s.36   6te Februar.    I Centralcommitteens Møde besluttedes med Dissents af Bispen og mig, som troede, at Sagen reent burde henlæg- ges, at tilskrive Lord Teigmouth, at man ikke, førend Selskabet var fuldkommen organiseret, kunde fatte nogen Beslutning, hvorvidt man var istand til at entrere i det engelske Bibel- selskabs Forslag, og ene indskrænke sig til Bibelens Udgivelse. 8de Februar.    Den sædvanlige Examen i Garnisonsskolen løb hel- digere af, end den pleier. Wold synes at have faaet lidt bedre Greb paa Katechisation; ei heller havde han tyllet ufornøden Visdom i Børnenes Hjerner, eller bebyrdet deres Hukommelse med Navne og Tal, som aldrig i Verden, neppe ved Læsningen af en Avis, kunde vorde dem til Nytte. Ellers havde jeg et frappant Beviis paa, hvor fast Caffeen er groet ind i Almuemenneskers Sjæl. Først havde man det Capitel af Thime1 om Vægt og Maal, og paa Forespørg- sel om, hvilke af de Ting, der bruges i det daglige Liv, man sælger efter Vægt, svaredes strax af en Pige: Caffe. Længere nede i Rækken examineredes af et andet Capitel om den Nytte, Dyrene kunne gjøre os. Der kom da Melken ogsaa i Betragtning. "Hvad kaldes da det Fedeste af Mel- ken?" -- "Fløde." -- "Og hvortil bruger man den?" - "Til Caffe!" var Svaret.    Paa Hjemveien fra Skolen var jeg inde hos Sverdrup, hvis Strenghed i at paasee Orden i sit Studereværelse, jeg aldrig har seet Mage til. Han taaler ikke, at nogen Bog eller noget Papiir røres, om man endog forpligter sig paa det helligste til at lægge det igjen i samme Orden og paa samme Sted. Det er et urimeligt Pedanterie, og jeg var nær ved at blive vred.    Fra Biskop Sørensen har jeg endelig faaet et Brev, s.37   hvori han "bemøier" mig med at gjennemlæse en Prædiken, han har holdt sidste Nytaarsdag, og gjerne vil lade trykke. Nogle have hørt den med Bifald, Andre været utilfredse med den, over hvilket jeg ikke undres; thi saadanne Ting ere vel neppe fra den offentlige Talerstoel sagt et Lands og en Byes Indvaanere. Efterat have talt om, hvor vel Gud har gjort det med os, kommer han til sin Hovedfag og udbryder: "O Fædreland, Fædreland! med Vemod hefter jeg mine Blikke paa din Stilling: hvor dybt er du sunket fra, hvad du for- dum var! hvor er nu din Værdighed og Hæder? mig synes, at jeg vandrer kun blandt Grave og Ruiner!" Og saaledes vedbliver han længe med uhørt Bitterhed at klage over Nor- mændenes Uvillighed til at indskyde i den frivillige Bank. Jeg troer ikke, den Tale burde været holdt; men siden Sørensen har havt den beundringsværdige Frimodighed at læse sine Byesbørn og Landsmænd deres Text, bør han uden Tvivl trykke den for at gjøre Ende paa løst Snak, og sætte Pu- blicum fuldstændig istand til at bedømme hans Udsagn. Ta- lens religiøse og æsthetiske Værd er ikke stort.2    Rigstidenden meddeler endelig officiel Bekræftelse paa Holst's Dimission af den norske Krigstjeneste. -- Biskop Bugge er bleven Commandeur af Nordstjernen, den eneste norske Ridderpromotion ved sidste Ordenscapitel. Fremdeles staaer der et Brev fra Keiser Alexander til en Geheimeraad, som havde skrevet en Bog, kaldet "Tydsklands Forhaabninger", og dette Brev siges, "at udbrede meget Lys over den hel- lige Alliance og dens Hensigter": men det er ved Gud et dunkelt Lys! Saa skriver blandt Andet Hans Majestæt: "En høitidelig Overeenskomst, grundet paa vor Guds Frelsers simple og ophøiede Forskrifter aabner Forskerlysten til de mest tiltrækkende Betragtninger: Kun ved Sam- s.38   klang i de vundne Anskuelser, i Forbindelse med de Ønsker, alle Menneskehedens ægte Venner maae nære, kan en rigtig Anvendelse af de fundne Sandheder (?) vorde mulig paa Folkenes selskabelige Forhold til hinanden." Det kan man kalde et Keiserbrev! Man skulde sværge paa, at det var Forfatteren til Agnes von Lilien, som talede. 9de Februar.    Den Bøye, som agerede Stadssatyricus her i Byen, har gjendrevet Wergelands Bog. Nogle sige, at han aldrig vil vende tilbage til Norge igjen, Andre, at han søger Ad- junctposten ved Drammens Skole. 10de Februar.    Tre Statsraadinder holdt i Dag Børn over Daaben: Frue Collett Højesteretsassessor Motzfeldts, Frue Diriks Klok- ker Wolds, og Frue Treschow Lars Snedkers, en forhenvæ- rende Slave. 11te Februar.    Det er besynderligt, hvor fremmed Schmidt, som er født og fra Ungdommen indlemmet i Christianias første og ele- ganteste Cirkler, nu er her i Byen. Han besøger Ingen og indbydes af Ingen. -- Præsten Schytte i Biri har faaet et Slag paa Tungen, der gjør ham udygtig til at forrette sit Embede. Det var vel sidste Gang, jeg saae ham, da han ifjor besøgte mig! De falde rundt omkring mig min Ungdoms og Mandoms raske, kraftfulde Medvandrere -- de stærke Ege falde, og jeg svage Rør bliver staaende! 12te Februar.    I Intelligentsseddelen gives Fortegnelse over dem, som have underskrevet Protesten mod Ligningen i Christiansand. General Tobiesen og Sebbelow ere de eneste mig bekjendte Navne. Tillige meddeles kongelig Resolution, at man ei fin- der Anledning til at erklære Ligningen ugyldig. -- En ano- nym Svensker har mod Betaling, som han virkelig heller s.39   ikke burde skaanes for, ladet indrykke en 3 Sider lang, ret human og beskeden Gjendrivelse af Bonnevies Yttringer, hvilke han reent har misforstaaet, og altsaa fægtet mod Skygger. Han troer nemlig, at Bonnevie har paaanket, at svenske Actstykker ere i Saga trykte i Orginalsproget, hvilket jo overalt er Skik og Brug, medens det er over Munchs og tildeels Aalls Forsvenskelse af vort Modersmaal, Bonnevie har klaget.    Selskabet for Norges Vel havde Generalforsamling, om hvilken med Føie kunde siges: amphora coepit institui, ur- ceus exit. -- Efter at have bebreidet os vor Lunkenhed og Uvirksomhed i det sidste forløbne Aar, nævnte Bispen to Midler, der mere end Præmiers Udsættelse eller noget An- det igjen kunde bringe Nationalvelstanden paa Fode. Det ene var da Indskrænkningen af udenlandske Varers Brug, hvorom sagdes mange høie og smukke Ting, men derhos be- budedes en Ventilation, naar Dagens Forhandlinger vare endte, hvorefter indbyrdes Overenskomst strax kunde sluttes. Saaledes forstod jeg det idetmindste, og pønsede allerede paa en extemporeret Advarsel mod Overiilelse og Forslag at ned- sætte en Committee. Bech gik imidlertid over til det andet Redningsmiddel, hvilket han dog for Tidens Kortheds Skyld kun kortelig berørte: almindelig Husflid i Tilvirkning af in- denlandske Tøier. Derefter gav han en lang og kjedsomme- lig Udsigt over Selskabets Historie i disse to Aar. Den kunde affattes langt kortere: "Lidet har Selskabet arbeidet, men slet Intet har det udrettet." Da Læsningen var forbi, steeg Bispen ned af Talerstolen, og Neumann reiste sig og holdt (saavidt jeg kunde mærke med almindeligt Bifald) den under 25de f. M. nævnte Tale. Slet Intet udelodes, uden den lange Opramsen af Luxusartikler. Altsaa fik Embedsmæn- denes Guld- og Sølvstads den fortjente Revselse, og et patrio- tisk Vee tilføiedes over dem, der pryde deres Huse med parisi- s.40   ske Meubler, hvor intet Menneske kunde tvivle om, at det var Matthiesen, der sigtedes til. -- Neumann endte sin Tale, og hvad skede? Mørner reiste sig, med ham Bispen og den øvrige Direction, Tilhørerne da naturligviis ogsaa og - hver gik til sit! Saadan Ende fik denne vigtige Forhand- ling, og dermed formoder jeg, at Sagen hviler for stedse. Nei, der skal klogere Hoveder og stærkere Arme end vore nærværende norske Patrioters for radicaliter at curere os. Det forekommer mig, som om 1000 Mennesker forendede sig om at give en rivende Bjergstrøm et frit og uhindret Løb, og der saa stod en halv Snes og kastede Stene og Torv, hvor den var stærkest, for at dæmme dens Fart. Man lade Tingen gaae sin Gang, og hver, som har Villie og Kraft, sige med Josva: "Jeg og mit Huus vil tjene Herren!" -- og iøv- rigt bør man ikke tvivle om, at jo gunstigere Omstændig- heder engang i vore eller vore Efterkommers Dage kunne forene sig, hvorved Patrioternes Bestræbelser kunne faae et heldigt Udfald. Allermindst bør man drage sørgelige For- varsler for Menneskeheden, om det endog skulde gaae bestan- dig Krebsgang med vort Fædreland, indtil det synker i sit Intet og udslettes af Nationernes Tal. Den, der vilde troe Saadant, maatte hverken kjende Historien eller antage et Forsyn.    Da Veiret var deiligt, fik jeg Lyst til at gaae en Tour til Løkken. Jeg eftertællede de store engelske Vinduesruder i øverste Etage og fandt 72. Jeg kan ikke troe, Glasme- steren nu gjør en saadan Rude for ringere end 20 Rbd.; men lad det og være 15, saa koster blot en Etages Vindues- ruder over 1000 Rbd. og for det hele Huus med Lader og Vognremisse etc., for Have og Jord og saa lidt Inventa- rium ovenikjøbet 200 Gange saa meget, er da ikke saa saare overdreven Priis. s.41   13de Februar.    Den i saamange Aar med Længsel ventede Time, er kommen. Frue Dyhring har udtømt sine Lidelsers bitre Kalk. Hun henslumrede rolig i Aften uden Dødskamp med et sagte umærkeligt Suk. Det svære Arbeide, hun spaaede mig en- gang ved hendes Dødsleie, de haarde Anfægtelser, hun ven- tede at plages af, bortfaldt reent. I de sidste Dage laae hun i en Slags Apathie; de saa ubetydelige Ord, hun talede, vare om ligegyldige Ting, og kun ved et sagte Haandtryk tilkjendegav hun, at hun forstod og følte de Guds Ord, hvormed jeg søgte at opmuntre hende. Men saavist som no- gen troende Christen faaer en salig Død, saavist som der er en Himmel, hvor de Udvalgte leve hos Gud i evig Sa- lighed -- saavist er hun der nu. Vel hende!    Nationalbladet er udkommet og optages, paa 3 Sider nær, af mit Stykke, som bliver sluttet i næste Nummer. Jeg har hørt to Domme. Man er enig i, at det er velskrevet, men Nogle finde, at Allum burde været haardere revset, Andre at det er at gjøre den Smører alt for megen Ære, og at han heller opmuntres end afskrækkes, naar man vær- diger slig ussel Brochure en saa vidtløftig Gjendrivelse. 14de Februar.    Neumann, Hersleb og jeg vare indbudne til Bispen i Eftermiddag, for at gjøre Aftale om det tidt omtalte Qvar- talskrift, som nu skal være af blandet Indhold, og ei blot indskrænke sig til Religion, Moral og Historie. Hersleb blev mod sin Villie indtrukken i disse Forhandlinger, og bliver dog nok Medlem af Samfundet. Tilsidst ventileredes om Navnet, og man enedes foreløbigen om det ei upassende, men heller ikke smukke: Freyr.    Af Dagens Nyheder veed man, at Kongens Resolution om den famøse Høiesteretsdom er kommen hertil. Staffeldt hensættes i Arrest paa Fredrikssteen Fæstning paa Kongens s.42   Naade. Hans Afsked falder vel af sig selv, men det troer ikke Schmidt, der venter at opleve den Dag, da Staffeldt ud- nævnes til Commandant paa Fredrikssteen (!). Hals af- skediges i Unaade (casseres); Nogle sige, han skal have Fæst- ningsarrest paa Livstid, Andre at han bliver fri, som heller ikke synes troligt. Haxthausen har faaet Afsked i Naade med Pension. Efter Grundloven er Kongen fuldkommen be- rettiget til at give den; men om han burde gjort det, hvor to iøvrigt antipodiske Domstole have frikjendt Manden, er et andet Spørgsmaal.    Et originalt Syngestykke af Baggesen, "Trylleharpen", er i Kjøbenhavn opført paa Kongens Fødselsdag. Hermed havde det en egen Beskaffenhed. Medens Baggesen var The- aterdirecteur, indleveredes det til Directionen af en Unævnt. Knutzen begyndte at componere det, men saa besluttedes, at Stykket ikke skulde opføres. Nu indleverer Baggesen det som en Original af sig selv; den nuværende Theaterdirec- tion kjender ikke Stykket, antager det og lader det componere af Kuhlau. Knutzen træder frem, da det er færdigt, og si- ger, hvad han veed derom, og Baggesen gaaer op til ham og udskjælder og chicanerer ham saa afskyeligen, at Man- den faaer et Slag og døer. -- Baggesens utrættelige For- følger, Forfatteren af de 12 Paragrapher, P. Hjort, har nu udgivet en Pjese "Om den mærkelige Liighed mellem Professor Baggesens originale Syngespil Trylleharpen og sammes Original". 15de Februar.    Major Juel -- den eneste af min første Omgangscirkel her, som hverken Død, Bortreise eller Caprice har fjernet fra mig -- havde i Tirsdags været hos Matthiesen, som vilde gjort en Reise til Throndhjem; "men" sagde han "jeg faaer vel blive hjemme, naar Øvrigheden gjør Indførsel". Det er nemlig hans Hensigt, uagtet han eier Sølv og Pd. St. i s.43   Mængde, ikke at yde en Skilling til Banken, uden efter Ud- pantning. -- Rigstidenden er næsten ganske opfyldt af Ce- remoniel og Høitidstaler i Anledning af Kronprindsens Fød- selsdag; Døderlein er en jammerlig Avisskriver. 17de Februar.    General de Seve fortalte, at han havde været incog- nito i Slotskirken Nytaarsdag og hørt min Prædiken om de jordiske Tings Forgjængelighed, og troede deri at finde Henpeg til den Dagens Tildragelse, som i Hans Øine er den vigtigste: Staffeldts Dødsdom. Jeg hverken bifaldt eller modsagde hans Ord. Iøvrigt citerede han et dyrebart Ud- sagn af Alexander den Store, som jeg fristes til, hvad Authentien angaaer, at sætte i Classe med hiint Citat af hans Bog om Alexander den Sjette, item Jesper Old- fux's taget af Mons Viingaards Krønnike om Holofernes og Alexander. 19de Februar.    I Nationalbladet har en Anonym opkastet det Spørgs- maal, hvad der dog har været Aarsag til de mange Nor- mænds Had til Bogen om Danmarks Forbrydelser. Han finder fire Grunde: 1. Kjærlighed til det af Skjæbnen saa velsignede Danmark. 2. Ukyndighed i Historien. 3. Bogens bittre Tone. 4. Mistanke mod Forfatteren. Stykket røber temmelig Upartiskhed og er skrevet i en ædel og sindig Tone. Forøvrigt indeholder Bladet Slutningen af mit Stridsskrift og tre af de sædvanlige smaa Expectorationer. -- I In- telligentsseddelen er nu Touren kommen til Sorenskriver Gløersen. -- I Rigstidenden læses om Benaadningen, og seer man da, at Staffeldt virkelig ikke er afskediget af Krigs- tjenesten, og kan altsaa, naar Kongen om faa Maaneder lader sit Naadeblik falde paa ham, blive Commandeur af Sværdordenen og den første General i Norge.    Jubelcommitteen var samlet hos Statsraad Krogh. s.44   Da Mødet var sluttet, fulgte Hersleb mig hjem. Jeg fore- læste ham mine Collecter til Festen, og han syntes meget godt om dem og ønskede, at en saadan Christendomsaand maatte hvile over Bispens Bønner.    I Borgunds Skibrede paa Søndmøre har været Opløb i Anledning af Brændeviinsskatten, som Almuen ei vil betale. Militair Execution er decreteret, men forinden beordrer man, for at dække den, to armerede Fartøier fra den ene Side og et Gudbrandsdalsk Compagnie fra den anden. 20de Februar.    Nationalbladet indeholdt en Attest fra Postmesteren i Skien om et over Fredrikshald ankommet dansk Brev til Pavels Hjelm, hvilket øiensynligen havde været brækket, og et nyt Segl sat for. Denne Attest ledsages af nogle meget alvorlige Betragtninger, hvilke man desværre maae erkjende for ligesaa grundede som frimodige. Det kan være Tilfælde; Afsenderen selv kan paa et Sted, hvor han ei havde sit Signet ved Haanden, have brækket Brevet, for at eftersee eller for- andre Noget deri; men just at Brevet er til Hjelm, bekjendt som Prinds Christians varme Talsmand og den meest er- klærede Oppositionsmand mod Tingenes nærværende Orden, det gjør Sagen saa mistænkelig og forhadt, at jeg gav me- get til, den aldrig var skeet. -- Derpaa kommer et flaut Vers til Præsten Abel, hvis declamatoriske Udraab mod Wergeland, man endnu ikke kan glemme. Riimsmeden har, meest af franske Ord, samlet 27 Riim paa hans Navn, og gjør sig saaledes lystig over ham som den rimeligste Mand. -- Det sidste og længste Stykke er af en forfær- delig Vrøvler. Det synes at være en aldrende Mand, der me- ner det overmaade vel, men neppe veed ret, hvad han selv siger. Han ender med det Forslag, at "naar en Hædersmand fra Hallingdal eller Valders kom til Christiania iført Sneesokker, s.45   røde Bundingshuer og bergsømstærke Skoe, saa skulde de Fornemste indbyde ham og ligesom i Triumph hædre ham, medens Politiet med Tjærekoste gav enhver Bon- debixe og ethvert udmeiet Qvindfolk et vældigt Strøg over Ryggen". -- Det skulde vel aldrig være min gamle General, som igjen har vovet sig ud paa Skribent- banen? 21de Februar.    Der var Præsteordination i Byens Kirke. Lieungh, Sognepræst til Opsloe, Aschehoug, constitueret Sognepræst til Aas, og Kjerulf, residerende Capellan til Fredriksstad, vare de Ordinerede. Ihvorvel de tre Taler, som holdtes, havde umiskjendeligt Værd, giver jeg dog Garmanns Inti- mation over Zach. 3, 1-4 bestemt Fortrin. Denne forun- derlige Text apterede han saa vel til Dagens Forretning, og sagde med uafbrudt Hensyn paa Begge saa mange ypper- lige Ting, at jeg med Sandhed kan sige, at jeg aldrig har hørt og aldrig havde ventet at høre noget saa Godt af Gar- mann. Bispens Tale var over 1 Thes. 2, 4., indeholdt me- get Smukt og Sandt, men Intet, der i synderlig Grad fængs- lede Opmærksomheden eller rørte Hjertet. Lieunghs Præ- diken endelig over 2 Cor. 4, 5 vilde, fremsagt med et ful- dere Organ og en mindre svag Memorering, passeret for en ypperlig Tale i den Smag og Maneer, som sidst i attende og først i nittende Aarhundrede var den herskende. Sproget var skjønt og eloqvent, Ordenen lys, og Prædikenen overalt, som Tale betragtet, et hæderligt Konstværk. Men som Clausens3 Discipel, hvilket Lieungh uden Tvivl er, manglede han Liv, Kraft og Varme. Han prædikede ikke over Texten; men sagde, hvad der ved denne Leilighed laae ham paa Hjerte, og anbragte kun hist og her, hvor det lod sig gjøre, s.46   et Ord af Texten, at den ei reent skulde tabes af Syne. Overalt fremlyste ei af hans Tale den kraftige Overbeviis- ning, den inderlige Følelse, som er fornøden fra Prædikan- tens Side, naar Tilhørerne skulle gaae bort, ei blot med kold Beundring over hans Talent, men med Ønske og For- sæt at leve efter Ordet, han forkyndte. Det Hele var, efter Todes vittige og træffende Udtryk om den store Verdens Assembleer "ligesom Maaneskin spiller paa Snee". Manden er ellers 35 Aar gammel, meget interessant og affabel i Omgang, skal besidde overmaade gode Kundskaber, og er vel i flere Henseender en god Acqvisition for Byen og in specie Opsloe Menighed. Man vil sige, her nu kun skal være tre theologiske Candidater i Norge; det er en trøstelig Udsigt! 22de Februar.    Det eneste, jeg i Dagens Aviser anmærkede, var, at Provst Aschehoug har frasagt sig sin Titelrang som dansk Consistorialraad. -- I Dagen har en Ole Tidemand4 expec- toreret sig paa Kongens Fødselsdag saalunde:            End Sytti Aar som udi Dag           Kong Frederik!!! regere Glad!!!           Gud!!! lade Dronningens; Dyds Exempel;           Guds Eeget Lys i Dydens Tempel           Bestandig virke paa Daniens Slægt;           Da paa Retfærdigheds Balance           Naaer Dyden stændigen Overvægt! 23de Februar.    Biskopen fandt mine Collecter til Jubelfesten vakkre, især den Første, som efter min egen Dom er den maadeligste. Imidlertid er det mig kjært, at den, han selv skal messe for Alteret, finder hans fortriinlige Bifald. Han oplæste sine s.47   egne Bønner, der forekom mig umaadelig lange, og jeg nægter ikke, jeg er glad ved, at det neppe falder i min Lod at læse dem i Chordøren. Hersleb fandt dem ellers mere bibelsk-christelige, end han havde ventet. -- Da Alt var til- endebragt og Indstillingen om Jubelfesten underskreven, fik vi alle et Afskedskys (han reiser paa Visitats i Morgen), og Hersleb og jeg gik ud til Sigvardt, som holdt Velkomst- gilde for sin Eftermand.5 -- Min Samtale med Lieungh dreiede sig blandt Andet om Seminaristdannelsen paa Blaa- gaard. At denne, ogsaa efter Clausens og Ribers Bortgang, gjorde Eleverne opblæste, vare vi enige i ei at berømme. Han kjender meget nøie den famøse Handrup (Danmarks Klokker Allum), der skal bære mange elskværdige Sider i sin Charakteer, og havde, idet han erkjendte sin utilbørlige Frisk- hed, givet sine Lærere paa Seminariet Skylden derfor, da Selvtillid, store Ideer om deres egen Stand og Ringeagt for Præstestanden omhyggelig næredes hos dem.6 Til almin- delig Glæde for det hele Selskab og, naar det bliver bekjendt, for hver ægte Normand haaber jeg er, at Oberst Holst er bleven svensk Adelsmand, er altsaa virkelig svensk, og Norge, saalænge det er et selvstændigt Rige, er ham nu qvit med Alle. Endelig maae jeg anmærke, at Hersleb med den al- vorlige Forsikring, at han aldrig havde læst noget saa Godt i Nationalbladet som Recensionen over Allum, aflokkede mig Tilstaaelsen, at jeg var dens Forfatter. 24de Februar.    Den fordums Fattiginspecteur i en af Aggers Sogns vestlige Districter, John Smestad, en Olding paa 66 Aar s.48   blev i Dag med megen Høitidelighed begraven paa Aggers Kirkegaard. Jeg fulgte med tilbage til en Dinér, og der var en glimrende Bondeforsamling. Vi fik fem Retter yp- perlig tillavet Mad med Rødviin til; heller ikke Betalingen var at foragte: 50 Rbd. Der mærkedes forresten slet ingen Sorg hos noget Menneske, ikke engang da Liget udbares, der ellers, hvor Sorg ei vel kan forudsættes, pleier at være Løsen til Graad fra de tilstedeværende Qvinder. Den Af- døde havde noget fornemt i sit Væsen, saasom han havde en Broder, der er Justitsraad og Sorenskriver. 25de Februar.    I Nationalbladet har Abel beskjæmmet sig selv langt mere, end hans Antagonister har gjort eller kunde gjøre, ved et overmodigt, declamatorisk Svar til Opponenten mod hans Lærebog. Det maae være et Foster af Fuldskab eller uchristeligt Hovmod. Man bør tage Alt i bedste Mening; hvilken af de to Meninger, der er bedst, adopterer jeg alt- saa villig som min. -- Der spørges om den throndhjemske Bank vaager eller sover. (Man gjætter følgende Grund til dens Nølen: Første Termins Inddrivning troer man, ingen Vanskelighed vil have; Anden, mener man, vil gaae saa no- genlunde -- Tredie derimod mistvivler man om. Da første Termin er udløben, og intet Skridt gjort, tvertimod Regje- ringen nu først tilbyder sig at skaffe Specier, saa maae rime- ligviis ogsaa de to Andre udsættes, og den Tredie kan da blive saa langt udsat, at det ordentlige Storthing strax efter kan være samlet, raade Bod paa, hvad ei anderledes kan remederes; og saaledes slipper man, Statscassen til Ud- gift og Vedkommende til Besvær, at sammenkalde et overor- dentligt Storthing, som ellers var nødvendigt, naar Urolig- heder udbrød eller blot den executive Magts Virksomhed standsede.) s.49   26de Februar.    I Rigstidenden bekjendtgjøres Regjeringens i Gaar omtalte Tilbud, at paatage sig deres Forpligtelser, der ei have ædle Metaller at levere til Banken mod 25 Rbd. pr. Specie. De indkomne Rigsbankssedler opbrændes strax; men bliver ikke en overmaade stor Mangel for Øieblikket Følgen deraf? -- Provst Munch har oversat Racines Athalia og udgiver den paa Subscription. Det er, efter vore Tiders Smag, en underlig Entreprise, og er ikke Oversættelsen bedre end den af Schillers Don Carlos, lykønsker jeg ikke vor Litteratur dermed. 28de Februar.    Hersleb, Stenersen og jeg revidere nu Lucas. Til an- dre Tider gjennemgaae de Apostlernes Gjerninger med Sig- vardt. I 3 Timer vare de kun blevne færdige med de to første Capitler; hans Anmærkninger ere mange, og der di- sputeres stærkt. Blandt os hersker stor Enighed. -- I Nationalbladet stod et Avertissement fra Wergeland (dog endnu anonym) til Hersleb i en yderst arrogant Tone. "Han venter kun paa Kjæmpen i Historien (Falsen), hvis Ankomst Kjæmpen i Moralen (Hersleb) anmelder, for at kunne afgjøre det med Begge paa engang. 1ste Marts.    Bonnevie har med temmelig Sindighed taget til Gjen- mæle mod sin svenske Antagonists urimelige Anker. Til Slutning bliver han dog bitter og siger, at han ikke har den Ære at kjende nok til den svenske Nations Tro- værdighed for at kunne fortjene Roes for Tillid til den, var det endog blot til dens litterære Udsagn, samt at han endnu ikke har erfaret lykkelige Følger nok for Norge og dets nye politiske Forening til, paa nogle Patri- s.50   oters7, at raabe: Korsfæst! ved selve Erindringen om den Forrige. 2den Marts.    Min gamle Ven Faber har sendt mig den Bibelhi- storie, for hvis Skyld han maatte gaae fra sit Embede, da Münter denoncerte ham for Cancelliet, og (directe eller in- directe) tvang ham til at søge Afsked med Pension. Med denne Bog har han nu en Plan, som viser, at han kun kjender lidet til Tidernes Tegn heroppe. Han mener nem- lig at faae den indført som Læsebog i den norske Almue- skole, og vil til den Ende gjøre vort Universitet en Offerte dermed, haabende saaledes at faae Hevn over Münter. Ef- ter den Vending, Religionsvæsenet har taget iblandt os, efter vore theologiske Universitetslæreres Tænkemaade og Grundsætninger, efter den Aand, som udbreder sig blandt Præsteskabet, og som end ikke Bech har kunnet modstaae, kunde min gamle Ven ikke let faldet paa en uheldigere Idee.    Jeg har gjennemlæst hans Bog og finder deri en ædel Popularitet, sund Moral og virkelig Agtelse for Fornuft- religionen. Iøvrigt er hans Anskuelse uhistorisk, upoetisk og ubibelsk, aldeles i "Jesus og Fornuftens" Maneer. Hvad han fortier, lægger jeg ham ikke til Last; han kan sige: Bogen er for Børn, der endnu maae have Melk, og ei kunne fordøie solid Føde; men at han aabenbart modsiger Bi- belens udtrykkelige Ord, det kan umulig sættes Sminke paa. Saaledes erklærer han det strax i tredie Fortælling for en eenfoldig Indbildning, at Syndfloden og Sodomas Ødelæg- gelse vare Syndestraf. Med det gamle Testamentes Historie kan det endda forsaavidt passere, men i det Nye gaaer han langt videre. At Jesus var blot Menneske, forstaaer sig selv, men ikke engang sin Spaadoms- og Mirakelgave, som s.51   meddelte af Gud, maae han beholde. Han havde i sin Ung- dom erhvervet Kundskab om de menneskelige Sygdommes Natur og om Lægemidlernes Anvendelse -- derfor kunde han helbrede Syge; han søgte at afskaffe den Skik at be- grave de Døde paa deres Dødsdag -- til den Ende frem- kaldte han den skindøde Lazarus, som imidlertiid var kommen til Live, af Graven. Af 32te Fortælling synes det, som han antager, at Jesus virkelig døde paa Korset, men af den Følgende sees tydelig, at det er langt fra hans Mening, men at Jesus blot ansaaes for død, og at han overtydede sine Venner om, at han endnu levede.    Denne Bog var mig altsaa slet ingen kjærkommen Gave; jeg vover ikke at vise den til noget Menneske. Derimod var Følgebrevet mig heel interessant. I sin sædvanlige godmodige Tone fortæller han om sine Fata og andre Ting, som han troer kan more mig. Efter at have faaet Afsked som Præst, forpagtede han en smuk Gaard paa Falster, hvor han endnu lever. I Aaret 1814 gjorde han sig Haab om at komme herop til Universitetet som Lærer i Oekono- mie og Cameralvidenskaberne, men de forandrede Omstæn- digheder forstyrrede hans Plan. Hvad der især glæder mig i hans Brev, er, at han aldeles ikke synes at være bleven det raae, uvidenskabelige Væsen, som jeg efter hans Charak- teer troede, han maatte blive, naar han gik ud af Embeds- standen, men er endnu vel sagtens ikke bedre, men heller ikke slettere end i alle de Aar, jeg kjendte ham: et Men- neske, hvis Manerer de Fleste finde frastødende, men som mener det inderlig vel, og som den, der kjender ham fra Grunden, ikke kan undlade at holde af. 3die Marts.    Bibelselskabets Centralcommittee havde i Formiddag et Møde under Herslebs Præsidium. Der fremlagdes fra s.52   Provst Hertzberg et Brev, som satte Hersleb graa Haar i Hovedet. Det Patronarium, han vedbliver at beære Sel- skabet med, og hans Iver for at fortælle alle Bergenske Løgne, det vedkommende, hvoriblandt den Nyeste: at den, som her i Christiania havde Selskabets Penge i Forvaring, var løbet bort med dem, paaskjønnede man efter Fortjeneste. Derimod foruroligedes man meget over en Denunciation, han havde sendt til 1ste Departement, hvorefter han vil have alle Lehmanske og Grøndalske Exemplarer af Katechis- men confiskerede paa Grund af, at Jesu Nedfart til Helvede er forbigaaet: at Ordet eenbaarne er udeladt i anden Ar- tikel, og Jesus blot kaldes Guds Søn: og at det endelig i tredie Artikel hedder "en hellig almindelig Kirke" og "chri- stelig" ikke er tilføiet. Og see! paa Nedfarten nær have den nye Udgaves strengt orthodoxe Redacteurer, Hersleb og Stenersen og Saxild, forplantet disse Feil over i denne. Den sidste Udeladelse paatager Hersleb sig at forsvare; den Første derimod finder han utilgivelig og ubegribelig, og an- saae det altsaa nødvendigt at standse med Uddelingen, og lader paa egne og Medredacteurers Bekostning omtrykke det Qvartark, hvor anden Artikel staaer. Det er vist og høist besynderligt, at dette kunde undgaae de Mænds Opmærksom- hed, da "eneste eller eenbaarne" Søn just er den charakte- ristiske Benævnelse for Jesus, hvilken end ikke Campe har fundet sig beføiet til at ignorere, som Noget der udmærker ham fremfor de Andre, der i Bibelen kaldes Guds Sønner eller Børn. Overraskende var det mig ogsaa, næsten i alle de Katechismer, mine Confirmander have, at see dette vigtige Ord udeladt, da det var mig saa fast indpræget som en integrerende Deel af anden Artikel. -- Et Forslag af Sax- ild om Exemplarers Uddeling gratis voldte langvarige Ven- tilationer. Resultatet blev, at Selskabet for 1816 opofrer 1500 Rbd. til dette Brug (800 til Katechismer og 700 til s.53   Forklaringer). De 1600 Katechismer fordeeltes efter Stif- ternes Størrelse og Bidrag saaledes: Aggershuus faaer 600, Bergen 400, Throndhjem 250, Christiansand 200 og Nord- landene 150. Forklaringens Priis er endnu ikke fastsat; her fordeeltes altsaa Pengesummen, og faaer da Aggershuus for 260, Bergen for 180, Throndhjem for 110, Christian- sand for 90 og Nordlandene for 60 Rbd. -- Et andet For- slag af Saxild henlagdes indtil videre: at kjøbe Meubler, Huuspostiller og Psalmebøger til Uddeling blandt Fattige. Naar 1500 er alt det, Selskabet af sine egne Forlagsskrif- ter kan opofre for hele Norge, seer det langvarigt ud, inden der kan tænkes paa slige Entrepriser, ligesom det og fore- kom mig at være en utidig Ædelmodighed, af de 12 Bib- ler, Selskabet eier, at overlade det eneste Skjeberg Sogn 6 eller 8 for halv Bogladepriis. 1  tilbake En tysk, pædagogisk Forfatter. 2  tilbake Den vides ikke at være bleven trykt. 3  tilbake Stiftsprovst i Kjøbenhavn H. G. Clausen. 4  tilbake Vistnok en Nordmand, der døde f. A. som Fuldmægtig ved Hof- og Stadsretten i Kjøbenhavn. 5  tilbake Den nysnævnte J. J. Lieungh, der døde som Stiftsprovst i Christi- ania 1853. 6  tilbake En characteristisk Optegnelse af L. Engelstoft om det Blaagaardske Se- minariums utaalelige "Pædagog-Stolthed" læses i Norsk hist. Tids- skrift. 2 R. IV. S. 321. 7  tilbake Et Ord er rimeligviis udeglemt.

bla bakover

bla videre