|
|
| s.326 |
1816.
1ste Januar.
For første Gang siden 1807 tog jeg i min Nytaarspræ-
diken intet Hensyn til Tidsomstændighederne. "Vi have her
intet blivende Sted, men stunde mod det Tilkommende" var
Talens Hovedtendents. Der var megen sund Fornuft, ogsaa
Christendom i hvad jag sagde, men der var mere for Forstan-
den end for Hjertet. Tilhørernes Capacitet forudsat, maatte
flere kunne fatte end føle Sandheden i mine Ord. -- Da jeg var
kommen fra Kirken, maatte jeg som sædvanlig ud at gjøre
Visiter, et Hoverie, som jeg i Dag gik til med yderste Misnøie.
2den Januar.
Ræder var misfornøiet med den Maskerade, som rimeligviis
vil afholde flere af Storthingets vigtigste Medlemmer fra at bi-
vaane de til den 4de berammede vigtige Deliberationer, men heller
ikke tilfreds med Christie, som havde bestemt disse Forhand-
linger til allerførste Dag, da det lod sig formode, at ei alle
de bortreiste Medlemmer efter Ferierne kunde være samlede, og
da Præsidenten ved de ikke bortreiste Bønders Bistand kunde
haabe at faae drevet igjennem, hvad han vilde.
Jeg fik to Breve, en stadselig Tak for min Tale fra
|
| s.327 | Rosenblad, som siger: "Give Gud, at der fandtes mange
saa oplyste og nidkjære Mænd, som Deres Høiærværdighed!
da vandt baade Guds og Kongens Sag." -- Det andet Brev
var fra Storthingsmanden Barlien, hvis Søn er med ham
og ønsker nu at confirmeres, hvortil han paa næsten to tæt-
skrevne Foliosider udbeder sig min Bistand, "da jeg nu vil
begynde at introducere mine Confirmander." Han ud-
breder sig vidtløftigen om Sønnens Nemme og moralske
Character, og yttrer det Haab, at hvis jeg kan og vil tage mig
af ham, jeg da muligens kunde bibringe ham de
for en god Bonde høist fornødne Kundskaber,
samt gjøre ham opmærksom paa, hvilke videre
Oplysninger, der høre til, for ikke at staae til
Skamme blandt Borgerne i en cultiveret Stat.
4de Januar.
Rasmussen gjorde mig opmærksom paa en Maskeradevise,
hvori der skulde findes Ondskaber mod Statsraader, Stor-
thingsmænd og deslige høie Personer. Jeg fik den hos Leh-
mann. Den er 26 Vers lang paa Melodien til Heibergs
"komme hvo som komme kan." Den er uden poetisk Værd,
men nogle Vers ere ved den umiskjendelige Satire eller Pas-
quil, ret morsomme. Den gamle Kone
"et usselt Skrog,
som desværre ei er klog,
thi hun gaaer med Sporer"
vil man ei letteligen tage Feil af, ligesaalidt som af den
Herre, der "lader ydmyg som en Slave, skjøndt man siger, at
han har Fyrsten i sin Mave; der venlig og uden Air smiler
til Enhver og rækker ham Haanden." Hanekyllingen, der
"taler drabeligen Folkets Sag og især stikker dybt i Finants-
faget," staaer ogsaa temmelig levende for min Imagination.
|
| s.328 | Flere af de Øvrige er det heller ikke vanskeligt at finde
Originaler til.
I Storthinget blev baade Committeens og Ræders For-
slag henlagte, da alt skal gaae efter Grundloven. Man faaer
da haabe, at Præsidenten affatter Qvæstionen klogere end
sidst. Indskrænkningen af Repræsentanternes Antal fra Lan-
det, saa at intet Amt kan sende mere end 3, vedtoges. --
I Danmark er en Præst dømt fra sit Embede for at have
pantsat sin Kirkes Communionsbæger.
5te Januar.
Vort dramatiske Selskab har en Underballance af 4000
Rbd., hvoraf Halvdelen omtrent er medgaaet til den dumme
Selim. -- Den unge Hr. Barlien var her og fik sit
Pensum. Saa var her og en anden Confirmand med følgende
Recommandationsskrivelse: "Eftersom Ingebret Christophersen
Holm-Pladsen ville behage at skrive sig for at gaae
og læse, saa maa jeg skrive nogle Ord for ham, at han er
ifra mig og født dito den 27de Februar 1799." Lars L --
6te Januar.
I Rigstidenden seer man nu paa Prent den sørgelige
Kjendsgjerning, at 9 Præstekald i Norge staae ledige, hvortil
ei en eneste Ansøgende har meldt sig. Naar man havde
gode Kaar at tilbyde Geistligheden, vilde saadant vistnok op-
muntre unge Mennesker til at studere Theologie, men som
Landets Lovgivere nu tee sig og synes fremdeles at ville fort-
fare, ere Udsigterne heel sørgelige. Gud veed, hvad Virkning
det vilde havt, men det forekommer mig, som jeg kunde sagt
adskilligt paa Storthinget, som deels ikke er sagt, deels er
sagt mindre kraftigen, end jeg kunde fremført det, deels er
sagt af Mennesker, mod hvis Udsagn man havde Fordom.
Schultz mener og skriver vel, men taler ilde. Bugge og
|
| s.329 | Bonnevie ere vist ligesaa oplyste og veltalende som jeg, men deres
Rygte er ikke usmittet; man agter mindre paa deres Ord,
fordi man troer at finde Disharmonie mellem Ord og Gjer-
ninger; og selv disse taug mangen Gang, hvor jeg ganske
sikkerligen kunde og vilde talt, naar jeg havde siddet paa hiin
Side af Skranken. Maaskee det er en falsk Indbildning af
mig, maaskee jeg, med de Egenskaber forenede og almeener-
kjendte, som man kun vil finde adskilt hos hine, ei vilde ud-
rettet mere end de, -- og saa held mig, at jeg uden Ansvar
staaer paa Galleriet som taus Tilhører; men feiler jeg ikke,
og kan jeg med min flydende Tunge og mit redelige Hjerte
virkelig udrette noget til mit Fædrelands Gavn, -- saa bøie
Gud Valgmændenes Hjerte, at jeg maa komme paa næste
Storthing, hvor Trykkefriheden, Kirkevæsenet, Criminallovgiv-
ningen og deslige Ting, hvorover jeg dog virkeligen kan af-
give min Stemme, sandsynligviis blive Dagens Orden.
I Odelsthinget foretoges Pengesagen. Weidemann op-
læste Lagthingets Anmærkninger og Forslag, og erindrede til-
sidst, at da alt dette var saa stridende mod Odelsthingets for-
hen fattede Beslutning, saa vilde man formodentlig ei indlade
sig videre derpaa; altsaa var det bedst strax at sende det til-
bage med Erklæring, at Odelsthinget ei kunde anerkjende de
af Lagthinget antagne Grundsætninger. Med Føie protesterede
Christie mod saadan summarisk Fremgangsmaade, og fandt, at
Agtelse mod Lagthinget og hele Nationen fordrede nøiere
Overveielse af hiints Anmærkninger; men da disse vare ham
personligen og han formodede flere andre ubekjendte, saa fore-
slog han Udsættelsen til Mandag, at man imidlertid kunde
gjennemlæse Sagen. Weidemann, som gjerne submitterer sine
Indsigter sin høie Principal, fandt sig og strax heri, og Chri-
sties Motion antoges eenstemmigen. Der var da intet mere
for den Gang at afgjøre.
Posten bragte et muntert og interessant Brev fra Biskop
|
| s.330 | Brun. Det handler for en stor Deel om Pengevæsenet og
Eidsvoldsmændenes Competence til at slutte Garantien, hvilken
(Competencen nemlig) han djærvelig forsvarer. Et i Bergen
nylig udkommet Skrift taler vidtløftig om denne Sag, ogsaa
om Geistligheden og det beneficerede Gods, samt gjør Forslag
til Pengevæsenets Stigen. "I Løverdags," siger han, "fulgte
det med Adresseavisen, om Bispen vilde kjøbe? Om synkende
Pengevæsen? Nei, jeg veed, at mit er synkende, og det maa
synke mere, om jeg kjøber Pjecen."
7de Januar.
Til Middag var jeg i Gjæstebud hos Hegermann. Ved
at kaste Øinene om blandt det talrige Selskab, faldt det mig
ind, hvilken Sjeldenhed en Ridderorden var her i Landet for
6 -- 8 Aar siden, og hvorledes man nu fast i hvert Selskab
seer hvert andet Menneske behængt med 1 a 2 Ordener.
Endnu nogle Aar tilbage i Tiden f. Ex. 1ste November 1796,
da Rahbek fremlagde M. C. Bruns Stambog med Nissens
Tegning, hvor Scepter og Krone laa paa Baalet, og drak det
betydningsfulde: Skaal! da tænkte vi alle, formoder jeg, at
der 1816 ikke skulde findes en Ridderorden mere i Europa!
8de Januar.
Ikke just fordi jeg tvivlede om Udfaldet, men fordi jeg
dog ventede Debatter og ansaae det muligt, at Een eller Anden
ved de holdne Taler og udkomne Skrifter kunde være omstemt,
ilede jeg op i Odelsthinget, saasnart jeg var færdig med
Confirmandlæsningen. Der skulde just voteres, da jeg kom
derop, og da Klokken kun var lidt over 11, troede jeg det
nødvendig maatte være første Spørgsmaal, der skulde decideres.
Men allerede var Garantiesagen afgjort, og med 39 Stemmer mod
20 blev Odelsthinget ved sin forrige Mening. Betænker jeg
nu, at en eneste Stemme udgjorde Lagthingets Pluralitet, at
|
| s.331 | denne Ene (Tank) nu er borte: at Falsen, en af Garantiens
Stiftere og vistnok dens Ven, er kommen eller kommer tilbage:
endelig at de opraabte, men fraværende Odelsthingsmænd
uden Tvivl alle ville stemme for den, saa lader dens Skjæbne
i det samlede Storthing sig letteligen forudsee, om Sagen og
naaer denne høiere Instants og ikke allerede i næste Lagthings-
session afgjøres i Garantisternes Faveur. Det var blot Rigs-
banken, som nu var under Quæstion, og der bekræftedes Odels-
thingets Mening med end større Pluralitet. Med 16de Para-
graph, om Coursbestemmelsen, gik det ligesaa. Saaledes vare
da alle at Lagthinget antagne Grundsætninger kuldkastede, og
med Føie ansaae Præsidenten det for Tidsspilde, nu at gjen-
nemgaae Forslaget Punct for Punct. -- Lagthingets Anmærk-
ninger over Forslaget til Formueskattens Ligning havde i det
hele samme Skjæbne, og her syntes jeg, at Retten aabenbar
var paa Odelsthingets Side; dog var der en af Lagthinget
foreslagen Modification, som bifaldtes eenstemmigen. Jeg op-
pebiede ikke Enden, men gik op i Theatret, hvor der var
Generalforsamling, og hvor jeg da lykkeligen befriedes fra mit
Directeur-Embede. Man havde sat mig paa Forslagslisten,
men i Medhold af Loven frabad jeg mig Gjenvalg. Valget
faldt paa Falbe, Kaltenborn og Carlsen. Paa Grund af
Underballancen forhøiedes Contingenten til 24 Rbd. for et
Mandfolk og 20 Rbd. for et Fruentimmer. Indskud for-
høiedes til 50 Rbd. og Udmeldelseskjendelse til 6.
9de Januar.
I Ny Minerva læste jeg Paludans i det Hele vel skrevne
Afhandling om Liturgien og den herskende Ringeagt for Re-
ligionen, især i de høiere Stænder. Her i Landet synes Bon-
destanden ei at ville give de Fornemme noget efter.
|
| s.332 |
10de Januar.
I Intelligentsseddelen ønsker en Anonym Sebbelovs Finants-
project lagt paa Hjerte, og klager over, at Landmandens Tarv
ikke nok tages i Betragtning ved den Formuesskat, man vil have
paalagt, hvilket i saa Fald er Bondestandens eller dens Repræ-
sentanters egen Skyld, da ingen er mere forhippet paa Formues-
skatten end de, -- men det værste, ret en Nederdrægtighed af
første Skuffe, er et Spørgsmaal, hvor man fremdrager af
Glemsel en i sin Tid meget omtalt Handling af Biskop Bech,
der for en Deel Aar siden ved Vang Kirkes Indvielse lod
sætte militair Vagt ved Kirkedøren, og uddele Billetterne mod
Betaling. "Kan det ikke," anmærkede Schultz i Dag, "godt-
gjøres, at det er til Fordeel for Skole- eller Fattigvæsenet
dette Arrangement er skeet, saa bør den Mand ei længer være
Biskop, thi han har da høiligen vanæret sin Stand." Jeg
mærker imidlertid, at Sagen ei anfægter ham, og slutter deraf,
at han maa have en Slags legal Grund til, hvad han har
gjort. Rigstidenden fortæller, at Professorerne P. C. Müller,
Jens Møller, Thorlacius og Brønsted, samt Dr. J. Mynster
i Kjøbenhavn ere sammentraadte med Sjellands Biskop for
at udarbeide en dansk Oversættelse af det nye Testamente for
det danske Bibelselskab. Forresten indeholder Bladet tre af
disse politiske Smaastykker, som nuomstunder udgjør det meste
af Norges Literatur. -- I Nationalbladet har Hr. Olsen for-
nyet sin Mynt og faaet indført en Sang til Kronprindsen,
der, om Gud vil, skal være i Grundtvigs Maneer, men er i
det Hele noget underligt Tøi, især ere de to første Stantzer
saa curiøse, at de vel kunne fortjene at afskrives her:
Drot af Sydens Kæmpeæt,
Der som Granen kneiser!
Nu est du dog vel lidt træt
Af de lange Reiser.
|
| s.333 | Sæt dig her i denne Dal!
Lad den være Kongesal
Blot en liden Kjende.
Og lad Skjalden sætte sig
Ved din høie Side!
Han har Lyst at spørge dig
Hvordan du mon' lide
Vore Fædres gamle Nor,
Folket, som paa Klippen boer,
Alle Norges Sønner!
Samme Olsen vil (es sey Gott geklagt!) udgive to Bind
blandede Digte.
Der er ingen Tvivl om, at Nansen er den fameuse Ma-
skeradevises Forfatter, thi ihvorvel han ikke bekjendte, kan jeg
heller ikke sige, at han nægtede1. Han gav mig endog Nøg-
|
| s.334 | len til Ting, der forhen vare mig utydelige, og da man nu
omtrent nævner alle de publike Personer, til hvilke sigtes i
Visen, anfører jeg her med rene Ord, hvad derom tales i
Publicum. Den gamle Kone med Sporer er da upaatvivlelig
Treschow (hvem Verset om Frue Justitia skal gjælde, derom
har jeg ingen Gisning hørt); Kammerherren, som spiller paa
|
| s.335 | Lire, er Falbe; hans tykke Excellents, mon det ikke skulde
være Sommerhjelm? Ved Skribenten har jeg hørt nogle
gjætte paa Kirkesanger Bjørnsen, men ham kan det ikke være,
og saa veed jeg ikke, hvem det er. Den, som staaer med Him-
len i den ene, og en Stump Baand i den anden Haand, er
Wergeland. Om Grev Wedel skal der være to Vers,
det om Finantsministeren, og det før omtalte om ham, der
|
| s.336 | har en Fyrste i Maven. Han, der overalt sætter Sølvgehalt
paa Papiret, skal være Expeditionssecretair Vogt; Basil, som
gik hjem og lagde sig, var Tank; den sprænglærde Mand,
der troer Fædrelandets Skjæbne beroer paa ham, anvende
nogle paa Lange, andre paa Nansen selv. Bondens Ven
og Taler ville nogle skal være Falsen, men det er vist Wei-
demann. At Christie er Despotens Mand, der med Frie-
|
| s.337 | sprog i Munden bereder gyldne Lænker for sit Land, er nok
upaatvivleligt. Den mæskede Prælat, hvem skulde det være
uden Bech? Den lumske Pietist er da ingen anden end Bugge,
ligesom Moralisten er Bonnevie. (Hvad der siges om hans
gamle Uhrværk falder lidt i det Lumpne; imidlertid var det just
Nansens Forklaring over dette Vers, som bestyrker mig i den
Troe, at han er Forfatteren. Schultz er vred paa Bonnevies
Vegne, og siger, at det bedste og eneste Svar, denne kunde
give, var et Livfuld Prygl). Hanekyllingen er af alt det
meest træffende og characteristiske, og Ingen vil deri miskjende
Ræder.
|
| s.338 |
12te Januar.
Falbe og Justitsraad Thrane holdt en musicalsk Conver-
sation, hvoraf jeg forstod saare lidet. Anledningen dertil gav
Organist Bohr fra Bergen, som for Tiden opholder sig her i
Byen for at faae sine Compositioner trykte hos Roverud.
Han er indfødt Dansk og forskreven hertil som Violon for
nogle og 20 Aar siden af Thrane. Som Musiklærer roste de
ham; hans Indsigter og Færdighed vilde de derimod ikke be-
rømme, især var Falbe misfornøiet med hans Compositioner,
et Fag, hvori (Dandsemusik undtagen) hans Høivelbaarenhed
neppe selv excellerer.
13de Januar.
Biskoppen har i Dagens Intelligentsseddel med sindig
Frimodighed fralagt sig den lumpne Beskyldning, man gjorde
ham i sidste Blad, og man føler sig overtydet om, at ikke
Egennytte eller anden moralsk uædel Bevæggrund har moti-
veret Handlingen. Men upassende og despotisk anseer jeg den
endog efter hans Forklaring for at være. Paa Landet er
man ikke vant til saadan Tvang, og hvorfor den just her mere
end andetsteds skulde være nødvendig, indseer jeg ei. At jeg
som et Naboesogns Indvaaner skulde betale for at bivaane
en saadan Høitidelighed i Guds Tempel, der som Himlen bør
staae aaben for alle, vilde ogsaa været mig anstødeligt. Men
allerværst var det, at Billetterne kun gratis uddeltes til Me-
nighedens Mænd og deres Koner; og at jeg ikke som Sogne-
mand, som Kirke-Eier skulde have Lov til at tage mit voxne
eller velopdragne Barn med i Kirken uden at betale for En-
treen, det er en Haardhed, en aabenbar Fornærmelse, som jeg
undres over ikke strax blev offentligen paatalt. -- En plump
Karl har paa sin Maade satyriseret over Lagthinget og ender
med den smukke Erklæring, at det bliver Skidt altsammen.
En Anden har i noget høfligere Udtryk sagt omtrent det
|
| s.339 | samme, vil have Garantien vedligeholdt og fremmed Korn-
brændeviins Indførsel forbuden.
I Odelsthinget var Værnepligten Dagens Orden. Da
jeg kom, oplæste Weidemann et Forslag af ham selv, der me-
get forsonede mig med ham, og synes at ville berøve ham (i
mistænkelig Forstand) Navnet: Bondens Ven og Taler.
Han vilde nemlig i Grundloven blot see Forpligtelse for En-
hver til at værne om Landet, naar det angrebes, men paa-
stod, at Borgeres og Embedsmænds Sønner herefter som hid-
til skulde fritages for at indskrives i Soldatrulle og gjøre
egentlig Tjeneste. Til den Ende vilde han have Committeens
Indstilling tilsidesat og at en ny Committee skulde nedsættes,
der inden 8 Dage skulde udarbeide og indgive en ny Ind-
stilling, grundet paa de af ham anførte eller andre med huus-
lig og borgerlig Lyksalighed forenelige Principer. Nogle
Stemmer hævede sig derimod, men da det kom til Votering,
vare Stemmerne lige, altsaa gjorde Weidemann som Præsident
Udslaget. De fleste Bønder vare naturligviis af den mod-
satte Mening. Christie (ogsaa af Oppositionen) erindrede, at
efter Reglementet et Lovforslag, hvor Stemmerne vare lige,
skulde ajourneres og efter to Dages Forløb foretages paany,
men i nærværende Tilfælde troede han dog den brugte Frem-
gangsmaade var den rigtige, af hvilken Mening Bugge ogsaa
var, saameget mere, da just den samme blev brugt dengang
Talen var om Geistlighedens Indkomster, og fandt da Christies
Bifald. Man blev enig om, at Committeen skulde bestaae af
9 Medlemmer, 3 Embedsmænd, 3 Kjøbstadborgere og 3 Land-
mænd. Valget faldt paa Weidemann, Wetlesen, Christie,
Oxholm, Konow, Jørgen Aall, Theis Lundegaard, Ole Haa-
genstad og Peder Ilsaas. Men nu erindrede Gerner, at nogle
havde voteret paa Jacob Aall som Kjøbstadborger, andre som
Landmand, og naar disse Stemmer sammenlagdes og overfør-
tes til Landmandsclassen, havde han flere end Ilsaas. Schultz
|
| s.340 | og Bjørnstad erklærede, at de havde voteret paa ham som
Kjøbstadborger, i den Tanke, at han henhørte til denne Classe.
Præsidenten ansaae det for en af de Uordener, som ved Stem-
metælling ei kunde komme i Betragtning, da Classificationen ty-
delig nok var angivet. Ved Voteringen sanctioneredes dog
Aalls Ret til at fortrænge Ilsaas. Ogsaa her steg jeg med
begge Fødder ned i Weidemanns Mening, ikke fordi jeg tviv-
ler om, at jo Jacob Aall er et langt dueligere Medlem af
Committeen, men fordi jeg fandt heri en Anomalie, som i
Tiden ved andre og vigtigere Anledninger kunde have Følger,
der nu ei lade sig forudsee eller beregne.
Grev Essen har i Dag viist mig en Honettetet, som over-
alt vises mig under den nuværende Regjering langt meer end
under den forrige -- han har ofret mig 400 Rbd. Man
gik rigtignok flittigere i Kirke sous l'ancien regime, men i
Gjerning og Sandhed saae det nok misligt ud med Kjærlig-
heden baade til mig og Religionen.
15de Januar.
Jeg aflagde Excellencen den skyldige Nytaarsvisit. Syg-
dom var vor Samtales eneste Æmine. Prof. Sørensen er
hans Læge; han erkjendte de to andre Lægers Indsigter og
Fortjenester, men Thulstrup havde man sagt ham var doven,
og Skjelderups stammende Organ rebuterede ham.
16de Januar.
I Morges sendte jeg Bud til Ræder og spurgte, om
Pengevæsenet skulde foretages i Storthinget. Han lod svare
Ja, og jeg skyndte mig derop, men paa mit Spørgsmaal til
Schultz: "Skal De nu sætte Hovedet paa Sømmet?" svarede
han: "Nei i Dag skal vi blot glatte og file det," og neppe
det engang skede. Præsidenten oplæste Lagthingets sidste
Beslutning, erklærede altsaa Sagen moden til at foretages
|
| s.341 | in pleno, men da han endnu ikke havde kunnet gjøre sig be-
kjendt med de tilhørende Documenter og heller ikke tiltroede
sig de fornødne Indsigter til at foredrage denne Sag paa hen-
sigtsmæssigste Maade, foreslog han en Committee af 3 sagkyn-
dige Medlemmer, som inden to Dage skulde ordne de forelø-
bige Principer og de derpaa grundede Lovforslag saaledes, at
Sagen tydelig kunde oversees, og at afgjørende Resultat frem-
bringes. Motionen bifaldtes eenstemmig og Valget faldt paa
Borchsenius, Nielsen og Budtz. I et extraordinairt Møde
skal deres Indstilling dicteres, og efter andre to Dage afgjø-
res da det Hele endeligen, saafremt nemlig Beslutningen faaer
kongelig Sanction, hvilket Eidsvolds-Garantiens Vedligeholdelse
efter Sigende ei skal faae. Det er, vil man paastaae, som
Bergenser Christie holder saa stivt paa Garantien, da den skal
være fordeelagtig for hans Committenter.
17de Januar.
Halvor Hoel træder atter frem i Intelligentsseddelen med
en lang intetsigende Apologie, hvoraf ei læres andet, end
hvad man vidste før, at ingen Brøde kan overbevises ham.
Men i samme Blad finder han en ny Antagonist, der af de
bekjendtgjorte Domme, ham angaaende, tager Anledning til at
anbefale Valgforsamlingen større Varsomhed, paa det man kan
være sikker paa, at ei Postrøveren ved Moss eller en lignende
Forbryder en anden Gang møder paa Storthinget som Folke-
repræsentant. -- I Tillægget til Rigstidenden forsvares Em-
beders Bortgivelse paa Livstid, og billiges, at Regjeringen efter
Grundloven ei kan afsætte eller forflytte mod deres Villie no-
gen Embedsmand, undtagen visse, ved hvilke af Nødvendig-
hed gjørs Undtagelse; men den Nødvendighed indseer ikke jeg.
Jeg gad vide, hvad Skjæbne mit Forslag faaer i Constitutions-
committeen; det aner mig, at den henlægger det.
I Aften opførtes Edvard af Skotland, som man af
|
| s.342 | politiske Grunde ikke har kunnet spille siden 1806, men saa-
meget jeg virkelig ynder dette Stykke, skulde jeg dog gjerne
seet, at det endnu en Stund var bleven henlagt, naar man
ikke kan spille det bedre. Kaltenborn var Edvard. Uforglem-
melig er mig Forsom, saadan som han først traadte ind med
Hunger, Angst og Fortvivlelse præget paa det blege Ansigt.
Saadan tænkte jeg mig ogsaa Kjerulf, hvem Rollen ifjor var
tildeelt, men Kaltenborn med hans fyldige Figur og Ansigt,
hvilket han i Mangel af Angest gav Barskhed, tog sig aldeles
ikke godt ud, førend han kom i Lord Athols Klæder (hvilken
i Forbigaaende ei bør være Uniform, da Athol slet ikke er
Officier,) da havde han sin sædvanlige Værdighed og Anstand,
der klæder Prinds Edvard særdeles vel, og gjorde den Deelta-
gelse, Damer viste ham, begribelig. Mad. Tullin var Lady
Athol, men Rollen vilde passet bedre for Frue Thulstrup.
Dame af Stand og Tone er ikke Mad. Tullins egentlige Fag.
Frue Falsen spillede Malvina, som hun pleier. Jeg seer hende
heller som fransk Bondepige. Schandorff lignede som Lord
Athol i Spil og Udseende en gammel Skolemester. Ridder
Argyle spiltes af en stiv Person ved Navn Petersen, der har
en ganske god Figur. Rougtved var en ret god, jevn, simpel
Tom. Derimod kunde man ikke tænke sig en daarligere Oberst
Coox end Auditeur Linstov. Det skal være en aldrende, raa,
støiende Kriger omtrent som Major Meyer herude i Smaa-
lehnene, men naar man saae den unge spinkle sagtetalende
Person som Oberst, forestilte man sig, at det maatte være en
Adelsdreng, der havde faaet Port D'Epeen paa Vuggen, og
derfor allerede var saavidt avanceret. Endelig havde man i
yderste Nød gjort Falbe til Hertugen af Cumberland, hvortil
han ikke har en eneste anbefalende Egenskab. At man lod
dette Stykke spille i en Pragtsal med en Snees Colonner,
der aldrig kan tænkes uden paa et Slot, men allermindst paa
en skotsk Herregaard paa en liden Øe i en vild Bjergegn,
|
| s.343 | burde Maskin- og Costumedirecteuren en for begge og begge
for en have Klaps for. -- Saare godt gik derimod Enact-
stykket Hvor Tiden løber, hvilket jeg, ligesom ved Arle-
chinos Bryllup, tør tilregne mig Fortjenesten af at have bragt
paa Theatret. Holm gav Hvidbergs Rolle til Fuldkommenhed.
Det gaaer ham som flere store Kunstnere: udhæve en ubetydelig,
bringe Mening i en dum og flau Rolle, det kan han ikke,
men giv ham en Rolle, hvor der virkelig er Situationer og
Characteerskildring! da præsterer han noget, som den meest
kræsne Critiker maae applaudere. De øvrige Roller ere i dette
Stykke Hovedrollen saaledes underordnede, at man ei lægger
Mærke til dem, men ellers saaes med megen Fornøielse Frue
Aubert som Madamen og et nyt Medlem, Hoppe, som Lars.
1 tilbake De Vers, hvortil det Efterfølgende sigter, aftrykkes her:
Men, hvad Fanden er dog det
For en gammel Kone?
Som ledsages, seer jeg ret,
Hist af Jomfrue Lone.
Hun er ussel, stakkels Skrog
Og desværre ei ret klog;
Thi hun gaaer med Sporer.:,:
Ei, see Fru Justitia,
Hvor hun om sig feier,
Skarn der bliver nok endda;
Thi, imens hun veier
Retfærd i den ene Skaal,
Guld og Gunst dog Vægtens Naal
Tvinger dybt mod Jorden.:,: |
| bla bakover |