27de Juli.    Det blev dog Alvor med de prindselige Viinkasser. I Dag fik jeg nemlig Brev fra Baron Wedel at afhente hos Consul Rode to Kasser, af hvilke den ene indeholdt 50 Fla- sker fiin Rødviin, den anden 50 Flasker Madeira, Champagne, Malaga, Fayal og Liqueur. Sex Rigsbankdaler er det mindste, hver Flaske overhovedet kan regnes for, og man kan da ikke nægte, at den korte Cabinetsbøn var vel betalt. 28de Juli.    Fra Hersleb fik jeg et Brev om Saxilds Forslag om Fængslers bedre Indretning, der skal circulere blandt Central- committeens Medlemmer. Hersleb troer, at Bibelselskabet kan gjøre meget ved den Sag, og fremsætter altsaa til Over- veielse nogle Spørgsmaale, hvorledes den bør behandles. Min Mening, som jeg yttrede i Mødet og nu skriftligen har gjen- taget, er, at det Hele indtil videre bør henlægges som noget, der, om det end ikke aldeles er udenfor Selskabets Virkekreds og Competence, dog unegtelig maa staae tilbage for vigtigere og væsentligere Ting, der først maa bringes i fuld Rigtighed, inden man kan befatte sig med slige allotria. Dog erklærer s.498   jeg, at det kan bevises (hvad Saxild paastaaer), at en Psalmebog er nægtet en Soldat, der sad i eensomt Fængsel, vilde jeg som Garnisonspræst gjøre Indstilling herom til ved- kommende Departement, og tvivler da ingenlunde, at Reli- gionens Trøst og Veiledning, naar samme behøvedes og at- traaedes, ligesaalidt vilde vorde nægtet en saadan som hver anden Arrestant. 29de Juli.    Jeg gjennemløb det sidst udkomne Hefte af Saga. Lehmann lovede, at det skulde blive interessantere end det første, "men den Løgn var grov," thi i mine Tanker er den hele Stads ikke en Pibe Tobak, endsige halvtredie Rigsbank- daler værd. Det smukke rosenrøde Papir, hvori Pjecen er indheftet, udgjør dens fornemste Værd. 30te Juli.    Posten bragte Brev fra Grøgaard, som undredes, at Biskop Bech ei havde sendt mig hans Anmærkninger om min Recension, og beklagede derhos, at han fra samme Biskop intet Svar havde faaet paa sin Forespørgsel, om der af nogen anden arbeides paa en ny Religionslærebog, hvorved hans blev overflødig. En Pastor Vright i Hedrum havde fortalt ham, at Bech paa sin Visitats havde yttret, selv at have saa- dan Bog under Hænder, hvorom jeg aldrig har hørt et Ord, og nu spørger han mig, om enkelt Mand eller et Selskab, hvori jeg da nødvendig maa være indlemmet, har paataget sig saadant. I modsat Fald vilde han lægge sidste Haand paa sin Bog, som han troede mere end de ældre lempet efter Omgangsskoleholdernes tarvelige Fatteevne og Catechisere-Gaver.    Siden jeg var i Barselgilde hos Major Fleischer, har jeg ikke spiist ude, og i meget længere Tid har jeg ikke spilt Boston. I Dag gjorde jeg begge Dele hos Biskop Bech, men ak! jeg maatte bøde haardt derfor. Endskjøndt jeg ingen s.499   Smerter følte, medens jeg var der, kom de dog heel eftertryk- keligen, da jeg havde lagt mig, og holdt mig vaagen næsten den hele Nat. Under denne Nattens Uroe opsagde jeg et Menneske, som jeg har holdt meget af, Huldskab og Troskab. Det var Romandigteren Lafontaine. Schmidt sendte min Kone en Roman, kaldet Valther, i hvilken jeg fra Begyndel- sen fandt en kostelig virtus dormitiva. Men som jeg kom længre ind i den, harmedes jeg over dens Usandsynligheder og det evige Einerlei, og i Nat blev jeg saa bitterligen arrig paa den, at kun Respect for anden Mands Eiendom afholdt mig fra at slænge den henad Gulvet og træde den under Fødder. Men baade Lafontaine og Hr. Valther afsvor jeg for Fremtiden al Maskepie med.    Grev Mørner ventes nu snart. Hans Tøi er begyndt at flyttes hertil, hvoriblandt 29 Kufferter opfyldte blot med Grevindens Garderobe. 31te Juli.    Gamle General Hornemann er død. Paa den sidste Tid gik han aldeles i Barndommen, eller var snarere forrykt. Han spadserede i bare Skjorte paa Gangen hos Carstens og var en Dag gaaet paa Apotheket i en gammel Overkjole uden Buxer. Han efterlader sig en betydelig Formue, man siger et Par Tønder Guld i gode Penge. -- Major Juell fortalte, at det nu er forbi med Veimester Steens Herlighed. Han førte et meget brillant Huus, havde et overmaade kost- bart Ameublement, kjørte med 4 Heste for sin Vogn, og har nu gjort en Bankerot paa 17000 Pd. St. Han vilde laant Penge hos Kronprindsen, og udbad sig sin Svigerfaders, Ma- jor Lindemanns Forbøn, men denne recommanderede ham saa slet som uordentlig Oeconom, at han afvistes med et unaadigt Svar. Hans kone bragte ham 10000 Pd. St.; dem har han tilsat og foreslaaer hende nu Skilsmisse. Ingen be- s.500   klager ham. Vasaordenen fik han da for sine Fortjenester af Veivæsenet. 1ste August.    Vi havde Selskab i Aften. Ved Bordet herskede megen Munterhed, hvortil Prindsens gode Viin bidrog en mægtig Deel. Sverdrup var især i overmaade godt Humeur. Aubert producerede en Subscriptionsplan fra sin Svoger Wergeland paa et Ugeblad, han agter at udgive under Titel af den Frimodige. Sit Forsæt ei at indrykke uanstændige Bidrag udtrykker han saaledes: "at hans Blad ei skal være en Cloak, hvor enhver kan udkaste Skarn af sit Hjertes Huus." Derimod "kaster han Kys" til alle Muser ja til enhver Pallas. Han fik dog nok i det lille Selskab 6 -- 7 Subscribenter. -- Om Banken taltes meget. Man haaber dog, den bliver complet. Rougtved havde hørt af Carlsen, at Ener Holm har tegnet sig for 100 Actier, hvilket er utroligt. Derimod har Assessor Mathiesen og Marcus Pløen erklæret, ei at ville subscribere. Smukke Folk! -- I Drammen skal Subscriptionen have god Fremgang. Niels Omsted har tegnet sig for 30 Actier, Bugge for 15 o. s. fr. -- Endelig hørte jeg den uventede Nyhed, at min gamle ærværdige Biskop Brun er død. Jeg har længe be- breidet mig selv, at jeg ikke har besvaret hans sidste Brev. Nu skulde det da skeet imorgen. Imidlertid foer han hen i Fred den trofaste Herrens Tjener. Hvil sødt i Graven, lev salig i Himlen ædle Olding! Jeg kommer efter -- Gud veed hvor snart! 3die August.    I Gaar var i Lehnsmand Sunnes Huus Valgforsam- ling saavel for Amts- som Sogneligningen af den til Rigs- banksedlernes Indløsning paabudne Formues- og Næringsskat. Ved den første repræsenterer Hans Grimelund Aggers Sogn, s.501   og til den sidste udnævntes samme Hans Grimelund samt Grüner og Arne Hougerud. Ved denne skal jeg præsidere, dog Gud skee Lov, uden Stemmeret, men endda kan jeg faae min fulde Bekomst. Min eneste Trøst er Grüner; bliver han syk, bliver jeg det ogsaa, da lutter Bønder ere Suppleanter og man, med al Agt for de gode Mænd, maatte vente sig af dem idel Vrøvlen og Partiskhed. Under saadanne Omstæn- digheder mindes jeg atter om min Ubequemhed til at være Landsbypræst, fornyes Ønsket hos mig, snart at udfries af dette Trældomsaag. Bruns Død har vakt alvorlig Betænkning hos mig, og af de søvnløse Timer, denne Nat havde som enhver anden i disse Tider, opofredes en eller halvanden til at afveie pro et contra ved det Spørgsmaal: "Bør jeg ønske mig Bergens Bispestol?" -- At jeg ikke gjør noget directe eller indirecte Skridt i den Anledning, er mit ufravigelige Forsæt; kun hvis Embedet tilbydes mig (og saare mange har man ikke til at gaae i Valg iblandt) hvad skal jeg da gjøre? Der er meget, som tilraader, men ogsaa meget, som fraraader mig det. Det kan endnu see meget langvarigt ud med Lum- holtz, -- imidlertid befordres Borch, jeg kan ingen Capellan faae i hans Sted, og maa enten anstrænge mig over "Kræf- terne eller komme i ubehagelig Afhængighed af den residerende Capellan, -- de Embedsglæder, de Venskabsforbindelser, jeg opofrer ved at forlade Christiania, ere saa ubetydelige, at jeg vel snart i Bergen vilde finde dem erstattede, -- Bergen er et lettere Levested end Christiania, og Climatet skulde jeg fast troe er nok saa godt for min Helbred. Men saa er det og et Spørgs- maal, om jeg er Bispe-Embedets tunge og ansvarsfulde Ar- beide voxen? Hvorledes vilde jeg med min Aversion for Søen kunde udholde Visitatsreiserne? At forlade Christiania, hvor politiske og litteraire Nyheder haves fra første Haand, -- ogsaa det vilde falde Kjød og Blod tungt. Og saa endnu dette: som Biskop kunde jeg ikke confirmere mine Børn, og s.502   det har jeg længe glædet mig til og er nu Maalet saa nær, at hvis Gud kun endnu et Aar sparer mig Livet, saa begyn- der jeg med Claudine. Den værste Omstændighed gjemmer jeg tilsidst, skjøndt den gjælder for de fleste befordrede Em- bedsmænd: Flytningen! Naar den var overstaaet, troer jeg det andet jevnede sig selv, men den er skrækkelig. -- Jeg sættes maaskee aldrig i Fristelse; her staae imidlertid Grundene for og imod, om det engang skulde vorde mig nødvendigt for fuldt Alvor at veie dem, og saa oplyse og veilede han mig, hvis Faderhaand hidtil har ført mig saa tryggeligen paa Livets Bane, og hvis Bistand jeg ogsaa sikkert tør haabe i den korte Tid, jeg har tilbage, indtil jeg naaer dens Ende! 4de August.    Sverdrups Agtelse for Brun var paa den sidste Tid betydelig aftaget, da han troede at have sporet hos ham en prædominerende Forfængelighed, der gjorde ham til Ven af alle, som flatterede ham, og indgav ham Enthusiasme for den svenske Regjering et Par Maaneder efterat han havde for- bandet og fordømt den. Ogsaa de andre Bisper lod han passere Revu. Bugge roste han som en lærd og talentfuld Mand, men fandt hans Characteer tvetydig og upaalidelig. Krogh mangler ei Erudition, men er i Sæder en Matros. Sørensens Retskaffenhed lod han vederfares Ret, men tillagde ham Mangel paa Smag og Kundskaber, og sagde, at han ei engang kunde skrive sit Modersmaal. Bech har store Svag- heder, men forstaaer ialmindelighed at lægge Dølgsmaal paa dem, saa at hverken han selv eller hans Stand compromit- teres.    Hvo der skulle vorde Bruns Eftermand, var ham meget tvivlsomt. Jeg nævnte Provst Hertzberg, men ham ansaae S. for en Vindmager. Af Norges Stiftsprovster er ikke en qualificeret. En Provst Colban i Nordlandene roste han som s.503   den værdigste, men han er hypochonder. Ogsaa Rein troede han maatte komme i Betragtning. Ellers beklagede han, at Norges Embedsmænd, in specie de geistlige, i Almindelighed ere noget illiterate, og at de især tabe uendelig i Sammen- ligning med Danmarks. Lærde Bisper troede han ved Lande- mode-Samlinger, som Münters og Plums, at kunne hjælpe paa Sagen. -- Blandt vor studerende Ungdom skal Biskop Bugges Søn meget hæderligen udmærke sig. -- Den danske Litteratur anseer Sverdrup i dette Øieblik for en af de ypperste i Eu- ropa; især skal der være 4 -- 5 udmærkede mathematiske Ho- veder.    Hersleb viste mig et fra Biskop Bech indkommet Brev med Regnskab for de hævede Penge, hvorved gjordes den bedrøvelige Opdagelse, at 1000 Rd. Bco. ere laante Vei- mester Steen, og altsaa saagodtsom forlorne. 5te August.    I Tiecks Phantasier gjenfinder jeg adskillige gamle Be- kjendte, men ogsaa adskillige nye Stykker, samtlige indfattede i en Ramme efter Boccazes Maade. Sex Universitetsvenner og den enes Kone, Svigermoder, Søster og Svigerinde ere sam- lede paa Landet og fordrive Tiden med fornøielige Samtaler og Eventyrer. Det meste af den lange Indledning har jeg læst i Dag, og fundet høist interessante Ting, f. Ex. Cha- racteristiken over Lafontaine, Spieß og Cramer og deres diæti- ske Gavnlighed for en Reconvalescent: det hele Selskabs Ivren mod Tobaksrøg (ret Vand paa min Mølle!): Persiflage over den moderne Opdragelsesskik, at gjøre sit hele Huus til Am- mestue: Apologien for de franske Haver i Sammenligning med de engelske: og fremfor alt en Bordscene, hvor Maaltidet endtes med en Flaske Capsviin, hvortil Enhver udbringer en levende eller død Mands Skaal, og erindres da høitideligen Gö- s.504   the, Schiller, Jacobi, Jean Paul, Brødrene Schlegel, Shak- speare og Novalis. Det er en ubeskrivelig deilig Scene. 6te August.    Endnu maa jeg af Tieck anmærke en Ting, som stemte aldeles med min Overbeviisning, men hvori Sverdrup, hos hvem vi vare i Aften, ei var enig med mig: at nemlig Kunst- nere burde vænne sig af med at male Vandfald, "denn", siger han, "ohne ihr sinnvolles in tausendfache Melodien ab- wechslendes Rauschen sehn auch die besseren in ihrer Stumm- heit nur albern aus. Dergleichen Erscheinungen, die keiner Moment des Stillstandes haben, und nur in ewiger Wechsel existiren, lassen sich niemals auf der Leinwand darstellen". Dette modsagde nu Sverdrup, og brugte tildeels en philo- sophisk Terminologie, som jeg ikke ret forstod, men for min simple Menneskesands er det overmaade evident, at en Gjen- stand, hvor Bevægelsen er condito sine qua non, og som uden denne er noget ganske andet, aldeles ikke lader sig af- bilde. At saadan Bevægelse maa tænkes ved ethvert historisk Malerie, beviser intet, og er heller ikke saa ganske rigtigt. Ved en foregaaende Bevægelse ere de handlende Personer komne i en Stilling, som Kunstneren afbilder; de forlade den igjen i næste Øieblik, men da tænker man sig Tilskueren al- lerede bortgaaet. Det er ikke Tilfældet med Vandfaldet, hvor desuden Hørelsens Sands spiller en ligesaa vigtig Rolle som Synets. Frimanns Ord: "Bevinget Elv liig Iis i Klip- pen staaer", passer i mine Tanker bogstaveligen paa ethvert malet Vandfald. Derimod var jeg ganske af Sverdrups Mening, da han paastod imod Lector Dahl, at en vild Bjergegn bør afbildes øde, uden Mennesker eller Spor af Mennesker. Tilskueren er den ensomme Vandrer, der fin- der Situationen rædselfuld-frappant; møder han et andet Menneske der, taber den meget af sit Rædselsfulde. -- Det s.505   Tieckske Selskabs Mening om det Undskyldelige ved slibrige Sceners Afbildning i Vers og Romaner, og om de Boccaziske Novellers Fortrin i Henseende til Voltaires og (den franske) La Fontaines lignende Arbeider, vilde ikke ind i mit Hoved.    Med Vesterpost afsendte jeg brev til Grøgaard om min Recension, om Bispens Delicatesse at tilbageholde hans Anti- critik og om Udgivelsen af hans Lærebog, hvilken jeg, fandt at sige, ikke ønsker, da den ligesaa lidet som vore andre Læ- rebøger fyldestgjør mig, og det vel kunde være værd (uden Præmieudsættelse) at indbyde til Concurrents, med Løfte om Autorisation for den bedste, hvilket var en ganske klækkelig Præmie, baade hvad Æren og Fordelen angik. -- Jeg selv fik Brev fra Brun i Bergen. Han melder mig sin Faders Død, som ikke hans daarlige Been, men en Rørelse i høire Side fremskyndte. Fire Dage før han døde, forrettede han endnu sit Embede med fuld Kraft og Fyrighed. Dagen efter hans Død kom Efterretning om hans Commandeurskab i Nord- stjernen, "men", skriver Sønnen, "Gud være lovet, da havde allerede Golgathas Helt rakt ham det Korsets Ordenstegn, for hvilket han stred, og som han vandt med Ære". Han havde bestandig, naar han talte om sin Bortgang, nævnt mig som sin Eftermand.    Min første Udvandring i Formiddags var paa Raadstuen, hvor jeg tegnede mig for en halv Actie til Banken. Ener Holm har endnu ikke tegnet sig for een, end sige for 100 Actier. Carlsen havde fortalt Rougtved det; jeg gad vide, om ikke lystige Hoveder finde Fornøielse i at binde ham Løgne paa Ærmet, da man veed, hvor gjerne han fortæller Nyt. -- Derfra gik jeg til Rasmussen. Han gjættede frem og tilbage paa Bruns Eftermand. Han ansaae det ei urimeligt at Hertzberg blev det, men troer Rein saa maadeligen anskre- ven hos Regjeringen, at Embedet neppe tilbydes ham. Neu- mann mener han vil tage imod det, kun er det en fatal Om- s.506   stændighed, at han ikke fra Bergen kan kjøre ind og bukke for Kronprindsen hver Gang denne kommer til Norge. Provst Munch troede han vel og kunde blive Manden, men det troer ikke jeg. Hvad mig angik, da fandt R. det ei usandsynligt, at jeg vilde komme i Betragtning. De civile Forretninger mente han vilde genere mig -- tildeels vel! men ellers er vidtløftig Correspondence mig ikke ukjær, og Overgang fra det ene til det andet er mig langt behageligere, end Timers Ru- gen over een Gjenstand. Jeg er en mere flygtig end udholdende Arbeider, og at flyve om mellem de meest heterogene Gjen- stande, som en Bisp uden Tvivl maa, vilde være mig en be- hagelig Adspredelse. Hvem det end bliver, da lykønsker R. med Christie som en af de første Stiftamtmænd, der have existeret.    Hos Sverdrup var foruden os Skjelderups, Steenbloch, Hansteen, Hersleb, Lector Dahl og Stenersen, som er kommen hjem, hvorimod Hansteen reiser til Stockholm og har faaet 200 Rd. Bco. i Reisepenge, hvilke med Grund ansees gan- ske utilstrækkelige. Det skal gaae hans Broder uventet godt i Soløer; han har i Præsten Hesselberg i Grue fundet en Ven og Raadgiver, som han sætter megen Priis paa, og ori- enterer sig overalt i sin Stilling saa godt han kan, saa det tør endda falde bedre ud, end man ventede. Der var ret in- teressant, og vi bleve, som sædvanligt, "vel accomoderede". Sverdrups sarcastiske Lune synes mig noget at formildes, men de Svenske vedbliver han at hade. Stenersen fortalte intet Kjøbenhavnsk Nyt. Han har vel tilbragt den meste Tid i Grundtvigs lærerige Selskab. 7de August.    Philantropus averterer i Intelligentsseddelen Statssa- tyricatet formedelst Bortreise vacant, og lover den ret ond- skabsfulde Competent gode Sportler. Hvem herved sigtes til, veed jeg ikke. Boye, der nævnes som Forfatter af adskillige s.507   nyere Pasquiller, vil være et meget qualificeret Subject, med mindre han maaskee skulde være den fratrædende. -- Rigsti- denden meddeler adskillige offentlige Foranstaltninger, Kirke- og Underviisningsvæsenet vedkommende, hvoriblandt at Professo- rerne ved Universitetet skulle overlades Jordlodder paa Tøien, efterhaanden som de blive forpagtningsledige, og at Haxthau- sens Gaard indrømmes til midlertidigt Locale for Bibliothe- ket. Bruns Død anmeldes med store Lovtaler, og Schwach har indsendt et ret vakkert Mindedigt over ham. Af uden- landske Efterretninger anmærkes, at den nygifte engelske Prind- sesse meldes frugtsommelig saa kort efter sit Bryllup, at en blufærdig Borgerkone neppe lader sig saadant vedgaae i sin Vennekreds, end mindre sætte det i Avisen. Et Tillæg in- deholder en Tarif, hvorefter myntet og umyntet Sølv modta- ges i den nye Bank. Ved at see, hvorledes en stor Deel Skillemynt modtages efter Præget, og den Taxt, der er sat paa inden- og udenlandsk grov Courant, slog Samvittigheden mig, og jeg erkjendte, at jeg burde tegnet mig for en heel Actie.    Hans Grimelund gjorde mig i Formiddags et langt Be- søg. Hans Ærinde var at laane Listerne over Folketallet ved Saugene og paa Grønland, til Brug for de forestaaende Lig- ningsforretninger. Han var meget misfornøiet med den ham beviste Ære, og fandt det især at være et ulykkeligt Indfald af Valgmændene at vælge 2 Bønder for Aggers Sogn, da enhver Misfornøiet vil give dem Skylden for det, der be- sluttes, enten de saa have den eller ei. Med megen bon sens raisonnerede denne saare fornuftige Bonde om denne Ligning, om Skolevæsenet og om Banken, hvilken han frygter, ei kommer istand. At en Oberstlieutenant Ingier tegner sig for to Actier, ansaa han med Føie for en Scandal. s.508   8de August.    Af Tieckske Fortællinger, som jeg ikke har læst før, har jeg i Dag lært at kjende: Der Runenberg, Liebes Zauber og Die Elfen. De to første ere saare gyselige. Forfatteren er- kjender det og selv, men anvender megen Veltalenhed for at bevise, at de Kotzebueske ei blot Sørgespil, selv huuslige Fa- miliedramer ere baade skrækkeligere og mere umoralske end hans Spøgelseshistorier. Der maa høre en ganske egen An- skuelse til for at bifalde en saadan Mening; jeg har den ikke og faaer den aldrig. Af de bemeldte to Fortællinger er Lie- bes Zauber vel saa gyselig som Runenberg; dog gjør den sidste Fortælling nok saa ubehagelig Virkning paa mig. Hist er dog virkelig Brøde og en hevnende Nemesis, men her et i Grunden godt Menneske, der synes prædestineret, fremdreven med uimodstaaelig Magt til timelig Jammer og evig For- dømmelse; det er altfor græsseligt. "Die Elfen" er derimod en nydelig Fortælling, som rigtignok ogsaa har en tragisk Ende, men det er af det blidt Rørende, hvor man tør haab- fuld see ind i en anden Verden, om ogsaa de jordiske Glæder og Forhaabninger svinde.    Frue Treschow havde hørt Rein og mig nævne som de meest qualificerede til Bispestolen, men troede Søereiserne ska- delige for min Helbred. Det vare de nu vel sagtens ikke qua Søereiser, men i andre Maader vilde de vistnok have mange Ubehageligheder, og kun Overbeviisningen, at jeg gik i mit Kald, vilde give mig Mod til at foretage og Kraft til at udholde den. Gid man enten reent vilde gaae mig forbi el- ler give mig Embedet uden at spørge, om jeg vil have det! Selv at have Valget vilde sætte mig i en slem Forlegenhed. 9de August.    Efterat jeg var færdig med mine Forretninger i Kirken, gik jeg paa Raadstuen, hvor Mænd skulde vælges til at paa- s.509   ligne Byens Indvaanere Skat som Bidrag til den tvungne Bank, om samme skulde behøves. Der var vel 60 -- 80 Men- nesker samlede, faa Embedsmænd, meest Borgere, især Kjøb- mænd. Præsident Arntzen, som dirigerede Forsamlingen, spurgte først i Magistratens Navn, om de samme Lignings- mænd skulde vælges til alle Paabud, hvilket vedtoges: dernæst foreslog han, at deres Antal skulde være 25, hvilket Nogle fandt for stort, men blev dog antaget med stærk Pluralitet, item at der skulde være 5 Embedsmænd, 8 Kjøbmænd, 6 Høkere og 6 Haandværkere -- ogsaa bifaldt. Nu skred man da til Valget. Jeg fik strax en Pen og et Stykke Papir, og sammenrablede i Hast en Liste, hvor jeg i Henseende til Hø- kerne voterede med Garmann: de andre tog jeg efter Hukom- melsen. Af Embedsmænd valgte jeg paa Omsen, Rasmussen, Hetting, Major Sadolin og Krigsraad Kjerulf. Subscrip- tionsplanen til den frivillige Bank laa paa Bordet. Agent Nielsen tegnede sig for 4, Morten Anker for 2 Actier. Jeg forandrede min halve til en heel. 10de August.    Nationalbladet har atter efter lang Dvale givet Livstegn. Et Nummer var udkommet, som blandt andet indeholder Op- fordring til Interimsdirectionen for den nye Bank at lade Indbydelsen ombæres Huus for Huus, da man ei troer den paa anden Maade vil naae det tilsigtede Øiemed. Det er tredie eller fjerde Gang, den saaledes opfordres, men endnu mærkes ei, den tager Notice deraf. Til Slutning hedder det: "I Tilfælde af Ligningen til en tvungen Bank vil man haabe, at adskillige Mænd, som f. Ex. en Assessor og svensk Ridder Mathiesen, om de ved denne Leilighed unddroge sig for at yde Fædrelandet den frivillige Hjælp, blive paalignede en saadan Sum, der kan passe sig saavel til deres virkelige Formue, som til deres gode Forhold". -- I Intelligentsseddelen er et s.510   Stykke om Banken omtrent af samme Indhold som National- bladets. Ogsaa der faaer H. M(atthiesen) og M. P(løen) udførlge Rap.    Hos Kjerschov læste jeg de forskjellige Betænkninger over Saxilds Forslag. Borch var enig med Hersleb, Vogt og Mandix med mig, Thurmann nok ogsaa, men det var ellers noget forvirret Tøi, et nyt sørgeligt Beviis paa, hvor langt endog de hæderligere Medlemmer af Christiania Kjøbmands- stand staae tilbage i videnskabelig Cultur, da de neppe kunne skrive en orthographisk eller ordentlig sammenhængende Linie. Stenersen var, som sædvanligt, gaaet sin egen Vei. Han troede, at saalænge der ei var noget Land, hvorfra man kunde forskrive Præster med ægte christeligt Sindelav, der vilde og kunde opofre sig ganske til dette Arbeide, og saalænge der overalt ei var mere Christendom iblandt os, vilde alle slige udvortes Indretninger intet hjælpe. Kom engang den bedre Tid, da Forandring skede heri, da vilde sligt af sig selv op- komme og fremmes. Nu vilde det blot faae et forhadt Ud- seende af Tvang -- (heri maa jeg give ham Ret). Han meente altsaa, Selskabet burde udlevere Bøger, hvor de requi- reredes, men ei indlade sig i at tilbyde enten dem eller mundtlig Underviisning. Dette Stenersens videtur mishagede Kjerschov, mere end jeg havde ventet, og mere end det mis- hagede mig. 11te August.    I Slotskirken mindede jeg en talrig Forsamling om: "hvorledes vi ofte bør gjøre os selv Regnskab for vor Huus- holdning, paa det vi kunne bestaae, naar Gud engang fordrer os til Regnskab derfor." Jeg var selv ret vel tilfreds med mit Arbeide, men min Kone gjorde en dobbelt Indvending der- imod. Den ene var uden Tvivl vel grundet, at jeg tilsidst trættedes og gjentog mig selv, saa det kunde mærkes, Prædi- kenen var extemporeret. Jeg har maaskee paa de sidste Tider s.511   været vel skjødesløs i at gjennemtænke mit Æmne, og skjøndt jeg vel for det meste har Aandsnærværelse nok til at variere Udtrykket, hvor den samme Tanke vender tilbage, saa er dette (jeg erkjender det) ikke tilstrækkeligt, og hvor saadan Gjen- tagelse finder Sted, bør der være en Symmetri, som jeg vel idetmindste i Dag ei vedbørligen iagttog. -- Naar Fruen derimod finder, at jeg ikke prædiker bibelsk nok, at jeg for meget holder mig til det nærværende og for lidet til det til- kommende Liv, at Stenersen fra den Side er hende et Myn- ster for Prædicanter, da kan jeg ikke give hende Ret. I den Henseende troer jeg at følge en saa viis Middelvei som nogen Anden, og jeg maatte handle mod min Overbeviisning, hvis jeg afveg et Skridt derfra.    Til min Forskrækkelse bragtes mig fra Magistraten Cir- culaire med Listen over de valgte Ligningsmænd. Rigtignok staaer jeg kun blandt Suppleanterne No. 2, ligesom ved det extraordinaire Storthing, men hist havde nok alle de Valgte Lyst til at sidde paa Thinget, her derimod er jeg vis paa, de med Glæde gribe hvert nogenlunde rimeligt Paaskud til at vride sig fra det paalagte Hoverie. De virkelige Lignings- mænd af Embedsclassen, hvis Helbred og Liv Gud spare! ere: Krigsraad Kjerulf, Platou, Omsen, Assessor Arntzen og Generalauditeur Bergh; Reserverne: Sadolin, Pavels, Advo- cat Aars, Debes og Hetting. Chicanen og Ansvaret frygter jeg langt mindre end den skrækkelige Tidsspilde.    I Aften vare vi hos Skjelderups sammen med Sverd- rups og Hersleb. Samtalen dreiede sig først om det maade- lige Udfald af den skriftlige Prøve ved examen artium. Af omtrent 200 Characterer, som ere givne, er Halvdelen Tem- melig godt non contemnendum. Min bergenske Neveu Aabel og Johan Vibe ere blandt de bedste. I Religion skal en fra Christiania og en fra Throndhjems Skole have besva- ret Quæstionen om Troe paa Aabenbaringen aldeles i Jesus s.512   og Fornuftens Aand, og aldeles nægtet al guddommelig Aabenbaring, hvor man maa undres, at Nogen vovede at skrive saa, om han endog troede det. Siden havde man det meget travlt med mit Bergenske Bispedom, som selv min Kone begynder at goutere. Der menes, at jeg ganske vist faaer det, hvis jeg vil have det. -- Professor Leganger i Eidsvold er død. 12te August.    Rahbeks nyeste Skrift om Skuespilkunsten har i den sidste Tid efter Ordenen udgjort en Deel af min Lec- ture. Den Ungdoms Enthusiasme, hvormed han skrev Skue- spillerbrevene i sit 20de Aar synes umærkeligen kjølnet, og endnu har han den Troe, at Skuepladsen kan vorde Dydens og Sædernes Skole, skjøndt vel neppe Historien fremviser Exempel paa, at den nogensinde har været det. Han giver iøvrigt mange gode, skjøndt ikke nye Formaninger, og udskri- ver lange Stykker af franske og tydske Kunstdommere. Hvad der ellers er mærkeligt, er den Iver, hvormed Rahbek lægger sine Elever nøiagtig Memorering paa Hjerte, naar jeg betæn- ker, at Borups Selskab neppe havde noget spillende Medlem af ringeste Værd, der memorerede saa slet som Rahbek. -- Ogsaa har jeg udlæst Professor Meyers Doctordisputats. Den er ikke uinteressant. Arnobius har været en lystænkende og skarpsindig Mand, skjøndt det vist nok er et synderligt Phæ- nomen, at Grundvolden til den christelige Troe, hvis Apologet han var: Evangelisternes og Apostlernes Skrifter synes at have været ham aldeles ubekjendte, da han blandt andet til- lægger Christus baade Ord og Gjerninger, hvorom Historien aldeles intet melder. Jeg finder iøvrigt ikke, efter Læsningen af dette vidtløftige opus, at Meyer fortjener de store Lovtaler, hvormed Professor Müller under Oppositionen skal have rega- leret ham, eller at det er saa underligt, at han i en Afkrog kunde udarbeide et saadant Skrift. Det Hele er ikke stort s.513   andet end en vidtløftig Recension af Arnobii Berg med spar- somme Sammenligninger mellem ham og nogle andre Apolo- geter blandt Kirkefædrene, og dertil udfordres ikke stort andet, end at have gjennemlæst en Bog saa tidt og saa opmærksomt, at man næsten kan den udenad. Det har jeg gjort med an- dre Bøger, der slaae mere ind i mit Fag, og vilde ingenlunde ansee mig qualificeret til Doctorgrad i den respective Viden- skab, ved at levere et fuldstændigt og ordnet Udtog af et saa- dant Skrift med nogle faa sunde, men almindelige Raisonne- ments, samt hist og her et Par Ord om hvad 3 -- 4 samtidige Skribenter har sagt i den Materie.    Biskop Brun blev begravet den 5te d. M. Hele Byen fulgte ham, og efter Jordefærden var en Sørgehøitid paa Theatret, hvortil Sagen havde skrevet Cantate og Rein en Slags Prolog eller hvad man nu vil kalde det, som en af Selskabet har reciteret. Sagen begynder overmaade godt, men bliver tilsidst mat. Reins Digt er stemt i den mandige, al- vorlige, hist og her lidt sarcastiske Tone, som characteriserer hans øvrige patriotiske Digte. Paa Oldingsaarenes Grændse synes Rein ei længer at beile til Elegiens Muse; derimod forekommer mig at være mere Kraft i hans ældre end i hans nyere Digte. -- Dr. Garmann fortalte mig, at her i næste Uge skal være Attestatz, og at man i Procantzlernes Fraværelse er meget forlegen for en Examinator, da der egentlig skulde være tre. Lector Dahl er forgjæves anmodet; ogsaa til Gar- mann skal Hersleb have talt, men han frygter for at have glemt sin Latin, hvilket er desmere troligt, da han, efter Recensionen over hans Doctordisputats at dømme, nok aldrig har været stærk deri. 13de August.    Jeg fik et meget forbindtligt og venskabeligt Brev fra Grev Rosenblad. Det er min Pligt allerede at besvare det s.514   med næste Post, deels for dets egen Skyld, deels for den herlige Gave, som fulgte med: en udmærket skjøn Tale af Dr. Wallin ved det svenske Bibelselskabs høitidelige Møde den 27de April. Der møder Bibelsagen almindelig Deeltagelse, Høie og Lave interessere sig derfor, og her med hvilken an- stødelig, fordærvelig Kulde behandles den! Vi mangle en Rosenblad, -- og havde vi ham, noget hjalp det vel, men saalænge en Biskop Bech staaer i Spidsen for Geistligheden, er den vigtigste Anstødssteen ei borttaget. Havde Nordahl Brun været Bisp i Christiania, den spæde Plante havde nok alt inden hans Død naaet en Væxt og en Rod- fasthed, som den neppe faaer i Decennier. Ogsaa fra denne Side var det mig maaskee gavnligt, at komme herfra, at jeg kom ud af al Afhængighed af og Forbindelse med denne Mand, at jeg kunde virke frit efter mine Grundsætninger paa et Sted, hvor jeg var vis paa at yndes mere, jo mere jeg handlede i Bruns Aand.

bla bakover

bla videre