Anmeldelse fra Fattig- commissionen, at Byens Fattigskat, som ifjor var 4200 Specier, i Aar kunde nedsættes til 3000. Gud give, man ofte kunde faae saadanne Breve! -- Rein finder det hverken urimeligt, at Christie modtager Statsraadsposten, eller at Hagerup bliver hans Eftermand. Saaledes snakker man op og ned i hans nærmeste Vennekreds; Gud veed, hvad Enden bliver. -- Rein sukker efter personel Capellan og har Haab om at faae en von der Lippe her fra Byen, som med det første tager Attestats6. Nationalbladet giver en Extract af Prof. Arentz's Be- tænkning om Lovbudkastet for de lærde Skoler, hvor den gamle Mand, beraabende sig paa mere end 50 Aars Er- faring, viser hvormeget bedre den nyere Indretning, at hver Videnskab har sin Lærer, er end den ældre, som man nu |
| s.347 | igjen vil indføre7. Hverken a priori eller oplært ved egen Praxis kan jeg fælde Dom i denne Sag. Jeg spørger kun: Hvad om Wittrup i Christiania og Winding i Bergen efter Arentz's og Rosteds Død bleve Rectorer, hvortil de efter Ancienniteten vare berettigede, og bleve eneste Lærere for øverste Classes Disciple, bleve de af hvis Hænder Disciplene umiddelbart skulde gaae over i Universitetslærernes, mon det da blev bedre, end det nu er? -- Neumann frygter Spectakler blandt Almuen, hvis Sebbelows Plan ei vær- diges Opmærksomhed, og fortæller, at der tales om Depu- tationer fra Oplandet i den Anledning. Han spaaer intet godt af dette Storthing; det gjør Schultz heller ikke; men naar jeg undtager Bondecabalerne, er Grunden til deres Frygt heel ulige. -- Hersleb fortæller om Sorenskriver Koren, at han teede sig roligt i Begyndelsen, men nu har han slaaet sig løs. Han talede i 6 Quarteer (det er da nok en Sverdrupsk Overdrivelse) om de bergenske Kjøbmænd, der uden Kundskab af Bøger forstaae physisk at om- gaaes Silden, og -- det skal være bogstavelig sandt -- da han under Talen afhentedes til en Deputation, begyndte han ved sin Tilbagekomst, førend han endnu var kom- men indenfor Skrankerne, med eet Been paa hver Side af Galleriet, at tale hvor han slap -- men man lod ham vide, at denne og to andre Sager alt var afgjort. Flor vil have en egen Nationalfarve og Scheitlie en egen Dragt for Storthingsmænd, en Kappe og Trøie for Præsidenten. Om Bibelselskabet er Hersleb Beretning sørgelig; min Frygt for et formeligt Schisma er derved forstærket. I Central- committeen vrøvler Garman og Lieungh, og Præsidenten er |
| s.348 | et Nul. -- Departementet har afslaaet Blichfeldts Ansøgning, hvilket jeg forudsagde ham. 24de April. Efter en Journal, Agent Sødring hver Postdag sender sine Venner, har Sorenskriver Ottesen protesteret mod Seb- belows Bortviisning fra Storthinget, da Paastand paa 3 Marks Mulkt, som Raadmand Hansen siges at ville gjøre, ikke har noget infamerende, men Gram skal ivre stærkt for den modsatte Mening. Hvad Udfaldet bliver, veed man ikke; imidlertid er det nok raadeligt at "fare varligt med Drengen", og dersom han kan og bør fældes, som synes rimeligt, da at fælde ham med Grunde, ikke med Magt- sprog8. 25de April. Visitatslivet er da nu begyndt. Reiserne og Arbeidet er jeg slet ikke bange for; derimod gruer jeg for det uop- hørlige Vellevnet. Alt idag har jeg erfaret, at Fremmede samle sig i Præstegaardene om Bispen, som (sans comparai- son) Ravnene om Aadslet, og saa vil det vel gaae forthen den hele Cyclus i dette og følgende Aar, med mindre der etsteds skulde være en eensom Afkrog, hvor man dog vel af Barmhjertighed mod Bispen, om ikke af andre Grunde, vil ansee det for Pligt fra nærmeste Præstegaarde at skaffe ham Selskab. Jeg var oppe i Morges Kl. 5, jeg og alle mine. Posten kom just paa samme Tid, og jeg var saa heldig at faae hvad den medbragte, inden min Afreise. Fra 1ste De- partement fik jeg et Brev, som uden Tvivl vil glæde Quales |
| s.349 | og Boyesens Hjerter. Den Falsenske Præstesag er forelagt Statsraadet, og det har bestemt ved høieste Resolution, at det skal beroe ved de af mig givne Paamindelser og Sagen iøvrigt henlægges. Da imidlertid Falsen har erklæret, at Anmeldelserne ere skete i god Mening, saa ønsker Departe- mentet og beder mig medvirke til, at heller ikke fra Ved- kommendes Side gjøres noget videre Skridt, og at Sagen saaledes ganske bortfalder. Der synes heri at ligge en taus Tilstaaelse, at Falsen ikke vilde komme saa ganske vel derfra, om det kom til nøiere Undersøgelse, og det er en større Satisfaction for de gode Mænd, end jeg turde vente eller love dem. -- Af Rigstidenden erfarede jeg en yderst sørge- lig Begivenhed. Den 6te April udbrød Ild paa Tveds Præstegaard ved Christiansand, og den lagdes i Aske. Præ- sten9 anstrængte sig for at dæmpe Ilden, men en halv Time efter dens Udbrud fik han af Skræk og Strabats et ind- vortes Slag og segnede død om i sin Families Arme. At min nuværende Vert, Præsten Meyer, under Fortællingen herom gik hen i sit Chatulle og hentede en 50 Rigsdaler- seddel, som han siden under fire Øine leverede mig til Enken, forsoner mig med alle hans Excentriciteter, som jeg har op- daget og herefter vil opdage. 26de April. Hougs Kirke er liden og rummede neppe Halvdelen af den Folkemængde, som strømmede did i det deilige Veir; dog herskede mere Orden og Stilhed, end man kunde vente. Klokkeren, en ung Mand ved Navn Harbitz, læste godt i Chordøren. Man vilde finde noget declamatorisk i hans Foredrag, men hvorfor skal da den Bøn oplæses som en Lectie? Naar Klokkeren kan, hvorfor maa han da ikke fore- |
| s.350 | drage den med samme Udtrykke, som om han stod paa en Prædikestol? Ogsaa Sangen gik meget ordentligt, og Meyer messer særdeles smukt. Saaledes prædiker han desværre ikke. Han afholdt sig omhyggelig fra de Trivialiteter, man ellers beskylder ham for; han talte om Bønnen, og hvad han sagde var sundt, opbyggeligt og christeligt, men Kirkens Vadmel var dog det Hele. Hvad han sagde om min Nær- værelse og den forestaaende Overhøring, var bedrøveligt Vaas. -- Biskop Brun havde i sin Tid den Skik, naar Præsten havde forladt Prædikestolen, selv at bestige den og holde sin Tale derfra. Friis10 vilde overtale mig til at gjøre det samme, men da man i Almindelighed kan see og høre mig fra hvad Sted jeg end taler, vilde jeg ikke afvige fra, hvad der er almindelig Vedtægt, og talte fra Chordøren. (Brun tillod sig overalt flere Underligheder, f. Ex. med den i sig selv hensigtsstridige Forespørgsel, om Præst og Menig- hed have noget at klage over, men som er befalet og altsaa bør gives al den Høitidelighed som er mulig, bar han sig saaledes ad: Naar Gudstjenesten var til Ende, og der alt var læst i Chordøren, traadte han frem i Vrimmelen og sagde: "Ja hør nu godt Folk! Dersom der er Nogen af Jer, som har Klage at føre over sin Præst, saa kan han komme til mig i Præstegaarden i Morgen"). Jeg traadte da frem i Chordøren og holdt en Bøn og derpaa en Tale over Luc. 11, 11 -- 13, og katechiserede over Bønnen. Efter den korte Prøve var jeg heel vel tilfreds med Ungdommen, som ei allene kunde sin Forklaring perfect udenad, men kunde ogsaa bruge sin Forstand bedre end Mængden af de Confir- mander fra Hovedstadens lærde Almueskoler, der fra deres tidlige Barndom havde fraadset i Thimes første Næring |
| s.351 | for den sunde Menneskeforstand. Friis afløste mig og begyndte, hvor jeg slap. Som Katechet behagede han mig mindre end som Prædikant. De Ord, at man altid og allevegne bør bede, forklarede han ikke efter mit Sind, og hvad han sagde om den fjerde Bøn om det daglige Brød, at det, der for Bonden er Luxus, er for Embedsmanden blot nødtørstig Underholdning, er vel en unægtelig Sandhed, men burde ikke fremføres i en Katechisation og allermindst i en saadan talrig Forsamling af en Præst, der syntes at ville give Menigheden et skjult Vink om at salarere ham vel. I privat Samtale, eller endog ved Confirmationsunderviisning lod jeg det gjælde. -- Jeg holdt nu en Slutningstale, som Brun ogsaa dispenserede sig fra, gjorde de bemeldte Spørgs- maale, hvorpaa naturligviis Svaret var Nei, og lyste Vel- signelsen, som Bispen i mine Tanker bør lyse over de Me- nigheder, der først om 3 -- 4 Aar kunne vente at see ham igjen. Der messedes og istemtes Psalmer, og Klokken to var Tjene- sten endt. Selskabet forøgedes i Dag med flere Gjæster, hvori- blandt Kirkeeieren, Proprietair Garmann, en ung Mand af Anstand og Levemaade11. Heller vilde jeg visiteret hos ham og den forstandige og dannede Proprietair Greve12 som Præster, og converseret Meyer, Bergendahl og Arentz som Proprietairer, med hvem man kunde drikke et Glas, spille en Lhombre og forresten lade dem gaae for hvad de vare. Jeg ærer virkelig Mændenes Hjerter og anseer dem for Nathanael'er, i hvilke er ingen Svig, men som Præster ere de ikke paa deres Sted. |
| s.352 |
27de April. Meyer fortalte mig, at Biskop Brun aldrig gav nogen Skoleholder eller anden simpel Bonde Haanden, noget som de Folk sætte megen Priis paa. Det var nok overalt meest ved sin store Gave til at imponere, at han vandt den ud- mærkede Agtelse blandt Læg og Lærd. 1 tilbake Den nedenfor som Storthingsmand nævnte Præst P. Th. Buschmann. 2 tilbake Denne Drikkevise (Nationalbl. X. No. 37), der i sin Tid var meget yndet og optryktes i Visebøger, tillagdes, saavidt jeg veed, med Be- stemthed C. N. Schwach. Skjønt denne ikke har optaget den i sine "Samlede Digte", ja endog i disse (I. S. 89) paa en Maade pole- miserer mod Drikkeviser, har hin Drikkevise dog saa slaaende Lighed med Schwachs sædvanlige Tone, at Udg. med temmelig Sikkerhed an- tager ham for dens Forfatter. 3 tilbake "Ontong" Wiese, (ifølge Kiærs Norges Læger i 19. Aarh. født i Batavia 1799) blev 1ste Januar 1818 Compagnichirurg, entledigedes 1854 og døde 1860. 4 tilbake Her synes en Misforstaaelse at være tilstede, see Storthings-Efterretn. 1814 -- 1833 I. S. 455. 5 tilbake Nordmanden Niels Engelhardt (om hvem bl. a. see hans Ven Stats- raad Holsts Optegnelser p. fl. Steder) tog 1816 sin Afsked og ind- traadte i sit Fødeland Norges Lovcommission, men søgte og fik 1818 6 tilbakeDen senere Biskop i Christiansand; han blev ikke Reins Capellan. 7 tilbake Hans Mening deeltes af de Universitetslærere, der ved denne Tid havde udarbeidet et Forslag til en Lov om de høiere Skoler, hvilket blev antaget af Storthinget, men ikke sanctioneret. se herom G. Sverdrups Biographi ved L. Daae (Mgbl.s Extranummer 1896, No. 46). 8 tilbake Storthinget modtog paa Forlangende Sagens Documenter, men traf ingen videre Foranstaltning i denne Anledning. 9 tilbake Jens Nisen Lassen, Stiftsprovst P. B. Lassens Fader. 10 tilbake Severin Hjelm F., da res. Cap. til Haus, siden Sognepræst til Førde, Prof. J. A. Friis's Fader. 11 tilbake Christopher Garmann  1842 som Eier af Mjelde i Haus, Lens-mand m. m. 12 tilbakeJan Greve paa Aastveit ved Bergen, i sin Tid kaldet "der alte Graf". Se Budstikken VII, S. 322 -- 323. |