|
4de Marts. Jeg fik et meget mistrøstende Brev fra Biskop Søren- sen. At Stiftsprovst Engelhardt i hans Fraværelse Intet har gjort for Bibelselskabet, har han før meldt. Ved sin Hjemkomst fandt han Pengemangelen saa stor og Stemnin- gen saa ufordeelagtig, at han ikke kunde røre ved den Ting. Han tilstaaer, at der hersker liden Almeenaand i Christian- sand, men troer derhos, at ingen Bye er saa betynget med Paalæg som den, hvorpaa han anfører til Exempel, at han i forrige Aar i Fattigskat maatte betale 500 Rbd. og Heger- mann 7000. Han mistvivler om for det Første at faae Sub- scription samlet og Stiftscommittee oprettet der . . -- Jeg er bange, meget bange, at vi ogsaa her have bygget paa Sand, og at dette Samfund, ligesaa det Ældre, der omfat- ter hele Norges Vel, vil styrte sammen som et Offer for Bestyrernes Uerfarenhed, Folkets sørgelige Indolents og Tidsalderens egoistiske Bagatelaand. | |
| s.54 |
5te Marts. Formodningen om Banken var ugrundet. I Dagens Intelligentsseddel averterer Magistraten, at der fra 10de -- 26de d. M. fire Dage om Ugen modtages to Tredje- dele af det paalignede Indskud -- altsaa for to Terminer, skjøndt jeg troede den Anden først forfalden i April, og des- uden ikke veed, om Administrationen er berettiget til at for- dre to Terminer paa engang udbetalte. Jeg kan ikke troe Andet, end at herved vil reises ny Opposition. Hvad mig angaaer, da er det saa langt fra, at den Sag generer mig, at jeg endog er bestemt til at udbetale det hele Indskud paa eengang; saa er det fra Haanden. Jeg er langt maadeligere forsynet med Rigsbanksedler end med klingende Mynt og andet Sølv. -- I Rigstidenden staaer et 3 Ark stort Regn- skab for Statens Indtægter og Udgifter i 1815, et Beviis paa, "at vi med rette kunne kalde os et frit Folk." Hvor- ledes vor Casse balancerer, veed jeg ikke; sligt gaar langt over min Horizont. Gid jeg bare kunde gjøre Aggers Fat- tigregnskab færdigt! 6te Marts. Roverud tænker paa at udgive Musiken til de meest bekjendte Selskabssange og gjorde mig en Visit for at bede mig komme hans Hukommelse til Hjælp med Melodier, da han kjendte mit store Viseforraad. Han sad længe her og converserede min Kone og mig om sine musicalske Drømme à la Zinck, som han ei kan opgive. Han harmes over Re- gjeringens Utilbøielighed til at understøtte ham, og sandt er det, har Kronprindsen paa Tanks Forbøn negtet ham et Laan (jeg troer paa 40 -- 50 Pd. St.) var det lidt haardt. 7de Marts. Fra Præsten Schultz fik jeg ved Oberst Stabel, som var i den nu hjemkomne Grev Mørners Suite, et mærkeligt |
| s.55 | Brev, som jeg afskriver Ord til Andet, saa meget mere, da han har gjort mig til Samvittighedspligt at brænde det: "Jeg har knap Tid, og er saa slet tilmode, at du maae nøies med at faae nogle Linier denne Gang. Du undrer dig maaskee over, at jeg kan være slet tilmode, medens man skulde troe, her var lutter Gammen. Sagen er, at jeg er bleven svagelig siden det lange Storthing, og kan ikke taale at see Dumhed og Kryberie uden at føle Mindelse af Stor- things-Paroxysmerne." "Du vilde vel, jeg skulde yttre min Mening om Stat- holderen. Paa Vilkaar, at du brænder Brevet, saa er den her i Korthed: Dersom han er, hvad han synes at være, da vidner han om, at Norges Statholderpost betyder saare lidet i Kongens Øine. Er han noget mere, da er han alt- for meget mere, og jeg troer det Sidste, sluttende fra hans foregaaende Charger." "Jeg veed Ingen, som har talt fornuftig med ham her, uden Sorenskriver Rambech. Han mødte ham i sit District, og spurgte ham i de forsamlede Bønders Nærværelse, om han kjendte en Svenske ved Navn Røslein? Dertil svarede Exellencen, at han kjendte honom saavidt, at han havde seet honom. Derpaa spurgte Rambech, om han var autoriseret til at forsamle Almuen og forkynde dem, at det ikke var Kongens Villie, at de skulde udrede sit Sølv til Banken og at ridiculere Embedsmændene. Dette maatte formodentlig besvares benegtende, skjønt jeg ikke veed, hvorledes man re- dede sig derfra. Rambechs Adfærd er bogstavelig sand, thi jeg har hørt dette af et Øienvidne, men jeg blev afbrudt og fik ikke Enden af Historien. Alt dette bliver entre nous, og du brænder dette infame Brev op."1 |
| s.56 | Jeg commenterer ikke over dette Brev, thi jeg veed ikke, hvad jeg skal sige derom. Kun dette: er den anførte Historie sand, saa er den ubehagelig, ja sørgelig, men hvad Dommen over Mørner angaaer, da er den uden Tvivl over- ilet. Han er nok hverken dum eller en maskeret Hykler. Om en svensk Stormand med et saadant Bondevæsen falder man rigtignok let paa at troe Saadant, men der er ingen Regel uden Undtagelse, og den temmelig almindelige Agtelse, der ydes Manden her efter 6 Maaneders Ophold, synes at maatte opveie den Dom, Throndhjemmerne ere istand til at fælde efter nogle Dage, tilbragte under ceremonielle Opvart- ninger og Gjæstebude. 8de Marts. I Rigstidenden meddeles endelig Udsigten over Bibel- selskabets nærværende Tilstand. En slem Trykfeil er indlø- ben: der siges, at der af Forklaringen trykkes 400 Expl. -- jeg tænker, at Provst Hertzberg i sin Ivrighed sætter sig hen og skjælder os Huden fuld. -- Ogsaa Olsen har besunget Prof. Smith; det er rigtignok en Variation af det Øhlensch- lægerske Thema i det deilige Digt om Vahl, men i mine Tanker en saare heldig Variation. Olsen er upaatvivlelig af de Digtere, der gjennem en Mængde mislykkede Forsøg langsomt kjæmpe sig frem til ægte Værd og Hæder. Ligningsforretningen til den tvungne Bank er i Følge Magistratens Bekjendtgjørelse henlagt til Eftersyn paa Raad- stuen. Jeg gjennemløb den løselig, men gjorde ingen mær- kelige Opdagelser. Derimod opbyggedes jeg ved et colle- gium politicum af nogle Spidsborgere, der à la Richard Børstenbinder fandt, "at her i Byen berømmes en Øvrighed alene deraf, at den kan holde det lovlige Borgerskab i Tvang." |
| s.57 | Heftigen doleredes (som vel er doleret i nogle tusinde Aar i de fleste organiserede Stater), at de Rige skaanes, og de Fattige trykkes, de offentlige Stiftelser administreres slet osv. Til Middag var jeg buden til Exellencen. Oberst Sta- bel fortalte mig der om sin Throndhjemske Reise, hvor der gjordes megen Høitid af Statholderen. Grev Schmettow, som ikke lod sig see, da Kronprindsen var deroppe, var nu falden paa fredelige Tanker og gjorde stort Gjæstebud. Dette sidste gjorde ogsaa Bispen, som efter Sædvane skal have været overgiven og satirisk. 9de Marts. Forrige Mariæ Bebudelsesdag prædikede jeg i Aggers Kirke om Englene; idag prædikede jeg om Djævelen. Ved bogstavelig at fortolke Bibelens Ord kan jeg ikke tvivle om, at onde Aander ere til, at en af dem forførte Eva til Synd, at disse onde Aander, som de overalt maatte være Sand- hedens og Dydens Fiender og modsætte sig disses Udbre- delse, viste sig særdeles virksomme i Christi Tid og Chri- stendommens første Dage, da det ligesom gjaldt Kamp paa Liv og Død. Men derhos tilstod jeg, at jeg ikke i Bibelen fandt et eneste Sted, der gav mig Grund til at troe, at Djævelen endnu her paa Jorden kan udøve nogen Magt eller List paa Menneskene, at altsaa Trolddom, som frem- bragt ved onde Aanders Bistand, Besættelse og endelig Djæ- velens umiddelbare Fristelse til Synd i mine Øine er en Uting, som man gjør ilde i at fæste ringeste Troe til. Practiske Anmærkninger om vor Fordærvelses egentlige Kilde og den Modstand, vi bør gjøre virkelige Fristelser, endte Talen. Kjerschow, som jeg besøgte, før jeg gik i Kirken, for- talte efter Major Birch et Indfald af Biskop Bugge, frem- ført offentlig i et stort Selskab. Det har nemlig truffet saa, baade da Bugge blev Ridder og da han blev Comman- |
| s.58 | deur, at han var den eneste Normand, som fik Hæderstegn, og i den Anledning sagde han: "Hvergang Kongen giver mig en Orden, har han haardt Liv; han kan ikke frembringe Flere end mig allene." Falsens Gjendrivelse af Wergelands Skrift er skrevet med en Moderation, som overgik min Forventning. Uden at lægge Dølgsmaal paa, hvad Norge virkelig har lidt ved Danmark og for dets Skyld, viser han sig som dettes varme Ven og Apologet. Desmere undrer det mig, at Sverdrup ikke føler sig aldeles tilfreds dermed, da han vilde have be- viist, at Norge havde oppebaaret idel Godt af Danmark, hvil- ket dog nok er en overdreven Paastand. At iøvrigt Falsen ikke har vundet det Parties fuldkomne Bifald, deri er nok hans Yttringer om Grundtvig fornemmelig Skyld, hvor han siger om Geburtsdagsverset til Kongen 1812, i hvilket Nor- mændene correxes for deres Stolthed: "Jeg formoder, dette være sagt til Ære for de Danske, at man i Danmark har anseet dette Værk med samme Foragt, som jeg haaber, man i Norge vil ansee Forfatterens Product." De 40 hi- storiske Gjendrivelser forstaaer jeg ikke at bedømme, men maae, hvad Tonen og Tendentsen angaaer, yde Skriftet og dets Forfatter mit udeelte Bifald. 10de Marts. I Nationalbladet fremtræder igjen den tvetydige Abel og godtgjør med 14 Exempler, at hans Religionsspørgs- maales Recensent er gal. Trykfeil og andre Bagateller skulde tjene til Beviis herfor. To Gange har Abel nu søgt at redde Halvor Hoels Ære; gid han først vilde bringe sin egen in salvo. Wallmark har skrevet til Neumann, at man nu i Stock- holm vilde trykke hans Reisebeskrivelse, som den er, kun at han maae skaffe 300 Subscribenter i Norge. N. har med Indignation afslaaet Tilbudet. -- |
| s.59 | Paa Bibliotheket fandt jeg Sverdrup læsende i en ny Wergelands Pjece, stilet mod Hersleb. Jeg kastede kun et Øie deri, men Hersleb, som just i det samme kom, gjordes af Sverdrup opmærksom paa, at en historisk Vildfarelse, han havde sigtet Wergeland for, var Ord til Andet udskre- ven af Gebhardi, og havde altsaa Autoritet. Det forekom mig, som Hersleb med al hans rolige Fasthed tabte Noget af sin Contenance. Der havde i Dag indfundet sig langt flere Ydende til den tvungne Bank, end Magistraten kunde expedere. Efter sin sædvanlige Viisdom, har den nok taget altfor kort Tid, da Alt ved Modtagelsen skal tælles, veies og qvitteres for. Man troer, der vil fordres flere Uger, end Magistraten har bestemt Dage. -- Prof. Keysers Collegium for Physik og Chemie, der koster 100 Rbd. p. p., har nu taget sin Begyn- delse. Det besøges blandt andet af 5 Damer, nemlig: Ba- ronesse Wedel, Frue Sverdrup, Frue Hansteen, Frue Hjelm og -- den fjortenaarige Jocobine Aubert ! ! ! Hans Experi- menter skulle just ikke alle løbe heldigen af. 11te Marts. Wergelands Pjece mod Hersleb er et yderst grovt og fornærmende Product; især vilde den Foragt, hvormed han behandler sin Modstander, gaaet mig til Marv og Been. Hvo der iøvrigt i historisk Henseende har Ret eller Uret, veed jeg ikke. Begge Parter beraabe sig paa uforkastelige historiske Autoriteter, og for mig, der ikke kan veie og sam- menligne dem, ere den Sidsttalendes Grunde de vægtigste. Heller ikke vil jeg negte, at naar man, som her, læser sam- lede paa et Sted alle de Ukvemsord, Hersleb har brugt mod Forfatteren og hans Skrift, maae Enhver finde dem haarde, pirrende, hist og her vel ogsaa illiberale: men hvad der ikke er lyktes, og formodentlig aldrig vil lykkes Werge- land, er at give en antagelig Forklaring over Hensigten |
| s.60 | med dette Skrifts Udgivelse. Lad hvert Ord, han har sagt, være historisk Sandhed, ugjendrivelig Kjendsgjerning -- hvad bevægede ham til nu, uopfordret og paa en saa tærgende og hoverende Maade at stille dem til Skue? Det er mig ikke muligt at tænke mig hos en saa indsigtsfuld og fornuftig Mand, som Wergeland vistnok er, nogen ædel eller endog undskyldelig Bevæggrund. Hevngjærrighed, Forfængelighed, Lyst til at indsmigre sig hos den nuværende Regjering, en af disse Følelser, eller maaskee alle tre, maae jeg med min redeligste Villie til at tage Alt i den bedste Mening, forud- sætte hos Forbrydelsesregisterets Forfatter. I Aften var jeg hos Skjelderup sammen med Hersleb og den elskværdige Præsten Meldahl fra Asker. Det for- nøiede mig at høre, at de to Professorer endnu fælde samme ærefulde, fra Schultz's ganske afvigende Dom om vor gamle Statholder. Han skal og, vil man vide, have været vel lidt i Throndhjem, og fundet sig ret tilfreds der. Det har alt- saa blot været enkelte Ultra-Patrioter, som følte Benauelse. -- Ikke fuldt saa blid var Dommen over Assessor Mat- thiesen, Ener Holm og Pløen, der ville give dem, som ind- fordre Bankindskudet, Anviisning paa deres Bord- og Plan- keforraad. Det er en Scandal, at Mennesker, for hvem en saadan Præstation vilde medføre ringe Opoffrelse, kunne bære sig saaledes ad, og besynderligt, at de ikke indsee, at, naar virkelig Uroligheder udbrød, vilde det først og fremst gaae ud over dem, som Bondestanden anseer for sine Undertryk- kere og Landets Ødelæggere. -- Over de Damer, der høre Keyser skoptiserede Skjelderup ogsaa; jeg kan ikke sige uden Føie. Der ligger dog langt mere Affectation og Lyst til at udmærke sig end sand Lærebegjærlighed i Saadant. 14de Marts. I Kjøbenhavn er død en saare famøs Person: Verts- huusmanden Anders Nilsen Winther, der i nogle og tredive |
| s.61 | Aar har været bekjendt som Stadens liderligste Horevert, der endog holdt fesceninske Forelæsninger for sine Gjæster, og kaldes derfor af Nogle Professor Winther. 15de Marts. I Intelligentsseddelen averteres Marcus Pløens Gaard, hvor Treschows nu boe. I to Aar have de nu 100 Pd. St. i Huusleie, og saa er deres solgte Gaard reent bort- smeltet, hvorimod de rigtignok have faaet to Stadshefte og Karet og Wienervogn med flere Herligheder, som de fleste øvrige maadeligen aflagte Statsraader finde sig i at und- være, og som man altsaa skulde troe, den philosophiske Ol- ding ei heller vilde regne til det daglige Brød. -- Hr. Al- lum synes at vilde tage den ædle Hevn over sine Modstan- dere at ærgre dem med et nyt Poem i hvert Nationalblad. Mod mig, som overalt ikke er hans Muses Uven, lykkes det ei, thi jeg læser ikke hans rørende Poesier. -- Trykke- frihedsactionerne mod Nationalbladet synes at være bortfaldne, uden at nogen Ny er anlagt, og uden at Landets Velstand og Sikkerhed synes at lide det allermindste ved den Kaadhed og Ondskab, hvormed enkelte Individuer, dem selv til Van- ære, besudle vore Blade. Med Rothes Naturbetragtninger er jeg endelig bleven færdig. Jeg har gjennemlæst dem Ord til Andet, og fun- det Meget, som jeg ikke forstod, men ogsaa Meget, som i høi Grad vakte min Deeltagelse og Beundring. -- Jeg maa el- lers ved den Leilighed gjøre en Anmærkning om mig selv: Der ere Lærde, saa aldeles fordybede i deres Granskninger, at de hverken vide eller bekymre sig om, hvad der foregaaer rundt dem, Lærde om hvilke Ordsproget siger, "at de ere kloge paa Himlens Løb, men Narre paa Jorden". Blandt disse henhører jeg ingenlunde. Deels har jeg ikke udbredt Indsigt i nogen Verdens Ting, eller har endog udelukkende opofret mig til nogen Videnskab, deels kan Ingen sige an- |
| s.62 | det om mig, end at jeg jo lever paa Jorden med og for Menneskene, tagende ret ivrig, tildeels endog virksom Deel i deres Handeler. Og dog staae mine Kundskaber i et ganske omvendt Forhold til de almindelige Menneskers. Hvad hver Dreng, der kan binde sine Buxer, endnu inden han har lært sit Fadervor, kan gjøre med megen Færdighed, kan jeg ikke gjøre det Ringeste af; jeg kan ikke skjære en Pind eller et Stykke Brød, ikke skrælle et Æble, ikke af Haandarbeide ud- føre det Ringeste. Gaaer jeg nu over til theoretiske Kund- skaber om Naturen og Konsten, da er det, som læses i alle Skoler om Jordens Naturprodukter mig det Ufatteligste og Uinteressanteste. Planternes Dele og Kjendemærker, Steen og Jordarter, Dyrenes Been, Nerver og Muskler kjender jeg noget mere til end til de simpleste og almindeligste tek- niske Haandgreb, men langt mindre veed jeg derom, langt mindre tænker jeg mig derved og interesserer det mig at kjende deraf, end af Stjernehimlen og den Bane, dens Le- gemer gjennemløbe. Der sysselsættes virkelig min Aand, ved alt det øvrige kun mine Sandser, og i det Høieste min Hukommelse. Og naar jeg saa svæver op i Aandeverdenen, der føler jeg mig næsten hjemme; Intet, end ikke Werners meest mystiske Taler mig saa dunkelt, at jeg jo finder No- get deri, som min Sjæl kan hefte sig ved. At der i mit Inderste er noget poetisk, som ikke fremlyser af mine saa- kaldte Poesier, det lader jeg mig aldrig aftviste. Boyes Skrift mod Wergeland skal være supprimeret i Danmark  alle Exemplarer ere opkjøbte af den danske Re-gjering. Man vil vide, at Kaas har ladet Forfatteren kalde op til sig og sagt, at det aldeles ikke var, fordi man havde Noget imod ham, men da den svenske Regjering undertrykker, hvad der i Sverrig trykkes mod Danmark, saa kunde man ikke gjøre Andet; iøvrigt vilde man gjøre sig en Fornøielse af at virke til hans Lykke. Imidlertid er Boye mod sin |
| s.63 | Forventning bleven Embedsmand i Norge (Adjunkt i Dram- men) og bliver da maaske igjen loyal Patriot. Generallieu- tenant Tavast skal have søgt efter Skriftet i Bogladerne, og da han Intet fandt, bedet Forfatteren om et Exemplar deraf, hvortil denne siges at have svaret, at naar saadan Befaling var given ham i Norge, var det hans Pligt at adlyde, men her ansaae han sig ikke forbunden dertil. Skrif- tet skal være galdefuldt og intetbevisende, og altsaa Forfat- teren værdigt. 16de Marts. Aabel2 forelæste mig sin i Studentersamfundet frem- lagte Afhandling om Historiens Nytte, især med Hensyn paa vore Tider. Den gav mig godt Haab om, at han vil kunne blive en god Skribent. Det vilde være et Underværk, om en saa ung, uøvet Forfatters Arbeide ei er eensidigt og superficielt. Saa var, hvad jeg skrev paa hans Alder. Jeg regner altsaa ikke min unge Ven til Onde, at han har op- holdt sig altfor længe ved det, som vi under vor nærværende Regjeringsform kunne høste af Historien for ved dens Hjælp at kunne danne os til Statsmænd, og at han aldeles for- bigik, hvad der i en Tidsalder, som vor, forekom mig at være det paa engang meest lærerige og trøstende ved Histo- riens Studium, dette nemlig: At Menneskeheden, under Forsynets Styrelse, har reist sig af dens dybeste Fald, langt dybere end det hidtilværende, ja at just paa det høieste Punct af Fordærvelse og Elendighed, da Alt syntes om faa Øieblikke at maatte synke sammen til Chaos, just da var det, at Almagtens Stemme tilraabte Ødelæggelsens Genius: Hidtil skal du komme, og ikke længer: -- og et nyt Lys op- randt, ny Orden og Harmonie afløste Forvirringen, og det |
| s.64 | blev klart, at saavidt maatte det komme, naar det igjen skulde blive saa godt, som det siden blev. -- Saa var det ved Rommerrigets Fald og Barbarernes Indbrud, saa var det i den mørke Middelalder, førend de i sig selv daarlige Korstog forberedte et lysere Tidspunkt, saa var det i den yderst fordærvede Periode før Luthers Reformation, og saa kunne vi haabe, det med Guds Hjælp ogsaa vil blive herefter. Kan jeg slutte dette Bind, og dermed da første Decade af dette "ei blot til Lyst" begyndte og fortsatte Værk med en skjønnere, glædeligere Tanke, end denne? 17de Marts. Liebenberg omtaler i sit Brev J. P. Mynster som Münters Eftermand, hvilket han troer allerede ved Gifter- maalet tilsigtedes, da Sjællands Bispestol efter gammel Skik pleier at gaae i Arv til Svigersønner.3 Atter blev jeg til min store Forundring indbuden til Grev Mørner. I Dag talte han meget med Doctoren (som jeg endnu bestandig er i hans Mund, ligesom Hofpræ- dicant i Major Wetterstrands). Blandt Andet talte vi om Wallin, og da jeg fremførte Wahlstrøms Dom om dennes legemlige Veltalenhed, yttrede Exellencen megen Ringeagt for Wahlstrøm, hvilket rigtignok hans senere Forhold her synes at retfærdiggjøre. Overalt er man nu temmelig enig i, at hans Hovedforretning her var at agere Spion; idet- mindste blev hans Embede ved Mørners Ankomst ubesat, og et svensk Cancellie i Norge findes nu ganske ufornødent. Bonnevie har tilmeldt Centralcommitteen Resultatet af sine vist meget rosværdige Bestræbelser for at samle Bidrag og Medlemmer paa Kongsberg. I denne fattige Bye ind- |
| s.65 | kom 200 Rbd. engang for alle, og næsten 900 aarligt Bi- drag for de tre første Aar. Throndhjems Stiftscommittee har tilskrevet os et tem- melig uartigt Brev, hvori Bugges Aand tydeligen fremly- ser. "Røsten" er Bugges, skjønt "Hænderne" ere Schultz's. Jeg billiger alligevel aldeles den sagtmodige Tone, hvori Hersleb har svaret. 18de Marts. Den aldeles authentiske Fortælling om Capelmester Kuntzens Død er saa mærkelig, at jeg maa affskrive den Ord til andet af Liebenbergs Brev: "K. havde længe været ner- vesvag og asthmatisk. Det fortrød ham, at Baggesen, med hvem han i mange Aar havde levet paa en fortrolig Fod, havde ladet Kuhlau sætte Musik til samme Stykke, som han forlængst havde begyndt paa, og som kun ved Baggesens Ustadighed dengang blev standset og henlagt. Pludselig kom- mer Baggesen, som i de to sidste Aar ganske havde forladt ham, til ham. Synet af ham og Udsigten til en ufredelig Samtale ryster ham. Men B. kommer ei for at skjændes; han har enten glemt eller lader, som han glemmer, at K. har nogen Anke mod ham; han betroer K. sin Fortvivlelse over, at Kuhlau ved en slæbende og ussel Musik har fordærvet hans Hjernefoster. Men K. er ikke saa glemsom; han be- breider ham hans Adfærd som et Venskabsbrud. B., som selv er meget sygelig, vil forsone ham og falder ham bro- derlig om Halsen. Men disse Bevægelser ere for stærke for den stakkels Tonekunstner; han faaer ondt og begjærer at faae sin Naphta. Hans Krampetilfælde virker tilbage paa Digteren, der segner om i næste Stol, og den afmægtige K. som i samme Øieblik modtager Sukkeret, gjennemvædet med Naphtadraaber, bryder det over og putter det Halve i Mun- den paa sin Naboe. Nu nøder Frue K. denne til at kjøre bort, hendes Mands Tilstand forværres hvert Øieblik. Læ- |
| s.66 | ger hentes, han bringes i Seng og er efter et Par Timers Forløb uden Liv." -- Det er en yderst rørende Scene, og er mig ligesom Liebenberg et kjært Beviis paa, "at B.s Unoder mere ere Følge af Fusentasterier og Characteerløs- hed, end en sort Sjel" -- og hvem maa ikke en saadan Opdagelse glæde? Ellers skal de hyppige og overdrevne In- vectiver mod B. i den senere Tid, især af P. Hjort, have havt den Følge, "at mange flere og heftige Stemmer op- løfte sig til hans Ros og Forsvar end tilforn. I mange, meest fornemme og rige, og med den rige Mand levende Kredse er det nu Tonen, at kalde ham vor første Digter, og uden Forskjel kalde enhver modsat Yttring Partieaand, fordærvet Smag og Drengekaadhed." -- Iøvrigt taler Lie- benberg med megen Ros om Ingemanns Julegave og med bitter Dadel om J. L. Heibergs Juleløier, "hvilke alle Sin- dige og med religiøs Sands Begavede ere enige i at skildre som en Skamplet paa vor Litteratur." I Thingselskabet paa Asker Præstegaard hørte jeg, hvor- ledes man tænker at celebrere Dronningens Fødselsdag. Frogner er af Anker overladt til efter en behagelig Kane- fart at holde en dejeuner dansant. (Da Føret er gaaet bort, er Forandring senere indtraadt heri, og Frokosten skal dandses i Palaiet). Kl. 2 -- 3 tager man hjem: Kl. 5 -- 6 kommer man igjen til Dinér og Kl. 8 er alt forbi. Poli- tielovene ere opfyldte: hver tager hjem og helligholder Hvi- ledagen. -- Det er Wallmark, som har skrevet mod Bonne- vie. Neumann har gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, men er iøvrigt ikke enig med Bonnevie og os andre, der holde sig op over de svensk-islandske Sprogrensere. -- Det skal gaae godt med Bankindskudet. Selv Matthiesen skal finde sig i Billighed; efter Rygtet har han deponeret engelske Vexler til Sikkerhed og er reist til Throndhjem, for at un- derhandle med Bankdirectionen angaaende Betalingsvilkaarene. |
| s.67 |
19de Marts. Særdeles mal à propos holdt Neumann i Gaar en Lovtale over den Fremgangsmaade, der havde fundet Sted ved Ligningen i Drammen og Indvaanernes Redebonhed til at bidrage til Banken; thi ved min Hjemkomst fandt jeg af- trykt i Intelligentsseddelen en Ansøgning til Kongen af 12te Marts, underskreven: Drammens Indvaaanere, hvor de i Faveur af deres høiberømte Handelsstad vil forlede Kongen til 1 à 2 aabenbar constitutionsstridige Skridt. 21de Marts. Oberst Lützow blev i Morges begravet paa sædvanlig Maade. Intermezzoet ved Graven, som var gjort for liden, saa man maatte staae der over et Kvarteer, før Kisten kunde faae Plads, var heller ikke usædvanligt. -- Præsident Arnt- zen, som var med i Følget, fortalte, at det gaaer særdeles godt med Bankindskudet. Undtages de, der ere lignede for betydelige Summer, har en god Halvdeel paa engang betalt hele Indskudet. Man venter fordeelagtige Virkninger heraf paa Coursen. Varepriserne begynde allerede at falde. Byg- get, som nylig kostede 120 Rbd., sælges nu for 100. Det gode Rygte om Assessor Matthiesen var imidlertid, saavidt man veed, ugrundet. Her har han Intet deponeret, eller i andre Maader ladet høre fra sig; bortreist er han imidler- tid -- til Røraas, hvor han har betydelige Kobberbehold- ninger, hvori Nogle mene han vil erlægge sit Indskud. -- Ved Frokostbordet sad jeg hos General de Seve, som i Dag talede om Franklin, der sammenligner sit Liv med en trykt Bog, og ligesom denne ved ethvert nyt Oplag gjerne forbedres, saa kunde han og ønske at leve op igjen den Tid, der var lagt tilbage, da Meget, som nu var gjort, skulde blive ugjort og Meget gjøres langt anderledes. Oberst Schilling overraskede mig i den Anledning ved den fornuftige Anmærkning, at det var et stort Spørgsmaal, om det endda blev saa meget be- |
| s.68 | dre, om ikke da, ligesom nu, Omstændighederne kunde, ham ubevidst, eller endog mod hans Villie drage ham hen til en Handlemaade, som han ved en ny Revision ogsaa vilde have meget at udsætte paa. Neumann sendte mig til Indrykkelse i Nationalbladet to Aviisartikler, den ene fra Berlin om en Tarvelighedscon- vention, indgaaet i November mellem en betydelig Deel af Stadens Borgerskab, den anden fra Wien om et lærerigt Exempel, gjort fra Regjeringens Side. Tilsidst spørger a. p. (Asker Præst): Naar vil man engang kunne læse saa- dant fra Norge, og hvo er den af vort Lands Ophøiede, der vil foregaae os med Exempel? 22de Marts. I Rigstidenden læses en sand Mærkværdighed. De tre Qvækere, som ere bosatte her, gjøre Proselyter og have saa- ledes omvendt en Pige, med hvilken en af dem har giftet sig efter Sectens Ceremoniel, og derom indgivet til Magi- straten en Anmeldelse, samt en Afskrift af William Penns Statuter, hvilke det engelske Parliament har sanctioneret, men Christiania Magistrat naturligviis ikke kunde tage Notice af. Regjeringen har nu, næst at have frakjendt alle Ministerial- forretninger, som ei ere udførte efter vort Kirkeritual, Lov- gyldighed, udnævnt en Commission, der skal anstille Under- søgelse, samt give Betænkning og Forslag, hvorvidt og un- der hvilke Betingelser Qvækerne her kunne tolereres. Denne Commission bestaar af: Biskop Bech, Generalauditeur Bergh, Professorerne Hersleb, Platou og Lange, David Thrane og Blikkenslager Thorgersen. Jeg har i denne Tid mange Ubehageligheder ved Ag- ers Fattigvæsen. Jeg burde tage mig saadant lettere, end jeg gjør; det veed jeg heelt vel. Naar jeg kan legitimere min Fremgangsmaade med høiere Ordre, er jeg uden Ansvar, om saa hele Aggers Sogn raaber Ak og Vee baade over |
| s.69 | mig og Stiftet, men jeg kan ikke forsvare for den Menighed, hvis Lærer og Forstander Forsynet har sat mig til at være, ligesaalidt som for Gud og min Samvittighed, at lade den forurettes, saaledes som Øvrigheden gjør efter bedste Evne. Naar det paa den ene Side glæder mig engang at blive fri for de utallige Chicaner, Sognepræsten ved Agger overlæsses med som første Medlem af Fattigcommissionen, saa er det mig paa den anden Side en krænkende Tanke, som næst øverste Medlem af Byens Fattigcommission at skulle ar- beide mod min forrige Menighed, og række Haanden til de Uretfærdigheder, der begaaes mod den. Dette, samt Fore- stillingen om den Kjøbmandsslægt, jeg da skulde blive Lærer for, er mig saa afskrækkende, at jeg virkelig ikke veed, hvad jeg bør ønske og gjøre, naar Lumholtz engang døer eller bliver Invalid. Bede Livet af ham, gjør jeg sandelig ikke; tvertimod takker jeg Gud for hver Dag, Tingen bliver in statu quo. 23de Marts. Ingemanns Julegave har vist mange skjønne Stykker, men bærer alt mere og mere et Sygeligheds Præg, som gjør mig hjertelig bekymret for den unge Mands Skjæbne i Fremtiden. "Sammenligner jeg ham," skrev jeg til Lie- benberg, "med hans to Jevninge, hvis Navne ventelig ville overleve dem: Øhlenschlæger og Grundtvig, da finder jeg, at Øhlenschlæger som Verdensmand liig Gøthe vil skikke sig i Tider og Omstændigheder og opleve en hæderlig og lykke- lig Alderdom; Grundtvig, som Partiehøvding, for hvem idet- mindste i 2 Riger mange Knæe bøie sig, vil spille sin Rolle med Værdighed og Salvelse, ja endog med Decents og Re- signation bære Martyrkronen, om den falder i hans Lod; men hvad skal der blive af Ingemann? Han lever blot i Ideeverdenen; denne Verdens Sysler synes han at hade, for dens Glæder er han død -- udtømme sig maae han |
| s.70 | snart, det kan ei andet være, og hvad bliver da tilbage for ham uden som Silkeormen at spinde sig ind i sit Væv og -- døe?" 1 tilbake Om Feltkammerer Røsleins Bedrifter i Norge findes Sandheden udførlig fremstillet i Y. Nielsens Norges Historie efter 1814, I. S. 2 tilbake Pavels's Slægtning, Student Peder Pavels Aabel, død 1869 som entlediget Sognepræst til Land. Se Dagbøgerne fra 1815 -- 1816 paa flere Steder. 3 tilbake Biskop Herslebs Svigersøn var Harboe, dennes igjen Balle; en Pam- phlet var derfor i sin Tid skreven om "Arons Stavs Arvelighed i Kvindelinien." |