|
5te Aug. Med Posten fik jeg Svar fra Rein. At jeg ved at skrive ham til aflokkede ham dette Brev, er mig overmaade kjært. Det overtyder mig om, at han, skjøndt han gjerne for Indkomsternes og sin svage Helbreds Skyld vilde havt Bispestolen, ikke bærer ringeste Nag til mig. Han fortæller mig den hele Fremgangsmaade, der er brugt, som i sig selv, og endnu mere efter Udfaldet, kunde saare et mindre ære- kjært, og opirre et mindre irritabelt Gemyt end Reins. Han anseer Anker for sin værste Avindsmand, hvorimod han i Treschow erkjender og ærer en oprigtig Ven. Sverdrup, hvem jeg forelæste Reins Yttringer, troede, at han gjør Anker Uret, og at det Hele var Kronprindsens Værk. Det maa jeg sige, jeg ogsaa troer, og Sverdrups Gisning var ei usandsynlig, at Motzfeldt og Christie, begge Reins for- trolige Venner, have forsætligen bragt ham paa dette gale Spor, for om muligt at forsone ham med den nye Tingenes Orden. Sverdrup anseer Hevngjærrighed for et Hovedtræk i Kronprindsens, som i de fleste Sydlændingers Charakterer, og troer at kunne anføre sig selv som et Exempel derpaa. I Carl Johans Øine ere nemlig alle de, som paa Eidsvold modsatte sig Foreningen, Venner af de Danske, og de Danske hader han uforsonligen. Han tilskrev det Kronprindsens Animositet mod ham, at et Forslag fra ham om et philo- logisk Seminarium, som var anbefalet af det norske Stats- raad, blev henlagt i Stockholm, og idet han er rolig med Hensyn paa sig selv, da han har anstændigt Udkomme for sine øvrige Dage, foruroliges han for sine Sønners tilkommende Skjæbne, da han frygter for, at Prindsen vil lade dem und- | |
| s.157 | gjælde for Faderens Brøde. Men denne Frygt er vist ugrun- det; thi aflægger end ikke Kronprindsen saa snart det Nag, han har fattet til dem, han anseer for sine personlige Avinds- mænd, er han dog vist altfor ædel til at lade Sønnerne bære Faderens Misgjerning. 6te Aug. Jeg glemte af Reins Brev i Gaar at anføre to Momen- ter, som bør gjemmes her. Det ene er Beskrivelsen af hans Sygdom. En Søndag, han vilde gaae i Kirke, fik han et apoplektisk eller paralytisk Tilfælde i den ene Side, som havde den tredobbelte sørgelige Virkning: han tabte aldeles sin til- forn svage Hukommelse, hans Syn blev endnu sløvere end før, og han tabte en stor Deel af Brugen af sin høire Haand. At han herved bestemtes til at ønske Bispestolen, som han før ingen Lyst havde til, er underligt nok; thi sandelig, en Bisp synes ligesaavel som en Præst at behøve Hukommelse, Øine og Hænder, og naar han vil selv rygte sit Kald, lidt mere endda end Byepræsten. Det andet, jeg maa optegne, er hans Vidnesbyrd om Brun, der klinger ganske anderledes end det almindelige. Han taler om den affordrede Erklæ- ring, hvorvidt "hans Tænkemaade var overeensstemmende med den forrige Biskops" -- "d. e.", vedbliver han, "om jeg var en ligesaa feig og ussel Karl, og paa en ligesaa krybende Maade kunde bede om Forladelse for, hvad engang var passeret." I Reins vel ener- giske Sprog klinger rigtignok dette skrækkelig haardt, men at, naar man nedstemmer Udtrykket, der er meget sandt i Tan- ken, kan jeg ikke nægte. Standhaftighed og Uafhængighed viste Brun aldeles ikke -- og hvo kunde viist dem mere end han? 7de Aug. "Naar Enden er god, er alting godt!" Jeg har nu i fem Aar beklaget mig i denne Dagbog over Torsdagsconfir- |
| s.158 | manderne. Idag afskedigede jeg de sidste i mit Liv, og fra Kundskabernes Side de Bedste, jeg har havt, idetmindste i Christiania. De kunne deres Lærebog udenad fra Begyn- delsen til Enden, og de Fleste forstaae den saa nogenlunde. Desuden have de lært 6 -- 7 Psalmer, og jeg veed ikke nogen- sinde at have udrettet saa Meget med en lige stor Skare, der confirmeredes ved sædvanlig Tid, to Maaneder efter den nærværende. Platou laante mig alle de Ansøgninger om Slots- kaldet, som ere indkomne, og nu sendes til Stockholm. An- søgerne ere 9 i Tallet, og indstillede i følgende Orden: 1. Præsten Langberg i Lyngdal.1 Han har bril- lante Characterer ved Universitetet og herlige Vidnesbyrd om Lærdom og Embedsduelighed. De besværlige Reiser, som hans Helbred ei kan udholde, og den lange Afstand fra Kjøbstad, hvor hans mange Børn kunne faae fornøden Under- viisning, ere Grundene, hvorfor han søger Forflyttelse. Des- uden anseer han sig efter nøiere Selvprøvelse mere skikket til at foredrage Religionen for en Kjøbstad- end for en Bonde- menighed. (Hans Foredrag skal være tørt, og udvortes Ta- lenter er han ganske blottet for). 2. Tybring i Drammen.2 Han fortæller sit Lev- netsløb og sine Meriter. I Carlebye paa Falster, hvor han var eet Aar, var han saa elsket, at Menigheden, da han ønskede Forflyttelse, søgte at maatte beholde ham, og tilbød sig at gjøre store Opofrelser. Men hans brændende Fædre- landskjærlighed drog ham til Norge. I Drammen er han meget lyksalig, og tænkte aldrig paa at forlade det, men |
| s.159 | denne Byes uheldige Skjæbne i den senere Tid, og Omsorgen for hans 8 Børns Opdragelse (en Omstændighed, Lumholtz i sin Erklæring finder rørende) nøder ham til at søge andet Embede. 3. Engelhardt i Christiansand3 kan ikke udholde sit nærværende Embedes Byrder, da Capellan ei er at bekomme, og Fattigvæsenet er meget besværligt og indviklet. (Begge de Uleiligheder vilde og møde ham her). 4. Munch fortæller i Korthed sit vita og opregner dernæst alle sine Skrifter ligetil de Smaating, hvormed han debuterede i dansk Tilskuer. (Om Sangen paa Prinds Chri- stians Fødselsdag ogsaa var nævnt, lagde jeg ikke Mærke til). Universitetet og Bibliothekerne er det, som lokker ham hid. 5. Garmann har skrevet en meget vidtløftig An- søgning, deelt som en Prædiken i 3 Dele. Til Slutning erklærer han, at han baade har Evner og Lyst til at for- kynde Religionen for en oplyst Forsamling, men Formiddagen er ham aldeles berøvet, og om Eftermiddagen kommer kun Folk af den laveste Folkeklasse i Kirken (og Faa nok af dem). Han fortæller, at jeg, da jeg blev Slotspræst, netop var det samme, som han er nu: første Capellan ved en Menighed i Hovedstaden. 6. Arentz, residerende Capellan ved Domkirken i Bergen,4 synes at være en bandsat arrogant Karl; han puk- ker ordentlig, og antager som afgjort, at Ingens Grunde overveie hans. En noget over aarsgammel Attest fra Biskop Brun vedlægges, hvor den gamle Bisp paa en skjemtsom Maade tilkjendegiver, at det er vel tidligt for ham endnu at søge Forflyttelse. |
| s.160 | 7. Boyesen i Leirdal,5 ogsaa en overmaade lang Ansøgning, velskreven, men understøttet med svage Grunde. Endog at han her kunde boe i Nærheden af sin og sin Ko- nes Familie, lægger han som "et Gran i Vægtskaalen." Hans Flid i at besøge Wahls og Schumachers og flere natur- historiske Professorers Forelæsninger, synes ei heller bety- deligen at kunne anbefale ham til Aggershuus Slotskald. 8. Wergeland. Paa Slutningen nær kan jeg ikke sige, hans Ansøgning er ubeskeden. Han opregner Alt, hvad der gjør ham uskikket til at forestaae et Landsbyekald, og Intet uden hans fortvivlede Forfatning i Christiansand kunde bevæge ham til at søge et saadant. (Saa meget jammerligt maa Christiansands Capellanie dog ikke være; i min Tid an- saaes det for vel saa godt som Stiftsprovstiet, og selv nu, da Bygslerne ere bortfaldne, fandt en Sognepræst sin Reg- ning ved at søge og modtage det). 9. Halmsted,6 residerende Capellan til Næs paa Rommerige, uden Lærdom, uden Talegaver, uden Omgangs- talent. Imidlertid er Ansøgningen affattet med megen Fri- postighed, og han gjør sig godt Haab. Overalt kan man ikke nægte, at disse gode Mænd alle sammen ere ret vel til- fredse med sig selv. Langbergs og Engelhardts Ansøgninger ere de beskedneste, og til ethvert andet Kald burde nok den første have Prærogativ for alle sine Medbeilere. 8de Aug. I mit Brev til Rein forklarer jeg ham Grunden til de vidtløftige Protestationer i mit forrige Brev i Anledning af Rygtet om min hule og fine Fremgangsmaade, og godt- gjør, at det under nærværende Omstændigheder aldeles ikke |
| s.161 | kunde være mig ligegyldigt at miskjendes af Nogen, aller- mindst af ham, som da det til en anden Tid vilde være meget uskyldigt, nu og her var lidet bedre end en Skurkestreg. 10de Aug. Hvad jeg i mange Aar har glædet mig til, er nu skeet: min Claudine7 er confirmeret af mig. Hun var den sidste, over hvem jeg i Dag (og vel for stedse) lyste Herrens Vel- signelse. Ved Afskeden i Bergen 1812 overgav min Moder mig sin næsten nye sorte Taftes Kjole, og bad, at hendes kjære Karen maatte have den paa sin Confirmationsdag. Bønnen og Løftet vare os hellige; Bedstemoders Kjole var hendes Høitidsdragt. Jeg gav hende den skjønne Medaille af Loos ved Aarhundredets Omvexling med det herlige Em- blem: Fatum svævende over Ruiner, hans Blik vendt ud i det umaadelige Rum og den betydningsfulde Indskrift: "Alles vergeht, aber die Liebe, die Liebe des Ewigen, Liebe der guten Menschen vergeht nie", en noksaa passende Confirmations- gave, som de udtrykkeligen dertil stemplede Medailler med de pretiøse, kolde og dumme Inscriptioner om Dyd og Uskyld, hvorved lidet enten tænkes eller føles. En saadan sentimental Gave fik dog ogsaa Claudine i Dag af Mad. Boiesen i et Par Strømpebaand, hvorpaa var broderet: "Dyden være stedse din Ledsager!" Kirken var, som rimeligt, overmaade fuld. Jeg prædikede over Dagens Evangelium om Tidens Korthed og Vigtigheden af at bruge den, medens den er vor. Der var Energie og Følelse i, hvad jeg sagde, men ellers vare mine Tanker meest henvendte til Slutningstalen; der var en vis Tilbage- holdenhed i, hvad jeg sagde før, jeg frygtede for at anti- |
| s.162 | cipere mig og svække Indtrykket hos mine Tilhørere af det sidste Optrin, eller at gjøre det uudholdeligt for mig selv. Hver frembrydende Følelse drog sig uvilkaarligen tilbage i mit Inderste, hvorved især den lille Tale før Confirmationen næsten bar Præg af Kulde. Samme næsten udeeltagende Forlegenhed udbredte sig ogsaa over Handlingen selv, da jeg bestandig tænkte paa min egen Datter, den 49de, jeg skulde confirmere, og den øvrige Skare derved blev mig usædvanlig fremmed. Derover var der og saare faa taarefulde Øine, indtil jeg kom til hende og udsagde Velsignelsesønsket over hende; da græd jeg selv og den hele Pigerække, saavidt mit Øie naaede og mange kvindelige, vel ogsaa mandlige Til- høreres -- kun Cadetterne vare som altid. Besynderligt, at der blandt saamange unge Mennesker ikke er et eneste, Aar efter Aar, hos hvilket en Taare i Øiet vidner om et blødt og ømt Hjerte! Gode Gud! jeg synes dog Taarer er det skjønneste, hvormed et varmt Hjerte kan udtrykke sine Følelser. Grædende har jeg nydt og nyder jeg endnu mit Livs saligste Øieblikke. Hersleb gav mig en sørgelig Skildring af de til Uni- versitetet i dette Aar demitterede Candidater. De ere ialt 22, og af dem have 8 gjort en saa slet Oversættelse af Latin i Dansk, at den reent er forkastet, og man af særdeles Godhed har tilladt dem at gjøre nye. De sletteste ere Disciplene fra Christiansands Skole. 12te Aug. Til Grev Wedel, som har ladet mine forrige Breve ubesvarede, sendte jeg i Dag et endeligt Ultimatum, og bad om Svar i Morgen, om Staten vil kjøbe mit Huus, eller Laan til Reiseudgifterne mod Pant i Huset kan erholdes. -- Jeg læser endnu i Journal des Luxus und der Moden, og er kommen til 1814, hvor jeg især finder, at den er bleven |
| s.163 | en sand Modejournal, da Napoleon og hans Familie og Tilhængere ligesaa dybt nedtrykkes som de, især Kongen af Westphalen et Par Aar forhen høit ophøiedes. 13de Aug. Sidste Communion i Slotskirken og vel ogsaa nogetsteds forrettede jeg i Dag, og det for min Kone og Datter. Jeg havde tænkt mig dette Optrin som høist rørende, men jeg var dog ikke rørt. Jo mere Afskedstimen nærmer sig, jo mere fremmed føler jeg mig for alt, hvad der omgiver mig, endog hvad der er mit Hjerte nærmest. Den Uro, hvori vi svæve, den uophørlige Syslen med timelige Gjenstande, der gjør os alle uskikkede til Tanker og Følelser, der hæve Sjelen over det Jordiske -- paa den ene Side Syening, Indpakning o. dl., paa den anden Side Pengemangel og Ærgrelse over det saare meget, Fattigvæsenet vedkommende, som maa afgjøres, inden jeg kan sige: Det er fuldbragt! -- alt dette gjør min Stemning hver Dag mørkere, gjør Ønsket: O at vi dog sad i vor Vogn høit oppe i Valders eller paa Fillefjeldet! hver Dag mere levende. Til Svar paa mit Brev fik jeg ogsaa Grev Wedels Ultimatum, og det var, at hverken Kjøb kan sluttes eller Laan bevilliges under Statscassens nærværende Forfatning. Greven havde haabet at kunne hjælpe mig af sin Privat- formue, men ogsaa dette gjør Debitorers Uefterrettelighed ham umuligt, og alt hvad han endnu er istand til, er at laane mig 3 -- 4000 Rbd. i Discontosedler imod at faa dem igjen om 3 Maaneder i samme s. d. Mynt. Jeg gik til Major Juell med dette Brev, men han raadede mig til ikke at benytte mig af dette Tilbud, da det var bedre, maaskee og lettere at gjøre Laan i Bergen, og da man maaskee endog kunde være i Forlegenhed for at skaffe Discontosedler til bestemt Tid; derimod troede han, at jeg kunde anmode |
| s.164 | Morgenstjerne om et Forskud paa 1 -- 2000 Rbd. paa For- pagtningsafgiften af Løkken, og det vil jeg gjøre. 14de Aug. Jeg har udlæst Hroars Saga, og finder den overmaade vakker men vel langtrukken, idetmindste holder den ellers saa elskværdige Kong Hroar skrækkelig lange Taler. Ogsaa her har Øhlenschlæger, som man før har beskyldt ham for, ind- blandet sig selv og sine Privatforhold. Det er tydeligt, at han med Hrane har villet afbilde sig selv og ved Ragnvald Baggesen. Mindre klart er det mig, at Offergoden Lofde skal være Grundtvig. -- Fra Præsten Brun fik jeg et inderlig varmt og venskabeligt Brev. Nu savner han ikke sin Fader længer; i mig finder han ham fuldelig erstattet. Alle mine Commissioner har han udrettet til min høieste Tilfredshed, naar undtages at Gartneren ikke vil opgive sine Preten- sioner paa Haven. Iøvrigt tilstaaer Brun, at der saavel med Haven som Engen maaskee er handlet vel selvraadigt, da der i min Formands og min Formands Formands Hoveder ligesaavel var Vildrede, Naadsensaaret angaaende, som i mit. Vi vare i Aften budne til Sverdrups, hvor Gjæsterne foruden os vare Tetens (hvem jeg leverede et Brev til Holten, "Premiereministeren i Odense",8 som Sverdrup kalder ham) med Frue, Skjelderups, Steenbloch og Hersleb. Med Forundring hørte jeg der, at Prinds Friederich, inden sin |
| s.165 | Afreise herfra, blev ordentligen viet til Baronessen af Pro- fessor Leganger i Eidsvold. Justitsraad Thrane og nu af- døde Stadshauptmand Heyerdahl vare Forloverne.9 15de Aug. I Aften vare vi hos Skjelderups, hvor Gjæsterne vare de samme, som hos Sverdrup i Gaar. Hersleb og Sverdrup disputerede meget om Hrane og Ragnvald, hvilke den første paastod vare Digtere fra det attende Aarhundrede og havde intet oldnordisk ved sig, hvorpaa Sverdrup (i mine Tanker med Føie) spurgte, om ikke saadan Rivalitet og saadanne Digtercharakterer ogsaa lod sig tænke paa den Tid; og hvad Nordiskheden angik, da mente han at der var ligesaa liden Indiskhed i Aly og Gulhyndy, hvilken Hersleb dog ophøiede til Skyerne. Hvad jeg imidlertid, uden at bryde Staven over den mere blandede Tone i Øhlenschlægers nyeste For- tællinger og Dramer, ikke kan negte er, at Vaulundur, paa hvilken henpeges i Hroars Saga, som endog spiller en meget vigtig Rolle der, er et langt mere nordisk Product baade i Sprog og Aand. -- Ved den mundtlige Del af Examen skal det gaae uventet godt. 16de Aug. Rigstidenden fortæller, at Barbareskernes Voldsomheder blive stedse grueligere. Dette skrives fra England, som for et Aar siden sagdes at have deels kuet deels omvendt alle de barbareske Magter, saa at en christen Slave ikke mere existerede der. -- Vore Rigsbanksedlers Cours forbedres, og vor Cours paastaaes nu at staae bedre end baade den danske og den svenske. |
| s.166 | Statsraad Krohg fortalte mig en slem Historie, som ex officio vil blive mig meddeelt, naar jeg kommer til Bergen: en formelig Angivelse af Amtmand Falsen af de fleste Præster i Sogns Provstie, navnlig Qvale, Boyesen, Dahl, Daae i Hafslo og Daae i Leganger for at have deels fore- skrevet Betaling for Ministerialforretninger, høiere, end enten Lov eller Billighed hjemlede dem, deels at have fordret Be- taling i saadanne Tilfælde, hvor det hverken er tilladt at fordre eller modtage den. Krohg troede et Exempel burde statueres. Forøvrigt har jeg i Dag som sædvanligt kjæmpet med Nød og Pengetrang. Aldrig i mit Liv har mine Cre- ditorer løbet mig paa Døren saaledes som i disse Dage, og det er med Møie jeg kan betrygge mig de fornødne Reise- penge. Fra den Side kunde vor Flytning aldrig indtruffet i et fatalere Tidspunct. 17de Aug. Det er forbi! Jeg har sidste Gang talt for Slots- menigheden; Baandet mellem mig og alle de 10000 Mennesker, hvis Lærer jeg nu i 12 Aar har været, er nu aldeles op- løst, kun Mindet er endnu igjen. At dette just er meget kjært og levende hos Aggers Menighed, kan jeg ikke troe, ligesom heller ikke dens Minde er mig af betydeligt Værd. Jeg har aldrig stærkere end i Dag følt, hvor forskjelligt mit Forhold til de to Menigheder var, ja jeg tør lægge til, heller ikke har jeg nogensinde været mig bevidst, at Slotsmenigheden var mig saa kjær, som jeg i Dag har erfaret. Paa Prædike- stolen kan jeg just ikke sige, mine Følelser vare meget stærke, jeg var idetmindste fuldkommen Herre over dem; men istedetfor, at jeg med den roligste Kulde klædte mig paa for at tage til Aggers Kirke og var og blev kold under den hele Guds- tjeneste, var jeg i Morges, da jeg for mig selv fremsagde nogle af de Ord, jeg vilde tale til min egen Menighed, saa |
| s.167 | rørt, at Taarerne qvalte min Stemme, og jeg næsten ikke kunde holde op at græde. Endnu en anden Anmærk- ning gjorde jeg i Anledning af denne Afskedsprædiken. Kirken var propfuld, der kunde vist ikke rummes et Menneske til; mangfoldige maatte gaae hjem, og jeg mødte saamange, da jeg gik til Kirken, at man maatte troe Gudstjenesten var forbi. Men uagtet hverken Vagt var udstillet eller Billetter uddelte, herskede der dog, idetmindste under og efter Præ- dikenen en Orden og Stilhed, som vist aldrig har været større, naar de strengeste Forholdsregler have været tagne i Byens Kirke. Jeg drager deraf den Slutning, at naar Menigheden har virkelig Kjærlighed og Agtelse for sin Lærer, og venter at høre noget, som er værd at høres, saa behøves ikke alle de Anstalter; de forstyrre tvertimod Andagten istedetfor at befordre den. Man røber Mistillid til sig selv og sit Talent til at fastholde Folkets Opmærksomhed, naar man frygter for ærgerlige Spectakler, eller anden Uorden, end der nødvendigviis maa følge med enhver talrig forsamlet Mængde. Jeg skal aldrig paa Reformationsfesten, ved Præste- eller Kirkevielser eller hvilkensomhelst Anledning tage Tilflugt til militair Be- skyttelse. Hvad Prædikenen selv angik, da oplæste jeg Evan- geliet og fik noget deraf anbragt i Indgangen. Iøvrigt omtalte jeg meest mig selv, mit forbigangne Liv og mit Forhold til Samfundet, jeg forlod. "Mine Fortids Er- faringer som Grundvold til mit Fremtids Haab", var mit Thema. Jeg tog en hjertelig Afsked fra disse Mennesker, blandt hvilke jeg vist havde ikke saa oprigtige Venner. Særskilt tiltalte jeg Statholderen, hvem jeg takkede som Fædrelandsven for hans ædle Fremfærd iblandt os, og som Religionslærer, fordi han, ved ikke at skamme sig ved Jesu Evangelium, gav Høie og Lave et godt Exempel: Biskop Bech, hvem jeg erklærede at skylde, at jeg i det som er uden- for Religionslærerens Kald ikke aldeles uduelig og uerfaren |
| s.168 | betræder mit nye Embede (det er virkelig sandt; jeg har lært meget af den Mands Exempel, baade hvad jeg bør gjøre og hvad jeg bør vogte mig for -- see mange Steder i denne Dagbog!) og endelig Borch, hvis varme Nidkjærhed for Religionen jeg roste, og som jeg ønskede en behageligere og mere uafhængig Virkekreds.10 19de Aug. Førend jeg gik ud, fik jeg en Billet "til Biskop Pavle", hvilken Grevinde Mørner ønskede at see hos sig paa Lade- gaardsøen Kl. 4. -- Grev og Grevinde Wedel, Baron Wedel og Statsraad Anker udgjorde det hele fremmede Selskab. Vi fik de sædvanlige 8 Retter Mad, men 4 Slags Viin og Porter. I Champagne gjorde Greven mig den Ære at drikke min Skaal, og da et nyt Glas iskjænktes for mig, troede jeg det var Meningen, at jeg for mit personlige Ved- kommende skulde udbringe Exellencens og hendes Naades, hvilket, ogsaa skede. Efter Bordet sagde Mørner til mig de mærkelige Ord: "Det gjør mig ondt, at vi skal miste Biskoppen, og jeg skulde slet ikke have imod, at De kom snart til os igjen; her kan jeg nok sige det -- Biskop Bech hører det ikke." -- Jeg spurgte Anker om hans nye Sjele- sørger, hvilken jeg veed han ikke bærer megen Agtelse for. Den arme Wergeland er ilde tilmode, og hvad han ikke er, er hans Kone. Hun er vant til sin Boston hver Aften, og paa Eidsvold spilles aldrig Kort. 20de Aug. Imod al Forventning fik jeg dog min Gaard solgt inden min Afreise. Vistnok blev den maadelig betalt, langt |
| s.169 | mindre end Ytteborg vilde givet, men naar jeg betænker det mislige i at eie en uassureret Gaard, der ved Ildebrand i en halv Times Tid kunde reduceres til slet intet, og at den desuden er gammel og forfalden og i Tidens Fylde bestemt til Nedrivelse, saa syntes mig det mindre fordeelagtige Salg at maatte foretrækkes usikre Fremtids Fordeel, naar Kjøberen iøvrigt er suffisant. Altsaa solgte jeg den, efter Major Juells Raad til Krigsraad Ruge for 2500 norske Specier, der skulle betales den 11te Juni i fire paa hinanden følgende Aar fra 1818. I sig selv er den neppe mere værd, skjøndt den vistnok efter nærværende Pengecours og Huusleiepriser ved Leie kunde udbringes langt fordeelagtigere. Statsraad Krohg, i hvis Hovedbog jeg synes at staae høit anskreven, bad mig ved Afskeden, at jeg foruden den officielle Correspondance med Departementet, ogsaa vilde underholde en privat med ham, hvor jeg meddelte ham min individuelle Mening om Mennesker, Ting og Omstændigheder. En Student her ved Universitetet, Søn af en Kjøbmand i Kragerøe, har i Dag skudt sig ihjel paa Byens Kirkegaard. Der fandtes et Brev i hans Lomme, hvori han erklærede, at han fandt Livet her i Verden saa ubehageligt, at han ikke kunde holde længere ud; han haabede, det skulde gaae ham bedre i den anden Verden. 21de Aug. Vi have da nu forladt Christiania, om for vort hele Liv, eller om vi endnu engang skulle vende did tilbage, det staaer i Guds Haand. Jeg bør ikke ønske det sidste; man bliver keed af den evige Omflakken og kan nærved de 50 Aar længes efter Hvile; maaskee jeg heller aldrig sættes i Fristelse; dog skee hvad der vil! Gud, som hidtil har raadet og styret saa vel, han gjøre det og herefter med mig som ham godt synes! |
| s.170 | Ved Udfarten fra Byen deels mødtes, deels indhentedes vi af Stenersen og Kjerschow til Hest, Garmann og Borch i Kariol; Sverdrup havde tilligemed sin Søster indfundet sig i Juells Gaard og fulgte med. De ledsagede os til Lysager.11 Det gik nu næsten bestandig opad Bakke. Smukke Situa- tioner møder man ikke og Krogskoven er ennuiant. Endelig aabnede sig da den fortryllende Udsigt fra Krogkleven; det er sandt, den er overmaade skjøn, og maa være det end mere for den, der har et ligesaa omfattende som skarpt Syn. For mit Øie er Afvexling af Mark, Skov og Vand altid yndig og tillokkende, men hvor langt denne Afvexling gaaer, hvilke enkelte Partier i fjern Afstand forskjønne Maleriet, hvorledes alle disse Dele frembringe et harmonisk Heelt, det kan jeg ikke see. Døderlein, hvis Syn er omtrent af samme Be- skaffenhed som mit, havde gjort mig opmærksom paa en anden Skjønhed ved Krogkleven, der rigtignok ogsaa for mig havde vel saa meget frappant: de høie, bratte Fjeldvægge, mellem hvilke Veien gaaer, der have Liighed med de Leirdalske, kun at de ere bevoxede med Træer og Buske, hine derimod sorte og nøgne; jeg glemte stundom hvad der laae foran mig af Beundring over det, jeg havde ved Siden af mig. Bakken er iøvrigt saare steil, og for den der kan gaae, er det utidig Forvovenhed at sidde i Vogn nedad den. Nu vare vi da paa Ringerige, hvor Egnen i det Hele er mere jevn. Vi kjørte over 2 -- 3 lange Broer, hvor to Fjorde forenes, og det var ret interessant, men den ene var en Flydebroe, der rigtignok var lidt ængstelig at see til, da Bølgerne slog ind over den, og vi altsaa virkelig paa Broen kjørte i Vand. Hestene vare vante til det og bekymrede |
| s.171 | sig intet derom, men med skye Heste var det en farlig Tour. Man vilde paa det Sted havt en Broe hængende i Jern- kjæder; Kjæderne vare alt komne fra England, men de sprang og man opgav Tanken. -- Nu arriverede os da intet førend en halv Fjerdingvei fra det sidste Skydssted Vang; der mødte os fire spadserende Damer: Petronelle Thaulow, Frøken Bülow (Lieutenant Juells Forlovede), Jfr. Juell12 (den jeg confirmerede ifjor) og Provst Stenersens Datter, der indbød os til Jevnager Præstegaard, hvor vi drak Thee, og gav os saa paa Veien med Thaulows13 Heste til Veloug. 22de Aug. Det onde Veir er nu forbi, og os og Landmanden til Glæde have vi nu det klareste, varmeste Solskin. Vi spad- serede i Formiddags ude paa Engen, som ved hist og her omstrøede, større og mindre Træer har et saare malerisk Ud- seende, og saa skal det være overalt paa Gaardens Jorder. Ageren staaer overalt i herligste Væxt, og bliver Veiret godt, hvortil der nu er saa meget Rimelighed, bliver Høsten usædvanlig riig. Det er overalt et deiligt Land det Hadeland; boe der gad jeg sagtens ikke, da de idelige tunge og steile Bakker gjør Passagen besværlig og ved Nattetider farlig, men saare skjøn er Egnen for Øiet, og Vegetationen er i høi Grad yppig. Her er en Mængde fiskerige Vande, og man maa standse Skovene i deres Væxt, at de ei skulle ud- brede sig til Skade for Jordfrugterne. Udsigterne her fra Vinduerne er fortryllende. Provst Stenersen spiste her til Middag med Datter. Han er en interessant og i mange Maader hæderlig Mand. |
| s.172 | Dagen endtes med en Lhombre med ham, Thaulow og Lieute- nant Juell. Denne Juell er vist en meget forstandig og dannet Yngling, og regnes almindelig blandt de dueligste og sædeligste unge Officerer. 24de Aug. I Morges forlod vi Veloug. Thaulow fulgte os til Gran, den gode Petronelle14 endog til Land. Vi spiste Frokost i Gran Præstegaard, hvor der som sædvanlig var Velstand og Elegants. Den gamle Præst15 talte meest om Pengevæsenet, venter Opstand og spaaer Jammer. Slige Spaadomme har man nu i nogle Aar hørt saa mange af, og saa faa af dem ere hidtil opfyldte, at en Provst Lassens Ulykkesprophetier intet svækker af min Tillid enten til Gud eller Mennesker. -- Paa Reisen forefaldt intet mærkeligt. Den berygtede Hundsklev, som paa vor Bergensreise 1809 voldte os megen Besvær, er nu ved Omlægning bleven meget passabel og neppe at gjenkjende. Vi kom betimelig til Land Præstegaard og fandt temmelig ceremoniel, men derhos venlig Modtagelse. Lidt Egoisterie er der nok i Provst Bergs16 Væsen, der dog har meget ærværdigt og imposant. Han ønskede Lettelse i Arbeidet, og har gjort adskillige hidtil mislykkede Forsøg derpaa, hvilket i denne paa Præstesubjecter saa fattige Tid ikke er underligt, men hvad man maa undres over er, at Biskop Bech har ladet flere Klager og Forslag fra den 65aarige Olding aldeles ubesvarede, og det vilde jeg ikke, om det saa var en Klokker eller Skoleholder, der fremførte dem. |
| s.173 |
25de Aug. Det største og skjønneste Træ, jeg veed at have seet, staaer i Lands Præstegaards Have. Det er en Ask, hvis Alder foregives at være 12 -- 1300 Aar. Man forestiller sig dens Oldemoder Asken Ygdrasil og begriber, at Digteren tænkte sig dette uhyre Træ som en Ask. -- Provst Berg fortalte i Morges adskilligt om Provst Pihl i Vang,17 hvor Berg var residerende Capellan, da han blev Sognepræst. Det er fast utroligt, at han i sit Embedes første Dage upaa- anket har vovet at lukke Kirkedøren, indeslutte Nøglerne i et Skab i sit Huus og drage hen til et Gjæstebud paa en Tid, da et Par hundrede Mennesker vare tegnede til Communion, saa at Berg maatte lade opbryde Kirkedøren for at udføre sine Embedspligter. Er dette sandt -- og jeg troer ikke, Berg lyver -- saa kan man ikke undres over, at en Menig- hed, som nu henved 30 Aar har været hjemsøgt med en saadan Lærer, har fattet Had til ham og Ringeagt for Religionen. -- Om en Prædiken af Provst Sartz18 fortalte han mig, hvad jeg efter mit Kjendskab til Manden finder rimeligt. Den var over Evangeliet paa 4de Søndag efter Trinitatis, og Indgangen lød omtrent saa: "Dette Evan- gelium indeholder adskillige Ting, hvoraf vi kunne uddrage Lærdomme, men vi ville i Dag slaae det altsammen i Hartkorn og vise: at vi hverken maa elske Gud eller Menneskene for meget." At elske Gud for meget var blot at vende sine Tanker til det Aandelige og det Evige, uden mindste Omsorg for det Timelige (det er neppe Provst Sartz's Feil) -- og i Henseende til den overdrevne Menneske- |
| s.174 | kjærlighed, vævede han om Forlibelse, utidig Godhjertethed o. s. v. 1 tilbake  1844 som Provst og Sognepræst i Stavanger. 2 tilbake Omtalt ovenfor. Han var ikke, som i Barfods Den falsterske Geist- ligheds Personalhistorie I. 183 og paa flere andre Steder anført, Søn af Biskop H. H. T. i Christiansand, men hans Brodersøn. See A. Faye Øiestads Prestehistorie S. 41. 3 tilbake Se Pavels's Dagb. 1812 -- 1813, S. 44. 4 tilbake 1821 s. Sognepr. til Tønsberg. Se Lassens norske StamtavlerI. S. 136. 5 tilbake som Sognepr. til Ullensager 1841. Se Forf. Lex. 6 tilbake B. Moe, Tidsskr. for den norske Personalhistorie I, S. 382 1843som Sognepræst til Borge i Smaalenene. 7 tilbake Karen Claudine Ulrika P., siden gift med Provst Joh. Lyder Brun i Modum. 8 tilbake C. H. v. Holten var 1810 bleven Secretair ved Vice-Statholderskabet i Norge, var derpaa norsk Statssecretair under Christian Frederiks Kongedømme, fulgte denne til Danmark og blev, da Prinds Christian 1815 udnævntes til Gouverneur over Fyens Stift, Gouvernements- Secretair, i hvilken Stilling han blev staaende til 1840, da han blev "Geheime-Archivarius for H. M. Kongens Cabinet". Afskedigedes som saadan 1848. 9 tilbake Vielsen vistnok ikke indført i nogen norsk Ministerialbog, heller ikke kan siges, hvor den har fundet Sted, eller om den har været morga- natisk. Eidsvolds Præstearchiv brændte i Januar 1877. 10 tilbake Pavels Capellan pro loco Abr. Borch blev 1818 res. Cap. til Eker og 1825 Sognepræst til Kongsberg, hvor han døde som Provst 1847. 11 tilbake Det var Skik i de Dage i Christiania at ledsage bortdragende Venner, om de reiste imod Vest, til Lysaker, og om de droge imod Øst, til Skydsjordet. 12 tilbake Datter af den i Dagbogen ofte omtalte Major Juell. 13 tilbake Jens Gram Thaulow, der i 52 Aar (1808 -- 1860) var Sorenskriver i Land og Hadeland og døde 1862; see om ham L. M. B. Aubert: "En gammel Jurist-Slægt" (Særtryk af norsk Retstidende). 14 tilbake Sorenskriver Thaulows Hustru, Datter af Pladsmajor Juell i Chri- stiania, Pavels's Ven. 15 tilbake Albert Lassen, see Pavels's Dagbøger 1812 -- 1813, S. 2. 16 tilbake Johannes Henrik Berg ( 1821). Sammesteds S. 2. 17 tilbake Paa Hedemarken. Se Pavels's Autobiographie S. 58 -- 59. Se om ham foruden i Krafts og Langes Lexicon: L. v. Buch, Reise durch Norwegen I. S. 159 flg. samt S. Nilssons Resa i Norrige 1816, S. 69 -- 77. 18 tilbake I Laurvig. |