|
18de Januar. Kjerschow fortalte, at Christie skal være særdeles misfor- nøiet med Maskeradevisen, og har ønsket en saadan Lov som i Rusland, hvor en Pasquillant opstilles paa et Skafot for- skjellige Dage, og maae opæde saamange Exemplarer af sit Hjernefoster, som han efter en hosstaaende Læges Skjønnende uden Skade for Liv og Helbred kan. Det være langt fra mig at ynde slig Kaadhed, og er det den mere end 50aarige Nansen, der før har viist sig i saa mangehaande Skikkelser, som nu ogsaa har paataget sig denne, maae man dobbelt mis- billige den, men at Loven paa hvilkensomhelst Maade skulde indblandes i saadant, ønsker jeg ingenlunde. Den almindelige Esprit er fordærvet, men det er den ikke bleven ved Trykke- frihed. Pressetvang forædler den ikke; det har de senere Aars Erfaring tilstrækkelig lært. Hvorledes den iøvrigt skal forædles, er mig rigtignok i dette Øieblik ufatteligt, skjøndt Historien lærer mig, ingenlunde at mistvivle. Imidlertid seer jeg ikke, der er andet at gjøre, end at lade Tingen have dens uhindrede Gang, kun at de, der ei smittedes af Tidsalderens Forvendthed, hverken | |
| s.344 | lade Modet eller Hænderne synke, men arbeide imod den, saa- godt de kunne. Det turde da maaskee hændes, at, om de og- saa nu staae ubemærkede, maaskee endog spottede, noget af den Sæd, de udsaaede, (skjøndt den forekom dem at være falden ved Veien, paa Steengrund eller blandt Torne) dog virkelig er falden i god Jord, hvor den langsom og umærkeligen, maaskee længe efter deres Dage, spirer frem, voxer og bærer hundrede- fold Frugt. Tilbagevendt fra alt religiøst og politisk Revolu- tionssværmerie, og dog endnu Trykkefrihedens varme Ven turde jeg maaskee ogsaa nu, naar Leilighed gaves, være dens vær- digere og heldigere Talsmand, end jeg i hine Dage var eller kunde bleven. Kjerschow og jeg opgjorde Regning fra forrige Aar, og Resultatet blev, at han beholdt tilgode af sin Gage -- 12 Rbd. Det er en skrækkelig Formindskelse, Keyser i 1801 fik udvirket i den residerende Capellans Indtægter. Kjerschow vilde i dette Aar uden Tvivl havt over 1000 Rbd. mere, naar den ikke havde været. -- Jeg har nu vel omtrent faaet alt mit Jule- og Nytaarsoffer, hvilket (Artillericorpsets og det op- landske Regiments ikke iberegnede) udgjør 2579 Rbd. 3 Mk. 19de Januar. Nationalbladet indeholdt et høist absurd Stykke om Uni- versitetets Forflyttelse, hvor Stavanger siges at være det meest passende Universitetssted i Norge; item troer Forfatteren, at paa et Sted, hvor ingen Kathedralskole er, Studenterne aldrig ville lide Mangel paa Informationer. 20de Januar. "Vor yndede Pavels" har faaet en ny Apologet, Hr. Boye en ny Modstander. Andet mærkeligt har ikke Intelligentssed- delen. -- Efter Rigstidenden præluderes i Sverige til Trykke- frihedens Indskrænkning. Her tør ogsaa med Tiden komme |
| s.345 | en naadig Proposition desangaaende, hvis vore Pamphletskri- vere ei holde sig i Skindet. Ellers kan jeg ikke nægte, at det er en gemeen Adfærd at uddele Pasquiller gratis med umistænkte Blade. Jeg har en stor Deel af Dagen været sysselsat med en ironisk Besvarelse af hiint Sniksnak om Universitetets Forflyt- telse. I en Mads Jensens Navn vestenfor Lindesnæs fore- slaaer jeg Egersund til Universitetssted, og gjendriver med egennyttige og spidsborgelige Grunde alle de Indvendinger, fornuftige Folk har gjort og gjøre imod Flytningen fra Chri- stiania. Jeg sender Stykket til Nationalbladet1. 22de Januar. En heel Dag  9 -- 10 Timer har jeg tilbragt paa Stor-thinget, hvor Pengevæsenet foretoges, og Garantiesagen vente- lig definitiv afgjordes. At beskrive Forretningernes Gang med alle de Sidespring, man tog under Debatterne, er mig natur- ligviis umuligt. Særdeles interessant var det at see, hvor- ledes der fra begge Sider arbeidedes for at naae det Maal, de forskjellige Partier ansaae for det rigtige, hvorledes Opinion og Lidenskaber, Grundsætninger og umiskjendelig, redelig Gavne- lyst, List, kold Standhaftighed og heed Enthusiasme virkede i mangefold afvexlende Spil. Garantisterne, som behøvede to Trediedele af Stemmerne, for at faae deres Krig frem og mistvivlede derom, saameget mere, da deres djærve Antagonist, Tank, sund og frisk var vendt tilbage til Forsamlingen, hvor- imod en af deres egne ventede Høvdinge, Falsen, endnu ikke er kommen, gjorde strax et Forsøg, hvis Udfald, naar det var lykkets, ei kunde være tvivlsomt. Da de behørige Documenter vare oplæste, fremkom -- jeg troer Borchsenius, understøttet af Procurator Weidemann, med den Motion, om det ikke, for |
| s.346 | at forebygge den Forvirring, det maatte volde, hvis det, lige- som hist ved Egebarken, ikke kom til noget ordentligt Resul- tat, kunde vedtages, at i denne Sag simpel Pluralitet kunde gjøre Udslaget. Theis Lundegaard troede ogsaa, at dette, til at lette og forkorte Tingenes Gang, spare Landet Bekostninger og retfærdiggjøre dem for deres Committenter, vilde være høi- ligen at tilraade. Men med Kraft modsatte sig Tank, Bugge, Bonnevie, Ræder, Nansen, Schultz og maaskee flere denne Fremgangsmaade som aldeles constitutionsstridig. Nogle af dem gik saa vidt i deres Iver, at de erklærede, at ville ned- lægge deres Repræsentantpost, hvis saadant vedtoges, og overalt troede de, at der aldrig kunde eller burde voteres over den Sag. Christie, hvis Haand uden Tvivl var usynlig med i Spillet, og som i Begyndelsen syntes at høre Forslaget med Bifald, maatte gjøre en ærefuld Retraite. Han erklærede, at han selv ansaae det for constitutionsstridigt; imidlertid kunde han ikke nægte Proponenterne, naar de forlangte det, at sætte Forslaget under Votering. Dette skede, og det forkastedes med 73 Stemmer (hvoriblandt da ogsaa Præsidentens) mod 10. -- Under Middagspausen talte jeg med Treschow, som nu arbei- der paa Almueskolevæsenets Forbedring, og vil, ved Præsternes Bistand, have det bragt dertil, at alle Forældre paa Landet selv skulle undervise deres Børn, et Project, som ogsaa Bech engang har havt, men nu rimeligviis opgivet. -- Storthingets Medlemmer samledes atter, og Spørgsmaalet var, ved hvilken Paragraph af Odelsthingets Forslag man skulde begynde. Man enedes let om, at § 3 om Eidsvolds-Garantien først skulde omhandles. Det var nok umiddelbar herpaa, at Procu- rator Weidemann, som Garantisterne i Dag syntes at have valgt til deres Organ, fremsatte det Spørgsmaal, om ikke den Eidsvoldske Garantie burde ansees for en Lov, og som saa- dan voteres paa. Lange, der med Hensyn paa hans rolige Fast- hed og Standhaftighed kunde kaldes Antigarantisternes Cory- |
| s.347 | phæus, paastod, at det var Odelsthingets Forslag, ikke nogen forhen gjældende virkelig eller foregiven Lov, hvorom Storthinget havde at debattere, og viste derhos de Følger, det maatte have, om Garantien erkjendtes for Lov, idet der nem- lig da udfordredes to Trediedele af Stemmerne til dens For- kastelse. Ogsaa her maatte Præsidenten give Oppositionspar- tiet Ret. Man troede vel, at dette Spørgsmaal kunde komme under Ventilation, men først efterat Odelsthingets Forslag var drøftet. Man gik altsaa over til Dagens Orden, og Statsraad Aall oplæste et nyt Finantsproject, hvorved Pengevæsenet, i Tilfælde af at Garantien i det Væsentlige forkastedes, kunde bringes i bedre Forfatning. Kjendere paastaae, at det er det Bedste af alt hidtil indkommet, og at det meget vil kunne bi- drage til at forene Gemytterne; jeg forstaaer det ikke. Klokken var nu henved 3. Præsidenten hævede Mødet og tilsagde en Eftermiddagssession fra 5 til 8. I Statssecretair Holsts Selskab gik jeg da derhen Kl. 5. Galleriet var aldeles opfyldt, og Debatterne begyndte. Tank aabnede dem med en extemporeret Tale, der som alt, hvad han siger uden at have skrevet det, var meget smuk. Derpaa holdt Præsten Samsing en meget lang Præken i en mono- ton, søvndyssende Tone, hvori Garantien forsvaredes, meest fra Ærlighedens Side. Rasmussen talte ogsaa for den, meest extempore; kun Momenterne vare nedskrevne. Endvidere op- læstes skrevne Taler, alle i Garantiens Faveur, af Christie, unægtelig det bedste, sindrigste og grundigste, som blev sagt for den (det var især Rigsforsamlingens Competence til at ind- gaae den, han søgte at bevise), af Stoltenberg, som har et utydeligt og ubehageligt Organ: Bjørnsen (ganske vakker Declamateur) og Haagenstad. Barlien og Øverland (fra Stavangers Amt) lod oplæse lange skriftlige Vota, hvori den sidste sagde, at Morallærerne og Juristerne af Egennytte vare for Garantiens Ophævelse. -- Imod Garantien havde, |
| s.348 | saavidt jeg erindrer, Ingen i Dag sat Pen paa Papir. Ex- temporerede Taler holdt Nansen og Bonnevie, den sidste med altformegen Heftighed og Declamation. Jeg fandt ikke, at han ved denne Tale synderlig ophjalp den Sag, hvis Forsvar han havde paataget sig. (Overalt forekommer Bugge mig blandt alle Storthingets talende Geistlige, for ikke at sige geistlige Talere, at være den eneste, der fuldeligen indseer, at Veltalen- hed i en Nationalforsamling er noget andet end Veltalenhed fra en Prædikestoel.) Jevnlige Interlocuteurer vare, foruden de to forannævnte, Lange og Tank paa den ene, Borchsenius, Weide- mann og Stoltenberg paa den anden Side. De fire første paatog sig vexelviis at recensere Modpartiets Taler, eftersom de Talende sad dem nærmest, og der indblandede sig da og Personligheder. Især kom Tank og Stoltenberg i Anledning af Rigsforsamlingen i en ærerørig Trætte, hvor den første var yderst lidenskabelig, og hvorfor Præsidenten maatte kalde dem til Orden. Ogsaa sagde Bonnevie engang de haarde Ord, at der var sagt og decreteret Ting i denne Forsamling, der rimeligere maatte troes at virke til Nationens Undergang, end til dens Held. Sorenskriver Weidemann, som vel følte sig truffen, sagde, at et saadant Udsagn burde tilføres Protocol- len, hvortil Bonnevie svarede, at det maatte man gjerne, han skulde bevise, hvad han havde sagt. -- Da klokken var lidt over 8, sagde Præsidenten, at den fastsatte Tid var udløben, og foreslog at opsætte de øvrige Debatter til i Morgen. Her- imod protesterede Bonnevie og paastod, at man burde blive samlet til man var færdig, om det end skulde vare nok saa længe. Proc. Weidemann fandt, at det dog var godt, om man gik hjem og tænkte videre over denne vigtige Sag, inden man afgav sit Votum, men med Føie erindrede Lange, at den, der endnu ikke havde tænkt over denne Sag, som nu over 2 Maaneder havde været under Ventilation, som havde været for i begge Thing, og hvor alle Documenter havde været i Alles |
| s.349 | Hænder, han kunde vel ikke komme videre i sin Kundskab derom til i Morgen, da det maatte formodes, at han vilde anvende det meeste af Mellemtiden til at sove. Der var heller ikke mere end 3 Medlemmer, som havde Lyst til at gaae bort. -- Da Klokken var næsten 10, syntes alle at have sagt, hvad de vilde sige. Jeg ventede, at Voteringen nu vilde tage sin Be- gyndelse, og vel forudsaae jeg, at den vilde blive langvarig, da den skulde skee skriftlig, men jeg vilde dog oppebie den. Men see! kom saa ikke den forhærdede Proc. Weidemann at- ter med sit Project, at Garantien skulde være Lov. Med Føie udbrød Bonnevie indigneret: "Nu venter jeg at blive siddende her den hele Nat. Har vi debatteret i 5 Timer over en Sag, om hvis første Principer vi endnu ikke ere enige, saa kunne Debatterne udstrækkes i det Uendelige." Tank erindrede, at denne Garantie, efter Odelsthingets Villie, havde maattet iføre sig mange Skikkelser. Først var den Princip, siden blev den Lovforslag, og nu vilde man ophøie den til Lov. Christie troede, det kom ud paa et, enten denne Sag afgjordes først eller sidst, altsaa kunde de nærværende Debatter have deres Fremme. Men nu var Ævret atter opgivet; man oprippede det Gamle, og nu blev Holst og jeg kjede af det og gik hjem. 23de Januar Saasnart jeg var kommen op, sendte jeg Bud til Ræder, og spurgte om Resultatet af Nattens Forhandlinger. Han svarede, at de først bleve færdige Kl. 1, at 46 Stemmer vare for 39, mod Garantien, som altsaa var forkastet. Imidlertid troede han, Garantisterne ikke vilde give Slip paa deres gamle Paastand, at den skulde ansees som Lov, hvilket de isaafald vilde forlange afgjort ved simpel Pluralitet, og herom ventedes da i Dag heftige Debatter. Med spændt Forventning ilede jeg derhen Kl. 10, men der blev intet af. Ved Nattens Hjælp havde man fattet bedre Anslag, og Præsidenten an- |
| s.350 | meldte i en sagtmodig, og, som det synes, lidt modfalden Tone, at da § 3 nu var afgjort, var Spørgsmaalet, hvilken der nu skulde foretages, § 1 om Rigsbanken eller § 2 om Heftelserne. Oxholm foreslog, at begge skulde debatteres un- der eet, og dette bifaldtes. (Schjøtz vilde og strax havt en ny Cours fastsat istedetfor den Eidsvoldske, men det fandt man var for tidlig; den gode Mand indbilder sig nok overalt at være en større Financier, end han er.) Over de to bemeldte Paragrapher debatteredes en Stund, men med temmelig Lun- kenhed. Kun Theis Lundegaard blev engang lidt grov mod Tank og den hele Handelsstand. Tank appellerede til For- samlingen, om der ei var sund Mening i hans Tale, og om det var utidig Selvroes, naar han paastod at have bedre Ind- sigt i den Ting end Hr. Lundegaard. Resultatet blev, at Rigsbanken og Heftelserne indtil videre skulle vedblive, hvilket decreteredes med et netop lige Antal Stemmer. 27de Januar. Efter et triumpherende Udraab over Garantiens Ophæ- velse, findes i Intelligentsseddelen et Svar fra Hr. Boye til hans senere Antagonister, hvori han da i Forbigaaende lader os vide, at han ikke kan ynde den yndede Pavels. Et Øieblik havde jeg isinde offentligen at bede de Godtfolk om ikke at blande mig ind i deres Debatter, og overlade til mig selv at svare, hvis jeg fandt det fornødent og anstændigt, men jeg betænkte mig, og lader Sagerne have deres uhindrede Gang. I den danske Statstidende annonceres den bekjendte Landvæ- sens Skribent, Oldingen C. A. Fabricii Død. Jeg saae aldrig Manden, men Anmeldelsen er udmærket smuk. Gjerne afskrev jeg den her, dog dertil er den for lang. Et Sted, som syn- derligen rørte mig, maa jeg dog affskrive: "Aldrig opgav han det trøstende Haab, at en bedre Fremtid skulde modne mangen ædel Spire, som Tidens Storme skaanede. Det evige |
| s.351 | Livs Ord var for ham det kjæreste Æmne til fortrolige Sam- taler. Da foryngedes den udlevede Olding, og den tilkom- mende Verdens Kraft bevægede dybt hans Sind. Vel ham! ham er skeet som han troede." -- Gud være lovet! for 20 Aar siden vilde man kaldet saadant Pietisme, og smilet derad med Haan eller Medynk! Allerede nu sees hiin ædle Spire at voxe, end i min Levetid tør maaskee Frugtknoppen vise sig, og jeg kan døe i det Haab, at mine Børn eller Børnebørn ville skue og nyde den modne Frugt! -- Endelig fik jeg fire Nummer af Litteraturtidenden, hvori to norske Skrifter ere recenserede: Morgenstjerne, om den mundtlige Procedure, der roses meget, og Falsens Einar Thambeskjælver, ogsaa rost, kun finder Re- censenten, at Tonen er for polemisk, og at hverken Falsen eller Rynning vedbørligen have sat sig ind i Tidsalderen, men er- klæret ubetinget ros- eller daddelværdigt, hvad nuomstunder vilde være det. Capt. Ræder fortalte, at alle Odelsthingets Forslag efter- haanden forkastes, og at i Eftermiddag en ny Committee skulde udnævnes til at fastsætte de Principer, hvorpaa en ny Anordning om Pengevæsenet skulde bygges. 25de Januar. Der var Classesamling i Selskabet for Norges Vel, hvilken jeg ventelig for sidste Gang bivaanede, da jeg nu ud- træder som Classens ældste Medlem. Af Præmier tilkjendtes ingen. Ganger Rolf decreteredes til Trykning i Selskabets Skrifter, hvis Forfatteren tillader det. Foreløbig gik derimod en ubarmhjertig Dom over Olaf den Hellige, et Sørgespil af den uden Tvivl ulægelige Daare Olsen, som med Pokkers Magt vil være Norges Øhlenschläger eller Ingemann. Priisop- gaven over et dramatisk Digt og endnu en bortfalder, de andre vedblive, dog et Par af dem med Modificationer. |
| s.352 |
26de Januar. Disse Høitider blive nu saa mange, og har et saa ufor- andret Familiephysiognomi, at en saadan Festdag snarere bliver en jour maigre for Dagbogen end rig paa interessant Æmne. I Formiddag kom Dr. Neumann til Byen. Det hedte, han var kommen med sin Kone og ældste Datter for at see Comedie, men jeg skulde fast troe, hans Hovedærinde var, at gjøre Cour til Excellensen i Anledning af Prindsens Fødsels- dag, og at blive buden der til Taffels, hvilket Altsammen lyk- kedes ham. Man kan ikke miskjende hos Neumann en syn- derlig Vanitet og Lyst til at varme sig i Hoffets Soelskin. Hans Reisebeskrivelse trykkes nu paa Kronprindsens Bekostning. Selskabet hos Excellensen var ikke meget stort; desto større Ære for mig, som indlemmedes deri, thi foruden de høieste Autoriteter var der kun de første af hvert Corps. De sædvanlige Skaaler bleve drukne og alt var iøvrigt ved det Gamle: Kold og (paa Conditorsager nær) maadelig Mad og fortræffelig Drikke. -- Ellers hørte jeg der, at der i Onsdags var en stormende og særdeles ubehagelig Debat i Storthinget i Anledning af den omtalte Committees Udnævnelse, i hvilken Tank blev Formand og Borchsenius, Budtz, Christie og Niel- sen de øvrige Medlemmer. Tank skal have forløbet sig tem- melig slemt og maatte næste Dag gjøre de Fornærmede en Slags Æreserklæring. Man anseer Sagen endnu for intet mindre end afgjort. I Klubben2 vare alle Vinduerne illuminerede og Trans- parentet med min Inscription3 tog sig ret net ud. Direc- |
| s.353 | tionen gjorde mig den Ære at overdrage mig dens Partes ved Bordet ved Skaalers Udbringelse, til hvilken Ende en Slags Præsidentstol var mig anviist øverst i Spisestuen. Det kunde forsaavidt gjøres Behov, thi Bager Bølling, Branddi- recteur Hjørring, Secretair Juel og gamle Apotheker Peckel ere nok alle maadelige magistri bibendi; men det forekommer mig, at være en væsentlig Fordring ved saadanne Mænds Valg i alskens Selskaber, at idetmindste en eller to iblandt dem maa være Mænd, der ved et Bord, i en Deputation eller deslige værdigen kunne repræsentere Selskabet. Jeg var hjer- teglad, da det var forbi. 27de Januar. En Anonym i Nationalbladet vil have det islandske Sprog mere udbredt her i Landet, vil til den Ende, at den nye Professor i Historie ogsaa skal være Docent i dette Sprog, og at de Studenter, der ei høre Forelæsninger over det He- braiske, skulle være forpligtede til at høre et Cursus over det Islandske. (Der siges, at Steenbloch skal komme herop som historisk Professor; Gud veed, om han forstaaer Islandsk. Mon Forfatteren ei skulde have Øie paa Grundtvig?) I Odelsthinget overvar jeg Voteringen over et Forslag til strengere Lov mod Sabbathens Overtrædelse, hvorom man overdrog Regjeringen at træffe interimistiske Foranstaltninger. At der sættes Dæmning for den, som det synes, overhaand- tagende Irreligiøsitet og Usædelighed, kan vist ingen Reli- gionens og Moralens Ven misbillige, kun at de, der foreslaae pludselige og voldsomme Resolutioner, vilde erindre, at naar man paa engang vil udrette formeget, udretter man som oftest slet intet, og at, naar man har ladet Tidsalderens Aand langsomt og umærkeligen drive sit Spil, indtil den fik grund- fæstet sig saadan, som den nu er, saa er det uden Tvivl nød- vendigt at bruge samme Fremgangsmaade imod den, under- grave men ikke omstyrte dens Værk. Luther selv med hans |
| s.354 | mageløse Energie vilde nok lidet udrettet, naar der ikke var arbeidet før ham, og Tidernes Tegn i mange Maader havde favoriseret ham. -- Siden foretoges Lagthingets Anmærkninger om Sauganordningen, men jeg gik bort og bekymrer mig saare lidt om, hvilket Partie der seirer i denne Kamp, hvor Landets Velfærd neppe staaer paa Spil. 28de Januar For rum Tid siden skrev jeg til en svensk Prest Modin i Nærheden af Gothenborg om en Attest. Fra denne Mand fik jeg i Dag et complimentrigt Svar med en Titulatur fire Linier lang. Jeg vil bogstaveligen oversætte et mærkeligt Sted af Brevet: "Dersom Hr. Provsten, Ordensmedlem og Ridder er den Mand, som 1800 i Helliggeistes Kirke i Kjø- benhavn holdt over Eph. 5 en Aftensangsprædiken, hvilken jeg eier trykt, har mit Hjerte længe kjendt, beundret, elsket og agtet Hr. Provsten, Ordensmedlem og Ridderen som en retskaffen og for Guds Ære og Menneskenes Vel nidkjær Mand. Herre! send troe Arbeidere i din Høst! Giv Aandens Kraft med Order, at i Sveriges og Norges Pauluner (Hyddor) et høitideligt Halleluja maa lyde for ham, som døde paa Golgatha, og et sammenstemmende Hosianna -- Lykke og Fremgang skee Ham for hans Kjødspaatagelse og Verdens Frelse!" -- Efter at have besvaret mit Brev ønsker han: "Held og Fred omskygge Sverige og Norge," og ender derpaa med de mange og lange Titler som min "ödmjukaste Tjenare," til hvilket alt jeg maa sige med Kjælderpigen: "Saavist! Deres Godhed gjør mig ret undselig!" 29de Januar. En Bog, som jeg har læst for mangfoldige Aar siden, men nu næsten havde glemt, har jeg atter læst i Dag: Leiden des jungen Werthers. Er det sandt, at Goethe kun var |
| s.355 | 18 Aar gammel, da han skrev den, kan jeg vel tiltroe ham i sit 8de eller 9de Aar at have digtet det Eventyr, som han i sin Biographie fortæller. Den, der kan skildre det menne- skelige Hjertes forborgneste Afkroge, Lidenskabens fineste Nu- ancer som Werthers Forfatter, hos ham forudsætter man et dybt, langvarigt, uafbrudt Studium, og at en varm, livfuld, flygtig Yngling (som saadan skildrer han sig selv i Levnets- beskrivelsen) skulde være i stand dertil, er mig ubegribeligt. Men idet jeg beundrer Werther som et sjeldent Kunstværk, idet jeg erkjender meget af det Sagte moralsk ypperligt som det er sandt og skjønt, idet jeg beundrer Digterens egen So- britet midt under Skildringen af den vildeste Lidenskab, saa kan jeg dog ikke nægte, at jeg holder den for en meget farlig Bog, at det, naar jeg havde en Søn med stærke Lidenskaber, var en af de aller sidste, jeg vilde give ham i Hænder, og at jeg i et Land, hvor Trykkefriheden var indskrænket, ingenlunde fortænker det Guldbergske Ministerium, at det modsatte sig dens Oversættelse. -- Ellers maa jeg i Anledning af min Lecture anmærke, at jeg i denne Tid vexler af med Læsningen af 3 -- 4 Bøger, læser visse Capitler eller Sider i een og tager en anden. Men under denne Læsning overkommer mig som oftest en stundesløs Uroe, som undertiden gaaer næsten over til Beklemmelse. Naar jeg har begyndt paa et Stykke, ønsker jeg, at det var udlæst, for at kunne begynde paa noget Nyt. Saaledes er det ogsaa med hvad jeg skriver; jeg skyn- der mig med at faae det færdigt, som om noget vigtigt var at gjøre, naar dette var forbi. Ved denne rastløse Syslen, ved at jeg hver Dag foresætter mig noget vist, som jeg skal have læst eller skrevet, falder Tiden mig rigtignok aldrig lang, men naar jeg saa tænker, at det for en stor Deel er mecha- nisk, ja efter Lodkastning dette skeer, saa bliver jeg som sagt beklemt, og forekommer mig selv som Sisyphus; jeg er i uop- hørlig Bevægelse, og faaer derved en Slags aandelig Motion |
| s.356 | men det, jeg udretter, er dog lidet eller intet. -- En anden psychologisk Mærkværdighed ved min Læsning er, at jeg nu, langt mere end i mine unge Dage, ved at læse om fremmede Lande, især classiske Egne f. Ex. Italien og Palæstina, føler en inderlig Længsel efter at komme did, og sørger ret over, at denne Længsel aldrig kan vorde tilfredsstillet. Som Mand, nærved de 50 Aar, føler jeg i visse Henseender mit Hjerte forynget. Da jeg og Laub læste i Saltzmann og besøgte Riber, vare vi Oldinge mod hvad jeg er nu -- og hvad mon han er? 31te Januar. I Rigstidenden var overført fra Kjøbenhavns Skilderie en ikke uvittig, heller ikke aldeles ugrundet, men med alt det høist impertinent Samtale i de Dødes Rige mellem Dagens otte Stridsmænd: Baggesen, Sander, Oehlenschläger, Rahbek, T. C. og N. T. Brun, Grundtvig og Molbech. Optrinet ender med en Dom af Minos, hvor de straffes med at høre forelæste af hverandre deels deres egne, deels Andres Arbeider. Forfatteren, som sees at hælde til det Baggesenske Partie, men skaaner dog Ingen, kalder sig H. C. Vosemose. Han havde, synes mig, ikke gjort ilde i, inden han satte sig paa Minos's Dommersæde, at erhverve sig et Navn saa berømt idetmindste som eet af dem, han persiflerer; men det har han ikke gjort: jeg undtager end ikke N. T. Brun, thi vel er hans originale Arbeider intet, men han er dog nok den bedste Skuespiloversætter, Danmark nogensinde har havt. Ellers yttrer han i en prosaisk Bagtale, at Hensigten af denne Spøg er, om muligt, at forene de stridende Partier, og det kan maaskee forsaavidt lykkes ham, at de alle vende deres Vaaben mod ham, hvilket jeg af Hjertet skal unde den Dreng. |
| s.357 |
1ste Februar. Det beneficerede Gods er nu Dagens Orden i Odels- thinget, og man synes der at ville vedtage uventet liberale For- holdsregler. At de bifaldes af Lagthinget, maa jeg troe, og det er da vel første Gang, at fuldkommen Enighed hersker mellem disse to Corporationer. -- Under Pausen talte jeg adskilligt med Mariboe og Jacob Aall. De troe nu, at det slet ikke kommer til noget ordentligt Resultat med Pengevæsenet, og beklage, at det store Tvistens Æble, Garantien, nævntes i Fi- nantscommitteens Forslag, da den gjerne kunde været forbi- gaaet med Taushed, og alligevel alt været udrettet, som nu med det heldigste Udfald nogensinde er muligt. Aall viste sig ellers ikke som Tanks Ven og Beundrer, skjøndt de i denne Sag ere enige. "Ingen," sagde han, "ivrer saa meget mod Luxus og fremmede Varers Indførsel og Brug som han, og selv er han pudret og parfumeret, gaaer i de fineste engelske Klæder, kjører i udenlandske Kareter og farer frem med en Bram og Ostentation som Ingen hans Lige." Det kan ikke nægtes, og betydelig større Forskjel er der neppe mellem As- sessor Matthiesen og Tank, end at denne vil endelig være nidkjær Patriot, hiin derimod viser sig som han er, og bruger ingen anden Prydelse end den, hvormed Decencen byder ham at skjule sin Nøgenhed. I Aften var jeg i Klubben, og efter en Tidlang at have svævet om mellem det Alternativ at gaae hjem og spille Gnav, fik jeg endelig en Boston. Anden Underholdning end Spil er ikke at tænke paa i den Klub. 2den Februar. Efter mange Aars Forløb har jeg igjen læst Rahbeks: En gammel Skuespillers Breve til sin Søn, 2den omarbeidede Udgave, trykt i Forfatterens 22de Aar. Skjøndt Rahbeks litteraire Fortjenester ere al Ære værd, saa skulde |
| s.358 | man dog virkelig af den Forfatter, som i saa ung Alder de- buterede med et saadant Værk, ventet mere, end han har præsteret. At i det, som angaaer Skuepladsens moralske Gavn- lighed den ungdommelige Enthusiasme undertiden har ledet ham paa excentriske Vildspor, er en elskværdig Feil, som man let begriber og undskylder, men den udbredte Læsning, den Grundighed, som endog i hans modnere Alders Arbeider ikke sjelden savnes, det omfattende Blik, der overskuer alt, den sikre, øvede Haand, der, saavidt Planen tillader det, udtømmer enhver Materie, er hos en 22aarig Yngling noget saare Be- undringsværdigt. I Nationalbladet stod et Stykke af Falsen, der forsvarer Actioner, anlagte af Regjeringen for virkelige eller formeente Presseforbrydelser -- virkelig baade med Sindighed og Grun- dighed. Uden dette Bidrag vilde det været et yderst tomt og flaut Nummer. 3die Februar. Det Mærkeligste i Dagens Intelligentsseddel er en Fabel: Dyrenes Rigsdag, et bittert Angreb paa Garantien og dens Forsvarere. Hvo Ræven er, kan ikke mistydes, og man kan med Sandhed anvende paa denne for et Aar siden forgu- dede Mand: tolluntur in altum, ut lapsu graviore ruant. I Henseende til Hunden og Ulven er jeg i nogen Uvished. Det Sted: "man led ham ikke og han gik bort," forvilder mig især. Falsen har nok aldrig paa dette Storthing erklæret sig over den Sag; ham kan det da ikke være. Jeg svæver altsaa mellem Brødrene Weidemann, Borchsenius og Budtz. -- I Rigstidenden findes en Fortsættelse af den Kjøbenhavnske Ge- niefeide, et yderst barnagtigt Svar, nemlig fra Baggesen, hvor denne 52 Aar gamle Mand paa et Par Blade driver Spøg med Vosemoses Navn. V. har svaret i 8 -- 10 Linier ret anstændigen. Jeg maa ellers sige, at ligesom den, der hedder |
| s.359 | Væver, maatte være sig decideret Talent eller utrættelig Flid bevidst for at applicere sig til Præste- eller Advocatstanden, saa burde og den, Skjæbnen har tildeelt det høist fatale Navn Vosemose, gaae en meget alvorlig og fast Gang paa Litera- turens Bane, og uden bestemt og grundet Følelse af Aands Superioritet aldrig tillade sig bidende Spotterier, som han maatte vente sig tifold gjengjældte, og skal han endda beholde de Leende paa sin Side, maa han være en Holberg eller en Wessel. Jeg begyndte paa Recensionen over Hr. Grøgaards Re- ligionslærebog. Heller ikke den faldt meget berømmende ud. Om han bliver vred eller blid, veed jeg ikke, kan heller ikke deraf tage Notice. 4de Februar. Morgenstjerne har udgivet en meget vittig Brochure, kaldet Spøg og Alvor i Anledning af et Skrift af Falsen mod den mundtlige Procedure i Høiesteret. 5te Februar. Garantien har i Dag faaet det sidste, uovervindelige Stød, og hvis Nogen herefter forsøger at drage den op af Graven, da er det vist kun for, ligesom Calabreserne have gjort med Murats Liig, at brænde det. Med 46 Stemmer mod 39 er besluttet, at den aldeles ikke mere maa komme under Overveielse. Der var en haard Kamp at udholde, inden det kom dertil. Modpartiet med Konow og Stoltenberg i Spidsen anstrængede sine sidste Kræfter, men det andet Partie sov ei heller. Det Forslag at faae Garantien anseet som Lov, slog Christie Haanden af; derimod vilde han, at Spørgs- maalet skulde være: om Garantien ved Storthingets Resolu- tion, der forkastede Odelsthingets Forslag, kunde ansees hævet? Paa Nansens, Langes, Bonnevies og fleres kraftige Forestil- |
| s.360 | linger svarede han, at han vel ansaae det unegteligt, at Sed- lerne ei skulde indløses efter det i Garantien fastsatte Cours- forhold, men derfor meente han Garantien alligevel kunde bestaae. Man spurgte ham, hvad da Garantien var uden denne Forpligtelse, og Nansen fortalte i den Anledning føl- gende morsomme og fuldkommen passende Anecdote: "I en Proces havde Citantens Advocat fremført et Vidne, hvorimod Contraparten protesterede. Dommeren, en gammel svag Mand, skulde give Decision, og den faldt da ud som følger: "Efter de angivne Omstændigheder kan det ei formenes Citanten at producere dette Vidne, dog saaledes at der aldeles ikke bliver at reflectere paa dets Udsagn." -- Ogsaa om Norges onde og gode Genius taltes engang, og Christie yttrede, at han haabede, Storthingets samtlige Medlemmer vare besjelede af den sidste, et meget sangvinsk Haab. Tilsidst foreslog Lange, at Quæstionen saaledes burde affattes: "om Garantien mere kunde komme under Overveielse efter den forhen fattede Re- solution?" Præsidenten acquiescerede derved, men indkylede ei "for nærværende Tid" i Spørgsmaalet, der gjorde det muligt, om det var antaget, om 3 -- 4 Dage igjen at bringe Garan- tien paa Bane. Herimod protesterede Bugge og forlangte "for nærværende Tid" forandret til "paa dette Storthing." Men end ikke dette fandt Lange tilfredsstillende. At den ei nogensinde mere kunde komme i Betragtning, var hans Paastand; omtrent saaledes blev da og Spørgsmaalet fremsat til Votering, og Resultatet blev som forhen meldt. Middagsselskabet hos Falbe bestod af Oberste Schilling, Generalkrigscommissair Rode, Agent Nielsen og Storthings- mændene Sørensen, Bugge, Schultz og Bonnevie. Alle, Niel- sen undtagen, jublede over Garantiens Fald. Jeg har ikke, det jeg erindrer, fundet Bugge saa braadfri og morsom, siden han kom her, som han var idag. 1 tilbake Det er trykt i dette Blads 2det Hefte S. 86 -- 91. Udg. 2 tilbake Norske Brødres Klub, hvoraf P. kort i Forveien var bleven Medlem. Udg. 3 tilbake Naar Svensk og Norsk med broderkjærligt Sind Mod bedre Fremtid haabfuld stunder frem: Hvis er den skjønne Hædersdaad? kun din O Carl Johan! thi du forened dem. |