14de April.    Af mine egne Bøger har jeg læst Det norske Sel- skabs Poesier. "Jeg føder ikkun faa, men det er Løver," lagde Sander i en Recension Selskabet i Munden, da det i 18 Aar havde frembragt 3 smaae Hefter saakaldet Poesie. Men naar man i et Bind Poesi finder 5 à 6 gode Digte og dobbelt saamange maadelige og slette, saa er det en daar- lig Løveyngel. P. H. Frimanns Digte ere de bedste i Samlingen. Han kunde maaskee blevet en Evald eller Øhlenschlæger, naar han havde villet. Hvor deilig begynder og ender ikke Oden til Søvnen! Hvilket Digtersprog og hvilken Digterkraft i "Tanker ved en Flod," der synes at s.88   være et blot Læredigt. -- Af Schleiermacher har jeg læst en Fasteprædiken, som noget har nedstemt min Idee om ham. Den handler om "Nogle af den døende Jesu Følelser, hvilke ogsaa vi bør ønske for vore sidste Øieblikke," og den første af disse er Smerte over ufuldendt Daad! En saadan Smerte følte han, der, Joh. 17 , 4, sagde i Bøn til Gud: "Jeg har fuldkommet den Gjerning, som du har givet mig, at jeg skulde gjøre," der i sin Dødsstund raabte: "Det er fuldbragt"? Ligesaalidt fatter jeg, efterat have læst Præ- dikenen, hvorledes saadan Smerte kunde udledes af de Ord: "Min Gud, min Gud! hvi har du forladt mig?" -- som jeg kan overtale mig til at ønske mig denne Følelse paa min Dødsseng. Ikke mindre underlig er den Paastand i Præ- dikenens tredie Deel, at det er et Menneskes egen Skyld, naar han ikke i enhver Alder og Stilling og paa ethvert Opholdssted finder Venner, for hvem han kan aabne sit Hjerte. At man i enhver Virke- og Omgangskreds kan møde Velvilje, at man har sig det selv at tilskrive, naar man skyes og ringeagtes, det indrømmer jeg af ganske Hjerte, men Venskab i den Betydning, Ordet her tages -- nei Hr. Schleiermacher! det benægter jeg, der vel har levet ligesaa længe i Verden, vandret ligesaavidt omkring, og stu- deret mig selv og mine Medmennesker ligesaa omhyggeligt som De. Forlad mig, at jeg i denne Prædikens Forfatter mere erkjender en Paradoxjæger, der vil sige noget Nyt og Frappant, end Ordets Lærer, der vil oplyse, forbedre og berolige. -- Endelig har jeg havt en Pakke Bibeldocumen- ter, deels til Gjennemlæsning, deels til Underskrift. Det mærkeligste heri er et langt Brev fra Provst Hertzberg, som vedbliver at tiltage sig et Slags Formynderskab over Sel- skabet. Vidtløftigst udbreder han sig over den foreslagne De- putation til Statsraadet, som han troer endelig maae og bør finde Sted, hvorved han anfører et Fragment af et s.89   Brev til samme Statsraad, hvori han med megen Frimo- dighed siger de høie Herrer dyrebare Sandheder. Han troer ogsaa, at man for at faae de 500 Pd. fra London strax bør indhente Medlemmernes Samtykke til at gjøre Bibel- selskabet uafhængigt af det, der udgiver Katechismer og For- klaringer. Hvorledes dette kan skee med vort lille Fond og vore svage Hjælpekilder, fatter jeg ikke; nu kan det ikke skee, saalænge hverken Christiansand eller Nordlandene har faaet Stiftscommittee, gjennem hvilken Stemmer kunne samles. 15de April.    Jeg var ikke ude i Dag uden i Eftermiddag: i Slots- kirken, hvor jeg viede Kjøbmand Hansen og Jfr. Kjeldsen, to mig ganske ubekjendte Mennesker. Det geraade mig nu til Ære eller Skam! men jeg kan ikke lade det uanmærket, at jeg, da jeg gik ud af min Gadedør, ikke vidste, hvad jeg vilde tale om, og dog nok overmaade sjelden har holdt en bedre Brudevielse. Svækkes end mit udvortes Menneske -- i visse Henseender synes det saa -- er dog det indvortes heller i bedre end slettere Tilstand end før; jeg har aldrig tænkt med mere Klarhed, og aldrig uforberedt udtrykt mine Tanker med mere Fatning, Aandsnærværelse og Populari- tet end nu. 16de April.    I Intelligentsseddelen har en Ven af Allum (maaske han selv) irettesat alle de Mennesker, der have saameget at sige paa ham, og troer det maa være Folk, som misunde ham hans Indkomster. -- Fjerde Hefte af Saga indeholder først en af de Aallske Oversættelser fra det Islandske, hvor jeg aldeles frikjender Aall for den Beskyldning at ville for- svenske vort Sprog; derimod kan jeg ikke see andet, end at han som norsk-islandsk Patriot efter bedste Evne for- dærver det. Det andet Stykke er Justitiarius Bergs fort- satte Bidrag til den norske Krigshistorie i 1814. Det Hele s.90   gaaer ud paa at nedsætte Prinds Christian og ophøie Haxt- hausen. Han gjør Prindsen som dansk Undersaat og Thron- arving det til Brøde, at han ikke rettede sig efter Kieler- Tractaten og reiste bort, da hans Konge befalede det (og overgav Norge til Anarchie). Han paastaaer, at Christians Kongeværdighed var en tom Titel, da den constituerende Forsamling var uberettiget til at foretage Kongevalg. (Men i det Øieblik var der nok ingen Tvivl om, at hvis Stem- melister var gaaet om fra Lindesnæs til Nordcap, og fra Stat til Svinesund, 100 imod to vilde stemt for Konge- valg, og disse 98 af 100 eenstemmigen vilde valgt Prinds Christian; det var altsaa almeen Villie, om noget i Verden var det. Om Retten kan altsaa ikke disputeres). I nogle Anmærkninger til Rigsretsdommen paaankes, at Haxthausen dømtes i Procesomkostninger. At Wangensteien (som ikke nævnes, men betegnes som en gammel Candidatus juris) stemte for hans Afsættelse, fordi han havde mistet sin Po- pularitet, fortælles Publicum. Ogsaa nævnes Bull og Borch- senius som stemmende for Frikjendelse.    Jeg betalte i Dag min Fattigskat for 1817 med 20 Spcd., og som Eier af Huus i Byen og Løkke paa Byens Grund og Besidder af et indbringende Embede, kan jeg ikke finde denne Ligning ubillig. 17de April.    Jeg havde endelig Klokken 11 læst mig i Søvn, da jeg vaktes av Brandskud. Ildebranden var i Vaterland, hvor to Huse brændte ned. Der var Assemblee hos Grev Mørner. Han selv og mange af Mandfolkene begav sig til Brandstedet, og Grev Wedel skal især have rakt virksom Haand ved Slukningen. 20de April.    Skjøndt Major Krog ei sidst communicerede med Ca- detterne, er han dog som Kirkegjænger et følgeværdigt Møn- s.91   ster, da han yderst sjelden forsømmer i det mindste mine Præ- dikener, og er en meget opmærksom Tilhører.    Frue Treschow fortalte den Nyhed, hvorover jeg forbau- sedes saare: at Biskop Bech i dette Foraar reiser til Stockholm. "Jeg maa!" havde han i Torsdags paa Mørners Assemblee sagt til Nogle, der talte til ham om denne Reise.    Christiane Korens dramatiske Forsøg er den af mine egne Bøger, jeg sidst har gjennemlæst. Blomster- krandsen er en vakker Idyl, hvor man ser Moer Koren fra Begyndelsen til Enden livagtigen, som hun stod og gik i denne Verden. Adolph har en net og correct Versifica- tion, men er iøvrigt et Passiarstykke uden Handling og Charaktertegning. Hanna er i mine Øine et særdeles maa- deligt Stykke, har mange Feil og faae eller ingen Fuldkom- menheder. 21de April.    Nysgjærrigheden drev mig i Morges ind til Stats- secretairen, for at høre, hvad Bispens Stockholmsreise monne betyde -- og see! han er ikke beordret, men har søgt Til- ladelse dertil, og hvorfor? for at faae Penge til at betale Johannes Thranes Gaard, som han egenmægtigen har kjøbt, og som Kronprindsen og Regjeringen indtil denne Dag ei have kunnet overtales til at tage Notice af. Som overalt den hele Handel er et ubegribeligt Vovestykke af en Mand, der vil besidde og fortjene Agtelse i Publicum, saa er denne Reise det sandelig ikke mindre.    Nationalbladet indeholder en detailleret Beregning om Embedsmændenes Indkomster, Gjendrivelse af deres Paastand, som have debiteret, at de have sit paa det tørre, at deres Gage bestandig er forbedret i Forhold til Tiderne, medens de øvrige Statens Borgere maatte føle disse i deres hele Omfang. Det godtgjøres, at alle lønnede Embeds- s.92   mænd fra 1807 havde tabt af hvert 100 Daler i gode Penge i Gjennemsnit 40 Rd. aarlig, eller in specie: 1807 144/5 Rd., 1808 233/4, 1809 56, 1810 581/5, 1811 722/7, 1812 661/4, 1813 771/4, 1814 65, 1815 411/2, 1816 40. Det sletteste Aar var altsaa 1813, og saa var det nok og for mig, hvis Indkomster meest ere uvisse, da man endnu bestandig havde sin danske Courant i Hovedet, og tog ingen Hensyn paa, at en Daler før nu var 10 Skilling. -- Dernæst har en lumpen Karl i Anledning af en Lovtale i Drammens Avis over vor Trykkefrihed, ytret at saadant ei er at sætte Liid til, at Magtens Solskin varmer og blænder, og at en Statsraadspost eller deslige for mangen Dommer turde være fristende nok til at faae ham afdragen fra de hidtil fulgte Grundsætninger. -- Expeditionssecretair Vogt, der fintes i dette Stykke for hans Fortolkning af Trykkefriheds- loven, faaer i næste Stykke i rimede Alexandriner en ironisk Lovtale, hvis Forfatter er kobberpandet nok til at sige, at der er "ingen Sjel, som kjender J. H. Vogt". 22de April.    Omsen fortalte mig, at den grundmurede Otto Bejer i Trondhjem har gjort Opbud. Blot til et Handelshuus, Suhr & Søn i Kjøbenhavn, skylder han 200,000 danske Rigsbankdaler. Han eier 36 Actier i Kobberværker og har overalt betydelige Effecter, men hvad hjælper det, naar Penge mangle? Omsen spaaer overalt, at der ved den indbrydende Pengemangel, naar Rigsbanksedlerne nu efter- haanden inddrages, vil gaae en ubarmhjertig Dom over Kjøbmændene. Deres Landeiendomme troer han, de fleste ville nødes til at sælge, og disse saaledes komme i Bonde- standens Hænder. I Danmark ere de alt midt inde i hiin Crisis, som nu begynder hos os. En Herregaard, som for 14 -- 15 Aar siden solgtes for 80,000 Rd. D. C. skal nu, hvil- ket dog synes utroligt, være solgt for 15,000 Rbd. N. V. s.93   25de April.    Vi communicerede, og Kjerschow var ligesom sidst vor Skriftefader. Undtager jeg, at Skriftetalens større Halv- deel var vel historisk, var den meget vakker og opbyggelig. Det fandt jeg desværre ikke Prædikenen at være. At den korsfæstede Jesus forkyndtes, erkjender jeg at være hellig Pligt for Lærerne og gavnligt for Tilhørerne, men denne Tale maae være saadan, at den kan røre og opvarme Hjer- tet. Polemisk-dogmatiske Betragtninger høre aldeles ikke hjemme paa Prædikestolen, og stort andet gav Kjerschow os ikke i Dag. 26de April.    Aabel medbragte som Gave fra Præsten Brun i Ber- gen en Tale, han havde holdt ved sin ældste Datters og Fleres Confirmation. Det er vist meget gode, sunde, chri- stelige Tanker og Følelser, men noget mærkeligt finder jeg ikke deri. Med ængstelig Nøiagtighed afcopierer han sin af- døde Faders Maneer, men det gaaer hermed som hos Hol- berg Holophernes med Alexanders Sværd: Sværdet er der, men Armen fattes. Af Nordahl Bruns Genie har Sønnen kun en saare svag Gnist. Hos hiin var idel Aand og Kraft og Fyrrighed; denne har Flid og Studium Alt at takke. Naar han altsaa vil synes begeistret, er hans "Sols moralske Glands kun en malet Ild." 30te April.    Det eneste mærkelige i Dagens Ugeblade er Forord- ningen om Jubelfestens Helligholdelse i Danmark. Den har temmelig Liighed med vor. Hvad Texterne angaaer, da maa jeg i al Beskedenhed som de flestes Proponent, tilstaae, at jeg giver vore Fortrinet. De danske ere alle af det nye Testamente, men jeg ved ikke, hvorfor man har været saa bange for det gamle Testamente, hvor Psalmerne og Pro- pheterne have saadan Mængde digterisk skjønne, aandsopløf- s.94   tende, hjerterørende Steder, passende som om de vare skrevne til en saadan Jubelfest, hvad enten saa Forfatterne have tænkt netop det samme dermed som vi eller ikke. -- 1ste Mai.    I Kjøbenhavns Skilderie ere to Stykker fra Grundt- vigs Haand. I det ene fortæller han, hvorledes, mens en ugudelig Præst i Norge vil kaste Skygge paa de Danskes Adfærd mod Nordmændene henved et Aartusinde, have to danske Præster havt den Idee at opmuntre til en Korn- foræring til Norge i Anledning af den Hungersnød, vi sag- des at lide. Det andet Stykke er imod den unge Heiberg, i denne spøgende, spottende Tone, som klæder Grundtvig overmaade ilde. Heiberg har svaret omtrent i samme Tone, der klæder ham bedre. 3die Mai.    To frygtelige Ildebrande har man i Dag faaet Un- derretning om. Rigstidenden fortæller, at Natten mellem 12te og 13de f. M. afbrændte 19 Huse i det lille Egersund. En for de tabende Individer ligesaa smertelig og i Penge- værdi langt betydeligere Ildsvaade fandt Sted i Brager- næs i Gaar Nat. 23 af Byens større Huse og 5 à 6 Søboder ere fortærede af Luen. Man haaber kjærligst, det var Vaadeild, men Medisancen skal dog allerede have ymtet om, hvorledes saadan Ildebrand ved en forehavende Banke- rot kan være et godt Middel til at nedstemme Creditorer- nes Fordringer. 4de Mai.    Der omsendes i denne Tid mange Circulairer fra Cen- tralkommiteen; et saadant fik jeg i Aften, og maae med For- undring dvæle ved et Brev fra Biskop Bruns Yndling, Præ- sten Rennord i Kind. Han havde i en foregaaende Skri- velse sagt, at det ikke var Bibler, man trængte til, da der s.95   af dem var mere end nok i hans Præstegjæld og overhovedet blandt Almuen i Bergens Stift. Om denne Overflod af Guds Ord udbad Commiteen sig Oplysning af ham, og saa erklærer han, at han anseer Almuen paa det Culturens Trin, hvor den nu staaer, lidet tjent med at øse umiddelbart af Kilden, da man overalt ikke har nogen forstaaelig Bibel- oversættelse i det danske Sprog. Derimod vilde han, Bibel- selskabet skulde udgive asketiske Skrifter, Bønner og Psalme- bøger, saadanne som Almuens Tarv udkrævede; saa vilde han og have en A B C med Stavelser, hvori var virkelig Mening: en Bibelhistorie som Wersels og Katechismen vel uforandret, men med Tillæg og Forklaringer, som gjorde Pontoppidan og Saxtorph ufornødne ved Confirmationsun- dervisningen. Den Mand danner sig en underlig Idee om et Bibelselskab, og er det til alt dette, han har samlet den betydelige Subscription hos Kinds Almue, saa har han nar- ret den dens Penge fra ved at love, hvad han ei kunde holde, og vi maatte næsten gjøre os en Samvittighed ved at modtage dem. Hvad der ellers undrer mig meest af Alt, er hans Ytringer om Bibel og Bibelselskab, og saa taler den af Brun høiligen roste Mand, af Brun, der saa nøie kjendte, saa hjerteligen elskede, saa hyppigen brugte Bibelens ipsis- sima verba efter vore meest gammeldags Oversættelser. 5te Mai.    Hvad ere dog vi Mennesker? hvad ere vore Planer og vore Idrætter? et Øieblik! da er Alt omstyrtet, som vi troede klippefast, en ny Tingenes Orden begynder for os; det er os som en Drøm, men Alt i os og omkring os over- tyder os om, at det er virkeligt. Jeg er kaldet til Bi- skop i Bergen og modtager Kaldet! det er denne Dags store, for mit hele Liv yderst vigtige Nyhed. En i Smerte gjennemvaaget Nat nødte mig til at sende Kjerschow Lægdeprotocollen og bede ham fungere paa mine Vegne i s.96   i Fattigcommissionen. En qvægende Formiddagsslummer oplivede mig nogenlunde. Jeg vaktes ved det Budskab, at Engelhardt var her og vilde tale med mig. Hans Ærinde var at gratulere mig som Bergens Biskop. I det Øieblik var det klart for mig, at jeg ikke vilde eller burde tage imod Embedet. Jeg meddelte Engelhardt min Beslutning, og han syntes at billige den. Min Kone var paa Løkken, jeg for- talte Børnene denne Nyhed, men sagde dem derhos, hvad jeg havde isinde, hvorover de glædedes. Strax efter kom min Kone hjem. Frue Treschow havde opsøgt hende paa Veie og Stier og med Jubel og Triumph fortalt om den Lykke, der var vederfaret mig. Marie var bleven ganske ærgerlig, og havde erklæret, at jeg ikke tog imod det, hvor- over Frue Treschow slog Haand i Haand. Jeg besluttede nu at gaae til Statsraad Krogh for at raadføre mig med ham, om hvorledes jeg skulde indrette min Ansøgning om Befrielse for denne Naade og Ære. Han var ikke hjemme. Imidlertid drog det efter med mig, og da Statssecretairen mot Aftenen kom hjem fra en Landreise, da jeg gik ind til ham og saae Kongens egenhændige Underskrift under Re- solutionen, da Holst syntes, jeg ikke vel kunde frabede mig Embedet, da faldt som et Dække fra mine Øine; jeg fandt det var Pligt mod Gud, Kongen og mig selv at følge det Kald, der var givet mig uden min Medvirkning, ja endog under min bestemte Modstræben, hvilken baade ved mit Brev til Anker og mit Løkkekjøb var umiskjendelig. Hvorfor Re- gjeringen valgte mig, om af Tillid og Høiagtelse, af Nød- vendighed eller af andre, mig ubekjendte Grunde, det veed Gud; men jeg erkjender heri det alvise Frosyns Vink, som det er min Pligt at følge; jeg troer, at det er Guds Vilje -- om den fører mig til timelig Lykke eller Ulykke, til et langt og roligt Liv eller til en hastig Død, det er mørkt for mig, og bør heller ikke have nogen Indflydelse paa min s.97   Beslutning. Rammer mig et føleligt Onde, fordi jeg fulgte dette Vink, fordi jeg adlød denne Villie, da kan jeg sige: usporlige ere Herrens Veie, men af ham og ved ham og til ham er Alt; ham være Ære i Evighed! Men, dersom jeg for min Fornøielses eller Mageligheds eller Fordeels Skyld gik min egen Vei, i Tanke, at det var kun Menne- skers Villie, og modsatte mig -- og jeg saa stedtes i en Ulykke, hvorved jeg kunde tænke (med eller uden Grund): den kunde du undgaaet i Bergen, jeg vilde angre det alle de Dage, jeg levede.    Lumholtz har faaet Onsøe Kald. Han var No. 6 paa Statsraadets Liste, men Alle glæde sig dog. 6te Mai.    I Anledning af Klagen over Strøms Udnævnelse har en Anonym i Nationalbladet sagt adskilligt, som synes at være meget sandt. At Strøm som candidatus juris fra 1803 eller 4 kunde havt et langt bedre Embede end denne Bergmesterpost er uimodsigeligt. At han har reist, meest for egne Penge, paa Bergvidenskaben i Tydskland og Sverrig er nok ogsaa notorisk Kjendsgjerning, og at han ikke har taget Examen, da det Institut, hvor den skulde tages, ikke mere existerer, kan aldrig lægges ham tillast. Hvorfor frem- drage Strøms politiske Meninger og Yttringer paa en Tid, da alle Gemytter vare i Bevægelse, og gjøre Anvendelse deraf paa en Sag, hvor de aldeles ikke komme i Betragtning? Var det Wergelands Adfærd paa Eidsvold, man nu revsede ham for, vilde jeg finde hans Antagonisters Forhold yderst illiberalt. Over Alt, hvad der i den Tid sagdes og gjordes, bør hvile fuldkommen Amnestie. 7de Mai.    To nye Skrifter er udkomne, som jeg ikke har læst. Allum har skriblet Noget, kaldet Sandsigelse eller Alvor og Skjemt, som jeg heller ikke vil læse, hvilket ogsaa er s.98   mit fulde Forsæt med det bebudede Svar paa min Critik, hvis det nogensinde udkommer. Den anden Brochure er Wergelands Svar til Falsen, efter Herslebs Sigende endnu grovere og lumpnere, end det til ham, fuldt af de meest tær- gende personlige Angreb. -- Her blev i Gaar begravet en Student Parelius, den første Søn, vor alma mater har maattet slippe af sin Favn og overgive i Gravens Skjød. Der var stor Høitidelighed. Næsten alle Professorer og Studenter fulgte, og Schwach havde skrevet en Sang, hvoraf det sidste Vers var paa rimet Latin. 9de Mai.    Jeg havde Visit af Statsraad Collett, som nu er hjemkommen. Han gratulerede mig, og "var glad over, at jeg havde modtaget Bispe-Embedet". Ja -- Gud kjender Alles Hjerter, men uden at frakjende især Schmidt større Evner til at udføre nogle af Bispe-Embedets Forretninger, tør jeg vel for Gud og mig selv vedkjende mig den Tanke, at ingen af mine Rivaler med saa fromt, gudhengivent, menneskevenligt Hjerte vilde modtaget og rygtet sit Kald. Mig selv denne redelige Villie bevidst, uden sværmerske Pla- ner og Forhaabninger, seer jeg med Resignation imøde, om jeg endog skal bringe større Offere, end jeg nu aner; jeg troer at være hensat paa det Sted, hvor jeg kan udføre min Herres Gjerning bedre, end jeg hidtil kunde; denne Tanke skal styrke mig, naar jeg svæver paa Søndmørs Bølger, naar jeg savner Christianias skjønne Egne og rige Bogsam- ling og Adgang til politiske Nyheder fra første Haand, ja naar hidtil ubekjendte Byrder og Ubehageligheder, som idet- mindste ere af en anden Art, end de nærværende, true at forbittre mig Livet. 10de Mai.    Jeg fik et Lykønskningsbrev fra Neumann, som meget styrkede og oplivede mig. Han veed ikke den Tid, da han s.99   paa een Dag har modtaget to saa glædelige Tidender som Lumholtz's Forflyttelse til Onsøe og min til Bergen. Som en Hemmelighed betroer han mig, at den første, næst Guds Bi- stand, er hans Værk ved umiddelbar Anbefaling til Kronprind- sen, som engang før har reflecteret paa denne, og lovet at den fremdeles skal blive gjeldende. Hvad mig angaaer, da var det ham høiligen overraskende, saameget mere, da han under 7de Apr. fik Efterretning paa anden Haand fra An- ker, at nu skulde Rein bestemt blive Bergens Bi- skop. (Det maa da vel være Kronprindsens peremtoriske: sic volo, sic jubeo, der har gjort Streg i den Regning).1 Men, at denne Vished maatte vige for en anden Overbeviis- ning, interesserer ham høiligen som min og den gode Sags Ven. Han afskriver et langt Stykke fra en af hans kjøbenhavnske Venner (formodentlig Engelstoft) om Bispe-Embedets Vigtighed, og hvor høist velgjørende det er, at dette beklædes af en Mand, som kan Andet end "declamere eller være Fattigforstander, eller skrive og udfylde Schemata og Tabeller". Dette Brev stemte mig blidt, og i Eftermid- dag vandrede jeg ude paa Løkken i Haven og paa Marken og udmalede mig de skjønneste Billeder af min nye Stands Pligter og Glæder. Jeg troer, jeg har Aand og Hjerte for den, og den Routine, der endnu fattes mig i de Ting, Tids- alderens Forvendthed saa gjerne vil gjøre til den høiere og ringere Geistligheds Hovedsag, vil jeg efterhaanden kunne erhverve til Huusbehov. Min Hovedsagblive de aldrig.    Expeditionssecretair Vogt talte med mig om min Fæt- ter i Gloppen, som han ikke tvivlede om baade ønskede og var tjent med Slotskaldet, og paa hvis nærmere Approba- s.100   tion han har isinde at indgive Ansøgning. -- Efter Aabels Fortælling har Rasmussen ingen Tilhørere. Jeg ansaae ham for en udmærket Skolelærer, og troede, at han som Universitetslærer vilde blive ligesaa, men Finantsvæsenet er nok nu hans Hovedsag, og han seer nok med Længsel den Tid imøde, da han udelukkende kan sysselsætte sig der- med. Hansteen yndes overmaade af Studenterne. 11te Mai.    Heibergs Julespøg og Nytaarsløier har jeg nu læst. Liebenberg kalder Bogen en Skamplet for den danske Litteratur, og det er rigtignok en haard Tale, men at den hverken gjør Digteren eller hans Fædrelands Litte- ratur Ære, maa jeg tilstaae. Hvad jeg lovede mig af Pot- temager Walters Digter finder jeg ikke opfyldt, og kan jeg end ikke nægte, at han i poetisk Genie uden Tvivl langt overgaaer sin Fader, saa er han nok ogsaa paa den anden Side ligesaa langt over denne i Frivolitet og Letsind. Med det Hellige drev Peter Andreas Heiberg aldrig Spot, men det gjør dog vist Johan Ludvig, naar han i Prologen la- der en Vandringsmand først komisk parodiere den, som træ- der frem i Øhlenschlægers St. Hans Aftens-Spil, og der- paa forvandles til Engelen Gabriel, der siger Pudserligheder om Jomfru Maria og det lille Barn Jesus. Saadanne Steder findes adskillige af, hvor med en vis naiv Barn- lighed, der synes at komme fra et fromt , uskyldigt Hjerte, flux blande sig Sarcasmer, der vække Mistanken, at Forfat- teren ikke mener det ringeste med det Alvorlige, han siger. Ingemann er den danske Digter, det især gaaer udover. Lette Rap gives og Øhlenschlæger, Guldberg, (meest som prosaisk Stylist) og Grundtvig. Stykket er ægte Tiecksk, hvor jeg dog, som hos saa mange af vor Tids Efterabere, vel finder hans Durchlautigheds Sabel, men sjelden hans Arm. s.101   13de Mai.    Bech fortalte mig til min Forundring, at Schmidt har indgivet Ansøgning om at maatte gjøre en Udenlands- reise paa to Aar, hvilket Biskoppen mente vel lod sig gjøre. 14de Mai.    Jeg fik i Dag 30te Aargang af Journal für Luxus und Moden. Dette vidtløftige og kostbare og uvidenskabe- lige Værk har altsaa Universitetet Raad til at anskaffe og lade kostbart indbinde? Det er ubegribeligt. Jeg har hid- til blot læst en Afhandling deri om Tobaksrøg, som var ret efter min Smag. Jo ældre jeg bliver, jo ubegribeligere finder jeg det, at den har kunnet tilliste eller tiltrodse sig Adgang til Selskaber, som ville bære Navn af anstændige. Tobakspiben burde man ladet Hollænderne beholde med de flere Uterligheder, som ere dem characteristiske i det selskabe- lige Liv -- thi i Enrum! hvem vilde formene nogen denne eller hvilkensomhelst moralsk ulastelig Handling, den være iøvrigt nok saa urimelig! Jeg er ordentlig stolt af, at jeg fra Ungdommen har holdt mig ubesmittet af det Snaus, og naar jeg ellers, indlemmet i fine Cirkler, følte, hvorme- get der fattedes mig i den fine Levemaade, hævedes min Selvfølelse ved den Tanke: jeg røger dog ikke Tobak!    Det eneste mærkelige i Rigstidenden var en Beretning fra Branddirecteur Faye om den drammenske Ildebrand, hvoraf det sees, at det ved Forhør fuldelig er oplyst, at Ilden er paasat -- men af hvem?    Overlærer Borch ved den nye Latinskole i Drammen, Præstens Broder, gjorde mig Visit. Han har et ufordel- agtigt Ydre, og hans Omgangstone er heller ikke behagelig; han bukker næsten ved hvert Ord, han siger, men han ro- ses som en flink og brav Mand.    Fra Biskop Sørenssen fik jeg et Privatbrev, hvori han melder mig til egen og den øvrige Committees Efterretning, s.102   at han har overtalt Stiftsprovsten og Rector Amberg til med ham at udgjøre en Stiftscommitee. Han har sidste Søndag fra Prædikestolen talt Bibelselskabets Sag -- med hvad Virkning skulde med det første blive Centralcommiteen of- ficielt meddeelt.    Bispen sendte mig den Ansøgning, Expeditionssecre- tair Vogt har skrevet i min Fætter, Pavels's Navn om Slotskaldet. Jeg tegnede paa den, at skjøndt den dobbelte Omstændighed, at jeg endnu ikke har tiltraadt mit Bispe- Embede, og at jeg var Supplicantens Nærpaarørende, syn- tes at maatte fraraade mig det, havde jeg dog ikke kunnet afslaae Vedkommendes Ønske om en Anbefaling, da jeg over- alt haabede, Hans Majestæt, som nylig havde vist mig en saa udmærket Naade og Tillid, ikke vilde tiltroe mig at an- befale endog min nærmeste Slægtning til Noget, han efter min Overbeviisning var uværdig til. Altsaa bevidnede jeg, at skjøndt jeg aldrig havde staaet i Embedsforhold til min Fætter, kjendte jeg ham dog som en værdig Religionslærer og ypperligt Menneske, og at jeg gjerne ønskede ham til min Eftermand, mindre med Hensyn paa mig selv, end paa min kjære Menighed og den gode Sag, vi begge søge at fremme. Vistnok er han ingen "veltalende Aron", som Lumholtz kaldte mig i sin Indsættelsestale, men et saare elskværdigt Menneske er han, og tør i den Henseende maale sig med Keyser, som var overmaade yndet her. Men den Forskjel er der rigtignok, at Christiania og Slotsmenigheden nu er noget ganske andet, end de vare i Keysers Tid, og at Keyser succederede en ubegavet og affældig Olding, han derimod en berømt Taler, hvor maaskee endog det fælles Navn kunde forlede en dadlesyg Critiker til ubehagelig Sammenligning. 15de Mai.    Statsraadinde Collett og Aabel roste min Prædiken i Dag, som hørtes af mange Mennesker, hvoriblandt Grevinde s.103   Mørner. Den handlede om Skyen, der bedækkede den himmelfarne Jesus for hans Disciples Øine. Ogsaa for os, ei blot for vore legemlige Øine, men ogsaa for vor Forstand dølges Jesus, som han var her paa Jorden og som han nu er i Himlen. Men bag Skyen seer Troens skarpere Blik ham som den, der nu lønnes for Alt, hvad han leed og opofrede, hvem Magt er given overalt i Himlen og paa Jorden, og som ømmeligen sørger for det Sam- fund, han stiftede og dets værdige Lemmer. Dog engang forvandles Troen til Beskuelse, Skyen svinder, og vi see Jesus klarligen i den Herlighed, hvor han lovede at hjem- hente os til sig.    Kongen har gjennem Statsraadet tilkjendegivet Cen- tralcommiteen, at han venter Reformationsfesten ogsaa ce- lebreret i Bibelselskabet. Hersleb finder det derfor nødven- digt, at Selskabet strax faaer fuld Organisation og ordent- lige Love. 16de Mai.    Neumann vidste fra Stockholm, at Wulfsberg søger Auctionsdirecteur-Embedet her, og at Anker gjør sig Umage for at skaffe ham det, deels for at blive af med ham, deels for at spare de 200 Pd. Strl., han koster Staten, da en Archivarius ei behøves. Men der er Forslag reent at op- hæve denne Sinecurepost; lægge nogle af dens Indtægter til Statscassen, og med Resten forbedre Byefogdens og Bye- skriverens Gage, men imod, at disse lønne en Fuldmægtig til at gjøre Arbeidet. -- Paa Bibliotheket læste jeg i et No. af den bergenske Tilskuer: "Et Lyn i December 1814". Digtet er af Rein, det vidste Sverdrup, og ganske i hans Maneer, men dets egentlige Betydning fatter jeg ikke saa ganske. Den forekommer mig at være: "Den svenske Adel maae falde, da kan Norge og Sverrig vorde en mægtig og blomstrende Stat." s.104   19de Mai.    Stenersen, som jeg første Gang talte med som Bisp, bifaldt aldeles min Beslutning at modtage Vocationen, da han ligesom jeg, erkjendte deri guddommeligt Kald, som man ei bør modsætte sig. Denne Tanke staaer saa lys og le- vende for min Sjel, at jeg, skjøndt min Legemstilstand ei betydeligen har forbedret sig, dog føler mig nu besjelet af en Sindsroe og Tilfredshed, som ofte før truede at forlade mig, og hvis Savn min Kone og mine Børn stundom maatte undgjælde for. 1  tilbake Om de langvarige Forhandlinger angaaende Bergens Bispestols Be- sættelse kan henvises til D. Thraps Bidrag til den norske Kirkes Hist. I. 244 f.

bla bakover

bla videre