| s.302 | 1818. 1te Januar. I en Henseende lignede denne Nytaarsdag de forrige: jeg prædikede for fuld Kirke. I en anden var den aldeles forskjellig: før løb jeg om og gjorde Visiter, nu sad jeg hjemme og modtog Visiter. Saaledes er det, naar man kommer til Ære og Værdighed. Præsten Brun fortalte, at Dahl i Evindvig ikke noksom kan undres over, at Falsen har vovet at anklage ham, da han havde Amtmanden i sin Lomme. Han havde nem- lig ladet sig overtale af Falsen til at indskrive ham i Evind- vigs Mandtal, for at han kunde komme paa Storthinget, skjøndt de begge vidste, det var lovstridigt1. Under de Om- stændigheder gjør han nok bedst i at beholde Falsen i sin Lomme, da man ellers maaskee vilde finde, at Hæleren er ligesaa god som Stjæleren. 2den Januar. Balles Biographie (af J. Møller) er den mest under- holdende Lecture, jeg har havt, siden jeg kom til Bergen. Manden er speiltroe afbildet, saaledes som jeg kjendte ham i 12 -- 13 Aar. Over hans hele Liv faaer man en klar, stundom overraskende Udsigt. Der lægges ikke Dølgsmaal paa Balles Svagheder, men disse ere fremstillede i et saa- |
| s.303 | dant Lys, som de maatte og burde hos en saa udmærket Mand. Hvad er dog den hele danske og norske Bisperække, saalangt min Kundskab gaaer,  3 -- 4 Decennier, i Sam-menligning med ham! 3die Januar. Posten bragte et Brev fra Boyesen paa tre tætskrevne Ark. Jeg læste med Forskrækkelse de to, da jeg troede han vilde have denne Erklæring sendt Departementet, som gives drøie og vel uforskyldte Rap, ligesom han og siger Falsen Grovheder, som rigtignok ere vel fortjente, men dog altfor meget bære Forbittrelsens Præg, men paa 9de Side beder han mig gjennemlæse det Hele, understrege hvad jeg fandt altfor haardt eller upassende, og sende ham det tilbage. Er- klæringen er aldeles fyldestgjørende, og der er vel Ingen, hvem det i den Grad lykkes at afbevise Beskyldningen og vise baade dens Lumpenhed og Ugrund, som Boyesen. End- videre kom en i sig selv flau og intet bevisende, men dog vel forsaavidt tilfredsstillende Erklæring fra D. i Hafslo. 4de Januar. Til Balles Biographie er føiet et Uddrag af hans Brevvexling, der begynder med nogle og 30 Breve fra gamle Geheimeraad Guldberg. Jeg kan ikke sige de ere morsomme. Foredraget er tørt og slæbende; dog udbrede de et klart Lys over Guldbergs Charakteer, hvori varm Religiøsitet var et Hovedtræk. Ellers ere hans Anskuelser tidt heel bornerte, og just hvor han troer at see allerdybest, savnes undertiden fordomsfri Aand og sundt Judicium. Apocalypsen var hans Kjæphest; ogsaa Balle fæstede nok megen Tillid til dens Spaadomme. Et ømt, venligt Hjerte maa dog Guldberg have havt, det seer man tydelig, og selv Oldingen Balle til- taler han i en blid, faderlig Tone, styrer hans Hidsighed, |
| s.304 | og giver ham meget gode Raad. Med alt det, han omta- ler den daværende Kronprinds med megen Agtelse, synes man dog at spore, at et gammelt Nag er levnet, som Tiden al- drig ganske har kunnet udslette. 5te Januar. Bogen er nu udlæst. Bispernes Breve ere yderst cha- rakteristiske. I Hee2 lærer man at kjende en forskrækkelig Væver, og tænker sig klarligen, hvilken Prædiken han maa have holdt efter Struensees Fald over det Thema: "For- styrrernes Forstyrrelse og Mangelens glædelige Forandring". -- Irgens er naturligviis gammeldags, men var ikke dum. Han afbryder sin Klage over Tiderne, "for ikke at synes querulus laudator temporis acti". Ingen nye Kirkeskikke ynder han; endog mod Confirmationen, især Udtrykket "Daabens Naade" har han Indvendinger. -- I Hagerup gjenkjender man hans Hengivenhed til Systemet, men ogsaa hans Fiinhed, Elegance og Præcisjon3. -- Schønheyders Breve handle mere om Visi- tatsreiser, om Levemaaden i Trondhjem og Familieomstæn- digheder, end om aandelige Ting. -- Bruns Brev er fra 1785, handler om Kirkeskikkene, og har Glimt af hans Genie, som ellers i de Dage utydeligen sporedes. 8de Januar. Conrector Winding maa være en høist pudserlig Karl. For Legemets Hærdelse er han en Enthousiast, og havde saaledes engang i Regn og Storm trukket Støvler og Strømper af og gaaet barbenet en halv Miil. Han led- sager sin Underviisning med mange malende Gebærder. |
| s.305 | Saaledes for at vise hvorledes Laokoon stødte Spydet i den trojanske Træhest, farer han med sin Stof mod Væggen med saadan Force, at det ryster i næste Værelse. Naar han ex- ponerer den første Fabel af Phædrus, springer han op paa Bordet, og slaaer Klo i hvad der er ham nærmest, ligesom Ulven farer løs paa Lammet. Det skal undertiden lykkes ham at meddele unge Mennesker sin Enthousiasme. Saaledes fortæller Bohr, at der var en halvvoxen Dreng af hans Elever, hvis Seng adskillige Morgener fandtes opredt som den var om Aftenen. Man frygtede, at han var paa gale Veie, og see! det opdagedes, at han havde ligget paa det bare Gulv, fordi Conrectoren havde sagt ham, at det var godt at vænne sig dertil. 10de Januar. Med stor Fornøielse (jeg siger det ugjerne) har jeg læst Schwachs Product4. Det er et meget velskrevet, vittigt Pro- duct, bittert og farcastisk, men uden pøbelagtig Grovhed og uden Invectiver mod Regjeringen eller de Svenske, hvilke han dog paa en meget fiin og forbindtlig Maade siger et |
| s.306 | Par Sandheder i Anledning af de store, men uopfyldte Løfter. Det maa være yderst krænkende for Neumann at læse dette, og dobbelt krænkende, da en lønlig Bevidsthed maa have sagt ham, at selv hans Venner, idetmindste med Hensyn paa Formen, maatte mores ved Schwachs Arbeide. Men hvad vilde han ogsaa paa den Gallei? Til mig sagde han, at han vilde indskrænke sig til de diplomatiske Gjen- stande, og det meste skal dog handle om Maaltider og Hoffêter. 11te Januar. Den Prædiken Balchen holdt i Dag var den bedste, jeg har hørt af ham, men den var ikke over Dagens Evange- lium. Det er besynderligt med de unge Præster, at de til- lade sig at prædike over selvvalgte Texter. De kunne dog ikke have prædiket saa ofte over de befalede, at de skulde være forlegen for Materie; det var jeg som nogle og 20-aarig Præst aldrig i den senere Aar, skjøndt jeg fast uden Undtagelse prædikede over Dagens Evangelium. Jeg afskrev og ordnede de indkomne Lister over Fødte og Døde i Nordhordlehns Provstie. Man kan aldeles ikke klage over Tøilesløshed i de Egne, naar man skal slutte dertil fra de uægte Børns Antal. Der er Præstegjæld, hvor ikke et eneste er født, og i Manger, hvor 145 ere fødte, er kun et eneste uægte. Forholdet i det Hele er 48 : 1. -- Af de tilføiede Annotationer har jeg faaet fuld Overbeviis- ning om, at Meyer paa Hougs er en Nar. Jeg maa af- skrive de mærkeligste: Sp.: Er Vaccinationen tilstrækkelig be- kjendt og udbredt? Svar: Ja, den er, og med den for- plantes formodentlig ogsaa den venerisk-skabagtige Sygdom -- Lægen maa kunne bestemme om sandt eller ikke. Begyndt og udbredt først ved Præst og Skoleholdere, og siden ved befalede tilforordnede Læger (jeg mener Vac- |
| s.307 | cinationen). Sp.: Fandtes der Selvmordere? Svar: Nei, og vil aldrig findes, hvor Jesu Lære troes og tillige følges. Sp.: Gaves der Myrdede? Svar: Nei, Præstegjældets Beboere ere aldeles ikke af den Charakteer. Sp.: Hvilke ere Indvaanernes vigtigste Næ- ringskilder? Svar: Ene Jorddyrkning, Quæg- og Faare- avl. Spanske Faar kjender Ingen i dette Gjæld; man er her patriotisk, har Fædrelandssind, endogsaa for egne Faar, især for de unge. 12te Januar. Døbestolen i Korskirken er ikke smuk. Johannes den Døber staaer som en gammel Mand og holder Fadet. Han var dog ikke stort over 30 Aar, da han døde. -- Uagtet Oberste Synnestvedt er Kongen af Sveriges Adjutant, gaaer han dog endnu med rød Kjole. 13de Januar. En stor Deel af denne Uveirsdag tilbragte jeg med at skrive et langt Brev til Hersleb. Betragte vi end et og andet fra forskjellige Synspuncter, saa er der dog et umis- kjendeligt Aandsslægtskab mellem os. Om alvorlige Ting er der ingen af mine Correspondenter jeg saaledes kan indlade mig med, end ikke Liebenberg, og det vel meest fordi denne og jag have saamange Berøringspuncter i det Timelige, saa- mange Erindringer fra Ungdomsdagene, saameget som vi nu i henved 30 Aar have gaaet jævnsides og anstillet Be- tragtninger over i fortløbende Række, at Tid og Rum ei lev- nes til hiint. -- Iøvrigt er Dagens eneste Mærkelighed et Brev med indsluttet "allerunderdanigst Ansøgning", siden kaldet "Supplecation eller Littanie" til de velbyrdige |
| s.308 | Repræsentanter paa Storthinget, hvilket to Hardangerbønder bragte mig. Indholden af denne allernaadigste Ansøg- ning (som den ogsaa kaldes) er at Hovedkirkesangeren maa fratages Klokkertolden i Odde Annex under Kingservig, og at Concipisten, Kirkesanger Eitrem, maatte faae denne Indtægt. Og denne Ansøgning, hvortil de tolv Bønder, efter eget Sigende, havde sammenrottet sig, skulde Storthinget tage under Overveielse og sende dem skriftligt Svar paa! Hvilket Begreb de Mennesker dog endnu gjøre sig om et Storthing! Bringerne vare vakre, høflige, tractable Folk, der meget let lod sig bringe til Raison. Jeg sagde dem, at jeg i Hoved- sagen var enig med dem, og vilde, hvor Vacance indtraf, see at føie saadan Foranstaltning som de ønskede i deres Sogn, men at det derhos paa ingen Maade gik an at tage fra en Mand, hvad der ved lovlig Bestalning var ham tilsikret, og det fandt de dem ogsaa tilsidst i. 14de Jan. Ogsaa i Søndhordlehn ere de Fødtes Antal i Forhold til de Døde overmaade stort. Af uægte Børn er der ikke mange, skjøndt flere end i Nordhordlehn. Derimod er de Dødfødtes Antal altfor stort: omtrent hvert 17de Barn. Hertzberg i Qvindherred har ogsaa villet være vittig lige- som Meyer. Paa Spørgsmaalet: "Gives der Selvmordere eller myrdede?" svares: "Nei, thi endnu er ikke Brænde- viinsbrænden og den deraf følgende Brændeviinsdrik indført her." -- Sæt, at det er sandt, begaaer da Ingen Selv- mord uden Drankerne? og begaaes ethvert Mord i Fuld- skab? Læser de virkelig disse Lister inde i Departementet, maa de gjøre sig en underlig Idee om de Præster, der debi- tere saadant Sludder. Af Beretningen seer jeg ellers, at Fattigvæsenet, efter den legale Maalestok, er i maadelig Forfatning i det Provstie; derimod hersker blandt Almuen |
| s.309 | saadan inderlig Velvillie mod Trængende, at intet Menneske lider Nød, uden at det videre mærkes, at Velgjørenhed frister til Dovenskab, og saa er virkelig for Guds og Samvittighedens Domstol Fattigforsørgelsen langt bedre end der, hvor Etats- raad Bærens's og Biskop Bechs og alle nyere Reforma- torers Planer bogstaveligen følges. 15de Januar. Hersleb skriver, at han tilbragte Nytaarsaften hos Skjelderup, hvor der var meget muntert. Efter Bordet havde de en stor Punschebolle, ved hvilken Sverdrup præsiderede og talede tydsk, "men", siger han, "jeg har ondt ved at være lystig paa Aarets sidste Dag; det er mig, som en gam- mel Bekjendt lagdes i sin Grav, og vil den nye komme som Ven eller Fiende?" Han har med megen Interesse læst den nys udkomne historiske Calender5. I Frederik den 3dies Historie rørte Kjøbenhavns Beleiring ham til Taarer. "Det er et Skuespil for Guder, naar Nationerne heller vælge Døden, end skjændig Underkastelse under fremmed Vold, og naar de stolende paa Guds almægtige Bistand, forsøge det, som Mennesker kalde umuligt". Vistnok! men en Høvding, som deler Faren, er nok nødvendig til at indgyde Folket den Stemning. Havde Frederik den Tredie, istedetfor at ville "døe i sin Rede", reist over til Jylland som Christian den Syvende og hans Søn, saa var Kjøbenhavns Skjæbne bleven 1660, som den blev 1807; og under en Konge, hvis hele Styrke bestod i at skrive veltalende Proclamationer, og som græd og skjalv ved at see Blod, hvad kunde opflamme Nor- mændenes Mod? I Nationalbladet har Neumann med sin sædvanlige "Nethed og Værdighed" i Korthed besvaret Schwachs Sar- |
| s.310 | casmer. Der levnes denne rigelig Materie til Svar, hvis han har Lyst. 16de Jan. Stiftsprovsten fortalte mig Grunden, hvorfor Almues- folk her lader sig vie i Morgenstunden, og ønske sig dispen- serede fra at medbringe Forlovere eller andet Følge. Skik og Brug byder, at dette Følge, om det saa er de aller- simpleste Tjenestefolk, og om saa Brudeparret selv gaaer paa sin Fod, nødvendig maa og skal kjøre, hvilket er heel bekosteligt. Da jeg fremdeles hørte, at nysgjærrige Men- nesker i Mængde strømme til Kirken ved saadan Vielse, og at der saaledes er Vidner nok, urgerede jeg ikke videre paa, at Forloverne skulde være tilstede ved Brudevielserne. Falsens Katechismus over Grundloven er udkommet og koster 15 Rbd., hvilket at dømme efter, hvad jeg saa ved at blade i den, er 14 Gange mere end den er værd. 18de Jan. Præsten Arentz fortalte mig Stedets Skik, naar et Par er forlovet. Man søger, som da er en let Sag, at faae det bekjendtgjort i sin Omgangskreds, og næste Søndag indfinder sig en Sværm Gratulanter, baade hos den even- tuelle Brud og Brudgom, ofte Mennesker, som man ikke engang kjender. For dem maa da en elegant og overflødig Fro- kost staae parat, fra hvilken adskillige kommer med en dygtig Ruus. Men ikke nok hermed. De fornemste Embedsmænd og andre gamle og sædelige Mænd komme i Almindelighed først om Mandagen eller Tirsdagen, for at undgaae Svire- brødrenes Selskab. For dem maa da ogsaa en Collation være færdig; ja end ikke næstfølgende Søndag er man ganske sikker. |
| s.311 |
19de Jan. Welhaven gjentog sin Svigerfaders Besværinger: Nu vil gamle Cammermeyer indsende alle Documenter til Stor- thinget. Jeg bad Welhaven vise mig disse først, om man ei, uden væsentlig Skade for det Hele, kunde tilbageholde et eller andet af dem. At gamle Brun var en uegennyttig Mand, siger al Verden; at tilegne sig eller sin Søn ulov- lige Fordele var vist langt fra hans Hensigt. Derimod havde han vist overdrevne Tanker om sig selv. At ingen Hæder, som kunde ydes hans Fortjenester, var for stor, at til denne ogsaa hørte Befordringen af hans Søns Lykke som noget, der skyldtes ham selv, og at Intet kunde være Uret, som han ansaae for Ret, denne Tanke synes at være dybt ind- præget hos ham. Som Pave vilde han neppe bleven fri- kjendt for Nepotisme, som Regent vilde han bleven en an- den Keiser Joseph; de voldsomste Despotskridt vilde han tilladt sig, for at drive igjennem, hvad der efter hans en- sidige Overbeviisning var det bedste. I Aften var jeg indbuden hos Oberstelieutenant Ham- mer. Der blev drukket temmelig tæt, og Hammer viste sig som en dygtig Vert. Han har to Glas i Form af en Støvle, hvilke tømtes, først til Ære for mig, siden for Oberstelieutenant Rein som Nyekomne, men mange andre mere og mindre fulde Glas udtømtes, og til min store For- undring drak jeg næsten to Flasker, næsten uden at naae Perialens Grændse. Capt. Dorn var min Sidemand. Han havde i 1810 paa en Kanonbaad befordret Biskop Bech fra Langesund til Kragerøe. I Bamble Kirke havde man efter Bechs Anmodning sat Grog ind i Sacristiet til Lædskelse, da det var en varm Sommerdag, hvorover gamle Præsten Wahl meget forargede sig. |
| s.312 |
22de Jan. Neumann fortæller, at Kronprindsen ikke vil give Diriks Auctionsdirecteur-Embedet, da han finder det under en Statsraads Værdighed. Falbe, som ogsaa søger det, faaer det heller ikke af samme Grund. -- Thranes6 Cassemangel vides nu at være 1,100,000 Rbd., men man troer, at den ved nærmere Eftersyn vil findes høiere. Poul Thrane, Poul Winge og Lars Clausen menes at maatte spille ban- kerot. Der skal have hersket en skrækkelig Skjødesløshed; endog Skrivere havde Pengesummer at disponere over. Der er nu anlagt Sag mod hele Directionen. Neumann var Valgmand. Bonden fra Aas Sogn, som blev Repræsen- tant7, giver han et maadeligt Vidnesbyrd. Wergeland vilde gjerne været Storthingsmand, men fik kun to Stemmer. Om Munch skriver han i Fortrolighed: "Der møder ham megen Modvillie i Agers." I Aften opførtes Hjertets Forvildelser">8. Mohrs Warberger var idetmindste ligesaa skjøn som sidst, hvilket og var Tilfældet med Jfr. Grips Mad. Warberger. Jeg for- udsaae, at Jørgensen som elegant Forstmester og uddannet Mand, maatte blive bedre end som Naturens Søn, den raske, heftige Yngling Anton. Man beskrev mig ham strax som en af vore første Skuespillere, og nu erkjender jeg ham for at være det. Et andet af vore Lys saa jeg ogsaa for tredie Gang, men lærte først i Aften at kjende hans Skue- spillertalent: Erichsen. |
| s.313 |
23de Jan. Min gamle Patron Rosenblad takker mig med mange Lovtaler for min Jubelprædiken. "Har han kunnet styrke Kongen og Kronprindsen i deres Overbeviisning om min Lærdom, Kraft og Evne til at forvalte det vigtige Bispe- Embede, saa har han blot opfyldt sin Skyldighed." Han lykønsker Stiftet til en saa værdig Eftermand af den saa agtværdige salig Biskop Brun. 24de Jan. General Staffeldt er død, og skaaner derved Stor- thinget for den ubehagelige Overveielse, om han burde have Pension. 26de Jan. Fra Pavels fik jeg Liste over Fødte og Døde, hvoraf jeg især lærte at beundre Kydskheden samt Naturens Hjælp- somhed eller Jordemødrenes Kunst i Nordfjord. Af 363 Børn vare 3 uægte og 2 dødfødte. I Leirdal er hvert femte Barn uægte. Aftenens Skuespil og Bal udgjør Resten af denne Dags Historie. Efter en meget skjøn Symphonie gik Dækket op, og hvad der da strax fremstillede sig for Øiet, var meget vakkert: en Transparent med Carl Johans Navn, Aarstal og Datum, samt det svenske og norske Vaaben med Attributer. Ved Bordet drak man umiddelbar efter Vel- komsten Norges Skaal. Jeg har intet imod, at man paa saadan Maade viser, at man føler sig som selvstændig Na- tion. Jeg har og bestandig, siden Norge fik sin nye Con- stitution, bedet for Fædrelandet, førend jeg bad for Kongen paa Prædikestolen. Saa kom da Kongens og Dronningens Skaal og derpaa omdeltes og istemtes en ret smuk Vise af |
| s.314 | Olsen, hvorefter Kronprindsens Skaal blev drukken, virkelig med Eenstemmighed og Enthousiasme. 27de Jan. Man løber i disse Dage om med en besynderlig Histo- rie, som skal være kommen fra Stiftamtmand Christie, men er sikkerligen forvansket. Der er længe talt om, at Kron- prindsen paa egen Bekostning lader et Monument over Biskop Brun opstille i Domkirken. I Forbindelse hermed snakkes nu om et Invalidhuus, som skulde oprettes i Ber- gen for norske og svenske (?) Soldater, og hedde Esaus og Jacobs Forening!!! hvorved skulde alluderes paa, at Brun engang var en saadan ivrig Antisvensk, og nu paa det sidste var en Ven af vor nærværende Regjering. Det seer fast ud som en Drøm! 28de Jan. Præsten Hertzberg i Quindherred sendte sin og Baron Rosenkrones Erklæring om Bibelselskabet. Begge ere imod Delingen, og Baronen tilbyder endog efter Evne at holde Selskabet skadesløst for Tabet af de engelske Pund Sterling. -- Normann i Leganger raadfører sig med mig angaaende den saakaldte Skydsfærd, der betales med Landskylden, en Sag, jeg hidtil ikke har forstaaet synderligt af, men hvor jeg neppe feiler ved at tilraade ham at holde sig til Lovens Bogstav, og ikke efter andre sine Collegers Exempel fordre et Tillæg, som maaskee godvilligen betales, indtil det falder Amtmand Falsen ind at gaae paa nyt Spionerie, og gjøre nye Angivelse til Regjeringen, eller (om han nedlader sig saa dybt) til Bispen. -- Gamle Bergendal i Hammer gjorde mig et Besøg og var siden min Gjæst til Middag. Det er det livagtige "Guds Ord fra Landet", yderst borneret; men |
| s.315 | en hjertensgod Mand, "der gjør intet Kræ imod," er han sikkerlig. 31te Jan. I Anledning af min Jubelprædiken skriver Liebenberg: "Den stadfæster, hvad jeg desuden tilforn vidste, at vi lige- saavel i vore religiøse som i vore æsthetiske Grundsætninger, gjennem alle vort Livs forskjellige Perioder have holdt Skridt med hinanden. Erfaring, indsamlet saavel ved Agt- somhed paa vor egen Sjeletarv og Sjeletrang, som i vor Embedsførelse, sund Fornuft og aaben Følelse har viist os, hvad der manglede vore tidligere Udarbeidelser, men har ogsaa bevaret os fra Mysticismens og Sværmeriets mod- satte Enemærker. Men hvad kan Aarsagen være, at erfarne Mænd, Clausen og Adler f. Ex., ikke følge med os paa denne skjønne Middelvei? Mon ikke den dybe Følelse skulde mangle dem? og mon ikke den større Omhue, hvormed vi have næret vor poetiske Sands, har hjulpet os til dette, for geistlig Mands Gavnlighed udentvivl væsentlige Fortrin?" -- Om Rahbek skriver han, at han anseer alle dem for Obscuranter og Hyklere, som ville retablere Dogmerne i deres tabte Værdighed. Jeg afsendte alle de mange generelle og specielle Lister over Fødte og Døde til 4de Departement, hvorved jeg gjorde det opmærksom paa den utilgivelige Skjødesløshed, hvormed Vaccinationen behandles af 3die Departement, af Øvrigheden, af det medicinske Facultet, af Chirurgerne, kort af Enhver, som har dermed at bestille. 1ste Febr. Mistanke og Ringeagt synes at hvile over Hans Houge og hans Tilhængere just nu, da alle deres fatalia ere over- |
| s.316 | staaede. Herslebs Dom har jeg nok før anført, og aldeles overeensstemmende med den hører jeg de Folk allevegne be- skyldes for Egennytte, og deres Religiøsitet ansees blot for et Dække, hvormed de ville skjule deres ekonomiske Speku- lationer. At de ligesom Jesuiterne udgjør et tæt forgrenet Selskab, der blot synes religiøst, men hvis Tendents er mere politisk og merkantilsk end aandelig, synes vistnok Erfaring at stadfæste, og at i deres mindre Kreds deres Indflydelse turde blive ligesaa fordærvelig som hines i deres mere ud- videde, naar de fik frit Spillerum, er ei utroligt. Hans Houges nyere Skrifter, efterat jeg troede ham ganske hel- bredet for Skrivesygen, og Thorbjørn Sandvigens Skole- project har rigtignok givet min Agtelse for de Folk et slemt Stød, og hvad der fortælles om deres bedragerske Adfærd, hvori den lettroende Pøbel endog vil finde Hexerie, for- værrer Sagen. Jeg maa ogsaa regne dette blandt mit Livs megen Lykke, at jeg strax ved mit Embedes Tiltrædelse faaer Øinene opladte for Ting og Mennesker, som det er mig magtpaaliggende at kjende. Saaledes møder mig strax in limine de Falsenske Angivelser, og uden at give Lærepenge eller compromitteres orienterer jeg mig strax over adskilligt, som jeg, til Skade for mig selv og det almindelige, kunde bleven uvidende om i lang Tid. Og nu -- neppe er jeg kommen, før Hans Houges og hans Tilhængeres Sjelser- faringer bringes mig som noget, hvorved de vilde vinde min Agtelse og Hengivenhed, og jeg lærer derved, skjøndt mod deres Hensigt, nøiere at kjende dem, end jeg vel ellers paa lang Tid havde kunnet. 2den Febr. Den gode gamle Skik i Bergen som i Kjøbenhavn, at Bispen prædiker Fastelavnsmandag, var jeg naturligviis ikke |
| s.317 | den, der vilde afvige fra. For en utællelig Folkemængde søgte jeg at forene Jesu Dødsangst i Getsemane med den Frimodighed, der ellers besjelede ham før og under hans Lidelse, og udførte saaledes det Forsæt, jeg ved min næst- sidste Communion fattede i Anledning af Kjerschows Præ- diken. Orthodox og bibelsk var sikkerligen ogsaa min, skjøndt min Anskuelse fra een Side var en ganske anden end Kjerschows. De søndfjordske Præsters Svar paa mine Spørgsmaale til dem indeholdt lidet glædeligt. Vel synes Fattigvæsenet i det Hele at være i god Stand, bedre end i noget af nordre Bergenhuus Amts andre Provstier. Derimod er der slet intet Skolevæsen. Der er sagtens nogle og 30 saakaldte Skoleholdere, men de faae ingen Løn og bestille fast intet. En saadan Forfatning havde jeg ikke tænkt mig nogetsteds i Norge, og der maa strax raades alvorlig Bod paa disse Uordener. Men saa vender jeg igjen tilbage til mit gamle Spørgsmaal: Ere Menneskene gudfrygtigere, moralsk bedre, hvor Skolevæsenet florerer? I Sogn arbeides roes- værdigen for dets Fremme, og der fødes maaskee forholdsviis de fleste uægte Børn i Landet, der har Drukkenskaben taget frygteligen Overhaand, der er det eneste forsætlige Mord i Bergens Stift afvigte Aar begaaet etc. Der rører sig ofte i mit Inderste noget ganske forskjelligt fra det jeg kan og bør lydeligen forkynde. Ubetinget Pligt! Hvo som ikke troer paa den, maa blive en dorsk Leiesvend, saasnart Er- faringen har nedstemt hans Ungdoms høitflyvende Phan- tasier. -- Af det Søndfjordske Præsteskab er Rennord i Kind en kortvillig Person, vidtløftig i sin Skrivemaade, fuld af Sprikworter, som ere artige nok i en privat Samtale, men ikke i en officiel Rapport. Nielsen i yttre Holmedal er kort og fyndig i Tale, men synes at være vel tilfreds med |
| s.318 | sig selv. Han fortæller, at han med Velbehag har læst mit første Brev til Geistligheden. Næst den gamle Lind, synes Heiberg i Askevold at være den meest reelle, og vil nok blive det meest qvalificerede Provstesubject. 1 tilbake Falsen boede nemlig i Bergens By, men vilde vælges fra Nordre Bergenhuus Amt. 2 tilbake Jørgen Hee, Biskop i Aarhuus 1777 -- 1788. Som Sognepræst ved Holmens Menighed forberedte han 1772 Enevold Brandt til Døden, ligesom B. Münter forberedte Struensee. 3 tilbake Cfr. Pavels's Autobiogr. S. 30. 4 tilbake I Tidsskriftet Saga, udg. af J. S. Munch II, S. 139 -- 204 med- delte den senere Biskop J. Neumann en "historisk Beretning om den af Norges Riges overord. Storthing i 1814 udvalgte Deputations Reise til Stockholm". Den unge C. N. Schwach, der bestyrede Cor- recturen af Tidsskriftet, skrev en uvillig Brochure: "Dr. Neumanns Offer paa Sagas Alter", hvilken han lod udkomme ganske samtidigt med vedk. Hefte af Saga. Neumann svarede i Nationalbl. IX, S. 229 -- 231, men Schwach fik Latteren paa sin Side. Mange Aar senere, da S. i 1846 gjorde et Besøg i Bergen, forsonedes han og den nu gamle Biskop. De bleve endog Venner og Correspondenter, og S. skrev en kortfattet Biographie af Neumann efter udførlige Op- tegnelser af denne selv i en indbunden Foliant. Men desværre ere disse (efter Oplysning fra hans Familie til Udgiveren) ved denne Leilighed bortkomne, hvilket maa beklages. Skulde nogen vide Besked om deres Skjæbne? 5 tilbake Udg. af L. Engelstoft og Jens Møller. 6 tilbake David Thrane i Christiania (Søn af Kjøbmand og Justitsraad Paul T. og Fader til den bekjendte Agitator Marcus T.) gjorde sig som Meddirecteur af Nationalbanken skyldig i store Underslæb, der 1817 opdagedes. 7 tilbake Ole Jacobsen Nordby. 8 tilbake En Fortsættelse af "Jægerne" af Iffland. |