Claus Pavels

	9de Juli. I Aften fik jeg et uventet Besøg af Neumann. Prind- sen havde sagt, at han maatte tale med ham inden sin Bort- reise, og da han havde hørt, at han paa Torsdag reiser til Eidsvold og paa Søndag forlader Christiania med alle, var han i flyvende Iil kommen, for i Morgen at høre, hvad hans Kongelige Høihed havde at befale. Han formodede, det angik Hofpræsteskabet, hvorom forresten intet høres, da Wergeland skal være bortreist uden at have faaet Udnævnelse. -- Neu- mann havde ellers i Morges givet fire svenske Herrer, som reiste til Drammen, en prægtig Dejeuner: først Chocolade hjemme i Huset, derpaa Frokost i Kirkelunden, fremdeles en Collation af Jordbær og Fløde ved Elveroe og endelig en Flaske gammel Portviin paa Prindsehøien, som han kaldte den. Det er Mand, der veed at leve! At beværte sine Ven- ner med tyk Melk og Æggekage, og Hofcavalierer med ud- søgte inden- og udenlandske Lækkerier -- det er unægtelig Vei til Hæder og Lykke efter Tidernes Leilighed, en Vei, jeg Gud
s.481	skee Lov ikke kan betræde, ellers var jeg maaskee ogsaa daar- lig nok til at betræde den. 10de Juli. I Intelligentsseddelen stod en lang og haard Straffepræ- ken i Anledning af Nonnernes Opførelse. At Stykket er mo- ralsk godt, vil jeg aldrig paastaae, men saaledes som denne Forfatter at "dundra med Eld och Tändergnidsel och Svafel", det er dog utidig og overdreven Nidkjærhed. Hvilke de "Pa- risere og Pariserinder" ere, for hvis Skyld her i Staden maatte opføres utugtige franske Comedier, vides ikke. Forf. synes heel bevandret i Byens chronique scandaleuse, og viser sig overalt som en af de Zeloter, der nedbryde langt mere, end de opbygge. -- Forat udrede den nye Skat faldbyder Bonde- standen "5 ¹/2 Par Caffekopper, en hankeløs Caffekande, 4 ²/3 Punscheglas, 3 Viinglas, en med Blye naglet Punschebolle, 3 Sølvskeer og 2 ¹/2 Theskee". Jeg formoder, at dette har Hensyn til den tvungne Bank, der skal oprettes, hvis den frivillige ikke kommer istand. Man anseer førstnævnte Entre- prise, skjøndt besluttet af Storthinget og sanctioneret af Kon- gen, saa farlig og overalt uiværksættelig, at der paastaaes for vist, at et extraordinairt Storthing bliver sammenkaldt i det Øieblik, Subscriptionen til frivillig Bank findes utilstrækkelig. Kronprindsen har taget 500 Actier, som er Tyvendedelen af det Hele, og det vilde da være en evig Skam, om hele Norge ei skulde kunne tilveiebringe Resten. -- I Rigstidenden fortælles, at alle Hans Hauges sequestrerede Skrifter, forsaavidt de endnu ere til, ere frigivne, og kunne nu atter, om man saa vil, ud- bredes over Landet. Biskoppen averterede i Dagens Avis, at han nu tiltræ- der sin Visitatsreise. Jeg ansaae det for min Skyldighed at gjøre ham en Afskedsvisite, og den gjorde jeg da. Der fik jeg at vide, at det hele Hofpræsteskab efter al Formodning ryger i
s.482	Lyset. Prindsen har sagt til Biskoppen, at han havde havt i Sinde at udnævne ham til grand aumonier (Overhofprædi- cant) men saa havde han betænkt, at dette Embede vilde be- røve ham Ret til at møde paa Storthinget og derfra vilde han ei udelukke ham. Derimod er bestemt, at Aggershuus Biskop, som den første geistlige Mand i Norge, skal under de Kongelige Personers Nærværelse her fungere som deres Sjele- sørger, hvorfor skulde tilstaaes ham et aarligt Honorar. Vi andre indsluttes da vel, hvad det Negative angaaer, i denne Dom. Wergeland skal søge at blive Professor i Theologien, hvilket Bech som Procantzler af al Magt vil sætte sig imod; saa skal det og være hans Plan at faae Exspectance paa Stiftsprovstiet, men det forsikrede Bech, skal aldrig lykkes ham, da en Biskop, der staaer i saa megen Embedsforbindelse med Stiftsprovsten, vel maa have Ret til at give sin Stemme, hvem ham ønskede og ikke ønskede i denne Post, og Grund til at troe, det vil reflecteres paa hans Anbefaling. Et venligt Afskedskys og flittig Hilsen til min Kone endte Samtalen. Til Kl. 12 var bestilt Jordpaakastelse for en af Kron- prindsens Kudske, som er død paa det militaire Sygehuus. Jeg havde, med Skam at tale om, glemt denne Forretning, og Klokken henved 1 kom Major Søgaards Bud hæsblæsende og sagde, at det hele Tjenerskab havde ventet paa Krigskirke- gaarden henved en Time. Jeg klædte mig da gesvindt paa og skyndte mig, saavidt mit daarlige Been vilde tillade. Men ved Hospitalsporten mødte jeg Søgaards Karl, som lod mig vide, at de vare gaaet bort, men Majoren lod mig bede at trine op til ham. Han var yderst perplex, thi de høie Herrer havde været smækvrede, spurgt om man behandlede sine Døde her som Hedninger eller styrtede Dyr, og med flere Grovheder truet at andrage Sagen hos Prindsen. Medens vi talte herom, kom tre af de galonerede Personer og lod Majoren vide, at han strax maatte komme op til Prindsen. Derover
s.483	blev denne mandhaftige Martissøn endnu mere forskrækket, og ry- stede ordentlig saa, at jeg troede, han havde faaet Koldfeber. Jeg, som havde langt mere Skyld i denne Fracas, tog Sagen me- get rolig og gik hjem og fortærede min Middagsmad med god Appetit. Endnu førend jeg havde afspiist, kom Majoren med meget lettere Hjerte, og fortalte, at man vilde komme igjen Kl. 3; han vilde imidlertid besørge Graven igjen op- kastet og bad mig ved dette Klokkeslet at komme ind til ham, da han vilde følge med. Jeg lovede at sende Borch, men han ønskede saa inderlig, at jeg vilde møde selv, og deri kunde jeg da føie ham. Jeg laante en Hest og kjørte derop. Samtlige Domestiker mødte, vi gik sammen til Kirkegaarden, hvor Cere- monien da skede, og to, tre af de fornemste traadte frem og "takkede Pastoren ödmjukast" for hans Uleilighed. Dermed var da den Historie til Ende. . . -- Der var ellers i Dag stort Dameselskab hos Hans Kongelige Høihed, hvortil dog Statssecretairens Frue ei var indbuden. Prindserne have i disse Aftener ladet sig beværte, engang paa Ladegaardsøen hos Thulstrup og engang hos Major Kaltenborn. I Aften var Oscar hos Falbe, men ikke hans Fader. 11te Juli. Neumann var saa lyksalig at blive tilsagt til det glim- rende Diner i Gaar, men om Hofpræst-Embedet mælede Prindsen ikke et Ord. Han forekom mig ellers ikke ganske vel tilmode; næsten skulde jeg troe, det ærgrer ham at gaae Glip af den haabede Værdighed. Han, troer jeg, for et Hofprædi- cat gladelig opgav sin Ret til at møde som Folkerepræsentant. Men hvem veed, om der ikke ligger fiin Politik til Grund for den hele Forandring? eller om saadanne Betænkeligheder havde fundet Sted, hvis Bugge, Bonnevie og Schultz havde været prædestinerede til Aumoniers? En klog og veltalende Ven i Storthinget kan gjøre nok saa megen Nytte som en
s.484	dito Hofprædicant -- kun bliver endnu det store Spørgsmaal, som Regjeringen ikke kan besvare: Vælges de Mænd? og hvad Bech og Wergeland angaaer, da tvivler jeg høiligen. Hegermann er overmaade glad over sin Frihed, men fast skulde jeg troe, at Prindsen er misfornøiet over, at han har søgt Afsked, og deri kan han og have Ret, da Mænd som Hegermann ikke groe paa Quiste, og da en saadan Unddragelse fra Statens Tjeneste ikke synes at vidne om Hengivenhed for den nærværende Administration. Han troer ikke, hvad ellers Rygtet har paastaaet med megen Suffisance, at den ældre Kaltenborn bliver hans Eftermand paa Academiet. Overalt synes han i Mandags før Taffelet at have havt en ubehage- lig Samtale med Prindsen, hvilken vel kan have været Aarsag i dennes Taushed og mørke Mine under Spiisningen. Bech har overdraget Hersleb i hans Fraværelse at tilsige og holde et Committeemøde i Bibelselskabet, hvortil han vist- nok ogsaa, som den der havde de fleste Stemmer, var den meest Berettigede; men han bad mig indstændigen paatage mig Formandsposten i denne Forsamling, deels fordi jeg var ældre Mand og Embedsmand, deels fordi disse Møder skulle begyn- des med en Bøn, hvilken han troede burde holdes af en ordi- neret Lærer. Af den sidste Grund lod jeg mig overtale, hvor- hos han lovede selv at forrette Referat, kun at jeg vilde præ- sidere. -- Ellers erklærede han sig meget misfornøiet med det Stykke om Stenersen i Nationalbladet, og da han selv er nævnt, troede han sig forpligtet til, paa Grundtvigs, Stenersens og egne Vegne at tage til Gjenmæle. Han tilstod, at Grund- vigs Tone ikke altid er den meest passende, at der er vel megen Haardhed og Bitterhed i meget af det, han siger, men derhos meente han, at G. aldrig vilde faldet i denne Tone, naar ikke hans Antagonister ved ukjærlige Domme havde opir- ret ham som et høist lidenskabeligt Menneske. Arrogance har imidlertid under hele Grundtvigs Forfatterliv været en charac-
s.485	teristisk Egenskab hos ham, og at man vil ydmyge den Arro- gante, og under denne Bestræbelse nedtrykker ham dybere end han fortjener -- Herre Gud! det er saa saare naturligt! En Hykler har jeg aldrig anseet Grundtvig for. Jeg troer, han mener Gud det overmaade vel og Menneskene ogsaa, forsaa- vidt de ville og kunne bifalde alt, hvad han siger; men Mod- sigelse taaler han ikke, han bliver streng fordømmende og naturligviis bringes hans Modstandere ikke derved til Taushed, -- der bliver Kamp paa Liv og Død, og gid det alene var disse faae Individers Liv eller Død det gjaldt! Nei! det er den gode Sag, der døer mellem Hænderne paa dens ubesindige Forsvarerer. Directe og indirecte er jeg bange for at Grundt- vig gjør en Skade i Danmark og Norge, som de meest op- lyste og christeligsindede Lærere i flere Decennier ei vil kunne oprette. 12te Juli. Ikke med aldeles let Hjerte reiste de fleste patriotiske Storthingsmænd hjem. I Søndags var det aftalt, at de, der endnu var tilstede, skulde samles i Salen og ligesom sidst med sammenslyngede Arme og forenede Hænder byde hverandre høi- tideligt Farvel. Og netop i dette Øieblik brød det frygtelige Uveir løs. Uveirsskyen stod næsten over dens Hoved, og under Torden og Lynild hævedes Samfundet. "Jeg er ikke over- troisk," havde Biskop Sørensen sagt, "men jeg kan ikke nægte, at jeg er underlig tilmode ved denne Afsked." -- Schultz vilde gjerne talt med Kronprindsen inden sin Reise, men det kunde nu ikke skee, da han var paa Eidsvold. Prindsen havde sagt noget til Bugge, hvilket han med Grund troede, han igjen burde tale med Prindsen om. At han var den ivrigste Op- positionsmand ved Protocolrevisionen, er en bekjendt Sag; næsten overalt afgav han djærvt skriftligt Votum. "Schultz troer nok", havde Carl Johan sagt, "at jeg er vred paa ham, men siig ham, at det er jeg ikke. Jeg agter den Mand, der
s.486	under sit Navn offentlig fremfører sin Overbeviisning, ihvor- dan den endogsaa er, -- kun de, der hemmelig føre Dolken, ere mig forhadte". 13de Juli. I Intelligentsseddelen takker Omsted fra Drammen Kam- merraad Glückstad, hans Frue og Husets hele Personale for deres udmærkede Høflighed mod ham under det langva- rige Storthing. -- I Rigstidenden indbydes til den frivillige Bank, hvortil Biskop Sørensen paastaaer, det er hellig Bor- gerpligt at bidrage, saa at han ei alene vil skille sig ved sit Sølvtøi og sine Guldpenge, men endog laane Penge for at kunne tage en Actie. (Anker og Wedel have tegnet sig for 100). Fremdeles fortælles efter et Brev fra Malta, at den tunesiske Beys Søn har ladet sin Fader halshugge for hans Medlidenhed med de christne Slaver. Jeg ventede et saadant Udfald af den Philantropisme. I Aften mellem 9 og 10 kom Stiftamtmanden (i Qua- litet af Kronprindsens "Bud" eller "Ambassadeur") med An- modning eller Tilsigelse at møde i Palaiet i Morgen tidlig Kl. 7³/4. og holde Bøn for de Kongelige Høiheder inden deres Afreise. 14de Juli. Jeg var allerede iført min hele Stads, da der kom Billet fra den tjenstegjørende Adjutant, Major Birch, at Kronprind- sen ønskede Cabinetsbønnen opsat til Kl. 8³/4. Han havde arbeidet hos Essen til Kl. 2 i Nat, havde ved sin Hjemkomst truffet Lector Orry og Mariboe, der havde ventet siden Kl. 10, og endnu i denne natlige Time givet dem Privataudience, altsaa behøvede han længere Morgensøvn. Bønnen havde mange Deeltagere. Forgemakket var fuldt af Officerer og an- dre, der vilde sige underdanig Farvel. Af disse bleve Stats- raaderne indkaldte, og Stole satte for dem, jevnsides med Prindserne. I Døren stod som sidst et Bord, og jeg stillede
s.487	mig foran det. Bag mig sattes Stole for Stabsofficererne, og bag dem igjen stod en Hærskares Mangfoldighed af norske og svenske Officerer. Bønnen varede maaskee 10 Minutter, var maaskee taalelig sammensat, men kunde under Tingenes nær- værende Stilling ei indeholde noget synderlig rørende eller op- vækkende. Den endtes med Fadervor, en kort Afskedsapostrophe til Prindserne og Herrens Velsignelse. Da Kronprindsen havde taget Statsraaderne i Haand, blev jeg indladt. Han talte noget sagte til mig paa Fransk, som Oscar ligesaa sagte over- satte. Jeg maa reent ud sige, at jeg ikke ganske forstod nogen af dem; dog troer jeg Meningen var, at hans Bortreise for- bød ham at see mig ved sit Taffel, men han vilde sende mig et Par Kasser Viin til Erstatning, -- og de vare da saa gode som 10 Invitationer. -- Han reiste strax efter. Mosse Bye giver ham diner eller dejeuner dinatoire, og i Nat ligger han hos Sommerhjelm paa Tom. Han agtede sig til Skaane, men det hedder, at hans Nærværelse i Stockholm er nødven- dig, at han altsaa iler did, og Oscar gaaer alene til Skaane. Nogle mene, at han aldrig for Alvor har tænkt paa den Skaa- nereise, og at denne Omvei gjøres blot for at indbilde de længselsfulde Skaaninger, at han havde den isinde. Gud veed, hvad Aarsagen er, maaskee hans Formands Skjæbne paa Quiddinge Hede svæver ham i Tanker, og han siger: Vestigia terrent. Den ældre Expeditionssecretair Vogt er en yderst inter- esant Mand. Vi førte mange Discourser om allehaande Gjenstande, blandt andet om den mundtlige Procedure, hvis Afskaffelse han vilde have meget imod, men som han dog til- stod letteligen forvilder, da han i det juridiske Selskab har erfaret, hvor vanskeligt det er at have Tankerne samlet under den og votere derefter. Weidemann, dens og Oberste Holsts afsagte Fiende, er imidlertid bleven Ridder af Nord- stjernen. Statsraad Løvenskjold er hjemkommen og Berg af-
s.488	gjør Gjældssagen alene. Løvenskjold skal hverken her eller i Stockholm fungere som Statsraad, da han, efter Vogts Si- gende, ikke trives nogetsteds uden paa Fossum. Wulfsberg har dog bragt det til af Kronprindsen at faae som Laan eller Forskud til et Bogtrykkeries Anlæggelse 1000 Pd. St. Hvordan det iøvrigt gaaer denne gode Mand, kan jeg ikke ret komme efter. Statsministeren syntes ikke at have noget til- overs for ham. Expeditionssecretair Hagerup, hvem jeg spurgte om ham i Mandags, svarede: "Han synes at handle mindre daarligt end før, og andet end negativ Roes vil Wulfsberg nok aldrig komme at fortjene". Major Fleischer derimod, som har været i Stockholm, roste meget baade hans Forhold og Forfatning. -- Endnu maa jeg anføre, at foruden det dag- lige prægtige Middagstaffel hos Kronprindsen, giver Oscar under sit Ophold her hver Dag en Frokost paa 5 -- 6 Retter Mad, varm og kold, for Officerer og hvem ellers der komme i hans Vei. 15de Juli. Ved Middagsbordet i Dag gik det for saavidt temmelig lystigt til. Major Fleischer er en temmelig streng Vert, uud- tømmelig i at proponere Skaaler, og jeg kan ikke sige, jeg gad inviteres til Mandfolkeselskab hos ham. Han havde deilig Viin, som smagte mig overmaade vel, men hvoraf jeg, for at følge Strømmen, drak mere, end jeg enten havde Lyst til el- ler godt af. -- Jeg var fri for Tobaksrøg og al anden Qualm, syg blev jeg altsaa ikke, og fuld var jeg endnu mindre; men inderlig længtes jeg efter Forløsning. Frugalitet, især om Aftenen synes at blive mig mere og mere nødvendig, men det er Ulykken, at jeg, hvad god Mad angaaer, saa van- skelig kan modstaae Fristelsen. I Drik (hvad Quantiteten an- gaaer) koster det mig intet at være afholden; derimod, om man byder mig 6 -- 8 Sorter, maa jeg rigtignok smage paa dem alle. -- Jeg glemte igaar Aftes at anføre, at Vogt lod
s.489	adskillige Storthingsmænd passere Revue og blandt andet er- klærede Bonnevie for en af de største Fusentaster, han kjendte, hvis opskruede Declamationer med utidig Indblanding af Guds Navn han aldeles ikke kunde lide. 16de Juli. Det Besøg, Major Sadolin i Gaar gjorde mig, havde til Hensigt at bestille en synderlig Brudevielse. En Soldat, som nu sidder arresteret, jeg veed ikke for hvilken Brøde, havde i Bergen besvangret en Pige, som var reist efter ham her til Christiania for at blive gift med ham. Tilladelsen søgtes hos Regimentet, men blev negtet. Nu henvendte man sig til Statsraadet, maaskee endog directe til Kronprindsen, og der udstedtes Bevilling for dem ei alene at giftes men endog at vies hjemme i Huset. Dette Kongebrev bragte Sadolin mig i Gaar, og i Dag kom Brudeparret og blev copuleret heroppe paa min Sal. Ingen af dem var vakker, og Bruden, som el- lers syntes meget glad og beleven, havde megen manqueret Levemaade. Hendes tredobbelte Ja ledsagedes af en Neien, som var værd at stikkes i Kobber, og da hun tog Afsked med mig, bukkede hun meget dybt, som en Mandsperson. Hun hentede siden Vielsesattest og reiser til Mandens Forældre for at ligge i Barselseng. Strax efter deres Bortgang kom Hersleb. Han fortalte blandt andet om Afskedsaudiencen i Løverdags, hvor Kronprindsen havde sagt Hansteen uendelig mange smukke Ting, blandt andet, at naar man saae ham, skulde man ikke troe, han var 20 Aar, men naar man kjendte hans litteraire Fortjenester, maatte man antage ham for en Olding. Orry er bleven Professor, dog uden Sæde i Col- legium academicum. Endelig gjorde Stiftamtmand Christie mig en Afskeds- visite. Han og Biskop Brun ere blevne Commandeurer, Lange Ridder af Nordstjernen. Han ivrede ellers med Føie over
s.490	det uværdige Tiggerie, endog Mænd i de høiere Stænder have nedladt sig til hos Kronprindsen. Stiftamtmand Schouboe var reist fra Christiansand, for at faae et Pengelaan, jeg ved ikke hvor. 18de Juli. Det bemeldte Bibelselskabs Møde holdtes i Eftermiddag i Cathedralskolen. Det begyndtes og sluttedes med en kort Bøn af mig, hvilken Handling man fandt opbyggelig, men jeg nægter ikke, de foregaaende og efterfølgende trivielle Sam- taler gjøre i mine Øine en profan Contrast. Hersleb, som Ordfører, compromitterede i visse Maader Biskop Bech, skjøndt aldeles overeensstemmende med det antagne Reglement. Dette siger nemlig, at Committeens Valg skal underkastes alle Bi- skoppers Bedømmelse, inden det er fuldgyldigt, og Bech har ladet Circulaire udgaae til Aggershuus Stifts Geistlighed og nævner os som allerede valgte, uden at saadan Sanction er skeet. Nu foreslog Hersleb, at Biskopperne skulde tilskrives og deres Mening indhentes, og indtil da maatte vi blot ansee os som interimistiske Medlemmer af Centralcommitteen. To Breve oplæstes; i det første tilbyde to Quækere, som opholde sig her (Uhrmagere af Profession), Bibler af 20 Speciers Værdie som Contingent qua Selskabets Medlemmer. Tilbudet anto- ges. I det andet Brev sender Saxild et Stykke om Fængs- lernes bedre Indretning, der har staaet i Nationalbladet, til Selskabets Bedømmelse, og troer, at dette ved umiddelbar Virken og ved Forestillinger til Regjeringen kan bidrage til Forslagets Realisation. Man bestemte sig til at tage Sagen under nøiere Overveielse. Der besluttedes at skrive til Biskop Bech og udbede sig Regnskab for Selskabets oeconomiske Sta- tus, som Ingen kjender uden han. Endelig valgtes Thur- mann til Committeens Casserer og Vogt til dens Secretair. Jeg læste med det samme alle Voteringssedlerne. Der var dog
s.491	endeel Studenter, som havde givet mig Stemme. Dr. Gar- man havde voteret paa sig selv, men fik dog, sin egen inclu- sive, kun 2 Stemmer. 22de Juli. Ogsaa de to Hefter af Danfana har jeg nu læst, naar jeg undtager Begyndelsen af et episk Digt: Thora, der vel bliver ufuldendt, som alt hvad Baggesen lover eller be- gynder paa. 80 af Hefternes 190 Sider ere opofrede til en fortsat kritisk Vurdering af Ludlams Hule, hvilken han da, saavelsom dens Forfatter, saa ynkeligen nedriver, at den usleste Smører aldrig værre er medtagen end Øhlenschläger, der, Baggesen indbilde sig hvad han vil, er langt større Dig- ter end han. At hiint Syngestykke har mangfoldige svage Sider, er vistnok lagt tydeligen for Dagen; men naar man saaledes vilde analysere og persiflere Holger Danske og Erik Eiegod, lod der sig sandelig ogsaa meget sige om dem, uden at Baggesen havde nogen Aladdin, Hakon, Palnatoke, Axel og Valborg, Correggio, Hagbart og Signe eller Helge at lægge i den anden Vægtskaal. Under dette smukke Arbeide udkom Fiskeren, "den nye Skoles poetiske Kragemaals sande thesaurus, til hvis urandsagelige Dyb af Digt- og Skrivfeil Ludlams Hule forholder sig som en øhlenschlägersk Geburtsdagsvise til et øhlenschlägersk Geburtsdagssyngestykke." Til Vinteren vil han profanere Dannertemplet med at udspye sin Gift over dette Digt. Men saalænge kunde han ikke vente med at stænke Skarn paa den ædle, elskværdige Knudsens Gravhøi. I to Smaadigte gjøres Forsøg paa, trods det gamle: Tu manes ne læde meos, sed parce sepulto! at røve Knudsen det Hædersminde, han, trods baggesenske Flauheder og Ond- skaber, dog nok beholder uforkrænket i ædlere Hjerter end de fleste af dem, der tilsmile Baggesen Bifald. -- Aldrig vil jeg dog nægte, at der især i Aprilheftet findes Smaating, der
s.492	forunderligen contrastere med hans lumpne og arrogante Strids- skrifter og bringe os næsten tilbage til den Tid, da man troede at kunne yde hans Hoved og Hjerte lige varm Hyld- ning. I at sige nydelige Complimenter er han ogsaa den Mester, han altid har været, og Digtet til Frue Olsen paa hendes Fødselsdag er overmaade vakkert. En Smule opskruet, men dog særdeles net er og Complimenten til Frue Rahbek, som han flatterer, medens han gjør hendes Mand og Svoger til rene Aalehoveder. Blandt hans bedre Digte maa jeg endnu nævne det dramatiske Eventyr Rude og Potte, der er vittigt og sandt: kun er jeg meget bange for, at Bag- gesen selv bliver Iisblomsten, i hvo der saa bliver Tuli- panen. Hos Sverdrups traf jeg tre unge Bergensere, hidkomne for at tage første Examen, som gjorde deres Opvartning, an- førte af en ældre Student. De havde, fortalte han, sagt, at man i Bergen ikke vilde subscribere til den nye Bank, hvilket isaafald var en lumpen Upatriotisme, der fortjente følelig Revselse. Dog de falder vel paa fredeligere Tanker, haaber jeg. Sverdrup viser altid Lyst til at troe det Værste, og hvad Rygter han fortæller, hører jeg med samme skeptiske Øre, som hvad Secretair Rougtvedt og Forvalter Rørbye i Krigens Tid fortalte. Det er dog nok vist, hvad han sagde, at Prof. Hansteens Reise til England gaaer overstyr, da Understøttelse dertil af Statscassen er ham nægtet, hvilken derimod er ham tilbuden, naar han vil reise til Sverige, og det skal han nu have i Sinde. -- Kjerschov fortalte endeel om et Besøg, han har havt af en for sine Indsigter berømt, men for sin moralske Characteer berygtet tydsk Antiqvar Arndt, der ogsaa skal have tiltænkt mig en Visit, hvilken jeg dog lykkeligen undgik. Han havde blandt andet gjort Gartner Siebke paa Tøien den smukke Begjæring, at han vilde optegne og tilmelde ham alle de Sottiser, der begaaes her ved Universitetet, med hvis samt-
s.493	lige Lærere han er misfornøiet, og siger, at de enten ere dumme eller dovne. 23de Juli. Denne Dag kunde gjerne reent forbigaaes, dersom jeg ikke havde faaet en Visite, som ret interesserede mig: en tyve- aarig Yngling ved Navn Aabel, Søn af min Cousine, som er Præstekone i Urland i Bergens Stift. Han er en af de 6 Bergensere, der skulle tage første Examen i næste Maaned. Det er et vakkert, godmodigt, velopdraget ungt Menneske, og det glæder mig, om vor alma mater ligesaa glad og kjærlig optager ham i sit Samfund, som jeg i mit. Hvad det ellers maa koste nu at holde Børn ved Universitetet! Efter hvad han giver for Logis og Middagsmad (den sidste endda meget billig) beregnede min Kone og jeg, at hans Ophold her vil koste Forældrene henved 2000 Rbd. aarlig. -- O ja! det er 200 Specier eller 250 Rbd. god gammel dansk Courant, og for meget ringere har vel ikke i saare lang Tid et ungt Men- neske levet anstændigen i Christiania; det klinger frygteligere, end det er i sig selv, men for en Mand, der sidder i et lidet Kald og har 7 Børn, er dette for en af dem sandelig en stor Udgift. 24de Juli. Jeg havde Smerter i Benet, bestilte ingen Ting og kjedede mig overmaade; dette er i kort Begreb Dagens Histo- rie. Baade Arbeide og Adspredelse mangler mig. Sætte mig hen og skrive Prædikener vilde nu være et frugtesløst Arbeide, som maatte mislykkes, da jeg vilde forrette det med Ulyst. Andre Ting kan og gider jeg ikke skrive. Biskop Brun er nu det eneste Menneske, jeg skylder Brev. Embeds- forretninger i og udenfor Huset har jeg ingen af. Af den evindelige Læsen bliver man omsider kjed. Naar det saa desuden staaer misligt til med Helbreden, naar Smerter ube- hageligen forstyrre hver glad eller blid Følelse, der fremtræn-
s.494	ger sig, naar Ingen besøger eller inbyder mig, og jeg altsaa mangler al Adspredelse, naar jeg heller ikke kan taale Spad- seertoure af ringeste Længde, saa er det ikke saa underligt, at Mismod stundom overfalder mig, at jeg selv ved min gode Kones og mine glade kjærlige Smaapigers Side, føler mig i enkelte Øieblikke forladt og isoleret. Af Intellinentsseddelen afskriver jeg et Stykke, som vel kan fortjene at gjemmes: "Jeg ulykkelige unge Menneske, som har en tung Skjæbne hidindtil; trøstesløs lægger jeg mig, bedrøvet staaer jeg op og daglig ængstes mit Hjerte; jeg er fortrykt og forladt, mit inderligste Ønske har været, altid at lære noget dueligt og godt, ja skrive, regne, passende til min Stand, men Alt er afslaaet. Jordtræt er jeg bleven til Andres Velfærd og Fornøielse, og føler dag- lig Sved og Byrde! 6 Aar har jeg været fra Forældre og de 4 sidste Aar har jeg neppe havt en glad Dag, ja mange og adskillige Sorger trængede mit Hjerte og gjorde de unge Aar slette og elendige! af sine egne og nærmeste Slægtninge nyder man den bittre Skaal: O Gode Gud og Velgjører vilde forandre En og Anden, som have sine Paarørende til Tjenere og tilligemed lovet godt; min Bøn kan intet udrette, uden Forsynets grundløse God- hed vil sende en levende Aand, som kan vække en god og retskaffen Tanke for deres Underhavende, -- jeg have kuns blot Haabet til Løn! gid jeg kunde gjøre en Ansøgning, der kunde gjøre M. og M. en Eftertanke om retskaffen god Følsomhed for En og Anden, som have sine Paarørende til Tjenere. Mit Navn skal betegnes med tre sorte Streger. " Den saa kaldte uforbrændelige Spanier er kommen her- til og vil holde et fuldkomment Maaltid i en Ovn opheder 100 = 180 Grader efter Reaumurs Thermometer (i min Tid var 80 Grader efter Reaumur kogende Vands
s.495	Hede). -- Jeg ødsler maaskee altfor mange Penge bort, men der lover jeg helligen jeg skal spare dem. I Rigstidenden fortælles meget om den berømte Søster Marthe i Besançon. Hendes Berømmelse har rigtignok til denne Dag været mig ubekjendt, men nu straaler den for mig i megen Klarhed, da jeg veed, at hun i 11 Maaneder har traadt 30000 Soldater i Moders Sted, at hun har 11 Or- dener, at Ludvig den 18de har omfavnet hende, at Keiser Alexander endelig vilde have hende til Rusland, at Kongen af Preussen nu ogsaa vexler Breve med hende, for at lokke hende til sit Land, men at hun er og bliver sit Fædreland tro, og vil ikke forlade det. "So ein Weib bin ich," kan hun med Sandhed sige. Om hun forresten er Pige eller Kone, om hun er af fornem eller ringe Stand, ja paa hvad Maade hun har vist sin moderlige Kjærlighed mod de mang- foldige Soldater, det maa vor Herre vide. -- I Sevres er og en Kunstnerinde Jaquolot, som efter Kongen af Frankrigs Forsikring vilde vække Raphaels Misundelse, hvis han endnu levede. Men ak! ikke engang Pastor Birch lever, og kan ind- føre disse Vidundere i sit Billedgalleri. For da at bevare disse store Navne i mit Fædreland, skriver jeg dem i denne Bog, og paalægger den af mine Svigersønner, som engang udtogsviis udgiver dem i Trykken, at fortælle Efterverdenen, at Frankrig i Aaret 1816 havde 2 saadanne Kvinder, der, hver i sit Fag, dog maa være de ypperste, som have levet siden Verdens Skabelse. 25de Juli. I Morges havde jeg Besøg af Provst Lassen. Han troer ikke der kommer noget godt ud af vort nye Pengevæsen, beklager sig iøvrigt over den Luxus, der har udbredt sig i Oplandet, og vilde have den indskrænket ved en Forordning, et Middel, som nok efter alle Tiders og Landes Erfaring, hvor
s.496	man har forsøgt det, har viist sig uvirksomt. For Geistlig- hedens uvisse Indtægter vilde han havt et Regulativ, men der kan jeg nu ikke være enig med ham. Hvad der er fore- slaaet om det beneficerede Gods, in specie af Biskop Bech, er han ikke fornøiet med. Han vil, at det ene og udeluk- kende skal tilhøre Geistligheden, og at det øvrige Oplysnings- væsen skal see sig om andre Hjælpekilder. Man bør troe, at det ikke blot er Familiehensyn, men ægte broderlig Omhu for sine fordums Brødre i Herren, der gjør Provst Lassen saa udmærket nidkjær for Geistlighedens Tarv, men han driver dog maaskee sin esprit du corps vel vidt, og saadant duer aldrig, allermindst i Tider som de nærværende. -- Efter fuldendt Confirmationslæsning (der om Torsdagen er saadan, at en Steen maatte græde derover) gik jeg ind i Byen. Desværre ogsaa den første Directeur ved den frivillige Bank ¹ troer, at den af Mangel paa Interessenter ei kommer istand, og at altsaa enten det voldsomme Middel maa anvendes, hvoraf Opstand befrygtes, eller Storthinget atter maa sam- menkaldes, det fattige Norge til ny, betydelig Udgift. En Bank, et Universitet! saa bliver det altsammen godt i Norge, raabte man for en halv Snees Aar siden. Universitetet har vi da, men at det er hvad det er, bør neppe Nationen bryste sig af. Bank kan man nu faae -- men af smaaligt Hensyn paa Øieblikkets Tab eller Fordeel vil man ikke have den. Skeer det, hvad der befrygtes, faaer vor Nationalhæder sin sidste Rest, og om da Nationen selv gaaer bagefter, er det ikke uforskyldt. Frihed og Selvstændighed er neppe for et Folk, som det norske nu er. 26de Juli. Af min egen Bogsamling har jeg læst en (Gud skee Tak!) liden Pjece af den nu afdøde Pastor Paisen "für die
s.497	hausliche Erbauung," i den pretiøse Maneer, hvori "Timer levede for Evigheden" og mere af samme Suurdeig ere for- fattede. Det skulde nok egentlig være en religiøs Roman, hvoraf dog nok Fortsættelsen er udebleven. En Philaleth udbryder urolig: "Wahrhaftig, ich bin jetzt mir selbst noch immer ein Räthsel", og for at faa Gaaden opløst tager han sin Hat og Stok og gaaer ud i Skoven. Det var hans Fødselsdag, og dette udtrykkes paa følgende Maade: "Jetzt stand er im Begriff mit der zahlreichen Gesellschaft der Erd- bewohner durch das Luftmeer seine vierzigste Reise um die Sonne anzutreten." -- Dog nok herom. ¹ tilbake Prof. Rasmussen.

bla bakover

bla videre