|
15de Juni. De svenske Emissairer, som Schultz skrev om, spøge ogsaa i Bonnevies Hoved, og han tilskriver dem Barliens constitutionsstridige Forslag, hvilket, efter mit Kjendskab til denne indbildske og svinepoliske Karl, saare gjerne kan være udklækket i hans egen Hjerne. Rambech synes han og (imod Schultz's Mening) at troe indviklet i mistænkelige Forstaaelser. Om Bryn og Bøgh paastod han, at de under Storthinget vare Regjeringens Spioner, hvorfor de ogsaa flux rappor- terede Essen Alt, hvad der var foredraget. Som Løn derfor blev Bryn Byfoged i Laurvig, og Bøgh Sorenskriver i Nord- hordlehn; men var det end temmelig Lykke, den første gjorde, det sidste var dog aldeles ikke at gjøre Ord af. Og den, der, som Bryn har været Medlem af alle 3 Rigsforsamlin- ger, og spillet en ingenlunde foragtelig Rolle der, om han forflyttedes fra et af de sletteste Sorenskriverier i Landet til et bedre Embede af samme Natur, søgtes end dette af ældre Embedsmænd, det er dog ikke at sætte Himmel og Jord i Bevægelse for. Værre Ting ere seete baade under vor nærværende Regjering og under de forrige. Jeg fore- | |
| s.122 | holdt Bonnevie, at hans og hans Medstrideres heldige Kamp, hvorved de fik deres Finantssystem drevet igjennem, snarere havde forværret end forbedret vort Pengevæsen. Han sva- rede, at det er Foreningen med Sverrig, der har gjort vore Penge saa slette, og at dette aldrig var bleven Tilfældet, naar Norge var bleven et uafhængigt Rige. Herved maa jeg gjøre den dobbelte Anmærkning, at det ikke var for det uafhængige, men for det med Sverrig forenede Norge, der lagdes denne Plan, som Pluraliteten vedtog og Kongen sanctionerede, hvorimod den Garantie, de udskreg som Lan- dets Ruin, og som deres Bussemænd, Christie og Weidemann søgte at holde paa, blev gjort, da man troede at kunne staae for sig selv: og at Norge, om det havde bevaret sin Uaf- hængighed, kun ved flere Aars Krig med Sverrig og andre Nationer vilde opnaaet dette Maal, i hvilken Tid vore Fi- nantser neppe vare blevne forbedrede. Naar disse to Ting tages i Betragtning, maa man harmes over den uædle Mis- fornøielse, der udtaler sig paa en saadan Maade. Paa Wergeland er Bonnevie saa rasende forbitret, at han ikke er istand til at være i een Stue med ham uden at slaae ham paa Øret. Han udgiver med det første noget imod ham og Jakob Aall i Anledning af et Sted i Piesen mod Hersleb og et ditto om det sidste Nummer af Saga. 1 16de Juni. Den bergenske Stiftscommittée har sendt et næsten grovt Brev til Centralcommittéen. Jeg skal dog lære de Herrer Høflighed, naar jeg bliver deres Præses; et saadant Brev underskriver jeg aldrig. Et andet Tordenbrev er kom- met fra Kjerschow, som paa fire Sider expectorerer sig, deels over den Uorden, han finder i Lovforslaget, deels over Plu- |
| s.123 | ralitetens Mening, at den engelske Gave ikke bør modtages. Kjerschow forudseer skadelige Følger baade for Tid og Evig- hed af vor Modstand, og vil, at vi i vort fattige Land skal have to Selskaber. Enden bliver maaskee, at vi om faa Aar have slet intet. 17de Juni. Jeg fik Brev fra Præsten Brun i Bergen. Han havde faaet Brev fra Rosenblad, som siger, at Nordal Bruns Søn ikke bør savne Udkomme, og deraf, samt af et gammelt dansk Løfte til hans Fader, tager han Anledning til at bede mig hos Rosenblad, Essen, Anker, Treschow eller hvem jeg nu synes, at incaminere det saa, at Expectance kunde gives ham paa det første ledige Sognekald i Bergen. Det maatte da være et hemmeligt Løfte, thi ellers er Tingen ganske lov- stridig. Overalt maa jeg tilstaae, at den ikke staaer mig an. Naar Tiden kom, kunde han altid være sikker paa en favo- rabel Erklæring fra mig og derhos udenoms Anbefaling til de Magthavende, men iforveien at incaminere saadant er ikke efter mine Grundsætninger. Statsraad Krohgs Ærinde var at bringe mig Statsraadets foreløbige Salutems Hilsen, at saasom man har isinde d. 4de Juli, da Prinds Oscar fylder sit attende Aar og bliver myndig, at gjøre megen Stads og blandt andet anstille en Kirkehøitid, omtrent som paa Foreningsfesten d. 4de Novbr. 1815, saa er det de høie Herrers tjenstlige Begjæring, at jeg paa samme Dag vil holde en Tale, der skulde trykkes saa betimeligen, at den strax kunde vorde sendt til Stockholm. Jeg maatte natur- ligviis føle mig smigret ved denne Naade og Ære, og takke til for den Tillid, man viste mig, at jeg var den, der vær- digst kunde tolke Nationens Følelser paa en saadan Høitids- dag, paa hvilken Krohg lagde megen Vægt, der for saavidt kan have Grund, at der nu er to, Fader og Søn, som maa rives af Pinden, inden Gustavs Søn kan sætte sig paa den. |
| s.124 |
18de Juni. Der var en Tid, da jeg af Mangel paa Æmne troede at maatte holde op med Dagbogen; det er nu langt mere at befrygte af Mangel paa Tid. Den ene Adspredelse og Forretning afløser den anden; jeg gruer ved at tænke paa alt, hvad jeg om kort Tid skal have udført, og saa spildes en heel Dag med at bivaane en Doctordisputats, og et Par Timer tænker jeg vel af den anden med at optegne hiins Historie. Jeg forbigaaer da Aviserne, hvori Intet tildrog sig min Opmærksomhed, og iler til den udførlige Beretning om Universitetshøitiden. Holst holdt en Indledningstale, og fremkaldte derpaa Prof. Sørensen, som sin første ordinaire Opponent. Man havde vakt saa store Forventninger hos mig om Sørensens Veltalenhed, classiske Latin, Grundighed og ubøielig Stivhed, at jeg, som det gjerne gaaer, ikke fandt dem aldeles opfyldte. Jeg erkjendte i ham en saare heldig, men ingen udmærket Disputator. Han behandlede da og Præses med særdeles megen Lemfældighed. Derpaa frem- traadte Prof. Horn2, der ikke havde disputeret i 30 Aar; men han havde baaret Holst som Barn paa sine Arme, havde opdaget hans Genie og tilraadet hans Fader at lade ham studere, havde med Glæde lagt Mærke til Drengens og Ynglingens Flid og Fremgang, og vilde nu lykønske den unge Mand med det høieste Hæderstegn, Universitetet kan skjænke. Han havde i de 30 Aar ikke glemt enten sin Logik eller sin Latin. Næste Opponent var Dr. Garmann, der ved sine grundige Indvendinger, sit liv- og kraftfulde Fore- drag, sin rene og flydende Latin satte mig i største Forun- dring. Der var ikke een, jeg hørte med den usvækkede Inte- resse og det udelte Bifald som han. Det var især over |
| s.125 | nogle Ytringer om Almuen og Skolevæsenet, han geraadede i retfærdig Iver, og al Verden maatte tilstaae, han havde Ret. Dr. Gartner fra Arendal afløste ham. Hans Ind- vendinger vare mest medicinske, og dem forstod jeg ikke, som overalt den megen Snak om Bylder og Knuder og Skjæl og Skorper var mig væmmelig. No. 5, Cancellieraad Morgen- stjerne, gjorde en frappant Objection. Holst havde sagt, at han med Forundring havde seet i et nyere Skrift den Paastand, at Radesygen var bragt herop med Tropperne fra Holsteen 1763. M. spurgte, om det citerede Skrift ikke var det om Danmarks Forbrydelser mod Norge, og da Præ- ses svarede ja, vedblev M.: "Men hvor kan De undres over at finde en Usandhed i en Bog, som bestaaer af lutter Usandheder fra Begyndelsen til Enden?" Efter ham kom Regimentsseldskjær With, men nu var det Middag, og jeg gik hjem. Da jeg igjen forføiede mig paa Kamppladsen, oppo- nerede Docent Dahl. Efter ham kom Stenersen, der aldrig før har disputeret, hvortil han uden Tvivl er fortrinligen skikket. Men hans Strenghed er umaadelig, næsten oprørende, og ihvorvel han to Gange protesterede imod at høres hostili animo, for hvilket han vidste sig selv fri, vilde jeg dog neppe i Holst's Sted kunnet afholdt mig fra at bære Nag til en Opponent, der offentligen udskjældte mig for en Løgner, og beskyldte mig for at ville tilegne mig en Ære, der ei tilkom mig. En Uvedkommende hører ham med stor Fornøielse. Hersleb gjorde mest kortvillige Objectioner, saa- danne som Sverdrups ved Licentiatdisputatsen, f. Ex. at Holst gjorde Havregrød til en animalsk Spise, og angreb Lærdommen om den menneskelige Frihed ved at paastaae, Danmark var nødt til at glæde sig ved en raa og usund Luft. (Ordet gaudere var nemlig urigtig brugt.) Saadant Spøg klæder ellers Sverdrup bedre med hans klare sonore Stemme, end Hersleb med hans dybe, dæmpede Bas. Den |
| s.126 | følgende Opponent kunde gjerne blevet hjemme. Det var Bjerregaard, der i sin Skolegang havde legt og læst med Holst, og nu maatte af Venskab opponere imod ham. Til al Lykke havde (saa foregav han idetmindste) hans Formænd kapret de fleste Indvendinger fra ham, saa han beholdt kun et Par tilbage, dem han saa ynkelig fremhakkede i daarligt Latin, men med den fripostigste Mine og Stemme, at jeg gjorde mig et Ærinde ude, for at forkorte mig den Jam- mer. Hans Eftermand, Høiesteretssecretair Petersen3, var maaskee, naar det udvortes tages i Betragtning, den ypper- ste af dem alle. Han har et deiligt Organ, talte yderst fly- dende og correct Latin og opponerede med megen Humanitet. Jeg veed ikke, om det er ham, der spiller Elskerroller paa Theatret, men det veed jeg, at han opponerer langt bedre end hiin Petersen spilte Ridder Argyle, Altdorf og Braunsberg. Det forbausede mig at finde et saadant Lys, hvis Existents jeg ikke anede. Den ellevte og sidste Opponent ex auditorio var en Candidat Kynsberg4, der som egentlig Stridsmand vel endog overgaar Petersen. Hans Aasyn og Stemme og Anstand røber ellers det koldeste, fast haanende Phlegma; jeg seer ham an for, naar han har Tid og Lyst dertil, at kunne seigpine en stakkels Præses saaledes i et Par Timer, at denne omsider befinder sig i den status mortis, hvori Bechs 5 Qvarters Examination bragte Deinboll. Endelig, tacen- |
| s.127 | tibus omnibus,sagde Thulstrup nogle faa Ord, hvorfor vist Holst, Hofgaard5 (hans Respondent) og det hele Anditorium af Hjertet velsignede ham. Doctoranden forsvarede sig ret godt, men alle Indvendinger svækkede han vistnok ikke, og han gav sig et Par Gange af med at retfærdiggjøre, hvad han ligesaa godt strax kunde concederet som Smaapletter, quas aut incuria fudit aut humana parum cavit natura. Med Complimenterne til hver Opponent syntes han at være i Forlegenhed, og det er heller ikke hver Mands Sag at extemporere 13 saadanne Taler omtrent af eet Indhold. Nu skede da Inaugurationen, som Skjelderup holdt. Jeg har aldrig før seet denne Ceremonie undtagen iden indbildte Syge, hvorhen Tanken i Begyndelsen uvilkaar- ligen lededes. Men snart bortdroges den derfra ved den simple, sublime Værdighed, hvormed Skjelderup forrettede denne Handling. Talen, han holdt, og ceremonierne med den aabne og lukte Bog, Ringen, Hatten og Kysset havde en Høitidelighed, der næsten var rørende. Jeg maatte troe hvert Ord, han talte, var Hjertets helligste Overbeviisning. En Taksigelses og Afskedstale af den udmattede Doctor kunde vi, naar Skik og Brug ei havde gjort dem nødvendig, gjerne undværet. Klokken var henved 10, da alt dette var tilende, og den hele fornemme og lærde Skare gik nu til Calmeyers Gaard,6 hvor Soupéen ventede. Beværtningen var meget god med 3 Sorter Viin, Rødviin, Rinskviin og Champagne. Der proponeredes en Mængde Skaaler, som deltes mellem en |
| s.128 | af de medicinske Professorer qua Vert, Grev Wedel som fornemste Mand i Selskabet og Holst som Festens Fyrste. Garmann tog engang Ordet og udbragte:" Universite- tets Støtte Professor Skjelderup", men Greven tog ei Notice deraf, og faa Minutter efter proponeredes samme Skaal, Støtten dog udeladt.7 21de Juni. Om Udfaldet af sin Mands Reise vidste Bispinden endnu intet. Hun troer ikke, han med Anstændighed kan for- lade Stockholm før Oscars Fødselsdag er forbi; jeg skal imidlertid tvivle om, at de holde paa ham. Hans Portrait hænger nu paa Væggen ved Siden af Bispindens og er overmaade vel truffet. Politimesteren averterer, at St. Hansaften ikke mere kan celebreres paa Ruseløkbakken, hvor saamange Bygninger ere opførte, hvorfor det paa dette Sted aldeles forbydes at brænde Tjæretønder og kaste Raketter. Derimod er den bor- gerlige Exercerplads oppe ved Aggers Kirke overladt Popula- cen til uskyldig Fornøielse, ja Kronprindsen har endog be- falet, at der den hele Nat skal opføres Janitscharmusik. -- Den svenske Erkebiskop Lindblom er her i Byen; Gud veed, hvad han vil her. 22de Juni. Den svenske Erkebiskop var i Kirken og oppebiede mig ved Udgangen. Lindblom er en gammel Mand og synes meget affældig. I Anledning af, at jeg sagde ham, den apo- stoliske Troesbekjendelse ei oplæses her for Alteret, hvilket skal være Skik i Sverrig, ytrede han det Ønske, at der i begge Riger kunde tilveiebringes en Enhed i Liturgien, i Re- ligionslærebøger for Ungdommen og deslige, Kirkevæsenet |
| s.129 | vedkommende. Foruden at vore nidkjære Patrioter uden Tvivl vilde føle Betænkeligheder herved og tænke med Harle- kin: "Naar der kun ei stikker andet under!" seer jeg ikke, denne Amalgamation paa anden Maade var mulig, end at baade de Norske og Svenske forkastedes, og Alt i begge Riger efter Overeenskomst mellem Geistligheden blev ganske nyt. Til at modtage Oversættelser af det ene i det andet Sprog ere nok begge Nationer for stolte, og heller ikke er vel enten Liturgie eller Lærebøger hos Nogen af os saa ypperlige, at de vare Oversættelsen og Indførelsen værd. Bedst er det vel altsaa, at Tingene for det første blive in statu quo. At de blive det i Lindbloms Levetid, tør jeg næsten sværge paa, og halvveis troer jeg, de blive det ogsaa i min. Re- formatorsygen grasserer ikke mere; Almuen er nu vant til den gamle Liturgie, og naar Lærerne iøvrigt søge at fremme Gudsdyrkelsen i Aand og Sandhed, taber vist hverken Op- lysning eller Sædelighed, om Bønneformularer, Texter og Kirkeskikke blive uforandrede. 23de Juni. Jeg gjorde Erkebiskopen Contravisite. Talen kom i Dag paa theologiske Professorer, og han roste Moldenhawer som en ikke alene lærd og veltalende, men ogsaa meget re- ligiøs Mand, hvilket han beviste med en Forelæsning, han havde hørt af ham, hvorved Taarene stod i de fleste Tilhø- reres Øine. Hersleb, som bivaanede samme Forelæsning, supplerede og berigtigede denne Fortælling paa følgende Maade. Moldenhawer læste over et tørt Capitel af Dogmatiken, da det meldtes, at den svenske Erkebiskop var i Anmarsch. Strax forlod Moldenhawer sit Æmne, og gik over til Guds God- hed, og skjøndt hverken Hersleb eller hans Naboer græd, declamerede han derover med megen rørende Pathos. 25de Juni. Den utrættelige Tjenstagtighed, Præsten Juell har viist |
| s.130 | mig fra vort Samlivs første Dage, har han nu kronet med et Venskabsstykke, som berettiger ham fra min Side til en Erkjendtlighed, større end jeg i den Henseende føler eller har følt for noget Menneske. Som Embedsmand har jeg ellers saa temmelig lært at staae paa mine egne Been, hvilket og er nødvendigt, naar man omsider faaer en saa høi og isoleret Standpunct som jeg. Kun hvad Fattigvæsenet og især dets Regnskaber angaaer, føler jeg dybt min Uselvstændighed, og denne Følelse var mig virkelig smertende ved Tanken om, at just nu, da allehaande Forretninger overvælde mig, Regnskab af mig selv skulde aflægges for Aarene 1814 -- 16. Efter Juells Anmodning havde jeg indbudet Huus, Brochmann og Torgersen til en Conference om, hvorledes man, især med Hensyn paa Restancerne, kunde overhugge de Knuder, man ei saa sig istand til at løse. Da man fra alle Sider ind- saa, at man med uskadt Samvittighed kunde begaae en pia fraus, hvormed noget Vrøvl forebyggedes, bragtes den Ting da i Rigtighed, og nu spurgte Juell: "Siig mig nu, Pavels, men aabenhjertigen, hvem tænker du at overdrage Udarbeiding af de resterende Regnskaber?" Jeg tilstod, at Tanken herom ofte havde voldt mig lønlig Kummer, men at jeg aldrig havde givet den Ord, da jeg indsaa, at jeg ved de to førstnævnte Aar ikke kunde stole paa nogen Anden end mig selv. Da tilbød han sig, naar Huus og Broch- mann vilde understøtte ham med Raad og Bistand, at gjøre alle de resterende Regnskaber færdige, saa at jeg blot behø- vede at skrive et Par Breve, for at skaffe nogle manglende Bilage. Hvilken Steen herved væltedes af mit Hjerte, og hvor let og jevn Banen, jeg herefter har at vandre i Chri- stiania forekommer mig, kan Enhver, som kjender Aggers Fattigvæsen og mig, forestille sig. Det synes nu ugjenkaldelig vist, at Biskop Bechs kost- bare Reise aldeles er mislykket. Kronprindsen har, havde |
| s.131 | Bispinden i Gaar Aftes fortalt hos Mørner, reent afslaaet Pengelaan, men derimod tilbudet Creditiv, der er saagodt som intet, da Penge ei ere at faae. Dem skal og maa Thrane imidlertid have, da han har indgaaet lige Forpligtelser til det Rosenkrantzske Boe, og man frygter nu ret for Alvor, at der ikke bliver andet tilbage, end at Norges første Biskop til hele Scandinaviens Forargelse gjør Opbud. 26de Juni. En af Byens mest agtede Kjøbmand, den gamle hæderlige Thurmann, blev begravet. Der var et temmelig stort uind- budet Følge, og ved Skilleveien (hvor de to Veie til Aggers Kirke støde sammen) havde Byens Repræsentanter ladet op- rette for deres ærværdige Collega et Par Løvbuer, som tog sig overmaade godt ud. Det var mig en hjertelig Glæde, at den offentlige Mening ved denne Leilighed tydeligen viste sig, og dobbelt kjært var det mig, da to rigere og elegantere Grosserere, der indbød Fremmede hver Uge, nylig ere døde, uden at noget uindbudet Menneske har reist sig fra sin Stol, for at hædre deres Jordefærd. Ved saadan Leilighed seer man Forskjellen paa frie Mennesker og hyret Pøbel, og man føler at -- trods det Falsenske før -- "Dyd endnu er Adel i Norden". 27de Juni. Min Fætters Brev aander den elskværdige Beskedenhed, som er et Hovedtræk i hans Charakter. Han glædede sig vel i Begyndelsen ved at være anbefalet af mig og Vogt til Slotskaldet, men saa betænkte han, at dette Embede nu bør beklædes af en talentfuld Mand, hvilket han følte, at han ikke var. Han ønsker derfor Ansøgningen tilbagetaget, der- som Vogt og jeg skulde have nogen Formodning om, at han fik Embedet. -- Min Commissionair i Bergen skriver, at jeg af Løkken intet Høe faaer i Aar, da det tilhører Bi- spinde Brun -- Gud veed, med hvad Ret. Udgjør den en |
| s.132 | integrerende Deel af Bispegaarden, var nok Retten paa min Side; men det var Synd at disputere med den gamle, fat- tige Kone. 28de Juni. Det eneste mærkelige i Rigstidenden er at, efterat man for nogle Maaneder siden, efter Lord Exmouths Tog til Algier, paastod, at Barbareskernes Magt var aldeles knækket, og at der ei fandtes en christen Slave i hele Barbariet, melder man nu, at barbareske Sørøvere krydse i Nordsøen. Den Tid synes altsaa nu at nærme sig, da Tyrkerne, efter Sibyllæ Spaadom (see Gert Westphaler) skal vande sine Heste i Liimfjorden, og da en gammel Hex paa Anholt med større Grund end i Peer Paars's Tid kan sige: "Jeg troer paa Landet vi har Tyrken eller Paven." 1ste Juli. Mariboe skal være bleven Major og -- Generaladju- tant; men det kan vel ikke være. Det er vel blot Divisions- adjutant hos Kaltenborn og Birch, men ikke desmindre knur- res derover i Armeen, at en Fremmed saaledes trænger sig ind i en af de høiere Poster, og gaaer forbi dem, der fra Barndommen have opofret sig til Militairstanden. Mariboe er af de Subjecter, hvoraf man kan gjøre Alt; han forstaar noget af hvert, og veed paa en net og værdig Maade at lægge sine Kundskaber for Dagen. Ligesom Oldfux i det Arabiske Pulver, mutatis mutandis, behøver han blot at tælle paa sine Knapper, om han skal være General, Financier, Grosserer, Agerdyrker, Brugspatron; han kunde gjerne være Bisp, om det gjaldt, tænker jeg vel. 2den Juli. Tugthuset i Kjøbenhavn er afbrændt under en Revolte af Fangerne. Der kom militair Commando for at stille denne, og flux stak de desperate Mennesker Ild i Bygningen, |
| s.133 | som skal være aldeles ødelagt. Fangerne fik man imidlertid i sin Magt ved at trække op Vindebroerne. 3die Juli. I Barnedaabsselskabet hos Morten Anker gjorde jeg Bekjendtskab med den svenske Magister Kinander, en interes- sant ung Mand. Det Uvæsen, der i Sverrig drives med den theologiske Doctorgrad, som Kongen bestandig uddeler uden Disputats og Promotion, omtalte han med Misnøie. I Lovkyndigheden faldt en for nogle Aar siden paa at lade sig creere til Doctor; en saadan Promotion var ikke skeet i Sverrig paa 60 Aar; der var da naturligvis ingen Doctor juris, men en Professor paatog sig alligevel som selvbe- staltet Doctor at udføre Ceremonien. Det lærde Væsen trænger nok ved de svenske Universiteter til overmaade megen Reform. Lund skal endnu staae længere tilbage end Upsala. 4de Juli. Den store Fest er da nu forbi. Salomos Bøn om Viisdom var min Text, og Talen syntes at være hørt med almindeligt Bifald. Dette ytrede især Grev Wedel mig me- get levende. Aldeles at undgaa Smiger, sagde han, var ikke muligt, men mindre Smiger lod sig ikke tænke i en saa- dan Tale end i denne. Paa Ladegaardsøen spiste vi i Ha- ven under Telte. En eneste Skaal, Prinds Oscars, blev drukken. Jeg troede, efter hvad jeg havde seet i Prinds Christians og Essens Tid, at det var en crimen læsæ at drikke en subordineret kongelig Persons Skaal, uden først at have drukket deres, som stod over ham, men det maa dog nok ikke være. Mørner er nu en Mand af hjertelig faa Ceremonier, men jeg gad vide, om han ikke er en hem- melig Gustavianer. Det er nu blot saa en Tanke, der er opkommen hos mig. Alt dette var nu for saavidt godt og vel. Jeg havde atter Leilighed til ved en glimrende Høitid at producere mine |
| s.134 | Talenter, og indhøstede skjønne Lovtaler. Jeg sad ved et Bord, sigtet fuldt af de kostbareste Retter i ganske behageligt Selskab, men betragter jeg saa Festens Hensigt -- hvad var saa det Hele? Det var Synd at sige, jeg talte "Hofmænds fine Sprog"; og sagde ikke en eneste Gang "du er!" hvor jeg skulde sagt: "du bør være!" Der er vel aldrig offent- ligen læst en ung Thronarving en frimodigere Lectie -- men dog! jeg yttrede med Munden et Haab, som ikke var i mit Hjerte. Der var meget, som jeg nødvendigen maatte sige, naar jeg skulde tale i den Anledning og ikke ansees for uloyal, næsten oprørsk Undersaat, men i det min Læbe sagde: at en ny Støtte var sat under Thronen: at den ind- vortes Roe og udvortes Sikkerhed mærkeligen var befæstet ved det, at en Thronarving i nedstigende Linie havde naaet Myndighedsalderen: at Dagen maatte være en Glædesdag for Kongehuset og det hele Folk -- da var der en Følelse i mit Hjerte, som sagde noget ganske Andet, og jeg takkede Gud, at jeg kan drage hen i Ly af Bergens syv Fjelde, hvor man har megen Regn, men er temmelig sikker for Stormvinde. Den stærke Eeg med den skjønne Krone og qvægende Skygge -- Gud holde sin Haand over den! men den sygelige Plante, der staaer ved dens Rod -- vil den mægtige og vise Urte- gaardsmand omplante den i en anden Jordbund, hvor den bedre trives, da ske hans Villie! Her er jeg bange for, den aldrig yder enten Frugt eller Skygge! -- Biskop Bech siges at opholde sig incognito hos sin Datter i Odalen, og kommer først hjem paa Mandag, da han vel ikke skjøttede om at spille en subordineret Rolle ved Fêten. Jeg synes overalt, han selv nu maa være i en status mortis, 8 saa at jeg blot beder Gud spare hans Helbred til den 27de Juli er forbi. |
| s.135 |
5te Juli. Efterat det fornemme Selskab i Gaar var draget bort fra Ladegaardsøen, var der Lystighed i Haven for simple Folk. 6te Juli. Inden Frue Skjelderups Afreise fra Kjøbenhavn vare syv Tugthuusfanger henrettede efter en Slags Lodkastning, som man dog saa omtrent selv havde styret. De gik til Døden, og deres Cammerader, som vare tilstede ved Henret- telsen, saae derpaa med vildeste Frækhed. Det er nok en skrækkelig fordærvet Slægt, værre end den var i Liebenbergs Tid, hvilket man tilskriver, at de i den sidste Tid ere behand- lede med mere Haardhed og Brutalitet. Skjelderup var af den Mening, at man vel under Opstanden selv havde Lov til at dræbe, var det end hver Mand, men at Staten er ganske uberettiget til at kalde dem frem for Domstolene, hvis Beskyttelse de længe siden have ophørt at nyde, og hvis Straf altsaa ei heller bør ramme dem. Den frie Mand har misbrugt den Tillid, der vistes ham, og kan behandles, som Loven i saadant Tilfælde byder. Slaven eller Tugt- huusfangen har Staten derimod sat under streng Bevogtning, og derved garanteret Borgersamfundets Sikkerhed; gjøres Brud paa denne, begaae de en Udaad, da er det deres Skyld, der ikke bevogtede dem bedre, ikke deres, der udøvede en Hand- ling, som efter deres foregaaende Forhold kunde ventes af dem. Alt hvad der bør gjøres, er altsaa, at de bevogtes saa strengt, at det bliver dem umuligt at gjøre saadant of- tere. Der er megen sund Fornuft i dette Raisonnement. 7de Juli. Ærgrelse over Lehmanns Seendrægtighed i min Tales Trykning har gjort en Deel af denne Dag ubehagelig. De have ogsaa saadan skrækkelig Hast med at faae den sendt til Sver- rig, som om vor borgerlige Lykke og Hæder stod paa Spil. |
| s.136 | Ved slige Leiligheder, som og ved Communionen, ved de prindselige Kudskes Begravelse o. desl. seer man en Aand og en Tone hos de Svenske -- som ikke er norsk, og som jeg ikke kan lide. 8de Juli. For første og rimeligvis ogsaa for sidste Gang var jeg i Dag hos Hans Houge paa hans nye Gaard Bredtvedt. Af Fremmede udenfor Familien traf vi der Statsraadinde Treschow med Moder og Onkel, Hersleb, Stenersen og Kjer- schow. Vi bleve overmaade vel tracterede; forresten er Intet mere at sige om det Selskab. 9de Juli. Jeg gjorde Bispen et Besøg. Han havde Gigt i Ho- vedet, og Justitsraad Thrane, som afløste mig, har neppe cureret den. Vi talte om Ceremoniellet ved Ordinationen, og bleve enige om, at jeg personligen inviterer Mørner, hvilket synes at være en passende Middelvei mellem, hvad der skal gjøres, naar her er Konge eller Prindser, og hvad der nu gjøres med de øvrige høie Embedsmænd. Dagens Aviser indeholdt slet intet mærkeligt, undtagen, at nogle Kjøbmænd under offentlig Autoritet udstede smaa Discontosedler paa 1/2 Species imod at aflevere en lige Sum i store Sedler, som under Forsegling bevares i en Jernkiste. Det er for at afhjælpe Mangelen paa Smaased- ler, og forebygge den Agiotage der drives, da man tager 30 Rbd. for at vexle en 20 Speciesseddel. I Christian- sand er det end værre; der tage de 70. 10de Juli. Engelhardt, som har været i Christiansand og besøgt sin Broder, talte om den afskyelige Tone, som hersker der, især hvor Sebbelow har Indflydelse. Mange af de rigeste Folk lade sig pante for Bankindskudet. Madame Wergeland græd, da hun kom til Eidsvold Præstegaard, som skal være |
| s.137 | en af de smukkeste i Stiftet, og det ædle Par histoppe er i Fortvivlelse. -- Fra Bispen fik jeg et officielt Brev, at jeg maatte anskaffe mig en Lehnestol, overtrukken med hvidt At- lask at sidde i ved Ordinationen, og en do. Fodstol at knæle paa. Herimod agter jeg at protestere hautement. -- Siden jeg blev mit Hofprædikantskab qvit, hedder jeg stadig i Major Wetterstrands Mund: "Hr. Doctoren og Biskoppen". 11te Juli. Fra Præsten Brun fik jeg et Brev, der, hvor han om- taler min Vægring at udvirke hans Expectance paa det før- ste ledige Sognekald i Bergen, er sat en Smule paa Skruer. Det være som det vil! det er mig en saare ringe Ting at dømmes af nogen menneskelig Dom, hvilken dog nok, hvor Partiskhed og Interesse ei ere med i Spillet, i denne Sag, vilde falde ud til min Fordeel. Min Samvittighed taler saa tydelig, og hvert Ord, jeg skrev, er saa aldeles Resultatet af min klare, ufravigelige Beslutning, at intet i Verden skal bringe mig til at vakle. Iøvrigt fortæller han mig den overraskende Nyhed, at han af nogle Reinske Ytrin- ger maa slutte, at nogen har bibragt ham den Troe, at jeg strax fra Vacancen hemmelig har arbeidet for Bispestolen. Om sin Fader skriver han, at han ingen Amanuensis havde, og hans Protocoller ere derfor desværre neppe i den bedste Orden. "Hastig Expedition, kraftfuld Erklæring, Uegennytte i høieste Grad var hans Fortjeneste som Biskop; derimod hans Feil ikke saa nøiagtig at protocollere, registrere, gjemme Departementsbreve osv." -- exactement comme chez nous! At han i sine Copiebøger har indført Privatbreve til Stor- mænd, til Kongen selv -- deri skal jeg dog vist ikke følge hans Exempel. Hvad Brun skrev om Rein, bestyrkede mig i et alle- rede fattet Forsæt, at skrive ham til. Brevets egentlige Tendents skal være at bede ham forfatte en Cantate til Ju- |
| s.138 | belfesten, men med det samme vil jeg ogsaa retfærdiggjøre mig i hans Øine for Kryberie og Indbildskhed. 1 tilbake Det sidste af disse Forsætter blev realiseret, idet Bonnevie, (et af Tidens ivrigste Brushoveder) i 1817 udgav "Nogle Ord i Anled- ning af Tidsskriftet Saga". 2 tilbake Dr. med. og titulær Professor H. J. Horn (  1836), Physicus iJarlsberg Grevskab. 3 tilbake Den senere Statsraad H. O. Petersen. 4 tilbake Daværende cand. juris Ole Kynsberg. Denne hans Optræden som Opponent ved Holsts Doctordisputats skal efter en Tradition, som Udg. har al Grund til at ansee for rigtig, have afgjort Kynsbergs Bane i Livet. Latinskolens Rektor, Prof. Rosted, hedder det, blev saa indtagen i hans flydende og smukke Latin, at han overtalte ham til at modtage en Lærerpost i Latin ved Skolen. Her virkede han (siden 1822 Overlærer) til sin Død 1840, men tilsidst under høist ulykkelige Forhold. Henr. Wergeland skrev som bekjendt et latinsk Digt til denne sin Lærers Minde. (Saml. Skr. II. 139.) 5 tilbake Andr. Hofgaard en lovende ung Philolog, død Aaret efter som Ama- nuensis (Secretair) ved Universitetsbibliotheket. Han var den eneste, der i Perioden 1813 -- 1826 fik Udmærkelse ved den i sin Tid strenge Examen artium. 6 tilbake Den gamle, engang Statholder Gyldenløve tilhørende Hjørnegaard mellem Raadhus- og Kirkegaden. 7 tilbake Om denne første Doctordisputats ved vort Universitet og det derpaa fulgte Gjestebud m. m. See ogsaa Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, S. 285. 8 tilbake Cfr. Dagbogen 19de Juni 1815. |