|
20de Mai. Svoger Hald1 skriver, at han haaber jeg ikke mod- tager Andet End Bispetitelen. Bergen er et fugtigt og usundt Sted, Bispestolen i Forhold til de Andre "saa maver som en Træhest", Reiserne forbundne med Besvær og Farer osv. I Christiania har jeg Huus og Løkke, et godt Embede, Ven- ner og Velyndere endog blandt Rigets første Mænd; jeg kan sikkert vente om kort Tid at succedere en Olding af Stiftsprovst, eller en aldrende Biskop (!); mine Børn har Ungdomsbekjendte, jeg har Valg blandt Lærere til dem i alle Fag, og jeg vil rimeligvis med Tiden finde mere pas- sende Partier til dem, end paa noget andet Sted (ei! ei!). Han gjentager derfor, at det vilde gjøre ham ondt, ja me- get ondt, om jeg skulde forlade Christiania. "Dog", føier han andægtig til, "Guds Villie ske!" Al denne Snak er mig et nyt Bevis paa, at Hr. Svoger aldeles ikke kjender mig. 21de Mai. Provst Munch besøgte mig. Han var endnu ikke enig med sig selv, om han burde søge Slotskaldet, men inden Aften blev han det, og jeg kan ikke sige andet: jeg ønsker, han maa faae det, og troer ham mere skikket til at be- | |
| s.105 | klæde denne Post end min Fætter. Landlivet generer Munch; han maa tilbringe paa Ager og Eng mange Timer, han hel- ler ønskede paa sit Studerekammer at tilbringe med Læsning og Skrivning. Præstegaarden nødes han imidlertid at hen- vende sin fornemste Opmærksomhed paa, da Pengeindtægterne ere yderst faa, og han endda, for at subsistere, maa have Elever i Huset. Menneskeomgang fattes ham, da de nær- liggende Byer, Drammen og Holmestrand, ere yderst pro- saiske og uvidenskabelige.2 Alt dette overveiet, bør han nok som Mand af Talenter have Kaldet, og ligesom Jesper Oldfux's Sjel var i Magisterens Hær, skjøndt hans Legeme var i Thyboes, saa ledsager virkelig mine Ønsker Munch, medens min Pen i et nyt Brev til Anker anbefaler Pavels, som jeg neppe troer gjør Lykke her. Han fortalte ellers to Ting, hvoraf den ene gjorde mig meget ondt, og den anden høiligen undrede og stødte mig. Statsraad Diriks, som kun har et Øie, har faaet Inflammation i dette, og maa for det første blive hjemme fra Stockholm. Istedenfor ham er Frøken Albertine Bech fulgt med Bispen. Naar man be- tænker, at han reiser til Stockholm for at faae Pengelaan af Regjeringen -- hvilken ubehagelig Sensation maa det da ikke gjøre, naar han medtager en Datter, der skal præsen- teres ved Hoffet, bliver indbuden i alle Selskaber og maa altsaa have en Mængde kostbar Stads, som den svage Fa- der maa betale. Kongen, Kronprindsen og Prinds Oscar har foræret Drammen saa meget Korn som til 1 Januar 1818 er for- nødent for de Brandlidte, der behøve saadan Understøttelse, samt desuden 100,000 Rbd. -- sandelig meget ædelt! -- |
| s.106 | Vogt (han har sagt mig, at næsten Alt, hvad der staaer i Rigstidenden som Indsendt er af ham) har paa en vær- dig og anstændig Maade irettesat Justitiarius Berg for hans Udladelser i Saga om Haxthausens Dommere. Samme Berg skal nu i Kjøbenhavn afløses af Statssecretair Holst. 23de Mai. Det er skrækkelige Byrder, som nu igjen efter en kort Pause væltes paa vort stakkels Fattigvæsen. Allerværst gaaer det, naar Bispen er fraværende. Falbe og Lumholtz ere aabenbar partisk for Byens imod Agers Fattigcasse, og saa fatte de en Resolution efter en anden, som er sans appel. At jeg, hvad mig selv angaaer, seer Ende paa denne misere, lægger Aar til mine Dage, og bliver jeg end, hvad jeg dog ikke troer, ved endeligt Opgjør i Fattigvæsenets Gjæld, med Glæde slipper jeg Liinklædet og flyer nøgen. 24de Mai. Posten bragte Brev fra Schmidt,3 som af Hjertet lyk- ønsker mig, siden jeg finder saa mange gode og antagelige Si- der, hvorfra min Befordring kunde betragtes. Selv vilde han ikke modtaget det, og har endnu Betænkeligheder i Hen- seende til Indtægterne. At iøvrigt jeg blev valgt, naar man ei aldeles vilde afvige fra Forslaget, kunde ikke over- |
| s.107 | raske ham, da det var den eneste Maade, hvorpaa Kron- prindsen kunde forene sin egen Vilie med den almindelige Mening. Centralcommitteen holdt Møde. Lovforslaget udarbei- des af Hersleb, Vogt og Borch. De og den hele øvrige Committee, paa mig og Stenersen nær, vare enige i at give Selskabet den meest udstrakte Virksomhed, og lade Alt, hvad der kan befordre Religiøsitet og Enighed blandt Kir- kens Lemmer henhøre under dets Forum. Hvorvidt Sel- skabet burde deles, saa at man til det egentlige Bibelsel- skab kunde gjøre Fordring paa det engelske Selskabs Gave, kom dernæst under Ventilation; at en Proformadeling var Selskabet uværdig, og en alvorlig vilde have store Vanske- ligheder, maaskee endog volde et Schisma og tilintetgjøre baade det ene og det andet Selskab, deri vare alle enige uden Kjerschow. Hvorvidt Selskabet kan have Æresmedlem- mer, debatteredes stærkt om. Nogle var meget derimod, vilde at Selskabets Medlemmer skulde være ordentlige eller overordentlige. "Men", spurgtes der, "hvad skal da Kronprindsen, Selskabets første Velgjører og egentlige Stif- ter være? at gjøre ham til overordentligt Medlem, som Enhver af os kunde blive, var en Fornærmelse." Man blev enig om at kalde ham Selskabets første Medlem uden vi- dere Tillæg. Æresmedlemmer skulde derimod ei existere. Man vedblev, men jeg maatte bort, da Statssecretairens Barn skulde døbes. -- De kjøbenhavnske Rygter: at vi skulde faae Krig med Danmark i Anledning af den uopgjorte Affaire, som Berg vel snarere har bragt i Uorden end ord- net, og at en engelsk Flaade er bestemt til Østersøen for at sætte Gustav den 4des Søn paa Thronen, er med Guds Hjælp Løgn. At Holst imidlertid faaer afgjort den megen Urede, derom mistvivler han selv, saa Gud veed, hvad Enden omsider bliver. |
| s.108 |
26de Mai. Forslaget om at constituere Assessor Vogt som Stats- secretair har Kongen forkastet, da man har et gammelt Nag til ham for noget, han skrev strax efter han var kommen herop. Platou mener man bliver Manden. Han er uden Tvivl paa den rette Vei til Hæder efter Tidernes Leilighed. 27de Mai. Paa Veien til Committeen mødte jeg Grev Mørners Tjener, som atter indbød mig til Middagsmaaltid. Det gaar nu bandsat tidt paa, og altid er det min lykkelige Lod at indbydes paa Statsraadsdagene og sidde mellem to af de høie Herrer. I Dag vare Motzfeldt og Collett mine Si- mænd; den sidste fortalte mig den sande Sammenhæng med Bispestolens lange Vacance og endelige Bortgivelse. Kron- prindsen var misfornøiet med at see Rein øverst paa Stats- raadets Liste. Imidlertid samtykkede han i, at Rein blev Biskop, naar han vilde give en fyldestgjørende Erklæring i Anledning af nogle Udladelser, han havde brugt paa Rigs- forsamlingen. Herom corresponderedes en Stund frem og tilbage, men da Erklæringen kom, var den ikke efter Carl Johans Sind. Han forbigik altsaa Rein og tog mig, som stod næst efter ham paa Indstillingslisten. Man var imid- lertid i Frygt for, at jeg fremdeles skulde frabede mig Em- bedet, og i saa Fald var det tiltænkt Schmidt. I sit sidste Brev til mig erklærer han bestemt ei at ville modtage det. Hvad var der saa bleven af? -- Neumann vilde heller ikke -- i sin Forlegenhed vilde man dog omsider grebet til Wergeland, og saa lovet være Gud, som indgav mig, strax uden Betænkning at modtage Kaldet. 28de Mai. Jeg veed ikke den Tid, jeg har bivaanet en sørgeligere Jordefærd end i Dag, da Jens Ullern og hans Søn, den |
| s.109 | affældige Olding og den blomstrende, nys til Mandomsalde- ren fremvoxne Yngling lagdes ved hinandens Side, da Ko- nen og Moderen ved sin stumme Smerte, ved det Aasyn, hvori dyb Græmmelse stod tegnet, viiste, at det ikke var en Paradesorg, hun stillede til Skue, men at virkelig et Sværd var trængt igjennem hendes, som hist gjennem Marias Hjerte. Denne Begivenhed forekom mig saa sjelden og sør- gelig høitidsfuld, at jeg besluttede uanmodet at holde en Tale ved Graven. Maaskee var den hel rørende, og i nogle Tilhøreres Øine saa jeg Taarer, men der var intet Men- neske, som takkede mig for den, uden Enken, som ikke havde hørt den. Endog hos den bedre Deel af Agers Sogns Bøn- der synes Kjøbstadtonen at have qvalt al Hjertelighed, og gjort Følelsernes Udbrud til noget indecent. Schultz skriver, at han ikke nylig har været saa glad, som da han hørte min Ophøielse paa Bergens Bispestol, da han tilsidst begyndte at frygte, Forbrydelsernes Forfatter skulde belønnes for sine Forbrydelser med en Bispestol. Han ønsker nu at kunne faa et Sognekald i Bergen, for at kunne leve sammen med mig, og sandelig det ønskede jeg ogsaa, men for det første er intet ledigt, og desuden er Treschow ikke hans Velynder. Udenfor Throndhjem befordres neppe Schultz, saalænge Treschow har noget at sige. -- Om Beier siger han: "Det er en forbausende Fallit; siden Napoleons russiske Tog ere Thrønderne neppe blevne saa bestyrtede." Hverken ulykkelige Tilfælde eller Ødselhed, blot Mangel paa Indsigt i Handelen har voldt hans Ruin. 29de Mai. Jeg fik Brev fra Præsterne Irgens og Jersin. Irgens sen- der til min og Herslebs Underretning Udsigt over Alt, hvad et- hvert Præstegjæld i Bergens Stift har givet til Bibelselskabet med ret curiøse Anmærkninger. Saaledes siger han om Har- danger Provstie: "Fra den, efter offentlig Bekjendtgjørelse |
| s.110 | for Bibelselskabet udmærket virksomme Hardanger-Provst Niels Hertzberg, Ridder, er det uventet saa aldeles at savne Med- delelse enten publice eller privatim, om der fra ham og hans hele Provsti er gjort Bidrag eller ikke -- sæpe fallit." -- Jersin, som endnu ikke vidste, at jeg var hans Biskop, vil søge Regjeringen om en Gratification af 2500 Rbd. til Reisepenge. Biskop Sørensen har nægtet at anbefale Ansøgningen, og jeg fraraader ham at indgive den; Grundene maaske i Morgen. Statsraad Collett gav en Souper, hvor Alt, hvad stort og fornemt Christiania har, var forsamlet. Blandt andre vare der ogsaa Haxthausen og hans to Døttre, nys hjemkomne fra Kjøbenhavn og iførte en Stads, som nu vist er høist moderne, men som alt i min Barndom var temmelig gammeldags. Deres Hovedpynt var meget stiv og lignede nok, hvad min Moder fortalte, der var Mode i hendes Ung- dom, men som jeg aldrig saae, Noget man kaldte krøllet Nakke, der skal have klædt Statsraad Fastings deilige Moder4 i hendes Pigedage usigelig vel; deres Kjoler vare, fortæller min Kone, af Damask. Siden Mørners Ankomst vover man aldrig at tractere med Smørrebrød, hvor de komme. Der var altsaa varm Souper, og efter nu bruge- lig Maade sad alle Fruentimmerne i et Værelse og alle Mandfolkene i et andet ved smaa Borde for 8 -- 10 Perso- ner. Der taltes meget om en ung Englænder, Hertugen af Devonshire, som er her i disse Dage. Hans egentlige Ærinde er at bivaane Storfyrst Nicolaus's Bryllup i Petersburg den 16de eller 17de Juni, men skjøndt han kunde gjort Rei- sen langt kortere, gjorde han dog vort ringe Land den Ære at tage Veien fra Gøtheborg over Fredrikshald hid, og her- fra over Kongsvinger til Stockholm. Grev Wedel beskrev ham som et Fæ; han fører med sig en Læge, en Præst, der |
| s.111 | har været hans Skolekammerat og 5 Domestiker, havde i Formiddags været paa Bogstad, spiste til Middag hos Mør- ner og reiser i Morgen. 30de Mai. I mit Svar til Jersin fraraadede jeg ham alvorlig at søge den omtalte Gave, hvormeget han end trængte til den, og hvor kostbar Flytningen end kan blive. Han søgte Kal- det, medens den afgaaede Sognepræst levede; nu var Larsen død, og han maatte vist gjort en overmaade stor Lykke, da der hverken er Enkepension eller anden Byrde. Han tænke sig Larsen endnu levende et Aar eller lidt mere, Embedet altsaa betynget med Pension, -- og han har ganske frie Reise. Da han havde forlangt min aabenhjertige Mening, skyldte jeg ham den som Ven. Som hans Biskop havde jeg maaskee et Ord at sige. I en tredie Qvalitet, som hans Commissionair og Talsmand kunde det heller ikke være mig en ganske ligegyldig Sag, at den Mand, jeg saa varmt havde anbefalet, og som over min, og jeg vil haabe hans egen, Forventning opnaaede et af Bergens Stifts overmaade gode Sognekald, strax kom frem med ny Klynken og nye Bønner. Det kunde med Hensyn paa dem, jeg i min nye Stilling ex officio skal anbefale, gjøre et ubehageligt Indtryk paa Statsraadet, og jeg ønsker til min Død at beholde det Vidnesbyrd baade af mig selv og Andre, at jeg i mine Recommandationer iagttog streng Upartiskhed uden mindste Persons Anseelse. 31de Mai. Intelligentsseddelen har da ogsaa Ener Holm5 faaet en Gravskrift, og hvilken riig Mand kan ikke faae den, naar hans Arvinger betale og tractere vel. "Virksom- |
| s.112 | hed, ædel Daad, Gavnelyst uden Bram betegnede den Sa- liges Vandring paa Jorden; derfor rinde mange Taarer paa hans Grav, et skjønnere Minde end Guld og Mar- mor." Ja vistnok! men Guld og Marmor er dog et skjønt Surrogat, hvor Taarernepar malheur maatte udeblive. I Rigstidenden læses en pavelig Bulle til Erkebispen i Enesen, hvori med fanatisk Iver tordnes mod Bibelselska- berne, som "en Pest, der udbreder sig over Europa, en Troens Besmittelse og truende Fare for Sjelene, Planer, vor høihellige Religions Modstandere have beredet til dens Undergang." Gud være lovet! De dunkle Anelser, hvormed jeg i min Recension over Boisens Liturgi omtalte den til- stundende Reformations-Jubelfest, ere ei opfyldte. Tiden er kommen, og evangelisk Christendom har bevaret sig ufor- krænket i de 3 nordiske Riger, og har uden Tvivl flere Ven- ner der nu end for 12 Aar siden. Med fulde, glade Hjerter kunne vi lovsynge ham, som førte os fra Mørket til Lyset, fra Satans Magt til Gud. Aldrig føles dette inderligere end ved Læsningen af et saadant Mørkhedens Foster som denne Bulle, og jeg erkjender det for en sand Guds Vel- gjerning, at jeg som en af Kirkens Opsynsmænd og Forstan- dere kan tolke denne Følelse i mit Fædrelands folkerigeste, vel og mest religiøse Stad! Under herligere Auspicier kunde jeg ikke tiltræde mit hellige Kald! 1ste Juni. De Ord i Evangeliet: "Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men veed ikke, hvorfra den kommer, eller hvor den gaaaer hen: saaledes er det og med Igjenfødelsen", gav mig Anledning til at udvikle: Hvor- ledes Naturens Betragtning leder os til Troe paa Aabenbaringen." Kom det nogensinde dertil, at jeg kunde udarbeide og udgive en Aargang Prædikener, |
| s.113 | skulde denne ganske vist faae Præference for alle dem, jeg har holdt nogen Trinitatissøndag. Den norske Tilskuer vedbliver i sin beskedne, yderst moderate Tone. -- For Resten læste jeg i de forhen om- talte Modejournaler, med hvilken Høitid og Bram man i Tydskland modtog det nye Aarhundrede, og mindtes den sørgmodige Stilhed, hvormed det hilsedes i Danmark og Norge, som om man kunde anet, hvad der om kort Tid forestod begge. Afstikkende er det og at tænke sig en Se- cularfest næsten som en Bods- og Bededag, og nu i Aar den alvorlige Reformationsfest bebudet af Kanoner og Ba- suner, Trompeter og Herolder. Mod dette sidste har jeg aldeles Intet at indvende, og hvad Aarhundredets Begyn- delse angaaer, da var den for en stor Deel af Europa en Jammersperiode, og for os, som endnu havde Fred, syntes Ulykken saa nær og truende, at den Tid rigtignok ikke maae sammenlignes med den nærværende, da et forstyrret Penge- væsen er vor eneste Ulykke. 2den Juni. I Nationalbladet fremtræder Hr. Barlien, "Repræsentant for nordre Throndhjems Amt", og taler om "Norriges Grundlov, Repræsentation og Valgene." Det er sine mindre oplyste Brødre, han skriver for, og for at forstaaes af dem, sætter han under Texten oplysende Noter, hvor han forkla- rer de allersimpleste Begreber, saasom Stat, Repræsentant m. m. Dem lærer han da, at "Folket er den produce- rende (de der frembringe Korn, Smør, Fisk, Metaller osv.) og fabrikerende (de der forarbeider de raa Mate- rialier) Deel af Statens Medlemmer. De Øvrige ere Fol- kets Tjenere, som det selv, deels umiddelbar og deels ved sin øverste Tjener ansætter og lønner. De Handlende ere et Slags levende Communications og Om- tuskningsmiddel (!) og saaledes paa en Maade at ansee |
| s.114 | for alle andre Menneskers Tjenere, blot med den For- skjel, at de lønne sig selv." Af disse dyrebare Sandheder udledes nu den Følge, at Folket skal give Love, og at det vover altfor meget ved at vælge til sin Repræsentant den, som skader sig selv ved at opfylde sin Pligt mod sine Committenter d. e.: Embedsmændene. Ligesaa urigtigt vilde det være at antage, at Nogen af Høiesterets Medlemmer eller de den underordnede Dommere skulde have Stemme ved Lov- givningen. (Altsaa er det blot Bønder og Haandværksmænd, der skulle vælges til Storthingsmænd!) For nu at fore- bygge til næste Storthing saadanne Valg, hvorved umin- delige Generationer kunde styrtes i den største Ulyk- salighed, og have den største Aarsag til at forbande de Skyldiges Støv i deres Grav, gjøres følgende aldeles grund- lovstridige Forslag, for hvilket Hr. Barlien i mine Tanker, som den, der tilraader en aldeles ulovlig Fremgangsmaade, bør underkastes Action. Det er saa mærkeligt, at jeg maa afskrive det in extenso: "Nogle af de meest tænkende Mænd i Valgdistrictet træde først sammen og komme overeens om, hvilke der bør vælges til Valgmænd; disses Navne anføres da paa en Valgseddel, derpaa tages saamange Afskrifter som der ere Stemmeberettigede i Districtet; af disse Stemmesedler tager hver af de Sammentraadte sin Deel for efterhaanden at uddele til andre Stemmeberettigede, som ikke har nogen grundet Indvending, hver sin Seddel. Naar Valgmændene komme sammen bør de ligeledes enes om, hvo der har de fornødne Egenskaber, og af saadanne vælge det fornødne Antal, saaledes at deres Stemmesedler ere ligelydende." Og et saadant Valg vover Hr. Barlien at sige, vilde være Udtrykket af et Districts almindelige Vilje! Fra disse Usselheder, som have borttaget langt mere Tid og Rum end de fortjente, gaaer jeg over til det eneste i Dagens Historie, som bør optegnes: to Breve. Det ene |
| s.115 | var fra den ærværdige gamle Mørch paa Hovind,6 som sender mig tilbage de Bøger, han havde laant, og siger mig et hjerteligt Farvel. Det er en sand apostolisk Velsignelse, han lyser over mig. At denne saare exemplariske Lærer al- drig har bragt det videre end til at blive residerende Ca- pellan, er ilde, og et sandt Tab for den Menighed, hvis første eller eneste Præst han kunde bleven. At betræde en glimrende Bane i Verden, stige til høi geistlig Værdighed, dertil var han ikke skikket, men en større og friere Virksom- hed kunde man ønsket ham. O, at Landet havde mange slige Lærere! O, at jeg i mit Stift kunde møde mange slige! Min Aand vilde bøie sig dybere for dem, end deres Lege- mer bøiede sig for mig; prydet med Fløiel og Guldkors og Stjerne, vilde jeg i Hjertet erkjende dem for mine Over- mænd -- thi saadan Præst har jeg aldrig været. -- Det andet Brev var fra Liebenberg, som giver en høist bedrøve- lig Udsigt over det kjøbenhavnske Theaters nuværende Til- stand, baade fra Kunstens og Moralitetens Side. Dr. Ryge, Frydendal og et Par andre ligesaa tøilesløse Personer ere de sande Directeurer, saa at man endog har givet Rollebe- sætningen i de to Nævntes, samt Lindgreens og Clausens Hænder. -- -- -- Tilsidst omtales en ny Skik i Kjøben- havn, at man paa de utallige Privattheatre giver Beneficer for alskens Personer, "afdankede Skuespillere, Figuranter, Hørsvingere, fordrukne Musicanter o. desl." ved hvilke Lei- ligheder slemme Uordener foregaae. 4de Juni. I Rigstidenden fortælles om et i Stockholm udkom- mer strengt Bud, der forbyder Udsalg af lavet Caffe, item Forbrug af visse fine Vine samt Liqeur og fremmed Øl, alt fra næste Aars Begyndelse. Broderier og fremmede |
| s.116 | Tøier o. desl., der vel udsuge noksaa meget af Landets Marv som enkelte Viinsorter, der dog kun sees paa de Riges Borde, kan man fremdeles bruge efter Behag. Fra Biskop Sørensen fik jeg et Lykønskningsbrev. Han tilraader mig at udstede et Hyrdebrev efter Ordina- tionen eller ved min Ankomst. Langt skal det ikke blive og løfterigt endnu mindre. Kan jeg faae sande Forbedringer iværksatte -- Intet skal glæde mig inderligere, men begynde med at lægge store Planer og saa directe eller indirecte af- lægge den Bekjendelse, at de ei kunde realiseres, derfra skal Gud bevare mig. 5te Juni. Wulfsberg, for hvem i Avisen tiggedes i Vinter, er nu med Eet bleven en saadan Matador, at han kan tilbyde Biskop Bech under hans Ophold i Stockholm 5 Værelser, nemlig Sal, Cabinet, Sovekammer, Tjenerkammer og Garderobe, til frit Logis. Caffe og Thee og Smørrebrød er forresten det Eneste, han i sin indskrænkede Huusholdning kan offerere, men iøvrigt tvivler han ikke paa, at Bispen saa tidt bliver udbuden, at han med Fornøielse vil udhvile i Wulfsbergs huuslige Kreds. Det er meget ubegribeligt. -- Atter har en af vore rigeste Mænd forladt Jorden -- som Selvmorder. 7de Juni. Første Departement forlanger min Betænkning om de meest passende Ceremonier ved Kirkevielser. Dermed følger adskillige Bilag, deels forhen brugt Ceremoniel ved saadan Anledning, deels bispelige Forslag til et fast Regulativ for Fremtiden. Af de Første maa jeg sige, at det, som 1787 fandt Sted ved Farsunds Kirkes Indvielse7, forekommer mig bedst og følgeværdigst. Langt mindre behager mig det |
| s.117 | ved Nyekirken i Bergen i Aaret 1801. At Præster læser i Chordøren Bønner forfattede af dem selv, hvilket og Bech har foreslaaet og brugt, er ikke efter mit Sind. De over- maade vakre smaa Bønner, hvormed enhver Gudstjeneste begyndes og endes, synes mig at være de meest passende ved den allerførste, der holdes i en nys opbygget Kirke, og af geistlige Mænd, fra Bisper til personelle Capellaner, vilde maaske 1 blandt 50 neppe kunne gjøre dem smukkere. Den uendelige Bibellæsning, som Brun har brugt og Bugge fo- reslaaer, er overdreven til Kjedsommelighed, og at Vers af Thaarups Hymne alternerede med den, behager mig langt min- dre end i Farsund den simple gamle kingoiske Psalme: "Hvor stor er dog min Glæde!" Bech er gaaet over til det modsatte Extrem, og har blot ladet oplæse et eneste Stykke, som han selv havde valgt. Bugge, som er den ene- ste, der har gjort egentlig Forslag i Anledning af nogle Kirker, han i dette Aar venter at skulle indvie, vil ingen Chordørlæsning have, hvorimod Præsten for Alteret skal intimere og ende med et Bibelsprogs Oplæsning. Heller ikke dette staaer mig an. Derimod vil jeg heller med Bugge, at gamle Collecter skulle messes, end at, som Bech har gjort, nye afsynges, forfattede af ham selv. At skrive en Collect -- absit dicto invidia! -- er neppe hver Mands Sag, og in specie neppe Biskop Bechs. Hvad mere jeg finder at an- mærke, skal anføres, naar jeg afskriver min Erklærings Ind- hold, kun maa jeg endnu gjemme her et curiøst Fragment af Bugges Brev til Departementet: "Jeg ønskede, at Hand- lingen skulde blive høitidelig, men hvorledes skal dette skee blandt et Folk, som synes at have forskudt sin Gud? Det er intet Gjøglehuus,hvorom her handles, ellers kunde man ventet en deltagende Forsamling, hvorved ene Høitidelighed er at haabe. Men hos os er Andagt kun en Glose, som kun de Gamle mindes at have hørt i |
| s.118 | deres Barndom, og hvis Betydning de længe si- den synes at have glemt." Saa galt er det dog, Gud skee Lov! ikke, og sæt at det var saa, sæt at Folket virkelig havde forskudt sin Gud, skulde da Regjering og Geistlighed skyde efter, at han rent kan vorde glemt? Blev det ikke i ethvert Tilfælde Begges Pligt at vedligeholde den svage Gnist, der dog maaskee umærkeligen ulmede hist og her, og af hvem der dog i Tidens Fylde igjen kunde tændes en høi og skjøn Flamme. Jeg seer ikke, hvorledes Troe paa Gud kan bestaae med en saadan Yttring. En Biskop, der lader sig nøie med at skjænde paa Tidsalderen, uden at arbeide paa dens Forbedring -- og hvor kan man det ved en saa- dan ukristelig Mistrøstighed? -- han opfylder neppe sit høie og hellige Kalds Pligter, som han burde. 8de Juni. Ottesen havde med Hensyn paa dem, der nu beklæde Norges Bispestole gjort et Par artige Anmærkninger: To Præstesønner fra Vandsøe, hvis Fædre paa een Tid funge- rede, den ene som Sognepræst, den anden som residerende Capellan, ere Bisper i to af Rigets nordenfjeldske Stifter8, og: De tre Biskopper nordenfjelds9 have Laudabilem til theologisk Examen, de to søndenfjelds non contemnendum10. En tredie Anmærkning har jeg selv gjort: Af Norges 5 Biskopper have de tre eet Aar været Disciple i Christian- sands Kathedralskole, og ere derfra dimitterede.11 9de Juni. Her er en almindelig Jamren over Mangel paa Smaa- sedler, da Banken hver Maaned opbrænder Summer af de gamle, uden at der sættes nye i Circulation. Derved dri- |
| s.119 | ves fordærvelig Agiotage, troer jeg det kaldes, værre end no- gensinde forhen. Medens jeg var hos Agent Nielsen, kom en Kone paa Contoiret, hvis Svoger eller Fætter havde taget 20 Rbd. for at vexle en 20 Specier Discontoseddel, og saadan Klage høres overalt. I Christiansand skal det være langt værre; derimod veed man Intet i Bergen af det Uvæsen. 10de Juni. Jeg tænkte ofte i Vinter og i Begyndelsen af For- aaret: "Hvad nytter det, du har faaet det skjønne Land- sted, naar du, ligesom ifjor, hverken har Beqvemhed eller Sands for Naturnydelser, naar du fuld af Saar og Smer- ter maa lægge dine Been paa Stole og Bænke, hver Gang du vil tage frisk Luft eller have godt af den skjønne Ud- sigt?" Endnu for faa Uger siden var det mig en pinefuld Tanke, at jeg bestandig maatte kjøre til og fra Byen, eller den hele Eftermiddag sidde og ligge herude udmattet og mis- modig. Gud skee Lov! det er faldt langt anderledes ud. 12te Juni. Jeg skrev et Supplement til mit liturgiske Forslag, nemlig om Kirkegaardes Indvielse, hvorom min Betænkning ogsaa var forlangt. Her havde jeg ingen Veiledning, og stort var der heller ikke at sige om den Ting. Indvielsen bør efter min Formening holdes, første Gang et Liig paa den nye Kirkegaard begraves. En Psalme synges, og Sog- nepræsten holder en Tale, hvori tilsidst tages Hensyn paa dens Alder og Stilling o. s. v., hvis Liig nu jordes. Jord- paakastelsen skeer, og en Slutningssang ender Handlingen, hvilken ved Tillysning fra Prædikestolen eller i Avisen, hvor denne findes, i Forveien averteres. Her holdt for nogle Aar siden paa Byens nye Kirkegaard Bech en Tale om "Brenna- Old" og "Haugs-Old" paa en Søgnedag uden Begravelsesceremonier. Aggers Fattigcommission skaanede |
| s.120 | mig for at høre det Præk, og lige Skaansel skal jeg vise Bergenserne, hvis nogen nye Kirkegaard i min Tid indvies. Det er ogsaa af de negative Lærdomme, Bechs Exempel har givet mig, ikke at pege mig frem ved enhver Leilighed, og fortrænge den egentlige Vedkommende, for at sige al Verden: "Jeg er den fornemste og ypperste blandt Jer!" Mit andet Formiddagsarbeide var at skrive mit Levnetsløb til Oplæs- ning paa min Ordinationsdag. Det er kort og simpelt. Jeg gjennemlæste i Forveien Biskop Bechs, og lærte deraf, hvordan en saadan Biographie ikke bør være. Det tredie var at invitere Fremmede til i Aften. Om dette Selskab er iøvrigt Intet at optegne, undtagen at Major Juels Exempel var mig til stor Trøst og Beroligelse. Han har mistet alle sine Tænder paa en eneste nær, men jeg mærker ikke, det har gjort mindste Forandring i hans Taleorgan. Det var mig som sagt beroligende, da jeg efterhaanden ogsaa bliver tandløs. Sulte skal jeg med Guds Hjælp vel ikke, men mi- stede jeg mitt smukke Organ, stod jeg på Prædikestolen og læspede og gumlede nogle uforstaaelige Ord frem: til hvad Nytte var jeg da mere i Verden? 13de Juni. Hos Major Juell var jeg i Dag sammen med Forbry- delsesrecensenten, hvis Omgang ikke er meget behageligere end hans Skrifter. Naturligviis blev hans Bog og dens An- tagonister ikke nævnte. Viseligen fortaug han og sit Ønske at blive min Eftermand, hvorom Ansøgning i Gaar indga- ves. Han er i Fortvivlelse over sin Flytning til Eidsvold, da Gaardsredskaber og en stor Besætning skal kjøbes, og han ingen Penge har at kjøbe for. "Nu kan de jo give mig Slotskaldet", har han sagt, "siden der var saa mange, som misundte mig Eidsvold" -- som om ikke dobbelt saa- mange vilde harmes over dette nye Avancement! Han hang sig fast som en Burre ved Statsraad Krohg, men jeg vil |
| s.121 | haabe, det nytter ham intet. Ellers fortalte han mig, hvor- ledes en Yttring af Biskop Brun engang havde gjort stor Effect hos ham, og havt Indflydelse paa hans Aandsret- ning og Skjæbne. Det var Skik, at ved den aarlige Høi- tid paa Seminarium Fredericianum en af Eleverne dekla- merede en af Conrector eller Fjerdelectiehøreren forfattet Tale. Dette var nu engang falden i Wergelands Lod, og Brun gjorde ham den Compliment, at det vilde glæde ham, om han nogensinde kunde høre en Tale, forfattet af ham selv, saaledes foredraget. Dette faldt da som en electrisk Gnist i hans Sjel, og fra den Dag -- det Gud forlade den ærværdige gamle Bisp! -- fik Wergeland Idee om at betræde Skribentbanen. 1 tilbake Kjøbmand i Arendal Nils Hald, gift med en Søster af Pavels's Hustru. 2 tilbake Om J. S. Munchs Forhold i Sande og hans Beslutning at søge Garnisonsembedet, see Sønnen A. Munchs Barndoms- og Ungdoms- minde, Chr. a 1874, S. 32 fg. 3 tilbake Det har, som bekjendt været antaget, at F. Schmidt forlod Norge, fordi han følte sig fornærmet ved, at Pavels og ikke han selv ud- nævntes til Biskop i Bergen. Dette var dog sandsynligvis ikke den rette Grund. Thi for det første var S. fra første Færd af mis- fornøiet med Norges Forening med Sverige, dernæst var han alle- rede 1815 (cfr. f. Ex. Pavels's Dagbøger 1815-1816, S. 258) yderst forbitret baade paa Regjering og Storthing, fordi en Klage fra ham i en privat Sag var bleven henlagt af begge Statsmagter, end- videre var hans Tanke om at flytte til Danmark endog ældre end 1814, og endelig er der ingen Grund til at antage hans Lykønskning til Pavels og Forsikring om selv ei at ville til Bergen for andet end oprigtig. 4 tilbake Benedicte f. Tyrholm. 5 tilbake Trælasthandler i Christiania  24de Mai 1817, gift med en Søsteraf Jonas Rein og Fader af Skuespilleren m. m. Ole Rein Holm. 6 tilbake Resid. Capellan til Ullensager. 7 tilbake Herom haves et særskildt Skrift af Sognepræsten til Vanse, Sø- ren Bugge. 8 tilbake Bugge og Pavels. 9 tilbake Bugge, Pavels og Bonsach Krogh. 10 tilbake Sørensen (dog Cand. philol. med Laud.) og Bech (Dr. theol. i Kiel.) 11 tilbake Sørensen, Bugge, begge dimiterede 1782, og Pavels, dim. 1785. |