|
29de Februar.
Omtrent med samme Følelse som den, hvormed jeg læste
Tiecks Rothkäppchen, har jeg læst Goethes Faust; kun
er der den Forskjel, at en Ulv hist myrder et uskyldigt Barns
Legeme uden at kunne ihjelslaae dets Sjel, hvorimod Faust
her, under en Djævels Anførsel, med allehaande Spas og Nar-
restreger røver en vakker, elskværdig Piges Uskyld, og at hen-
des Anger i Herrens Tempel, under høitidelig, rystende Chor-
sang, gjøres til en latterlig Farce. Mephistopheles selv synes
paa en usynlig, skjønt kraftig Maade at have virket ved dette
Stykkes Udarbeidelse. At imidlertid Goethes Genie heller ikke
her lader sig miskjende, vil jeg aldrig negte.
1ste Marts.
I Odelsthinget decreteredes eenstemmig Friskydsens Ophæ-
velse. -- Lagthinget har skiftet Locale, siden jeg sidst var der.
En ubetydelig Skranke skiller Repræsentanterne fra Tilhørerne,
og selv under Forhandlingerne hersker fuld Conversation mel-
|
| s.378 | lem dem. Saaledes talte jeg i Dag med Aall, Falsen, Bar-
lien og Bonnevie midt under Debatterne. Den sidste Para-
graph af Anordningen om det beneficerede Gods, hvortil Nan-
sen vilde have et Par Tillæg, afhandledes. Det var pure
Bagateller og angik det vigtige Spørgsmaal: hos hvem af
Bygselcommissairerne Protocollerne skulde gjemmes. Alligevel
vrøvledes og kjævledes herover henved et Par Timer. Nansen,
Falsen og Bonnevie vare Hovedkjæmperne. Lange som Præ-
sident tog altfor meget Partie, og vilde derved i en vigtigere
Sag berøvet sig selv den Evne, Christie besidder i saa ud-
mærket Grad: med koldt Blod at overskue Debatternes Gang,
og trods alle Sidespring, der gjøres, at holde Traaden saa
fast, at et lyst og fuldstændigt Resultat af det Hele kan frem-
sættes som Norm for Voteringen. Paa Bænken viger nok
Lange for Ingen, men paa Præsidentstolen troer jeg endog
Weidemann overgaaer ham. Jeg har seet Bergh beklæde den,
og troer, at der vel endnu var 3 -- 4 Lagthingsmænd, der
kunde beklæde den med større Hæder end Lange.
Den Titel, Major Wetterstrand gav mig forleden Dag,
grunder sig paa Grev Brahes bestemte Udsagn endnu da Kron-
prindsen var her, at jeg, Neumann og Wergeland vare blevne
Hofprædicanter. Har man betænkt sig, eller vil man udsætte
Denominationen til Kongens Ankomst, der nu med Sikkerhed
bebudes i Mai? -- Grev Essens lille Søn, en 10 -- 11 Aar
gammel Gosse, er bleven Cornet.
2den Marts.
I første Hefte af dansk Minerva læste jeg en saare
interessant Afhandling af Rahbek, hvor han imod Nyerup og
Høst søger at bevise, at en nøiere litterair Forening mellem
de tre nordiske Riger er umulig, og at, ligesom Sprogenes
Amalgamation hverken er ønskelig eller tænkelig, saa vil og
hver af de tre Rigers Litteratur beholde sit Særegne, som
man ikke engang bør attraae eller stræbe at betage dem.
|
| s.379 |
3die Marts.
Commandeur Rothe fra Kjøbenhavn er kommen herop for
at hente de danske Orlogsbrigger, hvorimod dog, efter Heger-
manns Sigende, fra vor Regjering gjøres kraftige Indsigelser.
4de Marts.
Jeg har begyndt at læse med en ny Confirmand: en 17
Aars gammel Slave, liden og spæd av Væxt, inddømt til
Fæstningsarbeide paa Livstid. Han er født i Ringsager paa
Hedemarken, og skal allerede være en gjennemdreven Skjelm,
hvis Paafund for at rømme fra Tugthuset og hvor han før
har været arresteret, jeg har hørt omtale med Beundring.
Han læser ret godt, synes ei at mangle Fatte-Evne, og under
bedre Auspicier kunde jeg maaskee i ham havt en af mine
forstandigste og haabefuldeste Confirmander. Nu er han vel
desværre forloren for sit Livs øvrige Dage. Han fortalte, at
hans Moder fra Barndommen af har anført ham til Tyverie,
men hvorvidt der kan fæstes Liid til denne unge Spidsbubes
Ord, veed jeg ikke. Jeg er bleven narret to Gange, og tager
herefter ikke mere Notice af hvad de Mennesker fortælle mig.
Endelig fik jeg udlæst Balles Bibellæsning over
Matthæi Evangelium, holden 2 Vintre i Helliggeists
Kirke i Kjøbenhavn. En Homilie om Dagen var alt, hvad
jeg kunde fordøie. Værket bestaaer af to meget tykke Bind,
og er, som alt, hvad Balle skriver, trættende vidtløftigt, fuldt
af Gjentagelser og overflødig Detail, og ofte i en altfor po-
lemisk Tone. Dog kan man ikke nægte, at som Forfatteren
udbreder Lys over mange af menige Mænd uforstaaede eller
misforstaaede Steder, og med seirende Grunde gjendriver de
fleste af Modstandernes futile Indvendinger, saa maler sig især
hans Hjerte saare elskværdigt i det hele Foredrag; man seer,
det er af fast Overbeviisning han taler, og at det er hans
inderlige Ønske, at oplyse, forbedre og berolige sine Tilhørere
|
| s.380 | og Læsere. Min Kjærlighed og Høiagtelse for den ærværdige
Olding tiltog, om muligt, under dette Skrifts Læsning.
5te Marts.
Ikke i lang Tid har jeg hørt saa fornuftige Debatter
som de, der idag foregik i Lagthinget. Der var ingen unyt-
tig Snak, ingen personlige Stiklerier, og Resultatet, hvortil de
ledte, var, hvis Storthingets Plenum tager Notice deraf, uden
Tvivl saare ønskeligt. I ethvert Tilfælde er det behageligt at
kunne gjøre to af de Mænd, der ellers mistænktes som rænke-
fulde Demagoger, der smigrede Bønderne for at beherske dem,
en fuldkommen Æreserklæring, da de i denne Sag have op-
ført sig som sande Hædersmænd, og derved muligens forspildt
den Pøbelyndest, de troedes at attraae. Hvorledes Sorenskriver
Weidemann gjorde Motion mod Conscriptionssystemet (andet
er dog ikke den Forpligtelse, der paaligger Enhver, at gjøre
personlig Tjeneste ved den staaende Armee) har jeg før om-
talt. Trods Bøndernes Modstand fik han udvirket, at en Com-
mittee nedsattes, der skulde fremkomme med et nyt, paa mere
liberale Principer bygget Forslag. Denne Committees Plura-
litet var imidlertid i det væsentlige enig med den ældre, og i
Odelsthinget antoges som Hovedprincip, at Værnepligten skulde
være personlig med de Modificationer, som siden nærmere be-
stemtes. Sagen kom nu for i Lagthinget og Principet frem-
sattes først til Afgjørelse. Tank aabnede Debatterne med en
heftig Tale, hvori han henviste til det Ødelæggende i den
franske Conscription, og gjorde Thinget opmærksom paa det
Fornedrende i at antage et System, som nu over hele Europa
erkjendtes fordærveligt for Culturs og Sæders Fremme i et
Land, og som et frygteligt Middel i en Despots Haand til at
underkue et Folk. Major Schjøtt svarede kortelig, at det var
Grundlovens udtrykkelige Ord, som ei kunde forandres. Dy-
bere i Texten gik Generalauditeur Bergh og Foged Bøgh, mod
hvilke Tank en Tidlang stod ene og besvarede deres Indven-
|
| s.381 | dinger med Kraft og Fasthed. Nu fremtraadte en ny Kjæm-
per i Nansen. Han gik et Skridt videre, og viste i en tem-
melig udførlig Deduction den store Forskjel, der var paa Lan-
dets Tilstand nu og da Grundloven blev forfattet, og at for-
mildende Modificationer, som da ei kunde finde Sted, nu kunde,
maatte og burde gjøres gjældende. Modstanderne vendte nu
deres Vaaben mod ham, og Tank blev fra nu af blot Inter-
locuteur. Endnu syntes imidlertid Seiren tvivlsom, da Fal-
sen, som jeg ansaa for en af den almindelige Værne-
pligts ivrigste Forsvarere, traadte over paa Nansens Partie.
Med mere flydende Tunge end denne, og koldsindigere end
Tank, tilføiede han deres Mening, som han iøvrigt bifaldt,
den Omstændighed, at Grundloven aldeles ikke bød almindelig
Udskrivning til Militærtjeneste. At værne om Fædrelandet er
hvert Individs Pligt  at forsvare det, hvilket naturligviis
maa være inden dets Grændser, da Fienden ikke angriber det,
før han staaer der. Derimod kunde en despotisk Fyrste, ifølge
Grundlovens § 25 og 26, just blotte Landet for Forsvar,
naar han kunde commandere vaabendygtigt Mandskab af alle
Stænder ud af Landet, da nogle 100 eller 1000 uretteligen kunde
foregives at være dræbte, uden at dermed kunde holdes Control.
Med ham istemte nu N. Aall, Ræder, Sibbern og Lange, og
Bergh stod nu ene ligesom Tank før. Jeg yndede ikke Sagen, han
forsvarede, men hans Forsvarsmaade kunde jeg ikke nægte mit
udeelte Bifald. Den Lethed, hvormed han opfangede enhver
Indvending, besvarede den uden Ordspilde og Rabulistudflug-
ter, den Finhed og bon ton (om jeg saa tør kalde den), der
betog selv Ironi og Bitterhed alt fornærmende, fortjente vir-
kelig at fremstilles som Mønster paa en politisk Debat. Det
hjalp imidlertid altsammen intet. Lange underkastede Odels-
thingets Princip Votering saaledes affattet: "Værnepligten
skal være personlig i Krig og Fred i og udenfor Landet".
Bergh protesterede herimod, da Odelsthinget ikke havde brugt
|
| s.382 | dette Udtryk, men Lange erklærede dem nødvendige som For-
klaring over den Sag, der debatteredes, da Ingen bestred hver
Borgers Forpligtelse til i Krigstider at værne om Landet in-
denfor dets Grændser. Ved Pluralitet bifaldtes, at Quæsti-
onen fremsattes efter Langes Forslag, hvorefter den person-
lige Værnepligt forkastedes med 15 Stemmer mod 5. Disse
vare Barlien, Bergh, Bøgh, Rasmussen og Schjøtt. (Bon-
nevie og Borchsenius vare fraværende). Jacob Aall, som un-
der Odelsthingets Pause stod udenfor Skranken, var hjerte-
glad. Han er tre Gange overstemt: paa Eidsvold, i Com-
mitteen og i Odelsthinget, men gjør sig nu det sikkre Haab,
at Lagthingets Mening vil seire in pleno, da der nu ialt er
43 Stemmer mod Odelsthingets Beslutning.
6te Marts.
Den politiske Kandestøber spiltes i Aften, og man
maa vide Directionen megen Tak, at den herved foreholdt de
selvkloge Storthingsbønder et Speil, hvori de, om de vilde,
kunde seet deres sande Skikkelse som de gaae og staae her i
Verden. De fleste af dem indbilde sig vist ligesaa fast som
de 12 Mænd i collegium politicum at kunne regjere en
Stat; ligesaavist som Herman von Bremen ansaae det tjen-
ligt, at en Haandværksmand af hvert Laug skifteviis blev Bor-
gemester, ligesaa vist vilde nok en Ole Haagenstad, en Ole
Bjørnsen, en Guldbrand Tandberg o. Fl. finde, at Norge var
vel tjent med, om de en Tidlang sad i Statsraadet, og det er
neppe at formode, at deres Øine ere eller ville blive saa ha-
stig opladte, som Hermans blev det.
7de Marts.
Med dens unægtelige Ufuldkommenheder synes mig dog
Balles Lærebog at have bestemt Fortrin for alle andre i vort
Sprog existerende. Campes finder jeg derimod at være den
sletteste af dem alle. En Religionslærebog, hvor Jesu Op-
standelse ikke nævnes, hvor Moralen er affattet i korte usam-
|
| s.383 | menhængende Aphorismer, som paa andre Steder indeholder
sidelange Raisonnements, der kunde passere i en Læsebog,
men var dog meest passende i en Prædiken, -- sandelig, den
fortjener ikke den Celebritet, den i sin Nyhed vandt, eller den
Ære, man har gjort af den, at gjøre den til Ledetraad for
den meest cultiverede Ungdoms Underviisning.
I Aften var jeg og min Kone i stort Assamblix og
Qvindeselskab hos Statsraad Collett. Om saadanne Selska-
ber er kun lidet at sige. Man svæver om en Times Tid eller
to, og taler snart med En, snart med en Anden. Saa kom-
mer man til et Spillebord, faaer Smørrebrød, Kage og Iis,
og naar Betene er udspilte, bukker man for Vært og Vært-
inde, og gaaer sin Vei. Der var naturligviis alt hvad stort
og fornemt er, Excellencen inclusive. Bugge var uden Nord-
stjerne, hvilket man inden Essens Ankomst afmalede ham saa
farligt, at jeg troer, han gik sin Vei eller blev i Tobaksværelset.
8de Marts.
I Nationalbladet stod et meget haardt Manifest mod den
danske Regjering, nærmest foranlediget ved Commandeur Rothes
Mission, men iøvrigt indeholdende en lang Liste over alle de
Fornedrelser og Forurettelser, Norge har maattet lide under
alle de danske Konger, Christian den fjerde undtagen, hvoraf
loves Fortsættelse i næste Blad. At Nationalbladet ei her
kan betragtes som Oppositionsblad, er nok altfor vist. De
Følelser, her udtrykkes, deles vist i den svensk-norske Regjering
og en betydelig Deel af den norske Nation. Om ogsaa den
danske Regjering vil tie til disse Invectiver, om det ikke af
en Konge og et Ministerium, med hvilke den staaer i Freds-
forhold, vil reqvirere Forfatteren opdaget og straffet, om ikke
vor Regjerings formodede Vægring vil forøge den Spænding,
som upaatvivleligen finder Sted, om ikke hvad der nu tales
og skeer er Forspil til Krig med vort forrige Broderland --
det er en Tanke, jeg ikke vil nægte foruroliger mig. Og hvo
|
| s.384 | der da sidder fastest, Frederik den sjette eller Carl Johan? ja
det veed Gud. Saameget er mig klart, at Norge aldrig i
Evighed kaster sig meer i Danmarks Arme, at det bliver
Sverige urokkeligen troe, naar det ei kan bestaae for sig selv,
og at, om Broderrigerne overvældes af den østlige Naboe
(hvilket dog med Mod, Kraft og Enighed ei blev saa let),
Norge før forenede sig med Rusland eller England end med
Danmark. Et Par Decenniers Adskillelse vil sandsynligviis
befæste et Nationalhad, mere indgroet og uforsonligt, end
Norges og Sveriges nogensinde var. Gud afvende den Cata-
strophe, Tidernes Tegn lader mig ane.
9de Marts.
Intelligentsseddelen er nu aldeles fredelig, og ophører
vel snart, at være en af denne Bogs staaende Artikler. --
Rigstidenden fortæller blot, at Statsraad Løvenskjold er ble-
ven Commandeur af Nordstjernen. Hvad enten det er hans
Adelskab eller hans Forhold som den Eidsvoldske Rigsfor-
samlings Medlem, der har tilveiebragt ham, Statsraadets yngste
Medlem, denne Udmærkelse, kan jeg ikke sige, den behager mig.
Naar han engang heldigen havde tilendebragt det vigtige Ærinde,
i hvilket han er sendt til Kjøbenhavn, da kunde han vistnok
fortjene den, og ingen af hans ældre Colleger vilde see suurt
dertil, men dermed har det nok langt Udseende. Den eneste
plausible Grund, jeg kan tænke mig, er at han holder Con-
ference dernede med Storkors og Excellencer, og at Kongen
da har villet beklæde ham med et udvortes Hæderstegn, der
ophøiede ham til deres Lige.
I Lehmanns Boglade saae jeg nogle Nummer af det
nye Bergenske Ugeblad Bjørgvin, der synes at være noget
maadeligt Gods. Jeg læste lidt i et af dem, hvori der ivres
stærkt mod Luxus, og anbefales Tarvelighed især i at -- klæde Lig.
-- Den lille Throndhjemske Tilskuer er ventelig sovet hen.
|
| s.385 |
10de Marts.
Der er faae Evangelier, jeg nødigere prædiker over, end
det om den cananæiske Qvinde. Der er, man vende det som
man vil, noget besynderligt i Jesu Adfærd ved denne Leilig-
hed; ved ingen Handling i hans Liv er det mig nødvendigere
at tænke Omstændigheder, som Historieskriveren fortier, for at
kunne sammenrime den med hans blide fordomsfrie Characteer.
I Dag tog jeg deraf Anledning til at tale om Bønnen, hvor-
vidt det kan være os tilladt i det Timelige at begjære et vist
Gode eller afbede et vist Onde bestemt med udtrykkelige Ord:
hvorvidt man kan bede efter Formularer: hvad man gjør bedst
i, at bede i Andres Nærværelse eller i Eensomhed, -- og
efterat have viist, at disse Ting i sig selv ere uvæstentlige og
beroe paa tilfældige Omstændigheder, anpriste jeg tilsidst de
Egenskaber, vor Bøn i intet Tilfælde bør mangle: Tillid
og Standhaftighed. -- Der var Orden og Sammenhæng
i Prædikenen, men Æmnet er ikke af mine Yndlingsemner:
det gjennemvarmede ikke mig selv, og da vel neppe heller
nogen af mine Tilhørere.
Det musicalske Lyceum gav i Aften Fanchon, Lire-
spillersken, og jeg havde taget Billet til mig og min
Familie. De, som jeg hidtil har talt med, fandt stort Behag
baade i Stykket og Musiken. Af den sidste er jeg ingen
Kjender, dog nægter jeg ikke, at den Mængde lette Smaasange
(jeg troer der er nogle og 40) bleve mig til Slutning lidt
trættende, og at jeg vel havde ønsket nogle Arier og Duetter
til Afvexling. Hvad Stykket selv angaaer, da ere dets Usand-
synligheder mange, og Handlingens Interesse er i mine
Øine for svag til at kaste Skjul over dem. For at gjøre
det nogenlunde begribeligt, at denne Fanchon i den korte Tid
bliver saa riig og tillige en Dame af fineste Tone, anseer jeg
to Egenskaber hos Skuespillerinden nødvendige: hun maa
være en stor Sangerinde, og hun maa have en skjøn, rank,
|
| s.386 | imposant Figur, hvis Indflydelse paa den udvortes Anstand
neppe er ubetydelig. Ingen af disse Egenskaber har Mad.
Clausen. Familieforbindelser maa nødvendig have skaffet
hende Rollen, som ellers Jfr. Lassen var ulige bedre skikket
til. Vittrup som Edvard sang ret vakkert, men spilte som
han pleier. Colban var ingen slet Saint-Val; der er dog
altid noget tvunget ved hans Spil. Det var ingen virkelig
Galning, blot en Acteur, der lod som han var det. Abbeden
spiltes overmaade godt af Ibsen, men jeg har tænkt mig ved
denne Abbed saadan en corpulent, rødkjævet, lattermild bon vivant
som Major Gøssel. Ibsens Figur er mig for spinkel. Frue Hu-
vald, Lieutenant Møller og begge Jomfruer Prydtz udførte
deres Roller særdeles godt. Holms Martin var dog det bedste
af altsammen; det var et af hans Mesterstykker. Student Vang
debuterede som Bertrand, og røbede Anlæg til at kunne blive
en god Skuespiller.
11te Marts.
Anker skal være uskyldig i Fleischers Befordring. Neu-
mann siges at have udvirket den umiddelbar hos Kronprindsen.
Jeg fik et langt og muntert Brev fra Biskop Brun. At
Geistligheden ei længer maa bortbygsle det beneficerede Gods
er han misfornøiet med, ogsaa med Principerne for Penge-
væsenet, som han troer et følgende Storthing kan omstyrte,
og finder da ingen Forskjel mellem det og Souverainens:
"Indtil vi anderledes tilsinds vorder." -- Jeg havde erklæret
mig utilfreds med den evangelisk-christelige Psalmebog. Han
siger af Hjertet Amen og spørger: "Er Bech gal, som vil
gjøre nyt Oplag af den?" -- Han spørger om Bibelselskabet
og opfordrer mig, Hersleb og de tre Storthingsbisper til at
lægge alvorlig Haand paa Værket og høfligen tvinge Bech til
at dandse efter vor Pibe (lettere sagt end gjort!) -- Inge-
manns Digte roser han; med Grundtvig er han ikke saa al-
|
| s.387 | deles fornøiet, som overalt ikke med den Oldtids Aand, alle
Danmarks og Norges virkelige og titulaire Genier ville være
besjælede af, "og det strax ovenpaa de to elendigste Farcer:
Flodens Bortførelse hist og Krigen med Sverige her, item
Vaabenstilstand, sluttet paa Moss, Frederik den sjettes Flugt
fra Kjøbenhavn og Christian Frederiks kjellingagtige Resigna-
tion, tvertimod Eed og Pligt." -- Han slutter sit Brev saa:
"Den selvstændige Stat (Norge) er som en Dreng, der har
faaet for tidlig Buxer og endnu p....r i dem."
12te Marts.
Ved at søge efter noget i første Bind af min Dagbog,
fandt jeg paa det allerførste Blad de Ord: "Efterat have
saa nogenlunde tilendebragt en ubehagelig Embedsaffaire." --
Derved vaktes dennes Erindring hos mig, og da den nu al-
deles er forbi, og min Samvittighed frikjender mig for vitter-
lig Brøde, og Sagen hverken har voldt Forargelse eller havt
andre skadelige Følger, saa vil jeg anføre den her som et
Beviis paa, hvad der maa kunne skee i landlige Afkroge høit
oppe i Fjeldbygder, naar sligt upaaanket kunde foregaae i
Rigets Hovedstad, og Embedsmanden, der tog Deel i denne
Anomalie, siden decoreres med 2 Ridderordener. Det var i
1809 eller 10, at et ungt Ægtepar kom til mig for at
skilles ad. Jeg troede i dem begge at finde ret gode Men-
nesker, kun fandt jeg hos ham en meget heftig, lidenskabelig
Character, og hos hende en Afhængighed af herskesyge Paarø-
rende, hvilken jeg fandt heel naturligen maatte mishage
Manden, der syntes iøvrigt oprigtigen at elske hende. Jeg
talte længe med dem, jeg troer endog de vare hos mig flere
Gange, -- endelig bragte jeg det dertil, at de rakte hinanden
Haanden og lovede at leve enige sammen. To eller tre Aar
efter kommer en Enkemand (saa kaldtes han) Lars T -- med
Kongebrev og to Forlovere, og begjærede at copuleres i mit
|
| s.388 | Huus. Jeg anstillede ikke videre Undersøgelse; Brudeparret og
Forloverne kom, jeg viede dem, -- og da Vielsen var forbi,
erfarer jeg, at det er den Mand, hvis Navn og Udseende og
alt jeg havde glemt, og at hans Kone levede og opholdt sig
endnu i Aggers Sogn. Jeg blev uendelig perplex, og ansaae
det for min Pligt at foredrage Biskoppen Sagen og udbede
mig hans Raad. Han gav mig den mundtlige Besked, at
da det, som var skeet, ei kunde forandres, og da Tingen ei
kunde komme under Ventilation uden at bringe mig, Brud-
gommen og Forloverne i Fortred, saa maatte jeg i Stilhed
tilholde Manden, ufortøvet at indsende Ansøgning om Ægte-
skabets Ophævelse, ledsaget af min Erklæring; skulde forme-
delst manglende Formaliteter hans (Biskoppens) Betænkning
fordres, lovede han at give denne en Vending, saa det An-
søgte maatte bevilges. Jeg sagde dette til Manden; han
lovede, men Tingen gik i Langdrag, indtil den spærrede Post-
gang Aaret efter bragte den reent i Forglemmelse. Imidlertid
gaves mig mundtlig Forsikring fra den forrige Kone og hen-
des Paarørende, at der aldrig fra hendes Side skulde skee
nogen Indsigelse, da de i Henseende til fælles Eiendom vare
forligte, og hun aldrig havde levet eller kunde leve lykkelig
med ham, -- men ganske rolig blev jeg ikke, førend hun et
Aars Tid efter indtegnedes til Giftermaal (nu ere de da
begge gifte, leve begge, saavidt jeg veed, paa eller i Nær-
heden af Grønland) og jeg hører ikke det ringeste om nogen
af dem.
Provst Munch vil udgive et Quartalsskrift for oldnordisk
Sprog og Literatur, hvortil Justitiarius Berg og Jacob Aall
have lovet ham Bidrag.
13de Marts.
I Rigstidenden staaer et ypperligt Svar til den danske
Regjerings Antagonist. Jeg finder det værd at afskrives her:
|
| s.389 | "De maa ikke vente, m. H., at finde i mig den Mand, der
vil gjendrive alle de Beskyldninger, som De har fremført mod
vor forrige Regjering. Det er Grundsætning hos mig ikke at
skrive offentlig om Gjenstande, jeg ikke tilfulde har undersøgt.
Jeg indrømmer, at den forrige Regjering henvendte sin Op-
mærksomhed mere paa Uddannelsen af Danmark end Norge, og
det er langt fra, at jeg billiger dette, men De vil tilstaae, at
mange Kundskaber og en rolig Overveielse udfordres for at
dømme, hvorvidt enhver af Deres Ankeposter er grundet eller
ikke. -- Med stærke Farver har De skildret Aarsagen til en
National-Uvillie, som det norske Folk skal føle mod dets for-
rige Konge. Jeg underskriver ikke Deres Dom, m. H., og dog
er jeg ikke en af de meget enkelte Individer, som ikke finder
meget af det, han gjorde, urigtigt. Jeg befinder mig meget
vel ved at gaae den Middelvei, som synes at være Dem al-
deles fremmed. -- De har i Overskriften angivet, at de norske
Orlogs-Fartøier ere Hovedgjenstanden for Deres Skrift, det
er derfor kun om dem, jeg taler. -- Kan De, m. H., eller
nogen tænkende Mand blandt vore Medborgere forestille sig,
at Kongen, om han tager den Beslutning, at overlevere Brig-
gerne til Danmark, gjør dette uden af Nødvendighed? Kan
De tvivle om, at Kongen og hans Raad i en Sag af denne
Natur ikke fatte de Grunde, som tale mod Overleverelsen?
Men hvis Offeret er nødvendigt, er det da forsvarligt at
ægge til Forbittrelse, ved at fremstille Sagen i det meest for-
hadte Lys? Troer De vel, m. H., at det Folk, hvis Sag
De vil tale, skal takke Dem, fordi De yttrer Frygt for, at Folket i
dets Forbittrelse vil øve Vold mod en fremmed Magts Sendebud?
Kan De for Alvor troe, at Deres Tale, istedetfor at oppuste
en Ild, skulde dæmpe den? -- Vent ikke, at jeg med ind-
vortes Fornøielse skulde see hine Brigger seile ud af vore
Havne! men skulde de vandre, ønsker jeg, at de vandre i Fred."
Rasmussen troer, at Vogt er Forfatteren, jeg gjætter paa
|
| s.390 | Generalauditeur Bergh. -- Dagens Nationalblad havde ingen
Fortsættelse af Stykket om Briggerne, og Rasmussen haabede
det vilde udeblive; dog er det ei umærkeligt. Jeg forbigaaer en
lang Apologie for en af Storthingets Beslutninger om den
nye Bank; saa kommer en ironisk Gjendrivelse af en forhen
ført Klage, at Høiesteret gageres slettere end Statsraadet. I
den Anledning tales om, at en Mand, "som for et Aar siden
var Folkets, og derpaa blev Statsraad, Ridder o. s. v. nu
gaaer til sit Hjem og beholder sin Gage, medens de andre
arbeide for deres." (Det er Motzfeldt, denne anstødelige Fa-
veur er viist; han sidder nu rolig hjemme hos sin Familie
i Bergen under det elendige Paaskud, at han som Statsraad
skal bilægge Tvisten mellem Bergen og Nordlandene samt regulere
Toldvæsenet. Paa den Maade kunde i alle Stiftstæder, ja
endog i mindre Byer være Affairer at afgjøre, som gjorde en Stats-
raads Nærværelse nødvendig.) -- Ogsaa tales om Stiftamt-
mændene. "En Mand, som ogsaa syntes at være Folkets
Mand, blev paa een Gang Stiftamtmand i Rigets mindste Stift,
Ridder o. s. v. og -- gageredes omtrent som en Statsraad,
medens ham gaves en Fuldmægtig paa Statens Bekostning for
at overtage Forretningerne, og Gaarde i Byen og paa Landet,
for at kunne tilbringe sit otium med Velbehag og hvile rolig
paa de vundne Laurbær. I dets Sted maa de øvrige Stift-
amtmænd, endog i Aggershuus, selv lønne sin Hjælp." --
Endelig findes følgende Spørgsmaal, der foregives at være
oversat fra Engelsk, men sigter aabenbart til Motzfeldt. "Ny
Kjole, Vest og Buxer med Guld paa, Hat med Fjæder, Cor-
don og Krampe, forgyldt Sabel med Port d'Epee og gyldent
Gehæng, Støvler, Sporer etc., altsammen frit og desuden 800
Pund Sterling, samt, naar Dødsfald eller Vacance indtræffer
Huus og Hjem, Mark og Fæ, og alt det som godt er; var
ikke det en god Reise Hr. Capitaine?
Borch havde det Project at lægge en Bibel og Psalme-
|
| s.391 | bog ind i Soldaternes ensomme Fængsler til deres Tidsfordriv.
Det er ikke ufornuftigt og sikkerligen velmeent, -- men jeg kan
ikke forklare det ret, men der er en indvortes Stemme, som
giver mig Ulyst til at entrere deri, idetmindste at gjøre det
til mit.
14de Marts.
Ogsaa i Dag er et Nationalblad udkommet. Fortsæt-
telsen af Stykket om Orlogsfartøierne udeblev ikke, og, skjøndt
med Høflighed og Circumspection, faaer nu ogsaa vor Regje-
ring Finter à son tour. Jeg kommer just ikke meget om
blandt Folk i denne Tid, men, saavidt jeg hører, har denne
Afhandling, som underskrives Thorstein Agdeside, vakt almin-
deligt Misnøie. Nansen skulde vel ikke her atter have været
paafærde?
16de Marts.
Intelligentsseddelen begynder igjen med sin gamle Strid-
barhed og atter er min stakkels Bisp den, man vælter sig ind
paa. Der meddeles et Fragment af et Brev, hvori han an-
melder sin Visitats og tilføier et Par Ord om sin Levemaade,
hvilke han haaber de kjære Brødres Huustroer ei optage ilde.
Han spiser nemlig almindeligvis kun een, høist to Retter til
Middag; varm Mad om Aftenen bekommer ham sjelden vel,
-- hans Aftensmad bestaaer i et Par Smørrebrød og hans
Frokost kun i et eneste. Indsenderen bekjendtgjør dette som
Beviis paa Mandens "apostoliske Frugalitet," samt paa den
fortrolige venskabelige Tone i hans Embedsbreve, hvori han
endog værdiger Præstekonen sin Opmærksomhed, og anbefaler
hans tilkommende Biograph det som et mærkværdigt Charac-
teertræk hos denne for sit Fædrelandssind udmærkede og af
Oplysningen og Fattigvæsenet fortjente Mand. -- Det maa
formodentlig komme fra en Præst; hvem anden læser og kan
bogstaveligen afskrive et saadant Circulaire? Yderst krænkende
|
| s.392 | maa det være for Biskoppen saaledes at see det ene Angreb
afløse det andet; jeg havde for længe siden ærgret mig en
Guulsot paa Halsen, det veed jeg. -- En anden forarger sig
over, at man gjør Gjæstebude for Oberst Holst, som nu skal
være i Frederikshald, og drikker hans Skaal. Det er sagtens
ilde, at man ikke synes at have reflecteret paa de mange
Stemmer, der have løftet sig mod denne Mand, men ellers
synes mig, siden man seer, at Kronprindsen ynder ham, at
man af Agtelse og Taknemmelighed mod denne, burde lade ham
vandre i Fred, da gjort Gjerning nu ei staaer til at ændre.
Et frygteligt Jordskred er forefaldet i Throndhjems Stift;
en Annexkirke er borttaget tilligemed adskillige Huse, 8 Men-
nesker ere omkomne, og sørgelige Følger befrygtes for Thrond-
hjems Bye, naar Nid-Elven optøer og Vandflommen indtræffer.
17de Marts.
Borch forærede mig et Exemplar af en Prædiken, han
har ladet trykke efter en Begjæring i Intelligentsseddelen.
Jeg skulde fast troe, at han selv har ladet indrykke Begjæ-
ringen, og trods hans Forsikring i Forerindringen er det
mig meget sandsynligt, at den er skreven for at trykkes.
Hvorfor høres Herrens Ord i vor Tid med saa
liden Frugt? er Spørgsmaalet, han har paataget sig at
besvare, og det er da, fordi den indre Kjærlighed og Lyst til
Ordet er forsvunden, og deri kan han vel have Ret. Om den
Tanke og Følesløshed, hvormed mange gaae i Kirken og sidder
der, siges der adskilligt Sandt og Godt, skjøndt just ikke nyt
eller meget indtrængende, naar man tænker sig det sagt af
Borch. Et og andet angiver han og som characteristisk ved
vor Tidsalder, som ingenlunde er det. At en god Prædikant
havde større Tilløb og hørtes med større Opmærksomhed end
en slet, at ikke blot Lærens Renhed og Sandhed, men ogsaa
Maaden, hvorpaa den fremførtes, toges i Betragtning, et
|
| s.393 | noget, der sikkerligen har fundet Sted, saalenge Prædiken er
hørt i christelig Forsamling. Man er vistnok (før som nu)
gaaet videre deri, end tilbørligt var, men at paatale saadant
tilkom en Nordal Bruun og saadanne Mænd, der ei kunne
mistænkes for at snakke for deres egen Æske, ellers mindes
man om Ræven og Rønnebærene. Den Fordring, han S. 7
paastaaer gjøres den Prædikant, der skal høres med Bifald,
er nok heller ikke vor Tidsalders, saa meget som den næst
foregaaendes. Sproget er i det Hele ret godt og correct, men
hist og her tungt, uden Liv og Aand. Bibelen citeres altfor
sjelden, især naar man betænker, at det just er Guds aaben-
barede Ord, hvis Ære den hele Tales Tendents er at haand-
hæve. Den Arrogance, jeg selv, skjøndt under en anden Skik-
kelse, i mine tidligere Embedsaar ikke var saa ganske fri for,
som er saameget characteristisk hos vor hyperorthodoxe theolo-
giske Ungdom, der har svoret til Grundtvigs Fane, og som
jeg før har paaanket hos Borch i den Tid, jeg nu og da var
saa uheldig at høre ham, findes ogsaa her Spor af, skjøndt
færre end jeg havde ventet, og overhovedet maa jeg sige om
denne Prædiken, at om den just ikke gjør ham udmærket Ære,
gjør den ham heller ingen Skam.
Professor Rosted var yderst misfornøiet med Stykket om
Orlogsbriggerne; Biskop Sørensen derimod syntes godt derom,
fandt, at det indeholder unægtelige Sandheder, og anseer
Hjelm, sin fordums Discipel, for dets Forfatter. -- Falbe
gjør ikke saare meget af den forgudede Musik til Fanchon,
men finder, at det ligner et Maaltid, der bestaaer af lutter
Desert.
18de Marts.
Den nyeste Statstidende havde intet mærkeligt uden et
langt gudfrygtigt Manifest fra Keiseren af Rusland om Na-
poleon. Jeg maa sige om den Tone, Europas Mægtige nu
|
| s.394 | omstunder affecterer, hvad Scanarelle siger til Don Juan:
"quelle diable de style prenez vous là! Ceci est bien
pis que le reste, et je vous aimerais bien mieux encore,
comme vous etiez auparavant."
Jeg tilbragte henved 3 Timer i Rigsretten, hvor Haxt-
hausens Proces vel nu snart er tilende. Aars endte sin
lange Anklage, og hans Paastand var, at H. skulde have sit
Embede forbrudt, samt betale alle de af Actionen flydende
Omkostninger, hvoriblandt da ogsaa hans eget Salar, som han
beregnede sig til 1500 Rbd. rede Sølv. Hjelm begyndte sin
Procedure med en ret passende Indledningstale, hvori han
forsikrede, at han aldrig uden klareste Overbeviisning om
Haxthausens Uskyldighed vilde fremtraadt som Defensor i en
Sag, mod hvilken han, inden han kjendte den nøiere, havde bestemt
Fordom. Allerførst lod han oplæse et meget velskrevet Ind-
læg fra Haxthausen selv, hvori denne gjennemgik sit Liv og
sin Embedsførelse fra Ungdommen af og gjorde Regnskab for
sit Forhold i den her omhandlede Sag paa en (som det fore-
kom mig) heel tilfredstillende Maade. Fremdeles oplæstes
Overkrigscommissionens i disse Dage fældede Dom med
Hensyn paa de andre Beskyldninger, som vare gjorte mod
ham, og den indeholdt fuldkommen Frikjendelse, med Erklæ-
ring i Præmisserne, at han, forsaavidt den Sag angik, havde
opført sig som en retskaffen og ærekjær Embedsmand. Der-
efter kom Touren til nærværende Sag, men nu maatte jeg
gaae. -- Deroppe hørte jeg ellers en skrækkelig Historie, som
er passeret igaar Aftes: En Underofficer var forlovet med
en Enke i Pebervigen. I Ledtog med hende begik han et
Tyveri, for hvilket han imidlertid af Kjærlighed til hende
paatog sig al Skylden og blev dømt til Tugthuset. Medens
han er der, indgaaer hun Forbindelse med en anden Under-
officeer. Han erhverver sig i Gaar Tilladelse til at gaae ud,
kommer til sin Kjæreste og saarer hende med en Kniv.
|
| s.395 | Medbeileren, som er i Nærheden, løber til; den rasende Skin-
syge støder ham Kniven lige i Hjertet og i samme Øieblik
ogsaa sig selv. Konen er uden Fare, og Politimesteren meente,
der alt i Morgen kunde holdes Forhør over hende. Kan
noget kaldes et Helvede paa Jorden, maa det Liv, denne Kone
herefter vil føre, fortjene dette Navn, hvis hun har et Gran
af menneskelig Følelse. At have paa sin Samvittighed to
Menneskers Liv, maaskee deres Salighed, Mennesker, som hun
elskede eller foregav at elske, -- Gud hvor skrækkeligt! Jeg
skulde paa Søndag været i Aggers Kirke, men efter Boisens
Raad at benytte Scener i Menigheden til at give gavn-
lig Formaning og Advarsel, bliver jeg her hjemme i Slots-
kirken, hvor i dette Slud og Søle mine fleste Tilhørere vel
blive Cadetter, Soldater og Communicanter af Almuesclassen,
men just for dem skal jeg indrette min Prædiken, saa at jeg
vel haaber, nogle Hjerter skulle røres og rystes.
|
| bla bakover |