Claus Pavels

	28de November. I Bibelmødet var en lang og alvorlig Debat mellem Hersleb og Biskoppen i Anledning af den Fængselssag, Thrond- hjems Stiftscommittee igjen har fremdraget. Mine forrige Grundsætninger tro, holdt jeg med Biskoppen, som paastod, at Selskabet og Committeen som saadanne ikke kunde indlade sig paa andet end at skaffe Bøger, hvor de behøvedes, og paa ingen Maade føre officiel Correspondance med Præsterne om disses Anvendelse. Hersleb yttrede nogle Tanker om venska- belig og broderlig Meddelelse, som vel vare overmaade skjønne og gode, men røbede ikke megen Kundskab og Erfaring i det offentlige Forretningsliv, samt Forskjellen mellem embedsmæs- sig og privat Brevvexling. Stenersen var og imod Hersleb, og han blev betydeligen overstemt. -- Et meget maadeligt stilet Brev fra Biskop Sørensen til Committeen blev oplæst. I Christianssand har Stiftsprovst Engelhardt forsømt at lade Subscriptionsplaner gaae om; der er altsaa slet ingen Med- lemmer, og Sørensen frygter, at Indbydelsen under nærvæ- rende Conjuncturer vil være frugtesløs. Dog lover han med det første at organisere en Stiftscommittee (af Folk, som ikke ere Selskabets Medlemmer? spurgte Hersleb). Det øvrige, der omhandledes, var af ingen Betydenhed.
s.619	29de November. Dagen begyndte med en gyselig Storm; vi have kun havt een stærkere, siden jeg kom hertil. Denne physiske Storm var som Forbud paa en moralsk, der næsten den hele Dag rasede i mit Inderste, og frembragte og voldsomme udvortes Symptomer. Jeg fik i Morges et Brev fra Stiftsdirectionen, som vel tilstaaer, at det var urigtig handlet uden Aggers Fattigcommissions Vidende at indlægge en til Aggers Sogn hørende Pige paa Byens Sygehuus og lade hende blive der næsten et Aar, men paalægger alligevel Aggers Sogn at be- tale de 986 Rbd. for hendes Cuur og Pleie. Jeg blev ube- skrivelig forbittret og lagde allehaande Planer, snart at con- sulere Advocat Hjelm, hvorvidt det var raadeligt at føre Pro- ces, snart at sammenkalde den hele Fattigcommission og fore- lægge den Sagen, saa at tage op til dens Medlem, Foged Lyng og raadføre mig med ham som lovkyndig Mand, item at skrive et officielt Brev til Directionen, eller et confiden- tielt til Stiftamtmanden og Bispen og klage over deres Frem- gangsmaade, endvidere at ventilere mundtlig med Bispen derom, og endelig at lade alle Documenter oplæse fra Præ- dikestolen Nytaarsdag, da efter Befaling Udsigt skal gi- ves over Fattigvæsenets Status: Hvilken af disse Planer jeg iværksætter, veed jeg endnu ikke; endnu er mit Blod ikke koldt nok til at veie dem. -- Midt i denne ubehagelige Sinds- stemning, maatte jeg op i Kirken, hvor der var Communion og jeg talte med den roligste Fatning, som om aldeles intet var hændet mig. Det er mig et frappant Beviis paa, hvor alde- les jeg er skabt for min Stand, at alle Lidenskaber tie, naar jeg har betraadt Talerstolen, at det, der baade før og efter sætter mit Sind i den heftigste Bevægelse, er som reent ud- slettet, naar jeg taler offentligen over et Emne, som i nogen Maade interesserer mig. -- Da Gudstjenesten var forbi, vendte min Harme tilbage, modificerede sig blot til Mismod
s.620	og Græmmelse. Jeg havde da og den hele Dag meget Overløb, tildeels ubehageligt, især et Par andre Fattigvæ- senssager, som ogsaa gav rigeligt Stof til Ærgrelse for et irritabelt Menneske. -- Af behagelige Besøg havde jeg rig- tignok et: Hersleb, hvis Selskab jeg dog ikke var ret stemt til at nyde og glædes ved. Han fortalte, at han har havt Brev fra Statsraad Anker med hjertelig Tak for hvad han har skrevet, og Forslag til at udsætte en Præmie for den, der beviisligen angiver Forbrydelsesregistrets Forfatter, hvori dog Hersleb ei vil indlade sig. Neumann skriver om Wergelands Befordring: "Du kan ikke forestille Dig, hvor dette smerter mig for Kronprindsens Skyld, thi jeg er vis paa, at den Popularitet, han herved taber, kan ikke Tønder Gulds Opofrelse gjenskaffe ham. Og skulde Ubesættelsen av Bergens Bispestol staae hermed i nogen mindste Forbindelse og Tiden engang retfærdiggjøre denne Formodning, saa er det sørgeligt og mere end galt. At Anker har Deel i dette, tvivler jeg ikke paa, og har han i saa Fald handlet meget ilde." I Athene læste jeg nogle yderst bittre Angreb paa Bag- gesen, hvor næsten alt Digterværd fradømmes ham. Det er vist nok jus talionis, thi saa har jo ogsaa han gjort med Øhlenschlæger, -- "men", sagde Hersleb, "saadan jus talionis vilde jeg dog ikke øvet". Vistnok saare ædelt af ham. Gud veed, om jeg kunde sige det samme. Næsten sit hele Digter- liv har Baggesen været mig en forhadt, foragtelig Person, hvis spillende Vittighed var hans Hovedfortjeneste. 30te November. De første Finter ere i Dag givne Wergeland i Anled- ning af hans Forfremmelse; jeg haaber, de blive ikke de sidste. Først staaer i Intelligentsseddelen følgende særdeles træffende Citat:
s.621	Til den ædle Forfatter af Skriftet om Danmarks Forbrydelser: "Jeg tvivler ikke paa, at Sorg dig har fortæret; Men nu til Klagemaal du ingen Aarsag har, Nu er du lykkelig; forglem saa hvad du var. Johan til Grethe". Fromme Sjel, vær ikke længer vred, tilgiv og glem!!! Det følgende Stykke er ligesaa kort, men drøiere. Forf. gjør Publicum opmærksom paa, hvilken ypperlig Mand Wergeland maa være, da han har faaet Eidsvolds Kald, der søgtes af saamange gamle fortjente Embedsmænd. Han maa være mere fortjent end alle disse; altsaa kan han ikke have skrevet den liderlige Bog. Det var mig overdraget at besørge tredie Correctur af Catechismen, som Bibelselskabet udgiver. Dette Arbeide gjorde jeg i Dag -- ikke med Fornøielse, og vil bestemt udbede mig første Correctur af hvad jeg herefter for Selskabet skal corri- gere, eller reent frasige mig dette Arbeide. Hersleb havde be- sørget hiin, og viste, at han er lidet øvet i den Ting, og at hans Orthographie er heel vaklende. Den keedsommelige, for- vildende Sedezformat hindrede mig at anbringe alle de Ret- telser, som vilde været fornødne, naar Bogen virkelig skulde siges at være correct aftrykt. Et og samme Ord fandtes snart med, snart uden dobbelt Vocal, -- hist stod "den hellige Aand", her "den Helligaand" o. s. fr. Ogsaa maa jeg sige, det er en besynderlig Udgave, man har brugt, snart de meest gammeldags obsolete Udtrykke, snart heel moderne. En alt- for grov Sottise rettede jeg paa eget Ansvar. I ottende Bud stod falskeligen belyve andre, istedetfor beføre andre, et Ord, som bestemt betyder Angivelse. At angive en for virkelig Brøde er ingen Synd, -- derfor maa Ordet falskeli- gen sættes til; at belyve nogen er derimod aldrig tilladt, og Ordet selv siger, at vort Udsagn er falskt. Et Par andre
s.622	mindre betydelige Forqvaklinger tog jeg mig og den Frihed at rette. 1ste December. I det Athenehefte, hvor Baggesen saa ynkeligen medhand- les, er og nogle saakaldte Ildgnister, hvor en indfødt Svensk fælder en som det synes meget upartisk Dom over den nyere svenske Literatur. De fleste af de nævnte Forfattere og Forfatterinder er mig aldeles fremmede, og jeg vilde maaskee ikke nævnt dette Fragment, dersom ikke atter den forgudede Lehnberg, med hvem Valerius har sammenlignet mig, ned- styrtes fra sin Høihed. "Fra Lehnbergs Fremtræden i Aarene 80, da han gjorde Epoche ved sin efter Thomas's Taler dan- nede Pseudoveltalenhed, kan man regne Prosaens egentlige Forfald." Doctorerne Hagberg og Cederskjold anprises som de ypperste geistlige Talere i Sverige. -- I samme Maaneds- skrifts første Bind for 1815 staaer en meget skjøn Afhand- ling om Nationalsprogets Hellighed, hvorved jeg dog, næst at anmærke, at Danmark og Norge vist længe ville have fælleds Sprog, men at dette vist ikke vil frembringe nogen ny politisk Forening, maa gjentage, hvad jeg engang før har sagt, at Schveitz, en selvstændig Nation, saasandt noget Folk paa Jor- den er det, aldrig har havt noget Nationalsprog, ja ei en- gang et fælleds Sprog, da der i nogle Cantoner tales tydsk, i andre fransk. I Dag var Veiret deiligt og Slotskirken temmelig fuld. Siden man endelig skal have Kirkeaar, saa nyttede jeg denne Leilighed til, af Guds Kirkes Tilstand i den forbigangne og nærværende Tid at uddrage Resultater med Hensyn paa Udsigterne i den kommende. Og disse vare da: 1. Christi Kirke vil bestaae urokket indtil Dagens Ende; sørgeligere, mere haabløse Perioder kan aldrig forestaae den, end den alt har oplevet, og den overstred dem. 2. Men at Religionens Lys stedse vil vedblive at skinne
s.623	med uformørket Glands, hvor den nu kjendes og æres, er in- genlunde afgjort, da Uchristne nu herske paa det Sted, hvor Christendommens Lys allerførst oprandt. 3. Det er, og vil fremdeles blive for en stor Deel Men- neskenes eget Værk, at Lyset tændes hist og udslukkes her. Formaninger og Advarsler mod Tidsalderens Letsind og Ligegyldighed uddroges heraf. -- At jeg efter halvtredie Ti- mes Arbeide i Kirken strax maatte hen i Cathedralskolen og revidere Bibeloversættelsen, var mig i Dag meget ubehageligt. Jeg dolerede og over den ubeqvemme Tid, og fik udvirket, at Mandag Formiddag Kl. 11 herefter bliver Tiden, da vi sam- les hos Bispen. Kun et eneste Capitel (det 12te) blev gjen- nemgaaet. Anmærkningerne vare hverken mange eller vigtige, men vor Formand gaaer frem med en utaalelig Langsom- hed. Paa ringere end et Aar troer jeg slet ikke, vi blive færdige. Min Kone meldte os i Aften hos Sverdrup, hvor vi vare overmaade velkomne. Hersleb var der ogsaa. Der skal igjen være Attestats i næste Uge, hører jeg, for en Cand. Sommerfeldt. Bispen vil ikke mere examinere, da der nu er holdt Forelæsninger over alle (?) Theologiens Grene, men vil derimod agere Censor, som vi Præster da herefter kunne være nogenlunde visse paa ikke mere at blive, saalænge Liv og Hel- bred undes Bech. Sverdrup troer han døer snart af Slag. -- Mellem Hersleb og Sverdrup var efter Bordet Debat om Nordal Brun og Mynster, hvoraf den sidste er hiins, den første dennes Ideal som Prædicant. Sverdrup paastaaer, at Brun blot var Taler. Jeg nægter ikke, at jeg helder stærkt til hans Parti, og troer, at Bruns herlige Organ og Declamation og hele Udvortes illuderede, at hans Prædikener, fremsagte af en ubegavet Mand, vilde gjøre liden Effect, men at Mynsters derimod blideligen ville vække og røre, hvad enten de holdtes af en stammende Moses eller en veltalende Aron.
s.624	2den December. Imod min Tilbøielighed er jeg i disse Dage saa syssel- sat med det Timelige, at Aanden fast lider Hungersnød. Ad- skillige gode Bøger har jeg liggende i min Sofa (Gjemme- stedet for min daglige Lecture), men det er sjelden jeg kan opofre mere end et Qvarteer uafbrudt til deres Læsning. Mit Jordegodskjøb sysselsætter mig især. Gud skee Lov! I Mor- gen er den Sag tilendebragt. -- -- -- -- Til disse Pen- geaffairer kom nu ogsaa min Kones Studeren i den Aren- dalske Auctionscatalog og Ventilationer, hvad der skal kjøbes og ikke kjøbes. Alt dette gjorde mig tilsidst ganske mismodig, saa jeg var nær ved at ønske mig den Tid tilbage, da jeg ikke kunde kjøbe Løkker, ikke kunde staae mellem Dyner og La- gener og andre Effecter, som Æslet imellem de to Høesække, uvis om, hvad jeg skulde vælge eller vrage -- ingen Penge havde enten at udlaane eller opsige, men havde netop det dag- lige Brød for mig og mine. Nok om Pengevæsenet! Holst forsikrede, at Bergens Bispestol ikke er tiltænkt Wergeland. Hvorfor den da staaer ubesat? Som Statsse- cretair vidste han det ikke, men ellers var Aarsagen ham be- troet som en Hemmelighed, den han ei turde aabenbare. Nysgjerrig og urolig er man derimod over, hvad Regjeringen beslutter i Henseende til Banken. Den 19de November var Indberetningen derom kommen til Stockholm, og man har forgjæves ventet Resolution et Par Postdage. Man frygter for et overordentligt Storthings Sammenkaldelse, men hvilket andet muligt Resultat maa ikke frygtes? Med Hensyn paa Landets Pengevæsen er Haab nok en Daarlighed i dette Øieblik. Det staaer ikke engang i Kongens Magt at reducere Ulykken, om han og kjendte Midler dertil. -- At Jubelen over Eidsvoldsgarantiens Fald var ubeføiet, det seer man nu tydeligt. Værre kunde det ikke blevet, om den havde staaet; man troer, vore Rigsbanksedler ligesom de franske Assignater
s.625	tilsidst tabe alt Værd. Administrationen i 1814 tilskrives nu den hele Fortræd. -- Fra Holst gik jeg til Boghandler Hart- mann, der kjøbte Fru Dyhrings Pensionsquittering til den Kjøbenhavnske Enkekasse, stor 60 danske Rigsbankdaler Sølv- værdie for 358 norske Rigsbankdaler. Det danske Penge- væsen forbedres efterhaanden som det norske forværres. Man vil ikke i Kjøbenhavn modtage vore Laane- og Discontosedler, hvorover nogle undres, da de have fast Hypothek; andre glædes, da de troe, Rigsbanksedlerne endnu mere vilde falde i Pris, naar hine antoges. I Bergen vil man heller intet vide af de nye Sedler. -- Endelig var jeg hos Boghandler Hjelm, og saae der første Nummer af den drammenske Avis, hvor jeg formoder Ligprædikener bliver en staaende Artikel, da Tybring alt har fundet Leilighed til at indføre en over Grosserer Hans Malling. Mod Wergeland kunne i Nationalbladet ventes adskillige Invectiver. Hjelm synes at være hans Ven og mis- billige hans Antagonisters Fremfærd. Det har jeg ogsaa gjort før, men nu under jeg ham det alt af Hjerte. 3die December. Til Middags havde jeg Indbydelse fra Statholderen. Grevinden kaldte mig i Dag Provst og hendes Mand Hof- prædicant. Saaledes afvexle jevnlig mine Titler, -- og jeg bliver dog hvad jeg er. Mine Sidemænd ved Bordet vare Holst og Motzfeldt. Den sidste fortalte mig, at Sub- scriptionen for Bruns Enke har maadelig Fremgang. Det Hele beløber sig her i Christiania ikke til 2000 Rbd. Fra Bugge er intet Svar indløbet. Sørensen har klaget over Penge- mangelen i Christianssand, og aabnet ringe Udsigter. Ogsaa ham er fra flere Steder mødt den Indvending: at Bergen kunde og burde betale sin elskede og agtede Biskops Gjeld, helst da denne Stads Handel florerer, medens det øvrige Norge er færdig at spille Bankerot en masse. Med Veide-
s.626	mann og Hagb. Falsen havde jeg dramatiske Discurser, og erfarede, at Corsicaneren næste Gang spilles. Det synes, at man i denne Vinter hver anden Gang vil spille et Stykke af Kotzebue. Jeg agter ligesaalidt at see dette som Skumlerne og Sølvbryllupet. Kjerschov beklagede sig over sine hidtil mislykkede Be- stræbelser for at faae forbedret Skolelærernes Løn ved Sau- gene paa Byens Grund, og fortalte med det samme et smukt Project af Biskop Bech, trods Retfærdighed og Billighed og ældgammel sanctioneret Vedtægt, at vælte Halvdelen af denne Skoles Udgifter paa Aggers Sogn, som den slet ikke ved- kommer; men det skal da med Guds Hjælp ikke skee, saalænge jeg er Præst ved Aggers. Af Saga er tredie Hefte udkommet. Det mærkeligste deri (i Sandhed et mærkeligt Bidrag!) er General Seyersteds Svar paa Overkrigscommissionens Qvæstioner betræffende Felt- toget 1814. Med den Sindighed og skaansomme Circum- spection, som er denne forstandige og retskafne Mand saa egen, lægger han tydelig for Dagen, at hans Plan ikke er fulgt, hans Raad som Generaladjutant fast aldrig forlangt, og naar dette var Tilfældet, ei efterkommet, og at de vigtige Beslut- ninger, hvilke Armeens Desorganisation og Vaabenstilstanden med Grund tilskrives, kom umiddelbar fra Kongens Cabinet gjennem Major Brock, der tilligemed Capt. Holsten angives som Kongens første, næsten eneste Raadgivere. Der udbredes et Lys over dette Felttog, hvorved de faa Hjerter, der endnu hænge ved Prinds Christian, maa fjernes fra ham, og hvor- ved de Danske kunne, om de ville, lære at betragte Nord- mændenes Forhold og Skjæbne i hint Aar fra et andet Synspunct end hidtil. Det er da et yderst vigtigt Actstykke til vor Tids Historie. Noterne derimod (maaskee af Justitia- rius Berg) maa mindre bifaldes, da de ingenlunde bære Præg
s.627	af den rolige Upartiskhed som Hoveddocumentet, men synes at røbe de Svenskes Ven og Prinds Christians Fiende. 4de December. Jeg har i denne Tid gjort et høist interessant Bekjendt- skab: Carl Theodor Kørner, en ung tydsk Digter, der, om han havde levet, snart vilde glimret som en Stjerne af første Størrelse over Tydsklands poetiske Horizont. Endnu ikke 22 Aar gammel faldt han i Krigen 1813 som Medlem af et østerrigsk Fricorps, og fra sit 17de Aar, da han først traadte frem, havde han i disse 5 Aar vundet almindelig Hæder som Lyst- og Sørgespildigter, som Lyriker, Elegiker, paa Heltedigtet nær næsten alt hvad der nuomstunder regnes til Poesie. Et Bind af hans "poetischer Nachlaß" har jeg læst, og det er sandt, der udbreder sig et besynderligt Liv over det Hele. Det er ægte Begeistring hvert Ord, der udstrømmer af den glade, modige, elskende Ynglings Hjertes Fylde. Hans egen Fader er hans Biograph og giver en yderst interessant Udsigt over hans Levnet og Characteer. Gud veed, hvor nogen ung Digter eller Versificateur, efterat have lært at kjende Kørner, tør eller gider vove sig ind paa den Bane, idetmindste uden at være sig bevidst et Genie og en Følelse som Ingemanns! I Rigstidenden staaer et ei forkasteligt Vers imod en Yttring i Kjøbenhavns Skilderie, som Jøden Soldin udgiver, angaaende Nordmændene. Det lyder saaledes: Du spotter Norge "Kæmpers Fødeland." Saa var det -- hvad dets Nutids Sønner ere, Bedøm ei du! og hvad de blive kan, Derom lad dunkel Fremtid Vidne bære! Jeg har et Fædreland; og skjøndt jeg saa Med mørknet Blik, sig meget at indsnige, Hvoraf kun lidet Gode lod sig spaae For Norges Sønner og dets gamle Rige,
s.628	Saa faae jeg dog med Fryd saamegen Kraft End i dets Skjød -- den tør vel meer bebude -- Trods Jødens Ulve-Hu til Staters Saft Og Marv at suge, at det holdt -- ham ude! Døderlein fortalte, at der fra Tønsberg er ham sendt til Indrykkelse i Rigstidenden noget mod Hersleb, undertegnet N. P. Zernichov, men skrevet med en Børnehaand, saa han frygter, Navnet ken være falskt, og derfor ei tør indrykke det. Der fordres blandt andet, at H. historisk skal documen- tere Urigtigheden i Wergelands Udsagn, "hvorved idetmindste det vandtes, at man engang fik noget at læse fra en af vore academiske Læreres Haand, der hidtil blot have givet os For- tegnelser over deres Forelæsninger." Sverdrup er meget indtaget i Seyersteds Besvarelser, og finder deri tydelig lagt for Dagen, hvad nogle anede strax ved Selvstændighedens Proclamation, og som da forekom os alle saa urimeligt, at Prinds Christian spillede Comedie med os heroppe, og at han kun saalænge var ivrig Normand, som han haabede paa denne Maade at forene Danmarks og Nor- ges Kroner paa sit Hoved. Imidlertid finder Sverdrup det uretfærdigt at glemme, at Norges Selvstændighed som Rige er en Følge af hans Nærværelse her efter Kielertractatens Slutning, ved hvilken vi aldeles vare givne i Svenskens Vold, og maatte, af Mangel paa Anfører, bekvemmet os til hvad han foreskrev. Munch forekommer ham end foragteligere end Wergeland; denne finder han conseqvent, thi alt i Mnemo- syne talte han haarde Ord om Danmark og den danske Re- gjering. Munch derimod traadte efter Universitetets Stiftelse i Dannerkongens Hal og sagde ham uendelig smukke Ting, -- han besang Tvillingtræerne som uadskillelige, og snarere var ei Sverige forenet med Norge, før han besang denne Til- dragelse, talte om, hvor ulykkelige vi før vare, og hvor lykke- lige vi nu skulde blive. Bispestolens Ubesættelse (som Neu-
s.629	mann kaldte den) mener han kommer af, at en Slags Erklæ- ring er affordret Rein angaaende hans antisvenske Yttringer, -- jeg veed ikke hvilke, thi over alt, hvad der sagdes og gjordes før Foreningen, er jo proclameret Amnestie. Der var nok Ingen, som talte bittrere end Brun, og han blev dog inden sin Død en høibenaadet Mand. 5te December. I Nationalbladet stod intet om Wergeland. Det be- gynder med et Epigram, med hvilket det gaaer mig som med flere af vore Ugebladsvittigheder: jeg forstaaer det ikke. -- Derpaa kommer en berømmende Recension over den kongelige privilegerede Drammens Tidende; man ønsker kun nogle Han- delsefterretninger fra denne Bye, over hvis Borgeres Enighed og Hjælpsomhed og Nationalaand holdes Lovtaler. Kan gjerne være, at Tybring selv er Forfatteren; det er vel ikke første Gang en Autor har recenseret sig selv. -- Præsten Olsen paa Storøen helliger nu Sandhed og Retfærdighed en lang Fortælling om den Uret, ham er vederfaret, og haaber som Statsborger at nyde Lovenes Beskjærmelse. Det er en meer end 20 Aar gammel Historie, som oprippes (jeg erindrer, at han for 4 -- 5 Aar siden skrev til Selskabet for Norges Vel om den Sag), men med alt det han har klaget baade offentlig og privat, er han endnu ligenær. Sagen angaaer efter hans Fortælling det hele Borgersamfund, men maa dog ingenlunde være saa ligefrem, som han udgiver den for. Han er overalt en kjedsommelig Væver, det ved jeg fra hiin Tid. Han sendte os tykke Hefter, hvor Fiskerie, Kartoffelavl og Skolevæsen m. m. var vrøvlet i Hob. De henvistes gjerne til 3 -- 4 af Selskabets Classer, som alle vare enige i at hen- lægge dem. -- Mere om Ligningen paa Moss. -- Korteligen ønskes at see Navnene paa dem, der udmærkede sig i Feltto- get 1814, hvorom Grev Essen ifjor skal have forlangt Under-
s.630	retning. Forfatteren haaber ventelig at finde sit eget Navn paa denne Liste. -- Endelig melder den Christiansandske Mimer, Hr. Johansen, at han udvider sit Blads Plan saaledes, at det ikke indskrænkes til nogle visse Fag. Jeg skal høiligen tvivle om, at det Vand duer meget, der hentes fra denne Brønd, og for dets Skyld at give sig i Kamp med Drager, var sikkerlig ikke Umagen værd. -- Af danske og svenske Aviser erfarede jeg kun, at Statsraad Anker er bleven Commandeur af Nordstjerneordenen. Lyksalige Eidsvold, hvor to saadanne Himmellys herefter skulle funkle! Som sædvanligt har jeg valgt Torsdagen til min Pø- nitentsdag og begyndte saaledes i Dag med en Hob Cate- chismuslæsere, hvoriblandt lange Slyngler paa nogle og 20 Aar. Liebenberg fortalte, at en Hjort, Bispens Søn, er For- fatter af Paragrapherne i Athene. Peter Vegener skal være Throndhjemmeren Boye (Broder til vor nu bortreiste Stats- satyricus), før bekjendt som Forfatter. Øhlenschläger reiser til Paris med en ung Adelsmand og bliver der et Aar, -- meest, skrev L., for at komme bort fra Kone og Børn, som volde ham Plage. Baggesen har sat Kronen paa sin Skjendsel ved et Digt til Uronia ("Den Hore kjender jeg ikke," maa jeg sige med, jeg husker ikke hvem, i Comedien), der i Svinskhed skal være et værdigt Pendant til T. C. Bruns skidneste Pro- ducter. -- Om Feiden ved Balles Jordefærd fortalte L., men det lader ikke som han har været indblandet deri. Han er naturligviis paa Münters Partie. Grundtvigs Tale roses. 7de December. Rigstidenden anmelder en Kjøbmand Collin i Thrond- hjem som udnævnt til Hofraad ved det norske Hof, som jeg aldrig før har hørt nævne. -- Saa fortælles der og, hvad ogsaa stod i Liebenbergs Brev, at en Student Tetens
s.631	i Kjøbenhavns Adresseavis indbød de øvrige Studenter til at høre en Tale om Forkastelsen af Freias Alter. Rector mag- nificus, tilføier Liebenberg, forbød denne Samling. Adskillige Tilhørere indfandt sig, og gik knurrende hjem med lange Næser. 8de December. Som om jeg kunde forudseet, hvilket Veir og Føre det vilde blive, havde jeg sendt Borch paa mine Vegne til Aggers Kirke, og kjørte til Slotskirken for at høre Kjerschov. Da vi traadte ind, var Skriftetalen forbi, Absolutionen skulde be- gynde, men jeg hørte nogle Ord af Kjerschov, der ei vel kunde henføres til nogen af Delene, og som han, da han var herinde efter Gudstjenesten, forklarede mig paa følgende Maade. En Tjenestepige havde under Talen staaet med yderst letsindige Gebærder, og ladet Øinene løbe vilde omkring sig, uden at vise ringeste Andagt eller Opmærksomhed. Da hun vilde knæle for at absolveres, standsede Kjerschov hende, til- talte hende alvorligen og foretog en Slags Catechisation med hende, for at erfare, hvorvidt hun havde noget Begreb om den Handling, hun vilde foretage. Da hun ei kunde gjøre Rede derfor, og ikke engang vidste, at man bør prøve sig selv, førend man æder af Brødet og drikker af Kalken, blev hun offentligen bortviist. -- At mere Kirkedisciplin var øn- skelig og udentvivl vilde have velgjørende Følger, indrømmer jeg; men hvor mange af de andre Communicanter mon der vilde bestaaet bedre, om saadan examen rigorosum var an- stillet med dem? og saalænge man ei var overbeviist om, at denne Pige blandt de nogle og 50 var den uværdigste Gjæst ved Herrens Bord, var det maaskee dog en betænkelig Sag, at lade hende vederfares saadan publik Skam. De Folk, jeg engang bortviste, med dem var det en anden Sag; de vilde have communiceret uden at have gaaet til Skrifte; ved at admittere dem vilde jeg overtraadt Landets Love, men dette
s.632	var ikke Tilfældet her, med mindre Pigens Opførsel var saa uanstændig, at deraf maatte tages Forargelse. Et sagtmodigt monitum havde uden Tvivl her været bedre anbragt. -- Kjer- schovs Prædiken var god, især mod Slutningen, der havde Mynstersk Blidhed og Hjertelighed, men af ham, der engang gav Fornuften saadant maadeligt Skudsmaal, havde jeg ikke ventet, at han vilde givet sig af med at føre et vidtløftigt Beviis for Sandsynligheden af en almindelig Regn- skabs- og Dommedag, om hvilken Fornuften synes mig aldeles at tie. Min Kone og jeg aflagde Contravisite hos Fru Thyge- sen, som er her i Besøg hos sine Forældre. Hun er endnu det interessante, elskværdige Menneske, hun var som Stift- amtmandsfrue, den første af alle de fornemme Damer, Chri- stiania har havt i vor Tid. I Aften havde ladet sig melde hos os Skjelderup og hans Kone, men jeg vil ikke sige jeg fandt synderligt Mor- skab ved denne Aftens Conversation med den underlige Pro- fessor. Hans Sarcasmer og øvrige Raisonnements faldt mig saa vaklende og vidtsvævende, at hverken jeg eller min Kone mangen Gang begreb, hvad han egentlig vilde sige. Der er virkelig langt mere Reelt i Sverdrups Tale, hvilken overalt paa de sidste Tider forekommer mig mindre bitter end før; man seer tydeligen, hvad der er hans Mening, om man end ikke allevegne billiger den. Blandt de Skjelderupske Paradoxer var og den, han før har yttret, at vi gjorde ilde i ei at udsætte Børnene for Kighostesmitte. Jeg vilde slet ikke æng- stes, min Kone heller ikke, om Børnene fik denne Sygdom uden nogen dertil fra vor Side given Anledning; blev den end for en af dem dræbende, maatte vi taalmodigen underkaste os Guds Villie. Men selv at udsætte dem for Smitte og derved paadrage dem en farlig Sygdom maaskee Døden, -- det vilde jeg aldrig i mit Liv kunne tilgive mig selv.
s.633	9de December. Bibel-Revisionsmødet holdtes da i Dag efter Aftale hos Biskoppen. Jeg var den første, som kom, og han meddeelte mig sin Frygt, at man efter den vedtagne Fremgangsmaade ikke paa et Aar vilde blive færdig med dette Arbeide. Jeg maatte give ham Ret, men han maatte og give mig Ret, at det var vanskeligt at ophitte en ny og bedre. Hans Forslag, at mindre Committeer af 2, høist 3 Medlemmer skulde orga- nisere sig og gjennemgaae særskilt med hver af os de Bøger, han havde paataget sig at revidere, var neppe ret overlagt; thi hvad vandtes derved? Den Enhed, som dog nu tør ven- tes, vilde idetmindste tabes. -- Stenersen, som kom strax ef- ter, havde og et Project, der ogsaa fortjente at kastes under Retterbænken, at man efter Catechismens Trykning skulde gjøre et Opslag af Morgen- og Aftenpsalmerne i Kingos Syngechor. Disse Sange have mange herlige, sublime Ste- der, men ogsaa mange Platheder og Flauheder, som man ei maa ønske at fremdrage af Glemsel; jeg henpeger blot til det sidste Vers af Løverdagens Aftenpsalme, den "Falleaske" som Gud skal "opsame" (!), den Ormemad, som skal for- gaae; hvo bør ønske saadant udgivet nu til Almeenlæsning? Vi fik ellers i Dag 4 Capitler gjennemgaaede, skjøndt vi ei arbeidede meget over 2 Timer. Den i Gaar bortviste Piges Madmoder var hos mig og spurgte, hvad denne havde syndet, siden den Skam var over- gaaet hende. Hun var kommet syg hjem, befandt sig endnu ilde og var meget bedrøvet. Jeg sagde, hvad Kjerschov havde fortalt mig, og væltede iøvrigt den hele Sag fra mig, da jeg ikke engang var tilstede, end mindre havde nogen Deel i det Forhandlede. Hun maatte altsaa i ethvert Tilfælde henvende sig til den Vedkommende, som vistnok kunde forsvare, hvad han havde gjort, og som bedst vilde være istand til at give hende den Advarsel, Veiledning eller Trøst, hun efter Sagens Be-
s.634	skaffenhed maatte behøve. Med den Besked gik hun ogsaa. Jeg troer vist, at Kjerschov har handlet efter Overbeviisning, men jeg gad dog ikke være i hans Sted. 10de December. Hundene vedblive at være gale; ellers betales en Jagt- hund nuomstunder med 4 -- 500 Rbd. -- Grevinde Mørner har af det dramatiske Selskabs Direction udbedet sig Theatret til Laans den 26de Januar, da hun vil foranstalte et Skue- spil opført i Anledning af Kronprindsens Fødselsdag. Gamle Frue Falsen, som nu ikke i 9 Aar har været paa Theatret og troedes aldrig mere at komme der, har ladet sig overtale til at spille Sigbrit i Dyveke, det første Stykke, der gives efter Nytaar. 11te December. Stadshauptmand Heyerdahl er død. Man har havt me- get paa den Mands moralske Characteer at sige; jeg har al- drig seet eller hørt noget af ham, hvorved han blev mig mis- tænkelig, og jeg er meget tilbøielig til at regne ham blandt de Mennesker, der ere bedre end deres Rygte. Mod mig og min Kone viste han fra den første Dag, vi saaes, uforandret Velvillie, var redebon til at tjene os efter vor Tarv og vore Ønsker, modtog os, baade naar vi indbudne og uindbudne kom til ham, med Venlighed og Jovialitet, og var en Vært, hvis Lige Christiania neppe eier. Mig vil hans Minde stedse blive kjært. Førend jeg gaaer over til Aviserne, maa jeg omtale et Circulaire til Centralcommitteen. Først var der nogle Sub- scriptionsplaner fra Smaalehnene, der ikke gave riigt Udbytte, og hvor især det var mærkeligt, at Statsraad Sommer- hjelm havde tegnet sig for fem Rigsbankdaler engang for alle. Ligesaa raisonabel var Præsten Dahl i Raade, hvem Halvor Hoels og de øvrige Næssogningers Irreligiøsitet
s.635	fornemmelig tilskrives, da han som personel Capellan udbredte blandt Almuen "Jesus og Fornuften" og meer af samme Suurdeig. -- End mærkeligere var to Breve fra Stiftsprovst Fleischer i Bergen med tilhørende Bilage. I det ene Brev frabeder han sig hjerteligen al Deelagtighed i Stiftscommit- teens Oprettelse, da hans aftagende Legems- og Sjelskræfter snarere tilraader ham at drage sig ud af alle Forretninger, end at paatage sig nye. Iøvrigt henholder han sig til Bi- lagene, og deriblandt var en yderst curiøs Erklæring fra Ir- gens, Sognepræst til Korskirken. Han havde gaaet om Huus for Huus og meget møisommeligen faaet ind -- jeg tænker vel -- et Par tusinde Rigsdaler; dog var næsten Alles een- stemmige Mening, at ikke en Stilling udbetaltes, med min- dre en egen Committee oprettedes i Bergen, der -- saa synes hans Ord at maatte forklares, og saa har og Rein forklaret dem -- selv besørgede de fornødne Andagtsbøger trykte. Saa- længe dette ei er skeet, kan og vil man intet gjøre, da der ere Vantroe som finde "Politiken skjulende sig under Reli- gionens Maske". -- Denne Committee burde efter hans Forme- ning bestaae af 25 Medlemmer, og havde hans Menighed bedet ham af dens Kreds at udsøge de 5 -- 6 værdigste; men hvor kunde han det, saa afhængig som Præsten er af sin Me- nigheds Yndest og Godhed? Han maatte altsaa frasige sig den Ære, men dog erindre, at blandt disse maatte ogsaa være Mænd af Haandværksclassen, som Reebslagere, Bagere, Bødkere o. s. v., da disse kjendte bedst Almuens Tarv. -- Jeg tog dog nok ikke feil af den Mand første Gang jeg saa ham. -- Den forstandige Rein fandt det naturligviis urimeligt, at ethvert Sogn, som bidrog lidt til Bibelselskabet, skulde selv befatte sig med at trykke Bøger o. dsl. Hvad der var ind- kommet i Nykirkens Sogn, vilde han gjerne sende til Chri- stiania, naar man blot vilde underrette ham om Maaden.
s.636	Af samme Mening er Pastor Christiansen. Fleischer har, som det lader, ingen Mening. I Intelligentsseddelen fortælles fra Hedemarken om en stærk Orkan den Nat, da det ogsaa her blæste saa haardt. Det var overalt at ønske, man i vore Aviser, især i Rigsti- denden, sørgede lidt mere for at tilveiebringe indenrigske Ny- heder; man behøvede derfor ikke at gaae i den Detail, som adskillige danske Aviser, hvor en Karl ikke kan vælte med en Vogn og brække et Been, uden at Publicum skal underrettes derom. -- I Rigstidenden staaer en høitlydende men intet- sigende Declamation mod Wergeland af Præsten Abel i Gjer- restad (en saadan fra Tybrings Haand skal og findes i Drammens Avis). En af det andet Partie ønsker, at Hersleb istedetfor den fatale Udmærkelse, han har givet sig selv, havde historisk gjendrevet Wergeland. -- Af Nationalbladet har jeg faaet 2 Nummere. I det første staaer et langt, ret fornuftigt og velskrevet Stykke "om Nød og Pengetrang", hvor Forf. foreslaaer i nogle Aar at forbyde Udførelsen af Trælast og Indførselen af Caffe, Thee, Sukker og Tobak. En underlig Feiltagelse er det, naar han gjør Civillisten til en Liste over civile Embedsmænd. I næste Num- mer har Wergeland (endnu anonym, men uden Bestræbelse for at blive ukjendelig) forsvaret sig mod sine Antagonister, hvoriblandt Stenersen, som dog nok ikke umiddelbar har an- grebet ham, faaer de fleste Rap. Noget Sandt er der vel i hvad han siger, men hans Fremgangsmaade er aldeles ikke retfærdiggjort. -- En gammeldags Patriot sukker over Luxus, især i Klædedragt, og vil, at vi skal klæde os alle i Landets egne Frembringelser, hvorved blot ere to smaae Spørgsmaale: Kan Landet frembringe alle de fornødne raae Producter? kunne saamange Fabrikker og Manufacturer anlægges uden altfor betydeligt Tab for andre Næringsveie? Det er formo- dentlig en gammel tarvelig Landmand, der klæder sig og sin
s.637	Familie i selvvirket Tøi, og tænker, at man overalt, i Kjøb- stæderne og paa Landet, kan gjøre ligesaa. Maaskee er det den samme Mand, som ivrer (ikke uden Grund) mod Mar- keder, som skadelige for Moraliteten. Der spørges, hvorfor det tellemarkske Regiments Officerer mere end andre skulle være fritagne for den befalede Officeersexamen. Endelig er der en Fabel, "Den til Abekat forvandlede Philosoph", som aabenbar er Pasquil over Treschow.

bla bakover

bla videre