14de August.    Intelligentsseddelen har tre smaa bitte Stykker, alle, som det synes, stilede mod den plagede Sorenskriver Gløersen. Po- litiet bebreides, at Mad. Latour har havt Tilladelse til at vise sine Dyr Søndag under Gudstjenesten. Det forekommer mig dog, som jeg hørte eller læste etsteds, at det var hende forbu- den; det kommer mig desuden for, som Betragtningen af nogle Dyr, hvorved hverken er Musik eller anden Larm og Spektakel, er en meget uskyldig Tidsfordriv og ingen Saba- tens Vanhelligelse. Det kan antages som afgjort, at ingen for de Dyrs Skyld forsømmer Gudstjenesten, da de baade før og efter den Tid ere at see, og om de, som saa alligevel ikke gaae i Kirke, see paa en Ørn og et Par Ugler eller sidde hjemme og læse i en Roman, eller sidde hos Zuvan og drikke Chocolade, det er dog en temmelig ligegyldig Sag. -- Rigs- s.515   tidenden meddeler en lang Ridderliste fra 27de Juli, af hvil- ken jeg seer, at nu ogsaa Hr. Sodemann i Throndhjem (!!) er bleven Vasa-Ridder. I Tillægget har den bergenske Digter Olsen ladet indrykke et Digt over Brun, hvor blandt enkelte Glimt af Genie og Følelse prædominerer Flauhed og gedigent Non- sens. Hvo begriber f. Ex. saadanne Vers:            Og som Dug paa Straaet Taaren hang           Under Skjaldens blanke Seierskrone. En Taare, som synger under en blank Krone, og denne Taare sammenlignet med Dug paa Straaet; hvilket Nonsens! -- I een Stanze tales baade om gamle Odins Sal og om Zions Volde, og Digtet endes med de Ord:            Tvæt din Haand i Taarens Vievand,           Lev og døe som han for Norges Land.    Fru Dyhring spurgte i Dag, hvorlænge vi havde til Mik- kelsdag, og sagde med forklaret Aasyn i den inderligste Glæ- destone: "Maaskee jeg da alt er i Guds Rige!" -- Det give Gud! især hvis jeg skal herfra; det er den eneste Skilsmisse, jeg gruer for. 15de August.    Tiecks Phantasier har jeg nu udlæst. Phantasie og Vit- tighed kan aldrig fradømmes ham, men de Egenskaber, der gjøre en Digter elskværdig, findes nok i høiere Grad hos ad- skillige andre, selv blandt dem, han persiflerer. 16de August.    Jeg hørte Hersleb examinere i Religion, hvori han var meget alvorlig og streng. Det oplyste Genie M -- klæmte han med dogmatiske Quæstioner om Christi Guddom o. dsl., og gav ham tilsidst 5 Maadelig. Sverdrup, som med sin Fa- milie besøgte os i Aften, fandt det ikke saa ganske rigtigt at give slet Characteer for en heterodox Mening, naar denne un- s.516   derstøttedes med Grunde, og skjøndt han er intet mindre end irreligiøs, er der dog adskilligt i hans Collegers System, der falder ham haardt at fordøie, naar de f. Ex. billige den Yttring i Aabels skriftlige Specimen, "at Troe er den hel- lige Aands Gjerning og ei uden dens Bistand kan finde Sted". -- Han misbilliger ogsaa i den endnu gjældende For- ordning om examen artium, at der er Sprog og Videnska- ber, hvori Candidaterne, naar de have faaet en vis Charac- teer, skulle omexamineres, inden de kunne tage flere Examiner eller faae Stipendier, og erklærede, at han som Examinator ei vilde gjøre sig Samvittighed over, naar ingen Mellemgrad fandt Sted, at give den bedre Characteer, hvormed de admit- teredes, fremfor den slettere, der paalagde dem en ny Examen. -- Med Føie dolerede han over vore lærde Skolers maadelige Forfatning. Underviisningen i Latin her i Christiania skal være jammerlig. Her og fast over hele Norge kunne Candi- daterne mere Græsk end Latin. 17de -- 18de August.    Jeg slaaer disse Dage sammen, da Løverdagens Aviser er det eneste, som ved den er at anmærke. Politiemesteren og Mad. Latour har begge taget til Gjenmæle mod Beskyld- ningen for Sabbats-Vanhelligelse og viist dens Ugrund. Mod Sorenskriver Gløersen er atter et langt, ondskabsfuldt Stykke. Dette var Intelligentsseddelens Nyheder. -- I Nationalbladet har Hr. Gadovski, "Doctor Medicinæ af Academiet i Paris, forhenværende Regimentschirurg i den fransk-polske Garde, Ridder af Forenings-Ordenen" indført en Anke over vore tre medicinske Professorer, at de have forkastet en Afhandling, hvormed han vilde erhverve sig Ret til at practisere her i Landet. Der er i dette Stykke (som paa Latin er dediceret til alle Læger, andre retskafne Mænd, som foretrække det of- fentlige Vel for deres eget) megen Lærdom, som jeg ikke for- s.517   staaer. -- Fremdeles anstiller den enragerede Præstefiende Hal- vor Hoel Betragtninger over en Præsts (Thaulovs) Klynken og Klagen i Nationalbladet, og som Tilgift skumler han over vort Finants- og Skattevæsen. -- En Anonym finder og, at Præsterne have meget gode Indkomster og intet at klage over.    I Dag fandt min Kone hverken Gjentagelse eller Ubi- belskhed i min Prædiken, der indeholdt en Advarsel til ethvert Folk, der alvorligen bør lægges paa Hjerte, som fordum Hoseæ til Jøderne: "Hos Gud er din Frelse; bliver du elendig, er Skylden din egen". -- Til Middag havde jeg Indbydelse til Major Juell paa Abbedie-Engen. Kl. 1 1/2 afhentedes jeg med Majorens Vogn. Vittrup var mit Reisefølge, og mig til sand Aandsfortærelse. Først ivrede han med næsten pø- belagtig Lidenskabelighed mod det Brug, der er gjort af Ca- thedralskolens Bibliotheksal til Lagthing og Høiesteret. Deri havde han vel sagtens ikke Uret, naar Klagen var ført paa en anstændigere Maade. Men saa kom han til nogle Forelæs- ninger, Stenersen har anmeldt over Matthæi Evangelium og Propheternes Spaadomme over Christo. Ogsaa her havde han vel Ret, naar han tillagde S. Eensidighed og Intole- rance, men derhos yttrede han Grundsætninger, som for en Snees Aar siden vilde heddet meget skjønne og liberale, men som jeg nu i høieste Grad maatte misbillige, ei blot som he- terodoxe, men især med Hensyn paa den, deels Letsindighed, deels Intolerance à son tour, hvormed de fremførtes. Og for ret at vise sin Oplysning og liberale Tænkemaade fort- satte han nu og da sin Tale med et: "Djævelen tordne i mig!" og andre lignende Floskler. At dette Menneske nu er Ung- domslærer, at han, ei overbeviist om nogen Brøde, vel staaer paa Sprang til enten at blive en Skoles Bestyrer eller Re- ligionslærer, er høist beklageligt. Og naar saa maaskee ved Siden af ham sattes en fanatisk Grundtvigianer -- o Gud hjælpe mit arme Fædreland! -- Hos Juell var et tal- s.518   rigt Selskab og ret morsomt. Han sang selv tre af sine løi- erlige Viser, der faae Værd ved den Jovialitet, hvormed han foredrager dem. Siden fik vi et Par andre Sange, og ende- lig istemte Vittrup: "Der var engang en tapper Mand", som han heel maadeligen kunde. Han standsede ved det tredie Vers: "Man hvile bør fra sin Seilads og villig kaste An- ker", hvoraf min Naboe, Oberste du Place, tog Anledning til at takke for Maden, saa at vi virkelig lettede Anker istedetfor at kaste det, og vovede os ud igjen paa "denne Verdens falske Hav" den fugtige og sumpige Eng. 19de August.    Sverdrup har sendt mig to mærkværdige hypermoderne kjøbenhavnske Nyheder, af hvilke jeg i Dag har læst den ene: Contrasterne, to dramatiske Digte af C. Hauch, i den ægte Tieckske Smag. Det ene er comisk -- stundom til væm- melig Scurrilitet, det andet alvorligt indtil det meest excentriske Raserie. Dette behager mig dog langt bedre end hiint, hvor uægte Religiøsitet, Naturphilosophie og romantisk Poesi per- sifleres, stundom løierligt nok, men undertiden paa en høist oprørende Maade. Satan er Hovedpersonen og gjør uende- lige Narrestreger. Den hellige Inquisition forekommer, hvor en Pater Urbino (i hvilken en Halvblind kan gjenkjende Grundtvig) ved citerede Bibelsprog o. dsl. tager Guds Navn forfængeligt. Mathilde i det andet Stykke kan jeg kun sam- menligne med et Par af de rasende Heltinder i Klingers Sør- gespil. Imidlertid er der i hendes Rolle og i det Hele ægte Poesie, men at Hauch og hans Aandsforvandte, Søetoft (om hvilken en anden Gang), rive Oehlenschläger og Ingemann af Pinden, tvivler jeg paa.    Treschow spurgte mig, hvad jeg vidste om Provsterne Reiner og Kaurin, neppe i anden Hensigt end for at sondere, om de vare Bispe-Subjecter, hvilket idetmindste om den første s.519   aldeles maae benægtes. Præsten Schultz ynder Treschow al- deles ikke, og troer, at det mere var Hevngjerrighed og krænket Stolthed over en ubønhørt Ansøgning end sand Fædrelands- kjærlighed, der gjorde ham til Oppositionsmand. Bonnevie med alt hans Fusentasterie, troer Treschow, mener sit Fædre- land det bedre. Endog i Schultz's Ansigtstræk finder han noget frastødende. Ja vist nok har han maaskee noget Cori- olansk ved sig; at gjøre ham altfor vred var neppe tjenligt; men at han handler efter Overbeviisning, og at han er en uforfærdet Mand, der ikke gaaer Snigveie men vedkjender sig, hvad han siger og gjør, det bør jeg efter mit Kjendskab til ham stadigen troe. -- Det meest ecclatante Træk af Opposi- tionsaand under det hele Storthing, fandt Statsraaden det at være, at man tilkjendte Schmettov hans fulde Gage i Pension; han faae deri næsten Trods mod Regjeringen. Det værste er, at Schmettov neppe er den Mand, som fortjente denne Udmærkelse, og at han, tvertimod den almindelige For- modning, modtager Pensionen uden at sige Tak engang. -- Eidsvold Kald under Treschow fortrinligen Præsten Støren i Hallingdalen, saafremt han søger det. -- Hans Høivelbaaren- hed var ret meget blid og artig, -- men jeg veed ikke, der er noget stivt og fornemt i hans Væsen; mit Hjerte isner, naar jeg nærmer mig ham.    I Eftermiddag kom en Subscriptionsliste til en Afskeds- høitid for Grev Essen. Den var underskreven Schilling, Au- bert, Arntzen (Præsidenten), Fleischer (Majoren) og Seue (Politiemesteren). Jeg tegnede mig for 50 Rbd. Før mig havde paa den Liste kun tegnet sig Egeberg for 300 Rbd., Bergh for 50 og Borch for 10. 20de August.    At der intet synderligt kan være at sige om denne Dag, falder af sig selv, da jeg var i Fattigcommissionen, og det s.520   endda blot den Mynstring, som holdes engang om Aaret, hvor alle Lægdslemmer og andre Fattige skulde præsentere sig, men hvor almindeligviis kun Trediedelen møder, hvilket og i Dag var Tilfældet, saameget mere, da Veiret var godt, og Bøn- derne behøvede deres Lægdslemmer til den endnu ikke fuldendte Høebjergning. Der forefaldt da ei heller det ringeste Mær- kelige. Over- og Underinspecteurer mødte; der foretoges Lig- ning, 5 Specier bestemtes som Æquivalent mod Lægd in natura -- en yderst billig Regning! -- og 6 Skilling pr. Specie som Løkkeforpagtningsafgift. -- Inspecteuren Thomas Ulven meldte mig det ubehagelige Rygte, at et Lægdslem paa Quærner, Olia Guldbrandsdatter, som nu undervises af mig til Confirmation, skal være frugtsommelig. Brochmann tilbød sig at tale med Overinspecteur Blix, som eier Gaarden, men min Pligt bliver det vel og, at lade den Ting nærmere undersøge. 21de August.    Underskriver jeg end ikke allevegne den Mening, jeg finder i Contrasterne, Mening finder jeg dog deri, især efterat have læst Fortalen, om hvilken jeg maa sige: o si omnia sic dixisset! men hvad Hr. Søetoft har meent med sin Aandernes Maskerade, det maa jeg reent ud bekjende, jeg ikke fatter. At han vil gjøre Nar af vore fleste Digtere, det er klart, men hvad han vil have istedetfor det, han persi- flerer, "veed Pokker, ikke jeg." Overalt finder jeg ingenlunde den Lethed i Poesie eller Prosa som hos Hauch. Ogsaa her er umiskjendelige Portraiter: Euripides er Ingemann, Don- quixotte Baggesen (der faaer mangfoldige Snert, som er mig det kjæreste i hele Stykket), den ene Sancho Sander, den an- den formodentlig Høst og Frater Primus Grundtvig. Pas- quillen finder altid Afsætning, men ellers undrer det mig, at man kan faa solgt saadant Krammeri, som dog vist koster Kjøberen mange Penge, men har formodentlig kostet Forfat- s.521   teren mindre Umage, da han ofte synes at have ladet Pennen løbe i halv Søvne eller heel Perial. Fred være med ham! -- I Dagens Intelligentsseddel yttres det Haab, at de Ga- ver, Herrer og Damer med saa rund Haand ydede "den danske Prinds Christian," nu da de ere tilbageleverede, lige villigen ville vorde afgivne til Banken. Der røres op i Ting, som man burde glemme, og vel for det meste har glemt, -- hvad skal saadant til?    Oberste Aubert gjorde mig en Visite og bad mig i sit og Collegers Navn om en Afskedssang til Grev Essen. Gil- det holdes paa Tonsen ved Bortreisen, og bliver en Slags dejeuner dinatoire, omtrent som det for Prinds Friederich. Man gjør Regning paa 300 Personer; ingen Damer indby- des uden Statsraadinderne og Baronesse Wedel til Selskab for Grevinden. To Sange behøves: en til Greven som Em- bedsmand, en til begge som Ægtefolk og Forældre. Jeg skal gjøre den ene og Bjerregaard den anden. Valget overlodes mig, og jeg valgte den patriotiske.    Liebenberg udbreder sig i sit Brev vidtløftigen om sin Embedsstilling, hvorved han nævner Bull og Brorson som vældige Confirmandcapere og den sidste som en absurd, affec- teret, men især af Damerne yndet Prædicant. Han prædikede forleden om Solen. -- Med Legatet til Skuespiller Knud- sens Minde gaaer det langsomt; endnu er kun indkommen mellem 4 og 5000 Rd. N. V. Om vore tre overblevne Digtere af den gamle Skole: Rahbek, Pram og Thaarup fortæller han et og andet. Med den første gaaer det daarligt. Han er som Theaterdirecteur alt hvad han bebreidede sine Formænd, og hans Stiil er "et træffende Aftryk af hans Personlighed, thi tvær og uforstaaelig er han selv ved Alde- ren bleven, og bliver det daglig mere." s.522   22de August.    Min Kone fortalte, at Frue Nielsen havde blandt de Grunde, der burde fraraade mig at reise til Bergen, og- saa anført den, at jeg som Taler da ei kunde lade mit Lys skinne. Men just dette er en af mine Grunde for Flyt- ningen. En Taler staaer mindre Fare for at blive aflægs, naar han taler 5 -- 6 Gange om Aaret, end naar han lader sig høre hver Søndag. Spørgsmaal, om Nordahl Brun havde beholdt det Tilløb og Bifald til sin Død, naar han ei i sine 14 -- 16 sidste Leveaar veed sjeldnere at høres var ble- ven mere ny for Bergenserne. Desuden er udenfor min Kirke saare liden Opmuntring for mig her i Christiania som Taler, da Bech anseer det for et Privilegium, hans Embede tilhørende, at tale ved enhver høitidelig Anledning. De to Taler, hvorved jeg maaskee mere end ved noget andet har vundet og befæstet min Celebritet her i Byen, holdtes, den ene i Bechs Sygdom, den anden imod hans Villie. Derimod vil ingen gjøre mig som Biskop Retten til at tale ved enhver Høitid stridig, hvorhos jeg dog virkelig aldrig skal see suurt, end sige modsætte mig, om en Corporation ved en eller anden Leilighed skulde ønske en anden Ordfører. -- Essen reiser paa Onsdag. Ener Holm, maaskee den rigeste Mand i Christiania, har tegnet sig for 30 Rbd., men lod sig dog omsider over- tale til at fordoble Summen. 23de August.    Atter et nyt Sørgespil af den flittige Ingemann: Løve- ridderen. Det er dog neppe af hans heldigste Arbeider og taaler i mine Øine ingen Sammenligning med Hyrden fra Tolosa. -- I Danfana har jeg læst 5 Gange af Thora, et meget underholdende Eventyr, hvor Heltinden, især ved sin beundringsværdige Aandsnærværelse, spiller en interessant Rolle. s.523      Fra Amtet fik jeg Communication om, hvor stor Sum Aggers Sogn har at udrede til den tvungne Bank og Rigs- banksedlernes Indløsning. Det er til Banken omtrent 7000 Specier, noget over en Trediedeel af hvad Anker giver ganske alene frivilligen. 24de August.    Et Besøg af Sverdrup har ganske omstemt mig, saa at jeg nu slet ikke mere tænker paa Bergens Bispestol. Efter Motzfeldts Beretning fortalte han, deels at Embedet allerede er Rein tilbudt, deels at denne neppe modtager det, da den hele Indtækt skal være 1600 Rd. rede Sølv, hvoraf endda skal bestrides Contorhold. Dette vilde for mig være Tab og ikke Vinding, og Vinding maatte dog være at haabe, naar jeg skulde gjøre en kostbar og besværlig Flytning, træde ind i en ganske ny Virksomhed og saa ovenikjøbet bekvemme mig til hver Sommer at tumle om paa et Elememt, hvis Møi- sommeligheder og Farer jeg fra Barndommen af har frygtet. Hertil kommer endnu, at man har fæstet Øiet paa en anden førend mig, og hvad enten nu dette er, fordi man ikke anseer mig skikket til denne Post eller fordi man vil beholde mig her, saa er dette mig et bestemt Vink til at sige Nei, hvis Tilbud herefter gjøres mig, da jeg i første Tilfælde er for god til at være Reserve, Suppleant, Nødanker eller hvad man vil kalde det, og i sidste ei bør lægge Hænder i Veien for min egen Lykke eller berøve Christiania den Lyksalighed at have mig i sit Skjød. Jeg er virkelig efter denne Beslutning let- tere om Hjertet, end jeg i lang Tid har været. Jeg kan ikke beskrive den Tilstand, jeg har været i, siden jeg fik Underret- ning om Bruns Død. Det forekom mig, som jeg maatte og burde gaae til Bergen; den indvortes Stemme, der bød mig at følge dette Kald, syntes mig aldeles at overdøve den, der fremførte afskrækkende Grunde, -- men nu er det, som der s.524   havde været en Taage for mine Øine, og denne nu med eet var bortdreven. Alt i og omkring mig tilraaber mig tyde- ligen: "Bliv hvor du er! her er din Vandrings Maal" -- i hvad Embede, under hvad Navn veed jeg ikke, men i Chri- stiania maa jeg, bør jeg blive. Ligesom jeg, saa er og min hele Familie omstemt. Min Kone var det forekommet, som om jeg stundede til Bergen blot for at døe der og hvile ved min Moders Side, og Claudine er henrykt over, at Fader nu kan confirmere hende. -- Sverdrup sagde ogsaa sine Tanker om de her omtalte litteraire Nyheder. Han anseer Løverid- deren, som dramatisk Heelt betragtet, for Ingemanns bedste Ar- beide. Contrasterne og Aandernes Maskerade hover ham ogsaa godt; især finder han det første at være et ægte aristophansk Product. Jeg kjender ikke Aristophanes, men erkjender alli- gevel den Genialitet, som fremlyser af Hauchs Arbeide, hvil- ken jeg derimod ikke er istand til at opdage i Søetofts; det Letsind derimod, hvormed adskilligt omtales, som Mængden har eller burde have Ærbødighed for, kan jeg ikke bifalde, og finder i den Henseende Søetoft mere angerløs.    Otte Kanonskud bebudede i Eftermiddag Kl. 3 1/2 den nye Statholder, Grev Mørners Ankomst. -- Intelligentssed- delen indeholder 2 Angreb paa Sorenskriver Gløersen, som nu er den plagede forfulgte Mand, men volder uden Tvivl selv sine Plager. 25de August.    Ved denne Dag (min maanedlige Hvilesøndag) er kun at anmærke, at vi gjorde Hans Houge det sædvanlige Som- merbesøg. Hersleb og Kjerschov var der ikke denne Gang, -- derimod var der forresten temmelig stort Selskab, nemlig Expeditionssecretair Vogt den ældre med Kone og Høiesterets- advocat Hjelm selv ellevte. Vi bleve efter Sædvane meget godt tracterede. Der taltes blandt andet meget om Justits- s.525   raad Bull. Man troer, han seent eller aldrig vender tilbage til Norge. Han fører nu Proces med den danske Regjering, som han troer at være forurettet af ved Betalingen af Tøien. Sagen er tabt ved Hof- og Stadsretten, men han skal have appelleret. Ogsaa her har han tre ubehagelige, uafgjorte Processer: Som Magistratsperson har han tilligemed Oster- haus og Larsen givet en Uberettiget Borgerbrev; Procurator Hansen og han have gjensidigen gjort Paastand paa 3 Marks Mulct, og endelig er han anklaget for at have villet bestikke Laugretsmænd i en Sag mod Mariboe. I Kjøbenhavn skal han leve meget indskrænket. 26de August.    Atter er det ceremonielle Liv bleven Dagens Orden. Seent i Gaar Aften kom Circulaire fra Oberste Stabell, at Hans Excellence Grev Mørner i Formiddag vilde lade sig Stadens civile og geistlige Embedsmænd præsentere. I Bi- skoppens Fravær blev jeg de sidstes Formand og Ordfører; det undrer mig, at man saaledes sans façon forbigaaer Lum- holtz og endnu mere, at han, som har megen Æresfølelse, la- der sligt gaae upaaanket hen. Jeg lod igjen udgaae Cir- culaire til mine Ordensbrødre, og indfandt mig til det fast- satte Klokkeslet til Palaiet, hvor jeg traf Garmann, Kjerschov og Borch (Sigvardt var Censor ved Attestatsen) samt Neumann, der ikke gjerne forsømmer sig ved slige Leiligheder. Hvert Corps indlodes for sig og affærdigedes i megen Korthed. Grev Mørner er en middelmaadig høi, men meget føer Mand, med et temmelig trivielt, næsten bondeagtigt Ansigt -- jeg finder, at det har nogen Liighed med Bedemand Sabroes -- . Han er og ligefrem i sit Væsen, og skal derved i Stockholm have udmærket sig blandt de svenske Stormænd. Han tog mig i Haanden, spurgte, om der var Kirke paa Slottet, erindrede at have seet Neumann i Stockholm, og s.526   bukkede; dermed var det forbi. -- I Forgemakket lod Major Birch os vide, at vi alle maatte komme igjen Kl. 121/2, da Excellencen vilde anføre os til Afskedscour hos Grev Essen. Denne Time tilbragte vi paa Cathedralskolens Auditorium med at høre Hersleb examinere Exegetik og Dogmatik. Can- didaten var en Abel, Præstesøn fra Vandsøe, der havde stu- deret ved Kjøbenhavns Universitet, men maatte tage Examen her. Medens vi vare tilstede, blev han examineret i Dogmatik og svarede med megen Færdighed, skjøndt hans Latin var maadelig. Christi tre Embeder, som Hersleb efter det gamle System krævede Underretning om, kunde han dog ikke ret hitte Rede i. Saa misfornøiet som Neumann kunde jeg ikke være ved hiin Fordring, thi vel veed jeg, at dette med mere af de nyere Dogmatici er forkastet, men det synes dog at være en temmelig naturlig Inddeling af de Synspuncter, hvor- fra Jesus, skjøndt under andre Benævnelser, erkjendes endog af Neologer: som Frelser, Lærer og Herre, og nævnes end ikke disse Embeder i det nye Testamente expressis verbis, saa er der dog mangfoldige Steder, der umiskjendeligen vise Jesus fra denne tredobbelte Side. -- Om Couren hos Essen er ikke stort at sige. Med Mørner i Spidsen gik vi (en utallig Vrimmel) til Stiftamtmandsgaarden, hvor man for- deeltes i adskillige Værelser. Essen gik omkring iblandt os, talte da og med Neumann og mig om det Gavn, han haabede at have stiftet i Norge, og det kjærlige Minde, han der efter- lod sig. Der var umaadelig hedt; imidlertid maatte vi blive staaende i Trængselen til vor Anfører gik.    I Eftermiddag besøgte jeg Frue Dyhring, som jeg ikke har været hos siden i Fredags. Jeg fik ved dette Besøg Lei- lighed til at beundre, hvad jeg saa ofte har oplevet og hvad der mangen Gang var mig saa høist velgjørende og beroli- gende, at mit Hjerte deri maatte ane Forsynets Styrelse, ihvad end min Fornuft indvendte derimod. I alle disse Dage, s.527   da jeg næsten bestemt havde foresat mig at modtage Valget til Bergens Bispestol, hvis det faldt paa mig, gruede jeg hver Gang, jeg kom til Frue Dyhring, at Rygtet derover skulde været kommet til hende, -- thi hvad skulde jeg sagt? hvor- ledes dæmpet, hvorledes udholdt hendes vemodige Klage? -- I Løverdags forandredes min Beslutning, og i Gaar havde hun hørt Rygtet om, at jeg skulde være Bisp i Bergen. Jeg fandt hende saa underlig nedstemt, -- det kom til Forklaring, og nu kunde jeg, hvad jeg ikke kunde i Fredags: berolige hende med den Forsikring, at jeg aldeles ikke forlod Christia- nia; og hvor hun blev glad! -- Efter min Hjemkomst kom Neumann, som havde spiist hos Grev Essen. Han ivrede stærkt mod Haugianerne, som han troer i Forening med det theologiske Facultet udbreder Formørkelse over vort Land, og vil, for at afværge det, tænde en Nordstjerne. Han vil nemlig, at han, jeg og flere skulde udgive et periodisk Skrift med dette Navn, hvori sund Religion skulde forkyndes. Mod Tingen selv, hvorom ofte før er ventileret, har jeg intet at indvende, uden at jeg ei veed, hvorledes det skal iværksættes, da Høsten er stor, men Arbeiderne faae; hvad derimod Neumann angaaer, da vakte det en underlig Ideeassociation, og jeg protesterer derimod. -- Neumann har prøvet sig selv i den Forudsætning, at Bergens Bispestol bliver ham tilbuden, og er aldeles bestemt ikke at modtage den. -- Saa gav han mig og Oplysning om Hofprædicantskabet, men hvor paalide- lig den er, vil Tiden lære. -- Han fortalte først om den sidste Audience hos Kronprindsen, hvad jeg har hørt før paa den Omstændighed nær, at Prindsen kyssede ham. Dette Kys beroligede ham imidlertid ikke, da han fandt sin Ære krænket, -- siden nemlig Kronprindsen selv havde nævnt de Hofprædicanter, og Rygtet om dem var udgaaet over det hele Land -- og nu slap det op til intet. Han overdrog altsaa Tank confidentialiter at indhente Hans Kongelige s.528   Høiheds Erklæring, og denne, som han meddelte mig verbo- tenus paa fransk, lød i det Væsentlige saa: "at det havde været og endnu var hans Forsæt, at gjøre Neumann, Pavels og Wergeland til aumoniers med Gage, men da dette Em- bede udelukte dem fra Storthinget, saa skulde herom intet offentligen bekjendtgjøres, eller Bestalling udstedes: Ønskede imidlertid Neumann brevet (Bestalling), saa skulde han meget gjerne faae den." Det gjør han da naturligviis ikke og acqui- escerer underdanigen.    I Aften var vi igjen hos Sverdrups. Der var ingen andre Fremmede end Hersleb. Vi talte om grammaticalsk Underviisning i Modersmaalet, og det var mig en Triumph at høre, at Sverdrup heri aldeles er af min Mening. Naar han derimod anseer Commatering og al Interpunction for en unyttig Ting, der blot sætter den Skrivende i Forlegenhed og gjør Læseren tankeløs og magelig, da kan jeg heri ingenlunde give ham Ret. "De Gamle," sagde han, "brugte ingen Ad- skillelsestegn, og mangt et Sted af Cicero og andre var ble- ven misforstaaet, fordi en Commentator havde sat et Comma paa uret Sted." -- Jeg maa istemme med Hersleb: "Havde Cicero selv sat Comma, hvor det burde staae, saa havde man ei misforstaaet ham." At det iøvrigt paa den ene Side er en vanskelig Sag, og paa den anden af mange drives til urimeligt Pedanterie, og at især Semicolon er et fatalt Tegn, som jeg i denne Stund ikke forstaaer ret at bruge, vil jeg gjerne tilstaae. 27de August.    Jeg fik i Morges Bud fra Biskop Lumholtz, om jeg vilde komme til ham i Formiddag, da han ønskede at tale med mig. Det faldt mig ind, at han vilde æske Forklaring af mig, hvorledes jeg kom til at agere Geistlighedens Over- hoved ved Couren, saameget mere, da han stod i sin Frakke s.529   paa Ener Holms Hjørne og betragtede os, da vi samlede gik til Palaiet. Til min Legitimation tog jeg Stabells Circulaire i Lommen, men erfarede snart, at jeg gjættede feil. Tvertimod, han var særdeles forbindtlig. -- Paa Hjemveien mødte jeg Grev Wedel, som igaar var kommen fra Throndhjem. Ogsaa der gaaer det misligt med Banken. Statsraad Knutzon f. Ex., der egentlig er Hoved for fire Handelshuse, havde i alle disses Navn tegnet sig for 20 Actier. Man troer nu almin- deligen, at den ikke kommer istand.    Neumann spiste her i Aften, men om hvad vi talte sammen er intet at optegne, undtagen at han fra Prædike- stolen har snakket for Askers Almue om den frivillige og tvungne Bank. Det er dyrebare Ord, Mynster siger om saa- dant i hans Recension over Boisens Liturgie.    I Nationalbladet staaer et maadeligt Vers over Nordahl Brun med en prosaisk Fortale. Hersleb har spurgt mig, om jeg ikke vil besynge ham? men dertil føler jeg mig ikke be- geistret. Jeg elskede og agtede Manden meget høit, men den (under Modstand og Forfølgelse) troe, standhaftige, utrættelige Arbeider i Guds Viingaard erkjender jeg ikke i ham som i Balle. Paa denne Grav strøer jeg uden Tvivl en Blomst, hvis Legems- og Aandskraft forundes mig; jeg kjender neppe en Mand, blandt mine Samtidige nemlig, der paa engang har spilt en vanskeligere og hæderligere Rolle end han i det attende Aarhundredes sidste Decennier. Hans nuværende Svag- hed bør ikke udslette Mindet herom. At han og ikke Brun overlevede sig selv, er Guds Gjerning, ikke deres. -- "Noget om de nye Love og om Stemplet Papir," er det næste Stykke. Ubestemthed og Ufuldstændighed, almindelige Egenskaber ved Forordninger, tillægges ogsaa vore nye Love, in specie Skat- teforordningen, hvor stemplet Papir omtales. -- Et temmelig langt Stykke om Banken er meget godt, paa en Note nær, der er temmelig flau Satire over Hofliv, samt Pasquil over s.530   Anker, hvilken er ganske uforskyldt, da der siges, "at han i Stockholm har glemt sit Norsk," og det er slet ikke sandt. -- Om Rettergangseden foreslaaes, at der i hver Kirke en- gang om Aaret skal prædikes mod Meeneed, og at al Retter- gangseed skal aflægges i Kirken under Præstens Bestyrelse. -- Paa sidste Blad angribes Wergeland som Udgiver af den Frimodige, med lumpne Sidehug til formaaende Principaler, der ventelig ville holde ham skadesløs. -- Allersidst gjøres følgende Spørgsmaal, som hensættes her uden Commentar, da jeg ikke forstaaer det: "Er den nulevende Slægt af os Nordmænd Afkom af Mændene fra Stiklestad? eller emigre- rede alle disse ved den strax derefter indførte Religions- og Regjeringsforandring?" 28de August.    Sorenskriver Gløersen og hans Antagonister, den Hoel- ske Familie, er nu Intelligentsseddelens evige Æmne. -- I Intelligentsseddelen har ogsaa Wergeland besunget Brun. Han begynder:            I Jesu Navn           nedlagdes Hyrdestaven;           I Jesu Favn han slap sit Støv i Graven. forresten, sunt bona, sunt mediocria, sunt mala plura.    Paa Tonsen var dækket et uhyre stort Bord under Telte, blandt hvilke i Midten Kronprindsens eget, som han fordum brugte i Feldten, men efterlod her i Sommer. Klokken henved 12 kom Excellencen med talrig Suite ridende, Grevinde Es- sen med hendes Børn kjørende (Grevinde Mørner havde ladet sig undskylde med Upasselighed, ventelig for ei at komme i Rangcollision med den afgaaende Statholders Frue). Falbe førte Grevinden tilbords; dem fulgte de andre høie Herrer og Damer, og saa vi Smaafolk. Omtrent midt i Maaltidet s.531   udbragtes Essens Skaal med Hurra, Klap og Kanonskud, hvorpaa min Sang istemtes, og efter den atter Hurra, Klap og Kanonskud. (Det skal være en svensk Skik, men jeg kan aldrig i Evighed bifalde den). Agent Nielsen løftede min Sang til Skyerne; ogsaa andre, endog Skjelderup, roste den, og som saadant ephemert Product i en upoetisk Cirkel kunde den vel og passere. Under samme dobbelte Ceremonie drak man Grevindens Skaal og istemte en maadelig Sang af Bjerregaard (formoder jeg). Entrepreneuren proponerede ei flere Skaaler, derimod proponerede Essen: "Grev Mørners!" "Damernes!", "Erkjendtlighed og Venskab" og "Christiania Bye"! -- Der saaes ei Glimt af den Enthusiasme, som her- skede ved Prinds Friederichs Afsked, og det tilskriver jeg helst disse to Mænds forskjellige Characteer, da Prinds Friederich med al sin Svaghed og Ubetydelighed var saa inderlig blid og godmodig, hvorimod Essens Dyd viser sig, efter Bagge- sens Ord:            "Nordens Fjelde liig           Mørkladen, kold, urokkelig," og hvad der ikke selv er varmt, kan ikke godt opvarme. -- Efter Bordet serveredes med Caffe, og de høie Herrer reiste: Mørner til Byen, inden Essen endnu var reist, og denne med Familie og stort Følge fremad til Romsaas. -- Agent Nielsen foreslog, da kun Plebeier vare tilbage, at drikke et Glas til Ære for dem, der havde bidraget til Festens Orden og Høiti- delighed, hvoriblandt da ogsaa jeg uværdig som Sangens For- fatter. Det skede ved et Glas Madeira, hvorpaa vi kjørte hjem.

bla bakover

bla videre