|
16de April.
I Storthinget ventileredes om, hvorvidt det er berettiget
til at tilkjende Pensioner, eller blot at anbefale Kongen de
indkommende Ansøgninger, samt revidere Pensionslisterne, samt
gjøre Forandringer deri. Christie, Bergh, Rasmussen, o. fl.
vare af den sidste Mening; Sibbern ønskede at kunne tiltræde
den modsatte, men fandt den stridende mod Grundloven.
Oppositionspartiet, med Falsen i Spidsen, erindrede, at naar
|
| s.413 | man, hvad ei omtvistedes, havde Ret til at anvise Pensions-
fond og at forhøie de alt existerende Pensioner, maatte man
og per analogiam være berettiget til at give Pension, hvor
samme ei før existerede, og da tillige bestemme, hvor den
skulde tages fra, da ellers den hele Revision ei vilde betyde
andet, end at eftersee, om Regjeringen ei havde stukket Pengene
i egne Lommer, hvorimod det (efter Falsens Mening) ogsaa
hørte til Revisionen at sætte paa Listen Navne, som qvalificerede
sig til at staae der, men savnedes, ligesaavel som at udslette
de Uberettigede eller forandre Summen. Med 44 Stemmer
mod 30 seirede dette Partie, der overalt synes at faa temme-
lig Overvægt. Imidlertid voterede dog Lange i Dag med
Minoriteten.
17de April.
Efter den bispelige Resolution fik Frøken Haxthausen
flux sin Helbred igjen, indfandt sig i Dag til Afsked med de
øvrige Confirmander, og saa ud "som om hun aldrig havde
haft'en."
Efter længe at have ønsket, men forgjæves søgt en Con-
ference med Hersleb om Bibelselskabet, for at kunne meddele
Rosenblad og Brun hvad jeg vidste derom, indbød jeg ham
til i Aften. Jeg fik da at vide, at det, Himlen skee Tak!
ikke er ved Hjælp af Kronprindsens Gave, et nyt Opslag af den
evangelisk-christelige Psalmebog besørges; derimod staae disse
Penge eller den største Deel deraf i det af og for Waisenhuset
kjøbte Bogtrykkeri. Man tænker nu paa at trykke det nye
Testamente, hvis Oversættelse Bech vilde havt Hersleb til paa
egen Haand at revidere og forandre, men det vilde naturlig-
viis ikke Hersleb. Derimod har han søgt at gjøre Biskoppen
indlysende Nødvendigheden af, inden Storthingsbispernes Bort-
reise, at sammenkalde dem og os, for at faa Selskabet ordent-
ligen oprettet og organiseret. Bech vilde i Førstningen ikke
|
| s.414 | til, men lovede tilsidst at indbyde os til et saadant Møde, naar
Confirmationen var forbi, da Hersleb imidlertid skal udarbeide
en Plan, hvorover skal ventileres. Bugge, med hvem han
havde talt om den Ting, viste sig utilbøielig til at møde ved
denne Debat, men baade Hersleb og jeg have overtalt og
ville fremdeles overtale ham til ei at drage Haanden fra dette
Arbeide, hvor han i Hersleb og mig vil finde troe Under-
støttere, og hvor det er at formode, Sørensen ogsaa er eller
han drages over paa vort Partie, hvorimod Udfaldet blev
tvivlsomt, naar vi savnede Bugge, da Krogh uden Tvivl med
al sin physiske Kraft er en moralsk uselvstændig Mand og
desuden Bechs fortrolige Ven. -- Udenfor denne Sag vidste
Hersleb at fortælle, at man i Throndhjemsfjorden har seet en
Havfrue, som bebudede Throndhjems Undergang tredie Paa-
skedag. Et andet paalideligere Rygte siger, at en vanvittig
Expræst Zimmermann har spaaet samme Catastrophe den 26de
April. Hvad der er Sandhed er, at Byen er i megen Fare.
Hersleb aftegnede for mig paa et Stykke Papir Elvens Løb
og fire mulige Tilfælde, hvoraf intet ved menneskelig Magt
eller Klogskab lader sig afværge. Det første og ønskeligste er,
at Vandet faaer frit Løb og en Deel af Omegnen over-
svømmes, hvorved vel nogen Skade vil skee, men som let kan
forvindes. Det andet og tredie er, at Udbrudet kan skee paa
en af to Kanter af Byen. Ved den ene vilde Forstaden
Ihlen og en liden Deel af Byen ruineres; ved den anden
Broe, Havn, Pakhuse og Skibe, forsaavidt disse sidste ei bort-
føres. Det fjerde og yderst skrækkelige, som nogle befrygte
og som ei er umuligt er: at hele Byen er undergravet
og vil nedstyrte med Domkirken og alle dens Her-
ligheder. Man har i de sidste Tider ved at grave dybt paa
Kirkegaarden fundet Vand; det kan have andre Aarsager, men
ogsaa denne har man tænkt sig, og Erfaring vil nok snart
vise dens Grund eller Ugrund. -- Endelig vidste Hersleb at
|
| s.415 | fortælle som Supplement til Beretningen om de holsteenske
Herremænd, at en Prof. Dahlmann i Kiel har i et Skrift bevist, at
Kongen av Danmark, trods 156 Aars Hævd, aldeles ikke de
jure er souverain Regent over Holsteen, ja ei engang over
Slesvig, og er aldrig af Stænderne erkjendt derfor. Dette
Skrift skal i alle tydske Journaler omtales med stor Berøm-
melse, og Forfatteren ophøies som en af den tydske Friheds
kjække Forsvarere.
18de April.
I Nationalbladet gives en (som Forf. tilstaaer) ei alde-
les fuldstændig og paalidelig Fortegnelse over de danskfødte
Embedsmænd, som ved Rigernes Adskillelse vare ansatte i
Norge. Her nævnes 158, hvoraf 26 ere traadte ud af norsk
Tjeneste og have forladt Landet, og 6 ere siden døde. Siden sidste
Fortegnelse gaves, have 7 Normænd forladt dansk Tjeneste,
hvoriblandt Pram, og 4 have opnaaet Ansættelse i Fædre-
landet. Med tydeligt, men ikke udtrykkeligt Hensyn paa den
Sag, der verserer mellem Statsraadet og Høiesteret, godtgjø-
res i en grundig og beskeden Tone, at den executive Magt i
disse Tilfælde har Ret til at byde over den dømmende. Jeg
hører, Gud skee Lov, til ingen af dem; Sagen er mig altsaa
uvedkommende; kun maa jeg som Statsborger og Videnskabs-
mand erindre, at naar jeg kalder Forfatterens Tone grundig,
da forstaaer jeg blot derved, at han har anført Grunde, ikke
blot declameret eller brugt Magtsprog, men ikke at jeg billiger
alle disse Grunde, naar han f. Ex. vil udlede den Conseqvents,
at Stiftsoverrettens Medlemmer ja endog Underdommere isaa-
fald maatte være uafhængige af Statsraadet, da deres Dom
og undertiden er inappellabel.
Jeg afskedigede i Dag de sidste af mine Confirmander.
Der ere ialt 78 og af det sædvanlige Slags: boni (rari
nantes in gurgite vasto), mediocres, mali plures. Det er
|
| s.416 | yderst sørgeligt, at dette Arbeide fra den oeconomiske Side
skal være mig saa vigtigt (det indbragte mig denne Gang
846 Rbd.) og fra den religiøse saa tungt og frugtesløst.
Undtager jeg de sløveste Katechismuslæsere, om hvilke jeg endnu
maa henholde mig til hvad for et Aars Tid siden er sagt i
denne Bog, kan jeg, efter nøieste Selvprøvelse, ikke anklage
mig for at drive Arbeidet lunknere end i Kjøbenhavn, hvor
det dog syntes at bære langt større Frugt -- syntes 
de fattede bedre Meningen, kunde heldigere udtrykke sig med
egne Ord, vare færdigere Udenadslæsere og viste overhovedet
Interesse for Tingen; men den virkelige Frugt for Livet og
for Evigheden, Underviisningens Indflydelse paa deres christelige
Troe og Vandel, ja den kjender ene den Alvidende, og der
vil jeg maaskee hisset gjøre forunderlige Opdagelser, finde, at
der, hvor alt dømmes hvad den skarpsindigste Dommer ei her
kan vide eller tage i Betragtning, de i enhver Henseende første
blive de sidste, og med Guds Hjælp, da ogsaa nogle af de
sidste at være blandt de første. -- Min lille Slave græd bit-
terligen; for ham veed jeg intet bedre Ønske paa hans Con-
firmationsdag end Døden.
Efter dette Arbeide gik jeg i Storthinget. Just som jeg
kom, var en Sag af Vigtighed afgjort til Patrioternes store
Tilfredshed. Under Stilstanden, da de Svenske under en
Oberste Eck gjorde en truende Demonstration mod det Nor-
denfjeldske, viste Grev Schmettow som commanderende General
en Conduite, der gaves en forhadt Udtolkning, som om han
vilde opflamme Nationalhadet og bidrage til at fornye Krigen.
Efter Foreningen søgte han Afsked og fik den i halv Naade
halv Unaade uden Pension. I Sommer indsendte han til nær-
værende Storthing en vidtløftig Retfærdiggjørelse, som man
ei fandt sig beføiet til at indlade sig paa og henlagde altsaa
ad acta. Han søgte derhos en klækkelig Pension, mindre
fordi han trængte dertil, eller, som nogle troe, virkelig vilde
|
| s.417 | modtage den, hvis den bevilligedes ham, end for derved at
faae den Erklæring af Nationen, at han havde tjent og var
afskediget med Ære. Heller ikke dette kunde Storthinget be-
fatte sig med, saalænge det var uafgjort, om det og havde
Ret til at bevilge nye Pensioner. Nu da denne Sag er af-
gjort, fremtoges Schmettows Andragende, og med 57 Stem-
mer mod 17 tilkjendtes ham hans fulde Gage som Pen-
sion. Schultz og Bonnevie triumpherede umaadeligen herover
som en Seier, hvorved Nationen havde haandhævet sin Vær-
dighed. Ogsaa Christie havde stemt for Schmettow, og de
ondskabsfulde Mennesker paastode, at finde Grunden deri, at
søndre Bergenhuus Amt i denne Uge er først voterende,
Christie altsaa, som Repræsentant fra Bergens Bye, en af de
sidste, og da han saa, Pluraliteten var saa bestemt, vilde han
ogsaa engang ansees for Folkets Mand, og voterede med den.
Disse og flere Taler førtes hos Nansen, som er upasselig, og
hvem vi tre gjorde et Besøg under Pausen. Der fortaltes og
om et Skrift, som en afskediget Svensk Officer Nat och Dag
(som var Krigsfange her 1808) under sit Navn har udgivet
i Berlin, hvor han angriber vor Kronprinds, som en hidsig
og voldsom Despot. Derimod har vor Constitution fundet en
varm tydsk Lovtaler, hvilken imidlertid Bonnevie finder at
være blot grundig Theoretiker, da han ophøier nogle Para-
grapher, der ogsaa i Theorien erkjendtes ypperlige, medens de
vare nye, men ere ved Erfaring allerede fundne upassende
med vort Lands Forfatning og i deres Virkninger skadelige.
19de April.
Min Kone og jeg communicerede, og efter Aftale var
Kjerschow vor Skriftefader. Uden at yde nogen af hans
Taler ubetinget Bifald, var de dog vel de bedste og Hand-
lingen den høitideligste, jeg som Communicant har taget Deel
i -- Gud veed det! -- maaskee siden min allerførste
|
| s.418 | Communion. Skriftetalen var meest historisk og handlede om
den Agtelse, religiøse Mennesker i enhver Tidsalder har viist
den hellige Ritus, og hvorledes denne viste, at man har tænkt
sig noget Høiere ved den end en blot Mindefest, som i Tidens
Længde maa tabe sin Høitidelighed. Tilsidst erindredes, at vi
ei bør tage Anstød af det Mysteriøse i Handlingen, hvis
egentlige Beskaffenhed og Tendents han forklarede temmelig
overeensstemmende med N. Brun, neppe aldeles svarende til
det strængt lutherske Lærebegreb. -- I Prædikenen forklaredes
først som Indgangssprog. Ps. 117 og Tilhørerne gjordes op-
mærksom paa alle Guds Velgjerninger i Naturens Rige, --
dog nævner Skriften en end større: Jesu Sendelse og For-
løsning. Til den Ende oplæstes som Text Joh. 3, 11 -- 22,
hvoraf imidlertid kun saare lidet forklaredes. Jeg havde hel-
ler, som umiddelbar ledende til Themaet, taget det korte
Joh. 4, 10, hvilket Kjerschov og citerede. Hans Thema var
"Hvad der især udmærker den Guds Velgjerning, som ved
Jesu Sendelse bevistes os." Det Lys, der tændtes ved ham,
omtaltes først med nogen Udførlighed, men end vidtløftigere
den Syndsforladelse, hans Død forhvervede os. Vel længe
opholdt han sig ved Forsoningens Nødvendighed, som det
naturlige Menneske umuligen kan fatte eller bevise, og hvor
man, for at troe den, maa acquiescere ved den Tanke: Gud
den Alvise fandt den at være nødvendig, altsaa maatte den
vel være det. Den Fortolkning, han f. Ex. gav Jac. 2, 10,
forekom mig baade fornuftstridig og ubibelsk. Han opregnede
endeel Svaghedsynder, og sagde med Føie, at naar en af
dem var nok til at være den hele Lovs Overtræder, kunde
intet uden Guds umiddelbare Mellemkomst fritage noget Men-
neske for evig Fordømmelse. Men siger Jacob det? ikke en-
gang Pontoppidan siger det. "Er", spørger denne strænge
Systemforfægter, "een Ondskabssynd nok til at fordømme
et Menneske?" hvorpaa han svarer Ja, og anfører det bemeldte
|
| s.419 | Sprog. Det maa da fornuftigviis forklares saa: "Den, der
saaledes glemmer Gud, sin Pligt og sin Bestemmelse, at han
(efter Pontoppidans Ord) med Vidende, Villie og Velbehag
kan begaae en Synd, han er istand til at begaae enhver an-
den, hvortil han i lige Grad fristes", og det er vel en unæg-
telig Sandhed; men "et Guds Barn begaaer ingen Ondskabs-
synd", kan altsaa, naar vi tænke os Gud retfærdig og
god, aldrig blive saadan Synder, "at for ham skulde være
Fordømmelse". -- I Anledning af det Spørgsmaal: "Blive
da alle fordømt, som levede før Christus, ikke ventede ham
og altsaa ei heller kunde troe paa Ham?" gav K. den For-
klaring over 1 Petr. 3, 19 -- 20 at Christus drog ned til
Aandeverdenen og tilbød alle henfarne Sjele (gode og onde,
om jeg forstod ham ret) under Troens Betingelse
Syndsforladelse og Salighed, en Forklaring, der altid kan
være ligesaa rimelig, som de øvrige man har; men hvad
Spørgsmaalet angik, da synes mig Paulus besvarer det langt
simplere og lettere ved det Contraspørgsmaal: "Hvorledes
skulde de troe paa den, om hvilken de ikke havde hørt?" --
Men ihvorvel jeg ingenlunde vil nægte, at jeg fandt adskilligt
baade af K.s Raisonnement og Exegetik bygget paa Sand,
og endskjøndt jeg vel kunde ønsket hans Foredrag mere af
den Varme, en Lærdom, der er mere for Hjertet end for
Forstanden, let maa kunne indgyde den, der troer og trøster
sig ved den, saa var det dog i det Hele meget opbyggeligt,
og udmærkede sig ved en stille høitidsfuld Blidhed, der stemte
Sjelen langt bedre til Communionshandlingen end den van-
dede Moral, Sigvardt sidst opvartede os med.
Hersleb bragte mig to Exemplarer af en Ordinationstale,
Biskop Brun har holdt d. 3die d. M., et til Rosenblad, og
et til mig selv. To Sønner af Professor Arentz ordineredes,
af hvilke den yngre, der er bleven Hospitalspræst i Thrond-
hjem, roses baade der og i Bispens Brev til Hersleb som en
|
| s.420 | ung Mand, i hvem Kirken kan vente sig en udmærket ypper-
lig Lærer. Talen er over den besyndelige Text Ps. 40, 7:
"Du har gjennemstunget mine Øren", men ligesom i den
større Samling den over Hoseas 2, 1 maaskee er den bedste
af dem alle 12, saa har han og af hine underlige Ord vidst
at udlede ganske ypperlige, hjerterørende Formaninger. Og
dog siger han i Brevet, er det bedste i den ikke trykt. Det
extemporerede han af Hjertets Fylde med saadan Kraft, at faa
Øine bleve tørre. I en Dedication til Bergens Rige opmunt-
rer han til Bidrag til Bibelselskabet.
Provstevæsken indeholdt en Klage fra Bispen over den
langsomme Fremkomst af de fra Præsteskabet requirerede Op-
lysninger. I den Anledning bebreider Lumholtz Præsterne i
Opsloe, Drammen og Hurum, at de befalede Af- og Tilgangs-
lister ikke ere indkomne, og gjør som en Tjener, jeg husker nu
ikke i hvilken Comedie, som hans Herre havde skjændt paa,
og som flux oversnufler igjen en Dreng, han anseer for sin
Inferieur.
20de April.
Toldvæsenet vedbliver i høi Grad at interessere vore Uge-
bladspolitici. Den besynderlige Frederiksværnske Feide fort-
sættes, hvor to Anonymer gjøre hinanden de groveste og ge-
meneste Beskyldninger, hvoraf ei andet kan komme ud, end at
deres Had bestyrkes og deres Udgifter forøges ved kostbare
Avertissements. -- Det Interessanteste i Rigstidenden er For-
tælling om Napoleons tilkommende Opholdssted paa St. He-
lena og de uendelige Præcautioner mod hans Undvigelse. Nu
vilde den velkomneste Tidende, jeg kunde faae om ham, være
den, at han var død, ligemeget om paa Sygeleiet, ved sin
egen, Snigmorders eller Bøddels Haand. For et Menneske
som han maae et saadant Liv være langt værre end Døden,
om det end ikke var sin faste Overbeviisning, han forkyndte
ved Durocs Dødsseng:" Der er et bedre Liv, hvor vi samles
|
| s.421 | igjen". At han nu ikke afliver sig selv, dertil kan jeg kun
tænke mig en af tre Grunde: Feighed, som han dog ellers
ikke har kunnet beskyldes for, varm Religiøsitet, der hel-
ler ikke synes at være i hans Characteer, eller uovervindelig
Aandsstyrke, der kan gjøre alt og taale alt og haabe, hvor
tusende Gange tusende maatte fortvivle, og saa er han altfor
god til at indespærres i en af Jordens ensomste Afkroge, me-
dens hans jammerlige Fiender lovsynges som Menneskehedens
Velgjørere. Ere de det virkelig, det er da vist ikke deres For-
tjeneste. Forsynet, i hvis Haand de vare Redskaber, bør vi
ære, men den store Aand, der fattede en Idee som Napoleons,
skjøndt den Alvise ei fandt det gavnligt, at den skulde reali-
seres, -- for den bør vi bøie os dybere end for nogen men-
neskelig Aand blandt vore Samtidige, medens vi ringeagte de
øvrige Væsener, hvis Bedrifter, forsaavidt de ere deres egne,
ere idel Misere, og for hvis i Sandhed velgjørende Daad Gud
ene og alene tilkommer Æren.
Hele Gaarsdagen til Kl. 10 Aften havde man i Stor-
thinget vævet, og i Dag vævede man igjen hele Formiddagen
om Stiftamtmændenes og Amtmændenes Gager, hvoraf Re-
sultatet blev, at Christie beholdt det Tillæg og de Emolumen-
ter, der ere ham tilstaaede, og at de andre gageredes som før.
Biskop Sørensen kom hen til mig og spurgte: "Men hvor gi-
der De staae og høre paa det Sludder? Jeg er saa keed af
det, at det stinker for mig". -- Sverdrup havde i Gaar spiist
hos Grev Essen, ført den første ordentlige Samtale med ham,
og fundet saa stort Behag i Manden, at han ærgrede sig over
at kunne fatte saadan Yndest for en Svensk.
21de April.
Sjelden har jeg med mindre Deeltagelse og mindre Haab
om heldigt Udfald begyndt en Confirmationshandling end i
Dag. De fleste af Confirmanderne vare maadelige Subjecter,
|
| s.422 | der hverken fra Aandens eller Hjertets Side interesserede mig.
Jeg frygtede, at om jeg end udholdt Dagens Arbeide, det paa-
følgende Gjæstebud og dets Efterveer vilde vorde mig utaale-
lige. Ogsaa er jeg en Smule Dagvælger. Den 21de April
har flere Gange i mit Liv været mig en ubehagelig Dag;
ifjor (almindelige Bededag) var den mig især i Slotskirken
yderst fatal, og jeg gruede for at noget saadant kunde arrivere
ogsaa nu. Det gik altsammen bedre, end jeg havde ventet. --
-- -- -- Slutningstalen havde usædvanlig mange Tilhørere,
ligesom jeg overalt maa sige, at jeg som Prædicant nu har
langt mere Opmuntring end i mine første Embedsaar. Jeg
veed ikke, hvor det er, jeg ganske nylig har læst, at den bedste
Religionstaler efter 10 Aars Ophold paa et Sted vil finde
sit Tilløb formindsket og sin Menigheds Bifald i Aftagende.
Den modsatte Erfaring har ei alene Biskop Brun gjort i det
religiøse Bergen, men ogsaa jeg i det lunkne, letsindige
Christiania.
Statsraad Diriks fortalte mig en Anecdote, som jeg maa
optegne. I min Forespørgsel, om Høiesteret kunde og burde
høre til Slotsmenigheden, anmærkede jeg, at det kunde synes
at være en Slags Analogie, da den høieste executive Magt
sorterede under denne Menighed, at da den høieste døm-
mende Magt gjorde ligesaa. Brevet blev sendt til Biskop
Lumholtz's Erklæring, og han fandt, at det var noget dri-
stigt af Slotspræsten at kalde Statsraadet den executive
Magt, da samme dog, saavidt han vidste, aldrig befat-
tede sig med at gjøre Executioner. Jeg formodede,
da jeg hørte om min Dristighed, at den bestod i, at jeg havde
tillagt Statsraadet denne Magt, som efter Grundloven tilhø-
rer Kongen; deri kunde været nogen Raison. Men Lumholtz's
Fortolkning er ubetalelig. -- Jeg havde en lang Samtale med
Cancellieraad Morgenstjerne om Slaver, om Deportation som
hensigtsmæssigste Straf for dem, hvor man har Colonier, som
|
| s.423 | det nordligste Finmarken hos os tildeels kan ansees for, samt
hvorledes ingen uconfirmeret under 20 Aar burde inddømmes
til Slaverie paa Livstid.
22de April.
Jeg gjorde en kort Tour op i Storthinget. Der vaase-
des søvnigen om Værnepligten, og jeg, som sov lidt i Nat,
slumrede virkelig hen paa Bænken i det Øieblik, Pausen be-
budedes, da jeg og alle gik. Imidlertid affyredes 32 Skud
fra Fæstningsvolden. Ingen har kunnet sige mig hvorfor.
Nogle paastod, at det var Eugenie Bernhardines Navnedag,
men i Almanakken staar Cajus; andre ville vide, at hun er
kommen tilbage til Stockholm, og at denne glædelige Begi-
venhed paa saadan Maade skulde annonceres os. I hvad det end
er, er det en dum Ceremoni, hvorved meget Krudt spildes. --
Paa Hjemveien besøgte jeg Major Juell. Han kom fra en
Commission paa Fæstningen, hvor han var indstævnet som
Vidne. Der var først Klage over Oberste Schilling og Capt.
Widing for at have overladt Borgere i Byen Slaver til Ar-
beide, hvorved Leilighed gaves disse til at rømme bort. Der
kommer vel sagtens intet ud af det, uden at de Herrer lære
at blive forsigtigere, og det kan behøves, da ellers (helst nu,
da Sverige ei længer er Asyl) vore Skove om faa Aar, trods
Spessarter og flere famøse tydske og franske Skove, kunne
vorde Røverbanders Opholdssted.
23de April.
Jeg var en Times Tid i Storthinget, hvor der fra Mor-
genen af skal have været en heed Debat mellem Ræder og
Borchsenius, men saalænge jeg var der, gik det meget fredeligt
til. Hvad der meest paafaldt mig, var en Yttring af den el-
lers saa fornuftige Bugge. Det er bestemt, at Landeværn kun
skal bestaae af forhenværende Infanterister, og nu antog Bugge
|
| s.424 | den Mulighed, at Kongen kunde lade hele den norske Armee
bestaae af Cavallerie. -- Ja muligt var det og forbydes hel-
ler ikke i Grundloven, men Grundloven siger heller ikke ud-
trykkeligen, at naar Kongen gaaer fra Forstanden, skal et Re-
gentskab indsættes. Og andet end Hjernens Forrykkelse kunde
dog vist ikke bringe Kongen paa det Indfald, at lade et Fjeld-
lands Armee bestaae af Cavallerie. Der toges ei heller rin-
geste Notits af Indvendingen.
24de April.
Intelligentsbladet havde, foruden nok en Klage over den
Angst, den nye Pengevæsens Anordning maa volde Debitorer,
kun en Anmodning, at ved den megen Salutskydning fra Fæst-
ningen de sværeste Canoner maa vendes saaledes, at Folks
Vinduer ei beskadiges. Tildeels troer jeg denne Præcaution
alt er anvendt. Det forekom idetmindste mig i Dag, da
Navnet Albertus ulykkeligviis stod i Almanakken, og Kon-
gens gamle Søster hedder Albertine, at Rystelsen var min-
dre end sædvanlig. -- Af Rigstidenden sees, at der er ud-
nævnt en Regjeringsadvocat, der skal være hvad Generalfiscal,
Kammeradvocat, Søekrigsprocureur og Toldprocureur var under
den forrige Regjering, og at Morgenstjerne (som uden Tvivl bliver
en stor Mand med Tiden) har faaet dette Embede. Fra Sverige
sees, at to Mænd, som under Rigsdagen skjændigen hudflettede hin-
anden i trykte Skrifter, ere dømte ved Hofretten: en Over-
directeur Grevesmöhlen til Æresløshed og Landsforviisning
og en Baron Boye til 3 Aars Fængsel paa en Fæstning.
Dommen synes ei at vidne om megen Bestemthed i Sveriges
Presselovgivning, men en streng Upartiskhed synes en saadan
Dom over Folk af den Stand at vidne om. Nat och Dag er
indkaldt for samme Hofret. Var jeg i hans Sted, mødte jeg
ikke, -- men gjorde snarere med min forrige Konge en Pille-
grimsreise til Jerusalem.
|
| s.425 |
25de April.
Foruden min Afhandling om Universitetet indeholdt Na-
tionalbladet en Opfordring i Anledning af en Artikel i for-
rige Nummer, den nemlig, hvor man søger at gjøre den døm-
mende Magts Uafhængighed af Statsraadet tvivlsom. Forf.
anseer Sagen "for en Gjenstand, der truer Fædrelandet,
hvis Virkning kan blive det farlige Oligarchie, dette
Uhyre, hvis frygtelige Braad kun kan afstumpes ved det næ-
sten ligesaa farlige Despotie, eller ved en Revolution,
der koster Tusendes Blod, og end Fleres Vel-
færd". -- En Anden klager over den Ringeagt, Søndagen
er i, og foreslaaer, at de engelske Love om Sabbatens Hellig-
holdelse her skulle antages og sættes i Kraft. Af den Aarsag,
forsikrer han, at man i England har sand Agtelse for Reli-
gionen -- hvilket er at ønske; men de sande Velgjøren-
heds Frugter deraf maa jeg tilstaae, det, jeg har hørt og
læst om Sæderne i England, ikke giver mig store Ideer om.
At overalt Søndag Eftermiddag og Aften opofres til uskyl-
dige Forlystelser, finder jeg hverken stridende mod Religion
eller Moral. Langt værre er Løverdagens Gjæstebude og Bal-
ler; i dem finder jeg med Hensyn paa Følgerne sand Hellig-
dagsbrøde.
27de April.
I Eftermiddag havde jeg en Embedsforretning, som slet
ikke var mig behagelig. Prinds Christians Frille, den forhen
omtalte Maren Ingebretsdatter, der siden skal have gaaet gjen-
nem flere Hænder, erklærede jeg en ret Ægtekone at være
baade for Gud og Mennesker. Jeg har aldrig seet hende før;
hun har et ret vakkert lille Ansigt, men er aldeles ingen
Skjønhed, og trods hendes fyrstelige Liaisons, synes hun endnu
at have noget tilbage af Huusmandsdatterens upolerede Sprog
og Væsen. Brudgommen er en ung Fragtemand, tidligere
Vaisenhuus-Elev. Han er en ret meget vakker Karl; forresten
|
| s.426 | er hans Forstand liden, det veed jeg fra den Tid, jeg confir-
merede ham, hvorimod han har meget af denne affecterte Halv-
cultur, der oftest erhverves paa Seminarier, i Vaisenhuse og
deslige nymodens Skoler.
28de April.
De sidste Ord af Dagens Evangelium (anden Søndag
efter Paaske) var den Text, jeg prædikede over i Slotskirken.
Jeg gjennemgik den analytisk, uden noget egentligt Thema.
Prædikenen havde nok været mere passende for et cultiveret
Auditorium af voxne Mennesker; den megen Ungdom, der var
i Kirken, kunde nok ikke have megen Nytte af den. Hvad der
er opfyldt, hvad endnu uopfyldt af hiint Jesu Tilsagn? er
dets Opfyldelse mulig eller umulig? Naar og hvorledes vil
dette kunne skee? og i den nødvendige Forudsætning, at det
ei kan skee i vor Tid, kunne vi da gjøre noget til dens
Fremme? og hvad? -- Disse Spørgsmaale fremsatte jeg gra-
datim, kom med et nyt, naar det foregaaende var besvaret, og
sysselsatte saaledes den Tænkendes Forstand og søgte ved dens
Indsigt at lede hans Villie. Følelser vakte jeg neppe, og de
Taarer, jeg saae i et Par communicerende Confirmanders Øine,
da de traadte frem for Alteret, vare neppe over Prædikenen.
Sverdrup vilde vide, at vor Kronprinds vil skilles fra
sin Kone og begjære den danske Prindsesse Caroline til ægte,
til hvilken Ende Kong Frederik og han skulle have en Sam-
menkomst i Skaane; at Grev Essen, naar han reiser herfra,
gaaer til Preussen for at bede om en af Kongens Døttre som
Brud for Prinds Oscar, og endelig at Mørner ikke skulde
blive Essens Eftermand, men derimod den berygtede og i Kjø-
benhavn saa forhadte Gesandt, Generallieutenant Tavast. Det
sidste haaber man er Løgn, da det uden Tvivl (med eller uden
Føie) vilde vække Nationens Misfornøielse. De to første
Projecter tvivler man om vil lykkes, da man staaer i den
sikre Formening, at de allierede Magter med Carl Johan vil
|
| s.427 | udrydde den sidste Spire af Napoleonismen, og forene sig om
at sætte den unge Gustav paa den svensk-norske Throne.
Sverdrup synes at ønske noget deslige. -- Bispen bragte selv
Bibelsagen paa Bane og sagde, at han med det første vilde
beramme et Møde, hvortil han og vilde indbyde Stenersen.
Den gamle ærværdige Rosenblad kunde neppe overgivet Sa-
gen i slettere Hænder. Et egentligt Bibelselskabs Opret-
telse synes endnu i denne Stund ikke at være Bechs Tanke;
neppe troer jeg, han veed selv ret, hvad han vil, og jeg er i
megen Forlegenhed, hvad jeg egentlig skal skrive til Rosen-
blad. -- Frue Bergh fortalte om en Præst Tisvilde, Biskop
Keysers Formand i Ullensager residerende Capellani. Han
var en haard, barsk, yderst hypochondrisk Mand, men forresten
begavet Prædicant. Engang skulde han kjøre og forrette en
Huuscopulation i Sognet. Noget efter kom Hest og Kariol
hjem, men Præsten kom ikke, og en heel Maaned søgte man
ham forgjæves. Endelig fandt man ham i en Skov, hvor
han havde hængt sig. Frue Berg erindrer endnu at have
seet hans Liig i en umalet Kiste føres paa en Arbeidsvogn
til Kirkegaarden og uden Sang, Klokkeklang eller anden
Ceremoni i Stilhed nedgraves. Han efterlod i Armod en
retskaffen Enke med 6 uforsørgede Børn. To af Sønnerne
gik fra Forstanden, den tredie omkom paa Havet; en Datter
døde ugift og fattig, de to andre bleve gifte med Bonde-
haandværksmænd og kom i meget trange Kaar. De ere nok
alle døde nu, undtagen den ene Søn, som sidder i Opsloe
Dolhuus. Det Oldtids Sagn, at en synderlig Forbandelse
hviler over visse Huse, synes et Blik paa Menneskeheden end
i vore Dage mangen Gang at bekræftes, og for uindskrænket
at troe, hvad alt Ezechiel sagde: "at Sønnen ei skal bære
Faderens Misgjerning", synes det stundom nødvendigt, at
Tanken svæver hen mod Evigheden, det sande Gjengjældelsens
|
| s.428 | Land, da det vel ofte er Tilfældet, at Forældres Synder er
eneste Kilde til Børnenes dybe, for denne Jord ulægelige Jammer.
29de April.
Jeg stak Hovedet ind ad Døren til Odelsthinget, men
gik strax, da det var en Bankoctroi, man gjennemgik, og af
den forstaaer jeg ikke det ringeste. Rasmussen fortalte, at
ligesom nok overalt Committeen, der reviderer Statsraadets
Protocoller, neppe frembringer et anseeligere Foster, end Bjer-
get hos Phædrus, saa slipper isærdeleshed Høiesterets frygtelige
Klage op til intet. Man finder nemlig, at Statsraadet ei
har overtraadt nu gjældende Love, men at der i det definitive
Reglement for Høiesteret bør bestemmes noget i saadan Hen-
seende.
Ole Holmen var her og hentede Betaling for min
Kones Vinterprovision. Den Maren Ingebretsdatter, som
var Brud i Løverdags, har tjent hos ham. Prinds Christian
har ikke hendes Uskyld paa sin Samvittighed, da hun skal
have staaet i Forbindelse med 2 -- 3 før. Ritmester E --
meentes at være hendes første Forfører og den Kobler, der
anbefalede hende til Prindsen. Ogsaa det vidste Ole Holmen
at fortælle, at det ingenlunde var Prindsens eneste Amourette,
at han havde Barn med endnu en Pige, som ogsaa er bleven gift,
og at man foruden dem nævnte 1 eller 2. Hvad her var
blevet et Levnet, hvis det Regimente havde vedvaret, og hvad
jeg som Hofpræst og Consessionarius vilde spilt en fornøielig
Rolle! Hvilken behagelig Tanke at vide, hvorledes Christian
i ledige Timer delte sit Hjerte mellem mine Prædikener,
H -- s og E -- s Liderligheder og et halvt Dusin Skjøgers
Favntag!
Jeg skrev til Grev Rosenblad og sendte ham Bruns
Ordinationstale efter dennes Forlangende. Jeg kunde ikke
undlade paa en indirecte, forblommet Maade at melde ham
|
| s.429 | paa hvilken precair Fod det endnu ikke organiserede Bibelsel-
skab staaer, -- "ikke at jeg i mindste Maade vilde anklage
noget Individ, men det var mig vigtigt, at Greven, idet han
maaskee med Føie frakjendte mig Mod og Energi, ei skulde
fristes til at tilføie: "Pavels er ikke den religiøse, for
Guds Ære og Brødres Oplysning og Lyksalighed varmtfølende
Mand, som jeg ansaae ham for."
|
| bla bakover |