Claus Pavels

	25de Mai. Neppe havde jeg slukket Lyset, før i halvvaagen Drøm Billeder foresvævede mig, det ene styggere end det andet. Aller- først saae jeg som i Phantasmagorie en meget høi ordensde- coreret Mand, som man sagde var Grev Mørner, tilligemed adskillige Andre. Men snart sad jeg i Storthinget, og foran stod Carl Johan og holdt grædende en Tale, hvori han for- kyndte sin Søns Død. Scenen forandredes, og Mennesker af alle Stænder og Skikkelser vrimlede frem og tilbage, allevegne var det almindelige Løsen "Prinds Oscar er død!" -- "af et Pistolskud" hørte jeg tilsidst, men om han havde givet sig det selv eller faaet det af andre, var man ikke enig om. Ogsaa den unge Gustav kom tilsidst med i Spillet. Alt dette og mere fik jeg ordentlig i sceneviis. Jeg var mig saa be- vidst, at naar det blev mig altfor stygt, kunde jeg aabne Øinene, og saa da naturligviis intet mere. Det er mig et høist besynderligt Phænomen, da ingen foregaaende eller efter- følgende Disposition i mit Legeme forklarer det. Tilsidst faldt jeg i ordentlig Søvn. 26de Mai. I Eftermiddag var det bebudede Møde i Bibelselskabet, og Hersleb kom for at bebude mig Resultatet. Der mødte yderst faa Mennesker. Foruden Indbyderne var der blot Dr. Garmann, et Par Skolelærere, 5 -- 6 civile Embedsmænd, om- trent ligesaa mange Kjøbmænd, Storthingets Præsident, alle dets geistlige og nogle faa af dets verdslige Medlemmer, en- delig 20 -- 30 Studenter, hvoriblandt ogsaa Jurister, som alle tegnede sig for 10 -- 15 -- 20 Rbd. aarlig Bidrag. Herover var Hersleb meget glad, da det gav godt Haab for den kom-
s.447	mende Slægt, men ellers følte han sig lidet opbygget, da ikke et af Statsraadets Medlemmer, ikke engang Chefen for første Departement, ikke Stiftamtmanden, ikke nogen anseelig Em- bedsmand mødte. (Professorerne havde alle tegnet sig i For- veien, og nogle vare tilstede). Bispens Tale havde hverken været slettere eller bedre, end hans Tale ved slige Anlednin- ger pleier at være. 27de Mai. Provst Aschenberg besøgte mig og fortalte med megen Græmmelse, at Storthinget har faaet Prolongation til Juni Maaneds Udgang, og da der ikke er meget af Vigtighed tilbage, undtagen Lovenes Sanction, saa forekommer ham efter denne Til- ladelse at have udbredt sig ny Langmodighed og Lunkenhed over Forretningerne. -- Den mundtlige Procedure er falden igjennem i begge Thing, og saaledes ere Normændene afvegne fra den ældgamle Skik hos alle cultiverede Nationer, ved viva vox at forstærke og med Veltalenhedens Prydelse at understøtte Retsgrundene for det øverste Tribunal. Ogsaa andre besyn- derlige Afvigelser fra de gamle Former har man tilladt sig, og Lagthinget er endog heri gaaet videre end Odelsthinget. Høiesteret skal være misfornøiet, og Kongen menes ei at sanc- tionere dette Reglement, men at give et nyt provisorisk, fra det forrige lidt afvigende. Schultz's Iver i Statsraadssagen forekom Aschenberg vel stor. Det var paa hængende Haar nær ved, at det hele Statsraad var bleven indstævnet for Rigs- retten formedelst Procurator Hansens Suspension. -- Ellers fortalte han, at der er gjort Storthinget en naadig Proposi- tion angaaende Briggerne, i Anledning af hvilken resolveredes, at man tilbyder for de 7 Brigger 250,000 Mark Bco., hvor- imod Kongen af Danmark frasiger sig al Prætension paa de norske Krigsfartøier, som før Adskillelsen tilhørte de forenede Riger. -- En anden Proposition eller Forespørgsel frygtede
s.448	Aschenberg vilde blive en haardere Nød at knække: om Dan- marks Nationalgjeld, hvorvidt Norge skal tage Deel i dens Betaling. Iøvrigt forsikrede han høit og dyrt, at han alde- les ikke skal komme paa næste Storthing, da han, om han vælges, som han dog af al Magt vil søge at afværge, vil sætte sig en spansk Flue paa Benet og derved paadrage sig et inflammatorisk Tilfælde, som kan skaffe ham Doctorattest, og derpaa, naar den er afsendt, sige Lægen, hvori Sygdommen bestaaer. 28de Mai. Hersleb havde faaet Brev fra Biskop Brun tilligemed Fuldmagt til Stenersen at handle i hans Navn ved det fore- havende Møde; den kom nu forsilde. I det Hele er han enig med Hersleb og os andre. I Nationalbladet holder Stenersen en lang Forsvarstale for Grundtvig og Straffeprædiken over hans Modstandere, især Bastholm, som han flere Gange kalder taabelig. -- En oeconomisk Patriot (hvo uden Oeconomer ere Patrioter i vore Dage?) finder, at Vaararbeidet lider meget ved de tre Hellig- dage, Bededagen, Christi Himmelfartsdag og 2den Pintsedag, og vil derfor have Bededagen henlagt til en anden Aarstid, Christi Himmelfartsdag til næste Søndag og anden Pintsedag reent afskaffet. Ogsaa her kløe mine Fingre. 31te Mai. Første Deel af Krusensterns Reise um die Welt har jeg udlæst. Der findes mangfoldige nautiske og astronomiske Ting, som jeg ikke forstaaer, men med alt det var denne Lecture mig saare morsom. Endog den blotte Reisebeskrivelse, Skibets Omseilen paa det vilde Hav, Beskrivelse af Veir og Vind interesserede mig. Jeg har Aversion for Søen, jeg er bange og søesyg, og en saadan Reise blev min visse Død. Men desuagtet kan jeg ligesaalidt fra Landjorden see det oprørte
s.449	Hav, som læse om Skibe, der svæve om paa det, der "kneise paa Hvalers Ryg og dandse om blandt Delphiner", uden en høi kildrende Følelse, blandet med Smerte over, at jeg ikke er et saadant Menneske, der "uforsagt kan møde Faren, stolt, som det sortladne Hav mod Stormens Vælde". Min Bestemmelse som evig Hjemfødning er mig til Besvær; jeg spørger mismo- dig: hvorfor skulde denne livfulde Sjel boe i et mere udan- net og misdannet, end af Naturen kraftesløst Legeme? hvor- for skal den hvert Øieblik lade sig kue af dette snaus Legemes fordærvede Safter? -- At Krusenstern iøvrigt er nogen skarp- sindig Menneske-Iagttager, kan jeg ikke sige. Han har taget til Motto:"les marins ècrivent mal, mais avec assez de candeur", og har deri gjort sig selv Uret, at han beskylder sig for at skrive slet, men ellers maae jeg tilstaae, hans candeur forekommer mig at være hans Hovedfortjeneste som Skribent. 1ste Juni. Rigstidenden fortæller, at Keiseren af Rusland har ud- givet en Proclamation, at det hellige Forbund hverken har Tyrkernes Forjagelse eller nogen anden udenlandsk Omvæltning til Hensigt, men alene Statens indvortes Tarv. Beien af Tunis har af Agtelse for Prindsregenten i England og de øvrige europæiske Magter aldeles gjort Ende paa de Christnes Slaverie i hans Stater, hvilken ædle Beslutning rimeligviis koster Hans Høiheds Liv. En Fru Krüdener drager omkring i Schweitz og prædiker Evangelium efter et ægte bibelsk Sy- stem, sammendraget af alle christelige Confessioner. Almuen strømmer til hende i masseviis; for dannede Mennesker hol- der hun en Andagtstime paa Fransk. -- I Intelligentssedde- len findes baade Ondskaber og Sødheder, men ingen af dem er værd at nævne. -- Nationalbladet var ikke umærkeligt. Først indeholdt det en Høiesteretsdom, som uden Tvivl er den første i sit Slags, hvor en Regjeringsadvocat som saadan idøm-
s.450	mes en Mulct af 80 Rbd. rede Sølv i Kost og Tæring til den, han har indstævnt. Derpaa følger Niels Truelsen Broe, eller er Repræsentantvalget til vore Storthinge frit som Grundloven det fordrer? Det er skrevet af en Jurist her i Christiania, og synes ei utydeligen at lægge for Dagen, at der med Hensyn til denne Mands Action i hans Hjem og Forkastelse her er skeet en Bommert. Fremdeles findes der en gammel norsk Præstemands oekonomiske Biographie i Forbindelse med de nær- værende Tider og Omstændigheder, vistnok atter af gamle Thaulov i Gusdal, og et ei uvigtigt Bidrag til den norske Geistligheds nyere Historie, hvorledes Regjering og Folk i de senere Tider har kappedes om at undertrykke den. -- I et foregaaende Nummer var sagt, at Hans Houges Sectvæsen gav Aanden den forvendteste Retning, og dette søger nu en af hans Venner at gjendrive. Endelig fortaltes om en Soren- skriver Buch i Nordmøer, som nu paa 5te Aar har været suspenderet, uden Lov og Dom. 2den Juni. Jeg har i Dag fundet Leilighed til paany at anstille en Betragtning, som findes i det første Bind af min Dagbog. Jeg klager der over nogle Confirmanders Tankeløshed og siger: "Mit Hjerte bløder ved Tanken om, at saadanne herefter skulle ansees for voxne og oplyste Christne, -- og dog kan maaskee deres Bane vorde ligesaa politisk og moralsk hæderlig, som deres, der færdigen kan besvare hvert Spørgsmaal. Vi svæve i et sørgeligt Labyrinth, hvor det gjælder om at bestemme Oplysningens Følger. Dømme vi a priori, finde vi, at ad- skilligt ufeilbar maae være anderledes, end vi dog a poste- riori erfare det at være." -- I disse Dage har været hos mig og min Kone en Pige fra Fossum. Hun var for 5 Aar siden blandt en Mængde confirmerede Piger den tredie fra
s.451	neden af, har altsaa vist været en ussel Læser, men en i en- hver Henseende tækkeligere Bondepige troer jeg neppe Aggers Sogn eier. Hun er saa maneerlig, synes saa god og uskyldig og har saamange anbefalende Egenskaber, at, naar jeg vilde have en Tjenestepige, eller som Bondekarl vilde have en Kone, jeg intet Øieblik tog i Betænkning at foretrække hende maa- skee for alle de meest kloge og oplyste Confirmander, jeg siden min Ankomst hid har havt. Hvad er nu den sande Vinding af vor forbedrede Skoleunderviisning for Almueclassen? Jeg gjentager Spørgsmaalet endnu og venter ikke at see det fyl- destgjørende besvaret inden min Død. Thi var det endda en sjelden Undtagelse! -- nei, ved Gud, det er det ikke. Kunde man ledsage alle de unge Mennesker, de oplyste og de uvi- dende, fremad deres Livs hele Bane, see deres Vandel, deres Skjæbne med klart, fordomsfrit Blik, -- man vilde svimle ved Resultatet. Skjelderup og hans Kone var her i Aften. Han havde i Gaar været hos Assessor Mandix og skopriserede slemt over den kolde Fisk, den sure Viin, Punschen af Bærsaft og den sene Aftenspiisning. Den gode Skjelderup er en vanskelig Mand at beværte, og er ikke af dem, der i den Henseende skjule Næstens Feil med Kjærlighedens Kaabe. Han skal ellers, havde hans Kone fortalt min, stundom have Fornemmelser, der lade ham befrygte apoplectisk Tilfælde, hvorover han tidt er i ondt Humeur. Det er baade godt og ondt, med Hensyn paa egen Helbred, at have medicinske Kundskaber. Endeel unyttig Ængstelse er man fri for, men mangen Gang plages man vel og af grundede, som den uvidende og uerfarne Laiker ikke kjender. 3die Juni. Garves Versuch har jeg udlæst. Hans speculative Afhandling om Guds Tilværelse kan jeg ikke bedømme. Og- saa mig forekommer det langt rimeligere, at et forstandigt Væ-
s.452	sen har frembragt Verden, end at Tilfælde eller mechanisk Ud- vikling er Grunden til dens Existents, men derfor kan jeg ikke sige, at jeg til mit Hjertes Beroligelse enten behøver dette strengt philsophiske Beviis, eller at jeg, om jeg virkelig tviv- lede, derved vilde føle mig synderligen beroliget. For mig har Troe og indvortes Følelse langt større Værd. Gjøre mig det saa klart som to og tre er fem, at der er en Gud og et tilkom- mende Liv, formaaer ingen Dødelig. Men mit Hjertes Trang til denne Overbeviisning, de hellige og salige Følelser, der staae og falde med den, de skaffe mig al den Evidents, jeg behøver, de styrke ogsaa min Troe paa Skriftens Lærdomme, da disse just stille min Trang og harmonere med min Fø- lelse. -- De øvrige Afhandlinger røbe megen Kundskab om det menneskelige Hjerte og det menneskelige Liv. Jeg har læst dem før for endeel Aar siden, og hvad Nyt jeg da lærte deraf, veed jeg ikke. Nu fandt jeg rigtignok intet, som jeg jo før vidste og havde tænkt mig, men det er altid behageligt at see sine Meninger og Erfaringer bestyrkede ved Mænds Ud- sagn, som man i Verdens- og Menneskekundskab i det mindste maa erkjende for sine Lige, hist og her ogsaa for sine Over- mænd. I Eftermiddag var her endelig det længe berammede Møde for Revisionen af det dramatiske Selskabs Love. Kjer- ulf var paa Landet; de andre indfandt sig. Bergh kom om- trent en Time før de andre og fortalte adskilligt om Stor- thinget. Det værste Arbeide af det Hele er det, som nu forestaaer: Ligning af Formueskat til nogle Rigsbanksedlers Inddragning. Denne troer Bergh ikke blot i Storthinget, men siden efterhaanden over det hele Land vil forvolde store Ubehageligheder. -- I det samlede Storthing havde for nogle Dage siden været varme Forhandlinger i Anledning af de Statsraadsager, der fra Odelsthinget vare henviste til plenum. Med betydelig Pluralitet besluttedes at sende Kongen en Adresse
s.453	om Oberste Holsts ufortøvede Afskedigelse fra hans Comman- dantpost, da det er Nationen særdeles ubehageligt at vide ham i norsk Tjeneste. Smaalehnenes Repræsentanter Sibbern og Bjørnskov bidroge meest hertil ved deres Indberetning om hans lumpne Adfærd deri Egnen under Krigen, især ved Hafslunds Sequestration. -- I Sagen mod Lovzov skal Kronprindsen være heel ubehagelig compromitteret; ellers skal Personen selv have baaret sig noget urigtigt ad, og qualificeret sig til den Mistanke, at han, anseende sig som dansk Embedsmand, var dansk Spion. Ogsaa Bergh var af den Mening, at Oscar aldrig vilde blive Konge, men idet vi vilde tale nærmere om den Sag, kom de andre. De i Dag foreslagne Forandringer ere ikke betydelige, og da jeg ikke kan faae den Hovedforandring: Selskabets Ophæ- velse, drevet igjennem, er Resten mig temmelig ligegyldig. Ef- ter Lovene skal 50 Medlemmers Opposition mod dets Ophæ- velse være nok til at holde det vedlige. Schandorff og jeg troede, at naar to Trediedele vare enige derom, burde den overblevne Trediedeel submittere sig; men Carlsen og Bergh holdt ved den gamle Mening. Det kommer nu an paa Kjerulf, som i forrige Committee var dens ivrigste Understøtter; alt- saa blive vi vel overstemte. 5te Juni. Dagens Ugeblade vare aldeles tomme. Noget Snak i Intelligentsbladet om Island og Grønland, som vore Patrioter aldrig kan faae ud af Hovedet, var det eneste, som her kan nævnes. -- Denne Dag har jeg tilbragt som sædvanlig i sørgelig eensformig Uvirksomhed. Hersleb gjorde mig et Besøg efter sin Hjemkomst fra Hadeland, og jeg blev saa glad og taknem- melig derover, at jeg indbød ham og Kjerschow til Aftens, -- ogsaa Borch vilde jeg havt, men han var ikke hjemme. De havde intet nyt at fortælle eller særdeles mærkeligt at snakke
s.454	om. Det var mig imidlertid en behagelig Adspredelse, hvortil jeg høiligen trænger, da mit Sind her i min Eensomhed lider vel saameget som Legemet, og jeg ofte, trods min bedste Vil- lie, især naar Smerterne overvælde mig, bliver vranten, heftig og mistænksom. I det Øieblik, jeg skriver dette, er jeg saa nedstemt, at jeg maa gjøre Vold paa mig selv, for at hindre Udbrud af Bitterhed og Mishaab. Imidlertid bør jeg sige, at medens næsten alle andre Mennesker synes at vise mig ringeagtende Ligegyldighed, føler jeg inderligen, hvilken Ømhed og Omhyggelighed min Kone og mine Børn vise mig under mine Lidelser, og hvorledes de udtænke alt hvad muligt er for at opmuntre mit Sind og pleie mit Legeme. 6te Juni. Dommen over Niels Broe findes in extenso i Natio- nalbladet. Han frikjendes aldeles, uagtet Actor har gjort Paastand paa Ære og Liv. -- Det øvrige af Bladet inde- holder et meget bittert Svar til Bispens stakkels Famulus, Hr. Gude, i Anledning af de forhen paaankede vidtløftige Af- og Tilgangslister, som affordres Præsterne. Ligesom Bispen overalt menes at have skrevet den forrige Apologie, saa er det øiensynligt, at de djærve Rap, her uddeles, egentlig ere ham bestemte. Stilen i dette sidste Stykke ligner meget Bugges, og Espriten ligesaa. At han har støbt Kuglerne, troer jeg vist, ihvo der saa har udskudt dem. 7de Juni. Sverdrup tænker at reise til Kjøbenhavn, som overalt Universitetets Lærere i disse Sommerferier fast alle, paa Læ- gerne nær, vandre hver sine Veie. Stenersen, Sverdrup, Keyser og Rathke reise til Kjøbenhavn, Hansteen til England, Lector Lund til Sverige, Lector Dahl til Thelemarken, hvor- hen Hersleb har stor Lyst at følge ham for at see Gaustad-
s.455	faldet og de andre memorabilia mundi deroppe. Sverdrup gjør nu gode Ønsker for Landets Finantser, især de Riges Enighed i at organisere den nye Bank og give den Fasthed. Derpaa troer han Landets Selvstændighed beroer. Kan Norge faae et solid Pengevæsen, anseer han det muligt, at Constitu- tionen kan bestaae; i modsat Fald anseer han Amalgamation med Sverige uundgaaelig. Det synes overalt, som vore Patrioters Spaadomme nu ere mindre mistrøstende end for nogle Maa- neder siden. De have, som det lader, med Forundring op- daget, at virkelige Resultater ere udkomne af adskilligt, og saadanne, hvori ei spores Regjeringens ledende Haand. -- I Eftermiddag kom Hersleb, hvis Opmærksomhed jeg ikke nok- som kan berømme, just idet jeg vilde gjøre min Spadseretour ved min troe Ledsager Marianes ¹ Haand. Han fortalte, at i det christiansandske Tidsskrift Mimer gjøres haarde Angreb paa Stenersen som Grundtvigs Efteraber. Heller ikke nægtede Hersleb, at Stenersen, mere end det egner sig selvstændig Mand, gjør sig alt Grundtvigsk eget, ligetil hans Stiil. Han undrede sig over, at han selv i denne stridbare Tid gaaer fri for al offentlig Dadel, men jeg veed ikke, hvad man skulde dadle hos den Mand, der gaaer frem med saa viis Sindighed som Hersleb, der vistnok baade fra Aandens og Hjertets Side er et meget sjeldent Menneske. Engang tilstod han at have ventet og fortjent saadant, da han i September eller October 1814 vel haardeligen revsede den Strøm, der anbefalede Forening med Sverige. Han er- kjendte sig da at have været mere lidenskabelig, end han burde, men i hans Situation, nys kommen fra fjerne Egne, et Par Maaneder tilbage i Fædrelandets Historie, var han vel mere end de fleste søndenfjeldske Mænd at undskylde, for sin Liden- skabelighed.
s.456	8de Juni. Storthingsforhandlingerne fra 21de October til 9de No- vember 1814 bivaanede jeg for det meste. Det er mig altsaa dobbelt interessant af det nu udkomne Hefte at kunne reca- pitulere, hvad jeg da hørte, og supplere disse Beretninger med de Biomstændigheder, hvoraf denne Dagbog gjemmer et ei ubetydeligt Forraad. Hvad jeg ved Læsningen fandt at an- mærke er: at Schultz's Tale, der indledede Forhandlingen om Forandringer i Grundloven, er det skjønneste af alt, hvad i de 17 Dage er sagt, hvorimod Dahls om Statsraadernes Ud- nævnelse af Storthinget er, hvad den alt da af mig erkjendtes for, lang og yderst kjedsommelig: at Dr. Møller, tildeels og- saa Consul Konow, hvis svage Stemmer hindrede mig fra at høre ret hvad de sagde, have ved adskillige af de Protocollen vedlagte Motioner viist sig som ægte Vrøvlere og Krakelere: at jeg i min Characteristik ved Storthingets Slutning har gjort Sartz Uret, da han engang i min Fraværelse har sagt ret passende og vakre Ord om Naturalisationen, og at Neu- mann ved flere Leiligheder har viist sig heel antisvensk, hvilket underlig contrasterer med den Tone, hvori han har talt fra den Stund, han udnævntes til Deputeret. At her iøvrigt af Dahl, Bull, Koren o. fl. ere fremførte Spaadomme, til hvis Opfyldelse man intet har mærket, vil Ingen undres over, efter den Stemning, hvori Nationen da maatte befinde sig. Denne Dag har ellers været eensformig og ubehagelig. Jeg gik to Gange Volden rundt, ikke uden Mismod og Smerte, men naar denne tager Overhaand, kommer Mariane som en venlig Genius og bringer Rynkerne til at vige fra min Pande. Hun bortspøger, bortkjæler og bortraisonerer al min Utilfreds- hed saaledes, at det først er, naar hun er borte, den misfor- nøiede Sjel atter kan liste sig frem og blive Bormester.
s.457	10de Juni. En melancholsk Dag, som dog blev mig taalelig ved no- gen ny og temmelig interessant Lecture. Det gaaer yderst langsomt med mit Been; jeg veed ikke, om Saaret forværres, men at det ikke bedres, mærker jeg tydeligen. Den Lecture, jeg fik, var deels nogle Nummer af Litte- raturtidenden for 1816, deels et Sørgespil Svanhilde, som den unge Lieutenant Broch bad mig gjennemlæse og be- dømme. Om det sidste, som jeg endnu ikke har udlæst, siger jeg blot her, at det røber umiskjendligt Anlæg, har en reen og skjøn poetisk Diction og enkelte meget smukke Steder, men røber med alt det den vel belæste og begavede, men derhos uøvede Begynder. -- I Litteraturtidenden fandt jeg to Re- censioner som interesserede mig meget: Müllers over Grundt- vigs Prøveoversættelse af Saxo og Snorro, om hvilken jeg maa tilstaae, mine Ideer saaledes ere forringede, at jeg ikke meget skal beklage, om den hele Entreprise strander, hvis han saaledes bliver ved, og (upaatvivlelig) Mynsters om en Dr. Frosts ganske i Oplysningsperiodens Smag forfattede Over- sættelse af Pauli mindre Breve. Det er i mine Tanker en mesterlig Recension. Falsens Skrift om Odelsretten og Provst Lassens anonyme Svar ere og recenserede; ingen af dem ro- ses synderligen. Den Frygt, at Bondestanden skulde faae for- megen Indflydelse paa Norges Lovgivning, forekommer Re- censenten utidig. Den var det ikke, og er det vel neppe hel- ler i dette Øieblik, skjøndt Tingen rigtig nok synes at have taget en bedre Vending, end man engang formodede. 11te Juni. Man troer, Anker, Motzfeldt og Krogh vægre sig for at møde, og er nysgjærrig, hvad Odelsthinget da vil gjøre. Bergh udbredte sig nøiere over den Lowzowske Sag og fandt, at Politiet er berettiget til at forvise enhver mistænkelig Ud-
s.458	lænding af Landet. (Holde ham under saa strengt Opsyn, at han forviser sig selv, kan det vel, men om hiint tier Grund- loven). Sommerhjelm har forsikret, at alle indkomne Ansøg- ninger om Folloug Sorenskriverie ere afgivne, og Bergh troer, at en Skjødesløshed af Krigscommissair Hetting som Broderens Commissionair kan volde den hele Fracas. Hele Storthin- get har organiseret sig til Ligningscommitteer, stiftviis, og som Underafdelinger igjen for Bye og Land. 12te Juni. I Spidsen for Dagens Avisnyheder staaer billigen et Vers i Statstidenden over den lærde Prof. Tauber, af Præ- sten Fischer. Det fortjener at afskrives in extenso med Titel og Motto: Tauber døde. gemuit sub pondere cymba sutilis. Virg. Man studsede og taug. Ja alt blev tyst ved Taubers Grav. Den dybe Sorg for fleer end Hundrede Ja hundred Gange ti Forgrædte Øie ei tillod at see Sit Tab; man lytted' for at høre -- Men alle skrækkedes at røre Sorgens Luth til værdig Harmonie. I øde Ørk omsider lød En Stemme liflig for det længselsfulde Øre: Kom Børneflok! vor Fader -- han er død -- En Bautasteen vi paa hans Grav opføre! O Bloch! den Stemme den var din, Modtag den Skjærv, der længe ei var min!
s.459	Vor Ungdom saa hinandens muntre Glæde, Vi faae hinanden lee, hvor Aarsag var at græde, Tak for jeg i min Krog at høre fik det Qvæk (!) Jeg troede Taubers Børn halvdaanede af Skræk. Du Viisdoms ædle Ven, Der som ved Troldoms Verk Forstod af Dyr at danne vise Mænd (!) Og Kundskabselskeren, gik heden hen, I Døden som i Livet englestærk, Ved Stygisk Strand -- o hvilken Vrimmel! Ledsaged Dydens Ven til Herlighedens Himmel -- Jeg saa den jublende, i høi og hellig Aand. Lovsynge Gud for Fortids elskte Baand. Til denne store Mand Jeg hørte Jordens Suk -- om Lærere som Han! I Intelligentsseddelen spørges, hvorledes en Præst, som to Gange er dømt i Mulct for verbale Injurier mod agtede Embedsmænd, som ved Vidner er overbeviist om at have be- gaaet Ran, som har gjort sig skyldig i Forsømmelse og mis- lig Embedsførelse, samt et forargeligt Privatliv, kan tillades at foredrage Jesu Lære, der er den fuldkomneste Contrast saa- vel mod hans offentlige som private Handlinger. (Det gjæl- der Bergh i Ringsager). -- En Gartner paa Linderud ud- lader sig saaledes om sin Forlovede: "Jeg Undertegnede lader herved bekjendtgjøre for alle og Enhver, at Enken -- -- har begaaet de Streger mod mig, som jeg ei vil ønske maatte hænde min værste Uven, blot angaaende Ægteskabets Svig og Utroskab. Jeg kunde vel udsætte hende for flere Bebreidelser, men jeg vil ei gjøre det." -- I Storthings- efterretningerne læses nu det "usle Mesterstykke", Reglementet
s.460	for Høiesteret, hvor allerførst 36 af Odelsthingets Medlemmer vare enige i, at Sagernes Behandling bør skee ved skriftlig Procedure, hvorhos man ligeledes var enig i, at Høie- steret holdes for aabne Døre. Hvorledes disse to Ting lade sig forene, maa de høivise Herrer forstaae. Endelig gjorde da Schultz mig et Besøg. Jeg hørte med Fornøielse, at han har foreslaaet at affordre Anker og de to Statsraader skriftlig Erklæring, hvorved Storthingets Ære uden Tvivl havde vundet, men at Pluraliteten var for Indkaldelsen. Kronprindsen menes at være vred over Adres- sen om Holst, der efter Storthingets udtrykkelige Beslutning skal være affattet i heel djærve Udtrykke. Weidemann skal have talt meget haardt og bittert imod ham. Nationen synes overalt at have fattet et indgroet Had til ham, og Kronprind- sen handlede maaskee klogt i at fjerne ham aldeles fra sin Person og give ham et Regiment i et af Rigets afsideslig- gende Egne. -- Den ældre Kaltenborn siges at skulle blive Cadetchef i Hegermanns Sted. Han skal være den eneste Mand i Landet, ved hvem Corpsets Tab nogenlunde kan oprettes. 13de Juni. Hersleb, hvem jeg havde laant Svanhilde, bragte den i Dag tilbage, men syntes ikke at goutere den. Vil man blot hensee til hvad Digteren er, ikke til hvorledes han er blevet det, og hvad han ved høiere Uddanelse kan vorde, har Sørge- spillet vistnok ogsaa store Ufuldkommenheder. Vil man deri- mod betragte det som et fremspirende Genies første Forsøg, da troer jeg, Ingen vil miskjende udmærkede Anlæg, og saa vil jeg da nok saa gjerne vandre i et Vildnis, hvor Ukrudt voxer mellem de vellugtende Blomster, som i en lige Allee af be- klippede Hækker, hvor Kunsten har gjort alt, Naturen intet. -- Tillige bragte Hersleb mig tillaans to Stridsskrifter vex- lede mellem Grundtvig og Prof. P. E. Müller. I en yderst
s.461	grov og arrogant Tone besvarer Grundtvig Recensionen over Prøveoversættelsen af Snorro, og især hvor han vil være vit- tig, er han aldeles utaalelig. At der ellers kan være noget sandt i hvad han har sagt, vil jeg ikke nægte. Jeg vil til- staae, at Müllers Anskuelse er vel prosaisk, og at Grundtvig, hvor han taler med poetisk Begeistring, drager over paa sin Side Enhver, som ei er purus putus Prosaisk; men i det Hele betragtet har dog nok Müller Ret, ogsaa der hvor han vil have de gamle Digte ordret oversatte, om endog den poe- tiske Skjønhed taber derved; og hvad Grundvig fremfor alt har udisputerligen Uret i, er den Tone, hvori han taler, en Tone, der er saa uværdig, at jeg virkelig ikke fra denne Dag kan have nogen Agtelse for Grundtvigs Hjerte. Müllers Svar er alvorligt og sindigt, saaledes som det egner det dan- nede Menneske, den sande Videnskabsmand. Schultz fortalte mig udførligen sin mærkelige Ungdoms- historie. Søn af en fattig residerende Capellan i Sigdal, der ikke havde Raad til at holde Informator og ventelig ikke forstod at undervise selv, opvoxede han i fuldkommen Raahed og Uvidenhed til sit sextende Aar. Da døde hans Fader, og han kom for en kort Tid i Huset hos Sognepræsten Barn- holdt, der overlagde med hans Onkel, Justitsraad Stockfleth (hvad han dog først som Præst har faaet at vide) at sætte ham i Skomagerlære i Drammen. Tiden til hans Afreise var allerede bestemt, da en velhavende Bonde af Sognet kom kjø- rende til Præsten og bad ham i nogen Tid opsætte Drengens Afreise. Han drog nu omkring i hele Sognet og samlede Subscription til at lade Schultz studere. Der indkom mellem 3 og 400 Rd. Han blev sat til Underviisning hos sin Faders Eftermand, nuværende Sognepræst Berg, i hvis Huus han gjorde saa stor Fremgang, at han efter et Aars Forløb kunde komme ind i Christiania Skoles 5te Lectie. Af hans Penge var kun 90 Rd. tilbage. For dem tingede han
s.462	sig paa et Aar Kost og Logis hos en Haandværksmand her i Byen. Han havde store Hindringer at overvinde, blandt an- det sin Lærer Ambergs Fordomme og Luner (han giver den Mand et heel ufordeelagtigt Skudsmaal), han tænkte paa at flygte til sin Hjemstavn, endog at tage Livet af sig, men ved Flid og Standhaftighed overvandt han alt, kom efter nogle Maaneders Forløb i Mesterlectien og fandtes et Aar derefter moden til at dimitteres til Universitetet, hvor han i alle sine Examina bestod med megen Ære. Treschow havde imidlertid gjort Rosenkrantz opmærksom paa ham, og af ham understøt- tedes han nu, indtil han kunde hjælpe sig selv. Af mine egne Bøger har jeg i denne Tid læst Pfeffels poetiske Forsøg. Deres Værd som Digte er ubetydeligt; som Bidrag til Kundskab om Forfatterens politiske og moralske Grundsætninger læses de imidlertid med Fornøielse, og i smaa halvepigrammatiske Fortællinger gjøres mangen dyrebar Sandhed beskuelig paa en frappant Maade. Det meest characteristiske hos Pfeffel er hans bittre Despothad, der næsten er Fyrstehad. 14de Juni. Jeg maatte i Dag gjøre min første Kirkeforretning og døbe Kaltenborns Barn. Det faldt mig meget suurt at staae de faae Minutter. Jeg kjørte med Rosenkrantz fra Kirken til min Huusdør. Hans gamle Melancholie har ikke forladt ham; han finder i dem, der have paadrevet Statsraadernes Ind- kaldelse, Fiender af den nærværende Tingenes Orden, hvilket maaskee nogle kunne være, men sikkerligen ikke alle. Det er ellers vist, at Kongen har nægtet at lade bemeldte Statsraa- der møde paa Grund af, at Grundloven siger, de kunne ind- kaldes for Storthinget, men nævner intet om dets Afdelinger. Procurator Saxild forærede mig et Udvalg af Psalmer efter Kingos og Guldbergs Psalmebøger til Brug for Søn- dagsskolerne, som Hersleb og Stenersen uden Tvivl har gjort,
s.463	men en Unævnt bekostet trykt. Foran staaer en meget gudelig og bibelsk Indledning af Hersleb, som vistnok i sig selv er meget god og skjøn, men jeg veed ikke, om denne meget bratte Overgang fra den aldeles modsatte Tone, som herskede for et Par Decennier siden, er den rette Fremgangsmaade, og om den ei leder til en Intolerance, hvoraf Grundtvigs, Stenersens og Herslebs Arbeider alt i denne Stund bærer Præg, og som paa ny maa berede Veien for den Vantroe, man stræber at udrydde. Valget af Psalmer er skeet med megen Skjønsomhed; dog savner jeg flere, som bestemt burde været optagne. ¹ tilbake Pavels's næstældste Datter.

bla bakover

bla videre