|
29de August.
Rahbek har igjen begyndt at udgive Minerva. Saa-
vidt jeg kan slutte af de sex første Hefter, som jeg har til-
laans fra Bibliotheket, kan Tidsskriftet vel maale sig med sin
ældre Søster, især i hendes sildigere Dage. Det interessanteste
|
| s.532 | Stykke er Frue Bruns Brev fra Rom, der blandt andet har
lært mig at kjende den romerske Pøbel maaskee som den første
paa Jordkloden. At man med den fuldkomneste Eenstemmighed
nægtede sig Nydelsen af sin Yndlingsforlystelse, Carnevallet,
fordi det var anordnet og bestyredes af en Autoritet, man
ikke yndede, det vidner sandelig om Characteer. Den danske
og norske Pøbel havde ikke gjort saadant, det veed jeg. --
To andre Mærkeligheder maa jeg endnu anføre: en poetisk
Correspondance mellem Ingemann og S. S. Blicher, hvor I.
beskylder B. for ikke at være religiøs nok i en Digtsamling,
han har udgivet, og denne giver et meget træffende Svar,
som Grundtvig og hans Tilhængere gjorde saare vel i at
lægge paa Hjerte. Den anden Mærkelighed er Prøve af en
(efter Baggesens Udtryk) reenskreven Peder Paars, af en,
efter Sigende, bekjendt Versificateur fra det 18de Aarhundredes
sidste Fjerdedeel, som har paataget sig det daarlige Arbeide
at modernisere hiint Mesterdigt, omstøbe, tage fra og lægge
til, altsammen i mine Tanker saare uheldigen. Han betegnes
af Rahbek som en, der ikke uden Held havde vovet andre lig-
nende dristige Foretagender, men jeg kan umulig gjette, hvo
han er.
Ellers har jeg i Dag i Anledning af et Attestvrøvl,
efter 11 Aars berømmelig Embedsførelse, første Gang gjort
den Opdagelse, at Aggershuus Stift og Aggershuus
Stiftsdirection, som jeg i Udskrift paa Breve ansaae for
fuldkomne Synonymer, ere yderst forskjellige, da Breve med
den første Udskrift aabnes og besvares af Stiftamtmanden,
og med den anden af Biskoppen. Og jeg vilde selv være
Biskop? -- o Gud hjælpe os!
30te August.
Provst Munch gav mig en sørgelig Skildring af Lands-
byepræsternes Kaar nuomstunder, da Folkeløn og Byefornø-
|
| s.533 | denheder ere i meget høi Priis og Jordproducterne i meget
lav. Hans Tiende er 93 Tønder Havre, og saalænge denne
kun gjelder 20 Rbd. Tønden, lønner han netop sine Tjeneste-
folk med denne sin eneste faste Indtægt. (Den Beregning er
dog nok overdreven). For at subsistere maa han have Elever
i Huset, hvortil han blot vil have voxne Udlændinge, og ikke
Drenge som før.
31te August.
Rigstidenden udmærker sig især ved sine Vers. Først staaer
der Sangene ved Essens Bortreise, men i Tillægget finder
man det smukkeste. Hr. Vilses Poem til Essen er saaly-
dende:
Dig, ædle Essen! dig følge sand Glæde!
(Nedrige Glæder var aldrig din Lyst!)
Kundskab og Dyder hos dig finder Sæde,
Lys er din Aand og ædelt dit Bryst!
*
Gud gjøre dig lykkelig, hvor du drager hen,
Og Venner med Glæde dig skue igjen!
Nu, det var da "en Smule daglig Snak", men saa
kommer det svære Cavallerie, en latinsk Lapidarstiil og et dansk
Riim til Ære for Brun, der nu snart kunde have Føie til
at udraabe: "Tu manes ne læde meos, sed parce sepulto!"
Disse to usle Mesterstykker ere af Præsten Børretzen i Etne.
Det latinske begynder med et tredobbelt eheu! og ender med
følgende naive Undskyldning:
Lector benevolus!
Excusa lapsos linguæ latinæ fortasse hic datos!
Memoria deficit, adminicula desunt.
(En gyldig Undskyldning, naar det var befalet Hr. Børretzen
at skrive paa Latin om Biskop Brun, men nu har den ingen-
steds hjemme og er latterlig).
|
| s.534 |
Hersleb inbød mig til et Bibelselskabsmøde i Morgen
Eftermiddag. Nærmest Anledning hertil gav et Brev fra
Provst Hertzberg om 500 Pd. St., som det engelske Bibel-
selskab vil give vort norske, saasnart det underrettes om, at
samme er organiseret. Foruden dette Brev, hvis Indhold i
Morgen nærmere skal optegnes, var og kommen et confiden-
tielt do. til Hersleb og mig, ganske i Mandens Aand, saa-
lydende:
"Hr. Professor Hersleb og Hr. Slotspræst Pavels!
Sub rosa! Lader nu ikke Procantzler Bechs Kløer ma-
culere Sagen! De, ærværdige Guds Mænd! præstere præ-
standa til Lord Teigmouth (Bibelselskabets Præsident) eller
Steinkopf (dets Secretair) at De, ikke Bech, faaer Pengene,
gjøre dem frugtbringende, og den bestemte hensigtsmæssige
Brug deraf. Paaskynder I, at Expeditionen skeer saasnart skee
kan til London! Battons le fer pendant qu'il est chaud!
Ved Stiftsprovst Fleischer, nu constitueret Biskop i Bergen,
skal jeg erkyndige mig, hvad Subscriptionen bliver at Bye og
Land, og nærmere melde, om ei han. I gjæve Mænd! Nor-
dal Bruns Aand! Elias Aand hvile over Elisa!
N. Hertzberg".
Fra "de Studerende ved Frederiks Universitet" kom In-
vitationsbillet til en Høitidelighed, der gives paa Cathedral-
skolens Auditorium Mandag Kl. 11, Universitetets Stiftelses-
dag. Det er et raskt, selvstændigt Foretagende, at de acade-
miske Borgere, siden Professorerne af Mangel paa Fundats
ei kunne, selv høitideligholde denne Dag, endog med Publici-
tet. Nogen Arrogance vil maaskee findes deri.
Af Universitetets Bøger har jeg udlæst femte Deel af
Møllers Theologiske Bibliothek, hvori jeg har fundet
interessante og velskrevne Artikler, men, paa en eller to nær,
lidet passende til Navnet theologisk Bibliothek, hvor man
dog venter noget strengt videnskabeligt, noget, der kan hjælpe
|
| s.535 | den dansk-norske Theolog til at holde Skridt med Videnska-
bens Litteratur i denne Tid, da Adgangen til udenlandske
Kilder er ham fast afskaaren. De fleste Artikler kunde gjerne
staaet i Athene eller Minerva.
1ste September.
Fra 4 til 7 holdtes Committeemøde i Bibelselskabet.
Hr. Steinkopfs Brev gik ud paa, at 500 Pund stode færdige
til Udbetaling, saasnart man var underrettet om Bibelselskabets
Organisation, dog under den Betingelse, at intet uden
Bibler skulde trykkes, og af disse den blotte Text uden
Noter og Commentar. Det første af disse Vilkaar er-
klærede Committeen sig ei at kunne indgaae i Selskabets
Navn, hvorimod man vilde forpligte sig til at anvende den
engelske Gave blot til Biblers Trykning, og for mere
end sine egne Penges Anvendelse kunde det engelske Selskab
ei kalde os til Ansvar. Et forunderligt Brev fra Carsten
Anker til afdøde Prof. Leganger oplæstes ogsaa. Det var
affattet i en andægtig Tone, som høiligen forbausede mig.
Han erklærede sig deri befuldmægtiget til at love Selskabet
fra det Engelske Bibelskab en betydelig (men unævnt) Sum
under en heel Deel Betingelser, hvorom ei findes et Ord i
Steinkopfs Brev. -- Iøvrigt snakkedes en heel Hob om Regn-
skabsvæsen o. dsl., og jeg var ret meget ærgerlig over, at
jeg skulde ende dette Vrøvl, der gjorde mig kold og forstemt,
med en Bøn til Gud. Men saa kom Saxild med det For-
slag, at man skulde lade Subscriptionsplaner til Bibelselska-
bet bæres om fra Huus til Huus, og herover expectorerede
jeg mig med Fynd, fandt ogsaa Medhold i den hele Forsam-
ling. Derved blev jeg varm, og gjorde nok en ganske god
Slutningsbøn. Men skulde jeg fremdeles hver Maaned, vel
ogsaa tiere, gjøre to saadanne Bønner, kom jeg snart i For-
legenhed. Hvorvidt det overalt er værdigt og passende at be-
|
| s.536 | gynde og ende saadanne verdslige Handeler med An-
dagtsøvelser, maa jeg tilstaae, jeg ikke ret indseer eller tør
afgjøre.
Hersleb, Kjerschov og Borch fulgte mig hjem. Det var
en af de gladeste Aftener, jeg veed at have havt i lang Tid,
skjøndt "Harpen taug ved breden Bord", -- ja end ikke Viin
fremkaldte Samfundets Glæde. Anecdoter og andet lystig
Spøg, hvor vi dog ei, som ved hiint Symposion heroppe med
Nansen, Bonnevie og Schultz skulde frygte for at forarge en
tilstedeværende Yngling, gjorde de 3 -- 4 Timer til Øieblikke.
2 September.
Skjelderup besøgte mig i Morges og bevidnede sit Mis-
hag med Universitetsfesten, hvori han fandt utilbørlig Selv-
tillid hos alle dem, som befattede sig dermed, især hos Stu-
dent Frølich, som vovede at træde op og holde en latinsk
Tale, et Arbeide, han ikke troede mere end fire af Universite-
tets Lærere voxne: Sverdrup, Hersleb, Stenersen og Søren-
sen. Jeg vil imidlertid haabe, Skjelderup noget har formil-
det sin Dom efterat have hørt Frølich, som skilte sig meget
vel ved Arbeidet, og, saavidt jeg kunde forstaae ham, talte
godt Latin. Gud veed, om Æren derfor tilkommer ham ene;
Stenersen havde idetmindste læst Talen. -- Dog jeg gaaer
ordentlig frem. Jeg kom da op paa Cathedralskolens Audi-
torium Kl. 11. Paa Galleriet vare satte Stole for honora-
tiores  Professorerne og Præsterne, thi ingen andre vare
indbudne. Hansens Cantate var nu saa saa! Ordene vare som
sædvanligt ved slige Leiligheder, hvor man skal gjentage hvad
der er sagt utallige Gange før. Selv en Thaarup eller In-
gemann have her ondt ved at være originale. Bjerregaards
Musik behagede mig endnu mindre; den var altfor hurtig og
ingenlunde høitidelig nok. Sin lange captatio benevolentiæ
sagde Frølich overmaade godt. Ogsaa hvad der sagdes om
|
| s.537 | Norges Trang til Universitetet og dettes Stiftelse, foredroges
vel og med Anstand, men nu dæmpede han sin Stemme ved
Talen om Rigernes Adskillelse, og derpaa var intet at sige,
men han hævede den aldrig, og for mig, hvis Hørelse svæk-
kes, blev den tilsidst heel uforstaaelig. Sverdrup selv erkjendte,
at nogle af hans Udladelser, med Hensyn paa vort nuværende
politiske Forhold, vare uforsigtige, men ellers aandede Talen
Varme for Fædrelandet og Videnskaberne, ogsaa for Religio-
nen, saa at der endog for saadan en Tale forekom mig at
være vel meget gudeligt deri. -- I Aften havde Studenterne
et Gilde hos Verner, hvor Professorerne vare indbudne, men
ikke Præsterne.
Treschov finder og, at Løveridderen er Ingemanns bedste
Arbeide, og at Øhlenschläger aldrig har skrevet noget saa
fuldendt som den og Hyrden af Tolosa. Eidsvolds Kald
faaer rimeligviis Bull paa Hedemarken, hvilket meget skal
glæde mig, da hans Tilstand deroppe blandt det Kjeltringpak,
som hader og forfølger ham, maa være skrækkelig.
3die September.
Denne Dag vilde været meget umærkelig, da Ligningscommis-
sionen var her fra Kl. 9 Formiddag til 7 Aften, dersom jeg ikke
havde havt en Visite og ved den faaet et Brev, som var mig saare
kjært og interessant. Visiten var den i sin Tid navnkundige
Kammerherre, Baron Wedel Jarlsberg, Skuespillerinden Mad.
Preislers Amant, Stifter og Bestyrer af det berømte Privat-
theater i Nestved og Forfatter af endeel Brochürer, hvoriblandt,
efter Sigende, den famøse, hvori den geistlige Stands Afskaf-
felse foreslaaes. Han havde været i Besøg hos sin Søn,
Amtmanden i Bradsberg, og bragte mig nu paa Retouren et
tykt Brev. Dette var fra min uforglemmelige Claeson, der
nu, som naturaliseret dansk Borger, ogsaa bærer sit Familie-
navn Horn. Han sender mig et lidet Bind Små Skalde-
|
| s.538 | stycken, som han har udgivet. I Brevet gjenkjender jeg
aldeles min gamle Ven. "Hvilke Forandringer!" siger han,
"Hvem kunde vel formodet, at Pavels skulde vorde svensk Un-
dersaat paa en Tid, da Claeson Horn blev naturaliseret dansk?
Saaledes spiller Skjæbnen letsindig med Individuer og med
Stater".
4de September.
I Rigstidenden vedbliver man fremdeles at besynge Bi-
skop Brun -- naar skal det dog engang faae Ende? Denne
Gang er det en Hospitalspræst Arentz i Throndhjem, om hvil-
ken Brun i sin Ordinationstale og i Brev til Hersleb har
yttret saa store Forhaabninger. Han er vistnok en ypperlig
Præst og Skolelærer, en erudit og retskaffen ung Mand, men
-- Poet er han ikke, og hvorfor vilde han da gjøre Vers?
Aabel fortalte om Studentergildet i Mandags Aftes,
hvoriblandt det mærkeligste var, at Schwach havde gjort en
Sang, Kong Frederik den Sjette til Ære, og at man havde
ledsaget Skaalen med et Vivat eller Hurra. Tingen er vist-
nok aldeles uskyldig og uden Consequents; imidlertid er der
noget i mit Inderste, som rebuterer sig derimod. Drukket
Skaalen vilde jeg vel; udbragt denne hverken vilde eller
kunde jeg.
Jeg bortviste med Haardhed den frugtsommelige Olia
Guldbrandsdatter, der var fræk nok til at møde med de an-
dre Confirmander og lade som hun vidste af ingen Ting.
5te September.
Grev Mørner gav stort Middagsselskab for 70 Mands-
personer af Embeds- og Borgerclassen. Han gik om i Sa-
len blandt Gjæsterne, ligest, efter Sverdrups Udtryk, en gam-
mel Søofficeer, der meest har levet paa sit Skib og blandt
sine Kammerader, uden at kjende eller være indviet i Hoffets
fine Sæder. Hans Tale, Gang og hele Adfærd røbe aldeles
|
| s.539 | ikke Stormanden, mindst den svenske Stormand. I det indre
Værelse, som har et meget smagfuldt og kostbart Meublement,
sad Grevinden i en Slags Lænestol ved Siden af en Divan,
og snart en, snart en anden af de Fornemme stod foran hende
og talte med hende. Hun er en Kone paa nogle og tredive
Aar, er temmelig liden af Væxt og har, saavidt jeg paa Af-
stand kunde see, et tækkeligt, men ikke smukt Ansigt.
Ved Bordet havde jeg et ret meget interessant Naboe-
skab. Sverdrup og Skjelderup vare mine Sidemænd, og i
samme Environ sad Thulstrup, Generalauditeur Bergh og En-
gelhardt. Dog kan jeg ikke sige, jeg ret morede mig, og deri
maa jeg bekjende Skjelderup fornemmelig var Skyld, da hans
Overgivenhed og Persiflage syntes mig at overskride de Grænd-
ser, man i saadant stort og elegant Selskab, endog fjernt fra
de Fornemme, bør aftegne sig. Ogsaa maa jeg tilstaae, at
den jevnlige Recension over Mad og Drikke i en saadan lærd
og i alle Maader hæderlig Mands Mund støder mig.
Beværtningen var meget fortræffelig, og hvad der hidtil
ei har fundet Sted ved noget af de store svenske Maaltider,
jeg har bivaanet: Maden var varm. Kongens, Kron-
prindsens, Arveprindsens, det norske og svenske forenede Folks,
og Grev Mørners Skaal blev drukket.
6te September.
To Par Ægtefolk have i Dag været hos mig, der vilde
skilles ad; det forekommer mig overalt, som den huuslige Ue-
nighed og deraf følgende Ægteskabsskilsmisse frygteligen til-
tager; jeg veed ikke, at i min hele Embedstid saamange Kla-
ger ere mig forebragte som nu paa det sidste Aar. Og det
er saa yderst sjelden, at mine Overtalelser frugte noget, ja
sjelden endog at jeg i min Samvittighed føler mig forpligtet
til med Varme at arbeide paa de Menneskers Forligelse, da
jeg gjerne hos den Ene eller den Anden, undertiden hos Begge,
|
| s.540 | opdager notorisk Brøde, som vilde fortsat Samliv utaa-
leligt for dem og forargeligt for deres Medchristne. Saaledes
fandt jeg i Dag den ene Ægtemand at være en saa raa, brutal,
for moralsk Følelse blottet Karl, at Tugthuset eller Slaveba-
raquerne uden Tvivl var det eneste, ham værdige Opholds-
sted. En paalidelig Naboe, som fulgte med, bevidnede og
Konens Uskyldighed, men -- han er hendes tredie Mand, en
god Deel yngre end hun; hun kjendte ham, førend hun tog
ham, altsaa er og fra hendes Side Feil, skjøndt ikke Brøde.
Jeg maatte tilraade Skilsmisse og iøvrigt anbefale Manden
paa Grund af hans Trudsler og Mishandlinger til Øvrighe-
dens nærmere Opmærksomhed.
Af Molbechs Athene har jeg læst 2det Bind (Januar --
Juni 1814). Jeg finder mere interessant deri end i Minerva,
men ellers vil jeg ikke nægte, at de lange og tildeels grove
Invectiver mod Baggesen næsten i hvert Hefte tilsidst trætter.
7de September.
I Rigstidenden opfordres Rein og Sagen at besørge en
Udgave af Nordal Bruns samtlige, ogsaa haandskrevne, Arbei-
der, hvoriblandt ogsaa en udvalgt Samling af hans Breve,
hvilke Vedkommende isaafald maatte udlevere, og det vilde
have store Vanskeligheder, da han udtrykte sig om Begiven-
heder og Mennesker med en Frimodighed, som selv i Trykke-
frihedens Hjem (og det er vel endnu ikke Norge) vilde findes
anstødelig. -- Nationalbladet begynder med nok et Lovdigt
over Brun af Bernhoft i Christiansand. Denne Digter har
især indladt sig paa at beskrive Bruns Modtagelse i Evighe-
den og hans nærværende Tilstand der. Homer og Shakespeare
smilede ham imøde og ilede for at hilse den nye Ven. Einar
favnede henrykt sin Sanger og trykkede ham erkjendtlig til
sit Bryst:
|
| s.541 |
"Hans Øre Millioner Toner fanger
Af Englechorenes samstemte Lyst".
-- "Nogle Ord i Anledning af Grundtvig og hans Krønike"
søge med 19 Citater af Bibelsprog at vise, at Grundtvig har
gjort ilde i at fælde saadan haard Dom over Grev Zinzen-
dorf, der dog efter Spangenbergs Vidnesbyrd var en meget
hæderlig Mand. Nu vaagne da og Pietisterne. -- Den keed-
sommelige Allum har skrevet en lang Ode til Tiden, hvori
blandt andet en ret pudserlig Liste over Tidens ædle og uædle
Sønner. Blandt de sidste staaer Schinderhannes mellem Pi-
zarro og Attila, og Napoleon strax efter Marat og Robes-
pierre. Blandt Jordens "Skalke og Tyranner" sætter han og
den stakkels enfoldige Keiser Claudius, som nok var ingen af
Delene. Jordens store og ædle Mænd ere hos Hr. Allum 57
i Tallet. Allerførst nævnes:
en Cadmus, Codrus, Socrates og Jesus".
"Sveas dræbte Gustav" hørte og blandt disses Tal. -- I
et Tillæg meddeler det medicinske Facultet Dr. Gadovskis Speci-
men til sin Retfærdiggjørelse. Det er skrevet paa slet Latin,
og Materiens Behandling synes forvirret og utilfredsstillende.
Biskoppen raadede mig, offentligen at ignorere Olia
Guldbrandsdatters Frugtsommelighed, for ei at gjøre hende
ulykkelig. -- Han fandt min Fraflyttelse til Bergens Bispe-
stoel rimelig, og syntes at undres, da jeg sagde, jeg ikke kunde
modtage den, om den ogsaa blev mig tilbuden. Han viste,
med hvilken Beqvemmelighed og Agrement en Biskop kan reise
frem i store Baade med erfarne Roersfolk, og hvorledes han
ei behøver at tage ud uden i godt Veir. Jeg skulde fast troe,
der er nogle arrieres pensèes, hvilke de nu ere, der bevægede
ham til at føre saadan Tale. Og vist er det, naar min Hel-
bred var bedre og Bergens Bispestoel gav anstændigt Udkomme,
kunde og burde jeg neppe betænke mig paa at modtage den.
|
| s.542 |
8de September.
Imod Sædvane og Forventning havde jeg i Dag Lector
Stenersen blandt mine Tilhørere i Slotskirken. Min Prædiken
var orthodox og kan neppe have mishaget ham, skjøndt han
rigtignok har en saa besynderlig Anskuelse, at jeg aldrig tør
gjøre sikker Regning paa at tale eller skrive ham tilmaade.
Indholden af min Prædiken var: "Jesu Disciple, der saae
og hørte ham, vare lyksaligere end Oldtidens Propheter og
Konger, der forudsaae hans Ankomst i en fjern Fremtid, men
vi kunne være lige lyksalige som Disciplene, i visse Maader
endog lyksaligere end de vare paa den Tid, da Jesus talte
disse Ord til dem, -- thi de drømte endnu om et verdsligt
Rige, vi kjende ham som vor aandelige Herre og Konge: de
tænkte sig ham som Jødernes Befrier, ei som al Verdens
Frelser: de troede og haabede, hvad 18 Aarhundreders Er-
faring og Historie har gjort til Vished for os, at Jesu Kirke
er bygget paa en Klippe, og Helvedes Porte ei formaae at
omstyrte den." -- Men, tilføiede jeg, ligesom ogsaa Judas,
Pharisæere odl. saae og hørte Jesus, og kunde dog ikke prises
salige, siden de ei troede paa ham, saa nytter det os intet
at kjende Jesus og hans Lære, naar vi ei agte den høit og
leve efter den. -- Jeg lod synge Psalmen: "Vor Gud han
er saa fast en Borg," og anklagede mig selv, som den, der
ved et Par Indvendinger i Minerva mod den første Omarbei-
delse ventelig har givet Anledning til dens nøiere Revision,
hvorved ei alene de af mig paaankede Feil ere rettede, men
det Hele er omkalfatret, endog det deilige sidste Vers berøvet
det meste at dets Fynd og Styrke.
I Bibelselskabets Møde, hvilket Bispen ei fandt for godt
at møde i, decreteredes at kræve ham til Regnskab for de 6600
Rd. Bco., om hvis Anvendelse aldeles intet officielt er os
bekjendt. Hersleb oplæste Udkast til et Par Breve, hvorved
gjordes Anmærkninger, især af Stenersen, der har et stort
|
| s.543 | Talent til nodum in scirpo quærere. -- Saxild forekommer
mig at blive en Smule selvklog og at drive sin Nidkjærhed
til en Høide, hvor hans gode Villie ei lader sig miskjende,
men som ei altid styres af Fornuften.
9de September.
I historische Gemählde har jeg med Fornøielse læst For-
tællingen om Schveizernes berømte Kamp- og Seiersdage.
Havde en saadan Aand boet i Normændene 1814, vilde
Samtid og Eftertid ikke havt Anledning til at spotte over
vor 14 Dages Krig, men vistnok havde og Schveizerne bedre
Anførere end Prinds Christian og General Seyersted og flere
af vore drabelige Fredshelte.
Platou fortalte mig i Gaar, at man i Byens Lignings-
commission havde taxeret min Formue til 5000 Specier, paa
Grund af, at jeg tre Gange havde arvet, og at vel henved
2 Actier i den tvungne Bank vilde blive mig paalignede.
Ifølge heraf fandt jeg mig beføiet til at meddele Platou
i Morges til videre Bekjendtgjørelse en Udsigt over min sande
Formuesstand, hvoraf erfaredes, at jeg ei engang eier mit
Huus aldeles gjeldfrit, at jeg umuligen kunde tegnet mig for
1 Actie, naar jeg ikke havde eiet det dertil fornødne Sølv,
og at, om jeg ikke havde havt det, jeg maatte laant Penge
for at udrede en halv Acties Beløb. Jeg haaber den Ret-
færdighed af Ligningscommissionen, at den ved dette Brev er
bragt paa christeligere Tanker. Ellers er Christiania efter
Storthingets Villie haardeligen betynget; Assessor Matthiesen,
som intet frivilligen vilde bidrage, har man lignet for 70
Actier.
I Aften var jeg efter Indbydelse hos Engelhardt -- "og
gid jeg var der ikke!" -- thi ihvorvel Conversationen med
ham, Holst og Major Krog var heel underholdende og Be-
værtningen særdeles god, saa tabte jeg saa skammelig meget i
|
| s.544 | Boston, at jeg gjorde det Løfte, kun endnu engang hos mig
at indlade mig i dette Spil, og taber jeg da ogsaa, aldrig
mere at spille til saa høit Point, om endog de to saa ven-
skabelige og underholdende Mennesker, Holst og Engelhardt
derfor ville unddrage mig deres Omgang. -- Det er sandt,
reduceres det til gode Penge, bliver det omtrent hvad jeg i
1807 tabte i Skillingsboston til Præsten Lassen og Professor
Rosted, men halvandet til to hundrede Rigsbankdaler savnes
dog mere i Chatullet end 16 -- 17 Rd. savnedes da.
10de September.
Disse Dage, da jeg fra Morgen til Aften sidder i Lig-
ningscommissionen, kan der ei være noget at optegne her. Vi
have næsten hver Dag Regn og Storm. Landmandens Haab
svinder alt mere og mere. Misvæxt og Dyrtid synes uund-
gaaeligen at true, og vor eneste Trøst er, at vi have Fred, og
kunne vel altsaa ei mangle Tilførsel. Forresten er denne Lig-
ning sjelden i sit Slags, men med alt det yderst ærgerlig.
Man er i den største Forlegenhed, ikke for at faae Mennesker
at repartere Summen paa, men for at indskrænke Repartitionen
saaledes, at ei altfor stor Sum udkommer. Ved første meget
moderate Ligning havde man et Overskud af 1000 Specier,
og for at faae dem bort, maatte man udslette og forandre,
saa at man vel kan sige, de Allerfleste, i Forhold til deres
Formue, bidrage fast Intet. Statsminister Anker har faaet 12
Actier, Ingier halvfemte. Det er Hans Grimelunds priselige
esprit de corps, forenet med den Agtelse, der vistes hans
Stemme ved Amtsforsamlingen, som denne ubillige Skaan-
sel maa tilskrives.
11te September.
Atter sad jeg den hele Dag i Ligningscommissionen, der
nu har begyndt med Formue- og Næringsskat til Rigsbank-
|
| s.545 | sedlernes Indløsning -- ogsaa et for Aggers Sogn særdeles
moderat Paalæg. -- I Rigstidenden har en H. H. G. (rime-
ligviis Præsten Gyldenpalm i Holt) givet os en lang, pynte-
lig Lovtale over Wergeland, som en af Landets ypperste Mænd, og
vil ventelig derved vække hans Modstandere og fremkalde en
nye illiberal Feide.
12te September.
Schmidt skriver, at han hverken troer, at Rein modtager
Bergens Bispestol, eller at Kongen vil udnævne ham dertil,
men at Neumann vil føle sig meget lyksalig, hvis den tilbydes
ham. Selv benægter han det, og sandt er det, Æresygen
maa bestemt prædominere baade over Egennytten og Sandse-
ligheden, hvis han flytter til Bergen. Var jeg i hans Stil-
ling, jeg vilde ikke betænke mig et Øieblik. I Asker maa
han være et af Jordens lykkeligste Mennesker, og er han det
ikke, er det hans egen Skyld. -- Havde Schmidt selv ei gjort
sig Regjeringen til Uven, er det rimeligt, at man tilbød ham
den Bispestol, og ei usandsynligt, at han modtog den.
Aabel viste mig de Sange, som bleve afsungne ved Stu-
dentergildet 2den September. Det er maadeligt Gods, naar
jeg undtager en særdeles lunefuld Sang til Muserne af Bjer-
regaard, der retfærdiggjør min forhen yttrede Formening, at
det Slags Digte ere hans egentlige Fag. Sangen har et
Par Platituder, som jeg ønskede borte, men Maaden, hvorpaa
Melpomene og Clio indbringes, er særdeles vakker, ja original,
og Slutningsverset vilde en Bellmann eller Valerius ikke
skamme sig ved. Det lyder saa:
Nu see vi i Salen blot konstige Skin
Af Tællelys sig at udbrede:
Men kommer i Panden først Vinen ret ind,
Og fæster i Hjernen sin Rede:
|
| s.546 | Da bliver hvert Lys til en Stjerne saa skjøn
Som Himlens de lysende Prikke,
Og da er det Tid for hver Musernes Søn
Uranias Skaal at uddrikke.
13de September.
Endnu lever og svæver jeg i Commissioner. Det meste
af Formiddagen hengik paa Raadstuen i Ligningscommissionen;
i Eftermiddag holdes Skolecommissionen hjemme i mit Huus
under Lumholtz's Præsidium. Skolelærernes Dannelse og
forøgede Indtægter vare de Gjenstande, der skulde omhandles.
Der fandtes, at alle (faste og Omgangsskoleholdere, hvorfra jeg
dog fik Klokker Olsen exciperet) trænge til Underviisning,
især i Catechisation og den øvrige Methodik, og den paatoge
Kjerschov og Borch sig efter indbyrdes Overeenskomst gratis
at besørge. Rigtignok foreslog Kjerschov den Betingelse, at
han vilde have sig forbeholdt, at alle Confirmander skulde
underkastes som Forpligtelse et heelt Aars foregaaende Dan-
nelse hos Præsten, inden den egentlige Confirmationsunderviis-
ning begyndte, hvilket Provst Hørbye skal have indført i sin
Menighed. Jeg erindrede, at dette enten maatte være en
Fremgangsmaade, han for sig selv privatim vedtog, hvilket ei
kunde forbydes ham, eller at det maatte være en almindelig
Lov for det hele Land, hvilken isaafald, som en Deel af
Kirkelovgivningen, af Storthinget maatte vedtages, da jeg
ellers som Kjøbstadspræst, der tillige havde Ret til at mod-
tage Confirmander fra Aggers, enten vilde see mine Hænder
bundne eller, om jeg afveeg fra hiin Vedtægt, kunde betrag-
tes som en foragtelig Confirmandcaprer. Lumholtz fandt og-
saa, at saadant ei kunde foreskrives som Vilkaar eller hos en-
kelt Mand faae offentlig Sanction, og det bortfaldt da, uden
forsaavidt det ei alene var Kjerschov tilladt, men endog roes-
værdigt af ham, paa egen Haand at paatage sig Ungdom-
|
| s.547 | mens længre Forberedelse. -- Hvad Lønningen angik, da
fandt man, at de fleste Skolelærere havde nok, kun at et Til-
læg af 2 Favne Brænde for tilkommende Aar tilstodes dem,
saa at Olsen faaer 4 og hver af de andre 6. Derimod
gjorde Omgangsskoleholderne et dygtigt Spring, idet de gik
over fra 30 Rd. Sølvværdie til 50 Specier. Det gik sær-
deles hurtigt. Lumholtz er, som jeg, ingen Ven af lange
Ventilationer, og overskjærer heller en Knude end at pille paa
den en halv Time for at spare en forslidt Stump Baand.
Man kunde vævet om den Sag til den mørke Nat, og dog
ikke udrettet enten mere eller bedre end nu i 2 Timer. Det
gik nok imidlertid hurtigere, end Lumholtz havde ventet,
thi han havde først Kl. 6 bestilt sin Vogn, og Kl. 5 vare vi
alt færdige. Altsaa sad han her en heel Time, talte
om alskens Ting og er rask og munter som en Mand paa
40 Aar.
Jeg fik i Dag den sædvanlige Indbydelse til Cathedralskolens
Examen. Programmet var af Rosted, og giver en kort, men
interessant Udsigt over de Forandringer, det norske Sprog har
undergaaet, og sammes Aarsager. Heel beleiligen har man
nu udfundet, at Foreningen med Danmark fast mere end no-
get andet har bidraget til vort gamle Sprogs Fordærvelse, og
den sindige Rosted, som ei kan beskyldes for at være Vende-
kaabe, er af samme Mening. Jeg tvivler imidlertid meget
paa, at vort Sprog vil vinde synderlig enten i Reenhed eller
Skjønhed, om det lykkes vore Sprogrensere, under Sagas
Auspicium, at berige det med en Hob svenske og islandske
Ord og Talemaader, item Provincialdialecter. Jeg maa op-
rigtig tilstaae, at jeg bliver ved min Børnelærdom, og har det
Haab, at en skjønsom Efterverden, hvis den tager Notice af
mine ubetydelige Arbeider, vil erkjende i mig en nok saa god
Stilist som Munch og J. Aall. Naar ellers Rosted siger,
at "Sprogets Fuldkommenhed vil staae og falde med Borger-
|
| s.548 | friheden," da synes Historien bestemt at modsige hans Udsagn.
I Cæsars og Augusts Dage naaede det latinske, i Ludvig den
14des Dage det franske Sprog sin høieste Uddannelse, og det
saa dog vist misligt ud paa de Tider med Borgerfriheden i
Rom og Frankrig.
|
| bla bakover |