|
28de December.
Jeg bladede i Mad. Buchholms Poesier. Det er
sandt, det meste er noget daarligt Kram, og man var saare
nøisom, da man tildeelte hende Navn af Nordens Sappho. --
Det Wergelandske Partie synes stærkt at reise Hovedet, og det
er Tid, at der tages alvorligen til Gjenmæle, hvis det ei ganske
skal vinde Overhaand. -- I Intelligentsseddelen laster En
den Abelske Declamation, og en Anden paataler med grundet
Indignation og Bitterhed den brevigske Pøbelstreg. Jeg be-
drog mig ellers neppe i min Formodning. Udøveren af hiin
Heltegjerning opfordres nemlig til at bekjendtgjøre, om han
foretog den ved Dagen i høitidelig Procession eller om han
ved Nattetid med sagte Hammerslag fæstede Bogen til
Gabestokken. Det er udentvivl en lumpen Karl den samme
Hr. Hammer, et værdigt Pendant til min Ungdoms Lærer
Heidrich. -- I Rigstidenden paaanker en Anden kortere og
lempeligere hiin Adfærd. -- Den Cand. P. Strøm, som til-
raadte Foreningen i det overordentlige Storthings Dage, og
som Hersleb skrev imod, er bleven Bergmester. Der taltes
hos Sverdrup haardelig mod den Uretfærdighed, at han, vistnok
bergkyndig, men uden Embedsexamen, blev foretrukken Berg-
raad Petersen og en Mand, som i 24 Aar har været Ge-
schvorner, som begge vare indstillede foran ham af Statsraa-
det, hvis Indstillinger man i Stockholm ikke synes at reflec-
tere noget paa.
Cancellieraad Morgenstjerne var ærgerlig over Dommen
over Staffeldt, hvis Defensor han var. Ikke uretteligen do-
lerede han over, at de værste Syndere: Hjerman og Sec-
|
| s.655 | tionsanfører Lemvig, ved at benytte sig af Amnestien, slap
aldeles fri, og Staffeldt saa haardt maatte bøde. Tre Høie-
steretsassessorer var for ham. Bull og Debes vilde have
ham aldeles frikjendt, Omsen idømt en Mulct af 800 Spd.
Morgenstjerne meente, at hvis ikke Generalauditeur Bergh for
Haxthausens Skyld havde veget Retten, og Præsident Arntzen
ei beklædt hans Plads og paa Embedsvegne voteret først,
vilde Sagen faaet et andet Udfald. Den Sverdrupske Cirkel
var fornøiet med Dommen. -- Der (hos Sverdrup) var vi
da i Aften efter Indbydelse. Der var desuden Skjelderups,
Platou og Kone, Gartner Siebke og Kone, Hersleb, Keyser
og Flor. Den meste Tid afhandledes i dette lærde Selskab
economiske Materier, i Anledning af noget, der skal staae i
Nationalbladet om Forbudet mod udenlandske Luxusvarers Ind-
førsel og Brug. Man blev enig om, at Viin, Caffee og The
ei kunde undværes, udenlandsk Klæde og Bomuldstøie for det
første ei heller. Derimod gik en ubarmhjertig Dom over Silke,
Tyl, Flor, Kniplinger, Broderi, Ædelstene o. s. v. Præsternes
Silkesamarier lod man dog, paa min Forbøn, vederfares Naade.
-- Ved Bordet, hvor de gjerne kunde beværtet Statholderen
(saa godt var Tractementet), gjennemheglede den hele Mand-
folkeskare (jeg og Siebke undtagen) Justitiarius Berg ganske
forskrækkelig. Ikke engang et smukt Ansigt vilde de tilstaae
ham. Sverdrup vil paastaae, at han i Kjøbenhavn, hvor han
nok bestiller saare lidet, trækker en Gage af 70 -- 80 Pund
Sterling maanedlig. Det er vist mere end dobbelt af hvad
Norges Statsraader have, -- jeg kan neppe troe det, men
ellers gjør nok Regjeringen i denne Tid altfor mange upopu-
lære Skridt. Fru Sverdrup skal have isinde en famille inden
lukte Døre at illuminere for Fredrik den Sjette paa hans
Fødselsdag. Det skulde hun dog lade være. -- Jeg talte
med Sverdrup om Kørners Sørgespil. Ogsaa han beundrer
og elsker høiligen Zriny.
|
| s.656 |
29de December.
Jeg var indbuden til Middag hos Biskop Bech. Der
var Ingen uden Platou og Hersleb. I saadanne smaa for-
trolige Samkvem viser Bispeparret sig fra en heel interessant
og elskværdig Side. Æmnerne, hvorom der for det meste
taltes, var just ikke behagelige: Fjortendagskrigen 1814, vort
derangerede Finantsvæsen og flere af den norske Stats aaben-
bare og lønlige Brøster, men der taltes af alle med Frihed
og dog med Sindighed og Moderation. Platou paastod, at
der i bemeldte Aar var et meget talrigt Partie, der ønskede
Foreningen med Sverige, endnu længe før Krigens uheldige
og skammelige Udfald gjorde den nødvendig, og at Mænd
hørte dertil, som Ingen drømte om. Ogsaa nævntes Officerer,
som med Lykkens blinde Terningkast undgik Action, hvortil de lige-
saa vel som Staffeldt og flere kunde qualificere sig, og blandt
disse, ikke som Forræder, men dog som ufornuftig Raadgi-
ver -- hvo skulde troe det? -- Hegermann. Snarest
skulde man troe, at alle de, som skjøde Skylden, den Ene paa
den Anden, allesammen havde Ret. Der var nok "ingen
retfærdig, end ikke en eneste."
31te December.
Den femte Nytaarsaften siden jeg begyndte at holde
Dagbog er henrunden. Dem af mine Omgangs- og Venne-
kreds, der i en eller anden Henseende vare mig interessante
og kjære, og som i dette Aars Løb har forladt Jorden, gjen-
kalder jeg da i Minde, og saa gjorde jeg da ogsaa i Aar. I min
Stambog, hvor forrige Aar sattes 5 eller 6 Kors, er i Aar ikke
sat et eneste. Derimod have 5 Mænd, ældre end jeg, taget
Afsked herfra, alle ledsagede af mit veemodsfulde Savn, skjøndt
kun Een af dem, den, der mindst interesserede mig, Stads-
hauptmand Heyerdahl, levede i Bye med mig, og skjøndt jeg
alt længe havde opgivet Haabet om at see nogen af de andre
|
| s.657 | mere herneden. Min i flere Henseender agt- og elskværdige
Svigerfader, der vel var Kjøbmand som de andre, uden
betydelig Aandsdannelse, men hævede sig dog ved egen Kraft
over mere end een af Standens Fordomme, havde en Ømhed
i Hjertet, en Fiinhed og Delicatesse i Følelsen, der savnes
hos mange langt mere cultiverede Kjøbmænd, og fremfor alt
elskede mig og min Kone hjerteligen: den 70aarige Yngling
Biskop Brun, hvis udmærkede Talenter og varme Iver for
Religionen, og hvad han ellers fandt godt og hæderligt, give
ham billig Adkomst til Samtids og Eftertids beundrende Høiag-
telse, om han end ikke var den feilfrie, urokkelige, standhaftige
Mand, Hersleb og flere ville gjøre ham til: den høitærværdige
Balle, til hvem jeg bandtes med end kjærere og helligere
Baand, hvis Aandsgaver vel vare mindre eminente end Bruns,
men som i Kundskaber langt overgik denne og i Hjertets
Varme idetmindste var hans Lige, der med et Mod og en
Fasthed, Brun aldrig fik Leilighed til at give Prøver paa,
stod næsten ene i den svære Kamp, hvor evangelisk Christen-
doms Fiender overmodige brammede af deres Seier og dens
faa Venner droge sig tause tilbage: den i Sandhed hæderlige
Knudsen, der vist havde sine Feil (det havde de alle, og
hvo har ikke det?), men ogsaa ypperlige Egenskaber, som faa
af dem, der dadlede og spottede ham, besad -- disse fire
Hædersmænd -- for mig vare de saagodtsom døde, men med
dem alle har jeg staaet i meget interessante Forhold, af dem
alle var jeg agtet og elsket, og alle gik de med Ære i deres
Grav, med rolig Bevidsthed om at have virket i deres Kald
og stiftet Gavn -- alle ere de nu vist salige hos Gud. Held
dem og Enhver, der levede som de, døde som de! -- At jeg
endnu ikke har kunnet nævne min gode gamle Frue Dyhring
blandt de Hjemkaldte, er tungt. Jeg var hos hende i Efter-
middag og tog Afsked med hende for det gamle Aar. Ak!
hun er en saare træt Vandrer, og endnu vil ikke Dødens
|
| s.658 | lune Vugge favne hende! Dog næste Aar skeer det vist; det
er nok umuligt, at hun kan opleve flere Nytaarsaftener.
I Nationalbladet læste jeg den Indbydelse til et tarve-
ligt Selskab, der gav Anledning til de ekonomiske Discurser
hos Sverdrup og Bispen. Jeg maa tilstaae, at hverken Ideen
i sig selv eller dette Forslag behager mig, og saa hellig Pligt
det skal være mig, at afholde mig fra alt, hvad Lovene i
Fremtiden maatte forbyde, saa er det og min ufravigelige
Grundsætning, aldrig frivilligen at gaae ind i et Selskab,
hvor jeg maatte love, hvad jeg maaskee ikke kunde holde, hvis
Statuter aldrig kunne formodes at ville blive Almeenvillie,
hvor det, som jeg og det halve eller hele Hundrede med mig
kunde gjøre til det Heles Vel, var en Draabe i Havet, og
hvor jeg, ved at have uden personlig Trang opofret, hvad der
ved nogle og 40 Aars Vane er bleven mig Fornødenhed,
Sukker f. Ex., Caffe og The, blot gjorde mig til Singularist,
der var forlegen, og med hvem man maatte være forlegen i
ethvert Selskab, hvor man blev indbuden, og hvor Pluraliteten
ingen saadan Vedtægt kjendte eller antog. -- I Rigstidenden
har man forlangt nogle Modificationer i dette Forslag, som
rigtignok gjør det mere antageligt, men hverken min Forstand
eller mit Hjerte er endnu vundet. -- Det næste Stykke i
Nationalbladet er en taabelig og arrogant Expectoration af
den Hr. Strøm, som var oppe og skjændte Hersleb Huden fuld.
Han nævner vel ikke denne, men sigter dog aabenbar til ham,
og det bliver vist nødvendigt for Hersleb til sin Retfærdig-
gjørelse at documentere sin Paastand. Derimod har Dr. Gar-
mann talt nogle sindige og passende Ord imod Wergeland.
Kun naar Beretningen ikke alene kaldes uædel (det er den
sikkerlig), men ogsaa ondskabsfuld, kan jeg ikke give ham
Medhold; thi Hensigten kan ene Gud bedømme. -- Hvad der
ellers i Rigstidenden paafaldt mig, var den Klage, der føres
næsten hele Europa igjennem, over Mangel, især hos den
|
| s.659 | arbeidende Classe. Er alt det sandt, hvad man fortæller fra
England, fra Tydskland, men og især fra en Egn i Schweitz,
saa ere vi endnu, Gud være lovet, i det fattige Norge saare
langt fra at være komne til den Yderlighed. Hvad vi og
Svenskerne af patriotisk Iver paaløi hinanden for halvtredie Aar
siden, det synes her at være Kjendsgjerning. Mærkeligt er
det ellers, at i hiin Schweitzeregn tiltagende Folkemængde til-
skrives den store Nød. I mine to Menigheder ere i dette
Aar 586 fødte og 264 døde, altsaa Folkemængden bleven
322 Mennesker større, -- en ønskelig Sag, naar engang vore
Patrioter faaer vort Fabrik- og Manufacturvæsen istand, men ind-
til da veed Gud, om vi bør glæde os over, at, efter Biskop
Bechs Sigende, Aggershuus Stift har 6000 Mennesker flere
at nære end forrige Aar.
I den Udsigt over Aggers Fattig- og Skolevæsens Til-
stand, som skal oplæses fra Prædikestolen i Morgen, bekjendt-
gjør jeg for den samlede Menighed hiin Stiftsresolution om
den Pige, for hvis Cur og Pleie paa Byens Sygehuus skal
gives 986 Rbd., og forklarer de Grunde, hvorefter jeg an-
seer den for uretfærdig samt lover at foredrage den for Sog-
nets Repræsentanter ved næste Ligningsmøde og med dem
overlægge, hvad mere der er at gjøre ved den Sag. I Ud-
sigten roser jeg forresten efter Fortjeneste min udmærket brave
Inspecteur John Hansen for hans mageløse Omsorg. En Tid
var jeg og meget indtaget i Eggertz, dog hans Nidkjærhed bestod
meest i at male Beregninger, men deri var han rigtignok en
Mester. Hansen fører Pennen maadeligt, men i Daad er han
des dristigere og retskafnere.
General de Seve sendte et tarveligt Offer og fortalte i
et Brev, at 375 Rbd. N. V. var hans hele Pension i for-
rige Aar, og det kan umuligt være. I et Postskript siger
han: "De, som stode efter Barnets Liv i 1808, ere nu baade
timelig og moraliter døde! Gud skjænke dem begge i hiin
|
| s.660 | Verden saamegen Salighed og Lykke, som jeg af Hjertet øn-
sker." Christian August var da den ene, Staffeldt formo-
dentlig den anden, men han er jo endnu ikke timelig død,
fordi Høiesteret har dømt ham fra Livet. -- Af Rigstidenden
anmærkes endnu, at 100 danske Rigsbankdaler nu betales
med 526 norske -- og endda bliver 1 Pund Sterling 125
Rbd., og Matthiesen fordrer 170. -- Den Proces, Raadmand
Mostue og Carl Schøien paa engang døde fra (see Marts
1813) er nu paadømt ved Høiesteret, og Mad. Mostue vandt.
|
| bla bakover |