27de Aug.    Vang Præstegaard1 og Omegn har jeg paa mine for- rige Reiser kun seet med flygtigt Øie. Seent om Aftenen er jeg kommen, og tidlig næste Morgen er jeg igjen reist derfra. Denne Gang have vi tilbragt en heel Dag der, og have havt overflødigt otium til at besee os. Jeg maa da først tilstaae at Egnen ingenlunde er saa styg som jeg ansaa den for. De skjønne Udsigter, som man hyppigen møder i de sydlige Egne af Valders, savner man vel her; derimod seer man sig paa den ene Side omgiven af en frugtbar Slette, hvor Kornet voxer lige saa skjønt, som i Nærheden af Christiania. Nedenfor Præstegaarden er paa den anden Side Lille-Mjøsen, et Vand, der om Efteraaret ved vestlige Storme ei skal være noget lysteligt Syn, men som i godt Veir i dets rolige Tilstand giver Egnen et livligt Udseende. I nogen Afstand seer man høie Fjelde, nogle af dem bedækkede med Snee. Ved Præstegaarden er et Par ret vakre Haver med Kjøkkenurter; Frugttræer kunne ei voxe her. -- Jeg spadserede med Hr. Müller et Stykke henad Landeveien, men han er temmelig corpulent og taaler ikke meget at gaae; ogsaa var jeg med ham inde paa Kirkegaarden, der i Forhold til Folkemængden og Mortaliteten er urimelig stor. Den er vist ligesaa stor som Aggers Kirkegaard, og siden Nytaar er der i Vangs Sogn ikke død et voxent Menneske. Hist og her staaer et Trækors med en uorthographisk paamalet Ind- skrift; de vare alle meget nye, hvoraf jeg sluttede, at et saadant Monument ikke over 3 -- 4 Aar bevarer den Af- dødes Minde. Et Kors fra 1814 laa allerede oprykket og s.175   omstyrtet. Kirkens Udvortes er overmaade uanseeligt; jeg formoder det Indvortes ei er mere tiltrækkende. -- Hos Præsten og hans Kone fandt vi den samme blide, simple Gjæstfrihed som de forrige Gange. Der er intet utidigt Ceremoniel, intet overdrevent Tractement, ingen Prætensioner. Sine Gjæster, os idetmindste, behandle de som Venner, med hvilke man ikke behøver at gjøre Omstændigheder, hvem man giver, hvad man har, og giver det med inderlig Velvillie. Man spiser overmaade godt, men kun Gaardens, i det høieste Landets Producter. Præstegaarden er i maadelig Stand, Værelserne faa og gammeldags, Meublerne simple, men der er ypperlige Senge og al anden Beqvemmelighed en Gjæst kan ønske sig. Hr. Müller er en jevn godlidende Mand. Han vil gjerne snakke og fattes ei paa Æmne til Samtale, thi han er meget nysgjerrig, vil gjerne vide hvad der foregaaer i og udenfor Landet, og da han ei har Corre- spondance, maa saadan Underretning hentes hos Reisende. 28de Aug.    Nu er jeg da i Bergens Stift. Ved Støtten, der skiller det fra Aggershuus, hilsede jeg det og bød mit Reise- følge velkommen, ikke uden alvorlige, vemodige Følelser: En ny Fremtid aabner sig for mig fra det Øieblik, jeg betræder denne Grændse; nyt Arbeide, nye Sorger og Glæder fore- staae. Nu som før tænkte jeg mig dog mere levende Byrderne, jeg befriedes for, end dem jeg rimeligviis herefter skal bære. Og i Spidsen for de Onder, der ligge bag mig, og som ikke let ville vende tilbage, staaer bestandig mit Embedsforhold til Biskop Bech. Med alt det, at Manden, især i den sidste Tid, har viist sig særdeles forbindtlig imod mig, var og er det mig dog umuligt at elske og agte ham. Der er en Disharmonie mellem hans og mine Grundsætninger og Følelser -- om de sidste og virkelig kan tillægges ham -- s.176   som gjorde Afhængighed av ham til et trykkende Aag for mig, det jeg bar med stigende Uvillie. Det er nu forbi; jeg staaer paa mine egne Been, gaaer min egen Gang og takker Gud ret hjerteligen, at jeg paa en saa ærefuld Maade kom ud af dette Forhold, som mere end noget andet generede mig.    Dagens Reise havde intet mærkeligt. Naar man i godt Veir uden Malheur af noget Slags reiser over Fillefjeld, maa Reisens Historie blive ligesaa eensformig som Reisen selv. Veien fra Vang Præstegaard til Skogstad er nu over- maade god, over Fjeldet er den i ypperligste Stand, vi havde udmærket skikkelige Skydsfolk og paa Nystuen fik vi en delicat Ret Fjeldørret. Omtrent paa Fjeldets Spidse mødte vi en omvankende Cuursmed med Kone og Søn, Land- strygerpak, som jeg siden har hørt. Manden fortalte, at Stiftamtmand Christie og Oberstelieutenant Hammer ventedes i Aften i Maristuen, og skjøndt dette Møde vilde i nogle Henseender været mig overmaade behageligt, begreb jeg ikke, hvorledes de og jeg med hele mit Følge kunde faae Logis i den Hytte, der har een Stue med et lidet Sideværelse. Det var lutter Løgn; den 8de Sept. ventes de der og ville op- holde sig der i 3 Dage og jage og fiske, da Oberstelieutenanten med samme vil eftersee Veiene, hvortil de høiligen trænge -- see næste Dag! Samme Hammer har uden Tvivl store Fortjenester af Veivæsenet fra ældre Dage, men har heller ikke lagt Dølgsmaal paa dem, da to Støtter, en paa hver Side af Maristuen, forkynde hans Hæder. Jfr. Sverdrup2 fortalte om ham en pudseerlig Anecdote. Han levede i Fiend- s.177   skab med en Borger i Bergen, ventelig en Kjøbmand. Da han havde faaet Dannebrogskorset, mødte Borgeren ham en Dag, og tiltalte ham med disse Ord: "Jeg gratulerer Dem, Hr. Oberstlieutenant! med Deres nye Værdighed. Jeg mærker ellers, det gaaer anderledes til nu end i gamle Dage. Da hang man Røvere paa Korset, og nu hænger man Korset paa Røvere." 29de Aug.    Mellem Maristuen og Berger laa en stor Steen, ned- rullet i Foraaret ved Fjeldskred og endnu ikke borttaget; den kom vi dog saa nogenlunde forbi med vor Vogn. Paa hiin Side af Berger, hvor gamle Iver endnu lever, gaaer paa to Krykker og politiserer som før, mødte vi Præsten Boyesen til Hest. Han var taget hjemmefra i Gaar Aftes og vilde byde Bispefamilien velkommen i Bergens Stift. Han forudsagde, hvad der forestod; det var os altsaa ikke uventet, og vi fandt os i det med from Resignation, da vi ved Nedfarten af de saakaldte Galler fandt Veien aldeles spærret, saa det var umuligt at komme forbi den store Steen, der laa midt i Veien, uden at skrue Vognen af Stykke for Stykke og bære bort forbi Præcipicen. Jfr. Sverdrups Reisekjærre blev med yderste Anstrængelse og Risico trukket forbi Stenen; der var ikke en Fingerbred fra yderste Pynt. Endnu vare ikke alle Gjenvordigheder overstandne, thi strax, førend vi kom ned paa Sletterne, traf vi en Steendynge, sammenhobet ved Sneeskred, hvor ogsaa Vognen med Møie blev fremslæbt, og fandt jeg her Anledning til at prise Iver Smed paa Aggershuus Fæstning, som havde sat min Vogn i saadan ypperlig Stand, at den aldeles ubeskadiget naaede Leirdal, trods alle de Stød den, især mod Slut- ningen, maatte udholde. Præstegaardens Beliggenhed er al- deles ikke hæslig. Meget høie Fjelde omgive den, men her s.178   er en god Deel Træer, en rislende Bæk løber forbi Huset, og her er en skjøn stor Have. Et udvortes uanseeligt, men indvendig smagfuldt Lysthuus er Præstegaardens skjønneste Værelse. Vi modtoges med megen Velvillie og beværtedes vel. Under Aftensmaaltidet kom Qvale fra Lyster.3 Han synes ikke at lykønske mig med Flytningen, eller finde den fordeelagtig, men i Almindelighed er han nok ikke af dem, der betragte Livet fra den lyse Side. 30te Aug.    Efter Translateur Krafts Anmodning har Boyesen ud- arbeidet en Beskrivelse over Leirdal4 som Bidrag til et lignende Værk, Kraft under Regjeringens Auspicier vil ud- give over hele Norge. Boyesen har udbredt sig over alt med beundringsværdig Nøiagtighed, og man maa forbauses over, at han efter fem Aars Ophold har kunnet erhverve saadan Localkundskab. Der er ikke en Dal, ikke et Fjeld i Præste- gjeldets fjerneste Afkroge, hvor han jo har været, og som han jo veed at beskrive som om de stod os for Øinene; hvert Søm paa Mænds og Qvinders Klædedragt, Husenes Bygningsmaade, alt hvad tænkes kan aftegner han i smaa- ligste Detail. Om ikke lidt Partiskhed har styret hans Pensel under Aftegningen af Indvaanernes Charakteer, tør jeg ikke afgjøre; af den Spænding, der hersker mellem ham og hans Menighed, lader sig saadant med Rimelighed slutte. Hvad han siger om de Giftes Sædelighed og de Ugiftes Tøilesløshed, er mærkeligt, hvis det er sandt. Hist og her er Boyesens Sprog vel blomstrende; han gjør Skildringer og Anmærkninger, der passe bedre i en Spiessisk Roman end i s.179   en Topographie over Leirdal. -- Ogsaa viste han mig nogle Breve fra Biskop Brun i en overmaade cordial og fortrolig Tone. De saae hinanden aldrig, men B. forsikrer, at der er ingen af Stiftets Præster, hvis Breve i den Grad behage ham, og som han saaledes aabner sit hele Hjerte for, som Boyesen. De fleste af disse Breve ere fra For- eningens første Dage, samt fra det ordentlige Storthings, med hvis Forhandlinger han viser sig meget misfornøiet, ligesom han overalt erklærer sig for en Hader af vor nu- værende Constitution og det repræsentative System. Christie, Bugge, Budtz, tildeels Falsen roser han. Hersleb kalder han sin Guldgut. Brevene ere saare interessante, men bestyrke mig i den Tanke, jeg fattede efter hans Breve til mig, da S. Bloch5 ønskede hans epistolæ ad familiares udgivne. De, som virkelig fortjene dette Navn, kunne ei divulgeres i de første 30 -- 40 Aar, og det skulde dog egentlig være dem, der gjorde Samlingen interessant.    Midt under al denne Læsning kom Aabel6 med For- ældre fra Urland. Den gamle Præst er en jevn Mand, som neppe udmærker sig enten ved Lærdom eller Talenter, men mangler ikke bon sens. Han er vel den anden unævnte Præst i Sogn, som Falsen i sin Angivelse undtager fra den almindelige Anke. Studenten havde forfattet en Lykønsknings- sang, ret vakker og hjertelig; den blev sungen af ham og Boyesen ved Middagsbordet, og vor Skaal blev drukken -- ak i Øl! 31te Aug.    Selskabet paa Leirdal skiltes i Formiddag, og drog mod Øst og Vest, hver til sit Bestemmelsessted. Studenterne s.180   Aabel og Greve spadserede henad den Vei, vi nys forlod, til Christiania, Aabels Forældre i en lille Baad, Qvale og Jfr. Sverdrup i en anden, begav sig til Urland og Lyster; vi satte os i den skjønne, beqvemme Bispebaad, som jeg nu, da jeg skriver dette, to Dage har siddet i, tryg og fornøiet og uden Angst tænkt paa den Tid, da jeg paa den skal glide til det fjerne Søndmør, høit op til det paa Landkartet saa frygtelig ladende Haram. Baaden roes frem af 10 raske Karle, Styrmanden Ananias uberegnet. -- I det dei- ligste Veir kom vi til Leganger Præstegaard Kl. 5 à 6. Der var ingen hjemme, da man først ventede os i Morgen, men en høitbetroet Pige modtog os med beleven Gjæstfrihed, skaffede os Caffe, Thee og Smørrebrød og fremfor alt herlige Senge at ligge i. 1ste Sept.    Norman var mig bekjendt fra Storthinget og end mere efter det Vidnesbyrd, Hersleb og Kjerschow gav ham som en overmaade brav Mand, der aldeles fortjener den Lykke, han har gjort ved at faae et af Stiftets bedste Sognekald.7 -- Den residerende Capellan Hr. Daae8 maa jeg derimod til- staae ikke behager mig saa ganske. Langt fra mig være det dog, ved et mindre fordeelagtigt Udvortes at lade mig forlede til Fordom mod Manden. At Skinnet bedrager, behøver jeg blot at see i Speilet for at overtydes om.    Vort Maal var i Dag Ladevig Præstegaard, hvor Sognepræsten Ludvig Daae9 kom os imøde paa Bryggen. Jeg har aldrig seet ham før, men fandt i ham en affabel, s.181   fornuftig og gjæstfri Mand, i hvis Selskab Tiden gik meget behagelig. 2den Sept.    Førend jeg forlod Ladevig Præstegaard, fremstillede sig for mig Kirkesangeren, af Fødsel en Jyde ved Navn Aare- strup, som ønskede sig anbefalet til et bedre Klokker- eller Kirkesanger-Embede ved forefaldende Leilighed. Den Sag toges i nøiere Betænkning. Personen saa vel honet og beskeden ud, men det gjør vist enhver Mand af den Stand, der complimenterer sin Biskop, helst naar det gjelder at udvirke Hosernes Grønhed til bedre Kaars Opnaaelse. Han sad ved Frokostbordet med os, og fra dette begav vi os strax ned i Baaden, hvor vi i deiligt Veir og med taalelig god Vind gleed hen over Resten af den frygtelige Sognefjord, der var glat som et Speil, "en Hvælving af Azur, en blank og endeløs Iis." Evendvig Præstegaard var i Dag Maalet. Sognepræsten Dahl, Medlem af det overordentlige Storthing, hvis Antisvenskhed jeg i Begyndelsen fandt vel overdreven, men hvis Retskaffenhed og Gudsfrygt jeg siden lærte at elske og hædre, modtog mig med inderligste Glæde, hvis Oprigtighed ikke lod sig miskjende. Kjærlig Velkomst er hidtil mødt mig, hvor jeg kom frem, men ingensteds har hjertelig Hengivenhed saa tydeligen udtalt sig som hos denne vist ædle, for Guds Ære og Menneskers Vel nidkjære Mand. -- Efter Theedrikningen var jeg i Kirken, som er temmelig stor, iøvrigt som Landsbyekirker, der ikke nys ere opbygte, almindeligen ere. Der var to Altertavler, en gammel hensat i en Krog, og en nyere opstillet i dens Sted. Denne sidste forestillede Nadverens Indstiftelse og forekom mig at være et Fuskerværk. Den ældre var vel en bibelsk Historie af det gamle Testamente; naar jeg undtager, at Costumet ikke var orientalsk, behagede den mig mere end den s.182   nyere. Coloriten syntes mig livligere, Ansigterne vakrere og naturligere. Strax udenfor Kirken staaer et gammelt Steen- kors, som formodes at være fra Oluf den Helliges Dage, da man af Snorre Sturlesen har Grund til at troe, at han her har ladet bygge en Kirke, hvoraf ellers ingen Levninger ere tilbage. -- Dahl fortalte meget om Sædeligheden og den religiøse Stemning i nogle af de Egne, vi have gjennemreist. Sine egne Sognefolk roser han overmaade. Ladevig med Annex, der forhen hørte til Evendvig, giver han samme fordeelagtige Vidnesbyrd. Et ganske modsat giver han det paa den modsatte Side af Sognefjorden liggende Viig. Ogsaa istemte han den Dom, jeg overalt hører fældes over Leirdølerne, som nogle af de meest fordærvede Mennesker i Norge, irreligiøse og umoralske som Hedemarkerne, og derhos raae, vilde Barbarer. Den forrige Sognepræst skal være gaaet fra Forstanden over deres Mishandlinger. -- Fra Naboepræstegjeldet Lindaas fortalte han en synderlig Historie, som i denne Sommer er passeret. Et Brudepar blev viet, og Bruden var, som almindeligt er, høist frugtsommelig. Hun tænkte ikke paa Børnetøi; man erindrede hende derom, men hun sagde, det behøvedes ikke. Efter nogle Ugers For- løb kom Fødselssmerterne. Tre Naboer indfandt sig, Manden var inde i Værelset, og da Veerne vare stegne til det høieste, bad han Konerne gaae ud. De gjorde det, kom om nogen Tid igjen, Konen var da forløst -- men der var intet Barn og ikke Spor mærkedes efter at der havde været. Hun skal have sagt til Præsten, at hun intet Barn havde født, men til andre har hun sagt, at en smuk underjordisk Kone var kommen til hende før hendes Giftermaal og havde lovet hende megen Lykke i Livet, naar hun vilde give hende sit første Barn. At ingen Angivelse herom er skeet til Øvrigheden, eller om dette var Tilfældet, at alvorlig Inqvisition da ei er anstillet, er besynderligt. Er det en stor Sjeldenhed, at en s.183   gift Kone har født i Dølgsmaal og ved sin Mands Hjælp dræbt og bortskaffet Barnet, saa lod dette sig dog lettere tænke, end at en Frugtsommelighed, der er kommet til yderste Punct, skulde slippe op til intet, eller at et Ingemannsk eller Tiecksk Eventyr om Underjordisk skulde her være bleven hi- storisk Factum. 3die Sept.    Som Theolog er Dahl overmaade orthodox; hans po- litiske Orthodoxie er nok mindre, og han synes endnu ikke ret at kunne fæste Lid til den nye Tingenes Orden. Af det extraordinære Storthings ivrigste Oppositionsmand lod det sig heller ikke vente, helst da der jevnligen, snart ved Em- beders Bortgivelse, snart ved provisoriske Foranstaltninger, snart paa andre Maader er mødt et og andet, som kunde ønskes at være anderledes. 4de Sept.    Nu ere vi da i Bergens Bispegaard. Guds naadige Varetægt ledsage mig og mine ved vor Indgang og Udgang her, hvor vi vel alle skulle tilbringe mange af vore Leve- dage, og jeg rimeligviis ende mine.    Den gode Beværtning og de skjønne Senge i Alvøe- strømmen kostede os meget. Regningen beløb, foruden 2 Potter Brændeviin til Roeskarlene, til 68 Rbd.    Vi landede ved den saakaldte Triangel. Præsten Brun10 modtog os; til ham stødte snart hans Svoger Wallem, og de ledsagede os lige til Bispegaarden, hvor strax efter ogsaa deres meget godlidelige Koner indfandt sig. Vi fik først sød Viin og Syltetøi, dernæst Caffe, Chokolade og Thee, og endelig en meget delicat Punsch. Vi gik om og besaae Væ- s.184   relserne, som ere mangfoldige, adskillige af dem mørke, med gammeldags Maling og Betræk, men alle, som det synes, tætte og hensigtsmæssigen indrettede. Tre af dem fandt vi meublerede. Min Kone fandt sig vel fornøiet med Kjøkken, Spisekammer og andre Huusbeqvemmeligheder, og begyndte overalt allerede i Dag at orientere sig ret godt. Vi vare i Haugen, som er temmelig stor, men i en forvildet Tilstand. Heggen, det Engstykke, hvorpaa skal kunne fødes 2 Køer, er en skrækkelig høi Bakke, næsten et Bjerg. -- Efter en Visite hos gamle Bispinde Brun, som boer her tæt ved, drak vi mere Punsch og kom saa tilbords, alt paa Wallems Bekost- ning, fik 3 Retter, hvoriblandt Østers. Det var første Gang i vort Liv, at vi lod os beverte i vort eget Huus, og at Vert og Vertinde efterat have tracteret os, bad god Nat og gik deres Vei.    Endnu erindres, at Stiftsprovst Fleischer havde Bud her og lod spørge om, hvorledes vi befandt os efter Reisen, samt om det var mig beleiligt i Aften eller i Morgen at modtage hans Besøg -- og at jeg paa Veien til Bispe- gaarden indhentedes af Præsten Arentz i Hosanger, der søger alskens Ting, men nu lod mig vide, at han fandt det bedst at blive, hvor han er. Jeg kan ikke sige den Mand be- hagede mig. 5te Sept.    Af Lykønskningsvisiter havde jeg i Dag følgende: 1. Stiftsprovst Fleischer, uden Tvivl en meget god og vel-   menende Mand, der er glad over at blive Bispe-Em-   bedets Byrder qvit, ønskede og at afkaste Præste-Em-   bedets, men finder det tungt i sin Alderdom at leve i   Bye med en Eftermand, der lurer paa hans Død. Den   eneste Sag, fortalte han, som han efterlader mig uex-   pederet, er angaaende Constitutionen i Etne Sognekalds    s.185      Vacance, hvor nærmeste Naboepræst forlanger 2 Specier   ugentlig, og to andre ville arbeide gratis. 2. Rein, som var meget venskabelig mod mig, men er langt   svagere, end jeg havde tænkt mig ham. Han gaaer lang-   somt og med Besvær, Kraftløsheden i hans høire Haand   mærkes tydelig, og Hukommelsen forgaaer ham saa, at   han kan have talt en Time med en Mand, og saa med   eet erindrer ikke hans Navn. "Jeg begriber ikke selv,"   sagde han, "hvor jeg i min Forfatning kunde ønske eller   villet modtage Bispestolen." Den nyeste æsthetiske Litte-   ratur er ham fremmed, og han syntes heller ikke at   interessere sig synderlig derfor. Han længes inderlig   efter Capellan; de to Hædersmænd, som ville paatage sig   en Tjeners Skikkelse, for siden at blive høit ophøiede   ere: Sognepræsten til Augvaldsnæs i Christiansands   Stift, v. Hadeln, et ustadigt Menneske, som aldrig er   tilfreds med hvad han har, og den residerende Capellan   paa Voss, Flottmann, der ikke kommer til Rette med   Vosserne, da han skal være stivsindet og krakilsk, som   de. Hersleb har ellers givet Haab om at skaffe ham   en Student, og han troer at kunne bie endnu et Aar. 3. Irgens,11 meget forbindtlig, riig paa gode Raad og   nyttige Paamindelser.    4. Welhaven, uden Tvivl en stor Nar og Vindmager. Han   gjorde et virkeligt Hop høit i Veiret af Glæde over, at   jeg var bleven Biskop. Hans Formand er nu død,   Pensionen ophørt, og ham fattes nu intet uden en   større Kirke, da den (eller de), han har, ikke kan rumme   hans Tilhørere. 5. Balchen,12 en særdeles elskværdig og godlidende Mand. s.186      Af Præster var her ikke flere. Endnu savnes altsaa Arentz, Hysing og Christiansen.    Ikke-Præster, som besøgte mig, vare: 1. Professor Arentz, der den 28de d. M. fylder sit 81   Aar. 2. Katechet Reimers, en gammel theologisk Candidat paa   nogle og 50 Aar, som har søgt længe, men nu ophørt. 3. Chordegn Rein ved Domkirken, et ubetydeligt Menneske,   som det synes. Fattigdom hindrer ham fra at gaae til   Universitetet og tage Attestats. 6te Sept.    Fra Præsten Brun fik jeg 4 Protocoller, hvoraf de 2 ere Landskyldsbøger, de andre to derimod Copiebøger, den ene indeholdende Biskop Bruns Erklæringer og Breve til Re- gjeringspersoner, den anden til Stiftets Præster. Jeg har gjennembladet begge og finder saare charakteristiske Ting. Ogsaa om det Embedsforhold, hvori endnu levende Provster og Præster have staaet til hverandre, gives Oplysninger, som Eftermanden maa takke for. Derimod har han og, især i den første Bog, optegnet ganske forundelige Ting, som man ikke venter at finde i en Embedsbog: Privatbreve til Magnater, saasom Moltke under den danske Regjering, Essen og Rosen- blad under den nuværende. Vel er deri intet, som gjør Brun Skam i hans Grav, uden just denne anstødelige Sammen- blanding af Ting, der aldrig bør savnes i et Bispeembedes Archiv, og saadanne, der ei burde findes uden i Eierens eller Concipistens lukte Gjemmer, men man er dog virkelig i Forlegenhed med saadan en Bog, hvor der er rigelig Plads for mine Erklæringer, om jeg saa blev Bisp her i tyve Aar, men som jeg ikke veed, om jeg kan eller bør benytte for mig selv. Hvorvidt ellers Præsten Brun var berettiget til at negte Fleischer, qua constitueret Biskop, Udleveringen af disse Bøger som Norm i tvivlsomme Tilfælde under hans Embeds- s.187   førelse, og hvorledes han vilde [være] kommen fra det, naar han ogsaa havde vægret sig for at udlevere dem til den virkelige Biskop -- og det vilde han ved enhver anden end mig, med mindre Høiesterets Dom tvang ham dertil -- det maa nu staae derhen. Mig vedkommer det ikke, thi nu har jeg dem; jeg skal ikke fornærme Oldingens Manes, eller saare hans Søns Pietet, men hverken kan jeg betragte dem som de Brunske Arvingers eller min Privateiendom. Hos mig skulle de be- vares som et Depositum, men min Eftermand kan jeg ikke forholde dem.    Besøg modtog jeg af Præsten Arentz ved Domkirken, i hvis Væsen jeg fandt intet af den Arrogance, hans Ansøg- ning om Slotskaldet røbede. -- I Mørkningen kom en ung Mand, der syntes at være fuld. Han er efter eget Sigende Borger her i Byen, men Lykken vil ikke føie ham, og han vil være Klokker paa Voss, hvorom han allerede havde talt til Brun, skjøndt Embedet i dette Øieblik ei er vacant. Jeg sagde ham, at jeg nødig gav Expectance, allmindst til dem, jeg ikke kjendte, og at han maatte melde sig, naar Vacance indtraf; jeg skulde nok erindre dette hans Besøg, naar han kom igjen. "Det gjorde jeg vist ikke," sagde han med en Impertinence, som han besidder i priselig Grad, han kaldte mig bestandig min kjære Hr. Biskop! "O jo!" svarede jeg smilende, "jeg har en god Hukommelse," og fik ham paa Dør. Jeg skal vist ikke glemme ham, det lover jeg.    Typerne i Bergens Adresseavis ere afskyelige, men det er dog intet imod den ubeskrivelige Skjødesløshed i Correcturen. 7de Sept.    Stiftsprovsten, som jeg aldrig før har hørt, prædikede. Bønnen havde ikke ringeste høitidelig Værdighed; der var overalt paa hans udvortes Foredrag meget at udsætte. Syngende Præketone havde han just ikke, men altfor lang- somt fremslæbte han sine Perioder, og de Bergenske Præsters s.188   almindelige Feil: "at skrige," er han heller ikke fri for. I Prædikenen selv, der vist ellers var udarbeidet med Flid, havde lys Orden og et reent Sprog, vaklede han mellem det Gammeldags og Moderne. Den handlede om "Den Tak, vi bør yde Gud for vor Sundhed", og den indeholdt mange dyrebare Sandheder. Men ikke brav var den Detail, han gik i ved at vise det Gavn, den Sunde kunde stifte, og de Glæder, han kunde nyde. Mosers Udgravning og Stenes Bortryddelse for at faae frugtbare Agre og Enge, den sødt- rislende Bæk, hvis Surren man kan glædes ved, naar man er frisk, item Lærkens, Nattergalens og Solsortens Sang, al denne Stads kunde gjerne været borte. Tilsidst gav han de Skjønne, ogsaa de aldrende blandt disse, en kjærlig Advarsel mod for tynd Paaklædning, samt bad Ynglingen vogte sig for Sirenerne og ikke tømme Vellystens Bæger; det kunde han ogsaa -- paa den Maade nemlig -- ladet være. -- Da jeg kom hjem, var Stuen fuld af Visiter, af hvilke jeg her blot nævner de to resterende Præster, Hysing13 og Christiansen.14 Den første saae ud som den personificerede Brystsyge og vandrer Haand i Haand med sin Sognepræst til Graven. Christiansen derimod seer frisk og ferm ud.    Frøken Bruun og hendes Svigerinde, en Skibscapitaines Kone, vare her i Eftermiddag. Den Kone har 7 Børn, og mindre har nok ingen af Biskop Bruns Sønner eller Døttre, de fleste have et end større Antal. Her synes at være megen Frugtbarhed i Bergen. I endnu høiere Grad end Jordens synes Livets Frugt at være velsignet. -- Da de vare borte, gjorde vi alle en behagelig Spadseretour udad Landeveien til Schwindtz's Gaard, Lille Kalfaret. Veiret s.189   er i disse Dage overmaade skjønt. Min Kone og Børnene ere ogsaa over al Forventning tilfredse her, og Penge er det eneste, som fattes os. 8de Sept.    Som et i Sandhed mærkeligt Beviis paa, hvorledes en berømt Mand kan glemme sig selv, maa jeg her afskrive et Brev fra Nordal Brun til Haxthausen, indført i Copiebogen. Brevet er fra den Tid, da Konow, Bøschen og Meyer reiste til Christiania 1813, for at oprette en Depositobank,15 og lyder som følger:    ""Vil ikke Bispen give os et Brev til Christiania?" " -- "Jeg? Ja til Bech, til Pavels, at I ere christne ""Mennesker, om I skulde paa Sjelens Vegne trænge til ""kirkelig Pleie." -- "Nei men til en af de Store etc." -- ""Det behøver ikke Mænd, som anbefale sig selv, det kan ""ikke jeg, som selv trænger til Anbefaling hos de Store." " -- "Altfor beskedent! vi vide, etc." -- "Ja rigtignok er der ""en Mand, som gjelder meget, men om just i Deres Vei, ""mine Herrer! i Pengevei, i Laane- og Discontovei, det ""veed jeg ikke." -- "Og det er?" -- "Haxthausen!" -- ""O ja kjære, et Brev til ham!" -- "Men jeg har nylig ""kjedet ham med et langt Brev, fuldt af Egoisme." -- "O, ""De veed nok uden Egoisme at skrive et Brev etc." -- "Kort jeg slap dem ikke. Velan da! her er Brevet: Bøschen, "den Største, saa god som stor, fortræffelig Musicus, første "Directeur for vort dramatiske Selskab, har ualmindelig "Konstsands for alt Skjønt. -- Meyer, den Vakkre, Stadscapi- "taine, ligesaa grundgod som B., synger en ypperlig Bas. "Tilbageholden og undseelig i Selskaber, er han en Øiens- s.190   "lyst paa Skuepladsen i alle comiske Roller. Om begge "disse tør jeg vidne, at de neppe have en eneste Fiende i "Bergen. -- Konow, den lille bitte, i Fredstider Preussisk "Consul, kjender jeg ikke selv saa nøie, men han skal have "et concentreret indre Pund, har været længe i Paris, og "idetmindste lært, hvad ikke hans begge Medreisende, den "største Viisdom under Maanen, den at blive dygtig riig. "Maatte han dog være et Sindbillede paa vor Stat, saavist "som hans intensique Valeur langt overgaaer det, hvormed "den store Verdens Børn monne glimre. Dette Triumvirat "være Deres Høivelbaarenhed anbefalet!"    Man gjenkjender Brun i hver Linie, men at finde sligt i en Embedsbog, det vilde jeg forsvoret.    Ikke uden Harme læser man og i samme Bog, at "neppe en Ære mere smigrende er begegnet" Nordal Brun, end et Brev fra Statsraad Holten, som fra Trondhjem i Prindsens Navn meddelte ham noget, Regentskabet vedkommende, og -- et Aar senere til Secretairen i det Stockholmske Evangeliske Selskab -- at "Verden paa hans 70aarige Pillegrimsfærd "har skjænket ham adskilligt, som den kaldte Ære, men at "den dog har bevaret den bedste Viin til nu, da "han seer sig beæret med Optagelse til Medlem af "det Ev. S. i Stockholm." -- Jeg maa, min afdøde Vel- ynder til Ære, antage, saameget end den mandige, kraftfulde, fyrige Tone i hans Breve og Taler synes at modbevise det, at han i sin sidste Tid har gaaet i Barndom.    Endelig maa jeg og omtale -- hvad rigtignok nærmere hørte til denne Bog -- nogle confidentielle Ideer, meddelte Biskop Bech i Anledning af Constitutionsforandringen 1814. Disse vare: 1. Luthersk Religion; symbolske Bøger, in specie Kate-   chismen uforandrede. Ingen maatte skrive derimod uden    s.191      paa Latin, og endda kun høist beskedne Tvivl. (I   Trykkefrihedens Sag er B. og jeg evige Antipoder). 2. Intet Collegium over Geistligheden. 3. Ingen Autoritet blande sig i geistlige Befordringer;   Biskop proponerer 3, og deraf vælge Kongen. (Altsaa   aldrig Forflyttelse til fremmed Stift, og hvad blev der   da af de Candidater, som ingen Biskop kjendte? Et   høist umodent Forslag!) 4. Trondhjems og Nordlandenes Bispestole forenes igjen.   (Naar begge ere Levebrød, hvorfor da?) 5. Nyt Ritual indføres. (?) 6. Biskopperne udnævnes immediate af Kongen. (Uden   Forslag fra noget Statsraad? hvorfra kjender da Kongen   de Mænd?) 7.Bispevielse ophører. (Nødvendig er den sagtens ikke,   men dog en smuk Ceremoni, til hvis Ophævelse jeg ikke   seer anden Grund end ordinandi kostbare Reise til   Ordinationsstedet).    Saavidt den mærkelige Copiebog.    Den omtalte Pengetrang jog mig ud i Morges til Wallem, men han kunde ikke entrere. Trods alt hvad jeg eier, har tilgode og har ivente, har jeg fast aldrig som Embedsmand været i mere forknyttet Forfatning. -- Paa min Udvandring besøgte jeg ogsaa Rein. Han fortalte mig Skjelderups Ungdoms Historie, som jeg aldrig før har hørt. Han var Apothekerdreng i Fredrikstad, men blev ikke behandlet efter sit Sind, tog altsaa sin Bylt paa Nakken og gik til Kjøbenhavn, hvor han kom ind paa en Barberstue. Der gik han da som de andre Barbersvende paa chirurgiske Collegier. Efterhaanden opdagedes hans Genie, han blev privat in- scriberet ved Universitetet og gik nu frem og hævede sig til Rang med Europas ypperste Anatomer.16 1  tilbake I Valders. 2  tilbake Elisabeth Birgitte S., en Søster af Prof. G. Sverdrup. Hun havde Følge med Biskoppen og hans Familie, idet hun reiste til sin Svoger, Sognepræst Qvale i Lyster. Se om denne Dame Broder- sønnen Johan S.'s Taler, Kbhvn. 1882, S. 1. 3  tilbake Pavels's Skolekammerat, see Autobiographien S. 29, gift med en Søster af Prof. Sverdrup. 4  tilbake Trykt i Budstikken II, 257 -- 86 og 303 -- 38. 5  tilbake Vistnok Sevel Bloch, i sin Tid Conrector i Throndhjem. 6  tilbake Stud. theol. Siden Provst og Sognepræst til Land. 7  tilbake Nils Normann, see Forf. Lex. 8  tilbake Ludvig (Andersson) Daae, see Erlandsen, Tromsø Stifts Geistlighed, S. 156. 9  tilbake 1843 i Gloppen lige efter sin Entledigelse som Sognepræst der. 10  tilbake Resid. Cap. til Korskirken. 11  tilbake Sognepræst til Korskirken. Se om ham Pavels's Dagb. 1812 -- 1813, S. 30. 12  tilbake Dengang resid. Cap. til Domkirken. 13  tilbake Den res. Cap. til Nykirken, 1843 som Sognepræst til Korskirken og Stiftsprovst. 14  tilbake Sognepræst ved den tydske Kirke, af Fødsel tydsk Slesviger. 15  tilbake Se herom Aalls Erindringer, 2den Udg. S. 318 flg., hvor de nævnte bergensiske Udsendinge specielt omtales. 16  tilbake Sammenlign F. Holsts "Michael Skjelderup" Chra. 1853.

bla bakover

bla videre