|
24de Marts. Jeg afgav og fik Qvittering for mit fulde Indskud til Banken, og gik i den Anledning i Løbet: A. Myntet Sølv: 8 engelske Kroner, 9 danske do., 8 spanske Pjastre, 30 Trediedeelsspecier, 75 Rigsorter, 132 gamle Otteskillinger og af nye fra 1809. 120 Lod bereg- nede som sexlødigt Sølv à 15 Specieskilling Loddet. B. Forarbeidet Sølv: Sølvkanden, med hvilken jeg nu tog endelig og evig Afsked, en Platmenage og ende- lig en Skaal med Fad, som min Tipoldefar, Assessor Tol- dorph (1707) gav sin Sønnesøn og Navne, min Morfader i Faddergave. Osterhaus tællede Pengene, samt havde Op- syn med Sølvets Vægt, Præsidenten dicterede til Protocol- len og udstedte Qvitteringer; Raadmand Larsen sad hos og gjorde ingenting. Atter blev jeg til min Forundring indbuden til Exellen- sens Taffel. Anledningen var nok, at Grevinden vilde spørge mig, naar og hvorledes Communion holdes i Slotskirken, og da jeg havde givet Oplysning herom, lod hun mig vide, at de vilde communicere Skjærtorsdag. -- Maleren Capt. Munch fortalte mig endeel om P. A. Heiberg, hvor hjerte- lig han i Paris modtager, og hvor herligen han beverter de Danske og Norske, der gjøre ham betimelig Visit, men ogsaa hvor strengt han holder over denne Etiquette. Fra Bispinde Brun fik jeg Brev til os tre Subscri- bentsamlere, hvori hun lod os vide, at den tungeste Steen var tagen fra hendes Hjerte, da hun nu kan vente, naar Auctionen i næste Maaned er holdt, at tilfredstille alle sine Creditorer, og at saaledes, ved vor Medvirkning hendes Mands sidste timelige Ønske: at kunne gaae som gjeldfri | |
| s.71 | Mand i sin Grav, er opfyldt. -- Gamle Pløen1 er død. Ham interesserer det vel altsaa ikke mere, om alt det Guld og Sølv, han eiede i denne Verden, indskydes i den tvungne Bank, blandt hvis Antagonister han ellers skal have været. Han rostes af Mange som en jevn, brav Mand, der holdt et saakaldt godt Huus, hvor man kunde gaae ind og ud al- deles ugeneret. Jeg hørte eller saae aldrig Noget af ham, som hævede ham over den almindelige Kjøbmand. 25de Marts. Øhlenschlægers "Fredriksberg" viser ham som en sand Contrast til Ingemann: denne en sygelig Grædepiil, hiin en kjæmpestærk Eg i Manddommens hele Kraftfylde. Og er end ikke Mennesket Øhlenschlæger aldeles som han viser sig her, skal jeg dog aldrig glemme den herlige Sandhed, Lie- benberg i sit sidste Brev fremsætter, at Digterens Indre, hans sande Følelser, hans egentlige Jeg udtaler sig langt fuldkomnere i hans Digte, hvor hans Aand, hævet over Hverdagslivets Skranker, kan virke frit, end mellem de ind- snerpende, begrændsende Omgivelser, der ofte tvinge ham ind i Forhold, afnøde ham Ord og Handlinger, over hvilke hans Aand og Hjerte ere langt ophøiede. 26de Marts. Rigstidenden har en mærkelig officiel Artikel fra Stock- holm. Regjeringen fik den 13de om Aftenen Underretning om nogle foregivne Anslag, sigtende til at kuldkaste den nu- værende Tingenes Orden og derved tillige at fornærme Na- tionens Ære, Hæder og Selvstændighed. I den Anledning |
| s.72 | anstilles nu alvorlige Undersøgelser. Saasnart Rygtet ud- bredte sig i Hovedstaden, skyndte samtlige Autoriteter sig til Kronprindsen, for at forsikre ham og Kongen om deres un- derdanige Troskab og Hengivenhed. -- Jeg vidste Intet om denne Sag, førend jeg læste dette, men siden har jeg hørt de nærmere Omstændigheder saaledes fortalte: En Officeer var kommen op til Kronprindsen, og havde, efter en anden Officeers Udsagn, angivet, at et Complot var organiseret, hvis Hensigt var at dræbe Kronprindsen og Prinds Oscar og sætte Gustavs Søn paa Thronen. Denne sidste Officeer var strax arresteret, men vilde Intet tilstaae. Oscar havde væ- ret syg af Krampetilfælde i 3 Dage, og man talte om, at han havde faaet Gift, men det var blot Alteration, som hos en saa nervesvag Yngling let lader sig forklare.2 I Forbindelse hermed fortælles en Anecdot, som skal være no- torisk: Paa Gotland holdt Commandanten i Vinter en Fest; Isen havde spærret Communicationen, og det Rygte var ud- spredt over Øen, at Kongen skulde være død. Ved Bordet udbragte Verten Kongens Skaal. En Doctor reiste sig og spurgte: "Hvilken Konge? den Dødes eller Gustav den Fem- tes?" hvorpaa man fandt sig beføiet til eventualiter at drikke først Carl den Trettendes og saa Gustavs. Comman- danten og Doctoren skal, som rimeligt er, være arresterede.3 Hvad enten nu dette sidste er sandt eller usandt, ere Aspec- terne ikke behagelige, og det er altfor sandsynligt, at vi snart igjen kastes ud paa Revolutionens stormfulde Hav. Vil man efter Kongens Død uhindret lade Carl Johan be- stige Thronen? Neppe, med mindre han renoncerer paa Ar- vefølgen for sin Søn eller en betimelig Død forinden ude- lukker ham derfra. |
| s.73 | Neumann er særdeles uheldig med dem, han berøm- mer. I Dag otte Dage holdt han en Lovtale over Dram- mens Indvaanere, og samme Dag udkom den lumpne An- søgning; til Nationalbladet har han indsendt en Convention mellem Berlins Borgere, der endnu ikke er trykt, med Op- muntring at speile os i deres Exempler, og nu læses i Rigs- tidenden, at disse samme Borgere, med deres høilovlige Magi- strat i Spidsen, har villet gjøre en gammel, for længe siden ophævet Fritagelse for Værnepligt gjældende for deres gode Stad og saaledes paalæsse deres øvrige Landsmænd forøgede Byrder, hvilken Forestilling da ogsaa, som billigt, er afslaaet i Unaade. 28de Marts. I Kjøbenhavns Skilderie fandt jeg blandt Andet et Digt af Finn Magnussen i Anledning af, at Frederik den Sjettes Skaal blev drukken her i Christiania ved Universi- tetsfesten. At Døderlein har kunnet tænke paa, som jeg seer han har, at indføre dette Digt, hvor Danmarks og Norges Gjenforening peges paa som ønskelig og mulig, hvor Nor- manden roses for sin Troskab, som nu vilde være aaben- bar Troløshed -- i den officielle norske Rigstidende er mig ubegribeligt. Cadetterne communicerede, men ikke deres Commandeur. Naar han saaledes dispenserer sig for at følge med, bliver deres Communion blot en Tvangs- og Velanstændigheds- handling, som de, tilligemed Skoleaagets øvrige Byrder, nu maae underkaste sig, men frit kunne afholde sig fra, naar hiint tages fra deres Skuldre. Naar jeg saa derhos tæn- ker mig deres irreligiøse Religionslærer,4 der vel neppe Da- gen før Communionen holder den Andagtstime med dem, som var Skik i Hegermanns og de forrige Læreres Tid, saa kan jeg som deres Sjelesørger desværre ikke finde det mind- |
| s.74 | ste glædeligt ved, at de gaae i Kirke hver Søndag og commu- nicere to Gange om Aaret. Jeg skrev til Biskop Sørensen og raadede ham til at faae 4 -- 5 af Christiansands Indvaanere til at give et lidet aarligt Bidrag til Bibelselskabet og af dem danne en Stifts- committee, da uden en saadan hele Selskabets Virksomhed er lammet. 29de Marts. Af "Den norske Tilskuer" har jeg læst de to første Nummere. Bladet synes aldeles ikke at ville faae den poli- tiske Tendents, som jeg ved at læse Falsens og Reins Navne tænkte mig. Det er en reen Copie af Rahbeks danske Til- skuer, hvilken en af Udgiverne endog synes ligefrem at have bestjaalet. -- Aabel fortalte om forskjellige Studenterforlo- velser og Giftermaal. Digteren Hansen har giftet sig med en Datter af Major Leschly, forsaget sit Embedsstudium og oprettet et Institut. -- En Pige bestilte Barnedaab og havde Fadderne opskrevne paa en Seddel. Galskrivningen forekom mig saa exemplarisk, at jeg maa afskrive Seddelen: O Bes Stabel (Oberst S.), Marior Kraag (Major Krogh), Kam- mer Herre Falbye (Falbe), Fru Marie Boe (Mariboe) Jom Frue Sive (Zilche). 30te Marts. Tre Præstekald ere bortgivne, alle efter Statsraadets Indstilling, men imod denne er Toldcasserer-Embedet i Kra- gerøe tilfaldet en Kløcker,5 beslægtet eller besvogret med Oberst Holst, der altsaa endnu virker i Norge paa en kraftig, skjøndt usynlig Maade. -- De Drammenske Borgeres Skridt bedøm- mer Statssecretair Holst som Alle bedømmer det; men ellers skal denne rige og anseelige Handelsstad være i en meget |
| s.75 | slem Forknyttelse. Cappelen6 undtagen, skal næsten ikke en eneste af dens Matadorer staae fast. Iver Holter7 er nær ved at standse med Betalingen. Urigtige Speculationer, at opdynge uhyre Trælastoplag, tildeels ogsaa de Flestes For- bindelse med det store Handelshuus i Amsterdam Weddick et Wendel, som har falleret,8 skal være Aarsag i denne Mal- heur. -- Fra Sverrig vidste Holst Intet uden, hvad vi længe har vidst og troer, at det Hele meest er blind Allarm. Anec- doten om Landshøvdingen paa Gulland, en militair Per- son og Commandeur af Sværdordenen, skal være sand. I Aften lagde jeg sidste Haand paa Fattigregnskabet for 1810, som Juell vel aldeles har udarbeidet, men hvor dog et Par Bilage vare tilbage, som jeg skulde bringe i Or- den. -- Juell og jeg har hver sit Talent. Han kan ved konstige og selvgjorte Calculer forbedre det, i hvilket ellers findes Irring, og jeg kan ved ziirlige Talemaader snakke mig fra, hvad jeg ikke paa anden Maade kan hitte Rede i. Et Compositum af os to vilde, med behørige Kundskaber, kunne staae i Spidsen for et Finants-Departement. 1ste April. Statsraad Sommerhjelm vover ikke at haabe nogen Forbedring i vort Finants- og Pengevæsen, og tilskriver det Normændenes egen Upatriotisme, da Mængden allene tager Hensyn paa eget Vel, om hvilket den overalt har vrange og bornerede Ideer, og slet ikke paa det Almindelige. Kjøb- mandsstanden lider unegtelig nu, men man kan ikke ret ynke |
| s.76 | den, naar man betænker, at det er for dens egne Synder ikke blot den, men Fædrelandet maa bøde. 2den April. Det eneste mærkelige i Rigstidenden er, at nok en Mand har frasagt sig sin Titelrang, nemlig Assessor Rich- ter. Over dette Skridt af den første, som gjorde det, Provst Aschehoug, skoptiseres i Nationalbladet. "Det kan ikke være af Ringeagt mod Frederik den Sjette, eller for at smigre vor nuværende Regjering; thi ellers havde han vel ogsaa tilbagesendt Dannebrogskorset; ei heller kunde det være et Offer for Norges Alter, da Rangskatten er ophævet." Men jeg synes endnu et Fjerde lader sig tænke, at det er et Of- fer paa de gode Mænds eget Alter, da der efter Skattelo- ven ei betales Rangskat af Embedsrang, men derimod endnu bestandig af dansk Titelrang. Altsaa synes jeg Enhver, der ei ved at miste sin Titelrang, reducerede til Intet, saa at hans Kones Fruenavn endog gik i Løbet, gjorde vel i at følge Provstens og Assessorens Exempel. -- I National- bladet findes endvidere et langt Stykke, kaldet "Noget om den historiske Skitze: Danmarks Forbrydelser mod Norge," ganske vist af Provst Hertzberg, hvis Maal røber ham. Det er i det Hele meget sandt, Sagen vedkommende og uden per- sonlige Angreb Alt, hvad der siges. I at laste Grundtvig er han enig med de Fleste af vore Skribenter; han kaldes "en olm Hane, en Stoltling," og der spørges: "Skal den danske Nation undgjælde for et Hanegal?" -- Med al min baade Kjærlighed og Agtelse for Hersleb og Stenersen maa jeg sige, at den Eenstemmighed, hvormed deres Afgud nedri- ves af de ellers meest modsatte Partier, hjerteligen fry- der mig. Efterat jeg for Grev Mørners Skyld havde udsat min egen Communion, givet Klokkeren adskillige Befalinger og anmodet Stiftamtmanden og Bispen i Morgen at overlade |
| s.77 | deres Stol til Brug for Exellencen, kom i Dag en Adjutant og lod mig vide, at Grevinden havde misforstaaet mig og jeg hende, at der i Sverrig ei var Gudstjeneste Skjærtors- dag, hvorfor hun troede, her heller ingen var, at de ei øn- skede at udsættes for Trængsel, og at altsaa Communionen maatte udsættes til en anden Gang. Det kunde jeg da In- tet have imod, men kunde ei heller undlade at fortælle ham alle de Arrangements, jeg havde gjort for de høie Herska- bers Skyld, ligesom jeg ogsaa paa hans Spørgsmaal, om ei Communionen kunde skee paa Løverdag svarede reent ud Nei, da jeg, som havde prædiket Torsdag og Fredag og skulde prædike to Gange Søndag, ønskede at have den Dag for mig selv. Han gik da med den Besked, og kom noget efter tilbage med den, at man engang i næste Uge ønskede at communicere, hvorom jeg skulde faae nærmere Bud, og saa var jeg da hver Dag og Time til Tjeneste. Ventelig kommer det da ogsaa ubeleiligt, da jeg hver Dag har Con- firmander, men det faaer Puus taale. 3die April. Jesu Ord til Thomas: "Salige ere de, som ikke see, men dog troe," var den egentlige Text til min Skjærtors- dagsprædiken. Som der overalt blev Lidet eller Intet af vor Religion tilbage, naar vi ei kunde troe Andet end, hvad vi saae, saa vilde især Nadverens Sacramente tabe al Fest- lighed, al Betydning, naar den sandselige Anskuelse deri ud- gjorde Hovedsagen. Thi hvad see vi? -- En Hob knælende Mennesker, hvilke Guds Ords Tjener, iført Ordensdragt, rækker Brød og Viin. Er det en Mindefest for en Mand, som har gjort sig fortjent af os, saa maae vi tilstaae at vi kunde tænke os, at vi maaskee selv har oplevet lignende Optrin, som vare langt høitideligere; at det overalt gjenta- ger sig to Gange om Ugen, maae for den, der blot dvæler ved det Sandselige, gjøre det til et Hverdagsoptrin. Troen |
| s.78 | er det altsaa; som giver det Betydning, og skal det have denne, hvad maae vi da troe? -- 1. At Jesus ei allene var en stor Lærer, et ypperligt Menneske, men at han op- offrede sit Legeme, at hans Blod udøstes til Syndernes For- ladelse. Indstiftelsens Ord, forenede med Pauli: "forkyn- der Herrens Død!" viser dette. -- 2. At Enhver af os, li- gesaafuldt som Jesu Disciple og Samtidige kan, under fore- skrevne Betingelser, tilegne sig dette Gode, da der mellem Corinthierne, som levede 30 Aar, og os som leve henved 1800 Aar efter Jesus, i den Henseende er ingen væsentlig Forskjel. -- 3. At Jesus ved dette Maaltid, paa en vistnok for os aldeles ufattelig Maade meddeler sig til os, at vi altsaa, hvergang vi nyde det med bodfærdige og troende Hjer- ter, komme i nærmere og saligere Forening med ham. -- 4. At det, som her er dunkelt, skal opklares, det, som er ufuld- komment, fuldkommes i Evigheden. -- Jeg troer Materien blev ret vel udført; Kirken var temmelig fuld. 4de April. Min egentlige Text i Dag var Jesu Ord til Qvin- derne: "Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græ- der over Eder selv og Eders Børn." -- En egentlig Sør- gehøitid med Hensyn paa ham kan Jesu Dødsdag aldrig være. Endog det uskyldige Menneske, der døer Misdæderens Død, kunne vi ei begræde, naar vi høre ham døende raabe: Det er fuldbragt! jeg har udført min Gjerning paa Jor- den, og saa med rolig Blidhed overgive sin Sjel i Guds Haand. End mindre egner det sig at sørge ved Jesu Kors, naar vi tænke os, at i hans Død var evigt Liv for alle Jordens Slægter. Skulle vi altsaa græde, maae det ikke være over ham, men over os selv og vore Børn, naar vi nemlig udelukke os og dem fra den Frelse, han tilveiebragte, naar vi vise os som Christi Kors's Fiender, hvis Ende er Fordærvelse. Som saadanne tee sig ikke de redelige |
| s.79 | Tvivlere, der ikke troe, fordi de endnu ikke kunne troe, men: 1. De der hærde sig mod Overbeviisning, og trodse og spotte, hvad de ei begribe. 2. De, der ligegyldige for Alt, hvad der angaaer Aandens Forædling, ogsaa ringeagte Gud og hans Eenbaarne. 3. De, der vel bekjende ham med Læber, men fornægte ham i deres Daad. Disse samt deres Børn, som de med deres Haan, Letsind eller Immoralitet lede til Vantroe og Ugudelighed, dem bør man begræde. Ved et Henblik paa dem, hvis Borgerskab er i Himlen, og som der- fra vente Frelseren, "den Herre Jesum", søgte jeg at for- milde noget det Mørke i disse Forestillinger. -- Denne Præ- diken, som jeg troer lykkedes mig endnu bedre end den i Gaar, havde mange flere Tilhørere, og mange vendte hjem af Mangel paa Plads. Grevinde Mørner var der, men ikke hendes Mand. 6te April. Min Paaskeprædiken var, saavidt en to Gange extem- poreret Prædiken kan være det, aldeles den samme, kun at jeg i Slotskirken gik ud fra Slutningen af min Langfredags- prædiken, og begyndte med det samme Bibelsprog, hvormed jeg da endte -- i Aggers Kirke derimod, hvor jeg intet Fo- regaaende havde at henholde mig til, at Festen selv tog An- ledning til mit Thema: "Jesu Opstandelse som den sikkreste Grund for vort Udødelighedshaab." -- At Jesus virkelig er opstanden, viste jeg korteligen. Derfra gik jeg over til den Sandhed, at vor Troe paa Udødelighed grunder sig næsten ene paa Jesu Lære. Fornuften aner den, men veed Intet med Vished, kun Jesus og hans Apostle have sagt det med fuld Tydelighed, men Jesu Læres Sandhed og Guddomme- lighed staaer og falder, efter Pauli Ord, med hans Opstan- delse. -- Mere end Forsikring er os Erfaring. Vi have hi- storisk Vished om, at en Død er fremkaldt til Livet. Har dette været Tilfældet med Jesus, kan det og være med os. |
| s.80 | End mere: Han er, som Paulus siger, den Førstegrøde af de Opstandne. Vi kunne ei sammenligne ham med Lazarus, med Enkens Søn fra Nain ofl.; han døer ikke mere; og saaledes er og vor Opstandelse Overgangen til et evigt Liv. -- Efter disse, noget kolde dogmatiske Betragtninger, gik jeg over til en rørende og livfuld Sammenligning mellem Jesus og os som døende, begravne, gjenvakte til Livet, samlede med fordums Venner, levende evig hos Gud. Af dette Skelet, hvor nok hverken lys Orden eller no- gen anden udmærket Egenskab spores, maae man dog ikke slutte sig til Prædikenen selv, som jeg troer i begge Kirker lykkedes fortrinligen. Slotskirken var umaadelig fuld. Gre- ven og Grevinden vare der, uagtet Bispen lod sig høre i Byens Kirke; ogsaa var der mange andre af den fine og fornemme Verden. I Aggers Kirke var ogsaa en Mængde Mennesker, men saare Faa af dem ofrede. 7de April. Blandt mine egne Bøger har jeg i Dag tilendebragt Læsningen af Plums Haandbog for Borger- og Al- mueskoler. Uden Tvivl har den Bog gjort Epoche i vort Underviisningsvæsen, da alle de Skolereformer, som siden med større eller mindre Held ere foretagne, der foreslaaes som noget Nyt, forhen ukjendt. Der findes og overmaade meget godt deri, en herlig Theorie, og adskilligt som under heldige Auspicier practisk lader sig udføre og maa gjøre god Virkning paa nogle Børn. Men man maa korse sig over de mangfoldige Ting, Forf. vil have Almueungdommen, endog paa Landet, underviist i, og over de sangvinske Forhaabnin- ger han gjør sig om den Oplysning og Forædling og Lyk- salighed, der ved disse Reformer skulle udbredes. Til at iværksætte Alt, hvad her næsten som reen Nødvendighed ved en velorganiseret Skole anprises, udfordres kun 3 Bagateller: nogle 100 Lærere, saadanne som maaskee ikke een af hundrede |
| s.81 | er eller kan være: en Ungdom, som har baade naturlige Anlæg og Villie til at lære Alt, hvad læres kan, og hvis Forældre og Opdragere entrere i Skolebestyrernes Ideer: og endelig en Skolecasse i hvert Sogn, af hvilken dets 2, 3 til 7, 8 Skoler kunne forsynes med Bibliothek, Naturalie- samling, Atlas, physiske og mechaniske Apparater etc. Naar man blot kunde bringe disse Ting i Rigtighed, saa betvivler jeg ingenlunde, at den gyldne Tid, Riemann og Plum spaae, snart vil komme -- men i Mellemtiden faaer man være langt nøisommere, og trøste sig ved, at den Ungdom, som gaaer ud af vore moderne Skoler, lidet i intellectuel og slet ikke i moralsk Henseende er over dens Forældre og Bedste- forældre, da de forlode de gammeldags. Sigvardt holdt Afskedsprædiken i Tugthuset, og om- trent 90 Mennesker med Bispen og Stiftamtmanden i Spid- sen vare oppe og ofrede. Det er troeligt, at ogsaa Adskillige have sendt Offer i hans Huus, og det glæder mig meget, da han vel ingenlunde er en udmærket Prædicant, men vist- nok en Mand af streng Retskaffenhed og varm Embedsiver, som nu, uden Formue og med stor Familie skal etablere en stor Landhuusholdning paa en Tid, da Gaardsredskaber og Besætning vist koster mange tusinde Rigsdaler. Til Middag var jeg i stort Gjæstebud hos Bech. Be- værtningen pleier at være udsøgt; idag var den anstæn- dig baade i Henseende paa Retternes Qvalitet og Mængde. Havde der været Flere, vilde man maaske kaldt det Overdaad, men et Par af dem kunde været bedre tillavede, uden at den meest suurseende Oeconom vilde have noget derimod at indvende. Drikken var god Rødviin og kold Biskop, skjænket af Flasker. Dog havde Excellencen en Flaske Langkork for sig, der var ham saa aldeles forbeholdt, at da han vilde skjænke deraf for sin Sidemand, Statsraad Krohg, rakte Bispinden hen over Bordet og skjænkede Statsraaden af |
| s.82 | Militaire og Pøbelen skal have revolteret og paastaaet en ny Constitution. Garden var paa Kongens Partie, og der skal være forefalden adskillige blodige Scener; dog var det igjen temmelig roligt. Kongen skal have sendt Courerer til de fremmede Hoffer, og fra Rusland forlangt 20000 Mand regulaire Tropper, for at vedligeholde Orden. -- Dette sidste forekommer mig aldeles utroligt. Heller ikke synes det meget rimeligt, at Krigsmagten, som Kongen altid har behandlet med næsten anstødelig Udmærkelse, skulde begynde en Revolte og gjøre fælles Sag med Pøbelen, som nok al- drig har været dens Ven. At imidlertid Danmark blandt Europas mindre Stater skulde være den eneste, der beholdt souverain Regjering, er ligesaalidt troligt, og den Daarlighed bør man dog ikke tiltroe Frederik den Sjette heller at ville underkaste sig russisk Herredømme, end for sit Folks Skyld gjøre en Opofrelse, som næsten alle europæiske Fyrster have gjort, eller efterhaanden ville tvinges til. 21de September. Sagen fortalte, at der den 2den Septbr. som sæd- vanligt var Studenterhøitid i Christiania. Det var nu godt og vel. Derimod misbilliger jeg aldeles, at man istemte en enthousiastisk Sang, Frederik den Sjette til Ære, og forsikrede, at man aldrig vilde glemme ham. En saadan Hylding, bragt et fremmed Lands Regent, er utidig, og naar det er et Samfund af Landets tilkommende Embeds- mænd, gjennemtrængt af en maaskee vel stærk og levende esprit de corps, der bringer den, undres jeg ikke, om vort nuværende Broderfolk og Rigernes fælles Konge finder den fornærmende og mistænkelig. Frederik den Sjette havde før 14de Januar 1814 vist ingen troere Undersaat end mig; |
| s.83 | have aflagt Ed skulle være stemmeberettigede Borgere, hvil- ket han dog ei drev igjennem. Bispen ophøiede deres mo- ralske Retskaffenhed, og ønskede fra den Side, at vi allesam- men vare Qvækere. Den skrækkelige, al Moralitet og Sik- kerhed nedbrydende Lære, at man ei skal rette sig efter no- gen udvortes i Ord affattet Lov, men veiledes af det ind- vortes Lys, fandt Pluraliteten ei anstødelig. Siden talte han om, hvad jeg og har hørt før, at en trykt anonym Adresse er tilsendt Autoriteterne om, at man burde stands- og corpsviis underdanigst bevidne Kronprindsen sin Hengi- venhed i Anledning af den stockholmske Historie. Prokantz- leren havde samlet Universitetets Lærere, som vare enige i, hvad nok ogsaa af andre Autoriteter er vedtaget, at saadant var ufornødent og upassende. Det blev Skjelderup over- draget at gaae til Grev Mørner og sige ham, at da ei saa- dant mærkedes at være besluttet af andre, troede Universi- tetet ikke heller at kunne gjøre det, hvorpaa Mørner svarede, "at han var aldeles af samme Mening. Kronprindsen havde vist ingen Mistanke om, at man vilde gjøre Oprør i Norge; altsaa saae han heller ikke, hvorfor vi skulde bevidne ham en Følelse, hvorom der ei var nogen Tvivl. Han troede, Adressen skulde være en Finte til ham, fordi han ei havde udstedt saadan Indbydelse, men det havde han gjort af Princip." Nogle adelige Familier ere forviste Stockholm; iøvrigt døer nok Sagen hen. 11te April. I Dag blev det Alvor med Mørners Communion. Ogsaa nu var der nogen Vrøvl, inden de høie Herskaber bleve skikkede til Sæde, men nu er jeg saa orienteret i de- res Skikke og Fordringer, at jeg haaber, Alt herefter skal gaa i bedste Orden. Essens kom aldrig i Kirke, end min- dre communicerede de; fra Kong Christians Tid herskede et Anarchie eller en Frihed og Liighed, hvad man skal kalde |
| s.84 | det, som nu hæves ved den mere religiøse Statholderfamilies flittigere Kirkegang. Denne synes ogsaa at vække vore hen- slumrede Storfolk, som reent havde glemt at gaae i Kirke siden Christians og Thygesons Dage, men nu begynder igjen at vise nogen Agt for den udvortes Gudsdyrkelse. Sverdrup viste mig beklagende et Regnskab over det Bergenske Fattigvæsen, hvis Udgifter vare noget over 28,000 Rbd., medens det halv saa store Christianias er meer end 100,000; men her maa tages i Betragtning, deels at Ber- gen har flere af det egentlige Fattigvæsen uafhængige Stif- telser end Christiania, deels og fornemmelig, at der paa Bergens Gader vrimler af Tiggere, medens her ei sees en eneste. Naar saa endelig betænkes, at man vel i Bergen kommer ligesaavidt med 1 Rbd. som i Christiania med 2 à 3, saa er Forskjellen endda ikke saa meget frappant. -- Hans Houge har givet 13,000 Sølvspecier for Bredtvedt, man siger, det skal være dyrt. Jeg har efter simpleste Beregning givet 8000 for en Løkke, hvor 2 Hefte og 2 Kjør vist er det allerhøieste, som kan fødes, medens hist holdes 8 Hefte og nogle og tredive Kjør. Betragtes Sagen objectivt, er Forskjellen vistnok himmelhøi; tages Eierens personlige Tarv i Betragtning, faaer den et andet Udseende. 12te April. Hos Mørner var Falbe min Sidemand. Han bryder Staven over Haxthausen, just ikke i de Sager, som have været for Domstolene, men for hans Charakter og Forhold i Almindelighed. I Kjøbenhavn skal han have spilt en for- agtelig Rolle. De flaue Adjutanter havde valgt ham til de- res Vittighedsmaal, og han, som havde mere Forstand end alle tilhobe, fandt sig i Alt, hvad disse Kongens Yndlinge sagde, og lod som han Intet forstod. I Kjøbenhavn klagede han over de Tab, han havde lidt i Norge, og her over hvad han havde opofret ved at være i Danmark, og bestan- |
| s.85 | dig vidste han at skaffe sig Godtgjørelse. -- Paa Hjemveien var jeg nede ved Bryggerne, hvor 8 à 9 Skibe, de fleste med Kornvarer, ere isede ind. Al Frygt for Mangel er nu svunden. Dagens Aviser angaaende, da har Halvor Hoel i In- telligentsseddelen fortsat og sluttet sine Betragtninger, hvoraf sees, at han har studeret Kant, hvilken dybsindige Philosoph han sætter ved Siden af Horrebow. Tilsidst erindrer han, at naar han vilde istemme Grundtvigs andægtige Tone, saa blev han vist anseet for ein kluch und retlicher Mann. -- I Rigstidenden expectorerer Sigvardt sig saare vidtløf- tig over den "rørende Overraskelse", der vederfores ham an- den Paaskedag i Tugthuuskirken. Fra Bibliotheket har jeg faaet nogle ypperlige Præ- dikener af en Schleiermacher, vistnok i det homiletiske Fag nogle af de meest fuldendte Prædikener, som existere. Med Fornøielse har jeg vel ogsaa i den senere Tid læst adskillige Religionstaler f. Ex. Mynsters, men at lære noget af en Prædiken, det er nok ikke arriveret mig i halvandet Decen- nium før nu. Hos Schleiermacher har jeg allerede i de to første Prædikener fundet Synspuncter angivne, hvorfra jeg hidtil aldrig har tænkt mig Tingene. At jeg hos denne Mand gjenfinder en Idee, som jeg i en Prædiken for 24 Aar siden udspandt af mit eget Hoved, og som Laub da fandt skjøn og original, smigrer mig uendelig, ligesom det og var mig en Sjæletriumph, at denne Mester i sin Kunst aldrig skriver sine Prædikener in extenso, førend de holdes, og at alle disse ere, efterat de vare holdte, udarbeidede ef- ter det gjorte Udkast. De fornuftige Prosaister Niemeyer, Marezoll og Clausen sige, hvad de vil -- Claesons, Myn- sters og Schleiermachers Autoriteter finder jeg her mere gjældende. Og maaskee ville de Kjendere, der have hørt og høre mig hver Uge holde extemporerede Prædikener, værdi- |
| s.86 | ges at regne mig selv som den fjerde Autoritet. Ved denne Leilighed har jeg hjerteligen beklaget, at mine mange ad- spredende Forretninger, og min Helbred, der forbyder mig at anvende den tidlige Morgenstund til Arbeide, hindre mig fra at udføre de to Ideer, som ere mig saa kjære og inter- essante: at forfatte det homiletiske Skrift, hvortil Planen er lagt for 4 -- 5 Aar siden, og at udarbeide en fuldstændig Aargang Prædikener, hvortil mine Optegnelser her i Dag- bogen over mine Themata i disse 5 Aar, vilde forsyne mig med tilstrækkelig Materie. Det kan vel desværre al- drig skee med mindre mine Been engang blive saa daarlige, at de, uden at fængsle mig til Leiet eller volde mig uop- hørlige Smerter, gjorde mig uskikket til Embedsforretninger, saaledes som f. Ex. Sverdrup9, var her, Borchgrevink paa Norderhoug og Lange i Aas. 13de April. Borch holdt en ganske vakker Prædiken over timelig og aandelig Fred. Det er aldeles ikke ueffent, hvad han siger, men han er uheldig i at foredrage det. Hvad mig selv angaar, har nok aldrig større Mismod hvilet over mig ved nogen Confirmationshandling end ved denne. Det rø- bede sig ogsaa i min Bøn og begge mine smaae Taler. Jeg havde 69 Confirmander, men aldrig har jeg havt en Ungdom, som jeg elskede mindre, og som jeg maatte troe mindre elskede baade Religionen og mig end denne. Det var næsten uden Undtagelse en jammerlig Skare, som jeg ikke kan tænke paa uden at græmme mig. Klokken lidt over 1 var jeg færdig, glad over at være fri for dette Trælle- arbeide, men ogsaa ængstelig over, at jeg efter en saadan Confirmation kunde være glad. Næste Gang haaber jeg, det skal blive bedre. |
| s.87 | Professor Rosteds10 Pleiedatter blev confirmeret i Byens Kirke, og vi vare indbuden der til Aftenselskab. Der yttredes den Formodning, at det er Wulfsberg, som har udsendt den anonyme Opfordring til Autoriteterne at be- vidne Kronprindsen den norske Nations Hengivenhed. Endnu videre gaaer en Patriot i Nationalbladet, som beskylder de Svenske med rene Ord for at have dræbt Christian August, og, ved Alt hvad helligt er, opfordrer Carl Johan og Oscar til deres Livs Betryggelse strax at flytte til Norge og slaae deres Bolig op mellem vore Fjelde. Jeg saae i Af- ten først Rosteds Portrait, som hans fordums Disciple havde bekostet malet af Capt. Munch og stukket af Flindt. Det gjør mig inderlig ondt, at saadant Hengivenheds- og Erkjendtligheds-Tegn saa reent skulde mislykkes ved en Kob- berstikkers Skjødesløshed, thi fra Munchs Haand skal Por- traitet være vel truffet. Det var mig saa umuligt at gjen- kjende Rosted, at jeg, naar jeg ikke vidste, hvem det skulde forestille, vilde svoret paa, at det var et Menneske, jeg al- drig havde seet for mine Øine. 1 tilbake Jørgen Pløen (her kaldet "den gamle P." til Adskillelse fra Broder- sønnen Marcus) var en af Christianias rigeste Kjøbmænd. Han var ved sin Død 74 Aar gl. og beboede den i sin Tid af G. Treschow opførte Gaard, der siden tilhørte Cathedralskolen, og nu er Brittania Hotel. Hans eneste Datter var gift med Stiftamtmand Thygeson. Cfr. Norske Stiftelser III. S. 1002. 2 tilbake See herom Schinkel, Minnen ur Sveriges nyare Historia IX. S. 386 sgg. 3 tilbake See det nys citerede Verk IX. S. 385. 4 tilbake N. A. Colban. 5 tilbake See om ham B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie I. S. 95 -- 96. 6 tilbake Peder v. Cappelen paa Austad ved Strømsø, Eier af Eidsfos Verk  1837. 7 tilbake Repr. ved det overord. Storthing 1814, døde 1860 som fhv. Over- toldbetjent i Drammen. 8 tilbake Denne Fallit var det ogsaa, der siden gav Stødet til Rigsretsan- klagen mod Grev Wedel. 9 tilbake Garnisonspræst i Christiania 1772 -- 1795. 10 tilbake Rector for Christiania Cathedralskole. |