| s.192 |
9de Sept. Archivet overleveredes mig i Dag. Det er en stor Mængde, tildeels unyttige Papirer. Adskillige Bøger findes der og, men desværre ikke en eneste juridisk; heller ikke eiede Brun nogen, men levede i den lykkeligste Uvidenhed om Lov og Ret, og kronedes dog med Hæder sit hele Liv igjennem. "Hver har sit Kors!" og sandelig med al den Lykke, Jersin gjorde ved at faae Ous Kald, har han ogsaa sit. Med Kone og 9 Børn er han kommen til en aldeles ruineret Præstegaard. Den Uorden og det Svineri, der herskede, har man ikke seet Lige til siden Snøde Præstegaards Dage.1 Endog de ingenlunde reenfærdige Bergenhusiske Bønder ækledes ved at gaae ind til hans Formand. Hiin Langelandske Præstegaards Bygninger lod imidlertid Hr. Marstrands Fa- milie staae. Men det gjorde ikke Hr. Larsens Døttre, de rev Bordklædningen af Huset og brændte den og haandterede overalt som Røvere. Jeg vilde i Dag begynde at gjøre Contravisiter, men det blev med Stiftsprovsten og Oberste Grübeling. Den sidste fandt jeg siddende i sin Stol, kroget og saare nedbøiet. Han er aldeles værkbrudden, men ellers sig temmelig liig, en underlig Blanding af Vrantenhed, Blødhjertethed og Joviali- tet, ikke ulig adskillige tydske og engelske humoristiske Co- mediecharakterer. 10de Sept. Den 89aarige Cammermeyer,2 forhen residerende Capel- |
| s.193 | lan ved Korskirken gjorde mig et Besøg. Den gamle Mand er neppe retfærdigen behandlet. Trængende er han vel sagtens ikke, "men," siger Pontoppidan, "Næstens Rigdom gjør min Uret ei til Ret." Han ældedes og blev svag, især svækkedes hans Syn, og da Brun blev Biskop, blev dennes Søn, nys kaldet til Capellan af Faderen, engageret som per- sonel Capellan hos Cammermeyer. Øiensvagheden tiltog, og han blev næsten blind; da opsagde den unge Brun ham sin Tjeneste og vilde søge sin Lykke andetsteds. Ingen anden Capellan var at faae, der blev raadet ham at resignere, 400 Rigsdaler bevilligedes at udredes af Eftermanden, og denne Eftermand blev Christen Brun. 1814 søgte han og fik ved sin Fader udvirket, at Halvdelen af Pensionen blev lagt paa Statscassen, Brun altsaa kun skulde udrede 200 Rbd. SV. Men see! saa kommer en Lov i 1816, at af intet Embede større Pension maa gives end Halvparten af dets virkelige Indkomst. Og denne Lov faaer ved en Resolution af Stats- raad Treschow, trods Grundlovens udtrykkelige Ord, tilbage- virkende Kraft. Brun skulde udrede 160 Spd., men gjør en Beregning, hvorefter dette udgjør omtrent hans hele faste Ind- tægt, og Cammermeyers Pension nedsættes fra 400 til 300 Rd., eller fra 320 til 240 Spd. Dette er da nok den meest himmelraabende Uretfærdighed, der kan tænkes: et kongeligt Løfte, der skulde være helligt, brydes; en Lov faaer retroactiv Kraft, skjønt Landets Constitution fastsætter, at denne aldrig maa finde Sted. Brun med hans store Familie taaler vel ikke at give mere, end han giver, og Statscassen taaler vel heller ikke større Udgifter end den har, men skulde den gamle Regel: fiat justitia, pereat mundus gjelde, saa veed jeg nok, hvad der burde skee. Stiftsprovsten afgav de Papirer, der angik hans Embeds- førelse som constitueret Biskop. -- I Anledning af Constitu- tionen i Etne Sognekald leverede han mig et Par Breve fra |
| s.194 | Præsten Middelthon i Skaanevig, der virkelig synes at charakterisere ham som en sneverhjertet Person, som Brun i Fjeldberg i et vedlagt Brev kalder ham. Iøvrigt havde jeg Visite af Præsidenten, Justitsraad Klagenberg samt Chordegn Lange ved Nyekirken, en ele- gant Cavalier, der saa ligere ud til en Grosserer, end til en Degn og Skolemester. "Han brøler som en Oxe," siger Rein, "men kan dog ei forstaaes i Nyekirken." -- Mod Aftenen spadserede vi alle til Nygaard. Veiret var ube- skrivelig deiligt og Touren var i alle Henseender behagelig, gjennem skyggefulde Alleer med skjøn Udsigt til begge Sider. Her er vist ikke slemt at være. 11te Sept. Endelig begyndte jeg for Alvor mine Contravisiter. De, der modtoge mig, vare: Etatsraad Schydtz,3 efter Rygte og Udseende en grundærlig Mand, Justitsraad Dahl p. t. min Collega i Stiftsdirectionen, en Olding paa henved 80 Aar, først Foged, siden Stiftamtskriver, endnu rask og rørig og arbeidsdygtig, men forresten en gammel Gnier, Hofagent Jansen,4 min Gjenboe, en af Byens rigeste Mænd, og Amt- mand Falsen, et af de Mennesker, jeg aldrig kan fatte ret Tillid til. -- Den eneste Visite jeg havde, var Præsten Meyer fra Hougs. Brun charakteriserer ham i sin Copiebog som en ikke ond Mand, men der aldeles mangler Conduite. |
| s.195 | Jeg har gjennemlæst de fleste Erklæringer m. v., som Fleischer gav i sin Constitutionstid, Bispe-Embedet vedkom- mende. De udmærke sig aldeles ikke enten ved dybe Ind- sigter, skarpt Overblik eller spillende Vittighed; de ere simple og enfoldige, men jevn sund Forstand og et fromt Hjerte fremlyser næsten i dem alle. 12te Sept. Posten bragte et Brev til "Konnungens tro Man, Bi- skoppen och Riddaren." Jeg brækkede det, og indeni laa et do. saalydende: "Monsieur l'Evêque Pavels! "Le Roi voulant vous donner une marque de sa haute "satisfaction, a choisi, le moment actuel, où les frais de "votre voyage et de votre établissement à Bergen vous "occasionnent des depenses considérables, pour vous accorder "une gratification de six Mille Rigsbankdaler. J'ai écrit "à Feldmaréchal, Comte de Mörner de vous faire remettre "cette somme, et je souhaite, que vous ayez autant de "plaisir à la récevoir, que j'en eprouve à vous l'assigner. "Continuez, Monsieur l'évêque, de prêcher la parole de "Dieu, l'union et la concorde, et comtez toujours sur "l'éstime et la bienveillance du Roi et de votre Prince. Sur "ce je prie Dieu, qu'il vous ait, Monsieur l'évêque Pavels "en sa sainte et digne garde, etant "(egenhændig) Votre bien affectionné "Charles Jean." Hermed fulgte et Brev fra Hartmannstorff5, der spørger, om jeg vil anvise ham et Sted i Christiania, hvor Pen- gene kunne udbetales, eller om jeg ønsker dem directe til- |
| s.196 | sendte. -- Dette var nu et i enhver Henseende glædeligt Budskab, deels fordi 6000 Rbd. altid er en betydelig For- øgelse i en ikke formuende Privatmands Casse, og jeg nu seer min Pengemangel afhjulpen, har fri Reise og endda et Par tusinde Daler til, deels og fornemmelig fordi jeg herved modtog et yderst smigrende Beviis paa den ædle Kronprinds's Agtelse og Hengivenhed. Og Gud være lovet! Jeg er mig gladeligen bevidst, at have vundet denne Kronprindsens Agtelse og Velvillie paa Retfærdighedens Vei, og at jeg, for at vinde og bevare den, ikke har talt et Ord, ikke gjort et Skridt, hvorover jeg kunde blues for Gud, min Samvittighed og for mine Medmennesker. -- At jeg ufortøvet burde takke for denne anseelige Gave og Maaden, hvorpaa den ydedes mig, indsaa jeg, men hvorledes skulde jeg dette? paa dansk, saa at Kronprindsen behøvede Tolk for at forstaae det? eller paa fransk, hvori jeg aldrig har skrevet et Brev, og hvor jeg altsaa ventelig maatte begaae en Mængde grammaticalske Bommerter? Jeg valgte det sidste, og udarbeidede allerede i Aften i mit Ansigts Sved ved Hjælp af Wolffs Lexicon et Brev, der oversat lyder som følger: "Naadige Herre! "Vistnok er det forvovent -- jeg tilstaaer det -- at "sende Kronprindsen det første franske Brev, man nogensinde "har skrevet, uden Tvivl opfyldt med Sprogfeil; imidlertid "vilde det være en Vanhelligelse af mit Hjertes Følelser at "meddele dem til en kold og fremmed Sprogrenser, og jeg "haaber tillidsfuld, at De N. H. vil modtage med større "Velbehag et ucorrect Brev fra min Haand, mit Hoved og "mit Hjerte, end de skjønneste Udtrykke, som ikke vare mine "egne. -- Fra det vigtige Øieblik, da Deres Kongelige Høiheds "Viisdom og Mildhed frembragte og befæstede den ærefulde "og heldige Forening mellem to beslægtede, længe fiendtligen |
| s.197 | "adskilte Nationer, har H. M. Kongen og D. K. H. be- "viist mig saa udmærkede Velgjerninger, at jeg mit hele Liv "maa stræbe at gjøre mig værdig dertil. Med den dybeste "Ærbødighed og den meest levende Taknemmelighed har jeg "modtaget dem, uden at kunne udtrykke de Følelser, hvoraf "jeg var gjennemtrængt. Hvorledes skal jeg da nu udtale "mine Følelser ved at modtage fra Dem selv, N. H., Under- "retningen om den nye, uventede Naade, H. M. og D. K. H. "har værdiget at vise mig? -- At opfylde, saavidt muligt, "det hellige Embedes Pligter, der betroedes mig: at bevare "en urokkelig Troskab mod min Konge, mod Dem, N. H., og "mod Deres Søn: at befæste, saavidt det stod til mig, det "hellige Baand mellem Konge og Folk, mellem mine Lands- "mænd og deres Brødre, de Svenske, det skyldte jeg i "ethvert Tilfælde Gud, mine Fyrster og min Samvittighed. "Men overøst med Kongens Naade, seende mine svage Be- "stræbelser lønnede langt over mine Fortjenester og mine "Forhaabninger -- jeg maatte være meget utaknemmelig, om "det Baand, der altid binder mig til min Konge og min "Pligt, ved en saa udmærket Yndest ei blev mig end kjærere "og behageligere. D. K. H. vilde værdiges at frembringe "for H. M. min underdanige og taknemmelige Hylding! "Mine Følelser for Dem, N. H., kan Pennen og Tungen ei "udtrykke. Læs i mit Hjerte, og De vil finde det opfyldt "af dyb Høiagtelse, af den oprigtigste Kjærlighed. -- Lev, "elskte Fyrste! mange Aar under Guds Varetægt og Vel- "signelse, selv lykkelig og Vidne til Deres Folks Lyksalighed "ved Dem og Deres Søn." Schmidt tager i sit Brev en hjertelig Afsked, der synes at vise, at han er min sande Ven, og saa veed Gud, jeg ogsaa er hans. Lever han, vender han under alle Om- |
| s.198 | stændigheder tilbage til Norge6, men om han bliver der som Embedsmand eller Privatmand -- det sidste ønsker han helst -- vil beroe paa Conjuncturerne. Fra Justitsraad Dahl fik jeg til Gjennemsyn en Hob Papirer om Leirdals Præstegaards Opbyggelse og Fjeldberg Præstegaards Reparation. Det gik mig omtrent med dem som Herman von Bremen med Papirerne fra Syndicus; jeg bladede frem og tilbage og blev omtrent lige klog. Imidler- tid faldt jeg ikke af Stolen, bad heller ikke Johannes hjælpe mig, men gav en Slags videtur, hvor jeg var af samme Mening som Lars Skriver (Sorenskriver Irgens). General Lovzow7 er aldeles uforandret som jeg saa ham for 6 Aar siden, lige til Korset paa Morgenfrakken -- Herregud! han havde engang saa travelt med at fortrænge mig fra min Bolig; nu have vi hver sin, 60 Mile fra Chri- stiania, solid og rummelig, hvorfra ingen Dødelig kan for- trænge os undtagen Kongen efter Grundlovens § 22. -- Den tydske Præst Hr. Christiansen traf jeg ikke hjemme, men mødte ham strax udenfor i hvid Vest og gule Nankins Ma- trosbuxer, og fulgte tilbage med ham. Han er gift, men hans Kone boer endnu ikke hos ham, og der seer aldeles studenticos ud i hans rummelige Præstegaard. Han har boet der i 6 -- 7 Aar, og man skulde troet, han var flyttet ind for 8 Dage siden. Nogen tydsk Vind er der hos denne Mand, som nok ellers har sine Fortjenester. -- Et Besøg var mig tiltænkt af Præsten Castberg fra Askøen, hvis Kald er sammensmeltet af et Par Annexer fra andre Sogne, som endnu ikke har Præstegaard og altsaa maa med sin Familie boe i Byen og er i en forknyttet Tilstand. Jeg |
| s.199 | mødte ham paa Gaden og talte med ham der. Han er en temmelig corpulent Mand over 50 Aar og nylig befordret til dette maadelige Embede. 13de Sept. Paa denne ægte Bergenske Regnveirsdag var jeg slet ikke ude; jeg skrev næsten den hele Dag, om Formiddagen Breve, om Eftermiddagen Dagbog. Min Amanuensis eller Haandskriver, hvad jeg skal kalde ham, Arnet, var første Gang hos mig. Jeg lader udgaae et Circulaire blandt Stiftets Geistlighed, hvor jeg udbeder mig adskillige Op- lysninger om Kirker, Præste-Enker, Skolelærere, Skole- og Fattigvæsen, for, naar Erklæringer affordres mig, at kunne orientere mig i Sagerne og saavidt muligt kjende det, jeg skal erklære mig over. -- Under al denne Skriving følte jeg det Behagelige i min nuværende Stilling fremfor i den forrige. Det vilde været mig umuligt paa Agershuus i tredobbelt saa lang Tid at faae expederet, hvad jeg fik færdigt i Formiddag, ved det evindelige Overløb, som jeg her er aldeles befriet for. Ikke et eneste Menneske har den hele Dag spurgt efter mig; jeg sad uforstyrret ved min Pult, saalænge jeg havde noget at bestille. Jeg ansaae det endog for muligt, naar indvortes Grunde ei hindrede det, her at faae litteraire Arbeider færdige, og mindre, end da jeg var Præst, mistvivler jeg om engang at kunne ud- arbeide den homiletiske Afhandling og den Aargang Præ- dikener, jeg saa gjerne vilde efterlade mig. Saavidt jeg hidtil har kunnet orientere mig i min Embeds-Stilling, troer jeg at være kommen paa min rette Hylde. Prædikestolen, hvor jeg har vundet og fremdeles vil komme at vinde min ypperste Hæder, vil jeg ikke forsage; men mine andre Embedsforretninger begyndte slemt at ennuiere mig, lige til Confirmationsunderviisning, og nu, da mit kjæreste Ønske er |
| s.200 | opfyldt: da jeg selv har kunnet confirmere et af mine Børn -- nu er det forbi! 14de Sept. Jeg har i Dag været to Gange i Kirke: Høimesse i Domkirken og hørt Balchen, Aftensang i Korskirken og hørt Brun. Balchen er desværre en Hverdagsprædikant. Mine Fruentimmer syntes godt om ham, han har et vakkert Ud- seende, en blød Stemme, et anstændigt stilfærdigt Væsen paa Prækestolen, han skriger ikke, har ingen affecterte Ge- bærder, siger ingen Sottiser, kort, negative Fuldkommen- heder kan man ikke nægte ham, ogsaa troer jeg, at han i en Landsbyekirke vilde blive en yndet og opbyggelig Prædikant, men for Bergens Domkirke er hverken hans Stemme eller Foredrag. -- Brun mangler sin Faders Genie og fulde, mandige Organ til at blive en udmærket Taler. Hans Tale var ikke uden Liv og Aand, men Nordal Bruns Fyrighed og Energie fattedes ham, og fremfor alt har hans Stemme en næsten qvindelig Blødhed, der gjør det umuligt for ham at henrive som hans ypperlige Mønster. Iøvrigt var hans Præ- diken vel udarbeidet, meget practisk og riig paa Bemærkninger, der vidnede om Eftertanke og Menneskekundskab. Hans Sprog er godt og hæver sig stundom til Skjønhed; hans Declamation og legemlige Veltalenhed ere efter mit Skjøn- nende uforbederlige, kun begge maaskee en altfor tro Copi af hans Fader, især ved nogle Perioders abrupte Slutning, der klædte hiin store Taler bedre end hans svagere Efter- ligner. -- Ved Bortgangen fra Korskirken havde jeg en stor Ærgrelse. Jeg bad Klokkeren eller hvem det nu var, at føre mig hen til mine Forældres Grave. Det gjorde han ogsaa, men aldrig i mit Liv har jeg seet en saadan Kirke- gaard som Korskirkens paa det Sted. At Gravene ei ere vedligeholdte, altsaa efter 4 -- 5 Aars Forløb sunkne, kan |
| s.201 | jeg ikke undres eller beklage mig over, men at man paa noget Sted, hvor Menneskers Legemer ere henlagte, lader Nælder og andet Ukrudt tage saadan Overhaand, at man maa vade derigjennem for at komme did, og maa rydde Ukrudtet tilside for at see, at der er Grave, det er en Skjæn- dighed, som jeg i mange Menneskers Nærværelse lydeligen paatalte. Jeg skulde troe, at Straffeprædikenen er den indolente Kirkeværge vedbørligen rapporteret, og jeg skal en af Dagene gaae ned og see, om den ei har gjort Virkning. Efter Høimesse modtog jeg Visite af en Overkrigs- commissair Kahrs, Notarius publicus Jørgensen (mon det ikke er en fordums Translateur, der i Presseactionsdagene nede i Danmark var under Forfølgelse?)8, Dr. Hallager (den norske Ordbogs Forfatter), Lieutenant Foss (en af Til- skuerens Udgivere, en ung Dannebrogsridder, der synes meget bevandret i Litteraturen), fordums Amtmand Koren9 (en gammel affældig Mand, ogsaa Dannebrogsridder), en Capt. Krogh og Geelmuydens Svigersøn, Lieutenant Segelke. -- Endelig fik jeg et Embedsbrev med Udskrift til Stiftsdirec- tionen. Jeg aabnede det, og fandt et Hefte af "Iris og Hebe" fra 1800, men ikke et skrevet Ord. Jeg troede, man vilde gjøre Nar af gamle Dahl og mig, og blev ligesaa vemodig som Morgiane, da hun troede at see sin Søn Alad- dins Billede stillet tilskue, men saa saae jeg efter paa Ind- holdslisten, og fandt en Afhandling om Skolevæsenet paa Storøen af Sognepræsten Olsen. Nu mærkede jeg, hvad Klokken var slagen; Udskrift og Segl var hans, og nu aabnede jeg Bogen og fandt en Promemoria fra denne trætte- |
| s.202 | kjære og skrivesæle Mand, en Klage over den sidste Ligning af Skoleskat, som han fandt for ringe. 15de Sept. Jeg skrev et Brev til Provst Hertzberg i Findaas, hvorved Brun i Fjeldberg og Hertzberg i Quindherred efter deres Tilbud constitueredes til i Forening med Middelthon, som nærmeste Sognepræst, at bestyre Etne Sognekald i dets Vacance. Selv fik jeg Brev fra Provst Baade i Søndmør, deels høflig og hjertelig Lykønskning, deels Anbefaling for to Mennesker, der ønskede at blive Kirkesangere. Deroppe paa Søndmør holder man stærkt paa Titulaturen. Supplicanterne kalde Provsten høiærværdig, og Provsten kalder igjen mig Deres høivelbaarne Høiærværdighed. -- Vi- siter modtog jeg fremdeles: af Overinspecteur Falch ved Tugt- huset. Digteren Olsen,10 der aldeles ikke seer ud som en Procurator, men har ret et werthersk Ansigt. Siden han fik Kone og Børn, har han opgivet Tanken om at leve allene for Konsten, og som Cand. jur. (jeg troer med bedste Charakteer) gjør han sig grundet Haab om god Befordring. Tredie Visite var en Irgens, Lærer ved Kathedralskolen og Præstens Broder, meget sygelig og uden Haab om bedre Helbred. 16de Sept. Provst Hertzberg i Kintservig glæder sig over min Udnævnelse til Biskop, takker mig for min ypperlige Circu- laireskrivelse, og lægger Bibelselskabets Sag i min Haand, |
| s.203 | at jeg nemlig skal medvirke til, at vi kunne faae de 500 Pd. St., uden hvilke han ei troer, vort Selskab kan bestaae. Jeg fik i Dag afgjort en temmelig Deel Visiter. Hjemme traf jeg: 1. Assessor Heiberg,11 der agerede Inge- borg Blytækkers og søgte af al Magt at indgyde mig Mis- nøie og Mishaab med min Stilling. Han begyndte med at bagtale Bispegaarden, og kunde ikke noksom undres, da jeg forsikrede ham, at baade jeg og min Kone vare overmaade vel tilfredse med den. Derpaa afmalede han ynksom de svare Byrder og Chicaner, der fulgte med mit Embede, og Umuligheden i at gjøre alle tilpas, hvilket jeg fortalte ham ogsaa var Tilfældet med det Embede, jeg forlod, og for- modentlig med ethvert Embede af nogen Udstrækning og Indflydelse. Jeg kunde havt Lyst til at slaae den dumme Karl paa Øret for hans Sliddersladder; han dømmer andre efter sig selv, kan jeg troe, thi med hans Embedsførelse ere nok ikke mange fornøiede. 2. Stiftamtskriver Lambrechts, en høflig Mand. 3 Oberstelieutenant Synnestvedt. 7. Justits- raadinde Klagenberg (Manden var ikke hjemme), forrige Rector, Justitsraad Boalts Datter, en Dame af Exterieur, Forstand og Levemaade. 8. Mad. Welhaven (ogsaa ene hjemme), har et vakkert Ansigt, var meget snaksom ligesom hendes Mand, og har et gemeent bergensisk Sprog. 9. Præsten Balchen. 10. Præsten Arentz. Siden var Amtmand Falsen her og foredrog -- dog blot confidentialiter -- den ældgamle 89aarige Provst |
| s.204 | Wingaards12 store Uefterrettelighed baade i Provste- og Præste- Embedets Førelse, samt spurgte mig, om jeg ikke med det gode kunde faae ham til at resignere, da man nødig vilde føre officiel Klage mod en iøvrigt hæderlig Olding. Ved Ligningen til den tvungne Bank, ved Valgforsamlinger, ved Circulairers Omsendelse har han tilladt sig den lovstridigste Fremgangsmaade, og ovenikjøbet villet forsvare den. Jeg sagde, at for at indlede en saadan Ventilation, var noget Skriftligt og Officielt mig nødvendigt, og han lovede at sende mig en Anmeldelse om 3 uconfirmerede Mennesker over 20 Aar gamle af hans Sogn, som ved et Forhør havde indstillet sig. Manden er legemsstærk, men taber Hukommelse og Eftertanke og gaaer vistnok i Barndommen; han bør unægteligen resignere, da Capellan ei er at faae, og kan det meget godt, da han skal være en riig Mand. -- Et andet meget behageligt Besøg havde jeg i Eftermiddag af den unge Præst Friis paa Hougs, en vakker, uden Tvivl meget be- gavet Mand. Om sin Sognepræst Meyer og hans Prædikener fortalte han underlige Ting. Han affecterer en Popularitet, der falder i det Lavcomiske, og som Almuen aldeles ikke skal ynde. 17de Sept. En gammel, skjælvende, brystsvag Skoleholder fra Sand- vigen var her i Formiddags og klagede over den yderst usle Løn, hvormed man havde afspiist ham, og over den Mangel paa Brænde, Bøger og fast enhver Fornødenhed, hvorunder hans Skole laborerer. Alt, hvad der hidtil fra |
| s.205 | Bergens Bye er forekommet mig qvalificeret til Paatale, kommer fra Korskirkens Menighed. Det synes, som den vil svare til sit Navn og paalægge mig et svært Kors. -- Af Rein havde jeg et meget behageligt Besøg. Han reiser i Morgen til Søndfjord med Amtmand Falsen og vilde avertere sin Biskop derom. Saa samvittighedsfuld var jeg ikke, naar jeg i fordums Dage reiste til Hovind eller Eger; jeg troede det nok at melde det til Provsten. Han saa meget friskere ud end forrige Gang, og var i ret meget godt Humeur. Det morede ham at mønstre mine Boghylder, men han viste ingen synderlig Længsel efter at læse de nyere Øhlenschlægerske og Ingemannske Producter, som han fandt der. Han har aldrig havt en stærk og levende Immagination, men efter- haanden synes han at synke til den rene Prosaiskhed; idet- mindste lader det ikke, som han erkjender anden Poesie, end hvad der i hans Ungdom kaldtes saa. Den romantiske Digtekunst er ham en Daarlighed. Hans Tanke om Grundt- vig, at hans Religiøsitet meest er et Vehikel for hans poetiske Frembringelser, og er mere i hans Indbildningskraft end i hans Hjerte, er uden Tvivl grundfalsk -- ja han yttrede endog den Paradox, at Religion og Poesie ei bestod med hinanden. Næring for mit Legeme, min sunde Menneske- forstand og mit Hjerte vil jeg nok ikke savne i Bergen, men den høiere Aandsnæring, jeg i Kjøbenhavn og Chri- stiania var vant til, maa jeg tage hos mig selv eller hente over Fillefjeld. Her er intet uden Prosa. Friis spiste her til Middag, og fortalte endeel om C.s Liderlighed, medens han var i Justedalen. En Dag var Prædiken tillyst og Almuen samlet. Da faldt det C. ind, at han ikke vilde prædike, og han lod Klokkeren læse en Prædiken i Chordøren. Det skede og Almuen fandt sig deri. Men da den gik ud af Kirken, havde C. klædt sig af og svømmede nøgen om i et Vand strax udenfor for alles Øine. |
| s.206 | Min sidste Tanke om at komme til Justedalen har Friis betaget mig. Brun var der engang, men selv denne raske, stærke Mand angrede det bitterligen. Over 20 Gange maatte han staae af Hesten og gaae eller klavre. 18de Sept. I Forgaars Morges blev min Kone og jeg indbuden til Aftensmaaltid i Dag hos Stiftsprovst Fleischer. Da dette er det første Selskab, vi denne Gang har været i her i Byen, beskriver jeg denne Høitid fra Begyndelsen til Enden. Efterat have underrettet os om, at man kommer her i Efter- middagsselskab Kl. 5, gik vi derhen 5 1/2 og fandt nogle komne, men de fleste kom dog efter os. Stiftsprovsten førte min Kone ind i Dameværelset, hvorfra jeg flux blev led- saget ind til de øvrige Mandfolk, og saae ingen Dame mere, førend vi skulde gaae tilbords. Vi fik Caffe (Fruentimmerne ogsaa Chocolade med Fløde i og derpaa Thee, hvortil kunde tages Melk eller Citronsaft efter Behag. Efter Thee- vandet fik vi Brændeviin med Confect (hvori man her har sin store Force), hvorpaa jeg kom til et L'hombrebord. Under Spillet bevertedes med delicat Punsch, Biskop, og siden ogsaa "Æftasvel". Klokken var 11 inden vi kom tilbords; det gik ubeskrivelig seent med Opvartningen, og først Kl. 2 kom vi hjem. Vi havde 5 Retter overmaade god Mad og Rødviin. Begyndelsen gjordes med Selskabets Skaal, hvorpaa fulgte min og min Kones. Siden sammenparredes hver Mand og Qvinde ved Bordet, som sad jevnsides (der var vel en 10 -- 12 Par), og hver af disse Skaaler maatte særskilt drikkes. Derpaa kom de saakaldte Æresskaaler,  manudbeder sig den Ære at drikke et Glas med hver af Sel- skabet. Af saadanne vankede der da og en dygtig Slump. Endelig havde man og Gamle Norge, fraværende Børn og Jordeiernes Landsteder, alt dette ganske som i Christiania. |
| s.207 | Desserten var mangfoldig, Æbler, Pærer, Figen, Valdnødder, Krakmandler, Rosiner, og jeg tænker vel endnu mere. Bord- discoursen var som under de Omstændigheder kunde ventes. -- Irgens førte tildeels Ordet ved min Bordende, og hans Tale behagede hverken min Kone eller mig. Den angik meest Bispevisitatserne, Nødvendigheden at medbringe Famulus, de Fordele denne kan have af saadan Reise -- som sin Faders Amanuensis kunde han det ene Aar med det andet regne Præsternes Douceurer til 100 af vore nuværende Specier, -- om de Tjenester, han paa Grund af disse igjen kan gjøre Præsterne, og hvorledes han, hvis jeg forstod ham ret, kan agere Bispens Spion og andet deslige. Efterat vi vare komne fra Aftensbordet, fik vi Caffe og Chocolade, det var det mærkeligste af altsammen. Doctor Hallager angav den megen Fiskespise i Bergen som rimelig Grund til Ægteskabernes store Frugtbarhed. 19de Sept. Munch er bleven Slotspræst. Det fornøiede mig meget; af alle dem, der søgte Embedet, var han unegtelig den meest qvalificerede til at faae det. -- Med Nordposten sendte jeg Wingaard Meddelelse af Falsens Klage og derhos et venligt monitum i Anledning af de andre paatalte Uordener, samt et skaansomt Vink, at det nu var Tid for ham at begive sig til Roe. Brevet er Ord til andet indført i Copiebogen; det er godt at have noget at legitimere sig med, om Svaret ei skulde blive som Tiltalen. -- Irgens foreviste mig efter Løfte de Documenter, der med Hensyn paa Sandvigens Skole fuldkommen retfærdiggjøre baade ham og Stiftsdirectionen, under hvis Bestyrelse Skolen overalt ikke er lagt. Man maa tilstaae, at der er gjort alt, hvad der under de Om- stændigheder kunde gjøres, men ellers, skal man slutte her- efter til Bergens øvrige Almueskolevæsen, maa dette være i |
| s.208 | en maadelig Forfatning og kunde vel tiltrænge en Reformator, der forenede Bechs Kundskaber og Routine med min Vel- talenhed og mit Hjerte. Fattigvæsenet maa nok ogsaa være et underligt Sammensurium. At en fattig Kone maa hen- vende sig til Stiftsdirectionen for at faae fri Kiste og Grav til sit Barns Liig, vidner ikke om megen Orden og Kraft i Bestyrelsen, og dette har i Dag været Tilfældet. Jeg frygter, Brun i mange Ting har været for indolent, og ønskede mig hans Energie, for at ordne dette Chaos. Var bare Stift- amtmand Christie her! 1 tilbake I 1757 udkom i Kbhvn. et Skrift: Efterretning om den hartad utrolig ureenlige Tilstand, i hvilken Snøde Præstegaard paa Lange- land befandt sig i Aaret 1711. Se ogsaa Lüxdorphiana ved R. Nyerup, S. 138 -- 151. 2 tilbake En udførlig Skildring af denne Mand (J. S. Welhavens Morfader) læses i D. Thraps Bidrag til den norske Kirkes Hist. i 19de Aarh. II, 303 -- 313. Han var i 1817 ikke 89, men 87 Aar gammel. 3 tilbake Født i Veile, var 1797 -- 1808 Assessor og derefter til sin Død 1833 Justitiarius i Bergens Stiftsoverret. Han var en af Alle hædret Mand og stod i nært Venskabsforhold til den bekjendte Rector O. Worm i Horsens og til R. Nyerup. En Række Breve fra ham til Sidstnævnte ville findes i "Breve til Nyerup fra Nordmænd, udg. af L. Daae", S. 1 -- 11. 4 tilbake En Kjøbmand (  1822), der boede paa Damsgaard ved Bergen. SeNorske Stiftelser III, S. 943. 5 tilbake Secretair ved Statholderskabet i Christiania. 6 tilbake F. Schmidt reiste ved denne Tid til Danmark og tiltraadte derfra en Reise til Italien. 7 tilbake See Pavels's Dagb. 1812 -- 1813, S. 9, 31. 8 tilbake Formodningen er ikke rigtig; Translateur J. (Erslev I. 814 og Suppl. I. 988) har aldrig været ansat i Norge. 9 tilbake Ulrik Wilhelm Koren blev 1803 Amtmand i Stavanger Amt og tog Afsked 1810, døde 1826; vilde ikke bo i Stavanger, men foretrak Egersund. 10 tilbake Andreas Olsen, der 1823 blev Byfoged i Bergen og 1831 Byfoged og Sorenskriver i Laurvig ( 1845). Han dyrkede i sin Tid Poesienog var Kunstsamler. To Breve fra ham til Ingemann fra 1815 og 1817 læses i Breve til og fra B. S. Ingemann S. 23, 59. 11 tilbake Døde i Stilling 1827. Denne Peder Blix Heiberg tilhørte ikke den bekjendte Familie Heiberg og hed egentlig Andersen, men da Moderen senere blev gift med en Heiberg, lod hun ham antage dette Navn. See H. K. Heiberg, General. Optegnelser om Familien Heiberg. S. 61. 12 tilbake Denne Mand (født 1728) var fungerende Geistlig i hele 71 Aar. I 1818 fik man ham til at tage Afsked som Provst og i 1820 ogsaa som Sognepræst til Indre Holmedal, men han vedblev at bestyre Kaldet til sin Død 20de Juni 1821. Se om ham Thrap, Bidrag til d. n. Kirkes Hist. i 19de Aarh. I. S. 118 -- 124. |