Claus Pavels

	25de Octbr. Paa den i Gaar omtalte Subscriptionsplan havde Pla- tou og Rosted ikke tegnet et Ord, ikke engang, at den var dem foreviist. Mig forekom dette urigtigt. Jeg skrev altsaa, at jeg mod Planen som Plan intet havde at indvende, da jeg fandt den harmonerende med den første Indbydelse; derimod maatte jeg nu som da foreslaae en Conference mellem saa- mange som muligt af Medarbeiderne, da jeg ansaae det nød- vendigt, at man var forsynet med eller havde bestemt Løfte
s.584	om Manuscript, i det allermindste for to fulde Hefter, inden man lagde Haand paa Arbeidet. 26de Octbr. Endnu er ikke den lede Avis-Kamp mellem Prinds Chri- stians og vor nærværende Regjerings Venner ophørt. Claus Frimann har nu ogsaa besunget Nordal Brun, men jeg kan ikke modsige hans Udsagn at hans "Haand er aldersvækket". Grovt mod de Ynglinge, der, saagodt de kunde og nogle bedre end gamle Claus Frimann, have hædret den Afdøde, er føl- gende: Ja Mænd kun ønsked han, og det var du, min Sagen! Og det var du, min Rein! men synge Nordal Brun Hvor tør du driste dig, som bær paa Drengehagen Kun Foraarskyllingens den gule bløde Duun? Vort Pengevæsen finder Mariboe, som da endelig de fleste, vel saa desperat som nogensinde forhen. Nu vilde han, Stor- thinget slet ingen Forandring skulde have gjort, men for det første ladet alt gaae sin gamle Slendrian. Engang var det dog ikke hans Mening. 27de Octbr. Af mine egne Bøger har jeg gjennemlæst Rahbeks to Bind poetiske Forsøg. Jeg har recenseret dem begge i lærde Efterretninger, og har kun at føie til hvad jeg der har sagt, ny Klage over den ulykkelige Bessermachen, hvorved saamangt et muntert og alvorligt Digt er forfusket, og saa endnu dette: at de evige Klager og Sødheder især i andet Bind falde mig lidt vamle, og at Mariehøien, som jeg engang afskrev i en ud- valgt Samling af Smaapoesier, der endnu staaer i min Reol, nu er i mine Øine et maadeligt Digt.
s.585	28de Octbr. Schmidt kan ikke noksom beskrive den Pengemangel, der hersker i Drammen. Her er det slemt, men der er det langt værre. Et Selskab af bemidlede Mænd havde for nogle Af- tener siden spilt Boston paa Kridt, og kun een af dem var istand til at lægge Kortpenge. I Zahlcassen er slet ingen Penge. Ingen Embedsmand har faaet Gage her denne Maaned, ja ingen Pensionist Pension for 3die Quartal. Raden troes nu den 1ste Novbr. at komme til de Militaire. Hvad Forholdsregler der tages herimod, veed jeg ikke. Schmidt vilde vide, at et Triumvirat, bestaaende af Grev Wedel, Zahl- casserer Schaft og Kjøbmand Morten Petersen hemmeligen styre vort forvirrede Pengevæsen, men der i Egnen veed man saa mangt, hvori der ikke er et sandt Ord. Posten er atter røvet og det i samme Egn som sidst. 29de Octbr. Indbydelser til Bal hos Statholderen paa Foreningsdagen den 4de Novbr. ere allerede udgangne. Jeg og min Kone ere ikke indbudne, og den Ærgrelse, jeg føler derved, er mig i høi Grad ærgerlig. Jeg fornøier mig ikke det ringeste ved saa- danne Aftenfeter, der bekomme mig ilde og forstyrre min Nat- tesøvn, og dog er jeg svag nok til at tage mig det nær, naar jeg ved saadan Leilighed forbigaaes. Vistnok synes ikke et Bal at være den meest passende Maade at celebrere en saadan Høitid; et Middagsselskab af Mænd kunde langt bedre feire en saadan Mindefest end en Sværm af valsende Lieutenanter og Frøkener, og i saadant Mandslag var jeg vel bleven ind- lemmet, -- men den fordømte Ambition! jeg kan ikke over- vinde den. Wergelands Bog har jeg i Dag læst. De ældre Begi- venheder før Unionen, som udgjøre omtrent Bogens Halvdeel, kan jeg ikke fra den historiske Side bedømme; kun maa jeg,
s.586	deres Sandhed forudsat, anmærke: deels at Norge og Dan- mark næsten i al den Tid stod i fiendtligt Forhold til hinan- den, altsaa kan man ei undres, at de skadede hinanden efter bedste Evne: deels at det i høieste var Danmarks Konger, ikke den danske Nation, af hvem Norge fornærmedes: deels at her ikke tales et Ord om Norges Forbrydelser mod Danmark eller Sveriges mod Norge, som vel heller ikke vare saa ubetydelige. At der i de efter Foreningen nævnte Begivenheder og anstil- lede Betragtninger er saare meget sandt, kan ikke nægtes, men en afskyelig Eensidighed hersker dog fra først til sidst, og aldrig fandtes en Historieskriver, der mindre kunde gjøre Taciti Ord: Sine ira et studio til sit Valgsprog. Hvad han dermed vil udrette, kan man ei saa lige vide, men at han ingenlunde der- ved vinder Regjeringens Yndest, forsikrede Statssecretair Holst. Allerede i Sommer tilstillede han Kronprindsen en fransk Over- sættelse i Manuscript, hvilken denne ved en Adjutant lod ham levere tilbage uden at sige et Ord. Paa samme Tid, fortalte Holst, som han indgav Ansøgning om Eidsvold Kald, sendte han Regjeringen et trykt Exemplar af Piecen, men det hjæl- per altsammen intet. Holst fortalte fremdeles, at Bech virkelig trækker Gage fra Sverig som Overhofprædicant 200 Rd. Bco. quartaliter (om os andre høres nu intet), at Provst Bull af Staatsraadet er indstillet til Eidsvold Kald paa Grund af det ubehagelige Forhold, hvori han staaer til sin Menighed, og at Resultatet af Subscriptionen til den frivillige Bank nu er ud- kommet. Noget over halvfjerdetusinde Actier (omtrent to Fem- tedele af hvad der behøvedes) har man tegnet sig for. Holst troer, at Storthingets Beslutning uigjenkaldelig maa have sin Fremme, og at den tvungne Bank maa organiseres, hvor saa Indskudet skal komme fra. 30de October. Den ærværdige gamle Biskop Balle har nu ogsaa for- ladt Jorden den 19de d. M. Jeg kan ikke nægte, han var
s.587	mit Hjerte kjærere end Brun, og at hans Død rører mig in- derligere end dennes. Han elskede mig fra det første jeg traadte ind i hans homiletiske Selskab, han inviede mig til Lære-Embedet, og Ordene, han talte til mig specielt efter Or- dinationen, staae klare og levende for min indre Sands, skjøndt deres Lyd er udslettet af min Hukommelse. Jeg var Vidne til den svære Kamp, han udholdt i det attende Aarhundredes sidste stormfulde Decennier. Saa klippefast, saa frimodig i sin Gud, saa gjennemtrængt af denne Aand, der besjelede Luther, da han sagde: "Var der end saamange Djævle i Worms, som der er Tagstene paa Husene, jeg gik dog derhen!" fik Brun aldrig Leilighed til at vise sig, og Gud veed, om han havde udholdt Prøven som Balle. I Besiddelse af Alles Agt og Kjærlighed, tryg mellem Bergens syv himmelhøie Fjelde at tale store stolte Ord, -- det kunde enhver, hvem Naturen havde udrustet med saa herlige Gaver som Brun, men i Kjøbenhavn at være udsat for Haans og nedrig Bag- vaskelses Pile, ringeagtet endog af dem, der før havde æret og elsket ham, at staae ganske ene og dog staae urokket, sto- lende paa Gud og den retfærdige Sag, det er virkeligt stort, -- og det gjorde Balle. Han glimrede aldrig ved store Ta- lenter, hans Erudition blev gammeldags og miskjendt, han selv blev tilsidst sløv og nedstemt, men hvad han engang var, bør aldrig Danmark, skal aldrig jeg glemme. Fred med din salige Aand, gode Olding! Gid jeg blev værdig til at hen- slumre i Døden som du og at samles med dig, min faderlige Lærer, i Evigheden. Et andet Dødsfald maa og optegnes her: den Axel Ga- briel Silverstolpe, hvis heterodoxe Yttringer om Norges og Sveriges Forening, Nansen heldigen gjendrev. Han var en god Digter.
s.588	31te October. M. C. Hansen, hvis første Arbeider i Nor for 1815 vakte saa skjønne Forhaabninger, har udgivet et Bind "Digt- ninger." Jeg glædedes meget ved denne Tilvæxt i vor fattige Litteratur, og besluttede strax at kjøbe den, men har siden forandret min Beslutning. Den første blandt vore yngre Digtere er vistnok Hansen fremdeles i mine Øine ("blandt de Blinde er den Enøiede Konge," siger Ordsproget) men mit Haab, at han engang skulde vorde Norges Øhlenschläger eller Ingemann, er mærkeligen nedstemt. Jeg savner Orginalitet og ægte Begeistring, og finder blot Lethed til at sætte sig ind i Aartiendets Esprit, at gribe de herskende Ideer og give dem en ret vakker Indklædning, saa at man troer at læse noget nyt, da det god i Grunden er, hvad man har læst bedre før hos Øhlenschläger, Ingemann, Baggesen o. fl. Blandt de Smaadigte, hvormed Samlingen begynder, er intet, som fængslede min Opmærksomhed i den Grad som et Par af Digterens Prøvestykker, hvilke han gjerne kunde undt Plads i denne Bog, da de slet ikke vilde gjort det øvrige Selskab Skam. "Brødrene i Numedal" skal nok være en Slags Efterligning af Øhlenschlägers "Helge." Uvilkaarlig mindes man ved hvert Skridt om hiint ypperlige Digt, hvis Værd selv Baggesen maa erkjende, og maaskee gjør denne Sammenligning mig uretfærdig i min Dom. Men endnu langt, langt dybere under deres Original ere tre Rimbreve, hvor Hansen har forsøgt sig i det Comiske, og selv ved Nav- net viser, at han intet har imod, at man under Læsningen tænker paa Baggesen. Men derved vinder han sandelig ikke. I det Genre staaer unægtelig blandt Danmarks Digtere Bag- gesen ene og uopnaaelig, og Hansen er saa langt fra at naae ham, at jeg tør sige de Rimerier, jeg et Par Gange currente calamo har skrevet til Schmidt og Wulfsberg, ere bedre end disse Rimbreve. Herpaa følger "Emil," en Roman i Breve efter
s.589	12, af en Veninde opgivne Overskrifter. Efter dette Forsøg at dømme, kunne Rahbek og Kruse blive siddende rolig paa deres Hæderssæde; Hansen styrter dem neppe derfra. Bogen ender med "Fødselsdagsgaven," en Fortælling. Paa en Tid, da man i vore elegante, oplyste Cirkler finder det betænkeligt at confirmere unge Piger, førend de ere 16, 17 Aar gamle, seer det vistnok besynderligt ud, at en Moder fortæller sin Datter paa hendes 14de Fødselsdag, om sine Egarements, og advarer hende mod sværmende Romanlæsning og letsindige Kjærlighedshandeler. Og saa ovenikjøbet nævne "Gustav Schillings slibrigste Roman!" Forstod den 14aarige Pige Tydsk, vilde jeg meget undres, om hun ikke, efter denne op- byggelige Læsning, gjorde sig al mulig Umage for at faa fat paa Schillings Romaner, og see, "hvad for Ulykker dog den Mand har kunnet gjøre," da en Elsker slog op med sin Pige, blot fordi han saa en af de Bøger paa hendes Bord. Jeg har maaskee været vel streng i denne min Dom, men jeg ventede mig saameget af denne Hansen, og naar man væk- kes af en saa behagelig Drøm, er man at undskylde, om man bliver lidt ærgerlig. Fra Præsten Schultz fik jeg et meget venskabeligt og morsomt Brev. Pengemangelen er i Throndhjem som alle- vegne. "Det er imidlertid," skriver han, "ikke foraarsaget ved nogen patriotisk Revolution i Anledning af det selvstændige Norges frivillige Bank, thi i den Henseende har man her som andensteds handlet efter den Idee, at naar Norge er et selvstændigt Land, maa det kunne staa selv, uden at nogen støtter til; eller den, at et Folks Selvstændighed bestaaer deri, at hver Mand staaer for sig selv." Et nyt Schema til Lister for Fødte, Ægteviede og Døde er Præsteskabet tilstillet, og det er det fornuftigste Schema, jeg i lang Tid har seet. 3 -- 4 Urimeligheder, som jeg hvert
s.590	Aar ærgrede mig over i det forrige Schema, ere bortfaldne, og over ei uvigtige Ting, som man før ei har bekymret sig om, fordres nu Oplysning. -- I Anledning af Bibelselskabet faaer Kjerschow en lang og drøi, Tybring i Drammen og Mørch i Hurum en lemfældigere og kortere Correx af Lumholtz. 1ste November. Lodkastningen har ført mig til en liden Bog, som jeg i mange Aar har eiet, men nu første Gang læst: Vi sees igjen af Carl Christian Engel. Uden ret at kjende den, laante jeg den til Frue Vibe, da hun efter sin Mands Død bad mig om trøstende Lecture, men jeg fortryder det nu, thi saa plausible de anførte Fornuftgrunde for Venners Gjensyn i Evigheden end kan være, er det dog ikke saadanne kolde Be- tragtninger, der lindre og læge Hjertets Saar. Jeg havde tænkt mig Bogen i Sintenis's Maneer, der sagtens ikke har meget overbevisende, er heller ikke fri for en vis Affectation, men har dog noget rørende og hjerteligt, som især gjør hans Skrifter til god Fruentimmerlæsning. Hvad mig angaaer, da fandt jeg hverken min Troe paa Gjenforeningen styrket eller svækket ved denne Bog. Min Mening om denne Troe er den samme, som jeg, enig med min Moder, yttrede i min Ber- genske Dagbog: "Vil man raisonere derover, er der mere imod end for den, men Hjertet ønsker og aner Gjenforening, og hvo nægter da, at Gud kan kjende Midler til at opfylde vor Attraae, som vor Fornuft ikke falder paa og ikke begriber?" 2den November. Man læser i Dag i begge vore Aviser detailleret Op- tegnelse over Subscriptionen til den frivillige Bank, og da det kan være artigt nok at have Idee om den Stemning, som maa forudsættes at have været den herskende paa hvert Sted med Hensyn paa dette Nationalanliggende, saa vil jeg her optegne
s.591	(dog med Udeladelse af Brøkerne) hvad man i hver Bye og hvert Amt har villet bidrage: A.Kjøbstæder og Ladestæder. Christiania 537. Drøbak 6. Soen 2. Frederikshald 101. Fredrikstad 23. Moss 78. Drammen 225. Kongs- berg 5. Holmestrand 17. Aasgaardstrand 4. Tønsberg 23. Laurvig 30. Sandefjord 9. Skien 100. Porsgrund 32. Brevig 7. Langesund 1. Osebakken 7. Kragerø 70. Østerrisøer 12. Tvedestrand 1. Arendal 35. Lillesand 3. Christianssand 81. Mandal 9. Flekkefjord 2. Farsund 9. Stavanger 31. Eggersund 1. Bergen 700. Molde 9. Christianssand 68. Throndhjem 457. B. Amter. Aggershuus 223. Smaalehnene 185. Hedemarken 26. Christians 37. Buskeruds 49. Jarlsberg 48. Laurvig 22. Bradsberg 106. Nedenæs og Raabygdelaget 33. Lister og Mandal 11. Stavanger 12. Søndre Bergenhuus 73. Nor- dre Bergenhuus 19. Romsdalen 19. Søndre Throndhjems 100. Nordre Throndhjems 29. Nordlandene 52. Jeg saa nogle af Listerne hos Rasmussen. I Christi- anssands By havde General Hegermann og Generalkrigs- commissaire Holm subscriberet hver 10 Actier, men alle de andre Matadorer: Brødrene Isachsen, Moe, Mørcherne havde, sig selv til evig Skjændsel, tegnet sig for 2 eller 3. Biskop Sørensen havde (vistnok over sin Formue) skrevet sig for 1 ¹/2. De 35 Actier i Arendal havde 6 Mænd tegnet sig for, af hvilke Brødrene Dedekam for 20. I Risøer var min gamle Skolekammerat Payecken den fornemste; han vilde tage halvanden Actie. Storthingsmanden Borthig havde slet ikke villet tegne sig, hvilket Byfogden udtrykkeligen havde an- mærket. -- Gabriel og Ebbe Lund i Farsund tegnede sig for 5 Actier, Søren og Jonas Lund for 2 ¹/2 og Sorenskriveren,
s.592	Cancellieraad Bøckmann, en af de bedst lønnede Embedsmænd i Landet, for en halv. -- Patrioterne Theis Lundegaard og Peder Bøgvald havde slet ikke villet subscribere. -- Stavanger Amt seer man har tegnet sig for 12 Actier. Jeg veed ikke, hvormange Sølvkander en Repræsentant paa Storthinget an- gav at findes i et eneste Sogn. -- P. Cappelen har subscri- beret for 15, D. Cappelen for 30 Actier. Jeg sendte Motzfeldt den Brunske Plan tilbage. Foruden de forhen nævnte havde kun Hersleb tegnet sig for 100 Rbd. Paa den sidste Tid mødte mig, hvor jeg bragte den paa Bane, ublide og spidsfindige Anmærkninger, som afskrækkede mig fra at gjøre videre Forsøg. Endog i en mindre pengetrang Tid var Sagen meget delicat. -- I Zahlkassen er nu indkommet saa mange Penge, at resterende Gager og Pensioner kunne betales. -- Postrøveren skal være opdaget: en Høker fra Fre- derikstad. Man har moralsk Vished om, at han er Manden; den juridiske mangler endnu. I andet Hefte af Dannevirke har jeg læst, hvad jeg skjøttede om at læse: en Afhandling om det philosophiske Aarhundrede, hvor Grundtvig siger, at det attende Aar- hundrede anabaptistisk døbte sig selv i Verdens Gadekjær ved Navn af det philosophiske. -- I A. W. Schlegels Gedichte, som jeg ogsaa læser i denne Tid, fandt jeg følgende, vor Tidsalder characteriserende Linier, som man maatte ønske ved Basuners Lyd udraabt over al Verden: Ach diese Zeit hat Glauben nicht, noch Liebe: Wo wäre denn die Hoffnung, die ihr bliebe? 3die November. Vi havde i Dag det første Revisionsmøde over det nye Testamentes Oversættelse. I halvtredie Time fik vi ei gjen- nemgaaet mere end de 4 første Capitler af Matthæus, og det erkjendtes nødvendigt, at vi hver Søndag Kl.12 samledes for
s.593	at fortsætte Arbeidet. Jeg havde rigtignok ventet mere Besser- machen hos Høiærværdigheden, dog vare endeel ufornødne Forandringer projecterede. Derimod fandt jeg Hersleb altfor ængstelig hængende ved de gamle Udtrykke, hvor hverken Me- ningen eller Sproget vandt ved at de beholdtes. At han f. Ex. vilde haandhæve det tvetydige kjende (have legemlig Omgang med) kan jeg aldelse ikke billige. Stenersen selv var mindre streng, og gav efter, hvor Hersleb ikke vilde. Sig- vardt oplod fast aldrig sin Mund, undtagen naar jeg var af Bispens Mening mod de to andre, da han gjerne gjorde Ud- slaget i Faveur af dem. Det var mig ellers et saare inter- essant Arbeide, og naar en anden Dag kunde bestemmes der- til end Søndagen, da jeg gjerne vil hvile ud fra Dagens Byrde, vilde disse Timer være mig blandt Ugens behageligste. Hos Rougtved var meget stort Mandfolkeselskab. Hvad der meest fornøiede var, hvad ellers i Christianias Selskaber er mig Aandsfortærelse: Sang. Der sad ligeoverfor mig tre unge Mennesker, Lieutenanterne Unger og Meinertz og Han- delsbetjent Hoppe. Det første de opfordredes til at synge, og begyndte med: "Mit fulde Glas og Sangens raske Toner", hvor de kjørte i Ring med Versene efter Sædvane, gjorde jeg i mit Hjerte Nar af dem, som jeg pleier, naar man saaledes, invitis musis, opvarter os med Visestumper; men da jeg si- den saae, hvorledes de unge Mennesker med Liv og Sjel tog Deel i den Ting, da jeg hørte, at de kjendte og elskede flere af mine Yndlingssange, da jeg mærkede den usædvanlige Taus- hed og Deeltagelse hos det øvrige Selskab, da Viser og Skaaler, Munterheden ubeskadt, alt blev inden strengeste Anstændigheds Grændser -- da gjenvaktes min Ungdoms Følelser, og jeg tog mere activ Deel i denne Sang, end jeg har taget i Selskabssang, jeg veed ikke paa hvor lang Tid. Uden Misnøie sad jeg ved Bordet til Klokken henved 1
s.594	og selv den forslidte: "Og dette skal være vor Værtes Skaal!" istemte jeg. Wulfsberg søger at blive Præsident i Throndhjem. 4de November. Saa er det da nu fulde 2 Aar siden Norge og Sverige forenedes! Da Janitscharmusiken drog her forbi, da Kano- nerne løsnedes fra Fæstningsvolden, -- det var en underlig Følelse, jeg havde heroppe i min Ensomhed; jeg troer næsten, at der var en Taare i mit Øie. Med Hensyn paa dets Han- del og Pengevæsen har Norge vistnok ikke vundet; deri ere vi gangne tilbage og ikke fremad. Men dette er ogsaa en af Foreningen med Sverige aldeles uafhængig Sag. Norge vilde være et selvstændigt Rige; mod al Amalgamation med Bro- derriget har det høitidelig protesteret, og var end dettes finan- cielle Stilling langt mere blomstrende end den er, os vilde det ikke gavnet, ligesaalidt som de svenske Finantsers totale Ruin rimeligviis vilde skadet os. Men af alle andre Spaa- domme, hvormed man vilde retfærdiggjøre sin Frygt og Afsky for Foreningen, er ikke en eneste opfyldt. Der er ingen skjel- lig Grund til Klage enten af Regjeringen over Folket eller omvendt. Administrasjonen har Ufuldkommenheder, men hvilke menneskelige Institutioner har ikke dem? Enkelt misfornøiet Yttring høres i Privatsamtale, læses i Brochurer og Uge- blade, men intet Menneske finder deri Folkets Stemme. Den dybeste Ro hersker i Landet og er dog ikke "die Ruhe des Kirchhofs". Ja, skjøndt jeg ikke har klinket og drukket For- eningen til Ære, har jeg dog glædet mig derover, som den lykkeligste Catastrophe af det frygteligen indviklede Skuespil, der i det Øieblik lod sig tænke. Skjøndt ingen Lovsang er hørt i Herrens Tempel, har jeg dog hjerteligen takket Gud, som gjorde det saa godt for os, over vor Forventning og -- vor Fortjeneste.
s.595	Visselig, han vil ei heller forlade os i Fremtiden, naar vi kun ei forlade ham, men ak! som Schlegel siger: "hvor der ikke er Troe og Kjærlighed, hvad tør man da haabe? Jeg levede da den hele Dag i dybeste Stilhed, og var hjerteglad, at jeg efter to Gjæstebudsaftener kunde gaae til- sengs Kl. 9 ¹/2, medens den store og galante Verden traadte hinanden paa Tæerne i den qvalme Dandsesal. At udelukkes fra begge disse Selskaber, vilde krænket mig, men saa kjært det er mig at komme paa Consert paa Fredag, saa overmaade ukjært vilde det været mig at være buden til Bal i Aften. I Statstidenden fortælles om Balles Jordefærd den 25de October. Et meget talrigt Følge ledsagede ham først til Tri- nitatis Kirke, hvor Münter og Grundtvig holdt Taler, den sidste over de Ord: "En Høvding er falden i Israel" -- og derfra til et Capel ved Petri Kirke, hvor den nye Præst Dr. Kochen "med den ham egne Veltalenhed" parenterede. -- Psalmer bleve sungne under Zinks Direction. Statsraad Graah og Dr. Sommer havde skrevet latinsk Lapidarstiil, og en Anonym et slet dansk Vers, Balle til Ære. Hvad jeg i denne Sag beslutter mig til, er jeg endnu ikke saa ganske enig med mig selv om. I Bruns Dødsaar at besynge Balle og ikke ham, vilde maaskee krænke hans Familie og Venner. En- ten tier jeg ganske, eller maaskee jeg besynger Begge under eet. 5te November. Neumann er ikke fuldt saa glad som jeg ved 5te Depar- tements Resolution om Ligningsmændene, men finder det haardt, at langveisboende Mænd hele Uger paa egen Bekost- ning skulle ligge paa et fremmed Sted for at udføre en chi- caneus og byrdefuld Forretning. Ogsaa Falbe fandt i Ons- dags Resolutionen uretfærdig, og ansaae Departementet ube- rettiget til at give den. Jeg vil tilstaae, at jeg i min indi- viduelle Stilling har bedømt Tingen eensidigen, at den forar-
s.596	gelige Anomalie med Oppegaardsmændenes Diætpenge maa- skee har misledet mig, og at der vel lod sig tænke en Mid- delvei mellem 2 Species daglig og slet intet. Hersleb sendte mig to Smaapjecer, en til Foræring, nem- lig St. Hansdag, en Visitatsprædiken af Biskop Brun, holden 1810 i Mosterhavn Kirke, og kort før hans Død sendt Hersleb for at trykkes i Anledning af det Forslag i Natio- nalbladet om Christi Himmelfartsdags og flere Helligdages Ophævelse eller Henlæggelse til næste Søndag. Talen er sin Forfatter værdig, og Exegesen over Zachariæ Lovsang er dei- lig, har baade Lys og Kraft. Cicero og Seneca kjende de vel sagtens ikke meget til i Mosterhavn. -- Det andet Skrift laantes mig, og det var Øhlenschlægers Klage over Theater- directionen. Han har vel ikke Uret deri, at to Censorer ei bør forkaste en saa berømt Forfatters Arbeide, men, naar han selv forlanger det, lade det staae eller falde for Publicums Domstoel, da jo intet værre kunde vederfares Freias Alter, end hvad der ramte N. T. Bruns Usselheder, hvilke dog Di- rectionen velvillig antog: at udpibes. Men ellers maa man tilstaae, at han har givet sig noget blot, og skjønt han vel saa temmelig har gjendrevet de 12 aarsgamle Kjerulfske Grunde, hvorpaa Rahbek og Olsen beraabe sig, er Udskriften af Con- ferentsraad Colds Brev, Fortællingen om Samtalen mellem ham og Holstein, Ideen at voldgive Sagen til de philosophiske Professorer, dette og mere er Vaaben, Øhlenschlæger har gi- vet sine Fiender ihænde, hvilke de vel ei ville forsømme at nytte. 6te November. Man begynder atter at angribe Sorenskriver Glørsen i Intelligentsseddelen; ellers har en Reisende med Fornøielse opdaget saa god en Stemning blandt Folk, at han gjør sig det bedste Haab om Bankens Oprettelse; Gud veed, om det er Spot eller Alvor! Men ellers hørte jeg og i Centralcommitte-
s.597	ens Møde (hvorom see næste Dag), da der taltes om, hvor man med Sikkerhed kunde deponere Bibelselskabets Penge, naar det havde nogen: at Banken var det bedste Sted, hvilket jeg til- stod, men tilføiede, at Banken nu vel blev i Trondhjem, hvor- til svaredes, at det blev den maaskee dog ikke, og at der muligen gjordes andre Udveie. Gud veed, hvorpaa dette Haab grundede sig! -- I Nationalbladet har en Annonym, der synes at være et velmenende men enfoldigt Menneske, søgt at mægle Fred mellem Carl Johans og Christians Venner. "Ei ei, min Herre! der vil andre Argumenter til!" maa jeg sige med Old- fux. -- En anden klager om Ligningen. Gud skee Lov! over os Aggers Mænd føres ingen Anke, og det var da ogsaa Synd, thi dem, vi havde havt i Hænder, have vi behandlet yderst honet. -- I det Londonske Blad The weekly messenger fortælles: "at Englænderne ere paa Randen af en Afgrund," og den, som har oversat og indsendt dette, troer, at Normæn- dene ere ligesaa. Skal vi da dumpe, saa dumpe vi idetmind- ste i respectabelt Selskab. -- -- (Schwach!) har skrevet en ei uvittig, ironisk Epistel til Allum. Det bedste er ellers en prosaisk Note, hvor Frimann faeer (ei ufortjente) Rap. -- En H. H. har kort men fyndigen tilkjendegivet Følgerne af, at Normændene tabe deres Credit i England: Agerdyrkningens Fremme og Nationalvelstand. -- Endnu engang klages over de Stavangerske Møddinge. -- Et nyt Bogtrykkerie i Dram- men, og en Avis, som Tybring og Krigsraad Flor ville ud- give, anmeldes. -- Endelig staaer der en Sang, hvor fortælles: "Alt Nordens adskilte Kæmpeæt Et Aar i Forening har levet" -- altsaa forfattet ifjor. I dette Aar tiltog da Norge gevaltigen i Velstand, og "Alt dette vi skylde vor Konge god Og Helten, som staaer ved hans Side".
s.598	I Aften opførtes Jacob von Tyboe, og der var da Hovedpersonen, som gaves af Holm, unegtelig den bedste. Weidemann var Stygotius. Man kan hans Spil udenad; nuancere forstaaer han ikke. Herman von Bremen, Skoleme- steren i Freias Alter, Magister Stygotius, alt er omtrent det samme, -- vistnok heel pudserligt, men Forandring ønskede man dog. -- Capt. Ræder skilte sig særdeles vel ved Jesper Oldfux's ikke lette Rolle. Ibsens Jens var ypperlig; langt mindre behagede mig Maler Voigt som Christoph. Han skal med Pokkers Magt spille fulde Folk, og det er dog ikke hans Fag. Peckel som Petronius var altfor vel klædt. Andet end Klædedragten kan man ikke omtale hos Peckel. Leonard spil- ledes af Lieutenant Unger med Kaarde og Chapeaubas. "De Folk klæde sig forbandet absurd". Peer var den bedste Rolle, jeg har seet af Linstov. Af Damerne vare Leonore (Frue Maschmann) ret meget brav. Lucilie spiltes af en nys ind- kommen, forknyttet og uøvet Jfr. Selmer. Pernille, spilt af Jfr. Aars, er utaalelig. Det bedste er, at hun jager saaledes afsted, at det snart faaer Ende. -- Derefter havde man Skue- spilleren mod sin Villie. Man siger, at det er et Ori- ginalstykke af Nutids Brun, skrevet for at give hans Broder Carl Leilighed til at brillere. Der er en ung Skuespiller, som -- ikke mod sin Villie, saa Gud veed, hvad Titelen betyder! -- spiller 6 forskjellige Roller, nemlig en Bondekarl, en arrig Parykmager, en Theaterdigter, en stammende Souffleur, en be- skjænket Musicus og en Pyntekone. En ung Lieutenant Schive havde paataget sig denne vanskelige Rolle og spilte den i det Hele fortræffeligt. Den unge vevre Hoppe var en gammel Huushovmester, for hvem -- jeg veed ikke i hvad Hensigt -- alle de Narrestreger gjøres, som altsaa er en aldeles passiv Person. For at more maatte den Rolle spilles af Carlsen, men ellers havde Peckel der været paa sit Sted; den var ikke ham og han ikke den for god.
s.599	Paa Mørners Bal i Mandags, hvor det skal have været 250 Inbundne, og hvor der tracteredes med varm Mad i Mængde, var Handsker og Skoe henlagte til de dandsende Da- mer, som maatte have opslidt deres egne. Man skal saa tro- ligen have benyttet sig af denne Godhed, at alt var borttaget inden Ballets Ende. 7de November. Jeg indkaldtes til i Morgen at gjøre Angivelse paa Raad- huset til Indkomstskat for 1813 og 14. Efter bedste Overbe- visning angav jeg min Indtægt i disse Aar, Arven efter min Moder og Onkel inclusive, til 16,900 Rbd., hvoraf Skat- tens Beløb er 676 Rbd. I Centralcommitteens Møde holdt Kjerschov Bøn, og disse Bønner vare unegtelig de bedste, som ved denne Leilig- hed vare hørte. De havde hjertelig Varme, Aand og Sal- velse. Hvad ellers afgjordes i dette Møde, var ubetydeligt. Det angik meest Catechismens og det nye Testamentes Tryk- ning, hvor man endnu ikke er i det Rene, men "venter Paa nye Oplysning og paa flere Documenter." Bispen fremlagde sit Regnskab for Kronprindsens Gave, hvorved Committeen taug og altsaa samtykkede. Fremgangs- maaden synes legal, og overalt maa man stole paa, at Kron- prindsen er en god Mand, som vel er vant til, at hans Ga- ver anvendes slettere end denne. 8de November. Postbudet bragte to Breve. Det ene var fra Schmidt. Over Sintram som over flere af Fouqués Fortællinger, hvor overnaturlige Kræfter virke Væsener af Aandeverdenen spille en activ Rolle, fælder Schmidt i mine Tanker en altfor ublid Dom, der dobbelt overrasker mig, da han maatte troes
s.600	langt mere indviet i den nyere Skoles Aand end jeg, og jeg en Tidlang opsankede de Smuler, der faldt fra hans Bord, indtil Universitetsbibliotheket aabnede mig sit rigere Forraad og Skjæbnen undte mig at nyde Herslebs og Sverdrups læ- rerige Omgang. Midt iblandt Fouqués Spøgelser gjenkjender jeg langt oftere det menneskelige Hjerte og det menneskelige Liv end hos Lafontaine og Jean Paul, hvilken Schmidt frem- deles er saa forgabet i, at han, hvergang han er her, citerer hans Vittigheder og den samme Kløgt igjen -- igjen evindelig fortæller. Det andet Brev var fra Præsten Welhaven i Bergen. Han sender mig et Hefte Salmer, som han kalder dem, hvilke han underkaster min Dom, og derhos offererer Bibelsel- skabet, om dette skulde falde paa at redigere en ny Psalme- bog, hvilket nok ikke vil skee i min Tid, desværre! -- Jeg har kastet et Øie hist og her i Psalmerne og fundet gode, jevne Tanker, christelige, men svagt udtrykte Følelser og et ganske correct Sprog, omtrent i den evangelisk-christelige Psalmebogs Maneer. I Aften vare vi paa Concert hos Excellencen. Selskabet bestod af 150 a 200 Personer. Der serveredes med The, hvorpaa Greven ledsagede Grevinde Wedel i Concertsalen, og alle vi andre fulgte efter. Man begyndte med en Cantate, Prindsesse Eugenie til Ære, forfattet af Hansen, -- det Gud forlade ham. I en Duet anbringes i 3 Stantzer Prindses- sens 3 Navne, og kaldes da Eugenie en Lysets En- gel (!!!); ved Desideria anmærkes, at ved en sælsom Underkjæde mindes vi ved dette Navn om vort tunge Savn (ak ja!) og som Bernhardine kaldes hun blid og stor. Kunde Forfatteren af de nydelige Smaadigte i Nor for 1815 saa dybt fornedre sig? -- Blandt de øvrige Musik- nummere anmærker jeg en beundringsværdig skjøn Fortepiano-
s.601	concert af Jfr. Sivers, og Falbes evige musicalske Spøg: Natten, hvor, jeg veed ikke hvem, anmærkede, at det fattedes kun, man ogsaa skulde hørt Folk snorke. -- Imellem Afde- lingerne ombares Punsch, Lemonade og Mandelmelk. -- Da det var forbi, kom man ind igjen i de andre Værelser. Der dækkedes smaae Borde for Damerne, hvor Mad og Drikke bares om til dem; Mandfolkene derimod maatte tage selv. I den store Sal vare op til Væggen dækkede to lange Borde, overfyldte med de kostbareste Retter. Omkring paa Gul- vet vare smaa Borde med rene Tallerkener, Knive, Gafler, Viinflasker og Glasse. Der gik da Enhver hen, tog sig en Tallerken og et Par Knive, skar eller lod skjære, hvad man vilde have, -- havde man Lyst, kunde man begynde med Kage og ende med Skinke, og saaledes fik man i en Ruf et meget delicat Maaltid, hvortil man skjænkede sig et Glas Viin, naar man behagede. Damerne vare ikke halvfærdige, da vi alt vare mætte og drev om og saa paa dem. Det er ret morsomt, saadant Liv engang imellem; det tilstod endog min Kone.

bla bakover

bla videre