|
20de Sept. Saa aldeles fri er man heller ikke her for Overløb; det har jeg mærket i Dag. -- Rigstidenden indeholdt intet mærkeligt, uden at man i Kjøbenhavn er saa rigeligen for- synet baade med Originaler og Oversættelser, at man i flere Aar ikke kan faae dem spilte, og derfor indtil videre fra- beder sig flere. Altsaa de mesterligste Arbeider skulle bie nogle Aar, indtil de, som nu staae paa Repertoiret, ere spilte? O Rahbek! Rahbek! -- Ikke af Aviserne, men andenstedsfra er jeg underrettet om, at den liderlige Expræst C. er død. 21de Sept. Den tredie af Domkirkens Præster, Arentz, har jeg hørt i Dag. Han behagede mig mindst af dem alle tre. Prædikenen handlede om "De velgjørende Følger af en stadig Troe paa Forsynet," et Thema, som med megen Tvang maatte udledes af Evangeliet om Enkens Søn fra Nain. Man kunde see, han af al Magt lagde an paa at røre, men det lykkedes ham ikke; det var vandigt, følsomt Snak, hvorved man kunde falde i dyb Søvn. Den Feil, Rein klager over hos Bergenske Præster, at de skrige, kan han ingenlunde beskyldes for. Imidlertid forekom Kirken mig | |
| s.209 | fuldere end enten ved Fleischers eller Balchens Prædiken. "Gud veed, hvor saadant kommer fra!" -- Ogsaa her paa- staaer man ellers, aftager Lysten til at tage Deel i den offentlige Gudsdyrkelse; det er sørgeligt! Bedre Prædikanter vilde uden Tvivl hjelpe paa Sagerne. Rein ældes, svækkes, er i den store Kirke vanskelig at forstaae; Brun undtagen, hvem kan man da glædes ved at høre? -- Efter Guds- tjenesten havde jeg Visite af den nu hjemkomne Oberstelieute- nant Hammer, en Mand af fineste Levemaade. Blandt de Konstens og Naturens Skjønheder, man seer paa de Bergenske Spadseretoure, maa jeg anmærke en deilig Lund1 ved Etatsraad Schydtz's Gaard, adskilt fra Landeveien ved et Gjærde og en svagtrislende Bæk. Seet fra Veien er den saare indbydende. 22de Sept. En ægte norsk Bonde i Ordets værdigste Betydning har jeg uden Tvivl i Dag lært at kjende: en Vossing, som var her og betalte Landskyld, og syntes i simpel Trohjertethed, i sund Forstand, i alt hvad der virkelig hædrer Bonden, der bliver indenfor sin Kreds, og hverken affecterer at være Litte- ratus eller Statsmand, at være et Mønster for sine Jevn- lige; jeg glædedes ret inderligen ved at gjøre hans Bekjendt- skab. 23de Sept. Hersleb fortæller om Munch, at denne allerede har mangfoldige Jern i Ilden, baade hvad hans nye Embede og hans Privatforhold vedkommer. Saaledes vil han indføre Katechisation i Agers Kirke, endog for gifte Mænd. Han vil af al Magt lægge sig efter Græsk og Hebraisk, tage theo- |
| s.210 | logisk Doctorgrad, holde Forelæsninger -- og saaledes vel bane sig ufeilbar Vei til den første ledige Bispestol. -- Biskop Bech har befalet Wergeland at sagsøge Bonnevie som Injuriant. "Det er tungt," skriver Hersleb, "og vil ikke bidrage til at hæve Standens Agtelse."2 -- Hersleb og Stenersen have faaet Befaling at indgive Forslag og udarbeide Plan til et Seminarium for ustuderede Præster.3 Hers- lebs Ord derom afskriver jeg her; hvad jeg har at tilføie copierer jeg i sin Tid af mit Svar, naar jeg afsender det: "Jeg er i megen Strid med mig selv; Menighederne kunne "ei blive uden Præster, det er vist, og Studenternes Antal "er for lidet; men Tanken om en ustuderet Præst er mig en "Forargelse. Kan man være luthersk Præst uden at læse "det nye Testamente i Grundsproget? kan da ikke enhver "Bonde med lige Grund ville fremstaae som Lærer i Menig- "heden, og ere ei de hougianske Prædikanter derved opmun- "trede til at gribe ind i Lærerstandens Kald? Almuens "Agtelse for Præsten, allerede svag, vil derved neppe styrkes, "og den Halvstuderede mangler dog altid det faste Værn "mod Sværmerie og opblæst Tillid til sin egen Kundskab. "Jeg frygter saare meget for disse Seminarie-Producter." -- Præsten Boyesen spiste her til Middag og gjorde Be- kjendtskab med Øhlenschlægers Helge, der tilligemed de fleste af den danske Litteraturs nyeste Producter, var ham aldeles ubekjendt. Det er sandt, hvad de skjønne Videnskaber angaaer, |
| s.211 | lever man her i Bergens Bye og Stift i et sørgeligt Bar- barie. 24de Sept. Nok et Bondebesøg har jeg havt i Dag af en ganske skikkelig Mand, som det syntes, fra Leganger, som vilde have Dilation med sin Landskyld til efter Juul og til den Ende forærede min Kone en delicat Flødecost. -- Ogsaa to af mine meget hæderlige Embedsbrødre have besøgt mig: først Hveding fra Lindaas, mig længe bekjendt af Rygtet som en af Stiftets agtværdigste Præster. Hans Fader var Laugmand i Stav- anger; selv er han vakker Mand paa 40 Aar med lyst Haar og et mildt Ansigt. Han havde en urolig og møi- sommelig Ungdom, men er nu særdeles vel forsørget. 25de Sept. For at fordrive Tiden tog jeg frem nogle af Archivets Rariteter; man har kylet ind der en Mængde Ting, som gjerne kunde udfeies, hvorimod adskilligt vil favnes, som man kunde ønske Oplysning om. I den ene af de Pakker, jeg i Dag gjennemgik, fandtes adskillige curiosa. Der var de fleste i en Tid af 20 -- 30 Aar indviede Præsters curriculum vitæ, indgivet af dem selv, som oftest paa overmaade slet Latin. End ikke Friis kan jeg rose som Latiner, hvorimod Irgens i meget elegante Phraser har beklaget sin tynde Lykke ved Universitetet. -- Fremdeles fandtes der nogle af de Qvæ- stioner, Brun har givet Candidaterne. De ere for hver af dem tre i Tallet, i Almindelighed dogmatiske, men ingen af Pastoraltheologien. Det er mit Forsæt at give dem 3 -- 4 paa Latin af dogmatisk og exegetisk Indhold, og ligesaamange paa Dansk af moralsk og pastoraltheologisk. -- I samme Bakke var en Hob Prøvestile, leverede Biskop Hagerup af daværende Skoledisciple, betegnede af ham med Characterer |
| s.212 | og gjemte. Blandt Skolens Disciple finder jeg Provst N. Hertzberg, Assessor Omsen og flere nu aldrende Mænd. Den anden Pakke indeholdt Betænkninger over Boisens liturgiske Forslag.4 Blandt disse er daværende Stiftsprovst Philip Fleischers og en ung Præst Hjorthøys de vidtløftigste. Den nulevende Fleischers er meget fornuftig og behager mig bedst af dem alle. Boisens Jordpaakastelsesformular ere alle enige i at bryde Staven over, omtrent af samme Grund, som jeg anførte i Minerva. Ved Breves og Dokumenters Henlæggelse og Indførelsen af mine egne Breve og Resolutioner i Copiebogen har jeg nu indbragt en Orden, hvorved begge komme i en hidtil savnet Forbindelse med hverandre, saa at hele Sagen med et Øiekast kan oversees. Dette har Brun aldeles ikke gjort. Overalt, at gjemme vigtige Ting og bortkaste uviktige synes han ligesaalidet at have bekymret sig om. Naar jag faaer revideret Embedsbrevene fra Stiftets Præster, vil jeg nok finde ligesaa curiøse Ting som før i Copiebogen. 26de Sept. Falsen og Rein ere komne tilbage. Storthingsvalget fra nordre Bergenhuus Amt er fuldendt. Valgte bleve; Falsen selv, en Major Holck og Bonden Lars Tingnæsset fra forrige Storthing. Torger Næs havde uddelt Valgsedler, hvorpaa hans og to andre Bønders Navne vare skrevne, men Falsen forlangte hvers mundtlige Votum dicteret til Protocollen. Bønderne, der tildeels ikke kunde læse Skrift, vidste ikke hvem Torger Næs havde befalet dem at stemme paa, stemte efter eget Hoved, og Udfaldet blev som sagt. |
| s.213 | Fra London læses efter en Consuls Beretning i Rigs- tidenden, at en tyrkisk Corsar i Nærheden af Farsundhar borttaget et Coffardieskib. 27de Sept. Jeg har gjennemlæst de hidtil udkomne Nummere af "Den norske Tilskuer".5 Bladet aander megen Moderatisme, og uden at indeholde krybende Smiger eller fordølge hvad mant troer, ei er som det burde være, f. Ex. den norske Garde i Stockholm, viser det overalt den rosværdige Tendents at gjøre Folket tilfreds med dets nuværende Forfatning, uden dog at svække Ønsket om og Bestræbelsen for en fuldkomnere og lykkeligere. Dette gjælder især om Bank- og Penge- væsenet, hvor man kraftigen arbeider mod den Mistrøstighed, Nationalbladet saa gjerne vilde stemme os til. De spøgende Nummere i danske Tilskuers Maneer behage mig mindst. Til saadan fiin, let og træffende Satire skal der et eget Talent. 28de Sept. At man i Christiania kommer sammen Kl. 8, er uneg- telig for seent, men at man i Bergen kan vente Aftengjæster Kl. 4, er ligesaa vist for tidlig. Ved dette Klokkeslet kom allerede Præsten Brun og Wallem med Koner og Børn her, og Bohr,6 som var den allersidste, kom dog før Kl. var 6. Eftermiddagen og Aftenen gik ellers ret behageligen. Rolfsen7 er en Mand af overmaade megen Dannelse. Om Pengevæ- |
| s.214 | senet og om andre Ting, ogsaa udenfor hans Fag som Handels- mand har han meget lyse Ideer, og jeg ønsker, Bergen vil vælge ham til sin Repræsentant ved det forestaaende Storthing. Wallem synes at være en godmodig bon vivant, uden betydelig Cultur, men hjertensgod Mand. Man protesterede mod Kortspil i Forventning af Musik, som vi og fik temmelig meget af. Bohrs -- jeg troer -- ældste Datter er en ud- mærket Claveerspillerinde; Mad. Olsen synger overmaade smukt; den tredie Søster baade synger og spiller, men ud- mærker sig ikke i nogen af Delene. De spilte deels fire- hændige Sonater, deels cantable Ting. Siden dandsede det hele Selskab, Præsten Brun og jeg undtagne. 30te Sept. I Rigstidenden staaer en Anordning om Cadetacademiet i Anledning af Armeens Formindskelse. Cadetterne skulle da og herefter være færre. Ingen maa antages paa Acade- miet uden i Forveien at have nydt god Underviisning i Re- ligion -- den havde de fleste ikke engang nydt, naar de gik ud derfra; eller har man maaskee isinde herefter ikke at undervise i Religion, men nøies med den Kundskab, Cadetterne havde ved deres Indtrædelse? 1te Octbr. "Mindeværdig i Bergens Bispestols Annaler" var den 1ste Octbr. 1817, thi paa denne Dag gjorde en beskjænket Præst Kl. 9 om Morgenen den første Opvartning hos sin Biskop og udbad sig hans Anbefaling til et bedre Embede. Det var den residerende Capellan i Lindaas Doth, som ellers er yderst fattig, har et usselt Levebrød, en faldefærdig Bolig og gode Attester fra ældre Tider, men en yderlig Scandal var det at komme i den Forfatning. Jeg hører der allerede gaaer Rye deraf i Byen. Han søger Ørskoug |
| s.215 | Sognekald, hvortil jeg ikke kunde anbefale ham, da han har været saa kort i Lindaas, men ellers bevidnede jeg hans Armod og vedlagde de Attester, der vidne om hans Lær- dom og Forhold. Til ham sagde jeg intet, deels af Skaansel, deels fordi jeg troede det muligt, at jeg kunde feile i min Formodning, men desværre! den var altfor rigtig. Hvad skal man gjøre med et saadant Menneske? Var han ugift, kunde der ei være Tvivl -- men han har Kone og Børn; skal de bære Mandens og Faderens Misgjærning? -- Af de adskillige Bønder, som vare her og betalte Land- skyld, anmærker jeg en ung Skoleholder fra Voss, som spurgte, om jeg ikke lod trykke min Prædiken fra i Søndags, og var forresten meget cordial. De fleste af de Bønder, som komme her, have overalt noget venligt og troehjertet ved sig, som jeg savnede i Aggershuus Stift. -- Atter i Dag har jeg faaet "en Pakke Papirer fra Syndicus". Stifts- fuldmægtig Schydtz,8 en meget elskværdig ung Mand, bragte dem selv, og ledsagede dem med instructive mundtlige For- klaringer. 2den Octbr. I mit Brev til Hersleb udbreder jeg mig vidtløftigst over "Seminariet for ustuderede Præster". Jeg erklærer mig enig med ham i alt, undtagen hvor han siger, at Bygde- prædikanterne heri vilde finde Legitimation for deres Om- streifen; thi altid bliver der dog Forskjel mellem en ordentlig beskikket Lærer, der dog altid maa forudsættes at have nogen videnskabelig Dannelse, og den, der af selvtagen Myndighed |
| s.216 | gaaer om og prædiker, hvad der falder ham selv ind. Iøvrigt, skjøndt det vel ikke kan negtes, at vel mangen ustuderet Præst vilde blive opbyggeligere Prædikant, mere samvittigheds- fuld Embedsmand og et følgeværdigere Mønster i sin Vandel end adskillige af de saakaldte studerede nu ere, saa finder jeg det just for disse bedre Subjecters Skyld allermeest be- tænkeligt. En udmærket Embedsmand qualificerer sig til bedre Levebrød; en Laiker af fortrinlig Duelighed og er- kjendte Fortjenester vilde det være haardt at udelukke fra Befordring -- og hvor staaer da Grændsen? maaskee først ved Bispestolen! -- Og Følgen heraf? Naar intet Præro- gativ tilstaaes den litterate Præst, hvad skal da opmuntre Ynglingen til at studere Theologie? maatte man ikke be- frygte, at den Tid vilde komme, da de theologiske Candi- daters Antal, istedet for at forøges, vilde formindskes og tilsidst reduceres til intet? -- Imidlertid, Præster maa man have, og Universitetet kan ei tilveiebringe det fornødne Antal Candidater. Af to onde Ting maa man vælge den mindst onde; kun maatte man for rimelige Følgers Skyld tilside- sætte hiin Billigheds Lov og bestemme: at ingen ustuderet Mand maatte befordres til noget geistligt Embede, der paa samme Tid søgtes af En, der havde absolveret sine Studier ved Universitetet: at altsaa ingen Forflyttelse og ingen Be- fordring for personel Capellan uden i ovenangivne Tilfælde maatte finde Sted, sidstnævnte derimod, saalænge han levede og var arbeidsdygtig, kunde efter dens Død eller Bortgang, som havde kaldt ham, af Biskoppen sendes hvorhen han ellers behøvedes, og at han skulde være Provstens særdeles Opsyn undergiven og speciel Indberetning aarlig gives om hans Lærdom og Levnet.9 |
| s.217 |
3die Octbr. Jeg havde tænkt saa sagtelig at kunne liste mig fra min Forpligtelse at gjøre Contravisite hos Overkrigscommissaire Frost, da jeg aldrig har kunnet lide ham, men da jeg hørte, han boede i det Huus, mine Forældre og efter dem jeg en- gang har eiet, forandrede jeg Beslutning. I det Værelse, hvor min Moder leed og døde, sad nu 12 Smaadrenge af Byens bedste Familier, som han underviser i Kalligraphie, Regning, Tegning, Tydsk og Forstandsøvelse, vakre Drenge, som man maatte glædes ved at see paa og som i Skrivning havde gjort en for deres Alder særdeles god Fremgang. Børn synes mig overalt at have et raskere, sundere Udseende end i Christiania. Sagen, som selv er Konstner, viste mig et deiligt Land- skabsmalerie af en Dahl, født her i Byen af ringe Herkomst. Hans Forældre ere paa et Fattighuus her i Byen; hans første Uddannelse fik han af den Møller, som har malt de vakre Søestykker paa Væggen i Schwindtz's Storstue. Han reiste derpaa til Kjøbenhavn, hvor han har gjort udmærket Fremgang og haaber nu Understøttelse til at reise udenlands. Han havde sendt Sagen fire Malerier, et til ham selv, de andre at sælges til Fordeel for hans Forældre. De ere nu solgte -- jeg troer for 1500 Rbd. 4de Octbr. Det lave Culturtrin, hvorpaa Præsterne her i Stiftet i det Hele staae, finder Rein med Føie at henhøre blandt dets Ufuldkommenheder. Jeg anmærkede allerede dette i den Dagbog, jeg holdt paa min sidste Bergensreise. Underligt nok! Handelsstanden har her langt flere Kundskaber, en ædlere og finere Dannelse end i Christiania, men med Em- bedsclassen forholder det sig langt anderledes, og Rein und- tagen, som vel ikke gouterer den nyere Smags Producter, |
| s.218 | men som har gjennemgaaet den ældre Skole med Ære og er bleven dens Grundsætninger tro, er her neppe en Præst i Bergen med ringeste æsthetisk Anskuelse, og gid her, naar jeg undtager Boyesen, var en i det hele Stift! Dog det faaer være det samme; ere de troe og flittige Arbeidere i deres Kald, lære de Guds Ord puurt og reent, og lade de det, som det sømmer sig Guds Børn, udtrykkeligen tilsyne i deres Levnet -- saa finder deres Biskop sig gjerne i, hos dem at undvære høiere Aandsnæring, og tye hen til det fjerne Syd for at opsøge den. -- Rein har slet ingen Con- firmander i Morgen; en havde tegnet sig hos ham, og den henviste han til Hysing. Almuesbørn overgives ham aldrig til Underviisning; de finde ham for streng, siger han selv. 5te Octbr. To Gange har jeg i Dag været i Kirke. I Formiddags var jeg i Korskirken, hvor Irgens, som jeg aldrig før har hørt, holdt Confirmation. Paa fuld Messe nær holdes Confirmationsdagen ligesaa lang Gudstjeneste som ellers. Brun messede, og gjorde det, hvad Foredraget angik, ret godt, men hans Stemme er altfor blød. Des stærkere og vældigere lød Prædikantens. At han skriger kan jeg just ikke sige; dog hæver han stundom Røsten høiere, end han med sit stentoriske Organ efter Kirkens Størrelse behøvede. -- Jeg finder Liighed mellem Irgens Prædikener og hans Haandskrift. Han skriver smukke Bogstaver, men vanhelder dem med Snørkler og Circumflexer, saa at hans Skrift faaer et broget Udseende, der støder Øiet. Saaledes vilde ogsaa med mere Simplicitet og mindre Anstrængelse for at fængsle Opmærksomheden hans Tale være langt behageligere baade for Øret og Hjertet. I Eftermiddag prædikede Katechet Reimers i Domkirken. Han er theologisk Candidat, over 50 Aar gammel, skal være |
| s.219 | en meget hæderlig Mand, i yngre Dage ubilligen tilsidesat og nu for gammel til at søge. Der er nok neppe, mig und- tagen, nogen Prædikant i Bergen, der har det udvortes Talent for Prædikestolen som han. Men hvad der end mere frapperede mig, var, i denne aldrende Mand at finde blandt alle Bergens geistlige Talere, mig inclusive, den, der præ- diker meest i det attende Aarhundredes sidste Decenniers Maneer. Bastholm, Clausen og flere af de Dages Lys, sees tydelig at være de Mønstre, hvorefter han har dannet sig. I den Maneer var ellers Prædikenen virkelig god. 6te Octbr. 500 tydske Emigranter, næsten alle tiggefærdige, ere komne hertil med et for Søskade indløbet hollandsk Skib, der ligger her i Haverie den hele Vinter. De gik i Mai tilseils, for at gaae til America og der søge Etablissement. Den hele Sommer have de squalpet om paa Søen, og ere nu endelig her i den jammerligste Forfatning. Man er ikke uden Bekymring, hvorledes man skal skaffe disse Mennesker Huuslye og Føde. 7de Octbr. Til Middagsselskabet i den gode Hensigt10 var Gene- ralen, Stiftamtmanden, Justitiarius, Præsidenten, og maaskee flere høie og høistærede Herrer indbudne. Jeg savnede kun Amtmand Falsen baade der og i Harmonien; muligen vilde han ikke drikke Kongens og Kronprindsens Skaal. Den Appetitsup, som ogsaa før de Svenskes Ankomst, var saa nødvendig i Christiania, mærkedes her intet til; synder- |
| s.220 | ligt nok: jeg var i to Gjæstebude i Dag fra 21/2 Eftermiddag til 2 Morgen, og smagte ikke Brændeviin! Vi havde neppe skikket os ordentlig til Sæde, før de saakaldte "Æresskaaler" begyndte, der som oftest gaae ganske tause af. Man seer paa sin Makker, klinker med Glasset mod sin Flaske, drikker, præsenterer det tomme Glas og sætter det ned igjen. Om- trent midt i Maaltidet istemtes tre nye maadelige Sange til Kongen, Carl Johan og Oscar. Der raabtes tre Gange Hurrra, dog Gud skee Lov uden Klap. Gamle Norge fik derpaa et Vers, og efter det raabtes ni Gange Hurra. Saa kom de forskjellige Autoriteter, de fraværende Damer, og jeg erindrer ikke hvad mere. -- Klokken 51/2 var den Her- lighed forbi, og jeg skyndte mig nu hjem for at hente min Kone og de andre til Harmonien. Concertsalen er saare skjøn; ikke paa langt nær har man dens Lige i Christiania. Hvad nu selve Concerten angaaer, da begyndte den med Ouverturen til Europolis; saa kom en Arie og derpaa en Fortepianoconcert af den ældste Jfr. Bohr, som vel spillede med megen Færdighed, men Mad. Clausen og Jfr. Siewers i Christiania opveie dog rigeligen mod hende. Hermed var første Deel til Ende. Anden begyndte med en Violinconcert af en Poulsen, Musicus af Profession, unegtelig en talent- fuld Konstner, men ogsaa med ham tør en Christiania Mand, Waldemar Thrane, dristigen maale sig. En Arie af Mad. Olsen, Digterens Kone og Bohrs anden Datter, var i mine Tanker det smukkeste af alt. Et Chor, Dagen til Ære, sluttede det Hele. Efter Bordet var Bal. Ikke uden Selv- fornegtelse holdt jeg ud til Kl. 2, og udpønsede imidlertid, midt under Tummelen meget af hvad jeg vilde sige paa Re- formationsfesten. Det er ikke ualmindeligt, at jeg aldrig er alvorligere stemt end paa et Bal eller ved et Gjæstebuds- bord. Høi, stille Andagt har ofte fyldt min Sjel, naar Larmen rundt om mig lød allermeest bedøvende. |
| s.221 |
8de Octbr. I Nationalbladet er Touren kommen til mit Forslag om Forandring i Grundlovens § 22, hvilket misbilliges. Jeg tilstaaer, at Forandringen nu maaskee vilde støde, og fra- falder derfor Propositionen saa aldeles, at jeg selv vilde stemme imod den, om jeg sad i Storthinget, men derfor ønsker jeg ikke mindre hjerteligen, at man aldrig havde an- bragt den Paragraph i Grundloven. 9de Octbr. Jeg er i Dag bragt paa en ganske forunderlig Idee, som vel endnu er en blot Mulighed, men som dog, med Hensyn paa Manden, der bibragte mig den, maatte gjøre mig alvorligen opmærksom. Det faldt mig ind, at gaae hen til Rolfsen, for at besee det nys fra Italien komne Monument, der skal sættes paa Biskop Bruns Grav. Rolfsen lod indbringe en Flaske Malvasier, og da vi havde drukket et Glas deraf, fortalte han mig, at der var megen Sand- synlighed i, at jeg vilde blive valgt til Storthings- mand. Hvad der gav disse Ord Vægt, var at han nævnede sig selv som en af dem, han vidste havde de fleste Stemmer til at være Valgmænd, og at han ansaae det for Pligt mod Fædrelandet at virke til mit Valg alt, hvad han formaaede. Jeg nævnte ham da andre Embedsmænd, som jeg fandt Rimelighed i (thi to Embedsmænd og to Kjøbmænd troede han burde vælges), men han havde Indvending mod dem alle. Rein er sygelig, og var desuden ingenlunde paa Rigs- forsamlingen den store Mand, det herskende Partie gjorde ham til. Han holdt to skrevne Taler, som med Rette be- undredes, men iøvrigt oplod han ikke sin Mund, men ind- skrænkede sig til at gjøre sure eller sarcastiske Miner, og at hviske Sarcasmer til sine Naboer eller sige dem høit i sin fortrolige Vennekreds. Irgens er altfor langsom og om- |
| s.222 | stændelig i sin Færd. Assessor Hagerup taug bomstille, da han var paa det extraordinaire Storthing, og dermed var man ikke tjent. Assessor Bull troede man ikke ret, han gaaer med en Amtmand i Maven, og man frygtede, at han med Hensyn derpaa vilde være bange for i delicate Tilfælde at sige sin Mening. -- Skulde jeg da atter, nys indløben i Havn, kastes ud paa det stormende Hav? Jeg tænkte mig ikke før Muligheden deraf; den tænker jeg mig nu, men fra den til Virkeligheden er rigtignok et dygtigt Spring, som dog letteligen kan gjøres, om Skjæbnen saa vil. Mine Be- tragtninger opsætter jeg, indtil jeg seer, om der er noget at anstille Betragtninger over. Jeg havde Besøg af Bergendal i Hammer, en jovialsk Olding, som rigtignok siges at lette vel meget paa Flasken, men som efter Rygtet skal være en hjertensgod Mand, og Rygtet lyver neppe. Jeg kunde ikke blive vred paa den Mand, om jeg saa ham med en Perial. Tre unge Bønder var her og -- jeg troer fra Qvind- herred -- og spurgte om jeg ikke havde tilsalg nogen af mine sidst udgivne Prædikener. Et Nummer af Tilskueren er udkommet, hvori en Brev- vexling mellem en Glogau, døbt Jøde, som boer her i Byen, og Amtmand Falsen i Anledning af Jødernes Udelukkelse fra Norge. Falsens Svar er i mine Tanker fortræffeligt; over- alt troer jeg næsten, den Mand vinder ved at kjendes nøiere. Præsteven er han ikke, men uden Tvivl en duelig Embeds- mand med gode Kundskaber og faste Grundsætninger. 10de Octbr. Gamle Prof. Arentz lagde mig paa Hjerte, at Kathe- dralskolens Disciple og Lærere maatte faae en Stol i Dom- kirken til den store Reformationsfest, hvortil han foreslog |
| s.223 | den saakaldte Studenterstol.11 Selv gad han helst være uden- for den høitidelige Procession. Ved den Anledning bestyr- kedes jeg i den Idee, Irgens bragte mig paa i Gaar, ei allene selv at udeblive fra den Procession, som udgaaer fra Fæstningen, men og at udelukke den hele Geistlighed derfra, og derimod samle dem hos mig, da vi forenede kunde gaae i Kirken. -- To andre Arentzer har jeg i Dag vel ikke talt med, men hørt om, hvad jeg ikke gjerne ønskede at høre. En Tjenestepige kom her og beklagede sig, at foruden hvad Stiftsprovsten som Sognepræst og Balchen som forrettende Præst gjorde Fordring paa, forlangte den residerende Capel- lan 40 Rbd. for hendes Brudevielse, med hvilken han ikke havde det ringeste at gjøre. Jeg svarede hende, at ikke en Skilling tilkom ham, men naar det engang var Stedets Skik, kunde 20 Rbd. være rigelig nok. Som Sognepræst havde jeg af Folk af hendes Stand sjelden faaet saa meget, aldrig mere. 11te Octbr. Mad. Pytter, en veltalende Kone, tydsk af Fødsel, spurgte, om det kunde være nogle Familier tilladt mellem sig at oprette en Skole, hvor man især vilde søge at ind- prente Ungdommen Christendom, og om den Lærer, som kaldtes af dem, kunde gjøre Regning paa Forfremmelse her i Stiftet. Jeg opdagede snart, at hun var en af Hans Houges varme Veninder, og det var hende høiligen op- |
| s.224 | muntrende og glædende, da hun hørte, i hvilket venskabeligt Forhold jeg stod til ham. Hun nævnte Storthingsmændene fra 1814 Ole Svanøen og Torbjørn Sandvigen blandt denne Skoles eventuelle Befordrere og Velgjørere. Den første vilde give 1000 Rbd. dertil. Jeg sagde hende, at naar Læreren underkastede sig Prøvelse, og man underkastede Lære- anstalten den Control, Øvrigheden og Geistligheden er be- rettiget til at føre derover, kunde intet hindre Skolens Op- rettelse, hvorover hun var meget glad. -- Derpaa kom Sagen og indbød mig til at træde ind i et saakaldt nyttigt Selskab,12 stiftet for 41 Aar siden af Justitsraad Boalt. Man havde hidtil indskrænket sig til at opmuntre Agerbrug og deslige, men vilde nu udvide sin Virkekreds, og hvervede til den Ende nye Medlemmer. Han laante Neumanns "Hjemvei til Tarvelighed", for at see, om nogen nyttige Ideer kunde hentes deraf. -- Endelig var her to Bønder fra Vigøer Præstegjæld i Hardanger, som kom allene for at see den nye Biskop. Den ene medbragte en Sæk Æbler til Foræring. Det er uden Tvivl en prægtig Folkeart i det Hele, disse bergenhusiske Bønder. Jeg finder langt mere aaben Trohjertethed hos dem, end hos de fleste Østlændinger, jeg har lært at kjende. Valgmand er jeg da ikke bleven; jeg haaber, Lykken er mig saa god, at jeg heller ikke bliver Storthingsmand. Til enhver anden Tid vilde dette Kald endog været mig kjært, men saa nyligen kommen til et Embede, hvor jeg maa er- kjende, at "Høsten er stor", og at de hidtilværende Arbeidere ingenlunde have gjort, hvad de kunde og burde gjøre, nu paa et halvt Aar og vel mere at forlade den Virkekreds, hvor jeg endnu ikke ret havde orienteret mig, end sige ud- |
| s.225 | rettet noget til væsentligt Gavn, det var tungt, og dette blev nok et af de Tilfælde, hvor Ordene: "Man bør adlyde Gud mere end Mennesker", bestemt kunne anvendes. 1 tilbake "Lassens Minde" (Forskjønnelsen). 2 tilbake Dette Søgsmaal er der dog neppe blevet Noget af. 3 tilbake Navnlig i Nordland og Finmarken var der paa denne Tid stor Vanskelighed for at faa Præsteembederne besatte, og Statsraad Treschow tænkte derfor som Nødmiddel paa at oprette en Examen for theologiske Examinater. Se herom Budstikken II. 730, Nationalbladet for 11te Oct. 1817 samt L. Daae, Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen, Chra. 1879. S. 96. 4 tilbake See om disse og den derved fremkaldte "liturgiske Feide" L. Koch, Den danske Kirkes Historie 1801 -- 1817 (Den danske Kirkes Hist. i 19de Aarh. I) S. 144 fgg. 5 tilbake Et Ugeblad, udgivet i Bergen 1817 -- 1821 af Rein, Falsen og H. Foss. 6 tilbake Den samme Overlærer C. F. G. Bohr (  1832), om hvem BiskopNeumann har udgivet et Mindeskrift. 7 tilbake Eidsvoldsmanden, Grosserer Jens Rolfsen. 8 tilbake Justitiarius S.'s Søn, døde 1859 som Stiftamtmand i Bergen og mangeaarig Storthingsmand. Christie havde faaet oprettet et kgl. Fuldmægtigembede ved Stiftamtmandskabet og Stiftsdirectionen, der siden blev nedlagt. 9 tilbake Med disse Betragtninger kan sammenlignes H. L. Martensen, Af mit Levnet, III. 132 -- 133. 10 tilbake Dette Selskabs Historie (det er stiftet 1798 og bestaar fremdeles) er fortalt i et særeget illustreret Skrift, (Bergen 1880) af Adjunct W. F. Meyer. 11 tilbake Saaledes kaldet, fordi den i sin Tid havde tilhørt et i Bergen 1697 oprettet "Studenter-Societet", om hvilket findes udførlige Efter- retninger i Chr. Frimanns Stiftelser og Gavebreve i Norge, I. (Kbh. 1774. 4.) S. 342 -- 356. Societetet, der paa en Maade har været det inden Norge ældste "Studentersamfund", bestod kun af gamle fattige og ubefordrede academiske Borgere, og et af dets væsent- ligste Formaal var at skaffe sine Medlemmer en hæderlig Begravelse. 12 tilbake Se om dette: "Oversigt over det nyttige Selskabs Virksomhed 18de Oct. 1774 til 18de Oct. 1874" (af Trap), Bergen 1874. |