|
12te December.
Imod min Forventning, og jeg kan ikke sige til min
Glæde, blev jeg i Dag buden til Middag hos Biskoppen. Til
min Forundring behagede ikke Reins Erklæring ham, hvor-
imod han fandt meget Sandt og Godt i Irgens's, endog i
den Yttring om "Politiken, som skjuler sig under Religionens
Maske". Han udlod sig hemmelighedsfuldt om et Partie, her
skulde være, hvori Expeditionssecretair Vogt af 1ste Departe-
ment ansaaes af ham for at være en vigtig Person. Hvad
dette Partie egentlig vilde opnaae, kunde jeg ikke blive klog
paa, men at Bibelselskabets hele Centralcommittee, maaskee jeg
alene undtagen, staaer paa det sorte Bræt hos ham, og an-
sees som hemmelige Arbeidere til et skjult Maals Opnaaelse,
det forekom mig indlysende, men er vistnok, forsaavidt deres
Hemmelighed skulde være et mysterium iniquitatis, mod de
fleste en høist ugrundet Mistanke. At de fleste gaae videre,
end de burde gaae, og at Formørkelse synes at true vort Fæ-
dreland, negter jeg ikke; men derhos troer jeg stadigen, at
Hersleb, Stenersen, Borch og Saxild alle ere redelige Menne-
sker, og at der i hvad de ville eller foretage, er ingen politisk
Intrigue i deres Fremfærd, hvilken Bech dog lod til at ane,
det er min faste Troe. -- Mere almindelig og publik var
Talen om vort Pengevæsen. En dansk Rigsbankdaler betales
nu med 5 norske, og end i dette Øieblik er den danske Cours
|
| s.638 | slet, hvor saare jammerlig da vor! Der menes, at Laane-
og Discontobankens nye Sedler har bidraget end mere til at
forværre den. Idetmindste har den forøget Repræsentativernes
Antal, og altsaa gjort det muligt for Kjøbmændene at op-
skrue deres Varepriser over al Billighed og Rimelighed. Hvad
Regjeringen kan, vil og bør gjøre, fatter Ingen, neppe en-
gang Grev Wedel selv. Man troer, den tvungne Bank lige-
saalidt som den frivillige vil kunne komme istand. Et over-
ordentligt Storthings Sammenkaldelse nævnes som sidste Res-
source -- hvad skal det gjøre? Nu er den almindelige Me-
ning, at man havde gjort klogest i at lade Pengevæsenet gaae
sin egen Gang efter de forrige Bestemmelser, fastsætte en
Toldcours og lønne Embedsmændene efter den, thi disse be-
gynde nu igjen at klage gudsjammerligen. Gud veed, hvad
Enden vil blive paa alt dette!
14de December.
Biskoppen viser mig paa nogen Tid særdeles Opmærk-
somhed, og da jeg hverken kan indquartere ham og hans
Familie eller forsyne hans Kjøkken, har jeg ønsket mig Lei-
lighed paa en fiin Maade at gjengjælde hans Attention. En
saadan gaves mig i Torsdags, da jeg tabte flere Penge end
jeg havde hos mig, og han udlagde min Spillegjæld,
omtrent 40 Rbd. I Dag indsvøbte jeg i et Papir en halv
Johannes (idetmindste 3 Gange saameget værd) samt en ikke
smuk, men sjelden Sølvmedaille over Carl den 12tes Fald
med en haanende Inscription om de Svenske. Dette lagde
jeg i et Brev saalydende: "D. H. tilgive, at jeg med ær-
bødig Tak for Udlægget, betaler min Gjæld i klingende Mynt
-- for mig i dette Øieblik den bekvemmeste Betalingsmaade.
Ved samme Leilighed tager jeg mig den Frihed at vedlægge
en sjelden, i vore Dage contraband Sølvmedaille, hvilken jeg
|
| s.639 | beder modtaget som et ringe Beviis paa min taknemmelige
Høiagtelse."
Jeg leverede ham dette i egen Haand, og det ved en
sørgelig Anledning. Major Krog havde inviteret ham, Hers-
leb og mig som Censorer ved øverste Classes Examen paa
Cadetacademiet i Noget, som skulde være Religion, men var,
især fra Begyndelsen, den meest saft- og kraftløse, smagløse,
aandløse, hjerteløse moralske Snak, jeg veed at have hørt. Jeg
undres nu slet ikke over Cadetternes Uvidenhed, naar de komme
for at forberedes af mig til Confirmation, heller ikke over
den oprørende Ligegyldighed, de vise paa Confirmationsdagen.
Min Udygtighed til at opføre en solid Bygning paa en slet
Grundvold har jeg ofte tilstaaet; og i at lægge en slet
Grundvold, saa at hverken Indsigt i eller Sands for Tingen
kan erhverves, har Colban vistnok kun Faae, der overgaae
ham. Deroppe i Læsesalen saa jeg ellers Hegermanns Portrait,
hvilket Cadetterne og deres Officerer have ladet male af
Munch og givet 4000 Rbd. for. Jeg troer, det ligner; med
Vished veed jeg det ikke, da jeg manglede mit Seeglas.
Intelligentsseddelen indeholdt et lumpent Stiklerie over
vort Lands Forfatning, men under Navn af en Guldbrand
Larsen Engers Beretning om Algier, hvor han 1770 var paa
det famøse Tog med Admiral Kaas. Det synes umiskjende-
ligen at være et Bondeproduct af den Halvor Hoelske Clique,
thi Embedsmænd, geistlige og verdslige, samt Kjøbmændene
(de første dog især) ere Slyngler, der tære Landets Marv,
og den hæderlige Bonde er den, der undertrykkes. -- Efter Rigs-
tidenden skulle Præsterne fra Prædikestolen opmuntre til Korn-
besparelse. -- Ogsaa Nationalbladet er udkommet og indeholder
foruden endeel Smaastykker et kort Forsvar for Wergeland og
et sex Gange saa langt Angreb mod ham af Sebbelov.
|
| s.640 |
15de December.
Tilligemed et Brev, hvor Stiftsdirectionen gik i Taaget
og forlangte min Betænkning om en Sag, jeg allerede havde
erklæret mig over, hvilken Erklæring og medfulgte, fik jeg et
dito fra Biskopen af følgende Indhold:
"Den Tanke var mig stedse saare kjær, siden jeg lærte
at kjende Dem, høistagtede Ven! at være og forblive i Besid-
delse af Deres Venskab. Og fordi dette har sat det sande Præg
paa de Tegn af Sølv og Guld, De i Gaar havde den God-
hed at levere mig, skulle de med Taknemmelighed og Glæde
vorde opbevarede som et kjært Minde hos Deres forbindtligst
hengivne
Bech."
Saaledes er da den Sag afgjort til fælleds Contente-
ment!
Efter Departementets Forlangende opgav jeg mine uvisse
Indtægter fra 1ste December til 30te November 1816 til
16000 Rbd., men udviklede derhos, til hvorlidet paalideligt
Resultat i Almindelighed, og in specie i vort nærværende
Pengevæsen og i en Menighed som Slotsmenigheden, saadant
kunde lede. -- Hersleb har isinde efter de gjentagne Opfor-
dringer, at expectorere sig vidtløftigen over Wergelands Bog.
16de December.
Stiftet begyndte med at begaae Sottiser i Gaar; i Dag
var Touren til Amtet. En Pige, som løb mig adskillige
Gange paa Døren, for med min Anbefaling at komme paa
Byens Sygehuus, og som jeg bortviste paa Grund af, at hun
ikke hørte til Aggers Sogn, da det var beviist, at hun havde
tjent tre Steder i Asker og aldrig været i Aggers, kom ende-
lig med den Paategning fra Falbe: "Forinden noget herved
kan gjøres, maa Amtet udbede sig Aggers Fattigcommissions
Erklæring," hvorpaa jeg svarede: "Da hverken Forneboe,
Houg eller Lysager høre til Aggers Sogn, men til Asker, saa
|
| s.641 | maa jeg ansee Ordet Aggers i Stiftamtmandens Oven-
staaende for en blot Skrivfeil, hvorover fra min Side ingen
Erklæring behøves." Det er harmeligt med saadanne Men-
nesker, der skulde paasee Orden og Nøiagtighed hos andre, at
de selv begaae slige utilgivelige Feil.
Mit Morgenarbeide var at corrigere andet Ark af Cate-
chismen. Jeg nægter ikke, at jeg gjør det med en næsten
smertelig Følelse. Det Symbolaag, under hvilket vi igjen
skulle bøie os, er noget ganske andet end den ægte bibelske
Christendom, hvis Regeneration er mig heel frydefuld. De
fem Parter, Huustavlen og Sententserne lader jeg passere,
skjøndt der ogsaa mod dem kunde være meget at sige. Det
er dog ægte Skriftsteder, skjøndt just ikke allesteder passende
valgte, og Lærdomme, som i Bibelen finde udtrykkelig Hjem-
mel. Men disse Skriftebønner og Skriftemaalsformularer,
disse Catechiserøvelser, disse paa de Tiders Mennesker udtryk-
kelig beregnede Forskrifter af Luther, de ere mig til megen
Forargelse. Gid jeg kunde dæmpe de sørgelige Anelser, som
det umiskjendeligen frembrydende Mørke vækker hos mig!
Gid jeg idetmindste kunde troe, at Fædrenes fromme Eenfol-
dighed vilde vende tilbage, saa at Forstandens Lys erstattedes
ved Hjertets Varme! Men det er mig altfor klart, at Van-
troen om kort Tid vil reise sig med forøget Frækhed, og at
de sidste Ting vilde blive værre med os end de første. Skal
den fordærvede Slægt, vi nu leve iblandt, nogensinde forbe-
dres, da maa den behandles med Varsomhed, men det gjør
ligesaalidt det nittende Aarhundredes Reformatorer som det
attendes gjorde det. Hvad Ende det tog med dem, saae vi.
Resultatet af Grundtvigs og hans Tilhængeres Bestræbelser
vil Efterverdenen erfare.
Hos Bispen holdtes det sædvanlige Revisionsmøde. Vi
fik hele fem Capitler fra Haanden; iøvrigt ventileredes om,
hvorledes Arbeidet kunde forkortes, men herom blev man ikke
|
| s.642 | ret enig, og skal betænke sig til næste Gang. Biskoppen
holdt og foranledigede adskillig ufornøden Snak f. Ex. om
Ordet underlige Gjerninger, der er saa almindelig be-
kjendt og forstaaet, at jeg slet ikke seer, hvorfor det skulde
forandres. "Underlig" har overalt hos de nyere Skribenter
faaet en ædel, høitidelig, mysteriøs Betydning, som det ikke
før havde; nu var der allermindst Grund til at forandre det.
Det blev og staaende. -- Ellers har jeg ved denne Leilighed
lært at kjende en Oversættelse, som jeg aldrig har seet før,
hvori nog Procantzler Pontoppidan har den største Deel, --
men det er maaskee i det Hele den fortrinligste vi eie i vort
Sprog, og den berygtede Pontoppidan, som man nok overalt
har gjort megen Uret, har stundom betragtet Grundtexten med
et lysere og friere Blik end Theologerne fra det nittende Aar-
hundrede Hersleb og Stenersen. Jeg troer neppe, at han, om
han nu havde levet, vilde yndet Grundtvigianernes Fremfærd.
Ogsaa i hans Forklaring maa jeg tilstaae, jeg finder Ting,
som jeg forgjæves søger hos alle Bessermachere fra Campe til
Balle.
Lieutenant Broch afhentede Svanhilde. Han sagde
(Gud veed om det var sandt) at ikke han, men hans Broder,
en Capitaine, var dens Forfatter, og at han endnu ikke havde
vovet sig til saa store Ting, men holdt sig ved Jorden med
Sange og deslige Bagateller.
17de December.
Efter Stifts- og Amtssottiserne kom nu ogsaa en Fogde-
Dito. I Morgen er da Touren til en Lehnsmand. Foged
Schultz paa Toten skrev mig til og forlangte Døbeattest for en
arresteret Pige, der skal være født i Aggers Sogn, men om
hendes Alder melder han ikke et Ord; hun kan altsaa være
16 og kan være 66 Aar, og saaledes maatte jeg gjennemsøge
Ministerialbogen for 50 Aar. At dog ikke Mennesker med
|
| s.643 | ringeste Eftertanke kunne indsee saadant! Jeg skrev og flux
Hr. Schultz til, og gjorde ham opmærksom paa, "hvilket et
Dyr han er." -- Foruden dette Brev afsendte jeg et til Præ-
sten Welhaven, hvis Psalmer jeg roste som religiøse, men
dulgte ikke, at de mangle Kingoisk og Nordal Brunsk Digter-
aand, og som jeg derhos meldte, at en ny Psalmebog vel af
Centralcommitteen erkjendes for en ønskelig Sag, men at der
er større Trang til meget andet, som først maa tilveiebringes.
Jeg var en Times Tid paa Cathedralskolens Auditorium
og hørte paa theologisk Attestats. Hersleb examinerede, me-
dens jeg var der, af Dogmatiken om Sacramenterne in specie
Daabens. Omskjærelsen og Paaskelammet, hører jeg, ere
igjen ophøiede til Sacramenters Rang, hvorfra de i mange
Aar havde været nedstødte. Ogsaa finder Hersleb i det Sted
af Marcus, som jeg alle mine Dage har hørt at være depla-
ceret i Daabsformularen (jeg troer endog, den gamle Provst
Dyssel 1792 var af den Mening) et ei forkasteligt Beviis paa
Børnedaabens Skriftsmæssighed. Ak, hvor føres vi hen?
18de December.
Dristig vovet, halv er vundet. Under denne Titel
har Johan Ludvig Heiberg skrevet et romantisk Skuespil, som
er trykt hos Boas Brünnich 1817, og som jeg dog allerede
den 18de December 1816 har læst. "Det kalder jeg Erke-
spansk!" maa jeg sige med Leonore i Don Ranudo; og skjøndt
dette Stykke er fri for det barnagtige Legetøi, som "Lacrimas"
saa rigeligen er udstyret med, skjøndt Digteren ikke saaledes
har drevet Spil med Riim og Ord og Bogstaver, at endog
sund Menneskesands opofres for taabelig Klingklang, skjøndt
jeg ikke veed mere end een Scene, hvor en Metaphor jager
om i alle Skikkelser og frembringer Ordspil, det ene tommere
end det andet (den mellem Blanca og Rosaura om Solsikken
og Magneten), saa er det dog min uforgribelige Mening, at
|
| s.644 | Spanskhed, saa vakkert den klæder og saa poetisk den udtaler
sig i selve Spanien, slet ikke er af de Egenskaber, der pryde
dansk-norske litteraire Producter, og at altsaa den vist nok
meget talentfulde Heiberg vilde beriget vor Litteratur mere
ved at give os et Drama af lige digterisk Værd i Schillers,
Øhlenschlägers, Ingemanns og fleres Maner, der vel have
plukket Sydens Blomster og bragt dem til deres Fædreland,
men omplantede dem der, saa at de ogsaa fik lidt nordisk
Natur, og at man ei ved første Øiekast maatte udbryde:
Den Væxt kan ikke trives uden i spansk og italiensk Jordbund.
-- En Egenskab jeg troer at finde i disse spanske Producter,
hvad enten de komme directe fra den pyrenæiske Halvøe, f. Ex.
Calderons, eller de ere opvoxede i et engelsk, tydsk eller dansk
Drivhuus, er Eensformighed i Intrigue, i Characteertegning,
i Vittigheder og Følelser o. m. d., og er end Versemaalet
afvexlende, saa er der selv i denne Afvexling noget afmaalt;
det er ikke Øieblikkets Stemning, der gjør, at man snart taler
i korte, snart lange, snart slæbende, snart hoppende Vers,
snart i fuldtonende Hexametre, snart i lette Chansons, -- en vis
Art af Tale har et vist Versemaal. Iøvrigt kan det ikke nægtes, at
med de Baand, Heiberg har paalagt sig, og den Maneer, han har fo-
resat sig ufravigeligen at følge, har han stilt sig meget heldigen ved
Arbeidet; kun ønsker jeg, at, da hans Kald til den romantiske
Poesie synes afgjort, han da vil vove sig ind i andre for Nordboen
mindre fremmede romantiske Egne, og da kunde han vel
gjerne blive Danmarks Fouqué, hvilket jeg heller ønskede ham,
end at blive dets August Vilhelm Schlegel.
I Dagens Intelligentsseddel fortælles, at man i Brevig
har opslaaet Wergelands Bog paa Gabestokken. Hvo
der er Mester for den Heltegjerning, som slet ikke behøvede
at staae i Avisen, maa Himlen vide. -- Fra Toten doleres
(neppe uden Føie) over Hr. Gottvaldt, der for rum Tid siden
har sagt dens Almue Grovheder for at kjøle sin egen Hevn.
|
| s.645 | Præst og Menighed ere nok hinanden saa omtrent værdige.
-- Det tredie Stykke tog jeg i Begyndelsen for ramme Al-
vor, men det maa dog nok være Ironie. Det er et Forslag
til Algierien at afskaffe det slemme Raad, som undertrykker
dem, og overgive sig til den humane, vise Keiser og hans
Søn i Constantinopel. Jeg antog det, som sagt, for et For-
søg at gjøre Publicum fortroligt med Tanken om begge Ri-
gers Amalgamation, men det kan dog nok ikke være. Capt.
Ræder troer imidlertid, at der virkelig arbeides derpaa, ja at
det endog vil vorde proponeret af Regjeringen for ordentligt
eller overordentligt Storthing. Han foresang mig overalt
et bedrøveligt Litanie over Landets Nød, som sagtens er
stor, men vore Zeloter, hvoriblandt Ræder er en af de
værste, gjøre den dog vist værre, end den er. Og hvorledes
den kan tilskrives Regjeringen eller Forbindelsen med Sverige,
fatter jeg ikke. Af just Hungersnød er at befrygte, fordi
Kongen anbefaler Sparsomhed med Kornvarer, indseer jeg ikke.
At Danmark i Misvæxtaar kunde forsyne os bedre end Sve-
rige kan, derom er ingen Tvivl; men at vi ei længer ere
forenede med Danmark, er paa ingen Maade vor Skyld.
Derimod tvivler jeg høiligen, at det selvstændige og uafhæn-
gige Norge i saadant Tilfælde vilde have det bedre end
Norge forenet med Sverige. At det fremdeles gaaer Krebs-
gang med vore Finantser, kan ei tilskrives Regjeringen. Det
var, uden al fremmed Indflydelse, Storthinget overladt at
indrette vort Penge- og Skattevæsen, som det bedst vilde,
vidste og kunde. Den slette Handelsballance og Folkets Uvil-
lie til at indskyde i Banken, -- deri er dog virkelig Regje-
ringen aldeles uskyldig, og saa seer jeg da egentlig kun to
Ting at paaanke: at Kongehuset oppebærer sin Appanage i
rede Sølv (skjøndt Velanstændigheden rigtignok synes at byde,
at man ei lønner sin Konge i pjaltede Bancosedler efter den
Taxt, egennyttige Kjøbmænd sætte derpaa) og at Erstatningen
|
| s.646 | for det i Krigen Borttagne nede i Smaalenene ei betales,
hvilket Sverige skal have forpligtet sig til. -- I al denne
Jammer trøster Ræder sig med den Bevidsthed, at hvis man
havde fulgt hans Finantsproject, vilde det staaet langt bedre
til end nu.
19de December.
Høiesterets Dom i den famøse militaire Sag er falden
ud mod Manges Forventning. Haxthausen er ligesom ved
Overkrigscommissionen aldeles frikjendt, en Capt. Grüner og-
saa. Derimod er Staffeldt, som hist var frikjendt, dømt fra
Livet, Hals iligemaade og fra Æren med ovenikjøbet. Major
Schrøder, som Commissionen havde dømt til Døden, er ganske
frikjendt, da hans Brøde var en uundgaaelig og utilregnelig
Følge af Overcommandoens, som lod ham i Stikken. Der er
nu ingen Tvivl om, at baade Staffeldt og Hals blive benaa-
dede, men ud af Tjenesten maa de dog sikkerlig, -- den sidste
maa vel endog infam casseres, og saa spørges: Er det ret-
færdigt, at den jammerlige Hjerman, hvis Forseelse dog nok
var vel saa stor som Hals's, hvis Feighed i at løbe fra Kra-
gerøen fremskyndede Frederikstads Overgivelse, -- er det ret-
færdigt, at han bliver i Tjenesten, avancerer, om Gud og
Kongen vil, til Regimentschef?1 At Haxthausen nu med
Ære har overstaaet alle Fataliteter, glæder mig hjertelig.
I Centralcommitteen, hvor Herslebs præsiderede i Bispens
Forfald, oplæstes først den trøstelige Efterretning, at i hele
Østerdalens Provstie ikke et eneste Menneske har subskriberet
til Bibelselskabet, ikke en Præst engang. Dernæst fremlagdes
et Brev fra Biskop Krogh, som vilde, at der skulde tilføies
det nye Testamente en Ordbog, hvor Ordene ,
|
| s.647 | o. fl. forklaredes. Alle vare enige i, at man ei kunde
indlade sig derpaa. Efter Bispens Forslag enedes man om
at tilskrive Rein, Irgens og Chrisitansen om snarest muligt
at organisere en Stiftscommittee, siden Fleischer ei kunde eller
vilde, og mellem sig selv udnævne en Formand. Irgens's
Propositioner kunde man for det første ikke tage Notice af.
Jeg husker ikke, hvilken af de theologiske Professorer det var,
som foreslog, at siden det gik saa i Langdrag med Bibelre-
visionen, en anden Bog imidlertid skulde trykkes, nemlig
Pontoppidans Forklaring. Jeg og Kjerschov understøttede For-
slaget, kun vilde denne have nogle Forandringer og Tillæg,
hvorimod jeg opponerede, især hvad Ordenen angik, da denne
er den samme som i Catechismen, og saalænge denne skal
holdes i Ære, maa man finde sig i, at Syndsforladelsen,
Opstandelsen og det evige Liv omtales ved tredie Artikel og
Omvendelse ved Daabens Sacramente. Der trykkes 4000
Exemplarer uforandrede. -- Saxild vilde paa Bibelselska-
bets Bekostning have et større Oplag af den her forhen
omtalte lille Psalmebog. Man entrerede ei heri, end min-
dre i Borchs Project at udgive en liden Huuspostil. En-
delig foreslog Hersleb at fylde to overblevne Blade af den
nystrykte Katechismus med passende Bibelsprog, der savnedes
blandt Sententserne. Der var Dissents om den Sag. Sax-
ild vilde have en Reformationshistorie in nuce, andre en
Morgen- og Aftenpsalme. Forslaget gik igjennem, og Valget
overlodes Hersleb og mig. -- Det var et ret interessant Møde.
20de December.
Fra Provstiet kom Circulaire med den kongelige Forma-
ning om Kornbesparelse, og en Opmuntring fra Biskop Bech,
deels at tilveiebringe Conventioner til Tjenestefolks Forædling,
efter hans Forslag, deels at oprette Provstiebibliotheker, samt
holde et aarligt Provstiemøde, hvormed allerede næste Aar
|
| s.648 | gjøres Begyndelsen i 4 Provstier, han i Sommer besøgte.
Lumholtz gav en meget skarp Irettesættelse til Tybring og
Lechve over en Forsømmelighed og tilføiede, at de, der viste
saadan Ligegyldighed, havde sig selv at tilskrive, om der i
den befalede Conduiteliste, som skulde indsendes til Biskoppen,
fandtes Anmærkninger, som ikke de ynskede. Kjerschov ven-
ter og i Anledning af nogle Qvaklerier et ufordeelagtigt Vidnes-
byrd, hvilket jeg dog ved min forlangte Indberetning gjorde
alt mit til at afværge. Derimod er der mellem Lumholtz og
Garmann en saadan Uenighed, at man troer, det vil komme
til Proces. Det er Trediepræst-Embedets Ophævelse og Gar-
manns forøgede Indkomster uden at hans Arbeide forholdsviis
er bleven større, som har foranlediget denne Querelle.
Alexander Lange gav en frygtelig Beskrivelse over Til-
standen i Frederikstad. Foruden Tyverier, som allevegne ere
almindelige, har man i kort Tid der i Byen seet 3 -- 4 deels
iværksatte, deels intenderede Selvmord, ligesaa mange Ægte-
skabsskilsmisser, betydelige og uoprettelige Bankerotter. Saa-
danne Skandaler er man, Gud skee Lov, saa temmelig fri for
i Rigets Hovedstad. Af Selvmord er, saavidt jeg veed,
intet begaaet, siden hiint afskyelige i Marts Maaned; ægte-
skabelig Tolerance hersker ret i priisværdig Grad, og overalt
maa jeg sige, at vi med Hensyn paa den udvortes Tugt sna-
rere have vundet end tabt i de to sidsthenløbne Aar. Den
Ryggesløshed, der i Prinds Christians Tid begyndte at vandre
om blandt os med oprakt Hoved, er vistnok ikke bortvegen,
men kryber dog om i Mørket, det rette Hjem for Mørkhedens
Gjerninger. Bankerotter mærkes ei heller synderligen til endnu.
Steen, Johan Sørensen og Fredrik Rasch vare Paddehatte,
hvis Skjæbne lod sig forudsee.
Nationalbladet indeholder Høiesteretsdommen, hvorover
jeg hører Major Wetterstrand er meget vred, og sagde, at
Fanden maatte tjene som Militair i en Republik. Det er
|
| s.649 | da ikke Norge mere end Sverige, og en Høiesteret er al-
deles ingen republicansk Indretning, da den existerer i det ab-
solut monarkiske Danmark, hvor Kongens Benaadningsret er
aldeles den samme som her. Det var vel, Majoren ikke de-
biterede den Sottise i min Nærværelse.
21de December.
I Intelligentsseddelen har en Anonym, uden at nævne
ham, saa tydeligen betegnet og saa skrækkeligen brændemærket
Assessor Mathiesen, at jeg ikke fatter, hvorledes han i Mor-
gen ved det store Assemblee, han giver, med to Ridderordener
paa Brystet, tør slaae Øinene op til noget Menneske. -- Med
største Føie doleres over, at 500 Tønder Magazinrug ere af-
gaaede i dette Efteraar fra Bergen til Christiania paa en
aaben Baad, hvoraf Følgen var, at Baaden og Rugen ere
beskadigede indkomne i en Havn paa Vestlandet. -- Endelig
staaer der som et Slags Gjendrivelse af Fabelen om Philo-
sophen og Abekatten et saa skiddent Product, at den, der bru-
ger Tobak, gjør vel i at tage en Priis under Læsningen, og
vi andre behøve at holde Tørklædet for Næsen. -- Af Rigs-
tidenden anmærkes en Anke over, at der paa en for 2 -- 3
Aar siden til Amtet indgiven Besværing endnu ingen Reso-
lution er falden. I saadant er dog virkelig Publiciteten en
velsignet Ting.
22de December.
Schandorffs og Marie Lassens Bryllup er det eneste, jeg
har at omtale, og lidt nok er at sige derom. Kl. henved 6
kjørte jeg til Justitssecretair Holst, hos hvem Jfr. Lassen hid-
til har opholdt mig. Strax efter mig kom Brudgommen en
chapeau bas med Silkestrømper meget høitidelig og ceremo-
niel. Da Gjæsterne vare samlede, traadte han og hans Marie
frem for Brudeskamlen, og jeg oplod min Mund og talte.
Talen var ret godt memoreret, blev vist og godt declameret,
|
| s.650 | da jeg kom i Aande, men deels er det mig genant at tale i
en Stue, deels gjaldt og om Udførelsen, hvad jeg i Gaar
sagde om Udarbeidelsen: Det pene, pretiøse Væsen hos dem,
jeg talte for, gjorde mig kold. Saavidt jeg mærkede, hørtes
jeg ikke med synderlig Deeltagelse, heller ikke bevidnede noget
Menneske mig sit Velbehag. Efter Vielsen var megen senti-
mental Kyssen og Lykønskning.
23de December.
Jeg har kjøbt og læst Hans Houges nylig udkomne Bio-
graphie. Den bestaaer af 3 Dele. Først beskriver han sine
Reiser og Fata til denne Stund. Han synes endnu at ap-
plaudere sig selv ved den Rolle, han har spilt, og har nok ikke
liden Lyst til at sammenligne sine apostoliske Reiser og de
Trængsler, som mødte ham der, med Pauli. Ellers er For-
tællingen ei uinteressant, og de bibelske Citater, han har an-
bragt mod dem, der hist og her gjorde ham Indvendinger,
røbe Bibelkundskab, Aandsnærværelse og sund Dømmekraft. --
Underligere er anden Afdeling, hvor han opregner de forskjel-
lige Secter og Meninger i Religionen, han paa sine Reiser
har fundet. Det er ogsaa sært, at han her nævner Folk,
stundom til deres Vanære, med deres fulde Navn; i første
derimod betegnes alene med Begyndelsesbogstaver Mænd, som
det aldrig kan være hans Mening, at Læserne ei skulle gjette
paa, da det deels er meget hæderlige Mænd, Houges egne
Velyndere og Velgjørere, deels endog saadanne, hvis Embede
og Opholdssted udtrykkelig angives, saa der ei kan være Tvivl.
Den tredie Afdeling indeholder hans Troesbekjendelse, hvilket
jeg meget gjerne troer den ogsaa er, men hvad Indklædnin-
gen angaaer, da forekommer den mig i systematisk Orden og
smuk og correct Stiil at udmærke sig saameget for de andre
Afdelinger, at jeg næsten bør troe, at han blot har angivet
Ideerne, og at Hersleb eller en anden har iført dem smuk,
passende Dragt.
|
| s.651 |
24de December.
I Rigstidenden giver en Anonym Hersleb en lang
Irettesættelse. Der anføres en Hob Kjendsgjerninger, som
vidne imod H. "og de af ham kjendte Normænd". Disse
ere: Kongsberg (men det var nok Mænd i Norges eget
Skjød, som var Aarsag i Sølvværkets Nedlæggelse, og disse,
paa Brünnich nær, endnu boende i Landet). Bogtryk-
kerierne (?), Flaaden (at dømme efter Udfaldet, er denne
Anke vistnok grundet). Ost- og Vestindisk Monopol
(forstaaer jeg ikke). Universitetsfeiden (hvad vil det
sige? Universitetet var jo Kongen af Danmarks Gave, og
uden ham hvad havde Norges Universitet været i dette Øie-
blik?). Forordningen af 27de Septbr. 1799 (ved
den leed begge Riger lige meget). Mange flere har Forfat-
teren in petto, da han tilføier: "m. m. osv. etc. etc."
25de December.
Intelligentsseddelen havde blot et Par korte Jeremiader
over befrygtet Kornmangel og Kjøbmand Stenersens overdrevne
Brændeviinsbrænden. Jeg er bange, Storthinget ved at til-
lade denne, atter har begaaet en Sottise. Jeg nægter ikke,
jeg begynder selv at blive underlig tilmode over Tidernes Tegn.
At den svenske Regjering i nogen Maade har behandlet os
despotisk eller uretfærdigt, kan jeg ikke indsee, men at den
med hemmelig Velbehag seer, hvorledes vore Folkerepræsentan-
ter have indviklet og hvorledes vi selv fremdeles indvikler
os i saadanne Labyrinther, at vi tilsidst maa kaste os i dens
Arme og blive eet Folk med vore svenske Brødre, -- det er
mig nu ikke usandsynligt. Og da det første Skridt gjordes
uden Oprør, Borgerkrig og Blodsudgydelse, hvorfor skulde da
ikke ogsaa dette? Man er vist klog nok til ikke at gjøre Pro-
positioner, før det er kommet saavidt, som det var i 1814: at
ingen anden Redning er mulig eller idetmindste tænkelig.
|
| s.652 |
26de December.
Borch fortalte, at han havde i Mandags, ligesom Kjerschov i
Søndags 14 Dage, udøvet Kirkedisciplin og irettesat en Brud-
gom, som under Vielsen og især under Formularens Oplæs-
ning loe og smidskede med sin Brud. Irettesættelsen blev mod-
tagen med en Beskedenhed, som afvæbnede Borch, der ellers
vilde anklaget ham -- for hvem? og til hvad Nytte? Hvad
kunde Bispen, hvad vilde Starsraadet gjøre ved saadan en
Sag, naar den angaves? Endog Lovene tie.
27de December.
Det er længe siden jeg drømte noget mærkeligt; inat
havde jeg da en Drøm, som maa optegnes. Jeg syntes, at
jeg just var viet til Marie Lassen, nuværende Fru Schandorff.
Med udstrakte Arme og høitidelig Pathos, som om det kunde
været Hr. Schandorff selv, udbrød jeg: "Gud velsigne vor
Forening!" -- "Ja", svarede hun i sin følsomme, smeltende
Tone, "vi ere rigtignok ikke budne meget ud i denne Juletid,
men det er det samme; vi er os selv nok". -- "Ja", var
mit Svar, "netop saa gik det og min Kone og mig" -- og
med eet opgik et Lys for mig, at jeg allerede var gift og nu
havde to Koner. Jeg var nærved at fortvivle, da jeg vaag-
nede, og den tunge Steen væltedes fra mit Hjerte.
Jeg udlæste i Dag Kørners Sørgespil, oversatte af den
Boye, der i Adskillelsens første Periode skrev det djærve Digt
mod Frederik den Sjette til Ære for Christian Frederik. Nu
er han dansk med Liv og Sjel, vil bygge og boe der, og gi-
ver endog sit Fædreland Finter i Dedicationsverset til sin Pige,
"den ædle Birckners elskelige Datter". -- De to Sørgespil:
Zriny og Rosamunda ere efter min Dom meget forskjel-
lige av Værd, som og i Aand og Tone. Det første er taget
af den ungarske Historie, og der er Körner i sit rette Ele-
|
| s.653 | ment. Vi see ham selv den varme, kjække Yngling, hvis
Valgsprog var som Fædrenes:
"Vort Fødeland, vor Konge og vor Pige
(Saa svor de høit, og svor ved Ærens Gud)
I Kampen seig hvo disse tre kan svige,
Hans Navns Foragt skal aldrig slettes ud",
der tænkte og følte som Thaarup:
"Kjær har vi Fædre, Ven og Pige
-- -- -- -- --
Men overalt skal Flammen stige,
Der brænder for vort Fædreland",
og som, denne Grundsætning tro, selv liig Hjalte "glemte
Elskerinde og Fædrelandet ene saa, og faldt for det!" --
Handle som Zriny og hans Vaabenfæller var jeg ikke istand
til, det veed jeg vel, men med varm Enthusiasme føler jeg
det store i Handlingen, en navnløs høi og skjøn Følelse fyl-
der min Sjel -- jeg mangler Ord til at udtrykke den, men
klart er det mig, som det var, da jeg var i Strid med Hount
om Norges Selvstændighed, at der er Heltemod i min Aand,
og at det alene er mit Legeme, der gjør mig til en frygtsom
Usling. I saadanne Øieblikke, naar Aanden hæver sig over
Tid og Rum, naar Ideen svæver klar for den, og der er in-
tet, aldeles intet her, som fuldeligen kan realisere den, -- o
da er det mig saa tydeligt, saa ufeilbart, hvad jeg i det ro-
lige Hverdagsliv mangen Gang fristes til at tvivle om: at
jeg er udødelig, at jeg med fuld Bevidsthed om det som var
og det som er, skal vedblive at være til i al Evighed. Op-
søge Feil eller detaillere Skjønheder i dette herlige Digt kan
jeg ikke, men evig skal jeg elske og hædre dit Minde, herlige Yngling! som saa tidlig forlod den Jord, der ikke var, ikke
kunde være dit Hjem, og føler dig nu, saa vist som Gud er
til, fri og salig i de lyse Sphærer, til hvilke din Aand paa
længselfuld Andagts Vinge opsvang sig allerede her. Held
|
| s.654 | dig! -- I det andet Sørgespil, Rosamunda, synes Körner
derimod at have vovet sig ind i Egne, der vare ham frem-
mede. Der kunde jeg med rolig Kulde udspille mange Feil
og Svagheder, naar jeg fandt det Umagen værd.
1 tilbake Jeg har siden hørt, at Hjerman efter givet Vink har søgt og
faaet Afsked. |
| bla bakover |