|
17de November.
Jeg vilde intet havt at sige om denne Dag, dersom jeg
ikke i Formiddags havde faaet en uventet Indbydelse til at
spise til Middag hos min Naboe Statssecretairen. Der var
ingen uden de to Brødre Sørensen, Bispen og Professoren,
samt de tre Brødre Weidemann, Storthingsmændene og Ex-
byfogden. Saa stiv og tvær Sorenskriveren forekommer mig
i Odelsthinget, og saa ofte jeg har været vred paa ham der,
er han i Selskab en ret meget behagelig Mand. Det gjordes
fra Actionscommitteens Medlem, Procuratoren, ingen Hemme-
lighed af det Brev, man troer vil fælde Haxthausen, hvor
han under 6te August 1814 erkjender sig allerede at have en
Underretning om Armeens Forraad, hvorom han i Statsraa-
dets Protocol af 7de erklærer sig uvidende, og som han un-
der Forhøret har foregivet først at have erholdt den 9de.
Capt. Widing havde dette Brev ihænde, og har til sin egen
Retfærdiggjørelse indleveret det. -- Holst troer heller ikke, at
Kronprindsen kommer tilbage i Vinter, og udlod sig ogsaa
hemmelighedsfuldt; dog synes ikke udenlandske Trudsler at
være det, man frygter, det er nok snarere Jalousie og Cabale
af et svensk Hofpartie, som er bange, Kronprindsen vil have
Norge paa Sverigs Bekostning. -- I Anledning af, at Mu-
rat er fangen og skal henrettes, taltes og om udenlandsk Po-
|
| s.285 | litik. Napoleon fandt i Biskop Sørensen en ivrig Modstan-
der, men vi andre syntes temmelig enige i, at hans Fald vel
snarere har skadet end gavnet Europa, og at det Engelske og
Russiske Herredømme er vel saa slemt, som det Franske var
eller nogensinde kunde blevet.
18de November.
En af Schmidts Venner har i Intelligentsseddelen supple-
ret en Ufuldstændighed i Efterretningerne om Storthingets For-
handlinger og meddeelt Odelsthingets Resulotion in extenso,
hvor Ordet ubeføiet staaer med udmærket Stiil.
19de November.
Vangensteen vilde vide, hvad dog nok behøver Bekræftelse,
at der paa Onsdag skal holdes Vidneforhør for aabne Døre
i Haxthausens Sag. Den Publicitet synes at gaae vel vidt.
Vangensteen viste sig ellers ikke som Haxthausens Ven, og
mange troer jeg virkelig ikke han har blandt sine Dommere.
20de November.
Storthinget holdt som sædvanlig fri Mandag. Aschen-
berg fortvivler over den evindelige Nølen, men haaber iøvrigt,
at Kjøbmændene ville blive overstemte i Pengevæsenssagen, og
at den Beslutning, hvorimod ogsaa Rasmussen ivrede, der blot
er fattet om en Trediedeel af Statsgjælden, vil falde igjennem
in pleno. Tilsidst nægtes maaskee det Hele Sanction, thi Re-
gjeringen skal ikke ynde Eidsvolds Garantien, og hvad skal
man saa gjøre? Man vil sige, de allerede tagne Beslutninger
have ufordeelagtig Indflydelse paa Cours og Varepriser, men
i saa Fald, hvorfra kommer det da vel uden fra Kjøbmændene,
der gjør med os andre hvad de ville?
21de November.
I Storthinget forfaldt lange og interessante Debatter an-
gaaende en theologisk Candidat Sparre, som vilde naturaliseres.
|
| s.286 | Den combinerede Committee havde erklæret sig aldeles deri-
mod. Biskop Krogh erindrede om, hvormange Præste-Embeder af
Mangel paa qualificerede Subjecter stode ledige, og meente, at
man med Glæde maatte modtage enhver duelig theologisk Can-
didat, der kunde afhjælpe denne Mangel. Weidemann fandt,
at det egentlig i Nordlandene og Finmarken den Mangel
existerede, at en saadant Candidat vel neppe søgte Naturalisa-
tion for at komme derop, og at han, naar han befordredes til
et sydligere Embede, vilde fortrænge de indfødte Nordmænd,
og nøde dem til at flygte op imod Nord. Bonnevie holdt en
heftig Philippica, kaldte Committeens Grunde frivole, og
erklærede, at om end en af Norges Biskopper havde for-
fattet Indstillingen, havde han ikke der viist sig som en Ven
af Religionen og sit Fædreland. Sibbern nævnte sig som
Indstillingens Forfatter, og forlangte Erklæring over Ordet
frivol, hvilket Bonnevie forklarede som ubetydeligt, in-
tetsigende. Christie meente, at Candidaten kunde søge en
Skolelærerpost, hvortil han ei behøvede Naturalisation, og hvis
han da vil være Præst, kunde han en anden Gang naturali-
seres. Sørensen sagde, at der nu var yderlig Mangel paa
Candidater, og en personel Capellan ikke var at faae. Schultz
fremførte og det Rygte, at Nordlandske Præste-Embeder skulde
besættes med Studenter uden Attestats, og bragte tillige i
Erindring Anordningen, som forbyder at blive Præst før man
er 25 Aar, saa at det ei blot kom an paa de existerende Can-
didaters Antal men ogsaa paa deres Alder. Sparres Natu-
ralisation decreteredes med 49 Stemmer mod 19.
Nansen fortalte, at Biskop Bech er bleven Overhofprædi-
cant med en Gage af 800 Rd. Bco. og Neumann og Wer-
geland Hofprædicanter. Jeg misunder dem sandelig ikke, men
anseer det for et nyt Beviis paa den favorable Skjebne, der
mit hele Liv har ledsaget mig, at jeg, uden at fornægte min
moralske Selvstændighed, har paa engang bevaret de meest
|
| s.287 | dissenterende Partiers Yndest og Agtelse. Det er herpaa stak-
kels Nansen selv har gjort adskillige mislykkede Forsøg. Hvad
han tilføiede, at den første ledige Bispestoel er lovet Werge-
land, sætter jeg imidlertid i Classe med de Nansenske Nyhe-
der, vi hørte i Sommer, om Holst's Udfordring m. m., hvor-
paa aldrig saaes Bekræftelse. -- Schmidt skriver, at bortrømte
Slaver sværme om i hans Egn og gjøre Landeveiene usikre.
En Mand der af Sognet har truet ham og Lensmanden med
Hevn, og han har ladt sine Pistoler for at værge sig. Og
dette skeer i den vidtberømte Politiemester, Justitsraad Wulfs-
bergs Embedskreds!
22de November.
Bonnevie, som Redacteur af Storthingsefterretningerne,
tager i Dagens Avis med Bitterhed til Gjenmæle mod den,
som havde ladet Resolutionen om Schmidt aftrykke in ex-
tenso. Naar han til sin Retfærdiggjørelse anfører, at dette
Blad blot skal indeholde Udtog af Forhandlingerne, saa har
han Ret, hvad Forslagene og Debatterne om samme angaaer,
derimod ere Beslutningerne hidtil aftrykte Ord til andet, og
dette er, saavidt jeg erindrer, det første Exempel paa modsat
Fremgangsmaade, der synes at røbe Partiskhed, og hvorved i
vore critiske Tider Vedkommende ei skede nogen Tjeneste. --
Nationalbladet indeholdt blandt andet en Anke over en Avis-
artikel, dateret Kjøbenhavn, i Anledning af Lauenburgs Over-
ladelse til Danmark. Endnu mere levende end ved hiin Na-
turalisationssag mindes man om Hans Puffs Reclamation af
vor Ret til Ørkenøerne og Grønlands Østerbygd. Forfatte-
ren vil nemlig vise, at Danmark intet har tabt ved Norges
Afstaaelse, derimod Norge desmere ved Foreningen med Dan-
mark, nemlig de Schetlandske Øer og Ørkenøernde, Jemteland,
Herjedalen og Bahuuslehn, endelig Island, Grønland og
Færøerne, og Forf. troer, at det er nærværende Storthings
hellige Pligt at reclamere alle disse Norges Rettigheder, dog
|
| s.288 | kun ved at appellere til vedkommende Magters Retfærdighed
og Billighed -- og det er da en kraftig Appel.
23de November.
I Dag har det været debatteret nok i Lagthinget, men
endnu er intet afgjort. Jeg har før tilstaaet min noksom be-
kjendte Uvidenhed i den omhandlede Sag: den som taler sidst
og understøtter sin Paastand med Grunde, forekommer mig at
have Ret, og ihvorvel jeg, efter hvad jeg paa den senere Tid
har hørt og læst, ikke kan tænke mig den Eidsvoldske Garan-
ties Ubrødelighed aldeles som forhen, saa maa jeg dog ved at
nævne de i Dag holdte Taler, afholde mig fra al Bedøm-
melse over Indholden og blot betragte dem fra Indklædnin-
gens og Foredragets Side. -- Biskop Krogh aabnede Debat-
terne med en lang Tale imod Garantien, hvilken jeg dog ikke
ret kunde høre. Han har et svagt Organ og et slæbende,
ubehageligt Foredrag. Ræder oplæste derpaa en trykt Bog,
jeg tænker vel paa adskillige Ark. Ogsaa den var imod Ga-
rantien og endtes med et Forslag, hvorimod (jeg troer) Præ-
sidenten erindrede, at det kom for seent, da intet nyt Forslag
men blot Odelsthingets Beslutning burde tages under
Overveielse. Tank, som var syg, havde indsendt et Votum,
som nu oplæstes, ligesom Barliens Intimation til en trykt,
blandt Repræsentanterne omdeelt, og altsaa tilfulde bekjendt
Afhandling til Garantiens Forsvar. Bonnevie vilde have op-
læst et i Dag udkommet anonymt og overmaade velskrevet
Indlæg imod Garantien, men dette afsloges som reglement-
stridig. -- Biskop Krogh gjorde nu (Gud veed af hvad Aar-
sag) det Forslag, endnu at udsætte denne Sag til nøiere
Overveielse, men Pluraliteten besluttede, at Sagen skulde have
sin Fremme, og Præsidenten opfordrede Medlemmerne til at
expectorere sig over de Grundsætninger, Lagthinget burde gaae
ud fra. Rasmussen begyndte med at udtale sig mod den
|
| s.289 | ubestemte Termin for Sedlernes Indløsning. Nansen holdt
en extemporeret Tale mod Garantien, hvori han beklagede, at
Veltalenhed var ham nægtet, men hans varme Fædrelandssind
maatte erstatte Mangelen. Talen var ret god, og satte de
forhen bekjendte Grunde ud fra hinanden med lys Orden. --
Efter den sædvanlige Pause, hvorunder Cancellieraad Mor-
genstjerne holdt Forelæsninger oppe paa Galleriet for Stats-
secretair Holst, Justitiarius Berg og mig over en ny Trykke-
frihedssag, som verserer for Domstolene, begyndte Statsraad
Aall igjen Debatten med en særdeles smuk og vel udarbeidet
Deduction for Garantiens Gyldighed. Dog bortfaldt i mine
Tanker denne Tale mod den følgende af Overinspecteur Niel-
sen, der i Lys, Grundighed og Orden uden Tvivl overgik alt,
hvad denne Sag angaaende er sagt paa noget af Thingene.
Han har et blødt, ikke meget behageligt Organ, men der er
Mening i hvad han siger. Derpaa fremtraadte Biskop Sø-
rensen og talte ogsaa imod Garantien, vel declamatorisk, dog
ret smukt og godt. Kun naar han forlangte, at man, for at
ophjælpe Landets Pengevæsen, skulde afgive alt sit Sølv,
Uhre og Instrumenter undtagne, da maatte det uden Tvivl af
hver ædru Hjerne antages for en af de Overdrivelser, der
skade langt mere end de gavne den Sag, man ønsker at
fremme. Endelig fremkom Lange med en splinterny Motion.
Han vilde nemlig, at det som første Grundsætning skulde
vedtages og afgjøres, om Rigsbanksedlerne skulde inddrages
ved Stat eller indløses efter en bestemt Cours, da i sidste
Tilfælde Garantien af sig selv vilde bortfalde som ufornøden.
Tank, som imidlertid, indhyllet i Pels, var kommen kjørende,
gjorde en Diversion ved at fremkomme med en Beregning,
foranlediget ved Ræders Skrift, og derover snakkede de to en
Stund, indtil det erindredes, at Klokken var snart 3, og at
alt dette bedre debatteredes og afgjordes i Morgen.
|
| s.290 |
Jeg maa endnu afskrive en Attest meddeelt Major W -- s
Huusholderske og Maitresse af Præsten D -- i Kragerøe, hvil-
ken W -- igjen har overgivet til mig: "Jomfru Marie W --
fra Malmøe i Sverrig, som i tre Aar har opholdt sig her paa
Stedet, har under samme Ophold viist den retskafneste Opfør-
sel, og vundet derved min og Alles Agtelse og Venskab. Hun
har ogsaa udmærket sig som den christelige Religi-
ons sande Veninde, og med Menigheden nydt den hellige
Nadvere til Jesu høitidelige Erindring. Dette bevidnes her-
ved med det inderligste Ønske, at hun stedse maa blive for-
undt af Herren al optænkelig Lyksalighed som Løn for ustraf-
felig Vandel!" -- Med ikke mindre Mishag har jeg læst
Præsten -- s Gravskrift over sin yderst drikfældige Kone, hvor
han kalder hende "sjelden som Qvinde, endnu sjeldnere som
Hustrue og Moder." At han, som har været daglig Vidne
til hendes Feil, og vist lidt meget ved den, kunde være blind
derfor, er umuligt, og at han tænker paa at binde Folk en
aabenbar Usandhed paa Ærmet -- ja hvad er det? O hvor-
for vil man ikke lade de Døde hvile? Taushed er ingen Brøde;
ubeføiet Roes derimod er det og kunde let give Anledning til
inhuman Dadel.
24de November.
Ved Lagthinget er da nu Garantiesagen afgjort til Pu-
blicums almindelige Tilfredshed, og det eneste, man frygter
endnu, er, at den ringe Pluralitet der og Minoriteten i Odels-
thinget vil, naar Sagen skal afgjøres in pleno, fremdeles
blive Minoritet, med mindre, som dog ei er usandsynligt, nogle
af Garantiens Venner ved det, som paa den sidste Tid er talt
og skrevet, og ved den skadelige Indflydelse, Odelsthingets Be-
slutning allerede skal have havt paa Cours og Varepriser,
skulde vorde omstemt. Lange fremkom først med sin i Gaar
ajournerede Motion. Der snakkedes adskilligt den uvedkom-
mende, om Rigsforsamlingens Competence til at indgaae Ga-
|
| s.291 | rantien, men da han omsider havde faaet Snakkerne kaldt til
Orden, blev hans Forslag eenstemmigen forkastet og Quæstionen
blev: Skal Garantien overholdes eller ei? Borchsenius holdt
extempore en lang Sermon, meest imod Nielsens Tale i Gaar,
hvorpaa denne svarede med sin vante Sindighed og bon sens,
ligesom Borchsenius talte med den kolde, tærgende Bitterhed,
der synes at være bleven ham til Natur. Paa Nielsens Side
traadte Nansen, der gjengjældte Sarcasmer med Sarcasmer;
et Par af dem vare ret vittige, og der opstod et lidet Mund-
huggerie. Sibbern ytrede Tvivl, om det kunde være ham, som
en af de Eidsvoldske Repræsentanter, tilladt at give sin Stemme
i denne Sag. Hans Tvivl hævedes uden Votering, og han
oplæste da sine Tanker, som vare affattede i Korthed og i Grun-
den ikke sagde stort. Den sidste Taler var Bonnevie, som i
Begyndelsen syntes at forsvare Garantien, men erklærede sig
dog tilsidst for dens Antagonist. Han slog ellers om sig med
Niddinger og Blodsugere o. dsl. og talte vel meget om sig
selv, sin Stilling og sine Grundsætninger. Endnu sagde Præ-
sidenten nogle faae Ord, og det kom da til Votering, som ef-
ter Nielsens Forslag skede skriftlig. Udfaldet blev at 10 Stem-
mer vare for Garantiens Overholdelse, 11 for dens Ophævelse,
der altsaa blev Lagthingets Decret. Garantiens Venner vare:
Borchsenius, Procurator Weidemann, Bøgh, N.
Aall, Rasmussen, Schjøtt, Bergh, Bentz, Sib-
bern og Barlien; dens Modstandere: Wangensteen,
Sørensen, Lange, Scharre, Tank, Ræder, Nielsen,
Bonnevie, Rested, Krogh og Nansen. -- Paa Gal-
leriet syntes at være idel Glæde og Triumph. Justitiarius
Berg, Morgenstjerne, Mariboe og Biskop Bugge vare de, som
nærmest omgav mig. Den sidste troede, at Norges Vel og
Vee stod paa Spil i dette Øieblik, da han ansaae det for
afgjort, at Garantien, naar den faldt her, ogsaa vilde falde
det samlede Storthing, og han tænkte sig Fædrelandets Op-
|
| s.292 | reisning betrygget ved dens Fald. Det er besynderligt, hvor-
ledes Mænd, som dog vist hverken Kundskaber eller Retskaffen-
hed kan fradømmes, kunne have en saa aldeles modsat An-
skuelsesmaade, at den Ene spaaer Fædrelandets Undergang af
det, hvori den Anden øiner dets Redning. Paa den ene Side
Niels Aall og Rasmussen, paa den anden Jacob Aall og
Overinspecteur Nielsen -- hvo tør kaste Skygge paa disse
Mænds enten Aand eller Hjerte? Og dog anbefale de to første
som eneste Lægemiddel, hvad de sidste fordømme som dræbende
Gift! Fra eet Synspunct betragte begge Partier Sagen --
og dog dømme de saa forskjelligen! Hvad en Laiker heraf kan
slutte er, at det maa være en yderst forviklet, næsten fortvivlet
Sag, der skal raades Bod paa, og at ingen af Midlerne kan
være Radicalcur, men at heller ingen af dem kan være For-
gift. Jeg for min Deel, der vel ikke synderligen enten kan
tabe eller vinde ved det endelige Resultat, jeg idetmindste be-
roliges ved den Tanke, at Ingen af disse Mænd snakker i
Veir og Vind, og at den Sag, som omsider vinder, om den
just ikke er den bedste, dog maa have sine gode Sider, siden
Mænd som Aall og Rasmussen vare dens Forsvarere.
26de November.
Første Gang efter mere end halvandet Aars Forløb var
der Classesamling i Selskabet for Norges Vel, som nu be-
gynder at give et Slags Livstegn. Der oplæstes et venligt
Afskedsbrev fra den Kjøbenhavnske Afdeling, der har organi-
seret sig til et Selskab for nordiske Oldskrifters Udgivelse: frem-
deles et langt Brev fra Grundtvig som Saxos og Snorres
Oversætter (underligt som alt hvad han skriver, og spækket med
Bibelsprog som en Prædiken) og endelig nok et Brev fra om-
talte Selskab, underskrevet af Pram, Høiesteretsadvocat Tre-
schow og Grundtvig. Der besluttedes at lade udgaae en Sub-
scriptionsplan over hele Norge om Bidrag til hine Skrifters
|
| s.293 | Udgivelse efter Planen, og den forfatter Rosted. Platou til-
skriver Districtscommissionerne og paatager sig hvad der over-
alt egner ham, der mere og mere ophører at være Videnskabs-
mand og bliver blot Forretningsmand. Sverdrup besvarer Bre-
vene.
27de November.
Man sagde, at Geistlighedens Indkomster var Dagens
Orden i Odelsthinget, men Tiden tillod mig ikke at komme
der. Desuden interesserer Sagen mig ikke særdeles. Intet af
de indkomne Forslag behager mig, undtagen, som før er sagt,
Peder Bøgvalds. Overalt har jeg det Haab, at jeg i min
Stilling, i det Forhold jeg staaer baade til Regjering og Me-
nighed, aldrig vil lide Mangel; tvertimod forudseer jeg ved
enhver Radicalforandring Ubehageligheder, som nu ikke finder
Sted. Altsaa seer jeg for min Person allerhelst, at det bliver
ved det Gamle, kun at Tienden, hvad enten den betales af
Bønderne eller af Statscasssen, erlægges i rede Sølv, eller
hvad Navn man finder for godt at give de saakaldte gode
Penge.
28de November.
Aschenberg fortalte mig Resultatet af Gaarsdagens For-
handlinger, og hvad var det andet end den sædvanlige Udsæt-
telse? Christie og Budtz, der i Weidemanns Sygdom fungerede
som Præsident, understøttede af 27 Bønder, fandt, at der om
Embedsmænds Gagering intet kunde fastsættes, førend man
havde et ordnet Pengevæsen. Bugge og Schultz protesterede
heftigen derimod, men forgjæves. Nu skal Schultz ville ind-
give et Forslag, at Regjeringen skal anmodes, provisorisk at
anordne et Gagereglement for Geistligheden med Hensyn paa
dens faste Indtægter lige med det, der for civile og militaire
Embedsmænd er fastsat. Aschenberg var yderst misfornøiet.
-- I Rigsretten dicterede Actor til Protokollen, at alle Vid-
ner endnu ikke vare afhørte, og at det under Forhøret fandtes
|
| s.294 | nødvendigt at indkalde nye Vidner, som man ei før havde
tænkt paa; han udbad sig altsaa Udsættelse paa ubestemt
Tid, hvilken bevilligedes. Retten hævedes altsaa, men Præ-
sidenten meldte, at Lagthinget umiddelbar herpaa skulde forsam-
les. Høiesteretsassessorerne gik altsaa, de andre blev paa deres
Pladse for at høre, at da Klokken var halvtolv, saa kunde
man ikke begynde paa noget af Vigtighed, hvorfor han fore-
slog at opsætte Mødet til i Morgen Kl. 9, og deri vare de
alle enige. Det var et dristigt, maaske ubesindigt Ord af Ole
Haagenstad forleden, at det repræsentative Systems Kostbarhed
kunde give Almuen Lyst til igjen at underkaste sig souverain
Regjering, men sandelig, som Norges Lovgivere nu tee sig,
seer jeg ikke, Udfaldet om nogle Aar kan blive anderledes, og
som Motto til det nærværende Storthings Forhandlinger in
extenso, synes mig ikke, man kunde vælge noget mere pas-
sende end følgende Sted, som jeg i Dag læste hos Tieck:
"Es heißt wohl immer in der Welt, die Gesetze sind noth-
wendig um die Leute in Ordnung zu halten, aber warum da
unser Gesetz nothwendig ist, der uns alle auffrißt, kann ich
nicht einsehen". -- Haxthausens Sag staaer nu saa, at hans
Defensor, Hjelm, som forhen har paastaaet, at der aldrig kunde
være Spørgsmaal om hans fuldkomne Frikjendelse, men blot
om den Erstatning, der skulde tilstaaes ham, nu har slaaet
saa meget af, at hans Paastand blot er, at Haxthausen aldrig
kan dømmes til mere end at betale Processens Omkostninger.
-- Storthinget har faaet Prolongation til 16de Januar;
Tank har paa Grund af Upasselighed faaet Reisetilladelse,
uden at hans Suppleant er indkaldt.
29de November.
I Lagthinget valgtes efter Nielsens Forslag en Com-
mittee (!) til at gjennemgaae Odelsthingets Lovforslag. Ef-
terat det var bestemt, at Valget skulde være frit, d. e. ikke ind-
|
| s.295 | skrænkes til dem, der havde stemt imod Garantien, valgtes Niel-
sen, Rasmussen og Lange. Hermed var Dagens Arbeide forbi.
Paa Hjemveien var jeg inde hos Mariboe, som fortalte mig,
at han var Forfatter af den under 23de omtalte velskrevne
Afhandling. I Aften opførtes Jungers Sørgespil Selim
Prinds af Algier. Der var Øienslyst nok. Jeg svimlede ved
Synet af alt dette Fløiel og Atlask, Perler og Guldgaloner,
hvilket vel til et Stykke som dette synes overflødigt og utidigt,
men er dog, ligesom Pernilles Omklædning hver Time, Tegn
paa stor Rigdom. Kaltenborn som Barbarossa havde en rød
Fløiels Kappe, der foruden Besætningen kostede 1000 Rd. D.
C. Men naar jeg undtager al den Stads og de to Pragt-
sale, hvori der spiltes, var Resten ikke værd at reise sig af sin
Stoel for. Vel vil jeg ikke nægte, at Falsen og Fru Thul-
strup (Selim og Irene) spillede ret meget godt; den sidstes
Spil forgudede man især, men jeg har dog før seet dem begge
med større Fornøielse. Kaltenborn seer jeg langt heller som
europæisk Cavalier end som en africansk Tyran. Vel har jeg
ondt for at sige, hvorledes han ellers skulde spilt, da Rollen
er af dem, hvorpaa den ypperste dramatiske Konst letteligen
strander, men den Konst at gjøre Noget af Intet eller en ube-
qvem Materie, som jeg hos flere kjøbenhavnske Skuespillere
har beundret, den har Kaltenborn ikke i sin Magt. Alt det
Øvrige var Middelsgods eller maadeligt. Hvad Stykket selv an-
gaaer, da er det noget daarligt Kram, fuldt af Svulst og falsk
Pathos og Urimeligheder.
30te November.
Bugge er næsten fortvivlet. Han siger, at dette Stor-
thing fuldender den Skjændsel, som sidste Aars Feldttog paa-
drog Norge. Han kalder det baade en Ulykke og Vanære for
hver retskaffen Mand at være valgt til Folkerepræsentant, skjæl-
der Christie ud for en af de største Slyngler, der leve paa Jor-
|
| s.296 | den, og anseer det for uundgaaeligt, at vor Selvstændighed som
Nation ved denne Fremgangsmaade om faae Aar gaaer forloren.
Han tiltroer ikke Regjeringen, allermindst Kronprindsen, Andeel
i det, som skeer; derimod mener han, at de Svenske med hemmelig
Fornøielse agte paa Begivenhedernes Gang, da de see, at vi,
ved at raade os selv, allervissest ile det Maal imøde, hvortil
de ønske at lede os, og at vi, for at undgaae Anarchie og
Tilintetgjørelse, maa kaste os i deres Arme. Skylden til den
lumpne Aand, der styrer vor Færd, finder han i vor fordums
Forbindelse med Danmark og det religiøse Fritænkerie, vi der-
fra have hentet. Gud veed, hvorfra dette bittre blodige Had
til de Danske kommer. Han har, ligesom jeg boet længe iblandt
dem, har som jeg havt to Præste-Embeder der, hans Kone er
endog en Danmarks Datter. Jeg, idet jeg hverken venter eller
ønsker at blive de Danskes Landsmand, da et Nationalhad,
fuldt saa slemt som det forrige til de Svenske, synes i Løn-
dom at udklækkes, og da jeg ikke kan undlade at ringeagte
hiint Riges Administration (den som var, er og herefter kan
ventes) -- jeg skal dog aldrig ophøre at elske Danmark og de
Danske. Det er ellers synderligt nok, at Bugge ideligen raaber
paa Religionen og ivrer med den Foragt, der vises den, som
Kilden til vor forbigangne, nærværende og tilkommende Jam-
mer, -- og Schultz beskyldte ham dog forleden Aften for en
Lunkenhed i at overholde den offentlige Gudsdyrkelse, der lidet
harmonerer med hiin Iver; Bonnevie sigtede aabenbar til ham
ved den Philippica, han holdt i Anledning af Sparres Natu-
ralisation, den samme Bonnevie, som Bugge i fortrolig Sam-
tale med mig har kaldt Religionsforagter og beskyldt for at
spotte den Lære, han offentligen forkynder. Hvad jeg bør
dømme om den ærlige, sindige, frimodige Schultz, kan ikke være
mig tvivlsomt; men i Henseende til de to andre fristes jeg til
at sige som Fasting om Jfr. Bihl og Scalabrini, der beskyldte
hinanden for et opført Syngespils slette Lykke:
|
| s.297 |
Hun dømmer hans Musik, han dømmer Texten slet.
Jeg dømmer: De har begge Ret:
Ellers hørte jeg, at Aschenbergs Mismod og Harme har
forblindet hans Øine eller døvet hans Øren, da hans Beret-
ning om den geistlige Sag saaledes maa berigtiges, at der var
27 Stemmer for hver af Meningerne. Præsidenten gjorde
altsaa Udslaget.
Hegermann troer ikke, Storthinget faaer Ende før i Mai.
Det koster Staten daglig 3000 Rbd., bliver altsaa til Nytaar
for det Første 540,000 Rbd., men det er sandt, saa hedde vi ogsaa
et frit Folk, og have den Fornøielse at lade os foreskrive Love af
intrigante Jurister og dumme Bønder, istedetfor af en Konge og
hans Ministre.
1ste December.
Paa Storthinget oplæstes den korte Tid, jeg var der,
Kongens Proposition og Committeens af Jacob Aall forfattede
Betænkning om Kongsbergs Sølvværk, hvorefter eenstemmigen
bevilgedes 12000 Specier til et Forsøg paany at optage nogle
af dets Gruber og bringe det igjen i Drift.
2den December.
Schmidt har i Dagens Intelligentsseddel sagt nogle Ord
til sin ubekjendte Ven, hvorved ogsaa Odelsthinget faaer en
Snert. Han synes, hvad og hans Brev har givet Vink om,
at ville voldgive Sagen til Publicum, og det skulde han lade
være. Det koster ham Penge og skaffer ham ikke Satisfaction,
thi, saavidt jeg mærker, er den offentlige Stemme imod ham.
En velbekjendt Vrøvler i Drammen ved Navn Bruun
har gjort et Finantsproject, og en anden Patriot vil have
Storthinget til at decretere, at efter 1820 ingen fremmed Fa-
brikvare maa findes i Landet, og at de, som findes da, uden
Barmhjertighed skulde brændes. -- Ventelig af større Conse-
|
| s.298 | qvence er en Denunciation i Rigstidenden om Præsten Las-
sen i Gran, der den 22de Søndag efter Trinitatis (efter Evan-
geliet en høist upassende Dag) havde slaaet om sig paa Præ-
dikestolen med Skjældsord og Forhaanelser, fordi nogle af Me-
nigheden mistænktes for at have indgivet et for Geistligheden
ufordeelagtigt Forslag til Storthinget. Han maa lade sig sige
den uden Tvivl afgjorte Sandhed, at han har saameget at leve
af, som 3 Præster med Familie behøve til anstændig Under-
holdning, og hvad ham angaaer under jeg ham al den For-
træd, som denne hans Adfærd maatte paadrage ham. Men i
dette Øieblik, da Geistlighedens Indkomster ere under Over-
veielse, og Standen vist har mange, tildeels mægtige An-
tagonister paa Storthinget, maa saadant gjøre en dobbelt
ubehagelig Sensation, og de Uskyldige kunne meget let kom-
me til at lide med den Skyldige, ja meget mere end han. --
Posten skal i Torsdags eller Fredags være røvet en halv Miil
fra Moss, og Postsækken med alle Bancobrevene borttagne.
3die December.
Hos Stadshauptmand Heyerdahl var et meget muntert
og interessant Selskab i Anledning af hans Fødselsdag. Det
er og bliver dog fra Gjæstfrihedens og Selskabstonens Side, det
første Huus i Christiania. Biskop Krogh er i saadanne Lag
overvættes munter, ja endog lidt raa og støiende. Gamle Ju-
stitiarius Bull, som var min Sidemand, fik nok en liden Pe-
rial, jeg har idetmindste aldrig hørt ham saa uudtømmelig paa
Sprikvorter, som han var den hele Aften. Der blev ogsaa
drukket temmelig meget. En Flaske Vin stod ved hver Cou-
vert, hvilken de fleste tømte, og siden kom en drøi Bispebolle,
hvoraf det første Glas tømtes Festens Fyrste til Ære. Vi
havde adskillige Viser; ogsaa jeg sang efter Anmodning 3. --
Efter Caffeen havde jeg en lang Samtale med Biskop Søren-
sen og Bonnevie. I Begyndelsen taltes om Storthinget og
|
| s.299 | Biskop Bugge, med hvilken de erklærede sig ligesaalidt tilfredse,
som denne er med de fleste af Thingets Medlemmer. Sørensen
finder, at hans Moders Aand: Forfængelighed, Skumlesyge
og affecteret Religiøsitet hviler over ham, og at han intet har
af sin Faders jevne Blidhed og prætensionsløse Gudsfrygt.
Siden talte Sørensen og jeg ene om Hount, hos hvem han,
efter et Træk i hans Ungdoms eller tidligere Manddoms Hi-
storie, ikke vilde erkjende den usmittede Redelighed, jeg i Liig-
talen tillagde ham. Om Prinds Christian fortalte han, at
det var ligesaa misligt med hans glade Modtagelse i Chri-
stiansand som i Throndhjem, da han i den travle Høsttid lod
Bønderne vente efter sig i 3 Dage med Skydsheste, hvorover
der var megen Misfornøielse.
5te December
I Storthinget afgjordes Geistlighedens Skjæbne med Hen-
syn paa dette Aars Indtægter. Schultz's Forslag gik ud paa
ved en Adresse at anmode Regjeringen og bemyndige den til
for dette Aar at bevillige Geistligheden, hvad den selv havde
foreslaaet: at de faste Indkomster, Tiende, Landskyld odl. som
engang for alle var accorderet i Penge, skulde betales i rede
Sølv efter Toldcoursen. Forslaget angrebes af Præsidenten,
Borchsenius, Rambech, ofl. som constitutionsstridigt, og rigtignok
kan man ikke negte, at det vilde være en underlig Inconse-
quents af et lovgivende Corps under dets Session at anmode
Regjeringen om at give en interimistisk Lov. Nansen til-
føiede, at det vel ogsaa var forsilde, da disse Indtægter tildeels
alt vare forfaldne og hævede. Bonnevie, Sørensen og Ræder
understøttede Forslaget. Atter vare Bonnevie og Borchsenius
i Totterne paa hinanden, og det er ret interessant at see disse
to vældige Kæmper, den ene med sin energiske Heftighed, den
anden med sin bitre Kulde, ikke at vige hinanden en Fodbred. Un-
der Debatterne forelæste Schultz en historisk Udsigt over denne
|
| s.300 | Sags Behandling fra den først kom under Ventilation i Sep-
tember Maaned, og med Føie spurgte han tilsidst: "Er nogen
Sag i Thinget behandlet som Geistlighedens?" Christie tog
med sin vante Sindighed til Gjenmæle mod et Par Yttringer,
der syntes at ramme ham. Omsider kom det til Votering,
om en saadan Adresse som den, Schultz havde foreslaaet, skulde
indsendes? Det var kun 8 -- 9, som svarede ja. Bugge vilde
ikke votere, da han foregav at være kommen ind efter Debat-
ternes Begyndelse (jeg maa ellers sige Forslaget alt var fal-
det igjennem uoppretteligen, da Begyndelsen skede ved Aggers-
huus Amt); Schultz selv voterede Nei, og motiverede skrift-
ligen sit Votum. -- Endnu voteredes, om efter Borchsenius's
Forslag Sagen atter skulde gaae til Odelsthinget som Lovfor-
slag, eller efter Rambechs Forslag indtil videre henlægges.
Det sidste besluttedes, og Schultz selv var af denne Mening.
-- Atter her maa jeg sige, at det seirende Partie havde Ret-
ten paa sin Side, i hvor uforsvarlig dets Nølen forhen har
været. Mit Hjerte var aldeles koldt, thi min Privatinteresse
var aldeles ikke med i Spillet, og hvad de fleste af mine Em-
bedsbrødre, Sognepræsterne, vilde vinde, er mig problematisk.
Capellanerne derimod tabe unægteligen; idetmindste var min
hele Gevinst gaaet i Borchs og Kjerschovs Lommer og endda
lidt til -- nu faaer jeg kun Sølvværdie og betaler i samme
Mynt. -- Den sidste Sag, som forhandledes, var om Ankers
Fideicommis. Thrane havde nemlig foreslaaet, at det skulde
lægges under Storthingets Overbestyrelse, og for at gjøre Tin-
gen mere bevægelig, oplæste han en lang Epistel fra Morten
Anker, som klagede over at være forurettet af Administrationen,
hvoraf droges den Slutning, at der vel behøvedes Control.
Ræder var ogsaa stærkt af denne Mening, og af Bønderne,
som gjerne ville have Fingre i alt, vare adskillige paa hans
Partie. Imidlertid seirede Committeen, som mente, at saadant
|
| s.301 | var Regjeringens og ikke Storthingets Sag, med en Plurali-
tet af 43 Stemmer mod 22.
|
| bla bakover |