| s.361 |
7de Februar. I Storthinget omtaltes Rigsbankheftelserne, og da jeg forstaaer lidet af den Sag, og Debatterne desangaaende vare yderst fredelige (kun mellem Borchsenius og Vangensteen vex- ledes ubetydelige Finter), gik jeg bort, efter at have oplevet den Mærkelighed, at et Forslag af Lange mellem 5 -- 6 andre gouteredes meest af Christie, og at saaledes disse to evige Antipoder gjorde fælleds Sag imod et Oppositionspartie, som udgjorde to meer eller mindre end Forsamlingens Halvdeel. Thi da een af Hovedpuncterne var afgjort, og der skulde voteres paa den anden (dette har Neumann siden fortalt mig) gik Omsted og Scharre ud for at -- ryge Tobak, eller hvad andet de vilde gjøre, og derved bleve Stemmerne lige paa begge Sider. Der ventileredes nu, om Præsidentens Stemme skulde afgjøre Sagen, eller denne henlægges i to Dage. Det sidste fandtes rigtigst, og Følgen blev, at Forhandlingerne maa opsættes til Fredag, og at saaledes den Pibe Tobak eller Avislæsen eller Conversation koster Staten nogle 1000 Rbd., som kunde været sparede. I Rigstidenden er Fortsættelsen af den Vosemoseske Feide. Grundtvig har kortelig og just ikke med megen Vit- tighed taget til Gjenmæle, og Drengen har svaret ham med end mindre Kløgt. Ellers har Stenersen, dreven af Nidkjær- hed for Grundtvigs Ære, klaget over, at hiin Samtale ind- rykkedes i norske Aviser, hvorved den hellige Mand fremstilles for Nationen fra en latterlig Side. Det bekræftes, hvad jeg formodede, at et Partie arbeider for Grundtvigs Ansættelse som Professor i Historien ved vort Universitet, men jeg tviv- ler om det lykkes. 8de Februar. En splinterny Kjøbenhavnsk Nyhed, som første Gang averteredes til Salg i den danske Statstidende den 19de |
| s.362 | Januar, har jeg i Dag været saa heldig at faae læst. Det er Hyrden af Tolosa, et Sørgespil af den umaadelig flittige Ingemann. Jeg troer ikke, der er nogen af de Inge- mannske Dramer, end ikke Masaniello, som jeg kan sætte ved Siden af dette. Vistnok støder og man her paa Remini- scentzer, og den Collision mellem stridende Pligter, der til Slutning gjør Emanuel saa fortvivlet, er ikke sjelden i Ro- maner og Sørgespil, men Ingemann har vidst at give den en original Vending, saa at man ei uden største Uretfær- dighed kan beskylde ham for Compilation. Handlingen har megen poetisk Sandhed, Interesse og Sammenhæng; den har en høi religiøs Tendents og over det Hele svæver en Aand, aldeles modsat den frivole, som idetmindste i Praxis er vor Tidsalder egen. Charactertegningen er ogsaa i mine Tanker fortræffelig. Men Ingemann synes alt mere og mere at sværme sig ind i en Ideeverden, som han med Opofrelse af Menneskets Bestemmelse for dette Liv stræber at realisere. Kloster- og Eremitliv, Pillegrimsfarter o. desl. ere i hans Øine, næst Døden, det høieste, ønskeligste Maal, hvortil Men- nesket kan fremstunde. Ligesom Ølenschläger alt mere og mere synes at nærme sig Menneskelivet saaledes som det vir- kelig er, fjerner Ingemann sig derfra, og sætter vort høieste Værd i en anachoretisk Selvfornægtelse, der ligesaalidt stem- mer med Christendommens Aand, som regelløs Omsværmen blandt denne Verdens Lyster. Fra denne Side betragtede ere Emanuel, Clara og Don Lupo mig mindre kjære, end de ellers vilde været, skjøndt jeg ikke vil nægte, at der, naar man vil see dem fra Digterens Synspunkt (og som Digter kan han vistnok gjøre denne Fordring), er megen Conseqvents i deres Skildring. Statsraad Collett er i sit eget Huus en jevn godlidende Mand og har intet af det Stive og Stramme, der i store Selskaber rigtignok er heel frastødende. Vi har i denne Tid |
| s.363 | en meget streng Kulde. Thermometret stod i Morges paa 21 Grader og i Aften paa 24. 9de Februar. Nationalbladet har ikke mindre end 3 Stykker om vort Flag. I det første documenteres, hvad forhen er sagt, at Blaat og Guult var i gamle Dage Norges, som det var og endnu er Sveriges Nationalfarve. I det tredie ønskes, at Flaget maa blive grønt med et guult eller hvidt Kors. Det andet er paa Vers, og saa curiøst, at det vel kan fortjene at afskrives heelt: Blaat og Guult. Iris! hvad kan med din Glands sig maale? Hvad kan dine Farver overgaae? Skjønnest Virkning dog af brudte Straale Var og er det Gule og det Blaae. Men om guult og blaat det ogsaa bliver, Derom lyder Spaadomsstemmen huult; Politikens Haand sit Votum skriver Med en Blaapen, dyppet udi guult. Blaa er svundne Friheds Dødninglue; Blaa er Stjernehvælvingens Azur, Blaa var vistnok Pintsefestens Due; Blaa er vor Selvstændigheds Mondur. Blaa blir Huden, som Neroner garve, Blaat er Folkets Øie, blaat dets Held. Blaa er norske Flagets Hovedfarve, Blaat man burde male Dovrefjeld. Gule ere Solens, Maanens Skiver; Guult er mexicanske Guddoms Støv; Guult det Hjul, som Statsmaskiner driver; Guult i Tvangens Høst er Friheds Løv. |
| s.364 | Blodcouleur har fordum alle Grader I en vis, nu opløst Heltehær; Nu man bløder ei paa Retirader, Ei paa Fæstninger, som solgte er! Frygt ei Norge! mere for at sulte -- For couleuret Føde djærvt du stred: Hæv dit Blik til Fjeldets gule Multe, Skue med Stolthed paa dit Blaabær ned! Sorte bruges nu Ligkistens Fjæle -- Kjære Landsmænd! mal dem lyseblaa! Følg i lysblaa Skoe med gule Hæle! Tag blaat Flor, guul Sørgekappe paa! Skjønne! værer efterdags meer kræsen Udi Valg af Skjønpletfarvens Gout! Bær den guul paa Kinden, blaa paa Næsen, Vælg kun Blaamænd for Jert Rendezvous. I, som tolke Bibelens Bogstaver, Hidindtil I Mørkets Farve bar! Bær nu paillegule Pibekraver! Og ifør Jer perleblaae Samar! Aandens Mand, som Kirkens Tinding krandser, Føi til Bededagens Litanie: "Miskundhedshimmel! giv os blaae Finantser -- Gule Lovbud -- derom bede vi." "Gid at nedrig Smigers gule Kjærner Vi til blaamalt Storhed ofre maa -- Paa det vi som lysegule Stjerner Funkle kan paa Naadens Himmelblaa!" |
| s.365 |
10de Februar. I Intelligentsseddelen documenteres Halvor Hoels Ret- skaffenhed udførligen, og vises, hvor velgjørende han er mod Fattige, hvor sønlig Mand mod sin gamle Moder, og hvilken flittig og kyndig Havedyrker han er. Fra Hans Barlien fik jeg et Brev i Anledning af hans Søns Confirmationsforberedelse. Seglet var mærkværdigt. Han har ladet afbilde det hele Dannebrogskors med FVI og CV samt Gud og Kongen og midt iblandt al den Herlig- hed Begyndelsesbogstaverne af sit eget Navn H. B. 11te Februar. Jeg fik udlæst Peder Paars, som blandt mine egne Bøger stod for Tour. Decies repetitus placebit; selv Pa- rodierne paa Homer, Virgil og Ovid kan jeg ikke laste -- hvad er vel et komisk Epos andet end Parodie paa det al- vorlige Heltedigt? Jeg vil troe, at Holberg, ligesaalidt som de fleste Parodister, Wessel f. Ex., har havt Sands for det Sublime, men at det er muligt at betragte undertiden fra et latterligt Synspunct, hvad man ellers har den sandeste Ær- bødighed for, synes jeg af egen Erfaring at kunne bekræfte. -- Derimod erkjender jeg de lange Forelæsninger, Holberg for fuld Alvor holder over en eller anden af sine Yndlings- materier, for umiskjendelige Feil ved Bogen, med hvis Ho- vedtone de aldeles ikke stemmer. Det at Holberg idelig gjen- tager sig selv, opkoger sine Indfald og Anecdoter, endog uden at sætte ny Sauce paa dem, er nok ingen Bebreidelse hos Peder Paars, da den, saavidt jeg veed, er det ældste af hans satiriske Arbeider. 12te Februar. Under Storthingspausen talte jeg med Christie, som be- klagede sig over den megen uvedkommende Snak, der førtes, og siden med Bonnevie, som omtalte Weidemanns Systemfor- |
| s.366 | andring og synkende Popularitet blandt Bønderne. -- I Klub- ben fandt jeg atter lutter Gnavspillere og ingen Mulighed at faae Bostonpartie. Den Roes -- jeg veed ikke hvem, gav dette Selskab i dets fornyede Tilstand, er uden Tvivl saare ufortjent. 14de Februar. Dagens Intelligentsseddel har atter 7 af de sædvanlige Bagateller, ingen af dem en Pibe Tobak værd. Jeg anfører blot, at Halvor Hoel beder det ærede Publicum læse Knigges Bog om Omgang med Mennesker Pag. 406 og 7 for at dømme mellem ham og hans Modstandere, og at han under Artikelen Kreature averterer til Salg "en Tyr, Bull, Oxe, sort af Couleur", som han vil sælge formedelst hans vanar- tige Luner. Denne er ingen anden end hans værste Fiende, Provst Bull, der staaer i et Forhold til hiin malicieuske Kra- bat, som vækker min Forundring over, at han kan eller vil blive en Dag længer paa Næs. Endelig ønsker Natio- nen af Hjerte, at Storthinget vil formaae Sebbelow til at være Bankdirecteur. -- I Rigstidenden fortælles efter et pri- vat Brev fra Sverig, at vor Regjering er i den bedste For- staaelse med den russiske, og at Kongen og Kronprindsen have faaet meget venskabelige Skrivelser fra Keiser Alexander. (Samme Keiser skrev ogsaa i Prinds Frederiks Tid et meget angenemt Brev til Frederik den sjette, hvorom meldes i en af de ældre Dagbøger, men det tog en Ende med Forskrækkelse). 16de Februar. Jeg har læst Tullins udvalgte Digte, efter den Seidelinske Udgave. Meget ypperligere har de sidste fire Decennier frembragt, men som det første, der ligner ægte Poesie efter en yderst smagløs Periode, som de første alvor- lige Digte (Kingos undtagne), den dansk-norske Litteratur maaske til den Tid nogensinde havde frembragt, ere de be- |
| s.367 | undringsværdige. Digtet om Søefarten er uden Tvivl det ypperste. I Correcthed og philosophisk Præcision overgaaes det vel af det andet Priisdigt (Maidagen), men i det, som udgjør Poesiens egentlige Væsen, der gjør Shakespeare til større Digter end Racine og Voltaire, har Søefarten i mine Øine bestemteste Fortrin. Dagens Nationalblad er neppe værd at nævne. Det er for det meste opfyldt med den evige Trykkefrihedssag, som jeg er vis paa 90 blandt 100 af Bladets Læsere nu er saa ked af, at det stinker for dem. 17de Februar. Den medicinske Candidat Holst overgav mig personlig en Disputats, han paa Mandag forsvarer pro licentia. Den handler de acidi nitrici usu medico, og jeg forstaaer om- trent ligesaa meget af den, som Pernille af Stygotii de alicubi- tate. -- Fleischer i Asker har faaet Vaaler Kald imod Stats- raadets Indstilling, vel ogsaa imod Billighed, da ældre, ind- sigtsfuldere og mere fortjente Mænd søgte det. Anker har nok været hans Befordrer. Intelligentsseddelen var som sædvanlig fuld af Usselhe- der. Ogsaa i dette Nummer henvender en Anonym Stor- thingets Opmærksomhed paa Sebbelow. (Mon det ikke er ham selv, der skriver de Anbefalinger?) -- Det mærkeligste i Rigstidenden er et saakaldet helligt Forbund, de to Kei- sere og Kongen af Preussen have stiftet for at vedligeholde religiøs Enighed og udbrede sand Christendom i deres Sta- ter. Var saadant kommet fra Gustav den 4de under hans Lærers og Orakel Dr. Jungs Auspicier, da vilde man ikke undret sig; men fra disse tre og just nu er et saadant Docu- ment høist overraskende. Saa christeligt det seer ud, kan jeg ingenlunde regne det blandt Tidens gode Tegn. Det synes at vidne om Forvendthed, saavel hos den Slægt, paa hvilken |
| s.368 | man vil virke, som hos de Mennesker, der vælge et saadant Middel dertil. I 5te Deel af Goethe har jeg læst Sørgespillet Egmont. Det har mange fortræffelige Steder, skjønne Characteerskildrin- ger, vedligeholdt Interesse. Men der er ved dette som ved alle Goethes Dramer (Götz og Iphigenia undtagne) noget, som frastøder mig. Her er det især Claras Characteer og Hi- storie. At en Mand som Egmont holder en Maitresse, at han er hende og hun ham varmt hengiven, det lader man passere i Dramet som i det virkelige Liv. Min Bekjendelse herom har jeg aflagt ved at omtale Forholdet mellem Prinds Friederich og Baronesse Lilliencrone. Men denne Claras hele Adfærd, det skjændige Spil, hun driver med den ømme, troe Brackenburg, hendes tumultuariske Raaben, da Egmont er fan- gen, tilsidst hendes Selvmord -- jeg har sat mig ind i Carl Moors og mange andre for mit Hjerte fremmede Situationer, hvori jeg veed med Vished, at jeg aldrig kunde komme (men ikke vovede jeg at kaste den første Steen paa Forbryderen), men det er mig plat umuligt at vende og dreie denne Clara saaledes, at hun ophører at være mig reent ud afskyelig. 18de Februar. Liebenberg nævner ikke Politik i sit Brev, og deri gjør han vel, da det Æmne i Breve fra Dansk til Normænd og omvendt aldrig kan lede til noget fornøieligt Resultat. Om Rahbek skriver han: "Han er mig en Gaade. At hans Hjerte i Grunden er varmt og ædelt, troer jeg, skjønt kun faa ville troe det. Men han er en Composition af mangfoldige stridende Cha- racteer-Elementer, og er ved sine Bizarrerier selv Skyld i, at han miskjendes og staaer saa godt som ene og forladt". Et Par Skuespillere ere hans eneste Omgang. -- Vosemose er en Broder af Fru Hostved, altsaa ingen Yngling. Statssecretair Holst er ikke aldeles tilfreds med Penge- væsenet, som nu for saavidt er fuldkommen reguleret; han |
| s.369 | troer, vi behøve 13 Aars Fred for at have sandt Gavn deraf -- men hvad andet og bedre der skulde gjøres, det veed han ikke. -- Bugge begynder nu at slaae paa lidt mildere Strænge om Storthingets Forhandlinger, da hans Forslag om det be- neficerede Gods er fulgt, og han ligeledes faaer sine fleste Ideer i Henseende til Pengevæsenet realiserede. Borchsenius og Falsen ere nu hans Bussemænd -- og sandelig! jeg an- seer heller ingen af dem for Lysets Engle. 19de Februar. Siden Holst havde viist mig den Opmærksomhed at for- ære mig sin Disputats, kunde jeg ikke undlade at gaae op og høre ham forsvare den, saameget mindre da det var første Gang vor alma mater gav en saadan Høitid. Salen var propfuld af Mennesker. En Hob Stole vare satte foran for smukke Folk, og udenfor en Skranke var Plads for de lærde Plebeier. Debatterne vare begyndte, da jeg kom. Skjelderup opponerede, og ihvorvel jeg intet forstod af Tingen selv, in- teresserede hans zirlige, correcte Latin og det attiske Salt, hvormed han krydrede sine Indvendinger. Efter ham frem- traadte Universitetets Ældste, hans Høivelbaarenhed, Statsraa- den. Hverken han eller hans Eftermand Sverdrup var hjemme i Materien, holdt sig altsaa meest til formalia, men derved fik just deres Opposition fortrinlig Interesse for mig. Sver- drup især var det uendelig morsomt at høre. Det meste var Spøg og Sproganmærkninger, men han taler deilig Latin, har et skjønt Organ, saa at ikke et Ord falder til Jorden, og de Udbrud af hans sarcastiske Lune, som hørtes bestandig, frem- lokkede ofte Smiil, stundom endog høi Latter. Det var i alt Venskab, det forstaaer sig, og tilsidst sagde han Candidaten mange Forbindtligheder, men lidt vilde dog saadant deconte- nanceret mig, og det syntes ogsaa at være Tilfældet med Holst, som ellers stod sig tappert, men talte just ikke Sproget |
| s.370 | meget flydende. -- Kl. 1_ begyndte Thulstrup. Hans første Indvending angik Oxygenet, som jeg desværre ikke har den Fornøielse at kjende, og jeg gik hjem. Da han var færdig, ophørte man, men samledes igjen Kl. 4 og blev ved til 8_, da, foruden den tredie Medicus, Professor Sørensen, -- ogsaa Keyser, Lector Dahl, Lægen Døderlein og Regimentschirurg With opponerede. -- Istedetfor at høre paa dem, fuldendte jeg herhjemme min lange Recension over Grøgaards Læsebog, som har adskillige gode Egenskaber, men udmærker sig dog ikke i den Grad fra dem, vi hidtil have, at man bør ønske den autoriseret. Jeg venter ikke, men frygter ei heller Grøgaards Mishag over mine Anmærkninger, om og disse meddeles ham in extenso. Jeg har motiveret enhver Indvending, og ud- trykt mig med Beskedenhed og Agtelse for Forfatteren, -- mere kunde jeg ikke gjøre uden at fornægte min Overbeviisning, og det forlanger vel hverken han eller Bispen. 20de Februar. Saugene, som nu to Gange har gjennemgaaet begge Thing, var Dagens Orden paa Storthinget. Odelsthingets Lovforslag om uindskrænket Frihed for enhver Eier af Skov eller Vandfald forkastedes. Derimod antoges mod 6 Stemmer en af Rambech foreslaaet Modification: at Skov og Vand- fald maatte ligge i eet Kirkesogn, eller idetmindste i to hin- anden umiddelbar tilgrændsende. De 6 Opponenter vare: Tank, Cappelen, Vangensteen, Sibbern og Bjørnskov -- den sidste vistnok paa sin Principal Rosenkrantz's Vegne, der har skrevet en Pjece til Forsvar for de hidtil gjeldende exclusive Privilegier. 21de Februar. I Anledning af John Hansens Forslag til et Fattig- huuses Oprettelse paa Grønland tilstillede jeg for nogle Uger siden Bordtomt-Eierne en Subscriptionsindbydelse. I Dag |
| s.371 | fik jeg Listen tilbage, og var da af Morten Anker, Collett, Ankers Fideicommis, Steen, Andreas Lumholtz, Assessor Mat- thiesen og Pløen subscriberet 2 Tylter Bygningstømmer, 50 Tylter Bord, 27 do. Planker, 2 do. Furulast, 2000 Muur- steen, 4000 Spiger og 100 Rbd. i Penge. Det oversteg langt min Forventning, og Manden, som havde Ideen, som gik selv om med Planen, som vil paatage sig al Uleilighed og endda ovenikjøbet bidrage 100 Rbd., har gjort sig saare for- tjent af det Almindelige, ligesom jeg heller ikke noksom kan beundre Mænd som f. Ex. Collett, Steen og Matthiesen for deres Redebonhed. Den sidste giver 5 Tylter Planker og 20 Tylter Bord. Pløen derimod har her som andetsteds viist sig sparsommelig. Dagens Intelligentsseddel fortæller, at Justitiarius Berg gaaer til Kjøbenhavn og i Vogts Sted for at arbeide paa den norsk-danske Gjælds Opgjørelse, og i den Anledning lægges ham som berømt Oldgransker paa Hjerte, at skaffe os tilbage de norske og islandske Antiquiteter, som ere vandrede ned til Danmark. -- En Anonym beklager sig over, at Ulvene ud- brede sig saa i Landet og bringer i Forslag en Lov af en Kong Edgar i England, der istedetfor Skat paalagde en Pro- vinds's Indvaanere at levere 300 Ulvehoveder, samt paalagde Forbrydere at tilveiebringe et vist Antal Ulvetunger, hvorefter de benaadedes. Kong Edgar udryddede ogsaa uretfærdige Dom- mere af Landet. Jeg formoder, at det Hele er puur Dumhed. 22de Februar. Nationalbladet havde Statsprojecte genug, men samtlige af lidet Værd. Blandt andet fremtræder Hr. Sebbelow med et Finantsproject og viser "so klar als Gottes liebe Tag, at Staten er en Nar," hvis den ikke antager det. Jeg besøgte Bonnevie, som har været upasselig en 8 Dages Tid. Under Storthingspausen kom Biskop Krogh, Rambech |
| s.372 | og Schultz. Saalænge de vare samlede, spaaede de vort Land alskens Ulykker, men siden, da vi vare blevne alene, tilstod Bonnevie, at det vilde været et Mirakel, om en Nationalfor- samling i en ny organiseret Stat, ubevandret i Forretninger, kunde baaret sig fornuftigere ad, eller bragt Sagerne hurtigere til Ende, ligesom ogsaa den fornuftige og retskafne Bonde Peder Ilsaas havde sagt ham, at det ingenlunde var afgjort, at Bondestanden vilde paa følgende Storthing gjøre sig Umage for at prædominere, da det just var det nærværendes Forhand- linger, som interesserede dem meest. Jeg vil overalt haabe, at gode to Trediedele af de Spøgelser, Oppositionspartiet seer, ere blot til i dets egen Indbildning, og at denne Side maae jeg tilstaae, den ellers saa brave og ædle Schultz altid fore- kommer mig at have overdreven Ængstelse. 23de Februar. Sjette Deel af Goethes Skrifter indeholder Torqvato Tasso og Lila. Sikkerligen svævede den første Øhlenschlæ- ger i Tanker, da han skrev Correggio, men begge betragtede som Dramer, hvor langt overgaaer i mine Tanker Disciplen sin Mester! Tasso er et correct, i sit Slags temmelig fuldendt Poem; af en tænkende Mand lader det sig læse med Velbe- hag, hist og her endog med Beundring, men at see det maatte være en sand Poenitentse, om jeg endog vilde tænke mig fem Mestre samlede for at spille det. Hvad jeg skal sige om Lila, veed jeg sandelig ikke, men om Goethe skal og maa jeg sige, at jeg, hvad Geniet angaaer, stemmer i med hele Verden, at han er en stor Digter; men spørger jeg saa fremdeles, hvor- vidt Prædikatet: en ædel Digter, som Abrahamson tillagde den afdøde Evald, passer paa ham, hvorvidt han i sine Digte nø- der os til ligesaameget at elske hans Hjerte, som at beundre hans Aand, da staae vistnok i mit Hjertes Navnebog Schiller og Klopstock, Evald, Øhlenschlæger og Ingemann over ham |
| s.373 | og intet forbyder mig i Goethe at tænke mig den kolde Egoist, der heel vel kan skildre Følelser, uden selv at nære dem. -- I den Seidelinske Udgave af danske Digtere har jeg gjennemløbet Vessels udvalgte Digte, og anmærker derved blot i Anledning af Prams Vers til hans Søn, at denne, der som Yngling var en Laps, nu efter Rygtet skal være et or- dentligt, skikkeligt Menneske, dog uden Glimt af det Genie, hans Fader vistnok besad1, skjøndt man vel altfor meget har ophøiet det, da dertil nok hører noget mere end Lune og Ta- lent til at opfange og fremstille det Latterlige. De to alvor- lige Digtes Værd synes mig ei stort. Major Wetterstrand kaldte mig i Aften kongelig Hof- prædicant, rettede sig endog efterat have givet mig min sædvanlige Titel, og vakte dermed hos mig den Formodning, at saadant maaskee atter kunde være under Ventilation. De 400 Rd. Bco. vare ret gode at tage med, men jeg har nu saaledes sat mig i Hovedet, at jeg bliver valgt til Medlem af næste Storthing, og denne Udsigt er mig virkelig saa behagelig, at det skulde gjøre mig ondt, om en saadan Hofcharge udelukte mig derfra. 24de Februar. I Intelligentsseddelen er atter et grovt Stykke mod Bi- skop Bech i Anledning af Vangs Kirkes Indvielse. Der skal et stærkt Hoved og et hærdet Hjerte til at udholde saadant. En ny Ubehagelighed har han havt i denne Tid. Uagtet hans Ansøgning om at maatte kjøbe for Statens Regning en Gaard i Byen, da han finder Bispegaardens Beliggenhed ubeqvem, var afslaaet, kjøbte han Johannes Thranes Gaard, og indgik med ny Forestilling, at han nu haabede, Kjøbesummen vilde |
| s.374 | udredes og desuden en ny Etage paa Gaarden bekostes af Statscassen, men ogsaa denne er, som rimeligt, tilbageviist med Protest, og man veed ikke, hvad han nu vil gjøre. -- Halvor Hoel er nu en staaende Artikel i Bladene. Biskop Lumholtz har gjort et farligt Fald i sin Gaard, hvoraf han vel synes at restitueres, men føler dog vedholdende Svaghed og Smerte, saa det er troligt, dette Fald tidlig eller sildig kan blive en Pind til hans Liigkiste. I den Anledning har der været Qvæstion mellem min Kone og mig, om jeg, naar han døde, ogsaa naar Slottets og Byens Menigheder ei forenedes, burde søge Stiftsprovstiet. Jeg har, især i den se- nere Tid, da Fattigvæsenet er bleven mig mindre utaaleligt, følt Betænkeligheder herved, og fremfor alt spurgt: Vinder jeg virkelig i Indkomster? er jeg engang betrygget for ikke at tabe? En Samtale med Biskop Sørensen, forenet med andre Betragtninger, har i Dag stemt mig noget anderledes. Den store Vanskelighed at faae en personel Capellan igjen, naar Borch forlader mig, er den første Grund. Dette i Forbindelse med den Tanke, at mine Aar tiltage og min Helbred i nogle Henseender svækkes, bør nok bestemme min Beslutning, sæt endog at jeg ikke profiterer en Stilling. Endnu en Omstæn- dighed, som rigtignok i sig selv er en Bagatel: At en 87- aarig Olding, der kunde være min Bedstefader, er min Over- mand, det kan aldrig krænke mig -- men enhver anden Mand, der som Provst sattes over mig, vilde jeg i Hjertet ansee for min Undermand og med Uvillie vise Respect som Superieur. Ikke engang en tom Titel kan, efter vor Consti- tution, sætte mig jevnsides med ham. Alt dette og vel mer gjør, at jeg nok i ethvert Tilfælde, hvis jeg overlever Lum- holtz, søger at blive hans Eftermand. Et Puds kan imidler- tid spilles mig, hvorimod jeg intet formaaer. Sæt at dette Fald vel ikke forkorter Lumholtz's Liv, men gjør ham invalid, saa at han ei kan forrette sit Embede, og man (jeg nævner |
| s.375 | Ingen) udvirker Ordre til ham at tage sin Afsked med Pen- sion -- , denne skal da udredes af Kaldet, og det er naturlig- viis ikke min Leilighed. Saa kommer da en yngre Nepot i et mindre Embede, som findes særdeles villig til i et Par Aar at yde denne Afgift, -- og nøder da mig til, hvad jeg ikke ellers gjerne vilde, at staae under "en Spyttegjøg, som var Dreng, da jeg var Mand" -- , eller -- at fortrække, og trods min svage Helbred og min Modbydelighed for Søreiser at modtage Bergens eller en anden Bispestol. -- Sørensen bebudede mig med Vished, at Wergeland, naar jeg kom bort, blev min Eftermand. Et Rygte ifjor (maaskee da Bech var syg), at Sørensen skulde forflyttes og jeg blive Bisp i Christiansand, havde allerede stærkt allarmeret ham. Til Middags var jeg indbuden til Holst, hvor der, lige- som sidst, blot var Brødrene Sørensen og Weidemann, af hvilke sidste jeg nu lider Sorenskriveren ret godt, og troer, at han i enhver Henseende vinder ved at kjendes nøiere. Med Biskop Sørensen talte jeg meget. Mand af Lærdom, af Smag, af udmærket Talent er han neppe, men foruden den Embeds- duelighed og Characteers Retskaffenhed, som jeg troer ei kan fradømmes ham, troer jeg og at have opdaget hos ham, hvad jeg sætter megen Priis paa, og selv bestandig har gjort til et af mine Hovedstudier: Menneskekundskab. -- Præsten Cordsen skal nu afskediges for sine Udsvævelser. Kirken vinder ved hans Bortgang, og han taber intet, da han vel har nok at leve af. -- Samme Vei gaaer nok og en Præst Larsen i Bergens Stift, med hvis Irregulariteter Biskop Bruun efter egen Til- staaelse har viist altfor megen Connivents. 25de Februar. I Aggers Kirke holdt jeg en egentlig Homilie over Fa- stelavns-Søndags Evangelium. At extemporere en saadan er nu aldeles ingen Sag, og jeg skilte mig nok i det Hele vel |
| s.376 | ved Arbeidet, men jeg kan dog ikke sige, at jeg ynder denne Prædikemaade. Talen maa nødvendigviis mangle Eenhed, hvor saaledes en opbyggelig Betragtning skal anstilles over hvert Ord i Texten, og jeg troer det vanskeligere end ved det virke- lig sammenhængende Foredrag at fængsle Tilhørernes Op- mærksomhed og efterlade hos dem Erindringen om hvad der er talt. Hvad man har sagt, at denne Methode ingenlunde favoriserer Magelighed, maa jeg, som en erfaren og efter al- mindelig Vidnesbyrd heldig Practicus, tage mig den Frihed at modsige. Fra min Ungdom kan jeg omtrent alle Evangelierne udenad, og vil obligere mig til (naar jeg forresten er frisk paa Sjæl og Legeme) efter en halv Times Kald og Varsel over hvilketsomhelst af Aarets Evangelier at holde en Homi- lie, som de ikke altfor lærde eller kræsne Tilhørere vil kalde god. 27de Februar. De, der gjøre Regning paa Lumholtz's Død eller Resig- nation, handle uden Tvivl saare ilde, thi om 4 Uger tænker jeg han atter bestiger Prædikestolen. "Denne Discipel døer ikke!" -- Han talte i Dag meest om, hvad han og en- gang før har scoptiseret over, den Uvirksomhed, Selska- bet for Norges Vel har viist i at fremme practisk Flid og Industrie, medens det udsatte store Præmier for Afhandlinger og udgav tykke Bind af Skrifter, som nu ligge usolgte og op- ædes af Muus og Rotter. -- Vi talte og om Holst's Di- sputats, hvor jeg hører af Platou, at Sørensen var en ud- mærket heldig og behagelig Opponent, der i at tale Latin neppe veg for Sverdrup. Dahl skal have talt Sproget med forunderlig Færdighed, saa hurtigt, at Platous Tunge ikke en- gang løber saa let i hans Modersmaal, saa at man bogsta- veligen kan anvende paa den unge Lector, hvad Henrik siger om Herman von Bremen: "Det er en Fornøielse at høre Herren tale Latin; det er ligesom Erter koge i en Gryde". |
| s.377 |
28de Februar. Consul Thrane er efter Ansøgning entlediget fra sit Re- præsentantskab paa Storthinget, og hans Suppleant Agent Nielsen igjen indtraadt i hans Sted. Capt. Haxthausen er forviist Christiania og commanderet op paa Hedemarken. Min Kone og Mariane var paa Comedie i Aften. Efter deres Beretning om Forestillingen af Falsk Undseelse an- grede jeg slet ikke min Udeblivelse fra denne Forestilling. I Gaar havde En i Parterret givet sig til at fløite, og var bleven udjaget af Politiet. Sandelig, det var høi Tid at ophæve Selskabet og faae et offentligt Theater, som Norges Hovedstad ikke bør savne. Istedet for at revidere Lovene gjorde man bedst i at kaste det hele Snaus i Hob. I ingen Henseende opfylder dette Selskab mere sin Bestemmelse. Det er det ulyk- saligste Amphibion mellem privat og offentligt Theater, som jeg troer nogetsteds existerer. 1 tilbake Sønnen hed Jonas Wessel og levede som Procurator i Pors- grund (  1836). Se B. Moes Tidsskr. f. Personalhist. I. 237 f.Udg. |