|
6te December.
I Storthinget foretoges i Dag en Sag af megen Vig-
tighed. Efter en vidløftig Fortale havde Ræder gjort et For-
slag i Henseende til Voteringen in pleno, naar en Sag havde
to Gange gjennemgaaet begge Thing. Hensigten var uden
Tvivl at faae Lagthingets Majoritet og Odelsthingets Mino-
ritet i Pengesagen til afgjørende Pluralitet i samlet Storthing.
Den combinerede Committee, som nok meest bestod af Garan-
tister, indstillede, at Forslaget burde henlægges. Men nu var
fra en anden combineret Committee indkommen en ældre Be-
tænkning i Anledning af Egebarksagen og Præsidentens Fore-
spørgsel, om ei af plenum kunde gjøres et Tillæg til Odels-
thingets Resolution, eller om en saadan udecideret Sag atter
skulde vises tilbage til Odelsthinget. Denne Committee, som
var særdeles ypperligen besat, var af den Mening, at hverken
Tillæg eller Henvisning maatte finde Sted, at Lagthingets
Anmærkninger ei maatte komme under Votering, at alene Odels-
thingets Lovforslag kom under Betragtning, og at, naar dette
ei havde to Trediedele af Stemmerne for sig, maatte det an-
sees som forkastet. Christie vilde, at Ræders Forslag først skulde
tages under Overveielse, men derimod protesterede denne selv,
da det i det væsentlige bortfaldt, hvis sidste Committees Indstil-
ling antoges. Dette fandt ogsaa Pluralitetens Bifald, men da
man ei ansaa sig behørigen forberedt paa at debattere om
denne vigtige Sag, dicteredes blot Forslaget til Afgjørelse i et
senere Møde. -- Det samme var og Tilfældet med den Deel
af Sorenskriver Schjøtz's forhen omtalte Forslag, som efter
Grundloven ved dette Storthing skal afgjøres: Forholdet mel-
lem Kjøbstædernes og Landets Repræsentanter. Committeens
Mening var, at Kjøbstædernes skulle blive som hidtil 26, hvori-
|
| s.302 | mod Landets skulde reduceres til det dobbelte Antal, det hele
Storthing altsaa bestaae af 78 Medlemmer istedetfor nu af
87. Dette skulde da skee paa den Maade, at intet Amt maatte
sende mere end 3 Repræsentanter, istedetfor at nu de fleste
sende 4. -- Bonnevie fortalte, at Storthinget i Morgen skulde
holdes inden lukte Døre, da der skal handles om Convoiafgift,
som Deyen i Algier ikke maa faae Nys om, hvorfor der ikke
engang ved Trykken maa bekjendtgjøres noget om den Sag.
Jeg hørte i den Anledning, at Kongen af Danmark (!) ud-
sender en Escadre for at tugte Røverstaterne. Ogsaa om Val-
løe Saltværk, som vor forrige Regjering skal have pantsat til
danske Mænd, skal handles i hemmeligt Møde.
I Rigstidenden er en lang og ret god Formaning til Spar-
somhed, som det eneste Middel til at ophjælpe vort Pengevæ-
sen. -- Nationalbladet giver en meget nøiagtig Fortegnelse
over 208 norskfødte Embedsmænd, som vare i Danmark ved
Rigernes Adskillelse, hvoraf 6 siden ere døde og 22 traadte
ud af dansk Tjeneste, hvoraf igjen 14 ere ansatte i norsk.
Dernæst forekommer en Epistel til en Forfatter i Intelligents-
seddelen, hvori blandt andet gives en Characteristik af Christie og
Nansen som Storthingsmænd nu og før, efter min Overbeviis-
ning saa sand og træffende, at jeg, som bekjendt for at være
en af de flittigste Tilhørere deroppe, næsten frygter for, at man
vil holde mig for dens Forfatter, hvilket jeg dog med god
Samvittighed kan sige, jeg ikke er. Foruden et Par Smaating
findes der endelig nok et Angreb paa Johan Horster i Anled-
ning af Hounts Begravelse. Da jeg var Horsters Raadgiver
i den Sag, anseer jeg det for min Pligt at træde frem med
mit Videtur. Jeg skrev strax et Svar, hvori jeg "siden jeg
mærker, at der er Folk, som finde Glæde i at oprippe gamle
glemte Historier, og som hverken ville lade de Døde hvile el-
ler de Levende vandre i Fred", beder Vedkommende om at hen-
vende sin Vrede paa mig, da det var efter mit Raad Horster
|
| s.303 | gjennem det academiske Collegium anmodede Studenterne om
at bortbære Hounts Liig.
7de December.
Lieutenant Garben gjorde mig Afskedsvisite, da han afgaaer
som Ingenieurofficer til Fredrikssteens Fæstning. Det er en
deilig Karl. "Ja men han veed nok ogsaa, at han er det",
svarede min Kone, da jeg gjorde denne Bemærkning. -- Uden
Tvivl! men mon vi andre da vide mindre, hvad godt der er
ved os? Veed da ikke jeg, at jeg er en god Taler, Aubert at
han er en udmærket Ingenieur, Christie at han er en klog og
duelig Storthingspræsident, og saaledes Mænd og Kvinder
i det Uendelige? At vi skal være blinde for vore egne Fortrin,
naturlige eller erhvervede, er formeget forlangt, og Mennesker,
som i Sandhed er det, troer jeg neppe findes uden i Roma-
ner, og sjelden nok der. Naar vi kun ikke tiltroe os Fuld-
kommenheder, vi slet ikke besidde, og ikke paa en uædel og
ubeskeden Maade producere dem, vi have, saa staae vi vel
endda som Syndere for den Alvidende, men Mennesker kunne
slet ikke fordre mere.
Capt. Ræder fortalte, at det hemmelige Møde var opsat;
derimod ventileredes i Odelsthinget om Brændeviinsbrænden,
som nok bliver Enhver tilladt. I Lagthinget var dicteret den
nedsatte Committees Forslag til en Pengeanordning. Jeg læste
den, og efter min Indsigt var den simpel og saare antagelig
-- men langsom synes Curen at blive, hvis den bifaldes.
8de December.
Fru Treschow fandt Schmidts forhen omtalte Appel til
Publicum oprørisk, hvoraf man seer, hvorledes han og hans
Fremgangsmaade dømmes af Regjeringen og i de store Cirk-
ler. -- Det er de mange bortrømte Slaver, der menes i denne
Tid at gjøre Landeveiene saa usikre.
|
| s.304 |
9de December.
I Intelligentssedlerne fandtes atter en ironisk Betragtning
over Pengevæsenet af en Antigarantist. En Hedemarker har
indstillet til Storthinget, om der ei for hvert Sogn burde ned-
sættes en Committee, der kunde regulere Præsternes Indkom-
ster overeensstemmende med, hvad de fra gammel Tid have
været, hvorved Hedemarken (hver elsker sig selv, sagde Krage-
ungen til Nattergalen) vilde befinde sig vel. Der synes over-
alt i den Egn at herske et rasende Præstehad, og vistnok maa
man beklagende tilstaae, at de fleste af deres geistlige Mænd ei
kunne indgyde Agtelse og Kjærlighed for Standen. Hos P -- ,
K -- , M -- og R -- har man længe erkjendt lønlige Brøster
fra Forstandens eller Hjertets Side; heller ikke B -- s Rygte
har været uplettet, og i denne Tid er han, som har et af
Norges største Kald, beskyldt for aabenbart Ran. Det er
sørgeligt, at saaledes flere af Landets bedste Embeder ere i tve-
tydige Menneskers Hænder. Lassens Sag er bragt i Bevæ-
gelse. Departementet har befalet Biskoppen at indhente hans
Erklæring. Endelig ere indrykkede in extenso de over Halvor
Hoel fældede Domme, hvoraf sees tydeligt nok, at National-
forsamlingen vilde vanæres ved at optage en saadan Karl i
sit Skjød. -- Rigstidenden melder, at Lieutenant Linstov er
bleven Regimentsqvartermester og Auditeur ved det ridende
Jægercorps. Han maa have en besynderlig Kjærlighed til
Norge. Han er dansk Adelsmand, har sin hele Familie i Dan-
mark, har latinsk-juridisk Examen med bedste Characteer, og
kunde uden Tvivl ved at auscultere i et Collegium om meget
kort Tid bane sig Vei til en Amtmandspost, som han paa sin
nærværende Bane vist længe maa bie efter. Den naturaliserede
Capt. Lous er bleven Bygningsinspecteur ved alle Kronens
Værfter, et nyskabt, men vistnok ikke unyttigt Embede. -- Na-
tionalbladet indeholdt meest Pressesager, i Anledning af hvilke
Statssecretair Holst fortalte mig, hvad jeg forhen har været
|
| s.305 | ufuldstændigen underrettet om: Den smagløse Bulletin over
Kronprindsens Vestlandsreise var, som jeg antog, af Ha-
gerup. Først blev Prindsen vred over H.s vamle Lovtaler,
og da saa i næste Nummer af Rigstidenden kom nogle spidse
Anmærkninger over, at der var sagt, Norges Lyksalighed nu
endelig skulde tage sin Begyndelse, og desuden et stiklende
Spørgsmaal om det nye Unionsflag, voxte hans Vrede, og
han svor at ville kjende Forfatteren, om det saa skulde koste
ham 20000 Rd. Bco. Uden Vanskelighed opdagedes det, at
Brødrene Vogt, Expeditionssecretairer i 1ste og 5te Departe-
ment, havde skrevet disse 2 Stykker. Den umiddelbare Følge
blev, at Vogt, som var kommen op fra Kjøbenhavn men
skulde vende tilbage, formeligen rapelleredes fra denne Mission,
samt at Udgiverne af Rigstidenden, som et halvofficielt Blad,
fik den hemmelige Ordre intet at indrykke i deres Blad enten
til Roes eller Dadel for Regjeringen. De endnu ikke bort-
sendte Nummere af Bulletinbladet maatte omtrykkes.
I Ligfølget i Dag gik jeg ved Siden af en af Heltene
fra 2den April, prydet med Sølv-Hædersmedaillen og desuden
Dannebrogsmand, en Skibscapitaine Petersen, efter Udseende
en særdeles rask og determineret Karl. Han fortalte meget
om hiint Slag, hvor han havde været paa Indfødsretten.
Capitaine Thura, som man ellers i Kjøbenhavn havde meget
at udsætte paa, roste han som en streng, men retfærdig Mand.
Han var den første paa Skibet, de fiendtlige Kugler ramte,
faa Minutter efterat han havde forsikret, at Englænderne,
saaledes som de skjød, ikke vilde træffe en Mand. Schrøder-
sees Hoved blev skudt af ham i det Øieblik, han betraadte
Skibet, og faldt ned i Barcassen, medens Kroppen blev lig-
gende paa Dækket. Sit Dannebrogskors troede han ei at
have fortjent. Han havde i General Peymanns Nærværelse
slukt en Bombe ved en forvoven Gjerning, som han tilstod,
han ædrue neppe kunde bekvemmet sig til, men som han
|
| s.306 | gjorde halv beruset efter en lystig Sviir med sine Kammerader.
Mon ikke ellers den meste Heltedaad har en lignende Grund?
mon ikke en uvilkaarlig Stemning i Sindet og Disposition i
Legemet virker to Gange, hvad Principer udrette engang?
mon Medaillen var mere fortjent, og mon han ei under Sla-
get var ligesaa beruset, skjøndt ei af Viin eller Brændeviin?
10de December.
Kulden vedvarer endnu. Jeg ventede altsaa ikke og fik
ei heller mange Tilhørere i Slotskirken. De to gamle Gene-
raler Haxthausen og de Seve vare der dog, og saavel Psalmen
som Prædikenen maatte uden Tvivl gjøre Sensation paa dem.
Hiin var No. 429, hvor især 4de Vers maatte vække Efter-
tanke hos Haxthausen, i forrige Aar Kongens Yndling og næst
denne Rigets første Mand, nu staaende for en Ret, hvor
Vangensteen og Hans Barlien, hvem han da neppe vilde vær-
diget et Nik, ere blandt hans Dommere. Prædikenen afhand-
lede i Anledning af Luc. 21, 33 Det Forgjængelige og
det Uforgjængelige. Ogsaa der forekom vel mangt, som
de to Oldinge alvorligen maatte tænke og føle ved, og det
skulde glæde mig, om mine Ord vare dem Opmuntring til at
holde fast ved den urokkelige Støtte, jeg viste dem hen til,
istedetfor det svigtende og sønderbrudte Siv, de forhen heldede
sig til.
11te December.
Bugge synes nu at forsones lidt med Storthinget, skjøndt
neppe med de to Præsidenter, og haaber, at det til Februar
Maaneds Udgang skal være færdigt.
13de December.
I Nationalbladet taler Amtmand Falsen med Alvorlighed
om Trykkefriheden som en væsentlig Deel af Norges Grund-
lov, og laster i en anstændig og værdig Tone de nærværende
|
| s.307 | Presseactioner som ulovlige og inconseqvente. En af Garan-
tiens 29 Modstandere paa Rigsforsamlingen hæver sin Stemme
med Eftertryk imod dens Overholdelse. Det skulde undre mig,
om denne eenstemmige Opposition ei omvendte flere af det
seirende Parties Tilhængere i Odelsthinget.
14de December.
Var en Tid som den nærværende indtruffen i min Dag-
bogs ældre Periode, den havde da neppe oplevet sin anden
Fødselsdag. "Hvad skal jeg tale om, og tie kan jeg ei", er
ofte mine Ord, naar jeg sætter mig hen at skrive i denne
paa Begivenheder yderst fattige Tid. End ikke Storthingets
Forhandlinger give mig Æmne. Confirmandlæsning borttager
tre af Ugens Formiddage; desuden kjølnes min Iver for
Sagen, især nu, da Brændeviinsbrænden og Saugprivilegier
og Bjergværker er Dagens Orden. Dog nu er jeg begyndt
og vil vedblive. Et og andet om end Ubetydeligt vil det dog
glæde mig at have udrevet af Glemsel. Mig selv og maaskee
mine Børn efter min Død bereder jeg mangt et morsomt
Øieblik ved denne Dagbogsskrivning, og før mit 50de Aar,
hvis jeg lever saalænge, opgiver jeg ikke med min gode Villie
dette Arbeide.
15de December.
Der var Møde hos Stiftamtmanden i Anledning af
Heltzens Forslag til et skjærpet Fattigpolitie. Da Forretnin-
gerne vare tilendebragte, kom Baron Wedel og kaldte Falbe
ud. Det var for at lade ham vide, at paa et Huus i Nær-
heden var tegnet en Mand hængende i en Galge, med Under-
skrift Diriks. Uden Tvivl skader denne Mand baade
sig selv og den gode Sag ved de Presseactioner, men en
saare lumpen Adfærd er det og af de Herrer Oppositionsmænd,
ventelig et Par kaade Studenter, der hverken vide hvad de
|
| s.308 | ville eller gjøre. Ellers læste jeg hos Falbe et Brev, som
lærte mig, at Statsraadet vel nu og da kan behøve en Cor-
rex. Sjette Departement (Hegermann) har tilskrevet Indqvarte-
ringscommissionen (Falbe og Assessor Arntzen) og truet i
Anledning af en vis Affaire at suspendere dem fra alle deres
Embeder, hvis de ikke inden 3 Gange 24 Timer afgive
deres Erklæring. Commissionen har herover til Committeen,
som reviderer Statsraadets Protocoller, givet en vidtløftig og
heel alvorlig Deduction. -- Ved min Hjemkomst fandt jeg
Brev fra Schmidt. Han har Posthuset mistænkt for at have
aabnet hans sidste Brev til mig, hvilken Mistanke jeg dog
skal søge at betage ham. Et Brev fra den danske Oberst
Krag til ham, kommet med Leilighed og indleveret her paa
Postcontoiret, er forsvundet. At han staaer paa det sorte
Bræt, er vist, men han har dog vist sat sig der selv, og med
Hovedet fuldt af Spøgelser, der maaskee hist og her virkelig
kan have ladet sig tilsyne, seer han Spøgelser i hver Krog,
ogsaa der, hvor der ei er mere Spøgelse end bag paa min
Haand. Han har nedlagt Formandskabet i det Egerske Sog-
neselskab. "Med det første," siger han "quitterer jeg nok og-
saa Provsteskabet, og siden, hvis Conjuncturerne føie sig saa,
Præsteskabet -- og endelig Verden."
16de December.
Schmidt er i Dagens Intelligentsseddel angreben med et
Vaaben, jeg mindst af alle kan taale, med Ironiens. Man
driver Spøg med hans Appel til Publicum og gjør en Hob
juridiske Spørgsmaal om denne Domstols Beskaffenhed. Jeg
vil just ikke forsvare Appellens Gyldighed og Passelighed i
nærværende Tilfælde, eller paastaae, at Publicums Dom vil
falde anderledes ud end Odelsthingets; men ellers kunde For-
fatteren ved at læse Rothes berømte Afhandling: Hvad er
Publicum? overtydet sig om, at det er et ganske ærværdigt
|
| s.309 | Tribunal, ophøiet over Storthing og Parlamenter og Rigs-
retter og hvadsomhelst andet, der i et Lands Grundlov hedder
øverste Instants.
Liebenbergs Brev er, som altid, venskabeligt og interes-
sant, men med den nye Tingenes Orden i de nordiske Riger kan
han ikke forsones. "Dine høie Tanker om Pontecorvo", siger
han, "kan jeg nu engang for alle ikke dele med dig; dog
ønsker jeg for dit Lands Bedste, at du aldrig maa faae An-
ledning til at nedspænde dem". Det vil jeg da ikke formode.
Jeg kan tænke mig to Tilfælde, at vor Forbindelse med Carl
Johan kan styrte os i ny Ulykke, men personligen uskyldig er
han i saa Fald i begge. Vil det russiske Cabinet, efterat have
cajoleret ham, medens han arbeidede for dets Planer, styrte
ham for at ophøie Gustavs Søn, saa komme vi rigtignok i
Krig for hans Skyld, men ikke ved den. Et endnu føleli-
gere Stød kunde ramme os paa en anden Side efter hans
Bortgang fra Jorden. Eet Menneskes betimelige Død kunde
rimeligviis afværge begge Ulykker.
17de December.
Jeg lod et Ord falde til Holst om Striden mellem Stats-
raadet og Indqvarteringscommissionen, og han var aldeles
paa det førstes Partie, og ansaae det fuldkommen bemyndiget
baade til at give Trudselen og at iværksætte den. Jeg vilde
nu tale med ham om Invectiverne mod Schmidt, men saa
kom Storthingsmanden Jørgensen. Han var hjerteglad over
Odelsthingets Beslutning om Saugene, der billiges af Niels
Aall, Cappelen og Omsted, men Holst nedrev ubarmhjertigen
den hele Bygning med Argumenter, der forekom mig som
Laiker ugjendrivelige.
18de December.
Fra Biskoppen er til Jacob Aall, Sverdrup, Platou,
Hersleb, Rosted, Stenersen, mig, Siegwardt, Neumann, Schmidt,
|
| s.310 | Bonnevie, Munch og Grøgaard udgaaet en Indbydelse, i For-
ening at udgive et Maanedskrift af religiøst, moralsk og historisk
Indhold med et Tillæg, der skulde indeholde Recensioner. Som et
allerede erhvervet Bidrag nævnes et Stykke af Laxdæla Saga
oversat af Aall. Hovedhensigten skulde være, at sætte Dæm-
ning for den Frivolitet, der udtaler sig i Dagens Aviser og
Flyveblade, og at vække almeen Deeltagelse for vigtige og al-
vorlige Gjenstande. Den bestemte Angivelse af Indholdet
synes vistnok at betrygge imod (hvad Hersleb engang i mundt-
lig Samtale med mig befrygtede) at Bech vilde fylde Bladet
med Afhandlinger over Fattigvæsen og Sogneselskaber, og
Tingen har virkelig for mig meget Tillokkende; imidlertid lyde
de hidtil givne Paategninger som følger:
1. "Saavidt Tid og Evner tilstrække, vil Underteg-
nede med Fornøielse bestræbe sig for at bidrage til et litte-
rairt periodisk Tidsskrifts Udgivelse. Maaskee en Sammenkomst
af Medudgiverne af et saadant Skrift kunde bidrage til, at det
begyndte med nu tilstundende Nytaar".
Platou.
2. "Jeg vil med Fornøielse bidrage, hvad jeg kan til
Skriftets Udgivelse, men frygter, at jeg, ved at tiltræde det
proponerede Selskab, skal paatage mig Forpligtelser, som jeg
hverken har Tid eller Evne til at opfylde".
Rosted.
3. "Undertegnede kan af Mangel paa Tid ei have den
Ære at tiltræde som Medudgiver af ovenomtalte Blad; thi
overbeviist om, at Eenhed ogsaa ved et saadant Foretagende
er den vigtigste Fordring, agter han efterhaanden i en egen
Samling at offentliggjøre, hvad det bliver ham muligt at
udarbeide om religiøse Gjenstande. Skulde imidlertid Leilig-
hed gives ham til at tilbyde dette Blad ogsaa enkelte Bidrag,
som han villig underkaster Censur, skal det være ham kjært
saaledes at medvirke".
Hersleb.
|
| s.311 |
4. "Mine mange Embedsforretninger tillade mig ikke at
deeltage i noget bestemt litterairt Foretagende, især naar dette,
som med ovenomtalte Blad er Tilfældet, ligger udenfor min
egentlige videnskabelige Virkekreds".
Sverdrup.
5. "Naar jeg kunde vente, at dette Blad
vilde blive ægte christeligt, saa vilde jeg, skjønt jeg nu
mere levende end nogensinde forhen føler, hvormeget jeg mang-
ler i at have sand christelig Kundskab og Tankegang, dog love
deri at deeltage, haabende at Gud da vilde give mig den Kraft
jeg mangler; nu derimod, da jeg ingenlunde tør troe
hiint, tør jeg heller ikke tegne mig som Medudgiver af det
proponerede Blad."
Stenersen.
Mandigt Alvor, forenet med sømmelig Beskedenhed, fore-
kommer mig i Herslebs, undvigende Høflighed i Sverdrups,
Overmod og Uforskammenhed under christelig Ydmykheds Dække
i Stenersens Afslag at være de charakteristiske Egenskaber.
Min Erklæring lyder saa:
6. Den af Hr. Biskoppen yttrede Idee stemmer aldeles
med min Overbeviisning og Følelse, og ihvorvel ogsaa jeg har
mange adspredende Embedsforretninger, der levne mig liden
Tid og Stemning til litteraire Arbeider, ihvorvel jeg ogsaa fø-
ler det saare Meget, der fra Kundskabernes Side mangler mig
til at være en stadig og heldig Medarbeider i et saadant pe-
riodisk Skrift, saa tilstaaer jeg dog, at min Ulyst til at skrive
for en stor Deel kom deraf, at jeg intet bestemt nærliggende
Maal havde at virke til, og naar jeg havde et saadant for
mig, vilde jeg vel nu og da have Timer tilovers til at frem-
bringe Arbeider, der vel i ingen Maade vilde bære Præg af
Erudition, men dog maaskee af sund Sands, varm Følelse og
redelig Gavnelyst. Men vedfølgende Paategninger tilstaaer
jeg i det Hele ere mig saa afskrækkende, at jeg ikke veed, hvad
|
| s.312 | jeg skal sige. Kunne Mænd, hvis Embedsforretninger vist ikke
ere saamange som mine, og hos hvem disse alle slaae ind i
det litteraire Fag, hvilket desværre ei er Tilfældet med Reli-
gionslærerens, -- kunne de ei have Tid til et saadant Arbeide,
hvorfra skal jeg da tage den? og naar Halvdelen af de indbudne
indenbyes Mænd undskylde sig, en altfor svær Byrde maatte
da hvile paa den Tilbageblivende, hvilken jeg for min Deel
ei magtede at paatage mig. Kan et saadant Institut bringes
istand, da er jeg med inderlig Glæde, saavidt min Tid og
Evne tillader det, deeltagende Medarbeider, men fast skulde jeg
troe, der da maatte gjøres nogen Forandring i Planen, og
derfor vilde jeg tage mig den Frihed at foreslaae, at en Sam-
menkomst maatte berammes i Markedstiden, da Storthinget
ventelig endnu er samlet, da Dr. Neumann, Provst Schmidt
og Provst Munch ventelig komme herind, og da Hr. Biskoppen
maaskee kunde blandt Norges Geistlighed eller andre oplyste
Mænd finde andre Medarbeidere, der med lige christeligt
Sindelav ei vilde føle de Betænkeligheder, som afholde Uni-
versitetets yngste theologiske Lærer fra at entrere i denne
Plan."
Pavels.
Hos Lehmann fik jeg to af Dagens Smaaskrifter: Niel-
sens grundige Tale i Lagthinget, der med Føie kan kal-
des Svar paa Alt, og som det undrer mig ikke omvendte
flere af Thingets Garantister, og et Brev til Ole Olsen
om Rigsbanksedlerne. Mariboe har to Gange spurgt
mig, om jeg havde læst det, og anden Gang nævnte han sig som
dets Forfatter. Jeg kan da nu, naar jeg seer ham igjen,
glæde ham med den Efterretning, at jeg kjender det. Det er
en ret god populair Udvikling af den Sandhed, at Rigsbank-
sedlernes Formindskelse intet nytter, naar man ikke har rede
Valuta for de overblevne.
|
| s.313 |
19de December.
Vi have fremdeles Sneefog. Det er nok mange Aar,
siden der faldt saamegen Snee; idetmindste veed jeg ikke, at i
vor Tid Sneeplov er seet paa Fæstningen før i Dag. Capt.
Ræder lod mig vide, at Convoisagen endnu ikke er afgjort, og
at altsaa endnu ingen Uvedkommende indlades. I Aften var der
dog Lagthing for aabne Døre, men did gad jeg ikke vade hen.
Iøvrigt har jeg skrevet Af- og Tilgangslister, og i den Anled-
ning tænkt paa det Sted i en Bordpsalme, Børnene daglig
læse:
"Vi nu til vort og Næstens Gavn
Vort Arbeid vil forrette."
Er det end til mit eget Gavn jeg arbeider, da jeg ernærer
Kone og Børn af mit Embedes Indkomster, og jeg ikke kunde
nyde disse, naar jeg ei opfyldte dets Pligter, saa maa jeg dog
desværre med alle disse Lister og Erklæringer o. dl., hvormed
jeg spilder min Tid, gjøre den sørgelige Tilstaaelse, at jeg ikke
i ringeste Maade gavner min Næste, -- og gaaer jeg saa videre
frem til mine Prædikener, min Confirmandunderviisning, mit
Fattigvæsen, -- o ja! at jeg er en unyttig Statens Bor-
ger, var det en overdreven, ydmygende, nedslaaende Beskeden-
hed at ville sige, -- men hvormeget Gavn jeg stifter -- om
ikke min Røst som oftest er dens, der raaber i Ørken, om jeg
ikke selv har altfor megen og den Sag, jeg taler, altfor liden
Deel i det Bifald, der ydes mig, -- ja det veed Gud!
20de December.
Den forhen omtalte Jordan ordineredes i Dag til resi-
derende Capellan i Vaage. Der var foruden Ordinator ikke
mindre end 7 Præster, som lagde Haand paa hans Hoved.
Garmanns Intimationstale var Hverdagsgods; derimod var
Bechs Tale om Joh. 16, 23 den meest bibelske og christelige,
jeg nogensinde har hørt af ham. Af Hr. Jordans Prædiken
|
| s.314 | tilstaaer jeg, at jeg hørte overmaade lidet. Det var noget mat,
kraftløst, trivielt Tøi, der syntes at retfærdiggjøre Kjerschows
ublide Dom over hans Demisprædiken. Hvad jeg ellers meest
lagde Mærke til, var den Paastand, at der var mere Dyd og
Religiøsitet paa Landet end i Byerne. Er det paa Hedemar-
ken, hvor han skal have opholdt sig meget, han har hentet
denne Erfaring, skal det fornøie mig; har han derimod blot
læst det i en Roman eller et Hyrdedigt, saa kunde han gjerne
tiet dermed paa Prædikestolen.
Der var temmelig stort Selskab hos Biskoppen, hvori-
blandt hele Byens og det meste af Storthingets Præsteskab.
Bonnevie og Schultz fortalte mig om Storthingets hemmelige
Forhandlinger. Det egentlige Resultat kan jeg ikke sige har
synderlig Interesse for mig, men Debatterne ønskede jeg nok at
have hørt. De havde været meget varme og ikke uden Person-
ligheder. Bonnevie, Schultz og Ræder vare Hovederne for et
Partie, Christie, N. Aall og Bugge for et andet, som blev
overstemt. Præsidenten skal have maattet høre haarde Sand-
heder. -- Bonnevie skal nu have Bryllup i Julen og vies af
Schmidt. Hvorledes det er gaaet med Skilsmissebevillingen,
veed jeg ikke. Fra den moralske Side hører jeg man nu fin-
der deres Adfærd ulastelig. -- Efter Bordet udgød Bispen
for Expeditionssecretair Vogt og sin Collega Bugge, med hvil-
ken han syntes ret enig, en skrækkelig Harme over Treschow
som Statsraad. Han røbede den høieste Grad af Forbittrelse
over "en Ringeagt", han troede viist imod sig, for et Aar
siden Treschows Overmand i Oplysningscommitteen. Det er
et sørgeligt Bytte, den Mand har gjort: fra en i Tydskland,
Danmark, Norge og Sverrig berømt Philosoph til en i det
øvrige Europa ubekjendt og i Norge forhadt og forarget
Statsraad.
Nationalbladet er nu fuldt af Raisonnement om Trykke-
friheden og har ikke Plads for andet. Dog staaer min Er-
|
| s.315 | klæring til Horsters Antagonist der, hvortil Udgiveren har
føiet, at det forrige Stykke blot af Mangel paa Plads var
blevet liggende hos ham et Par Maaneder. Han synes da
med en god Samvittighed aldeles at have kunnet supprimere
det, da Nyheden var det allereneste, der kunde give det en
Gran af Interesse.
21de December.
Endelig har jeg igjen været paa Storthinget, men havde
liden Fornøielse. Der foretoges et Par Naturalisationssager.
Den første angik en Lieutenant Ryberg af Søe-Etaten, som har
tjent her ved Roflotillen i 7 Aar, reiste til Kjøbenhavn i Mai
1814, tog Afsked af dansk Søetjeneste, vendte tilbage til Norge
for der at erhverve sit Brød, og søgte nu om at antages
som Norsk Borger. Vedkommende Committee havde erklæret
sig mod ham; saa gjorde og Bøgh, Christie, Nansen og
Bugge. Det understregede Udtryk, som nok meest maatte til-
skrives Mangel paa Øvelse og Sprogkundskab, holdt man sig
især ved, og fandt, at det er enhver Fremmed uformeent at
erhverve sit Brød i Norge, uden at være naturaliseret. Hans
Talsmænd, hvoraf og fandtes adskillige, troede, han ei kunde
forstaae andet dermed end at ansættes ved Søe-Etaten. Nan-
sen meente, at vi trængte mere til Krigsskibe end til Søof-
ficerer; man tilstod det for nærværende Øieblik, men ved for-
bedrede Finantser kunde Norge snart faae en Flaade, Officerer
derimod var ei at faae for Penge, og kunde ikke tages af
vort Lands Indfødte uden efter lang foregaaende Dannelse.
Endnu indvendte Nansen, at Ryberg ved et Cadetacademies
Oprettelse kunde ansættes som Lærer uden at være naturali-
seret; det troede imidlertid ikke andre, da Grundloven blot
taler om Lærere ved Universitetet og de lærde Skoler. Bugge,
Naturalisationens evige Fiende, fandt det betænkeligt at natu-
ralisere danske Officerer, da det var muligt, at vi engang kunde
faa Krig med Danmark, men det indvendte man, kunde og
|
| s.316 | være Tilfældet med enhver anden Nation. Udfaldet blev, at
Committeens Indstilling antoges med 32 Stemmer mod 28,
hvorved jeg til Aggershuus Amts og Christiania Byes Ære
maa anføre, at alle tilstedeværende Repræsentanter derfra stemte
i Faveur af Ryberg, der skal være en udmærket duelig Officeer.
-- Et Offer for ham blev den Parnemann, om hvilken er
meldt fra Storthingets første Dage. Landet vilde uden Tvivl
vundet mere ved at tælle Ryberg blandt sine Borgere, men
ham selv tilføiedes ingen Uret eller Skade; derimod fandt jeg,
at aabenbar Uretfærdighed vistes mod Parnemann. Som Ho-
vedgrund for, at Naturalisationen forrige Gang nægtedes ham,
angav man, at han ei havde Afsked af dansk Tjeneste, og at
han ingen Attester havde indsendt om sin Duelighed. Begge
Dele producerede han nu. Det oplystes af Repræsentanten
der fra Egnen, at han aldrig har forladt Norge, hvilket 4de
Committee forrige Gang uretteligen havde debiteret; Bugge, som
erklærede, at han af Grundsætninger aldrig stemte for Nogens Na-
turalisation, altsaa ei heller for Parnemanns, vidnede dog til
hans Fordeel, og alligevel faldt han igjennem med 47 Stem-
mer mod 11. Sagen var, at foruden dem, der vare imod
Ryberg, dennes Talsmænd, for at hævne ham, næsten alle
traadte over paa det andet Partie; kun enkelte selvstændige
Mennesker, som Borchsenius, Rasmussen og Schjøtt bleve deres
Principer troe og holdt sig til Sagen, uden at agte paa
Personerne. Lister Amts to Repræsentanter Bøgvald og
Lundegaard, der kjendte Parnemann personligen, stemte for
ham, skjøndt de vare imod Ryberg. -- Præsidenten foreslog
derefter at tilbyde Høiesterets-Assessor Engelhardt i Kjøbenhavn
en Plads i Norges Lovcommission. En Mængde Stemmer
hævede sig til Roes for hans Duelighed og Retskaffenhed, og
Nansen tog heraf Anledning til at give ham Expectance paa
Justitiarius-Embedet i Høiesteret, naar den værdige Olding
som nu beklæder det, gaaer til sine Fædre; for det første ved-
|
| s.317 | tog man da Præsidentens Forslag eenstemmig. -- Nu pro-
clamerede Præsidenten Ferier til 4de Januar og bebudede de
udsatte Constitutionsspørgsmaale som de, der første Dag skulde fore-
tages. Nansen gjorde en Indvending, hvis egentlige Mening,
afklædt al udvortes Pynt, var den, at man for deres Skyld,
der vare skjødesløse og ligegyldige nok til at agte deres egen
Fornøielse høiere end Fædrelandets Tarv, og derfor blev paa
Landet og svirede en Dags Tid eller to over den bestemte
Tid, burde opsætte disse vigtige Forhandlinger et Par Dage,
men Motionen værdigedes ikke Votering, blot nogle Ord af
Præsidenten, som alle tause samtykkede.
I Morges blev Frøken Stabel begravet. Følget bestod
meest af Adjutantstaben: Majorerne Fleischer, Kaltenborn,
Krog og Birch, Capitainerne Mansbach og Borkenstein og
maaskee flere. Man beværtedes med Chocolade og Madera, og
fortaltes da, at der i Dag anstilledes en Klapjagt paa de Spids-
bube, som gjøre Landeveiene usikre. Mansbach yttrede, at Grev
Essen ganske vist bivaanede denne, men blev lidt flau, da han
hørte, at det var tobenede og ikke fiirbenede Rovdyr, Jagten
anstilledes imod. -- Neumann paastaaer, at Rygtet om de
mange Røvere i hans Præstegjeld er høist overdrevet.
22de December.
Holst erklærede Storthingets Resolution om Unionsflaget
for taabelig, og troer, at Regjeringen ikke kan reflectere der-
paa, da den blot vilde skade Norge og gjøre den til Latter.
Man skulde rigtignok ogsaa troe, at Christie og Aall forstaae
mere af den Sag end Ræder, Bonnevie og Schultz.
23de December.
Boye (thi det er umiskjendeligen ham, skjøndt han ikke
har nævnt sig) har sat Kronen paa sine Impertinentser ved
sit Svar i Dagens Intelligentsseddel paa min Erklæring om
|
| s.318 | Jordefærdsagen. Foruden en Hob Fordreielser og andre des-
lige Taabeligheder, fortæller den Dreng mig to Gange, at jeg
har forsømt at erhverve mig Menneskekundskab. Jeg indseer, at
der i det oplyste og sædelige Publicum kun kan være en
Stemme om den Sag, og behandler altsaa det Hele med for-
tjent Ringeagt. Horster gjorde mig i Middagsstunden et
Besøg og beklagede, at jeg for hans Skyld maatte døie
slige Chicaner, men jeg forsikrede ham, at han kunde sove
ligesaa roligt for den Ting, som jeg tænkte at gjøre. --
Schmidt har i en bitter, men anstændig Tone forsvaret sig
mod sin sidste Angriber. Af to Steder spores umiskjendeligen,
at han anseer Diriks for sin Antagonist. -- Endelig har
Sebbelow ladet trykke en lang Jeremiade over Pengevæsenet.
|
| bla bakover |