|
21de Januar. Den famøse Hymne til Urania har jeg nu endelig læst. Liderlig kan jeg just ikke kalde den, men skidden og gemeen er den trods dens mystisk-pompøse Tone, og røber hos en Digter som Baggesen en høi, skjøndt ikke ubegribelig Grad af Skamløshed. Dobbelt scandaløst er dette Product, da det følger umiddelbar paa en galant Correspondance med en Dame (Frøken Jessen), som paa sin gamle Alder med en Pokkers Magt vil spille en Rolle i den poetiske Verden, hvilket ogsaa, efter Baggesens Dom, fuldkommen lykkes hende, da han endog haaber, Apollo for Juliane Jessens Skyld vil læse mangt et lille Digt af ham. I de to Hef- ter af "Danfana," jeg har tillaans, har ellers Intet tildra- get sig min Opmærksomhed. Det er altsammen Fyldekalk, Maanedsskriftets stolte Navn: Danertemplet, aldeles uværdigt. Holst fortalte, at han har Gabriel Lund at takke for, at han nu er Statssecretair. De studerede sammen til the- ologisk Examen, og da Lund endelig af sin Fader fik udvir- ket Tilladelse til at forsage det theologiske Studium, kom Holst ud af Touren, da han heller ingen Lyst havde dertil, drev i nogen Tid om uden fast Læseplan, indtil Engelhardt bragte ham paa den Idee at tage latinsk juridisk Examen.1 | |
| s.19 | Som Præst havde han neppe i nogen Henseende gjort den Lykke, han nu har gjort. 22de Januar. Intelligentsseddelen meddeler en mærkværdig Ansøg- ning til Kongen fra 62 af Christiansands Indvaanere i An- ledning af den mageløse Irregularitet, Magistraten og Lig- ningsmændene have tilladt sig ved Ligningen til den tvungne Bank. Først skede ikke den i Loven befalede Bekjendtgjørelse, naar og hvor Forretningen skulde holdes; dernæst forbød Magistraten, hvad allevegne over det hele Land er vedtaget som Princip: at vælge de samme Ligningsmænd for alle tre Skatter, og endelig have disse Ligningsmænd (Generallieute- nant Arenfeldt, Justitiarius Gjertsen, tre Kjøbmænd, en af- skediget Capitaine og en Contoirbetjent) baaret sig saa rav- galt ad, at det høiligen maae beklages, at Ingen, saavidt jeg troer, uden et kommende Storthing kan drage dem til An- svar derfor, og naar dette er samlet, skal Indskuddet alt være betalt. Arenfeldt selv med Eiendomsgaard, kostbart Indboe, Heste, Kjør og Eqvipage og 2,225 Specier fast Gage er lignet i 8 Specier, Stiftamtmanden og Biskoppen lige- saa, Consul Isachsen og P. Mørk have lignet sig selv i 1,200 Specier (6 Actier), en Grosserer Matthiesen, Skibs- og Gaardeier med betydelige udestaaende Contanter i rede Sølv, ligesaa i 360 Specier. Mindre formuende Kjøbmænd ere derimod lignede i 1,800 til 2,900 Specier, en ubetydelig Høker og et ungt Menneske, som hverken eie Huus eller Hjem, Meubler eller Effecter (begge nævnte) den Første i 180, den Anden i 210 Specier. Ansøgningen gaaer ud paa, at Kongen vil cassere Ligningen, og tillade Borgerne at ud- nævne en ny Commission. Frue Sverdrup er unægtelig en meget interessant Kone, der om mange Ting taler heel fornuftigen, men noget ær- grede jeg mig paa den unge Mad. Wolds Vegne over de |
| s.20 | Bebreidelser, der gaves hende for Dovenskab, ikke fordi de jo gjerne kunne være grundede, men fordi Kundskaben om hende blot grunder sig paa Indkig af Frue Sverdrup som Gjenboe i Salsetagen. Deels ere de Erfaringer, man ved saadanne Leiligheder indsamler, ikke saa ganske paalidelige, deels vidne de ei heller fordeelagtigen om Iagttagerens Flit- tighed, at hun har Tid til gjennem sit Vindue at bemærke og censurere Gjenboens Foretagender. At der ofte er Frem- mede, og Mennesker jevnligen gaae ind og ud, lader sig og forklare og undskylde ved det talrige Slægtskab, hun har. Jeg skal aldrig ophøre at takke Gud, som overalt, hvor jeg har havt stadigt Opholdsted, har befriet mig fra Omgang med nærboende Svogerskab og Fætterskab. Om Madlavning talte hun ogsaa meget; hun er stærk i at tillave fine Retter, ved hvis Beskrivelse jeg ikke vil nægte, mine Tænder løb lidt i Vand; thi jeg holder meget af god Mad, dog mere af at spise den, end at høre, hvorledes den tillaves. Jeg viede i Formiddag Hans Houge og hans meget vakre Brud. (Asker Præstegaard) 24de Januar. Neumann fortalte mig, at han og de andre Medar- beidere i det theologisk-historiske Tidsskrift ere betænkte paa at have 1-2 Bidrag færdige til Markedsugen, og have forpligtet sig til at oplæse og aflevere disse. Denne For- pligtelse har jeg aldrig indgaaet; Bispen har aldrig talt et Ord derom til mig, rimeligvis heller ikke til Rosted og Platou. Overalt lover jeg mig lidet af den Entreprise, og at Neumann vil begynde med en Udsigt over Kirkevæsenets Tilstand i Sverrig, bestyrker mig i min slemme Anelse. Han forelæste mig et Forslag, han igjennem Agerdyrknings- classen i Selskabet for Norges Vel har ladet tilstille Direc- tionen, at da Selskabet ved Universitetets Stiftelse og fuld- |
| s.21 | komne Organisation i videnskabelig Henseende har udrettet, hvad det vilde, og dets Medvirkning til Videnskabelighe- dens Fremme herefter synes overflødig, saa skulde denne Deel af dets Bestemmelse bortfalde og Selskabet forvandles til et Academie for Landvæsenet. -- Da denne Forelæs- ning var tilende, kom Capellan Meldahl, en inderlig elsk- værdig Mand, som Neumann i høieste Grad lykønsker sig med, ligesom han og selv er overvættes fornøiet med sin Stilling. Det maae, efter begge Præsters Sigende, være en ypperlig Menighed, paa hvis Forædling det lønner Umagen at arbeide, og som i det Hele viser sine Lærere udmærket Agtelse. Vi gik tilbords, og fik en eneste, men saare vel tillavet Ret: Carry med Punsch til. I Eftermiddag kom Justitsraad Blom, som bor derude, en halv Miil fra Præ- stegaarden,2 og vi fire havde en meget lystig Lhombre med morsomme Mellemscener. Der taltes blandt andet om et nyt Digt af Allum, hvis Antogonist er Præsten Tybring i Drammen, som underskriver sig 17-8, hvilket skal betyde, at han veier 17 Lpd. 8 Marker. Dette Allumske Digt: Gjærin- gen, eller Skjemt og Alvor, fik jeg ind med mig i mit Sovekammer. Det Formelle behagede mig lidet, det Mate- rielle endnu mindre. Verset indeholder Betragtning over Rigets Tilstand, den danske, christianitiske og nuværende Re- gjerings, item Storthingets, Armeens og Fleres Opførsel, og røber en Arrogance, som fortjener at ydmyges. 25de Januar. Af et Brev fra hans Svoger Skøldberg forelæste Neumann mig i Morges adskillige Nyheder, de Fleste som |
| s.22 | Hemmeligheder. Kongen fik Juleaften et Anfald af Slag, der en Tid foruroligede Hoffet og Landet, men nu er han igjen uden Fare. -- Den lange Nølen med Bergens Bi- spestol havde sat Neumann Skruer i Hovedet; han frygtede, at Kronprindsen dog kunde falde paa at give den til ham, og for at forebygge dette, havde han bedet Skøldberg under- haanden sige Anker, at sligt ingenlunde var hans Ønske, og at han slet ikke kunde modtage den Ære, hvis den tilbødes ham.3 Excellencen havde svaret, at han, som kjendte Em- bedet, indsaae, at det ei kunde convenere Neumann, og skulde vist arbeide derimod, men ellers troede han, at Rein blev Manden. Blandt flere Grunde, hvorfor Neumann ikke vil til Bergen er den, at der er fire af Stadens fornemste Em- bedsmænd, med hvilke han ei engang ønsker Omgang, end sige Forbindelse: Christie, der med alle hans ypperlige Aandsfortrin forekommer ham huul og polisk, Falsen, i hans som i mine og Fleres Øine et tvetydigt, maaske farligt Menneske, Motzfeldt,4 som Stadsraadværdigheden skal have gjort meget opblæst, og som derfor af sine fordums Ligemænd i Armeen skal være meget forhadt, og Rein, hvis bitre sarkastiske Lune er ham frastødende. Throndhjems Bispestol synes derimod, om den blev vacant, at ville være ham et fristende Tilbud. -- Tredje Nyhed: Efterat det per varios casus endelig var kommen dertil, at Neumanns Rei- sebeskrivelse skulde trykkes paa Kronprindsens Bekostning, er endnu et Aar gaaet hen, uden at der er gjort det Ringeste ved den Sag. Han havde bedet Skøldberg undersøge Om- stændighederne og fik følgende Oplysning: Endnu i denne |
| s.23 | Stund er man i Sverrig misfornøiet over, at saa gode Vilkaar ere tilstaaede Normændene ved Foreningen, endnu maae Commissairerne høre Finter for deres Eftergivenhed, endnu beskylder man Kronprindsen for, at han ved sin store Føielighed mod Normændene har villet berede sig et Til- flugtsted blandt dem, hvis hans Anseelse i Sverrig engang skulde komme i Decadence, endnu er den Festlighed, hvormed Deputationen modtoges, mange Svenske et ubehageligt Minde. At fornye dette finder Prindsen nu betænkeligt, og ønsker derfor at kunne indtil videre henlægge Beskrivelsen over den Høitid. Neumann, som erkjender at denne allerede nu efter 2 Aars Forløb aldeles har tabt Nyhedens Interesse, tager den altsaa tilbage, og udgiver fragmentviis i norske periodiske Blade, hvad der uafhængig af Tidsomstændighederne kan læses med vedvarende Deeltagelse.5 No. 4 var, at Wulfs- berg synes redningsløs, dog herom kunde jeg fortælle Neu- mann mere end han mig. Kronprindsens Yndest har han aldeles tabt; denne skal have omtalt ham som un buveur et un joueur. -- Det femte, mærkeligste og glædeligste er endelig, at Grev Wedel i Sverrig skal være almindelig for- hadt og foragtet. Wallmark havde aldrig været i et fata- lere Selskab end det, hans Svigerfader gav ham til Ære. Wedel lod Sarcasmernes Batterie spille over alle Ting; Anker talte ikke et Ord, og over hele Bordet var dyb Taus- hed. Kronprindsen skal have sagt: "Jeg er vis paa, at dersom Wedel kunde tilveiebringe en Revolution i Norge, gjorde han det strax, og anvendte alt muligt for at sætte sig selv paa Thronen." Dette ønskede jeg virkelig, at det var mig tilladt at fortælle. Siden oplæste Neumann for mig et Foredrag, angaa- ende de oekonomiske Indskrænkninger, han vil holde i Gene- |
| s.24 | ralforsamlingen i Selskabet for Norges Vel. Jeg har Intet at indvende derimod, uden at Tonen er for contrasterende: i Begyndelsen populair, til Slutning pompøs. Hans Tan- ker ere meget fornuftige. Viin, Caffe, Thee, o. desl. vil han ikke noget Menneske skal afsværge. Derimod opregner han mangfoldige til Meublement og Klædedragt henhørende Ting, samt sine Vine, Liqueurer, fremmed Øl o. desl., som vi bør kunne undvære; kun anseer han det nødvendigt, at det første Exempel maae gives af Landets fornemste og rigeste Mænd. Conventioner mellem Individuer af middelmaadig Stand og Formue troer han ikke ville blive nyttige, af de Fleste ei overholdte, og af dem, der vare for samvittig- hedsfulde til at bryde dem, et Offer, som ikke i ringeste Maade gavnede Staten. At han i en saadan Forsamling vil staae frem og nævne de befalede Epouletter og Broderier blandt den Luxus, der bør afskaffes, er hvis han virkelig gjør det, en meget ædel, ja hos ham beundringsværdig Frimo- dighed. Ogsaa i Dag vare Meldahl og Blom indbudne til Middag, og ligesom i Gaar fik vi kun een Ret Mad: en delicat Kalvesteeg, som rigeligen mættede os, og et godt Glas Viin. Jeg har længe gruet for denne Dag; nu er den, Gud være lovet! forbi, og pinte og kjedede mig mindre, end jeg havde ventet. Den begyndte med Prædiken, Communion og Barnedaab. Under Bønnen for Kongehuset gjorde jeg en speciel for Kronprindsen, som virkelig, især efter Samtalen med Neumann i Gaar, kom fra mit inderste Hjerte. Ved Middagsbordet aabnede jeg en Flaske Langkork, og drak i den med Kone og Børn Giverens Skaal. Jeg fortalte |
| s.25 | Neumann dette mit Forsæt, og han tog deraf Anledning til ogsaa at beramme en Gjæstebudshøitidelighed hos Justits- raad Blom, hvor de tre Mænd skulde klinke paa Carl Johans Velgaaende. Aftenens Historie er det eneste, som ellers skal opteg- nes. Theatrets Vestibule og Parterre vare smukt oplyste, Bænkene vare satte længre fra hverandre, Grevens og Grev- indens Stole vare borttagne, og de sad i Aften midt iblandt de indbudne Tilskuere. Pyntede Herrer og Damer indfandt sig i Hobetal; ogsaa 40 Studenter og et Antal Cadetter og Skoledisciple vare indbudne. Kl. 6 begyndte man at spille. Efter den første Symphonie fik vi nok en, og ved dens Ende gik Tæppet op, og Rasmussen som den gamle Hushovmester i Landsbyetheatret stod der med to Tjenere: Jeg blev yderst forundret, og fik da vide, at Frue Thulstrup var bleven syg, og at man i Haab om, at hun skulde komme sig, havde for- vandlet Prologen til Epilog, og for en Sikkerhed endda for- maaet Frøken Mansbach til at lære Rollen, at det Hele ei skulde gaae reent istaae. Saa spiltes da Landsbyetheatret, som Statsraad Løvenskjold med Føie fandt at være et elen- digt Stykke, men som efter Statsraad Fastings Mening gik overmaade godt. O ja saamæn! ellers var det just ikke at gjøre synderlig Ord af. Maskeraden, for hvis Skyld Styk- ket valgtes, var ret morsom. Vistnok savnedes Haxthausens mesterlige Hallingdøl, som overalt kunstig Dands ei saaes; derimod var adskillige nette Charakteermasker og allehaande Løier. Linstow kom som gammeldags Dame med et stort Buur, hvoraf udtoges hendes Søn, en lille Dreng med Pungparyk og stivskjødet Kjole. Schiwe var en fransk Petit-Maitre, Hoppe en Skolemester, Capt. Anker en Trold- mand, som gjorde adskillige Konster, hvoraf den Sidste var curiøs nok. Der kom ind en Machine, hvoraf dannede sig |
| s.26 | en Grotte i hvis Fordybning stod "med Ildbogstaver trykt": Carl Johan, Norges Ven -- og det paa en engelsk Maske- rade!!! Mad. Kjørboe var en manhaftig Skjoldmøe, Frue Thorne Flora, hendes smukke Søster, Frue Meyn, en Bon- depige, Frue Falsen Diana, Frue Collett en Islænderinde, Baronesse Wedel en Thelemarks Pige, og jeg veed ikke hvem flere. Under Skuespillet serveredes med Thee og Julekage, Iis og Confect. Nu skulde da Prologen begynde, men da jeg skulde hjem og tage Præstekjole paa, maatte jeg renon- cere paa den. Frue Thulstrup havde faaet sin Helbred igjen, og min Kone syntes ret godt om Tingen. I Palaiet, hvor en utællelig Vrimmel mylrede sammen, spiste man omtrent som sidst. Dandsen begyndte omtrent Kl. 2. Længe efterat jeg var opstaaet, kom Slædevogne forbi mine Vinduer, da Ballet med paafølgende Dejeunér varede til Kl. 8-9 Mandag Morgen. 28de Januar. Bispen havde anmodet mig som Censor at bivaane Alexander Langes katechetiske Prøve i Byens Kirke. Hans Dom var uden Tvivl fuldkommen rigtig, at Katechisationen var meget god; kun var det en almindelig Feil hos uøvede Katecheter (saamæn ogsaa hos meget øvede, Deres Høiær- værdighed!) at de talte for meget selv og lod Børnene tale for lidet, udlokkede ei Begreberne af deres Forstand. At Langes Katechisation havde denne Ufuldkommenhed, indrøm- mer jeg. I de tre sidste Nummere af Nationalbladet har en streng Orthodox7 leveret en yderst skarp Recension over Abels Religionsspørgsmaale. Mange Anmærkninger ere grundede, men andre røbe utidig Ængstelighed og Rigorisme |
| s.27 | eller chicanerende Dadlelyst. Mod Slutningen bliver Re- censenten alt mere og mere heftig. For Guds og deres egen Saligheds Skyld opfordrer han dem, som Opsynet over Guds Menighed er betroet i disse Lande, at ransage Bogen, om den ei er skyldig i de angivne Feil, og da enten tydelig vise for Lægmanden, at der er ingen Salighed at vente for Jesu Skyld, eller at forbyde denne Bogs Brug til Confir- mationen. Han antager at 10,000 Unge ved den ere vei- ledte, og at mange af disse 10,000 Sjæle ere derfor paa Vei til evigt at tabes. Gud forbarme sig hvilken An- skuelse! Han see i Naade til den arme Menneskehed, som Vantroe og Letsind paa den ene Side og Fanatisme paa den anden true med at nedsænke til en Dybde, hvorfra den neppe i Secler igjen vil kunne reise sig. -- Meget alvorlig, men dog med sømmeligt Alvor paaankes Strøms Ansættelse som Bergmester, uden at have taget Examen. -- Under Overskrift Pastor Wergeland findes et Stykke, hvori gjøres endeel ikke ganske ubeføiede Spørgsmaale, hvorfor f. Ex. Assessor Matthiesen blev Ridder af Nordstjernen, hvorfor Bergens Bispestoel endnu ikke er besat, og hvorfor Oberst Holst endnu er Commandant paa Fredrikssteen. (Han skal dog nu have faaet Afsked.) -- Dersom Præsten Ty- bring skriver under Mærket 17-8, er han en af de loyaleste Mænd i Landet, Regjeringens og Kongefamiliens varme Ven, thi han siger "Nogle, (virkelig sunde) Ord til Efter- tanke," hvor han temmelig klart viser, at vi ikke har det saa meget slemt.8 29de Januar. Politiemesteren har i Dagens Intelligentsseddel høili- gen overrasket Publicum ved et Avertissement, der vækker |
| s.28 | en ældgammel sovende Løve, den 82-aarige Forordning, hvor Assembleer, Baller, Maskerader og anden Leeg og Ly- stighed forbydes paa Fest- og Helligdage. Og denne Be- kjendtgjørelse skeer umiddelbar efter Søndags-Bal og Maske- rade hos Rigets Statholder paa Kronprindsens Fødsels- dag! -- I Rigstidenden læses en provisorisk Anordning om at Brændeviinsbrænden i Kjøbstæder og Ladestæder forbydes til Juni Maaneds Udgang mod forholdsmæssig Godtgjørelse af de paabudne Afgifter, ligesom og at Ruug, Byg og Havre til den Tid toldfrie maae indføres i Norge. Jeg har i Dag fuldendt et litterært opus: en snart alvorlig, snart ironisk Gjendrivelse af Allums lumpne Vers, som jeg ikke begriber, hvorledes den varsomme og delicate Neumann kan have læst med et Slags Velbehag. Personen er saa aldeles charakteriseret i den Ewaldske Linie, hvormed jeg ender, som en mundkaad, fræk og dum og nedrig Cham, at Portraitet ikke kunde lignet mere, om han havde siddet for Ewald. Biskoppen har, som jeg hører, alt for flere Aar siden removeret ham fra Skolelærer-Embedet.9 I Jubelcommitteen var Klokkernes Ringning, Cano- naden, Herolder, Basuner, Processioner det Meste, som om- taltes. Det Kjøbenhavnske Ceremoniel fra 1717 fremlagdes. De Guld- og Sølvmedailler, som ved et festligt Maaltid henlagdes under hvert Couvert, maae nok vi renoncere paa; dog vil man foreslaae at præge en Sølvmedaille. 30de Januar. Til Middag var jeg indbuden til Excellencen. Langt mindre lystelig end dette Dinér, hvor de Par Timer ere ret morsomme, da man bestandig træffer Mennesker, man kan tale med, var Aftenens Boston hos Generalinde Haxthausen, |
| s.29 | hvor jeg blev ugudelig medtagen af hende, Kammerherre Mansbach og Politiemester Sem. Jeg ønsker ret hjerteligen ikke saa snart at inviteres i det Selskab, og skulde det snart falde hendes Naade ind at tilbyde mig Revanche, afslaaer jeg sans fagon Tilbudet. Der taltes ellers om det Ankerske Fideicommis, der skal lide stor Pengemangel, og derfor af- spiser sine Pensionister med en saa lumpen Almisse; om en vigtig Proces, det har med Statsministeren, og formenes at ville tabe; om dets Administrator Semb, der har 800 Pd. St. aarlig for at bestille Ingenting, og om Gademaskera- derne i Julen, som Politimesteren havde forbudet, hvis han havde været hjemme, da de begyndte, men hvorfor han ikke kunde byde deres Standsning, og hvorfor de endelig skulde vare over Hellig 3 Kongers Dag, fordi de fandt Sted første Juledag, sagde han ikke. Avertissementet i Gaar blev ikke nævnt. 31te Januar. Et i Dag udkommet Nationalblad indeholder fire maa- delige Sange til Kongehuset (Sophie Albertine undtagen), ventelig sjungne i en af Byens Klubber paa Kronprindsens Fødselsdag. -- Sebbelow oplyser, at de tre Fædrelands- venner, som har skrevet Noget for Wergeland, er en eneste tysk Viintappersvend, som i nogle Maaneder har nydt saa megen Underviisning i det danske Sprog af svenske Ridder Hr. Pastor Wergeland, at han kan tale med Enhver, som kommer i Viinkjælderen for at kjøbe af ham. -- G . . . . . (Garmann?) har talt nogle sunde, velbegrundede Ord til Recensenten af Abels Religionsspørgsmaale. -- En Anonym (ventelig Pavels Hjelm) har skrevet en ironisk Revselse paa Vers til Hersleb, Garmann og Sebbelow; vittig, men grov. I mit Brev til Neumann meddelte jeg ham mine Tan- ker om det intenderede periodiske Tidsskrift, hvortil Recensi- |
| s.30 | onen over Abel synes at gjøre vor Trang saare indlysende, men hvor jeg, ved at tænke paa Medarbeidernes Navne (Neumanns, Schmidts og mit eget undtagne) finder "et snur- rigt Maskepie," som Brun siger, hvilket jeg er bange for vil gjøre Curen nok saa slem som Sygdommen. Den kolde, raisonnerende Bech, de politiske Antipoder Munch og Bon- nevie, den neppe varme Grøgaard, Philologen Rosted og Statistikeren Platou -- virkelig! der blev altfor mange Slags Kjød i den Fricassé!10 1ste Februar. I Intelligentsseddelen beklager Halvor Hoel sig over, at man har anseet ham for Forfatter af endeel anonyme Stykker i Avisen, og averterer, at han vil sætte sit Navn under Alt, hvad han herefter skriver, og undres, at han skal være den Skive, hvorefter Alle sigte. -- Fra Lumholtz fik jeg to Breve, et officielt til Sigvardt og mig, og et confi- dentielt til mig. I Begge vare afskrevne Irettesættelser givne Dr. Garmann for hans Paategnelser paa Circulairer, den Første i Anledning af en Forandring i Circulationsordenen, som Garmann egenmægtigen har foretaget, den Anden An- givelsen til Enkekassen vedkommende, Begge Fostere af Man- dens ei usædvanlige Fusentasterie. Den sidste Correx lyder saa: "End mere paafaldende Beundring har dette for- aarsaget, at da De har kunnet villet vove den paategnede Erklæring, De ansaae det ei fornødent at fremsende, efter det seneste fra Departementet tilstillede Schema, en ny An- givelse om Indsættelse i Enkekassen. Udeblivelsen hermed kunde let efter Ordenes Udtryk have en ubehagelig Mulct tilfølge. Det var derfor vel sikrest, at lade sig vise til Rette af velbemeldte Hr. Slotspræst Pavels's Paategnede |
| s.31 | paa forberørte Circulaire, som baade med Forstand og Grundighed er oplyselig." Men denne forstandige, grun- dige og oplyselige Paategning har Garmann nok al- drig læst. 2den Februar. Til Centralcommitteen er indløbet et overmaade høfligt Brev fra Lord Teigmouth, hvori Hans Herlighed lader os vide, at da vi ei ville eller kunne aleene indskrænke os til Bibelens Udgave, saa have vi ingen Understøttelse at vente fra det engelske Bibelselskab, men iøvrigt ønsker han os Held og Velsignelse. Hvad Centralcommitteen vil gjøre ved den Sag, faar man see paa Thorsdag; man vil formode, at den gjør, hvad den bør gjøre: foretrække at være et fat- tigt, men selvstændigt Selskab for at være et Filialinstitut under det stolte britiske, en afhængig Drabant, der holder sig underdanig i den Bane, der anvistes den omkring Hoved- planeten. -- Man vil vide, at Grunden til Forbudet mod Maskeraden just paa den Tid var, at Politiemester Sem ved en Feiltagelse først Løverdag Aften eller Søndag Morgen var inviteret til Mørners Fest. 3die Februar. I Revisionscommitteen vedtoges efter Herslebs For- slag for at vinde Tid det Forslag, Bispen gjorde før, men som da ei gouteredes: at dele sig i to mindre Committeer. 4de Februar. Hersleb har udgivet "Affordret Beviis for at Skrif- tet: Sandfærdig Beretning o. s. v. fortjener enhver retsindig Normands Uvillie og Foragt," og foræret mig et Exemplar deraf. Bogen er henved 5 Ark stor, og har et Motto af Propheten Jeremias efter Grundtvigs Maade. Min Me- ning om Wergelands Skrift kan ikke levne Tvivl om, hvad |
| s.32 | jeg dømmer om den indsigtsfulde, retskafne og sindige Hers- lebs Svar. At han fælder strengere Domme, end jeg i Al- mindelighed, ogsaa i nærværende Tilfælde, troer mig beret- tiget til, har vistnok sin Grund i vor forskjellige Mening om det ene Menneskes Competence til at bedømme det an- dets Tænkemaade og Hensigt med dets Handlinger. Jeg troer min overensstemmende med Christendommens Aand og Jesu udtrykkelige Ord. Hersleb troer det samme om sin, og i dette Tilfælde haaber jeg sikkerligen, at Enhver af os bliver salig i sin Troe. Ellers negter jeg ikke, at i al vore nyere Theologers Ivren mod Stolthed, med alt det, de sy- nes i Benævnelsen "ædel Stolthed" at ville finde en con- tradictio in adjecto, finder jeg dog i deres egen Yttring og Adfærd Noget, som jeg ikke veed at betegne med et mildere Navn, og som Andre maaskee vilde kalde Hovmod. Hos Grundtvig og hans Efterfølgere mærker jeg (maaskee jeg tager Feil) Spor af den Aand, der bevægede Paverne til at kalde sig "Guds Tjeneres Tjenere" paa samme Tid, som deres Tyrannie over Keisere og Konger med Psalmens Ord: "Du skal træde paa Løver og Hugorme; unge Løver og Skorpioner skal du træde under Fødderne." Undtager jeg hiin Dom over ublide Domme, er der endnu kun en Ting, hvori jeg er aldeles uenig med Hersleb: hans Ivren mod Anonymitet. Jeg har aldrig misbrugt den til Ondskabs Skjul; men saa overbeviist jeg er om, at Trykkefrihed er Velsignelse for et Land, saa klart er det mig, at Trykkefri- hed uden Anonymitetsret er et Intet, og levnes mig Liv og Helbred, skal jeg, hvad enten jeg ad Aare bliver Storthings- mand eller ei, offentlig fremtræde som denne Rets varme Apologet. Jeg tvivler ikke om, at den vil finde Angribere nok blandt Høie og Lave, men hvad jeg kan bidrage til at holde den ilive, skal vist ikke blive forsømt. |
| s.33 | Jeg havde et Besøg af Neumann, som har meget imod Samariens Brug uden Pibekrave, og paastaaer, imod gam- mel christelig Skik og Orden, at man enten bør gaae i kort Kjole eller i fuldt Ornat. Jeg synes, det er et sandt Præ- rogativ for vor Stand, at vi have et saadant medium mel- lem høieste Stads og Hverdagsdragt. Kammerherre Mansbachs Barn blev døbt, og min Kone og jeg vare indbudne til Middag. Der var hans Moder og Søstre, Kaltenborn, Thulstrup, Major Schjøtt, Oberst Stabell, (alle med Fruer), Baron Wedel, Lindemann, Capt. Anker og endog Frøken Haxthausen, hvis naadige Mama (den Pulverhex!) kom om Eftermiddagen, og snød mig igjen i Boston, saa jeg fik en Ulykke. I saadant Sel- skab kan man ikke kjede sig. De Fleste af dem forene vir- kelig Aandscultur med den slebne Verdenstone, deres Stand medfører. Heller ikke Spillepartiet var ennuyant. Gene- ralinden er rigtignok lidenskabelig og egennyttig Spiller, men de andre to: Stabell og Lindemann meget godmodige og liberale. Skjøndt jeg tabte ligesaameget som i Thors- dags, tabte jeg det dog med større Agrement. 5te Februar. I Nationalbladet opfordres Sverdrup, Platou, Hers- leb, Steenbloch og jeg til at udgive et periodisk Skrift i samme Smag som Minerva eller Athene, hvori der ogsaa skulde findes Recensioner over Fædrelandets litterære Pro- ducter. Stykket er ret vel skrevet, og jeg for min Deel havde større Lyst til at entrere i denne Idee end i den bi- spelige-neumannske. I aften opførtes Barselsstuen. Jeg havde glædet mig meget til at see dette mit Yndlingsstykke, men jeg glæ- dedes lidet ved at see det. Carlsen spiller endnu Troels. Skal den Omstændighed komme i Betragtning, at han "vilde |
| s.34 | obligere sig til at gjøre 50 slige Børn om Aaret", da sy- nes rigtignok Carlsen med sin svære Legemsbygning at være det mest qualificerede Subjekt, men ellers, saa umuligt som det er, at Carlsen nogensinde kan spille slet, vilde jeg langt heller seet en yngre spinkel Person som Ibsen eller Hoppe i den Rolle. -- Corfitz var en Person ved Navn Nielsen. Gud kjender ham; jeg veed aldrig at have seet ham før. Han var en liden smal Person, der aldeles ikke saae ud som en Olding. Jeg vilde givet Holm den Rolle. Han vilde spillet den med mere Liv og Kraft, han kan ypperlig ma- skere sig som gammel, og har derhos i sit Udseende og Stemme det robuste, som Corfitz maae have, naar Tilskueren i Hjertet skal frikjende hans Kone. Jeronymus (Kjøbmand Rosenberg) saa meget stærk og vigoureux ud, hvorfor man og viseligen havde udeladt: "I er vel undskyldt Naboe". Her havde Rougtvedt været bedre. -- Barselkonen spilledes, paa den altfor dybe Stemme nær, særdeles vel af Digteren Hansen. "Men hvorfor", spurgte Diriks, "skal den Barsel- kone være et Mandfolk, da dog de gemeneste Friller spilles af Fruentimmer? Hun er jo en meget honnet og brav Kone". Endnu en Grund har jeg til at ønske hende af samme Kjøn som Visitdamerne. Til den gammeldagse Levemaade hører nødvendig Kyssen ved Ankomst og Bortgang. Her bød naturligviis Velanstændighed at udelade den, men hvil- ken herlig Effect den gjør, mindes jeg endnu fra Borups Selskab. -- De to første Damer spilledes meget godt af Frue Huwald og Frue Omsen, som ogsaa vare de bedst costume- rede af det kvindelige Personale. -- Ane Kandestøber var Frue Aubert, som spillede bedre end hun saa ud. -- Frue Ankers Ingeborg Blytækkers lagde Ingen Mærke til. Jfr. Sang som Arianke Bogtrykkers var en af de Bedste, men jeg havde dog heller seet Frue Dunker i den Rolle. -- Frue Rummelhoffs Else Skolemesters var ikke god; her vilde Jfr. |
| s.35 | Sang været fortræffelig. Fortællingen om den gloende Drage var det Bedste. Mad. Glad som Øllegaard Sværdfegers og Oberstinde Nielsen som Dorthe Knapmagers saaes med for- tjent Bifald; kun vilde jeg, at de skulde seet ældre ud, lige- som man nok ogsaa havde glemt, at Dorte efter Troels's Liste er Enke; thi hun parerede som en Maibrud i en rød og hvid Silkekjole, langt mere end Barselkonen. -- Engelske Hattemagers gaves ikke ilde af Frue Rasmussen. Ellers hø- rer der en meget øvet Skuespillerinde til at gjøre Noget af denne stumme Rolle. -- Frue Kaltenborn fremtraadte første Gang som Stine Isenkræmmers. Der hviler en Vanskjæbne over denne Rolle; jeg har fast aldrig seet den lykkes for noget Menneske. Fru K. spillede ingenlunde slet, men In- gen lagde Mærke til Rollen eller fandt noget comisk deri. - Norges fornemste Dame, næst Statsholderinden, Gre- vinde Wedel, spillede Gedske Klokkers; hun har umis- kjendelig comisk Talent, men den andægtige, sørgmodige Gedske Klokkers var hun ingenlunde. -- Derimod var Frue Chemnitz som Frue i mine Øine en af de aller Bedste; det var den livagtige Prakkerstolthed. -- Bonifacius, Holm, som sædvanligt; det gjælder om ham som om Carlsen: slet kan han ikke spille. -- Hvem der spillede Anne Signekjælling og Claus, veed jeg ikke, og det kan være det samme. -- Tredie Acts femte Scene røg næsten ganske i Lyset derved, at der in- gen Mamselle var. Det var ellers vel betænkt, at Corfitz imot Stykkets Forskrift ogsaa aabner denne Act, og kryber under Bordet, naar Fruentimmerne komme. Hvorpaa grun- der ellers Konen sin Rapport, som begynder fjerde Act? Endnu bedre var det maaskee, om denne Kone var en af dem fra anden Act, en af de 2 Damer f. Ex., der maaskee snarest kunde faae Øine paa ham, da de komme fra Vuggen, og Scenen var saa ganske i deres medicerende Charakteer. 1 tilbake Cfr. P. C. Holsts Optegnelser om sit Liv. S. 15-17. 2 tilbake Jan Blom  1832 i Drammen 84 Aar gl., i sin Tid Sorenskriveri søndre Jarlsberg, fra hvilket Embede han i 1794 afsattes ved Høiesteretsdom, beboede i den Tid Gaarden Gyssestad i Asker. Han fra- sagde sig Justitsraadstitelen i 1830. Cfr. Personalhist. Tidsskr. IV, S. 117, Stamtavlen. 3 tilbake Cfr. C. N. Schwach, Jac. Neumann, biografisk skildret, Bergen 1848, S. 27. 4 tilbake Statsraad Motzfeldt var tillige "Vice-Commandant" paa Bergen- huus Fæstning, og det antoges, at han ved forefaldende Leilighed vilde vende tilbage til Bergen som General. 5 tilbake Den er trykt i Saga, udg. af J. S. Munch II. S. 139-204. 6 tilbake Karl Johans Fødselsdag. 7 tilbake Daværende Lector theol. S. I. Stenersen. 8 tilbake I Krafts og Langes Forf. Lex. anføres Tybring som Forfatter af den omtalte Artikkel. 9 tilbake I sit Expl. af Nyrups Lit. Lex. (nu i Univ. Bibl.) har I. C. Berg noteret om Allum: "En indbilsk Herre." 10 tilbake Tidsskriftet saae heller aldrig Lyset. |