| s.1 | 1817. 1ste Januar. Prædiken, Visiter og Gjæstebud udgjør de fleste Nyt- aarsdages Historie. Denne Dags indbefattes da og under disse tre Rubriker. Prædikenen var over Ps. 102, 26-28, og udviklede ikke uden Liv og Fynd de utallige Gange gjen- tagne, men altid vigtige Lærdomme om de jordiske Tings Forgjængelighed, Guds Evighed og vor Aands Udødelighed. -- Bispen havde ladet Geistligheden og Universitetslærerne samt Kathedralskolens Lærere vide, at Grev Mørner vilde modtage Visiter af Byens Embedsmænd, og til den Ende indbudt os at samles hos ham. Der mødte da Garmann og jeg, Skjelderup, Hersleb, Platou, Steenbloch og Hansteen, Flor og Wittrup. Vi kom ind i det lille Værelse, hvor Oscar modtog Gratulation paa sin Navnedag. Bispen be- lagde sine Ord meget ziirlig, og til Svar bad Excellencen os gjøre hans Frue den Ære at besøge hende. Det gjorde vi da i det store Entreværelse, hvor hun stod og gav Audience, men ogsaa dette var strax forbi. -- Hos Collett paa Ullevold var stort Bal. Om saadant et Selskab af pyntede Mennesker, dandsende, spillende og snakkende, kan intet Nyt være at sige. En maskeret Sælgekone i rød Kaabe uddelte Confect og Deviser; man sagde, at det var Linstow.1 3die Januar. Hele Flokke af maskerede Herrer og Damer sværmer i denne Juul om paa Gaderne og trænge ind i Folks Huuse, |
| s.2 | hvor de dandse og gjøre Løier. Hos Skjelderup var saa- ledes en Aften indkommen 12 ubekjendte Mennesker; de sam- me vare og ved Statsraad Diriks's Dør, men han tillod ei, at de modtoges.2 4de Januar. Forfatteren af det oekonomiske Stykke i National- bladet (man siger, at det er Biskop Bech) har i Intelligents- seddelen forklaret sig nøiere, og viist, at han aldeles ingen Paastand gjør paa, at hans Project i Et og Alt skal blive antaget. Han ønsker en Sammenkomst af dem, der have Lyst til at sammentræde i en saadan Convention, hvortil han vil skaffe rummeligt Locale. -- I Rigstidenden fortælles, at de barbariske Magter have løsgivet deres christne Slaver. Var virkelig Slavecassen, for hvilken aarlig Bækken udsættes ved Kirkedøren, Noget før, hvad er den da nu? Man læser fremdeles Keiseren af Ruslands hele Titulatur, 19 Linier lang, og deri Lande, som jeg aldrig har hørt nævne. Han kalder sig ogsaa Arving til Norge. Vort stakkels Norge har da ogsaa Liebhabere nok. Hans Houge kom i Morges og fortalte, at baade hans Velfærd og hans Hjerte har bestemt ham til at gifte sig igjen, til hvilken Ende der lyses fra Prædikestolen for ham og en 25 Aars gammel Pige, som min Kone har seet og finder smuk. Dette Bryllup skal gaae af i Stilhed. Der var Generalforsamling i det dramatiske Selskab. Contigenten blev omtrent den samme: 30 Rbd. for et Mand- folk og 20 for et Fruentimmer, virkelig efter nærværende Priser Røverkjøb. 5te Januar. Til Middag var jeg indbuden hos Assessor Matthie- |
| s.3 | sen. Der var foruden mig Oberst Rummelhoff, Majorerne Rustad, Legaard, Juell og Søgaard, Justitiarius Bull, As- sessorerne Debes og Motzfeldt, Professorerne Rathke og Esmark samt Apoteker Peckel. Jeg var den første, som kom, og Assessoren fortalte mig da først om sin udenlandske Reise, og yttrede, at han var kjed af at leve her i Landet og tænker at tilbringe sit øvrige Liv paa Reiser i Udlandet. Det første han saae Prinds Christian, var det ham klart, at han vilde blive en svag, uselvstændig Regent, der aldrig kunde gjøre Norge lykkeligt. Af den nærværende Regjering havde han ventet mere, men da den viste den utidige Efter- givenhed at sanctionere Pengeanordningen, opgav han og- saa Haabet om den. Frankrig var i hans Øine det første Land i Verden; der ønskede han at leve og døe. Under denne Tale samledes det øvrige Selskab, og vi førtes om i Stads- værelserne og saae de nye, vistnok meget skjønne og smagfulde Meubler, han har hjembragt fra Paris. Sagtens er det ikke behageligt ved Siden af saadan Luxus hos enkelt Rig- mand at tænke sig Landets Armod, der er meget stor, om man end ikke vil istemme med de Ulykkesspaamænd, der for- udsige dets uundgaaelige Ruin; men skjøndt jeg, Gud skee Lov, har et blødere og menneskeligere Hjerte end Assessor Matthiesen, nægter jeg ikke, at der hører Overvindelse til at kunne pryde sit Huus med elegante og smagfulde uden- landske Meubler, og i dets Sted af Patriotisme at nøies med plumpe indenlandske. Jeg vilde aldrig have noget imod at see saadant i Assessor Matthiesens Huus, da han alli- gevel havde nok for sit Fædreland og sine Medmennesker, naar han vilde, hvad han kunde -- dersom ikke Exemplet var saa smitsomt, og Mennesker, der ikke eie Tusindedelen af hans Rigdom, ei derved forlededes til samme Pragt. Jeg hørte ellers i Dag Noget, som muligens kan have bidraget til at gjøre Upatriotisme til Grundsætning hos Matthiesen. Han |
| s.4 | begyndte sit virksomme Liv med at anlægge en Klædefabrik, som af Mangel paa Fabrikaternes Afsætning maatte ned- lægges og kostede ham hele hans Formue. At saadant et Stød kan forstemme Charakteren for det hele Liv, veed jeg af Erfaring. Med Ungdoms Enthousiasme arbeidede jeg det første Aar i Brevig paa Skolevæsenets Opkomst; Fordom og Egennytte modsatte sig mine Planer, jeg maatte lade dem fare, og, det være nu til min største Skam! men vist er det, at fra den Tid Intet af min Embedsførelse interesse- rer mig mindre end Almueskolevæsenet. Da jeg havde været hjemme og kom tilbage, steeg ud af en Slædevogn fire markerede Personer. Det var en Ty- roler med sin Datter og en Jøde med Kone, efter en fransk Visitebillet, som de afgav. Det var meget dannede Menne- sker. Fruentimmerne taug, men Mændene talte Tydsk og Fransk, spillede og sang, Alt med Færdighed, og viste sig som heldige og øvede Skuespillere. Siden kom en langt større og mere larmende Skare, allesammen Mandfolk (hvoraf dog to havde Fruentimmerklæder paa), som vel intet Uanstændigt sagde eller foretog sig, men vare dog altfor overgivne og støiende, bleve der uendelig længe og kjedede os tilsidst Alle ret meget. Man kjendte Ingen af dem. Jeg synes ellers, at en Mand som Matthiesen, under saadant et Besøg, maatte være meget en peine. En Mand, om hvem der tales og skri- ves saameget, maatte vente, at man under Masken kunde og vilde sige ham allehaande Sottiser, som kunde være bitre nok, uden at just Personen qvalificerede sig til at kastes paa Døren. 6te Januar. I Revisionsmødet blev kun to Capitler gjennemgaaede, hvoriblandt det vanskelige 23de hos Matthæus. Det er forskrækkeligt, hvor Hersleb hænger i Bogstaven, hvorledes Context og Alt maae vige hos ham for den ordrette Forkla- |
| s.5 | ring. En svar Kamp kostede det at faae i V. 23 oversat med Retfærdighed, uagtet Pontoppidan, Guld- berg og Bastholm eenstemmigen oversætte det saa, uagtet jeg tydeligen lagde for Dagen, at Ordet Dom paa dette Sted er reent Nonsens, at den Mening, Hersleb vilde lægge deri, stred imod hans egen Grundsætning (den, at Skriften fordrer ubetinget Troe og Lydighed), og at , som rigtignok egentligst betyder Retfærdighed, langt lettere kunde misforstaaes eller forklares anderledes. Bispen, jeg og Sigvardt seirede dog her over de to theologiske Lærere. vilde Bech have oversat med Troeskab eller Rede- lighed, som vist og er Meningen, men da Troe ogsaa i vort Sprog har denne Bemærkning, voterede jeg for at beholde dette Ord. Hersleb og Stenersen vilde have Troen, syntes altsaa at ville indtvinge den christelige Troe, hvor den umue- ligen kunde finde Sted og regne Pharisæerne Mangel paa denne endnu ikke existerende Troe til Brøde. Herimod pro- testerede jeg ogsaa, og vandt da ogsaa det Slag. At Bispen endnu efter denne Debat fornyede det Forslag, at lade Hers- leb og Stenersen revidere ene, og os kun samles for at de- cidere, hvor de ei kunde blive enige, er mig ubegribeligt. Der taltes ellers om Saxtorphs Udtog af Forklaringen, og Bispen billigede, at en Udgave deraf besørges, især for igjen at tilveiebringe den Eenhed, som nu den frie Brug af Abels, Campes og Balles Lærebøger forstyrrer, og som ved Visitatserne sætter Examinator i største Forlegenhed. Dette er dog vel ikke den værste Side, hvorfra Sagen kan betrag- tes; jeg skulde troe, at en øvet, grundig og populær Kate- chet kunde udfinde, hvor Kundskaber vare, og hvor de sav- nedes, ogsaa uden bestemt at vide, af hvad Lærebog, man havde hentet dem. Den Formodning, jeg før har yttret, at Bech var Forfatter af hiint Forslag om et oekonomisk Sel- skab, blev mig i Dag næsten til fuld Vished; thi han vilde |
| s.6 | overtale os til at tage activ Deel deri. Men derimod pro- testerede baade jeg og Hersleb paa den Grund, at vi ei vilde love, hvad vi maaskee engang i vort Liv heller ikke gad holde; derimod erklærede vi os villige til at bivaane den projecterede Forsamling, at høre hvad der foredroges og sige vor Me- ning uden Forbeholdenhed, og saa efter vor Overbeviisning vedtage, hvad vi som Individuer troede at kunne virke til en Hensigts Fremme, om hvis Gavnlighed ei kan være Tvivl. Mariboe skal være en ivrig Zelot; han vil f. Ex., at man saa aldeles skal afsværge Viin, at man ei maae drikke et Glas i et Selskab, hvor Alle eller de Fleste nyde det. Til det Knudsenske Legat har Hofmarschal Kaas ind- sendt fra Prinds Christian og hans Hof 50 norske Rigs- bankdalere, samt henved 400 danske. Hvorledes vore stakkels norske Penge komme til den Naade, fatter jeg ikke; - er det maaskee af de Sedler, han selv udstedte heroppe? 7de Januar. I Nationalbladet oplyses ved et Exempel, hvilken Ubil- lighed der kan finde Sted ved Armeens forestaaende Reduc- tion. Jeg vil aldrig nægte, at det er haardt, en iøvrigt fortjent Officeer, der i Krigens Strabadser har tilsat sin Helbred, skal afskediges med en ringe Pension og Haab om civilt Embede, men hvor ei det fulde Antal kan blive ved, er det uden Tvivl Regjeringens ufravigelige Pligt med Hen- syn paa muligt forestaaende Kamp at beholde de Friske og afskedige de Svagelige. Ved alle saadanne Forandringer maae Individuer opofres for det Hele; det er i sin Orden, og kan ei være anderledes. -- Med Sindighed og Grundighed tales mod de mange paa sidste Storthing gjorte og in folio trykte Constitutionsforslag, da Loven, som den eengang er antagen af Nationens Repræsentanter, bør forblive i sin Integritet uforandret, uforøget og uformindsket, saalænge den som Grundlov skal existere. Som et saadant conseqvent og |
| s.7 | urokkeligt Værk nævnes den danske Kongelov. -- "Nogle Tanker om Norges Trælasthandel" gjendrive en i National- bladet forhen yttret Mening derom. Jeg forstaaer intet af den Sag, men har dog læst dette Stykke med sandeste For- nøielse, da det er et Mønster paa et Stridsskrift. Den Kjøbmand (det er uden Tvivl Forfatteren) beskjæmmer i høi Grad de Videnskabsmænd, som med og uden Navn hudflette hverandre, og synes ret med Flid at ville røve baade Modstanderne og sig selv al litterair og borgerlig Ære. -- "Tanker om Norges frivillige Bank" opmuntre med Genuas Exempel 1748 til patriotiske Opofrelser. See, om man gjør dem? Widing, som med sin Familie har været paa Eidsvold i Juulen, kan ikke noksom beskrive den Stads og Herlighed paa Jernværket hos Statsraad Anker, de pragtfulde Væ- relser, Meublementet, Sølvtøiet og den herlige Beværtning. Sligt gaaer sin uhindrede Gang, medens vi Stakler opfor- dres til at nægte os den Kop Caffe, det Glas Viin, vi fra Ungdommen have været vante til. Specier maae kjøbes for 30 Rbd. Stykket -- jeg snakker ikke for min egen Æske, jeg behøver det ikke, men der er nok, som maae det! -- og imidlertid belæsses Carsten Ankers Spisebord med kostbart Sølvservice, og han selv sidder for Bordenden med en straa- lende Nordstjerne paa Brystet, hædret og cajoleret af den ene Fyrste efter den anden; der var dog adskilligt at sige om den Ting. -- Man troer, Regjeringen vil kjøbe det præg- tige Palais og ophøie det til Slot. Bliver Wergeland ei før Hofprædikant, saa bliver han det sikkerligen da. 8de Januar. Det Stykke mod Hersleb, som Døderlein ikke turde eller vilde indrykke i Rigstidenden, fandtes i Dag i Intelli- gentsseddelen. Saalænge Meningsyttring skal være frie, var Døderleins Betænkning nok utidig, thi personlig Fornærmel- |
| s.8 | se er der aldeles ikke enten mod Hersleb eller nogen anden Professor. End ikke i det ufrieste Land, hvor Anonymitet er tilladt, vilde der være det ringeste at indvende mod dette meget anstændige Stykkes Trykning. -- I Rigstidenden taler Bonnevie med Heftighed mod Munchs Saga; det er som jeg saae ham lyslevende staae frem i Storthinget og holde en af sine lidenskabeligste Declamationer. Kan gjerne være, at han har Ret, men hvad behøver han at vrøvle sig ind i Stridigheder om en Sag, hvor sandelig hverken Nationens, hans eller noget Menneskes Velfærd staaer paa Spil. - Hersleb har i en Bonde fundet en ivrig Ven, som undrer sig over, at ikke Patrioterne Grev Wedel, Pastor Wergeland og Biskop Sørensen (!) gjendrive Forfatteren af Skriftet om Danmarks Forbrydelser. Stilen synes at være en Bondes, og jeg maae da troe, at det er en af Bønderne fra det ex- traordinaire Storthing, hvor Sørensen ansaaes for svensksindet, thi paa dette Storthing kunde ingen beskylde ham derfor. 9de Januar. Fra første Departement fik jeg Communication om, at Statsraad Krohg, Bech, Platou, Hersleb og endelig jeg uværdig ere beordrede til at sammentræde i en Commission, der, paa nærmere kongelig Approbation, skal forfærdige et udførligt Reglement for Høitideligholdelsen af den Reforma- tions-Jubelfest, som i Aar indtræffer. -- Til Central-Commit- teen kom Circulaire, hvor Møde bestemmes til Løverdag. Dermed fulgte et meget høfligt Brev fra Provst Hertzberg, som glædede sig over ved Committeens, Herslebs og min Beretning at være sat istand til at gjendrive de løgnagtige Rygter, der gaae i hans Egn angaaende Bibelselskabets Bestyrelse. Efter den Anmodning, man har gjort ham, at gaae Committeen tilhaande med gode Raad, foreslaaer han strax at give i Rigstidenden Beretning om Selskabets nær- værende Tilstand (det besluttedes i sidste Møde), ved en De- |
| s.9 | putation at takke Kronprindsen for hans Gave, naar han kommer her, og endelig ogsaa ved en Deputation at anmode Statholderen og Statsraadet at gaae ind i Selskabet og fremme Læsningen af en Bog, der bidrager saa meget til at befæste Borgersamfundet og stemme Folket til Lydighed mod Øvrigheden. Det sidste vil nok have sine store Van- skeligheder desværre! Ellers omsendtes Subscriptionerne i Bragernæs Provsti3. Aggers og Opslo har fordeelagtigen udmærket sig. Det første har tegnet sig for 1065 Rbld. en- gang for alle og 95 Rbd. aarlig, det sidste for 365 og 155. Derimod var i Drammen aldeles intet subscriberet, og fra Dr. Neumann kom blot et Brev paa to Sider, hvor han forsikrer, at det vist ikke er Mangel paa religiøs Fø- lelse, hvori Asker Sogn ei staaer tilbage for Nogen, men blot de trykkende Tider og de voxende Byrder, som forvolde, at man ei kan subscribere. Engang skal det nok vise sig, at det ikke var Mangel paa Villie, men Evne, som nu afholdt dem. Noget er imidlertid bedre end Intet, og det stod Asker Sogn frit for, under bedre Conjuncturer at forhøie sit Bi- drag; altsaa finder jeg denne Undskyldning heel futil og undres, at en Neumann vilde nedskrive og underskrive den. 10de Januar. Bonnevie vil vide, at Jacob Aall og Isachsen i Chri- stiansand have ladet Wergelands Skrift oversætte paa hol- landsk; men deels kan jeg ikke sammenrime det med Aalls inderlige Ønske, endnu efter Norges Afstaaelse, at vi igjen kunde forenes med Danmark, deels veed jeg ikke, hvorfor de valgte det hollandske Sprog og ikke det franske eller engelske, i hvilke Skriftet vilde faae langt flere Læsere. Dette Rygte |
| s.10 | tænker jeg vil staae i Classe med det, som fortalte, at Grev Mørner og hans Frue havde kjørt maskerede om i Gaderne, og været inde i et gemeent Dandsehuus paa Grønland. - Kongsbergs Sølvværk drives nu med Held, og har i Baumann faaet en udmærket nidkjær og duelig Bestyrer. 11te Januar. I Intelligentsseddelen opregnes Wergelands Fortje- nester fra Ungdommen af, og deraf bevises, at intet under- ligt eller uretfærdigt er i, at han i sit 37de Aar faaer et Sognekald. Det vilde man nok heller ikke fundet, naar ikke deels denne Promotion var skeet umiddelbart efter den famøse Bogs Udgivelse, deels Mænd som Bull og Dircks havde været hans Medbeilere. Til Beviis paa hans Yp- perlighed anføres, at Kirken, som før ved Aftensang var tom, nu er fuld, saa ofte han prædiker, og at Menigheder i Kald, som staae ledige, have bedet ham søge disse. - Centralcommitteen holdt et søvnigt Møde, hvor man ei lod til at vide, hvad man enten skulde sige eller gjøre. Deputa- tionen til Statsraadet fandt man upassende. -- Man vil vide, at Rein har faaet et apoplectisk Tilfælde. 12te Januar. Før Gudstjenesten havde jeg Visite af Statsraad Motzfeldt, som fortalte, at 4900 Rbd. ere indkomne til Frue Brun i Bergen, og bad mig forfatte et Brev, hvori Anviis- ning paa 4000 Rbd. skulde sendes. Det maatte ikke nævnes, at det skal være til Gjælds Afbetaling, da hun ikke skal ønske det. -- I Rigstidenden anmeldes, at et Søecadet-Aca- demie oprettes i Fredriksværn. Assessor Langberg i Chri- stiansand er bleven Høiesteretsassessor; altsaa hverken Lange, der mindre kan undværes ved Universitetet, eller Bull, hvil- ket ogsaa var godt, da Fader og Søn ei bør sidde i samme Ret. |
| s.11 |
13de Januar. I Revisionsmødet bleve vi færdige med Matthæi Evan- gelium. Den eneste noget alvorlige Debat var om en yderlig Bagatel. Der staar: "den Ypperste-Præstes Pallads, som hedte Caiphas". Jeg foreslog en anden Construction, da denne var aldeles urigtig, ja kunde volde Misforstaaelse; thi Palaier have jo undertiden Navne; men skjøndt den lu- therske Lære ikke leed mindste Afbræk ved Ordenes Omsæt- ning, saa protesterede dog Hersleb og Stenersen mod denne, og omskandsede sig med Grundtexten; men jeg holdt stivt ved min Paastand og drev den igjennem. I Aften var jeg buden til Skjelderup paa en Østers- smaus sammen med Bonnevie, Sverdrup og Licenciat Holst. Under Østersspisningen var Samtalen den sædvan- lige, underlig nok at høre af to saa lærde og forstandige Professorer. Ellers taltes da og om andre Ting, og deri- blandt da ogsaa den indenlandske Politik. Sverdrup yttrede den Mening, som ogsaa er min, at den næste Bispestol, som bliver ledig, tilfalder Wergeland, og vilde gjøre Væddemaal, at han inden fem Aar var Biskop. Det første meente Bon- nevie ogsaa, men med det betænkelige Tillæg: "Er han ikke Biskop om 5 Aar, saa bliver han det aldrig." Og hvorfor ikke? Hvad forestaaer os inden fem Aar? Ere vi da ikke mere forenede med Sverrig? Med hvem da? Har Norge maaskee da gjenvundet den Selvstændighed og Uafhængighed, som det i 1814 forgjæves stræbte at naae? Hvad Grund er der (jeg forbigaaer aldeles den udvortes Politik; hvor- meget Aspecterne der kunne forandres i langt kortere Tid, har Erfaringen tilstrækkelig lært), men hvad Grund er der til at troe, at vi om fem Aar ere modne til større Frihed, end den vi nu besidde? Jeg troer tvertimod, at den, efter Folkets intellectuelle og moralske Tilstand, i dette Øieblik er altfor stor, og anseer det langt rimeligere, at Norge og |
| s.12 | Sverrig om fem Aar (under Gustav eller Carl Johan, det veed jeg ikke) ere eet Rige, under Navn af Scandinavien, og da er det des rimeligere, at Wergeland bliver Biskop, om han ikke var det før. Dog sæt endog det usandsynlige, at Norge om fem Aar enten bestaaer for sig selv eller er for- enet med Danmark -- skulde Wergeland endda ikke kunne blive Bisp? Jo upaatvivleligen! Faaer Rein Bergens Bi- spestol, kan intet stærkere Beviis tænkes for saadan en Tings Mulighed. Jeg kan overalt ikke sige, jeg ynder Bonnevies Maade at yttre sin Patriotisme, og Sverdrup selv er nu langt moderatere i sine Udtrykke. Begges Udladelse i Aften om Wergeland og Jacob Aall fandt jeg høist contrasterende. Hvad især Aall angaaer, da har han saamange agtværdige Sider, hans Stilling er overalt saa fuldkommen uafhængig, det er saa klart, at hvad han siger og gjør, det siger og gjør han af fast Overbeviisning, at Mennesker, der maaskee hverken fra Forstandens eller Hjertets Side tør maale sig med ham, bør lade ham uantastet. I Statstidenden læses, at den Capt. Holstein, som var Christian Frederiks Fortrolige og tilligemed Major Brock hans fornemste Raadgiver (par nobile fratrum!) er død i Algier. 14de Januar. Man skulde troe, jeg affecterede at celebrere Danmarks og Norges Adskillelsesdag, da jeg nu anden Gang har havt Middagsselskab den 14de Januar. Jeg kan imidlertid for- sikre, at det er aldeles tilfældigt. Skjøndt jeg ikke er utilfreds med den nuværende Administration, der som Alle har sine Feil og sine Fuldkommenheder, anseer jeg dog ingenlunde hiin Dag for en Glædesdag, og naar det saa havde været Forsynets og de jordiske Magthaveres Villie, vilde jeg hjerteglad have levet og døet under det danske Scepter. -- - -- Hersleb viste sig som en umaadelig streng Censor over Skuespiller- |
| s.13 | kunst. Jeg finder ogsaa liden Fornøielse paa Christiania Theater, i Sammenligning med de gode gamle Dage i Kjø- benhavn, baade i Borups Selskab og paa det kongelige Theater; men efter en mislykket Rolle at bryde Staven over en Skuespiller, fra et Par Forestillinger at bedømme et heelt Theaters Personale, og derfra slutte, at Carlsen er den eneste her, der har Idee om, hvad det er at spille Comedie, og fordunkle Falsen, Holm, Møller og Ibsen -- nei det er sandelig for meget, altfor meget! Hvo kan bestaae for et saadant Tribunal? Og naar han saa endvidere fandt Rosing stor, endog i de stærke lidenskabelige Roller, naar han uden Be- tingelse og Indskrænkning roser Alt, hvad Schwartz spillede som ægte Kunstværk -- ja da maae jeg tilstaae, at hans Theorie ikke saa ganske stemmer overens med min Børne- lærdom. 15de Januar. I Intelligentsseddelen bebuder den oeconomiske Project- mager en Besparelsesventilation i det høitidelige Møde, Sel- skabet for Norges Vel skal holde i næste Maaned. Provst Sandbergs4 Død averteres. Der staaer en Gravskrift, skre- vet -- det jeg ikke andet kan troe -- af ham selv, hvori det blandt Andet hedder, at hans mange Svagheder og Feil skal Helten fra Golgatha dække. Denne Helterolle, man giver den lidende Jesus, kan jeg ikke lide. "Paa Gol- gatha viser Skriften os ham som det Guds Lam, der bar Verdens Synder." Over den Udgave af Forklaringen, som Bibelselskabet besørger, havde jeg Correcturen paa første Ark. Det er dog virkelig en god Lærebog, det samme Saxtorphske Udtog, og uden Tvivl den bedste, vi endnu eie i vort Sprog, trods |
| s.14 | Spørgsmaalene og den altfor vidt drevne Ærbødighed for Systemet. 16de Januar. Schultz skriver, at man i Throndhjem havde Rygter om svære Rustninger i Sverrig, som man her ikke veed et Ord om. Det er en skrækkelig Hob Løgn, man andetsteds i Landet maae lade sig binde paa Ærmet, medens vi her i Hovedstaden, skjøndt maaskee ligesaa uvidende om, hvad der er Sandhed, dog vide bestemt, at det, som man troer der, er Usandhed. Jubelcommitteen var samlet hos Statsraad Krohg og fik adskillige Hovedpunkter afgjorte. Her i Christiania hol- des Festen i 4 Dage, i de andre Stiftstæder i 3 og paa Landet i 2. Fredagen den 31te October er den store Høitidsdag, da Bispen prædiker, der synges Te Deum, op- føres Cantater og gjøres al mulig Stads. 18de Januar. I Skiens-Egnen skal allevegne være stor Pengemangel. Niels Aall skal især lide derunder; den meget rige Diderik Cappelen (Nogle ansee ham for den rigeste Mand i det søndenfjeldske Norge) har hjulpet, saalænge han kunde, men nu ere ogsaa hans Ressourcer udtømte. I Rigstidenden fortælles, at Botanikeren,5 af hvis Reiser rundt Jordkloden ventedes rigt Udbytte for Naturvi- denskaben og hans Fædreland, er død af en smitsom Syge paa det engelske Skib Congo. -- I Tillægget har F. I. (hvortil jeg uden Betænkning føier Bech, da Ingen uden han bruger Ordet samvittig  samvittighedsfuld, og hans Maaldesuden røber ham) ladet indrykke en Oversættelse af Voy- age de Pythagore, hvori bemeldte Philosoph opfordrede |
| s.15 | Qvinderne i Croton til Tarvelighed, hvorpaa disse ogsaa flux "afklædte sig deres qvindelige Stads". Der tilføies en Application til "Norges Hustruer og Døtre," som trøstes ved den Forsikring, at deres "simple, ubekostelige, men natur- lige Prydelser ville forhøie og forskjønne deres Ynde." (O ja, naar man vil see det med Oekonomens og Moralistens Øie, men ellers vil jeg aldrig nægte, at en smuk Pige er smukkere i Flor og Callico end i Lærred og Vadmel). - I Nationalbladet findes et Stykke om Pengevæsenet af en Mand, som langtfra at beklage, at han ei var paa Storthin- get, takker sine Sognemænd og Amtsbrødre, at de fritog ham for denne ubehagelige Post. Der fortælles og om en - Spartaner, troer jeg, der gik til Tempelet efter et saadant Valg, hvor han var forbigaaet, og takkede Guderne, at hans Fædreland eiede 300 værdigere Borgere, end han. Begge havde dog vel taget tiltakke med Hædersposten, hvis den var buden dem. Denne Mand idetmindste, Iver Ramberg kaldet, forstaaer den Ting bedre end Storthingets Medlem- mer, og kan vel altsaa som ægte Patriot, ikke for Alvor glæde sig over, at hans Raad ei hørtes før nu, da det er for silde. 19de Januar. Denne Dag vilde været aldeles umærkelig, hvis ikke Døderlein, som gjorde mig et Nytaarsbesøg, havde medbragt et Nummer af "Almänna Journalen," der gav mig en sør- gelig, skjøndt ei uventet Udsigt over en af mine Venners og Landsmænds Skjæbne. En Anonym fremtræder som Tals- mand for en Udlænding, der for ikke længe siden kom til Stockholm som Embedsmand, medbragte et vakkert Indboe, havde anstændigt Levebrød, og desuden andre Udsigter, der lovede ham rigeligt Udkomme. Men hans Hovedplan var strandet, deels ved uheldige Tilfælde, deels ved Hindringer, |
| s.16 | Bagtalelsen (som han formodede) havde bragt for hans Lykke. Derved var han kommen i en Gjæld af 3 500 Rd. Bco. og truedes hver Dag med Indførsel, saa at han istedetfor Borde og Stole om kort Tid havde det blotte Gulv. Der- over var han bleven syg af Græmmelse, og en anden Næ- ringsgreen var standset; Kone og fire grædende, tildeels spæde Børn omgav ham, og det var ude med ham, hvis ikke et ædelmodigt Publicum antog sig ham. Indsenderen (ven- telig Wallmark eller Granberg) foreslaaer at sammenskyde Actier til Gjældens terminvise Afbetaling, og er selv villig til at tage en Actie. At det er ingen anden end Wulfsberg, indsees letteligen, og til at oplyse Sagen meddelte Døder- lein mig adskillige Data. Til et Bogtrykkeries Anlæggelse her havde Kronprindsen givet ham Haab om en Understøt- telse af 1000 Pd. St., hvilke han nu ikke faaer, formodentlig, forbi Prindsen er gjort opmærksom paa hans uordentlige Oekonomie. I det uvisse Haab havde han engageret et Menneske, som for hans Skyld har forladt Lehmanns Tje- neste, har fortæret sine sammensparede Penge, og maae nu reise til Kjøbenhavn for at søge Emploi. I Herman Wangs Fallitboe var inddraget Noget, som var, men ikke kunde be- vises at være Wulfsbergs Eiendom. Den fordeelagtige Handel, han gjennem Sigvart Petersen har drevet med den Guldstads, Embedsmænd og Officerer skulde behænges og besættes med, er standset, formodentlig ved hans uordentlige Regnskabsføren. Alt dette er nu samlet paa en Maade, at han med en Embedsindtægt af 250 Pd. St., som over- gaaer min, er tiggefærdig. Hvor den Mand dog alle sine Dage har stormet, og vil fremdeles storme til sin Under- gang, indtil denne omsider engang kommer uundgaaelig og uden Redning! |
| s.17 |
20de Januar. Medens Confirmanderne samledes inde paa Salen, opkom med eet en svær Tumult derinde. En af Børnene meldte forskrækket, at der var en gal Mand inde i Salen. Jeg ilede ind. En velklædt Mand gik med stærke Skridt op og ned ad Gulvet; Pigerne havde samlet sig grædende i en Klynge. Jeg spurgte, hvem han var. "Jeg er Herrens Søn!" svarede han og vilde blevet ved at præke, men jeg fik ham drevet ned ad Trapperne og ud af Gadedøren. Der stod en Karl, som fortalte mig, at det var Juveleer Møller, der var gaaet fra Forstanden; han selv var Svend og sendt ud for at passe paa ham, hvilket Arbeide han da rygtede maadelig nok. Han havde fortalt Confirmanderne, at han var Guds Søn, at han havde skrevet den Bog, hvoraf de undervistes, og givet nogle af dem specielle For- maninger. Det er besynderligt, hvorledes det hos saamange gale Mennesker er en Yndlingsidee at gjøre sig til Guds Søn. Netop samme Grille skal den Jacob Ellefsen, som i Sommer styrtede sig ud af Vinduet, og nu er ganske afsindig, være henfalden til. I Revisionsmødet værdigedes Bispen at consulere det theologiske Facultet og mig og Sigvardt som Embedsbrødre i en besynderlig Casus, hvorover hans Erklæring var for- dret af Justitsdepartementet. En Motros var for 14-15 Aar siden reist herfra, og man havde meget sandsynlige Be- retninger om hans Død. Hans Kone søgte og fik Tilladelse til at indgaae nyt Ægteskab, blev gift for 7-8 Aar siden, og er det endnu. Og see! nu kommer den første Mand til- bage, gjør Paastand paa sin Kone, og hverken hun eller den anden Mand har noget derimod. Et Sted i Loven hjemler saadan Gjenforening, kun at den Hjemkomne maae bevise, at han ei andensteds er gift. Spørgsmaalet er altsaa kun: |
| s.18 | Skal Skilsmissen fra den Ene og Foreningen med den Anden være forbunden med nogen Ceremonie, og da hvilken? kirke- lig eller blot for den verdslige Øvrighed? Man blev enig om, at Ægteskabsskilsmisse aldrig bør være en Religions- handling, og at ei heller den høitideligen sluttede religiøse Pagt behøvede Fornyelse, og at altsaa Erklæring fra Øv- righeden behøves, at den anden Forening lovmæssigen er hævet, og den første igjen gaaet i Kraft. 1 tilbake Brigadeauditør H. D. F. Linstow (  1851), om hvem see Forf. Lex. 2 tilbake Det var i hine Aar ikke usædvanligt, at endog Personer af de høiere Kredse morede sig med at gaa Julebuk. Cfr. Bien. 8. Bind, 2. Hefte, S. 3-80 ("Masken"). 3 tilbake Indtil 1819 var dette Navnet paa Christianias oprindelig meget vidtløftige Stiftsprovsti, der i hint Aar indskrænkedes til alene at omfatte Byen og Aker. 4 tilbake O. R. A. Sandberg, Sogneprest til Onsø, see Forf. Lex. 5 tilbake Prof. Christen Smith. |