|
12te Juli. Schmidt priser i sit Brev Reins Frimodighed i Anled- ning af den affordrede Erklæring, hvilket jeg ogsaa gjør af mit ganske Hjerte. Overalt var det Hele en dum Fremgangs- maade. Havde Kronprindsen personligen saa meget mod Rein, hvortil da de Omsvøb, hvis Udfald lod sig forudsee? Hvor kunde man troe, at han, for at faae et Embede, han ikke havde søgt, vilde fornedre sig saaledes? Ubegribeligt er det mig ogsaa, thi den Ting maatte jo kunne været af- gjort i langt kortere Tid. Efter hvad man maa formode, synes de dog virkelig at have holdt Rein for Nar. 13de Juli. Fra 1ste Departement, hvis Godhed er ubeskrivelig, fik jeg Anmodning om at forfatte en Begyndelses- og en Slutningsbøn at læse i Chordøren ved Kirkevielser. 14de Juli. Jeg har aldrig været hos Neumann, uden han jo al- tid har havt Noget at vise mig eller consulere mig om. Dette var nu i Dag Tilfældet med et Brev fra Provst Munch, der foreslaaer ham, da det bispelige Tidsskrift ved Schmidts og min Bortreise nu ventelig aldeles ryger i Ly- set, at de to skulle udgive et i Forening til Humanitetens Fremme, som tillige skulde indeholde Recensioner over alle fra 1814 i Norge udkomne Skrifter. Neumann har megen Lyst til at entrere deri. Ellers melder Munch, at han hver- ken finder Subscribenter eller Forlægger til Oversættelsen af Racines Athalia, hvilket jeg kunde forudsagt ham, og at han arbeider paa en original Tragedie. -- 16de Juli. Paa Oscars Fødselsdag har Anker holdt en Tale, som in extenso meddeles i Rigstidenden, og hvor jeg troer at | |
| s.139 | gjenkjende baade i Aand og Stiil Christian den Fjerdes, Tordenskjolds og fleres høitravende Enkomiast, Matthias Hagerup: "Ved Kronprindsen skal Sydens Ild, Geniets hellige Flamme paany gjennemtrænge Nordens klippefaste Kraft, og Oscar vil ved begge Elementers harmoniske For- ening blive Hjertet og det levende Udtryk af denne Kraft. Det rolige Overlæg, Følgen af vor Kulde, vil altid finde Næring i en concentreret og dybt indesluttet Varme, og Kraften bestandig blive ved at virke, som de Floder at rinde, hvis Kilder ere uudtømmelige". (!!!) I Centralcommitteen taltes om Selskabets Deling i to for at faae de 500 Pd. St. fra England. Kjerschow var sidst den eneste, som talte for den; nu tiltraadte Bech hans Mening, ogsaa Saxild gik over paa hans Partie, men frug- tesløs var den Umage, man gjorde sig for at hverve en fjerde Mand, hvorved Stemmerne vare blevne lige, og For- mandens Votum det deciderende. Dog gjorde Minoriteten sig Haab om Stiftscommitteernes Medhold. En saadan er nu ogsaa oprettet i Nordlandene; kun Christiansand staaer tilbage, og dets Biskop tier, trods sit bestemte Løfte. Hers- leb, som først foreslog og siden understøttede Bønholden ved Mødernes Begyndelse og Slutning, hvorimod jeg bestandig har opponeret, er efter nøiere Overlæg gaaet over til min Mening, og vil have den Artikel i Lovene udslettet, uden at det derfor skal være Formanden formeent ved særegne Leiligheder at begynde og ende Mødet med Bøn. Jeg for- moder Motionen gaaer igjennem. Borch var den eneste, der gjorde Mine til at holde paa den gamle Skik. Hos Biskoppen var Hersleb, Steenbloch, Platou og Kjerschow. Der taltes ved Bordet om Grev Essen som de Danskes Fiende, og i den Anledning fortalte Platou Noget om Universitetslærernes første Opvartning hos ham som Cantzler, hvilket man ei skulde ventet af denne fine Mand. |
| s.140 | Han modtog dem med den Compliment: "Der er vel mange Danske iblandt Dem?", hvorpaa Platou og Thulstrup traadte frem og sagde: "Ingen uden vi to!"1 17de Juli. Man kom her i Nat Kl. 12 med den saakaldte Provste- væske, hvori jeg troede maatte være meget vigtige Befalin- ger, men fandt -- 3 yderlige Bagateller, hvoriblandt dog den mærkelige Ordre fra 1ste Departement, at man, indtil en ny autoriseret Udgave af Katechismen indføres, maa paasee, at ved Skole- og Konfirmandunderviisningen Christi Ned- fart til Helvede ei blev forbigaaet, hvor de Lehmannske Katechismer, i hvilke dette Dogma er udeladt, maatte være i Brug. Hertzbergs Denunciation var altsaa ikke frugtesløs. Commentar over denne Ordre behøves ikke. Af Grundtvigs Dannevirke har jeg læst et Hefte, der indeholder Udtog af og Anmærkninger over et hidtil ukjendt Digt fra Middelalderen. Foruden Mandens sædvanlige Ar- rogance stødte mig i dette for Resten meget interessante Stykke den uendelige Mængde tildeels høist trivielle Sprik- worter, f. Ex. at snakke for sin egen syge Moster, at faae en lang Næse o. desl., der ere indblandede i det ædlere Fore- drag, og passe der som -- for at tale i hans eget Sprog -- en knyttet Næve til et blaat Øie. Overalt, naar Grundtvig vil være vittig, er han mig utaalelig. Under lige Bestræ- belser vilde nok ogsaa, som jeg af enkelte Smaatræk slutter mig til, Hersleb blive mig det, og derfor ønsker jeg aldrig fra hans Pen at see eller høre andet end alvorlige Ord. Sverdrup vil endelig have mig til at subscribere paa dette Quartalskrift, men det gjør jeg sandelig ikke. Havde jeg Penge til at yde til Bøger, var der mange andre danske og |
| s.141 | tydske, jeg heller anvendte dem paa. Grundtvig tager Nord- mændene det ilde op, at de ei ville have den Bog, og siger dem i Fortalen flere Uartigheder, som just ikke ere saa al- deles uforskyldte, men som, sagte i Grundtvigs Skolemester- tone, choquere. 18de Juli. Munch skriver, at han nu gjør Alvor af at søge Slots- kaldet, har indgivet sin Ansøgning, skriver directe til Kron- prindsen, har talt med Mørner og Krogh, lægger kort sagt alle Aarer overborde. Han fortæller, at Tybring, som efter Keysers Død var saa vis paa at blive Biskop i Christiansand, at han alt havde kjøbt Fløiel til sin Bispedragt, hvilket han maatte sælge igjen til Overtræk paa Alter og Prædikestole, endnu ikke af det feilslagne Haab har lært at blive klog, men raader sine Venner i Drammen til snart at lade sine Børn døbe og confirmere, da han ikke bliver længe hos dem; item skal han have consuleret Ottesen, hvorledes han som Slotspræst burde tee sig, om Prinds Oscar fik isinde at gaae til Skrifte hos ham. Endelig betroer Munch mig som en stor Hemmelighed, der med Hensyn til Salget af min Gaard bør tages ad notam, at der om faae Dage udkommer en Forordning, hvorefter (han vidste ikke fra hvad Tid) Discontosedlerne ikke mere modtages i Statscassen, ville altsaa om kort Tid henfalde til intet og drage de fleste In- teressenter med i deres Fald. Ved den store Pengemangel er Operationen voldsom og betænkelig, men at Tingen idet- mindste ikke er saa frygtelig, som Munch afmaler den, troer jeg, indtil Erfaring overbeviser mig om det modsatte. Stiftsprovst Tetens2 fra Odense, der med sin Kone |
| s.142 | er heroppe, for at besøge sin Svoger, Præsten Rynning paa Kongsvinger, gjorde mig en Visit. Denne interessante og lærde Mand, til hvem jeg før havde lidet Kjendskab, over- bragte et Brev fra Etatsraad Holten. Prinds Christian er som før en flittig Kirkegjænger og besøger mest Domkirken, skjøndt St. Hans er hans Sognekirke. Fuldt saa paaholden er han ikke som her, thi han har ofret Tetens, men det var denne ubehageligt, da Præsten ved St. Hans, Provst Pram, endnu Intet har faaet, og da en Kobbermynt, som souvenir, vilde været ham qua Agtelsesbevis kjærere end de Rigsbank- sedler, der saa ud som Almisse. 19de Juli. Jeg fik et meget høfligt Brev fra Dr. Wallin, som er bleven Domprovst i Westeraas. Han havde opsat saa længe at besvare mit sidste Brev, i Haab om at kunne sende mig et Arbeide, han havde under Hænder, men hans Forflyttelse og andre Omstændigheder havde nødt ham til indtil videre at henlægge det. Nu maatte jeg nøies med to nys udgivne Prædikener. Den ene af disse handler om Jesu Fristelse, og jeg gjenkjender Forfatteren til de forunderlig skjønne Ta- ler ved Oscars Confirmation og i Bibelselskabet. Til Middag var jeg i et lidet, men meget interessant Selskab hos Bispen med Tetens, Falbe og Professor Lange. Af Nyheder hørte jeg der, at Mariboe flytter til Stockholm. Adjutantskabet synes at være løst Rygte; er det begrundet, vil Ingen støde sig derover nu, da han bliver svensk. Jeg gjorde Bispen Forestilling mod den Hjemfølgen af høie og velfornemme Gratulanter efter Ordinationen, som -- jeg troer endog Ritualen paabyder. Jeg erindrede, at jeg i mit Huus, udenfor Contoiret, ikke har et meubleret Værelse, og at man efter Kjøbenhavnsk Skik skulde følge hjem til Ordi- nator, frygtede jeg vilde genere, da Bech den Dag giver Middagsselskab. Han fandt mine Anmærkninger grundede, |
| s.143 | men troede, vi kunde gaae i Procession til Biskop Lumholtz, hvem man med det samme kunde gjøre en Visite, og som han lovede at prævenere derom -- og det gaaer da an, naar den dumme Stads endelig skal finde Sted. 20de Juli. Vel maa jeg i disse Dage ængsteligen erindre mine Ord i Høitidstalen: "vi haabe ønskelig Frugt (af Prinds Oscars Opdragelse) ligesom Landmanden nu haaber ved at see Ager og Eng i frodigste Væxt,skjøndt det er muligt at Stormvinde eller Regnskyl eller brændende Sommerhede endnu kan tilintetgjøre Haabet". Engen stod nu saa overmaade herlig, man spaaede et mage- løst Høeaar; paa Løkkerne nær, hvor man alt har indhøstet, ligger Græsset her i Omegnen nu overalt nedslaaet, og nu indtræffer et saa ødelæggende Regnveir, at al Saft hentæres og Jordbrugerne spaae deres Qvæg en ussel, neppe spiselig Føde. Hvilken Høst kunne vi da vente i hiin allegoriske Betydning? Jeg for min Deel haabede langt mere af den skjønne blomstrende Eng, end af ham, med hvilken jeg sam- menlignede den. Dog -- jeg prædikede i Dag mod Sor- gen for uvis Fremtid; jeg bør ikke selv smittes deraf. Imidlertid tør en vigtig Begivenhed nu være nær, og meget af vor Fremtids Skjæbne vil udvikle sig, naar den er forbi. Frue Treschow havde med sidste Post havt Brev fra sin Mand, at Kongen er falden i en næsten bestandig Døsighed og har nylig sovet 19 Timer en suite "Det synes", skrev Treschow, "at være Forbud paa den evige Søvn". Saa vil det da vise sig, om Keiser Alexander er Carl Johans ærlige Ven; er han det ikke, komme vi vel snart i ny Ulykke, og Held da mig og min Familie mellem Bergens trygge Fjelde. 21de Juli. Der stod Frokost paa Bordet; jeg ventede Sadelmager |
| s.144 | Ytterborg, Major Juell og en af hans Sønner som Vitter- lighedsvidner ved Afsluttelsen af Salget af min Gaard, da Majoren omsider kom alene. Ytteborg var kommen til ham og havde sagt, at han, efter det nu almindelige Rygte om Discontosedlerne, ikke kunde engagere sig til at betale Noget strax og altsaa maatte begjære Sagen idetmindste ud- sat, til man saa, hvorledes det gik med Reductionen. Dette var nu slet ikke mig kjært, da jeg ikke alene med Hensyn paa min forestaaende Reise, men selv nu lider Pengemangel; men hvad skulde jeg gjøre? Jeg besluttede strax at faae vide, hvad der var besluttet i Statsraadet med Hensyn til det projecterede Kjøb for offentlig Regning af min Gaard, og om muligt tale med Grev Wedel selv for i yderste Fald at bede om et Laan paa 6 -- 800 Specier af Statskassen, og byde Gaarden som Pant. Da jeg først forgjæves havde søgt Oberst Stabell paa Generalcommandocontoiret, gik jeg ind til Byen og mødte Platou, som forsikrede, at den Sag slet ikke havde været nævnt i Statsraadet i Fredags, og at Grev Wedel var reist til Kongsberg. Nu gik jeg da op til Secretair Rougtved og spurgte, om han, hvis det kneb, kunde laane mig 2 -- 3000 Rbd. paa en kort Tid? Jo me- get gjerne, dersom Discontosedlerne fremdeles modtoges i Statscassen, men -- der laa alt udfærdiget, ventede blot paa Divulgationsordre, en kongelig Befaling, at fra dette Øieblik ingen Laane- og Discontobeviser skulde modtages i Statscassen. Den skulde alt i Løverdags været bekjendtgjort, men Rygtet derom havde gjort saadan ubehagelig Sensation, at man ventede Tumult og Opløb af Almuesclassen; altsaa var Sagen tagen under nærmere Over- veielse. Egeberg3 f. Ex. havde 50 Mennesker i sit Arbeide; |
| s.145 | de havde i Løverdags erklæret ei mere at kunne modtage Discontosedler; han havde intet Andet at betale med, og maatte afskedige dem alle. Der er notorisk et meget ringe Antal Rigsbanksedler i Norge (de fleste skulle være i Kjø- benhavn og Gottenborg), ikke i det fjerneste Forhold til den Sum, som efter Pengenes Værd maa være i Circulation. Iværksattes denne pludselige Operation, kunde Ingen betale sine Arbeidere, Kjøbmænd og Brugseiere maatte afskedige deres Folk, nogle tusinde Mennesker bleve arbeidsløse og vilde naturligviis gjøre Spectakler. Nu mente Rougtved, at Wedel har reist til Kongsberg, for at see, hvad Myntforraad der monne være, og hvorvidt man dermed kunde dække den Mangel, som hiint Decret vilde forvolde; men da dette vel ikke er at vente, haabede han, og jeg med ham, at man vilde falde paa fredeligere Tanker, og gjøre i Stockholm en Contraforestilling, idetmindste om en længere Termins Fast- sættelse, hvorved Sedlerne vel tabte i Værd, men ikke strax reduceredes til Intet, og at der vilde reflecteres derpaa, derom kan ei tvivles, da Forslaget vist er kommet herfra. Et andet Vrøvl havde jeg med at faae laant en Lehne- stoel at sidde i paa Ordinationsdagen. Den skal endelig være overtrukken med Silke. Frue Skjelderup havde Stoel, Frue Sverdrup Silkebetræk, men de passede ikke til hinanden; nu har min Kone paataget sig Sagen. 22de Juli. I Morges havde jeg et ligesaa uventet som ukjært Besøg af Hr. Hammer fra Brevig. Den Herlighed er nu ogsaa tilende, han er atter brødløs og vilde anbefale sig til et Skolelærer-Embede i Bergens Stift, hvilket jeg reent ud erklærede hverken at kunne eller ville give ham. Medens jeg sagde ham dette, anbragte han Hilsener, snart fra den ene, snart fra den anden af Brevigs Indvaanere, og disse Intermezzoer gjorde ret comisk Virkning. Da han saa, at |
| s.146 | der fra den Side Intet kunde udrettes, vilde han reise til Trondhjem, og spurgte, om han ikke kunde følge tilsøes med til Bergen. Nei, jeg reiste Landeveien. Med mit Tøi da? Jo meget gjerne, thi dette sendte jeg i smaa Partier med Skippere, hvem det naturligviis var uformeent at medtage hvilke Passagerer de vilde, naar der kun var Plads for mit Tøi. Det lykkedes da ikke. Endelig bad han om en Billet til Kirken paa Ordinationsdagen; den fik han da og græd af Glæde. Det er en jammerlig Karl, og tilsidst skal man dog see, at jeg, inden jeg veed et Ord deraf, har ham paa Halsen af mig i Bergens Bispegaard. 23de Juli. Liebenberg lykønsker mig i sit Brev til Bispestoelen. Vel tilintetgjøres derved vort Haab om endnu engang at sees her paa Jorden, men dog tilstaaer han, at han heller tænker sig mig boende i Bergen end i Christiania, "helst tænker sig sin eneste norske Ven saa langt fjernet fra de svenske Grændser, som Omstændighederne tillade". Efter Rigstidenden er Forordningen om Discontosedlerne virkelig promulgeret. Tingen synes at ville forvolde mindre Forvirring, end man havde ventet, og Sedlerne modtages som før. 24de Juli. Jeg erindrer ikke, om det er anført her, at jeg for nogen Tid siden skrev til 1ste Departement og bad, at man vilde anvise mig udbetalt den Huusleie, der efter Storthingets Beslutning skal udbetales Kjøbstadpræsterne, hvor fri Bolig in natura ei kan indrømmes dem, da jeg trængte til Reise- penge. Herpaa fik jeg idag den trøstelige Besked, at indtil videre 160 Spd. (efter mit Forslag) naadigst er Slotspræsten bestemt i aarlig Huusleie fra Lovens Udstedelse at regne, og at man havde tilskrevet Stiftsdirectionen, og anmo- det den, saasnart muligt, at besørge mig den Sum tilstillet. |
| s.147 | Hvorfra den skal tage Pengene, veed Pokker og ikke jeg, men imidlertid skrev jeg til samme Direction, og bad den i det seneste 3 Uger fra Dato at skaffe mig Penge. Svaret lader sig forudsee: "Hvor Intet er, har Keiseren forloret sin Ret". At Pengemangel, forenet med reel Velstand, heel vel kan existere, har jeg længe hørt og troet; nu erfarer jeg det. Kl. 11 kjørte jeg ud til Ladegaardsøen, for, efter Regle- mentets Bydende, personligen at invitere Greven og Grev- inden til Ordinationen. Jeg fandt Exellencen liggende paa en Sopha, syg af Rosen. Han kan ikke komme; heller ikke hendes Naade veed, om hun kan forlade sin Mand. Iøvrigt var han meget forbindtlig og roste min Tale. Paa Hjem- veien var jeg indom Haxthausen, der boer for afsides til at kunne indbydes af de velærværdige Bedemænd,4 og leverede ham 5 Billetter til ham, hans Frue og Døttre. Han og hendes Naade var naturligviis idel Forbindtlighed. Han ønskede, at han sad som Commandant i Bergen, og kunde han forudseet, hvad nu er skeet, vilde han og gjort sig Umage derfor som den roligste og behageligste Retirade for en gam- mel Officer, der ønsker at glemme Verden og glemmes af den. Ja vistnok havde det været ham bedre, men omstraalet af det blide Hof-Solskin, hvo tænker da paa kommende Storme? 26de Juli. Bech og jeg gik til Skrifte i Byens Kirke hos Lum- holtz. Ved min Indtrædelse var Bech i fuld Conference med Capt. Haxthausen og Widing om Vagters Postering paa Gulvet og ved Kirkedøren; siden var hans Hoved fuldt af en Prøve paa den latinske Sang, Wittrup5 og et Par Studenter skulde aflægge hos ham -- alt dette syntes at interessere ham mere end Skriftemaalet. Lumholtz holdt efter sin Maade en ret vakker og hjertelig Tale over Joh. |
| s.148 | 15, 5, hvilket Ord han sagde ofte havde trøstet og opmun- tret ham i hans lange Embedsførelse. Det havde virkelig noget rørende for mig at see den ældgamle Mand siddende for mig; jeg erkjendte i hans Velsignelse Guds Velsignelse. 27de Juli. Den store Dag er da nu forbi! Bech og modtoges efter Reglementet af de forsamlede Sognepræster og kom ind i Sakristiet. Munch messede og Lieungh intimerede. Nu fremtraadte vi i Choret, Bech i en rød gulvirket Kaabe med nye Saloner og Garnering, gjorte i Sverrig, men uden Messeskjorte, jeg i den Sølvbrokades Kaabe, som bruges ved Præsteordinationer. Under Wittrups Anførsel udførtes den latinske Sang overmaade smukt, uden musicalsk Accompag- nement. Bechs Text var 2 Tim. 4, 5: "Vær aarvaagen i alle Ting, lid ondt, gjør en Evangelists Gjerning og fuld- før din Gjerning". Ved Aarvaagenhed forstod han især Paapasselighed i de mange verdslige Affairer, Bisper have at sysle med, og at denne Formaning stod i Spidsen for dem, der gaves en Biskop paa hans Ordinationsdag, var ganske i Tidsalderens Aand, ligesom jeg ikke vil benegte, at det var den, jeg for min Person meest kunde trænge til. Ved at tale om det Onde, man maa lide, nævnte han først de besværlige Reiser; men dette er dog intet mod den Miskjen- delse, en Embedsmand i den Stilling er underkastet, den Modstand, naar han vil gjøre Forbedringer, den Mangel paa Understøttelse af Høie og Lave. Ved tredie Deel fik han Anledning til at sige mig mange smukke Ting, saasom min Hovedfortjeneste rigtignok mere har bestaaet i at gjøre en Evangelists end en Fattigforstanders Gjerning. Derimod slap fjerde Deel op til næsten slet Intet. I min Biographie, som oplæstes, medens jeg stod ved hans Side ved Alteret, udelod han en Lovtale over Biskop Balle, samt den ei umær- kelige Omstændighed, at jeg holdt sidste Prædiken i Nicolai |
| s.149 | Menighed, uden Tvivl den ældste protestantiske i Scandi- navien. Hvorvidt han var berettiget til saadanne Udeladelser, efter sin individuelle Smag, af en Mand, der vel vidste, hvad han skrev, lader jeg nu staae derhen. Efter de latinske Psal- mer holdt han to Taler, som ikke sagde, og ikke kunde sige stort. Derpaa oplæste Provsterne Hørbye, Schmidt og Pa- ludan de befalede Steder af det nye Testamente, hvorover Bech da ogsaa sagde nogle faa Ord. Der var ingen, aldeles ingen Hjertelighed i Noget af det, han sagde, men som i det meste af, hvad han taler, sund Sands. Efter Bønnen og Haandspaalæggelsen gik vi igjen ind i Sakristiet, og jeg fik nu Ro til under Sangen at tænke paa min Prædiken, som man har fundet god. Mit Thema var: "Hvad der bør an- sees som falsk Lære". Jeg viiste, at den Lære bør kaldes saa, der indrømmer Fornuften for meget, og den, der ned- værdiger den og forbyder dens Brug: den der utilbørligen smigrer de menneskelige Lidenskaber, og den, der byder os at qvæle de ædleste Naturdrifter og gjør dem til Helgene, hvem det lykkes: den, som ved kold Philosophie betager Mennesket al Trøst og styrter ham i Fortvivlelse, og den, som skjænker ham falsk Beroligelse. Bedømt fra alle disse Synspuncter holder Christendommen Prøve, hverken behøve dens Bekjen- dere eller Forkyndere at skamme sig derved, og disse, naar de forøvrigt leve og lære christeligt, tør regne sig blandt Statens nyttigste Borgere. Herfra gjorde jeg Overgangen til mig selv. Fra Barndommen var Religionen mig kjær og mit høieste Ønske at blive Lærer i Guds Kirke. Det opfyld- tes, og skjønt jeg er mig baade Gjernings- og Undladelses- Synder bevidst, tør jeg dog paa denne Dag trøste mig med Paulus ved, "at Guds Naade, som tildeltes mig, ei har været frugtesløs". I Tillid til denne Guds Naade og Bi- stand tiltræder jeg ogsaa med Frimodighed mit nye Kald, vis paa, at Gud ikke vil paalægge mig andet Arbeide, end |
| s.150 | han vil give mig Kraft til at udføre, eller større Byrder end jeg, styrket af ham, kan bære. Herom bad jeg tilsidst og opfordrede Menigheden til at bede med mig. Efterat jeg var kommen ned af Prædikestolen satte jeg mig for Alteret ved Bechs venstre Side. Vi sad hver i sin Lehnestoel den hele Tid, baade før og efter Communionen, undtagen i det Øieblik, vi modtoge den hellige Nadvere. Vi skulde knælet fra først til sidst, og det vilde jeg helst, men Bech synes ei at være nogen Ven af Knælen. Schmidt administrerede un- der Communionen med megen Værdighed; Skjelderup fandt, at dette var det høitideligste i den hele Act. Da nu endelig det Hele var forbi, complimenterede vi Grevinden og nogle andre Damer, og gik ud af Kirken (lykkeligviis i Opholds- veir) til Biskop Lumholtz, hvor jeg modtog Gratulationer, og hvor Sommerhjelm og et Par Andre syntes at holde studerede Taler.6 Der var stort Selskab hos Bispen. Jeg behandledes da som Festens Fyrste eller Brudgom, som Bech kaldte det; al Mad blev først buden mig, og jeg var den eneste, hvis Skaal blev drukken. 28de Juli. Der var Middagsselskab hos Stiftamtmanden. Ved Bordet begik Falbe en gruelig Sottise. Efterat vi havde spiist og drukket godt, dog til Maade, kom ved sidste Ret en finere Sort Rødviin, og deri drak Verten: "Biskop Pavels's Skaal! gid vi snart faae ham igjen iblandt os -- idetmindste i Besøg!" "Jasaa, Hr. Stiftamtmand!" sagde Bech i en Tone, der skulde være spøgende, men røbede Emfindtlighed, "De vil have Livet af mig, for at faae Bi- skop Pavels til min Eftermand!" Den arme Falbe blev saare betuttet; vi andre søgte at redde ham med at vise, der |
| s.151 | dog lod sig tænke andre Tilfælde f. Ex. at jeg kom her til Storthinget, at Bech blev Erkebiskop, at en af os kom i Spidsen for det geistlige Departement -- det Hele blev slaaet hen i Spøg, men det var dog en ubehagelig Spøg, og jeg var glad da den endtes med, at Falbe og Bech klinkede, og drak et Glas paa bestandigt Venskab. 29de Juli. I Intelligentsseddelen føres to bittre Klager, den ene af Jørgen Young,7 den anden af en Anonym, over Disconto- sedlernes Skjæbne. Begge ere djærve, men anstændige. Kun tre Maaneders Frist vilde en af disse Mænd havt, og det Krav synes meget billigt. Jeg hører ellers, at det skal være i Regard af Embedsmændene, denne Befaling er given, men uden Tvivl skeer dem en slem Tjeneste. Thi vil man, som det lader, ei mere betale dem i Discontosedler, torde det end Værre letteligen hændes om kort Tid, at man slet ikke be- taler dem, da Folket har Intet at give i Skat, og Staten altsaa heller Intet at gagere Embedsmænd med. Ellers holde dog Discontosedlerne sig endnu i taalelig Priis, og det trøste- ligste er, at man siger, der er meget faa af dem paa Landet hos Bønderne, dem undtagne, som staae i umiddelbar For- bindelse med Christianias og Drammens Kjøbmænd. Med Invitationsbilletten til Bech til mit Afskedsgilde fulgte et meget høfligt Brev, hvori jeg vedgik min store og i nærværende Øieblik ubetalelige Gjæld til ham for alt det Gode, han nu i 12 Aar havde viist mig. At byde ham Betaling i Discontosedler, om jeg og havde dem, var fra min Side en fornærmelig Indiscretion. Indtil videre maatte han altsaa nøies med min Taknemmelighed, min Høiagtelse og mit Venskab, indtil det engang maatte lykkes mig i Gjer- ning og Sandhed (  med Sild, Laxebug, gammel Ost o. desl.) |
| s.152 | at bevidne disse Følelsers Oprigtighed. Jeg traf ham siden hos Mørner, og fik et taknemmeligt, broderligt Haandtryk derfor -- men 5 Discontosedler à 20 Specier havde dog maaske været ham kjærere. -- Efter forgjæves at have søgt Grev Wedel i Byen, traf jeg ham paa Ladegaardsøen, og satte ham Kniven paa Struben. Reisepenge maatte jeg have, det være som Afbetaling paa Kjøbesum, som Laan eller hvad man vilde, men Regjeringen maatte sætte mig istand til at komme til det Sted, hvor den selv havde placeret mig, og anden Udvei saa jeg ikke. Han fandt sig i Billighed og lovede at gjøre alt muligt. Hos Mørner var ellers foruden alle Statsraaderne kun Bech, General Anker og Engelhardt. Vi bleve magnifique tracterede. Mørner selv sad ikke ved Bordet, men converserede i Entrèværelset med Nathue og Frakke paa. 30te Juli. I det nyeste Hefte af Dannevirke har jeg læst et Stykke, kaldet Paaskelilien, Jesu Opstandelseshistorie dramatiseret. En romersk Høvedsmand og et Par Soldater ere de fornem- ste talende Personer, og Nogle af disse føre et saa trivielt Sprog, tale om Patten, der qualmer En om Hjertet, om den døde Jesus, som er i Convolut og godt for- seglet m. m., at jeg ikke forstaaer, hvad der er Profana- tion, naar ikke dette er det. -- Schmidt hjembragte fra Bi- bliotheket et langt Skrift af den berømte Dr. Steffens om Tidernes Tegn. Han holder sit Fødeland Norge og sine Landsmænd en varm Lovtale, varmere maaskee, end de for- tjene, beklager iøvrigt vor nærværende Skjæbne, men troer at kunne spaae os Fremtids Held, naar vi ville følge nogle økonomiske, moralske og religiøse Raad, han giver. En træf- fende Charakteristik over de nyeste philosophiske Skoler gjorde Schmidt mig ogsaa opmærksom paa, og seer jeg da med Forundring, at ogsaa Schleiermacher er Hoved for et Partie. |
| s.153 | Nu undres jeg ikke længer over de Spidsfindigheder, der tilsidst bleve mig saa haarde at fordøie. -- I Rigstidenden har Assessor Vogt taget sig af Embedsmændene, og viist, at de lønnes overmaade slet, ogsaa naar deres Gage betales med 4/5 Papirspecier for hver Rbd. S. V. Lumholtz klagede over Tiderne og ventede Bondeopstand. 31te Juli. Det Brev, eller hvad jeg skal kalde det, hvorved Bi- sperne skulle opmuntre deres Stifters Menigheder til at hel- ligholde Reformationsfesten, skrev jeg i Dag for Bergens Stift. Jeg troer, det er affattet i en ægte populær og chri- stelig Tone; ogsaa Hersleb, hvem jeg forelæste det, fandt det meget godt. -- 1ste August. Neumann skrev et lidet Digt i min Stambog, som virke- lig er vakkert og en af Bogens bedste Prydelser. Jeg sætter sandelig og megen Priis paa Neumanns Venskab. Jo bedre man lærer at kjende ham, jo mere overtydes man om, at han er et meget ædelt Menneske, som Lærer, Mand og Fa- der lige hæderlig, langt fra politiske eller religiøse Overdri- velser i nogen Henseende, vandrende ad den skjønne Middel- vei, der, man sige hvad man vil, er den bedste; den der meest betrygger vor Dyd og Roe, den vi, enkelte sjeldne Undtagelser fraregnede, gavne sikrest ei alene os selv, men ogsaa vore Medmennesker, vort Fædreland, vort Religions- samfund ved at følge. -- Schmidt er vist ikke lykkelig; det var da inhumant med Strenghed at tilregne ham de haarde terroristiske Yttringer, han stundom lader sig forlyde med, og den mørke Side, hvorfra han seer den nærværende Tin- genes Orden og de fleste Mennesker, især de, der angive To- nen ved den. Og hvad der er det sørgeligste; ikke udenfor ham, men i hans Inderste synes Grunden til hans Mis- nøie at ligge. |
| s.154 | I Intelligentsseddelen stod en ny Klage over Anord- ningen om Discontosedlerne, en Lovtale over Barlien som en af Landets første Patrioter, en (billig) Anke over at ved Ordinationen Kirken ei stod aaben for Enhver, og en dito over den Strenghed og Partiskhed, der vistes ved at anvise Folk Pladser. (Jeg maae tilføie, at i Frue Kirke i Kjøben- havn Choret var det eneste Sted, hvortil uddeltes Billetter; i Kirken kunde Enhver gaae ind og ud; men en leed Aand hersker i vor Frelsers Menighed hos Enhver, der giver sig af med at styre eller fungere der, fra Bisp til Undergraver). 2den August. Jeg fik Brev fra Præsten Brun, som lader mig vide, at hans Moder har bortforpagtet Haven i Bispegaarden til en Gartner. Det forekommer mig, som den Familie er en Smule nærig af sig, ligesom det ingenlunde er mig klart, at den gamle Bisp udmærkede sig ved den høie Grad af Uegen- nytte, Sønnen roser hos ham. Brun takker mig ellers i sit eget og manges Navn for Talen paa Oscars Fødselsdag; med Treschow derimod (thi han er den virkelige Forfatter til Ankers Tale) er man meget misfornøiet. Bemeldte Stats- raad skrev 14 Dage før 26de April et Brev til Rein, efter hvilket denne, naar han havde været mindre klog, gjerne kunde, modtaget Gratulation. Man tilskriver Ankers ind- groede Had til Rein det uventede Udfald. Undersøgelsen om Sammensværgelsen i Stockholm er endt. Klokker Lindblom og Adjutanten Baron Klinkowstrøm staae i Stikken. 3die August. Fra Aggers Menighed har jeg nu taget Afsked, og den var meget simpel, næsten flau, uden ringeste Høitidelighed, uden Sorg eller Savn (som det syntes) fra nogen af Si- derne. Kirken var, som ventelig meget fuld, meest dog af Byfolk; jeg idetmindste lagde ikke Mærke til eller hilstes af |
| s.155 | en eneste Aggers Sogns Mand, undtagen Glad og Grüner. At Hans Houge var der, har man sagt mig, men ellers er det troligt, at man har benyttet det skjønne Høeveir, hvilket i en saa fugtig Sommer kunde undskyldes, naar Kjærlighe- den til Religionen og den bortvandrende Lærer ikke var desto stærkere. I den egentlige Afsked talte jeg saa venlige Ord til Menigheden, som det var mig muligt. Jeg dulgte ikke, at det i flere Aar havde været mit Haab og Ønske at for- lade den, skjøndt ikke paa denne Maade, men derhos frikjendte jeg Sognets Indvaanere for al Brøde i den Henseende. Det fremmede og intet mindre end behagelige Forhold, hvori Aggers Sognepræst staaer til Menigheden, det høist indviklede Fattigvæsen, den Modstand, dets nidkjære Talsmænd have at kjæmpe mod og den Partiskhed, der umiskjendeligen synes at favorisere Naboesognet paa dettes Bekostning (dette sidste fremsatte jeg med Fiinhed og Forsigtighed) gjorde mig længe kjed af dette mit Embede, og gjorde denne Dag til en Glæ- desdag for mig. Iøvrigt takkede jeg Menigheden for dens Kjærlighed, dens Redebonhed til at bære de offentlige Byr- der og at entrere i de Forslag, som gjordes den til Almeen- gavn, roste den i Sammenligning med Bondestanden i Lan- dets fjernere Egne for dens Tarvelighed, som i Nærheden af Rigets Hovedstad er dobbelt hæderlig, men revsede lem- fældigen den herskende Ligegyldighed for offentlig Gudsdyr- kelse. Kjerschow bevidnede jeg al den Hengivenhed og Høi- agtelse, han unegtelig fortjener, og ønskede, den Tid snart maatte komme, da han blev Menighedens eneste Lærer. Ef- ter Prædikenen døbte jeg Børn (maaskee de sidste i mit Liv) og lyste Velsignelse fra Alteret. Af Bruns Brev anfører jeg endnu, at Rein ønsker Capellan, og at der er Sognepræster og residerende Capellaner, der aspirere til denne Post i Haab om Ex- pectance paa Sognekaldet. Den Ting er mig ubegribelig, |
| s.156 | men finder jeg engang Bund i den, skal jeg vist arbeide imod af alle Kræfter. Jeg prævenerede allerede Statsraad Krohg i Dag, og han fandt det naturligviis aldeles lovstri- digt. 1 tilbake Cfr. Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielsen 1887, S. 78 hvor gan- ske det samme er fortalt efter Beretning af Platous Søn, Borger- mester P. 2 tilbake Stephan Tetens, (  1855 som fhv. Biskop Als og Ærø) bekjendt bl. a.af sin smukke Oversættelse af Plutarchs Biographier. Hans Kone var den Sophie Gaarder (norsk af Fødsel), hvem J. P. Mynster omtaler med saa stor Sympathi i "Meddelelsen af mit Levnet" S. 106 -- 108. 3 tilbake Grosserer og Ridder Westye Ekeberg ( 1830) den første i Kristi-ania bosatte Mand af denne fra Øen Als stammende Slægt. See Personalhist. Tidsskrift I. S. 19. 4 tilbake To Capellaner, der have at indbyde Autoriteterne. 5 tilbake Overlærer ved Latinskolen. 6 tilbake Om Bispevielsen udgav Ordinator, Bech, et særskilt Skrift paa 60 Sider 8. 7 tilbake Grosserer i Christiania, Storthingsmand 1821. |