|
30te October.
Skjelderup persiflerede ubarmhjertigen vore Landsmænd,
in specie Christianienserne, for Dumhed, Ugjæstfrihed og jeg
veed ikke hvilke andre slemme Egenskaber. Svinepoliskhed fin-
der han at være Hovedtrækket i Almuens Characteer. Der er
nu en skrækkelig Overdrivelse i hvad han sagde, men at jeg i
det Hele ikke dømmer meget fordelagtigt om mine Landsmænds
og Byesbørns Tænke- og Handlemaade kunne adskillige Ste-
der i denne Bog bevidne, kun er jeg rigtignok tolerantere, og
erkjender, om just ikke hos Christianias Indvaanere, saa dog
hos Norges Mænd i Almindelighed, ved Siden af de slette,
mange agtværdige Træk, som jeg synes den maa være blind,
som ikke i denne Tid har kunnet opdage.
31te October.
Ligesom det stundom arriverer, at jeg venter store Ting
af Storthinget, og at det slipper op til slet Intet, saa hender
det ogsaa undertiden, at jeg kommer der med saare ringe
Forventninger, og faaer dog ret interessante Ting at høre.
Dette var Tilfældet idag. Nansens Forslag om at søge ny
Prolongation var Dagens Orden. 2den Committee havde
indstillet, at man skulde bede Kronprindsen inden hans Afreise
(næste Tirsdag) at give Storthinget en Maaneds Frist, og
skulde den ei blive tilstrækkelig, da erhverve sig Majestætens
Fuldmagt til ved sin Tilbagekomst at bevillige Forlængelse paa
ubestemt Tid. Den ellers fornuftige Provst Aschenberg, (paa
hvem kan anvendes, hvad Borgermesteren i Storms Ære-
port siger om sig selv: "Den Viseste dog stundom er et Faar")
|
| s.267 | gjorde det forunderlige Forslag, at Storthinget nu sidst i No-
vember skulde skilles ad, men i Begyndelsen af Marts samles
igjen, for at Enhver imidlertid kunde beskikke sit Huus, rygte
sit Embede, samt hvile ud og samle Conscepter til de endnu
uafgjorte Tings Behandling. Tank, der, "saa smuk Opdra-
gelse han end forresten har", opførte sig i Dag "som en Nar",
tiltraadte Motionen, og foreslog, ifald den ikke vedtoges, at
da ved November Maaneds Udgang enhver Repræsentant, der
havde vigtige Ting at besørge hjemme, kunde forlade Stor-
thinget og sende sin Suppleant i sit Sted. Bonnevie be-
stred begge Forslag med Kraft og Grundighed. Han fandt,
at en saadan Pause var en Forsamling af Folkets Repræsen-
tanter uværdig og liig en Skoleferie, mod hvilken Sammen-
ligning Aschenberg høitideligen protesterede. Imidlertid tvivlede
Bonnevie ikke om, at de, som godtgjorde for Storthinget, at
deres Helbred, Velfærd eller deslige sattes paa Spil, vilde
faae Tilladelse til at reise hjem, saaledes som Tilfældet havde
været med Falsen og Urdahl. Tank vilde, at man, uden at
gaae i Detail, skulde troes paa sit Æresord, som maatte være
Manden af Æresfølelse helligt, og var forskrækkelig ivrig mod
Bonnevie, mod Theis Lundegaard (som forekommer mig i den
sidste Tid at have forbedret sig overmaade meget) samt mod
sine andre, denne Sag uvedkommende, Fiender i Storthinget.
Bugge erklærede sig for Bonnevies Mening, og, foruden de
skadelige Følger derad, erklærede han en saadan Adskillelse og
Tilbagekomst for aldeles constitutionsstridig. Med nogle og
50 Stemmer forkastedes Aschenbergs Forslag. Af Tanks Me-
ning var foruden ham selv kun 5.
Ved min Hjemkomst fandt jeg et nyt Brev, ligesaa for-
bindtlig som de tidligere, fra min kjære gamle Statsraad Ro-
senblad.
1ste November.
I Dag var Pengevæsenet igjen for i Odelsthinget. Det
|
| s.268 | lader sig maaskee haabe, at Tingen jævner sig til nogenlunde
almindelig Tilfredshed, og at Lagthinget ved de Modificatio-
ner, Odelsthinget har bekvemmet sig til, falder paa fredeligere
Tanker. Der oplæstes lange Recensioner over Forslag af Tank,
Schjøtz og en Anonym, hvoraf Resultatet var, at Committeen
fandt, de ikke fortjente Opmærksomhed, forsaavidt nye Syns-
maader angaves. Schjøtz protesterede paa egne, Gerner paa
Anonymens Vegne, dog uden at deraf toges videre Notice. --
I Anledning af Sedlernes Inddragelse fremsatte Jacob Aall
den Mening, at dette Storthing ikke burde eller kunde befatte
sig med at bestemme Terminer for hele Seddelmassens Ind-
løsning, men maatte indskrænke sig til den Sum, der ind-
til næste Storthing var at indløse, og den burde blot være
2 Millioner aarlig. Konow og Budtz vilde have Committeens
Indstilling fulgt i et og alt. Weidemann derimod slog paa
mildere Strenge, vilde have de rentebærende, transportable
Obligationer reent udslettede, og at Formuesskatten kun skulde
bestemmes for de tre Aar, til Juli 1818. Ole Haagenstad
(ogsaa Committeens Medlem) oplæste en høilærd Tale, som
omtrent var bygget paa de samme Principer. Jørgensen var
imod det Hele. Jørgen Aall var, med nogle Forandringer,
af samme Mening som hans Broder. Bjørnskov havde et
splinternyt Forslag om 20 Millioners Indløsning i 5 Aar;
Kjøbstæderne skulde udrede en Trediedeel, og paa Landet en vis
Sum udlignes paa hvert Skippund Tunge. Bugge havde og-
saa et nyt Forslag, som Knoph understøttede, at af den ind-
dragne Sum igjen en vis Deel skulde udlaanes mod Renter.
Eenstemmig besluttedes, at Indløsningen skal effectueres ved
Formues- og Næringsskat; det Øvrige blev opsat til i Morgen.
Paa Løverdag (Aarsdagen efter Kongevalget) skal her
være stor Stads i Byen. Blandt andet bliver her Høitide-
lighed i Byens Kirke, og da Bispen er syg, anmodede Falbe
mig om at holde Talen. Jeg kunde naturligviis ikke afslaae
|
| s.269 | en saa smigrende Anmodning. -- Falbe fortalte, at det er
Student ***, som er Forfatter af Ondskaben mod Bech og
hans Søn, et nyt Beviis paa, at Æblet ikke falder langt fra
Stammen. De andre Studenter have erklæret ikke at ville
taale ham i deres Selskab efter denne Affaire. -- Sigvardt præ-
dikede i Bispens Forfald i Søndags i Cabinettet. Ventelig
var det efter Bechs Recommendation, hvorved jeg dog ikke kunde
undlade at istemme Falbes bittre Anmærkning, at Ingen
skulde falde paa, at Kronprindsen regnede sig til
Tugthuusmenigheden. -- Muurmesteren er kommen paa
Dolhuset.
Lieutenant Møller fortalte om sin Kjøbenhavnsreise, især
om en Mistanke, Kongen med flere havde fattet til ham, at
han hvervede norske Artillerister til at tage Afsked og reise
hjem.
2den November.
I Selskabet hos Major Juell var Valerius min ene Si-
demand, og derved gjorde jeg hans nøiere Bekjendtskab. Han
kan, ikke aldeles aflægge den Stivhed, man ved første Øiekast
finder hos ham, og naar han engang bliver en fornem Mand
(han staaer paa Sprang til at blive Statssecretair, og bliver
da vel adlet og med Tiden maaske Statsraad og Friherre),
faaer han vist en ægte Magnatpli. Vi talte meest om svenske
Digtere, af hvilke han paastaaer, at der ingen flere er tilbage.
Han sang to Viser ved Bordet, en af sine egne, og en af
Bellmann, begge ikke uden Frivolitet. Wahlstrøm, som var
min anden Sidemand, kommer snart at reise herfra.
Odelsthinget bifaldt Jacob Aalls Mening, dog saaledes,
at Indløsningssummen for det første Aar forhøiedes til 4 Mil-
ioner, og det er da ingen voldsom Operation.
3die November.
Her kom imorges Bud fra Grev Essen, at han ønskede
|
| s.270 | at tale med mig. Jeg indfandt mig da i hans Forgemak.
Han skulde bede mig i Prindsens Navn, ikke at sige denne alt-
for mange smukke Ting imorgen fra Prædikestolen. Excellen-
cen havde forsikret ham, at jeg, som en berømt Taler, nok
vilde vide at ramme den rette Tone, men Prindsen havde dog
paalagt ham at give mig dette overflødige Vink, ligesom han
ogsaa havde frabedet sig al Theaterstads med hvidklædte Damer
og andet Theateroptog under Sangen. Dette har grusomt de-
rangeret Falbe, som strax maatte gjøre nye Anstalter. -- Jeg
hørte ellers i Forgemakket, at Rigsretten i Dag første Gang
var sat under Langes Præsidium. Hvor travlt jeg havde det,
kunde jeg dog ikke bare mig for at gaae derop, men fandt Gaarden
fuld af Mennesker, da der voteredes, hvorvidt de 20 Quæstioner, der
skulde gjøres Haxthausen, kunde gives ham hjem til Over-
veielse, eller uden Forberedelse skulde forelægges ham. Det blev
mig for længe at oppebie Udfaldet, og jeg gik hjem. Siden har
jeg hørt, at Defensors Exception var forkastet og Forhøret be-
gyndt for aabne Døre. Hjelm skal under dette Forhør have
spillet en altfor activ Rolle, hvorfor han alt igaar var bleven
irettesat af Præsidenten, og den ubøielige og uforfærdede Lange
lovede ham næste Gang en alvorligere Paamindelse, dersom
han ikke forbedrede sig.
Roverud og Thuesen gav i Aften paa Theatret en Con-
cert af deres Elever, hvortil de havde indbudt Prindserne,
Statsraadet, Storthinget og andre smukke Folk, hvoriblandt da
ogsaa jeg uværdig i den dobbelte Qvalitet af Videnskabsmand
og Theaterdirecteur. Jeg gik derhen og talte med adskillige
Folk, hvilket var det morsomste ved denne Forlystelse. Af
Prindserne var der ingen, af Statsraadet faa og af Storthinget
forholdsviis endnu færre, da der holdtes Odelsthing fra 5 -- 8.
Concerten, som vist ikke varede over en Time, havde 3 Afde-
linger. Den første bestod ene og alene i en kort Choral, som
nogle hvidklædte Damer og bag dem nogle unge Herrer sang
|
| s.271 | ret ordentlig. Anden Afdeling var først en Ouverture af liden
Mærkelighed og saa en Arie, som Jfr. Lassen sang. Jeg var
buden til Capt. Ræder, og gik bort, da dette var forbi. Hvad
der endnu stod tilbage, var Instrumentalmusik, hvis Titler ikke
fristede mig. Hensigten af denne Concert var at anbefale sig
til Understøttelse af Statskassen til den forhen omtalte musi-
calske Reise, og derpaa et Syngeinstituts Oprettelse. Uden at
tvivle om, at Roverud og Thuesen ere meget duelige Musiklærere,
maa jeg tilstaae, at det var mig umuligt af denne Prøve at
uddrage noget Resultat. At Jfr. Lassen kan synge en Arie,
har man længe vidst. Af Choralen og Ouverturen lod sig intet
slutte. Der var vistnok sagt i Indbydelsen, at Alle, paa tre
nær, vare deres Elever, men det kunde jo gjerne være disse
tre, der udførte alt, hvad der tildrog sig Opmærksomhed. Ro-
verud er den livagtige Zink, paa dennes Jovialitet nær, og
Udfaldet bliver vel det samme som hist i Kjøbenhavn.
Hos Ræder var følgende Gjæster: Motzfeldt (hvis sunde
Fornuft og tørre Lune har bevaret sig uforandret), Christie
(som derimod daglig faaer et fornemmere Væsen), Lange, Bon-
nevie (hvis Navn er ligesaa charakteristisk som noget i det
gamle Testamente, thi han er en ægte bon vivant), Bjørnskov
(en ret interessant og godmodig Mand, hvis Retskaffenhed ro-
ses meget), Agent Nielsen (der var i et extra godt Lune, og
fik gjennemdrevet et tredobbelt Hurra for gamle Norge), Bi-
skop Krogh, Synnestvedt, Mariboe, Rougtvedt og endelig
Oberst Tidemann (indfødt Nordmand, som har forladt dansk
Tjeneste for at tjene sit Fædreland; Ridder forresten). Der
var morsomt ved Bordet, men da Klokken gik til 2, og man
endnu ikke syntes at have faaet nok, men Nielsen tvertimod
begyndte at proponere de samme Skaaler, hvor Haffner for-
dum excellerede, saa stod jeg op fra Bordet og vandrede
hjem.
Nationalbladet har en ny Pressesag, som Justitsdeparte-
|
| s.272 | mentet har anlagt mod det, endnu mere ubeføiet, som det sy-
nes, end den forrige, samt en saare bitter Critik over et
Skrift, som nylig er udkommet til Statsraadernes Forsvar.
4de November.
Kl. 10 1/2 kom Prindsen med Suite gaaende, og modtoges
ved Kirkeporten af de forsamlede Præster. (Af udenbyes havde
indfundet sig Neumann og Hr. Vergeland; han havde afgivet
en Visitbillet hos mig, vi complimenterede hinanden, og han
udbad sig mit Venskab.) Der begyndtes med: "O store Gud!
vi love dig!" hvorpaa jeg besteg Prædikestolen. Min Tale
varede omtrent en halv Time, og her som sædvanligt indhøstede
jeg uendelige Lovtaler. Den trykkes, altsaa siger jeg her intet an-
det om den, end at den var godt memoreret og hørtes af En-
hver i den hele Kirke, ligesom jeg nok ogsaa heldigen havde
nyttet mit Talent til at blande Sødheder og Bitterheder mel-
lem hinanden, saa at hine ei vamlede og disse ei rev i Hal-
sen, men af begge fremkom en behagelig, krydret Ret, som i
lige Grad convenerede en Fyrste- og en Bondemave. Jeg
tør tillægge mig selv dette Talent i udmærket Grad, og kan
ikke troe, at enten det er foragteligt, eller at jeg bør lastes,
fordi jeg gjør Brug deraf. Kan jeg være Alleting for Alle,
saa har jeg Pauli Autoritet for mig, at jeg ogsaa bør være
det. -- Til Slutning fik vi en Gang af Platou med Falbes
Musik, der blev sungen paa Orgelet, og lød ret vakkert, for-
saavidt det præstelige Samvaas, der hørtes i Choret, tillod mig
at høre den. Endelig maa jeg anføre, at der ringedes med
Klokkerne en Time, og at der under Te Deumaffyredes 128
Kanonskud. -- Ved Udgangen fik jeg et Haandtryk og nogle
forbindtlige Ord af Prindserne, Essen og et Par subordinerede
Væsner.
Til Middag var stort Taffel hos Prindsen. Hovedtaffelet
var i Dag i Havestuen, en vakker, net men ikke pragtfuld de-
|
| s.273 | coreret Spisesal. Biskop Bugge og General Meyer vare mine
Sidemænd. Tiden falder ikke lang, naar man har Bugge til
Naboe. Han holdt et ynkeligt Huus med Treschow, Stiftprovst
Clausen i Kjøbenhavn og Biskop Hjort. At Clausen prædikede
sig selv og hverken Gud eller Christus, var Hovedanken mod
ham, Dovenskab og Arrogance mod Hjort, total Uduelighed til
at være Statsraad mod Treschow. Vi drak 6 Skaaler: Kon-
gens og Prindsernes, Foreningens, den svenske Rigsdags og
det norske Storthings (hvorover Bugge gav Finter) og Stat-
holderens. Til alle canoneredes fra Pladsen strax udenfor, det
gik ret overmaade høitideligt, men med alt var det daarlig
Mad, det meste, vi fik. Drikkevarerne derimod vare overmaade
gode. I Aften var Bal hos Grev Essen, hvortil vi ikke vare
budne. Siden har jeg hørt, at det var en Feiltagelse, da mit
Navn var paa Listen, og saa maa jeg da erkjende det for en
lykkelig Feiltagelse, thi jeg vilde gjerne afkjøbt mig det Ho-
verie for Penge, hvis det havde været mig paalagt. Jeg
trængte til Hvile, tog mig den ogsaa og saae ikke det mindste
af den illuminerede Bye. -- Prindsen lod sig ved sin Kam-
merherre Grev Brahe udbede en Afskrift af min Tale; paa
Fleres Opfordring lader jeg den trykke.
I Dagens Intelligentsseddel har Halvor Hoel, efterat have
været afviist fra Statsraadet med sin Klage, anklaget Stor-
thinget for Publicum, og kalder hele Hedemarkens Amt til Vidne
paa, at han er en ærlig Mand. -- Student *** har til sin
forrige Nederdrægtighed lagt den nye, at gjøre Biskop Bech og
hans Søn (anonym som forhen) Afbigt for sit ondskabsfulde
Avertissement.
5te Novbr.
Borch prædikede, og jeg havde haabet at tilbringe denne
Dag i sød Roe og udhvile fra den forriges legemlige og aan-
delige Strabads, men Skjæbnen havde bestemt det anderledes.
Klokken henimod 10 fik jeg Brev fra Generaladjutant, Oberst
|
| s.274 | Stabell, at Kronprindsen vilde høre Cabinetsprædiken af mig
Kl. 2, og ved samme Tid modtage Afskedscour. Jeg maatte
da gribe til min sædvanlige Extemporering, hvori det under
saadanne Omstændigheder er en sand Lykke at have opnaaet
Færdighed. I Anledning af Reformationsfesten valgte jeg
til Text Aabenb. 3. 11. "Hold fast ved hvad du har, at In-
gen skal berøve dig din Krone!" og talte over "Standhaftighed
i christelig Troe og Dyd". -- Jeg fandt Forgemakket propfuldt
af Mennesker. En Deputation fra Storthinget var inde hos
Prindsen, hvorefter de tilstedeværende Biskopper, Bugge og Sø-
rensen, fik Befaling at komme ind, og med dem holdt han en
meget lang Conference om Religiøsitetens Fremme i Norge.
Sørensen var henrykt over hans Tale, fandt den saa gjennem-
tænkt og saa hjertelig, at den gjerne Ord til andet kunde væ-
ret trykt, og vilde gjort ham Ære. Bugges Hjerte synes han
ogsaa ganske at have vundet, og i Selskabet, hvor vi siden var
sammen, var han ved hver Leilighed uudtømmelig paa Eloger.
Derpaa kom Prindsen ind i det mellemste Værelse og talte
med Statsraadet og Høiesteret. Atter gik han ind i det Al-
lerhelligste med Christie. Endelig kom denne ud, og corpsviis
indkaldtes nu fra Entreeværelset: Storthingets tilstedeværende
Medlemmer, som dog ikke vare over 12 -- 16: Generalstaben:
Ingenieurcorpset: Artilleriecorpset: Cadetcorpset: det ridende
Jægercorps: det oplandske Regiment: Commandantskabet: Uni-
versitetet (der fik tilsagn om 8 Stipendier): Stiftamtmanden
med alle de ham underordnede civile og militære Embedsmænd:
endelig nogle private Personer, hvoriblandt tilsidst Procurator
Hansen, som Statsraadets egenmægtige Fremfærd menes at
bane Veien til et godt Embede.
Endelig kom da Touren til mig. Tre Stole opstilledes i
det indre Værelse, 10 -- 12 i det ydre. I døren mellem begge
sattes et Bord. Prindserne og Wetterstedt sad foran mig, Ad-
jutantstaben bag ved. Efter sin Bestemmelse og som saadant
|
| s.275 | Hastværksarbeide er Prædikenen god nok. Da den var forbi,
kaldtes jeg ind til Prindsen. Jeg svarede ham paa Fransk
saa godt jeg kunde, og han bevidnede mig da sin Tilfredshed
med Gaarsdagens Prædiken, der efter hvad han selv havde
hørt og Andre havde sagt ham var "un chef d'oeuvre d'è-
loquence". Tilsidst lod han sig bringe en saare smuk og
smagfuld Gulddaase, og bad mig modtage den til Erindring,
og forsikrede mig derhos med et fast Haandtryk, at hvad han
og hans Søn i Fremtiden kunde gjøre for mig, vilde være ham
en stor Glæde. Sandelig, han er en ædel, elskværdig Mand!
Gud bevare ham! Det vil være de forenede Rigers sandeste
Held. -- Under Slutningsverset efter Prædikenen kom saamæn
Biskop Bech, der ikke kunde lade Deres Kongelige Høiheder
reise uden at give dem sin Velsignelse. Oscar gik ham imøde,
da jeg gik bort; jeg fik altsaa ikke talt med ham eller spurgt
om hans Befindende.
Medens Couren varede, bad Grev Essen mig æde hos
ham med Prindsen. Beværtningen var, hvad Maden angik,
den bedste og overflødigste, jeg veed at have seet, siden jeg ifjor
var til Gjæst hos de svenske Commissairer. Conversationen
kunde naturligviis ikke have noget Liv, især da man vilde be-
mærke, at Kronprindsen ei var i godt Humeur, hvilket dog
isaafald ei havde Indflydelse paa hans Appetit. Dog forefaldt
ved den anden Bordende en temmelig høirøstet Dispute mellem
Bugge og Tank om Trøndernes Characteer. Under Maaltidet,
hvis største Sjeldenheder vare Østers og Vindruer, proponere-
des kun Kronprindsens Skaal paa en lykkelig Reise. Efter
Bordet drev vi om en temmelig Stund. Prindsen talte læn-
ge med Grev Wedel og flere, og Ingen kunde gaae, da man
ei kunde vide, hvem han vilde vende sig til. Men endelig
indkaldtes i et Sidecabinet Statholderen, Statsministeren og
det hele Statsraad, samt Ex-Statsraad Aall, Storthingets tre
Præsidenter og endelig de tre Bisper: Bugge, Krogh og Sø-
|
| s.276 | rensen til en Conference, hvis Indhold maaskee ikke er nogen
Hemmelighed, men er det ganske vist for mig i dette Øieblik,
da jeg ikke har talt med Nogen, som kunde sige mig det, og
nu gik jeg da hjem.
6te November.
Otte og tyve Canonskud endte i Morges kl. 9 disse Da-
ges Urolighed. Da reiste Kronprindsen; Gud ledsage ham!
Vistnok har hans Nærværelse stiftet saare meget Godt i Norge,
thi ihvorvel han ei kan tale Landets Sprog, saa har han ved
sin simple prætensionsløse Venlighed, og (hvor Leilighed gaves)
sin ædle og mandige Daad bundet Norge og Sverige fastere
sammen, end de før vare. Des beklageligere skulde det være,
om, som Aschenberg sagde i Dag, Rusland blot venter paa
Carl den Trettendes Død, for at gjøre den unge Gustavs Præ-
tensioner gjældende, da man paa den Vienske Congres skal
være bleven enig om, at Ingen maa beklæde en europæisk
Throne, medmindre han er født til den. Vi komme da i ny
Ulykke, og gjøre vel flere smertelige Erfaringer. Dog Aschen-
berg seer Alt fra den mørke Side; han længes hjem til sit
Røraas, og gruer for snart igjen at bortkaldes derfra, som da
vilde blive Tilfældet, naar saadant arriverede. De overmodige
Seierherrer ere vel sagtens istand til alt! men inden gamle
Carl døer, slaaes vel det Røverpak om Byttet; nogle af dem
gaae da vel over paa vort Partie, -- kun at begge Riger
blive enige, kun at Svensken vil blive Carl Johan tro! Aschen-
berg havde forleden Dag, før jeg kom i Odelsthinget, paadra-
get sig adskillige Kjøbmænds Uvenskab ved en djærv Tale,
blandt andre ogsaa den blide, humane Jacob Aalls. Denne
lod han imidlertid vederfares den Ret, at det er frygtsom God-
modighed, der gjør ham til Opponent mod enhver Forholds-
regel, der synes i mindste Maade voldsom. Derimod forekom-
mer ingen af Storthingets Kjøbmænd mig saa besat af den ret
|
| s.277 | slemme Handelsaand som Cappelen. Det var et Forslag (jeg
husker nu ikke hvilket) under disse Pengedebatter, hvorover
voteredes ved Navneopraab, og som eenstemmigen antoges und-
tagen af Cappelen og hans bestandige Echo Borthig, der er
saa lyksalig at have en Slump Venner og Svogere paa Odels-
thinget, der alle omtrent ere af een Mening, og alle ere Thin-
gets ledende Medlemmer, saa han aldrig er i Forlegenhed, om
han skal sige Ja eller Nei, om han end uheldigviis, som en-
gang har været Tilfældet, skulde blive No. 1. -- Aschenberg
takkede mig endelig for min Tale, ved hvis Begyndelse han
gruede ligesom flere gjorde den 25de Febr. 1814. Det hører
da ogsaa til mit under 4de omtalte Talent, at jeg begynder
saaledes, at man maa troe, det vil koste mig Kappe og Krave,
og opløser saa Dissonancen i saadan sød Harmonie, at man
bliver idel Henrykkelse. Det er rigtignok et behageligt Taler-
konstgreb hos den, der forstaaer at anvende det, men jeg kjen-
der ikke andre geistlige Talere end Biskop Brun og Bugge og
jeg selv, for hvem det vilde være raadeligt at bruge det. --
Medens jeg var i Odelsthinget, debatteredes om, hvorvidt For-
muesskatten skulde inddrives efter Angivelse eller ved Ligning.
Cappelen & Comp. var naturligviis for det første, men den
modsatte Mening seirede. Jeg finder ellers ikke de Debatter
meget morsomme, og da Middagspausen kom, og jeg havde
holdt den ovenfor anførte Samtale med Aschenberg, og en
kortere dito med Wergeland, over hvis Arrogance og øvrige
slette Egenskaber Sørensen i Gaar raabte Ak og Vee, gik
jeg hjem.
Dr. Vallin har viist mig den Forbindtlighed at sende
mig sin Prædiken og Skriftetale ved Prinds Oscars Confir-
mation. Der er ægte Veltalenhed i dem, og ligesom han og
jeg ere omtrent lige i Stand, vilde det være mig en Ære og
Fornøielse, om det og kan siges, at vi ere hinanden lige i
|
| s.278 | Værd. Hans Organ og Anstand skal imidlertid, efter hans
Vens, Wahlstrøms, Beretning, ei udmærke sig.
7de November.
Atter har jeg bivaanet et Optrin, hvilket jeg ligesaalidt
havde tænkt at opleve, som saamange af de sidste to Aars
Mærkeligheder. Jeg var Tilhører i Norges Rigsret, hvor den
Mand, som for noget over et Aar siden var den mægtigste i
Norge næst Kongen, stod som anklaget for et Tribunal, i hvil-
ket en Stiftsoverretsassessor præsiderede. Et talrigt Audito-
rium havde indfundet sig, hvoriblandt gamle General de Seve,
som udentvivl triumferede i sit Hjerte over at see ham, der som
den første Prinds Christians Raadgiver maatte formodes at
være hans Avindsmand, stillet for Nationens Domstol. Kl.
10 aabnedes Galleriet til Bibliotheksalen. Øverst sad i Mid-
ten ved et Bord Lagthingets Præsident Lange, Justitiarius
Bull, samt Justitssecretairen, der førte Protocollen. Ved høire
Side sad ved et andet Bord Actor, Advocat Aars, samt den
af Odelsthinget udnævnte Actionscommittee: Weidemann,
Rambech og Stoltenberg. Tilvenstre sad Defensor, Advocat
Hjelm, alene. Henad Gulvet sad ved to lange Borde Høieste-
rets Assessorer og Lagthingets Medlemmer. -- Haxthausen
traadte ind uden Uniform og bukkede for Retten, og Lange
proclamerede den aabnet. Haxthausen besvarede de første Qvæ-
stioner med megen Frimodighed og Færdighed. Ved en af de
senere forekom han mig at gaa lidt istaa, da et paaberaabt
Dokument ikke kunde produceres; imidlertid er han udentvivl
saa temmelig angerløs, og det maa tale meget til hans For-
del, at to af hans fordums Colleger Aall og Tank sidder i
Retten, og maatte kunne vidne mod ham, om hans Udsagn
var urigtige.
Krænkende maa det dog være for den gamle Mand saa-
ledes at stilles til Skue for hele Publicum, og da jeg ikke hol-
|
| s.279 | der ham for skyldigere end mange Andre, vakte dette Syn fra
den Side en ubehagelig Følelse hos mig; men fra en anden
Side er Synet virkelig ærværdigt og imposant og en Nation,
der saaledes kalder sine første Embedsmænd til Doms, indgy-
der i dette Øieblik unægtelig Ærefrygt.
8de November.
Rasmussen er misfornøiet med Odelsthingets Beslutning,
kun at bestemme Formuesskatten for 3 Aar, og haaber i Lag-
thinget at faae den kuldkastet. Det vil, paastaaer han, for-
værre vort Pengevæsen istedetfor at forbedre det, da man nu
ingen Ende seer paa Sagen. Næste Storthing har jo for de
følgende 3 Aar decretere en Million aarlig, og saa er endda
ikke den halve Seddelmasse indløst. -- Iøvrigt hører til Da-
gens Historie, at man har hædret Kronprindsesse Eugenies
Fødselsdag med 32 Canonskud. "Vi spare ei paa Krud!"
kunne vi i denne Tid med Sandhed sige.
9de November.
I Intelligentsseddelen holdes Nansen en versificeret Lov-
tale, og han gjøres atter til en af Landets Patrioter. Det
gaaer op og ned med den gode Nansen baade i activ og passiv
Forstand. Snart lovsynger han Regjeringen og snart oppo-
nerer han mod dens Foranstaltninger; saaledes persifleres han
hist og ophøies her, og opnaaer saaledes, hvad der synes at
være hans Hovedmaal: at være og blive en navnkundig og
almindelig omtalt Person.
Jeg fungerede i Aften for sidste Gang som administre-
rende Directeur i det dramatiske Selskab. Jeg har faaet min
fulde Fornøielse, og kommer vist aldrig mere paa den Gallei.
10de November.
I Dag var høitideligt Liigfølge af et usædvanligt Slags.
Det var en simpel Artillerist, der blev begravet, men han kjør-
|
| s.280 | tes i Byens Liigvogn, bortbares af det saakaldte Sørgelaug,
og sjelden er jeg vel ved nogen Jordefærd her i Byen bevær-
tet med elegantere Frokost. Som sextenaarig Dreng var han
kommen i Lære hos Garver Holm i Storgaden og havde nu i
13 Aar været mere som Søn eller Broder i Huset end som
Undergiven. For at undgaae Udskrivning havde han ladet sig
hverve som gevorben Artillerist, men hans Compagnichef, Ma-
jor Rustad, havde fritaget ham for militair Tjeneste, og han
var Garversvend hos Holm, et udmærket sædeligt og flittigt
Menneske. Hans Capitulation var nu udløben, han vilde
etablere sig i sin Føde-Egn Gudbrandsdalen, og var næsten
reisefærdig, da han fik det ulykkelige Indfald at gaae op og
see paa Delinqventens Henrettelse forleden. Nervesvag maa
han vel have været, fra den Tid var han ei mere den samme,
hans Forstand forvildedes, hans Legeme svækkedes -- og det blev
hans Død. Jeg fandt det meget ædelt af de Mennesker, saa-
ledes at hædre en tro Tjeners Minde, og to saadanne Exem-
pler, som jeg i disse Dage har havt: paa faderlig Ømhed
hos en Almuesmand og sand Humanitet hos en velhavende
Borgermand i Christiania, kan næsten forsone mig med den
Slægt, jeg lever iblandt.
11te November.
Jeg overleverede Essen personligen et Exemplar af Høi-
tidstalen. I Forgemakket taltes med en vis Circumspection
om Kronprindsens Reise; ogsaa er denne skeet med megen
Hurtighed, da han i Dag skulde reise 14 Mile og i Aften
være i Stockholm, saa man næsten skulde troe, der var peri-
culum in mora. At man i Sverige skulde være misfornøiet
med hans lange Ophold i Norge, er fortalt efter Breve fra
Gothenborg; skulde maaskee Kongen være farlig syg? skulde
der være Ugler i Mosen fra russisk Side? jeg gider ikke
at spørge Nogen, for ei at faae mistrøstende Svar. Overalt
|
| s.281 | har jeg i denne stormfulde Tid afholdt mig fra alle, vort Land
vedkommende politiske Discussioner, og jeg har i alle Hen-
seender befundet mig saa vel derved, at jeg og vil handle saa
herefter, om, som Gud forbyde! vor korte Roe alt skulde
være forbi.
Bugge paastaaer, at Haxthausens Sag ingenlunde er saa
reen, som den ansees for, og at Retten har Beviser ihænde
imod ham, som han ikke drømmer om, og som uden Tvivl
maa fælde ham. Dette skal dog endnu være en dyb Hem-
melighed. -- I Nationalbladet, som denne Gang er poetisk,
har Expeditionssecretair Hagerup givet os en Selskabssang,
kaldet: Foreningen eller Noras Skjebne i Fortid,
Nutid og sandsynlige Fremtid. Maaskee den er sunget
paa Ballet i Løverdags, og jeg beklager i saa Fald ikke, at
jeg hverken hørte eller istemmede den.
12te November.
-- -- -- -- -- Endnu tilføier jeg, at en af Børnene
hver Middag læser høit til og fra Bords: "Vi takke Dig o
God og Fader!" og: "Vort Maaltid vi beslutte," -- hvorved
da endelig mit gamle Forsæt at indbringe Huusandagt i min
Familiekreds nogenlunde er realiseret.
13de November.
Jeg har læst en anonym, overmaade velskreven Afhand-
ling, der bestrider den Eidsvoldske Garanties Gyldighed, samt
Nansens djærve, men hverken usande eller ubeskedne Svar til
Silverstolpe, hvilket uden Tvivl gjør ham meest Ære af alt,
hvad han har sagt eller skrevet paa dette Storthing. -- Platou
er bleven Expeditionssecretair i Statsraadets 4de Departement.
14de November.
Efter Wahlstrøms Raad skrev jeg de høie Navne foran
paa det rene Blad i de fem Exemplarer af min Tale, som
|
| s.282 | skal sendes til Kongehuset. Herre Gud! hvor alt dog kan
vende sig synderligen! i min, Frederiks og Christians fordum
oprigtigen hengivne Undersaats Lod skulde det falde at dedicere
Taler til det svenske Kongehuus, ja endog at gjøre Complimen-
ter for Prindsesse Albertine.
15de November.
I Odelsthinget behandledes et Forslag af Christie om
bestemt Reglement for Repræsentanternes Reiseomkostninger,
Diæt o. s. v. En combineret Committee havde gjort en Ind-
stilling, der i adskillige Puncter afveg fra Forslaget. --
Uagtet det i disse 4 -- 5 Maaneder har været en Grundsæt-
ning, man aldrig har tilladt sig at afvige fra, at gjøre Com-
mitteens Indstillinger til Basis for Debatterne og sammen-
holde dem med Hovedforslaget, saa foreslog dog Bjørnsen her
at bruge den modsatte Fremgangsmaade, og endskjøndt Christie
selv forlangte Motionen afvist, fandt Præsidenten (Weidemann)
ikke destomindre, at denne Maade, skjøndt usædvanlig, dog ikke
var stridende mod hans elskede Reglement, og værdigedes
endog at lade votere om Sagen ved Navneopraab. Det var
ogsaa kun med en ganske ringe Pluralitet, at den sædvanlige
Methode vedtoges, thi Bønderne vare fast alle indtagne af
Christies Forslag, af en Grund, som imorgen skal anføres.
Under disse Debatter fremførte Ole Haagenstad de betænkelige
Ord, at man maatte vogte sig for at sætte Staten i for svære
Bekostninger, da Folket ellers let kunde finde denne Regjering
for kostbar, og igjen ønske sig Enevoldsregjering. Christie
tog med megen høitidelig Alvorlighed til Gjenmæle, hvorved
Sagen bortfaldt.
16de November.
I Odelsthinget fortsattes og sluttedes den forrige Dags
Debatter. Schultz og Oxholm vare meget misfornøiede med
|
| s.283 | den Resolution, at visse Diætpenge tilstaaes Repræsentanterne,
hvorimod de ville, at enhver skal indgive sine Regninger, der
skulle prøves og offentligen bekjendtgjøres. De troe nemlig,
at Bønderne heraf ville tage Anledning til at leve her som
Kjæltringer i Kipper og Kjældere, lægge Penge op og saa-
ledes gjøre deres Repræsentantskab til en Næringsvei. At det
just er nogen farlig Sag, hvorover behøves at gjøre mange
Ophævelser, synes mig ikke; den vedtagne Fremgangsmaade
forekommer mig endog at være den simpleste og anstændigste.
Slig lav Mistanke bør man dog ikke nære til dem, der væl-
ges til at repræsentere Folket i dets vigtigste Anliggende, og
vil de tænke og handle saa nedrigt, saa lad det blive deres
egen Sag som saa meget andet, der i sig selv kan være
meget ypperligt, men ved Misbrug kan blive afskyeligt og
fordærveligt. -- Jeg har i denne Tid gjennemlæst den Eids-
voldske Rigsforsamlings Forhandlinger. Jeg lærer deraf, at
ligesaa desperate Projecter af nær- og fraværende Bønder ere
gjorte der, som nogensinde paa dette Storthing, og deraf ud-
drager jeg det Haab, at de omsider blive kjed deraf, naar de
efterhaanden indseer Umuligheden af, at deres chimæriske Ideer
kan blive realiserede. Det var mig iøvrigt interessant at see
denne Stræben og Modstræben med Hensyn til den nu saa
omtvistede Garanti, om hvilken Omsen der kort og fyndigt
har sagt alt, hvad dens Modstandere nu vidtløftigen gjentage.
Kun er den Forskjel, at han talte for at forebygge en overilet
Beslutning, og nu tales der, for at omstyrte en allerede fattet,
han advarede mod at contrahere en Gjæld, som man nu pro-
testerede mod at betale. At iøvrigt Taler og Beslutninger i
det Hele bære Præg af den exalterede Stemning, hvori vi
da næsten alle befandt os, kan ikke nægtes, men ligsaa ind-
lysende er det mig ogsaa, at alt, hvad der skede (maaskee
Garantien undtagen, som jeg ikke forstaaer at bedømme) var
nødvendigt og høist velgjørende, og at det vist ikke var gaaet
|
| s.284 | os saa godt, som det siden gik, dersom Modpartiet havde
seiret. Ihvor usselt og uconseqvent da end Prinds Christian
handlede til Slutning, ihvor utvivlsomt det er, at den hele
Fremgangsmaade for Kielertractatens Slutning var en Comedie,
der spiltes, hvori Norges Frihed havde en meget subordineret
Rolle, saa var dog Prinds Christian, med eller mod sin
Villie, ved sin Nærværelse og sine Foranstaltninger her Nor-
ges sande Velgjører, og en saadan Forening havde vi uden ham
sikkerligen ikke opnaaet.
|
| bla bakover |