8de October.    Med Forundring hørte jeg i Dag, at Skjelderup aldrig har taget examen artium, var fra Ungdommen ikke bestemt til Studeringerne, og er privat inscriberet ved Kjøbenhavns Universitet, Kakkelovnsstudent, som han selv kaldte det. 9de October.    Den djærve Antisvenske i Nationalbladet har fundet i den, hvis Yttringer han laftede, en ligesaa djærv antidansk Modstander. Prinds Christian og den danske Regjering ned- rives ubarmhjertigen. Her som hist siges vel unegtelige Sand- heder, men hvad hjælper det at røre op i Ting, som man fra begge Sider gjorde bedst i at glemme? Er det da saa nød- vendigt, at vi enten maae hade den danske Regjering eller vor egen? Tjene to Herrer kunne vi vel ikke, men lade baade den forrige og den nærværende vederfares Ret, agte og elske begge, hvor de fortjene Agt og Kjærlighed, og misbillige s.566   hos Begge, hvad der ikke duer, det er en ligesaa let som hellig Pligt. Det var i Intelligentsseddelen, denne Brand var henkastet. -- I Rigstidenden stod den mærkelige Befordring, at Amtmand Bendeke paa Hedemarken er bleven anden Assessor i Christianssands Stiftsoverret. Det er yderst skjødesløs Embedsførelse, der har paadraget ham denne De- gradation, som i visse Henseender syntes værre end ordentlig Af- sættelse. -- Fortællingen om en ung Jøde, der agerer Mes- sias i Nærheden af Babylon, og hvis Fremskridt ere saa raske, at vel ingen naturlig Magt vil kunne standse ham paa hans Krigsbane, er rimeligviis opdigtet eller høist overdreven.    Jeg døbte Capt. Ræders Barn, blev inviteret med hjem for at tage Forfriskninger og talte med en Broder af Capi- tainen, en Auditeur fra Rendsborg, som sagde, at man slet ikke dernede glæder sig til den nye Constitution, de Kielske Professorer saa ivrigen paadrive, og som det uden Tvivl bliver Alvor med, da den blot vil tjene til at løfte den stolte og mæg- tige holsteenske Adel end høiere i Veiret, uden at være Folket til synderligt Gavn.    Theatret aabnedes i Aften med en Prolog og Figaros Giftermaal. Prologen var af Hansen i Anledning af Kongens Fødselsdag. Da Dækket gik op, saae man i en Lund en Støtte med C XIII, og to norske Bønderpiger (Frue Kjerulf og Jfr. Lassen) ifærd med at bekrandse den. De sagde noget -- Gud veed, hvad det var; jeg forstod ikke et Ord; men saa kom en ung Botanicus (Lieutenant Møller) som var gaaet op i Fjeldene og botaniseret, og bliver nu meget forbauset over at komme ned i en skjøn Lund, see disse Tilberedelser og finde Pigerne i Høitidsdragt. De fortælle ham da, at det er vor gode Konges Fødselsdag, og at den altid er en Glædesdag for Normanden, samt at de vente flere af Sognets Ungdom, hvilke da ogsaa strax komme og synge, deels Solo deels Chor, -- man raaber tilsidst Kongen leve, s.567   hvilket Falbe, som administrerende Directeur gjentog og efter ham de andre paa Directeurbænken, samt nogle faae i Par- terret, alt under behørigt Klap og Hurraraab. Nu traadte Møller frem og holdt en versificeret Tale, og efter den kom nok en Sang. -- Jeg kan ikke beskrive mine Følelser under denne Stads, -- behagelige vare de slet ikke. Jeg saa i det Hele koldt, flaut Ceremonievæsen, hvori neppe noget Hjerte i Forsamlingen tog levende Deel; jeg mindtes de hjertelige Na- tionalhøitideligheder, vi for nogle Aar siden havde, -- vore skuffede Forventninger fremtraadte for min Sjel med sørgelig Livagtighed, -- at raabe Hurra vilde været mig aldeles umu- ligt. -- Jeg glædede mig til Comedien, -- men den Glæde fik snart Ende. Skulde jeg ikke fulgt Claudine hjem, var jeg gaaet min Vei, da første Act var forbi; under det meste af anden Act saa jeg ned for mig uden at kaste et Øie paa Theatret; Bridoison morede mig i tredie Act og Stadsen ad- spredte mig i fjerde. Femte er saa kort og Handlingen gaaer saa rask frem, at jeg ikke kunde kjede mig, og fremfor alt var det en anbefalende Egenskab ved den, at det var den sidste. "Og det var Figaros Giftermaal, dette uendelig vittige In- triguestykke?" Jeg har ofte sagt, at jeg langt heller seer et maadeligt Stykke godt spilt end et ypperligt Stykke forfusket; og derfor have da og "Forplumringerne" paa vort Theater i mine Øine stort Fortrin for "Figaros Giftermaal." Kun 3 Roller spilledes af de samme som for 6 -- 7 Aar siden, og de vare i gode Hænder. Mad. Tullins Suson var ypperlig, og taber ikke meget ved at sammenlignes med Mad. Preislers. Jfr. Sang er en meget god Marceline, og Scenen i første Act mellem hende og Suson var maaskee i det Hele den bedst spilte i det hele Stykke. -- Major Schjøtt endelig er ingen mesterlig Figaro, men saaes med Fornøielse af mange og uden Mishag af mig. -- Carlsens Bridoison var den eneste nybe- satte Rolle, som blev vel udført, men den blev det da og i s.568   udmærket Grad; i det Lavcomiske har jeg ikke seet en større Skuespiller end han. -- Major Fleischer forfeilede reent Grev Almavivas Characteer. Man behøver blot at have seet Thul- strup, der dog var mod Rosing, hvad et Spædelys af Talg er mod det hvideste Voxlys, for aldeles at misbillige Fleischers Behandling af Rollen fra Begyndelsen til Enden. -- Unge Frue Falsen var Grevinden, uden Liv, Kraft, Lethed eller Følelse. -- Bartholo var Holm, som i mine Tanker forfeilede Rollen. Det var aldeles ikke den Bartholo, hvis udtegnede Characteer i Barberen i Sevilla Skuespilleren egentlig har at rette sig efter. Holm var en lystig, gammel Mand, ikke den kolde Tværdriver, han efter det første Stykke maa og bør være. -- At Schwachs Bazile var under al Critik, derom er kun een Stemme; det samme er min, men ikke den almin- delige Mening om Colbans Cherubin. -- Nogle rose Voigts Antonio, men jeg har seet Kemp, Lundgreen og Carlsen spille Rollen, og fandt en himmelhøi Forskjel. -- Jeg ved ikke, hvo der spilte Fanchette; den blev ikke ilde givet. -- Ceremonien i fjerde Act gik ret vakkert. Den svenske Dandselærer Hjelms halvvoxne Datter dandsede net Solo. -- Blandt de talende Personer mærker jeg, at jeg har glemt Borkensteins Tvenæve, der ved en ubehagelig Carricaturmaneer i Oplæsningen søgte at tildrage sig Opmærksomhed, hvilket dog ikke ret vilde lyk- kes ham. 10de October.    Jeg consulerede Bispen, hvad nu burde gjøres ved den uconfirmerede Barnemoder. Han fandt officiel Angivelse nød- vendig, men vilde underhaanden see at faa Sagen jevnet hos Stiftamtmanden. Det er beklageligt, at jeg af Omhu for Aggers Fattigvæsen maa ønske hans Forbøn et godt Udfald; for Exemplets Skyld vilde det ellers være saare godt, at Begge vandrede Haand i Haand til Forbedringshuset. -- Møde s.569   i Bibelselskabets Centralcommittee synes Bispen endnu en Tidlang at ville opsætte. Han er nu af den Mening, som uden Tvivl vil finde Bifald, at den gamle Bibeloversættelse bør trykkes uforandret, hvilket synes desmere fornødent, da han har anvendt 8 Dage paa at gjennemgaae de tre første Capitler af Matthæus. Betænker, man at det første bestaaer næsten af lutter Navne, det andet er 23 og tredie 17 Vers langt, saa maatte man vistnok grue, naar man kom til det 12te, 13de, 26de og 27de, og sige om det hele opus med Harlekin: "Au neppe lever jeg!"    Til Middag var jeg indbuden til Statssecretairen, som celebrerede sin Vens, Engelhardts, Fødselsdag. Maaltidet var godt, men tarveligt, derimod fik vi en herlig Bolle Cardinal og ved den megen Sang og Lystighed, der, da Frue Holst sad ved Bordet og Børnene gik ud og ind, blev inden An- stændighedens Grændser. Veidemann agerede Vært, hvortil Holst ikke har ringeste Talent. Siden spillede jeg min gamle 8 Skillings Boston med Rasmussen, Rougtvedt og Grüner, og var atter uheldig, men ved det Tab kunde jeg ikke ærgre mig, da Spillets Point svarede til min Formue, og jeg des- uden ikke havde saadanne sprænglærde Medspillere, som Holst, Engelhardt og Veidemann. 11te October.    Caroline Pichlers Held i den dramatiske Digtekunst er just ikke at gjøre synderligt Ord af. Som Skuespildigterinde staaer Frue Pichler ved Siden af Moer Koren; saadant kunde hun og skrevet. Det er overalt kun i Agathokles jeg erkjen- der den udmærkede Forfatterinde. -- Et mærkværdigt dansk Skrift har jeg gjennemløbet i Dag: Peer Vrøvler, et comisk Læredigt af Baggesen, som har gjort sig den Uleilig- hed i 143 Stantzer at persiflere en Vise af Øhlenschläger til et Gilde paa Skydebanen. I en Tilgift, kaldet Knud Sjel- s.570   landsfars nærmere Oplysninger slaaer han paa en mildere Streng, end jeg har seet ham gjøre i lang Tid, til- staaer Øhlenschlæger virkeligt Digtergenie og roser blandt an- det Helge. Derimod søger han at betage Publicum den For- dom, at han fortrinligen ynder Ingemann, og siger, at de ikke kunne læse, der lægge den Mening i hans Ord, at han an- seer Ingeman for bedre Sørgespildigter end Øhlenschlæger.    Jeg har ogsaa gjennemløbet endeel Nummere af Stats- tidenden og faaet Idee om nok en Feide, der føres i Kjøben- havn, af hvilken, sammenlignet med den Baggesenske Krig, sees, hvilken gemeen Tone der hersker i den danske Litteratur, og at man hverken i den frieste Skriveperiode eller umiddel- bar før Forordningen af 27 Septbr. 1799 var grovere, end man er nu. En ei ubekjendt Litteratus Blok Tøxen var af en Viinhandler sat i Slutteriet, men har af Høiesteret faaet en temmelig ærefuld Frifindelsesdom. I sit Fængsel udgav han noget kaldet Slutteriana, hvilket han nu har fortsat med noget kaldet Frihediana! Den elendige Otto Horre- bov har indblandet sig i Feiden, og disse Pjecers Titler samt lige dumme og ondskabsfulde Mottoer, hvor blandt andet skum- les over Horrebovs Drikfældighed, staar i Statstidenden. Fra den Side betragtet have de Danske intet at bebreide os. Trods vor større Trykkefrihed ere de ligesaa grove i Pennen som vi, og vel det endda! 12te Octbr.    Trediepræst-Embedet ved Byen er nu aldeles nedlagt. -- Ligningsforretningen i Byen er endnu ikke paa langt nær fær- dig. Mange klage, og efter Platous Tilstaaelse med Føie, da en Clique af Høkere og Haandværkere mangen Gang tverti- mod Ret og Rettighed veed at tilvende sig Pluralitet for de- res Projecter. s.571   13de Octbr.    Jeg prædikede i Aggers Kirke over de Ord: "Hvad tyk- kes Eder om Christus". At dette Spørgsmaals Besvarelse er vigtig, og hvorledes Skriften besvarer os det, var Talens Æmne. Jeg lod i den Anledning falde et Ord om Christi tre Em- beder, over hvilke Neumann saa heftigen dolerede, og viste, at Inddelingen er ret god, skjønt Terminologien er opfunden af Mennesker.    Til Middag var jeg hos Bispen, hvor Aftale skulde træf- fes om hans projecterede Tidsskrift, men dette blev slet ikke nævnt, hvormed jeg for min Deel var saare vel tilfreds, da jeg har lidet otium og mindre Stemning til at befatte sig med litteraire Arbeider, og da jeg forudseer, dette som Saga og alle vore andre lærde Entrepriser vil blive Pendant til Phæ- dri fødende Bjerg. Hvad kan ventes af os, som have erklæ- ret os villige til at tage Deel i Arbeidet? Formanden mang- ler Kraft og Aand, "hans Soels moralske Glands er som en malet Ild". Hos mig er Aanden villig, men Legemet skrø- beligt. Rosted og Platou have liden Tid; ei heller tiltroer jeg dem Evne til at drage i Kamp mod Tidsalderens Uvæsen, da den ene er blot Lærd, den anden blot Forretningsmand; en lys Aand og et varmt Hjerte ere nok vigtigere Reqvisiter til et saadant Arbeide. Steenbloch kjender jeg for lidet til at kunne bedømme ham. Aall er en ypperlig Mand, men der neppe paa sit Sted. Grøgaard frygter jeg gaaer for lidet frem med Tidsalderen, følger ikke nok Apostlenes Formaning: "Prø- ver alt og beholder det Gode"! Neumann er vist et meget qualificeret Subject; Schmidt kan vist ogsaa, naar han vil, men det gaaer nok ham ligesom mig paa den sidste Tid: han vil heller læse end skrive. Jeg frygter derfor, at det blev et uti- digt Foster, som døde strax efter Fødselen, -- og lad det da heller døe i Moders Liv! s.572   14de Octbr.    Som overalt disse Dage ere ubeskrivelig tomme paa Æmner for Dagbogen, saa var især denne aldeles umærkelig. Det allereneste er, at Hersleb i Dag personligen overbragte Bispens Circulaire til Centralcommissionens Medlemmer, hvor- med fulgte et modificeret Tillæg af Saxild til hans Forslag om religiøse Forædlingsmidler for Arrestanter. Selve Forsla- get med de indkomme Betænkninger var vedlagt, og saae jeg da Kjerschovs Erklæring, som jeg ikke før har læst. Han tilstaaer, at der ved Forslagets Udførelse fremstiller sig Vanskeligheder, der synes uovervindelige; men derhos beraaber han sig paa Historiens Vidnesbyrd, at de voveligste, for menneskelige Øine urimeligste Planer til Menneskehedens Held under Forsynets Bestyrelse have faaet et heldigt Udfald; altsaa bør man heller ikke her lade Hænderne synke eller opgive Haabet. Hiin unæg- telige Sandheds Anvendelighed paa nærværende Tilfælde er mig ikke ret indlysende. At en stor Mand, understøttet desu- den af Tider og Omstændigheder, har gjennembrudt eller over- steget de Skranker, hvor Smaafolk fandt et bestemt non plus ultra, de Exempler har man; men 1) Er der neppe saadan stor Aand iblandt os, 2) Er Saxilds Forslag aldeles prosaisk og fordrer ingen Enthusiasme, man blot en polypragmatisk Aand, der leder os til, deels at indblande os i Ting, som ei egentligen vedkommer os, deels at begynde paa noget nyt, in- den vi ere halvfærdige med det gamle, at stunde mod et fjernt og uvist Maal, medens endnu mangt et møisomt Skridt maa gjøres, inden det nærmere, vi egentligen foresatte os, kan op- naaes. 15de Octbr.    I 7de og 8de Bind af theologisk Bibliothek har Præsten Holm i Kjøbenhavn leveret en velskreven Biographie af Luther. Jeg har herved lært denne mærkelige Mand nøiere at kjende, s.573   end jeg nogensinde før har kjendt ham. Der var dog med al hans umiskjendelige Storhed meget Voldsomt og Inhumant i hans Character. Hans Feide med Erasmus og Zvinglianerne viste ham ikke fra nogen elskværdig Side. Grundtvigs Into- lerance er vistnok i Luthers Aand, skjønt ikke i Lutherdommens, forsaavidt den og sand Christendoms Aand er eens. 16de Octbr.    Foruden et taabeligt Vers, hvor der spaaes, at Wergeland skal succedere den Bispemand "om hvem Enhver nu skri- ver", havde Intelligentsseddelen følgende curiøse Sørgetanker: "Jomfru Aleth Marie Juel.    "Øm, huld og god rakte du mig for omtrent 1 1/4 Aar siden din Troskabshaand. Sønderrevet seer jeg i Dag dette hellige Baand, da du ved Dødens haarde Bud alle- rede den 26de Julii sidstleden maatte træde ud over Livets Grændse. Skuffet er min søde Forventning, at see mit Timelige ved dig forskjønnet; og hvorfor skulde du i din skjønneste Alder henrives fra din trofaste Yngling? Skeede det for at straffe mig, eller var Herren forelsket i dig? (!!!). Velsignet være dit Støv, du ædle høitelskede Pige, jeg skal pryde den Gravhøi, hvorunder dit skjønne Udvortes maa fortæres, og helligt skal dit Minde følge mig indtil vi samles.    "p. t. Memel i Preussen den 21de Septb. 1816. Jacob B -- Skibscapitaine".    Hans Barlien vil udgive et periodisk Blad, Melkeveien kaldet.    Major Juell viste mig en meget ærefuld Frifindelsesdom, Thaulov har fældet i Anledning af de Beskyldninger, nogle Bønder i Gran have gjort Præsten Lassen. Hvad han an- gaaer, da maa jeg sige: non eqvidem invideo nec miror, s.574   men Grans Fattigcasse misunder jeg paa mit eget Fattigvæ- sens Vegne de skjønne Mulcter, der tilfalde den, og det skulde være mig kjært, om nogen af Aggers Sogns Rigmænd paa lignende -- ikke i lige Maade forløbe sig. Ogsaa vilde Juell vide, at Præsten Bergh i Ringsager nu virkelig er dømt som Ransmand. -- Mit næste Besøg var hos Frue Treschow, hvis Mand kom til Stockholm den 7de. Jeg traf der den hjemkomne Prof. Hansteen, der havde keedet sig slemt, da man havde givet ham en saa afskrækkende Beskrivelse over Tonen i de Cirkler, hans Landsmænd besøge, at han aldrig fristedes til at komme der. Af Kronprindsen og Oscar var han meget feteret. Kongen havde han seet engang paa Co- medien, og gjorde en sørgelig Skildring over hans Affældig- hed. Dog troer man, han endnu kan leve i mange Aar. Endelig gjorde jeg Contravisit hos Assessor Bull fra Bergen, som er kommen fra Kjøbenhavn. Som Øhlenschlægers Ven og tildeels Svoger, nedrev han Baggesen ubarmhjertigen, og opløftede hans Antagonisk høit, dog vel ikke meget over For- tjeneste. Baggesen foragtes af alle, sagde han, og deri kan han vel have Ret, men naar han siger, at nogle Jødefamilier er hans eneste Omgang, da synes dog hans offentligen trykte Vers til Damerne i Conferentsraad Bruns, Statsraad Olsens og flere christelige og velfornemme Familier at vidne om det Modsatte. Rahbek og hans Svoger staaer fremdeles paa en spændt Fod. Man vil ikke opføre den omarbeidede Freias Al- ter -- og gid det var Theaterdirectionens værste Synd!    I Eftermiddag var jeg hos Prof. Lange, hvor Aftale gjordes mellem ham, mig og Stabel angaaende Redactionen af Storthingsefterretningerne. Ved første Hefte bliver jeg fri for Arbeide. Jeg læste ellers Medlemmernes Underskrift baade ved dette og forrige Storthings Slutning, og beundrede den særdeles skjønne og flydende Haand, adskillige Bønder, især paa Oplandet, skrive. Hans Grundset paa forrige, og Mik- s.575   kel Saxlund paa sidste Storthing kunde gjerne sidde paa hvil- ketsomhelst Contoir. Lange bad mig blive, og jeg tilbragte en morsom Aften. Talen var blandt andet om Prinds Christian, hvis Parti Frue Lange tog af al Magt. Den Applaus og Hurraraaben, hvormed han blev modtagen i Theatret, glædede hende saa hjerteligen. Paa en Tid, da han selv erklærede at være gladere og lykkeligere, end han nogensinde i sit Liv havde været, saa hun dybt Mismod ved hans unge Kones Side i Fredriksberg Have at hvile paa hans Pande. Troe det hvem som vil! 17de Octbr.    Bibelselskabet holdt Committeemøde. Det varede 3 Ti- mer, og dog blev vigtige Ting uafgjorte, som opsattes til næ- ste Torsdag. Hersleb vilde gjort alvorlig Motion om Selska- bets Pengevæsen, især Anvendelsen af Kronprindsens Gave. Man kom ikke saavidt; men borget er ikke skjænket, og Hers- leb er ikke den Mand, som er bange for at sige Sandhed. Bispens Bønner, især den sidste, overgik min Forventning; der var bibelsk Sprog og christelig Aand i dem. Tildeels efter den Trondhjemske Stiftscommittees Forslag, holdes i hver Stifts- stad den 1ste Novbr. eller, naar denne er en Søndag, den 31te Octbr. et høitideligt Møde i Kirken, som Enhver kan bivaane, hvor efter en Tale fra Prædikestolen offentlig Regnskab aflæg- ges for Selskabets Handeler i det forløbne Aar og dets nær- værende Tilstand. Saxilds Forslag henlagdes til videre. Sel- skabet begynder sin Virksomhed med at trykke 10,000 Cathe- chismer. Revisionen af det nye Testamente fortsættes efter de vedtagne Grundsætninger, og man lovede om tre Uger at være færdig med Evangelierne. Der ventileredes længe om Paral- lelstederne, hvorvidt de skulde beholdes, kunde forøges eller for- mindskes. Det bliver in statu qvo; dog staaer det den, s.576   som veed et i Bibeludgaven udeladt passende Sted, frit for, at henvise ogsaa til dette.    I Nationalbladet søger "Frants Lammelein, en Zinzen- dorfianer" med mange Sprog af Bibelen og andre Citater at bevise, at Grundtvig og Stenersen har gjort Zinzendorf og de mæhriske Brødre Uret. -- En bitter Fiende af Prinds Christian og de Danske tager til Gjenmæle mod hiint famøse Stykke, om hvilket han siger: "Et skjændigere Product har Skrivefriheden endnu ikke kastet af sig." Ogsaa dette er vel- skrevet, jeg kan ikke sige andet, men endnu engang: hvorfor vil man forbittre Gemytterne, hvorfor oprive det, fra denne Side betragtet, næsten lægte Saar? -- En Lieutenant Fugl- berg havde offentlig skrevet, at en Officeers-Examen paa Kongs- vinger var holden under Punschedrikken inden lukte Døre. Han var derfor indstævnet for en Krigsret her paa Aggers- huus, og er aldeles frikjendt, og i Dommens Præmisser siges, "at han vel har anført adskillige formentlige Mangler ved denne Examen, men at disse Mangler virkelig have exi- steret," -- hvoraf følger, at hans Anklagere ere strafskyldige. -- Ved Heftets Slutning siger Udgiveren nogle sindige og passende Ord om de i en mindre ædel Tone stemte Stykker, Bladet i den senere Tid har indeholdt, og som han frygter har berøvet det flere hæderlige Mænds Understøttelse.    En særdeles deilig Roman af Fouguè: "Sintram und seine Gefahrten" har jeg ogsaa i Dag udlæst. Den er gyselig, hvilket indsees, naar man veed, at disse "Gefähr- ten" ere Døden og Djævelen, men det Græsselige opløses ef- terhaanden i skjøn, blid Harmonie. Hvorledes Fædrenes Ondskab kan hjemsøges paa Børnene, gjøres her saare beskue- ligt, men ogsaa hvorledes from Villie, Tro og Mandhaftighed kan overvinde det Onde. Helteaand og Qvindelighed i den meest idealske Skjønhed fremstilles os i Folkos og Gabrieles herligt tegnede Characterer; den gamle Rolf er og en usigelig s.577   interessant Person. -- Herlig er og Catastrophen, og er maa- skee Fortællingen overvældet med Situationer, kan man dog ingenlunde sige, at de ere uforberedte og umotiverede. 19de October.    Jeg fik Brev fra Præsten Jersin i Laurdal, der bad om min Anbefaling til Ous Sognekald i Bergens Stift. Jeg maa da gaae den tunge Gang til Statsraad Krogh, men for- udseer, at denne vil faa mine Recommendationers sedvanlige Skjæbne.    Subscriptionen til den Brunske Gjelds Afbetaling har jeg nu begyndt at lade gaae om. Entreen var ret god, jeg kan ikke sige andet, thi Biskop Bech tegnede sig for 500 Rbd. Lumholtz betalte contant 100. Jeg kunde ikke skrive mig for mindre end 200. Planen er nu hos Hersleb, som har lovet at lade den gaae om blandt Universitetets Lærere. -- Den store Forhøielse i de Aggerske Omgangsskoleholderes Løn gjør god Virkning, da 2 duelige Subjecter af Søndagsskolens forrige Elever har meldt sig til et af disse Embeder, som nu er ledigt.    Jeg har nu atter fuldskrevet et Bind af Dagbogen. Det er undertiden, naar intet mærkeligt forefalder, at jeg fristes til at ansee dette Arbeide for Tidsspilde og afbryde det, men saa finder jeg det igjen til andre Tider saa interessant, at jeg bestyrkes i mit Forsæt at vedblive til mit 50de Aar. 20de October.    Jeg har i lang Tid ikke nævnt her min Lodkastningslec- ture af min egen Bogsamling. Aarsagen er, næst de mange laante Bøger, der have sysselsat mig, at jeg har havt to store Verker, nemlig de 21 Bind af Holberg og Horats's opera omnia med Badens Oversættelse, at læse i. Den sidste blev jeg i Dag færdig med. Oderne vare mig før temmelig be- kjendte; derimod vare de fleste Satirer mig ganske nye og mo- s.578   rede mig overmaade. Epistlerne har jeg ikke læst siden min Ungdomstid; de vare mig da og næsten aldeles fremmede, og mig en særdeles interessant Lecture, hvor Digterens Hjerte maler sig saare elskværdigt. Den, der som Mand saaledes kan bringe sin Ungdoms egarements i Forglemmmelse, tilgiver man lettelig disse. Mindre ny, men interessantest af alle var mig ars poetica, dette rige Forraadskammer paa gyldne Advarsler og Lærdomme til Digtere og dem, der ville ansees for at være det. Der var Steder, hvor jeg selv skjulte mit Ansigt med Blusel, Regler, som man maa undres over saa utallige Versemagere har kunnet kjende og overtræde. -- Badens An- mærkninger finder jeg overmaade instructive. Oversættelsen af de didactiske Stykker er overmaade god, og Steder som det, hvor B. lader Horatz tale om pommerske Bjelker, ere meget sjeldne. Oderne ere derimod høist maadeligen oversatte.    Borch prædikede, og jeg var ikke ude førend i Aften, da vi gik til Skjelderups. Han var i en saa godmodig og hjer- telig Stemning, at jeg fast aldrig veed at have fundet større Fornøielse i hans Selskab. At de to Flasker Viin, vi tømte sammen, berøvede mig nogle Timers Nattesøvn, regner jeg for intet, naar jeg tænker paa, med hvilket blidt Ansigt og velvilligt Hjerte hvert Glas iskjænktes mig. Han talte om sit Ønske at tilbringe sin Alderdom, hvis han oplever den, i en landlig Afkrog, fjernet fra alle Mennesker undtagen en eller to Fa- milier, med hvilke han kunde omgaaes aldeles ugeneret. San- delig, det er ogsaa min Attraae. Som Embedsmand maa jeg blive i Sværmen, -- Landliv var mig hverken fordeelagtigt eller glædeligt; men bliver jeg engang af Svaghed nødt til at nedlægge mit Embede, og er endda ikke død for al Livs- nydelse -- saa bort herfra! hen i en landlig Vraae, hvor mine Børn (andre Venner har vi vel da ikke mere) kunde be- søge mig, og hvor jeg iøvrigt kan, som i min Barndom, dele min Tid mellem Bøger og Papirer i Studerekammeret, mit s.579   Hjertes Dyrebare i Dagligstuen og Høns, Ænder og Duer i Gaarden. I den lærde som i den fornemme Verden er jeg da glemt; ikke et Vers staaer i Aviserne mig til Ære, ikke en Taare falder ved min Grav uden min Kones (hvis hun over- lever mig), mine Børns, og -- vil Gud -- mine Børne- børns. 21de October.    I den nye Statscalender nævnes endnu Oberste Holst som Overcommandant paa Fredriksteen. Da Regjeringen el- lers ikke trodser eller ringeagter Folkets Stemme, er det be- synderligt, at denne just slaaes hen i Veir og Vind, da den aldrig lydeligere og almindeligere har ladet sig høre. 22de October.    Jeg fik et Brev fra Amtet, der vil gjøre en Streg i mange Ligningsmænds Regning og hæver den Anomalie, jeg med Hensyn paa Oppegaardsbønderne engang paaankede. 5te Departement har nemlig udfundet, at hverken Skyds eller Diætpenge tilkommer dem. 23de October.    Af mine egne Bøger har jeg læst Salis's Gedichte. Mange af dem have sandt Værd, men hvad der især interes- serede mig ved den Lecture, var Mindet om de lykkelige Dage, da Digte i denne Maneer var min kjæreste Læsning, da min Smag og mit Hjerte dannedes i Hieronymus Laubs og hans Søsters, Ribers og de mange andre elskværdige Menneskers Venneomgang. Jeg er ikke fordomsfuld nok til at miskjende de Fremskridt, vor Tidsalder har gjort, fordi jeg da som In- divid med aabnere, fuldere Hjerte overlod mig til Nydelsen af mentale Glæder. Hvad Storm og Riber og flere af den Tids Digtere vare i Sammenligning med Oehlenschlæger og Inge- mann, kan ingen bedre end jeg indsee. Men Gjenskinnet af s.580   de Dages Aand er mig dog skjønt og kjært. Jeg er ingen daarlig laudator temporis acti, me juvene; i mange Ting have vi det nu bedre, men jeg havde det dog bedre dengang. -- Mange Feil finder jeg nu i denne lille Samling, f. Ex. hvor Salis i "das Mitleid" heel latterligen trækker paa Traad alle de Tilfælde, hvor Mennesket kan vise Medlidenhed, og saaledes i en Strophe fortæller, hvorledes bemeldte Dyd strøer Korn for de smaae Fugle om Vinteren, indbyder Pillegrimme til at varme sig ved Skorsteensilden, giver Svaleunger Huus- lye under Taget, beskytter Duer mod Falke og Kyllinger mod Høge. -- Ikke bedre behager mig, hvor han i Digtet "Länd- liches Glück" anstiller en uophørlig Sammenligning mellem Naturens Skjønheder og de elegante Meubler i en Pragtsal. Hver er god for sig, og alting har sin Tid. Fordi jeg bærer en Diamantring paa min Finger eller en Gulddaase i min Lomme, kan jeg vist glædes inderligen og opløfte min Sjel til Gud i den skjønne Natur. En smukt oplyst Sal er ogsaa skjøn, fordi den stjerneklare Himmel er skjønnere, og hvorvel en Græsbænk til sine Tider er et heel behagelig Sæde, seer jeg ikke, hvorfor man i det fugtige Efteraar eller den kolde Vinter skal slaae Vrag paa en god Sopha, naar man kan have den.    Rigstidenden anmelder en synderlig Formildelse i en Høiesteretsdom. En Kjøbmand paa Kongsberg, som for 2 Aar siden bestjal en Svensk her i Christiania, var dømt i 2 Aars Tugthuusstraf, men Dommen er forandret til Landsfor- viisning paa Livstid. Man burde tilføiet, at det er efter hans egen Ansøgning, ellers maatte man korse sig over en saadan Brug af Kongens Benaadningsret. -- Major Wetter- strand bragte i Aften et Nummer af Almänna Journalen, hvori om den nye Messias i Orienten fortælles, at han med sin Armee i et Slag har dræbt eller saaret 800000 Mu- selmænd (!) og gjort 150000 Qvinder og Børn til Fanger, s.581   at han nu marscherer mod Constantinopel, og at Storherren er forundt Fristed paa Malta. Alt dette klinger skrækkelig utroligt, og den Scrupel, Majoren følte ved at bringe dette i Harmonie med Skriftens Udsagn, synes han at kunne spare sig. 24de October.    Biskoppen lader nu circulere en Subscriptionsplan til tidtomtalte periodiske Tidsskrift, hvilket han kalder "Aletho- philos eller (?) et Tidsskrift af religiøst, moralsk og historisk Indhold". Han, Rosted, Platou, Steenbloch og jeg skulde underskrive den og love et Hefte hvert Qvartal. Rosted og Platou havde ladet den afgaae uden Erklæring eller Under- skrift, og jeg veed ikke, hvad jeg skal gjøre. Jeg har i sin Tid afskrevet de Indbudnes Betænkninger, den Sag angaaende, og jeg optegner nu ogsaa, hvad disse kjære Brødre har yttret:    1. "Desværre er baade min Sindsstemning og min Helbredstilstand for nærværende Tid af den Beskaffenhed, at jeg maa befrygte, begge betydeligen ville vanskeliggjøre mig Opfyldelsen af de Forpligtelser, jeg ved at indtræde i det ovennævnte Selskab paatager mig. Imidlertid er Ideen mig saa indbydende, at jeg med inderlig Glæde skal stræbe at bi- drage til dens Udførelse alt hvad mine ringe Evner og for- ommeldte min Forfatning paa nogen Maade ville tillade".    M. Sigvardt.    2. "Kommer Indretningen istand (og til at prøve dette anseer jeg med Hr. Slotspræst Pavels en Sammenkomst i Markedstiden som tjenligst, da vil jeg med Fornøielse bidrage hvad jeg kan til Øiemedets Opnaaelse".    Neumann.    3. "Undertegnede henholder sig til Hr. Slotspræst Pa- vels's og Hr. Doctor Neumanns Ovenanførte" 1.    F. Schmidt. s.582      4. "Med det Ønske, at et for Fædrelandet saa nyttigt Foretagende maatte kunne fremmes, og fremmes til Held og Ære for vor Stand, henholder jeg mig til hvad Brødrene Pavels, Neumann og Schmidt have yttret om en Sammen- komst for at aftale det Nødvendige".    A. Bonnevie.    5. "Med redelig Villie tilbyder jeg mine ringe Evner til at fremme en Indretning, som har vor Slægts Foræd- ling til Hensigt, og som derfor efter min Formening er ægte christelig -- trods Hr. Stenersens tranghjertede Yt- tring. Dog ønsker jeg en Forandring i Planen, da jeg for- længst har besluttet og samlet Materialer til at fremtræde som Udgiver af et periodisk Skrift, hvortil flere af vore ud- mærkede Videnskabsmænd f. Ex. (?) Hr. Jacob Aall, Ridder, og Hr. Justitiarius Berg allerede har lovet mig at medvirke. Jeg stemmer altsaa for en Sammenkomst i Markedet, hvor det nødvendige kan lettest mundtligen afgjøres".    Munch.    6. "Den Bane, Forsynet i de sidste 30 Aar anviste mig, har været saa fjern fra Litteraturen (?) at jeg ingen- lunde tør vove at tegne mig som fast Medarbeider af et litte- rairt periodisk Skrift. Mit første Ønske i den Henseende er: Held, Hæder og Velsignelse krone dette vigtige Foretagende! Gid ogsaa jeg kunde bidrage dertil, om det end var en nok saa liden Skjærv".    Grøgaard.    Bibelselskabet holdt Committeemøde. Bispen havde over- draget Borch at holde Bøn. Den, som sluttede Samlingen var ret god, men Begyndelsesbønnen var daarlig Hakkemad. Der saaes, at han tog Hensyn til de ventede Debatter i An- ledning af Prindsens Gave, men det havde han ikke behøvet, thi Sagen gik overmaade fredelig af. Bech erkjendte den til Steen laante Sum for sin private Gjæld til Selskabet, vil give Revers og betale Renter; over det, Vaisenhuset har faaet, aflægger Thurmann Regnskab, Directionen giver ligeledes For- s.583   skrivning og betaler Renter. At der endnu var adskilligt at sige om den Ting, er unegteligt, men Herslebs Discretion og de andres beskedne Taushed lod forudsee Udfaldet. Og bedst er det ogsaa at leve i Fred, og afholde sig fra høirøstede Mod- sigelser, naar saadant kan bestaae med Ære og Samvittighed, hvilket nok her er Tilfældet. -- Correspondancen i Aggers- huus Stifts Provstier fordeltes saaledes, at Borch og Saxild, som ei ere fraværende Bispers Repræsentanter, fik hver 4, Hersleb, Stenersen, Kjerschov og jeg hver 2. Jeg valgte selv Nedre Tellemarken og Kongsberg.    I Nationalbladet anmeldes som nye udkommen Bog: Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser mod Kongeriget Norge. Wergeland angives eenstemmi- gen som dens Forfatter, og den skal være meget fuld af historiske Bommerter. -- Første Hefte af Grundtvigs Dannevirke har jeg læst, jeg kan just ikke sige med betydelig Interesse. Selv Grundtvigs skjønne danske Stiil synes mig at tabe sig. Han erklærer Holbergs Danmarks Historie for den eneste læselige, vi have (Saxos naturligviis undtagen), men siger, at den er udansk. Endog Langebek synes han at sætte over Suhm. -- Jeg er færdig med de 21 Bind af Holberg. Der er meget, jeg ikke kan bifalde, men intet, der keder mig. 1  tilbake Men det gjorde ikke Biskop Bech, da ingen Sammenkomst blev i Markedstiden.

bla bakover

bla videre