|
19de Marts.
Hjelm endte idag sit Forsvar med den stærke Contra-
paastand: at Haxthausen aldeles skulde frikjendes for Actors
Tiltale, at som Reparation for Tort og Krænkelse den Er-
klæring skulde gives ham, at han i Qvalitet af Statsraad
havde forholdt sig som en ærekjær og retskaffen Embedsmand,
og at han ei alene skulde være fri for de af Actor paastaaede
Procesomkostninger, men at ogsaa Defensors Salarium skulde
udredes af Statscassen. Aars begyndte nu paa sin -- Re-
plik eller Duplik, Gud veed hvad den hedder i Kunstsproget,
men han har et ubehageligt Foredrag, Kl. var 2, og jeg til-
staaer, at jeg ikke er aldeles upartisk i Sagen; jeg gik alt-
saa hjem.
Om Mordet i Pebervigen har jeg hørt følgende nærmere
Omstændigheder. Morderen var inddømt paa Tugthuset for
4 Maaneder; Underinspecteur Dalin, hvis timelige Velfærd
|
| s.396 | nok derved er spildt, havde i Blix's Fraværelse givet ham
Lov til at gaa ind i Byen; han fandt Konen (ikke Enke,
men skildt fra sin Mand) og hendes Elsker sammen, dræbte
først den sidste med 2 Stik, saarede derpaa Konen og løb
saa ud i Gaarden, hvor han først i sit Raseri vilde dræbt
en halvvoxen Pige, men da denne med Fatning protesterede
derimod, lod han hende løbe og gav sig selv 4 Stik, hvoraf
han da strax døde.
Nationalbladet havde Begyndelsen af en saare interessant
og velskreven Afhandling om Bibel og Bibelselskaber.
Jeg vilde gjætte paa Biskop Brun som Forfatteren, naar
jeg ikke maatte troe, at han, som saa nylig har skrevet mig
til, vilde melde noget derom. Andre gjætter paa Bugge; en
af dem maa det nødvendig være. -- Efter Privatbreve fra
Throndhjem arbeides imod Ødelæggelsen, saagodt man kan, og
da den saalænge i Forveien forudsees, haaber man at udrette
noget. Imidlertid have Kjøbmændene allerede begyndt at
flytte Varer ud af deres Pakhuse, og Forstaden Baklandet
skal være i nogen Fare.
21de Marts.
Efterat have gjennemlæst Birchs Veiledning til Under-
viisning i Modersmaalet, som vist er en fortræffelig Bog og
indeholder mange skjønne Regler, vil jeg blot nedskrive to
Anmærkninger eller Spørgsmaale: 1. Hvorledes er det gaaet
til, at jeg, som aldrig har nydt, neppe havt ret Idee om
grammaticalsk Underviisning i Modersmaalet, er bleven (hvad
jeg nok uden Selvroes er) en af Fædrelandets skjønneste og
correcteste Stilister? 2. Hvor kunde jeg, som aldrig har elsket
eller lagt Vind paa noget Sprogs Grammatik, i Aaret 1792
undervise saaledes i fransk Grammatik, at Mænd som
Statsraad Pauli og Doctor Birch roste min Methode som
|
| s.397 | udmærket, og mig, paa Grund deraf, som en af Skoleyn-
derinstitutets bedste Lærere?
22de Marts.
Skuespiller Knudsen er død, den 4de Marts, samme
Dags Aften, da han havde fyldt sit 63de Aar. Endnu i
Dag har jeg hørt Persiflage om ham, og saa vil jeg vel oftere,
indtil han glemmes som de fleste Andre, der have været døde
nogle Maaneder. Men med alle hans unegtelige Svagheder,
var han i mine Øine en sand Hædersmand og et elskværdigt
Menneske, og vistnok er det langt lettere at gjøre Nar af hans
Føiblesser end at efterligne det ædle i hans Daad. Sit illi
terra levis!
Nationalbladet indeholder Slutning af den kraft- og
lunefulde Afhandling om Bibel og Bibelselskab. En Note,
hvori fortælles, at ingen af de kongelige Herskaber var i
Kirken ved de 5 Bispers Ordination 1804, "ventelig fordi der
var noget Landværn, som skulde udexercere for den kommende
Bravoure," styrkede mig i den Formodning, at Bugge er For-
fatteren, men han benægter det høitideligen og nævner Hertz-
berg, hvilket ved nøiere Gjennemlæsning ikke forekommer mig
utroligt, da han har dannet sin Stiil efter Bruns, med hvil-
ken den rigtignok har megen Lighed. -- Man siger, at Essen
forlader os til Sommeren, og at en Grev Mørner, ældre
Broder af ham, som var Krigsfange her i 1808 afløser ham.
Det skal være en galant, pragtfuld Herre, som nok vil føre
en ganske anden Stads end den frugale Essen.
23de Marts.
Den Haxthausenske Sag er nu tilendebragt. Han fri-
kjendtes for videre Tiltale, men da der i hans Indberetninger
til Statsraadet fandtes forvirrede og hinanden modsigende
Ting, der kunde lede paa urigtigt Spor, saa fandtes, at Odels-
|
| s.398 | thinget var beføiet til at decretere ham actioneret, hvorfor han
dømtes til at betale de af Actionen flydende Omkostninger --
deraf til Actor 800 og til Defensor 500 Rbd. rede Sølv,
ialt vel omtrent 10000 Rbd. N. V. Saaledes fik da denne
Sag det Udfald, som man længe har ventet, og som den uden
Tvivl burde faa. Odelsthingets Ære reddedes, og Haxthau-
sens led ei heller synderligt Skaar. Uden betydelig Opofrelse
vil han vel kunne udrede hin Sum, og med samme er hver
krænkende Beskyldning mod ham død og magtesløs. Uagtsom-
hedsfeil kan moraliter undskyldes hos en gammel Mand,
skjøndt de ei i en saa betydelig Sag kunne gaae aldeles ustraf-
fet hen. Hverken han eller hans Fjender triumphere, og da
han ei kunde det, glæder det mig hjerteligen, at det heller ikke
lykkedes dem.
25de Marts.
Adelens Skjæbne afgjordes i Dag i Odelsthinget. Grev-
skaberne henlægges under de nærværende Amter eller gjøres
til et eget Amt, om Kongen finder det fornødent; Overbirke-
thingene ophøre fra 1ste October d. A.: Vocations- eller For-
slagsret til ledige Embeder ophører strax: Skat- og Tiende-
frihed af de adelige Godser vedblive, saalænge de nærværende
Besiddere leve, men ikke længer; andre adelige Rettigheder
beholdes af dem, som ere fødte i lovligt Ægteskab inden denne
Lovs Sanction, men de, som fødes efter den Tid, ere ikke
Adelsmænd. Der herskede megen Enighed, saa der ikke engang
voteredes efter Navneopraab.
26de Marts.
Nationalbladet meddeler Dommen over Haxthausen, hvor-
ved hans Defensor har begaaet den pia fraus at udelade Or-
det videre i hans Frifindelse. I Anledning af denne Sag
maa jeg endnu nedtegne hvad Justitiarius Berg fortalte mig
om Voteringen: 16 stemte for den Mening, som seirede, 9 for
fuldkommen Frifindelse og 1 for Embedes Fortabelse. Denne
var Vangensteen, og hans Motiv var: 1. At Haxthausen
|
| s.399 | havde trøstet Prinds Christian (jeg husker ikke om for lidet
eller for meget) i hans Ulykke. 2. At han havde mistet sin
Popularitet. Otte af de milde Dommere vare: Berg selv
(der fungerer som Høiesteretsassessor i en Fraværendes Sted),
Debes, Bøgh, Tank, Borchsenius, Proc. Weidemann, Scharre
og Nielsen. Den niende erindrer jeg ikke bestemt; jeg troede,
det var Bendtz, men andre sige, det var Bull. Haxthausen
skal være ret vel tilfreds med sin Dom.
27de Marts.
Efter Skjelderups Sigende skal Radesygen udbrede sig
frygteligen i Norge, og heller ikke i vor Egn være ubekjendt.
I øvre Thelemarken skal den især have taget en saadan Over-
haand, at Præsten Jersin i Laurdal, som søger Fraflyttelse,
angiver som sin Hovedgrund, at man deroppe ikke kan faae
et ubefængt Tjenestetyende, og at han med Kone og Børn er
i daglig Fare for at smittes. Statsraadet, der hidtil har be-
tragtet denne Sag med megen Lunkenhed, skal dog være ble-
ven opmærksomt ved denne Ansøgning og indseer, at Medici-
nalvæsenet ikke er af de Ting, der kunne henlægges til bedre
Tider, hvilket hidtil har været dets Mening.
28de Marts.
I Lagthinget gjennemgik man Universitetsfundatsen. Hele
Capitler oplæstes, uden at nogen havde noget at indvende.
Alle bleve siddende, naar det kom til Votering, altsaa var
der ingen Morskab at hente. Begge Thingets Afdelinger ere
enige i at lade Universitetet fremdeles hedde Kong Frede-
riks Universitet, men nogle troe denne Benævnelse næg-
tes kongelig Sanction. Vangensteen, ivrig Antidan, fandt
ogsaa denne Benævnelse meget upassende, da Universitetet
neppe var organiseret, inden Kong Frederik afstod Norge.
|
| s.400 |
29de Marts.
Statstidenden fortæller, hvilken høitidelig Jordefærd Knud-
sen har faaet. Ikke mindre end tre Liigtaler holdtes over ham:
i Trinitatis Kirke af Liebenberg og Biskop Balle, og paa
Kirkegaarden af Gutfeldt. En stor uindbuden Sørgeskare
fulgte Liget, en talløs Skare samledes paa Gader, i Vinduer
og ved Graven.
1ste April.
Jeg var saa heldig at kunne tilbringe den hele Formid-
dag paa Storthinget, hvor Værnepligten fik sin sidste Rest.
Forhandlingerne vare begyndte, da jeg kom, og Ole Bjørnsen
oplæste en Declamation af den sædvanlige Slags, fuld af den
seminaristiske Suffisance, der characteriserer ham. Foruden ham
oplæste Jacob Aall, Sørensen og Falsen Taler, alle imod den
almindelige personlige Værnepligt. Falsen motiverede den Af-
vigelse, som syntes at være mellem hans nuværende Overbe-
visning og den, han yttrede paa Eidsvold, og viste hvor stor
Forskjel der var imellem da og nu. Sørensen tog især Hen-
syn paa de skadelige Følger, Soldaterudskrivningen vilde have
paa Moralitet og Cultur hos de Ynglinge af Embeds- og
Borgerclassen, som underkastedes den. Imod Conscriptionen
talte Bugge (kun enkelte Ord en passant, men med Fynd,
Vid og Grundighed), Nansen, Ræder, Lange, Weidemann og
Bonnevie, som erindrede, at man ogsaa kan tjene sit Fædre-
land uden at føre Vaaben til dets Forsvar. For Conscriptio-
nen (saa bør den kaldes, ikke Værnepligt, hvilket enstemmig
bifaldtes) talte Christie (med sin sædvanlige Finhed og Lethed
til at dreie Sagen til den Side, han vilde have betragtet den
fra), Bergh, Schjøtt, Rasmussen (der nedlod sig til Rabulist-
udflugter, som jeg ikke havde ventet af den forstandige og ædle
Rasmussen, men hvormed han kom ingen Vei) og Bonden
Øverland (en impertinent Person, der havde fortjent et Livfuld
|
| s.401 | Prygl, naar han kom udenfor den Forsamling, hvor han er
inviolabel). Klokken henved 3 voteredes. 43 Stemmer var
for, 37 mod Odelsthingets Forslag, hvilket altsaa forkastedes.
Alle Bønder vilde have Conscription, -- som de overalt gjerne
væltede alle mulige Byrder paa Embeds- og Borgerclassen og
tilvendte sig selv al Æren og Fordelen, -- to undtagen, hvilke
jeg nævner til ærefuldt Minde om deres liberale Tænkemaade:
Ellef Mørch fra Smaalehnene og Lensmand Oftedahl fra
Stavanger Amt.
Assessor Debes mødte første Gang i Storthinget, da
Agent Nielsen formedelst svagelig Helbred har faaet Dispen-
sation. Ved sit Nei udtrykte han vist de allerfleste af sine
Committenters Mening. Som Christiania Byes Re-
præsentanter udførte vist de tre andre heel maadeligen
deres Function, og det vil være mig et Beviis, hvorvidt de
stemmeberettigede Borgere vælge af Princip eller efter Lune
og Slumpetræf, om disse tre Mænd næste Gang blive Valgmænd
eller ei. At de ei skulle have min Stemme, enten som Valg-
mænd, eller, hvis jeg bliver dette, som Repræsentanter, det lover
jeg dem. Det er ellers en Mortification for vor berømte Præ-
sident at see en efter anden af hans Yndlingsplaner forkastet.
Naar han kommer hjem, hviler han vel paa sine Laurbær,
tænker jeg. -- Tre av Conscriptionens Modstandere vare fra-
værende: Tank, som er hjemme og gjør sin Datters Bryllup,
Cappelen, som er med ham, og Borchsenius.
2den April.
I Storthinget udnævntes en Committee, som inden 8
Dage skal indgive Forslag om, hvad der allernødvendigst maa
afgjøres paa dette Thing, Værnepligten vedkommende, og dette
vil uden Tvivl indskrænke sig til Armeens Antal samt Sol-
daternes Alder og Tjenestetid. Det er baade vel og ilde, vel,
fordi meget Vrøvl nu vil undgaaes, ilde, da Bondestanden,
|
| s.402 | hvem Sagen ligger meget paa Hjerte, vil deraf tage Anled-
ning til at møde talrigere paa næste Storthing, end de maa-
skee ellers kunde faae isinde.
3die April.
I Intelligentsseddelen viser Halvor Hoel sig i sin sande
Skikkelse. Hans Antagonister kunne gjerne spare sig alle An-
greb; han har saaledes brændemærket sig, at hans allerværste
Fiender ikke kunne ønske mere end at see denne Apologie ud-
bredt over det hele Land.
I Formiddags var Præsteordination i Byens Kirke. Jeg
kom tidligt og hørte Garmanns Messe, der er livagtigen som
naar man, kæmpende mod Søvnen, skal læse høit eller synge;
man anstrænger sig det bedste man kan, men overvældes dog
tilsidst af sin Søvnighed. Derimod var Intimationen ret god,
men saare revsende for vor Tids Mennesker. Bispen talte
over de Ord: "Værer snilde som Slanger og enfoldige som
Duer". Ei upassende kunde han lagt til det foregaaende:
"See jeg sender Eder som Faar iblandt Ulve", thi en værre
Ulveslegt end Hansteens tilkommende Menighed er neppe i
Hedemarkens Amt, conseqventer ikke i hele Norge. Hverken
Snildheden eller Enfoldigheden fremstillede Bispen aldeles fra
den Side, jeg vilde taget den fra; imidlertid var Talen ret
god og practisk. Hansteens Prædiken var saa temmelig i den
Grundtvigske Maneer, men iøvrigt saare vakker. Han havde
et skjønt Organ, og det lader sig formode, at han snart vil
ombytte den ham fremmede Bane, hvorpaa han nu er henka-
stet, med en anden hans Kundskaber og Talenter værdigere.
I Aften opførtes Freias Alter. Stykket er det pure
Fjas med liden Handling og slet ingen Characteertegning, naar
jeg tildeels undtager Obersten, men med alt det er det en
morsom Farce, som dog har det tilfælles med Ulysses von
Itaca, at den er interessantere at læse end at see. Stykket
|
| s.403 | var overmaade vel besat, og der var ikke een Person, som
spillede maadeligt. Skolemesteren var den, som morede meest;
skjønt neppe Kunstner som Carlsen og Holm, har Weidemann
vist udmærket comisk Talent. Betragter jeg derimod Rollens
Udførelse som Kunstværk, uden Hensyn paa dens Virkning, saa
var derimod Falsens Guilielmo det bedste. Hans Organ og
Declamation overgaaer alt, hvad vi have paa vort Theater.
4de April.
Bispen finder det meget betænkeligt at reducere Linietrop-
pernes Antal til 8 -- 12000 Mand. Med Storthingets Beslut-
ning i Henseende til det beneficerede Gods var han særdeles
misfornøiet, gav Bugge, tildeels ogsaa Sørensen, Skylden der-
for, og vil, om jeg forstod ham ret, gjøre Forestillinger hos Kongen
imod dens Sanction. Endelig havde vi meget travlt med at sælge
Huden af den Bjørn, som endnu gaaer frisk og ferm om i
Skoven. Bech fremdrog nemlig sit gamle Forslag, ved Lum-
holtz's Død at forene begge Menigheder, lægge noget af Ag-
gers Sogn til Osloe, og en liden Strimmel af Byens Me-
nighed til Aggers, hvorved man paa alle Sider kunde arron-
dere sig, al Misforstaaelse forebygges, jeg faae et stort og de
to andre Præster et godt Levebrød -- Godt og vel altsam-
men! men naar døer Lumholtz?
Omsen ivrede med megen Heftighed mod den Statsraads
Resolution, der har henlagt Høiesteret under Slotsmenigheden,
hvilket han erklærede at være sig personligen ubeleiligt; hvad
Rettens øvrige Personale angaaer, er jeg overbeviist om, at det
er alle de andre fra Justitiarius til Fyrbøder lige kjært eller
ligegyldigt. Hvad jeg maatte ansee for personlig Uartighed
mod mig var, at han ei alene yttrede, dette Arrangement var
skeet for min Skyld, men tilføiede, at "om jeg blev Stifts-
provst, saa skede vel ny Forandring, og de henlagdes igjen
under Byens Menighed". Hvad der nok ellers bidrog til at
|
| s.404 | gjøre Omsen, der nu har sin egen Maneer og mener det vel
ikke saa slemt, saa bøs paa Statsraadet, var den Omstændig-
hed, at Høiesteret under samtlige Assessorers Hænder har an-
klaget Statsraadet for Storthinget for at have beordret As-
sessor Kjønig ind i en Commission angaaende Slaver, hvor-
ved han hindres i at sidde i Retten, og, da Forestilling gjor-
des derimod, sendt Høisteret et bydende og grovt Svar, al-
deles uanstændigt fra den executive til den høieste dømmende
Myndighed, som er hiin aldeles coordineret. Jeg begriber ikke,
hvor de kloge Mænd, der sidde i Statsraadet, kunne gjøre sig
skyldige i en saadan Despotisme. Sæt nu, at Odelsthinget
decreterer det hele Statsraad indstevnt for Rigsretten? Det
forekommer mig, som alt hvad idetmindste hidtil er skeet, kunde
afgjøres i største Mindelighed mellem de høieste Autoriteter,
uden at den ene traadte den anden et Skridt for nær; men
saa som man nu teer sig, kan heller ikke jeg troe, vor For-
fatning har lang Varighed.
6te April.
Der var stort Assemblee hos Mad. Collett, hvorimod de
foregaaende ikke bar Vand. Omtrent 350 Mennesker vare
indbudne. Der er vel heller ikke i Christiania en saa sam-
menhængende Række af Selskabsværelser, hvortil hele anden
Etage kan bruges, og hvor man kan gaae fra det ene til det
andet i fortløbende Række. Beværtningen var særdeles smag-
fuld, og naar man klagede over, at Opvartningen ikke over-
alt var saa god, som den maatte ønskes, saa burde man be-
tænke Vanskeligheden for Tjenerne i at holde Orden i en saa-
dan Sværm, der tildeels er i uophørlig Bevægelse fra det ene
Værelse til det andet. Den eneste Mand, jeg har kjendt, som
kunde overholde stadig Orden ved saadanne Leiligheder, var
John Collett, og han var endnu ikke kommen i sin Grav, da
det viste sig, at om han end efterlod Familien sin Kappe, saa
efterlod han den ikke sin Aand.
|
| s.405 |
9de April.
Nationalbladet indeholder et saare mærkværdigt Feidebrev
fra Grundtvig til Baggesen med følgende ikke mindre mærkelige
Indledning af Stenersen: "For at give Nationen Anledning
til at lære den Mand at kjende, som saamange have kaldt et
hovmodigt, ukjærligt Menneske, endog han sikkerlig hver
Dag gaaer af et ydmygt Hjerte med Bøn ind for
Guds Ansigt, bedende ikke blot for sig selv, men
og for os, ja selv for dem, som ham hade og for-
følge, ønsker Indsenderen, at De vil i Nationalbladet ind-
føre af Kjøbenhavns Skilderie hans aabne Feidebrev til Bag-
gesen; thi saa umiskjendeligen taler deraf den rene, sande
Kjærlighed, at neppe nogen sandhedskjærlig Mand kan læse
disse Ord, uden tillige at vorde overbeviist om, at hvis han
taler haarde Ord, da er det vist netop Kjærlighed, Kjærlighed
til Gud, Sandhed og Menneskenes Sjele, der driver ham til saa
at tale". -- At just saamegen Kjærlighed fremlyser af dette
Digt, kan jeg just ikke sige, men deiligt er det, det maa jeg
tilstaae, og aander, som alle hans Arbeider, varm Religiøsitet.
Et Stykke i Baggesens Maanedsskrift Danfana har givet An-
ledning dertil, og det er til aaben afgjørende Kamp for og
imod Aabenbaringstroen, han opfordrer Baggesen. Af tre
Grunde troer Sverdrup, med hvem jeg talte længe derom i
Aften, at der intet bliver af denne Kamp, eller idetmindste
intet kommer ud af den. Først mener han, som rimeligt er,
at Baggesen vil bortfjase eller bortdeclamere det Hele i sin
sædvanlige Maneer. Dernæst finder han, at en saadan Strid
neppe kan føres, naar Forordningen af 27de September 1799
skal holdes i Ære, da der fra den ene Side maa gjøres An-
fald mod den christelige Religions Grundvold, hvilket, naar
Cancelliet eller det theologiske Facultet vilde gjøre hiint Lov-
bud gjeldende, ei kunde tillades; og endelig kan Grundtvig
som Aabenbaringens Forsvarer umulig gaa som Seiervinder
|
| s.406 | af en Kamp, hvor det ene Partie støtter sig blot paa Troe,
det andet paa Grunde, som hos enhver Læser, hvis Sinde-
lag ei er christeligt, vilde beholde Overvægten. -- Ellers for-
talte han, hvad der vistnok er mærkværdigt, at næsten alle
tydske Philosopher ere Grundtvigianere, og at Schelling
og en (mig ubekjendt) Hegel staaer ganske ene. Det er en
synderlig Vending, Tingene havde taget. I det Litterære som
i det Politiske kunne de sidstforløbne Decennier veie op med
ligesaamange foregaaende Aarhundreder. -- Man tvivler om,
at Universitetsfundatsen sanctioneres, da Treschow skal have
meget imod den. Nægtes Sanctionen, vil Sverdrup give i
Trykken Statsraadens Betænkninger som Professor i Begyn-
delsen af 1814, der ere hans nuværende Mening aldeles mod-
satte, og paa hvilke det academiske Collegiums af Storthinget
bifaldte Udkast for en stor Deel grundede sig.
10de April.
Gud veed, hvorledes det om kort Tid gaaer med min
Dagbogsskrivning, som jeg vilde fortsætte -- for det første til
mit 50de Aar. Hver Dag bliver fattigere paa Æmne, og
havde jeg ikke den staaende Artikel: Aviserne, kunde jeg fristes
til at lade mangen Dag staae aldeles blank. Min Correspon-
dance, min Omgang og min Lecture ere alle af den Beskaf-
fenhed, at lidet eller intet kan siges derom.
I Intelligenstsseddelen taler en Bombastus Großsprecher,
der umiskjendeligen betyder Amtmand Falsen, noget om Adel-
skab. Rigstidenden melder Assessor Langes Udnævnelse til
Professor juris og Procurator Steenbuchs til Lector i samme
Videnskab.
12te April.
Mit Langfredagsotium anvendte jeg til at skrive en Af-
handling under Titel: Kong Frederiks Universitet;
hvorvidt nemlig vor Høiskole fremdeles bør bære dette Navn,
|
| s.407 | som nogle finde upassende, og som maaskee ei heller Regjerin-
gen er tilbøielig til at lade den beholde. Jeg fremførte den
Indvending, Vangensteen i privat Samtale meddeelte mig, at
Frederik den Sjette lidet eller intet har gjort for Universitetet,
og den Yttring i Nationalbladet, at det var af Frygt for
Selskabet for Norges Vel, Kongen stiftede det. Denne sidste
gaaer jeg imøde med den simple Paastand, at vi kun for Guds
og Samvittighedens Domstol ere ansvarlige for vore Handlin-
gers Bevæggrunde, og at det kun er Handlingen selv, andre
Mennesker kunne bedømme. Denne er i dette Tilfælde aldeles
evident. Som Danmarks og Norges suveræne Konge stiftede
han Universitetet, udnævnte Professorer og kjøbte det en Gaard;
under hans Regjering holdtes academiske Forelæsninger og op-
toges academiske Borgere; sit Løfte om et betydeligt Antal
Bøger til Grundvold for Bibliotheket har han endnu efter Ri-
gernes Adskillelse opfyldt; udisputerligen er han altsaa Høi-
skolens Stifter, og skal den opkaldes efter noget Menneske, bør
det være efter ham. -- Men jeg gaaer endnu et Skridt vi-
dere og viser, at, som Udfaldet nu blev, skeede Norge en langt
større Tjeneste ved Universitetets Oprettelse, end om vi fremde-
les vare forblevne i Forening med Danmark. Jeg opregner
endeel Omstændigheder, som maaskee stedse vilde hindret
dets fuldkomne Uafhængighed og gjort det til et Filialinstitut
af Kjøbenhavns Universitet. Efter den Vending derimod, som
Sagen tog i 1814, vilde Norge uden Universitetet været me-
get ulykkeligt. Et af to lod sig tænke: 1) At man i 3 a 4
Aar havde udholdt Selvstændighedskampen, i al den Tid væ-
ret uden noget høiere videnskabeligt Institut, Adgangen spær-
ret vor Ungdom til ethvert udenlandsk Universitet og Landets
Nød gjort det umuligt at oprette et indenlandsk Universitet,
og da vilde et Barbari udbryde, som der vilde behøves flere
Decennier til at rive os ud fra, end Aar til at styrte os i --
eller 2) At det var skeet, som nu skeer. Lad os antage, hvad
|
| s.408 | dog ei var rimeligt, at Universitetet var bleven stiftet endnu
inden Udgangen af 1814. Hurtigere kunde det slet ikke gaae,
end det forhen gik. Altsaa sidst i 1817 vilde Universitetet
staaet paa det Punkt, hvor det nu stod 1814. Hvor skulde
imidlertid vor studerende Ungdom tye hen? til Kjøbenhavn?
Det tillod ikke Landenes politiske Stilling. Altsaa til Upsala
eller Lund! og hvad deraf vilde flyde, antyder jeg med Deli-
catesse, dog saaledes, at det ikke kan misforstaaes. "Er nu
den i høiere Grad min Velgjører, der skjænker mig en Penge-
sum, hvorved jeg seer en trykkende Nød afhjulpen, end den,
der med en ligestor Gave sætter mig istand til at kjøbe et
undværligt Møbel eller tage Deel i et Lystpartie, saa er
Frederik den Sjette, som Universitetets Stifter en sandere
Velgjører for Norge, end om han fremdeles havde været Nor-
ges Konge". Jeg tilstaaer, at saadant ikke var i hans Plan,
men troer derhos, at Udfaldet i saadanne Ting ogsaa bør komme
i Betragtning. Til Slutning bekjender jeg, hvorfor jeg har
skrevet alt dette: ikke fordi jeg anseer en saadan Titel vigtig
for et Universitet, men Stifteren selv opkaldte det efter sig, det
har hidtil i alle offentlige Documenter ført dette Navn, Stor-
thinget vil, at det fremdeles skal kaldes saa, nu mangler blot
Kongens Sanction, og hvad, om denne nægtedes? Hvad
Grund kunde tænkes dertil? Ikke Ligegyldighed for Universi-
tetet, ikke Had til Kong Frederik, ikke Ringeagt for Folkets
Stemme, -- formodentlig altsaa Frygt for, at en pligtstridig
Hengivenhed til den danske Regjering ved denne Benævnelse
kunde vedligeholdes hos den studerende Ungdom. Denne
Frygts Ugrund viser jeg kortelig. Jeg fortæller Regjeringen,
at vor uforandrede Taknemlighed mod fordums Velgjørere bør
være den Borgen for, at vi med lige Taknemmelighed ville
modtage og mindes de Velgjerninger, den beviser os, og ender
med den Forsikring, at om der end ere mange endnu, som
havde ønsket Norges Uafhængighed i Fred med alle Jordens
|
| s.409 | Nationer men uden Forbindelse med nogen af dem, saa er
der vist ikke tyve Mænd i Norge, der ønske, og om Leilighed
gaves, vilde række Haand til Gjenforening med Danmark. --
Jeg indsender dette imorgen til Nationalbladet.
13de April.
General Haxthausen umagede sig i Dag personligen til
mig, for at gjøre mig et Propos, som var mig ikke behage-
ligt. Hans Datter er syg, og nu spurgte han, om det ikke
lod sig gjøre at opsætte Confirmationen til Søndag otte Dage,
da Thulstrup havde lovet at faae hende frisk. Jeg svarede, at
jeg intet torde afgjøre i den Sag uden Bispens Tilladelse, og
lovede at skrive ham til derom strax, hvilket jeg og gjorde i
et officielt Brev, der blot indeholdt Factum og Forespørgsel,
med et confidentielt Tillæg, hvori jeg sagde min Mening om
Sagen: at jeg nemlig fandt det betænkeligt at give saadan
Tilladelse i Tider som nærværende, da enhver Bagatel paa-
ankes i Intelligentsseddelen og Nationalbladet: at det maatte
gjøre ubehagelig Opsigt i Publicum, at tillade saadant i Fa-
veur af en General, som en Huusmand eller Kanthugger
hverken vilde forlange eller erholde: at det kunde synes haardt
at 77 skulde rette sig efter een, og: at det lod sig tænke, at
selv i dette Uføre fjerntboende Paarørende kunde reise hid
flere Mile, i den sikre Forventning, at Confirmationen skulde
skee næste Søndag, -- og hvor ubehageligt da for dem at
høre, den var opsat i 8 Dage. Jeg troede altsaa Frøken
Haxthausen, hvis hun ei kunde blive frisk til den anordnede
Dag, og ei vilde bie til Mikkelsdag, maatte henvises til den
Tilladelse, Enhver, som er bleven syg, har at lade sig confir-
mere en anden Prædikedag. -- Man faaer nu see, hvad Me-
ning Bispen er af. Jeg nægter ikke, denne Opsættelse, om
den bevilliges, af flere Aarsager vil være mig meget ubeha-
gelig.
|
| s.410 |
Jeg havde flere saadanne Ærgerligheder, som det ikke er
Umagen værd at optegne, og naar jeg da er i ondt Humeur,
ligger al Verden paa mine Skuldre. Saaledes harmedes jeg
da og over, at jeg Paaskeaften ei alene maatte op i Slots-
kirken og forrette Brudevielse og Barnedaab, men ogsaa (for
en saare ringe Betaling) traske op til Krigskirkegaarden i af-
skyeligt Søle, medens Borch for at tjene Lumholtz, der en
Helligaften, om han er noksaa frisk, aldrig forretter det rin-
geste eller taler med noget Menneske, agede i stadselig Karm
til Byens Kirkegaard, hvorhen 3 Præster skulde følge en Reb-
slagermadames Liig. -- Det skeede med mit Minde, det for-
staaer sig, thi Tværhed er ikke min Feil, men det er imperti-
nent, at saadant forlanges.
Efter Almänna Journalen, hvilken Sverdrup roser som
en ypperlig Avis, fortælles i Rigstidenden den mærkelige
Nyhed, at de holstenske Jordegodseiere have protesteret mod
de dem paalagte nye Skatter, og ville, hvis Kongen vedbliver
sin Trudsel om militair Execution, appellere til den tydske
Rigsdag.
15de April.
Jeg har nu ikke hørt Stenersen siden han, som Catechet,
holdt den mærkelige Prædiken om det jordiske og himmelske
Rige. Idag prædikede han i Byens Kirke, og jeg besluttede
at gaae derhen med min Kone. Istedetfor den Basunlyd, der
2den Juledag 1814 accompagnerede et Par jevne Bededags-
psalmer, havde vi idag til virkelige Høitidssange ikke engang
Orgelspil. Ventelig har Organisten været syg, eller Orgelet
er beskadiget. Stenersens Prædiken var i en langt anden og
bedre Maneer end den forrige. Det var en skjøn, bibelsk,
meget fattelig Tale, der blot behøvede at fremsiges af en
Brun for at høres med uindskrænket Bifald. De Ord i
Evangeliet: "Bliv hos os Herre, thi det stunder til Aften
og Dagen helder," var hans Text. Han tilstod, at Ordene
|
| s.411 | vel tildeels vare sagte med Hensyn paa Jesus, den ubekjendte
Vandringsmand, som Disciplene tilraadte at søge Huusly hos
dem, og ikke gaae ene i Mørket den vildsomme, usikre Vei;
men de sagdes vel ogsaa med Hensyn paa dem selv, hvis
beklemte Hjerter ængstedes mod den indbrydende Nat, og be-
høvede den Styrke, hans trøstende Skriftfortolkning om den
lidende og opstandne Messias tilbød dem. Dette anvendte
han paa Mennesket, der ængstes over sine Synder, og som hos
Jesus søger og finder Trøst. Det udførtes vistnok aldeles i
den Aand, man for et Par Decennier siden gjorde latterlig
som den crasseste Orthodoxie; imidlertid naar Omvendelse og
Fremgang i det gode, som Stenersen ogsaa formanede til, ei
tabes af Syne, er det vistnok en saare trøstende Lære, hvor-
med vore Fædre befandt sig saa vel, at vi ikke gjøre ilde i at
gribe igjen til denne Støtte fremfor de brækkelige Siv, det
attende Aarhundredes Morallærere og Oplysningsprædicanter
bød os at helde os til. Den, der taler saaledes som Stener-
sen idag (og som hverken han selv eller Grundtvig altid
gjør), i en Tone, der hverken er intolerant fordømmende eller
seer ud som Affectation, og som iøvrigt ei slavisk binder sig
til et Æmne, men forkynder den hele christelige Troes- og
Sædelære, han fører vel sine Medchristne paa en sikrere Vei
til Guds Rige, end vi andre gjorde for en Snees Aar siden.
-- Endnu berørte han i Forbigaaende, at Guds Kirke under-
tiden er i en Forfatning, da den sande Christne ogsaa kan
stemmes til at gjøre hiin Bøn. Og bør da end ikke Tanken
om den sandsynligen indbrydende Nat bevæge ham til at ansee
denne som en Tid, "da man ikke kan arbeide," og da han
altsaa ørkesløs maa see den tiltagende Fordærvelse, saa vil
denne Bøn: "Bliv hos os Herre!" styrke ham i hans Haab,
at hans Arbeide ei skal vorde frugtesløst.
Jeg fik i Dag 4 Breve. Det ene var det fra Biskoppen
med Afslag paa Haxthausens Andragende. Bech omskandser sig
|
| s.412 | med en Mængde Forordninger og Rescripter, af hvilke han
uddrager, at Confirmation for den Enkelte kan foretages en
følgende Søndag, men ikke i det Hele udsættes. -- Det andet
Brev var fra Præsten Grøgaard, som takker mig meget for
den Opmærksomhed, jeg har vist hans Læsebog, og forsikrer,
at han altid vil sætte høi Priis paa min Agtelse og Yndest.
Dengang indhøstede da min Flid og Oprigtighed mig behage-
lige Frugter. Endelig fik jeg fra det stockholmske Bibelselskab
en ubeskreven Convolut, hvori 3 Smaaskrifter. Af disse har
jeg læst en Indberetning fra det Engelske Bibelselskab, hvis
Virksomhed og Progresser ere i Sandhed forbausende. Vi
Nordmænd ere dog bitte smaa -- mindre endnu i religiøs
Aand og Energie end i Folketal og Formue. Kronprindsen
lagde dog virkelig efter Rosenblads Anbefaling en god Grund,
men hvad er bygt og hvad bygges paa den? Fra nogle
Sider maa jeg ære Biskop Bech som driftig og duelig Em-
bedsmand, men at han i denne religiøse Gjæring er til For-
bandelse og ei til Velsignelse for vort Stift og for hele
Norge, at den Modvægt, han sætter Bigotterie og Grundtvi-
gianisme, er Aarsag i, at det Skadelige og Overdrevne deri
faaer Spillerum, det Gavnlige derimod dølges eller qvæles,
at han i sand christelig Oplysning sætter os tilbage, istedet
for at lede os fremad, -- give Gud, at min Anelse herom
maatte være overspændt eller ugrundet!
|
| bla bakover |