30te April.    April Maaned ender med den glædelige Nyhed, at her nu overalt paa Bjørvigen og i Fjorden er aabent Vand. Det var mig et saare oplivende Syn paa min sædvanlige Spadseretour over Volden. Saalidet jeg elsker at færdes paa Vandet, saa skjønt og opløftende er det mig at see det. Yderst trist og kjedsommelig er den evig lange Iisblocade her i Christiania, men Dagen, da den hæves, er mig en saadan festlig Glædesdag, at jeg næsten lykønsker mig med ikke at leve paa et Sted, hvor jeg aldrig seer Iis.    I Storthinget, hvor den redigerede Værnepligtsanordning oplæstes og vedtoges, indbød jeg Nansen, Bonnevie og Schultz til i Aften. Vi drak en lille Bolle Punsch heroppe paa Salen og levede ret studentikos. Det er tre ret interessante Mænd, skjøndt Schultz vistnok er den eneste, hos hvilken er nogen Soliditet. De andre to have hver sine Brøster, der ei engang ere lønlige. 3die Mai.    Af Døgnets Brochurer har jeg læst det famøse Lystspil "Den mundtlige og skriftlige Procedure", ikke uden Vittighed, men iøvrigt gemeen Pasquil over Morgenstjerne, og Falsens: "Som man raaber i Skoven faaer man Svar", ogsaa grovt og fuldt af personlige Angreb mod Provst Lassen som Odels- rettens Antagonist. s.430   5te Mai.    Biskoppen havde midt i Ugen ladet udgaae Circulaire til sine tre Colleger Sørensen, Bugge og Krogh, til Hersleb, Stenersen, Siegwardt og mig, at han i Henseende til den forehavende Udgave af det nye Testamente ønskede en Confe- rence, hvorfor han foreslog os paa Søndag at tage til Takke med et tarveligt Middagsmaaltid hos ham, da vi efter Bordet kunde gjøre mundtlig Aftale desangaaende. Hersleb var an- modet om at forfatte en Plan dertil. Alle lovede at komme, men til vor Overraskelse fandt vi et stort elegant Selskab paa henved 50 Personer. Man samledes i de to Studeerværelser og Bordet var dækket i den store Sal; det lod sig da ikke let begribe, naar og hvor denne Conference skulde holdes. Ogsaa bebudede Bispen Hersleb og mig, medens Gjæsterne samledes, at han ansaae det bedst, Planen circulerede mellem os til Be- dømmelse og Gjennemsyn, dog saa at Ingen maatte beholde den over 2 Dage. Det fandt vi da rimeligt. Efter Bordet gik Bugge, Hersleb og jeg ind i det lille Carnapværelse inden- for Salen, hvor Hersleb da forelæste os Planen til et ordent- ligt Bibelselskabs Organisation, om hvilken jeg skal tale i Mor- gen, naar jeg faaer læst den. Men medens Spillebordene arrangeredes, kom Hersleb igjen hen til os. Han havde imid- lertid talt med Bech, og denne havde en ganske anden Idee. Han vilde nemlig, at Talen ei maatte være om noget Sel- skabs Oprettelse, blot om det nye Testamentes Udgivelse af os, som imidlertid skulde hver foretage en af dets Bøger til Re- vision og rette Oversættelsen, og det var de Principer, der skulde følges ved denne Rettelse, han vilde have fastsatte. Da nu dette var ligesaalangt fra Herslebs Idee, saa erklærede Bech selv at ville udarbeide en Plan, hvilket H. naturligviis intet kunde have imod, kun forbeholdt han sig ogsaa at lade sin circulere, hvormed han alt imorgen vil begynde. For at faae hastig Ende paa Circulationen lader han afskrive 4 Exem- s.431   plarer, et for Bech, et for Sørensen og mig, et for Bugge og Krogh, og endelig et for Siegwardt og Stenersen. Dette bli- ver uden Tvivl en slem Streg i Høivelbaarenhedens Regning, der til uvedkommende Ting har disponeret over de 6600 Rd. Bco., Kronprindsen skjænkede, samt 2000 Rbd., han andetsteds har incasseret. Formodentlig bliver Pluraliteten enig om, at et Selskab maa existere, inden det kan virke; det vil idetmindste blive Bugges, Herslebs, Stenersens og mit Votum, og skulde da og imod Formodning de tre andre entrere i Bechs Idee, maa Tingen dog gaa i Staae og vor Villie fremmes, da Ingen af os kan eller vil indlade sig i noget Arbeide for Selskabet, inden det har faaet sin Organisation. Saaledes staaer da Sagen nu. -- Paa Hjemveien gik jeg i Følge med Oberst Aubert, som jeg i Aften ret godt kunde forstaae. Han erklæ- rede, at han hellere vilde gaae end kjøre fra et saadant Sel- skab, naar han ei havde ordentlig Equipage, som han ei har Raad til at holde, da det vilde være ham ydmygende i Car- riol at møde maaskee en Høker eller Haandværksmand, der kjørte med egne Heste og Vogn. Alt saadant kan jeg over- maade vel sætte mig udover, og troer, at jeg aldeles blev den samme i min egen og mine Medmenneskers Dom, om jeg kjørte i Kareth med fire Heste for, eller i den tarveligste Bondekjærre. Siden talte han om sine Sønner, af hvilke han roste Frantz's og Johans Genie, men fandt derimod i Henrik et godt Hver- dagsmenneske. Endelig talte vi om Prinds Oscar, om hvilken vi begge vare fuldkommen enige. Det er Auberts og rigtig- nok ogsaa min faste Overbeviisning, at han aldrig i sit Liv bliver Sverrigs og Norges Konge. At Tavast kommer her, er Snak. Mørner ventes ganske sikkert. 6te Mai.    Jeg finder Herslebs Plan overmaade god og gjennem- tænkt. Maskinen er maaskee vel sammensat, men jeg kjender s.432   intet Middel til at simplificere den. Gud veed, om der er Overlæg i, men uklogt er det ikke at lade de tre Exemplarer først afgaae til Bugge, Stenersen og mig, om hvis Consens han er betrygget, og hvis Exempel muligen kunde virke paa de tre andre, hvis Mening kunde være tvivlsom. At han iler saameget med at udsende Planen og udsender saamange Exemplarer, at Circulationen i faa Dage kan fuldendes, for at forekomme Bech, lægger han ikke selv Dølgsmaal paa. Det er overalt en herlig Sag, at en Mand af Herslebs alvor- lige sindige Fasthed og tillige Uafhængighed er bleven vor Medarbeider. Ved at antage ham dertil, har Bech gjort Riis til -- sat sapienti! 7de Mai.    Endelig lykkedes det mig at faae læst Reinald Under- barnet, Tryllespil i 3 Eventyr af Ingemann. Det er det første Eventyr i "Volksmärchen der Deutschen", om de tre forhexede Prindser, der under Bjørns, Ørns og Delphins Skik- kelser vare gifte med tre Søstre, hvis yngre Broder Reinald forløser Prindserne, deres Søster Mathilde og deres mange Undersaatter, der vare forvandlede til Træer og Blomster, Fugle og Fiske. Historien er aldeles uforandret, men Maneren og Behandligen yderst forskjellig. Man har spurgt, hvad egentlig den Fortælling skal betyde, og i dens første Oprindelse vil jeg troe, at den betyder slet intet, er blot et livligt Phantasiespil, som Abrahamson og længe siden har yttret i Anledning af Øhlenschlægers nordiske Digte, om mange af de Oldtidens Myther, hvori vor Tids Digtere og Naturphilosopher finde den dybeste Viisdom. Men Ingemann har unægtelig givet, om ikke det Hele saa dog enkelte Dele høi moralsk og religiøs Betydning. Der findes udmærket deilige Steder, især hvor Blomsten og Fuglen tale. Trolden er mig derimod modbyde- s.433   lig, saa tidt han fremtræder. Ingemann differerer deri fra Tieck, at denne har sin Force i at male Djævle og djævleag- tige Mennesker; den danske Digter derimod synes at være saa aldeles hjemme i Himlen, at et Helvede ikke engang kan rum- mes i hans Imagination, men bliver styg Carricatur, naar han vil skildre det. 8de Mai.    Rigstidenden er politisk fra Begyndelsen til Enden. Det Mærkeligste er et Stykke uddraget af en Leydensk Journal, hvoraf man tydeligen seer, hvor uendelig meget der mangler i Europas Orden og Roe, og hvor sandsynligt det er, at nye Forvirring, nye Revolutioner, nye blodige Krige om kort Tid ville gjøre Ende paa den nærværende Kirkegaardsstilhed. -- I Tillægget ønskes med Føie, at man ogsaa vilde besørge et Oplag af de ældre Psalmebøger, da det forholdsviis kun er en saare ringe Deel af Landet, hvor den evangelisk christelige er indført. Jeg for min Deel ønskede hjerteligen, at vi kunde faae en ganske nye Psalmebog i Norge, hvori der og skulde findes Psalmer baade af den Guldbergske og Kingoske med liden eller ingen Forandring; men det er mit stadige Forsæt, om jeg imod Formodning skulde faae høiere og mere udstrakt Indskydelse, end jeg nu har, aldrig mere at gjøre et Skridt til den evangelisk-christelige Psalmebogs Udbredelse. Tildeels af Nødvendighed, men dog ogsaa af Lyst og Overbeviisning har jeg kraftigen virket til dens Indførelse i to Menigheder, men sandelig, jeg anseer det nu ikke for saadan god Ting, at jeg efter Ordsproget skulde fristes til at triplicere den.    Med ret megen Fornøielse saa jeg i Aften Borger- mesterfamilien, hvormed Selskabets Forestillinger sluttedes for denne Saison. Denne Farce spiltes i det Hele overmaade vel. Holms Borgermester var, saavidt jeg erindrer, over baade Rahbeks og Knudsens, uden mere Characteer end Rollen høist s.434   nødvendig fordrer. Peckel som Urtekræmmer var da -- Peckel. Han skifter Klæder; det er alt. D. Thrane var en saare god Lars Madsen Finke, en fortræffelig Contrast mod Mansbach som Olmer, der har en overmaade fiin og let Conversation paa Theatret. Det var hist den stive manquerte, her den sande utvungne Levemaade personificerede. Frue Dunker som Bedstemoderen, Frue Aars som Mad. Blære og Jfr. Sang som Mad. Hinkelsving vare alle særdeles gode, dog ingen af dem udmærket. Jfr. Sang -- Frue Dunker -- Frue Aars; det er nok den rette Gradation for Livets Spil og Styrke. Jfr. Prydtz som Sabine var sin Elsker værdig. 9de Mai.    Det første Hefte af Baggesens Danfana har jeg i Dag læst, men aldrig har jeg læst et Skrift af lige Længde, hvoraf jeg har forstaaet mindre. Det handler meest om hans Gaade: Det evige Sindbillede, som Skolediscipelen Just Thiele, den unge Digter L. Heiberg og Componisten Weyse har forsøgt at opløse, og denne Opløsning er da aftrykt her in extenso. Thieles er den længste. Det unge Menneske gjør nette Vers, synes aldeles indviet i vore Dages Mysticisme og lader til at være vort Aarhundredes Crichton. Baggesen er og umaadelig glad over ham og velsigner ham i et overmaade vakkert Digt som sin fjerde Søn.    Tank fortalte mig, at Kronprindsen paa hans Forbøn har skjænket Provstinde Hount (jeg troer) 7000 Rbd. engang for alle, samt tilstaaet hende en aarlig Pension, og endelig givet hver af Døttrene 2000 Rbd., som sættes paa Rente og udbetales dem ved deres Giftermaal eller ved Moderens Død. Kronprindsen havde i den Anledning udladt sig med, at han gjerne vilde give de betydeligste Summer for at kunne kalde Hount tilbage til Livet. Jeg vilde ikke give en Rigsbankdaler, s.435   thi jeg troer han døde i den allerbeleiligste Tid baade for sig og sit Fædreland. 12te Mai.    -- -- Det var hedt hos Treschows, og jeg laa længe uden at kunne sove, og i denne søvnløse Nat anstillede jeg melancholske Betragtninger over Danmarks æsthetiske Litteratur. Dens Forfatning synes blomstrende; naar har Danmark paa engang eiet fire Genier som Baggesen, Grundtvig, Ingemann og Øhlenschläger? ikke at tale om den paa sine Laurbær hvi- lende Thaarup, eller om de yngre, en Heiberg f. Ex., om hvilke det endnu ikke er aldeles aabenbart, hvad de skulle vorde. Men naar jeg seer disse, Ingemann undtagen, istedetfor enige at fremvandre til et Maal, ordentlig at hade hverandre, at føre ei blot smaa Skjærmydsler, som altid har været Skik, men Undergangskrig, at drage i Kamp paa Liv og Ære, -- hvo der vinder eller taber af de Stridende lader sig ikke for- udsee, men at det literaire Fædrelands (hvortil jeg endnu regner Norge) Tab er uundgaaeligt, det er klart som Da- gen. Danmark kunde maaskee fra Poesiens Side blevet Europas første Land, og hvad bliver det nu? Ogsaa dette, at Forfatterie ere Næringsvei for de fleste af disse, er en sørgelig Ting. Det er sandt, at Holberg skrev sig "berømt" og -- ikke blot "mæt," men ogsaa riig -- men deels var det langt andre Tider, deels arbeidede han i forskjellige Fag, især i det historiske; Æsthetiken var ikke hans eneste, neppe engang hans Hovedfag. Men hvor man intet maa hente af Bøger, alt af sig selv, i Genieproducter, hvo kan frembringe tykke Bind deraf uden at udtømme sig? Ingemann har nu i fire Aar skrevet tre store Poesiesamlinger, et romantisk Epos, et do. dramatiseret Eventyr og fire særskilt udgivne Sørgespil. Det er et sandt Mirakel, at hans to nyeste Arbeider maaskee s.436   ere hans bedste, men at, naar han saa vil blive ved i fire Aar, det han udgiver i 1820 vil være langt under Hyrden af Tolosa, derpaa tør jeg nok vædde min Kones hele Andeel af Barboe. I et Land, hvor Regjeringen ikke kan og rige Particuliers ikke ville understøtte Digteren og skaffe ham otium cum dignitate, seer jeg ikke der er andet for, end at de unge Digtere skrive en 4 -- 6 Aar, hvad deres Genius indgiver dem, men lægge dem saa efter et Brødstudium, søge et godt Embede, som deres Celebritet hos en liberal Regjering let vil skaffe dem Adgang til, og saa aldrig i deres Liv mere skrive en versificeret Linie, ikke saa meget som en Geburts- dagsvise. 13de Mai.    Hersleb bragte mig Biskop Bechs Revisionsforslag til- ligemed samtlige høilærde Herrers Betænkninger. Hiint inde- holder, som man kunde vente, i sig selv ret gode og fornuf- tige Principer, men vaklende, underkastede diverse Fortolk- ninger efter enhver Revisors subjective Anskuelse og altsaa vanskelige at udføre paa en tilfredsstillende Maade. Herslebs Mening, der aldeles stemmer overeens med min, er, at denne Revision baade vilde vare for længe, og ei frembringe det forønskede Resultat. Han troer altsaa, det nye Testamente bør trykkes efter den almindelige Oversættelse for det første eller kun med faae og høist nødvendige Forandringer. Ste- nersen troer det samme, men vil dog strax have Revisionen begyndt, at den kan være færdig til et nyt Oplag skal gjøres. Sørensen finder, hvad idetmindste 5 af os 7 ere enige i, at den af Biskop Bech foreslagne Revisionsmethode vilde gjøre Brud paa Oversættelsens Eenhed, men naar han troer, at denne bedre fremmedes ved, at Selskabets geistlige Med- lemmer i Christiania og Universitetets theologiske Docenter ere ene om Arbeidet, da har han uden Tvivl Uret. Jeg kan s.437   neppe blandt Norges Theologer tænke mig større Antipoder end Bech og Stenersen. Bugge, der iøvrigt frabeder sig al Andeel i Revisionen og troer, at det kjøbenhavnske Bibel- selskabs nye Oversættelse først bør oppebies, fremfører den synderlige Pensée: "Nødvendigheden af, at Bibler komme i Almuens Hænder, synes at være saameget større, som den maaskee sjelden findes i Præsternes." Denne Yt- tring har Krogh med Føie paaanket og gaaer iøvrigt i nøiere Detail end nogen af os andre.    Idag blev endelig Advocat Hjelms Barn døbt. I Kir- ken indbød han mig til Aften. Blandt Gjæsterne var ogsaa Biskop Sørensen, der var meget misfornøiet saavel med Bugges ovenmeldte Erklæring, som med Mandens hele Ad- færd, især i den senere Tid, paa Storthinget. Efter hans Forslag er en Indstilling om Landsbyskolelærernes forbedrede Kaar m. v. henviist til den almindelige Lovcommittee, at af- gjøres paa næste Storthing. 14de Mai.    Der var Examen i Ankers Vaisenhuus. Den begyndte med Indenadlæsning, Forstandsøvelse, dansk Grammatik, Re- ligion og Geographie og Historie. I alt dette examinerede Feyring, og det gik temmelig rask fra Haanden. Da Regningen skulde begynde, paatog Bech sig en Examinators Skikkelse. I vore nyeste politiske Døgnskrifter havde han ventelig udstuderet et Problem af den politiske Arithmetik om Skatteydelsen i Forhold til de Ydendes Antal og Formue, og naar han ikke havde fremsat det saa vidtløftigt og indviklet, kunde de 2 Drenge, hvilke det gaves at opløse, gjerne ved at bevare denne Viisdom i et sundt og godt Hjerte, drømt sig til om 14 -- 16 Aar at fremtræde som værdige Eftermænd af Ole Haagenstad, Orm Øverland, Peder Bøgvald og flere store Financiers. For de Eenfoldige sattes da ei saadan solid Kost. -- Vi s.438   vare indbudne, alle vi Tilhørere og Tilhørerinder, til Mid- dagsmaaltid hos Agent Nielsen. Ved Bordet var Statsse- cretair Holst min Naboe. Haxthausen havde i Forveien yttret det Ønske, at man havde gjort med ham som nu med Anker, Motzfeldt og Krogh, nemlig indstævnet ham til at møde for Storthinget, da han sikkert vilde undgaaet Action for Rigs- retten. Jeg fortalte Holst dette, og han svarede med saa høi Røst, at det gøs i mig, da vi ei sad meget langt fra Haxt- hausen: at det skulde han slet ikke stolet paa, da man ellers let, naar man fandt ham brødefri i den Sag, kunde faldet paa at actionere ham for en vel saa slem: hans Desertion fra sin Post som en af Statens første Embedsmænd i en farlig Periode, fordi man havde slaaet et Par Vinduesruder ind i hans Huus. Sandt er det, hvad ogsaa andre have anmærket, at naar Pøbelen, opægget af Fædrelandsfiender, de fire følgende Aftener havde slaaet Vinduer ind hos Rosen- krantz, Sommerhjelm, Collett og Aall, og disse ligeledes vare reiste deres Vei, saa havde Landet den femte Dag været alde- les uden Regjering. -- Ved min Hjemkomst fandt jeg Brev fra Lumholtz, Svar paa min Anmeldelse om Hjelms Barn, fuldt af Bitterheder mod Hjelm, som han beskylder for at have opægget Muurmesteren til baade at sætte hans Navn i Avisen og at stevne ham ind for Forligelsescommissionen. 15de Mai.    Første Dag i Aggers Fattigcommission, overmaade fre- delig, næsten behagelig. Paa Hjemveien mødte jeg Borthig, der fortalte mig, at Skolevæsenssagen mod al Formodning (Gud veed under hvilket Prætext) i Dag igjen var kommen for i Odelsthinget, hvor da decreteredes, at der i ethvert Sogn skulde nedsættes en Commission, bestaaende af Provsten, Sognepræsten, Fogden, Lensmanden, Præstens Medhjælpere og Valgmændene, som skulde bestemme, hvad der saavel i s.439   Henseende til Skolelærernes Dannelse som Lønning maatte findes tjenligst at foreslaae; men skal, som Hans Grimelund siden har forsikret mig, et Resultat uddrages deraf for det hele Stift, (det er maaskee nødvendigt) saa turde deraf let udkomme et underligt Sammensurium, og det er høist usikkert om Egennytte og Slendrian, sand Folkeoplysning eller pæda- gogisk Viisdom i den nyere Smag vinder Seier.    Til Benefice for Skuespiller Knudsens Enke opførtes i Aften Borgermesterfamilien. Huset var meget tomt. 16de Mai.    Jeg har læst Fiskeren af Øhlenschläger, og har den Glæde at erklære, at jeg ogsaa heri gjenkjender i ham Dan- marks første Digter, hvis Skorem den tvetydige Baggesen ikke er værdig at løse. Det er det første Eventyr i tusinde og en Nat, som Wieland har bearbeidet i sin frivole Maneer, og Øhlenschläger selv efter ham oversat 1801 og indrykket i Sjofna. Jeg har sammenlignet den ældre Fortælling og det nyere Drama og finder Æmnet betydelig forældet og Be- handlingen i poetisk Sandhed og Sammenhæng langt over alle de ældre. Og om man end ikke mere gjenfinder den dunkle anende Længsel, det melancholske Blik ud i det Fjerne, her characteriserer hans ældre Arbeider: om man ikke i Øhlen- schläger som i Ingemann seer den fromme Pillegrim, hvis Øie stirrer ufravendt mod Himlen, hans eneste Fædreland, -- den Troende og Haabende, for hvem Gud og Evighed er mere end Verden og alle dens Herligheder, kan dog ikke miskjendes i ham.    Fattigcommissionen endtes i Dag, men den gik ikke fuldt saa fredelig som i Gaar. Jeg var fire Gange vred, men kan dog ikke sige, jeg ærgredes. Første Gang var det mig en Glæde at kunne betale en gammel Gjæld til en tvær, stor- kroet Bonde, som i sit Inspectorats sidste Dage viste en s.440   Vrangvillie, der ligesom Alphonsos Stikpille hos Holberg for- tjente at tages ad notam. Anden Gang fik jeg, skjøndt i al Høflighed, sagt den unge Hr. B -- paa H -- , der behandler sine Lægder ilde, nogle fornødne Sandheder. Tredie Gang prædikede jeg Loven for den fordrukne Graver Lie og gjorde ham saa myg som en Silketraad, men nægter ikke, at mit Hjerte lønligen slog under denne Tordentale, da Fattigcom- missionen (vistnok retfærdigen) paalagde ham en Byrde, hvil- ken jeg i lignende Casus ikke vilde bære for Perus Guld og Golcondas Diamanter: mod Betaling at tage sin gamle Svi- germoder til sig i Huset. Fjerde Gang endelig var det en i sig selv agtværdig Bonde jeg lemfældig revsede, fordi han ved unyttige Indvendinger mod en legal og ikke byrdefuld Ting forlængede Commissionens Forhandlinger. 17de Mai.    I Nationalbladet meddeles, efter en mod Grundtvig tem- melig bitter Inledning, nogle Tanker om ham af Pastor Bastholm i Slagelse. Jeg fristes meget til, naar jeg engang faaer bedre Tid, at expectorere mig over hans Mening: "at de religiøse Følelser, skjøndt svagere nu end i ældre Tider, dog ere mere ægte, og at Vantroe er en mindre farlig Tilstand for Mennesket end Overtroe, da hiin er unaturlig, denne derimod henhører til vor Naturs væsentlige Ufuldkom- menheder." Det Hele er i mine Tanker noget daarligt Kram. 18de Mai.    I Tillægget til Rigstidenden giver Stenersen en lang Indbydelse til Læseselskaber, især til Religionsskrifters Udbre- delse. I den Anledning siger han: "I det Land, som med vort taler et Sprog, har Gud ladet fremstaae Mænd med saadan Aands Dybde, og tillige med saadan Flid til at arbeide den Gjerning, Herren ved at give dem de store Sje- s.441   lens Evner, anviste dem, at vist intet enkelt Land i Europa, vel ikke det samtlige Europas Lande engang til dem kunne opvise Magen (??); ja han har gjort mere, idet han har renset idetmindste Een af dem ved sit Ord til at tale som den, der taler med Kraft og med Aandens Salvelse."!!! 19de Mai.    Bispen havde berammet et nyt Bibelmøde med udtryk- keligt Løfte, at ingen Profane skulde komme der. Det gjorde der da heller ikke, og Sagen kom saa nogenlunde til et Re- sultat: Herslebs Plan trykkes, og en Forhandling holdes Søndag Eftermiddag i Byens Kirke, hvor de, som ere eller ville være Selskabets Medlemmer, indbydes at møde. Bispen aabner den med en Tale, og en Centralcommittee vælges. Ogsaa i Henseende til Bibeludgaven bestemtes, at den almin- delige Oversættelse følges, dog saaledes, at hver af os fem, som boe i Byen, foretage enkelte Bøger, gjøre de nødvendigste Rettelser, hvilke igjen gjennemgaaes in pleno, og det antagne tilstilles Redactionscommitteen, som besørger Trykningen. Denne Fordeling er som følger: Bech, Matthæi Evangelium, Brevene til Romerne og Philipenserne, samt Jacobs og Judæ Brev. Hersleb, Marci Evangelium, 1ste Brev til Corintherne, Peters Breve og Apocalypsen. Pavels, Lucæ Evangelium, samt Breve til Thimothæus, Titus og Philemon. Stener- sen, Johannes Evangelium og Brevet til Ebræerne. (Om han eller Hersleb fik Breve til Galaterne, Epheserne og Colo- senserne, erindrer jeg ikke, ligesom jeg og i Henseende til Brevene til Thessalonicenserne er i Uvished baade mellem dem og) Sigvardt, som iøvrigt fik Apostlernes Gjerninger, andet Brev til Corintherne og Johannes's Breve. -- Bugges Hu- meur var ret couleur de rose, og det lakker nu stærkt ad En- den med Storthinget. Man er i nogen Tvivl, om Kronprind- sen virkelig kommer og personligen opløser det, da man troer s.442   Statsraadernes Indkaldelse har gjort megen Sensation, og Prindsen selv vel saa slemt som nogen anden bliver compro- mitteret ved den Lovzovske Sag. Hegermann har søgt og faaet Entledigelse paa et Aar fra sine Embeder, som Stats- raad og Cadetcorpsets Chef. Han reiser til Christianssand, og, hvis hans Kone lever, troer man han trækker sig ud af alle offentlige Affairer, hvilket er et virkeligt Nationaltab. Regimentet skal han aldeles have frasagt sig, ligesom og al Gage for dette Aar. 20de Mai.    Min Travlhed vedvarer, og Gud veed, naar den faaer Ende! I Dag besøgte jeg de 3 Skoler, som den høivel- baarne Høiærværdighed i Morgen beærer med sin Nærværelse. Forsaavidt var alt i Orden, skjøndt vistnok hverken Lærere eller de fleste Elever have Bryllupsklæder paa. Ugjerne maatte jeg i mit Hjerte give den usle Fredriksens Skole Fortrinet for den langt fermere Olsens, men Sagen er, at Underviis- ningen er hiins eneste Levebrød, og at han i Søndagsskolen forøger sin Routine, hvorimod Klokker-Embedet er Olsens Hovedfag og Skolevæsenet en Biting, hvorfor han kun nyder halv Løn, og som han altsaa troer kun at skylde halvt Ar- beide.    Det udkomne første Hefte af Saga indeholder først to Oversættelser fra det Islandske af Jacob Aall og Munch. At der just er meget mærkeligt i dem, kan jeg ikke sige. Mine ærede Venner have ellers, af Agtelse for det oldnordiske Sprog, begyndt at indføre en Orthographie og berige vort Skriftsprog med Udtrykke, som jeg ikke gouterer. Det har f. Ex. altid forekommet mig overmaade godt, at vi i vor Retskrivning skjelne Seil (velum) fra Segl (sigillum), men saa synes ikke Hr. Munch, der i Trykfeilslisten retter seile til segle og Seilads til Seglads. Saa have de og begge med Iver antaget sig s.443   det stygge Ord æsle sig (agte sig hen), hvilket er des utidi- gere, da man slet ikke behøver det rigtignok kraftløse Udtryk, som staaer i Parenthesen, men kan i et ædelt Foredrag bruge mere end eet langt smukkere. Aall har, hvor nogen indføres talende, drevet meget Uvæsen med Ordet monne, der enkelt Gang kan være brav, men saaledes brugt er utaalelig mat og slæbende. Det længste Stykke ere Samlinger til Krigens Historie i Norge under Frederik den tredie af Justitiarius Berg. Blandt adskilligt kjedsommeligt findes der og heel interessante Actstykker, hvoraf især et Par Indbydelser til de Norske at afkaste Danmarks Aag og forenes med Sverige, i Tone og Aand overmaade lige dem, der circulerede her i Lan- det for 3 -- 4 Aar siden. Jeg havde ikke ventet, at Berg i denne Tid vilde fremdraget disse Ting af det fortjente Mørke. De vække mere end en ubehagelig Erindring. Dog sligt bry- der ikke Antiquaren sig om, naar kun det, han meddeler, er gammelt og sjeldent. 21de Mai.    Den trefoldige Skole-Examen med annecterede Gjæste- bud er lykkeligen forbi, og den første gik bedre, end jeg havde vovet at haabe. Klokken halv ti gik jeg ud i Grønlands Skole, hvor Bispen strax efter kom. Examinationsordenen var den samme i alle Skoler. Der begyndtes med et Vers af en Psalme, saa Indenadlæsning og Forstandsøvelse, der- paa Religion og Bibelhistorie, Regning, Skrivning og endelig nok et Vers. Sangen var jammerlig i Frediksens Skole, da Læreren hverken har Stemme, Foredrag eller Musikkund- skab. Forresten gik det taaleligt, og Bispen gav Fredriksen offentlig og i privat Samtale med mig det Vidnesbyrd, at han meget har forbedret sin Methode siden det sidste Skole- besøg for 5 -- 6 Aar siden. -- Hos Klokker Olsen gik det endda bedre. Jeg vil ikke sige, at Børnene havde gjort større s.444   Fremgang; der er nok overalt ingen af de Skoler, hvor saa mange og saa grove Forsømmelser finde Sted; derimod beun- drede jeg meget hans Færdighed i at examinere, der overgaaer endog Feyrings. Biskoppen lod ham ogsaa beholde Ordet fra Begyndelsen til Enden og roste hans meget gode Methode. -- Endelig kom da Touren til stakkels Vold: Han kunde hverken lægge Dølgsmaal paa sin catechetiske eller øvrige intellectuelle Svaghed, men Bispen roste hans Flid. Der var en meget ferm Dreng, som mere end engang dækkede baade Lærers og Meddisciples Nøgenhed. Biskoppen syntes i det Hele at være vel tilfreds, og jeg skulde troe, han ligesom jeg fandt sine Forventninger overtrufne. 22de Mai.    Det var høi Tid, at jeg saa nogenlunde blev færdig med de Skoleexamina og Fattigcommissioner m. m., der laa mig paa Halsen. Det synes desværre at blive Alvor med den befrygtede Beensygdom.    De Nansenske Ankeposter ere i Odelsthinget funden af den Beskaffenhed, at Statsraadet ei kan drages til Ansvar derfor. 23de Mai.    Jeg havde en yderst ubehagelig Nat. Ulykkeligvis læser jeg i denne Tid den ellers saa lyse og populære Garves spe- culative Afhandling om Guds Tilværelse og havde i Gaar Aftes, inden jeg tænkte paa Feber, læst et særdeles abstract Stykke om Forskjellen mellem de Værker, som mechaniske Kræfters Sammenstød og dem et forstandigt Væsens ordnende Haand frembringer. Over disse Dunkelheder, som jeg sjelden dvæler ved, da de ere for svære for mit Hoved og ufrugtbare for mit Hjerte, rugede min Indbildningskraft næsten uden Bevidsthed et Par Timer, indtil jeg hensank i dyb Melancholie, og det blev mig evident, at den Sygdom, som nu begyndte, s.445   var den sidste og at den upaatvivleligen vilde medbringe Dø- den. "Lumholtz," tænkte jeg, "88 Aar gammel betræder i Dag efter en lang og farlig Sygdom for første Gang Præ- dikestolen, og jeg omtrent halv saa gammel -- ." Jeg var anmeldt som Prædicant i Aggers Kirke. Jeg havde alt længe besluttet at holde en Homilie over min Yndlingspsalme: "Min Sjel og Aand opmuntre dig!" i Forbindelse med det sidste Vers af Aftensangstexten. Uden at tage i egentlig Betragt- ning, hvorvidt mine physiske Kræfter vilde tillade mig at tale offentligen, tænkte jeg paa, at Behandlingen af det sidste Vers, naar jeg stod der syg for den talrige Menighed, vilde synes at være en Afskedsprædiken, og det værste var endnu, at den vilde synes mig selv at være det, at jeg vilde gjøre Ordene: "O Verden hav du god Nat" m. v. bogstaveligen til mine. Og hvo veed -- skjøndt 2 -- 3 Timers Slummer nedspændte min Phantasie, hvad der virkelig var kommet ud af det, hvis Nøden havde tvunget mig til at prædike? Det er vel før hændet, at En virkelig døde, fordi han indbildte sig, at han skulde døe, især naar indløbende tilfældige Om- stændigheder styrkede ham i denne Indbildning. Dette følte jeg, da det var bleven lysere i min Sjel, og da det fo- rekom mig haardt at anmode en ung, ikke meget begavet Mand som Borch at fremtræde uforberedt paa en Høitidsdag for en vistnok stor Folkemængde, saa begyndte jeg alt at tænke paa et andet Thema, der ikke umiddelbar kunde henlede mig og Tilhørerne paa sørgelige Anelser. Imidlertid vaagnede min Kone og fandt, at jeg aldeles ikke burde gaae i Kirke. Der gik da Bud til Borch, og han kom strax til min Seng. Med megen Redebonhed og Velvillie paatog han sig dette uventede Arbeide, og meget glad var jeg derved; jeg vilde neppe udholdt det. -- Kjerschov var her efter Gudstjenesten og vilde havt mig op til sig i Aften, da han ventede Biskop s.446   Bugge og Hans Houge, hvilke han havde lovet at forestille for hinanden, men jeg var lovlig undskyldt.

bla bakover

bla videre