|
24de December. Ogsaa denne Juleaften tilbragte jeg udenfor mit Huus hos Skjelderup. Der var kun de sædvanlige og den nys ankomne Lector i Philosophien, Dahl, der skal være en af Treschovs ypperste Disciple og sit Fag aldeles voxen, men hvad Conversationen angaaer, kunde jeg i Dag ingen store Ideer fatte om hans Talent. Herslebs Mening om Røsten i Ørkenen1 stemmer meget overeens med min. Ogsaa han finder, at Johannes's Historie er langt vakrere i sin simple bibelske Form, og at al den Stads med de underjordiske Magter godt kunde undværes. Sverdrup og Skjelderup vare mere godmodige og mindre sarcastiske, end de, især den sidste, pleie at være. Skjelderup, idet han nu priste Norge lykkeligt med at have faaet Universitetet, tilstod, at han aldeles ikke var glad ved dets Stiftelse, og troede, at det aldrig kunde bestaaet, naar Norge og Danmark vare blevne forenede. De | |
| s.319 | Fleste vilde taget Embedsexamen, hvor de skulde søge Embede, og collegium academicum vilde, efter hans Ord, blevet en Examens Deputation til Examen artium. Hvad især hans Fag, Medicinen angik, da er i Norge 5 medicinske Embeder; Resten er Chirurgicater, og Chirurger var det ligesaa lidet tilladt at studere her, som det er i Kiel, de skulle til Academiet i Kjøbenhavn. Iøvrigt vare Professorerne enige i, at Universitetet i adskillige Henseender er kommen videre, og i ingen Henseende er mindre, end hvad man af et for 4 Aar siden stiftet Universitet, endog uden Hensyn paa de trykkende Tider, kunde vente. Nansen fortalte, at han har indleveret til Nationalbladet en Irettesættelse til Boye og Consorter, hvoraf han forelæste mig et Par skjønne kraftige Tirader. Han faaer sikkerligen Svar. Et Beegplaster for Munden er vist det eneste, der kan bringe det unge Menneske til at tie. 25de December. Min Juleprædiken var i begge Kirker den samme med høist ubetydelige Variationer. De bethlehemitiske Hyrders og de sildigere Christnes Glæde over Jesu Fødsel var mit Æmne. Hiin var maaskee mere levende, da en vel længe forudsagt og haabet, men dog nu uventet lykkelig Begivenhed stemmer Sjælen til heftigere Glæde, end hvad man fra Barndommen har vidst og jevnligen hører gjentaget; da det, man seer og hører, vir- ker stærkere paa Sjelen, end hvad man kun veed af Oldtids Sagn; da selv den skjønne Aarstid maatte da vække blidere For- nemmelser end den, i hvilken Julen her indfalder, da Luften er kold og Alt bedækket med Iis og Snee. Derimod hviler vor Glæde paa en fastere Grundvold. Hvad de kun saa Begyndelsen af og endnu skuede dunkelt i det Fjerne, det kjende vi som fuldendt; og endnu mere: Israels Befrielse fra jordiske Despoters Herredømme var nok alt, hvad Hyrderne og |
| s.320 | deres Samtidige ventede sig af Messias, men vi kjende ham som Verdens Frelser fra Synd, fra Død og fra Satans Rige. At der virkelig blandt Christne, endog i den senere Tid har hersket en saadan, paa denne Grund hvilende Glæde, bør ei nægtes; og var den end forbunden med Overdaad og Vellev- net, støiende Forlystelser, endog nu og da moralske Irregu- lariteter, saadant maatte dog i det Hele skrives mere paa den menneskelige Svagheds end paa Ligegyldigheds og Irreligiøsitets Regning. Men derhos kastede jeg et Blik paa de nærværende Tider, da al den Juleglæde over at en Frelser var født, som Fædrene besjeledes af, synes at være bortfalden, derimod Svir- ren og Uordenen vedvare, og Advarsel herimod endte Talen, som havde disse to Gange holdte Extemporaltalers sædvanlige Egenskab, at den i Slotskirken havde fleest negative, den i Aggers Kirke fleest positive Fuldkommenheder. Den kolde Kjender vilde fundet hiin mere feilfri, den varmtfølende Chri- sten denne mere rørende. Min Afsked for dette Aar med Aggers Menighed har maaskee aldrig aandet saa megen Til- fredshed som i Dag. Jeg erkjendte, at Menigheden i det Hele mere end forhen ved at lønne mig havde taget Hensyn paa Tiderne, at jeg af dem var behandlet med megen Velvillie, og at jeg aldrig havde havt det Haab om Fattigvæsenet som nu. Jeg fik og et ganske godt Offer. Sverdrup ønsker at kunne flytte til Tydskland. Dan- marks Natur og Norges Mennesker behage ham ikke; i en tydsk Bjergegn haabede han at finde, hvad han nu savner. Men, som Hersleb rigtig anmærkede, ogsaa der vilde han med Tiden finde Savn. Hvad vi ikke, eller kun flygtigen kjende, viser sig som oftest for os fra en interessant Side, men ved nøiere Kjendskab opdage vi efterhaanden Mangler, som vi ei havde ventet. Maaskee det vilde gaaet mig ligedan med Porsgrund, som jeg under mit Ophold i Brevig ansaae for et Paradis. |
| s.321 |
26de December. Amtmand Falsen ventes i disse Dage hertil igjen; der- imod troer man, Tank snart maa døe. Den 3die Januar giver David Chrystie paa Moss Maskerade, og det var Aarsag til Nansens den 21de gjorte Motion. 27de December. Det er for mig en særdeles urolig Julefest, thi jeg var i Dag fjerde Gang udbuden i 4 Dage: hos Treschow. Be- værtningen var ret meget simpel og tarvelig: 4 Retter Mad uden Suppe. Ikke mindre tarvelig var Bordconversationen. Jeg sad mellem Collett og Mariboe. Den sidste var ret underholdende paa sin Viis  han talte meget om sig selv;Collett derimod, som da rigtignok i dette Øieblik næst Grev Essen er den fornemste Mand i Riget, er uendelig stiv og afmaalt. Det var iøvrigt et ceremonielt Kjøbenhavnsk Maaltid, hvor Hver hviskede til sin Naboe, hvor intet Emne af ringeste Interesse nævnedes eller forhandledes, hvor man neppe drak Vertens og Vertindens Skaal til skyldigst Taksigelse. Hans Houge var her i Formiddag. Han var i Begyn- delsen meget nedbøiet, men siden fik han mere Fatning. Hans Kone begraves paa Fredag, og næst at indbyde mig til Følge og Middagsmaaltid, bad han mig holde en liden Tale hjemme i Huset, hvilket jeg lovede. Kun eengang i min Embedstid har jeg holdt saadan Tale (paa Hirschholm); der er intet lovstridigt deri, og baade jeg og Følget kan være tjent med at staae i en varm Stue, istedetfor paa den kolde Kirkegaard, hvor det kunde befrygtes, ligesom ved hiin Bispe- visitats, at Guds Ord vilde fryse fast til Kirkemuren. 29de December. Ogsaa i Aar har Schwach udgivet en Nytaarsgave, der ligesom den forrige heder Nor. Bjerregaard bliver neppe |
| s.322 | nogen stor Digter undtagen maaskee i den burlesque Genre, hvortil han synes at have decideret Talent. -- Schmidt har leveret en Biographie af Moer Koren, hvor maaskee (og maaskee ikke) to af hendes elskelige Sønners Hjerter ville banke, naar de læse, hvorledes "Døden skaanede hendes saa ærligt menende og derfor saa ærligt troende Hjerte fra at blive berøvet sin skjønne Troe til Menneskene, og maaskee omsider at knuses under skuffet Haab og bitre Erfaringer." (Ved det første understregede Sted har ellers Schmidt vist ligesaa uforskyldt som uvitterligen brudt Staven over sig selv. Er Mistroiskhed Beviis paa, at man ikke selv er ærlig, hvad er da Schmidt?) -- En Ubenævnt (Marie Lassen) har skrevet to Mindedigte over Moer Koren, af hvil- ket det ene er overmaade vakkert, skjøndt Lignelsen med Lilien just ikke er meget passende, naar den anvendes paa en gam- mel Kone. -- Af Christiane Koren selv findes 9 forhen utrykte Digte, hvoraf de fleste gjerne kunde blevet utrykte. Publicum vilde ikke savnet dem. -- Munchs Bidrag ind- skrænker sig til to maadelige Stantzer til Prinds Oscar med Digtet: "Nordens Forening." I den første har han bestjaalet sig selv, og den anden er inderlig flau. -- Fra Biskop Brun findes en lang Compliment i adstadige Alexandriner til Grevinde Schulin, og en Vise til P. Ankers Ære, som har til Titel: Communicationen. Dette skrækkelige Ord er anbragt i hvert Vers; quid plura? -- Schwach selv ved- bliver at svare til sit omineuse Navn. Ligfærden hos Hans Houge udgjør denne Dags hele Historie. Jeg kom derop Kl. 11, og da Følget, som bestod af lutter Familie og Troesforvandte, var samlet, holdt jeg en kort Tale, hvor det første Vers af Psalmen: "Hvo veed hvor nær mig er min Ende" lagdes til Grund. Jeg troer, Talen rørte de Tilstedeværende. Den Omstændighed, at hun nu laa Lig i samme Stue, hvor hun endnu i dette Aar stod Brud, angrede jeg næsten at have anført, da det gjorde et Indtryk |
| s.323 | paa Enkemanden, som lod befrygte, at han skulde blive syg. Men siden blev han ret vel tilmode, snakkede med ved og efter Bordet om verdslige Ting, og det aner mig, at han inden næste Aars Ende er gift igjen, saafremt han ikke er død. Barnet blev døbt i Kirken strax efter Moderens Begravelse. 30te December. Jeg har nu udlæst Nor. Hansen har i Aar intet Bi- drag leveret; derimod har jeg gjort et ikke lovende Bekjendt- skab med Bernhoft, en ung Digter, som jeg troer har ud- givet en heel Samling. Af ham er to Stykker: "Nattergalen i Norge" (existerer en saadan?) og en Romance, hvis første Vers jeg dog maa afskrive: Elisabeth sidder med Haand under Kind, Og grunder paa, hvoraf det kommer, At Rolighed plat har forladt hendes Sind, Og tager sit Hjerte til Dommer; Da mærker forfærdet den yndige Møe, En svulmende Elskov, som aldrig vil døe, Og tilstaaer den blinkende Stjerne, Lorentzo hun tænker saa gjerne. Slet saa ussel er ikke Resten, men det Hele er daarligt og meest Tyvekram. -- Sagens tre Stykker vilde for en Snees Aar siden været læste med Behag, men foruden at Smagen i de tyve Aar har forandret sig meget, har man og- saa seet det samme vel 20 Gange gjentaget, saa den opkogte Suppe falder vel tynd. -- Af Rein findes en Prolog (som de fleste af Reins Arbeider, sund Sands, men liden Poesie), og en Ode i et Dithyrambemetrum, som en saa didactisk Digter burde afholde sig fra. -- Zetlitz: to poetiske Breve med Roes over Axel og Valborg og Correggio, samt en Drik- kevise, Glædens gamle Sanger ei uværdig. -- Hanson har valgt T. C. Brun til sit Mønster og er saaledes ikke af mine Yndlinge. Her har han leveret:"Sveinung og Astri" (Horatz |
| s.324 | og Lydia i norsk Bondedialect) "Feiltagelsen" (en let versi- ficeret Anecdot, ret artig at læse engang), "De fem Flasker," (som Hanson, efter Rygtet en lille pukkelrygget Person, paa- staaer at kunne tømme; en maadelig Parodie paa de bekjendte flaue fem Skaaler) og et Epigram. -- Endelig er der Wulfs- bergs forhen omtalte Digt ved Prinds Oscars Confirmation og min Prolog den 4de October. 31te December. Aaret er nu endt. En Mængde Mennesker af mit Be- kjendtskab har i det forladt Jorden. Af min nærmeste Ven- nekreds bortrykkedes Moer Koren og Hount, egentlig, Schmidt undtagen, de eneste Mennesker i Norge, der hørte til den. Nogle udlevede Mennesker, som jeg kjendte, ere hensovne, for hvilke et længere Liv maatte ansees som en Plage og Døden som en Velgjerning; men de fleste af min Ungdoms og Mand- doms Venner og Bekjendte vare Mennesker i min Alder, lidt ældre eller yngre. Ved høire og venstre Side seer jeg dem falde, som Enhver fordum maatte troet, skulde overlevet mig -- og jeg lever endnu og har maaskee bedre Helbred, end jeg i lang Tid har havt. -- Paa egentlige Glæder har dette Aar ikke været rigt for mig, men jevnt, stille, uden ringeste Vanheld er det henrundet. Mine Indkomster have i Forhold til Tiderne maaskee været bedre end siden 1807; uden at have indskrænket mig og mine til Livets Fornødenheder, har jeg i dette Aar ei kjendt Pengetrang, og det nærværende Jule- og Nytaarsoffer, som jeg daglig indsamler, falder heel rigeligt. Min huuslige Lykke paaskjønner jeg med Tak til Gud og dem, ved hvem jeg nyder den. Paa Fyrstegunst har jeg havt gyldne Prøver, som jeg af den Aarsag sætter Priis paa: at jeg ikke paa uværdig Maade har acquireret dem, og at de ei har berøvet mig (saavidt mig er bekjendt) de meest antisvenske Danskes og Nordmænds Agtelse. Allersparsomst er |
| s.325 | rigtignok den Glæde, jeg nyder som Embedsmand. Dog, ved lang Erfaring har jeg efterhaanden nedstemt min Ungdoms enthusiastiske Forventninger; jeg tager Menneskene, som de ere, og naar jeg efter bedste Evne søger at gjøre dem bedre, og det endda ikke vil lykkes, saa er jeg nu saa klog, at jeg ikke harmes derover, men gaaer min Vei rolig frem, og trøster mig ved, at, naar jeg maaskee undtager Almueskolevæsenet, for hvilket min Lunkenhed nok er for stor, min Samvittighed ingen positiv eller negativ Brøde bebreider mig. I Slotskirken anstillede jeg en Sammenligning mellem Aarets og Livets sidste Dag. Det var uden Tvivl en særdeles heldig rørende Prædiken, og den kunde fortjent flere Tilhørere. -- Til i Aften vare Sverdrups og Skjelderups med deres Børn, Hersleb og Kjerschov indbudne her. Jeg veed fast ikke den Tid, jeg har fundet Sverdrups Lune saa lidet sarcastisk. Hersleb og jeg talte om Bibelselskabet, som Biskop Bech ikke synes at have ilde Mod paa at lade gaae reent hen i For- glemmelse, hvilket for Sagens egen Skyld, for dets Velgjører Kronprindsen og dets Befordrer Rosenblad, og endelig for deres Skyld, som over hele Norge have bidraget vistnok ei ubetydelige Summer, vilde være en evig Skjændsel. Jeg tak- ker Gud, at jeg er uden alt Ansvar ogsaa for den modtagne Pengesum, men dermed kan jeg dog ikke saa ganske acquiescere, og Hersleb og jeg bleve enige om, snart at bringe Sagen i Omtale, og høre, hvad hans Høivelbaarenhed egentlig har i Sinde. 1 tilbake Dramatisk Digt af B. S. Ingemann (Kbhvn. 1815). Udg. |