14de September.    Denne var da den sidste Ligningsdag, som dog gjerne kunde gjælde for to, da Sessionen, paa en halv Times Pause nær, vedvarede uafbrudt fra Kl. 9 Formiddag til 7 1/2 Efter- middag. Efterat den 10 -- 11 Sider lange Liste over Formue- og Næringsskatten alt var reenskreven, opdagedes et Overskud af 113 Rbd., som man, for i Hast at faae Ende paa det, tog fra Statsminister Anker, hvis Skat fra 2235 Rbd. ned- sattes til 2312.    Der kan da naturligviis ikke være andet at optegne om denne Dag, undtagen dens Aviser, der dog, naar jeg maaskee undtager Biskop Bruns Apotheose i et latinsk Vers af Professor Olafsen, vare aldeles ubetydelige. Kronprindsen er lykkelig hjemkommen fra Skaane, men i franske Blade an- føres det som alle europæiske Fyrsters bestemte Mening og faste Beslutning, at Ingen maa være Konge uden den, som er født dertil.    En udmærket deilig Roman har jeg ogsaa i Dag faaet udlæst: Agathokles af Caroline Pichler. Tidsalderen og mange af Personerne ere historiske; hvorvidt Helten Agathokles og det Offer, han bragte med sit Liv, ogsaa er det, veed jeg ikke; men at af et blot Menneske fra Verdens Begyndelse vel intet saadant Offer er bragt med den signende Indflydelse paa Menneskehedens Held i fjerneste Secler, det er mig klart, og er da Fortællingen opdigtet, saa er det idet- mindste en høi herlig Aand, hos hvem saadan Tanke kunde opstaae, og som saaledes kunde udføre den. Fortællingen er s.549   i Brevform, som rigtignok, naar der hensees til Tidsalderen, falder lidt underlig, da Stilen er temmelig moderne, men at Brevene som saadanne have meget Værd og ere heel characte- ristiske, kan ikke nægtes. Blandt disse Breve er Agathokles's sidste til Phocion overmaade skjønt. Den besynderlige Fø- lelse hos et Menneske, der bestemt veed: I Morgen ved denne Tid er jeg død, er udmalet med frappant Livagtighed. Dog deri giver ikke Baggesen i Knud Sjællandsfaers Flaskebrev Frue Pichler noget efter, og jeg veed ikke, hvem jeg skal give Fortrinet. 15de September.    I ligesaa slet Veir som sidst, men for en større Folke- mængde holdt jeg efter min Kones Dom en langt maadeligere Prædiken. Jeg troer, Kjerschovs og Stenersens Maneer, som min Kone fortrinligen ynder, har forledt hende til en Gensi- dighed i homiletiske Arbeiders Bedømmelse, som hun for et Par Aar siden var aldeles fri for; vi havde og derover en Ventilation, som -- jeg kunde ikke for det -- krænkede mig mere, end den burde. Saalidet jeg imidlertid fuldkommen kunde billige min Kones Anskuelse af Tingen: saa overbeviist jeg er om, at det dogmatiske og moralske Foredrag bør følges jevnsides og ingen af dem prædominere: saa bestemt Medhold Jesu eget Exempel giver mig, naar jeg i mine Taler tager Hensyn paa det nærværende Liv, ja paa individuelle Tidsom- stændigheder, saa skal dog denne Kritik ligesaalidt som Hjorts, M. Møllers eller hvilkensomhelst anden mundtlig eller skrift- lig over mine Prædikener være frugtesløs; jeg har endnu al- drig hørt eller læst nogen Dom over mine Arbeider, hvoraf jeg jo har lært noget. 16de September.    Frue Dyhring faldt i Gaar Aftes ned af sin Stoel og brækkede Hoftebenet. Det sørgeligste af Alt er, at Lægerne s.550   siger, hun endnu kan leve længe, men maa ligge ubevægelig i een Stilling. Hun har med hendes fromme eenfoldige Tillid til Gud mere end engang fortalt mig, at hun om Natten, naar hun ikke nænnede at vække sin gamle svagelige Tjenestepige, troede at føle sig besynderligen understøttet af Guds Engle, saa at hun ei i Mørket faldt og stødte sig. Heel naivt sagde hun i Dag: "Hvor Guds Engle vare den Gang, det kan jeg ikke begribe." "Dog," lagde hun til, "Gud vilde vel tugte mig." Det er beklage- ligt, at dette ædle Menneske, denne troende Christen ikke kan tiltroe Gud anden Hensigt med at paaføre Lidelser, end at straffe. 18de September.    Mit Formiddagsarbeide var ligesaa ubehageligt som Lig- ningscommissionen, ja end mere, da jeg her havde virkelig Stemme, og forstod mig dog mindre end hist paa den om- handlede Sag. Det var et gammelt, raaddent Skolehuus paa Leret, der skulde besigtes, og Anstalt føies til de allernødven- digste Reparationer for Vinteren, at det ei skulde regne og snee ned paa Fredriksen og hans Madame, om endog, som han vist selv helst ønskede, Skolebørnene vilde forskaane ham for deres Besøg. Der indfandt sig da adskillige gode Mænd, hvis Mening jeg antog, og (hvad der var det Væsentligste) gav Anviisning paa Reparationsomkostningernes Udbetaling hos mig selv. Men efter denne yderst ubehagelige Forretning -- der kan ikke tænkes noget værre end at passere for Hoved- mand og være et Nul -- havde jeg en sand Glæde. Den virkelig høit fortjente John Hansen førte mig op paa Ener- hougen, hvor det Fattighuus, hvortil han gjorde Forslag, samlede Subscription, bidrog selv 100 Rbd., incasserede alle Bidrag, og ved hvis Opførelse han har været Bestyrer og daglig Opsynsmand, nu staaer næsten færdigt. Huset har to temmelig store, høie og lyse Værelser, hvor 32 -- 40 fattige s.551   Mennesker kunne faae Huuslye. Luften deroppe er meget reen og sund, og Udsigten (hvad saadanne Folk vist nok ei sætte stor Priis paa) er særdeles smuk. Ja sandelig, mit Hjerte takkede den brave Mand langt inderligere, end min Læbe var istand til. 19de September.    I Nationalbladet lader Hr. Wergeland os vide, at hans Frimodighed allerede har forladt ham, og at de anonyme Skumleres Invectiver har afskrækket ham fra at udgive sit Ugeblad. Han vil "oppebie Tider, som ere gunstige for andre end fordækte Skumlere." Det er høist urimeligt, efter nogle faa Individuer, som behage eller mishage os, at ville bedømme en heel Tidsalder. I en alvorlig og værdig Tone foreholdes Politimesteren, at slet Nattevagt ved Raadstuefængslet samt søvnige og uduelige Vægtere ere langt farligere for den of- fentlige Sikkerhed end de Gjæs, Høns og Ænder, med hvilke om Dagen føres Krig paa Byens Gader. -- Der klages paany over den Eed, norske Søefolk maa aflægge i Sverige. Man synes at ville gjøre den Sag vigtigere, end den er, skjøndt der rigtignok er noget stødende i, at man ved at give Grunde for denne Fremgangsmaade har sammenlignet Norge med Pommern. Dog er det maaske en Underofficiants Raisonnement, og ligesaa gale Ting høres nok hver Dag i Norge.    I Tillægget til Rigstidenden har den theologiske Candi- dat Abel ført Anke over den, som har ladet de skriftlige Quæ- stioner ved sidste Attestats indføre i Bladet: at disse ere alde- les forvandskede. Hersleb vedkjender sig at have indsendt dem, tilstaaer ogsaa de gjorte Forandringer som Rettelser, der vare glemte at noteres, men anseer dem derhos saa uvæsentlige, at de ei kunde have nogen Indflydelse paa Candidatens Charac- teer, naar hans Besvarelse virkelig havde været god. Det s.552   vil jeg og troe og tilstaaer forsaavidt, at jeg er aldeles over- bevist om, at et Svar, der røbede Tænksomhed og Sagkundskab, om end Spørgsmaalet af Candidaten selv var misforstaaet, ei havde udelukt ham fra den Characteer, der stemte med Af- handlingens absolute Værd. Men at der dog virkelig er temmelig Forskjel paa, om der spørges: "Er der nogen For- bindelse mellem den dogmatiske og moralske Theologie?" eller: "Hvori bestaaer Forbindelsen" o. s. v., hvilket forudsætter, at Examinator antager som afgjort saadan Forbindelses Existents, -- at altsaa en conditionel Parenthese, som den ved Spørgs- maalet om Mysterierne, udvider Quæstionen og paalægger Candidaten større Forpligtelser ved dets Besvarelse, det synes mig unægteligt.    Hersleb medbragte adskillige Bibelselskabsdocumenter, blandt andre et Brev fra Throndhjem, hvor Stiftscommitteen alt har organiseret sig. Der foreslaaes i alle Stiftsstæder at holde det aarlige Bibelmøde ikke blot for Selskabets Medlemmer, men for Enhver, som vil være tilstede, paa Reformations- festen, umiddelbar efter Aftensang, hvor i Prædikenen skal tages Hensyn til Selskabet. Her maa nok Biskoppen selv gjøre sig den Uleilighed at prædike til Aftensang, hvis Sel- skabets Forhandlinger skulle vente Tilhørere.    Hersleb havde i Gaar været hos Mørner, og kunde ikke noksom berømme Grevens og Grevindens simple Omgangstone. Mod dem fandt han Essen og hans Frue rent at bortfalde. Det er sandt, der var, med al dets Agtværdighed, en Stivhed i dette Ægtepars Adfærd, som ikke er at spore hos Mørners. Essen havde en Slags fyrstelig Air, Mørner vil i det høieste være primns inter pares. Essen indbød, udenfor store Fêter, sjelden andet end Officerer og meget fornemme Folk; Mørner har daglig Selskab af Embedsmænd og Borgere, ja har alle- rede havt baade Studenter og Cadetter ved sit Bord. Essen gjorde aldrig Visit uden til fornemme Folk, lod ikke engang s.553   en Tjener kjøre omkring med tom Vogn og Visitbilletter. Mørner og hans Frue kjøre selv om til enhver Frue og Ma- dam, som har besøgt dem, beredte til at modtages. Essen lod tilsige til Taffels, Mørner lader høfligen indbyde. Saa- ledes ere vi her i Christiania, Gud Skee Lov, saa lykkelige, at den, som kommer, altid er bedre end den, som gaaer. Saa har det været 3 -- 4 Gange, og gid det blev saa til Enden! 20de September.    Grev og Grevinde Mørner holdt udenfor vor Dør, lod høre, om vi var hjemme, og indsendte Visitbilletter, da jeg lod svare, at jeg var syg. -- I Intelligentsseddelen har man atter fat paa Wergeland og opripper Ting, som man baade kunde og burde glemme. 22de September.    I Formiddag havde jeg et sjeldent Besøg: Statsraad Motzfeldt. Det luede mig om Ørene, da jeg saae ham, thi jeg troede, han vilde foreslaae mig at modtage Bergens Bispe- stol. Men det var ikke hans Ærinde. Bergens tilkommende Bisp kom ikke i Betragtning; Talen var kun om den afdøde eller rettere hans Enke. Han efterlader hende en Gjeld af 3000 Specier, og intet, aldeles intet at betale den med uden et Indboe, som neppe er Halvdelen værd. Gaae fra Arv og Gjeld kan vel hun og de øvrige Arvinger, men det falder tungt for ærekjære Mennesker, og desuden ville da hendes Creditorer have Ret til at gjøre Beslag paa Naadsensaaret. Bruns Venner fandt altsaa, at man ved Subscription burde see at indsamle det fornødne til Gjeldens Afbetaling. Motzfeldt havde skrevet til Statsminister Anker og bedet ham ansøge Kronprindsen om at bidrage hertil. Anker svarede, at Prind- sen alt af sin egen Casse havde bevilliget Tillæg i hendes Pension, og at han altsaa fandt det upassende at komme med s.554   en ny Begjæring, men selv tegnede han sig for 1000 Rbd. Nu var Motzfeldts Anmodning til mig, først at jeg vilde op- give ham som mere fremmed i Christiania, hvilke Mennesker man kunde henvende sig til med Haab om godt Udfald, og dernæst at jeg vilde opsætte en saadan Forestilling, der, uden at saare Delicatessen, viste Enkens Trang og opmuntrede til Velgjørenhed. Den sidste Anmodning er det mig let at op- fylde; den første har større Vanskelighed, dog nævnede jeg nogle af Kjøbmandsclassen, hos hvem kunde haabes Hjælp, og nogle, til hvem man ei burde komme. 22de September.    Jeg havde en Dispute med Frue S ....... i An- ledning af et velskrevet men iøvrigt afskyeligt Stykke i Na- tionalbladet, hvorom see næste Dag! Den gode Frue er ikke alde- les fri for at ville dømme om Ting, som ene tilkommer Mænd at drøfte og afgjøre, og som i det høieste de meget fornemme og lærde Damer, hvis Hustrue- og Moderpligter ei genere dem, bør tilstedes Votum i. Naar et Fruentimmer taler om Regentpligter og et Mandfolk om Madlavning, det er ganske den forkerte Verden. -- Hersleb ynder ogsaa Agathok- les fortrinligen; dog synes han, at der i Bogen kunde og burde været sagt mere om det, Forfatterinden i Fortalen selv har angivet for sin Hovedidee: den almindelige Trang til Chri- stendommen i Constantins Dage, da det endog forekommer ham, at Agathokles er aldeles den samme før og efter sin Omvendelse, og at han som Hedning, ligesaavel som nu, vilde opofret alt for en stor Idee. Mig synes og, at det deilige Schillerske Motto: "Das Leben ist der Güter höchste nicht" anvendes heel ilde. 23de September.    Det mærkværdige Stykke i Nationalbladet er skrevet i Anledning af den, vistnok ubesindige og illiberale Yttring, at s.555   man havde været forliebt i Prinds Christian og derfor ofret hine patriotiske Gaver i Mai 1814. Heraf tager denne Mand Anledning til at sige Kronprindsen Bitterheder og op- høie Prinds Christian, afmale vort Lands Forfatning, som høist ulykkelig, kort gjøre alt muligt for at løse Baandet mel- lem Regent og Folk, og vække Misnøie med den Situation, vi ere i, og den Regjering, vi havde antaget. Gid jeg kunde føie til, at Forfatteren var en Smører, men nei, hans Stiil er saa flydende, correct, ja endog skjøn, at jeg umulig kan, hvad jeg saa gjerne vilde, troe Rygtet, der tillægger Sebbelov dette Arbeide. -- De øvrige Stykker i dette Nummer ere: nok et Angreb paa Wergeland, temmelig moderat: et Par Stykker om Bankligningen: et -- vistnok velmeent -- Forslag til at hæmme Luxus i Meubler og Klæder, hvor Landets fineste Damer opfordres til at gaa paa Bal i Hvergarnskjoler og dets fornemste Mænd at klæde sig i Vadmel: endelig om Rettergangs-Eden, at Dommerne bør staae og Vidnerne ligge paa Knæ under den.    Jeg spiste til Middag hos Mørner, og talte denne Gang baade med Greven og Grevinden, som paa Søndag vilde høre Doctoren. "Saa Fanden i Vold, bliver jeg nu til Doc- tor?" maa jeg vel sige med Verten i Hexeri eller blind Al- larm. Jeg faaer saa mange Titler af de Svenske, at hvis jeg gageredes efter dem alle, var jeg en holden Mand. Der var, som hver Dag, et Selskab af omtrent 20 Personer.    Jeg hadde Brev fra min Fætter Pavels i Gloppen. Han vil gjerne have Eidsvold Kald og udbeder sig min An- befaling. Gud give han var der! ingen skulde glædes hjer- teligere derved end jeg. Men rive Diriks og Bull af Pinden lykkes ham vist ikke, og bør vel ikke heller. Tale til Treschow nytter aldeles ikke. Maaskee skriver jeg til Anker, for at kunne med frelst Samvittighed sige, at jeg har gjort alt mu- ligt for min Frænde og Ven. s.556   24de September.    Paa Volden mødte jeg Capt. Ræder. Ogsaa ham mis- hager det famøse Stykke i Nationalbladet, mere dog fordi det ikke nytter at røre op i disse gamle Sager, end fordi han føler det Illiberale og Uværdige i Forfatterens Fremgangs- maade. I Ræders Dom staaer Prinds Christian aldeles skyldfrie, idetmindste som Hærens Anfører. Arenfeldt, Seyer- stedt, Hegermann, alle fordømmer han som uduelige Generaler, troer at Norge gjerne kunde staaet sig, naar det gamle Snaus var bleven bortryddet og en yngre Slægt faaet Commando, ja ansaae endog, som Omstændighederne nu vare, Udfaldet tvivlsomt. Hegermann, forsikrede han, havde længe før For- eningen decreteredes, høitideligen erklæret, at han aldrig tjente mere mod de Svenske. Ræder er conseqvent, det maa man tilstaae ham, mener vist Fædrelandet det overmaade vel, og viger ikke et Skridt fra hvad han anseer for Ret, men han er vel hidsig og paastaaelig. Overalt, hvad denne Sag betræffer, om end Prinds Christian i Krigen havde været Henrik den Fjerde, endda takker jeg Gud, at vi bleve ham qvit.    Statssecretair Holst er syg og sendte i Aften Kl. 8 Bud, om jeg vilde komme ind og spille Boston med ham, Engel- hardt og Veidemann. Jeg svarede, at jeg ikke befandt mig vel, havde alt klædt mig af og vilde gaae tidlig tilsengs, alt- sammen den rene Sandhed: men ellers vilde jeg vel, om end ikke det havde været, taget i Betænkning at sige Ja. 25de September.    I Intelligentsseddelen gjøres det betænkelige Spørgs- maal, om ikke hver Ligningsmand ved de nye Skatter og Indskud skal have 2 Specier af Statscassen daglig? Det er en skrækkelig Udgift. Om Storthinget havde lagt an paa at gjøre os kjede af vor saakaldte Frihed, kunde det ei baaret sig stort anderledes ad. -- Rigstidenden anmelder, at den be- s.557   rygtede Præst Larsen i Bergens Stift har faaet Afsked uden Naade. -- Tydsklands, maaskee Europas ypperste Skuespiller, Schrøder, er død.    Sverdrup havde været med sin Kone hos Excellencen i Gaar Aftes og saa omtrent souperet i Luften paa Pari- sermaneer, men var ikke desto mindre overmaade glad ved Mørner og roste hans Bondagtighed.    Jeg besøgte Statssecretairen i hans Upasselighed. Han fortalte, at Bispe-Embedet i Gaar var for i Statsraadet. Rein, jeg og Schmidt (!) vare indstillede. Man formoder, Kongen holder sig til Rein som No. 1. -- Ogsaa fortalte Holst, at alle fire nulevende Bisper have gjort en Forestilling, at et Consistorium i hver Stiftsstad skulde udnævnes, hvis Medlemmer skulde have jus deliberandi i geistlige Sager, men ingen Stemme, hvilken alene tilkom Bisperne, item at disse kunde sendes paa Visitats. Statsraadet havde indstillet For- slaget til Henlæggelse. 26de September.    Punschedrikken og Larm skal have taget Overhaand i Klubben. Jeg angrer at være gaaet ind i den igjen, saa meget mere, da her er en anden, langt elegantere og anstæn- digere: ny Halfdans Klub, hvor Byens første Embeds- mænd ere Medlemmer, og som tilbyder langt bedre Aands- næring end hiin. -- Capt. Ræder vilde vide, at det er Major Vetterstrand forbuden at bære Uniform, hvilket bestyrker min Mistanke, at han ikke er kommen af svensk Tjeneste paa den ærefulde Maade, han selv forgiver. Det synes overalt ikke, som han nyder Pension fra Sverige, og det maatte han dog nødvendig, naar Blessurer, hentede i Krigen, gjorde ham utjenstdygtig. s.558   28de September.    Som et Bidrag til vor Forfatnings Historie og Bestyr- kelse af det Motto af Tieck, jeg engang foreslog til Stor- thingets Forhandlinger, maa jeg anføre, at en af Oppegaards Ligningsmænd var hos mig i Morges og forelagde mig til Attestation en aldeles lovmæssig Regning for Skyds og Diæt- penge for ham og hans to Colleger. Den beløb sig til 31 Spd. 48 &bmskilling; = 314 Rbd. N. V., og den hele Formue- og Næringsskat for det District, de repræsenterede, er 164 Rbd., altsaa 150 Rbd. mindre end de kostede Staten.    Atter var Capt. Ræder her. Det er ham overdraget at gaae om paa Fæstningen og tilspørge alle, som ere lignede til den tvungne Bank, om de ville tegne sig for den samme Sum til den frivillige. Saadan Forespørgsel er skeet over den hele Bye. Hos mig havde han intet andet at gjøre, end spørge, om jeg vilde tegne mig for mere end den ene Actie, jeg havde tegnet mig for, og hvormed man (ifølge mit Brev) ogsaa i Ligningen havde ladet sig nøie. Dertil følte jeg da intet Kald. -- Endelig havde jeg nok et Besøg af Motzfeldt, hvem jeg havde sendt Concepten til -- Ordet Tiggerbrev paatvinger sig mig, det staae her altsaa! At Bruns Enke har Næringssorg, fandt han ei kunde eller burde siges, da hendes Pension, den hun har og end kan vente, betrygger hende derimod. Naar hun altsaa kan leve uden Trang den korte Tid, hun har tilbage, saa veed jeg virkelig ikke, hvorfor Publicum skal betale hendes Mands Gjeld. Hendes Børn ere, paa en Datter nær, alle forsørgede og blandt Svigersøn- nerne er en (Vallem) en rig Mand, og en anden (Rolfsen) idetmindste velhavende. Imidlertid, har jeg sagt A, maa jeg sige B, og derfor bekvemmede jeg mig til, ei alene i Forening med Motzfeldt og Justitiarius Bull at underskrive Forestillin- gen, men ogsaa at gaae om med den her i Byen til dem, s.559   hos hvem Formue og Hjertelav kunne tænkes forenede. Bruns Minde skal styrke og opmuntre mig. 28de September.    Det kan ikke nægtes, at Skjelderup er overmaade dadle- syg. Han skikker sig bedre i Tiderne end Sverdrup, men Ti- dens Mennesker overhovedet have ikke i denne en skarpere Censor. De høiere mentale Nydelser, Musik, Poesie o. dsl. ere desuden Skjelderup fremmede, omtales endog af ham med Ringeagt. Agte hans Retskaffenhed, holde af ham, ynde ham som en morsom Selskabsbroder i en liden Kreds, hvor Ord ikke veies, det kan og maae man; men sympathisere med ham, tage Deel i hans ganske besynderlige Anskuelser, vælge ham til Fortrolig i noget aandeligt Anliggende, det kan idetmindste ikke jeg. 29de September.    Greven og Grevinden vare i Dag mine Tilhørere i Slots- kirken. Hun havde hørt, sagde hun mig i Mandags, at jeg var en stor Prædicant; det kommer nu an paa, om hun fandt Rygtet grundet eller ugrundet. Mig selv fyldestgjorde jeg saa nogenlunde. Jeg talte om Jordefærd, hvad den er, hvorledes den bør foretages, hvad vi bør tænke og føle der- ved. Hos vore Officerer, unge og gamle, synes Kirkegang igjen at gaae reent af Mode. I de tre Stole nede i Kirken har nu i to Søndage Capt Antzèe været den eneste Militair- person. 30te September.    Jeg fik udlæst 7de Deel af det theologiske Bibliothek. Det slutter med to Breve fra Udgiveren til en Landsbyepræst, hvori handles meget om Kirketugt, som Forfatteren vil have indført med en Strenghed, der vistnok var ønskelig, men hvis Mulighed jeg ikke indseer uden i det høieste i smaae isolerede Menigheder. I Kjøbenhavn og Christiania anseer jeg de s.560   gjorte Forslag for aldeles uiværksættelige. Personsanseelse vilde gjøre ondt værre, og naar fuld Upartiskhed skulde finde Sted, maatte man nok begynde med Norges Statsraader og Danmarks Collegie-Præsidenter. -- Om de Forlystelser, Præ- sterne bør tage Deel i eller afholde sig fra, siges adskilligt sundt og godt; naar imidlertid Comediegang nævnes blandt de mistænkelige, som man kun incognito bør befatte sig med, da strider dette imod min Følelse, og imod hvad der nuom- stunder uden mindste Forargelse er almindelig Vedtægt hos orthodoxe og heterodoxe Religionslærere. Jeg maa ellers sige, at dette er det meest utheologiske af alle Bindene i dette theo- logiske Bibliothek. Naar den latinske Afhandling om Selv- mord blev oversat, kunde hvert Ord staaet i Minerva eller Athene. -- Jeg har ogsaa udlæst første Hefte af det Hol- steenske Maanedskrift, Kieler Blätter kaldet, som Sverdrup har laant mig. Dets Hovedtendents er øiensynligen at for- berede den Forandring i Hertugdømmernes Regjeringsform, hvorpaa nu arbeides, og at stemme Gemytterne for det repræ- sentative System. Men ogsaa om andre vigtige og interes- sante Gjenstande udbreder man sig med sindig Frimodighed. Fire Kielske Professorer ere Redacteurer og næsten alle Uni- versitetets Lærere Medarbeidere. -- Nogle 50aarsgamle Breve fra Klopstock til et Fruentimmer kan jeg ikke sige interessere mig. Der hersker en vistnok characteristisk, men for mig keed- sommelig Snaksomhed. Kjendte man alle Omstændigheder, hvortil henpeges, morede Brevene vel mere. Den synderlige Lyst, man har til at divulgere hver Bagatel, man kan opkapre fra en berømt Forfatters Pen, har jeg før engang omtalt med Mishag.    Justitsraad Bull har nu (ventelig til liden Nytte) fuld- endt sin Kjøbenhavnsreise, der varede i 15 Uger. Han ældes kjendeligen. s.561   1ste October.    Jeg skrev til Statsminister Anker angaaende min Fætters Ansøgning. Jeg dulgte ikke, at jeg ei kan vente, ja ei en- gang bør ønske den bønhørt, da det vilde være en aabenbar Uretfærdighed, om han blev Provst Bull foretrukken. Imid- lertid var det min Pligt, ei aldeles at svige den Tillid, Pavels havde viist mig, og idetmindste for en anden Gangs Skyld at gjøre Excellencen opmærksom paa min Fætter som en Mand, der fortjente at befordres efter sit Ønske. -- Ved samme gode Leilighed bad jeg Anker (dog med al mulig Circumspection i Udtrykkene), om Kronprindsen skulde have Fordom imod Rein, og derfor ei vilde gjøre ham til Biskop i Bergen, men heller udnævne mig som en i hans Øine bedre Patriot, at han da vilde anvende al sin Indflydelse paa at forhindre saadant, da jeg i det Hele er fornøiet med min nærværende Stilling, og desuden maatte befrygte, at de besværlige Reiser snart vilde gjøre mig til Invalid eller endog forkorte mine Dage.    Uindbudne vare vi i Aften hos Sverdrup og modtoges med glad Velvillie. Jeg sad en Times Tid hos ham i hans Værelse, hvor vi havde heel interessant Samtale. Vi talte om Inspiration, om Udødelighed, Fornuftgrundene for den og vor totale Uvished om Maaden, hvorpaa vi skulle vedblive at være til. Saa var og Talen om Philosophie og Theologie. Efterat have dannet sig et System vilde Treschow efter Sver- drups Paastand, ophørt at studere Philosophie, om han end ikke var bleven Statsraad. Saa gjorde Kant, der, efterat have fixeret sit System, slet ikke fulgte de senere Undersøgelser, ja forstod dem ikke engang. -- Theologien er, efter S's Sigende, ikke af de Videnskaber, der blomstre ved Kjøbenhavns Universitet, der ikke eier en lærd Theolog. Det islandske Sprog er P. E. Müllers, Kirkehistorien J. Møllers Hoved- studium. Meyer skal besidde grundig Indsigt og vil blive en Prydelse for hvilket af de to Universiteter, han deciderer sig s.562   for. Mynster kunde og blive en god Professor, men han er saa udmærket Religionslærer, at man ei bør ønske ham bort fra den Bane. -- Kl. 8 gik vi ind til Qvinder og Børn, og Samtalen hørte op at være videnskabelig. 2den October.    Fra Overinspecteur Blix fik jeg den fornøielige Efterret- ning, at omtalte Olia Guldbrandsdatter i Løverdags er ned- kommen med en velskabt Datter. Nu kan jeg neppe redde hende fra Tugthuset, og det kan vel endda være det samme, da jeg allerede anseer hende for et meget fordærvet Menneske. 3die October.    Et meget aandeligt Nationalblad er udkommet, der først indeholder et Gjensvar paa noget, som er sagt om Forfatteren til Afhandlingen "om Bibel og Bibelselskab", og dernæst en Apologie af Stenersen for Grundtvig. Ingen af disse Strids- skrifter vilde man savnet, og ingen af dem vil nok omstemme dem, der maatte være af anden Mening end Forfatterne.    Jeg afskedigede i Dag de sidste Confirmander. Atter har jeg en uoverseelig Skare: 82. Blandt disse ere 15 Cadetter, af hvilke neppe Fjerdedelen fyldestgjorde mig, og 19 Cathe- chismuslæsere -- o vee! o vee! -- Jeg fik i det Hele 1083 Rbd. Ogsaa Foræringer af Fisk, Æg, Kramsfugle og Fløde har jeg jevnligen faaet; altsammen meget godt, men endnu bedre, naar Antallet kunde reduceres til 20, og man i ingen Henseende kunde føle sig beføiet til at ønske flere. 5te October.    I Rigstidenden averteres en lærd Skoles Oprettelse i Drammen med en Overlærer -- som en Broder af Borch venter at blive -- en Adjunct og to Timelærere. -- Werge- land giver en sindig og ei ubeskeden Forklaring, hvorfor han s.563   ved de anonyme Invectiver lod sig afskrække fra at udgive "den Frimodige". -- Om denne Dag er forøvrigt kun at an- mærke, at jeg i Aften lod mig overtale til endnu engang at spille den høie Boston hos Holst med ham, Engelhardt og Weidemann, men det var da bestemt sidste Gang; det er- klærede jeg dem høitideligen og bad dem aldrig mere indbyde mig, naar de ei kunde skaffe mig lavere Partie. 6te October.    Atter er da en Confirmationsdag tilbagelagt! -- I Be- tragtning af, at mine Been endnu ikke ere helbredede, fandt jeg den Nødvendighed at existere, uden hvilken jeg ikke oftere vilde lade Borch prædike paa en Confirmationsdag. Han prædikede da, og sandt er det, han er en Stakkel i sine bedste Klæder, som man siger. Der skulde han nu intimere til Tav- lernes Ombæren for det Døvstummeinstitut, man, volente deo, tænker at oprette om et halvhundrede Aar eller lidt mere, og i den Anledning vævede og vrøvlede han saa ganske umen- neskeligen, saa det lod, som han tilsidst hverken vidste ud eller ind. Hans Prædiken handlede om christelig Ydmyghed, et høist upassende Æmne paa en saadan Dag. Af deres Kundskaber og Forstand skulde det idetmindste ikke letteligen falde nogen af mine Confirmander ind at hovmode sig.    Den bergenske Digter Olsen, som atter har udgivet et Bind Poesier, har atter til min Forundring og Beskjæm- melse viist mig den Opmærksomhed at forære mig et Exem- plar. Jeg har bladet lidt i den, og der forekommer mig, som han begynder at blive Herre over Udtrykket og mindre end før udtale de Følelser, der svæve dunkelt for hans Sjel, saa- ledes at de blive til det pure Nonsens. 7de October.    Hos Mørner var stor Diner i Anledning af Kongens Fødselsdag. Det er sandt, de Folk forstaae at tractere, og den s.564   Smag og Elegance i alt uden Undtagelse har man nok aldrig seet Mage til hos de Prindser og høie Herrer, som i den se- nere Tid har lyksaliggjort Christiania med deres Nærværelse. Hos Essen især kunde Bordenes Servering, Beværtning, Op- vartning, kort intet udholde Sammenligning med dette. Den ellers saa vanskelige Skjelderup var henrykt. "Det er Mand, som forstaaer at tractere! "sagde han.    Jeg sad temmelig til Høibords mellem Oberste Rummel- hoff og Platou, og havde ret behagelig Conversation med den sidste; kun skraldede den uophørlige Taffelmusik, som var tæt ved os i nærmeste Værelse, vel stærkt i vore Øren. Engang glædede den mig dog meget. Mørner proponerede en eneste Skaal: Kongens! -- og efter de sædvanlige Trompetstød, fik vi i temmelig dæmpede og høitidelige Toner: God save the king! -- For den affældige gamle Mand, som vi aldrig have seet og aldrig faae at see, og hvis Rygte fra ældre Ti- der just ikke er saa overmaade godt, kan man ikke føle syn- derligt, og dog stod Taarerne mig næsten i Øinene under denne Musik. Jeg tænkte mig Sangen istemt af et engelsk Publicum med høitidsfuld Andagt; jeg mindtes hvad Aviserne fortalte om den Aften, da en afsindig Officeer skjød efter Kon- gen ind i Logen paa Drurylanetheateret, hvorledes Sheridan lod synge God save the king og extemporerede en Strophe dertil efter Dagens Tarv, og hvorledes Skuespilhuset forvand- ledes til et Tempel, og tusinde andagtsfulde Stemmer hævede sig til Himlen med Tak og Bøn, -- og denne ubeskrivelig opløftende Melodie var ikke alene Contraband i de 7 Krigs- aar, men end ikke nu maatte den høres paa vort Theater; dens Bastard eller Gjenfærd, der klinger meget smukt i Capt. Copps og Prinds Henriks Drikkelag, men har ikke det mindste høitideligt ved sig, fandtes mere passende til en Folkesang. -- Mørner bebreidede mig ellers spøgende, at jeg i Søndags otte Dage havde prædiket imod Evangeliet, da jeg fra Religiøsite- s.565   tens Side anbefalede Begravelsessteder nær ved Kirkerne, og der dog stod i Texten, at Jesus mødte den Nainske Ynglings Liig udenfor Stadsporten. Der var ikke Tid eller Sted til at ventilere om saadan en Materie, men ellers, uanseet at jeg exciperede mod medicinske og Politieanordninger, som Reli- gionslæreren uvedkommende, kunde det erindres, at Jesus ikke med et Ord bifaldt hiin jødiske Skik, og at man altsaa in- tet andet lærer af det Sted, end at det var Skik, og at Jesus ei aabenbar misbilligede den. Reenlighed og Omhu for Sundheden var ellers ikke Jødernes Sag; fra den Side er vel neppe Tingen betragtet af dem, og at de Christne, som begrov paa Kirkegaarde, ja i Kirker, havde deres Betænkning derved, som vi bør ære, og Følelser, vi ogsaa maatte ønske os besjelede af, det er mig klart.

bla bakover

bla videre